[sideskift][side 001]

Under den sidste Halvdeel af Saisonnen 1848-49 havde hersket en Gjæringstilstand. De kunstneriske Formaal vare ganske blevne trængte tilbage, ved at personlige Interesser ivrigt bestræbte sig for at kue hverandre og skaffe sig selv den styrende Myndighed. I sin Heelhed havde den sammensatte Kongelige Direction mere og mere iøinefaldende viist Administrationsudygtighed, og ved dens Medlemmers indbyrdes Kiv var Personalet blevet skilt i to Partier, der, gjennem Bysnak og Blade, søgte at komme hinanden tillivs paa en Maade, som hos Publikum bragte Directionen i Ringeagt og meget ilde Omtale. Den artistiske Førelse blev væsenlig overladt Regisseuren, hvis Embede, saaledes som det er ved det kongelige Theater, dog slet ikke har med Kunsten at gjøre, eller til Favoriter, som manouvrerede imod hverandre for at fremtvinge Forestillinger, hvori de havde brillante Roller eller høi Feu. Directionens Møder optoges almindeligen af Levetzaus i den allerhøfligste Tone og med mange Omsvøb fremsatte Indvendinger imod Collins kort og bestemt yttrede Meninger og Forslag. Ved en Anstalt, som idelig fordrer hurtige Beslutninger og deres øieblikkelige Udførelse, lammedes Forrretningsgangen af udtværede Deliberationer og collegiale Vidtløftigheder; det var sjeldent, at en Directionsforsamling ikke [sideskift][side 002]endte med, at de to Medlemmer, som rivaliserede om Erkjendelse af Dygtighed og Berettigelse til Herredømmet, forlode Mødet under en Tvist, som det fredelskende tredie Medlem, Adler, siden maatte søge at bilægge. Det var velbekjendt, at skulde en Sag bringes rask til Afgjørelse ved gjensidig Lempelse, da maatte den gjælde en Clients eller Tjeners Anbringelse som Bud eller Controleur: da firede den ene Directeur for den anden i Forventning om, at der ved en lignende, Kunstanstalten ligesaa vigtig, Leilighed vilde blive firet for ham. Overhovedet blev der af Directeurerne viist en saa særlig Omhu for de af dem ved Theatret "Anbragtes" Interesser, at disse Underordnede flere Gange fortrinsviis formaaede at bringe den splidagtige Bestyrelse til Enighed, endog imod dens egne Bestemmelser; saaledes: da en af disse gik ud paa, at et opdaget grovt Underslæb fremtidigt skulde forebygges, ved at der hver Aften skiftedes Plads af Controleurerne, og der af disse nedlagdes bestemt Indsigelse imod en saadan Ordning, "fordi den formindskede deres Nytaarsindtægter" (!), fandt Directionen sig bevæget til at tilbagekalde sin allerede iværtsatte hensigtsmssige Befaling, "eftersom man, i Omsorg for at afværge Besvigelsee, havde overseet denne Omstændighed, der gjorde Bestemmelsen ubillig mod de sletlønnede redelige Controleurer." (!!) Personlige Interesser viste man i det Hele langt større Opmærksomhed end kunstneriske. Det var ikke ualmindeligt, at de to Stridende om Magten, for at staae sig godt med Personer og Corporationer af Anseelse og ikke være Dem, som, ved at modsætte sig deres Ønsker, gav dem Anledning til at udraabe ham for at være "den Onde", enedes om at bevilge Forlangender, der vare imod Theatrets Tarv og som idetmindste Collin vilde have afviist, ifald han havde været den Enestyrende. SaaSaa-ledes [sideskift][side 003]ledes var anmeldte Operaforestillinger flere Gange blevne tilbagekaldte paa Anmodning af "Musikforeningen", for at den kunde faae sine Concerter; ja det var gaaet saa vidt, at man ved disse gav et med kongelige Sangere fuldt besat Fragment af "Jægerbruden" paa samme Tid, som det var Publikum bekjendt, at Directionen ofte havde paatænkt at gjenoptage dette indbringende Mesterværk, men hver Gang maatte opgive det, fordi Levetzau og Collin vare uenige om Besættelsen af et Par Roller, og derfor bestandig, naar Talen kom paa dem, afbrøde Forhandlingerne med, at det "for Øieblikket" var bedst at lade Stykket ligge. Fra begge Sider forekom overhovedet ved Sagernes Behandling Forslag om at lægge dem paa Hylden "for Øieblikket" saa hyppigt, at Yttringen blev optaget af Personalets Matadorer, som saasnart Noget, der ikke behagede dem, omtaltes som ønskeligt for Theatret, faldt ind med betænkeligt at bemærke, at det ikke var værdt at tænke derpaa "for Øieblikket". De, som havde Indflydelse, eller ventede at kunne intriguere sig den til, havde ogsaa Anvendelse nok for "Øieblikket" til at udfinde ad vilke Veie og paa hvad Maade de bedst skulde virke til, at en Bestyrelsesforandring skete saaledes, at den blev dem til personlig Fordeel. Det var nemlig Alle vitterligt, at en Administrationsomdannelse matte indtræde allerede inden den kommende Saison; den var bleven en uafviselig Nødvendighed. Directionen selv fordulgte ikke Bevidsthed om Afmagt til, i sin nuværende Sammensætning, fremdeles at lede Sagernes Gang; kun skød Levetzau Skylden paa Collin, som den Herskesyge, og denne, med langt større Ret, Skylden paa Levetzau, som den, der vilde tilegne sig Afgjørelse af Theatrets Anliggender, uden hverken at have, eller bryde sig om at faae Indsigt i dem.

[sideskift][side 004]Det var imidlertid ingenlunde sikkert, at Bestyrelsesforandringen vilde være gjort med den ene af disse to Mænds Afgang. Tvæertimod: det var Meget, som tydede paa, at Grundloven, hvorom Rigsdagen forhandlede, maatte foranledige, at Theatret vilde til Hoffet og Staten komme i Forhold, der vare saa forskjellige fra de tidligere, at Bestyrelsesmaaden maatte undergaae en gjennemgribende Forandring af saadan Natur, at hverken Levetzau eller Collin kunde føle sig evnede eller tilbøielige til at gaae ind derpaa. Ved Theatret var der dog Ingen, som tvivlede om, at det Hele, der kunde komme ud af Røret, var, at en af disse to Mænd blev udnævnt til Enebestyrer, for at han, uden at hemmes af Kævl eller collegiale Omstændigheder, kunde lade Tingene noget raskere gaae den gamle skjæve Gang. I Løbet af de 77 Aar, hvori Skuepladsen havde været kongelig og staaet under en Hofchef, var Personalet indlevet dybt i Forestillingen om, at havde dette Forhold end — efter dets Paastand ene og alene ved Sløvhed og Ukyndighed hos Directionerne — bragt Kunstanstalten i den nuværende mislige Forfatning, blev det dog det eneste, hvorunder den kunde antages at ville være at opretholde. Ingen Theaterperson havde derfor Tro til, at man for Alvor tænkte paa at foretage Forandring med Bestyrelsesmaaden, thi "det maate jo utvivlsomt føre til, at det danske Theater, som nylig havde feiret sit 100aarige Jubilæum, blev ødelagt i Bund og Grund, og det vilde man neppe vove at paalægge sig Ansvaret for." Det Eneste, som Personalet med Spænding ventede Afgjørelse af, var saaledes, om det vilde blive Levetzau eller Collin, der herefter skulde føre Regimentet.

At der under 20de Decbr. 1848 var blevet nedsat en Commission til at ordne Kongens Civilistes Forhold til [sideskift][side 005]Statskassen, "derunder indbefattet det kongelige Theaters og Capellets fremtidige Stilling og Bestemmelse," omtaltes paa Theatret som Noget, der, for dettes Vedkommende, ikke var Andet, end et Fif, hvorved man vilde tilveiebringe en Commissionsbetænkning, som kunde benyttes til ønskelig Støtte for en Resolution, i hvilken der erklæredes, at Theatret vedblivende skulde være "kongeligt"; og i at Levetzau var udnævnt til Commissionens første Medlem, men Collin ikke optagen i den, fandt de Magtgridske endvidere, til deres store Glæde, et ubedrageligt Beviis paa, "at der naturligviis allerede var truffet hemmelig Aftale om, at naar Theatret først afgjørende var bragt ind under Hofetaten, skulde Levetzau, som Overhofmarskal, være dets Chef og eneste Styrer." Til denne formodede Hensigt troede de, der vare blevne hans Partisaner, fordi de vidste, at hans Ubekjendtskab med Theatervæsnet og saavel de administrative som de kunstneriske Forhold ufeilbarligt vilde bringe ham i deres Hænder, at maatte yde kraftig Bistand, og denne meente de bedst at tilveiebringe ved Demarcher, der kunde udlægges til, at Personalet overhovedet nærede stor Agtelse for Levetzaus Dygtighed og interligt ønskede at beholde ham. Ved Folkets øieblikkelige levende Bevægelse, for at komme til forfatningsmæssig Deeltagelse i Statsstyrelsen, var der hos Scenens Toneangivere, som havde sluttet sig sammen til skjøn Enighed om, at "det var dem, der, som af Publikum anerkjendte Talenter, constituerede Standen, og hvem der derfor tilkom at afgjøre, hvad der skulde bringes til Virksomhed som dens Tarv og Krav," vakt en stærk Begjærlighed efter ogsaa at faae Theaterstyrelsen demokratiseret. Man hørte dem tidligt og sildigt, i Foyeren og bag Coulisserne, docere, "at" — vel at mærke — "de erkjendte dygtige Kunstnere burde have Indflydelse [sideskift][side 006]paa Theatrets Styrelse, da det ikke blot var kun ved dem, at det bestod som Kunstanstalt, men de ogsaa, langt bedre end de, der ansattes som Directeurer, kjendte, hvad der var til dets Gavn, og vidste at træffe det Rette til at fremme det." Siden de, hvis Theatret fremtidigt blev stillet saaledes, som man formodede, ikke, hvad enten Levetzau eller Collin blev Chef, kunde vente sig den ønskede Indflydelse formeligt tilstaaet, lode de det imidlertid for Øieblikket være nok med ivrige Bestræbelser for at tilliste sig den, ved at bringe Theatret under Bestyrelse af den af de to rivaliserende Mænd, om hvem de vidste, at han ved Mangel paa Dygtighed og Activitet, nok, naar det var deres Ønsker tjenligt, vilde give dem Leilighed til at faae Magten, uden at de kuknde drages til Ansvar for dens Brug. I denne Hensigt dreve Lederne de (5te Deel S. 846) berørte Intriguer for Levetzau og imod Collin med stor Livlighed; fornemmelig var de, med indtrængende Forestillinger og Overtalelser, virksomme for at faae Underskrifter paa Tillidsadressen til den Førstnævnte.

Da Troen paa, at disse Anstrengelser maatte føre til Maalet, i Begyndelsen af 1849 blev bestyrket ved Rygte om, at Levetzaus Vedbliven som Chef nu var fast besluttet, lod man det ikke være nok med at gjøre sig Forventning om gyldig Bekræftelse derpaa, men tog saa tillidsfuldt fat paa imellem sig at træffe Foranstaltninger til den Ordning, som man vilde have paa rede Haand til Godkjendelse af ham, at man freidigt lod den komme ud i Publikum, som saavidt afgjort, at den upaatvivleligt snart vilde bliver iværksat. Allerede i Midten af April 1849 kunde derfor "Kjøbenhavnsposten" overraske sine Læsere med en ironisk Artikel, der er bleven mærkelig ved, at de tre Navne, som ideligt dukkede op i de følgende ti Aars mange Tvistigheder, hvorom Ingen [sideskift][side 007]kunde have Ahnelse i 1849, deri for første Gang forekom i Forbindelse med hverandre; som ogsaa derved, at Artiklens Forfatter, sig uafvidende, i den gav Eftertiden Anviisning til at finde, hvorfra de Chicanerier og hadske Angreb, som Heiberg under sin Embedsførelse forfulgtes med, havde deres Udspring. Bladet berttede, at "selve Theaterpersonalet havde paatænkt og tildeels iværksat Forslag til en forandret Theaterbestyrelse," og at det var Nielsen og Phister, som stode i Spidsen derfor. Efter at have mindet Vedkommende om, "at det ikke var dem, som skulde gjøre Forslag, men at i dette Tilfælde vare Forslagsstillerne Publikum," vedbliver Bladet: "Vi see os istand til, som et glædeligt Exempel paa, hvad Publikum kan have at vente sig af DHrr. Nielsens og Phisters Forslagsret, at anføre en Prøve paa D'Hrr.'s Virksomhed i overnnævnte Retning. Efter Sigende skulle de have vidst at forskaffe Theatret en Acquisition. Man nævner Hr. Candidat Høedt, den Publikum bekjendte Forfatter til et Bind lyriske Studier, som tilkommende Scene-Instructeur. Uagtet det vel ikke er muligt af Hr. Høedts Forfattertalent, eller igjennem hans Duelighed som politisk Taler (Hr. Høedt har nemlig stillet sig som Valgcandidat i Jylland), at komme til Kundskab om hans Duelighed for Instructeurforretningerne ved et Theater, synes man dog ved Gjennemlæsningen af hans Studier at spore saa alsidige Kundskaber, at det ikke er at betvivle, at dette Engagement vil blive en heldig Acqusition. Vi ville af Hjertet ønske Held til de nævnte talentfulde Mænds virksomme hædrende og uegennyttige Bestræbelser for Theatrets Organisation." Hvor nærgaaende denne Artikel end var, fandt ingen af de Paagjældende raadeligt at fremkomme med Forsøg paa at imødegaa den; "Forslaget" var altfor bekjendt som deres. At Artiklens Forfatter nævnæv-nede [sideskift][side 008]nede dem som staaende i Spidsen af "Personalet" kunde kun være, for spydigt at udhæve under hvilket Firma Forbundet anmassede sig at komme frem med sine Projecter i den Hensigt at skaffe dem Respect; thi da han saa godt vidste af hvem de vare udklækkede, kunde han ikke være uvidende om, at, med Undtagelse af de Faa, som prædikede Demokratiet i Haab om at kunne tilvende sig Herredømmet deri, var "Personalet" enigt om at betragte det saakaldte Forslag med megen Mistro og Uvillie. Og det med Grund. Den ene Forslagsstiller, Nielsen, havde nemlig til flere Skuespillere udtalt sig for, at der ved "den nye Ordning" fornemmelig maatte gives Kunstnerne den dem alene tilkommende Autoritet i alle æsthetiske Theatersager, og "derfor af dem dannes en Comitee, hvilken, foruden ved Stemmegivning at deeltage i Antagelsen og Udstyret af Stykker, udelukkende skulde have at besætte Roller, naar det ikke var skeet af Forfatterne, hvis Besætningslister, desuden kun maatte ansees som Forslag, hvilke det stod til Commiteen at forandre." Disse Stipulationer havde i høi Grad foruroliget de Mange, som vidste, at de ikke stode i Gunst hos Forslagsstillerne. Det hed: De, sm ved deres Kunstnerbetydenhed og Intriguer ere istand til at drive en saa gunstig Bestyrelsesforandring igjennem, ville nok ogsaa forstaae at hverve sig et Parti, hvis Stemmer kunne gjøre dem til Eneherskere i Comiteen. Og hvad saa? Siden Nielsen ikke mere optræder som Sanger, er han afgjort imod Syngestykker, og han har for ikke to Manneder siden, i Anledning af Adressen til Levetzau, reent ud erklæret, at han ikke til Kunstnernes Klasse kan regne Operisterne eller tillægge deres Mening om Kunst nogen Betydning. Hvorledes ville da ikke de, under hans Indflydelse, blive krænkede og tilsidesatte, ikke blot ved Rollebesætninger og [sideskift][side 009]Vurderingen af deres Talent, men ogsaa ved Syngestykkers Antagelse og Udstyr, hvorom Commiteen jo ogsaa skal have Stemme, og som den nok vil sørge for, at der vil blive anvendt saa Ubetydeligt paa, at Operaen kommer til ganske at falde sammen? Kunde endvidere Noget være galere og til større Hinder for, i Theatrets velforstaaede Interesse, at benytte de Yngre og dem, der ikke blive regnede til Kunstnernes første Klasse, end at give Rollebesætning i Vold til dem, som alt længe have hørt til første Klasse og dog ere saa gridske efter "høi Feu", at de stadigt tilvende sig Fordeel paa mindrelønnede Kunstfællers Bekostning, idet de intriguere, for at faae Stykker, hvori de have Roller, til at gaae frem for andre, søge at skaffe sig Leilighed til paa een Aften at spille i flere Smaastykker, hvoraf ethvert giver dem betydelig Feu, og gaae paa Jagt efter Roller i alle Stykker, som enten ere nye eller skulle ombesættes? Det maatte — meente man — være vitterligt, at hvad disse Personer fremstillede som Theatrets Ære og Gavn, altid kun gik ud paa at bringe dem selv Fordeel, og at det derfor var let at forudsee, at de vilde slutte sig sammen til et Oligarki, som kunde stille det øvrige Personale under sin Vilkaarlighed.

Netop som Forslagsmagerne troede at have faaet glædelig Forvisning om, at Levetzau vilde blive ansat, og derved deres Hensigt heldigt opnaaet, hørtes pludseligt et Forlydende om, at Commissionen var kommen til en ganske anden Afgjørelse, og efter at Personalet i over sex Uger meget spændt havde ventet paa en paalidelig Meddelse derom, skete denne den 30te Mai ved en kongelig Kundgjørelse, hvori det hed, at Theatret og Capellet skulde være Statens Eiendom; dog forbeholdt Kongen sig yderligere Bestemmelse saavel angaaende deres Anvendelse, Indretning og Bestyrelse, som navnlig anan-gaaende [sideskift][side 010]gaaende Kongehusets Adgang til Theatret og Capellets Afbenyttelse til offenlige og Hoffester. Denne Kundgjørelse gjorde Ende paa de Quereller og Machinationer, som vare opstaaede af Forventning om, at enten Levetzau eller Collin skulde være Directeur, thi som Følge af den maatte Theatret komme ind under Ministerium, og det var utvivlsomt for Alle, at ingen af disse to bydende Mænd vilde beqvemme sig til at modtage en Post, som stillede dem under ministeriel Myndighed.

Allerede i Slutningen af Februar havde Skuespiller Knudsen, som var særdeles vellidt af Kongen og ofte befandt sig i hans Fortroliges Kreds, ymtet om, at han tilforladeligt vidste, at Theatret vilde blive henlagt under Cultusministeriet og Heiberg udnævnt til dets Directeur. Uagtet dette hos flere af Personalet og mange andre i Theatrets Skjæbne Interesserede fandt saamegen Tiltro, at de ansaae Heiberg for afgjort udseet til Posten, vilde Forslagets Ordførere aledeles ikke tillægge Yttringer af en Person, hvem de betragtede som ubetydelig i Forhold til dem, Vægt imod hvad de "ved deres intime Forbindelser med Folk, der havde nogle af Civilliste-Commissionens Medlemmers Fortrolighed," vare fuldkommen visse paa. De styrkede sig selv og deres Tilhængere i Troen paa, at det vilde gaae efter deres Ønske, med Forsikkring om, at Inddragelse af Theatret under et Ministerium ikke engang havde været til Omtale i Commissionen, men kun var "en Insinuation, hvorved Knudsen havde vovet at compromittere Kongen, for at henlede Opmærksomheden paa Heiberg og derved bane ham Veien til Høiheden." Da Kundgjørelsen nu tvang dem til at indrømme Rigtigheden af den ene Deel af Knudsens Forudsigelse, gave de sig Mine af dog at være komne til at vide bedre Besked end han om [sideskift][side 011]den anden, og paastode, at der ogsaa med daværende Prof. David blev underhandlet om Overtagelsen af Directeurposten, og at det endnu var uafgjort om det blev ham eller Heiberg, der fik den. Ingen af disse to Mænd kunde for Resten være dem behagelig. Eftersom de begge vare nøie bekjendte med Theaterforholdene og besade grundig æsthetisk Kyndighed, maatte ventes, at hvilken af dem, der end blev den Udkaarne, fik man i ham en Directeur, som havde baade Dygtighed og Villie til selvstændig at varetage den Styrelse, hvilken han alene vilde have at bære Ansvaret for, og at altsaa det saakaldte "Skuespillerforslag", hvis Hensigt disse Mænd havde Erfarenhed nok til at gennemskue, aldeles ikke vilde finde nogen Indgang hos dem. Helst maatte man, meente de Herskebegjærlige, dog see Heiberg blive Directeur, da det, paa Grund af hans venskabelige Forhold til Flere i Personalet, vel nok skulle lykkes hos ham "at skaffe de erkjendt dygtige Kunstneres Mening Agtelse." Hvor lidet de dog stolede paa under ham at kunne snoe sig til det, som de forstode ved dette Udtryk, viste sig imidlertid da det den 25de Juni offenliggjordes, at ved de under 30te Mai bebudede yderligere Bestemmelser vare Theatret og Capellet nu henlagt under Cultusministeriet, som havde at gjøre Forestilling angaaende de i Kundgjørelsen omhandlede Punkter, og Nielsen derefter fortalte, at han i en Samtale med Cultusministeren, Madvig, havde erfaret, at det var alene med Heiberg, at han forhandlede om Overtagelsen af Bestyrelsen. Det var saa lidet med Tilfredshed, at Forslagets Opfindere modtoge denne Efterretning, at de trak paa Skuldrene, bemærkede hvorledes de havde forudseet, at det, efter Omstændighederne, nok vilde gaae saaledes, og lode sig, som til Trøst, forlyde med, at der var Rimelighed for, at Theatret alligevel tilsidst fik en [sideskift][side 012]Directeur, af hvem "Personalet" kunde vente mere velvillig Imødekommen end der var at haabe af Heiberg; thi "naar det kom til Stykket vilde han vistnok finde raadeligst at betakke sig for en Post, som han, fremfor nogen Anden, nødvendigviis maatte, af personlige Hensyn, have mange Betænkeligheder ved at modtage." Af disse Betænkeligheder fandt Heiberg selv dog kun den, som opstod fra, at hans Kone var Scenens første Kunstnerinde, at være af Betydenhed. Alle foregaaende Directeurer havde kappedes om, i Forekommenhed og Høiagtelse, at vise Fru Heiberg deres Erkjendelse af, at hun, ved sit af Smag og Dannelse ledede Geni, som ogsaa ved sin ædle Personlighed, var fremfor Nogen det danske Theater til Ære og Glands. Ved at hendes Mand blev Directeur burde hun naturligviis ikke lide mindste Afgang i, hvad der ligefrem skyldtes hendes; men det maatte dog befrygtes, at om der endogsaa ikke i ringeste Maade skete Mere for hende, end der tidligere var skeet, vilde den hos enkelte Toneangivere i de sidste Aar stærkt fremtrændende overvættes Fordringsfuldhed og meget platte Mening om Andres Bevæggrunde kunne føre til, at enhver Opmærksomhed, der vistes Kunstnerinden, blev fremstillet som en Forrettighed, der skjænktes Directeurens Frue; ja det lod sig med temmelig Vished forudsee, at naar, som dagligt er Tilfælde ved Theatret, en Enkelt indbildte sig at være forbigaaet eller ikke noksom vurderet, hvilket altid udraabes som et Beviis paa, hvor sket hele Theatret bliver bestyret, da vilde det hedde, at hun igjennem sin Mand, Directeuren, var den Regerende, og at Forurettelsen udgik fra, at hun vilde tilbagetrænge alt Talent, for at glimre alene. I tryg Forventning om, at han, ved sit nøie Kjendskab til Forholdene og den Retfærdighedsfølelse, han var sig bevidst, nok skulde blive istand til at [sideskift][side 013]afvende saadanne rimeligviis indtrædende ubehagelige Følger saavidt, at de ikke kom til nogen betydelig skadene Indflydelse paa hans Virksomhed, oversaae Heiberg imidlertid Betænkeligheden, og erklærede sig villig til at modtage Directeurposten med frie Hænder til at ordne og besætte de administrative Embeder.

Under 23de Juli resolverede Kongen de Theatret angaaende afgjørende Slutningsbestemmelser, som vare: Directionen ophæves; Bestyrelsen af Theatret og Capellet overdrages til en Directeur og dertil beskikkes Prof., Dr. philos. J. L. Heiberg; Directeuren inddrager samtilige hidtil gjældende Fribilletter, og herefter udstedes Fribilletter alene til Embedsmænd ved Theatret for deres egen Person, saavelsom for dramatiske Digtere og Componister; Kongen forbeholder sig og Kongehuset den kongelige Lose, Cavaleerlogen, Hofdamelogen og Logerne G og H, samt Lakailogen gg, og for enkelte Aftner ved extraordinaire Leiligheder Logen F.

Som Kronprinds havde Frederik den Syvende, naar han opholdt sig i Kjøbenhavn, ikke blot jævnligt fordrevet Aftnen i Theatret, men følt sig fra tiltrukken af enkelte ham tilfældigviis bekjendte Skuespillendes Evne til personligt at more, at han viste dem særdeles naadig Opmærksomhed; som Konge vedblev han at beære dem med sin Yndest og indbød dem endogsaa hyppigt til ine tvangsfrie Smaaselskaber. Den danske Skueplads, som Kunstanstalt, blev derimod ei alene aldrig en Gjenstand for hans Interesse, men nu, da han for første Gang som Konge var blvet kaldet til at tage en Beslutning om den, og det er saadan, hvoraf dens hele fremtidige Skjæbne maatte antages at ville blive afhængig, nu havde han igjennem sin anførte Resolution, lagt for Dagen, at han langtfra at have nogen Erkjendelse af dens nationale [sideskift][side 014]Betydenhed og Glands, eller Tanke for at sikkre den Opretholdelse, betragtede den som en Anstalt, der, til hans og Kjøb3nhavnernes Fornøielse, nok kunde være ønskelig fremdeles at beholde, men hvis Tendents, Krav og Styrelse han for Resten ikke lagde sig videre paa Hjertet, end at han kunde lade det gaae med den saaledes, som det vilde falde sig. Han havde forbeholdt sig Bestemmelsen af de Forhold, hvorunder Theatret skulde blive Statens Eiendom, og havde altsaa i sin Magt at sikkre den danske Skueplads, der skulde vedblive at kaldes "kongelig", et værdig Opretholdelse, ved at han forordnede Staten til at yde den et fast aarligt Tilskud med Gjennemsnitssummen af hvad den havde oppebaaret som kongelig Understøttelse i de sidste fem Aar; han kunde i det allermindste have bidraget til at støtte dens Anseelse, ved — som han ikke undlod for det nordiske Oldskriftsselskabs og Kunstacademiets Vedkommende, — at stille den under sit "umiddelbare Protectorat"; men i alle Fald synes det, at han maatte have kundet passende at tilstaae Theatret noget Vederlag for de Tilskuerpladser, hvorover han herefter vilde have Raadighed, thi fra det Øieblik, da han til Staten henskød hele Omsorgen for en Anstalt, der, for at opretholdes, nødvendigt maatte have et Tilskud til sit Erhverv, kunde han ikke i dette være berettiget til, i personlig Interesse, at gjøre noget Afbræk paa Statens Bekostning. Ogsaa fortalte "Berlingske Tidende" berømmende, at Kongen ikke paa Statskassen havde overført de Udgifter, som personlig vedkom ham. Dette antog ogsaa Prof. David for ligefrem at burde være Tilfældet, og stod derfor i den Formening, at der virkelig af Civillisten blev udredet Betaling for de Pladser, der i Theatret indeholdtes til afbenyttelse for Kongen og Kongehuset; thi den 11te Jan. 1851 urgerede han i Folkethinget, "at StatsStats-understøttelsen [sideskift][side 015]understøttelsen til Theatret ikke, som et Medlem upaatvivleligt meget urigtigt meente, var et Æqvivalent for den Kongen forbeholdte Adgang til Theatret, med et Tilskud af Staten, hvilket det, som en Kuntanstalt, der tjener til den almindelige Dannelse, havde Krav paa;" hvorhos han tilføiede: "Vil Hans Majestæt besøge Theatret, saa vil jeg haabe, at Civillisten er saa høi, at Hans Majestæt kan betale Adgangen dertil, og jeg vil i alt Fald haabe, at Civillisten aldrig vil blive sat saa lavt, at Hans Majestæt ikke vil kunne betale Adgangen til Theatret for Sig og Sine." Ikke destomindre: efter, atf den Magtfuldkommenhed, som han netop for Theatrets Vedkommende havde forbeholdt sig, at have tilkjendt sig Besiddelse af Pladser til en Værdi af 12,500 Rdlr. aarlig, overgav Frederik den Syvende, uden at fastsætte nogensomhelst dens kunstneriske Bestaaen granterende Bestemmelse, den danske Skueplads, der da i 77 Aar havde været opretholdt som virkelig kongelig, men herefter kun skulde benaades med Navn af kongelig, til Folkethingets Godtbefindende med Hensyn til Størrelsen af det Tilskud, som er nødvendigt for dens Bestaaen, og henlagde den under et Ministerium, der, paa Grund af sit Hovedfag, maatte antages at ville ofte blive besat med en Geistlig, hvorved den let kunde staae Fare for at komme under en faare lunken Talsmands eller vel endogsaa en Fjendes Myndighed.

Det var en meget heldig Omstændighed, at just da Skuepladsen skulde fra at være Kongens gaae over til at blive Statens, og det altsaa blev nødvendigt at foretage en administrativ Omordning, som endydermere, for ikke under den næstforestaaende Saison at afstedkomme Forvirring og Vaklen i Virksomhedens Gang, maatte gjennemføres med betænksom Raskhed, Rolighed og Fasthed, var CultusminiCultusmini-steriet [sideskift][side 016]steriet besat med daværende Prof. Madvig, der vidste at finde og følge den eneste erkjendt rigtige Grundsætning for al god og livligt virkende Theaterbestyrelse, nemlig: at denne bør betroes en eneste, i den dramatiske Literatur og hele Theatervæsnet forfaren Mand, hvem man, med Tillid til hans Dygtighed, Omsigt og Redelighed, maa give fuld Raadighed over alle æsthetiske og pecuniaire Midler, saaledes at Staten kun har at agte paa det Resultat, han ved dem opnaaer, for at bestemme, om han fremdeles skal blive i sit Embede eller afskediges. Han fremsatte i den Indstilling, hvorved han udvirkede Resolutionen af 23de Juni: "Ministeriet har formeent, at det vilde være rettest at nedlægge den umiddelbare Bestyrelse af Theatret og Capellet hos en enkelt Mand, der som Theaterdirecteur kunde hellige Theatret sin udeelte Tid og Omhu og have sin hele Opmærksomhed henvendt paa dets Formaal og Virksomhed ... Denne Embedsmand maatte formeentlig, for at hans Anseelse kunde svare til Hensigten, være forsynet med en udstrakt Myndighed til at lede Anvendelsen af Theatrets personlige og materielle Kræfter i Kunstens Tjeneste, medens Ministeriet, foruden den almindelige Control, der maate tilkomme samme med Hensyn til Theatret, som et det underlagt Institut, nærmest kun vilde have at afgjøre egenlige Pricipspørgsmaal, ligesom Directeuren maatte indhente Ministeriets Approbation paa almindelige vigtiger Foranstaltninger, og igjennem dette fremsætte Forslag til Personalets Ansættelse, Afskedigelse og Gagering fremdeles forelægge Ministeriet aarlig ved Saisonnens Begyndelse en almindelig Plan for Theatrets Virksomhed i denne og Oversigt over de indledede Arbeider, saavelsom en Beretning efter Saisonnens Slutning, samt ligeledes til Ministeriet indgive Forslag til Theatrets Budget. Derimod [sideskift][side 017]maatte den egenlige Specialbestyrelse og Omsorgen for Theatret vedkommende Anliggenders ordenlige og vedbørlige Gang overlades til Theaterdirecteuren, og denne maatte navlig saaledes, foruden at besørge Censuren af de til Opførelse indleverede Arbeider, bestemme Repertoiret og ved de til hans Raadighed staaende Midler sørge for dets fyldestgjørende Udførelse paa Scenen."

Heiberg havde allerede i flere Maaneder af den offenlige Mening været udpeget til Theaterdirecteur, men Madvig valgte ham, efter modent Overlæg, selvstændigt, som den Mand, der her i Landet, hvor man hidtil kun havde lagt sig efter at blive Theaterdirecteur, men ikke efter at opnaae Dygtighed til at være det, fortrinsviis var qvalificeret dertil: med sit nøie Kjendskab til den danske dramatiske Literatur i dens hele Omfang forenede han Bevandring i alle de fremmede Literaturer, hvorfra der kunde være at hente Forøgelse af det kongelige Theaters Repertoire; han have en erkjendt reen Kunstsands, levende Interesse for det Nationale, grundig Indsigt i hele Theatervæsnet, ypperligt Greb paa heldig Anvendelse af alle kunstneriske Kræfter, og stod i stor Anseelse som en klog, prompt og klart opfattende, i Omgang særdeles fiin, beleven og forekomende Mand med megen Selvbeherskelse og af fast Charakteer. Hvad derimod kunste befrygtes at ville faae en ugunstig Indflydelse paa Heibergs Stilling som Directeur var: at han tidligere, oftest vel, som Smagens og det Rettes Stridsmand, med, men ogsaa stundom uden Aarsag, havde gjort haarde Angreb paa Modstandere, som neppe vilde forsømme at gjøre Gjengjæld, hvor der lod sig udfinde Leilighed dertil; at hans Stykker hørte til de gængse i Repertoiret, saa at det nok unde blive muligt for Uvillie imod ham at sigte ham for, at han bestemte det af personlig [sideskift][side 018]Inderesse; og at han havde staaet i særdeles venskabeligt Forhold med nogle og paa spændt Fod med et Par Theatret Vedkommende, hvilket let kunde skade hans Anseelse som Overordnet, saameget mere da han ene tiltraadte Bestyrelsen efter tre Mænd af første Rangklasse. Ligeoverfor dem havde Personalet i Almindelighed nøie iagttaget From og Ærbødighed, og om ogsaa en Enkelt nu og da forløb sig derimod, kunde det ikke have nogen Fare for den tilbørlige Respect: Excellencerne turde oversee det uden Frygt for at Uagtsomheden skulde blive almindelig eller varig; men det kunde nok være, at ligeoverfor Professoren vilde Venskabet tillade sig at blive altfor fidelt og Fjendskabet altfor obstinat, og lod han sig blot nogle Gange byde en nonchalant Behandling i Embedsforhold, vilde det virke skadende paa den administrative Myndighed, som det paalaae ham alene at hævde.

Heiberg fandt sig meget tilfreds med Ansættelsesvilkaarene. Der tillagdes ham 2500 Rdlr. Gage, og han ønskede ikke videregaaende Myndighed, end der af Ministeren var ommeldt i Indstillingen, saameget mindre da han følte sig trygt overbeviist om, at denne retskafne Mand ærligt og uden Bagtanke vilde holde fast ved de Bestemmelser, som han, efter nøie Overveilse af Skuepladsens Formaal og Tarv, selv havde fremsat som enerigtige. Af de Vanskeligheder, som Heiberg matte være beredt paa at møde, var der kun een, som han ansaae for virkelig hindrende, da den var af stor Betydenhed og ikke lod sig overvinde af ham selv, hverken ved Klogskab eller Conduite. Herefter bleve Theatrets Kaar væsenlig at bestemme af Rigsdagen, af en politisk Forsamling, hos hvem der overhovedet ikke maatte ventes hverken sund Dom om eller særlig Interesse for Kunst, og hvis Fleertal endydermere bestod deels af Kjøbstadborgere, der ikke brøde sig [sideskift][side 019]stort om en Kunstanstalt, hvilken blot Kjøbenhavnerne kunde have Nydelse af, deels af Bønder, som i Theatret kun saae en Forlystelsesindretning til Tidsfordriv for "Aristokratiet", der var dem en Forargelse, hvorfor de ikke kunde forsvare at bebyrde den desuden haardt medtagne Statskasse med Tilskud til det. Det afgaaede Direction havde kuknnet oppe Sløvheden og kjæle for Uvillien, ved hos Enevoldskongen at udvirke Tillæg, Gratialer og andre Naadesbeviisninger; saadanne meget virksomme Incitationsmidler maatte Heiberg belave sig paa næsten ganske at savne; det kunde blive ham besværligt nok at opnaae Bevilling til en tarvelig Gageforbedring for en fortjent Kunstner. Imidlertid, det var en Omstændighed, som fra nu af enhver Directeur maatte vide, at han vilde komme til at finde sig i, og Heiberg haabede, at den ikke skulde blive ham til synderlig Ulempe saalænge Madvig var Minister, da han ved sin Anseelse i Rigsdagen og Varme for Theatrets Belgaaende nok vilde kunne sætte de rimelige Forlangeder, som Directeuren blev nødt til at gjøre, igjennem.

Det var ikke glædelige Tilstande Heiberg forfandt ved sin Tiltrædelse. Det kongelige Theater skulde ikke blot concurere med den italienske Opera, men var ikke mere eneprivilegeret fsom dansk Skueplads i Kjøbenhavn, hvilket den bestandig havde været indtil fem Maaneder førend den sidste kongelige Bestyrelses Afgang. Under en dygtig Directeur for et routineret Personale søgte Casino, ved et Repertoire, som var godt beregnet paa Mængdens Smag, at skaffe sig Tilløb, og der var stor Rimelighed for, at det særdeles heldigt vilde lykkes i den kommende Saison, thi vel bleve det kongelige Theaters Loger ved Abonnements-Auctionen betalte over Opraadningsprisen, men kun ubetydeligt, og i afvigte Saison [sideskift][side 020]havde Publikum paa ingen Maade viis, at det følte sig mere tiltrukket af Forestillingerne paa Kongens Nytorv, end af dem, som for billigere Priis, bleve budet det i Amaliegade. — Den afgaaede Direction havde ikke gjort mindste Forberedelse til Forøgelse af det Repertoire, som den gav Heiberg til Arv, og de Stykker, han fandt i det, vare enten saa udspillede eller blevne saa ugunstigt optagne, at "Eventyr paa Fodreisen" og Eenactsvaudevillerne "Abekatten" og "En Søndag paa Amager" næsten vare de eneste, som kunde bydes Publikum med Haab om godt Huus. Han maatte derfor strax fra sin Udnævnelse være i levende Bevægelse, for af Nyt og Gammelt at faae samlet et friskere Repertoire, og bringe et Personale, som i de sidste Aar mere og mere var henfaldet til Sløseri og Ligegyldighed i Tjenesten, til at anstrenge sig med hurtig Indstudering. Vanskeligheden derved var saameget større, som de virkelig ei alene ikke vare mange til Comedier og saa faa til Tragedier, at kun enkelte af disse kunde besættes nogenlunde fyldestgjørende, men ogsaa, med Undtagelse af Phister, M. Wiehe og Skuespillerinderne, dem, der især lode det mangle paa verve og Correcthed i deres Rolleudførelser. Det kostede derfor Heiberg megen Overveielse inden han traf Valget af den bedste Besætning for hver enkelt Rolle, og tillige en saadan Fordeling af Tjenesten, at han af Enhver kunde forlange Nøiagtighed og Livfuldhed i Fremstillingen. Overhovedet maatte Heiberg i Begyndelsen gaae frem med megen Varsomhed og Omsigt, baade fordi den sidste Tids Directionsliv og det deraf følgende Parrtigængeri havde fremkaldt megen Splid og Avind i Personalet, og paa Grund af den umættelige Feu-Begjærlighed, hvoraf netop de mest ansete Kunstnere vare stærkest besatte. Det havde saavel for Skuepladsens Tarv, som for Aanden i PerPer-sonalet [sideskift][side 021]sonalet, været af meget skadelige Følger, at Directionen i 1842 ikke havde havt Mod til at gaae ind paa, med hver Ansat for sig at slutte Aarscontract, hvorefter han for en kommende Saison skulde, i Forhold til sit kunstnereiske Værd og den Tjeneste, han maatte antages at ville blive kaldet til at gjøre, have en bestemt Sum som Feu; men derimod, for ikke at paalægge sig Besvær med at træffe Accord, taget den Udvei at give Feu for hver enkelt Rolleudførelse. Det var ikke nok med, at Kunstnere af første Rang søgte, naar det kun paa nogen Maade lod sig gjøre, at komme ind i ethvert nyt eller gjenoptaget Stykke, og at de for at faae, om end nok saa ringe Feu, ivrigt brebe efter Smaaroller, som de ellers haanligt vilde have afviist til Udførelse af blotte Brugeligheder eller Begyndere; men Gridskheden gik saa vidt, at geniale Fremstillere aldrig saasnart inden en Forestillings Begyndelse kom ned paa Scenen, førend de ilede ned til Fortæppet og, igjennem Aabningen deri, med deres øvede Blik søgte at anslaae Tilskuernes Antal, for derpaa, med stor Beløbenhed i Calculering, at beregne til Mark og Skilling, hvor megen Feu de vilde faae ud af Forestillingen; ja de undsaae sig end ikke ved allerede om Formiddagen under Billetudsalget at uleilige Kassereren, for at udfritte ham om, hvor meget der var solgt for, saa at de saameget tidligere kunne begynde at anstille deres Calcule. Heiberg havde god Aarsag til at vente sig modtaget med Uvillie af saadanne Kunstnere, da de meget vel vidste, at han, langfra ved de mange forestaaende Rolleuddelinger fortrinlig at tage Hensyn til deres Begjærlighed efter at komme ind i alle Stykker, der kunde ventes at ville give høi Feu, vilde søge at skaffe Repertoiret Fasthed, ved at fordele Virksomheden saaledes, at han ikke i Sygdomstilfælde skulde staae Fare for ikke at [sideskift][side 022]ord kunne give Noget, hvoraf der kunde haabes godt Huus. Alligevel syntes det, som om han strax maatte faae glædelig Overbeviisning om, at han aldeles ikke, hverken i den eller nogen anden Henseende, vilde i sin fremtidige Embedsførelse have at befrygte Fortrædeligheder, men tvertimod trygt kunne stole paa at finde de Mestformaaendes velvillige Understøttelse. Iblandt de Første, som indfandt sig hos ham, for at lykønske ham til hans Udnævnelse, var nemlig netop Nielsen og Phister, der jo af "Kjøbenhavnsposten" vare blevne denuancerede som Stillere af Forslaget om en ny Bestyrelsesordning, og havde været ivrige Talsmænd for en Skuespiller-Comitees Bestemmelse af Rollebesætninger og Stemmegivning ved Stykkers Antagelse. Den Første forsikkrede ham om, at det tidligere Misnøie ikke i mindste Maade skulde hindre ham fra fremtidigt at staae sin Directeur bi af bedste Evne, og "at han med Glæde nu saae Theatrets Sol staae op"; den Sidste udtrykte med megen Varme for Heiberg sin store Tilfredshed med at Bestyrelsen var lagt i hans Hænder, og fandt sig overtydet om, at han var hele Personalets Ordfører, naar han udtalte, at Heiberg havde foretaget en særdeles hensigtsmæssig Forandring i Bestyrelsesordningen og fornemmelig gjort et overmaade heldigt Valg af nye Embedsmænd.

Som Alle, der ere komne til klar Indsigt i Theatervæsnet, havde Heiberg nemlig alt længe afgjort været af den Mening, at det for en Theaterbestyrelse maatte være ufravigelig Regel, ikke at overdrage administrative Forretninger til tjenstgjørende Skuespillere, fordi det kunstneriske Kald fordrede deres hele Opmærksomhed, og de desuden hverken burde fristes til, eller maatte kunne beskyldes for at benytte Embedsstillingere, der skulde holdes udenfor deres sceniske Virksomhed [sideskift][side 023]til i denne at fremme personlige Interesser. Ifølge heraf havde Resolutionen af 23de Juli, foruden Heibergs Udnævnelse, indholdt, "at Compoirchef under Finantsministeriet, Kammerassessor Arnesen var ansat som Comiteret hos Theaterdirecteuren, og Skuespiller Schneider afgaaet som Regisseur, samt forhenværende Skuespiller Overskou, foreløbig paa et Aar, engageret som Scene-Instructeur for samtlige dramatiske Kunstarter med Undtagelse af Balletten, hvoraf det blev en Følge, at Nielsen og Bournonville ophørte med deres Functioner som Scene-Instructeurer, den Første for Skuespillet, den Anden for Operaen." — At Heiberg havde andraget paa Ansættelse af en Comiteret var væsenlig begrundet i, at han, inden han ved Erfaring var kommen til Vished om, hvorvidt han vilde være istand til med Kraft og Friskhed alene og til enhver Tid at efterkomme de Fordringer, han selv stillede til en Theaterbestyrer, ansaae for nødvendigt at have en Medhjælper i Administrationen overhovedet, og Valget af Arnesen bestemtes ved, at denne, fremfor Nogen, idelig havde udtalt sig som nøie bekjendt med alle Theaterforhold, "hvorfor han nok skulde vide at bringe livlig Gang i Tjenesten, og udfinde Forholdsregler, som kunde give et for længere Tid fastsat Repertoire Sikkerhed for ikke at blive omstødt af Skuespillercapriser." Med Hensyn til Forretninger og Nærværelse paa Theatret havde han blot at rette sig efter de tilfældige Omstændigheder; kun skulde han, efter eget Tilbud, varetage den ubetydelige Bogføring, som vedkom den artistiske Virksomhed. — Hvad der bevægede Heiberg til at ansætte Overskou som Scene-Instructeur var: at denne, der stod i meget venskabeligt og velvilligt Forhold til sine tidligere Kunstfæller, ikke blot, efter disses Anmodning, havde i flere Aar forestaaet Iscenesætningen ved Sommereskuespil, men i SaiSai-sonnen [sideskift][side 024]sonnen 1842-43 fungeret som Scene-Instructeur og da til de Spillendes, Directionens og Publikums Tilfredshed forberedt Opførelsen af store vanskelige Operaer og Skuespil. Sit i 1840 yttrede Princip tro, vilde Heiberg "i Scene-Instructeuren have en kunstkyndig og med alle Theatrets materielle Virkemidler nøie bekjendt Mand, der med ethvert Stykke, paa dets hele Indstuderingsgang, skulde føre et kritisk Overtilsyn, hvorved de forskjellige Embedsmænd, der havde med Iscenesætningen at gjøre, saavelsom de Rollehavende kunde komme til en overensstemmende Samvirken, uden hvilken Opførelsen ikke vilde kunne faae Sikkerhed og den fulde kunstneriske Virkning." Som Følge af, at han, ledet af sit skarpe Blik for Theatertilstande, tilmed forlangte, at Scene-Instructeuren ogsaa skulde føre Overtilsyn med enhver Forestilling og overhovedet, som kunstnerisk og ordenholdende Øvrighed, være tilstede ved al Theatertjeneste vedkommende de ham underlagte Kunstarter, blev de Forpligtelser, han paalagde ham, mange og besværlige, men de vare dog ingelunde uoverkommelige; desuden retfærdiggjordes de ved, at de, udgaaede fra grundig Sagkyndighed, viste sig at være i høi Grad hensigtssvarende. Scene-Instructeuren havde — i Sager af nogen Vigtighed efter Approbation af Directeuren —: for alle Stykker at forfatte Regie; efter Samraad med Forfatterne, Theatrets Fagembedsmænd og, i fornødent Fald, de Rollehavende at tage Bestemmelse angaaende Decorationer og Dragter; at udarbeide den sceniske Ordning; at lede alle Prøver; at indfinde sig en halv Time førend Skuespillets Begyndelse, for da at ringe til Foyer; og under Forestillingen at være tilstede lige indtil Tæppets sidste Fald, for at inspicere Scenen, lade Acterne begynde, paasee at Udførelsen fandt Sted paa vedbørlig Maade, at tage Bestemmelser efter [sideskift][side 025]Conduite i uventede Tilfælde, naar Directeuren ikke var nærværende, og at overholde Orden. — Heiberg sørgede for, at de Afskedigede ikke fik Grund til at beklage sig: Han udvirkede ei alene, at Nielsen, der som Scene-Instructeur var contractmæssigt ansat paa ubestemt Tid, beholdt det ham derfor tillagde Honorar af 400 Rdlr. aarligt, men fik det endog føiet til hans faste Gage; Schneider afgik efter kun fire Aars Tjeneste som Regisseur med 400 Rdlr. Pension. — Det var Heibergs Ønske, strax at faae persioneret Adskillige, hvis Navne i Gagelisten gave Anseende af, at han havde et meget stort Personale til sin Raadighed, men som ikke mere kunde være Theatret til mindste Nytte. Dog, allerede her maatte han føle Virkningen af Rigsdagens Bevillingsmyndgihed: han opnaaede kun, at Mad. Rantzau (tidligere Jfr. Julie Fonseca), Jfr. Østerberg og Seest bleve satte paa Pension; de andre Uanvendeliges Gagering maatte Theatret fremdeles bære Byrden af.

Heiberg tiltraadte sit Embede med Grundsætninger, hvortil han var kommen igjennem megen Tænkning over Theatervæsnet i dets hele Omfang, og hvis Rigtighed mangeaarig Erfaring saaledes havde godtgjort ham, at han var besluttet paa fast at følge dem. De vare i det Væsenlige følgende: Ved med de originale Nyheder, som maatte indkomme, at forene et Udvalg af ældre gode danske Stykker, til Dannelse af Repertoirets faste Stok, skal det kongelige Theater mere og mere gjøres til en i Grund og Væsen dansk Skueplads, til et Nationaltheater. Af Udlandets Frembringelsre skal kun optages ældre erkjendte Mesterværker og — for at Publikum, til Sammenligning og Smagsdannelse, stadigt kan have Betragtning af det Standpunkt, hvorpaa Udlandets Skuepladser staae, — saadanne nyere Stykker, der paa dem gives [sideskift][side 026]som de for Øieblikket ypperligste; derimod maae de værdløse kun paa Understøttelse af Skuespillerviruositet beregnede fremmede Sager, der indeholdes i Repertoiret, udskydes deraf efterhaanden som Forøgelsen med fortrinlige Arbeider gjør dem undværlige. Alle dramatiske Digtarter maae tilstedes Indgang paa den danske Scene, for hvilken Holberg, i hans Comedier, og Oehlenschläger, i de bedste af hans Tragedier, ere at betragte som Skjoldholderne, der af al Formue skulle holdes i Ære og ikke føres frem for Publikum uden det kan skee med Glands. Begyndende Forfattere skulle imødekommes med Velvillie og kunne finde Veiledning i Henseende til deres Stykkers theatralske Behandling, samt opmuntres ved Antagelsen af opførlige Arbeider, som vise Talent. Af en Theaterdirecteur kan forlanges, at han, forinden et Stykkes Opførelse, skal kunne gjøre sig en nogenlunde træffende Forestilling om, hvilken Virkning det fra Scenen, med de kunstneriske og materielle Midler, han bringer til Anvendelse, vil gjøre paa Publikum, og at han derfor ikke giver Noget, som han ikke formaaer at skaffe tilfredsstillende Udførelse, men derimod, med Tillid til god Optagelse af et Stykke, hvilket han har besluttet at give, søger for kraftigt at hæve det Værd, som det har i sig selv, ved en muligst fortræffelig Besætning, omhyggelig Indstudering og et Udstyr, der rigeligt opfylder de i Stykket liggende Fordringer. Den første Opførelse af gjør i Almindelighed et Stykkes Skjæbne; falder det ved den, vil man sjeldent, selv med den største Anstrængelse, kunne skaffe det god Modtagelse ved den næste; at Indstudering maa derfor foretages med saa stor Omhu, at den sidste Prøve skulde kunne være givet som Forestilling; findes dette ikke at være Tilfældet, da skal endog en anmeldt Forestilling ubetinget udsættes indtil flere Prøver betrygge den en saa [sideskift][side 027]frisk og correct Udførelse, at den allerede derved maa interessere Tilskuerne. For at gjøre Repertoiret righoldigt og undgaae Forlegenhed ved indtrædende Forfald har Directeuren, ved Siden af Omsorg for at besætte Hovedroller saa godt som muligt, at lægge an paa Tjenestens Fordeling over hele Personalet, og en saadan Ordning af Forestillingernes Række, at der i denne bliver tiltrækkende Vexlen af alle Kunstarter. Ingen Skuespiller bør tvinges til at spille en Rolle, som han selv troer sig udygtig til. Personalet tilhører udelukkende Theatret og er uberettiget til at yde andre Kunstanstalter Bistand med Talent; ville saadanne bestaae, have de selv at skaffe sig Midler dertil og bør ikke kunne bygge paa, at de ville være at faae paa Theatrets Regning; kun naar det kan skee uden mindste Skade for Skuepladsens Tarv tør Directeuren, undtagelsesviis, tillade en enkelt Kunstner at deeltage i Præstationer, som gives for Betaling eller Contingent. Bestyrelsen af det kongelige Theater er til Skuespillerstanden forpligtet at søge og efter bedste Evne benytte enhver Leilighed til at ende den Insult, hvorfor den bliver Gjenstand ved Udelukkelse fra alle offentlige Hædersbeviisninger, og dette vil kun være at opnaae ved, at han for dens Udmærkede erhverver Vidnesbyrd om, at deres Kunst, ligesaa fuldt som enhver anden, af Regenten ansees for at kunne gjøre værdig til offenlige Hæderstegn.

Heiberg maatte ikke ved sin Tiltrædelse gjøre Regning paa Understøtelse af en Kritik, der kunde tilvende Theatret Publikums Interesse ved sagkyndig Bedømmelse af den kunstneriske Virksomhed og Paapegen af de Principer, hvorefter der fremtidigt skulde dannes et den danske Skueplads værdigere Repertoire. Endog de Blade, af hvilke man havde Ret til fortrinsviis at vente grundige Theaterartikler, førte [sideskift][side 028]ikke blot Klage over, at Kritiken for Øieblikket var ussel, men gave selv slaaende Beviser paa, at den røgtedes uden mindste Kunstsands og var aldeles upaalidelig. Ved Nytaarstid 1849 havde "Fædrelandet" i en skrap, men velskreven Artikel yttret, at al virkelig Kritik var forstummet og at personligt Lune havde anmasset sig dens Navn, for ringeagtende at affeie endog med fortjent Bifald optagne Arbeider af begyndende danske Forfattee. En Maaned efter leverede dets egen Theaterkritiker flere Artikler, som gjorde denne Yttring til uimodsigelig Sandhed. "Kjøbenhavnsposten" var ligeoverfor dramatisk Kunst en skikkelig Skatteborger, som holdt af at Alt skulde gaae en ordenlig, jævn Gang, og derfor offrede det rolige, men dristige Casino ligesaa mange Spalter, som det i sin Virksomhed bestandig forvirrrede kongelige Theater Linier. "Den Berlingske" og "Flyveposten" forsømte aldrig efter en første Opførelse eller Debut at gjøre Mængdens Dom til Text for sine trivielle Kunstbetragtninger, men havde langt bedre Held med at tiltrække sig Opmærksomhed ved store Ophævelser over Theatrets vedkommende reent administrative Forholdsregler. Ogsaa undlode begge Blade ikke, endnu inden Saisonnens Begyndelse at varsle Heiberg om, at heller ikke han skulde paa dette Omraade gaae Ram forbi. Ved at foranledige Frigængeriets Afskaffelse havde Heiberg strax paadraget sig stor Uvillie. De til Kongens Hofstat hørende høiere Embedsmænd vare vel blevne beroligede med Underretningen om, at de herefter havde fri Adgang til de Kongen forbheoldte rummelige Loger; men den store Mængde Underordnede, hvis Lamentationer vare blevne afviste med, at Hans Majestæt ikke kunde benaade Nogen med Friplads i Theatret efter at det var blevetStatens Eiendom, søgte af bedste Evne at tilveiebringe forudfattet ugunstig Mening om [sideskift][side 029]heibergsk Theaterbestyrelse. Dertil ydede nu "Den Berlingske" og "Flyveposten" kraftig Bistand, idet begge Blade, i Anledning af, at Heiberg havde forbudt Indladelse i Theatret af Børn under 10 Aar, reiste et stort Klagemaal over, at Familier berøvedes Ret til at medtage deres Smaa i de af dem abonnerede Loger: Noget, der endogsaa skulde være "ulovmedholdeligt", da Forbudet først var udgaaet efter Bortabonneringen. Hebierg, der meente, det var ligesaa tjenligt for Forældrene, som for Theatret, at Børn ikke fik Lov til at besøge det saalænge det ikke kunde være dem mere end til en forvirrende, undertiden vel endog kjedelig Begabelse, ændsede imidlertid hverken disse Besværinger eller dem, som opstode af, at han, efter Manges Ønske, ansatte Forestillingernes Begyndelse til Klokken 7 istedetfor til Klokken 6, som hidtil havde været Vedtægt. Sig bevidst, at han havde brugt den meget korte Forberedelsestid med Iver og Omhu, og i Fortrøstning til anstrengt Medvirken fra Personalets Side, indtil han kunde faae samlet et Publikum tiltalende og Skuepladsen værdigt Repertoire, aabnede han med Tillid til Fremtiden den hundrede og anden Saison.