2306Stedmoderen, Comedie i 5 Acter af Peder Topp Vandal, Kiøbenhavn 1769, 8.

Om denne rørende Comedie behøve vi ei at sige vore Læsere meget, da vi ei haabe, at den ypperlige Recension i den kritiske Journal (see No. 13. 17. 68.) er allerede gaaet af Glemme; dog troe vi, at det desuagtet ei er dem imod et Øieblik at anhøre vore Tanker om Hr. Vandals Stedmoder, som uden Strid giør hans Genie og Smag Ære. — Hvad Karaktererne angaaer, da ere vi enige med den kritiske Journal, i sær underskrive alt det den siger om Climenes. — Men Contraster eller Afstikning i de handlendes Personers Karakterer finde vi ei; og disse ønske vi et hvert got Drame; thi vi troe ei, at de gode kan skinne med saa stor et Lys, og de onde kan afmales med saa slet en Farve. —Kort, vi troe ei, at de begge falder saa rigtig i Øinene, med mindre de modsættes hverandre; denne Sætning troe vi baade at have sin Grund i Naturen, og bestyrkes ved Alderdommens og de Nyeres Exempel; — dog hermed ville vi ingenlunde sige, at Afstikningen er en saa væsentlig Dyd hos et hvert Drame, at der ei kunde tænkes et rigtig og got dramatisk Stykke, med mindre det skulde just have Contraster, men vi meene kun, at det var got, om det havde dem. — I Henseende til den Deel af Interessen, som Hr. Batteux kalder Knude og Opløsning, ere vi meget fornøiede med Hr. V.[Wandall] thi Knuden opløses hvor den er knyttet stærkest, og Handlingernes Indvikling tager rigtig til; men alligevel kommer det os for, som den anden Akt svækker Tilskuernes og Læsernes Opmærksomhed noget, ved det at Dorimons Løfter i fierde Scene giør Leanders og Climenes Skiebne for god, vi troe, at de tage ei saa meget Deel i deres Omstændigheder, som de havde giort, naar Frygt for at lide Mangel havde sammenblandet sig med Frygt, for ei at blive forsonet med Orontes. — Denne Omstændighed giør og det Træk i Climenes Karakter saa meget mere usandsynlig, med hvilket hun i femte Akt 4 Scene griber til den underlige Beslutning, at vilde forlade Leander for evig. — Om de øvrige Karakterer i dette Stykke behøve vi ei at sige andet, end de ere i vore Tanker meget gode, og med stor Konst anlagte og udførte. — Sproget er overalt ædelt og stærkt, og ypperlig skikket til Declamationen, nogle Stæder synes os at det er for meget opfyldt med Komplimenter, og af disse er den hele anden Act fuld. — Men de Samtaler imellem Henrik og Pernille ere uden Strid alt for galante; thi en Henrik bruger knap de Udtryk: »at krone mine Ønsker«, og at afsige Dødsdomme, o. s. v. — Videre have vi ei nødig at sige om Hr. V.[Wandall] Comedie, men ham selv fordre vi til Regnskab: Hvorfor han ei har blevet ved paa den Bane han saa heldig har begyndt? — Ja vi ønske, at Hr. V.[Wandall] vilde giøre flere Forsøg, for paa nogen Maade at afhielpe vores Mangel paa originale Dramer; thi fra Jomfru Biehl tør vi ei vel vente os mere?

En god Action fortiener unægtelig dette Stykke, og i almindelig fik den det. — Stedmoderen var Jomfru Bøtger. Naar vi undtage de Feil, som vi havde sagt om hende i No. 4. af vores Journal, (og Feil ere de dog), spilte hun i de rørende Scener ypperlig og naturlig; thi i disse opfyldte hun alt hvad hun burde, og hun frembragte alle de Bevægelser hos Tilskuerne, som hendes Rolle og Naturen medførte og udkrævede. — I de Scener med Orontes i fierde Act fandt vi hende først, som vi ønskede, — hvorfor? derfore, at hun skulde udtrykke en stærk Affect, og naar hun skal udtrykke den, seer man altid en Bøtger. — Men i den hele første Act havde hendes Action i vore Tanker meget faae fuldkomne Træk, og i den allerførste Scene havde den slet ingen; thi vi saae ei engang et Glimt af Naturen hos hende og denne Natur, den eneste Vægt, hvorefter enhver Deel af de skiønne Videnskaber bør veies, fordre vi uafladelig til en fuldkommen Action. — Af hvad Aarsag Jomfru B.[Bøttger] i 2 Act 3 Scene den meste Tid vendte sig fra Climene, og udgiorde det stumme Spil med Leander, veed vi ei, og at hun loe, da Dorontes i 5te Act 8de Scene kyste hende, forraadede strax Actrisen. — Hr. Hortulan, som var Orontes, Leonores Mand, havde i Aften en Rolle, som han ene af vores Acteurer kan udføre, og vi maa tilstaae, at han spilte den til sin største Ære! — Hr. H.[Hortulan] Gaver til Declamationen miskiender ingen, og dem brugte han fortreffelig, og Sproget i de Scener, hvor han er forbittret paa Leonore, udfordrer Declama-tionen i ligesaa høi en Grad, som Tragedien. — Hvad hans øvrige Action angaaer, saa var den upaak lagelig; kuns kom det os for, som Hr. H.[Hortulan] for nøie iagttog denne Riccobonis Regel om Albuens alt for kunstlede Stilling. — Foruden Deklamationen og Actionen har Hr. H.[Hortulan] mange Fordele i disse Roller, og disse ere dem Naturen har skienket ham; thi Ansigtet (kunde det allene modtage Forandring) skikker sig ypperlig; hans Røst og Legems Bygning passer sig meget vel. — Hos Madame Knudsen, som havde Climenes Rolle, finde vi kuns at udsætte en vis Bevægelse med Armene, naar hun alt for ofte førte sin Haand til Munden, og bragte den i en lige Linie ned igien; vel tilstaae vi, at Bevægelserne med Armene er ingen Hovedsag, men dog troe vi, at disse bør være naturlige, og denne kunstlede Bevægelse seer vi saa meget mere nødig hos Madame K.[Knudsen], da hun ellers paa dette Theater i Almindelighed bevæger dem meest naturlig. — Hvad Deklamationen angaaer kunde den vel synes somme Steder for kold og mat, for Ex. i 5 Act 7 Scene, men vi holde for, at denne Feil bør tilskrives Hr. Vandal ligesaa meget som Actrisen; thi vi troe ei, at Actionen i de affektfulde Scener kan være retskaffen, med mindre man føler sin Karakter, og denne Beslutning, som hun der skal tage, er i vores Tanker alt for usandsynlig, at den kan udføres med Lykke. Atter et Beviis paa Forfatternes Indflydelse paa Skuespilleren! — Om Hr. Rose, som havde Leanders Rolle, behøve vi ei at sige meget, hans Karakter underholdt han rigtig; for Resten udfordrede hans Rolle meest det stumme Spil, og i dette fandt vi os fornøiede. — Hr. Clementin havde Dorimons Rolle, og at han ei behagede saa meget i dette Stykke, som i de Roller, hvor det Comiske skal herske, er ganske naturlig, ellers kan vi ei sige at hans Action var mishagelig, og overalt kan man ei lægge en Acteur til Last, at han ei er skikket til alle Roller. — Pernilles Rolle har ei allene vundet anseelig i den Henseende, at Jomfru Halle har faaet denne Rolle, (thi Madame Hallesen havde den før), men desuden blev den udført med Naivitet og Lykke. — Hvorfore? thi hun en-treerte i sin Karakter, og naar hun giør det, seer man, at hun studerer sin Rolle, og da behager hun meget. — At Henriks Rolle har tabt ved det at den er taget fra Hr. Musted, en Acteur, som disse Roller temmelig lykkes, er ustridig; thi den er givet til Hr. Hansen, en nye Acteur, som i forrige Vinter giorte Prøve i Hr. Baron Holbergs Maskerade. — Han er antaget til at spille Hr. Londemans Roller; men vil han vente at naae ham, saa maa han ei copiere ham, men Naturen, den Kilde hvorfra Hr. L.[Londeman] har og enhver Skuespillere skal hente sin Action; — Det Spørsmaal: Om man kan copiere en anden god Acteur, som har Naturen at takke for sine Fuldkommenheder, uden tillige at copiere Naturen selv? synes at have noget modsigende hos sig, men er dog meget let at opløse; naar man ved at copiere forstaaer en og anden Fiinhed og Træk, maa en ung Acteur gierne borge det af en Original, men altid giøre det med Valg og Smag, og aldrig blindt hen bruge alle hans Grimaser, og Grimaser ere ofte de Træk, som hos en Original ere Skiønheder; vi ville oplyse dette med et Exempel: Ingen, som veed hvad der hører til en stor comisk Acteur, kan nægte det, at jo Hr. L.[Londeman] uden Strid hører til den største Klasse, ingen kan nægte, at hans Bevægelser jo ere blot naturlige, ingen kan nægte, at alle hans Bouffonerier, endog de allerstørste, jo frembringes uden Tvang, og med den naturligste Lethed; kort, enhver maa tilstaae, at alle Tirader klæder ham ypperlig, men at de derfor klæder Hr. H.[Hansen] eller en Efterabere af Hr. L.[Londeman] er urimelig. — Dette har sin Grund i Naturen selv, og vi troe ei, at det er nødvendig at bevise det med mange Omsvøb, men vi erindre allene for Hr. H.[Hansen] skyld, den eneste af alle de nye antagne Acteurer, som har Beqvemhed til at blive god. — Mange Feil, som han begik i Aften, maa han rette, og blant dem ere: den besynderlige og unaturlige Tvang han havde givet sin Stemme, de unødvendige Grimaser, som han giorde paa Munden og Ansigtet, den Stivhed der herskede i Kroppens og Armenes Bevægelse maa han aflægge og forandre dem til de giensidige, det er, han bør ei tale anderledes, end han naturlig Viis taler, dog at man kan høre ham, (og det havde vi Møie med i Aften), Ansigtet bør lade blive i sin naturlige Stilling, Bevægelserne med Kroppen og Armene bør være utvungen; kort, hans hele Action fri, uden at overdrive den.

(Efterstykket i næste No.)