[sideskift][side 118]Strax i Saisonnens Begyndelse skete der et Angreb paa Heiberg, hvilket var ham saameget mere nærgaaende, da det ei alene gjaldt en Foranstaltning, der var udgaaet umiddelbart fra ham, men han endog selv for 11 Aar siden strengt havde fordømt den, som en stor Uret imod Publikum. Han havde derfor meget godt forudseet, at den paa en Tid, da man saa ivrigt søgte at vække Uvillie imod ham, ikke vilde blive uanfægtet, hvilket den heller ikke blev. Til Udvidelse af det stærkt søgte andet Parket havde han om Sommeren ladet borttage en betydelig Deel af det mindre godt besøgte Parterre. "Fædrelandet" erindrede i en meget skarp Artikel om, at han i dets Spalter for 11 Aar siden havde lagt de tidligere Directioner haardt til Last, at de havde indskrænket Parterret og stadigt trængt det tilbage i Tilskuerpladsen, "hvilket", erklærede han dengang, "havde ruineret Parterret, og Parterrets Ruin er det hele Publikums, fordi Parterret i ethvert Tilfælde har den Bestemmelse at udgjøre den lydeligt dømmende, bevægelige og livlige Deel af Publikum, fordi Parterret er at betragte som Publikums Delegerede, de egenlige Berettigede, i hvis Hænder saavel de Uberettigede som de Ligegyldige have nedlagt Udøvelsen af den Magt, som idealiter tilkommer det hele Publikum." — "I Sandhed", fortsætter "Fædrelandet", "dersom Nogen havde havt det Formaal at oprykke det hele danske Theaterpublikum fra Roden af, skulde han ikke kunnet gaae coseqventere tilværks end Directionen i de sidste 20 Aar har gjort ved en Række Foranstaltninger, hvis Alpha og Omega er den stedmoderlige [sideskift][side 119]Behandling, som er blevet Parterret tildeel." Sluttelig fandt Bladet ubegribeligt, at en Mand, som for 11 Aar siden havde fordømt Parterrets Forurettelse og Mishandling, nu selv kunde træffe en Foranstaltning til dets endnu yderligere Krænkelse. — Heibergs Forsvar gik ud paa, at han allerede i 1840 ansaae Parterret for ruineret, og, hvor gjerne han end vilde virke til et nyt Parterres Indretning, nødigt vilde gjøre Noget til Fordeel for den Ruin, hvis endelige Bestemmelse det var at rives ned, samt at det ikke vilde være muligt at tilveiebringe Midler til ved Ombygning at udvide Parterret og bringe det længer frem mod Scenen; hvortil kom, at Udvidelsen af andet Parket havde været hele Publikums Ønske. — Ligeoverfor hvad Heiberg selv havde yttret, var dette Forsvar kun svagt, men for at han sattes i den Nødvendighed at fremkomme dermed bar han selv Skylden, idet han, istedetfor at han nu erklærede, at han for 11 Aar siden havde "anseet" Parterret for ruineret, dengang, overeensstemmende med Sandheden, burde have sagt, at de da allerede for over 20 Aar siden var ruineret i Bund og Grund; thi i 1820 havde den faste Stok af kundskabsrige og kunstkyndige Mænd, som tidligere gav Parterret Betydning, forlængst seet sig af den mere og mere indtrængende Raahed tvungen til at forlade det og søge Plads i Parterret eller, fra 1822, i andet Parket, og siden den Tid bestod Publikums "Delegerede" væsenlig af en saare blandet og uvorn Flok, der, uden Dannelse og Kunstsands, gjorde sig til, ofte meget voldsomme og slaaeslystne, Efterklappere eller Efterhyssere for en skikkelig Bødker eller en lystig nævestærk Slagter. Det var ved den feilagtige Fremstilling af Parterrets Betydning, Bestemmelse og Færd, som Heiberg tidligere, ved at irettesætte foregaaende Bestyrelser, selv havde givet, at man nu holdt [sideskift][side 120]ham fast, for at komme ham tillivs. Forresten var den af "Fædrelandet" i Udsigt stillede "Oprykken af det hele danske Theaterpublikum fra Roden af" ikke andet end en af de grove Overdrivelser, hvori man jævnlig søgte Styrke ved Angreb paa Heiberg; thi Kjendsgjerninger viste, at Publikum herefter selv overtog sin "Delegeredes" Dommerkald og røgtede det med mere Retfærdighed, Smag og Værdighed, som ogsaa, befriet fra Overdøvelse af en borneret Klynge, med en Freidighed og Livlighed, som det aldrig tidligere havde viist. Heller ikke hørtes der videre Klage over Forandringen; der kundgjorde sig endog megen Tilfredshed dermed: Pladsen blev stærkt benyttet, og Besøgerne iagttoge en meget roligere og sømmeligere Holdning end forhen.

Uagtet Hostrups originale Femactsskuespil "Tordenveir", hvormed Saisonnen aabnedes, modtages med Bifald og gik Abonnementet rundt, vilde det i sin Nyhed ikke ret tiltale Publikum. Man havde vel hjertelig Glæde af flere originale, med Lune og megen Sikkerhed efter Naturen udførte Charakteerskildringer, iblandet hvilke især den djærve, kloge og hjertensgode Møllerkone, der spilledes fortræffeligt af Mad. Sødring, og den med sig selv inderligt tilfredse Sladderhank Lyng, ypperligt fremstillet af Mantzius, gjorde megen Lykke, men Glæden forstyrredes for en Deel ved, at man i Hovedpersonen, Ribolt, fandt en ligeoverfor sin forlystelsesgraadige, ubehagelige og for ham og sit Huus ligegyldige Kone utilgivelig svag Mand, der ikke kan have den Agtværdighed, som Digteren vil tillægge ham; thi det er kun ved en Andens ham fremmede Mellemkomst, at hans, uden synderlig Sjælekamp, tagne Beslutning om og Forberedelse til at afbrænde sin Gaard slaaer feil. — "Æren tabt og vunden", Skuespil i tre Acter af Hauch, blev optaget med levende Bifald. Den [sideskift][side 121]lille Handling, der sammenfattede en smuk Skildring af Gustav Adolfs Opbrusen til den Grad, at han lægger Haand paa den unge kjække Oberst Seaton, og hans saa dybe Fortrydelse, at han høimodig paatrænger ham Opreisning ved en Tvekamp, fører til nogle ved ædel Naturlighed indtagende og virkningsfulde Scener, der, i herlig Udførelse af Nielsen, som Kongen, Wiehe, som den mandigt stolte Seaton, og Mad. Holst, som Miss Hamilton, hans Elskede, gave Stykket en saadan Tiltrækningskraft, at det i Saisonnen opnaaede tretten stærkt besøgte Opførelser. — Hertz's "Audiensen", Lystspil i een Act, morede fornemmelig ved nogle pudseerlige Personers Optræden i enkelte Scener, og holdt sig, ved at være et brugeligt Nødstykke, paa Scenen i henved fire Aar. — Et andet Eenactslystspil: "Stedbørnene", var ligeledes af Hertz, men fremkom anonymt og vandt ikke Bifald til at kunne holde det udover Saisonnen.

Saisonnens længe i stor Spænding ventede Hovedbegivenhed, var Gjenoptagelsen af Shakespeares, i 22 Aar henlagte, "Hamlet" med Høedt som Debutant i Titelrollen. Der havde i et Par Aar flere Gange gaaet stærkt udbredte Rygter om, at han, der nu var henved 31 Aar og meget omtalt som dygtig Cand. Phil., Forfatter af endeel smukke Smaadigte, et ualmindeligt Skuespillertalent og en i en vid Kreds yndet Selskabsmand, vilde gaae til Theatret. At han endelig havde besluttet sig til at debutere, og det endog i saa mægtig en Rolle som Hamlet, satte derfor ikke blot Theaterbesøgerne i Almindelighed, men hele Byen i levende Bevægelse; ingensinde havde en Theaterbestyrelse været saaledes bestormet med Anmodninger om Billetter. I de 48 Aar, der vare forløbne siden "Hamlet" aabnede Shakespeare Indgang paa den danske Scene, havde Publikum saaledes faaet Lede for [sideskift][side 122]det dengang gængse kotzebueske Sørgespils i Følelsesudtryk saavelsom i Handling svulstige Opstyltning, og mere og mere vundet Sands for Shakespearesk Poesie og Sandhed i Charakteerskildring, at Stykket allerede ved sig selv maatte finde en langt bedre Modtagelse end i dets Nyhed, hvorvel der, affect fra, at det gaves mere correct og prompt, ikke var et, i det Hele taget, stort heldigere Medspil end tidligere, der ydedes Hovedpersonen. Ved denne Leilighed var det imidlertid dennes Fremstiller, der, langt fremfor baade Stykket og dets øvrige Besætning, fængslede Mængdens Interesse. Høedt havde, til en for Scenen heldig Middelhøide, et for alle Roller, udenfor det egenlige Heltesag særdeles lykkeligt Ydre: et smukt Hoved med et intelligent Ansigt, der vel ikke egnede sig til at modtage bestemt og kraftigt Præg af Lidenskaber og Affecter, men i Øine og Træk havde livfuldt Udtryk for Jovialitet og Ironi. Hans Talestemme var ikke stærk og sonor, men tydelig og ypperlig skolet til med stor Sikkerhed, fiint og let at modulere hans fortræffelige Foredrag. Kun sin noget drævende Gang vilde det ikke, især i alvorlige Roller, og fornemmelig hvor disse fordrede Raskhed og resolut Bevægelighed, lykkes ham at bringe til Overeensstemmelse med Charakteren. Hans Talent var meget omfattende: kun ildfulde, lidenskabelige Udbrud, Pathos og varm erotisk Følelse formaaede han ikke at give Flugt og Fynd. Udførelsen af Hamlet var et virkeligt Kunstværk; den savnede vel det Phantastiske og den melankolske Humor, hvorved P. Foersom især lagde Interesse i Rollen, men Fordybelsen i Græmmelse, Vankelmodigheden, det Reflecterende, Kløgten, Sarkasmen og den foregivne Vanvid gav han, i fine Afskygninger, med en routineret Kunstners Styrke og Sikkerhed. Bifaldet var stormende. — Høedt gik ud paa strax at gjøre Effect, ved at [sideskift][side 123]vise sit Talents Mangesidighed. Efter at have overrasket med Fremstillingen af en af de største og vanskeligste Charakteerroller i Shakespearesk Tragedie, vilde han, som Hammer i "Nei", frappere ved at spille en munter borgerlig Elsker i livlig Conversationstone, som skulde gjøres interessant ved let og fiin Nuancering af Skjemt og elskværdig Badinage. Dette Valg var uheldigt. Han havde flere Gange, for Venner, spillet Rollen nydeligt i et Værelse, hvor hans naturlige Foredrags fortræffelige Modulationer og flygtige Pointeringer kunde gives med almindelig Talestemme; men i det store Theaterrum blev den delicate Cabinetsudførelse saa mat og farveløs, at Publikum optog den med megen Kulde og for en Deel nedstemte sine store Forventninger. Hans tredie Rolle var Grignon i Treactslystspillet "Qvindens Vaaben" af Scribe og Legouvé. Denne Nyhed, som i en let og naturligt fremskridende Handling, hvoraf der udspringer meget theatralske Scener, hvis sine og aandfulde Dialog fortræffeligt fører Charaktererne frem, saa at Interessen er i Stigen lige til Opløsningen, skildrer Ungdoms og Skjønheds Seir over ældre Aandrighed, og var et af Øieblikkets bedste franske Lystspil, der allerede ved eget Værd maatte fængsle Publikum. Det blev endydermere mesterligt spillet. Fru Heiberg gav den 33aarige Grevinde d'Autrevals hemmelige Kjærlighed og snilde Kamp for at vinde den Elskede med den naturligste, ædleste Ynde i Holdning, og lod Følelsernes mimiske og declamatoriske Udtryk fremtræde i en Rigdom af fiint, men klart, med stor Bestemthed udførte Nuancer. Som Flavigneul indtog Wiehe ved den Anstand og Fiinhed, han lagde i Udtrykket af Høiagtelse for Grevinden og Kjærlighed til Léonie. Høedts Grignon var en qvik, ret moersom Fremstilling, men da Rollen ikke, for at blive underholdende, [sideskift][side 124]trænger til Udførelse af et betydeligt Talent, og den havde skaffet Casinos yndede Comiker Chr. Schmidt ikke mindre Bifald end Høedt vandt i den, blev den ikke hans kunstneriske Anseelse til synderlig Forøgelse. Lovise Larcher, der, 17½ Aar gammel, med et for Lystspillets Elskerinder særdeles egnet Udvortes forenede en livfuld, meget tydelig Diction og behagelig Frihed i Bevægelser, vandt, ved den naturlige Uskyld og følelsesfuld Godmodighed, der gjennemaandede hendes overhovedet smukke og godt sammenholdte Fremstilling, meget levende Bifald, som ogsaa blev hende tildeel for hendes anden Debut: Lydia Languish i "Medbeilerne", hvorvel det ikke noksom lykkedes hende i sin Udførelse at lægge det Sværmerske og Excentriske, som gjør denne Elskerinde til en Charakteerrolle. Forresten bragtes "Medbeilerne", efter ikke at have været givet i 23 Aar, frem i en ny Oversættelse, der vel nøiagtigt gjengav Originalen, men just derved kom til i Morsomhed at staae langt tilabe for N. T. Bruuns heldige Localisering, hvorfor Stykket, endskjøndt godt spillet, fornemmelig af Nielsen, som den gamle Absolut, og Wiehe, som den skinsyge Faulkland, ikke virkede saa livligt og underholdende som tidligere.

At den indre Tvedragt, hvorved det kongelige Theater fra nu af i en halv Snees Aar, paa en Kunstanstalten meget uværdig Maade, ikke blot stadig satte Publikum i Bevægelse, men led store kunstneriske Tab, begyndte at komme til Yttring fra Høedts Tiltrædelse: det er en Kjendsgjerning, som har beviist sig saa klart af sig selv, at intet daværende Theatermedlem, hvad enten det hørte til det ene eller til det andet Parti, eller stod ganske udenfor Partierne, er faldet paa at benegte det. Hvad der har været Uenighed om er kun: om Tvedragten fremkaldtes ved Høedts egen skyld, eller af Andre [sideskift][side 125]for hans Skyld, eller endelig — som de, der vare dens ivrigste Udbredere, foregave — at den Uvillie, som Nielsen, uagtet sine ofte mundligt og skriftligt til Heiberg givne Forsikkringer om det Modsatte, ideligt og lydeligt fortalte, at han følte og fremmede imod heibergsk Theaterbestyrelse, allerede inden Høedts Tiltrædelse havde medført Collisioner, hvori Høedt blev trukken ind ved, hvad hans Tilhang kaldte hans billige Ivren for at komme til sin "Ret". Dette sidste Foregivende var afgjort falsk: Nielsens Kiverier med Heiberg og Høedts vare heelt forskjellige baade i Oprindelse og Formaal, men bleve med megen Iver slaaede sammen, fordi Cliquens førere fandt, at det, naar de fik bragt Publikum i Tro paa deres Foregivende, vilde være dem lettere endydermere at bouillere Forholdene og dog spille de uskyldige Underforstaaende. Og Nielsen begyndte netop da paany en Bevægelse, som, uden at han tænkte derpaa, snart skulde blive benyttet til at styrke Skinnet af Foregivendets Rigtighed. Efter i over halvandet Aar ikke til Heiberg at have ladet høre fra sig, hverken med Andragender om Afsked, Beklagelser over Sygdom eller qvalfuld Følelse af at være i en Pariakaste, bragte han, just en Maaned førend Høedts Debut, igjen i Omtale, hvorledes han "var bleven dreven til alvorligt at yttre sin berettigede Utilfredshed," til hvilken han denne Gang dog anførte en Grund, som gik saa stik imod hans tidligere paaberaabte "uomstødelige Grund", at man skulde troe, Bladene endelig maatte blive overtydede om, at han ikke havde nogen virkelig Grund, og derved gjort vaersommere med at fæste Lid til og fremsætte de Beskyldninger, som Egoisme, Pengebegjærlighed og Avind reiste imod Heibergs Theaterstyrelse. Nielsen havde i Begyndelsen af October skriftligt henvendt sig til Heiberg for at spørge, om der ikke kunde findes Vei til Forøgelse af [sideskift][side 126]hans Indtægt, der, saaledes som den nu var bleven, udsatte ham for at lide Nød; og da Heiberg i sit Svar udtalte sin Forundring over hans Yttringer, forklarede Nielsen sig den 14de s. M. derom saaledes: "Det gjør mig ondt, at jeg i mit Brev har været saa uheldig i at finde de rette Udtryk, saa at Hr. Etatsraadens meget ærede Skrivelse besvarer hvad jeg ikke har spurgt, i det mindste ikke har villet spørge om. Jeg vilde nemlig gjerne bevirke en større og for mig passende Virksomhed; derpaa svarer Hr. Etatsraaden, at jeg har et større personligt Tillæg end nogen Anden ved Theatret ... Mit Brev er opstaaet ved at betragte det for mig høist sørgelige Repertoire, hvorved mine Indtægter formindskes i en stadig Progression, der er foruroligende for mig, og om det Udtryk at lide Nød, er slet valgt, saa er en saadan Udsigt af formindskede Indtægter, naar man ikke kan formindske Udgifterne, dog en Slags Nød. I Parenthes maa jeg dog bemærke, at jeg aldeles ingen personligt Tillæg har, thi hvad jeg oppebær udenfor Skuespillergagen, er for Forretninger, man havde overdraget mig og som nu uden Foranledning af mig, atter ere mig fratagne, men ikke vedkommer Skuespilleren mere end om jeg havde privat Formue, kunde komme i Betragtning ... Det hele Udbytte jeg altsaa har af Skrivelsen, er at Hr. Etatsraaden meget beklager mig, men hvor stor Priis jeg end sætter derpaa, vil De dog indrømme, at det ikke kan være mig til nogen reel Hjelp. Jeg maa derfor selv see at hjelpe mig ud af en Stilling, der er mig saa ubehagelig, som den, at gaae ledig, være parat til Tjeneste, naar det forlanges, og under denne Venten, ikke turde paatage sig andre Forretninger. Indtil jeg faaer indledet det Nødvendige dertil, tillader jeg mig med særdeles Høiagtelse at tegne mig Deres meget ærbødige N. P. Nielsen." Langtfra i denne [sideskift][side 127]Skrivelse at fastholde sin tidligere Paastand, at "hans Afsked var nødvendig, hvis han ikke skulde forkorte sit Liv," forlangte Nielsen nu at spille oftere, for derved at komme til større Indtægt. Hvorvidt han, efter allerede for to Aar siden at have frabedet sig nye Roller, efter paa udtrykkeligt Forlangende, at være bleven fri for flere ældre, som han havde i det gangbare Repertoire, og efter af Heiberg at have faaet Tilbud om, at han selv maatte bestemme naar og i hvilke Roller han fandt sig istand til at optræde, nu havde Grund til at beklage sig over et "for han sørgeligt Repertoire", fremgaaer af, at han i Saisonnens hidtil givne 37 Forestillinger var optraadt 12 Gange i 5 forskellige Roller, hvoriblandt Macbeth og Gustav Adolf. Hvad Nielsen nu kaldte "Indtægt for Forretninger, der, uden Foranledning af ham, vare ham fratagne," var de 400 Rdlr., som han havde havt for, paa Opsigelse, at varetage Scene-Instructeurembedet i Skuespillene, og som Heiberg, da Ligegyldighed derfor gjorde hans Afskedigelse nødvendig, ved indstændige Forestillinger, havde skaffet ham vedblivende tilstaaet som et Gagetillæg, hvilket han dengang modtog med mange Forsikkringer om Erkjendtlighed.

En af de stærkeste Bevæggrunde til, ved nedsættende Fremstilling af Heibergs Virksomhed, at egge Publikum og Bladene til Uvillie imod ham, var og blev overhovedet den, siden Indførelsen af Feu, hos dem, der selv kaldte sig "de anerkjendt Dygtige", opstaaede Gridskhed efter at komme til at spille ofte og i Stykker, der gave dem "høi Feu". Den ikke blot ophidsede Nielsen til en saadan Tankeforvirring, at han, paa samme Tid, som han, for at styrke Klagen over Sygdom, bad sig fritagen for Roller, besværede sig over, at han ikke spillede tidt nok —, men den fremkaldte hos endeel [sideskift][side 128]af Personalet hemmeligt Fjendskab til Heiberg og indbyrdes Misundelse. "De anerkjendt Dygtige" havde gjort sikker Regning paa, at Heiberg, for at staae sig godt med dem, maatte lade sig være særligt magtpaaliggende ved Valget af Repertoire at sørge for, at de ikke alene selv, men ogsaa de, der, som Slægt eller Venner, hørte til deres Parti, fortrinsviis kom til at faae "høi Feu". Da nu hans Bestræbelse for at fastholde og udvide Repertoiret, saavelsom den Besætning, der betingedes af de ansatte Stykker, tilfældigviis medførte, at nogle af dem, som især havde gjort sig stor Forventning, fandt sig skuffede, medens Enkelte, der stode udenfor deres Interesse, kom til høiere Feu end tidligere, hed det, at Heiberg ved Bestemmelsen af Repertoiret lagde an paa at begunstige de Sidste og tilsidesætte de Første. Ethvert lille Tilfælde blev noteret og bragt ud, som Beviis paa slet og vilkaarlig Theaterstyrelse. Saaledes omtaltes den Omstændighed, at Mad. Nielsens Feu kun havde været 37 Rdlr. mere, Mad. Phisters endog 144 Rdlr. mindre i foregaaende Saison end i 1847-48, medens Fru Heibergs havde været 189 Rdlr. mere, som Vidnesbyrd om, at to udmærkede Kunstnerinders Geni blev saa kjendeligt overseet, at deres Kunstfæller maatte harmes derover.

Allerede strax efter Høedts Debut, da det, med Kundgjørelsen om, at Nielsen havde yttret "sin berettigede Utilfredshed" og erklæret, at han, som Følge af den, nu var fast besluttet paa øieblikkeligt at forlade Theatret, var lykkedes paany at faae Publikum sat i Bevægelse imod Heiberg, blev der bragt nye Elementer ind i Røret, idet der af Bevægelsespartiet overalt prædikedes, at det, til Publikums Tarv og Kunstens Sikkring imod Vilkaarlighed, matte blive aldeles nødvendigt at bevirke to Forholdsregler, hvorved Directeurens [sideskift][side 129]Myndighed kunde "modereres og controleres." Høedt var nemlig neppe tiltraadt og bleven ansat med 700 Rdlr. Gage, førend man begyndte at operere til Iværksættelse af det Project, som "Kjøbenhavnsposten" allerede i April 1849, endnu inden Heibergs Ansættelse, havde kunnet anmelde, at "Nielsen og Phister stode i Spidsen for," (s. S. 7) idet man ivrigt vra om sig, for at gjøre begriveligt, hvorledes det, i Publikums Interesse, vilde give Theatrets kunstneriske Væsen et stort Opsving, hvis Høedt, som "en udmærket Skuespiller, der grundigt havde studeret Scenen og den dramatiske Literatur, blev Scene-Instructeur" og der tillige af "erkjendt dygtige Kunstnere" dannedes "et Theaterraad", som med Directeuren skulde deeltage i Stykkets Antagelse og Besætning, Bestemmelse af Repertoiret og Aspiranters Optagelse i Personalet. Tilbøielig til at see Heibergs Theaterstyrelse i ugunstigt Lys og, som sædvanligt, i god Tro til, at hvad der af fremragende Kunstnere, som ei alene paa Grund af deres Stilling maatte være Sagkyndige, men endydermere ideligt forsikkrede, at de ene og alene lededes af Ærbødighed og Begeistring for deres Kunst, blev fremstillet som uundgaaeligt nødvendigt til dens Fremme, ogsaa virkelig maatte være det, gik "Fædrelandet" uden Overtænkning ind paa disse Forholdsreglers Rigtighed, og var strax rede til at bibringe Publikum en saadan Mening om de øieblikkelige Forhold, at ogsaa det skulde føres til saa afgjort at tage Parti for den eftertragtede Reform, at Heiberg maatte finde sig dreven til at give efter. Man skulde troe, at naar fire af Holbergs, hidtil yderst skjødesløst udstyrede og iscenesatte, betydelige Comedier vare under Heiberg blevne gjenoptagne i et corrigeret og meget forbedret Decorations- og Dragtcostume, og udførte med stor Sikkerhed i et Ensemble, over hvis Savn der stadigt hidtil havde været ført [sideskift][side 130]stærk Klage, men som nu blev rosende fremhævet baade af Publikum og Blade; naar store historiske Værker, som "Sardanapal", "Kong Lear" og "Hamlet", gaves med et til Tiden for Tildragelsen, Aanden i Digtningen og de i denne forlangte Localiteter nøie svarende Decorationsudstyr, i en for de mange Hoved- og Bipersoner af begge Kjøn og alle Stænder gjennemført og i sin store Forskjellighed med sig selv harmonerende Garderobe, og ved Fremstillingen, ei alene i Scener imellem godt besatte Hovedpersoner, men i Handlingens, af blotte Brugeligheder udførte, combinerede Partier som ogsaa i Optog, Folkeforsamlinger, Kampe o. d. l., bare Vidne om, at der ved Indstuderingen havde været alvorlig Bestræbelse for at komme til livfuldt, correct og præcist Udtryk af Værkets Charakteer: da vilde sund Menneskeforstand indrømme, at den Oversigt, Ordning og Ledelse, som maatte være nødvendig for at dette kunde skee, kun vare tænkelige som udgaaede fra en kunstkyndig Mand, der havde gjennemstuderet sin Opgave, vidste pa hvad Maade og med hvilke Midler den maatte bringes til Udførelse, og baade kjendte og med Omhu opfyldte de Pligter, hvorefter han havde at sørge for, at denne Maade og disse Midler bleve bragte til Virksomhed, ved at Kunstnerne, den frie og selvstændige Opfatning af deres Rolle ubeskaaren, toge Hensyn til hans Anskuelser, og de materielle Fags Forstandere rigtigt udførte, hvad der, under hans Raadførelse med dem, var blevet vedtaget. Ikke desto mindre var "Fædrelandet" saa ivrigt for at fremme Ansættelsen af en ny Scene-Instructeur, om hvis Capacitet det dengang ikke kunde have saameget som en blot Formodning, at det allerede tre Maaneder efter Høedts Debut to til Indtægt, hvad "Andre sagde" det, for at bibringe Publikum den taabelige Forestilling, at under den [sideskift][side 131]kongelige danske Skuepladses nuværende Bestyrer foretoges Forberedelserne til nye Stykkers Opførelse saaledes hen i Vind og Veir, at "Herrerne havde med Garderobeforvalteren og Damerne med Ornatricen af bestemme Dragterne, og Decorationerne blev ikke blot udførte, men ogsaa anordnede af Theatermalerne." — To Maaneder efter skulde der — ligeledes i "Fædrelandet" — begyndes Operationer, for at "de erkjendt dygtige Kunstnere" kunde komme til Deeltagelse i Bestyrelsen. Dette skete ved Optagelsen af noget meget vrøvlagtigt "Indsendt", der gik ud paa det Ønskelige i Oprettelsen af et "Theaterraad", hvilket Nonsens blev anbefalet som overordenligt gavnligt for Kunsten, da — flere naturligviis maatte have større Indsigt end En!

Det blev til Uheld for Heiberg, at Madvig afgik som Cultusminister just paa den Tid, da de længe forberedte Machinationer begyndte at røre sig til Frembrud. Trods alle Forsøg paa at bringe ham ind i de Herskelystnes personlige Interesse, havde Madvig stadigt holdt saa fast ved sit Princip: ikke at blande sig i Styrelsens Detail, men overlade det til Directeuren, at, om man end efterhaanden kunde tilliste sine Hensigter Tilslutning hos Enkelte i Personalet, maatte man ganske opgive Haabet om, at det under ham vilde lade sig gjør at faae dem satte igjennem ved administrative Bestemmelser. Hans Efterfølger i Ministeriet, Dr. jur. P. Bang, fulgte vel hans System, men især fordi han, som var uden Sands for dramatisk Kunst og kun beklædte Posten interimistisk, ønskede at undgaae Samqvem med Theaterpersoner, og ikke havde den Opmærksomhed for Skuepladsen og Iver for dens Velgaaende, hvilken Madvig, uagtet hans Afholdenhed fra at befatte sig med Detaillen, ofte i høiste Grad havde lagt for Dagen, og hvorved Heibergs [sideskift][side 132]Stilling flere Gange var bleven sikkret og styrket imod ubeføiede Angreb.

Heibergs Bestræbelse for, ved Antagelse af Stykker, hvori der sporedes lovende Anlæg, at opmuntre til Forsøg i dramatisk Digtning, førte i denne Saison to, anonymt fremtrædende nye originale Forfattere paa Scenen, Begge med Lystspil i to Acter. "For ti Aar siden", der antoges at være af den under Navnet Carl Bernhard bekjendte Romanforfatter Saint-Aubin [se rettelsesnote], udviklede, temmelig hverdagsligt baade i Situationer og Dialog, hvorledes en i Suus og Duus opgaaet trediveaarig Fyr, da han, ledsaget af tre lystige Selskabsbrødre, indfinder sig paa et arvet Gods, for at tage det i Besiddelse, kommer til at forelske sig i en vakker Pige, som han for ti Aar siden har havt Godhed for. I det andet Stykke, "Den bevægede Tid", havde Prokurator Hartnack i Korsøer givet et træffende Tidsbillede af det spidsborgerlige politiske Liv i Smaakjøbstæderne. Det udmærkede sig ved godt contrasterende, efter Naturen anlagte, men mere i Samtaler end i Handling udførte Charakterer. I begge Lystspil savnedes altfor meget ægte Lystighed og Lune til at de, hvorvel godt spillede, kunde bringe Publikum til ret at lee. Det førstnævnte Stykke slap imidlertid, efter i Begyndelsen at have fundet noget Mishag, saa godt igjennem, at det — tildeels rigtignok ved at blive brugt til Nødstykke — holdt sig i 20 Forestillinger; det sidste, hvori der dog stak mere dramatisk Talent, gik det mindre heldigt: første Forestilling mødte afgjort Modstand, ved anden vare Meningerne deelte, og efter tredie maatte Gongongen tages i Brug; dog bleve enkelte Steder stærk applauderede ved alle de sex Opførelser, som det opnaaede.

[sideskift][side 133]To af de nye Syngespil vare componerede af Rung. "Stella", i tre Acter, oversat efter Scribes "Giralda", var et Intriguestykke, hvis temmelig usandsynlige Handling gav nogle piquante og for musikalsk Behandling godt anlagte Situationer. Enkelte smukke Partier i Musiken kunde ikke bøde paa, at den i det Hele savnede Liv og dramatisk Charakteer. Stoffet til "Flugt og Fare", i een Act, af Sille Beyer, var en i den danske Riddertid henlagt ikke synderlig interessant Begivenhed, som var maadeligt dramatiseret til Syngespil. Ogsaa lykkedes det Componisten kun med et Par Numere at fravinde Publikum Bifald. Begge Stykker fandt en saa lunken Modtagelse, at det første kun har opnaaet otte, det andet ikke mere end sex Forestillinger. — "Lodsen", i een Act, af Chiewitz og Recke, med Musik af Paulli, havde ikke stort bedre Held. Den valgte fædrelandshistoriske Tildragelse, var ret heldigt formet til Sangspil, og man fandt Musiken baade charakteristisk og melodiøs, især i Viser og Romancer, men det paafaldende stærkt søgte og dog slet gjennemførte holbergske Sprog gav et Indtryk af Affectation, som svækkede de smukke Sceners Virkning. — Glædeligere var Udfaldet af Gjenoptagelsen af "Ludlams Hule", som i en Udførelse, der vel ikke glimrede ved nogen Enkelts stærkt fremtrædende Talent, men hvori hele Besætningen med megen Præcision og Livfuldhed samvirkede til et fortræffeligt Ensemble, fandt langt mere levende Bifald end i sin Nyhed.

Balletten "Zulma eller Krystalpaladset", i tre Acter, hørte ikke til Bournonvilles heldigste Værker. Det orientalske Stof var opfattet med rig Phantasi og ypperligt udført i mange Enkeltheder, men uden disses indre Forbindelse ved en sammenhængende Handling. Den fortræffelige Anvendelse af Personalet, Paullis særdeles smukke Musik og Troels [sideskift][side 134]Lunds effectfuldt malede Indre af Krystalpaladset i Hydepark bidrog meget til at enkelte Partier i Balletten vandt levende Bifald.

Debutanten August Nielsen, Søn af Instructeuren, havde en fyldig, særdeles tydelig og velklingende Talestemme, et aabent Ansigt og en for Scenen velbygget Figur. Hans Udførelse af Einar Tampeskjælver, Alger i "Hagbarth og Signe" og Eigil i "Stærkodder" vidnede om gode Anlæg, hvilke han troede at kunne finde bedre Leilighed til at øve og udvikle i et privat Skuespillerselskab, hvorfor han allerede i næste Saison forlod det kongelige Theater. — Jfr. Lehmanns og Wolfs Afgang skete, efter deres eget Forlangende, fordi Heiberg ikke formaaede til deres meget ringe Gage at udvirke dem et saa klækkeligt Tilæg, som de troede, at Theatret, formedelst det øieblikkelige Savn af Dygtigere i deres Fag, maatte ansee sig for nødsaget til at give dem.

I denne Saison gav Tilfældet Anledning til, at Heiberg tog to administrative Bestemmelser, af hvilke den ene længe blev overholdt og den anden bestandig bør blive det. At give gifte Damer Frue- og ugifte Frøkentitel var efterhaanden blevet saa almindeligt i Omgangslivet, at private Theaterdirecteurer havde seet sig drevne til ogsaa paa deres Plakater at gjøre det. Det havde ikke manglet paa spidsfindige Bemærkninger om, "at det jo maatte være krænkende for et kongeligt Theaters Damer, naar de ikke i det mindste bleve satte ligesaa høit som private Theatres." Hidtil havde Mindelserne til Heiberg været forgjæves, men nu var Jfr. Lumbye bleven gift med Lieutenant i det i sig selv sammensunkne Studentercorps Recke, og der maatte gjøres embedslig Forespørgsel om hun paa Plakaten skulde anføres som Frue. Heiberg svarede: "Saalænge der existerer en af Kongen given [sideskift][side 135]Rangforordning, kan Forstanderen for et kongeligt Personale aldeles ikke være berettiget til i officielle Udstedelser hverken at tillæge noget af det Medlemmer en Rangtigel, som det ikke har, eller at undlade at anføre en, som det har. Det er Statskalenderen, ikke mig, der har at afgjøre Spørgsmaalet. I den finder jeg Recke endnu anført som Lieutenant, derfor bliver hans Kone at benævne Frue paa Plakaten; men kun derfor, ikke efter en af mig ganske uberettiget given Tilladelse." — Den anden Bestemmelse foranledigedes af flere Forsøg paa at indføre Fremkaldelser, der under alle Omstændigheder er af det Onde, men som under den nærværende tirrende Bevægelse, da allerede Applausen under Spillet jævnligt antog Charakteren af Partidemonstrationer, let kunde blive til megen Fredsforstyrrelse baade i Publikum og Personalet. Heiberg bestemte da, overeensstemmende med sin Yttringer i 1840 (s. 5 D. S. 433): At fremtræde efter Tæppets Fald kan Directeuren ikke ansees at have Ret til at tillade Kunstnerne, med mindre de i længere Tid, paa Grund af Sygdom eller anden lovligt Forfald, have været savnede af Publikum, og maa da Fremtrædelsen ikke skee paa den uanstændige Maade, at den Fremkaldte kommer listende ind fra den ene Side af Tæppet, men først efter at dette ordenligt er gaaet op.