[sideskift][side 815]

Publikums faste Tro paa, at Bestyrelsen, dreven af kongelig Utilfredshed, omsider med stor Iver og af al sin Evne vilde søge at skaffe Repertoiret Fasthed og give det interessant Afvexling, havde bragt Logeabonnementet overraskende høit i forrige Saison, men dens Resultat ført til Skuffelse i den Grad, at flere Loger til denne Saison ikke engang kunde finde Afsætning til Opraabsprisen og hele Summen ved Logeauctionen kun beløb 40,000 Rdl. Til dette slette Udfald kom, at Directionen sattes i Uro ved at Finantserne varslede den om, at deres Tilskud vilde blive betydeligt nedsat. Og ikke nok dermed: Theatret fik tillige for første Gang en Concurrent. Casino var oprettet under den Forudsætning, at Mængden af Lysthavende til, for en høi Adgangspriis, i et prægtigt belyst Locale, at nyde musikalsk Underholdning og spadsere omkring i fuld Pynt for at more sig indbyrdes ved fornem Selskabelighed, maatte i Kjøbenhavn være saa stor, at Indtægten kunde forrente et Par Hundredetusinde Rigsdaler og endda give godt Udbytte. Allerede strax efter at Casino, den 21de Februar 1847, var blevet aabnet viste sig, hvad Flere havde forudsagt, men Massen ikke i Actiesvindlen havde villet høre, at Anstalten var saa taabeligt calculeret, at den neppe kunde bære de aftenlige Udgifter, end sige give Rente og Fordeel. Til Forsøg paa at slippe nogenlunde fra den grove Ubesindighed, som Actieselskabet nu indsaae at det havde indladt sig paa, ansøgte det om Tilladelse til at opføre Skuespil, og nogle i Foretagendet stærkt interesserede Actiehaveres formaaende Velyndere, endog saadanne, som havde Forpligtelse til at vaage over Theatrets Tarv, understøttede Ansøgningen saa ivrigt, at det, under 24de October 1848, tillodes Casino for 10 Aar at give [sideskift][side 816]Folkecomedier, Lystspil og Vaudeviller. De fornødne Forandringer med Localet bleve ufortøvet iværksatte og Casinos Bestyrelse engagerede et Skuespillerselskab, som under Langes Direction havde erhvervet sig megen Yndest og Anseelse i Provindserne. Dette aabnede med stort Bifald sine Forestillmger anden Juledag 1848 og fortsatte dem særdeles heldigt indtil Saisonnens Slutning. Overholdt det kongelige Theater sin Værdighed som kunstnerisk Anstalt og sørgede for, baade i sit Repertoire og Udførelsen, at blive hvad det kunde være, da maatte denne Concurrent ei alene ikke kunne have synderlig skadelig Indskydelse paa dets Kasse, men betydeligt forhøie dets Anseelse, da den gav en hidtil savnet Sammenligning, hvorved Publikum kunde komme til Bevidsthed om dets æsthetiske Værd og den Fortryllelse, som laae i denne. Saaledes betragtede Directionen imidlertid ikke Sagen, men fandt sig tvætimod, ved Udfaldet af hvad der var foretaget i Mellemtiden fra den havde virket til Bevilgelsen af Casinos Ansøgning indtil den saae Publikum stadigt strømme til dets Forestillinger, overbeviist om, at der for Theatret var opstaaet en farlig Medbeiler, som man blot kunde vente at holde Stangen ved endnu større Tilskud af Statskassen. Da dette ikke var at haabe, vilde Lassen søge Theatrets Frelse ved Besparelser og udarbeidede en Plan, hvorefter Udgiften skulde kunne bringes 40000 Rdlr. ned i det første Aar og endog 60,000 Rdlr. i de følgende. Men nøiere Undersøgelse viste, at denne glimrende Udsigt var givet ved et saadant Kniberie paa baade kunstneriske og materielle Kræfter, at end ikke den dygtigste Bestyrelse vilde have været istand til at skaffe de dramatiske Kunstarter, som et kongeligt Thealer bør holde paa Scenen, en taalelig Udførelse, men kun [sideskift][side 817]have faaet den sørgelige Udsigt til, at alle dens Anstrengelser maatte ende med Kunstanstaltens Nedlæggelse efter at Planen havde tilintetgjort Midlerne til dens Gjenoprettelse under bedre Kaar. Adskilligt var der imidlertid i Planen, især hvad det Administrative og det Materielle angik, som kunde have været udført uden Skade og til ikke ringe Besparelse, men ved at Directionen, kraftigt understøttet af baade den fornemme Verdens og Personalets Mening, forkastede den i dens Hele, unddrog den sig tillige Uleiligheden med at omordne Enkeltheder og fortrøstede sig i sin bestandig tiltagende Slappelse ved, at Rigsdagen, af hvem Pengebevillinger nu vare afhængige, dog ikke, naar det kom til det Yderste, vilde lade en saa gammel, folkelig og endnu ved sine kunstneriske Kræfter berømmelig Kunstanstatt gaae under.

Fjorten Dage førend Saisonnen kunde der, i "En Spurv i Tranedands," af Personalet bydes Publikum et nyt originalt Stykke, som udfyldte en heel Forestilling; og om det end ikke, tildeels paa Grund af Udførelsen, opnaaede saa stor theatralsk Virkning som Hostrups tidligere Arbeider, havde det, i den fortræffelige Sammensmeltning af det Eventyrlige med en herlig Skildring af comisk Folkeliv, sine i baade Text og Melodier lunerige Sange, humoristisk Aand og Mantzius's ved mange snurrige Smaatræk og godmodig Pudseerlighed særdeles moersomme Fremstilling af Peter Ravn, saameget aandfuldt Underholdende, at det modtoges med stort Bifald og strax blev taget til Indtægt af Directionen, som fik god Nytte af det, medens de ved den selv fremkomne Nyheder vare Kassen til liden Glæde. Til denne gemytlige, i Charakterer, Dialog og Couplets naturligt comiske danske FolkeFolke-comedie [sideskift][side 818]comedie var Directionens Aabningsstykke, "Et brillant Partie," Lystspil i fem Acter af Leonce og Moléri, en skarp Modsætning. Med Charakterer, hvis trivielle Natur skulde gjøres original ved at de bragtes i Effectsituationer, som bleve fremkunstlede af en umotiveret og urimelig Handling og udførte i en forceret piquant Dialog, var dette Stykke kun et Exempel paa den Kløgt, hvormed Routinen veed at gjøre det forslidte Gamle om til noget Nyt for Mængden; men da denne ikke ogsaa fik det ypperlige Spil i Hovedrollerne og det blændende Ensemble, hvorved dette Slags Arbeider maae gives Skin af Gehalt, gjorde Stykket her ingen anden Virkning, end at man morede sig over enkelte paa et stærkt Indtryk beregnede Scener, kjedede sig over hvad der laae imellem dem og udhyssede det Hele. — Med den næste Nyhed, "Et Sørgehuus," Vaudeville i een Act af en Anonym (F. I. Hansen), gik det endnu uheldigere. Æmnet — at en lystig Fyr, der har skjult sig for sine Creditorer, udgives for død og ved sin Tilbagekomst finder dem som sit Ligfølge, — kunde give et muntert Eenactsstykke og var ret vaudevillemæssigt behandlet, men en flau, langtrukken Dialog qvalte det Moersomme: det maadeligt spillede Stykke kjedede og da en dansk Forfatters noget matte, men naturlige Vaudeville ikke kunde vises saa lempelig Medfart som det oversatte forskruede Lystspil, saa maatte Mishaget ved de tre Forestillinger, den oplevede, accentueres ved Pibning, — Uagtet Syngestykket "Dronningens Livgarde," i tre Acter, Texten af Saint-Georges, Musiken af Halevy, var sat i Scenen med usædvanlig Omhu, behagede heller ikke det mere, end at det kun opnaaede fem Forestillinger med svagt Bifald og for maadeligt Huus. Stykket havde et godt musikalsk Anlæg og nogle meget [sideskift][side 819]interessante Situationer, men Forventningen om Musiken blev betydeligt skuffet: Publikum tiltaltes kun af enkelte melodiøse Steder, men fandt, at den i det Hele savnede Flydenhed og dramatisk Udtryk. Udførelsen var tillige meget mangelfuld og lod især stærkt føle, at Theatret ikke mere havde en Tenorist, der kunde lægge Varme i Foredraget og tillige tee sig livligt paa en behagelig Maade. Den, der, efter Fortjeneste, vandt meest Bifald, var Jfr. Rantzau, som ved overordenlig Flid havde, trods de Chicanerier, hvilke personlig Uvillie tillod sig imod hende, slaaet sig mærkeligt op i Publikums Gunst og navnligen udførte Athenais, i Spil saavelsom i Sang, saa heldigt, at hendes Fremstilling, om den end ikke ganske fyldestgjorde den meget vanskelige Opgave, behagede i høi Grad og vakte Haab om, at hun omsider vilde blive Syngespillet af stor Vigtighed. — I Oehlenschlägers Tragedie "Kiartan og Gudrun" fik Repertoiret endelig en Nyhed, der var det til Ære og optoges med meget levende Bifald, hvorvel den ikke efter de første Forestillinger i nogen høi Grad kunde fastholde Publikums Interesse. Det beundrede den Friskhed, Kraft og Poesie, hvormed Oldingen havde udtrykt Tidens Præg, stærke Affecter, Pathos og erotisk Følelse, og fandt i Kiartan en ny interessant Opfatning af den dybtfølende, mandige og trofaste nordiske Ungersvend; men kunde ikke ret forlige sig med Gudruns Charakteer. Alle følte sig vel grebne ved det Geniale i Conceptionen af de enkelte Træk og i den ligesaa skjønne som udtryksfulde Diction, men dette kunde ikke dæmpe Manges Tvivl om det psychologisk Rimelige og æsthetisk Tilladelige i Skildringen overhovedet. En Coquette, som tilstaaer sin Opdragerinde:

[sideskift][side 820]

     "— jeg frygted Kiartans Blik,
Jeg mærkte: mod min Villie det betvang min Hu;
Og derfor mored det mig meest at drille ham,
At gjøre ham fortvivlet og ulykkelig;"

som, ligegyldig ved at hendes Fader skranter af et Saar, han har faaet i Tvekamp, siger:

"Slog de hinanden strax ihjel, var det forbi;
Man græmmed sig da datterligt, som billigt var,
En Tidlang, —"

som driver Spot ved religiøse Følelser, som, kun 20 Aar gammel, har havt to Mænd, hvoraf hun ærgrede den ene ihjel, og nu ægter den tredie, mod hvem hun ophidser sin Elskede til Snigmord: en saadan Coquette forekom de Fleste hverken, om det Abnorme end motiveredes ved at hendes Moder var en Sicilianerinde, at passe ind i den nordiske Oltid eller at være tragisk, men, betaget det Afskyelige i Charakteren, at høre hjemme i Lystspillet, hvor hun kunde revses ved Ydmygelse, medens hun i Tragedien nødvendigen maa gaae under i Forbrydelse, uden at virke tragisk i Døden ved at medtage Seir i sin Sjæls Opløstelse over en uretfærdig Skjæbne. Endog Fru Heibergs med enthusiastisk Bifald lønnede baade skarpsindigt og særdeles smagfuldt anlagte og i de fineste Afskygninger fast, sikkert og ædelt udførte Fremstilling var ikke istand til at forsone Publikum med den Hjerteløshed, som Gudrun af drillelysten Stolthed tiltvinger sig for at vinde Herredømme over sin dulgte lidenskabelige Kjærlighed. Hvad der ogsaa endeel skadede Stykkets theatralske Virkning var de forvirrende store [sideskift][side 821]Spring med Tid og Sted samt Episoderne, fornemmelig den, hvori Digteren, for at bringe Thorvaldsen en Holding, havde ladet Olaf Paa profetere om ham, hvilken for Tilskuerne stillede sig som saa paafaldende vilkaarligt indkastet og Handlingen fremmed, at den frembragte en Stemning, som var den tilsigtede aldeles modsat. Imidlertid, det af Fru Heiberg poetisk som psychologisk beundringsværdigt skildrede Charakteerbillede; Wiehes Udførelse af Kiartan, en blandt de Roller, hvori han indtil da meest havde frapperet Publikum ved, uden stærk Gesticulation, i Tonens betegnende Kraft og med kunstnerisk Ro at give Affecterne et dybtgribende Udtryk; Holsts djærve og fyrige Olaf Trygvason; Mad. Holsts ved høi og ædel ægte nordisk Qvindelighed indtagende Ingeborg; og Digtningens mange herlige Scener gjorde Opførelsen, hvorvel de øvrige Spillende langtfra gav Fyldest i Forhold til de fire Hovedpersoner, til en saa sjelden Kunstnydelse, at dette Digterens sidste store Værk vel havde fortjent en varigere Interesse, end der i den bevægede Tid blev det tildeel. — Løvenskjold havde igjen med en nydelig melodiøs og i nogle Partier charakteristisk Musik forsøgt sin Lykke, men den var, atter paa Grund af Textens Mathed, ogsaa denne Gang slagen ham feil for saavidt som hans Composition kun vandt Publikums Bifald, men ikke dets Søgning saaledes at den kunde holde sig paa Scenen. Af Stoffet — Kotzebues for en Snees Aar siden her opførte Eenactslystspil "Ildprøven," — kunde der vel, ved selvstændig Behandling af en med Syngespillets Natur fortrolig Forfatter, være fremkommet en ret vakker Text, som havde givet gode musikalske Situationer, men Lystspillets Gang var beholdt Scene for Scene og Musiknummerne kun vilkaarligt indkilede i dets trivielle [sideskift][side 822]Dialog, mod hvilken de kom til at stikke saa starkt af, at det Hele i høi Grad manglede Tone. De Rollehavende havde hverken Kunstforstandighed eller Talent nok til, ved stigende Varme i Spillet, saaledes at forberede Replikkernes Overgang til Sang, at denne Mangel for endeel dækkedes; den kluntede Udførelse maatte tvætimod gjøre den paafaldende, endog for Mængden. Løvenskjolds smukke Arbeide skjænkede ham derfor kun den Glæde, at Publikum med større Enighed og Deeltagelse end tidligere beklagede, at han havde anvendt sit herlige Talent paa en Text, der ligefrem modvirkede Erkjendelsen af det.

Den 18de December var den Dag, da man med Directeuren i H. Hertz's "polemiske" Comedie "Hundrede Aar" kunde sige om Theaterbygningen:

"I hundred Aar — hvordan, det veed kun Gud —
Har dette skrøbelig Huus holdt ud.
Tiltrods for Rotter fra Kanalens Pøs,
Tiltrods for Lost og Gulv, der rev sig løs,
Tiltrods for Tagets Raadenhed og Tyngde
Ei Huset ældre blev, men sig foryng'de."

Den store Betydning, et saadant Jubilæum maatte have i og for sig, forhøiedes endydermere ved to mærkelige Omstændigheder, den danske Skueplads kunde siges at have levet sit hele i baade literair og artistisk Henseende paa hæderfulde Minder rige Liv i denne Bygning, thi Theatret i Grønnegade var, hele 20 Aar førend dens Grundlæggelse, efter flere haabløse Opgivelser, som Skuepladsen aldrig havde fristet i Huset paa Kongens Nytorv, og uden at efterlade andet end tre Bind med femten holbergske Comedier, saaledes lige ned i sin Grundvold gaaet under, at man [sideskift][side 823]med Rette havde kunnet sige: "De danske Comedier ere nu aldeles uddøde!", ja endog formeligt holde deres Ligbegængelse; og den nustaaende Bygning var den eneste af alle de Theaterbygninger, der i Løbet af tre Aarhundreder vare opførte i Europa, som ikke ved Ildsvaade, Nedlæggelse eller andre Omstændigheder havde fundet sit Endeligt inden Hundredeaarsalderen. Theaterbestyrelsen havde derfor god Grund til at føle, som Directeuren i Hertz's Comedie fortsætter:

"Det er vor Skyldighed, som vi kan bedst,
At celebrere slig en sjelden Fest;"

men, som Digteren ironisk lader ham sige,

"— denne Sag var ei betænkt itide,"

og det ikke, som Undskyldningen lyder i Comedien, fordi

"— under Krigen, som De alle vide,
Man har saa meget Andet at bestride;"

da ingen af de tre Directeurer havde mere end nogen anden civil Embedsmand med Krigen at gjøre; men ganske simpelt fordi Jubilæet slet ikke var faldet Directionen ind; thi vel lod den, efter at den var bleven haardt angreben for dets meget utilfredsstillende Høitideligholdelse, offenligt insinuere, hvorledes den saa tidligt og ivrigt havde været betænkt paa Festen, at den endog havde udsat Præmier for passende Stykker dertil, men ei alene var der hverken offenlig eller for nogen enkelt Theaterdigter skeet Bekjendtgjørelse om en saadan Præmieudsættelse, det var tillige vitterligt for hele Personalet, at Directionen var bleven meget overrasket, da den, sex Uger førend den 18de December, ved Udenforstaaende kom til Kundskab om denne Dags Betydning. At [sideskift][side 824]den ikke gjorde sig latterlig, ved med en saa kort Tidsfrist at aabne Concurrents for Feststykker, var naturligt; men man skulde have troet, at den da med Kraft havde anvendt de mange Midler, som den selv allerede besad til at give Publikum hvad der, efter Festens Natur, dog maatte betragtes som dens Kjærne, nemlig: et Udvalg af Stykker eller endog blot Scener, som kunde vække levende Følelse af hvad Skjønt og Stort, der i alle Arter af dramatisk Fremstilling havde ved dansk Kunst udviklet sig i Bygningen siden den for 100 Aar siden blev indviet til dens Dyrkelse. Derpaa gjorde Directionen imidlertid ikke engang mindste Forsøg: Alt, hvad den foretog, var, at den anmodede H. C. Andersen om at digte et Forspil og Bournonville om at componere en Ballet til Anledningen. Forspillet viste sig kun meget lidet passende: af en Digter og en Billedhugger, der som frivillige Soldater stode ved Dannevirke, blev der sagt meget Aandfuldt og Smukt om dansk Sprog, Videnskab og Kunst i Almindelighed, og anført nogle Replikker af Holberg som ogsaa endeel til hans Berømmelse, men hvad der efter ham var kommet paa Scenen omtaltes kun i en halv Snees Linier og med blot Anførelse af Titlerne paa nogle Stykker; Fremstillingskunsten, som saa stadigt og mægtigt havde virket til Skuepladsens Fasthed, Forherligelse og Hæder, var aldeles ikke berørt. Bournonville havde til sin Ballet ganske anderledes fundet det, som burde stilles Publikum for Tanken, og tillige saa beundringsværdigt givet det Sjæl, poetisk Kraft og stor theatralsk Virkning, at Tilskuerne under stormende Bifaldsudbrud saae en Række Momenter i Skuepladsens Udvikling træde friske og levende frem, og det ikke blot saadanne, som Balletten fortrinsviis har Udtryk for, [sideskift][side 825]men selv, i heldigt givne lette Antydninger, adskillige, som Skuespilkunsten burde have været kaldet til at fremstille i deres hele poetiske Fylde. Dette sindrige og begeistrende Leilighedsdigt, som allerede vidnede om hvor meget Theatret var at lykønske til at det havde beholdt Bournonville som Balletmester, havde kun været bestemt til en forklarende Illustration til Festen, men blev dens eneste virkelige Indhold, thi hvad dette skulde Have været og, uagtet den korte Forberedelsestid, ogsaa tildeels kunde have blevet, dersom Directionen hurtigt havde udkastet et Program og med Omsigt sat de kunstneriske Kræfter i Bevægelse: det var der ikke Spor af. Fru Heiberg havde erklæret sig villig til i den Anledning hurtigt at gjøre sig rede til at spille i den ikke i 30 Aar opførte holbergske Comedie "Den Vægelsindede," som Aaret efter blev Theatret til saa stor Ære, men ikke engang om dette Treactsstykke kunde Directionen saadan komme til Beslutning, at der blev taget fat paa det. I Løbet af en Maaned fra Jubeldagen gaves rigtignok usædvanligt ofte originale Arbeider, men ikke eet, som ikke allerede var gaaet i denne eller foregaaende Saison, og iblandt dem indkyledes, ogsaa til Festforestilling, en fransk Bagatelle som "En Kone, som springer ud af Vinduet." Tillige gik "Barselstuen," hvormed Festen aabnedes, saa usikkert og maadeligt i flere Roller, at Opførelsen viste hvorledes man nu undertiden spillede Holberg slet, istedetfor at den ved Talent og Omhu skulde have været hævet til at gjengive hvorledes man ofte havde spillet ham ypperligt. Den stærkeste Dadel mødte Directionen imidlertid fra alle Kanter fordi den aldeles ikke havde sørget for at faae de forskjellige dramatiske Kunstarter repræsenterede; den gav hvad den havde nærmest ved Haanden, som dengang var [sideskift][side 826]Lystspil og Vaudeviller; Tragedien, der ved en endnu levende og i Skuespilhuset hver Aften tilstedeværende Digter havde faaet saa stor national og kunstnerisk Betydning, blev ganske udelukket fra Festen, og Syngespillet meente Directionen at have forundt tilstrækkelig Repræsentation ved at lade Orchestret udføre tre Ouverturer: Schulz's til "Høstgildet," Weyses til "Faruk" og Kuhlaus til "William Shakespeare," som ikke var Syngespil.

Den meget stærke Utilfredshed, der allerede i et Par Aar ved mange Leiligheder havde yttret sig imod Directionen, og ved den slette Festordning var betydeligt tiltaget baade hos Publikum og Alle, der virkede ved og for Skuepladsen, fandt et kraftigt offenligt Udtryk igjennem en Nytaarsartikel, hvori "Fædrelandet" meget skarpt ankede over Directionens Ligegyldighed i alle Retninger, baade for "hvad der gaves og hvorledes det gaves," for Antagelsen af nye Stykker, for Prøvernes Afholdelse, for hvem det tillodes at komme til Debut, for Elevernes Veiledning og for Stykkernes Udstyr. Ankerne vare fuldkommen berettigede og Publikum tiltraadte ganske Artiklens Paastand, at de ene og alene vare at afhjælpe ved at Directionens Medlemmer, "der vare i en høiere Alder, saa at det ikke var at vente, at de skulde kunne forandre de Anskuelser og Grundsætninger, de hidtil havde lagt for Dagen," kom ud af "den feilagtige Formening, at de bestyrede Theatret godt og forsvarligt," og indsaae, "at de ikke paa nogen Maade bedre kunde vise deres Interesse for Theatret, end ved frivilligen at træde tilbage og give Plads for den større Dygtighed og Kraft, der ingenlunde kan undværes hos dem, i hvis Hænder denne Kunstanstalts Vee og Vel fremtidigen skulde betroes." Men træde tilbage for hvad de [sideskift][side 827]alle Tre, efter de Anskuelser, hvori de vare ældede, kun betragtede som hadske Udgydelser af en udskeiende Presse, hvilke kongelige Embedsmænd ikke burde lade sig skræmme af, vilde Ingen af dem; og endnu faldt det ikke Nogen ind, at Autoriteter, som stode umiddelbart under Kongen, kunde blive udsatte for Afskedigelse af andre end ham, hvis Bevaagenhed de holdt sig aldeles forvissede om.

H. C. Andersen havde til sin Opera "Brylluppet ved Comosøen," i tre Acter, atter fundet Stoffet i en Roman. — Manzonis I promessi sposi, — men denne Gang, i bedre Erkjendelse af Dramaets Væsen, saa godt vogtet sig for at medtage alt hvad der i Romanen syntes at være theatralsk interessant, uden paa Scenen at kunne blive andet end skizzeret Episode til Forstyrrelse af Hovedhandlingen, at hans Arbeide var en i det Hele godt anlagt og meget livfuld dramatisk Digtning. Ved dens Ordning til Operatext havde han imidlertid begaaet den Feil, ikke at concentrere de mange ypperligt dertil passende Situationer i Nummere af store og afsluttede musikalske Former, men ladet Texten opløse sig i en Mængde Smaanummere, hvilke det maatte blive Componisten meget vanskeligt at gjøre hvert for sig tiltrækkende og som, selv om han opnaaede det, baade bragte Uro i Handlingens Gang og altfor meget fordeelte Interessen til at den ret levende kunde fastholdes for Hovedmomenterne. Hvad som derimod særdeles fordeelagtigt udmærkede Behandlingen, var den Componisten animerende skjønne Lyrik, meget musikalske Rhythmer og god Afvexling af comiske, idylliske, romantiske og lidenskabelige Scener. Glæser havde benyttet Texten med stor kunstnerisk Dygtighed: glimrede hans Composition end ikke med Originalitet og poetisk Fylde, havde den dog mange [sideskift][side 828]ved Følelse, Gemytlighed og Udtrykkets Sandhed og Kraft særdeles skjønne Partier og var gjennemgaaende indtagende ved Rigdom paa ædle, forefaldende Melodier, herlig Instrumentation og den gratiøst naturlige Maade, hvorpaa enhver Stemme var lagt effectfuldt for den Syngendes Evne, ligesom den overhovedet maatte beundres for den Smag og sine Takt, hvormed de mange Smaanummere, nægtet deres store Charakteerforskjellighed og Udtrykkets Livlighed, vare saaledes sammenholdte i Stiil og Tone, at Musiken havde et Ensemble, som for en stor Deel dækkede det Afbrudte og Urolige, der var bragt ind i den dramatiske Bevægelse ved Textens mange Sangafsnit. Stykket var sat fortræffeligt i Scenen af Bournonville og gik fra alle Sider med en i et saa vanskeligt og combineret Musikværk sjelden Livfuldhed og Precision, men uden at nogen af de Rollehavende i høi Grad udmærkede sig, med Undtagelse af Schram, der med stor Kraft og rigt Lune udførte Pater Abondio og især ganske ypperligt sang en herligt componeret Buffa-Arie; og Jfr. Rosenkilde, som af den gamle Perpetua gjorde en ved Originalitet og Naturlighed interessant grundcomisk Figur. Stykket optoges med meget levende Bifald: næsten ethvert Nummer blev applauderet; men netop det, at der var saamange Enkeltheder, som fandtes "meget smukke," gjorde, at de store, imponerende Masser, her vække Enthusiasme og Publikums varige Interesse, savnedes, og det blev snart et af de Stykker, hvis Opførelse roses som "særdeles underholdende for een Gang." Forresten var denne musikalske Nyhed Saisonnens sidste. — Dramaet "Gustav den Tredie" af Pseudonymen B. W. Michael (M. W. Brun), viste et betydeligt Fremskridt siden hans i Juni 1844 opførte "De skandinaviske Brødre," i SærdelesSærdeles-hed [sideskift][side 829]hed med Hensyn til Handlingens Anlæg, theatralsk Ordning, Smag i Dialogiseringen og overhovedet den techniske Behandling. Charaktererne vare saa ganske de af Historien givne, at der om dem blot kunde siges, at Forfatteren havde eftertegnet den med Omhu og til deres Udvikling stillet dem godt imod hverandre; men ham til Fortjeneste maa det regnes, at Bellman, Corporal Mollberg og Ulla Winblad vare heldigt trukne ind i Handlingen og bidroge ukunstlet til at give den Livlighed og Afvexling, at Begivenheden, især i de tre sidste Acter, skred rask og spændende fremad og at flere af Situationerne vare af megen scenisk Effect. Var dette Drama end af kun ringe poetisk Værdie, afgav det dog et paa theatralsk Virkning godt beregnet Theaterstykke, der ikke i noget Partie stødte ved Usandsynlighed eller Smagløshed og, fordi Rollerne ikke i betydelig Grad gjorde Fordring paa hverken poetisk Aand eller psychologisk Studium, kunde fængsle Mængden ved at det af blot routinerede Rollehavende fik en omhyggelig og correct Udførelse. Da denne nu af alle de Spillende, med Undtagelse af een, der i en Hovedrolle paafaldende forsømte den, ydedes med stor Iver, og nogle af dem, navnligen Holst, der gav Gustav med megen Lethed, Varme og kongelig Anstand, og Mad. Nielsen, som med inderlig Følelse, Kraft og høi Værdighed udførte Grevinde Ribbing, endydermere behandlede deres Opgaver med saameget Talent, at de fik Sjælfuldhed og ægte kunstnerisk Præg, saa optoges Stykket med meget Bifald, hvad der dog ikke kunde afværge, at det i "Fædrelandet" blev behandlet med en Foragt, hvilken det i og for sig ikke fortjente, og som blev høist uretfærdig ved at det var af en Begrunder, der saa mærkeligt havde udviklet sig til det Bedre. — I "Tonne [sideskift][side 830]gaaer i Krigen," Comedie med Sang i een Act af en Anonym (Brosbøll), gaves der Publikum en lille træffende Skildring af Tilstanden i det af Slesvigholstenerne tyraniserede Nordslesvig. Handlingen var ubetydelig, men det var aabenbart, at det ikke var ved den at Forfatteren tilsigtede at vække Interesse, men ved at bringe de forskjellige Partier i Befolkningen i Situationer, hvorved deres Sindelag ret kunde komme til Yttring. Og dette var særdeles heldigt lykkedes ham: her var et Par fuldtro danske Tjenestetyende, der længe havde været forlovede, men som af Kjærlighed til Fædrelandet opgave Haabet om at blive forenede, han for at gaae i Krig for det, hun for at offre det sine til at sætte Bo med sammensparede Penge; en rig Gaardmand, som "synger med de Fugle, han er iblandt," og, efter Omstændighederne, stikker snart en tydsk, snart en dansk Fane ud; en Insurgent-Sergeant, som i sin danske Fødeby bramarbaserer, truer tidligere Uvenner og haaner Danmark paa Tydsk; og en ærlig Slesviger, der har ladet sig overliste og forlokke af Oprørernes Sqvalder, men ved sine Byesbørns Foragt ledes til at erkjende sin Brøde og atter stiller sig under Dannebrog. Et Par Steder var Hjerteligheden vel gledet over i det Sentimentale, men overhovedet yttrede den sig saa varmt, simpelt og naturligt, at det lille Tidsbillede gjorte et dybt Indtrykt og vandt stærkt Bifald. Ogsaa blev det i det Hele spillet mesterligt, især af Fru Heiberg, hvis Fremstilling af Karen var af gribende Virkning ved den rolige Energie, hvormed hun tolkede et sat, stille og resigneret Væsens dybe Følelse; Phister, som lagde megen Kraft og Inderlighed i Udtalelsen af den jævne, faste Tonnes redelige Gemyt; og Rosenkilde, der med stor Simpelhed fortræffeligt gav den de Danske i Hjertet henhen-givne [sideskift][side 831]givne rige Gaardmand, der, "for Huusfredens Skyld," altid holder med det Partie, som er tilstede. Ogsaa dette Stykke af en dansk Forfatter maatte taale en haard Medfart af "Fædrelandets" Referent. "Da Tæppet gik op havde han siddet i den behagelige Forventning at komme til at more sig, fordi det Stykke, hvis Handling foregik i Nordslesvig, som naturligt for Øieblikket var Alles Kjæledægge," (dog, vel at mærke, — just paa Grund af dets sørgelige Stilling,) "maatte formodes at være i det mindste en underholdende lille Spøg," (!!), og for at denne Forventning, som var saa taabelig, at han sikkert var ene om den, skuffedes gik han ikke i Rette med sig selv, men med Forfatteren, hvis Arbeide han overøste med bitter Spot. Endskjøndt denne skrappe Kunstdommer var saa human at finde, "at det vistnok langtfra var nogen stor Forbrydelse, om en Forfatter benyttede en blot tilfældig Stemning, siden der jo tidt derved kunde komme noget Pudsigt frem," (!) forlangte han, at Publikum, eftersom det var hans Mening, "at det just ikke var nødvendigt, at man i Theatret skulde høre fædrelandske Sange og Melodier, at der ikke behøvedes at skrives Stykker, hvori Nationalfølelsen skulde fælde Taarer, og at det var at anslaae Toner, der ikke havde noget paa Theatret at bestille," skulde erkjende, at Stykket var fordømmeligt; og for at Publikum ikke havde gjort det fik ogsaa det en Irettesættelse og maatte lade sig belære om, at "dets gode Hjerte ikke var ganske at stole paa som Smagsdommer." Selv afgav han i denne Egenskab Beviis for, hvad "Fædrelandets" Redaction havde sagt i sin fornuftige Nytaarsartikel: at "al virkelig Kritik var førstummet," og at personligt Lune havde anmasset sig dens Navn for ringeringe-agtende [sideskift][side 832]agtende at affeie endog med fortjent Bifald optagne Arbeider af begyndende danske Forfattere. — Endskjøndt Referenten i den anonyme Vaudeville "En Tour til Armeen" (af H. P. Holst) fik Overflødighed af det Pudsige, som han helst saae komme frem af den "tilfældige" patriotiske Stemning, vilde heller ikke den behage ham: den gav det for rigeligt og grovt. Imidlertid: vel fandt han, "at der ikke var synderlig Rimelighed eller Sammenhæng i Compositionen, at Indfaldene vare tildeels plumpe, tildeels før hørte, at Hovedpersonen var baade ubegribelig og en gammel Bekjendt og at der var anvendt alle brugbare Trækkemidler," men han kunde dog lee af den og det Godtbefindende, hvilket han stemplede til Smagsdom for Publikum, blev da: "man maa i alt Fald hellere lee af denne Farce end græde over "Tonne gaaer i Krigen."" Forresten lo man ikke blot, men følte sig, ved at de Toner, som Ref. ikke vilde tillade, at "Theatret havde noget at bestille med," hyppigt ansloges smukt og kraftfuldt, henrevet til et saa enthusiastisk Bifald, at det netop blev dem, som Bagatellen fik at takke for en glimrende Modtagelse.

I Scribes "Puf! eller Verden vil bedrages!" fik man et stort Lystspil, der i og for sig var af langt betydeligere Værd end "Et brillant Partie," hvormed Saisonnen aabnedes, men endnu mindre passende for vor Scene. Ikke at tale om, at Ideen i Grunden var den samme som ei alene aandrigere og moersommere, men mere theatralsk var behandlet i "Kammeraterne", havde det den Egenskab, at hvad der gav baade Charaktererne og Handlingen var specifik fransk: de den revsede Feil og Daarskaber vare lykkeligviis saa fremmede for Mængden af vort Publikum, at den først kom til Kundskab om dem fra Scenen og altsaa kun af [sideskift][side 833]Skildringens Consequents kunde gjøre sig Forestilling om hvorvidt de vare rimelige og fremstillede naturtro. At en Comedie, der var skreven under Forudsætning af Tilskuere, som saaledes vare inde i det persiflerede Samsundsliv, at de let kunde finde det Træffende. Vittige og Piquante endog i Enkelthederne, her gjorde Lykke hos Tilskuere, der vare saa fremmede for det, at mange effectfulde Smaatræk maatte gaae tabte, vidnede ligemeget om Scribes store dramatiske Talent og vort Publikums ualmindelige Evne til at opfatte det Charakteristiske, selv om det fremstilledes i nye og ikke fuldstændig klare Billeder. Hvorledes i den elegante Pariserverdens uhyre Vrimmel ubetydelige Personligheder i Coterie og ved at "slaae Plader" aabne sig Vei til Rigdom, Indflydelse og Ære, og hvorledes Massen i den Grad lader sig slaae Plader, at den ærlige Dygtighed enten maa see at friste Livet ved at arbeide for at bane Coteriet Veien eller lade sig støde tilside af det: dette havde Scribe fortræffeligt stillet til Spot i faa, men velvalgte Repræsentanter for baade dem, som slaae Plader, og dem, som lade sig slaae Plader; og Publikum viste, ved Latter og Applaus, at det meget godt fattede Satiren overhovedet: flere Scener morede ikke blot, men bleve beundrede for den Fiinhed, hvormed de vare behandlede og det Lune og spillende Vid, der brillerede i Dialogen. Stykket blev modtaget med meget Bifald, men det var strax tydeligt, at det ikke, som "Kammeraterne" og "Badet i Dieppe," vilde holde sig længer paa Scenen end det havde Nyhedens Interesse. Endog afseet fra det Fremmede i Æmnet og Charaktererne laae Aarsagen, saa gribende det end viste Scribes Talent, for en stor Deel i det selv: Bedragerne vare for foragtelige og de Bedragne ikke interesinteres-sante [sideskift][side 834]sante nok, Tilfældet hjalp altfor paafaldende til Udviklingen, nogle af de piquanteste Situationer udgik ikke fra Handlingen, men vare indtvungne i den og Udgangen virkede uhyggeligt. Forøvrigt bar ogsaa Spillet Skylden: Ensemblet var meget maadeligt allerede derved, at en saare vigtig Rolle, Grev Marignan, der skjuler Skurken under en fiin, beleven Hofmands Maske, var givet til Schneider, hvis Organ og hele Væsen var den krast imod, og at Par andre Roller ikke af de Spillende kunde blive saaledes opfattede, at de fik en tiltalende og naturlig Individualitet. Derved udmærkede sig egenlig kun Nielsens ypperlige Fremstilling af Desgaudets, der rigtignok ogsaa var den, der af Digteren var givet den meest originale og tiltrækkende Personlighed: en gammel jovial Philosoph, som er for ærlig til at ville slaae Plader, men grundigt har studeret de Andres Plattenslagerie og tager Nytte af at finde sig i, at de tillægge ham en Rigdom og Indskydelse, som han ikke kunde gjøre sig til af uden at slaae Plade, men hvorved de forledes til at kappes om selv at drive ham til i al Uskyldighed at slaae dem Alle den allerstørste. Forresten gav dette Stykke Publikum Anledning til megen Tale om Nationalskuepladsens Bestyrelses yderlige Mangel paa Kunstforstand og den Halsstarrighed, hvormed den i den sidste Tid fastholdt løse Indfald af endog Theatret Uvedkommende imod den sunde Fornufts klare Grunde. Stykket hedder i Originalen »Puff ou Mensonge et vérité.« Da »Puff,« et af Pariserne efter Englænderne optaget cant-word for "bedragersk Glands." ikke i Dansk har denne Betydning, men derimod tre andre derfra ganske forskjellige Betydninger, kunde det, som ikke blot uforstaaeligt, men vildledende, fornuftigviis ikke anvendes i Oversættelsen, hvor [sideskift][side 835]»Puff« derfor overalt blev gjengivet ved "Plade," som kommer den rette Betydning nærmest, og til Titel havde Oversætteren (Arnesen) kun beholdt Omskrivningen af »Mensonge et vérité« til "Verden vil bedrages!" Under denne Titel var Stykket antaget, under den kom det til Indstudering. Men kort førend dets Opførelse lod en af dem, som i Directeurfamiliers Kassecirkler altid vare ved Haanden for at tjene Theatret med gode Raad, sig forlyde med, at "Puf" dog var saadan en moersom og piquant Titel, som man endelig maatte holde paa, og at det var utilladeligt at Oversætterne toge sig Ret til at forandre Stykkernes Titler. Endskjøndt dette Raisonnement netop gik ud paa en Forandring af Stykkets Titel, efter dennes Betydning og viste, at Personen ikke kjendte det Mindste til dets Indhold, blev det strax fundet saa antageligt, at der øieblikkeligt blev befalet, at Oversættelsens Titel skulde være "Puf." Skuespillerne tillode sig at gjøre opmærksom paa det Forkeerte deri, men forgjæves! Det var engang lovet og befalet; alle Forestillinger bleve afviste med: "Det hedder Puf og skal vedblive al hedde Puf." Det vedblev det ogsaa; det anmeldtes som "Puf," opførtes som "Puf," og Publikum, der ikke under Opførelsen hørte Ordet Puf eller det Mindste, som erindrede om nogen af de tre danske Arter af Puf, spurgte forundret: "Men hvorfor i al Verden kaldes det Puf?" Der blev nu paany gjort Indsigelser imod Titlen; det blev skriftligt fremhævet, at Lessing havde sagt: "Et Stykkes Titel skal ikke være en Kjøkkenseddel, men den maa heller ikke være vildledende," og at ingen Titel kan være mere vildledende end den, som lover noget ganske Andet end Indholdet; der blev ført Anke derover i Bladene; og Oversætteren offenliggjorde, at [sideskift][side 836]den forkeerte Titel var optaget uden hans Vidende og imod hans Villie. Heller ikke dette hjalp: den sunde Fornuft kunde været fyldestgjort blot ved af Placaten at udelade Ordet "Puf;" Stykket havde endnu beholdt sin passende Titel; men Embedsmyndighed erklærede, at det skulde være klogt, som den sunde Fornuft erklærede at være galt; Befalingen blev fastholdt. — Det dramatiske Eventyr "Søstrene paa Kinnakullen," i tre Acter, fremkom anonymt; men Stoffets poetiske Opfatning, den romantiske Tone, det skjønne, kraftfulde, ædelt pathetiske Sprog, og den faste, sikkre Tegning i Hovedcharaktererne forraadte allerede i første Act en Digter, der med rig Phantasie og dybt Indblik i den menneskelige Natur saaledes forenede Dygtighed til at give sine Tanker det fulde Udtryk og lade Ideen komme til en klar ligesaa populair som aandfuld Fremstilling, at dette dramatiske Værk ikke kunde være hans første, og den dannede Tilskuer antog strax, at det maatte skyldes Hauch, hvad der ogsaa kort Tid efter viste sig. Der er i denne ypperlige Digtning en dybtgribende tragisk Ironie, idet den viser, hvorledes Mennesket, som lader Lysten til at eie faae Magt over sin Sjæl, endog efter at have naaet Besiddelsen udover det første Ønskes yderste Grændse, vedbliver at sammenhobe, saa at det under Møie, Savn og Sorger kæmper sig frem til sin Grav uden at være kommen til at nyde: den nærige Ulrikka sidder i Bjerget og spinder Guld med saa rastløs Begjærlighed, at hun, da Længslen efter den levende Natur endelig driver hende til at ophøre, ikke veed, at Livet, som hun har villet gjøre sig lykkeligt derved, er gaaet tabt. De contrasterende Charakterer ere herligt opfundne og meget sindrigt bragte i saadanne Situationer, at de naturligt som kraftigt føre [sideskift][side 837]hverandre til Udvikling; de fremtræde med en saadan Bestemthed i de fineste Afskygninger, at de i deres Hele have en slaaende Sandhed; og paa enkelte Momenter har den geniale Digter vidst at lade falde et saa stærkt Lys, at man skuer ind i deres Sjæls dybeste Løndom. Mærkværdigst er det imidlertid, at Hauch, som, med ualmindelig Evne til at behandle Personerne dramatisk, ellers aldrig ret havde kunnet saae Greb paa at forme Stoffet dramatisk og endnu mindre paa at gjøre Fremstillingen theatralsk, her, hvor Æmnet var af episk Natur og endydermere fordrede en Deling, hvorimellem der laae 25 Aar, havde skabt et Værk, der ikke blot var af en fortræffelig dramatisk Form, men af stor theatralsk Virkning, og det saameget mere da denne ikke noget Sted viste sig søgt eller beregnet, men blev en ligefrem Følge af det i sig selv simple og naturlige Anlæg. Udførelsen var den tankerige Digtning værdig; fornemlig havde Ulrikka, den vigtigste og vanskeligste Rolle, en mesterlig Fremstillerinde i Mad. Nielsen. Det lyttedes hende vidunderligt skjønt at lægge Høihed og Varme i Udtrykket af den umættelige Higen efter den usle Mammon; der var i den Lidenskab, hvormed hun samlede alle sine Tanker og Følelser i Begjærlighed efter Guld, en Kraft og Kjækhed, hvorved den blev pathetisk; og den rystende Sandhed i hendes Fremtræden som en runken, i Sjæl og Legeme sammenfalden Qvinde var poetisk ved den Ro, der viste, at hun, sig sin frygtelige Tilstand ubevidst, kom for at triumfere med den Seir, som var hendes Tilintetgjørelse. Ogsaa en særdeles udtryksfuld melodramatisk Musik af Rung bidrog meget til Stykkets store Virkning.

"Conservatoriet eller Et Avisfrierie", i to Acter, var i denne Saison det andet Arbeide, der viste baade at [sideskift][side 838]Bournonvilles Genie endnu stod i sin fulde Flor, og at Publikum ikke var "træt og mæt" af dets gode Frugter, men modtog dem med enthusiastisk Jubel. I at tage et Avisfrierie til Sujet og moderne Dragter til Costume havde han stillet sig en Opgave, der i dobbelt Henseende syntes at være saa aldeles imod Ballettens ideale Væsen, at det vilde være umuligt at løse den paa en blot nogenlunde interessant Maade. Ved sin uudtømmelige Phantasie til Opfindelse af nydelige Enkeltheder, sit friske, kjække Lune, sit sjeldne Talent til at opdage og smagfuldt gjengive det Comiske og Gemytlige i Folkelivet, sin sine Takt i Behandlingen af det Burleske og sin mageløse Dygtighed til at finde ypperlig Anvendelse for alle forhaandenværende eller tilveiebringelige artistiske Kræfter havde han imidlertid componeret og med glødende Colorit udmalet et henrivende skjønt, rigt og livfuldt scenisk Genremalerie der saa fuldstændigt var ægte Ballet, at det lod som om det af sig selv havde formet sig dertil. Den lille Handling omfattede en i den Grad gratiøs og piquant Afvexling af parisiske Folkelivsscener, der ved sig selv bleve letforstaaelige for vort Publikum, latterlige og alvorlige Situationer. Grupperinger og Tableauer, Kunstdandse og Cancans, imponerende Masse og yndigt Detail, Følelse og Overgivenhed, Ro og Tummel, at Tilskuerne ideligen begeistredes til stormende Applaus. Udførelsen gjorde Sit dertil: den var ved Bournonvilles sjælfulde Instruction baade i de alvorlige og i de comiske Partier ligesaa spillende livlig som beundringsværdig præcis. At Solodandserinden Augusta Nielsen paa den Tid efter Ansøgning gik af, gjorde Balletynderne særdeles spændte paa Udfaldet af Juliette Prices Debut. Den blev glimrende langt over Forventning. Det indind-tagende [sideskift][side 839]tagende lille Ansigt egnede sig vel ikke til kraftigt mimisk Udtryk, men dets fine Træk og timide Charakteer saavelsom den spinkle, men ranke og smuktbyggede Figur gave hende et udmærket heldigt Udvortes for serieuse Partier, og allerede dengang dandsede hun med megen Ynde og Elegants, stor Færdighed og overordenlig Lethed. Hun vandt derfor ualmindeligt levende Bifald og satte sig strax i Yndest hos Publikum som en særdeles talentfuld Begynderinde. — "Abekatten," Vaudeville i een Act af en (endnu) Anonym (Forfatteren af "En Søndag paa Amager"), blev ikke uden Anfægtelse inden den kom frem. Vaudevillen havde altid været en Torn i Øinene paa et Par Skuespillende af første Rang, fordi der ikke i den var Anvendelse for dem i brillante Roller og den undertiden vendte Opmærksomheden fra de Stykker, hvori de havde hjemme; efter deres æsthetiske Kjendelse skulde den, allerede som Skuespilart, være den danske Skueplads til Beskæmmelse. Da nu, som Forholdene dengang vare, Theaterpersoner, der i lutter Indignation ikke havde Følelse af det Usømmelige den, meget roligt turde vove, paa Kaffehuse og i Selskaber at udtale Fordømmelse over de af Directionen antagne Stykker, som vare under Indstudering, saa tog man af Stykkets Titel Anledning til saaledes at udskrige det som "Abekatterie," at Publikum maatte troe, det skulde see en Abekat spille med deri eller i alle Fald vilde blive budet en Farce af allerplatteste Slags. Førend Dækket gik op stod Forventningen til en eclatant Udpibning, men efter idelig Applaus og Skoggerlatter gik det ned under glimrende Bifald. Da Abekatten, som Rygtet havde belavet Publikum paa, slet ikke havde ladet sig see, men tvætimod ved sin Bortebliven givet Anledning til en Række saavel i [sideskift][side 840]Sangene som i Dialogen særdeles livlige, lunefulde og piquante Scener, der, langtfra at saare den æsthetiske Følelse, gave en meget gemytlig Underholdning, havde man ikke ladet sig støde af lidt overgiven Urimelighed i en saa let Skuespilart, men yttret sin Glæde over den behagelige Skuffelse, ved mere og mere freidigt at gaae ind paa Lystigheden. Udførelsen var imidlertid ogsaa mesterlig i hver enkelt Rolle og beundringsværdig ved sit Ensemble. Den Friskhed og Gratie, som Fru Heiberg lagde i Margrethes Munterhed og den fine, indtagende Comik, hvormed hun udtrykte hendes Naivetet og Forlegenhed; Rosenkildes meget pudseerligt i zoologiske Betragtninger aldeles opgaaende Iversen med de uvilkaarlige løierlige Fagter, han havde saaet ved ideligt at omgaaes sin "lille Abekat"; Jfr. Rosenkildes naturligt comiske "kalkunsk" arrige Frøken Sørensen; Phisters hjerteligt godmodige og joviale Ole og Wiehes ved fortræffeligt pointeret Conversation og elskværdigt Væsen interessante Linddal gave et saa nydeligt gjennemført og livligt coloreret Hele, at Theatret havde kun faa saa fuldendte Fremstillinger at gjøre sig til af. — En meget værdiefuld Forøgelse fik Repertoiret fra Sommerskuespillene i Treactslystspillet "Embedsiver eller Hr. og Fru Møller." Det gik med skjelmsk Spot løs paa en Latterlighed, som af det nye constitutionelle Liv blev lokket til at stille sig tilskue: den forfængelige Udueligheds vimse Begjærlighed efter at trænge sig frem for at komme til Magt, Rang og Ordener ved "af pure Patriotisme at offre Staten sin Tjeneste." Handlingen var ubetydelig og maadeligt motiveret; Forfatteren, Bayard, vilde ved de tre Hovedpersoner, piquante Situationer og letflydende, vittigt persiflerende Dialog gjøre Skildringen saa fuldstændig og moersom, at Tilskuerne ikke [sideskift][side 841]skulde henvende synderlig Opmærksomhed paa Intrigen eller hvorledes den var motiveret. Den danske Bearbeider, F. L. Høedt, havde ypperligt opfattet hans Intention og ikke søgt at bøde paa Handlingens Mangler, men derimod, særdeles heldigt, givet det Hele dansk Tone og pebret Dialogen med en Mængde lette og gemytlige Allusioner til Øieblikkets Forhold og Daarskaber. Da Stykket endydermere blev spillet ganske fortræffeligt, især af Fru Heiberg, Phister og Wiehe, der baade gave Charaktererne med stor comisk Kraft og slaaende Naturlighed og behandlede Dialogen med en Fiinhed og et saa spillende Lune, at dens Pudseerligheder stadigt holdt Publikum i Latter, saa fandt dette Lystspil en glimrende Optagelse og blev strax et af Øieblikkets Yndlingsstykker.

Fra Saisonnens Begyndelse var Personalet blevet forøget med en dygtig og meget anvendelig Kunstner, idet Kongen havde imod Levetzaus Aversion sat sin Befaling om Mantzius's Gjenoptagelse som kongelig Skuespiller. Jfr. Fischers Debut viste kun, hvad en kunstforstandig Bestyrelse let vilde have forudseet, at den ikke burde have været hende bevilget; Jfr. Eidrups var heldigere, men kun for hendes smukke Udvortes Skyld og holdt hende derfor ikke længe paa Scenen; Wolfs var derimod, især under den store Mangel paa Tenorister til Elskerroller, særdeles lovende. Han besad et ret godt Ydre for Scenen og havde ved omhyggelig Øvelse bragt sin kraftige Baritonstemme i saa god Forbindelse med en velklingende og smidig Falset, at han med megen Sikkerhed og følelsesfuldt Foredrag kunde udføre temmelig høie Tenorpartier. — At Mad. Simonsen døde kunde ikke nu blive Theatret til betydeligt Savn: thi ved at hun sædvanlig var meldt syg og desuden, hvor det [sideskift][side 842]var muligt, trak sig ud af Repertoiret, havde hun kun beholdt faa Syngepartier, og hvergang hun skulde optræde i et af dem maatte Directionen være belavet paa pludselige Forhindringer. Hun bevarede lige til sin Bortgang den bløde Stemmes Velklang og Friskhed, hvorfor hun stadigt vedblev at vinde levende Bifald som Sangerinde og at vække Beklagelse over, at hun ikke gjorde endog blot Forsøg paa at give sin behagelige Personlighed Følelsesudtryk efter Rollens Charakteer. Vel var Holms Afskedigelse ikke af kunstnerisk Betydenhed, endskjøndt han endnu spillede et Par Roller saa godt, at de ikke kunde besættes bedre; men Directionen burde saa vel have vidst hvor saare vanskeligt det er at faae Brugeligheder til mindre Gammelmandsroller, at den havde vogtet sig for at formindske det øieblikkelig ringe Antal med en øvet Skuespiller, hvis Savn den holbergske Comedies mange Biroller senere gjorde meget føleligt.

Uagtet Krigsurolighederne forsøgte den italienske Opera igjen i denne Saison sin Lykke i Kjøbenhavn. Den stod, ligesom i den forrige, under Direction af Ricci, der medbragte sin Broder, Componisten Federigo Ricci, som Capelmester. Selskabets forhen her hørte Medlemmer vare kun Directeurens Kone og Paltrinieri, der vel blev hilset med stærkt Bifald, men ikke siden gjorde synderlig Lykke. De nye Medlemmer vare: Andrea Castellan, en i Italien og Frankrig berømt Tenorist, som var kommen hertil paa Grund af Borgerkrigen i hans Fædreland, og med en klar omfangsrig Stemme og et sjælfuldt, henrivende Foredrag forenede behageligt Spil og meget ædle Bevægelser, hvorfor han her vandt overordenligt Bifald; Giovannia Pecorini, en smuk ung Pige, som var uvant med Scenen, men en [sideskift][side 843]ved Stemmens skjønne Klang og dens fuldendte Uddannelse ypperlig Sopransangerinde og dertil gratiøs og naturlig i Foredrag som i sin hele Fremtræden; Guiseppe Pavesi, hvis klangfulde Tenor savnede Skole i saa høi Grad, at han i endog meget taknemmelige Partier ikke kunde vinde Publikums Yndest, hvad der bevægede ham til efter et Par Rollers Udførelse at træde ud af Selskabet; Baritonisten Giovanni Guicciardi, som havde en stærk, fyldig Stemme og megen Energie og Følelse i Foredraget; og Stefano Scapini, dertil en for Scenen altfor colossal Figur, hvilken han forresten bar med Anstand, havde en colossal Basstemme, som, brugt med Maadehold, kunde klinge smukt, men fordærvede Ensemblet og var næsten uudholdelig naar han, som ofte skete, fik Lyst til at imponere med dens Styrke. Med Sangpersonalet var man i det Hele særdeles tilfreds og i nogle tidligere opførte Operaer gjorde, foruden den beundrede Castellan, Mad. Ricci, Sigra Pecorini og Guicciardi megen Lykke; men Nyhederne, som vare »Luigi Rolla,« »Estella di Murcia,« begge med Musik af Ricci, og »I falsi monetari,« componeret af L. Rossi, fandt meget lunken Modtagelse. Ogsaa en Gjæst, Mad. Dahl, blev Operaen til liden Glæde. Hun var, som Dlle. Freyse, optraadt paa nogle Theatre i Tydskland, hvor hun, fordi hun havde faaet musikalsk Veiledning af den berømte Mad. Sessi, lod sig kalde sig Freyse-Sessi, havde siden ladet sig høre i Christiania, var bleven gift der med Boghandler Dahl og vilde, ledsaget af ham, nu søge at gjøre sig beundret ved at reise paa Gjæsteroller, som, paa Grund af hans mange Bekjendtskaber her, først skulde forsøges i Kjøbenhavn. Efter mange Omstændigheder naaede hun til hos Italienerne at optræde i »La figlia del regimento,« men [sideskift][side 844]stadfæstede ingenlunde det glimrende Rygte, der var sat i Omløb om hende. Man fandt kun, at hun havde en god Skole; Stemmen var saare svag og uden Friskhed, Spillet maadeligt. To Gange gav hun Rollen med meget lunkent Bifald, tredie Gang gik det lidt heldigere; men i det Hele ansaaes det for en afgjort »fiasco«. Og saaledes blev det kongelige Theater dengang bestyret, at hun, efter at være falden igjennem hos Italienerne, kom til paa det at give Rosina i "Barberen i Sevilla," et Partie som da var besat med Jfr. Bergnehr, der havde udført det særdeles brillant og med overordenligt Bifald, men af Gjæsten blev sunget saa mat og, uagtet Glæser dæmpede Accompagnementet mere end tilbørligt, saa svagt, at Udfaldet var hende endnu ugunstigere end paa Hoftheatret. Den italienske Opera blev i Almindelighed kun tarveligt besøgt og endskjøndt Enthusiasterne, hvis Antal var blevet saare ringe, klappede og skraalede voldsommere end nogensinde, vilde det ikke lykkes dem at exaltere Publikum til de tidligere overdrevne Bifaldsudbrud.

Der var allerede i Januar blevet talt om, at Theaterbestyrelsen vilde søge at hjælpe paa Kassen ved i Juni at give Forestillinger uden Abonnement, og i Begyndelien af Mai, just da det for Enhver, som blot nogenlunde kjendte til Theaterforholdene, var vitterligt, at Directionen endog neppe vilde være istand til for Abonnenterne at skaffe Forestillinger Maimaaned ud, skete der til Personalet officiel Bekjendtgjørelse om at det skulde spille i Juni. Dets Forbauselse derover forvandledes til Spot da Directionen fjorten Dage efter maatte tilbagekalde Bekjendtgjørelsen, fordi den nu indsaae, at den ikke vilde kunne skaffe Noget at give. Maimaaned retfærdiggjorde overhovedet den nu ideligt af [sideskift][side 845]baade Personalet og Publikum yttrede Overbeviisning, at det var aldeles umuligt, det i endnu en Saison kunde gaae saaledes. Strax efter at Jfr. Bergnehr havde havt Beneficeforestilling tillodes hende at reise til Stockholm og nogle Dage efter fik Jfr. Fjeldsted Lov til at gaae samme Vei: dermed laae alt, hvad Publikum skjøttede om at faae af Syngespilrepertoiret, og hvis en Rollehavendes Sygdom standsede Opførelsen af "Conservatoriet" kunde man heller ikke give Ballet. Endydermere lagde Directionen sig selv Hindringer iveien for Anvendelsen af de Kræfter, som den beholdt til Raadighed; thi ei alene tillod Levetzau Dilettanter af alle Slags, baade Haandværkerforeninger og Kræmmersvendeforeninger, Brugen af Hoftheatret til private Forestillinger, naar de til egen Moerskab vilde fuske i Skuespilkunsten under Paaskud af at spille "til Fordeel for de Saarede og de Faldnes Efterladte," men der blev fra Theatrets Side, ved Fritagelse af Orchestermedlemmer, Chorister og enkelte Skuespillere, som maatte hjælpe til, for disse Forestillinger gjort Opoffrelser, der idelig voldte Forstyrrelse i den daglige Tjeneste, og hvorved det kom saavidt, at Directionen ikke var istand til at bestemme noget Repertoire for Saisonnens sidste Uge, men blev staaende ved, "at man fik at see, hvad der kunde blive at give." Aarsagen til den administrative Afmagt laae imidlertid fornemmelig i en Tvedragt, der foregaves at have sin Grund i hellig Iver for Kunsten og Theatrets Værdighed, men i høieste Maade tilsidesatte begge for smaalige Interesser. "Hvad bryder jeg mig om hvordan det gaaer!" var i den sidste Tid en staaende Replik for flere af dem, der ved deres Talent og den Løn, som Theatret gav dem for det, især vare opfordrede til at bryde sig om at det gik Skuepladsen [sideskift][side 846]godt; Livlighed, Forekommenhed og Anstrengelse i Tjenesten lode de sig ikke bringe til af endog de største øieblikkelige Nødstilfælde; kun deres Chicane og Malice, der havde virket førstyrrende paa hele Saisonnen, vare i dennes to sidste Maaneder bestandig i tilfreds Travlhed med ei alene at lamme Administrationen, men med, ved Bagvaskelser og ringeagtende Yttringer, at bringe ogsaa Publikum til at tage Partie imod Collin, der gaves Skylden for alle dens Synder. Spændingen imellem ham og Levetzau var stedse bleven stærkere, da Adler, som vel ikke befattede sig synderligt med de administrative Forhold, men ved sin Personlighed var en heldig Mægler i de deraf opstaaende Tvistigheder, i lang Tid havde været sengeliggende. Levetzau, som aldrig lod sig see iblandt Personalet eller indfandt sig ved Prøverne og derfor kun kjendte Theatertilstanden af Regisseurens Referater og hvad der insinueredes ham af de faa Notabiliteter, der havde sat sig i hans personlige Yndest, saae sig nødt til at overlade Ledelsen til Collin. Men hans Favoritter smigrede ham idelig med, at han var en ligesaa fortræffelig Chef for Theatret, som for dem, hvorimod Collin — der maatte forlange Pligtopfyldelse af dem, medens Levetzau var den, som nu udvirkede kongelige Naadesbeviisninger, bestemte Gratialer og indbød underholdende Theaterpersoner til sine fornemme Selskaber, hvilket Collin aldrig havde gjort, — skulde være en smagløs, egenraadig og ukyndig Theaterleder. Levetzau maatte derfor troe, at dersom han blot vilde og havde Tid dertil, skulde han kunne styre Tingene langt bedre. I denne Overbeviisning fremkom han nu og da om reent administrative Forholdsregler med Meninger, der vare imod Collins og som han fordrede satte igjennem. I de fleste Tilfælde gav Collin [sideskift][side 847]efter, men ærgrede sig med Rette over, at en Mand, der ikke havde klar Betragtning af den paagjældende Sag, langt mindre af dens Forhold til Theatervæsnet i Almindelighed, benyttede sin Chefsmyndighed for at give Bestemmelser, hvis muligt slette Virkning Chicanen ikke vilde undlade at paabyrde den administrerende Directeur Skylden for. Der var Ingen, som antog, at den forventede Omordning ved Theatret vilde medføre Ophævelsen af den kongelige Direction, men Alle vare overbeviste om, at disse to Mænd ikke kunde sidde sammen i den, og formodede, at en af dem vilde blive Chef. Herfra udgik det, at det cabalerende Partie i den sidste Tid lod Kunst være Kunst og mere søgte at bringe Theatret i Ringeagt hos Publikum end at hævde dets Anseelse. Levetzau, som vilde blive nødt til at overlade Partiet Ledningen, var en Chef efter dets Hjerte; Collin, der, hvilke Feil han end som Theaterbestyrer havde, besad en Energie, hvilken, naar han var Høistbefalende, nok skulde holde Egoisme og Caprice i Tøilen, og under hvem det ikke lod sig vente, at Partiets nyopfundne Lære, "at Kunstnerne bør være den kunstneriske Leder," kunde gjennemføres, da han var klog nok til at forudsee, at den maatte lede til, at de, som beskedent kaldte sig "Theatrets Bærere," vilde modarbeide ethvert tilstedeværende og kommende Talent, der ikke endnu havde naaet deres Høide i Publikums Yndest: Collin kunde Partiet ikke være tjent med. Rygter bleve derfor satte i Omløb for at bringe ham i Ugunst hos Publikum: alt, hvad der var dette til Behag, skulde skyldes Levetzau; hvad der mishagede det, var Collins Værk, som han egensindig havde foretaget imod Levetzaus humane eller kunstforstandige Villie. Bevæget af reen kunstnerisk Følelse forestillede man Journalister [sideskift][side 848]saa indtrængende det Kunstfordærvelige i hans Virksombed ved Theatret, at de følte sig forpligtede til, i Kunstens Interesse, at optage nærgaaende anonyme Angreb paa ham; ja Trædskheden skyede end ikke aldeles Forvendelse af Sandheden: at Jfr. Andersen havde faaet 100 Rdlr. Tillæg medens Liebe, der stod paa ringe Gage og havde gjort megen og god Tjeneste, kun havde faaet 20 Rdlr., blev saaledes udraabt som en grov Uretfærdighed af Collin, endskjøndt just de, som tillagde ham den, bedst vidste, at det var Levetzau, der havde erklæret sig for disse Tillæg imod Collins Forestillinger. Men, som det gaaer i et Theaters fleste Cliquerørelser, fordi de let ophidselige Gemytters Irritation tager Magt over besindig Overveielse: Cabalen maatte selv documentere sig. Collin skulde ved en Erklæring af Theaterpersonalets Utilfredshed krænkes saaledes, al han, hvis Chefsposten blev ham tilbuden, maatte finde raadeligt at afslaae den til Fordeel for Levetzau. Nogle af Theatrets Koryphæer gave sig derfor i Begyndelsen af April selv det Hverv at henvende sig mundtligt til Levetzau, for, som Deputation, at forsikkre ham om Personalets Hengivenhed for hans Person og Tilfredshed med hans Embedsførelse. Da denne selvtagne Myndighed fandt Misnøie hos endog dem, der ikke havde Noget imod selve Bevidnelsen, og tillige ikke kom saaledes til Omtale, at den gjorde den tilsigtede Virkning hverken paa Publikum eller Collin, maatte man gjøre et eclatantere Skridt. Lederne havde havt megen Ærgrelse af den Adresse til Kongen, som de i 1842 havde faaet bragt istand; ikke destomindre besluttede de igjen at tage Tilflugt til en Adresse; kun skulde den ikke henvendes til Kongen, men til Levetzau selv, [sideskift][side 849]"fordi den da var et blot Agtelsesudtryk, hvilket Bladenes Ondskab ikke kunde udlægge til Anmasselse." Man saae nu hvorledes Mænd, der alle tidligere, da Collin stod ved Naadens pecuniære Væld, havde modtaget betydelige Tjenester af ham, og dengang ikke havde kunnet holde Lovtaler nok over hans Hjælpsomhed, Dygtighed og kraftige Virken i Theatrets Interesse, med geskjæftig Iver og under Forsikkringer om, at det kun skete for Kunstens Skyld, søgte at bevæge til Underskrift paa en Erklæring, der, for at forjage ham, skulde bevidne en Mand, som, dem vitterligt, aldrig havde viist hverken Evne eller Lyst til som Chef at virke for Kunsten, den Høiagtelse, hvilken Kunstnetne bare for den Smag og Iver, hvormed han fremmede den. Allerede Istandbringelsen af Adressen aabenbarede den Aand, hvorfra Ideen var udgaaet og vakte stor Splid i Personalet: Nielsen satte igjennem hos Partiet, at "Operisterne" ikke skulde tilstedes Underskrift, "da de vare blotte Virtuoser, hvis Mening om Kunst ikke maatte tillægges nogen Betydning." At man derimod af Skuespillerpersonalet medtog endogsaa Maadeligheder, der hverken vare Kunstnere eller Virtuoser, forstærkede Indignationen, der, i Forening med Harmen over den Utaknemmelighed, som Cliquen viste imod Collin, foranledigede, at Adressen fik for Udstederne et Udfald, der var endnu værre end det, hvilket den tidligere Adresse havde faaet. Paa den til Levetzau indgivne Adresse var der opnaaet 18 Underskrifter; men den 30te Mai blev der overrakt Collin følgende Adresse, som 46 af Personalets faste Medlemmer havde kappedes om at komme til at underskrive:

[sideskift][side 850]

"Deres Excellence!

Endskjøndt vi vel vide, at en Mand, der igjennem en mangeaarige sjelden Virksomhed har modtaget saa mange anerkjendende Hædersbeviser af Landet, som Deres Excellence; — hvis utrættelige Opoffrelse, redebonne Iver og milde Hjælpsomhed mindes med Taknemmelighed af de mange Hundrede, der vendte sig til Dem og ikke skuffedes, — ikke trænger til vort Vidnesbyrd, saa er det os dog en Trang netop i dette Øieblik, da det Forbigangne lader til at glemmes saa let, at forsikkre Dem, at vi aldrig kunne eller ville glemme den humane Dommer og den hjælpende Ven, vi fandt i Deres Excellence.

Med Høiagtelsens Hengivenhed."

Hentydningen til Cliquens Utaknemmelighed traf saa dybt og forøgede Tvedragten i Personalet saa stærkt, at Sommerskuespillene nær vare gaaede ind af Uvillie til gjensidig Understøttelse. Forresten var det som om disse Adresser kun skulde komme frem for at gjøre Cabalen imod Collin kundbar for Publikum ved en Skandale; thi Forholdene havde bragt det derhen, at hverken Collin eller Levetzau kunde vedblive at bestyre Theatret. Da det blev gjenaabnet var baade i Administrationens Form og Personer indtraadt en saa fuldstændig Forandring, at der allerede derved begyndte en ny Periode i Theatrets Historie.

---