Anden Aargang

1038Henrik den Fierdes Jagt, Komedie i Tre Akter. (sluttet)

Men i de to andre Akter kan vi ikke sige at Hr. Rose altid gefaldt os; især den første Akts 6 Scene, spilte han efter vor Skiønsomhed saa maadelig; hans Deklamation var for kold og urimelig kostbar (pretieus); den følende, den ømme den rørte Ven saa vi hverken i hans Bebreidelser til Sully, eller naar han tilgav ham; og heele Rolen, Historien, og Forfatteren*) vil jo dog udtrykkelig var Henrik den Fierde saaledes forestillt? de vil jo have ham mere forestillt som Ven end som Konge? men mon og Hr. R.[Rose] opfyldte dette? var hans heele Anstand ikke forfærdelig opblæst stiv, og spændt? til Exempel vil vi erindre ham naar han kastede sig i Syllis Arme; svarede Hr. R.[Rose] Deklamation og Gestikulation til hans Role? hørte man i disse Scener ikke alene den bydende Konge? var Deklamationen ikke al for bevaagen da Rolen vil have at Kongen skal tale Venskabets naive naturlige og usminkede Sprog? I tredie Akt troe vi ikke heller at hans Ansigt udtrykkede det levende som det skulde og som det pleier naar Henrik føler den Vellyst ukiendt at høre sin Roes besynge; og i Scenerne med Karen kunde han efter vor Skiønsomhed givet sig lidt mere af med hende, og spilt med den Naivitet som han havde i anden Akt; dog spilte han andre Steder godt i disse toe Akter; f. E. 1 Akt 7 Scene naar han udgiver Befalinger, 3 Akt 14 Scene, hvor han befaler Conchiny at gaae fra hans Øine, og flere Steder passede rig[tig]nok hans bydende Tone; — ja endog den stolte langsomme Gang (Talebrugen kalder den spansk) og oprettede og reiste Stilling, var de Steder god; men for Resten troe vi med Riccoboni**) at man overhovedet bør vogte sig for at giøre for meget af slige Stillinger; han legger denne uryggelige Aarsag til »at »Skuespillerne berøver sig derved den største Fordeel i tragiske og de høie komiske Steder. Naar man skal vise en tydelig befaldende Anstand maae man bryste sig og med Stillingen lader større end de andre«. Men hvordan vil Skuespillerne (bliver han ved) i »slig et Øieblik kunde give sig slig en Stilling naar han hele Rolen igiennem holder sig saa rank som mueligt«? Nu spørge vi, om vi ikke har Ret at paastaae, at Hr Rose i heele Stykket begik denne Feil (som og stødte mod Karakterene) og om han ikke derved berøvede sig den Fordeel, at give sig en bydende Anstand i de Scener, han viser sig som den bydende Konge? Hr. Ørsted spilte sin Role fortreflig; men han skulde dog udsynge (skiønt ikke saa eftertrykkelig som ellers) de Ord »Konge« og Grunker« vi anmærke ikke dette eengang fordi vi troe at Hr. Ø.[Ørsted] vil rette denne Feil; men de unge advare vi, at de maae ikke ansee et urimelig og taabelig anbragt Fald med Tonen for en Skiønhed i Deklamationen. Mad. Knudsen gav sin Role i alle Henseender som hun burde det er: hun viiste denne lidt bisare og naive Bondepige; af de mange Skatteringer (Nuancer) hun udsmykkede sit Spil med, vil vi kun anføre det hun giorde i 3 Akt 14 Scene da hun med den meest treffende Naivitet bukkede Lucas Hoved, naar Kongen giver dem Brudegave. Skade at Hr. Londeman i anden Akt og især 3 Scene, ikke vidste sin Role; vi krympe os ved at sige det; men det slette Exernpel som de gamle i saa Fald giver de yngre, har afnødt os en Erindring som aldrig burde foraarsages. Hr. Klementin kiende vore Læsere vel i denne Role og altsaa behøve vi ligesaalidet at sige, at han ikke gefalder i 1 Akt 6 Scene, som at anmærke at de Steder han skal ret vise sig som en gammel ærlig og stræng Minister, lykkes ham. En Feiltagelse bleve vi vaer som blev begaaet i 2 Akt 8de Scene naar Brændedrageren skal vise de tre forvildede Herrer Veien ud af Skoven; thi da Hr. Klementin udtalte de Ord: »jeg er ret bekymret »for Kongen o. s. v.« var allerede Duc de Bellegarde og Marqvis Conchiny ude af Skuepladsen; Aarsagen til denne Feil og denne Urimelighed var uden Tvivl hos Hr. Prinsløv eene; thi havde han giort Touren langsomere og længere, var heele Feilen bleven ugiort, men nu forstyrredes Illusionen ganske ved det at Sully selv kunde finde Veien; en Grund for den uforbigængelige Nødvendighed, at holde over Prøverne og i dem det er at den som forestaar dem***) bør for Alleting studere og underviise Skuespillerne i slige Tourer. Af de andre vil vi kun tale om Hr. Irgens; det er os kiert at han har givet os Leilighed til at sige, at han har kiendelig forbedret sig og spilte sin Role i Aften upaaklagelig; sandt nok ham feiler uendelig meget i sær hvad Stillingen****) og Gestikulationen angaar; endog Mælet kan ikke tage mod alle de Modulationer som det burde og er endnu for svagt; men naar han vil blive ved at studere Rolen som han har studeret den i dette, og giver sig størst Møie for Deklamationen, kommer det andet nok, og om han end aldrig overvinder de mange Vanskeligheder i Gestikulationen, kan han enda blive, om ikke en ypperlig, dog en god Interlocuteur; Et par Exempler til Beviis at Deklamationen overhovet var god, tillade man os at anføre; og af dem maa det første tages, af hans anden Replike hvor han rigtig traf den mogvante Tone naar han spodsk igientager Marqvis Conchinis Ord »min kiære D. d. B. han siiger ved sig selv »den Nar« den bydende Tone han paalagde Jagtbetienterne Taushed med, var og i Almindelighed rigtig som og, traf han den spydige og skiulte Hofmands Tone, i den heele første Scene; et Tegn til at han havde det rette Begreb om sin Role! en Hovedsag for en Skuespiller, som vil tænke at blive til noget!

*) See Fortalen hvor han udtrykkelig siger: »Aussi doit on prévenir les Personnes, qvi voudroient joûer cette Comedié, que son execution demande la plus grande verité, & la plus naive simplicité o. s. v.« det han siger at Akteuren maa vogte sig for alt hvad kan kaldes Deklamation, (qve les Acteurs s'eloignent de qvelqve espece de declamation qve ce soit) maa man ikke misforstaae han tager Deklamationen her i en meget indskrænket Forstand og forstaar den tragiske som i Frankerig ofte er svulstig man vil let indsee dette naar man læser det følgende, og sammenligner den med Riccobonis Skuespilkunst om den slette Deklamation.

**) Man, agte vel at Forf. taler her om Tragedien og den høie Komedie og ikke i Almindelighed; thi ellers vil denne sande Regel blive urigtig; en anden komisk Skuespiller (f. E. Harpagon) som i befalende Repliker i den ægte Komedie gav sig slig en Stilling vil blive vemmelig.

***) Saa vidt vi vide er Hr. Rose den Mand som er betroet Underviisning i Prøverne.

****) Det er umuligt, at faae en anstændig Stilling, uden at have lært den; vi troe ikke at Hr. Irgens har lært at dandse og det bør de unge Skuespillere lære i de ædlere Roler, denne Post var de slette blant de franske Akteure for vores.

2503Den uformodentlige Hjemkomst Komedie i en Akt, oversadt efter Hr. Regnards le Retour imprevû.

At dette Stykke tilligemed Holbergs Huusspøgelse, har stor Lighed med Plauti Mostellaria have vi i Fior beviist og ligesaa sagt vore Tanker om dette Stykke*) som i Aften blev for det meeste saaledes mishandlet, at den blotte Erindring af Opførelsen er væmmelig; thi naar vi undtage Hr. Klementin i Andersens Role som var sig selv lig; Hr. Musted som gav Grevens Role fortreflig, og Hr. Hortulan som og gik nogenledes an, blev dette Stykke saa slet forestillet at vi rødmes paa de øvrige Skuespilleres Vegne; naar vi sige at Hr. Bech (vi begynde fra den vigtigste Role,) var for det meste sig selv fuldkommen lig troe vi at have sagt saameget som at han deklamerte elendig, og gestikulerte eller hvad hos denne Herre er det samme, griemaserte slettere; Et par Exempeler til Beviis: hvem skulde ikke tænke at Henrik fik et Slag da han saae Jakob komme ind i ottende Scene? hvorfor forestilte ikke det han skulde, og det var den For-bauselse som han nødvendig maatte føle, naar han ved dette uformodentlige Syn blev forstyrret i sin Glæde; hans Ansigt burde udtrykke den naturlige Forbauselse; men ikke naragtige Konvulsioner; for ikke at falde i en kiædsommelig og fortredelig Vidtløftighed vil vi endnu kun erindre ham i den elevte Scene som han med sine Narrestræger, hvilke endog i en Fiælehytte vare utaalelige, ganske forspildte; vi undres meget at hans Herre Hieronimus ikke gav sin næsvise Tiener et par Ørefigen saaledes stod han og hoppede og sprang for ham, da han skulde vise ham Huuset og vi undrede os over det taalmodige Partere taalede hans Sotiser; og er det ikke den største Sottise en Skuespiller kan begaae, naar han ganske radbrækker den beste Scene i Stykket? Hr. Bech prøve sig selv og da (om han har Menneskeforstand) dømme selv om denne Scene burde spilles saaledes? om han ikke i Steden for de Bukkespring han giorde, burde have brugt Hr. Londemans Gestikulation her som var den naive den naturlige? om han ikke, i stæden for at skrige og brøle i denne Scene, burde deklamert i den forlegne kolde, undertiden adspredte og dog komiske og naturlige Tone? og saaledes prøve han sig selv heele Stykket igiennem; han vil da see at han spilte slet, at der hør andet til en god komisk Deklamation en taabelige Skriig og Qvækken, at Krumspring udgiør ikke den komiske Gestikulation, at Vreed med Munden, dumme Fordreielser med Øinene, og en rynket Næse kort utaalelige Grimaser ikke udgiør et komisk Ansigt; han vil da see at Naturen bør trolig følges i alle Aktionens Deele: kort han vil see at en god komisk Akteur er ingen Vanskabning. Man tilgive os, at vi ikke har kundet giøre Trækkene svagere i dette burleske Malerie; vi have det meest stærke Karrikatur for Øinene, og vi have troelig fulgt vor Original; en Akteur, lad være han er slet, kan man enda før taale, naar han vil forbedre sig og man tydelig kan see Undseelsen sammenføiet med hans Ubeqvemhed; men en Mand som Hr. Bech der i alle sine Sottiser, tydelig paa Theatret viser den dummeste Stolthed og Selvtillid,**) der ikke paa nogen Maade vil forbedre sig, hvor tydelig den sunde Fornuft end taler mod ham, den Mand ærger og ophidser Tilskueren naar den anden kun ennyerer ham. Det er os kun liden Trøst, at vi ere bleven færdige, med denne os meget fortrædne Kritik om Hr. B.[Bech] thi Mad. Bech (som spilte Pernille) er os en Gienstand som ikke heller er for behagelig; hendes slette Stilling, slette Deklamation, kort hendes usle Aktion tilgive vi hende ganske; men at hun vævede saa meget frem og til bage i sin Role er utilgiveligt; en Frygt (nogle af vore Læsere vil vel holde den urimelig) for at blive holte for nøiregende og skarpe i vore Domme om en Begynder, holdt os fra, at forekaste hende hendes Glemsomhed, i det lykkelige Skibbrud; vi tænkte og at Rolens Vanskelighed og Vidtløftighed kunde undskylde hende; men nu kan hun ikke undskyldes, allerhelst da hun, i Steden for at vise Undseelse, da hun løb ud af Rolen, vendte sig om og loe; Denne Skiødesløshed hun allerede viser giver os just ikke stort Haab om hende; for Resten vil vi ikke sige hvad vi haabe om hende for Fremtiden; den som lærer hende***) maa best kunde vide det, men saameget veed vi, at hun ikke har forbedret sig siden sidst men tvertimod forverret sig, og vil hun saaledes blive ved, er hendes Haab da allerede afgiort. De andre****) Skuespillere vare de samme som spilte sidst; og fattedes kun Hr. Prinsløv og Hr. Hansen i Aften til at udgiøre den meest brillante Troupe; vi legge ingenlunde Inspekteuren til Last, at Rolerne var uddelte som de vare; kun maaskee Henriks Role var for god til at spildes, de andre vare ikke meget bedre Skuespillere værde.

*) See dramatiske Journal No. 8.

**) Naar han ikke besad den i en høi Grad, og han vilde troe om sig at han burde blive bedre kunde han enda blive taaleligere; de faae Steder hvor han ikke skreg og skabede sig saa stygt, var han best.

***) Saa vidt vi vide er Hr. Londeman antaget at undervise Begyndere af begge Kiøn i de komiske Roler og ligesaa skal Hr. Rose være antaget til det samme Embede, i hensende til de alvorlige Roler.

****) Hr. Ørsted bør anmærkes fordi han som den ældste Akteur, begik den største Feil, den bestod i at han, i 9 Scene gik ud af den samme Koulise, han kom ind fra, da han i Følge Replikerne, skulde gaae ind i Jeronimus Huus.

932Den gifte Philosoph Komedie i fem Akter oversadt efter Hr. des Touches le Philosophe marié.

Besynderligt nok er det, at de saa kaldede fiine Kiendere blant Publikum, tør med Haarnakkenhed paastaae, den rørende og ædlere Komedie ofte opført paa Skuepladsen, naar de seer at en af de allerbeste Stykker i sit Slags bliver saa lidt søgt af Mængden, ja end meer af disse Kiendere selv; hvorvidt de i deres Smag have Ret og hvorhvidt den er den sande, vil vi ikke bestemme, hvad os angaar da troe vi meer end en Gang, at have røbet vores; den ægte det er den plautiske, molieriske og holbergiske, foretrække vi alle de andre Arter af Komedier, da den fornøier os meest, da den skaffer os en gottende Latter, naar de andre kuns faae os til at smile; men derfor forkaste vi ikke de andre Arter; er et rørende og det ædle komiske Stykke interessant, det er at sige: lader det Sielen heele Tiden igiennem ikke blive kold; holder det den i Lune ved gode Situationer, og flint dog saltet Skiemt, og ikke ennyerer Tilskuerne med tørre Sentimenter, har denne Art af Komedier disse Egenskaber, hvorfor skulde man da og ikke kunde fornøie sig med sligt et Skuespil naar det bliver godt forestilt? man sige ikke at det hvor godt det end er, dog ikke fornøier saa meget som den ægte Komedie; Sætningen selv er rigtig, vi vide vel hvor meget større Genie den ægte komiske Forfatter maae have for den rørende, men kan man ikke fornøie sig i større og mindre Grad? og høist urimelige bliver altsaa de Bebreidelser som begge Partier vi raeene Forfægterne af ægte og rørende Komedie, giøre Direktionen; det ene og største Partie vil altid see den ægte Komedie, det andet tordner mod den; nu hvad kan Direktionen giøre andet, end ofte opføre den første (og man kan i Vinter ikke klage i denne Henseende,) og nu og da til Afvexling lade den sidste opføre? og mon nogen fornuftig og billig tænkende burde lægge Direktionen til Last om man aldrig fik den sidste Art af Komedier at see paa den danske Skueplads? Øiemedet af Skuespillenes Forestillinger, er og bør være Publikums Fornøielse; vi sætte, at dets Smag var aldrig saa slet, (skiøndt den i denne Henseende ikke er det,) bør dog de Stykker opføres som Publicum (thi det betaler) helst vil see; og da det helst vil see, den sande Komedie, bliver den naturligste Følge, at de sande komiske Stykker opføres ofte; og naar nu den anden Art af Komedier forestilles, hersker idel Tomhed i heele Skuespilhuset ja selv i Logerne; denne Aften er et Exempel; den gifte Philosaph, et Mesterstykke i denne Art af Skuespil, havde meget faae Tilskuere, og naar dette Stykke som just udmærker sig fra de fleeste af denne Art ved Situationer, ikke kan faa Tilskuere, hvilken rørende Komedie skal da træke? Dog til Sagen:

Overhovedet blev dette Stykke meget vel givet: Hr. Rose spilte sin Role fortreflig kun den vægtige Tone, han i Monologerne gav den sidste Periode, kunde vi ikke finde Grund til, vi sagde ham det i Fior*) og endnu troe vi, at det er en Feil, saa længe at den gode Deklamation bør have Sted paa Skuepladsen, saa længe Deklamationen, det er den rette Brug af Tonen skal beroe paa Situationen, Karakteren og det Skuespilleren siger; og nu spørge vi: hvad besynderlig Vægt de sidste Ord i Aristes Monologer har for de andre? For Resten deklamerte han ypperlig, og entrerte fortreflig i Spillet. Melites Role blev spilt af Mad. Knudsen og faldt i meget gode Hænder; Folk uden Smag eller Kundskab i Naturen, vilde vel synes at Deklamationen i anden Akts fierde Scene, var for hæftig, naar hun viser Celianthe Døren; men vi holde just for, at den burde være hæftig, en from Søster af Melittes Karakter kan ikke være uartig uden at være vred, og en opirret altsaa ikke tale i den ligegyldige og fromme Tone. Til Beviis paa at hendes Aktion var ypperlig, (thi vi troe at en ypperlig Gestikulation og Deklamation, samlet med et passende, og fiint Theaterspil, giør en ypperlig Aktion); vil vi anføre en Fiinhed, hvis Virkning ikke kan beskrives saa vel som føles, de af vore Læsere som erindre det, kunde kun eene dømme om dets Virkning; det bestod i at hun i 1 Akt 2 Scene, giorde et Trin frem ad og med det meest udtrykkende Ansigt saae til sin Mand, naar Greven fortæller Ariste Melittes Svar paa den Kierligheds Erklæring han siger han giorde hende; naar man med Agtsomhed giennem studerer denne Scene, kan man ikke noksom falde i Forundring over dens ypperlige Forstilling paa Skuepladsen; den kritiske Situation, som Ariste og Melitte er i, og det Theaterspil som her lykkelig skal bruges, er meget vanskeligt; trerTer Skuespillerne ikke netop det behørige, er Illusionen forspildet; thi Tilskueren kan da umulig troe, at Greven ikke skulle kunne mærke at Ariste og Melitte, kolludere med hverandre; ikke alene Theaterspillet var her i denne Henseende ypperlig udtænkt; men det af os anførte Træk var efter vor Skiønsomhed og mesterlig; Ariste er ved Grevens foregaaende tvetydige Repliker ganske bestyrtset; nu da han faaer Melittes Svar at vide, giorde dette Trin, og den Mine den ypperligste Virkning, thi det udtrykkede den ømme Bebreidelse, Overbeviisning om hendes Dyd og kritiske Tilstand hendes Mand fik ved dette Svar, som bragte ham ud af hans Forvirring; overalt blev denne Scene saa fortrefllig given at baade Mad. K.[Knudsen] og Hr. Rose fortiener Kienderens Lovtaler. Hr. Musted behøve vi kuns at nævne i Grevens Role, for at sige, at den blev spildt som den burde spilles. Hr. Ørsted overdrev ikke sin Stemme og spilte altsaa Gerontes Role godt. Hr. Hortulan**) var og meget god. Jfr. Bøtger spilte paa nogle faa Stæder nær Celianthes Role mesterlig; en lille Anmærkning tilgive man os: den halvcirklede Bevægelse hun giorde med Armene paa engang mod Publikum, naar hun siger (i Monologen 2 Akt 3 Scene) »alle Fruentimmer ere Kokketter«, var uanstændig; det lod som hun dermed mente Fruentimmerne blant Tilskuerne; I første Scene var Hr. Irgens Deklamation kun slet og monotonisk; men siden blev den bedre, og spilte han den mesterlige 2 Scene i 2 Akt, upaaklagelig. Mad. Hallesen var Finette og gik efter den Leilighed endda an.

*) See dram. Journal for forrige Aar No. 2.

**) Vi troe ikke at Hr. Hortulans Kiole var anstændig og rimelig; Lisimon er vel fattig, men Sønnen hielper han jo; bør han da være klædt som en Stodder?