2503Den uformodentlige Hiemkomst, Comedie i en Act. oversat efter Hr. Regnards le Retour imprevû.

Forfatteren af denne Comedie skylder Plauti Mostellaria Stoffet og hele Intrigen. — Vores udødelige Baron Holbergs Huusspøgelse er ogsaa en Efterlignelse, eller rettere en ypperlig frie Oversættelse af denne Plauti Comedie, som har det sande og groteske Comiske. — Vi troe, at Hr. Baron Holbergs Huusspøgelse altid bærer Prisen, i det ringeste har den meget mere Sandsynlighed, og fornøier i vore Tanker meget mere, end Hr. R.[Regnard] baade i Henseende til Stykkets indvortes Værd og til den Dyd, som altid udmærker hiins store Mands Comedier, ved hvilken han har giort alle sine Comedier passende til Nationen. — Vi troe ei, at en Sammenligning imellem Plautus, Hr. R.[Regnard] og Holberg skal mishage vore Læsere. — Plauti Comedie begyndes med en Samtale imellem Grumio og Tranio to Tienere, som i Huusspøgelset heder Arv og Henrik; i den uformodentlige Hiemkomst aabnes Stykket med Pernille og Mad. Bertram; Plauti Tranio er baade hos den franske Forfatter og vores Holberg Henrik, som har begge for det meste af Plauti Ord; i sær hos den sidste for Ex. naar Jeronimus (hos Plautus Theûropides) er kommen, bruger Tranio og Henrik de samme Ord til Jeronimi Søn, Leander, (hos Pl.[Plautus] Philolaches,) Tr. »ego & tu«, — »jeg og I«, — Ph. »qvid ego & tu« — »hvad vil det sige jeg og I,« — Tr. »perditisumus«, — »vi ere om en Hals«. I samme Scene ligger Callidamates paa Gulvet og er drukken, og han bruger det samme Indfald, som Holbergs Octavius, (hos R.[Regnard] Marqvis), for Ex. »valeat Pater« — »gid det gaae ham vel«, — »jube abire rursum quid illi reditio hue etiam fuit«, — »bed ham reise bort, der har ingen havt Bud efter ham«. — Dette smudsige Indfald hos Plautus: »Jam hercle ego vos pro matula habebo nisi mihi matulam dabitis«, har Holberg ogsaa fordansket, o. s. v. — Den Scene imellem Henrik og Jeronimus har den meste Lighed af alle i den uformodentlige Hiemkomst, men i Huusspøgelset er den mestendeels oversat. — Vi maatte afskrive dem begge, naar vi skulle vidtløftig bevise det, men vi henvise vore Læsere til den siette Scene i Plauti Mostellaria imellem Tranio og Theuropides. — Det latterlige, som Huusspøgelset i denne Scene har, naar Henrik saa ofte spørger Jeronimus, »om han har rørt ved Porten,« har Forfatteren af den uformodentlige Hiemkomst udeladt; desuagtet er den hos Hr. R.[Regnarad] meget latterlig, i sær er det Træk om Huset i den trettende Scene ypperlig, og Hr. Londeman, som var Henrik, har i samme Scene forandret Svaret til Jeronimus, som siger at han ei kan see Huset, »det kan jeg ei giøre for« til: »og jeg ikke heller«. — Et Træk, som giør Hr. L.[Londeman] Ære, og er Beviis paa, at han har indseet sin Rolle i sit fulde Liv! — Holberg har derimod i denne Scene fulgt Plautus Ord til andet, for Ex. »Tr. tetigistin foras?« »har I ført ved Porten?« — Th. »qvomodo pultare potui si non tangerem?« — »hvordan kunde jeg banke, naar jeg ei rørte den?« o. s. v. — Dog dette maa være nok om de særdeles Scener, og enhver seer let, at sal. Holberg skylder Plautus mere end Regnard; ikke desto mindre holde vi mere af Huusspøgelset, og vi undre os paa, hvorfor at det ei bliver opført? — Dog nu erindre vi os, at Holberg var dansk, men Regnard fransk. — I Henseende til Karakterernes Udførelse foretrække vi Huusspøgelset for le Retour imprevu; thi denne er for kort, og det er ei vel muelig i en Comedie i en Act, at udføre de samme Karakterer saa vidtløftig, som i tre Acter, — og at Jeronimus i 8de Scene bliver staaende, da Pernille og Lucilie løber bort med hans Penge, er unaturlig; — den Mængde af Scenen i denne Comedie er ei symetrisk i Henseende til Handlingens Størrelse, men svækker den for meget, og adspreder Tilskuernes Opmærksomhed. — Om denne Comedie er en Efterlignelse af Plautus eller Holberg, kan vi ei til visse dømme, (skiønt denne paastaaer i sin Levnets Beskrivelse, at Hr. Regnard har fordærvet hans Huusspøgelse med at sammentrække det i en Act,) men saa meget troe vi, at Holberg lykkeligere har efterlignet Plautus end Regnard. — Oversættelsen (som er trykt 1748 i 8vo) er uden Tvivl ganske god, nogle Steder er den vel stiv, for Ex. 4 Scene, hvor Leander siger: »Den som jeg er meest bange for, det er den Hierteklemmere Msr. Andersen; og om end var, eier jeg dog ei ham mere, end 1000 Rdlr.« o. s. v. —

Naar Rollerne i sligt et Stykke, som nogenledes ligner en Holbergs Comedier, ere got uddeelte, lykkes det altid paa vores Theater, og naar vi undtage en Hr. Irgens, som var Leander, en Jomfru Fogh, (hvis Rolle ei betyder meget), en Madam Hallesen, en Jomfru Conradi, (ogsaa en Actrise, som gierne kunde undværes,) naar vi undtage disse, sige vi, blev den spillet got, og det maatte den nødvendig naar en Clementin, en Londeman, en Hortulan, en Musted komme i deres comiske Roller. — Af alle disse udmærkede i vores Tanker Hr. Londeman sig meest, baade fordi hans Rolle var længere end de andres, og fordi han var Henrik, og dette troe vi er nok til at bevise, at den blev spillet ypperlig. — Hr. Musted var Marqvis, om ham behøve vi ei at sige meget, da enhver nok kiender hans Talenter til disse Roller; ikke destomindre kom det os for, som vi tilforn have seet, den 17 de Scene, hvori han er drukken, mere smidigt udført af Hr. M.[Musted] — Jeronimi Rolle havde Hr. Hortulan, den lykkedes meget vel, men vi troe dog, at Hr. Clementin (som var Aagerkarlen Andersen, og spilte sin Rolle fortreflig) vilde havel giort den fuldkomnere; thi det Ansigt, som han i disse Roller modtoge alting, ønskede vi. — Jomfru Halle var Pernille, — uagtet hendes Rolle udfordrer meget liden Action, var den god og naturlig. —

278Beverley, en borgerlig Tragedie, i 5 Acter, oversat efter Hr. Saurins Beverley Tragédie bourgeoise imitée de l'Anglois en cinq Actes & en vers libres. — A Copenhague chez Cl. Philibert, 1769, 8.

Den borgerlige Tragedie er uden Tvivl en Virkning af Engelændernes Karakter, som, saa vidt vi vide, er de første, som har viget fra de Gamles Exempler og Regler, som til en tragisk Handling udfordrede, at den skulde være heroisk, og tillige troede, at en Handling ei kunde være heroisk, uden den blev udgiort af Helte og Konger. — Vi ville ei indlade os i en vidtløftig Strid med Batteux og andre, (see hans Einleitung in die schonen Wissenschaften — — von Carl Wilhelm Ramler, zweiter Theil,) men allene erindre, at vi troe, at en borgelig Person kan lige saavel opvække Skræk og Medlidenhed, som en Helt, og at en heroisk Handling i Henseende til Karakteren kan være til, og. opvække de samme Bevægelser hos Tilskuerne og Læserne hos en Borgere, som hos en Helt. — Hr. Saurins Beverlei er en borgerlig Tragedie, og vi troe den interesserer meget, uagtet at Hovedpersonerne og Handlingen ere kun af Borgere, ja! dersom at man vilde udelukke borgerlige Handlinger fra Tragedien, som uværdige til dens høie Fag, vilde mange ypperlige og for det daglige Liv umistelige Moraler ogsaa blive udelukte, og vi troe ei, at en Handling, som kunde kuns skee allene af en Helt, vilde giøre den Virkning paa de allerfleste Læsere og Tilskuere, som en Handling af Borgere, der interesserer fast alle; — men hvorfor de Gamle have udelukt borgerlige Handlinger fra Tragedien, kom uden Tvivl af de Tiders Karakter. — Dog til Sagen. — Denne Tragedie, som er en Efterlignelse af den Engelske, hvilken vi ei kiende, har uden Tvivl mange Fuldkommenheder baade i Henseende til Karakterernes Opfindelse, Anlæg, Udførelse og Afstikning, saa og i Henseende til Moralen og Stykkets øvrige Værd. — Hvor rigtig er ei Beverlei? — Hvad kunde vel henføres mere til en Spilleres Egenskaber, som tillige har det beste Hierte og Kierlighed til sin Kone? — Hans Kones Karakter er og ypperlig og meget rørende. — Jarvis, som kun er en Bieperson, udmærker sig ved den meest rørende Ædelmodighed og Kierlighed for sin Herre. — Men af alle Karakterene har Stukelis, denne Spillers, falske Vens, Forføreres, Vellystiges, Feiges, kort dette Uhyres Karakter, i vore Tanker alle Fuldkommenhedes Træk, og uden Tvivl meest Kunst; — og hvor mesterlig underholdes de ei, og viser sig altid i sin fulde Styrke; i sær i Slutningen af tredie Act.

—   Men Henriettes Karakter ere vi ei saa fornøiede med, som med de andre; thi man kan ei blive klog paa enten den er god eller ond; i det mindste er den vanskelig at studere. — Uden Tvivl har Hr. Saurin vildet giort den til en Kontrast mod Mad. Beverleis; men desuagtet er den for haard til et got Hierte, og for blød til et ont.

—   At Karaktererne for Resten afstikker paa den beste Maade er meget let at see, og at de altid underholdes er unægtelig. — Hvad Stykkets Subjekt i sig selv angaaer, da troe vi, at det er baade sandsynlig og i alle Henseender meget vel skikket til Tragedien. Vel kunde det synes, at et Menneske, som efter han havde været engang i de lyksaligste Omstændigheder, nedstyrter sig paa nye i Elændighed, og tager Livet af sig selv, ei er beqvem til at opvække Medlidenhed; — men man betænke, at Beverlei bliver forført, og vi troe, at et got Menneskes Ulykke, naar den for den største Deel har sin Grund i Forførelse, opvækker denne Bevægelse, som tilligemed Skrækken ere tvende Egenskaber som Aristoteles og, efter vores Mening, Tragediens Natur selv udfordrer. Moralen er ypperlig, og dersom den kunde opvække nogen Opmærksomhed, om ei hos den nedrigste Deel af Menneske-Slægten, der allene opofrer sig til den afskyeligste Maade at tilføre sig den Uskyldiges Eiendomme, og bygger deres egen Velfærd paa andres ulyksalige Undergang, saa dog hos de uskyldige SlagtofFere, som forblindede af Pengelyst, undertiden paa en Time ofrer deres hele Velfærd til slige krybende Siæle, som var bestemt til Statens og deres egen Vel; — dersom, sige vi, at denne Tragedie kunde opvække den Opmærksomhed, troe vi, at Forfatteren var fuldkommen belønnet. — Sproget er overalt tragisk, ædelt, stærkt, og passer sig til enhvers Tilstand og Karakter; — kuns Beverleis Monolog i anden Act synes os for poetisk; thi det Træk

»l'Amour semoit de fleurs ma couche nuptiale«, o. s. v.

er uden Tvivl i Forhold til de andre for blomstret; — og denne hele Monolog er i vore Tanker for fuld af Affekt, ja den Monolog i fierde Act er neppe stærkere; og det er uden Tvivl en sand Regel, (thi den har sin Grund i Naturen), at Affecten bør stige med Stykket, desuden er jo Beverleis Skiebne ei saa græsselig i den anden Act, som i den fierde? — den Monolog i 5te Act er efter vores Mening for lang og for fuld af Fornuft, i det mindste støder disse Fornuftslutninger Sandsynligheden noget i den Henseende, at et Menneske, som kan have saa stærkt Herredømme over sin Forstand, endda tager Gift. — At Oversættelsen er meget middelmaadig, bevidner, om ei andet, den Efterretning, »om den spillede og fordanskede Beverlei«, som i Fior udgik, og giør den da værende Bedømmere kun liden Ære, — den kritiske Journals Recension har tydelig lagt den spillede Oversættelses Fortienester for Dagen. — Den er opfyldt med en stor Hær af uædle Udtryk, f. Ex. 2 Act Sc. 1. »vil amour de l'or«, overs. »gemene Pengegierighed,« 1 Act 9 Sc. »le traitre«, overs. »den Lurendreier«, — 3 Act 4 Sc. »imposteur«, overs. »gemeene Karl«, o. s. v, — Hvor der i Originalen staaer »vous«, oversættes det ved »I« et Ord, som altid støder mod Anstændigheden, og som vi ønske i alle Scener imellem vel opdragne Personer maatte forvandles til »de«. —

Beverleis Rolle er virkelig en Rolle, hvori man skal kiende, om en Acteur besidder Talents til Tragedien, om han har Deklamation, Ansigt og Natur. — I den Henseende see vi med Fornøielse denne Tragedie opføre, at Hr. Rose havde Beverleis Rolle, hvori det meste af Actionen var henrivende. — Deklamationen var, det forstaaer sig, ypperlig, i sær i fierde Act var den næsten uden Lige, — men i den hele anden Act var den i vores Tanker for stærk; vel kan der til Hr. Roses Undskyldning siges, at Forfatteren har den største skyld, dog troe vi, at Acteuren gierne kan og maaskee bør i førstningen spare Deklamationen, og lade den stige med Stykkets og Handlingens Vext, uagtet at Forfatteren ei just har været saa omhyggelig med sine Ord. — Var Deklamationen i førstningen for stærk, saa var den uden Tvivl i femte Act, saa og hele Actionen, for svag, kold og rolig. — Da Hr. R.[Rose] i femte Act søger at bede, og siger: »Jeg veed ei at bede«, var baade Deklamation og Action for kold og rolig; han burde (i det ringeste troe vi at det havde giort større Virkning), have faldet paa Knæ, og naar han siger, at han ei kunde bede, burde han, i det han reiste sig, have stampet med Foden, og hans Stemme burde udvise den største Grad af Fortvivlelse, men han bevægede kun Hovedet lidet ved disse Ord, og denne Bevægelse var neppe saa udtrykkende og naturlig, som den vi fordre med Foden. — I denne Act var hans Action for seen, vi meene, at Mellemrummene i hans Monolog vare alt for lange; vel tilstaae vi, at det er høist unaturlig at udsige en Monolog saa hurtig, som en Repliqve, vel tilstaae vi, at Forfatterens Monolog er for lang; men dog troe vi, at Hr. Rose gierne kunde, vi vil ei aliene sige, uden at støde Sandsynligheden, men endog virkelig give Handlingen mere Natur og Liv, naar han havde været lidet hurtigere. — Denne Seendrægtighed stødte allermeest, da han indtog Giften; thi han drak den med en besynderlig Langsomhed i trende gange; han burde i vore Tanker have slugt den med største Graadighed; En Tirade af Hr. Rose, da vi saae ham engang i Fior spille denne Rolle, falder os just nu ind, som var mesterlig: han havde i steden for Draaber, Piller i en Æske, (skiønt disse ere ei saa beqvemme som Draaber), som han med største Graadighed slugte, og da nogle af dem, vi vide ei om af en Hændelse eller med Forsæt, faldt paa Gulvet, opsamlede han dem med den hidsigste Begierlighed af Gulvet, og slugte dem med samme Heftighed. — Denne Tirade, sige vi, var meget naturlig og mesterlig, og vi havde baade ønsket og ventet, at Hr. R.[Rose] havde entreret mere med Naturen ved dette Sted i Aften, end han giorde. — Hvad Convulsionerne angaaer, vare de, saa vidt vi skiønne, med alt for stor Umage og Kunst frembragte, og vi troe, at Hr. R.[Rose] havde giort bedre i ved Musklernes Sammentrykning i Underlivet, at vise Giftens Virkning, end ved den for ofte igientagne Vred med Kroppens Ophævelse og den venstre Arms Udstrækning; overalt var det maaskee naturligere at spare slige Bevægelser, (vi sætte, at de vare høist naturlige), da det er umueligt at udholde denne Scene; men hvorfor han blev saa længe staaende, kan vi ei begribe. — Deklamationen i denne sidste Scene var mesterlig, og tog fuldkommen af efter Naturen. — I øvrigt var hans Action, i sær i fierde Act, uden Lige; men hans afmaalede Trin og den besynderlige Strækning med det ene Been i anden Act 1ste Scene lod for kunstlet. — Vi have med Villie opholdt os noget længe ved Hr. Rose, en Acteur, som til Tragedien har saa mange Fordele, thi hans Ansigt og Øine udtrykke alle Sindsbevægelserne, og som bruger dem, naar han er varm, med største Lykke og Natur. — Dersom alle Rollerne i denne Tragedie vare besatte med saa habile Skuespillere, som Beverleis Rolle, kunde den ei betales nok, men vi savnede den rette og naturlige Action hos de meest interessante. — Med Jomfru Bøtger, som var Beverleis Kone, vare vi ikkuns tvende Stæder ret fornøiede, nemlig i 4de Act, og den sidste Scene i femte Act; thi her havde hun den rigtige Stemme og Action, men i de andre Acter, naar vi undtage den første, hvor hun havde sin sædvanlige Monotonie, var den hele Tiden alt for flæbende; nogle holde det vel for en Dyd, at en Actrise, i sær i lige Omstændigheder med Madame B , altid taler grædende, som et Tegn til at hun spiller med Affect; men vi holde for, at denne Tone er unaturlig, og at den ei bør være grædende, uden hendes Rolle udfordrer det; den anden Scene i tredie Act er efter vores Mening et Beviis paa, at hendes Stemme var mod Rollens Natur, thi da hun bebreider Stukeli og udskammer ham, burde hun tale med megen mere Foragt og Bitterhed, end med Flæben. — Stukelis Rolle havde Hr. Hortulan, og hans Action geraader ham til slet ingen Ære. — Den var saa skiødesløs, at han endog to gange gik reent fra Rollen, og er det dog ei skammelig, at en god Acteur skal fortiene den Dadel, som den yderste Grad af Skiødesløshed fortiener? — Om nu Hr. H.[Hortulan] ei havde saa megen Omhyggelighed for sin egen Ære, som ene kan være Drivefiederen hos en dansk Acteur, burde han da ei for Tilskuernes skyld i det mindste lære den uden ad? — og det skulde smerte os, om det skulde blive en Roes hos ham, at han vidste sin Rolle, det som man med Billighed endog fordrer af den uselste Acteur. — Et Par Stæder var Actionen, vi nødes til at troe af Slumpelykke, for Ex. i tredie Act ode Scene ganske rigtig. Ja! vi tvivle ei paa, at han jo kunde giøre det bedre, naar han vilde. — Den prægtige Rolle, som Jarvis har, tabte ei allene al sin Natur hos Hr. Ørsted, men blev endog væmmelig og latterlig. — Vi undskylde Hr. Ø.[Ørsted] for den største Deel, thi at han skikker sig til en rørende Person, paastaaer vel ingen, som har hørt ham i slige Roller, — men alligevel havde han en vis Tværhed og Trevenhed, som han uden Tvivl er selv skyld i, — hvorfor er han saa treven til at gaae i femte Act 7de Scene, da Mad. Beverlei beder ham iile efter Hielp? hvorfor betænker han sig? — Den heslige Tone han havde, forspildte tit, det meest tragiske og smukke, da han altid handlede i de travrige Scener, og vi skielvede, naar han begyndte Repliqven. —

(Resten i næste No.)