[side 777]For den foregaaende Saison var Abonnementssummen steget betydeligt imod hvad den var i den næstforegaaende, da den særdeles heldige Virksomhed i dennes Slutning havde givet Publikum Forventning om Directionens omhyggeligere Forsorg for Repertoiret; at Forventningen derom for denne Saison var inden dens Aabning endnu større, saa at alle Loger bleve afsatte og Abonnementssummen gik op til henved 70,000 Rdlr., havde omvendt sin Grund i, al Abonnenterne i den afvigte Saison havde følt sig høiligen skuffede og ofte yttret Utilfredshed over det slette og stadigt usikkre Repertoire. Aarsagen til den Besynderlighed, at netop Publikums stærkt udtalte Misnøie førte det til en Tillid, der gav et for Directionen overraskende glædeligt Resultat, fandt Forklaring deraf, at Kongen, efter hvad Rygtet fortalte, skulde, kjed af den almene Utilfredshed, der igjennem Hofparkettets mange høitstaaende Frigængere jævnligt kom ham for Øre, meget alvorligen have paalagt Directionen, og navnligen Levetzau, bedre at erindre det kongelige Theaters Værdighed og sørge for Opretholdelse [sideskift][side 778]af dets Anseelse ved at give Repertoiret større Værd, Afvexling og Fasthed. Heraf, hed det, var Levetzau bleven saa allarmeret, at han ei alene havde opfordret sine Meddirecteurer og Theatrets vigtigste Embedsmænd til af yderste Evne at sørge for en livligere og Publikum mere tilfredsstillende Virksomhed, men selv taget den faste Beslutning, ved skarpe Irettesættelser, Rolledoublering og Mulkter, at afvænne de Vrangvillige med de løse Indvendinger og foregivne Sygdomstilfælde, der hidtil saa ofte havde virket førstyrrende paa Tjenestens Gang. Der var ikke Noget om hverken Kongens Yttringer til Levetzau eller dennes til Embedsmændene, men Omstændighederne gjorde dem saa rimelige, at Publikum antog deres Rigtighed og nærede — saameget mere da en ny Ballet var under Instudering og der blev talt meget om, at der skulde gives et Par nye Operaer, — en saa sikker Forventning om ganske ualmindelige Anstrengelser for at gjøre Saisonnen interessant, at Logerne bleve revne bort.

Imidlertid, allerede Begyndelsen varslede ilde og fremkaldte Klager i Bladene. Efter at Skuespillerne under daglig Tjeneste i Embeds Medfør havde vidst at berede sig et betydeligt Repertoire til de for egen Regning givne Sommerforestillinger, aabnede Directionen, da Theatret havde været lukket i tre Maaneder, under hvilke Personalet var forpligtet til at lære nye Roller og i de sidste 14 Dage at holde Prøver, Saisonnen med et Toactslystspil, "En Pariserinde," som i forrige havde været fuldstændigt prøvet, men paa den fastsatte Opførelsesdag blev kaldet tilbage formedelst M. Wiehes pludselige Sygdom. Der var ikke for det første Udsigt til nogen anden Nyhed, og denne var et i høieste Maade uinteressant Fabrikarbeide, som optoges [sideskift][side 779]med stærkt Mishag. Ugen efter fik Publikum, i en Forestilling, der var endnu ynkeligere end den til da exempelløst fattige, som Directionen havde seet sig nødt til at give i forrige Saisons sidste Uge, nok et stærkt Beviis paa, hvor lidet man under Ferien havde været betænkt paa at sikkre Abonnenterne et taaleligt Repertoire. Da en Sygdomsanmeldelse forhindrede Opførelsen af "Et Reiseeventyr" til ovennævnte allerede tre Gange udhyssede Nyhed, saae Directionen sig saa aldeles ude af Stand til at faae et Stykke eller en Ballet, hvormed den idetmindste kunde udfylde Tiden til en sædvanlig Foreskilling, at den maatte give det af Publikum forkastede Toactsstykke alene med en lille Dands, saa at Forestillingen, hvormeget man end kjedede Abonnenterne med lange Mellemacter, kun varede to Timer.

Tre Uger inde i Saisonnen naaede Directionen endelig, dreven af at der maatte gives Festforestilling i Anledning af Kongens Fødselsdag, til Opførelse af to Nyheder, som begge vare Skuepladsen til Ære, hvorvel kun den ene blev den ogsaa til Fordeel. "Viola," Lystspil i tre Acter, var en med megen Smag og god Sands for theatralsk Virkning af Sille Beyer udført Bearbeidelse af Shakespeares »What you will«. Hvad hun havde udeladt af Originalen var kun saadanne Partier, som, uagtet deres poetiske Skjønhed, vilde have været enten saa ufremstillelige eller vort Publikum saa uforstaaelige, at de maatte have skadet Digtningens Væsenlige, som nu blev en smukt afrundet romantisk dramatisk Skildring, hvori man, henrykt ved den overordenlige Ynde og Fiinhed i Behandlingen af de erotiske Scener, den uforlignelige Blanding, af ædel Følelse og skjemtende Ironie i Violas Charakteer og det yppige Lune, der var udbredt over den comiske Deel, gjerne oversaae det [sideskift][side 780]Usandsynlige i at Søsteren under sin mandlige Dragt blev forvexlet med Broderen, det Urimelige ved den bratte Overgang i Hertugens Tilbøielighed og den overhovedet svage Motivering. Bearbeidelsen blev almindelig erkjendt at være særdeles heldig og Optagelsen var glimrende, hvad der imidlertid i høi Grad maatte tilskrives Fru Heiberg, som gav Viola, der forresten var den eneste ret interessante Rolle, med saa henrivende Ynde, varm Følelse og aandfuld Romantik, at alene det enthusiastiske Bifald, hun vandt, vilde have været nok til at gjøre Stykkets Lykke. — Bournonvilles Ballet "Den hvide Rose eller Sommeren i Bretagne," i een Act, havde ikke samme Held. Det var en smuk Idee, i fire Smaaballetter at ville fremstille det folkelige Festliv efter Aarstidernes forskjellige Charakteer; men istedetfor ved Decoration, Tone, nationale Dandse, Optog og Eiendommeligheder i Skikke kun at ville gaae ud paa at fremkalde Tilskuernes Følelse af den Aarstid, hvori han vilde hensætte dem, og saaledes bringe dem i en Stemning, søgte Bournonville i denne Ballet, ligesom han allerede uheldigt havde gjort i "Den nye Penelope" ved Fremstillingen af Foraaret, i Skildringen at lægge en dybere Betydning, der skulde udfindes ved Publikums Reflexion over Allegorier, hvilke han dog selv havde frakjendt Brugbarhed for Balletten. At han, for at sammenholde de sommerlige Festligheder og give dem nationalt Præg, havde taget den bretagneske Skik at belønne Egnens dydigste Pige med en hvid Rose og en Medgift til Æmne for en lille Handling, faldt meget smukt sammen med Fremstillingen af en under aaben Himmel afholdt Folkelystighed i idyllist Charakteer; men at han ved at "et fyldigt Neg skød sig frem af Jorden og Amor traadte ud [sideskift][side 781]deraf med et Bundt Kornblomster, hvoraf han bandt Krandse til de unge Piger, der beilede til Rosenbrudens Hæder," vilde "vise Sommeren," var Publikum ligesaa ufatteligt som at den hele Ballet skulde hentyde paa "den rige Kornhøst, der efter et kummerfuldt Aar havde velsignet Europa." Betydningen af det Allegoriske gik ei alene ganske tabt, men det fremstillede sig som noget Overnaturligt, der forvirrede og stødte Tilskuerne, som, uvidende om at det skulde tages sindbilledligt, ansaae det for et i en Skildring af gemytligt Landliv meget urimeligt anbragt Tryllerie. Flere nydelige Scener af Folkelivet, livfulde Dandse, skjønne Grupper og en fortræffelig Udførelse, hvori fornemmelig Jfr. Fjeldsted som Alix, Hovedrollen, indtog ved Ynde, Følelse og kunstfærdig Dands, og Bournonville gav en særdeles jovial og charakteristisk Fremstilling af Sergeanten La Bravoure, tilvandt vel enkelte Partier meget Bifald, men det Hele gjorde ikke stærkere Virkning, end at Balletten allerede i denne Saison udgik af Repertoiret. — I to Maaneder kom man nu ikke videre end til at give to oversatte Eenactslystspil, af hvilke det, som, ved moersomme Situationer, livlig Dialog og ypperlig Fremstilling, gjorde meest Lykke, endda ikke flyldtes Directionens Forsorg, men tvertimod kom frem ved at den selv tilsidesatte sit for fire Aar siden givne Forbud imod Sommerskuespil til den Yderlighed, at den inde i Saisonnen paa en Aften, hvilken den var forpligtet til selv at benytte til Indtægt for Theatret, bevilgede Opførelsen af en privat Forestilling, som det, med Overtrædelse af Forbudet, havde været tilladt en Kunstner at give om Sommeren, men der var gaaet tilbage paa Grund af hans Sygdom. — Om det høist mærkværdige tragiske Treactsskuespil "Trolddom," som fremkom anonymt, [sideskift][side 782]men var af Justitsraad P. V. Jacobsen, der døde kort Tid efter, hed det i "Berl. Tidende" fandt og meget træffende: "Et besynderligere, i sit hele Væsen, i sit hele indre og ydre Costume originalere Stykke er neppe gaaet over den 125aarige danske Skuepladses Brædder: et Stykke, som er aldeles utheatralsk, og dog ikke alene overalt bærer Vidne om, at dets Forfatter ei blot er begavet med et ualmindeligt dramatisk Talent, men ogsaa paa mange Steder viser megen Sands for det Theatralske; et Stykke, hvori ingen Charakteer er istand til at afvinde Tilskuerne en levende Interesse, og hvori, desuagtet, enhver Charakteer, ved en ypperlig Opfatning og beundringsværdigt godt fastholdt Udførelse, betegner en Digter, der igjennem et dybtgaaende Studium, baade af Menneskenaturen og af Tiden, er modnet til at give ægte dramatiske Skildringer; er Stykke endelig, som, skjøndt det med Rette forvises fra Scenen, længe i Literaturen vil blive et læst og høit anseet Værk. Dette Stykke har, efter den Mening, vi efter en eneste Opførelse have kunnet fatte derom, kun een virkelig Feil, men som rigtignok er saa indgribende i dets theatralske Natur, at det derved bliver upassende for Skuepladsen: Stoffet er aldeles utheatralsk. Det medfører ikke alene en mørk Tone i Udførelsen, men ogsaa at Opløsningen kun kan skee ved en aldeles Tilintetgjørelse af Hovedpersonerne, der end ikke, ifølge Tidens Meninger og det Oplysningstrin, hvorpaa de selv staae, i Døden kunne medtage Overbeviisningen om, at de lide uskyldigt, men tvertimod maae troe, at de virkelig fortjene den dem overgaaede Skjæbne, hvorved der ikke i Stykkets sørgelige Udgang er det Forsonende, som for Tilskuerne ligger i, at de Offrede føle sig hævede over deres Skjæbne, og i deres Sjæls Opløftelse [sideskift][side 783]bære Seiren over dem, som opoffre dem. Det er ingen Udvikling, hvormed Stykket endes, men en skrækkelig, trøstløs Undergang for alle dem, hvis Skjæbne Tilskueren fordrer bragt til Fuldkommelse, for at han skal erkjende at Stykket ikke kan føres videre. De Dommere, der fælde Offrene, ere ikke alene skyldfrie for sig selv, fordi de handle efter reneste Overbeviisning om, at de kun gjøre hvad Ret er; de bære ikke alene endogsaa i deres Sjæl en fast Tro paa, at de indlægge sig en stor Fortjeneste ved, uagtet de frygtelige Qvaler, hvormed Troldqvinden Ellen truer dem, at handle fast, som Religionens og Sædernes Forsvarere og Hævnere; men Offrene selv ere af samme Mening som deres Tilintetgjørere; de kunne i den Dom, som overgaaer dem, blot see en Ulykke for dem selv, men ikke nogen Uretfærdighed, hvorover deres klare Bevidsthed lader dem triumfere.... Ville vi imidlertid see bort fra denne Hovedfeil, hvormeget Fortræffeligt og om et stort Anlæg for den dramatiske Digtekunst vidnende Charakteristisk finde vi da ikke i dette Arbeide? Vi ville ikke tale om den ypperlige Gjennemførelse af Tidens Sprog, men med hvilken Sikkerhed har ikke Forfatteren skildret Sæderne? hvor heldigt har han ikke opfundet Charaktererne for at bringe disse Sæder til en naturlig og omfangsvid Fremstilling? og hvor psychologisk rigtigt ere disse Charakterer ikke udviklede? Hvor har man i den nyere Tids dramatiske Frembringelser seet en Charakteer, der er mere talentfuldt sammensat af forskjellige Følelser og Lidenskaber, end hans Thomassøns, og hvori enhver Side af denne Charakteer er tydeligere og bestemtere fremstillet? Hvilket ypperligt Billede, baade med Hensyn til Skildringen af det menneskelige Hjerte og af Tiden, er ikke Karine? Hvor ikke mindre eiendommeligt og sandt er [sideskift][side 784]ikke Billedet af Ellen, som selv troer paa sin Trolddomskraft og, i fuldkommen Overbeviisning om sit Krav derpaa, fordrer Betaling for at give Herman Luckesen Vind og Lykke? Vi have sagt, at dette Arbeide vidner om et ualmindeligt Talent for det Dramatiske; dette Vidnesbyrd hviler i den hele Charakteerskildring, i den Sandhed, hvormed Udtrykket for Lidenskaber og Følelser er givet. Men ogsaa den begavede theatralske Digter aabenbarer sig paa mange Steder i det i sin Heelhed utheatralske Arbeide. Vi ville blot gjøre opmærksom paa Scenen, hvori de syngende Landsknægte træde ind og standse Forfølgelsen da hans Thomassøn har fældet den drukne Fornærmer; paa den følelsesfulde, i raske Træk givne Scene mellem hans Thomassøn og Margreta i anden Act; paa den følgende Scene imellem ham og Karine, hvor hendes "Du er min onde Engel o. s. v." og den pludselige Overgang til Munterhed ere af ligesaa stor theatralsk Virkning som psychologisk interessante, ved med et eneste Træk at aabenbare hendes Sjæls Dyb og den Ulykke, der ufeilbarligen maa ramme hans Thomassøn ved hans Forhold til hende." Til ved Fremstllling paa scenen at illustrere en i den Grad fast, kraftig og indholdsrig Skildring af Sæder og Tænkemaade i de danske Kjøbstæder ved en bestemt Tid, — Midten af det 16de Aarhundrede, — var det vanskeligr at besætte de mange Roller, der alle, smaa saavelsom store, vare af Betydenhed i Billedet. Imidlertid traf de Spillende overhovedet godt den rette Tone og navnligen bleve de to Hovedpersoner, hans Thomassøn af M. Wiehe og Karine af Fru Heiberg, givne, efter en beundringeværdig klar Opfatning af Digterens Intentioner, med imponerende Sandhed og Kraft og mesterligt nuancerede i Følelsernes [sideskift][side 785]Overgange som efter Situationerne. Det herlige Ensemble, der med sjelden Omhyggelighed var understøttet af Decorationer og Dragter, frembragte med stor Styrke den Virkning, som Digtningen, givet i dens Aand, nødvendigen maatte have: Tilskuerne sattes i en saa mørk, uhyggelig Stemning, som neppe nogensinde er følt i et Theater fra en Forestillings Begyndelse til dens Ende, og Optagelsen blev derved ligesaa mærkværdig som Stykket selv var. Medens de Dannede grebes af den Bestemthed, der gjennemgaaende viste sig i Sprog og Charakteerbehandling, og den Energie, hvormed Digteren havde sat sig ud over al Søgen efter theatralsk Effect for kun at holde fast ved Sandheden, saa at de, endskjøndt de fandt Skildringen for gyselig til scenisk Fremstilling, beundrede det Geniale den og optoge den med taus Ærbødighed, lod Hoben sig, ved det Indtryk, den fik af det Frastødende i Stoffet, lede til at antage Stykket for saa yderst slet, at det ikke burde taales. Efter den første Opførelse var Mishaget saa stærkt, at Stykket ansaaes som totalt faldet; ved den anden brøde dets Beundrere Tavsheden, for kraftigt at forsvare det imod haanlig Medfart, hvilket dog ikke skete med større Held, end at Gongongen maatte ende den heftige Kamp; under den tredie yttredes levende Bifald for de Spillende, uden at Oppositionen derfor undlod at pibe efter den; men ved den fjerde hørtes intet Mishag og der var allerede en temmelig almeen Erkjendelse af Stykkets store Værd som Tidsskildring, hvad der imidlertid ikke formaaede at give det saamegen Tiltrækningskraft, at det opnaaede mere end een Opførelse til. — Den næste Nyhed, "Intrigerne i Præstegaarden," Lystspil i tre Acter, ogsaa af en Anonym (J. C. Gerson), kunde ikke, som "Trolddom", ved Originalitet [sideskift][side 786]blive udsat for skjæv Bedømmelse; thi den svagt motiverede og langtrukkent løste Intrige var allerede, mere moersomt udviklet, bleven Publikum buden i mange Stykker, og Anlæget saavelsom de rimede Vers forraadte altfor kjendeligt, at Forfatteren ubetænksomt havde villet efterligne Hertz uden at have hans Lune og Vittighed, som enkelte godt behandlede Scener, correct Sprog og rhetorisk førte Beviser for at baade Borgerstand og Adelstand kunne være agtværdige ved Menneskeværd ikke formaaede at erstatte. Imidlertid, hørte dette Arbeide end ikke til dem, som Publikum gjerne vil see holdte i Repertoiret, fandtes der dog saameget Godt den, at det stærke Mishag, hvormed det optoges ved de første Forestillinger, var uretfærdigt.

Christian den Ottendes Død vakte ikke megen Bevægelse ved Theatret. Det var saa langtfra at den Villie til at gjøre det til en Nationalskueplads, hvilken han ved sin Regjeringstiltrædelse havde udtalt, var sat igjennem, at han undertiden selv yttrede Utilfredshed med dets slette Tilstand, men uden at ville erkjende, at den Bestyrelse, hvorunder han havde sat det, var sit Kald saa lidet voxen, at dens Afskedigelse maatte være en nødvendig Betingelse for Bedring. Et Par Gange, da Besøget i længere Tid havde været meget tarveligt, udlod han sig ved Audientser for Theaterpersoner meget vrantent om, at Theatret var i Forfald; dermed meente han imidlertid aabenbart ikke, at det var slet bestyret, men at det ikke tilstrækkeligt gav Folk Moerskab, hvilken, som han sagde til Adler, da denne talte imod at forunde Döbler Brug af de kongelige Theatre til Taskenspillerkunster, "er det bedste Fordelingsplaster paa demokratiske Bylder;" thi han undlod aldrig at tilføie, at Tilbagegangen maatte komme af, at man i de sidste Aar [sideskift][side 787]havde tabt saa mange udmærkede Skuespillere, da enhver Kunstanstalt, som stod under en saa smagfuld Chef som Levetzau nødvendigen maatte have Fremgang, naar han kun fandt den fornødne Understøttelse. Da de Mange, som havde Øie for Aarsagen til Theatrets Brøst, indsaae, at en forbedrende Omordning ikke vilde have været at vente under Christian den Ottende, og de Faa, der ikke undsaae sig ved at være Levetzaus Lovtalere, fordi han benaadede dem med personlig Opmærksomhed og ikke modsatte sig deres egennyttige Selvraadighed, haabede, at det nok skulde lykkes dem, ved rosende Adresser og Indskydelse hos den nye Konges Omgivelser, at beholde ham i Chefsposten selv om han ikke vedblev at være Overhofmarskal og de andre Directeurer afskedigedes, saa var Theaterpersonalets Bedrøvelse over Christian den Ottendes Død kun saare ringe. Men heller ikke Forventningerne om Theatrets lykkeligere Kaar under Frederik den Syvende vare store. Man vidste, at han var ligefrem, gjerne deelte Folkets Forlystelser og havde et saa ægte dansk Sindelag, at det endog satte ham paa en spændt Fod med en Deel af baade den kongelige Familie og Hoffet, hvorfor han under de hidtilværende Forhold havde følt sig meget tilfreds med at have været holdt borte. Men de Danske, som han i Fredericia og Odense især fandt Behag i at omgaaes, udmærkede sig ingenlunde saaledes ved Aand og Smag, at man deraf kunde formode Kunstinteresse hos ham, og under sine korte Ophold i Kjøbenhavn besøgte han vel jævnligen Theatret, men det var ikke at spore, at han foretrak gode Forestillinger for slette eller yndede Kunstnerne i Forhold til andet, end den personlige Godhed, han kom til at faae for dem. Imidlertid taltes der meget om, at han havde paatænkt [sideskift][side 788]betydelige Forandringer i Bestyrelsen efter Saisonnens Slutning, men inden den blev naaet indtraadte Begivenheder, som aldeles bortvendte Kongens Opmærksomhed fra Theatret og desuden satte dets fremtidige Forhold til Kongehuset under Spørgsmaal, hvorfor al Omordning blev anseet som stillet i Bero.

Strax efter Theatrets Gjenaabning, der skete særdeles smukt med to danske Værker, hvert i sin Art et Mesterstykke, syntes Heibergs Ord i den skjønne Sørgeprolog,

"Vort Øie stirrer nu mod denne Kant,
Hvor Haabets Sol staaer op, da Mulmet svandt,
Og lover os, at Himlen vil sig klare.
Da tindre Kunstens Stjerner atter frem,
Da samles vore Muser under dem,
Og vil et gjenfødt Liv os aabenbare."

at skulle finde kraftig Stadfæstelse; thi allerede Dagen efter Sørgefesten gaves et nyt stort genialt Værk af en dansk Digter i en uovertræffelig kunstskjøn Fremstilling af Hovedrollerne. H. Hertz havde i sit Femactsskuespil "Ninon" atter glimrende viist, hvor inderligt der i hans Genie var forenet dyb Opfatning af Stoffet, klart Indblik i Menneskenes sjælelige Liv og Skarpsindighed til naturligt at motivere de abnormeste Forhold med sjelden Forudseen af den theatralske Virkning og stor poetisk Kraft. Et Stof, der ei alene i sit Væsen er slibrigt og stødende Følelsen, men maa synes at være scenisk ufremstilleligt, havde under hans fine, aandfulde Behandling afgivet to indholdsfyldige, psychologisk sande og digterisk skjønne Sjæleskildringer, der kom til Aabenbaring ved en Handling, hvori alle de enkelte Scener havde nødvendig Tilblivelse fra det Foregaaende og nogle [sideskift][side 789]vare af høi theatralsk Interesse. Det var som om de Vanskeligheder, der for almindelig Betragtning ligge i Stoffet, langt fra for ham at have stillet sig som Vanskeligheder, kun havde været ham heldigt fundne Anledninger til slaaende naturlig Udvikling af saadanne Følelser og Lidenskaber, som det menneskelige Hjerte alleromhyggeligst dølger i sig selv. Det var med fuldeste Føie at "Berl. Tidende" fremhævede denne Digtnings Ypperlighed saaledes: "Her er ingen falsk Sentimentalitet, intet Skin, ingen huul Pathos istedetfor Sandhed og Varme, men overalt en poetisk, klar og ypperligt stigende Udvikling af det menneskelige Hjertes Natur, som Digteren har udforsket med overraskende Skarpsynethed. Det er ikke saameget Tildragelsen, motiveret og forklaret ved nogle ydre Forhold. Digteren har villet skildre, som hvorledes den bliver til, hvorledes den med Nødvendighed maa opstaae og udfolde sig af disse Charakterers Sjæle under de givne Forhold. Nemesis aabenbarer sig imponerende og forfærdelig. Begivenheden: at Ninons Søn blev forelsket i hende og dræbte sig selv af Fortvivlelse da han opdagede sin Moder i den Elskede, er opfattet fra en genial Digters Standpunkt og har givet Stof til en herlig Levendegjørelse af Sandheden: Ingen Forbrydelse imod Sædeligheden, selv om den bliver begaaet i den dybeste Løndom og af forresten ædle Mennesker, bliver uden sin Straf. Den livsglade, lyst og frit tænkende Ninon, hvis Philosophie aldrig tillader Bekymringer at faae Rum i hendes Sjæl, og som, i fuldkommen Tryghed, opfyldt af de skjønneste Forhaabninger, nyder den fuldeste Glæde af sin skjulte Forbrydelses Frugt, overraskes pludseligt ved at see den blive hende til den frygteligste Forbandelse, netop ved den helligste og [sideskift][side 790]reneste Følelse, Qvindehjertet kan nære, og sønderknuses af sin Ulykke fordi hun ikke, med den høie Aandsdannelse, som har skjænket hendes Hjerte Tilfredshed og Kraft, forener Religiøsitet. Den interessante Opgave, Digteren har stillet sig, er gjennemført i en Række Scener, som alle, foruden at fremme Charakterernes og Handlingens Udvikling, og at henrive ved en skjøn Dialog, der udmærker sig ved en overordenlig Tankefylde og ædle poetiske Billeder, ere af megen theatralsk Virkning og saa ypperligt forbundne, at vi, med Hensyn til den dramatiske Bygning, ansee dette Stykke for et af Digterens fuldendteste Arbeider. Sin største Skjønhed har det imidlertid unegteligt i de i Opfindelsen fortræffelige, og i alle de sine Nuancer, som vidne om dyb Menneskekundskab, med megen Aandrighed og en ualmindelig Fasthed udførte Charakterer. Som et af de beundringsværdigste Sjælemalerier, der i en Elskerrolle nogensinde er givet, ansee vi Chevalier de Villiers. Lidenskabens gradvise Stigen, fra den stille Kjærlighed til det heftigste Raserie, er i ethvert af dens Momenter overraskende ved Udtrykkets overordenlige Sandhed og Kraft." Ikke mindre sandt anførtes om Udførelsen af de to Hovedroller: "Fru Heiberg gav de mange Afvexlinger af Affecter og Følelser med en forbausende Bestemthed, og de klart tænkte skjønnne Overgange vidnede ligemeget om det omhyggeligste Studium af Rollen og det fuldkomneste Herredømme over de kunstneriske Midler. Med en beundringsværdig Fiinhed vidste hun at give Udtrykket af sine kjærlige Følelser i Scenerne med Chevalieren et saadant Præg, at Tilskuerne ikke i dem kunde see andet end den ømme, moderlige Venindes Inderlighed, og Chevalieren derimod ikke andet end en med Omhu dulgt Kjærlighed. Wiehe stod værdig ved Siden af [sideskift][side 791]den store Kunstnerinde. Fortræffeligt, med megen Delicatesse viste han i Begyndelsen den Forlegenhed, der bebreides ham, og senere hvorledes den lidt efter lidt gaaer under, eftersom Lidenskaben mere og mere i sin Vælde opfylder hans Sjæl og hæver ham over alle Hensyn til Omgivelserne. De mange skjønne Afskygninger i Lidenskabens Fremstilling, den ædle Anstand endog i de voldsomste Udbrud af Følelserne, og den henrivende Inderlighed i Udtrykket af den glødende Kjærlighed gjøre denne Rolle til et af hans skjønneste og meest fuldendte Kunstværker." De andre Roller nøde, med Undtagelse af Lord Hastings, som Phister spillede fortræffeligt, kun en jævngod Udførelse, men Stykket selv og den uforlignelige Fremstilling af Hovedpersonerne vare nok til saaledes at henrive Tilskuerne, at den første Forestilling vandt stort Bifald, især af Publikums dannede Deel. Ogsaa vilde Tilløbet sikkert strax være blevet saa stærkt som det senere blev, dersom Directionen ikke allerede Dagen efter havde givet en anden Nyhed, der i høi Grad enthusiasmerede Tilskuere af alle Classer. Vel er Handlingen i den (endnu) anonyme Vaudeville "En Søndag paa Amager" høist ubetydelig og Midlet til Knudens Løsning endydermere tilstede lige fra Stykkets Begyndelse, men de løseligt sammenholdte Scener ere saa gemytlige, moersomme og friske i Tonen, Sangenes Ord saa sammensmeltede med de simple, forefaldende Melodier og Vexlingerne af lystige og alvorlige Scener saa gratiøse og livlige, at Handlingens Tomhed let dækkes for Mængden af Tilskuerne, naar kun Udførelsen er god. Og denne var, baade i Henseende til de enkelte Roller og til Ensemblet, saa ypperlig, at den maatte have kunnet gjøre et Arbeide, der i sig selv havde langt mindre Værd, til Kassestykke. [sideskift][side 792]Her var det atter Fru Heiberg og Wiehe, som, i en aldeles modsat Rolleart, vare Fremstillingens Udmærkede: hun ved sin skjelmske, gratiøst overgivne og naive Lisbeth; han ved den joviale Godmodighed og det elskværdigt naturlige Sømandsvæsen, hvormed han ganske fortræffeligt gav Jokum. De Rollehavende, der fornemmelig med dem bidroge til at det nydelige Genremalerie stod for Publikum med et interessant localt Præg i sjelden Fuldendthed, vare Phister, som med stor Natursandhed tørt comisk gav den hovne, malicieuse Amagerbonde Hans; Knudsen, der uden Overdrivelse gjorde en meget pudseerlig Figur af den altid tudende Rasmus; Rosenkilde ved sin jævne, eiegode og gemytlige gamle Jepsen; og Jfr. Rosenkilde, der i største Simpelhed ypperligt under sin Syslen viste den ældre Piges Kjærlighed til Faderen og Omsorg for den yngre Søster.

Til den store Tiltrækningskraft, det havde i sig selv, fik dette Stykke fra dets sjette Forestilling endnu en patriotisk, som blev af ikke ringe Betydenhed. Oprøret i Hertugdømmerne var udbrudt og havde sat Kjøbenhavns Befolkning i en saa stormende Bevægelse, at den brød sig kun saare lidet om Theatret, undtagen der opførtes "En Søndag paa Amager," som allerede havde et saadant Ry, at man, hvor heftig Spændingen end var, hvor mange Forsamlinger der end holdtes, og hvor begjærlig end Mængden stimlede sammen overalt, hvor den kunde vente at høre nye Efterretninger, maatte, naar man kun var istand til at faae Billet, hen og see den. Huset var saaledes fuldt den 24de Marts, netop da det to Dage før indtraadte Ministerskifte, den oprørske Deputations Afreise Dagen iforveien, store Troppeafdelingers Bortmarsch samme Dag og Rygter om [sideskift][side 793]at det allerede var kommet til Kamp havde i Hovedstaden vakt et ubeskriveligt Røre. Holbergs Moersomhed, forhøiet ved den charakteristiske Comik og det sprudlende Lune, hvormed Rosenkilde gav hans Vielgeschrey og Phister hans Oldfux, havde begyndt at bringe Tilskuerne til for et Øieblik at glemme den skjæbnesvangre Uro, hvoraf Alle vare grebne udenfor, "En Søndag paa Amager" gjorde Gemytsstemningen endnu muntrere. Stykket selv, som nyt for de Fleste og derfor fulgt med levende Interesse, Fru Heibergs Skjelmerie og frapperende comiske Betoninger, Wiehes Bonhomie og Hjertelighed, de Øvriges livfulde Spil og den idylliske Tilfredshed i Amagernes Søndagslystighed henreve Publikum saa at det loe og applauderede af ganske Hjerte. Da kom Sømandsvisen, som Hansen rigtignok sang med saadan Sjælfuldhed og Kraft, at den ved enhver af de foregaaende Forestillinger havde fremkaldt stærkt Bifald; men i dette Moment blev dens Virkning umaadelig: det var som om Publikum overrasket fandt sig berørt af Noget, hvorved den Følelse, som Spillets Munterhed for et Øieblik havde bedøvet, pludseligt blev vakt til Udbrud i al dens Vælde. Efter Sangen lod et eenstemmigt tordnende Hurraraab, og da Amagerne drak Kongens Skaal fulgtes deres "Leve", under stor Bevægelse over hele Huset, af et gjentaget begeistret Hurra, der syntes ikke at ville faae Ende. Denne Hylding bragtes Frederik den Syvende ligesaa enthusiastisk ved enhver følgende Forestilling i denne Saison, og Directionen tog af disse levende Yttringer af dansk Aand Anledning til imellem Acterne at lade Orchestret, istedetfor Symphonier, spille Nationalmelodier, hvilke fremkaldte stor Jubel og undertiden istemmedes af Tilskuerne.

[sideskift][side 794]

Ligesaa glimrende Held som Rung havde havt med sine smaa Compositioner, ligesaa afgjort Uheld havde fulgl de store, og især vendte Skjæbnen sig paafaldende ugunstig imod hans Treactssyngespil "Federigo". Hertz havde af et phantastisk Stof givet ham en i musikalsk saavelsom i dramatisk Henseende saa særdeles godt behandlet Text, at den syntes at maatte kunne sikkre en blot nogenlunde vellykket Musik Publikums Interesse; og den var bleven benyttet saa talentfuldt, at selv de Musikkjendere, der hidtil blot havde villet indrømme Rung Udmærkelse som Romancecomponist, erkjendte hans Tonedigtning for et Kunstværk, som, om det end i enkelte Partier savnede poetisk Opsving, var udført i ægte dramatisk Aand og overhovedet kraftigt i Charakteerudtrykket som romantisk i sit Væsen og rigt paa originale og skjønne Melodier. Men Stykket blev første Gang opført netop den Dag, da Oprørernes Deputation havde havt Audients paa Christiansborg, da hele Byen om Formiddagen havde været paa Benene for at see den, og om Aftenen var, ved det Svar, den havde faaet, i en saadan Exaltation, at kun Faa kunde tænke paa at søge en Nydelse, der, langtfra at knytte sig til den, var den skarpt modsat. Huset var slet besat, og det Bifald, der ofte yttredes under Forestillingen, som forresten, med Undtagelse af Hansens musikalsk og dramatisk smukke Udførelse af Belsagor, lod meget tilbage at ønske, var saaledes uden Energie, at man vel mærkede, hvor lidet det var Publikum muligt, under saa skjæbnesvangre Forhold, at komme til rolig Nyden af et nyt Kunstværk. Den Erfaring, at et Stykke, som ikke ved de første Opførelser tilvender sig levende Interesse, sjeldent, med endog de herligste Egenskaber, skaffer sig Optagelse i Repertoiret, stadfæstede sig [sideskift][side 795]ogsaa her. — Der var vakt saa store Forventninger om "Lykkens Hjul eller Den sidste Tallotterie-Collecteur," romantisk Comedie i fem Acter af H. P. Holst, at denne Nyhed, uagtet der samme Dag var indtruffet Efterretning om Oprørsregjeringens Indsættelse i Hertugdømmerne, havde trukket fuldt Huus. Ogsaa viste sig i Begyndelsen af Forestillingen, at Publikum var kommet i god Tro paa at faae en behagelig Aften, men det fandt sig snart skuffet og dets Følelse af, at dette Arbeide var mislykket i baade Anlæg og Udførelse, yttrede sig saa tydeligt, at dets Gjenopførelse ikke blev forsøgt. — Ved Hostrups Vaudeville-Comedie "Eventyr paa Fodreisen" fik den uheldige Saison en overordenlig glædelig Slutning. Dette Stykke var ikke blevet synderligt omtalt inden Opførelsen: det fremkom ei alene paa den for Theatret ugunstigste Aarstid, men da Bekymringen over Fjendens Fremrykken og svære Requisitioner i Jylland hvilede saa tungt paa Alle, at der var kun liden Lyst til Theaterbesøg, med mindre man gav "En Søndag paa Amager"; desuden tydede Personlisten paa et Ænme, der ikke medførte frappante Situationer, glimrende Optog, prægtige Decorationer, brillant Costume eller noget af Det, hvoraf man ellers tog Anledning til at gjøre sig store Forventninger. Det Høieste, man troede at maatte belave sig paa, var en simpel, ud af Livet greben Handling, som af Hostrups Lune var udviklet i endeel comiske Scener og moersom Dialog. Den bedrog man sig heller ikke; kun at der netop i Simpelheden, hvormed baade Handling og Charakterer fremtraadte, var ved Geniets Kraft lagt en Fortryllelse, som saaledes fængslede Tilskuerne, at de under Stykket mere og mere fortabte sig i det og ved dets Slutning udbrøde i et overordenligt enthusiastisk [sideskift][side 796]Bifald. Allerede det, at Digteren havde havt den dristige Idee, at gjøre en undvegen Slave til Hovedperson, men tillige anlagt sin Plan, hvor saare naturligt den end udviklede sig, saa kunstnerisk kløgtigt og behandlet Charakteren med saa dyb Menneskekundskab, at Forbryderens Optræden, selv under den meest spændende Fare og med et særdeles sandt og kraftfuldt Udtryk for Affecterne, blev, ved Situationerne, af comisk Virkning: allerede det maatte vække Publikums levende Interesse. Effecten var ikke søgt hverken ved Sentimentalitet eller i det Forfærdelige, men udgik med stor Styrke fra den Undvegnes med slaaende psychologisk Sandhed skildrede Følelser under de listige Anslag, hvorved han, forfulgt fra alle Kanter og endog, uden engang at kunne tage en Forklædning tilhjælp, nødt til at give sig i Kast med Øvrigheden, uafladeligt stræber at finde Midler til at slippe ud af Landet, for, frelst fra Misgjerningens Forbandelse, at skaffe sig ærligt Underhold ved gode Evner, som Digteren ypperligt har ladet skimte frem af hans Fornedrelse. Dertil vare de andre Personer, med al deres Charakteerforskjellighed, saa gundnationale i Aand og Sæder, og fremtraadte saa aabent, jovialt og naturligt i den livlige, frit og let fra de første Scener udgaaende Handling, at der over det hele Stykke var udbredt en elskelig, ægte dansk Gemytlighed, som endydermere fik frisk poetisk Duft af de hver for sig ligesaa fortræffelige som fortræffeligt anbragte Sangnummere. Dette ved Opfindelse, Behandling og Tone udmærket skjønne, i sit Slags eneste Stykke i det danske Theaters Repertoire nød en overhovedet ganske fortrinlig Udførelse. Phisters Skriverhans var et af et skarpt Blik for Naturen bestemt og fast opfattet og med artistisk Mesterskab uovertræffeligt udført [sideskift][side 797]Charakteerbillede: det Snu, Determinerede og Humoristiske i Forbryderens eget Væsen, og den dumme Troskyldighed hos den, i Dialect, Holdning og Fagter, mageløst naturtro fremstillede foregivne Bonde bleve udtrykte med stor Kraft og dog, ved smagfuld Afholdenhed fra alt Grelt, ypperligt forenede med den nu og da udbrydende energiske Følelse, som især var af gribende Virkning hvor han, i anden Acts Slutning, traadte frem fra sit Skjul og, til samme Melodie, hvorunder de Bortgaaende lystige marchere til Theebordet, med dæmpet Stemme jublede ved Udsigten til at han nu ved en Forbrydelse vilde kunne sikkre sig sin Frihed. Rosenkildes hjertensgode og i sin vevre Forekommenhed elskværdigt pudseerlige gamle Assessor Svale, Fru Heiberg skjelmske og yndigt naturlige Johanne, Wiehes ved tækkeligt Lune og ukunstlet dybt Udtryk af mandig Følelse indtagende Eibæk, og Schneiders lige ud af sjællandske Bondeliv hentede svinepoliske Træring Peer vare Glandspartier i det udmærkede Ensemble.

Den berømte Mad. Schröder-Devrient var 42 Aar, men endnu af et herligt Ydre for Scenen og forenede med sin glimrende, altid smagfuldt og i Rollens Charakteer anvendte Virtuositet en omfangsrig, kraftig og klangfuld Stemme, Gratie i Lidenskabens heftigste Frembrud, overordenlig skjøn Plastik og en forbausende Energie i Udtrykket af alle Følelser, erotiske som heroiske. Som dramatisk Sangerinde overgik hun ved Foredragets Inderlighed og Fremstillingens Styrke og Sandhed de Ypperste af de her hørte Kunstnerinder, hvorfor hendes sceniske Fremstillinger saavelsom hendes Gjæsteroller, af hvilke især Norma gjorde imposant Virkning, ikke blot alle erhvervede hende stormende Bifald og Fremkaldelser, men vare ypperlige Mønstre for [sideskift][side 798]vore unge Sangerinder, som søgte Udmærkelse ved ildfuldl Spil i stor og ædel Stiil. Derimod hørte Petersen til de Gjæster, som ingen kunstforstandig Bestyrelse vil have at bestille med, da det med Sikkerhed lader sig forudsee, at de kun ved Prøver ville førstyrre Tjenestens Gang, uden at kunne blive hverken Publikum eller Kassen til mindste Glæde.

Af de tre Debutantinder i Syngespillet blev kun Caroline Lehmann af nogen Betydenhed. Hendes naturlige Stemme var en meget kraftfuld, skjøntklingende og omfangsrig Alt, som ved Skole og Flid dreves til en saadan Høide, at hun blev istand til i de saakaldte Spilleroller at synge Sopranpartier, hvori dog de høie Toner hverken forbandt sig let med de dybe, eller kunde komme til Egalitet med disses Klangfylde. Ved smukt, følelsesfuldt Foredrag og Omhu for Udtryk i Spillet bragte hun Publikum saaledes til ikke at stødes ved denne Mangel og hendes allerede tidligt temmelig robuste Figur og Ansigt, at hun snart opnaaede megen Yndest. — Et aldrig oprettet stort Tab havde Skuespillet ved at Natalia Ryge, der, fordi hendes varme Følelse for Kunsten fandt sig saaret ved den slette Medfart, som den mere og mere leed, allerede flere Gange havde yttret Villie til at forlade Theatret, gjorde Alvor deraf paa Grund af Giftermaal. Hun havde viist, hvor mægtigt Aand og Intelligents virke til Talentets og dets legemlige Udtryksmidlers smagfulde og overraskende frodige Udvikling; for Øieblikket var hun af Kunstforstandige som af Publikum erkjendt for en udmærket Fremstillerinde ikke blot af Dameroller i Almindelighed, men, og fornemmelig, af saadanne, som i høi Grad fordre Verdenskundskab og Skarpsindighed til rigtig Opfatning, correct [sideskift][side 799]Smag, stor Sikkerhed og alle Fremstillingsevnernes Bøielighed efter Intentionen til aandfuld Udførelse. I Elegants, Fastholden af Charakteren i dens fineste Nuancer, Anstand, flydende pointeret Conversationstone og Affecternes gratiøse, men tillige bestemte Udtryk i Betoning, Blik, Ansigtstrækkenes lette Bevægelser og Holdning stod hun langt over alle Skuespillerinderne, med Undtagelse af Fru Heiberg. Der var intet Vaklende i hendes Fremstillinger: hun vidste hvad hun vilde gjøre og gjorde det med saamegen Takt og Bestemthed, at det altid i kunstnerisk Skjønhed fik den fulde tilsigtede Virkning. Hendes Afgang var saameget mere beklagelig, da hun ei alene stod i sit Talents fulde Glands som en af Scenens herligste Prydelser, men ogsaa hørte til dem, der i Samfundslivet bidroge til at hæve Personalets Anseelse, og var en af de Faa, som ved Exempel gave Begynderne ret kraftig Opmuntring til i Aandsdannelse at søge det virksomste Middel til deres Anlægs hurtige og smagfulde Udvikling.

Ballettens Debutantinde, Laura Stramboe, udmærkede sig vel ikke ved betydelig Virtuositet som Dandserinde, men havde, endskjøndt lille og fiintbygget, et smukt, særdeles behageligt Ydre forenet med megen tækkelig Livlighed i Væsen, hvorfor hendes Fiid snart gjorde hende til en nydelig og altid med Yndest optagen Fremstillerinde af muntre og idylliske Balletpartier. — At Bournonville nu, da hans Engagement var udløbet, fratraadte som Solodandser berøvede Balletudførelsen en stor Deel af dens poetiske Effect. Han havde lige til sin sidste Optræden beholdt sin fulde Kraft og Virtuositet, og om han end i den Sidste blev overgaaet af enkelte berømte Dandsere ved fremmede Theatre, kunde vort berømme sig af, i ham at [sideskift][side 800]have havt en Kunstner, hvis Mage ikke let skulde findes; thi til i Dandsen at lægge en saa sjælfuld Energie og Vigueur og at gjøre den til Gemytsudtryk i den Grad, at pas, Spring og tours de force ikke blot vare med Gratie udførte Kunststykker, der vakte Tilskuernes Beundring, men bleve som naturlige, ja nødvendige Yttringer af den Dandsendes lyriske Følelse i en bestemt Charakteer og henreve Publikum til begeistret Hengivelse i Nydelsen, maatte der en saa glødende Phantasie, saa levende Sands for Virtuositetens poetiste Anvendelse og saa rig Fylde af Aandsdannelse, som forenede sig hos Bournonville, men som det er og maa være heelt usædvanligt at finde hos Nogen, der fornemmelig skal hellige sig sine legemlige Evners Uddannelse. Anstand, Lethed, Kraft og tækkelig Smidighed gjorde ham med hans fuldendte Technik til en udmærket serieux Dandser, men sin Triumf havde han i alt hvad der var charakteristisk eller af nationalt Præg: hans engelske Matrosdands, rap, kjæk, fyrig, elskværdigt overgiven og i hver Bevægelse, hvert Blik og det vexlende alvorlige og glade Ansigt et spulende livligt Udtryk af en forvoven Søguts Humor og Lystighed; hans ungerske Husardands, hvori det Coquette i Armenes runde Holdning og den slingrende Gang faldt saa nøie sammen med Dandsens Charakteer, at det blev til piquant, klædelig Egenhed, hvis Naturlighed fremtraadte end mere ved at hans Meddandsende, trods deres Flid for at efterligne ham, ikke kunde drive den til andet end Grimasse; hans spanske og italienske Dandse med stærkt udpræget Nationalforskjellighed, men alle gjennemstrømmede af verve, Ild og gratiøs Lidenskabelighed, — disse vare mageløse Kunstpræstationer ved at han ei alene udførte dem med Elegants og over [sideskift][side 801]ordenlig Færdighed, men dandsede ret ud af sin Sjæls Fylde. Der havde længe været Tale om, at der ved Udløbet af Bournonvilles Engagement forestod Theatret et endnu større Tab, end det leed ved hans Afgang som Solodandser, idet han havde besluttet, ikke længer at blive her som Balletmester, og efter at han i Slutningen af 1847 havde udgivet "Mit Theaterliv", som skulde vise Nødvendigheden deraf baade for Theatret og ham, da Publikum trængte til en anden Balletmester og han til et andet Publikum, saavelsom de Aarsager, der havde fremkaldt den, ansaaes hans Fratrædelse for afgjort. Dette Skrift var høist mærkeligt ved sin Eiendommelighed. Den Enthusiasme, hvormed Bournonville som Balletdigter greb en Idee, der tiltalte ham, for, undertiden uden at klare sig dens Indhold eller beregne Virkningen af den Behandling, han vilde underkaste den, i brændende Iver at kaste sig over dens Udførelse, viste sig ogsaa i det. Det var affattet med en Hengivelse i stoffet, en Aabenhed. Freidighed og energisk Varme, der gjorde det særdeles interessant som en upaatvivlelig ærlig Udtalelse af hans Hjertes Mening; men ogsaa førte ham til, sig ubevidst, angaaende sine fleste Postulater selv at lede Læserne til en Anskuelse, der var aldeles modsat den, han vilde fremkalde. Han paastod, at "Publikum var træt og mæt af hans Compositioner;" men omtalte tillige hvor overordenligt glimrende Bifald og stærkt Besøg, der havde fulgt og endnu fulgte de heldige, og anførte selv de gyldige Grunde til den Lunkenhed, hvormed de uheldige vare blevne optagne; —han berørte, at Theatret betalte ham slet for hans Balletter, men ogsaa, at han havde Betaling efter en til hans Tilfredshed indgaaet Contract; — han beklagede sig [sideskift][side 802]smerteligt over, at han hørte til de Kunstnere, som ere "Øieblikkets Børn", saa at hans Værker ikke kunde overleve ham, men forsømte heller ikke at berette, at han kun havde fulgt "et uimodstaaeligt Kald" og efter modent Overlæg valgt Dandsen "fordi hans Evner meest udviklede sig i den Retning og fordi den af alle udøvende Kunster syntes ham at tilbyde det rigeste Udbytte med Hensyn til Virkning og Uafhængighed. Han indsaae vel, at der var andre Kunster, der efterlode langt mere end hans, men dette opveiedes i hans Tanker ved den mere umiddelbare Erkjendelse og Virkning, som den dramatiske Kunst nød og udøvede i de begeistrede Øieblikke."; — han ankede over at Kunsten ikke fandt en den værdig Dyrkelse og holdtes i Ære, men aflagde selv til samme Tid meget naivt den Bekjendelse: "Det er ærgerligt at tilstaae, men det er Massernes Bifald vi hige efter, og vi prise os meget lykkelige, om vi uformærket tør vove at være sande Kunstnere, og indsmugle Noget, hvori de faa Indviede kunne finde et Udbytte."; — han var misfornøiet med sine Elever, fordi han ansaae dem for utaknemmelige, men gav derhos Læreren den Regel: "Tag Dig ikke Elevernes Fremskridt og Velfærd altfor nær."; — han forlangte, at de Rollehavende i Balletterne skulde erkjendes for "sande Kunstnere," men sagde dog: "Hvert Skridt, hver Stilling og Bevægelse udgaaer fra Mesteren og anvises af ham, for at forstaaes, erindres, prøves og udføres;" ja tilføiede endydermere: "Jeg erkjender og roser de udøvende Kunstnere, glæder mig over deres Hæder og beundrer deres talentfulde Opfatning .., men jeg skylder dem Ingenting."; — endelig udtalte han sig med saamegen Bitterhed om at maatte savne Eftermæle som Balletdigter, at man skulde [sideskift][side 803]troe ham meget ivrig for at bevare Mindet om det i hans Kunst Udmærkede, hvilket allerede var tilintetgjort af Tiden; men tvertimod: han kunde ikke afholde sig fra, endog ved urigtig Fremstilling, at vække Ringeagt for Galeottis geniale Værker. Som Bogens Udtalelser gik stik imod dens Tendents og viste, at hvad Forfatteren betragtede som en saa stærk og almeen Miskjendelse, at han ikke kunde blive her, blot opstod af "den mørke Sindsstemning," hvori han vedgik at have skrevet den og som ene var grundet i, at han altfor meget lod sig afficere af Smaafortredeligheder og faae en Krænkelse i at ikke alle hans Arbeider gjorde Lykke: saaledes blev ogsaa, til Held og Hæder for baade Bournonville og Skuepladsen. Resultatet aldeles modsat Bogens Hensigt; denne var, at gjøre Publikum klart, at Forfatteren ikke mere hverken vilde eller burde være den danske Scenes Balletmester, men Udfaldet blev, at han gik ind paa at fornye sit Engagement.

Der havde igjennem hele Saisonnen været stærkt klaget af Abonnenterne over, at de, efter at have betall Logerne meget høit, bleve slet behandlede, da Directionen ei alene ikke vidste at fyrebygge hyppige Forandringer, men naar disse indtraadte greb til Udveie, som vare et kongeligt Theater usømmelige. Det var ikke nok med, at den oftere end den 11te Septbr. tog Tilflugt til at lade et Stykke, der ellers kun brugtes til en halv Forestilling, gaae med en lille Dands for en heel, at en og samme tyndt besøgle Forestilling gaves to Dage itræk, at Huset to Gange maatte lukkes, og at Fredagsabonnenterne to Gange i en Maaned maatte tage tiltakke med "Muurmesteren." som nu udførtes særdeles maadelig; men — og derover reistes det stærkeste Skrig, — tre Sæt Abonnenter havde 4 Uger efter saisonnens [sideskift][side 804]Begyndelse ikke endnu faaet et Syngestykke, ja det ene af dem, for Løverdagen, maatte endog vente 10 Uger. Overhovedet vaktes Utilfredsheden især ved Syngespilrepertoiret, hvad der ikke saameget havde Grund i at det ikke afgav Stykker nok, thi der opførtes 13, som i at det kun havde en eneste Nyhed, der ovenikjøbet ingen Lykke gjorde, og at dets Forestillinger vare slet fordeelte. En Besynderlighed var det, at medens Directionen havde ondt ved at skaffe Forestillinger til Abonnenterne, saae Personalet sig istand til, med dens Tilladelse, paa sine Fridage at give fem Forestillinger, der indbragte over 3000 Rdlr. for de Saarede og de Faldnes Efterladte, i hvilket Øiemed Directionen, med alle Theatrets Kræfter til Raadighed, ikke selv viste sig virksom. Det var besluttet, at der skulde spilles i Juni, Kassen til Erstatning for Sørgetiden, men uagtet Repertoiret var blevet betydelig bedre i Saisonnens Slutning, greb Directionen, efter saamange Gjenvordigheder, gjerne den af Krigstilstanden givne Leilighed til at undlade det.

Den italienske Opera stod i denne Saison under Direction af Egisto Ricci, der ikke blot, for at give den musikalske Udførelse større Fasthed, medbragte en Capelmester til Tjeneste i Orchestret, Angelo Mariani, for at Sperati udelukkende kunde beskjeftige sig med Chorledningen og Cembalaccompagnementet, men anvendte Betydeligt til Decorationsvæsnets Forbedring. Paa Directeurens Kone, Ciaffei og Vajro nær bestod Selskabet af Medlemmer, som ikke før vare hørte her. De af disse, som især vandt Publikums Yndest, vare: Rosina Penco, en ung Pige, der her første Gang betraadte Scenen, men strax tiltalte i høi Grad ved sin Stemmes ualmindelige Friskhed, Elasticitet, [sideskift][side 805]Fylde, Klarhed og Blødhed, et inderligt, naturligt Foredrag og tækkeligt Spil, der i muntre Roller endog aandede en saa elskværdig Overgivenhed, at det i og for sig blev interessant; Vincenzo Galli, en ypperlig comisk Sanger med fyldig, kraftig og meget smuk Stemme, et herligt udtryksfuldt Ansigt og et saa sprudlende Liv og Lune i sit naturlige Spil, at han erindrede om Frydendahl; Luigi della Santa, routineret, smagfuld Baritonist med behagelig, meget stærk Stemme; Liddy Stoltz, der havde en særdeles smuk og klangfuld, men kun lidet bøielig og i coloreret Sang tung Alt; og Bassisten Giovanni Casanova, som med kraftig Stemme og varmt Foredrag forenede livligt Spil. En Tenorist Pancani var engageret og ankom, men døde, og i hans Sted blev indkaldt Ettore Caggiati, som i de faa Roller, han fik Leilighed til at lade sig høre i, behagede meget ved sin Stemmes Kraft og skjønne Klang især i de høie Toner. Publikum viste sig i det Hele overordenligt tilfreds med Sangerne og Directeuren vilde sikkert have opnaaet større Indtægt end Torre i de sidste Saisonner havde kunnet glæde sig ved, hvis der ikke kun var blevet givet en eneste Nyhed: Mercadantes »Leonore,« som ingen Lykke gjorde, og han ikke havde skadet Ensemblet saare meget ved at besætte Roller af anden Rang med Personer, som hverken kunde synge eller bevæge sig uden at vække Latter.