Anden Aargang

780Den forliebte Autor og Tiener Komedie i En Akt, oversadt efter Hr. Cerons Amant Auteur & Valet.

Der bliver meget lidet og hvad det ubehagelige er, meget lidet got at sige om Aktionen, i dette Stykke som tilforn er bedømt*). Næsten skulde vi troe, at Jomfru Bøtger i Aften ret havde sadt sig for, at vise et sand og fuldkommen Ideal paa den sletteste Aktion; i det mindste sparede hun ikke i nogen Henseende, at giøre sin Role kiedsommelig og væmmelig; ikke en eeneste Periode deklamerte hun taalelig, men trak og slæbede alle Ordene og som oftest selv Stavelserne efter een Snor; vi mene, hun deklamerte i en Tone uden Hensigt til Replikernes Natur og Forhold, end ikke var efter Meningers Beskaffenhed, Begyndelse og Slutning, Deklamationen inrettet. Vi ville ikke afskrive hendes Role heel og holden, for at anføre alle de Stæder hvor hun var utaalelig; og derfor tilgive man os at vi, for ikke at falde til en kiædsommelig, og maaskee frugtesløs Vidtløftighed, og for ikke at pine dem af vore Læsere som have været vore Medtilskuere og os selv med en fatal Erindring, maae vi lade os nøie med at erindre, disse Ord: »næsten forgaaer Taalmodigheden mig«; man forestille sig denne Mening monotonisk, langsom, kold, hver Stavelse i lige Quantitet; kort, afskyeligt deklameret, og saa heele Rolen ad modum, hører man Jfr. B.[Bøttger] i dette Stykke. Underligt nok er det at hun ikke lader denne Feil; det mangler ikke paa at hun jo er underrettet nok om den; og dog maae hun have en Grund hvorfor hun næsten gradviis med stærke Skridt forstørrer den; ligger Aarsagen ikke i hendes Taleredskaber (som vi dog ikke kan troe da hun undertiden ikke begaaer denne Feil) maae den enten bestaae i at hun holder denne Deklamation, for virkelig naturlig og smuk, eller at hun af Kaprise til Trods for os ikke vil blive naturlig; skulde hun mene at den sande theatralske Deklamation var den unaturlige og væmmelige saa maae Tilskuerne oppebie en lykkeligere Tid som kan oplyse hende; uagtet at vi just ikke ganske ere overbeviiste om den sidste Aarsags Rigtighed, er denne Tanke dog ikke hos os uden al Grund; man sammenligne de Stykker hvori Feil og aabenbare Feil som ere hende blev lastede af og man see om hun ikke troelig i større Grad har igientaget dem; den Aktion hun gav denne Role med i Fior, kan blandt mange tiene til Beviis; er det derfor hun giorde sine Sager slet, skader hun sig selv; os giør hun ingen anden Fortræd end at hun ennyerer os; og i saa Fald faaer vi laane hende vort Øre til den meeste tyranniske Behandling; der er intet andet for at giøre; Publikum faar Lov at giøre det samme; det har ingen Pibe, altsaa kan intet tvinge hende saavelsom enhver anden Skuespiller der faaer i Sinde at ennyere det, og lade det lide under hans Had til en offentlig Recensent; og vil det ikke laane sit Øre til Pinebænken, maae det stoppe det til.

Hr. Rose spilte sin Role overhovedet temlig vel. For Exemplets Skyld bør vi ikke undlade at anmærke en Feil af Hr. Londeman i Frontins Role, som viiste at den store Skuespiller kan lige saavel undertiden glemme sig selv som den store Digter: Feilen bestod i at han vendte sig om til den urigtige Side naar han seer Fruen staae bag ved Lorances Stoel; vi vide ikke om den monstruese Blyepen, han skrev sit Levnetsløb med, havde Sted i den sande Komedie; i en italiensk Buffe var den taalelig, men her ikke. Hr. Hortulans tusindfold gientagne Ah giorde hele Deklamationen monotonisk. Vore Læser have vel nok af Jomfru Conradis Navn?

*) See dram. Journal for forrige Aar No. 2.

2675Zeloide, Tragedie i En Akt, oversadt efter Hr. St. Foixes franske Original.

Man maae ikke ansee denne Tragedie for andet end et tragisk Efterstykke, og altsaa ikke tale paa Karakterenes fuldkomne Udvikling eller andre Vanskeligheder i en stor Tragedie. At Fablen selv er got valgt, at Digteren har sadt sine Personer i gode Situationer, og at han har opnaaet Tragedies Hensigt, som er at sætte Tilskueren i Affekt, og giør han baade frygtende og medlidende, er efter vor Skiønsomhed ligesaa vist som at han ikke har vidst at undgaae Usandsynligheder, (f. Ex. at Orosmin kan selv løse Metrobates Kiæder uhindret af Vagten, at denne gaae uden Aarsag bort) og fleere Feil. Et Spørsmaal kunde det blive om slige tragiske Efterstykker kunde og burde ønskes? Oversættelsen lader sig overhovedet høre.

Hr. Rose spilte Orosmins Role; slet kunne vi ikke sige at han gav sin Role; men om han ikke i Begyndelsen var alt for hidsig vide vi ikke; ikke heller troe vi at han traf altid Naturen.

Jomfru Bøtger var Zeloide; hun haver ikke noget synderligt at bestille i dette Stykke uden at græde og det giorde hun og; en anden Sag er det om hun giorde det naturligt og uaffektert. Hr. Musted spilte den første Scene af Arimants Role ulige bedre end vi havde ventet; og gav han heele Rolen temmelig vel, naar vi undtage den fierde Scene hvor Orosmin trodser ham, thi her var hans Stemme ham utroe; den faldt i det qvikkende, og pibende i Stædet for det tornende. Metrobates Role var Hr. Hortulans, og den blev givet meget vel. Hr. Irgens deklamerte i Araspes Role ganske got. Hr. Hansen spilte Phanes.

Man undre sig ikke over at vi have været meget kort i dette Stykke; det er kuns lidet i sig selv; og uagtet den Aktion det skal give med ikke enda er saa let, var den i Aften saaledes at vi ikke have nødig at opholde os længe ved den.

1756Mændenes Skoele, Komedie i Tre Akter oversadt efter Hr. Molieres l'Ecole des Maris.

Dette Mesterstykke selv*) og dets overhovedet ypperlige, og i Henseende til visse Scener uforbederlige Forstilling, samt en nye Akteur, som efterlod sig et meget got Haab, maae være den behageligste Gienstand for en theatralsk Recensent; i det ringste kunde vi sige at vi føle en sand Glæde ved at erindre Aktionen i dette Stykke, og vi haabe ogsaa at vi med desdostørre Føie kan udbede os vore Læseres Overbærenhed, om vi skulde blive vidtløftige, da vi troe at de i Almindelighed vil fornøie sig ved at vi have Aarsag at rose, og de af dem som have været vore Medtilskuere, have været ligesaa fornøiede som vi selv.

Vi begynde med Hr. Klementin thi vi troe, at vi bør begynde fra den største Akteur, og fra Hovedrolen; til Beviis paa, at Deklamationen var uforbederlig, vil vi af hans hele Role (thi hver Replike i den beviste det) anføre et Par Exempler: strax den første Scene kan tiene til et**) og den tredie i første Akt beviiser ogsaa vor Dom; det Træk han i anden Scene brugte da han rykkede i Isabelle, naar hun. betragtede Leonores Stads, er blandt andre et Exempel paa at Theaterspillet var fuldkommen; den tredie Scene i første Akt, og anden i anden Akt bevise at Gestikulationen (det er Ansigtets Kroppens og Armenes Bevægelse) var uforbederlig. Vi have ikke udmærket disse Stæder, men vi have taget de første som ere faldne os ind, da vi ikke kunde sige at noget Stæd blev med Forskiel spilt, thi alle Stæder bleve lige uforbederlig givne. Det er os i to Henseender kiært at Isabelles Role er blevet givet til Madame Knudsen; thi deels blev den mesterlig givet deels ere vi nu forsikrede om at Premierakteurens ulykkelige Hævd paa Premieroler ere ikke mere til paa vor Skueplads; nogle Exempler til Beviis at hun spilte mesterlig: hvor ypperlig var ikke Deklamationen i anden Akts 9 Scene? vi vælge just dette Stæd da det fordrer en Aktrise som skal have en fuldkommen bøielig Stemme, thi Isabelle skal ved den der baade give Valer sin Kierlighed tilkiende, og dog holde Sganarel i den Troe at hun har Afskye for samme Valer; hvor rigtig traf hun ikke i 3 Akts 2 Scene den rette Tone: naar hun opdigter hendes Søsters Giftermaal med Valer? hvor vel traf hun ikke Middelveien imellem den kolde og alt for hidsige Deklamation? den nyelig anførte 9 Sc. i 2 Akt tiener til Beviis paa hendes ypperlige Theaterspil; og overhovedet gik denne Akt og især denne Scene saa uforbederlig, vi aldrig havde seet den bedre given. Den Karakter hun havde valgt at spille sin Role i giør hende Ære saavel som heele Aktionen; man saa Naturen selv og ingen Sted blev man det kunstlede vaer; dette Artificis celare Artem maae en Skuespiller altid have for Øine; han maae vel ved Kunsten giøre sit Spil smuk, men saaledes at man ikke seer den, thi ellers bliver det affektert.

(Resten i næste No.)

*) See dramatisk Journal No. [34, 1 Aargang].

**) Den vittige Forandring, med hvilken han moderniserte denne Scene om Mandfolkenes Pynt, giør hans Genie og Smag Ære.