[sideskift][side 088]I de 101 Aar, der vare forløbne fra Theaterbygningens Aabning indtil Heibergs Tiltrædelse, havde den danske Skueplads havt 15 Chefer og 41 Meddirecteurer. De fleste af disse 56 Mænd betraadte deres Embede med den bedste Villie til at fremme Personalets Tarv; af Nogle var der ogsaa ofte i Gjerning viist baade Evne og Redebonhed til at gjøre det. Alligevel havde ikke en eneste af dem ved sin Bortgang kunnet glæde sig ved Forsikring om, at hans Embedsvirksomhed havde erhvervet hm Agtelse og Hengivenhed. Tvertimod: endog den Chef eller Directeur, der fra alle Sider havde fundet den hjerteligste Modtagelse, fik snart at mærke, at den især skyldtes Enhvers Forventning om, ved ham at komme til brillante Roller, Gagetillæg eller anden Avantage, og at han, ved ikke at skulle opfylde ubeføiede Ønsker, hurtigt faldt saa dybt i gunstig Omdømme, at han blev Skive for capricieuse Tracasserier, Chicaner og Spydigheder, fornemmelig fra dem, som mest krybende havde søgt at tilsmigre sig hans Bevaagenhed. Den saa hjerteligt og inderligt Modtagne maatte i Almindelighed høre, at hans Afgang blev udraabt som en Lykke for "Kunsten": ved et Theater er det nemlig altid Kunsten, i hvis Navn Ostentation, Forfængelighed og Egennytte yttre Harme over ikke at see deres Forhaabninger eller Fordringer opfyldte. Warnstedt, som havde frelst Theatret fra Undergang, forbedret Personalets Kaar, hævet det i offenlig Anseelse, behandlet Enhver, der viste Talent eller endog blot god Opførsel, med en hos en Directeur hidtil ukjendt Agtelse, og være de Fleste en trofast Veileder, Beskytter og Velgjører: Warnstedt var, efter under sin hele Bestyrelsestid at have maattet kæmpe mod Vrangvillie, Raahed og lave Intriguer, gaaet bort med Tak til Kronprindsen, for "at han paa en ham hædrende Maade havde friet ham [sideskift][side 089]ud af et Embede, hvori han i 14 Aar havde været accableret med Utaknemmelighed og Bagvaskelse." Hans Eftermand, Grev Ahlefeldt, begyndte sin Chefvirksomhed under Jubel: af Forfatterne, fordi han gave høie Honorarer; af Personalet, fordi han udvirkede Eftergivelse af dets Gjæld til Theatret; og at Publikum, fordi han strax paa flere Maader sørgede for dets Beqvemmelighed. Allerede tre Maaneder efter var han en fordømt Mand: af Forfatterne, fordi han ikke ubetinget vilde antage deres Stykker; af Personalet, fordi han skyldte paa Indstuderingen af nye Stykker og ikke, istedetfor at opnaae Eftergivelse for de Gjældbundne, havde skaffet hver Enkelt en Foræring af et Qvartals Gage; og at Publikum — fordi det troede paa Snak og høre Forfattere og Personale nu nedrive ham ligesaa ivrigt, som de for et Fjerdingaarstid siden havde ophøiet ham. Da han, efter to Aars Forløb, "priste sig lykkelig ved at slippe ud af Myretuen," blev han endog af sine tidligere Lovtalere forfulgt med falske Beskyldninger for mislig Omgang med Theaterkassen. Endogsaa den urbane, i alle sine Berørelser med Personalet venlige og forekommende Waltersdorff, der endydermere viste en meget delicat Rundhaandethed, blev saa trættet af Bryderier og Miskjendelser, at han var glad ved, efter ikke mere end tre Aars Styrelse, at blive sendt til Vestindien, for at modtage de danske Øer af Englænderne, "hvad der," som han sagde til Kierulf i det Directionsmøde, hvori han tog Afsked med ham, "vel vilde skaffe ham alvorligere, men neppe flere eller ærgerligere Difficulteter, end han havde havt som Theaterchef." Hvad der havde gjort disse og andre Bestyrere deres Embedsførelse saa ulidelig, at de higede efter at blive befriede fra den, var imidlertid kun Ubehageligheder med Enkelte. De fremragende Kunstnere — der forresten baade i Antal og [sideskift][side 090]artistisk Værd stode betydeligt over dem, som Theatret nu kunde gjøre sig til at, — havde hver for sig givet deres Utilfredshed med Directionsmedlemmer Luft i Gnaveri, Sarkasmer og undertiden endog drøie Uartigheder; men aldrig var det faldet dem ind at slaae sig sammen for at tilvende sig Myndighed ved Siden af Bestyrelsen, endsige for at omordne eller endog styrte den. Nu var det blevet heelt anderledes. Siden Journalisterne i 1834 vare komne efter, at de ikke behøvede uden videre at underkaste sig den bestaltede Censors Tykke, men kunde fordre sig tiltalte for Domstolene, havde Bladene med stor Iver søgt at vinde Interesse, ved hyppigt at bringe ikke altid paalidelige, men som oftest meget bestemt fremførte Efterretninger, Domme og Meninger om alle Arter af offenlige Forhold og Anstalter. Theatret hørte til dem, som man helst tog under Behandling, og det ikke mindre i administrativ, end i kunstnerisk Henseende. Denne Omstændighed var ikke bleven ubenyttet af den Clique, som de sidste Aars idelige Directionssplid havde givet et Par sceniske Notabiliteter, der vare ligesaa dristige i Intrigue som dygtige i Kunsten, god Leilighed til at danne, for derved at tilvende sig styrende Indflydelse. Tilmed at den for Personalet prædikede Kunstnernes utvivlsomme Berettigelse til at deeltage i Theatrets Ledelse, forsømte dens insinuante Hovedpersoner ikke at gjøre sig behagelige for Bladredacteurerne og at bearbeide dem, ved i amusant Omgang at forsyne dem med Theaternyheder og more dem med vittig Spot og badinerende Udgydelser over de Directionsmedlemmer, mod hvilke Bladene skulde forledes eller ægges til Angreb. Disse Machinationer havde ikke forfeilet deres Maal: de vare ikke slaaede an paa den sindige "Kjøbenhavnspost", som tverimod jævnligt afklædte og revsede dem; men de større Blade vare [sideskift][side 091]blevne mere eller mindre besnærede af dem, og havde allerede under Kiven imellem Levetzau og Collin faa geskjæftigt gaaet Cliquens Ærinde, at den i høi Grad maatte takke dem for, at Collin, der i saa mange Retninger havde gjort sig høifortjent af Staten, og hvem enhver Enkelt i Theaterpersonalet stod i Taknemmelighedsgjæld til, var bleven nedsat i Hobens Omdømme, for at man kunde faae ophøiet Levetzau, hvis fortidige Embedsførelse saa lidet havde gjort ham fortjent af Fædrelandet, at den havde paadraget ham afskedigelse, og som hverken vidste ind eller ud i Theatrets Anliggender. De kjøbenhavnske Blade udgøde uafladeligt Harme over, at den tydske Presse gjorde sig til Talsmand for Schleswigholsteinismen, uagtet Wühlernes Vaaben vare Sandhedsforvendelse, Bagvaskelse og falsk Fremstilling. For den tydske Presse var der dog nogen Undskyldning deri, at Hertugdømmernes anseteste Statsretskyndige høitideligt forsikkrede og, ved spidssindig Fortolkning af gamle Documenter, ligesom ogsaa af selve den danske Regerings hidtidige Forhold, syntes klart at bevise, at Reisningen var en ligefrem Nødvendighed af at forsvare ubestridelige Rettigheder. For vore imod Tydskernes Rænker saa heftigt ivrende Blade var derimod ingen Undskyldning, naar de, netop til samme Tid, toge sig af en cabalerende Theaterclique, da de ikke blot vilde have havt let ved at faae at vide, at den brugte just de samme Vaaben, som Schleswigholsteinismen, men de endog vidste det. Ikke nok med, at Redacteurerne personligt vare overbeviste om den lave moralske Natur i Cliquens ledende Aand: de hørte alle erkjendt retskafne Theaterpersoner udtale sig skarpt dadlende om dens egennyttige, de mindre heldigt stillede Kunstfæller undertrykkende Hensigter, og, ikke længere tilbage end i 1843, havde endydermere "Fædrelandet", ligesaavel som "Kjøbenhavns Kjøbenhavns-posten [sideskift][side 092]posten", med fuld Kundskab om hvem der var dens Ledere, fundet sig foranlediget til meget haardt at tilrettevise den og dens Tilhang for den Anmasselse, hvormed den da, igjennem en Adresse til Kongen, havde, ved falsk Fremstilling søgt at tilliste sin personlige Interesse Raaderum. Den paa Publikums Masse stærkt indvirkende Undersøttelse, som Bladene desuagtet ydede Oppositionen, havde ganske forandret dennes Væsen. Det var ikke mere snart En, snart en Anden af "de Første", som af og til "gav Ondt af sig", eller gjorde Bestyrelsen, "Helvede hedt" ved uventede Sygdomsanmeldelser ogVrangvillie, — det have Begjærlighed efter Feu saa temmeligt sikkret imod, — nei, nu var det nogle faa Herskesyge, der tillagde sig Navn af "Theatrets Bærere", som havde sluttet sig sammen og skaffet sig et echogivende Tilhang af mindre Ansete, der vilde underordne sig dem, for at nyde Godt af deres Indflydelse. Ledernes Politik gik ud paa: for den Intrigue, som Øieblikket gjorde dem gunstigt at sætte igang, at skabe sig Udgangspunkt fra en lille Meddelelse, hvilken en af dem discursive fik Redacteuren af et eller andet Blad forledet til at optage, uden at han i Almindelighed anede dens Hensigt, men som de, saasnart den var offenliggjort, vidste at commentere og udmønte i Rygter saaledes, at den ved Bysnak fik hurtig Udbredelse og gjorde den tilsigtede Virkning.

Den Forsonlighed og Glæde, som Bevægelsesmændene strax ved Heibergs Tiltrædelse havde ilet med at forsikkre ham om, syntes at maatte give paalidelig Borgen for, at Cliquen fandt sig  beroliget ved Overbeviisning om, at der i ham var givet Theatret en Directeur efter dens Hjerte, og at den derfor nu vilde opgive den Agitation, som den, for at fortrænge Collin, saa ivrigt og uafladeligt havde holdt [sideskift][side 093]igang under den afgaaede Direction. I Begyndelsen af Heibergs Embedsførelse lod det ogsaa virkelig til at ville blive Tilfældet; Cliquen bemærkede imidlertid snart, at han ikke, for at bevare sig dens Gunst, vilde gjøre sig til dens Mandatarius og først og fremmest sørge for til Repertoiret at vælge Stykker, hvori den fortrinsviis kunde komme til at glimre og faae sine allerede store Feuindtægter endydermere forøgede paa de udenfor den Staaendes Bekostning; men at han tvertimod, for at sikkre Tjenestens gode Gang, lagde an paa at fordele den paa Personalet og give de Yngre Leilighed til Virksomhed. Da Lederne, hos hvem den pecuniaire Intersse gik fremfor Alt, fandt sig skuffede i deres Forventninger, kom de hurtigt tilbage til deres tidligere Sammenhold i at fortrædige Bestyrelsen. I afvigte Saison var der gjort en Begyndelse med, at man, efter at have foranlediget Publikum sat i Bevægelse ved Meddelelse om, at "Theatret sandsynligviis, i Nielsen, vilde miste en af sine bedste Prydelser," deraf tog Anledning til at udsprede, at Nielsens Forlangende om Afsked ene og alene var grundet i, at Heiberg gjorde ham umuligt at tjene under ham: Noget, som Nielsen, uagtet han skriftligt stadigt fastholdt, at ene og alene Sygdom foranledigede ham til at ønske Afsked, selv bestyrkede, ved mundligt — ligesaa stadigt — at fastholde, at han blev dreven dertil, fordi Heiberg ikke var til at komme ud af det med, hvilket igjennem hele Saisonnen havde vedligeholdt Røre og paadrog Heiberg en stor Deel af det virkelig kunstelskende Publikums Miskjendelse.

I denne Saison skulde der atter reises en Storm imod ham. Denne Gang var det Frygten for at miste en Sangerinde, hvormed man vilde bringe Publikum i Bevægelse, og da "Berlingske Tidendes" Redacteur, — som overhovedet [sideskift][side 094]altid strax med stor Vigtighed var paafærde til, uden Undersøgelse eller Overveielse, rask at sætte sin Trumf paa Alt, hvad en Theaterperson gav ham at løbe med, til at tjene med gode Raad og Formaninger, og til at fremsætte sine trivielle Betragtninger som afgjørende Domme. — især lod sig være særdeles magtpaaliggende at forbinde sig Theatrets Damer, ved med megen Suffisance af tilsige dem sin journalistiske Protection, saa blev det denne Gang ham, som skulde flaae Allarm.

Den 8de Septbr. blev en til om Aftenen anmeldt Søndagsforestilling: "Abekatten" og Balletten "Conservatoriet", tilbagekaldt, fordi Hoppe Kl. 11 meldte sig syg. Allerede Dagen efter hed det i "Berlingske Tidende": "Det er beklageligt, at en Upasselighed af et Medlem af Balletpersonalet skal kunne bevirke Theatrets Lukning, hvorved Kassen lider et Tab af vistnok i det mindste 500 Rdlr." Forestillingen skulde ikke gives for Abonnementer, men for dem, som toge Billetter til den under Forudsætning af, at den vilde faae just det Indhold, for hvis Skyld Billetterne bleve tagne, og som Theatret ved Salget forpligtede sig til at give den. Det var derfor ganske i sin Orden, at Forestillingen for deres Vedkommende, der, ved at kjøbe Billetter inden Kl. 11, vare de Eneste, som til den Tid havde Fordring paa en Forestilling, blev tilbagekaldt, naarder ved det nævnte Klokkeslet indtraadte en Hindring, som gjorde umuligt at give den det anmeldte Indhold. Og dette var Tilfældet; thi det "Medlem af Balletpersonalet", hvis Medvirken "Berlingske Tidende" nu fandt for godt at betragte som en saadan Bagatelle, at hans Upasselighed ikke matte kunne være til Hinder for Forestillingen, havde en Hovedrolle med et betydeligt Solodandsparti, hvortil der ikke var nogen taalelig Doublant og [sideskift][side 095]som i alt Fald ikke kunde læres og tilstrækkeligt prøves med det øvrige Personale i Løbet af nogle Timer. Paa en sommerlig Søndagaften at opføre en i Hast tilveiebragt, ikke ordenlig bekjendtgjort Forestilling, og det dertil uden den, efter tre Maaneders Ferie, nødvendige Prøve vilde ikke blot have givet slet Huus, men let være blevet Theatret til Skam. At Huset blev lukket paa Grund af Upassenlighed var desuden ikke noget Usædvanligt: i Saisonnen 1847-48 var det skeet endog to Gange, den ene endydermere en Abonnementsaften, uden at "Berlingske" eller nogen Anden havde taget Forargelse deraf. Derimod havde Heiberg i forrige Saison tilveiebragt en Abonnementsforestilling af "Henrik og Pernille" og "Et Eventyr i Rosenborghave" efter at Rosenkilde kun en Time førend Begyndelsen havde meldt sig syg til "Den indbildt Syge". Anken var saaledes meget ubeføiet; den viste sig tillige at være endnu mere ubetimelig: medens den forrige Bestyrelse i 1847-48 kun havde kunnet give 28 Søndagsforestillinger opnaaede Heiberg i denne at give 35, hvorved der efter "Berlingskes" anførte Calcul maa være indkommet "i det mindste" 3500 Rdlr. mere!! Grunden til at Redacteuren nu følte sig dreven til at udbryde i "Beklagelse" over, hvad han ikke havde holdt for værdt at ændse under den forrige Direction, var ogsaa kun, at det skulde gjøres Publikum vitterligt, hvorledes Heiberg ikke viste tilbørlig Omhu for at holde fast paa, hvad der var Theatret til Fordeel, thi det var at haabe, at en saadan Mindelse om, at han af et indflydelsesrigt Blad blev seet stærkt paa Fingrene, nok vilde ængste ham til at vise sig føielig i den Sag, som egenlig skulde bringes frem, og som Redacteuren, der havde lovet at støtte den med sin Formaaenhed, gik ud paa at incaminere med en efter Anken følgende Notits, der lød: [sideskift][side 096]"Som vi erfare agter vor fortrinligste Sangerinde, Jfr. Bergnehr, at søge sin Afsked. Vi haabe, at de Aarsager, som muligen have foranlediget hende til denne Beslutning, kunne bortryddes." Theatrets Bevægelseparti forsømte ikke, heraf at tage Leilighed til travlt at udbrede Klager over, at Tilstanden var under Heiberg bleven saa jammerlig, "at en Dandsersygdom kunde tvinge ham til at lukke Huset," og at han endda vilde forværre den, ved, efter at han havde lagt sig saaledes ud med Nielsen, at denne "snart vilde gaae og tage Tragedien med sig," ogsaa at gjøre "vor første Sangerinde hendes Stilling saa ulidelig, at hun havde besluttet øieblikkeligt at tage Afsked, hvorved det vilde lykkes ham ogsaa at faae gjort Ende paa Operaen." Atter denne Klage var uden Grund fra Heibergs Side og tillige ubetimelig. Da Jfr. Bergnehr i 1844 var taget hertil fra Sverrig, for at søge Ansættelse som Elev, blev der fra 1ste Aug. tilstaaet hende fri Sangskole, fri Underviisning i det danske Sprog, frit fuldstændigt Underhold i et godt borgerligt Huus og 100 Rdlr. aarligt til Klæder. Fra Novbr. 1845, da hun debuterede, tillagdes hende 300 Rdlr. aarligt, hvorimod Betalingen for Logi, Kost og Klæder bortfaldt. I 1849 havde hun opnaaet 600 Rdlr. i fast Gage og hendes Feu for Saisonnen 1849-50 blev 255 Rdlr. Desuden havde den forrige Direction forundt hendes at give paa Hoftheatret en Forestilling af "Ungdom og Galskab", som den i den Anledning lod paany indstudere, og tillige fik hun Tilladelse til strax efter Beneficen, uagtet der var over en Maaned tilbage af Saisonnen, at tage til Stockholm, for at give Gjæsteroller. Ved Heibergs Tiltrædelse var hun endnu fraværende — dengang i London — saa at han havde maattet savne hendes Tjeneste i foregaaende Saisons første sex Uger. Tilligemed [sideskift][side 097]efter sin Hjemkomst at melde sig hos Heiberg til Tjeneste fremkom hun med Forlangende om, at der fra Begyndelsen af 1850 skulde tillægges hende den fastsatte høieste Gage: 1000 Rdlr., for hvilken hun vilde blive ved det danske Theater, "uagtet man i hendes Fødeland havde gjort hende meget bedre Tilbud." Heiberg forsikkrede, at han vilde lade sig være magtpaaliggende at virke til hendes Forlangendes Opfydelse; men da han erfarede, at Ministeren ikke vilde gaae ind paa en Indstilling, hvorefter hun, medens det faldt vanskeligt at skaffe andre Fortjente en ringe Gageforbedring, paa engang skulde have 400 Rdlr. Tillæg, androg han paa at give hende 210 Rdlr., hvorved den faste Gage blev 810 Rdlr., som han troede, at hun vilde finde sig tilfreds med, saameget mere da han, ved at forøge hendes Repertoire med brillante Roller, vilde søge at skaffe hende betydelig Forbedring i Feu, hvilket han virkelig ogsaa saa redeligt gjorde, at den i denne Saison gik op til 444 Rdlr. Han kunde imidlertid ikke sætte igjemme, at de 210 Rdlr. bleve lagt til den faste Gage, men fik dog udvirket, at de fra 1ste April 1850 tilstodes hende som "staaende" aarlig Gratification. Det skulde synes, at Jfr. Bergnehr, efter for fire Aar siden at være fremtraadt en i et Aar for Theatrets Regning kostet, klædt, logeret og underviist Begynderinde, maatte finde sig tilfreds med en Stilling, der sikkrede hende mindst 1200 Rdlr. aarlig, og som hun turde stole paa, at Directeurens store Velvillie for hende vilde i den nærmeste Fremtid søge Leilhed til at gjøre hende endnu gunstigere. Det var hun imidlertid saa langt fra at finde sig, at hun, paa Grund af, at Heiberg ikke havde formaaet at skaffe hende, hvad han kun kunde gjøre Forestilling om, men som hun paastod, at han havde givet hende Løfte paa, den 31te August 1850 — to Dage førend Saisonnen skulde [sideskift][side 098]aabnes — skrev: "... Jeg nødsages derfor at erklære Hr. Etatsraaden, at jeg ikke kan være tjent med at henslide mine Ungdomsaar ved et Theater, hvor jeg ikke engang er sikkret den Gage, Directeuren har lovet mig, og tager mig derfor den Frihed at udbede mig Hr. Etatsraadens bestemte Svar om der fra den 1ste Septbr. kan blive mig tilstaaet 1000 Rdlr. Gage, da jeg i modsat Fald anseer mit Engagement for hævet." Da det lod sig forudse, at Heiberg ikke, med den bedste Villie, vilde være istand til paa staaende Fod at give et afgjørende Svar paa denne kategoriske Opfordring, var "Berlingske Tidende" strax bleven sat i Kundskab om, hvad Jfr. Bergnehr "agtede" at gjøre, for at den med sit Varsko kunde sætte Publikum i Frygt for Taget af sin "fortrinligste Sangerinde," og derved vække et Røre, der skulde ængste Heiberg til dog at fremskynde en Afgjørelse saasnart som muligt og saaledes, som den blev forlangt. — Ligesom strax i den forrige Saisons Begyndelse skulde "Fædrelandet" strax i denne ikke forsømme at vække Sensation imod Heiberg. Allerede anden Aften efter at Berlingeren havde stillet ham under Tiltale, var "Fædrelandet" paa Pletten, for at styrke og udvide den i en hvas Artikel, som begyndte: "Det er under sørgelige Varsler vort kgl. Theater har begyndt Saisonnen;" og ikke blot angreb Heiberg, fordi han havde ladet de to Søndage hengaae uden Forestilling, og ved den "Uenighed", hvori han efter Rygte var med "vore første Sangerinde", som endog derved skulde "være foranlediget til at tænke paa at søge sin Afsked," udsatte Theatret for at tage endnu en Søndagsforestilling; men endydermere gjorde ham til Brøde, at han to Onsdage ikke havde givet Forestilling, hvilket Alt skulde medføre, at der var opoffret, ikke blot, som Berlingeren calculerede, 500 Rdlr., nei — "en sikker Ind Ind-tægt [sideskift][side 099]tægt af mindst 2000 Rdlr.", hvorfor "denne Begyndelse bliver høist forbausende og er næsten ikke til at forklare, uden at vi maatte antage, at Bestyrelsen havde ladet det skorte paa Iver og Omhu." Naar det bemærkes: at den "sørgelige" Undladelse af at give to Søndagsforestillinger den ene Gang havde gyldig Grund i det anførte Sygdomsforfald, og den anden Gang i, at der til en Nationalfest i Kongenshave var fra Theatret blevet forlangt en betydelig Bistand, for hvis Negtelse, saavelsom for en Forestilling den Aften, der vilde have gjort det forventede stærke Festbesøg anseligt Afbræk, "Fædrelandet" sikkert ikke skulde have undladt at give Directeuren en alvorlig Irettesættelse; at "Fædrelandet" kun havde behøvet at give lidt Tid for at faae at see, at den Forestilling, over hvis befrygtede Tag det gjorde saa store Ophævelser, virkelig kom til at gaae, og med fuldt Huus; og at den forrige Direction, uden at "Fædrelandet" nogensinde havde følt sig opfordret til Anke, ikke i sine tre sidste Saisonner havde begyndt Onsdagsforestillinger førend respective den 7de, 13de og 25de Octbr., medens Heiberg i forrige Saison havde givet den første allerede den 3die Octbr.: da bliver det "Fædrelandet", der "høist forbausende" allerede forraader en saa stærk forudfattet Uvillie imod Heiberg, at man har kunnet ophidse det til saa aldeles grundløst at paatrænge Publikum Tvivl om hans Iver og Omhu for den ham anbetroede danske Skueplads. Det Tryk, som "Fædrelandet" havde lagt paa sin Anke, ved at optage Berlingerens Beklagelse over, at Jfr. Bergnehr agtede at søge sin Afsked, blev uden Følge, thi efter at Heiberg forgjæves havde bestræbt sig for at bevæge hende til at afvente Udfaldet af hans Forsøg paa at faae hendes Forlangende bevilget, tog han Sagen kort og anmodede hende om at fremsætte det skriftligt. [sideskift][side 100]Først Dagen efter, at "Fædrelandet", for at anfalde Heiberg, aldeles usædvanligt var kommen til Samstemning med "Berlingske Tidende", gav Jfr. Bergnehr lidt Mere end løs Snak til at sætte Publikum i Alteration med, idet hun skriftligt søgte om Afsked, men under den uklare Forudsætning, "at der ikke kunde tilstaaes hende 1000 Rdlr." Herpaa meddeelte Heiberg hende Dagen efter, at der ikke behøvedes nogen Ansøgning eller kongelig Resolution for at det skulde være hende, som Enhver, tilladt at aspirere til den høieste Gage og kunne "blive tilstaaet 1000 Rdlr."; han maatte derfor anmode hende om at indsende en anden Ansøgning, indeholdende den i Brevet til ham stillede Betingelse: "at hun strax vilde have 1000 Rdlr. i Gage eller sit Engagement betragtet som hævet." En saadan Ansøgning "skulde han ufortøvet befordre og anbefale, hvorimod han ikke kunde befatte sig med den indgivne, der aldeles gik udenom det virkelige Spørgsmaal." Virkningen af dette Svar blev, at Jfr. Bergnehr ikke drev Sagen videre, medens Heiberg derimod ikke undlod efter Evne at imødekomme hende og udvirkede, at den staaende Gratification allerede tre Maaneder efter blev, som Tillæg, optaget i hendes Gage: Noget, hvorved hun vel hverken vandt Forøgelse i sin Indtægt eller større Sikkerhed for den; men dog opnaaede den Tilfredsstillelse at kunne troe, at hun havde tiltvunget sig Opfyldelse af hendes i Brevet til Heiberg yttrede Forventning om, "at Gratificationen i det mindste var bleven forandret til fast Tillæg." Allerede fire Maaneder efter lykkedes det Heiberg at faae hendes Gage forbedret med et Tillæg af 100 Rdlr. — Med Hensyn til Anken over, at Heiberg forsømte Opførelse af Onsdagsforestillinger til Indtægt for Kassen, vare "Fædrelandets" Lamentationer ogsaa ubetimelige: Heiberg begyndte [sideskift][side 101]dem den 9de Octbr. og gav 13. Vel havde den foregaaende Direction i sin sidste Saison givet ikke mindre end 21, men i sin næstsidste Saison drev den det kun til 4; da nu Heiberg i sin første Saison gav 12, blev der for ham og den foregaaende Direction i to Saisonner netop lige mange: 25.

Just da man, ved i Publikum at udbrede Rygte om, at nu var det ganske afgjort, at Jfr. Bergnehr vilde tage Afsked, havde faaet vakt stærkt Misnøie imod Heiberg, kunde "Flyveposten" med Sandhed berette: "Det er ingen Hemmelighed, at dersom Heiberg ikke er nogen Ven af den saakaldte store Opera, da er det endnu mindre Tilfældet med den indflydelsesrige Deel af Theaterpersonalet, der betragter Operaen med stjæve Øine, som stridende baade mod Theatrets og deres personlige Tarv." At denne "indflydelsesrige Deel" ivrigt havde agiteret Publikum med Rygtet om Jfr. Bergnehrs Afgang og for det anstillet sig oprørt over, at Heiberg stod i Begreb med at foraarsage Theatret et uopretteligt Tab, var derfor kun skeet for at gjøre Heiberg saa ilde lidt, at han skulde finde sig foranlediget til at opgive Directoratet, saa at de "Indflydelsesrige" igjen kunde komme til Magten, men ingenlunde af Interesse for Jfr. Bergnehr eller Operaen. En af dem havde tvertimod med megen Iver egget til at hun skulde fastholde sin Beslutning. Naturligviis! gik hun bort, kunde man vente, at Publikum vilde reise sig saaledes imod Heiberg, at ogsaa han maatte gaae bort, og da var "den indflydelsesrige Deel" snildt, uden at den skulde beskyldes for at have havt Noget dermed at gjøre, paa een Gang bleven af med baade ham og hvad den fandt for godt at stemple til "stor Opera."

Efter at det, ved Fasthed og Conduite, var lykket Heiberg hurtigt at lamme det skarpe Angreb, som blev gjort paa [sideskift][side 102]ham strax i Saisonnens Begyndelse, indtraf ikke under dens øvrige Forløb Noget, der kunde benyttes til at hidse Bladene paa ham med et nyt. Havde Nielsen, i Skrivelser og Ansøgninger, gjenoptaget de i afvigte Saison saa vedholdende Besværinger, vilde det vel have været muligt af disse, at kunne udfinde en eller anden af Heiberg begaaet saa stor Forsyndelse imod Kunsten eller Kunstnerne, at man dermed kunde have faaet tilveiebragt et offenligt Angreb; men under hele Saisonnen forholdt Nielsen sig saa rolig, at han end ikke i et eneste Klagebrev lod høre fra sig. Inden Saisonnens Aabning havde Heiberg, tilligemed at forsikkre ham om, at det vilde gjøre ham meget ondt, hvis han ikke vedblev at yde Skuepladsen sin kunstneriske Bistand, saavidt hans Helbredstilstand vilde tillade, tilbudt, at der ikke skulde gjøres ham Anmodning om anden eller oftere Tjeneste, end han selv var villig til. I god Overeensstemmelse med sin Yttring, at "kun høi Betaling kunde friste ham til at spille Comedie," havde Nielsen besvaret dette Tilbud med, at det netop skulde være ham kjært, hvis Heiberg, uden Hensyn til hans Helbredstilstand, vilde kalde ham til Tjeneste i hvad og saa ofte det maatte være ønskeligt, da han nok selv skulde melde Forfald, dersom det blev nødvendigt. Ogsaa hans bittre Besværing over "den krænkende Tilsidesættelse, der var viist ham, ved at den Stand, han ved sin Kunst hørte til, blev ringeagtet som en Pariakaste," viste Heiberg sig i Gjerning ivrig for at afhjælpe, idet han erhvervede ham og Standen Emancipation og Æresopreisning, ved i Octbr. at udvirke hans og Rosenkildes Udnævnelse til Riddere af Dannebrog. Den eneste Undersøttelse, som Uvillie imod Heiberg kunde finde i denne Saison, bestod derfor i den Aabenmundethed, hvormed Nielsen endnu stedse, naar det [sideskift][side 103]onde Lune kom over ham, var paafærde til at lade sig forlyde med, at han nu ikke længer kunde holde ud ved Theatret under Heibergs Bestyrelse; men denne lille Understøttelse undlod forresten "den indflydelserige Deel" ikke ved enhver Leilighed at benytte til at holde Gjæringen vedlige.

Saisonnen bragte kun tre nye originale Arbeider. Om den første: "Kjærlighedens Forsyn," Lystspil i fem Acter af Overskou, hed det i "Fædrelandet": "... Det forekommer os, som Forfatterens Arbeide, uagtet det vidner om stor Opfindsomhed og sindrig Beregning i Anlæget, uagtet det har mange smukke og effectfulde Scener, uagtet Dialogen er livlig og ret piquant, og om man end maa indrømme, at Overskou maaskee er kommen bedre fra sit dristige Forsøg paa at skrive et fransk, et scribesk Intriguestykke paa Dansk, end man, med al Agtelse for han store Talent som Skuespildigter, turde vente, — det forekommer os, som om Stykket lider af et Par væsenlige Feil, der berøve det en stor Deel af dets Virkning." Derefter paapeges de i Stykket — som forresten ingenlunde har sit Mønster i de franske, scribeske Intriguestykker, men er componeret og udført i det spanske Intriguelystspils Aand, — forefundne Skrøbeligheder, som anføres især at være, "at de Sammenstød, Opdagelser og Overraskelser, som tjene til at gjøre Situationerne piquante, vel meget tilveiebringes paa een og samme Maade, nemlig ved en hemmelig Dør, ved at skjule sig bag Forhæng, Blomstertrapper og deslige, og stundom savne indre Sandsynlighed." Endnu mere end Motiveringens Svagheder, var det imidlertid Vanskeligheden for Publikum ved at følge den i spansk Stiil meget combinerede Intrigue, der var Skyld i, at Optagelsen af Stykket i dets Heelhed ikke svarede til det stærke Bifald for enkelte Scener og Situationer, der fik stor [sideskift][side 104]Virkning ved Fru Heiberg fine og elskelige Udførelse af Valtentine, M. Wiehes ildfulde, chevalereske Fremstilling af Charlot, og Phisters mesterlige Spil som Magister Lériac, en gammel, godmodig Hovmester, der i sin Iver for at slippe ud af een Forlegenhed mere og mere kommer ind i andre, uden selv at kunne begribe, hvorledes det gaaer til. — H. Hertz's Treactslystspil "Scheik Hassan" var et smukt orientalisk Genrestykke. Uagtet Scheiken, der syntes at skulle være Hovedpersonen, ikke var bragt videre frem end til at staae i Mellemgrunden, og Expositionen lovede dybere Charakteerskildringer og interessantere Situationer, end den forøvrigt rask fremskridende Handling førte til at udvikle, var Stykket, ved nogle livfulde Scener og skjønne lyriske Partier i en i det Hele fængslende Fremstilling af Orientens Aand, Sæder og Eiendommeligheder, særdeles virkningsfuldt og fremkaldte levende Bifald, fornemmelig for de Scener, hvori enten Fru Heiberg, som den heftige og bydende, men henrivende elskværdige Suleika, eller Rosenkilde, som den lumpne, i sin Opiumsruus meget comiske Sidi Numan, var medvirkende. — Vaudevillen: "En forklædt Frier", som ligeledes var af Hertz, men fremkom anonym, havde ikke Lystspillets Held. Den aldrende Frøkens Prostitution, ved at hun i en grov Leiekudsk, som kjører for Familien paa en Skovtour, indbilder sig at see en forklædt Frier og derfor, foruden at overvælde ham med Coquetteri, vil trænge ham ind i Selskabet, fanddt man baade saa slet motiveret og stødende plump, at der ved hver Opførelse yttredede stærkt Mishag.

Det var som Tidens bedste og mærkeligste fremmede Nyhed, at Heiberg bragte Scribes Fremactslystspil: "Dronning Marguerites Noveller" ind i Repertoiret. Det er ikke, paa ægte Lystspilviis, ved Conflicter, der opstaae fra Gjennem Gjennem-førelsen [sideskift][side 105]førelsen af en enkelt Intrigue, at Handlingen udvikler sig; den er, som i "Et Glas Vand", sammensat af en heel Række Intriguer, hvoraf den ene som den anden først begyndes, naar den foregaaende er bristet. Stoffet er imidlertid gjort saa piquant ved overrraskende Vendinger, og i alle Partier behandlet med saa megen Aandfuldhed og rig Opfindsomhed i at frembringe fiintcomisk og interessant theatralsk Virkning, at Publikum uafladeligt fængsles af hvad der i Øieblikket siges eller foregaaer. Marguerite var en af Fru Heiberg, ved sjælfuld Fiinhed, gratiøst Lune og Adel i Holdning, Bevægelser og Tone, uovertræffelige Fremstillinger; M. Wiehe imponerede ved den simple, rolige Høihed, hvorigjennem han lod Carl den Femtes kolde, ironiserende Kløgt, lunefulde Despotisme og dæmpede Lidenskabelighed afvexlende komme til Frembrud, som forraadte hans Sjæls dybe Uro; V. Wiehe var heldig som den kjække, ildfulde Henri, og Phister skabte en meget orignal, ligesaa naturlig som pudseerlig Figur af den enøiede Babiesa. Stykket modtoges med glimrende Bifald. — At Heiberg ringeagtede engelsk dramatisk Digtning, og at han skyede at indlade sig paa noget Usædvanligt og Stort, naar det ikke med Sikkerhed kunde antages at ville give birllant Indtægt: det var Noget som Uvillie imod ham med mange Forsikkringer søgte at gjøre til almindelig Mening. Et slaaende Beviis for, at der i begge Henseender skete ham stor Uret, gav han ved at optage Byrons Tragedie "Sardanapal", thi den gjorde Fordring paa baade kunstneriske og materielle Kræfter i usædvanlig høi Grad, uden at regne en meget betydelig Tidsanvendelse, og hvorvel Heiberg troede at kunne bringe den til en Opførelse, der skulde blive Theatret til Ære, havde han selv stærk Tvivl om, at den vilde blive søgt i Forhold til den Bekostning og [sideskift][side 106]Anstrengelse, som den nødvendig maatte medføre. "Det skyldes Publikum engang at give det Forestilling om den moderne engelske Tragedie," sagde han, "og i Sardanapal vil det blive bekjendt med dens mest storartede Frembringelse. Men for at den skal skee sin Ret, maa der ogsaa skaffes den en storartet Opførelse, som maaskee ikke vil lønne sig. Imidlertid, det er en Opgave, som jeg kan forsvare at vove Noget paa." Og han gjorde Alt, hvad der stod i hans Magt, for at løse den saa glimrende som muligt. Besætningen, Sceneordningen, Udstyret og Prøver foretoges, efter nøie Overlæg, med største Omhu, og der sparedes Intet for ved charakteristiske og pragtfulde Dragter og Decorationer at understøtte Spillets Virkning. Opførelsen skete med megen Sikkerhed og gjorde i de faa pittoreske Situationer stor scenisk Effect, men Publikum fandt Digtningen for declamatorisk, mørk og monoton, og kun M. Wiehe, som Sardanapal, og Fru Heiberg, som Slavinden Myrrha, hævede sig til dens poetiske Høide, medens de fleste øvrige Spillende, i Mistillid til deres Rollers theatralske Virkning, lode savne Aand og Energi. Udfaldet blev, at Tragedien modtoges med Bifald, men maatte henlægges efter fem Forestillinger. — Det engelske Drama slog bedre an i Shakespeares "All's well, that ends well", der med Titlen "Kongens Læge" fremkom som Femactslystspil i Bearbeidelse af Sille Beyer, hvilket ikke kunde andet end, efter Sædvane, fremkalde Coteriets høirøstede Indignation over, at "hun og Heiberg atter vovede at vanhellige Scenen med en Forhutling af Shakespeare." At hun i sin rigtignok stærke, men kløgtige og smagfulde Omdannelse af Originalen meget heldigt havde bevaret dennes Romantik og theatralske Livfuldhed, tilligemed en overhovedet ypperlig Opførelse, hvori Fru Heibergs fiint gjennemførte henrivende elskværdige Helene, [sideskift][side 107]M. Wiehes stolte, noble Bertram og Rosenkildes lunerige comiske Fremstilling af Skryderen Parolles vare Glandspartierne, tilintetgjorde imidlertid ganske Avindsygens slette Hensigt: Stykket modtoges med særdeles levende Bifald.

Et yderligere Vidnesbyrd baade om, at Heiberg, langtfra at nære Uvillie imod engelsk Dramdigtning, havde høiere Tanker om navnlig den shakespearske, end nogen tidligere Directeur, og at han ikke skyede kraftig Stræben efter at vinde Publikum for det Usædvanlige og Store selv da, naar Fortiden varslede om, at det kun vilde føre til kostbare spildte Forsøg, gav hans Gjenoptagelse af "Kong Lear"; thi da dette mægtige Værk for 35 Aar siden var kommet frem som Nyhed, havde man maatet henlægge det efter den tredie slet besøgte Forestilling. Det dristige Foretagende kronedes med afgjort Held. Da Nielsens Opfatning af Lears Charakteer og de bratte Omskiftelser i hans Sjælstilstand var meget dybere og klarere end Ryges, og han havde anvendt en ham usædvanlig Omhu paa at indøve sig Rollen til udtryksfuld og correct Udførelse, blev Løsningen af denne colosale Opgave, hvori han atter forbausede Publikum med sin Stemmes overordenlige intensive Styrke og den Udholdenhed, med hvilken han udviklede stor physisk Kraft, ham til en glimrende Triumf. Lear var en af hans grundigst overtænkte og allerherligst gjennemførte Fremstillinger: et i alle sine Fortoninger poetisk og ypperligt sammenholdt ægte shakespearesk Billede i stor Stil. Endskjøndt kun M. Wiehe, der, som Edgar, især gav den forstilte Vanvid med en egen, gribende sand Mumlen og urolig Skyhed, og Mad. Holst, som var en rørende uskyldig, aaben og barnlig kjærlig Codelia, stode Nielsen værdigen ved Siden i poetisk Opfatning, var der ved det øvrige Personales Flid tilveiebragt et saa [sideskift][side 108]tilfredsstillende Ensemble, at Stykket gjorde stor Virkning og kunde i Saisonnen gives otte Gange for fuldt Huus. — Ogsaa Lamenteringen over, "at under Heiberg vilde Oehlenschläger være forviist fra Scenen", blev gjort til Skamme ved Gjenoptagelsen af "Væringerne" efter 20 Aars Henliggen under de foregaaende Bestyrelser. At skaffe Digtningen en saa heldig Udførelse, som den i sin Nyhed havde opnaaet, stod ikke i Heibergs Magt: til Tragediefremstilling var Personalet betydeligt svagere end tidligere, — selv Nielsen, der, som Olaf Trygvasøn, var mest fremragende ved poetisk Opsving og sjælfuldt Spil, kunde ikke komme Ryge nær; — men af de henliggende oehlenschlägerske Tragedier, om hvis Gjenoptagelse der kunde være Tale, fandt Heiberg "Væringerne" bedst at kunne magtes af de forhaandenværende Kræfter, som ogsaa ved hans indsigtsfulde Anvendelse kom til saa god Samvirken, at de frembragte en med meget Bifald optagen Fremstilling. — Foruden igjen at fremtage "Jeppe paa Bjerget", der havde hvilet i 13 Aar og hvori Phister, efter i Begyndelsen at have holdt sig temmelig nøie til Efterligning af Lindgreen, snart arbeidede sig op til selvstændig, naturtro og kraftig comisk Fremstilling af den sjællandske Bonde fra Trældomstiden, udvidende Heiberg Repertoiret med to af det ældre franske Theaters ægte Comedier, hvis Opførelse paa vor Scene altid havde vundet stor Yndest: Molières, ikke i 19 Aar givne, "Den Gjerrige", i hvis Hovedrolle det ikke lykkedes Phister at komme til en fyldig Charakteerskildring i Comediens store Stiil; og Lesages i Situationer og Dialog meget moersomme Eenactslystspil "Tjeneren sin Herres Medbeiler" (tidligere "Crispin sin Herres Rival"), der havde henligget i 63 Aar og i en ypperlig Udførelse, især af Rosenkilde og Mad. Sødring (hidtil Jfr. Rosenkilde), som det [sideskift][side 109]gamle Ægtepar og Phister, som den lune, ironiserende Gavstrik, der styrer Intriguen, gjorde megen Lykke. — Af danske Syngestykker, gjenoptoges "Hemmeligheden" med Kunzens vakkre Musik. Sangerne havde imidlertid i de 24 Aar, som vare hengaaede siden sidste Opførelse, altfor lidt lagt Vind paa charakteristisk, let og lunefuldt Spil til at de formaaede at bringe Livlighed i den muntre landlige Handling. Heldigere var Gjenoptagelsen af to franske Skuespil: Dalayracs Mesterværk "Slottet Montenero", der efter 19 Aars Henlæggelse, kom til en ret god Opførelse, som fandt meget Bifald; og Aubers "Prindsen af China", der havde hvilket i 9 Aar og, særdeles heldigt udført, gjorde endnu større Lykke.

Ballettens Nyhed: "Kermessen i Brüggen", hørte til Bournonvilles herligste Arbeider. Handlingen var lille, men gav fortræffelige Situationer til livfuld malerisk Fremstilling af Middelalderens Flamlændere i deres Folkeliv med dets Fester, Dandse og Gammen. Med yppig Phantasi og Lune havde Balletdigteren fra først til sidst, let og smagfuldt tilveiebragt en livligt vexlende og i ethvert Moment charakteristisk Mangfoldighed af gratiøse Scener og pudseerlige Episoder, yndige Genrebilleder og storartede Grupper, nydelige Dandse og henrivende Udbrud af Almuelystighed, bestandig stigende i pittoresk og mimisk Virkning, indtil Morsomheden i Slutningen naaede sit Høieste, ved at den paa Scenen værende Vrimmel af Øvrighedspersoner, Munke, Vagt og Almue af Spillet paa en Tryllefiol modstræbende tvinges til en saa vild og hvirvlende høist comisk mechanisk Dandsen, at de tilsidst synke sammen af Udmattelse. Balletten fik en fortræffelig Udførelse og blev optagen med fortjent stormende Bifald.

Ingen af Debutanterne blev af Betydenhed for Repertoiret: Jfr. Hollenstedt kom kun paa Scenen i Debut Debut-rollen [sideskift][side 110]rollen; efter at Jfr. Caroline Lumbye, som hørte til Balletpersonalet, foruden Coelestine, der optoges med Bifald, havde givet Preciosa, hvori hun var mindre heldig, opgav hun i næste Saison sine Forsøg paa det kgl. Theater indtil 1856, da hun atter begyndte dem; kun Eckardt kom til vedblivende at gjøre Tjeneste.

Det comiske Repertoire led et meget betydeligt Tab ved Foersoms Død: han var orginal i Opfatning, naturtro i Udførelse, yderst correct i alle sine Fremstillinger og især, ved Opfindelse af mang forskjellige, altid i deres hele Habitus ypperligt sammenholdte, snurrige Skikkelser, en uforlignelig Vaudeville-Skuespiller. — Da V. Wiehe forlod det kgl. Theater, fordi hans Fag var saa optaget, at Talent og Flid ikke kunde skaffe ham den ønskede Forøgelse i Repertoiret, blev Savnet af ham ikke synderligt mærket for Øieblikket, men føltes destomere en halv Snees Aar senere, da Trangen til en Elsker i Dramaet begyndte at gjøre sig gældende. — Jfr. Rantzaus Begavelse var ikke af saadan Betydenhed, at hendes Bortgang kunde gjøre Operaen Afbræk, hvad heller ikke Mad. Kellermanns Afskedstagelse gjorde Balletten.