932Den gifte Philosoph, eller Ægtemanden, som skammer sig ved at være det, oversat af Hr. Philipp Nericault Des Touches le Philosoph marié o. s. v. paa Vers i 5 Acter, i den tredie Deel af hans Skrifter efter Duodez-Udgaven fra Haag, 1752.

Det Spørsmaal om et Lystspil kan og bør være rørende? har saa tit været Anledning til offentlig og privat Strid. — Nogle Franske, som af Spot kalder den Comédie larmoyante, har haart nægtet det, og blant dem een, som skriver sig M. D. C. har herom skrevet en besynderlig Afhandling under denne Titel: Reflexions sur le comique larmoyante par Mrs. M. D. C. Trésorier de France & Conseiller [sideskift][side 018]au Présidial del'Académie de la Rochelle, adressées à M. M. Arière & Thyrolier de la même Académie; — den er udkommen i liden Octav 1749. — Det vilde blive for vidtløftig og mod vores Hensigt stridende enten at giøre et Udtog af bemelte Forfatters Grunde mod det rørende Lystspil, eller at bestride ham; men vi henvise vore Læsere til Hr. Lessings theatralske Bibliothek i det første Stykke, hvor baade denne Forfatter og Hr. Prof. Gellerts Tale de comœdia commovente ere oversatte. — Denne sidste bekræfter dette Spørsmaal, og i vore Tanker med god Grund. — Vi ville ei dømme dem imellem; thi vi troe, at baade den Comedie som rører, og den som ei rører kan behage forskiellige Gemytter, og overalt troe vi, at naar kun begge Slags ere gode, saa behage de. — Men at den rørende Comoedie ei er andet, end afsmagelig Efterlignelse af Tragoedien, og at den er stridende mod Naturen af det virkelige Lystspil, troe vi ikke; ei heller tør vi paastaae, at de Gamle ei havde eller vilde have rørende Steder i deres Comoedier; man læse Terenz, og forstaae ham, og man skal mange Stæder blive rørt, for Ex. i [sideskift][side 019]hans Andria i Pamphylii Scener. — Horatz siger vel:

Versibus exponi tragicis res comica non vult,

og strax derpaa:

Singula qvæqve locum teneant sortita decenter;

men hvor mange Mistydninger ere ei disse Horatzes Regler udsatte? og at han har meent, at en Comoedie slet ingen rørende og tragiske Steder maa have, tvivle vi paa; thi han siger jo i samme Sammenhæng:

Interdum tamen & vocem comœdia tollit,
Iratusqve Chremes tumido littigat ore.

Men maaskee Horatz taler om Recitationen og Declamationen? ja men, saa meener han og det samme med de andre Vers. — Men enten Horatz her taler om den rørende Comoedie eller ei, saa er det lige meget. — Men til Sagen. — Hr. Des Touches gifte Philosoph er uden Tvivl et rørende Lystspil, og det har den Fortieneste, at det derhos beopagter det ædle Comiske; thi snart at være et Rov for den Latter, som det groteske opvækker, og snart for Taarer, er i vore Tanker mod [sideskift][side 020]Naturen. — Dets Karakter ere originale rigtig anlagte, og mesterlig udførte. — Hvad Opfindelse er der ei i Philosophens! hvor besynderlig, men dog sandsynlig er den ei! hvor underholdes den ei! — kuns en Ting synes os, turde vi kun dadle en Des Touches, brækker Philosophens Karakter noget, og giør, at Philosophen eene ei altid skinner igiennem; og det er den locale Omstændighed, at han frygter for at blive arveløs; thi det skal jo udmærke ham: at skamme sig ved at være Ægtemand, fordi han før har holdt denne Stand for et Slaverie, og spottet med den. — Afstikningen hvor ypperlig! Philosophen, Marqvis Faderen, og hans Broder; Melitte og hendes Søster! hvilke mesterlige Contraster! hvor rigtig blive de ei underholdte! allevegne seer man den bestandige, ømme og skamfulde Philosoph, og den flygtige Marqvis; allevegne den ømme og høflige Fader, og den haarde og stolte Farbroder; allevegne den dydige, vaersomme og retskafne Kone, og den coqvet-agtige Søster. — Ja i Karaktererne spiller D. T.[Destouches] oftest Mester endog i sin l'Envieux, (som han har skrevet i Prosa i en Act mod en Konstdommer, som Misundelse havde aftvunget en skarp Kritik over hans le Philosoph), [sideskift][side 021]udtrykker han, uagtet Stykkets Korthed, Karakteren fortreffelig. — Hvor got aabnes ei Comoedien! den første man seer er Philosophen, og strax kiender man ham; — og man behøver kun at høre de andre en Scene, for tilfulde at kiende Karakterens Anlæg. — Just derfor hover det os meget, at den gifte Philosoph begyndes med ham selv; thi at vente hele to Acter igiennem inden man kiender Hovedpersonerne selv, men kuns efter andres Beretning, er meget fortrædeligt, — men Hr. D. T.[Destouches] er derfor ei falden til den Feil, som nogle pleie, naar de giøre Tilskuerne strax bekiendte med Hovedpersonen, at man nemlig kiender ham saa tilfulde, at han ei kan meer udvikles, nei den gifte Philosoph har just det Giensidige, og dette fordre vi. — Biepersonerne synes os at handle for meget, og man taber tit den gifte Philosoph i Søsteren.— Og Lisette, troe vi, snakker for meget, og derved adspredes Opmærksomheden, som vi i et rørende Drame saa gierne vilde beholde; — overalt ere vi ei store Venner, sær i et Stykke af dette Fag, af Betienternes store Veltalenhed og Vittighed, — dog hermed vilde vi ei altid formene dem dette; naar de kun sætte Hovedpersonernes Karakter i et større Lys, som for Ex. da Lisette i den [sideskift][side 022]1ste Act 2 Sc. taler med Ariste om hans Kone, og da Tieneren spørger A. hvem der var hans Kone af de to Søstre, m. m. — men ellers saa maatte de gierne bruges sparsom. Men alle disse Feil uagtet, om de ere det, bliver dog den gifte Philosoph et Stykke, som fortiener al den Bifald, Mænd af Smag have givet det. — Sproget passer sig paa enhvers Karakter, men det har lidet Skade i Oversættelsen.

Naar en Des Touches gifte Philosoph skal opføres, saa bør den spilles got, og Rollerne bør være uddeelte med Valg og Smag. — Der ere kun faa Stykker, som med god Virkning kan spilles paa dette Theater, af Mangel paa Acteurer, som skiønt de ellers kan være gode, passe sig ei til deres Roller; — og den gifte Philosoph er et af dem, hvori Acteurerne temmelig beqvem ere omdeelte. — Vi kunne gierne være fornøiede med Hr. Roses Action i Aften, naar kun hans Ansigt passede sig til hans Karakter; Philos. er ei altid suurseende, og det er Skade, at Hr. R.[Rose] ei kan være alvorlig, uden dette sure Ansigt, med mindre man skal kiende ham i Affecten. — Som oftest bleve vi en vis Tvang vaer i Kroppens Bevægelse; hans Gang var lidt forkunstlet ved [sideskift][side 023]det at han, i sær i hans Monologer, trak sine Fødder for meget efter Dandse-Regler. — Declamationen var ellers meget god; han gav Ordene sin behørige Vægt og Styrke, men undertiden gav han dem mere end hans Rolle, og de selv udfordrede; og dette mærkede vi i sær i hans Monologer, naar han forlod Skuepladsen; — og just derfore mishagede det os, da det kunde, skiønt vi slet ei formode det, give Anledning til at troe, at denne, uden Nødvendighed, forstærkede Stemme skulde paaminde Parterret, — For Resten var hans Action ham værdig. — Theater-Spillet (Jeu de Theatre) beopagtede han mesterlig, i sær ved hans Faders og Farbroders Feiltagelse af Melitte og hendes Søster. Madame Knudsen var Melitte, og hun underholdt hendes Rolle fortreffelig, — og overalt behager hun meget i en rørende Comoedie og i de Scener, som kuns skal holde Siælen i en jevn Varme, men ei oprøre den for heftig. — Melittes Søster var Jomfru Bøtger, og hun giorde alt til at giøre sin Rolle sand; — men hendes skurrende R. mishager, og dette ulyksalige Bogstav foraarsager hende tit Dadel. — Hr. Musted var Marqvis, og han var just i sin Rolle i Aften til hvilken Naturen og Kunsten har dannet ham. — [sideskift][side 024]Hr. Hortulan var Faderen, — han er den eneste af vore Acteurer, som har Stemme og Ansigt til en gammel og øm Faders Rolle. — Men dette Ah, som han altid begynder med, fordærver Declamationen meget; — og at han i Aften ei kunde sin Rolle, det beskiemmer ham, som en gammel Acteur; thi foruden den ringe Agt, som det viser for ham selv og Publicum, kan Actionen ei blive god, naar dertil udfordres, at Acteuren maa have studeret sin egen og de andres Roller, og hvordan er det mueligt, at Tilskueren kan troe dette, naar Skuespilleren nu forandrer sine Ord, nu lyder efter dem, og endelig taber dem reent midt i en Mening, og man kan tydelig høre, at Soufleuren maa slaae Tonen for høit an ? — Hr. Ørsted er Farbroder, — og hvo kiender ei en Ø.[Ørsted] i den Burleske Rolle? — han overdrev ei sin Stemme, men den blev noget mishagelig i den sidste Act, — og den skurrer altid heslig i Affect-Rollen. — Mad. Hallesen, som var Lisette, og Hr. Irgens taale ingen Kritik, thi hun er nu for gammel til Forbedring, og ham — have vi snart tabt alt Haab om.

(Balleter i næste No.)