Anden Aargang.

4747Gartnerballeten, hvori Hr. Barch og Jomfrue Knudsen dandse Pas des Deux,

Saaledes betitles denne Pas des Deux; vi ville nu ikke undersøge om den fortiener Navn af Ballet, da den mangler Handlingen m. m. ikke heller vil vi bedømme den efter Kompositions Reglerne men tage den for det den virkelig er nemlig en smuk Pas des Deux som blev færdig, nøiagtig kort ypperlig udført af vor fortiente Hr. Barch, hans Danserinde Jomfru Knudsen den ældre har virkelig endnu sin Fortienester af Dansen; kun hun bliver for hastig træt; kommer des Aarsag ikke sielden ud af Takten, og undertiden af Ligevægten. Vi maatte nok spørge enhver, som enten ikke er indtagen af Fordomme og forstaaer det mindste af Dandsen, om han ikke har seet denne Pas des Deux med langt støre Fornøielse, end den hele historiske Ballet, som Hr. Andriani straffede os med, og om han vel kunde have udholdet at see den sidste*) saa mange Gange i Træk som den første? vi adspørge ikke Patrioten; han maa nu, naar han seer denne Pas des Deux ærgre sig dobbelt; thi han seer at Publikum, (ja endog den oplyste Deel af Publikum,) finder mere Fornøielse ved at see vore egne Dandsere, og tillige at Skuepladsen enda skal belæsses med fremmede, og hvad det værste er med fremmede Stympere, som dyrt skal betales. Naar man eftertænker, at de nuværende Italiener (Opristerne**) iberegnede) koster Kongen, Landet, Skuepladsen og Publikum, i det allerringeste 6600 Rixdlr. maa man skielve; vi behøve ikke at bevise at vi ingen Fremmede bør have ved Skuepladsen; den oplyste, den fortiente Patriot (see Bibl. No. 77.) har forekommet os og Tak skee ham! vi ønske ham Frugterne af hans Redelighed! og hvad større, hvad hærligere Frugter end hans Tankers Iværksættelse? især var det at ønske, at hans Forslag om danske Syngespil maatte iværksættes; vi have nu længe nok hørt Italieneren, saa vi kunde have lært ham Musiken af, og dermed falder den Grund med et bort for de italienske Skuespils Vedvarelse hos os. — Dog hvad vil vi tale mere om en Sag, som er aabenbare urigtig, og som med uryggelige Grunde er gotgiort?

*) Sandt er det at denne Pas des Deux blev nok for ofte opført; man kunde uden synderlig (og maaskee uden al) Bekostning, ofte opføre slige Entreer, og den idelige Afvexling vilde giøre dem dobbelt interessante.

**) Det er hverken vort Forsæt at indlade os i nogen Kritik om vore Oprister, eller den opførte Opera Anagilda. Vi hverken vil eller kan dømme dem imellem, som paastaaer at Musiken i den er forskrækkelig bekiendt, og dem som nægte det, imellem dem som udskrige Kapelmesteren Hr. Scalabrini for en Originalautor, og dem som svære paa at han aldrig kompenerer noget selv, men hielper sig igiennem med Laan, dem som siger, at han laaner godt, og dem som sige, at han anbringer de smukkeste Arier paa sit urette Sted, dem som roser hans Smag, og dem som sige at han ingen har; heller ikke vil vi opkaste os til Dommere imellem dem, som sige at Jomfru Torres Sang er mere konstlet, end musikalsk, og behagelig, og dem som paastaaer det modsatte. Kort, imellem Partierne ville vi ikke dømme; kun dette have vi villet sagt, at den hele Troupe bør ikke være til i Dannemark. Til Bevis paa, at vi selv have hørt Anagilde opføre, (thi see den, torde vi ikke,) vil vi legge dette til at Duetten gefaldt os meest og eene, og at Hr. Grassi af dem alle er i vore Øine den beste Sanger; vore Læsere seer let at vi have dyrt betalt denne Fornøielse, og hvor gierne vi heller havde seet en smuk Komedie vel opført.

464Diedrik Menskenskræk, Komedie i En Akt af Hr. Baron Holberg.

Dette moersomme Stykke blev i vore Tanker overhovedet ikke saa got givet, som det fortiener, og som det pleier; vi kunne ikke sige, at Hr. Clementin gefalt os i Aften; vi have altid været af den Tanke*), at det var ikke hans Role; og i Aften var hans Bryst saa slet, at han ikke kunde udholde en heel Periode. Hr. Irgens spilte Leanders Role, (som Hr, Musted før spilte,) den første Scene gik temmelig vel; han kom got ind i femte Scene; thi den Anstand han kom ind med, viste at han havde en ond Samvittighed, som han dog vilde skiule; og traf han det rigtige Theaterspil i denne Scene, da Henrik aabenbarede Hieronimus Leanders Kierlighed; i Monologen i 11 Scene, var han slettest; han deklameerte for sagte**). Vi have ligesaa lidet kundet indsee Aarsagen, hvorfor Madame Knudsen (som virkelig spilte sin Role got,) har beholt Elvires Role som vi have kundet begribe at Jomfru Konradi burde spille Hyacintes; Hovedsagen med Rolernes Omdeeling er saaledes at uddeele dem, at Illusionen ikke forstyrres, og skal den blive underholdt, raaa de nødvendig uddeles efter Skuespillernes Talenter, Alder og Positur; kort, saaledes, at Sandsynligheden iagttages; nu overlade vi Inspekteuren Hr. Hvas, (en Mand af god bekient Smag), og som egentlig staaer for at uddeele Rolerne, og enhver at dømme, deels om Jomfru Bøtger ikke burde være Elvire, og Jomfru Fogh Hyacinthe? Om man kan tænke noget sant, noget rimeligt ved at see Mad. Knudsen i denne Role? Om det er mueligt at tænke hende som Jfr. Conradis Moder? deels om Jomfrue C.[Conradi] bør spille den Role hun har? Om det ikke var uendelig mere rimeligt, at Jomfru Fogh var Hyacinthe? Vi have ingenlunde kunde udfinde Aarsagen til denne urigtige Uddeeling af Rolerne eller Vedblivelse af dem? thi ikke skulle vi troe den bekiendte gamle Slendrian skulde endnu have sin egensindige og for-maaende Throne paa Skuepladsen, at de gamle Skuespillere kunde med Virkning vegre sig ved at tage mod Roler, som de yngre have spillet? Nei, vi troe det ligesaa lidet, som vi tilfulde veed, at denne Slendrian er ligesaa skammelig og skadelig, som dens Grund er en dum Stolthed. Den gamle, ja, den store Skuespiller selv, vegrer sig ikke ved at spille en Role, den være saa liden som den vil, og spilt endog af de slette og yngste Skuespillere, som han got kan udføre, og giør han det er han en Daare og bør tvinges; det er kuns en Fordom, en Kaprisse, ja, en Sottise! som har giort Forskiel imellem Premieurakteuren og de andre, og som har giort nogen anden Rangforordning blant Skuespillerne, end deres Værd holdt mod Rolernes Vanskelighed. Af de andre, vil vi kun tale om Hr. Prinsløv, som i 3 Scene tiener til Exempel paa vor Sætning i forrige Nummer, at nemlig den slette Akteur ikke bør bemænge sig med Fiinheder; Hr. P.[Printzlau] for at forfine sin Replik, da han seer Leander ved Henrikes Hielp forsøge at klyve op til Jomfruen, raabte han et halvt Dosin Jødenavne; thi paa dem raabte han, ikke med Ansigtet mod sin egen Dør, (hvor det var endda rimeligt at der var Jøder,) men med Ansigtet til Parterret; — saaledes begaaer den slette Skuespiller Sottiser, naar han troer at han giør Finesser, ne sutor ultra crepidem, — ellers snakkede han godt Jødisk. Af de andre fortiener kun Hr. Londeman og Hr. Hortulan at nævnes. Vi vide ikke, om Hr. L.[Londeman] Livree var got valgt, og om Dekorationen var passende; dog den italienske Ballet og Opera stod vel i Veien, og er det ikke Aarsag nok, at den danske Komedie skal fordærves?

*) See No. 13. af den dramatiske Journal for forrige Aar.

**) Vi vide ikke om det var en Forseelse af Hr. Londemann at Hr. Irgens saae ham komme længe før Tilskuerne saae ham, da Hr. I.[Irgens] vendte rigtig Ansigtet mod Huuset Hr. L.[Londeman_] kom ud fra.

1038Henrik den Fierdes Jagt, Komedie i Tre Akter, oversat efter Hr. Collés la Partie de chasse de Henri IV. Yverdon 1766. 8. stor 140 S.

Det er uden al Tvivl et sikker Beviis paa, at en Forfatter i sit Arbeide har truffet Naturen, og altsaa at Arbeidet er got, naar dets idelige Læsning ikke kieder Læseren, men altid fornøier ham, og saaledes er det uden Tvivl i alle Arbeider af de skiønne Videnskaber og Konster. Det Malene, den Statue, Kienderen ikke faaer afseet; den Poesie han ikke kan kiedes ved at læse ofte, er uden Tvivl got, der har Konstneren og Digteren truffet Naturen. Det bliver altsaa efter vor Skiønsomhed, et upaatvivleligt Kiendetegn paa dette Stykkes Fortienester*), at det aldrig ennyerer, og et upaatvivleligt Beviis paa, at vore Skuespillere overhovedet, give det fortreffelig. Men til Sagen: Efter vor Skiønsomhed spilte Hr. Rose best og ypperlig i anden Akt; thi her saae Tilskueren det, som Naturen og Forfatteren fordrer af Akteuren, den »afklædte Helt«, nemlig (le Heros en déshabillé.)

(Slutningen i næste No.)

*) Det er bedømt i No. 5. af den dram. Journal for forrige Aar.