[sideskift][side 037]Det var gammelt, at Nielsen, ved enhver given Leilighed, ivrig docerede: at Skuepillet ei alene var det sande Væsenlige i baade dramtisk Literatur og Fremstilling, men ogsaa den eneste Kunstart, som var istand til selv at bære sig og endog give Overskud. For at det selv kunde have Gavnet deraf og tilbørligt holdes i Ære, fandt han aldeles nødvendigt, at det, om ikke ved at faae et eget Theater, saa dog ved egen Administration, Personale og Finantsvæsen, blev befriet fra Byrden af Operaen og Balletten, der aldrig kunde komme til naturlig og sjælfuld Fremstilling, men kun blændede ved aandløs Virtuositet og en overdaadig Luxus, [sideskift][side 038]hvormed de søgte at trænge Skuespillet i Baggrunden paa samme Tid, som de tærede paa deres Erhverv, ved deraf at tilvende sig betydelig Understøttelse til Anskaffelsen. Disse Udtalelser havde imidlertid ikke hindret den letopbrusende Mand fra, at han, allerede ved blot at høre Rygte om Heibergs Udnævnelse, i sin Uvillies Heftighed selv ganske glemmende dem, havde paa Theatret, hvor de dog ofte var hørte, huset ud med en skarp Modsigelse af dem, idet han lamenterede over: at under Heiberg maatte Repertoiret nødvendigt blive endnu sletter end hidtil, thi han paastod jo, at til Operaen havde vi ikke Sangere; Balletten betragtede han som blot kostbar Øienslyst, og Tragedien vilde han holde borte fra Scenen baade af Avind til Oehlenschläger og fordi han ikke yndede en dramatisk Digtart, hvori han ikke selv glimrede og som han ikke engang havde Sands for, thi selv Shakespeare tillagde han ikke synderligt Værd, fordi han savnede Evne til rigtigt at opfatte hans store poetiske Charakteerskildringer; — under ham vilde vi komme til at gaae under i flaue og fade Vaudeviller. Denne Forudsigelse, som Nielsens Eftersnakkere vare endnu ivrigere end han selv for at faae bragt i Omløb, havde, til Skade for Abonnementet, gjort ikke ringe Afbræk i den Tillid, hvormed det maatte være Heiberg om at gjøre, at Publikum vilde møde ham. Hvorledes han gjorde Forudsigelsen til Skamme, og hvorvidt han allerede i sin Bestyrelses første Saison, som der kun forundtes ham fem Uger til at forberede, opnaaede at luttre Repertoiret, ved mere og mere at give det Nationale Indgang og af fremmede Værker at udskyde det hidtil givne Forkastelige og kun optage nogle fortrinlige, viser sig bedst ved at sammenligne Saisonnen med den foregaaende.

[sideskift][side 039]

1848-49.			1849-50.
Andersen: Ny Barselstue	8 G.		Ny Barselstue	1 G.
Hauch: Søstrene paa Kinnakullen (ny)	7 -		Søstrene paa Kinnakullen (ny)	12 -
Heiberg: Recensenten og Dyret; Elverhøi; Valgerda; Kjøge Huuskors	17 -		Recensenten og Dyret; Nei!; De Uadskillelige	10 -
Hertz: Ninon; Sparekassen; Kong Renés Datter; Debatten i Politivennen; Flyttedagen	13 -		Ninon; Sparekassen; Kong Renés Datter; Indqvarteringen; Tonietta (ny)	18 -
Holberg: Henrik og Pernille; Jacob v. Thybo; Politiske Kandestøber; Den Stundesløse; Barselstuen	10 -		Henrik og Pernille; Pernilles korte Frøkenstand; Julestuen; Maskeraden; Den Vægelsindede	31 -
Hostrup: Eventyr paa Fodreisen; En Spurv i Tranedands; Gjenboerne; Intrigerne			Eventyr paa Fodreisen; Æsthetisk Sands (ny); Soldaterløier (ny)	26 -
Oehlenschläger: Kjartan og Gudrun (ny); Dronning Margareta; Amleth	14 -		Kjartan og Gudrun; Dronning Margareta; Hagbarth og Signe; Dina; Hakon Jarl	13 -
Overskou: Pak!; En Bryllupsdags Fataliteter; Østergade og Vestergade	17 -		Pak!; En Bryllupsdags Fataliteter	8 -
Forf. af En Sønd.p.Amager: Abekatten (ny)	21 -		En Søndag paa Amager; Abekatten	14 -
Arnesen: Et Reiseeventyr	4 -
Brosbøll: Tonne gaaer i Krigen (ny)	5 -
M. V. Brun: Gustav den Tredie (ny)	5 -
J. F. Hansen: Et Sørgehuus (ny)	3 -
H. P. Holst: En Tour til Armeen (ny)	9 -
C. Bredal:			Knud Svendsøn (ny)	2 -

[sideskift][side 040]

1848-49.			1849-50.
Chiewitz og Recke			En høiere Dannelsesanstalt (ny)	6 G.
Nielsen (Birgitte)			Slægtningene (ny)	12 -
Olufsen			Gulddaasen (ny)	6 -
Søetoft			Christian IV Dom (ny)	5 -
34 Stykker i 166 Forest.			33 Stykker i 164 Forest.

Shakespeare: Viola; Macbeth; Romeo og Julie	6 G.		Viola; Macbeth; Livet i Skoven (ny)	17 -
Molière: Doctoren imod sin Villie; Scapins Skalkestykker	4 -		Doctoren imod sin Villie; Scapins Skalkestykker; Indbildt Syge; Don Juan	16 -
Scribe: (Lystspil 5 A.) Badet i Dieppe; Puf! (nyt); Kammeraterne; Et Glas Vand	19 -		(Lystspil 5 A.) Badet i Dieppe; Puf!; Statsmand og Borger	7 -
A. Dumas: Kean	3 -
Andre franske Lystspil i 5 A.: Et brillant Parti (ny); Don Cæsar de Bazan	8 -
Sheridan: Bagtalelsens Skole	3 -		Bagtalelsens Skole	3 -
Bulwer: Pigen i Lyon	4 -
Franske mindre Stykker: Ude og hjemme; Møllen i Marly; Rekruten; Første Kjærlighed; En Kone som springer ud af Vinduet; For evig!	26 -		Ude og hjemme; Møllen i Marly; Rekruten; Embedsiver; Michel Perrin	22 -
20 Stykker i 73 Forest.			16 Stykker i 65 Forest.

Weyse: Sovedrikken	1 G.		Sovedrikken; Et Eventyr i Rosenborghave	6 G.
Hartmann: Liden Kirsten	1 -		Liden Kirsten	1 -
Glæser: Brylluppet ved Comosøen (ny)	8 -		Brylluppet ved Comosøen	2 -
Dupuy: Ungdom og Galskab	1 -		Ungdom og Galskab	9 -

[sideskift][side 041]

1848-49.			1949-50.
Rung: Federigo	2 G.
Løvenskjold: Ildprøven (ny)	6 -
Gade			Mariotta (ny)	6 G.
6 Stykker i 19 Forest.			6 Stykker i 24 Forest.

Mozart: Don Juan; Figaros Bryllup	5 G.		Don Juan; Figaros Bryllup	9 G.
Auber: Brama; Muurmesteren; Den Stumme	8 -		Brama	2 -
Bellini: Norma; Familierne Montechi og Capuleti	7 -		Norma	6 -
Méhul: Joseph; Skatten	5 -		Skatten	2 -
Della Maria: Operetten	5 -		Operetten	2 -
Rossini: Barberen	4 -
Halévy: Dronningens Livgarde (ny)	5 -
Lortzing: Czar og Tømmermand	3 -
C. M. Weber			Jægerbruden	10 -
Isouard			Jaconde	3 -
13 Stykker i 42 Forest.			8 Stykker i 34 Forest.

8 Compositioner (deraf 2 nye) i 55 Forestillinger.

11 Compositioner (deraf 2 nye) i 49 Forestillinger.

Hos den afgaaede Direction var der saa liden Sands og Sagkundskab med Hensyn til, hvad der ved Gjenoptagelse af ældre Stykker kunde gjøres til Forbedring og Udvidelse af Repertoiret, at den i 1848-49 af saadanne kun bragte 2 Originaler —: "Dronning Margareta", efter 14 Aars, og "Flyttedagen", efter 10 Aars —, samt den, af reent personlig Aarsag fremdragne, lille Oversættelse "For evig!", efter 10 Aars Hvile, til Gjenopførelse; hvorimod Heiberg 1849-50 paany optog ikke mindre end 9 ældre Stykker, [sideskift][side 042]hvoraf 5 vare Originaler, —: "Den Vægelsindede", efter 33 Aars, "Pernilles korte Frøkenstand", efter 19 Aars, "Maskeraden", efter 7 Aars, "Christian den Fjerdes Dom", efter 18 Aars, "Gulddaasen", efter 18 Aars Henlæggelse, — og 4 erkjendt værdifulde fremmede Stykker, —: "Den indbildt Syge", efter 60 Aars, "Jaconde", efter 15 Aars, "Jægerbruden", efter 8 Aars, og "Michel Perrin", efter 6 Aars Hvile. Alle disse Stykker bleve, i Henseende til Indstudering, Sceneordning og Udstyr, med største Omhu behandlede som aldeles nye. Hvad han ikke beholdt af foregaaende Saisons Repertoire var enten ikke yndet, udspillet til Yderlighed eller æsthetisk forkasteligt i sig selv eller formedelst utilfredsstillende Udførelse. Af Oversættelser gav han kun een Nyhed: Shakespeares "Livet i Skoven"; derimod antog han ikke blot med megen Glæde de danske Forfatteres nye Arbeider, der, om end svage, vidnede om en virkelig kunstnerisk Stræben, som fortjente Opmuntring, men var yderst omhyggelig for at berede dem en saadan Fremstilling, som maatte sikkre dem den bedst mulige Modtagelse. Tvertimod Forudsigelsen bleve Tragedien, Oehlenschläger og Shakespeare ikke tilsidesatte, men kom endog til større Betydenhed i Repertoiret end i foregaaende Saison. Imod at der i 1848-49 gaves 6 Tragedier, hvoraf 3 oehlenschlägerske, blev der i 1849-50 givet 7, hvoraf 5 oehlenschlägerske, og medens der i 1848-49 opførtes 3 shakespeareske Stykker i 6 Forestillinger blev i 1849-50 opført 3 i 17 Forestillinger. Den høitraabende Beklagelse over, at det vilde være forbi med det musikalske Skuespil, blev ikke mindre beskæmmet. For ogsaa i denne Retning at give Skuepladsen et kraftigt Præg af Nationalitet, søgte Heiberg vel især at forøge Forestillingerne af musikalske Værker, som vare componerede for den [sideskift][side 043]danske Scene, men Gjenoptagelsen af "Jægerbruden" og "Jaconde" vidnede om, at han tillige havde levende Interesse for Optagelsen af udenlandske i høist forskjellig Retning udmærkede Syngespilcompositioner, ligesom Opførelsen af "Brama og Bayaderen" og "Norma" viste baade, at han for Scenen vilde bevare den store Opera i Stykker, som kunde gives fyldestgjørende Udførelse, og at han ikke, som det hed, var "erklæret Fjende" af italiensk Musik.

Saaledes som Heiberg igjemmem sin hele Embedstid, trods de mest uretfærdige Angreb og under de uheldigste Omstændighedr, urokkeligt holdt fast ved de Grundsætninger, hvorefter han troede bedst at kunne bringe den danske Skueplads til kunstnerisk og national Betydenhed, saaledes vedblev han, uagtet Trædskhedens rænkefulde Opspind imod ham, lige til sin Afgang bestandig at være den Samme i sine personlige Forhold til alle Theatret Vedkommende. Han var idelig virksom for at skaffe Personalet Forbedring i Kaar og større Anseelse. En Aften kom han paa Theatret og overraskede Rosenkilde og Phister med Underretning om, at han havde udvirket hver af dem et aarligt personligt Tillæg af 300 Rdlr., hvorfor han dog rigtignok ogsaa modtog et øieblikkeligt levende Udtryk af Erkjendtlighed, især af den Sidste, som overvældede ham med de varmeste Forsikringer om, at han aldrig skulde glemme den saa smukke og overraskende Maade, hvorpaa Directeuren havde viist sin Paaskjønnelse af hans Flid og Talent. Paa lignende Maade viste Heiberg jævnlig, sædvanlig uopfordret, i Gjerning sin gode Villie til af det Lidt, hvorover Budgettet gav ham Raadighed dertil, at lønne, opmuntre og understøtte Alle, i Forhold til den Betydenhed, de havde for Kunstanstalten. Strax fra sin Tiltrædelse var han ivrig betænkt paa, at faae gjennemført [sideskift][side 044]sin Beslutning, om at tilstride Theatrets Kunstnere Opreisning for den Forhaanelse, der laae i, at de ikke, saalænge de betraadte Scenen, kunde, ligesom Fortjenstfulde i alle andre Kunstudøvelser, blive erkjeldt værdige til noget af Staten givet Hædersbeviis. Da han i sin Retfærdighedsfølelse ønskede at gjøre ogsaa Kunsterinderne deelagtige i den Udmærkelse, som han maatte kunne blive istand til at opnaae for Standen, tænkte han først paa at faae Udmærkelsen sat i en Rangtitel; men gjort opmærksom paa, at denne Udmærkelsesmaade let, fornemmelig da det gjaldt qvindelige Theaterpersoner og disse skulde bære Titel uanseet deres Mænds Forbliven i en maaskee meget simpel borgerlig Stilling, vilde blive gjort latterlig, besluttede han, for dog i Enkelte af de Fortjente at see Standens Hæderværdighed anerkjendt, at lade det blive ved ivrig Virksomhed for nogle udmærkede Kunstneres Udnævnelse til Riddere af Dannebrog, hvilket han dog ikke, uagtet varm Understøttelse af sin Ven Lunding, Kongens Kabinetssecretair, var istand til at opnaae i sit første Embedsaar. Ogsaa ad andre Veie søgte han at hæve Personalet i Anseelse og at bidrage til at styrke de Yngres Værdighedsfølelse. Han indbød hyppigt flere Theaterpersoner til de interessante og splendide Middagsselskaber, som han gjorde for literaire Notabiliteter og aandrige høitstaaende Statsembedsmænd. Hidtil havde af Theaterpersonalet kun Embedsmændene havt Adgang til første Parket (Hofparterret); alle Skuespillere, Sangere og Solodandsere, ialt 38 Personer, havde, med Undtagelse af Rosenkilde, som Forfatter, og 4, der havde Theaterembeder, maattet see, hvorledes de kunde komme til en Plads i det til 15 Personer afstukne Rum, der i andet Parket var indrømmet dem tillige med 31 andre Frigængere at søge Stade i, hvilket aldrig ved Husets [sideskift][side 045]Aabning til søgte Stykker gik af uden en meget usømmelig Fremtrængen for først at komme ind, og derpaa flere Theaterpersoners billige Harme over, at de maatte blive udenfor, fordi kongelige Skrivere, Kokke, Friseurer og andre "Hoffolk" havde tilstormet sig baade "Staa- og Siddepladserne". Heiberg gav strax alle til Kunstpersonalet Henhørende, selv om de ikke endnu vare kongeligt ansatte, Friplads i første Parket. Endog de førend hans Tiltrædelse Afgaaede fik Beviis paa hans Opmærksomhed for Kunstnerne. Under alle de foregaaende Bestyrelse havde Scenens Kunstnere ved Afgang mistet deres Friplads. En Directeur kunde have været saa slet og tjent saa kort, det end skulde være, saa beholdt han lige til sin Dødsdag ikke blot sin egen Friplads, men een, ja endog flere til, som han kunde lade afbenytte efter Godtbefindende. Saaledes havde Conferentsraad Kirstein for 10 Aar siden, efter kun 7 Aars, ingenlunde Theatret glædelige, Tjeneste, hvori han fornemmelig gik ud paa at spare til den yderste Yderlighed, skaffet sig ikke mindre end 3 Fripladser aftenlig og for bestandig i første Parket, hvilket han ansatte til en Værdi af 800 Rdlr. aarlig, som han, en rig Mand, ikke, ved Fripladsernes Inddragelse ifølge kongelig Resolution, undsaae sig ved at fordre Erstatning for, endog under Trusel med en Proces, hvilken han, som Jurist, dog maatte kunne indsee, at han maatte tabe. De dramatiske Kunstnere, som, selv efter deres Bortgang, naturligviis maatte følge Skuepladsens Virksomhed med Interesse og Kjærlighed, da de havde fremmet deres Hæder og Fordeel, fra den bevarede dem dyrebare Minder om Folkets Hylding af deres Talent og, undertiden fra Barnsbeen, ved al deres Higen og Virken vare blevne fastknyttede til den: de blev derimod af Theaterbestyrere, som saa godt forstode for bestandig at sikkre sig [sideskift][side 046]selv med Familie og gode Venner aftenlig Tidsfordriv med Comediegang, behandlede som Kunstanstalten vildfremmede. Eenholm, Cetti, Mad. Spindler, Jfr. Zrza og Flere, som i en lang Aarrække havde hørt til Publikums Yndlinger og Repertoirets bedste Støtter, maatte, naar de vilde tilfredsstille deres saa naturlige Længsel efter igjen at see en Forestilling, kjøbe sig en Billet ligesom enhver Anden, hvilket deres ved Pensioneringen betydeligt formindskede Indtægt kun sjeldent tillod dem, hvorfor man jævnligt hørte deres bittre Beklagelser over, at de næsten aldrig kom i Theatret. Heiberg var ikke saasnart kommen til Kundskab om denne ringeaftende Adfærd mod de afgaaende Kunstnere, førend han udvirkede Forholdsregler, hvorefter han kunde overraske alle til Kunstpersonalet henhørende Afskedige med glædelig Underretning om, at Enhver af dem herefter havde Friplads i Theatret, Herrerne i første Parket, Damerne i første Pladsloge, og, i Forhold til den Betydenhed, deres Tjeneste havde havt for Scenen, Nogle een, Andre to eller flere Gange om Ugen.

Ikke blot fordi han sel var meget punktlig og klar i alle Forretninger, men ogsaa af Nødvendighed holdt Heiberg nøie over den Form, hvori Embedsforhandlinger med Bestyrelsen bør skee. Han vidste meget vel, at dersom han, i Betragtning af den venskabelige Fod, hvorpaa han stod med Flere af Personalet, blot nogle Gange oversaae en skjødesløs Behandling i Embedsforhold, vilde det virke skadende paa hans Stilling som eneste Bestyrer. Desuden iagttog han ei alene fra sin Side imod Personalet den samme omhyggelige Opmærksomhed for Formen, men havde i den daglige Omgang altid den artigste og venskabeligste Tone for Alle. Han var hver Aften tilstede paa Theatret og talte der efter i sit Værelse ligefrem og forkommende med Enhver, ligefra de [sideskift][side 047]første Kunstnere ned til Buddene og Børnene ved Dandsen, uden at stødes eller trættes af mange Vigtighedsmageres ofte meget vidtløftige Udbredelse over Ubetydeligheder. Da han fandt fornærmende for Kunstnere, der gjorde og burde kunne gjøre Fordring paa at besidde Dannelse, om der ved Lovbud blev paalagt dem den meget savnede sømmelige Agtelse for Sted og Personer, søgte han at tilveiebringe dem ved Exempel. Han indfandt sig aldrig ved Prøver eller i Mellemacterne under Forestillingerne paa Theatret med Hatten paa, ligesom han ikke undlod altid ved Komme og Bortgang at hilse alle Tilstedeværende med største Høflighed. Alle Damerne og de fleste af det mandlige Personale fandt sig særdeles tiltalte af denne fine Maade at indføre en mere urban Tone paa; Rosenkilde erklærede sig derimod for inderlig oprørt over, at Heiberg ikke havde villet discutere en Embedssag med ham saalænge han paa Theatret, i Manges Nærværelse, heftigt opfordrede ham dertil med Hatten paa. Man skulde ikke troe det, men dette Tilfælde blev 4 Aar efter, da den opfarende Ven selv forlængst havde glemt det, at Personer, som da det skete aldrig forsømte nogen Leilighed til at gjøre Heiberg deres submise Opvartning, haardt lagt ham til Last, som "en stor Uforskammethed af en Directeur."

Med hensyn til Tjenesten var Heiberg en for den retsindige Kunstner og Embedsmand ligesaa behagelig, som sagkyndig Directeur. Han føiede sig gjerne efter ethvert af en Rollehavende fremsat nogenlunde rimeligt Forlangende om Forandringer, Forkortninger eller Kostumering. Han forsømte ingen Prøve af nogen Vigtighed, men fulgte den, fortrolig med Stykkets Aand og kyndig i de kunstneriske og materielle Midlers Anvendelse, særdeles opmærksomt, for, efter Actslutningerne og Prøvens Ende, med største Artighed [sideskift][side 048]at meddele Vedkommende sine Bemærkninger og Udsættelser under fire Øine. Hvormeget han end kunde ønske, ret snart at faae et Stykke frem, gjorde han aldrig Indvending imod de flere end paatænkte Prøver, som Scene-Instructeuren eller de Rollehavende maatte finde sig foranledigede til at forlange. Han paasaae stadigt, at Tiden blev benyttet, og søgte derfor, saavidt muligt, altid at have et Par Stykker med forskjellig Besætning under Forberedelse. Men han faldt aldrig paa at fordre fremjaget Afholdelse af Prøver, som forstyrrede hverandre, eller hvortil Rollerne ikke var tilbørligt lærte.

Heiberg bar en i høeste Grad selvstændig Directeur; Antagelsen og Valget af Stykkerne, deres Besætning og alle administrative Forholdsregler vare hans eget Værk. Han raadførte sig vel med Embedsmændene, men kun om det, der vedkom deres Fag, og selv om det tog han, efter en ofte lang Discution, hvori han med megen Rolighed hørte og drøftede, hvad der blev fremsat, i Almindelighed den Beslutning, som han inden Raadførelsen var stemt for. Tiltraadte han imidlertid afgjørende en Andens Mening, da erklærede han den derved saa ganske for sin, at han ikke med et Ord yttrede sig bebreidende, om den end ikke bragte et saa heldigt Resultat, som hans egen maaskee vilde have givet, og ingensinde søgte han, naar en Beslutning, som var taget efter en Andens Raad, vakte Mishag, saaledes som det formeligt var blevet Skik under tidligere Directeurer, at vende Uvillien fra sig, ved at ymte om, at Skylden var hos Raadgiveren. Overhovedet var Heiberg, baade for Kunstnere og Embedsmænd, til at stole paa: han var ordholden, oprigtig og utilgængelig for det Øretuderi, hvorved Theaterdirecteurer i Almindelighed troe at komme til Kundskab om, hvilke Meninger og Hensigter, der røre sig i Personalet, men kun blive [sideskift][side 049]gjorte til Medskaber for Intrigue og Egoisme. Saa lidt der var Svig hos ham, saa lidet tiltroede han ogsaa Andre Svig. Trædskheden kunde drive sit Spil med ham til det Yderste, uden at det faldt ham ind at mistroe dens Forsikkringer og smukke Talemaader; den maatte være saa uforsigtig at afsløre sig i ubestridelige Kjendsgjerninger, for at hans Øine kunde aabnes for den; men da blev ogsaa hans Følelse for dens Afskyelighed saa levende og dyb, at han aldrig glemte den.

Saisonnens Begyndelse var særdeles glædelig: begge Aabningsnyhederne modtoges med levende Bifald og holdt sig i Publikums Yndest. Den revolutionaire Aand havde imidlertid under den foregaaende Opløsningstilstand været i altfor stor Travlhed og hos Bladene fundet altfor forekommende Bistand i sine Bestræbelser for at opægge baade Personalet og Publikum, til at den saa pludselig skulde slaae over til at lade sig uden Vidnesbyrd. Da det var almindeligt bekjendt, at Bevæglsens Førere med overraskende Iilfærdighed havde gjort Directeuren deres Opvartning, for helligt at forsikkre ham om, at hans Udnævnelse var dem til stor Glæde, gik det dog ikke an strax ligefrem at rette Angreb imod hans Person; desto kraftigere maatte det gjøres imod hvad han bragte paa Scenen. En af de Grunde, Nielsen troede at have til Uvillie imod Heiberg var, at denne, efter hans Paastand, havde i sit Digt "En Sjæl efter Døden" med Skildringen af Skuespilleren sigtet til ham, hvad der saameget mere ærgrede ham, da han fik at vide, at baade Medlemmer af den fratraadte Direction og flere Kunstfæller gottede sig ved at anføre, som ganske bestemt stilet paa ham, at Heiberg lader Skuespilleren sig til Døden:[sideskift][side 050]

"Jeg kan sværge Dig til: i mit hele Liv
Blev aldrig noget Skuespil prøvet,
Hvorpaa jeg som Kritikus ei mig øved
og viste de Andre paa en Prik,
At det var usselt, at det var daarligt."

Hans Udtalelser inden Opførelsen af "Livet i Skoven" vidnede om, at hverken det, at han nylig var kommen til Directeuren med Forsikkringer om kraftig Understøttelse, eller Hensyn til, at det maatte ventes, at Publikum i denne Nyhed vilde see et Forbud om Aanden i Heibergs Valg af Repertoire kunde afholde ham fra selv endmere at give Satirens Svøbe Ram. Han maatte tilfredstille den Tilbøielighed, som alle hans tidligere Directeurer havde havt at besvære sig over. Især turde Jfr. Beyer være forsikkret om, at saasnart han kom under beir med, at et antaget Stykke enten var skrevet eller endog kun oversat af hende, vilde han prædike dets Uværdighed til Opførelse, ogbeklage, at Skuespillerne "skulde trækkes med det". I afvigte Saison havde han opholdt sig meget over Antagelsen af "Viola". Tiltrods for at Alle, som kjendte Orignalen: "What you will!" og vare fortrolige med baade Formen og Aanden i de Shakespearske Lystspil, fandt Bearbeidelsen foretagen med megen Smag og en særdeles heldig Bestræbelse for at bevare Stykkets poetiske Characteer og frembringe et smukt gjennemført og afrundet Værk af langt større theatralsk Virkning, end der vilde have været at opnaae ved at følge Originalen, var den, efter hans afgjørende Udtalelse, kun "en jammerlig Forhutling af Shakespeare". Nu oprørtes han over, at Shakespeare "allerede igjen skulde af Heiberg bringes paa Scenen i Forhutling af en Jfr. Beyer". At hun atter med megen Fiinhed havde behandlet sin Original og sindrigt udtænkt, hvorledes et [sideskift][side 051]Stykke, hvorom A. W. Schlegel, Shakespeares beundrende Fortolker, har sagt: "Det vilde være vanskeligt at bringe Indholdet i en ordenlig Fortælling: der skeer egenlig Ingenting, eller hvad der skeer er ikke saa væsenligt, som hvad der bliver sagt", kunde blive opførligt og tiltrækkende for Nutidens Publikum, idet hun ypperligt havde fastholdt den romantiske Eiendommelighed, hvori Schlegel finder dets poetiske Fortryllelseskraft: Dette vilde Nielsen aldeles ikke indrømme; han hængte sig fast i, at den samme Schlegels fortræffelige tydske Oversættelse viste ham, at Jfr. Beyer havde fordristet sig til heelt igjennem at foretage Forandringer og Udeladelser, hvoraf fulgte, at "hendes Bearbeidelse var og blev kun en ny skammelig Forhutling af Shakespeare". Denne Dom, der med megen Skarphed blev afsagt ikke blot paa Theatret, men ogsaa i Minis Cafée, hvor Datidens umyndige Kritik hos Theatercoteriet hentede Parolen, havde allerede førend Opførelsen saavidt faaet Udbredelse, at Antagelsen af en saadan "Forhutling" afgjort blev fordømt. Stykkets henrivende brogede Vexlen med idylliske, romantiske og comiske Scener, og dets ypperlige Udførelse, især af Fru Heiberg, som den livlige, skjælmske Celia, Mad. Holst, som den følelsesfulde Rosalinde, M. Wiehe, som den sværmerske Orlando, og Rosenkilde, som den gamle trofaste Adam, tiltalte imidlertid Publikum saa levende, at man fandt raadeligt at fare lempeligere med Bearbeidelsen i Bladene, end der var truet med allerede førend man kjendte den. — Heller ikke Vaudevillen "Slægtningene" skulde komme paa Scenen uden foregaaende Anfægtelser fra samme Kant. Hidtil havde de æsthetiserende Scenematadorer i Minis Cafée fundet Vaudevillernes Smagsfordærvelighed i, at de var altfor burleske; dennes gemytligt idylliske Tone skulde omvendt udsætte Skuepladsen for Smitte [sideskift][side 052]med "vammel Sentimalitet". For ret at lægge Tryk paa dens Forkastelighed, opfandt man endog en Haansbetegnelse for den og belavede Publikum paa, at det nu skulde regaleres med en "Duft-Vaudeville", hvad Coteriet ikke forsømte ogsaa at benævne alle følgende Vaudeviller, som det, paa Grund af deres behageligt gemytlige Charakteer, satte sig i Bevægelse for at indtage Publikum imod. Alle Anstrængelser til Trods vandt Stykket et usædvanligt glimrende Bifald. Handlingens dramatiske Ubetydelighed dækkedes deels af de hjertelige Scener imellem de Elskende, som bleve fortræffeligt spillede af M. Wiehe og Fru Heiberg, deels af Phisters mesterlige, ved snurrig Naivetet udmærkede og i en ypperlig Jargon gjennemførte, meget comiske Fremstilling af den gamle Englænder. Agitationen imod den første af Heiberg paa Scenen bragte Forestilling havde saaledes ikke anden væsenlig Følge, end at han fik Varsel om, at de kun en Maaned gamle Løfter om Velvillie og Bistand ikke vare til at stole paa.

Allerede i Saisonnens tredie Uge foregik pludselig en aldeles uventet Omvæltning i Administrationen. Ved den Suffisance, hvormed Arnesen daglig for dem, som tage deres Morgenkaffe hos Mini, udtalte sig som den,der, fremfor Nogen, besad Indsigt og Beløbenhed i Alt, hvad der angaaer Theatervæsnet, havde han gjort sig saa hyldet som Orakel i mange Tvistigheder derom, at han var bleven bragt i fast Tro paa, at en Theaterdirecteur blot behøvede med hans Kyndighed og Omsigt at tage sine Beslutninger, og da urokkelig staae fast paa deres nøiagtige Efterkommelse, for let at hæve de Mangler og Feil, som hidtil vare blevne lagte Bestyrelserne til Last. Hans Begjærlighed efter i Gjerning at vise det havde gjort ham meget beredvillig til at modtage den ham tilbudte Post som Comiteret; men da Heiberg selv [sideskift][side 053]udkastede Repertoiret, besatte Roller og varetog Ledningen i alle Retninger, syntes der ikke for Arnesen at skulle blive Leilighed til at gjøre sig gjældende. For dog at have Noget at vise sig ordnende og myndig i, tiltog han sig fra sin Tiltrædelse at forfatte og under sit Navn at udstede Prøvesedlerne, hvad der allerede førend Saisonnens Aabning forvoldte endeel Qvakleri, da han hensynsløst ansatte Prøver, hvortil de Rollehavende ikke fandt sig tilbørligt forberedte, eller som endog traadte i Veien for hverandre, og han først efter lange Kævlerier vranten lod sig bevæge til at forandre sine Dispositioner. Ved Lempe fra Personalets Side var imidlertid et alvorligt Sammenstød undgaaet indtil den 17de Septbr., da Holst henvendte sig til ham med høflig Anmodning om, at en til den 20de ansat Oplæsning paa det nye Stykke "Tonietta", og den til den 21de ansatte anden Prøve paa det andet nye Stykke: "Æsthetisk Sands" maatte blive udsatte et Par Dage, eftersom han den 19de skulde prøve en saa vigtig Hovedrolle som Hagbarth i "Hagbarth og Signe" og den 20de spille den, saa at Oplæsningen, som af de Rollehavende skulde følges med Interesse, vilde falde imellem Prøven og Forestillingen, hvad der naturligviis maatte trænge ham ud af den Stemning, som en saa betydelig Opgave fordrer vedligeholdt imellem Prøve og Udførelse; og eftersom han ved første Prøve paa "Æsthetisk Sands" havde maattet oplæse sin Rolle, fordi der ikke paa Grund af hans Optræden i en stor ny Rolle den 15de, var givet ham Tid til at lære den, hvilket den ham ved Uge-Repertoiret paalagde aftenlige Tjeneste heller ikke vilde give ham til anden Prøve, dersom den blev fastholdt til den 21de, hvor han da atter vilde blive nødt til at oplæse, saa at Prøven hverken kunde blive ham eller de Medspillende til Nytte. Denne [sideskift][side 054]Anmodning, som endog den tjenstivrigste Skuespiller vil indrømme, at Holst havde været berettiget til at gjøre til ligefrem Fordring, mødte Arnesen med meget heftig Afviisning, som han sluttede med: "Det er den gamle Slendrian! oh, den kjender jeg! men med den skal det være forbi; den vil jeg ikke vide af. Med det Slags Indvendinger kommer De ingen Vei hos mig; med dem maa De gaae til Directeuren!" Som Følge deraf henvendte Holst sig skriftligt til Heiberg, der naturligviis fandt Anmodningen vebegrundet og befalede Oplæsning og Prøve udsatte. Efter at Arnesen havde modtaget Befalingen, forlod han strax Theatret og underrettede Heiberg uden videre om, at han tog paa Landet og ikke kom mere. Da Embedet ikke havde været til mindste Gavn, men tvertimod baade Directeur og Personale til endeel Fortrædeligheder, tog Heiberg, som nu havde vundet Overbeviisning om, at han baade kunde og maatte selv lede det Hele, strax den Beslutning, ikke mere at belemre sig med en Comiteret, men kun at have en Secretair, hvortil han valgte Fuldmægtigen i Theatercomptoiret, Freund Jakob Gottlob Berner, som tillige overtog den af Arnesen besørgede Bogføring. Prøvernes Ansættelse tildeeltes Scene-Instructeuren, som ogsaa, ifølge Embede og Kjendskab til, hvad der kunde paalægges Personalets Enkelte, bedst maatte kunne vide hvor mange og hvilken Art Prøver, der burde holdes, og tillige træffe deres hensigtsmæssigste Fordeling med Hensyn til Tiden, Personalets Benyttelse og Tjenestens Tarv.

Toactsstykket "Æsthetisk Sands" af Hostrup blev ikke Repertoiret til Forøgelse: hverken Stykket eller Udførelsen tiltalte Publikum. — J. H. Hertz's "Tonietta", romantisk Lystspil i fire Acter, en igjennem en lille Handling udviklet fyldig og træffende Skildring af italiensk Folkeliv, understøttet [sideskift][side 055]af herlige maleriske Omgivelser, mesterligt udførte af Christensen, fik Repertoiret derimod Tilvæxt med en indtagende Digtning, hvis fra alle Sider livfulde og charakteristiske Fremstilling vandt glimrende Bifald. Fru Heiberg var uovertræffelig som Tonietta: det indesluttede, stille og ordknappe italienske Naturbarn. Med sine talende Øine, det sydlandsk skjønne Ansigts fine Minespil og de lette, raske Bevægelser, der, som uvilkaarligt, trængte ud af hendes ædle, gratiøse Væsen, gav hun et mgeløst bestemt og for Tilskuerne forstaaeligt Udtryk af de Sindsrørelser, som den sig sine Følelser halvt ubevidste unge Pige ikke kunde eller ikke vovede at lade yttre sig i Ord. Den raske, flinke Locandiera Teresa, der, udvidende og overtroisk, gaaer ind paa Ondt som paa Godt og holder til med Røvere, men dog har Hjerte for den Ulykkelige og rigeligt betænker sin fattige Næste, havde i Mad. Nielsen en Fremstillerinde, som med Gjæstgiverskens djærve, resolute Væsen ganske fortræffeligt forenede Udbrud af en god Naturs Følelser. Et Mesterstykke af kraftigt, men dog simpelt og naturtro udført grundcomisk Charakteermaleri var Foersoms til den mindste Fingerbevægelse conseqvent givne dovne, uvidende og nydelsesgridske Fra Severino; en anden original og meget morsom Figur havde Phister vidst at faae ud af Dragonvagtmesterens ubetydelige Rolle.

Heibergs Iver for at fremme og opmuntre al talentfuld Virken til at give Skuepladsen Nationalitet, havde ikke tilladt ham at forkaste det første af C. Bredahl, en dansk allerede længst erkjendt genial dramatisk Digter, for Scenen skrevne og til Theatret indsendte Værk, Tragedien "Knud Svendsøn", hvorvel han meget godt indsaae, at det, endskjøndt det havde flere heldige Charakteerskildringer, som kunde retfærdiggjøre dets Antalgelse, vilde blive af ringe Virkning ved [sideskift][side 056]Opførelsen. Hovedpersonen kunde vel vække personlig Deeltagelse, men savnede tragisk Storhed, hvilket i Forening med en langtrukken Dialog og en Mængde Sceneforandringer, som bragte Forstyrrelse i Handlingens Gang, gjorde en saa utheatralsk Virkning, at Tilskuerne ikke kom til fuld Nydelse af de enkelte smukke og virkelig med Kraft udførte Scener, men under Forestillingen mere og mere kjølnedes og kjededes, saa at nogle Parterrister turde tillade sig den Ubluhed, med Piben at opponere imod det tarvelige Bifald, som ved Stykkets Slutning gaves af Agtelse for den gamle Digter. — Med Hauchs Tragedie "Marsk Stig", den fjerde paa Scenen bragte Behandlingen af det nationalhistoriske Stof, havde Theatret bedre Held: den optoges med stærkt Bifald, uden dog at kunne holde sig i Repertoiret udover den følgende Saison. Værkets Svaghed fandt man i, at Kong Erik, der af Stoffets Natur trænges frem til at blive Hovedperson, ikke ved sin Charakteer kan vinde tragisk Interesse, hvilket, tilligemed de hyppige Stedforandringer og Personernes urolige Bevægelighed i de to sidste Acter, spreder Handlingen og svækker Virkningen af de fortræffelige Charakteerskildringer, Digteren har givet i Stig, Ingeborg og Rane. Iblandt de Spillende udmærkede sig især Nielsen som Stig, og M. Wiehe som Kongen.

I Hostrups Eenactsvaudeville "Soldaterløier", som Nielsen atter ikke kunde afholde sig fra, allerede førend Opførelsen, vidt og bredt at udraabe for at være "en kaad og flau Farce, der var hentet fra Studentercomedierne og med Piben burde forvises fra det kongelige Theater ud til Casinos Fjællebod", fik Repertoiret et Smagen ingenlunde fordærveligt særdels morsomt Efterstykke, som havde Tiltrækningskraft nok til i Løbet af 23 Aar at kunne opnaae 137 bestandigt [sideskift][side 057]med levende Bifald optagne Forestillinger, der altid i det Hele spilledes fortræffeligt, men især bares af Mantzius's ypperlige liv- og lunefulde Udførelse af Anker og Phisters originalt snurrige Spil som Procurator Barding. — "En høiere Dannelsesanstalt", Vaudeville i to Acter af Chiewitz og Recke, fremkom anonymt og vandt Bifald, men holdt sig ikke længer end ind i Begyndelsen af næste Saison. Satiren imod Opskruetheden og Charlatanismen i Anstalter der, paa Speculation i Forældres og Værgers godtroende Forfængelighed, gjøre Forretninger i "høiere Qvindedannelse", fremkom paa flere Steder baade træffende og morsomt i gode Situationer og igjennem en let, undertiden piquant Dialog; men Handlingen var plumpt sammensat og charakteertegningen altfor ubestemt og holdningsløs til at kunne bevare Interesse. De to eneste af Forfatterne heldigt skildrede Personer vare den med paatagen Dyd og Værdighed omhyllede egennyttige Dannelsesdirectrice, og en indbildsk, med megen Suffisance og Salvelse Pædagogik prækende Lærer, som begge spilledes meget charakteristisk af Mad. Phister og Phister, der dog ikke ret kunde give dem Morsomhed, fordi denne skulde opnaaes ved det Foragtelige og, med Hensyn til deres Kald, endog Forargelige hos dem.

"Mariotta", den eneste Nyhed i det musikalske Repertoire, var en af Scribes maadeligste Syngespiltexter: af en lidet sandsynlig og meget uklar Intrigue havde Forfatteren, igjennem flere uinteressante Scener, fremkunstlet et Par Situationer, som med Routine vare anlagte paa at frembringe theatralsk Effect, men i det Hele fandtes kun faa Steder, hvor Følelser og Lidenskaber havde et saa naturligt, livfuldt og fyldigt Udtryk, at Componisten deraf kunde begeistres til Opfindelse af charakteristiske og skjønne Melodier. [sideskift][side 058]Stykket var blevet oversat for at Niels Wilhelm Gade dertil kunde digte sin første — hidtil eneste — Syngespilmusik, som i flere Partier var ædelt melodiøs og af megen dramatisk Charakteer, men mere interessant i enkelte Numere, end som et Heelt. Uden at have Udførelsen synderligt at takke derfor, vandt Musiken stærkt Bifald, men holdt dog ikke Stykket paa Scenen i flere end ni Forestillinger.

Fjorten Dage efter den heldige Aabningsforestilling gav Heiberg, ved Gjenoptagelsen af "Pernilles korte Frøkenstand", Beviis for, at den holbergske Comedie — hvis Fremstilling og Udstyrelse aldrig havde nydt tilbørlig Omhu, og som i den sidste Tid, endog ved de Forestillinger, der i foregaaende Saison gaves i Anledning af Hundredaarsdagen efter Aabningen af den Skueplads, som Holberg havde grundlagt, var bleven ligefrem mishandlet, — ved ham vilde komme til al den Glands, som smagfuld og kunstkyndig Anvendelse af de forhaandenværende artistiske og materielle Kræfter kunde tilveiebringe. Angaaende Decorationer, Dragter og scenisk Ordning blev der, efter grundig Overveielse af de i selve Stykket liggende Fordringer, taget aldeles nye Bestemmelser, som nøiagtigt fulgtes, og ved correcte Prøver, som gave fuld Sikkerhed for de Medspillendes prompte og livfulde Samvirken, fik enhver Rollehavende fri Flugt for sit Lune. Rosenkildes Udførelse af den gamle, pengegridske Jeronimus var et Mesterstykke af tør comisk Charakteerskildring, Phister og Mad. Phister vare aldeles i deres Element som Henrik og Pernille, og alle de øvrige Rollehavende spillede med et Liv og Lune, som udbredte en saadan Friskhed over det gamle Stykke, at det gjorde ypperlig Virkning og optoges med levende Bifald. — Ved at gjenoptage "Christian den Fjerdes Dom", en dansk Digters Behandling af en dansk historisk [sideskift][side 059]Begivenhed, hvori den navnkundigste og mest folkekjære danske Konge optræder som Rettens Haandhæver og den Undertryktes Beskytter imod den Mægtige: et Stykke, der, skjøndt svagt i Componistionen, er udført med ædel Simpelhed, har mange smukke Steder og giver et Par gode Charakteerskildringer, ønskede Heiberg at henlede Publikums Opmærksomhed paa, at han ogsaa derved, at han af det ældre Repertoire sørgede for at fremdrage originale Arbeider, stræbte efter mere og mere at gjøre Skuepladsen national. Men var Stykket blevet noget afbleget efter 18 Aars Henliggen, saa var Fremstillingsevnen bleven det endmere. I dets Nyhed havde Kongens og Palæmons ved Ryges og Frydendahls Udførelse imponerende Skikkelser været ypperligt støttede af de øvrige Rollers særdeles heldige Besætning; nu blev Stykket vel spillet correct og med megen Flid, men ingen af de Rollehavende naaede til, ved sjælfuld Fremstilling i Digtningens Aand, at fastholde Publikums Interesse. Kun enkelte smukke Scener fremkaldte et livligt Bifald, hvori Heiberg imidlertid fandt Forbud om, at den Varme for nationale Frembringelser, som han endnu savnede baade hos Skuespillerne og hos Publikum, nok efterhaanden vilde komme. Udfaldet bragte ham dog til, foreløbig af det ældre Repertoire især at optage Comedier, til hvis Udførelse der fandtes flere og dygtigere Kræfter end til Dramaer og Tragedier. Hvad han i denne Retning virkede for den nationale Skueplads blev ogsaa Theatret til Ære og Publikum til Glæde. "Maskeraden", der gik glimrende med en, tildeels ny, fortræffelig Besætning, et omordnet og opmalet Decorationsmateriale og, istedetfor det tidligre lurvede Intermedium, en af Bournonville mesterligt arrangeret charakteerrig, til Holbergs Tid svarende Maskerade, hvordi den af ham componerede, i Stykket omtalte HaneHane-dands [sideskift][side 060]dands var af stor comisk Effect, blev et af Saisonnens Kassestykker. — En endnu heldigere og for den med den holbergske Comedie fortrolige Deel af Publikum overraskende glædelig Virkning havde Gjenoptagelsen af "Den Vægelsindede". Stykket blev allerede i Holbergs Tid anseet for i det Hele uinteressant og Hovedrollen for saa overdreven i de pludselige Sindsforandringer, at den, endog i den ypperligste Udførelse maatte blive baade unaturlig og kjedende. Siden Skuepladsen for 101 Aar siden var bleven aabnet, havde kun tre Skuespillerinder, med lange Mellemrum, vovet sig til dens Udførelse og, uagtet de alle vare talentfulde, ikke opnaaet at skaffe Stykket flere end 11 Forestillinger. Desuden: det er ved alle holbergske Stykker vanskeligt at træffe rigtige Bestemmelser med Hensyn til Decorationerne og Ind- og Udgange for Personerne; men ved dette gjøre de mange i det selv liggende hverandre aldeles modstridende Fordringer det næsten umuligt, og just om dette Stykke fandtes ikke mindste Optegnelse eller Tradition til en blot Antydning af, hvorledes man oprindelig havde snoet sig igjennem Vanskelighederne; thi i 72 Aar var det paa det kongelige Theater kun givet tre Gange: den sidste, da det, efter 27 Aars Henliggen, for 33 Aar siden opførtes ved en Benefice i en saa skandaløs scenisk Forvirring, at Stedet flere Gange kom til de paa Scenen værende Personer, istedetfor at de skulde komme til Stedet. Heiberg vilde paa ingen Maade indrømme, at Vanskelighederne vare større, end at de matte kunne overvindes saaledes, at baade det Sceniske og Spillet lode sig for Tilskuerne forme let og naturligt; og han vidste at faae Ret. Ved nøie Overveielse opnaaedes, at Stykket, uden Forandring af en Replik, kunde spilles tvangløst og livligt i en eneste, fortræffeligt charakteriseret, gammekjøbenhavnsk [sideskift][side 061]Decoration, og Fru Heibergs i Mimik og Diction fiint og rigt nuancerede Fremstilling af Lucretia forbausede og henrev, som en genial opfattet og mageløst gjennemført, i al sin Originalitet naturlig Charakteerskildring. Da ogsaa de andre Roller vare særdeles heldigt besatte, fornemmelig Apicius med M. Wiehe og Henrik med Knudsen, og alle spilledes med Lune og megen Sikkerhed, blev det gamle Stykke for Publikum en høist interessant Nyhed og optoges med glimrende Bifald. — Ogsaa Olufsens ægte nationale Lystspil "Gulddaasen" fandt god Modtagelse, hvorvel det ikke blev spillet saa gjennemgaaende fortræffeligt, som for 30 Aar siden. Dengang kunde Theatret, uden at anvende hele sit i alle Comediens Fag udmærkede Personale, give Stykkets mange Roller, der alle gjøre Fordring paa Charakteerfremstilling, saaledes, at Udførelsen virkede slaaende ved ægte comisk Kraft og Natursandhed hos Hovedpersonerne og deres Fremtræden i et fortrinligt Ensemble; nu havde man, naar der i et stort Lystspil simpelt, men træffende skildredes mange i Charakteer og Standseiendommeligheder forskellige Almuesmennesker, saare vanskeligt ved i det mandlige Personale at finde dygtige Fremstillere til fire, fem betydelige Roller; de øvrige maatte besættes med Brugeligheder, som ikke med al deres Flid kunde virke fyldestgjørende. — I den Aand, hvori han tilsigtede at styrke Repertoiret ved Opførelsen af fremmede Arbeider, besluttede han sig ogsaa til at gjenoptage et Lystspil af Molière og bestemte sig saameget heller for "Den indbildt Syge", som Stykket ved mangeaarig Henliggen ganske var gaaet i Forglemmelse hos det theatersøgende Publikum, og der netop for Øieblikket var udmærkede Fremstillere til dets ikke mange Roller. Det gaves i en, af Publikum med Glæde optaget, i det Hele, især fra de to Hovedpersoners [sideskift][side 062]Side, ypperlig Udførels. Rosenkilde, der i den sidste Tid med stor Flid havde lagt sig efter correct Memoreren, hvad han ikke hidtil havde udmærket sig ved, var kommen til en saadan Sikkerhed i den vanskelige Titelrolle, at han i en fast og smagfuldt gjennemført comisk Charackteerskildring turde vove at lade sit rige Lune spille ret frit og slaaende; Mad. Phister gav en ægte molièresk Soubrette, der i sin tækkeligt kjække Vivacitet ikke lod nogen af sin Rolles Pudseerligheder falde til Jorden, men betonede dem saa naturligt overraskende og lattervækkende, at Publikum flere Gange udbrød i levende Bifald for enkelte Repliker.

Gjenoptagelsen af "Jægerbruden", med den bedst mulige Besætning og i en med megen Omhu foretagen ny theatralsk Ordning, vandt glimrende Bifald og blev regnet Heibergs Bestyrelse til megen Ære. Endog den prosaisk tørre "Kjøbenhavnspost" udbrød, at det var "et glædeligt Tegn paa den Smag, der herefter skulde haandhæves i Valget af Toneværkers Opførelse, at det første af fremmede Componisters Værker, som Heiberg lod opføre, var et udødeligt Værk af Verdens største Romantiker;" samt fremhævede, at "Scenen i Ulvesvælget, hvis tidligere smagløse Arrangement gjorde den til en complet Latterlighed, nu var af megen Virkning". Med Wolf og Jfr. Lehmann, som, med stor Flid og overraskende heldigt, for første Gang udførte Max og Agathe, forenede den øvrige Besætning sig til et fortræffeligt Ensemble. — Den første Betingelse, Heiberg satte for, at et Stykke skulde kunne komme paa Scenen, var, at han turde ansee for muligt at skaffe det en gjennemgaaende god artistisk Udførelse, og denne var kun at opnaae for de saare faa store Operaer, hvori Hovedpartierne ikke vare flere eller vanskeligere, end at de kunde magtes af det til at udføre gandiøse drama drama-tiske [sideskift][side 063]tiske Musikværker meget lidet evnede Personale. Saadanne Operaer, som kunde bringes til Opførelse paa en Skuepladsen værdig og Publikum fyldestgjørende Maade, vilde han fremdeles bevare paa Scenen, men da de langtfra vilde kunne forsyne det musikalske Repertoire med det fornødne Antal Forestillinger, besluttede han at forsøge paa at give det Hovedindhold og Grundcharakteer, ved at vende tilbage til det fra Opéra comique stammende Syngespil, som tidligere var blevet ypperligt udført og da havde staaet i ualmindelig Yndest. I Forventning om strax at vinde Publikum for denne righoldige og interessante Kunstarts Gjenoptagelse, gjorde han Begyndelsen med "Joconde", en af dens herligste Frembringelser, med en livlig, piquant Handling og gjennemstrømmet af originale, yndige Melodier. Forventningen blev skuffet. Der var ikke, som for 30 Aar siden, et Personale, hos hvem Spil og Sang saa inderligt forenede sig i en let, plaisant og gratiøs Behandling af deres Roller, endog de burleske, at der fremkom et ved Livlighed og Lune høist tiltrækkende Ensemble; de nuværende savnede ikke blot den elegante og behageligt muntre Tone i Sangforedrag og Spil, som skulde give Fremstillingen Ynde og Naturlighed, men var ikke at bringe til at anvende tilstrækkelig Flid for at tilegne sig den. Bifaldet var mat. Heiberg meente imidlertid: "Man maa ikke vente, at de strax kan sætte sig ind i Stilen; endnu et Par Stykker af det Slags, saa træffe de den nok."

Ballettens Nyheder gjorde ikke synderlig Lykke. "De Uimodstaaelige", en Flok unge Piger, til Beltestedet klædte i coquet Militairdragt, viste sig i nydelige Dandse, livlige Evolutioner og smukke Grupper, som gave et rigt vexlende malerisk Skue; men Publikum kunde ikke finde sig i, at der saa skjemtende alluderes til de alvorlige Krigs Krigs-begivenheder [sideskift][side 064]begivenheder: Divertissementet optoges med Bifald, men overlevede ikke Saisonen. Balletten "Psyche" vidnede atter om Bournonvilles Talent til med Fiinhed at behandle Detaillen og at opfinde gratiøse Scener, men kunde ikke i theatralsk Virkning komme hans henrivende, af Liv og Lystighed sprudlende Fremstillinger af Folkelivet nær: den fik meget Bifald, men kun taalelig Søgning.

Af de fem Debutanter gjor Laura Müller afgjort Lykke. Ved en stærk, udmærket klangfuld og til et blødt som til et kraftigt Udtryk egnet Talestemme, Varme i Foredraget, sin høie Figurs gode Holdning og Naturlighed i Bevægelserne blev hun især en dygtig Fremstillerinde af Dramaets heroiske Qvinder, og gav derhos i Comedien heldigt enkelte med hendes Udvortes stemmende Charakteerroller. For Mad. Betty Smidth, der, som Jfr. Christensen, havde debuteret i 1836 og senere gjorde megen Lykke i Christiania, var der, uagtet hun i et Par Roller vandt Bifald, ikke for Øieblikket noget til hendes Talent passende Repertoire; hun gik derfor efter Saisonnens Slutning til Casino, hvor hun hurtigt blev en af Publikums Yndlinger. De øvrige Debutanter afgik efterhaanden uden at have været af nogen Betydenhed for Scenen. — Faaborg var allerede førend Heibergs Tiltrædelse kommen saaledes ud af Repertoiret, at hans Afskedigelse ikke efterlod mindste Savn.

Som Oehlenschlägers Død var sørgelig for hele Norden, var den det især for det danske Theater: han havde ikke blot skabt dets Tragedie i poetisk Aand, men i en Række ligesaa characteerdybe som fantasirige Værker givet den en saadan Fylde af Livskraft, at den vil blive uforgængelig ligesom den nationale Comedie. Hans Minde matte derfor være Skuepladsen dyrebart, og det saameget mere, da hans Bortgang [sideskift][side 065]gjorde ret føleligt, at der efter den kun var Tomhed tilbage. Foruden at Theatret stod lukket paa hans Dødsdag, skyldtes ham en Mindefest. Denne skulde imidlertid ikke komme i stand uden at paadrage Heiberg Miskjendelse. Oehlenschläger havde paa sit Dødsleie ønsket, at den skulde feires med Opførelsen af hans "Sokrates". Dette Ønske maatte Heiberg ansee sig forpligtet til ikke at opfylde; thi da Stykket for 14 Aar siden var kommet paa Scenen, havde det, ypperligt besat, ikke kunnet opnaae flere end fire Forestillinger, hvoraf den sidste gaves for næsten tomt Huus, og efter et saa slet Varsel om Udfaldet skulde det nu ei alene paany besættes med et Personale, der ikke i en eneste betydelig Rolle vilde kunne taale Sammenligning med det tidligere, og hos hvem der kunde ventes megen Uvillie mod at offre Kræfter paa en Opgave, som Alle forudsaae, at Theatret hverken vilde faae Ære eller Fordeel af; men der maatte ogsaa til Indstudering og mange Prøver anvendes megen Tid, som kunde benyttes Theatret langt tjenligere. Det var ogsaa derfor neppe paa Theatret rygtedes, at Oehlenschläger havde ønsket "Sokrates" opført til sin Mindefest, førend der hørtes stærke Lamentationer over det høist Uforsvarlige i, om Heiberg paabyrdede Personalet et saa stort frugtesløst Arbeide; men ikke bestomindre: aldrig saasnart havde man erfaret, at han ikke vilde gjøre det inden der — netop fra Theatret, og især af dem, som havde lamenteret heftigst, — blev bragt ud i Publikum, at Heiberg, "af Avind til den afdøde Digter" ikke vilde opfylde hans allersidste Ønske, men give hans nylig opførte "Hakon Jarl" og en Stum af "Sokrates" (just den Scene, som Oehlenschläger, til Anvendelse af Publikum paa hans Følelser i Dødsstunden, især havde ønsket Stykket givet for). Under den strax efter Digterens Død herskende Stem Stem-ning [sideskift][side 066]ning forfeilede disse Klager ikke at gjøre en Heiberg særdeles ugunstig Virkning. Førend Forestillingen yttredes stor Misfornøielse med Heibergs Valg; men — efter den endnu større Tilfredshed hermed. Tilskuerpladsen, der var sørgefestligt smykket, — første Logerække drapperet med sort Flor, besaaet med Sølvstjerner —, gjorde et høitideligt Indtryk, hvorunder Publikum følte sig saa dybt grebet af "Hakon Jarl" i en ypperlig Opførelse, at de Fleste beklagede bagefter at have faaet Fragmentet af "Sokrates", som de fandt altfor meget blot docerende og reflecterende til at der kunde tænkes Mulighed i, at et Stykke, hvori det skulde bringe Interessen paa Høidepunktet, kunde være blevet den store dramatiske Digters Minde til Forherligelse.

Heiberg kunde ved Saisonnens Slutning see tilbage paa sin Virksomhed med Tilfredshed: Indtægten havde været 139,542 Rdlr., som var 14,763 Rdlr. mere end i den sidste Saison under den foregaaende Bestyrelse; Holberg havde paany faaet stærk Tiltrækningskraft ved at blive correct og livfuldt fremstillet med yderst omhyggeligt Udtryk; der var givet Skuepladsen et bestemt nationalt Præg; og Opførelsen af alle dramatiske Kunstarter havde baaret Vidnesbyrd om, at Directeuren, uden Eensidighed, fremdeles vilde holde dem paa Scenen i et muligst godt Udvalg. Strax ved sin Tiltrædelse, og inden han endnu var kommen til at vise nogen Embedsvirksomhed, havde Heiberg imidlertid følt sig paatrængt en allerede et Par Aar tidligere opstaaet ubehagelig Omstændighed, hvoraf der let vilde kunne skades ham endeel personlige Fortrædeligheder, som han dog haabede, at han, ved velvilligt at imødekomme ethvert billigt Ønske, nok skulde kunne omgaae. Det vilde sikkert ogsaa være lykkedes ham, hvis der ikke var blevet intrigueret andre ubehagelige Omstændigheder frem, [sideskift][side 067]hvilke Trædskhed med snedig Ihærdighed vidste at fremstille som forbundne med den første, ja som ligefrem dens nødvendige onde Følger. Den lille Cliques Hensigt dermed var, imod Heiberg, under hvem den ikke kunde vente at skaffe sit Godtbefindende den Raadighed, som den havde tillistet det under Levetzau, at vække en Ophidselse, der skulde bringe ham til at trække sig tilbage og lade den komme til Roret. Den forstod, idet den stadig forklarede, hvorledes det var alene for Kunsten, den førte en hellig Kamp, at operere saa virksomt og heldigt, at den fik endog de offenlige Organer, som, for at komme til Sandheden, burde have søgt Oplysninger, der vilde have været saare lette at faae, til blindt at fæste Lid til dens Forestillinger og lade sig fanatisere i den Grad, at de, ofte i et dem meget uanstændigt Sprog, gjorde haarde Angreb paa enhver fra Heiberg udgaaende administrativ eller artistisk Bestemmelse, ja til at bebreide den, selv i Berørelse med sine Bagvaskere, altid urbane Mand en hensynsløs despotisk Fremfærd, og til at frakjende den eneste af alle Theaterbestyrerne, der har været sit vanskelige Kald fuldkommen voxen, Agtelse for Kunsten og Dygtighed til at hævde og hæve dens Værd. Det Røre, som disse Machinationer mere og mere reiste baade inden- og udenfor Theatret, havde en saa hemmende og forstyrrende Indflydelse paa Kunstvirksomheden og anvendtes saa samvittighedsløst til i Publikum at udbrede en slet Mening om Heiberg og hans Embedsførelse, at Historien er forpligtet til at give en ved Documenter beviislig klar Fremstilling af den forviklede Sag fra dens Udspring og i dens rette Sammenhæng.

Ved det Besøg, som Nielsen havde gjort Heiberg, for at bevidne ham sin Glæde over at see Theatret sat under hans Bestyrelse, og at tilsige ham Redebonhed til af al sin [sideskift][side 068]Evne at yde ham Bistand, yttrede han, at han forresten nok kunde blive tilsinds at ønske Afsked, og tog tillige Leilighed til at anmode ham om Bevilling til at give en Sommerforestilling. Da Prøverne i Theatrets Tjeneste skulde begynde om 14 Dage, og de vigtigste Skuespillere, hvoraf nogle endydermere vare fraværende, havde store nye Roller at lære, vidste Heiberg meget godt, at det vilde blive Nielsen, der ikke endnu havde sikkret sig Understøttelse eller endog blot truffet Bestemmelse om, hvad han vilde give, umuligt at foranstalte en taaleligt besøgt Sommerforestilling. Hvor meget han end ansaae dette Slags Forestillinger for at være imod Theatrets Interesse, havde det derfor været ham let at berøve Nielsen Paaskud til at beskylde ham for personlig Uvillie, ved i dette Tilfælde at give en Bevilling, uden at der kunde være synderlig Frygt for, at den vilde blive brugt og have Theatret skadende Følger. Men han foretrak at give Nielsen det aabne Svar, at efter sin Overbeviisning var han forpligtet til udelukkende at lade Theatrets kunstneriske Kræfter komme til Anvendelse i dets Tjeneste, og kunde derfor ikke bevilge nogensomhelst Forestilling udenfor dets Spilleaftner; derimod var han rede til hos Ministeriet at udvirke ham et anseligt Gageforskud, som kunde tilbagebetales efterhaanden med mindelige Gageafdrag. Den 8de August skrev Nielsen til Heiberg:

(*) "Høistærede Hr. Professor! Den Samtale, jeg havde den Ære at have med Dem, fremavlede adskillige Tanker hos mig, som hverken Tid eller Sted tillode mig at yttre, og som jeg derfor tillader mig skriftligt at meddele Dem. Det vilde nemlig smerte mig meget at De maaskee antog, at den forgangne Tid havde mindste Deel i mit Ønske [sideskift][side 069]om Afsked! jeg maa derfor gjentage, at jeg for to Aar siden ansøgte om en forandret Virksomhed, der bedre stemmede overeens med min Helbredstilstand, eller, i Mangel deraf, om min Afsked. En lignende Ansøgning havde jeg nu besluttet at indgive, og jeg tilstaaer, at mit Haab var nu som da, naar jeg traadte fra Scenen, da at finde en passende Beskjæftigelse bag Coulisserne. Kan det forundre Dem, om jeg kunde ønske en Stilling som Bournonvilles, jeg, der baade er ældre, har tjent længere og desuden er anbefalet ved min Sygdom? kan det endelig forundre Dem, om jeg nu mod mit Livs Aften kunde ønske at udtræde af den Paria-Caste, hvortil jeg hidintil har hørt?! Dette Haab er nu forandret derhen, at jeg maa søge en Stilling udenfor Theatret, efter min fuldkomne Entledigelse. Imidlertid, saalænge mine Kræfter tillader det, lover jeg Dem hermed den kraftigste og redeligste Medvirkning til Scenens Gjenfødelse ... Hr. Professoren yttrede endelig med Hensyn til min Sommerforestilling, at det vilde være en Ubetydelighed hvad den mere end Forskuddet vilde indbringe, og at dette kunde afbetales successive. Dette maa jeg tildeels indrømme, men tildeels ogsaa benægte. Et Par hundrede Daler er meget lidt for den, som ikke behøver dem, men grumme Meget, for den, der trænger til dem, har stolet derpaa og overalt om Sommeren, hvor Indtægterne ere formindskede, af ingen ringe Betydning ..." Her haves Nielsens egen Erklæring: at han allerede for to Aar siden havde ansøgt om en forandret Virksomhed, eller sin Afsked; at han dengang var bleven foranlediget dertil af sin slette Helbredstilstand; at naar han nu ønskede Afsked var det atter formedelst Sygdom, og ligeledes med Ønske om at faae et andet Embede ved Theatret, samt for at komme ud af "den Pariakaste", hvortil han hidtil [sideskift][side 070]havde hørt; og at det vilde smerte ham meget, hvis Heiberg antog, at deres tidligere Forhold til hinanden havde mindste Deel i, at han ønskede Afsked. Hvor umuligt det, efter at Nielsen for 22 Aar siden havde været i Regisseurembedet, men allerede i den første Maaned forladt det, fordi han selv følte, "at han ikke var skikket dertil," og efter at han nylig, med Beholdelse af Gagen, var afskediget fra Scene-Instructeurposten, fordi baade Bestyrelse og Personale fandt, "at han ikke var skikket dertil" og desuden forsømte den, vilde være Heiberg ved Theatret at skaffe ham, hvad han kaldte en passende Stilling, beviste Nielsen selv, ved at ønske en saadan "som Bournonvilles," hvilken ikke var nogensomhelst anden end Balletmesterens. Med Hensyn til Nielsens Yttring om Trang er at bemærke, at han i den følgende Saison — som dog, ifølge et af hans egne Breve, blev ham mindre indbringende end den afvigte og denne — havde 1000 Rdlr. som Skuespiller, 350 som Elev-Instructeur, 601 i Feu, 200 i Beneficegodtgjørelse, 400 som forhenværende Scene-Instructeur og endydermere 400 til Reiseundersøttelse: ialt 2951 Rdlr.; og at hans Kone — hvis Erhverv som Kunstnerinde vel af Theatret var at betragte som adskilt fra hans, men der dog med ham dannede een Huusstand — til samme Tid havde 1000 Rdlr. som Skuespillerinde, 440 i personligt Tillæg, 360 i Feu og 200 i Beneficegodtgjørelse: ialt 2000 Rdlr., saa at der for denne Huusstand var en samlet Indtægt af 4951 Rdlr.

Med sit Sinds tærkt omskiftelige og pludseligt opblussende Natur kom Nielsen aldeles ikke ind paa at opspinde eller gjennemføre Cabaler: dertil besad han for lidet Overlæg og for meget Hjerte; men da han aldrig kunde blive staaende ved Tilfredshed med sin øieblikkelige Stilling, og i sin altid [sideskift][side 071]levende Ærgjerrighed var tilbøielig til i Enhver, — endog Digtere, som Oehlenchläger, Heiberg og Hertz, med hvem han derfor stadigt stod paa fjendtligt Fod, — som gjorde Opsigt, at see en Anmassende, der tilvendte sig Noget, hvortil han fordrede Eneret, saa foretog han ofte i Fremfusenhed Skridt, som han siden fortrød, og var let at bringe i en Ophidselse, hvorunder det ikke faldt vanskeligt at faae listet ham til at gjøre sig til Organ for Andres Rænker, som han da i høirøstet Ubetænksomhed antog sig saa ivrigt, at han, der, ved fremragende Personlighed, Aand og Kundskaber, altid tildrog sig Opmærksomhed fremfor den rænkespindende Clique, i Almindelighed, med meget Uret, blev anseet for deres Opfinder og Leder. Dette skete saameget snarere som Rænkerne bleve udklækkede i Concilier, der holdtes af hans Bekjendskab, og han, naar de skulde bringes til Virksomhed, af Nærstaaende, som vidste, hvorledes de maatte tage ham, irriteredes til at gaae blind ind paa dem og gjøre sig til deres Mæle, ved vidt og bredt at kaste om sig med Klager over hans, Personalets og Kunstens grove Tilsidesættelse. Det Løfte om redelig Medvirken, som han i en Opbrusning af Velvillie havde givet Heiberg og senere gjentaget, havde han sikkert troet at kunne holde. At Heiberg, til at rede ham ud af pecuniair Forlegenhed, ikke, som Levetzau tidligere, havde kunnet skaffe ham en Gratification, men kun et Forskud, var imidlertid ikke efter hans Hoved, og i sin, ved Æggelser under den daglige Omgang, stærkt ophidsende Vrantenhed gjenoptog han strax og udtalte med Heftighed overalt sine gamle Forsikkringer om, at han, af Utilfredshed med sin Stilling, var ifærd med at søge Afsked. Det blev derfor let muligt for et Par Cabaleurer, som i de sidste Aar havde forværret Uenigheden, ved at forsyne Bladene med Anskuelser og Referater [sideskift][side 072]og ikke kunde negte sig Fornøielsen af stadigt, ved Et eller Andet, at holde Publikum og Theaterpersonalet i Røre, allerede sex Uger efter Saisonnens Begyndelse at faae aabnet Agitationen imod Heiberg, idet de bragte "Fædrelandet" til, den 10de Octbr., i god Tro paa Rigtigheden, at overraske Publikum med følgende allarmerende Notits: "Det vil bedrøve alle Venner af dramatisk Kunst at erfare, at vort Theater sandsynligviis vil miste en af sine bedste Prydelser, idet Hr. Instructeur Nielsen skal have indgivet Ansøgning om sin Afsked som kgl. Skuespiller." Det havde imidlertid ikke sin Rigtighed: Directeuren erklærede offenligt, at der ikke da var indkommet nogen Ansøgning. Dog, havde Hidsigheden efter igjen at faae Røre end forraadt sig, ved at Beretningen om Begivenheden var kommen førend Begivenheden selv, blev Hensigten alligevel opnaaet: baade var Publikum bragt i Bevægelse og Nielsen bleven dreven til at gjøre Alvor af Ansøgningen, hvoraf der let kunde tages Leilighed til endvidere at gaae løs paa Heiberg. Det blev heller ikke forsømt. Den 19de Decbr. bragte "Fædrelandet" en indsendt Artikel, hvori det hed: Omtrent paa samme Tid, som Bladet havde anmeldt, at Nielsen agtede at søge sin Afsked, havde han for første Gang spillet Macbeth, og "der var ingen Svaghed at høre eller see hos Stykkets Helt; kraftig og begeistret som altid bar han denne Rolles uhyre Vægt paa sine Skuldre og rev Tilhørerne med sig. Hans Stemme, stærk og klangfuld fra Begyndelsen af, steg med Lidenskaben og den fremadskridende Handling, indtil den i sidste Act overdøvede Basunerne og slyngede de Ord, ingen Digter før eller siden har overgaaet, de Klippestykker, hvormed Giganten værger sig i sin Dødskamp, som en Torden ud i Salen, og rystede Enhver, som havde Øren at høre Tragedien med. Og ved [sideskift][side 073]den Leilighed tænkte vel Enhver, ... det er umuligt, at Directeuren ikke for Publikums, for Theatrets, for sin egen Skyld vil gjøre Alt, hvad der staaer i hans Magt, for at holde paa en saadan Skuespiller, ved at gjøre ham indtrængende Forestillinger, bede ham med Varme, ja endog give efter for enkelte af de Luner, som ofte findes hos geniale Kunstnere." Efter at Artiklens Forfatter har fortalt, at det endelig er kommet saa vidt, at det har hedt, "Nielsens Ansøgning om Afsked er indleveret, er anbefalet, er afgaaet og nu hedder det til syvende og sidst: om faa Dage vil den blive bevilget!" mener han, at det nu maa være paa Tiden, at "Tilskuerne" spørge, om det ogsaa virkelig er Alvor. — Paa denne Opfordring til "Tilskuerne" svarede Heiberg allerede næste Dag: "Nielsens Ansøgning er støttet paa et eneste Motiv, nemlig en Attest, udstedt af en af vore mest ansete Læger, som bevidner, at Hr. Nielsens Sundhedstilstand ikke tillader ham de med hans Stilling som Skuespiller forbundne Anstrengelser. Den anonyme Forfatter giver, i Anledning af "Macbeths" Opførelse, en Attest af modsat Indhold, men jeg behøver ikke at forsvare, at jeg holder mig til den første. Om jeg forresten ikke har anvendt nogle af de Midler, som Artiklens Forfatter anbefaler mig, for at forhindre det befrygtede Resultat, er Noget, som Forfatteren umuligt kan vide. Men han vil indsee, at under de nærværende Omstændigheder maatte ethvert Forsøg paa Overtalelse skee med megen Reservation, dersom jeg ikke vilde udsætte mig for den grundede Bebreidelse at have virket til Hr. Nielsens egen Skade, ved at overtale ham til det Modsatte af hvad hans Lægeattest forlanger. Til Beroligelse for Alle, som frygte for Hr. Nielsens Afgang, kan jeg tilføie, at flere Eventualiter ere tilstede, som kunne lægge Hindringer iveien for [sideskift][side 074]samme, og at den i alt Fald ikke synes at være nær forhaanden. Men hvad jeg — og vistnok enhver Besindig — maa misbillige, er den i Artiklens Slutning fremsatte Opfordring til en uorganiseret Masse at blande sig i en Sag, som den endnu ikke kan bedømme, fordi den ikke kjender den uden fra upaalidelige Rygter og overilede Meddelelser." Ogsaa denne Gang var Rygtet upaalideligt og Meddelelsen overilet: Heiberg havde rigtignok, med Beklagelse over, at han af Lægeattesten saae sig nødtvungen dertil, udtalt sig for Ansøgningens Bevilgelse, men Finantsministeriet tilbageviste den i Slutningen af Januar, fordi det ikke af den indsendte Attest kunde finde sig berettiget til at udrede Pension. Det kunde Finantsministeriet ogsaa saameget mindre, som Nielsen selv offenlig havde ført stærke Beviser mod Rigtigheden af Attestens Forsikkring om hans slette Helbredstilstand. I de 123 Forestillinger, der i Saisonnen vare givne, da Ministeriet afviste hans Ansøgning, havde han spillet 54 Gange i 20 forskjellige Roller, deriblandt flere meget store og anstrengende, som f. Ex. Macbeth, hvori ovennævnte Forfatter i "Fædrelandet" selv — med Rette — fandt, at han stigende udviklede en forbausende Legems- og Aandskraft; og Hakon Jarl, hvorom det i "Kjøbenhavnsposten" hed: "Vi troe ikke at have sporet en saadan Kraft og Sikkerhed i hans tidligere Udførelse af Rollen." Endnu mere slaaende havde Nielsen, personligt og umiddelbart henvendt til Ministeriet, i selve den Ansøgning, hvori han androg paa Afskedigelse, afkræftet den Lægeattest, som skulde godtgjøre Afskedigelsens Nødvendighed, idet han afgav den forbausende Erklæring, at naar der blev tillagt ham 100 Rdlr. fast Feu maanedlig, var han villig til at blive i sin Stilling. — Efter at Ansøgningen var bleven afviist, skrev han den 3die Febr. til Heiberg et Brev, der [sideskift][side 075]begynder: Af Deres meget ærede Skrivelse af Gaarsdato har jeg erfaret den endelige Resolution paa min Ansøgning, men tillige den Godhed, De har udviist imod mig for at forskaffe mig et andet Resultat, en Godhed, jeg efter vor Samtale ikke kunde betvivle, og derfor jeg her aflægger min Tak". Næstefter at udtale sin store Utilfredshed med Finantsministeriets Uvillighed til at bevilge hans Ansøgning, anmelder han, at han vil fremkomme med en ny, ledsaget af en Attest som nok skal bevise, at hans Afskedigelse "er nødvendig, hvis man ikke skal forkorte sit Liv", og "han gjentager sin indstændige og bestemte Bøn om Afsked, den man vel ikke kan negte ham." Derpaa bemærker han: "Det lader som om man vil berigtige mit Forlangende af 100 Rdlr. i maanedlig Feu, som for høit anslaaet; men jeg har aldrig paastaaet, at det androg eller havde andraget saameget, men kun, at det, i Sammenligning med mine Lige, burde andrage 100 Rdlr.; vilde man nemlig efterregne Alles Feu saa nøiagtigt som mit, tvivler jeg ikke paa, at der findes Adskjellige, hvis Feu i Gjennemsnit andrager langt mere end 100 Rdlr." Endelig slutter han saaledes: "Jeg føler meget vel, at dette Bev har en mere confidentiel Form, end en Embedsform, men jeg haaber, at De vil tilgive mig, at jeg, efter vor lange Samtale om denne Sag, troer at turde benytte denne Form. Det maa overtyde Dem om, at jeg ikke tilregner Dem den mindste Deel i det feilslagne Haab, men derfor vil jeg heller ikke foraarsage Dem den mindste Ulempe i Deres Embede, men skal til sidste Øieblik, som hidtil, med den strengelste Nøiagtighed opfylde min Pligt. Sluttelig tillader jeg mig blot at gjentage, at min Afsked vil jeg have! og intet Tilbud, jeg før med Glæde vilde have modtaget, skal nu forandre min Beslutning. Jeg har nu betalt min [sideskift][side 076]Gjæld, har en Obligation paa c. 5000 Rdlr. og er for saavidt uden Bekymringer. Jeg er mæt at Theatret og har saare liden Lyst til at spille Comedie; kun en høi Betaling kan friste mig, og uden den forlader jeg Scenen med inderlig Glæde. Hr. Professor! modtaag den Forsikkring, at jeg med særdeles Høiagtelse og med et virkeligt venskabeligt Sindelag undertegner mig som Deres meget forbundne og ærbødige N. P. Nielsen." — Som Følge af en Samtale, han den 21de Marts havde havt med Heiberg, og hvori han troede "at have udtalt sig anderledes end det var hans Hensigt," tilskrev han ham Dagen efter: "Saaledes forekom det mig da jeg kom hjem, at Resultatet blev: at jeg vilde see Tiden an med min Ansøgning om Afsked. Detter er imidlertid ikke Tilfældet; thi jeg er aldeles bestemt paa at ville forlade Scenen ved Saisonnens Udgang." Denne Gang anførte han dog ikke sin Sygdom som væsenlig Grund dertil, men fandt denne i yderlig Utilfredshed med sin Stand. "Det krænker mig daglig," skrev han, "nu ligened til den sidste Maskinkarl at betragtes og tildeels behandles som en for Uduelighed afsat Embedsmand. Muligt er det ugrundet, muligt kun en Følge af min Irritabilitet, som atter er en nødvendig Følge af min Sygdom. Desuden har den senere Tid bragt mig flere nærgaaende og smertende Krænkelser, Nationens fremragende Personer, Intelligensens Notabiliteter have troet sig berettigede til, paa Grund af min Stand, at vise mig en Ringeagt og Tilsidesættelse, man ellers vilde vogte sig for at vise. Alt dette, i Forbindelse med den Svaghed, jeg bestandig lider af, har givet mig en Afsky for en Stand, der hverken binger Hæder, Ære eller Rigdom. Det er mig en Modbydelighed at udøve en Kunst for et Folk, der betragter min Stand og mig som en ureen Kaste, [sideskift][side 077]over hem det nok vil more sig, men ikke komme i nærmere Berørelse med. Jeg forekommer mig som en dresseret Pudelhund, der gjør sine Kunster og som man til Gjengjæld stundom klapper, stundom sparker til, men altid holder borte fra sin Nærhed; — og kaster jeg nu mit Blik hen paa mine Barndomskammerater — de ere hædrede og høitstaaende Mænd, blot fordi de vare kloge nok til ikke at blive Kunstnere, thi i vor Ungdom fandt jeg i Sandhed ingen Berettigelse hos dem fremfor mig. Hvad havde Oehlenschläger været, dersom han ikke, til Lykke for ham, havde været en daarlig Skuespiller?! — At det med slige Følelser er dobbelt ubehageligt, maaskee umuligt at udøve sin Kunst, vil De sikkert indrømme. Jeg længes efter at glemme og glemmes; jeg ønsker Intet uden at udslette ethvert Spor af min Kunstnerbane, jeg kunde fristes til at forandre Navn, for ikke at blive mindet derom. — Jeg har nu aabnet min Indre for Dem, jeg har viist det Uforenelige i denne Tilstand og min Kunstnervirksomhed, og haaber, at De vil gjøre hvad De formaaer for at ende denne qvalfulde Tilstand!" Sluttelig troer han at burde tilføie: "Disse Linier ere skrevne med venskabeligste Følelse for Dem og Deres Virksomhed, og med denne Forsikkring haaber jeg, at De vil læse og opfatte dem paa en lignende Maade."

Ingen troede, at Nielsen virkelig kunde endog blot indbilde sig, at han mødte Ringeagt hos "Maskinkarle og Intelligentsens Notabiliteter." Alle Maskinfolkene vare høflige Mennesker, der ikke i nogensomhelst Berørelse med en saa udmærket Kunstner vilde falde paa at tilsidesætte den anstændige Opførsel, som de stadigt viste endog den Ringeste i Kunstnerpersonalet; og det var Alle vitterligt, at Nielsen ikke blot hos "Intelligentsens Notabiliteter", men hos de mest [sideskift][side 078]høitstaaende Personer altid fandt venlig agtelsesfuld Imødekommenhed, naar han kun ikke vilde lægge den ud til fornem Nedladenhed, og da selv støde den fra sig. Tillige vidste Heiberg, at Nielsen havde udtalt sig ligesaa heftigt imod at holde ud i den Stand, som han, fordi han havde lagt sig ud med dem, han kaldte sine Barndomskammerater, forlod for at gaae til Theatret; og at alle foregaaende Directeurer, saavelsom hans Kunstfæller, ofte havde maattet høre ham beklage, at han var kommen ind i en ureen Kaste og havde "fordømt sig til Trældom under Mængdens Vilkaarlighed." De stærke Udtryk, hvori han "aabenbarede sit Indre," gjorde derfor ikke synderligt Indtryk paa Heiberg, hvorimod han blev meget overrasket ved, at Nielsen, istedetfor, som hidtil, at gjøre sin Sygdom til eneste, men ogsaa fuldelig tvingende Aarsag til at han maatte pensioneres, nu i sin Hidsighed kom ind paa væsenlig at ville godtgjøre Nødvendigheden af sin Afskedigelse med, at han for den Stand, hvori han i 30 Aar uafladeligt havde seet sig hædret med Folkets Yndest, følte en Afsky, der var ham "qvalfuld", men som han dog nok troede sig istand til at overvinde mod høi Betaling. Nogle Yttringer, der vare faldne under den foregaaende Aftens Samtale, forklarede imidlertid Heiberg, hvorfor Nielsen strax efter den havde ilet med at tilskrive ham et oplysende Brev, og deri, aldeles optaget af sin Afsky, saa udelukkende og stærkt lagt Vægt paa denne. Nielsen havde nemlig med en harmfuld Bitterhed — hvortil der virkelig var god Grund — ladet sig forlyde med, at om end Skuespilleren kaldtes Kunstner, saae han sig dog officelt erklæret for en blot Gjøgler, thi medens Regeringen gjorde sig til Pligt at yde udmærekde Kunstnere i alle mulige Fag offenlige Hædersbeviisninger, fandt den ikke endog saa store Skuespillere som [sideskift][side 079]Frydendahl og Ryge værdige dertil; selv maate han hver Dag føle sig ydmyget ved at see, hvorledes flere af hans tidligere Academikammerater vare ved ganske almindelige Tjenstduelighed komne til offenlige Udmærkelser, hvilke han, om han endogsaa opnaaede den høieste Berømmelse, maatte vide, at han, formedelst sin Stand, var erklæret for udelukket fra. Heiberg fattede godt, at Nielsen, endnu i heftig Bevægelse efter Samtalen, kun havde skrevet Brevet for endydermere at lægge ham de under den fremkomne Yttringer paa Hjerte. Dette havde ikke behøvedes, thi i deres Væsenlige var Heiberg fuldkommen enig med Nielsen. At Regeringen ikke hidtil havde villet give nogen Theaterperson Ridderkorset var vel, efter hans Overbeviisning, ikke begrundet i Ringeagt for Skuespilkunsten, men kun fordi Skuespilleren, ved at fremtræde paa Scenen, var udsat for offenlige Mishagsyttringer. Just deri fandt Heiberg imidlertid en saa krænkende Tilsidesættelse af den dramatiske Kustner for andre Kunstnere, der jo, med Ordenen paa, ogsaa vare udsatte for offenlig Mishag, hvilket til Sikkring af Ordenens Værdighed, netop den dramatiske Kunstner var den eneste, der i sit Kald ikke kunde blive, at han, Nielsen uafvidende, lige fra sin Tiltrædelse, men hidtil forgjæves, havde virket for at opnaae den hævet, ved at faae ham indstillet til at erholde Korset. Da Heiberg aldrig lod sig mærke med hvad han arbeidede paa at gjøre for Nogen, førend han i Gjerning kunde vise det, søgte han ikke at berolige Nielsen med Underretning herom. Heller ikke kom det saavidt at det behøvedes, thi Nielsen indgav ikke nogen ny Ansøgning, og syntes en Tidlang virkelig besluttet paa "at ville se det an."

Den italienske Opera dirigeredes atter i denne Saison af Ricci. Foruden Paltrinieri, Casanova, Guicciardi og [sideskift][side 080]Mad. Ricci, som havde været her tidligere, bestod Personalet af Mad. Moltini-Bozzi, som udmærkede sig ved et skjønt Foredrag i det Ædle, men savnede Kraft, Udholdenhed og ungdommelig Friskhed i Stemmen; Pozzolini, der med en ualmindelig høi og smuk Tenorstemme forenede Kraft, Færdighed og et godt, men ikke synderligt varmt dramatisk Foredrag; og Tenoristen Vincentio Sarti, en Begynder i baade Sang og Spil. Da der kun gaves forhen opførte Operaer i en overhovedet tarvelig Udførelse, var Besøget og Begeistringen langt ringere end i nogen foregaaende Saison.