>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[Tre og tredsindstyvende Saison, 3. September 1810 til 31. Mai 1811, side 202-223]

[Oversigt over repertoiret 1810-11]


[side 202]Den Omordning af Abonnements-Betingelserne, hvilken Hauch havde givet Udsigt til, indtraadte fra denne Saisons Begyndelse, men ingenlunde til Fordeel for de Abonnerende. Hidtil var der af Directionen blevet for hver Loge bestemt en Abonnementspriis, og da denne almindeligen blev staaende uforandret en Række Aar, var den overhovedet meget lav i [sideskift][side 203]Forhold til Priserne paa enkelte Billetter. Som denne Indretning var til megen Skade for Kassen, var den ogsaa til stor Ærgrelse for nye tilkomne Lysthavende; thi naar den, som havde opnaaet at faae en Loge for en Saison, vilde beholde den for den næste til samme Priis, hjalp det ikke om en Anden tilbød at give det Dobbelte. Det hed, at det ikke var Directionen anstændigt at lucrere med Logerne, ved at modtage Overbud; den maatte afhænde dem for den Priis, som paa en og samme Tid var bestem: for hver, og tillige kunde den ikke afslaae Nogens Forlangende om at vedblive Abonnementet, blot for paa samme Betingelser at overdrage det til en ny Lysthavende. Da det var Vedtægt at en afdød Abonnents Familie ogsaa for Saisonnen efter hans Død kunde beholde Logen imod den Betaling, som den Afdøde, efter Priisansættelsen, vilde havde faaet den for, var en abonneret Loge anseet som et Slags Fæstegods, der ikke engang blev ledigt ved Fæsterens Død; for at den skulde kunne gaae over i andre Hænder maatte Abonnenten nødvendigviis selv frasige sig den. Disse Urimeligheder blev der med eet gjort Ende paa ved Bestemmelsen om, at for denne Saison og fremdeles inden hver Saisons Begyndelse skulde Logerne til hver af de fire Spilledage i Ugen ved offenlig Auktion bortabonneres til de Høistbydende. Denne fornuftige Forholdsregel bragte Hauch i stor Ugunst hos flere høifornemme og rige Familier, der stadigt havde været i Besiddelse af en vis Loge, og — som en Grosserer Staal Hagen udbrød til Kammerraad Printzlau, Theatrets Hovedkasserer, — "nu maaskee kunde komme til at gjøre Fireskillingsbud med en Jøde paa den Loge, som de havde skaffet Theatret af med i mange Aar, uden dog at kunne faae den for det Dobbelte;" men han [sideskift][side 204]havde den glimrende Triumf over de Mange, som havde modarbeidet ham, at han derved pludseligt bragte Theatrets Indtægt af Abonnementet op til over det Tredobbelte; den havde for den foregaaende Saison været 26.500 Rdlr. og blev for denne 87,000 Rdlr. — En anden meget hensigtsmæssig og indbringende Forandring foretog han med Parterret, som efterhaanden havde faaet et Publikum, der gjorde det til en saa ubehagelig Plads, at ældre Haandværksmestre, Handlende og Embedsmænd, for hvem Parkettet var enten for fornemt eller for dyrt, jævnligen klagede over, at de ikke mere kunde komme i Comedie. Parterret, som tidligere var den Plads, der til søgte Forestillinger først blev udsolgt, havde derfor i de sidste Aar, endog ved nogle Yndlingsstykker, været tarveligt besøgt. Fra Saisonnens Begyndelse var et stort Rum deraf, nærmest Scenen, indtaget til en ny særskilt Plads, som benævnedes "siddende Parterre" og hvortil Billetten kostede 4 Mark. Ogsaa om denne Indretning spaaedes, at den vilde blive Kassen til Skade, da der neppe vilde indfinde sig Damer paa en Plads, der kaldtes Parterre, og Antallet paa de skuespillystne Herrer, for hvem den især var gjort, nu ikke mere var saa stort, at Forandringen kunde svare Regning. Men allerede ved den første Forestilling saae man en høitanseet Kjøbmand sidde der med sin Kone og Datter, og det siddende Parterre blev snart en Plads, som ved enhver nogenlunde god Forestilling strax var udsolgt. Hauch opnaaede, hvad en Theaterbestyrer neppe nogensinde har opnaaet eller nogensinde vil kunne opnaae: at han, uden Husets Udvidelse eller overordenlige nye Kræfters Anvendelse, men blot ved en hensigtsmeessigere Maade at tilveiebringe Indtægten paa, fik den i en Saison drevet op [sideskift][side 205]til mere end det Dobbelte af hvad den havde været i den foregaaende Saison, der dog var den meest indbringende, Theatret endnu havde havt; den samlede Indtægt for Saisonnen 1809-10 var nemlig 66,000 Rdlr., men for 1810-11 udgjorde den 138,400 Rdlr.

Den eneste originale af de ni Skuespilnyheder var Oehlenschlägers "Correggio", som, uden at fremkalde stærke enthusiastiske Bifaldsyttringer, gjorde ualmindelig stor Lykke. Allerede i sig selv havde denne Tragedie, ved at dens poetiske Skjønhed fornemmelig er af sentimental Natur, større Interesse for Mængden end Digterens tidligere Tragedier, og tillige blev den høist fortræffeligt udført. Som den bløde, for Kunsten begeistrede og i Kjærlighed sværmende Antonio var Foersom, baade ved sit Udvortes og den besynderlige drømmende, nu og da til heftig Følelse rask opflammende Tungsindighed, der var ham egen, langt mere paa sin Plads end i nordiske Helte, og som denne Rolle blev ham en af hans allerkjæreste, saaledes var den ogsaa en af de faa, hvori han ligesaa fuldstændigt i Spil som sjælfuldt i Foredrag fremstillede en poetisk Charakteer. Mad. Heger var, ved det blide, fromme og ædelt sørgmodige Udtryk, der laae i hendes Øie, hendes Stemme og hele stille Væsen, en henrivende Maria; Heger, der i sit mandige, sonore Taleorgan, en smuk Figur og en herlig italiensk Ansigtsform havde ypperlige Naturgaver for Fremstillingen af Giulio Romano, sagde Rollen varmt og begeistret med en sjeldent skjøn rhythmisk Flydenhed; og Kruses Udførelse af Silvestro beundredes for den simple høie Værdighed, han havde udbredt over sin Person, og den ædle Naturlighed, der laae i hans bramfri, inderlige Deeltagelse. Kunde Frydendahl, som Michel Angelo, end [sideskift][side 206]ikke sammenlignes med disse Fire, da han navnligen ikke frit og fyldigt nok lod det Humoristiske i Charakteren træde frem, saa var han dog imponerende ved sit majestætiske Udvortes og Stemmens Kraft, gav Rollen med megen Livlighed og spillede Scenen med Barnet endog høist ypperligt. Selv Lindgreen, hvis Talent altid leed Afbræk i versificerede Stykker og som det ikke var givet at kunne sætte et italiensk Præg paa en Rolle, kom til at passe ret godt ind i Ensemblet ved den Omhu og Smag, han anvendte paa Fremstillingen af det krybende og lumpent Hævngjerrige hos Battista. — Kun et eneste af de oversatte Stykker: "Den hjemkomne Nabob", et engelsk Lystspil i fem Acter af Morton, blev en virkelig Vinding for Repertoiret. Her var en livlig Handling, mange fortræffelige Situationer, tre originale godt skildrede og adskillige interessante rask skizzerede Charakterer, en flydende, for Personerne passende Dialog, en lunefuld Tone og megen Theatereffect, som ikke forraadte Jagen efter den, men gik let, som af sig selv, ud fra Stykkets Anlæg. Det var vel ikke et Mesterstykke, men havde dog saa mange af det ægte engelske Lystspils gode Egenskaber, at det i comisk Kraft og Natursandhed stod langt over alt, hvad der i de 11 Aar siden "Landsbytheatret" kom frem var budet Publikum som Comedie. Og derhos blev det i det Hele udmærket godt, i to af de tre Hovedroller endog uovertræffeligt spillet. Lindgreens gamle Skræder Rapid var et fuldendt Mesterværk: en saa inderlig Forening af elskelig Godmodighed, Sjæleglæde, rørende Naivetet og kraftig, men tillige smagfuld og, selv i sine stærkeste Momenter, sig ligesom aldeles ubevidst Comik har neppe i nogen anden Rolle været seet paa den danske Skueplads. Frydendahl tillod sig vel, som [sideskift][side 207]Vortex, den Abnormitet at bruge en engelsk Jargon i et Stykke, hvis Personer alle ere Englændere og hvori altsaa deres danske Sprog vil for Publikum være Engelsk, hvis en enkelt Person ikke, som her var Tilfældet, ved at tale engelsk, hentvinger Opmærksomheden paa at det ikke er det; men selve Charakteerfremstillingen var saa original og interessant, saa klar og i de mangfoldige Nuancer fast sammenholdt, og havde i Udførelsen en saadan Livsfylde, Naturlighed og comisk Kraft, at den hørte til den store Mesters genialeste Productioner. Da nu den valgte Jargon syntes ganske uadskillelig fra Charakteereiendommeligheden, kom Publikum langt fra til den at maatte oversee en Unaturlighed, men gik tvertimod med en saadan Jubel aldeles ind paa dens meget piquante Naturlighed, at Frydendahls Eftermand i Rollen (Stage) fremfor Alt maatte søge at bevare den, hvorved han forresten ingenlunde opnaaede samme Effect som sin Original, fordi han savnede Evne til den mageløse Charakteerudførelse, som kun gav den Berettigelse og Værd. Der kunde overhovedet aldrig være Tale om, at Foersom, med den skarpe Personlighed, han bragte ind i alle sine Roller, skulde kunne være istand til i nogensomhelst Charakteerrolle at staae ved Siden af de lo geniale Kunstnere, som endydermere her, i deres Genies Eiendommelighed og fulde Herlighed, feirede en glimrende Triumf. Imidlertid kom det besynderlige, ham egne Anstrøg af Humor og Adspredthed ham, som Dick Rapid, Stykkets tredie Hovedperson, saa forunderligt godt tilpas, at han, uden at være Andet, end hvad han altid var, syntes at have iført sig en Rolles Charakteer og løfte den i sig selv høist taknemmelige Opgave til Publikums store Tilfredshed. Stykket fandt overordenligt Bifald, hvilket [sideskift][side 208]det stadigt bevarede sig, saalænge dets to Uovergaaelige forherligede det. Kotzebues ikke i Dialogen smagfulde, men ved Situationer meget moersomme Eenactslystspil "De Sandsesløse" gav atter Frydendahl Leilighed til at overraske ved sit Genies forbausende Omfang, hans Major Staubwirbel var et nyt høist originalt Billede i hans store Gallerie af Militaire. Den Værdighed, han udbredte over en Figur, som fremkaldte Publikums Skoggerlatter, saa snart den blot lod sig see, var forunderlig. Ethvert Træk i det store herlige Ansigt, det tankeløst stirrende Blik, hans Gang, den mindste af hans Bevægelser viste en ubevidst omfamlende Adspredthed saa comisk, at end ikke den vrantneste Hypochondrist kunde modstaae Virkningen deraf, medens hans strengt soldatermæssige Holdning, det Ædle i Ansigtsomridsene, hans alvorlige Tone og den i hans hele Væsen udtrykte fuldstændige Overbeviisning om, at han i al sin Distraction var den sindige, eftertænkende Mand, indgød Ærbødighed og tillige forhøiede det Latterlige. — En Mærkelighed, der viste hvor ligegyldigt Directionen valgte Stykker, endog til Festforestillinger, var, at man i Anledning af en Formæling i Kongehuset gav paa Hoftheatret et maadeligt Lystspil med Titel "Enken og Enkemanden" og paa det kongelige Theater en alvorlig kotzebuesk Comedie betitlet "Amalia Salberg eller Den Ugifte;" og endnu mere upassende for Leiligheden, end ved Titlen, var endog det sidste Stykke ved sit for fire lange Acter meget lille og aandløse Indhold, som er: Amalia Salberg, en ugift aldrende Dame har taget sin troløse, men ellers meget agtværdige Elskers Datter til sig, og denne føler Kjærlighed for sin Pleiebroder, Lieutenant Lorring. Den gamle Dame vil ikke give sit Samtykke til [sideskift][side 209]deres Forening af Frygt for at Faderen engang vil gjøre sin Ret over Datteren gjældende. I en fremmed Gesandt finder hun sin fordums Elsker, som ikke har andet imod de Elskendes Forening, end at Lorring er uadelig, og denne Hindring hæver Fyrsten ved at adle den unge Mand, fordi han engang har frelst hans Søn fra Døden. End ikke Mad. Rosings mageløst ædle og følelsesfulde Udførelse af Titelrollen formaaede at holde dette besynderlige Formælingsstykke og kjedsommelige Røreskuespil i Repertoiret.

I denne Saison bragtes kun et eneste nyt Syngespil paa Scenen: "Azemia", der i tre smaa Acter har en lille, men meget piquant Handling med fortræffelige, deels naivt følelsesfulde, deels comiske og deels rørende Scener, og er udstyret med en af d'Alayracs nydeligste Musiker, fuld af skjønne Melodier og udmærket ved den Ynde, der hviler over dens mange charakterististe Partier. Denne herlige Berigelse for Syngespil-Repertoiret modtoges med Bifald, men blev først et Yndlingsstykke i 1813, da Jfr. Sølvers med megen Ild og Følelse udførte Prosper, og Kruses baade i Sang og Spil ypperlige Edvin kom til deres fulde Virkning ved at Jfr. Thomsen fik Azemia, som hun spillede med sin rene, skjønne Naturligheds hele henrivende Uskyldighed og Ynde.

Saisonnens store Begivenhed var Opførelsen af den nye Ballet "Romeo og Giulietta," i fem Acter. Den 78aarige Galeotti havde ei alene givet Stoffet en ypperlig baade dramatist og balletmæssig Form, smykket Fremstillingen med grandiose Grupperinger og henrivende, fra Handlingen udgaaende, Dandse, lagt et plastisk skjønt og klart Udtryk i det mimiske Sprog og anvendt Masserne med imposant Virkning, men — hvad der fornemmelig [sideskift][side 210]vakte enthusiastisk Beundring — med levende Phantasie givet en fortryllende frisk og glødende Skildring af Kjærligheden i dens blødeste Ømhed, lidenskabeligste Heftighed og dybeste Fortvivlelse. Atter i dette Værk havde Mesteren vel ladet sig forlede til at søge Effecten forstærket ved Anvendelsen af Sang; men skulde dette Balletten fremmede Element nogensinde bringes ind i den, da kunde det ikke skee rimeligere end her, hvor Æmnet er af erotisk Grundcharakteer, da Mimik og Sang baade hver for sig og i Forening kunne være en sjælfuld Udgydelse af Kjærlighed. Ogsaa indtraadte Sangen i netop Hovedmomenterne, hvor Tilskuernes Følelse overvældede Reflexionen, og var saa inderligt forenet med det Mimiske, at de begge smeltede sammen til eet Udtryk af den tolkede Affect, som derved virkelig fik stor poetisk Styrke. Denne storartede Balletcomposition forherligedes ved Schalls, formedelst det rige Udtryk for det Erotiske og Pathetiske, de skjønne Chor og den livfulde, ædeltmelodiøse Dandsemusik, høist interessante Tonedigtning, og ved en særdeles udmærket Udførelse, fornemmelig af Mad. Schall, hvis Giulietta var uforlignelig ved hendes mimiske Kunst og indtagende personlige Ynde, og af Bournonville, som, hvorvel 5l Aar gammel, henrev i Romeo ved sin beundringsværdigt gratiøse Lethed og den ungdommelige Fyrighed, hvormed han tolkede baade Kjærlighedens Fryd og dens Smerte. Publikum vidste ikke noksom at finde Udtryk for sin Henrykkelse over dette herlige Kunstværk; efter under den første Forestilling at have yttret det meest levende Bifald og ved Tæppets Fald lønnet det med en over al Maade glimrende Optagelse, gik ved den anden Forestilling Tilskuerne i deres Begeistring til det hidtil paa det danske Theater Uhørte: de kaldte [sideskift][side 211]Galeotti frem og hilsede ham saa snart han lod sig see med stor Jubel. Det var Publikum til meget Mishag, at forskjellige Omstændigheder, hvoriblandt især Forberedelserne til de store Festligheder i Anledning af Kongen af Roms Fødsel, hindrede at Balletten i denne Saison blev opført flere end fire Gange.

Hvad der, efter denne Balletdigtnings enthusiastiske Modtagelse, endnu forhøiede Beundringen af Oldingens Genialitet, var den levende Anerkjendelse deraf, som i de stærkeste Udtryk overalt blev udtalt af en fremmed competent Kunstdommer, den da, under det antagne Kunstnernavn Patrick Peale, vidt bekjendte Mimiker, Digter og kunstphilosophiske Forsatter Gustav Anton Baron von Seckendorf. Denne 36aarige Mand havde, efter at have fuldendt sine Studeringer, opholdt sig flere Aar i Amerika, og der gjort endeel Opsigt som Declamator og mimisk Kunstner, men var derpaa vendt tilbage til Tydskland og bleven hildburghausensk Kammerdirecteur, hvilken Post, saavelsom et ham tilbudet Professorat i Braunschweig, han dog opgav for, som Mimiker, at gjøre Kunstreiser i Europa. Da han, for Tydskeren Weltheim, som havde to smukke Døttre, hvilke, paa Grund af den enes ualmindelige Anlæg, vare, med klækkelig Understøttelse, blevne ansatte som Elever ved det kongelige Theater, optraadte her første Gang gjorde han megen Lykke, og endnu mere ved sin egen Forestilling paa Hoftheatret, hans Fremstilling af Lidenskabernes og Affecternes Yttringer hos forskjellige Stænder og Aldere var ligesaa aandfuld som i alle Nuancer slaaende naturlig, og blev tillige belærende ved oplysende Foredrag, der havde megen Værdie, især for Skuespillerne, som ogsaa toge god Nytte deraf. Den Varme, med hvilken [sideskift][side 212]han i dannede Kredse yttrede sig om Galeottis Kunst og gjorde opmærksom paa Skjønheder i hans Ballet, hvoraf han endog tegnede Grupperinger og store mimiske Momenter, kaldte den gamle Mand sin »trionfo le plus grand«.

"Den dramatiske Skole" fik atter af Rahbek en meget værdiefuld Nyhed i "Kong Frederik den Anden i Ditmarsken, National-Drama i tre Acter". Stykkets Handling er, ifølge Æmnets Natur, kun meget lille og uden virkelig theatralske Situationer, men i al sin Simpelhed særdeles godt anlagt og meget spændende ved Faren for Kongens Frelse. Udarbeidelsen er fortræffelig: Skildringen af Tid, Sæder og Personer bærer, ved Samstemning og Fasthed, i sig selv Sandhedens Præg og kan, da Sproget tillige er baade naturligt, marvfuldt og ædelt, saae megen Virkning ved en god charakteristisk Fremstilling, som dog kun i nogen udmærket Grad blev den tildeel ved Haacks meget heldige Udførelse af den fra Digterens Haand ypperligt givne oprørske Sybrand Wolfsohn. Af større Interesse end de øvrige Nyheder, var Gjenoptagelsen, af to ældre Mesterværker. Det ene af dem, Molières "Tartuffe", paany, meget mat og tørt, oversat i Prosa af Rahbek, laa langt over hans Elevers Kræfter. Kun af enkelte Partier i Jfr. Olsens Udførelse af Elmire fik Publikum et Skimt af den Fiinhed, hvormed Digteren har behandlet Charakteerskildringen; Dialogens beundringsværdige Elegance gik det ganske glip af, og Totalvirkningen var Kjedsommelighed. Langt større Tilfredshed havde Rahbek af, at han igjen, med "Erasmus Montanus", forsøgte et holbergsk Stykkes Opførelse. Vel viste Forestillingen ingenlunde en saa fuldstændig god Besætning, at den retsærdiggjorde Holbergs Anvendelse til offenlig Prøve paa Elevernes Dygtighed til [sideskift][side 213]at spille den ægte Comedie, men to af Rollerne fik en saa ypperlig Udførelse, at Stykkets Gjenoptagelse vakte megen Glæde og fandt stærkt Bifald: C. Bruun forenede, som Jakob, sin Naturs hele Godmodighed med en munter, gau Bondefiffighed, der bevidnede, at "han vilde være bleven en Fandens Skjelm, dersom han havde studeret;" og Haack gav en saa fortræffeligt opfattet og, uden mindste Overdrivelse, med saa megen comisk Kraft udført Fremstilling af Peer Degn, at den i hvert Træk blev beundret som baade høist naturlig og eiendommelig, ja endog af de kongelige Skuespillere erklæredes for en Produktion, der gjorde ham til en dem værdig Kunstbroder, som ifølge den endnu dengang blandt dem brugelige Skik at tillægge Enhver et Øgenavn, fra nu af, efter denne Rolle, kaldtes "Peer Hane".

De af Theatrets Kunstnere, som havde Agtelse for deres Kald og meente, at Hæder og Løn kunde gives efter Virksomhedens Qvalitet, vare yderst fortredne over, at Hauch mere og mere kun tog Hensyn paa dens Qvantitet. Der var bestandig Misnøie, Avind og Tvedragt i Personalet, fordi han tilsidesatte dem, som fordrede Tid til at give noget Fortræffeligt, for, ved Artighed og Belønninger, at udmærke dem, der kunde feie den ene Production rask af efter den anden. I denne Saison havde han især ofte givet Anledning til Anke herover; det vakte derfor stor Forbittrelse da han henimod dens Slutning endog udvirkede en aldeles ufortjent Benefice for N. T. Bruun, og det saameget mere, da flere talentfulde Medlemmer af Personalet forgjæves havde søgt om Flidsbenefice. Den smagløse Smører, der i uforskammet Indbildskhed gjorde sig til af, at "om der i en Saison ikke skulde indkomme [sideskift][side 214]et eneste nyt Stykke fra en anden Forsatter eller Oversætter, saa vilde han være Mand for ganske alene at forsyne den med baade Originaler og Oversættelser," havde sat sig i stor Yndest hos Hauch, ved strax paa hans Befaling at kunne skaffe et tydsk, engelsk eller fransk Skuespil, af hvilken Størrelse han ønskede, og "levere det i reenskreven Oversættelse paa saa mange Dage, som det havde Acter." Den store Indflydelse, Hauch tillod ham paa Repertoiret og Rollebesætninger, gav ham megen Vigtighed for Personalet; Nogle søgte ved Smigrerier at holde sig i hans Gunst, de Fleste vare hans bittre Fjender. Nu havde han for et Par Aar siden sammenjasket et saakaldet originalt Syngestykke, "Markedsdagen", hvilket var blevet antaget og af Directionen sendt til Kunzen, for at han, i Egenskab af Capelmester, skulde componere det som et Embedsarbeide. Kunzen havde med megen Villighed componeret de ham tilsendte Texter af sex andre danske Forfattere, og nylig endog et saa maadeligt Stykke som "Kjærlighed paa Landet", der var bearbeidet af Bruun, som havde sagt den smagfulde Mand en Mængde plumpe Uartigheder, fordi han fordristede sig til at ønske nogle indflikkede altfor plat uanstændige Flauser udeladte. Uagtet Kunzen saaledes havde viist sig særdeles tiltakketagende, syntes "Markedsdagen" ham dog at være altfor æsthetisk ynkeligt, til at en Mand af hans musikalske Anseelse kunde forlanges at skulle spilde en stor Composition paa det. Han havde derfor ønsket sig fritaget for dette Arbeide, imod at overtage et andet. Men Bruun, som vidste, at en Musik af Kunzen maatte blive fortræffelig, og at naar Stykket blev afviist af ham, som var forpligtet til at componere hvad Directionen tilstillede ham, vilde Schall ikke frivilligt have [sideskift][side 215]at bestille med det, formaaede Hauch til at svare, "at han ikke kunde fornærme en af Theatret saa fortjent Mand som Bruun, ved at bevilge Hr. Capelmesteren Fritagelse for en Pligt." Kunzen begyndte da det ham modbydelige Arbeide, men saa langsomt, at Bruun, efter flere Klager derover til Directionen, gav sin Harme Luft i et meget uforskammet og ubeskedent Angreb paa Kunzen, der kom med et bidende Svar, som Publikum fandt træffende og velfortjent. Da Bruun let begreb, at om han nu ogsaa drev det til at saae Stykket componeret af Kunzen eller en Anden, vilde det, efter at være blevet saa ilde omtalt, falde igjennem, rørte han ikke mere ved det, men besværede sig for Directionen over, at han, ved at en af dens Embedsmænd tilsidesatte sin Pligt, kom til at tabe Indtægten af et Arbeide, som den havde antaget og hvoraf baade den og han upaatvivlelig vilde have havt Ære og Fordeel, dersom Chicanen ikke havde staaet ham iveien. Hauch antog sig, i fuld Overbeviisning om sin Yndlings store Fortjenester af Skuepladsen, med Iver hans Sag og udvirkede en kongelig Resolution af 15de April 1811, hvorefter Bruun. "i Betragtning af hans Fortjenester som Theateroversætter, maatte vælge hvilketsomhelst Stykke til Opførelse som Benefice istedetfor den ham tilkommende tredie Aftens Indtægt af det indleverede og til Opførelse antagne originale Stykke "Markedsdagen"", samt desuden "blive udbetalt det for et originalt Stykke sædvanligen bestemte Honorar 400 Rdlr." At Bruun ei alene som Theateroversætter, og dertil en, for smagløs Behandling af Originalernes Sprog og Charakterer, ofte og skarpt dadlet Oversætter, gjordes "fortjent" til en Benefice, der afsloges flittige Kunstnere, men endogsaa, for at der, imod al [sideskift][side 216]Sædvane, kunde flaffes ham Honorar for et ikke opført Stykke, som holdtes for yderst slet og endydermere, selv om det var opført, ikke, ifølge Bestemmelserne, skulde betales med en Aftens Indtægt, paa eengang fik hele to Beneficer, dette fandt Personalet altfor galt. Da end ikke Hauchs værste Fjender faldt paa, at han af noget uretfærdigt personligt Hensyn havde udvirket Bruun denne overordenlige Gunstbeviisning, raabte hele Personalet, at den beviste hans yderlige Smagløshed og at Theatret nødvendigviis under hans Bestyrelse snart maatte gaae aldeles tilgrunde som Kunstanstalt. De dramatiske Forfattere, der alle vare oprørte over, at der tilstodes "Hauchs Niels Theevand", som de haanende pleiede at kalde Bruun, for et Syngestykke, hvilket man ikke engang kunde faae componeret, mere end de kunde gjøre sikker Regning paa at faae ud af Forfatteraftenen for et givet stort Skuespil, tiltraadte Personalets Anklage, og den vakte hos Publikum en saadan Stemning imod Hauch og Bruun, at der Forestillingsaftenen, efter at det fulde Huset havde moret sig ypperligt over to af sine Yndlingsstykker og især overvældet Carl Bruun i "Skuespilleren imod sin Villie" med Bifaldsjubel, opstod en vældig Spotlatter og Hyssen, da ved Tæppets Fald en Skalk i Parterret raabte: "Leve Markedsdagens Forfatter!" og en Anden tilføiede: "Og hans høie Velynder!"

Pio var en af de saa Yngre, som kunde anvendes i flere Fag og altid af Publikum blev seet med Fornøielse, naar han kom frem i en Rolle af Betydenhed; men det handtes kun sjeldent. Netop hans Anlæg og Flid vare ham iveien. Et Par Skuespillere, som frygtede for at han skulde vinde for stor Anseelse i deres Fag, holdt sig ikke [sideskift][side 217]for gode til at indgaae intimt Venskab med den cyniske N. T. Bruun, for at han ved sine Forslag til Rollebesætninger skulde forbigaae ham og andre dem ubehagelige Personer i nye Stykker. Det var kun den haarde Nødvendighed, som nu og da bragte ham ind i en god Rolle. Denne Stilling blev ham tilsidst utaalelig, saa meget mere da han var Dandselærer ved Cadetacademiet og havde mange indbringende Informationer, hvilke han undertiden maatte forsømme for en Tjeneste, der ikke gav ham det Nødvendige til Livets tarvelige Ophold eller endog blot Haab om, at Bestyrelsen engang vilde vise hans Talent retfærdig Anerkjendelse. Han tog derfor en rask Beslutning og forlangte sin Afsked uden Pension. Først da han var borte følte Directionen, at Tabet af ham for Øieblikket ikke var ringe, thi den havde ondt ved at besætte hans faa store Roller og kunde med ham heldigt have saaet besat adskillige, som tiltagende Alder eller Døden havde gjort ledige, men hvortil man nu, da der nødvendigviis maatte bringes flere Stykker ind i det for Størstedelen opslidte Repertoire, ikke vidste at finde taalelige Fremstillere. — At Jfr. Lauerwald allerede ved Saisonnens Begyndelse tog Afsked, for at gifte sig ind i en høitanseet Grossererfamilie, var Balletvæsnet til stort Tab, da hun hurtigt havde gjort sig ualmindelig yndet som Dandserinde og i flere mimiske Roller vist et overordenligt Fremstillingstalent.

Afgangen i Personalets dygtige Kræfter havde i de sidste Aar været saa betydelig, at endogsaa Hauch begyndte at ængstes for at komme i Forlegenhed. Brugeligheder til Biroller manglede det ingenlunde paa; ogsaa var der enkelte tilsidesatte Talenter, som kunde have faaet god [sideskift][side 218]Anvendelse i Hovedroller, men de bleve ved Intrigue trængte tilbage af de geniale Kunstnere, som just ret fik Magten ved at deres Antal blev mindre, og om end disse ypperligt udførte nogle af de vigtige Fag, fremhævede de derved kun saameget mere Magtløsheden hos de Middelmaadigheder, som de fandt for godt at lade komme frem i de andre Fag. Dertil kom, at Oehlenschläger nu ved sit Genie havde vakt baade Publikums Begjærlighed efter jævnlig at see Tragedie og dets Begreb om, at Udførelsen af Hovedrollerne deri ikke var fyldestgjørende. Hauchs bestemte Forventning om at kunne faae tilbørligt dresserede Kunstrekruter fra "den dramatiske Skole" var aldeles slaaet feil. Kun nogle af dens qvindelige Personale havde fundet Naade for Publikum i det kongelige Theater; af det mandlige skjøttede man ikke om at see andre end Carl Brnun og Haack, hvilke Directionen kun fandt anvendelige i saadanne comiske Roller, som ikke iblandt de ældre Skuespillere savnede udmærkede Fremstillere. Saaledes var der ikke Udsigt til, med det, som man havde, at oprette de lidte Tab eller afhjælpe de Mangler, der ved den oehlenschlägerske Tragedies Optagelse vare blevne bemærkelige. I Forlegenheden vidste Hauch ingen bedre Vei, end for anden Gang, maaskee med bedre Held end den første, at søge Genier igjennem Aviserne. Rahbek fandt betænkeligt, at "det derved blev gjort Publikum vitterligt, at den af Hs. Ex. selv oprettede dramatiske Skole ikke havde havt den tilsigtede Nytte;" men derimod indvendte Hauch, at man jo blot behøvede at gjøre Publikum opmærksom paa, "at Skolen ikke endnu kunde være kommen saa vidt, at den var istand til at producere saadanne Genier, som Directionen ønskede at Hs. Maj.'s nationale Theater altid maatte have i alle Fag," [sideskift][side 219]Imod at denne Æresredning for Skolen blev, som en Bemærkning, indført i Avertissementet, gik Rahbek ind paa dets Udfærdigelse og under 23de Juli 1811 udstedtes følgende Bekjendtgjørelse: "De betydelige og ubetimelige Tab og Savn, Skuepladsen ved forskjellige tildeels aldeles uforudselige Omstændigheder paa senere Aar har lidt og lider, ere noksom bekjendte; ikke saa af disse ere af den Natur, at saa glad Directionen end paaskjønner den Godhed, hvormed Publikum fra dens første offenlige Fremtrædelse har opmuntret den kgl. dramatiske Skole, som den Indretning, hvorved de ældre Skuespilleres Afgang med Tiden skulde kunne oprettes, saa lidet kunde det af denne for Øieblikket, og saa godt som i dens Begyndelse, ventes, at den skulde kunne erstatte saadanne Savn. Derimod har Directionen troet, at paa en Tid, da disse Kunster i den dannede Klasse finde saamange Yndere og Dyrkere, muligen een og anden af disse kunne bestemme sig til at hellige den offenlige Skueplads et af Lyst og i Stilhed dyrket og dannet Talent, saasnart denne tilbød fordeelagtigere Udsigter og Kaar, end den sædvanlige Begynder ifølge Omstændighederne kunde vente. Af denne Aarsag har den erholdt Hs. Maj.'s allernaadigste Tilladelse til at udsætte følgende fire Præmier for saadanne Subjekter, som, efter at have opfyldt de foresatte Betingelser, fandtes villige, paa passelig Løn og saadanne fordeelagtige Betingelser, som dem iøvrigt efter Omstændighederne maatte kunne bevilges, at træde i det kongelige Theaters Tjeneste: a) En Præmie af 1000 Rdlr. for den, der, ikke som Begynder eller saakaldet Debutant, men som uddannet Kunstner, saaledes udfører to eller tre saakaldte ædle Fædreroller for en dertil af Hs. Maj. udnævnt Committee af sagkyndige Mænd, [sideskift][side 220]at han af disse kjendes dygtig til den at kunne vise sig for Publikum med Bifald, b) En lige Summa for den, der i et lige Antal af de saakaldte Helte- eller første Elskerroller viste sig paa lignende Maade, c) En lige Summa for den Tenorist, der udførte to eller tre betydelige første Sanger-Partier og som naturligviis heller ikke maatte være uskikket til at fremtræde i den dermed forbundne Rolle. d) Og endelig en lige Summa for et ungt Fruentimmer, der ligeledes udførte to eller tre saakaldte første Sangerinde-Partier. Af de tvende Sidste vilde tillige fordres, at de ikke vare aldeles blottede for Musikkundskab, og altsaa nogenledes istand til selv at indstudere deres Roller. Foruden det naturlige Talent, den Cultur og Aandsdannelse, som herved forudsættes, udkræves desuden et behageligt Udvortes og en anstændig Opførsel, uden hvilken det ikke kan nytte at melde sig." Tiden, inden hvis Forløb Aspiranterne havde at melde sig, bestemtes til Udgangen af Mai 1812.

Rahbek gjorde sig meget ringe Tanker om Virkningen af dette Avertissement. At man maaskee efter det kunde saae et Par Sangere ansaae han for muligt, men han, der, som Faa, kjendte Privatskuespillerne og deres Evner, var overbeviist om, at det ikke vilde skaffe Theatret hverken en Helt eller en værdig Fader. Schwarz, som spottende spurgte ham, om han virkelig troede, man saaledes igjennem Aviserne kunde fæste færdige store Skuespillere, svarede han: "Aa Fjas! Du begriber da bedre end jeg, at der ikke med eet springer et Par Genier frem af Mørket; og de to, tre Dygtige, jeg har seet, ere ikke saa gale at lade sig lokke af vor Præmie og den Smule Gage, vi kan byde. Nei, dem vi kan faae, vil vi ikke have, og dem, [sideskift][side 221]vi vil have, kan vi ikke faae." Der var imidlertid Een — og som ovenikjøbet kom til at gjælde for fulde To af de søgte Fire, — der blev at faae, men det var rigtignok ogsaa ved at han gjorde en Opoffrelse, der var ligesaa stor og dristig som det Talent, der drev ham til at gjøre den, og hvilken Rahbek dersor ikke kunde falde paa at vente af Nogen.

Hauch blev imidlertid ikke den Chef, der fik denne overraskende store Nytte af Avertissementet; thi allerede tre Uger efter at det læstes i Aviserne var han afgaaet. Han havde i den sidste Tid fundet den ham i det Hele ubehagelige Theaterbestyrelse mere fortredigende end nogensinde. Da Kierulfs Post ikke var bleven besat efter hans Død, havde Hauch alene med Rahbek udgjort Directionen i hele afvigte Saison, der gav ham mange Bryderier, deels paa Grund af Personalets Utilstrækkelighed, som blev endnu føleligere ved usædvanlig hyppige Sygdomsanmeldelser, men især fordi hans Bestyrelsesprinciper og Forholdsregler bleve mere og mere skarpt dadlede baade af de ansete Skuespillere og af Publikum. Ved at tage Rahbek til Meddirecteur havde han ventet at være sikkret derimod, eller i det mindste at have en Mand, som, for sin egen Skyld, vilde imodegaae de Angreb, der gjordes paa Directionen. Til sin store Ærgrelse mærkede han snart, at det var slaaet ham feil. Rahbek stod ei alene paa en saa fortrolig Fod med dem, som yttrede sig heftigst imod Hauch, at han ikke gjerne tog hans Forsvar, men Ankerne gjaldt i Almindelighed Noget, hvilket han tidligere havde udtalt sig imod, hans Forhold til Hauch var ingen af dem behageligt; som oftest søgte han ved Forestillinger at bringe ham fra hvad der var imod Kunstens og Kunstnernes Interesse, og fandt [sideskift][side 222]han den bydende, villiefaste Mand utilgængelig for dem, hvilket næsten altid var Tilfældet, lod han, for at unddrage sig Skylden, til sine Venner falde nogle misbilligende Ord, der baade endmere udhævede det Egenraadige i Hauchs kunstfordærvelige Fremfærd og, da de naturligviis bleve ham bragte, satte dem paa en spændt Fod med hinanden. Hauch vidste, at den kommende Saison vilde under alle Omstændigheder volde ham mange Fortredeligheder, da Kræfterne vare indskrænkede og han havde Stemningen imod sig; en ham ganske uventet Virkning af Avertissementet gjorde ham hans Stilling endnu ubehageligere. Det hed nemlig overalt, at siden Directionen selv offenlig tilstod, at Theatret var i saa stort Forfald, var det ikke værdt at komme i det, førend den igjen havde faaet det paa Benene. Dette vakte hos Hauch Frygt for, at Indtægten af Abonnementet vilde ved den nærforestaaende Logeauction blive langt under den forbausende høie Sum, som det, just ved hans Foranstaltning, var bragt op til i afvigte Saison, og et saa slaaende og for Kassen farligt Mishagsudtryk af Publikum var han for stolt til at ville udsætte sig for. Han ansøgte derfor ufortøvet om sin Afsked, som Kongen "med Erkjendelse af hans tro og gode Tjeneste, der paa mange Maader havde virket til Theatrets Velfærd og Fremme," forundte ham den 12te August. Da han aftraadte havde Kassen oplagt 23,000 Rdlr., som dengang vel var en Sum af ringe Værdie, men ogsaa var samlet i Løbet af kun to Aar. Der var Faa, som beklagede hans Bortgang; tvætimod overraskede en af hans ivrigste Øientjenere ved sin Glæde over, "at man nu blev befriet for et Slaverie, som dog ikke indbragte Noget;" hvortil Clausen, der som Regisseur satte Hauch meget høit, [sideskift][side 223]paa Grund af den Fasthed og Orden, der havde varet i hans Embedsførelse, bittert bemærkede: "til Slave vidste han nok at han havde gjort sig for Hauch, men hidtil havde han dog ikke troet, at det var for at bringe Noget ud af det." Forresten var Hauchs næstsidste Handling som Theaterchef et smukt Agtelsesbeviis for Ewalds Minde. Mad. Anna Kirstine Schouw, der med moderlig Ømhed havde pleiet Digteren i hans sidste Dage, ansøgte om, at der, i Anledning af at hans "Harlequin Patriot" var given paa Hoftheatret, maatte forundes hende en Gratification, og uagtet ei alene Digteren var død for 30 Aar siden, men et trykt Stykke ansaaes som Theatrets Eiendom, tilstod den ellers saa paaholdende Hauch, der just dengang frygtede stor Afgang i Indtægten, hende 100 Rdlr. Indtil han, den 26de Februar 1838 døde, høiagtet og hædret som en ligesaa redelig og retskaffen som streng og virksom Hofembedsmand, vedblev han at være Chef for Capellet, og holdt i denne Post saa omhyggeligt over sin Stillings Selvstændighed, at Theaterdirektionen ofte havde store Vanskeligheder ved sin Samvirken med ham.


Oprettet 2010. Opdateret af