[sideskift][side 143]Aabningsstykket, "En Episode", der fremkom anonymt, var af cand. jur. Christian Juul. Dets Antagelse skyldtes fornemmelig Heibergs Iver for at skaffe Skuepladsen et større nationalt Repertoire, ved at opmuntre begyndende danske dramatiske Forfattere, hos hvem han sporede Talent; thi af Stoffet: Ewalds Ophold i Rungsted og Lidelser under Mangel og ulykkelig Kjærlighed, var vel udbragt enkelte smukt behandlede Scener, men ei alene havde det for liden Fylde til at give en fængslende Handling for et Drama i fem Acter, men de Situationer, hvorunder den syge, aandsnedbøiede Digter, paa hvem Forfatteren havde lagt hele Interessen, fremtraadte, vare tillige saa piinlige og hverandre lignende, at end ikke Wiehes ædelt følelsesfulde og fortræffeligt nuancerede Spil var istand til at frembringe synderlig theatralsk [sideskift][side 144]Virkning. Jfr. Bertine Nielsen, der debutere som Inger, blev, som Heibergs formodede Protegerede, ikke velseet af Theatrets toneangivende Parti, og Rollen: en temmelig ubetydelig og tilmed meget usandt skildret Elskerinde, gav hende ikke Leilighed til at vise noget særligt Fremstillingstalent. Medens man derfor nødtes til at erkjende, at den 18aarige Pige havde et i det Hele for Theatret heldigt Ydre, smukke Bevægelser og god Holdning, forsømte man ikke at forberede Publikum paa, at det hos hende vilde savne et fyldigt Organ og varm Følelse. Bifaldet blev som Følge heraf kun lunkent, hvorfor man strax var i det Rene med, at Heiberg gjorde bedst i at lade Begyndelsen ogsaa blive Enden. Han, hvis uhildede skarpe Blik saae, hvad der spirede i hendes Fremstilling, holdt sig imidlertid for overbeviist om, at hun med Tiden vilde blive en Skuespillerinde af Betydenhed; kun antog han for rigtigst, at hun en Tidlang ikke kom paa Scenen, men søgte at udvikle og øve sine Evner, og at der til en ny Debut blev givet hende en saa betydelig Rolle, at hun i den afgjørende kunde vise, hvorvidt hun var kaldet til Kunstnerinde. — Allerede tre Dage efter optraadte en anden Debutantinde: Jfr. Amalie Price, som Marie i "Alferne". Som qvik Solodandserinde og ved livfuld Udførelse af muntre Balletroller havde hun allerede gjort sig meget yndet af Publikum, da hun nu gik over i Skuespillet, hvortil hun medbragte en særdeles tækkelig lille Personlighed og behagelige Bevægelser, hvorimod hendes Talestemme ikke var klar og Dictionen havde en let Anklang af fremmed Accent, hvilket, hvorvel hun vandt stærkt Bifald og senere behagede i enkelte Roller, fornemmelig i Vaudevillen, skadede hendes Anvendelighed for det kongelige Theater, hvorfor hun efter et Par Aars Forløb fandt sig bevæget til at gaae til Casino, hvis [sideskift][side 145]Repertoire tilbød større Virksomhed og gav hende Leilighed til hurtigt at slaae sig op til at blive en af Publikums Yndlinge.

Længer end til Begyndelsen af Octbr. kunde "Fædrelandet" ikke undlade at aabne Angrebene paa Heiberg for denne Saison. Det skete ved i en literair Anmeldelse af Hostrups "En Nat imellem Fjeldene" at indtrække en Bemærkning ved Haarene, for at komme til at beskylde ham for, at han havde foranlediget Jfr. Lehmanns Afgang, om hvis sande Grund "Fædrelandet" dog ikke kunde være uvidende saa lidet som om, at det var hendes i Boston bosatte Broder, der, ved at give hende Udsigt til glimrende Indtægter som Concertsangerinde, havde bragt hende til at tage til Amerika, hvor Bladene gjorde Reclame for hende med, at "hun var Søster til den berømte danske Martsminister". Det hedder, ved at berøre, at Hostrups Stykke ikke var opført: "Man turde maaskee ogsaa betvivle, om det var klogt at overlade en scene som den imellem Nøkken og Ingeborg i vort nuværende Operapersonales Hænder. Mad. Nielsen er ikke mere i Operaen og hendes Aand heller ikke, — den, der vel bedst kunde forstaae og føle slige Situationer, Jfr. Lehmann, har Theaterdirecteuren i sin Viisdom sendt til Nordamerika." (!) — Og Just i de Dage gav Heiberg et nyt Beviis paa sin virksomme Agtelse for Kunstnerne. Efter gjentagne Forsøg paa at beseire de Vanskeligheder, som stadigt i Løbet af to Aar var blevne stillede iveien for hans Bestræbelser, havde han endelig den Glæde at see dem lykkedes, idet han opnaaede ogsaa at faae Phister udnævnt til Ridder af Dannebrog, hvilket blev modtaget med mange Taksigelser og Yttringen af levende Tilfredshed over, "at staae under en Directeur, der [sideskift][side 146]var saa virksom for at fremme Personalets Anseelse og skaffe Fortjenesten Anerkjendelse.

Den 13de October indtraf et Tilfælde, som for lang Tid hindrede Afbenyttelsen af mange ældre Stykker og Indstuderingen af et Par nye. Klokken 1 følte Fru Heiberg sig pludselig overvældet af en stærk Upasselighed. Da Aftenens Forestilling skulde gives uden Abonnement, kunde den, uden skjellig Grund til Klage, kaldes tilbage, og blev det; men Upasseligheden gik over til en langvarig heftig Sygdom, hvorunder hendes Liv i flere Uger svævede i Fare, og som holdt den i Repertoiret saa stærkt anvendte og vigtige Kunstnerinde borte fra Scenen i fem Maaneder.

Det var under alvorlige ægteskabelige Bekymringer og efter Overvindelse af endeel tilfældige Hindringer, at Heiberg endelig naaede til Opførelse af den anden Nyhed: Hauchs Treactsdrama "Tycho Brahes Ungdom", der imidlertid gjorde stor Lykke. Tycho kæmper heri ikke blot imellem sin Kjærlighed og sin Videnskab, men for begge imod Adelens Fordomme, der med stor Styrke ville gjøre sig gjældende, fornemmelig hos hans Slægt. Handlingen frembyder ikke store Situationer, men udvikler sig naturligt og klart igjennem en baade for Tiden og Personerne charakteristisk, i al sin Simpelhed ofte lyrisk skjøn, Dialog. Wiehe var ædel i sin Kjærlighed og Heftighed som i den Ro og Glæde, hvormed han fordybede sig i sin Videnskab; Mad. Nielsen gav Fru Inger, der er Sjælen i det adelsstolte Parti, som sætter sig imod, at Tycho offrer sig den foragtede Videnskab, værdigt og fast i urokkelig Tro paa sin fordomsfulde Anskuelses Rigtighed; Mad. Holst gav fortræffeligt den rene, blufærdige og ømme Ungmø.

På samme Tid var det kommet til heftig Bevægelse i en Sag, som, ved de med stor Iver og Ihærdighed i Publikum [sideskift][side 147]udbragte falske Forestillinger, skulde paadrage Heiberg megen Miskjendelse. Høedt havde ved Valget af sine Debutroller begaaet en stor Feil, idet han til den første bestemte sig for Hamlet; thi enhver Debutant maa det være magtpaaliggende, at den Interesse, der vises hans første Fremtræden, idetmindste ikke betydeligt svækkes ved en mindre gunstig Optagelse af de næste fire, fem nye Roller, men derimod holdes i stadig Stigen, indtil han har gjort Publikum saaledes bekjendt med sit Talent i Almindelighed, at han har vundet en dertil svarende Anseelse, saa at han ikke behøver at frygte for, at dets mindre Tilfredshed med en enkelt Rolle vil skade. Efter, med overordenligt Bifald, at have vovet Udførelsen af en af de største og interessanteste poetiske Charakteerroller vilde Høedt derimod ei alene have havt vanskeligt ved i Repertoiret at finde nogen for ham passende Rolle, hvori han havde kunnet blot opretholde Interessen, men nu var han endydermere fremtraadt i to Roller, som, selv om han havde spillet dem mere tilfredsstillende, end han gjorde, maatte svække den. Det blev ham da om at gjøre at oprette Feilen, ved at komme frem i en Rolle, der ikke blot var ny, men ogsaa kunde imponere i samme Grad som Hamlet, og allerede om Sommeren havde han derfor til Heiberg indgivet en af ham foretagen Tilretning for Scenen af Shakespeares "Richard den Tredie" med Anmodning om, at den maatte blive opført med ham i Titelrollen. Endskjøndt Heiberg, med Grund, holdt sig overtydet om, at denne mørke, afskyvækkende Tragedie, hvorom A. W. Schlegel siger, at "Shakespeare havde til Hensigt at give Rædselen Herredømmet over Medlidenheden, og mere gik afveien for de pathetiske Scener, som stode ham til Tjeneste, end søgte dem," ikke vilde være af theatralsk Virkning paa et dansk Publikum, var det ingenlunde derfor [sideskift][side 148]han havde Uvillie til at vove et kostbart Forsøg med dens Opførelse. Men i det overhovedet for Tragedien utilstrækkelige og svage Personale fandt han ikke de fornødne Kræfter til de mange vigtige Rollers gode Udførelse, og vilde, med ægte kunstnerisk Følelse, aldeles ikke gaae ind paa den Mening, at naar tre, fire Hovedroller bleve godt og adskillige Biroller ret taaleligt besatte, saa kunde man nok slippe anstændigt ud af det ved at uddele de andre efter bedste Skjøn. Han indvendte, at i et Stykke, som frembød saa store sceniske Vanskeligheder, at der allerede i denne Henseende vilde blive Meget for Publikum at overbære med, maatte nødvendigviis ogsaa de mindre Roller, som alle havde Charakteer i og for sig og Betydenhed ved de Situationer i hvilke de indtræde, besættes upaaklageligt. Med Tilføiende, at han, naar Theatret kunde faae flere kunstneriske Evner at byde over, gjerne vilde bringe Stykket paa Scenen, afslog han dels Opførelse for Øieblikket. Ogsaa Høedts Anmodning om at komme til at spille Marinelli i "Emilie Galotti" og Figaro i Komedien "Figaros Bryllup" mødte Afslag af gode, for Høedt fremsatte Grunde. Hverken Grunde eller Løfte om Stykkernes Optagelse, naar Omstændighederne gjorde det muligt, kunde imidlertid forsone Høedt med Heibergs Afslag, og hans Uvillie derover blev strax exploiteret af Cliquen, hvis Leder hurtigt havde glemt sin egen Anpriisning af Heibergs Fortræffelighed som Directeur og nu overalt kom frem med ædel Harme over, at en saadan Directeur vilde negte en saadan Mand et saadant Stykkes Opførelse paa en Tid, da man havde et saadant Repertoire, og han saae deri saadanne Følger, at hans hele kustneriske Væsen oprørtes ved Tanken om den Fremtid, der ventede Theatret under en saadan Bestyrer, som jo vidste, at Høedt ikke høvede Theatret, [sideskift][side 149]men var gaaet til det blot af Lyst. Et Par Heiberg hengivne Theaterpersoner, som hørte, at man saaledes var i levende Bevægelse for at reise et Uveir imod ham, spurgte ham, om han ikke fandt raadeligt at undgaae det, ved at opfylde Høedts Forlangende saa godt eller slet, som det vilde lade sig gjøre. Han svarede med rolig Bestemthed: "Dersom disse Stykker kunde i alle Roller besættes, jeg vil ikke engang sige fortræffeligt, men blot tilfredsstillende, vilde jeg gjerne beqvemme mig dertil; det kan de imidlertid ikke: der er i ethvert af dem Roller, som vi for Øieblikket ikke engang formaae at sikkre en taalelig Udførelse, og jeg vil ikke tilstede, at der under min Bestyrelse kommer Noget paa Scenen, som jeg forud maa være overbeviist om at ville komme til at gaae slet. Men selv om Stykkerne kunde gives antageligt, da vilde jeg kun, i det nærværende Tilfælde, lade dem komme til Opførelse af Hensyn til Omstændighederne, men imod de Grundsætninger, jeg, med velgeraadt Hu, har antaget for min Theaterbestyrelse. Det er min Pligt at sørge for, at det daglige Repertoire vedligeholdes saa godt som muligt, og derfor jævnligen at fremtage Stykker, der kunne gives uden store Ophævelser; men kun da, naar den dalige Tjenestes gode Gang ikke standses eller lider derved, tør jeg sætte de Spillende i Virksomhed med nye Stykker eller ældre, der maae ansees som nye og derfor fordre mange og lange Forberedelser. Hvorledes skulde jeg nu kunne ville standse, hvad der er under Indstudering, blot for at opfylde en enkelt Skuespillers Forlangende om at komme til at spille i Stykker, som jeg ikke har paatænkt, langt mindre gjort de nødvendige Forberelser til at give? Desuden maa jeg ansee enhver Kunstner ved Theatret som til for at optræde efter den Leilighed og Fordring, Repertoiret stiller til ham, men ikke [sideskift][side 150]som berettiget til at faae dannet et Repertoire for sig. Endogsaa Debutanter skulle, efter min Overbeviisning, kun have Adgang til at vælge Roller i saadanne Stykker, som Theatret kan i det Hele give godt og bringe til Opførelse i det faste Repertoires Interesse. Naar der, som Grund for, at der særligt bør tages Hensyn til Hr. Høedts Anmodning om et nyt eller ikke gangbart Stykkes Opførelse, anføres, at han fremfor Nogen er gaaet til Theatret af Lyst, saa har jeg derpaa kun at svare, at da Hr. Høedt er gageret ligesom enhver anden af Theatrets Artister og med det Beløb, som han selv har anseet for passende til sin øieblikkelige Stilling, saa kan jeg ikke indrømme, at han mere end nogen Anden tjener især af Lyst, men maa paastaae, at han er traadt i samme Forhold til Theatrets Tjeneste, som dets Reglement bestemmer for enhver anden Ansat." — Uveiret lod ikke længe vente paa sig. Som sædvanligt søgte man at influere paa de Blade, der allerede saa godt havde forberedt dets Udbrud, og som sædvanligt toge de Nyhedsbringernes forvanskede Beretninger for gode Varer. Den 2den November brød "Fædrelandet" løs med en Artikel, som dog foreløbig kun skulde bringe Publikum i Bevægelse ved Forestilling om Theatrets elendige Tilstand af Mangel paa kunstneriske Kræfter, om den betydelige Indtægt, Høedt allerede havde skaffet Kassen, og om hvorledes der derfor især maatte paaligge Heiberg at tage særligt Hensyn til ham. Det hed, at "det Tidspunkt nærmer sig med stærke Skridt, da man kun vil kunne sige, at der har existeret en god Comedie paa den danske Skueplads, da Middelmaadighed og Usselhed vil husere paa den Scene, hvor hidtil Dygtighed og Talent har havt hjemme, da Publikum vil unddrage Theatret sin hidtil udviiste levende Interesse for dets Præstationer, da som en naturlig Følge [sideskift][side 151]heraf Theatret ikke vil kunne bestaae, men vil gaae under til Fordeel for Casino eller en anden Anstalt af lignende kunstnerisk Betydning. At Kræfterne allerede maae være i betydeligt Aftagende, kan sees deraf, at for nylig en eneste Skuespillerindes Sygdom var tilstrækkelig Anledning for Directeuren til at lukke Theatret paa en Aften, da hvilkensomhelst Forestilling, man havde stillet paa Benene, upaatvivleligt havde givet fuldt Huus." Sin sørlige Skjæbne skulde Theatret have Heiberg at takke for; thi om det end "var almindelig bekjendt, at Theatret i de sidste Decennier har mistet ikke saa sjeldne Talenter," maatte Bladet være af den Mening, "at der ligesaa godt som før vil fremtræde dygtige unge Mennesker, der have Lyst til og Talent for Scenene. At Talenterne findes, er der ingen fornuftig Grund til at betvivle; men" — forsømte Bladet ikke at ville lægge Publikum nær — "mere end tvivlsomt er det vistnok, om disse skulde føle sig fristede til at offre deres Virksomhed for en Kunstanstalt, hvis Directeur ikke alene synes at være en afgjort Ven og Beskytter af det Middelmaadige; men hvis Virksomhed endog giver ham Skin af, at han ligesom med Flid søger at tilbagetrænge alt Det, der tildrager sig Publikums fortrinlige Opmærksomhed og Deeltagelse." Derpaa ankedes over, at Heiberg ikke noksom sørgede for at forsøge Repertoiret med nye Stykker eller med Gjenoptagelse af "de ældre gode Stykker, hvoraf der findes mange i Theatrets Archiv;" og bebreidedes ham, at der — som mangfoldige Gange tidligere havde været Tilfældet, uden at man havde lagt Bestyrelsen det til Last, — "ved forrige Saisons Slutning kun var uddeelt til Indstudering eet Stykke" (vel at mærke i fem Acter), og, for ret at give denne Brøde Vægt, tilføiedes den Oplysning — som meget bestemt henviste til Angrebets Kilde [sideskift][side 152]— at "vi have af et af de virksomste og mest brugte Medlemmer af Theaterpersonalet hørt den Yttring, at det iaar var den første Sommerferie i nogle og tyve Aar, hvori han slet Intet havde havt at indstudere til den kommende Saison." — Dersom dette Medlem af Theaterpersonalet, der for Resten allerede i denne Saison havde været anvendt meget hyppigt og med betydelig Feuindtægt, havde ladet sin ellers særdeles prompte Hukommelse gaae tilbage blot til Aaret før Heibergs Ansættelse, da Levetzau var Chef, maatte han have skammet sig for sig selv ved, til Nedsættelse af den Directeur, der mere end nogen tidligere Directeur og uopfordret havde ydet hans Kunst baade hædrende og indbringende Erkjendelse, at give Bladet en saa falsk Meddelelse. Dog, Bladet foragtede ikke engang, til Støtte for sin Anke over Heibergs Ligegyldighed for Repertoiret, at sluge og til Publikum afgive den Usandhed, at "der virkelig ved Ansættelse af det for den kommende Uge skal være falden en saadan Yttring som: Vi maae vende Bøtten!", der "om end brugt i Spøg, dog er meget charakteristisk og viser, hvor høit man nu sætter de kunstneriske Hensyn ved det danske Theater." At "Theaterkassen i forrige Saison havde et ikke ubetydeligt Overskud," maatte aldeles ikke tale for Heibergs Bestyrerdygtighed; "thi enhver upartisk Iagttager vil snart komme efter, at dette Overskud ingenlunde hidrørte fra Directeurens Virksomhed, men hovedsagelig derfra, at der fra Himlen faldt en Debutant ned til ham, som i 36 Forestillinger, hvori han optraadte, skaffede fuldt Huus, en Debutant, der alene ved sin Optræden i Hamlet i 8 Onsdags- og Søndagsforestillinger indbragte den betydelige Sum af 7000 Rdlr. og desuden medvirkede i 11 andre Forestillinger uden Abonnement." Det var ikke for en Deel Shakespeare, ikke Heibergs Omhu for [sideskift][side 153]Tragediens værdige Udførelse, ikke de Medspillende, men "alene" Høedt, som maatte takkes for dette glimrende Resultat, og hvem Theatret skyldte det hele Overskud. Dog skulde Bladet "ikke være uvilligt til at indrømme, at Nyhedens Interesse kan have havt sin Deel i det store Tilløb, hvorved han (Heiberg) glædede sig, og at det maaskee i Tiden vil blive mindre." Alligevel maatte Heiberg alvorligt tiltales, fordi han imod Theatret og Publikum høiligen havde forsyndet sig, ved ikke ivrigere at tage særligt Hensyn til Høedt og anvende ham oftere. — Bladets mørke Fremstilling af Tilstanden og hvad der maatte blive dens Følge, fandt dog ingenlunde Stadfæstelse, men tvertimod Gjendrivelse i Kjendsgjerninger, thi i denne Saison blev Indtægten 143,020 Rdlr., der var den høieste Indtægt, Theatret endnu havde havt og 4226 Rdlr. mere end i den forrige Saison, som Høedt skulde have gjort saa indbringende. — Den hadske Artikel — som, at Theatrets Lukning til en uabonneret Forestilling paa Grund af Fru Heibergs om Eftermiddagen indtrufne Sygdom, vilde godtgjøre sin Paastand om "de kunstneriske Kræfters betydelige Aftagen," som uden videre antog for utvivlsomt, at der fandtes Talenter, der havde Lyst til at offre sig Scenen, men kun ikke under Heiberg, og som fandt, at Nyhedsbringerens usande Anekdot om "Bøttens Vending" viste "hvor høit man nu satte de kunstneriske Hensyn ved det danske Theater," — forfeilede ikke at bringe den ueftertænksomme, allerede ved udspredte Rygter agiterede Mængde i Bevægelse, men opnaaede ikke at indjage Heiberg den Frygt, der skulde bevæge ham til at fornegte sine Anskuelser og vise Eftergivenhed for Høedts Forlangende. Det blev nødvendigt at anvende et kraftigere Middel; man maatte, som i de sidste Aar saa jævnligt var skeet, bebude en Afskedstagelse, der kunde for for-stærke [sideskift][side 154]stærke den Røre, hvori Publikum allerede var bragt imod Heiberg. Høedt havde ymtet om, at da han ikke kunde komme til at spille de ønskede Roller, var han tilsinds at forlade Theatret: dette var nok for at man strax overalt kunde forsikkre, at han havde indgivet Begjæring om øieblikkelig Afskedigelse. "Fædrelandet" forsømte ikke at yde Understøttelse; allerede den 30te November kom det med en ny, endnu hvassere Artikel, hvori det forekommende belærte Theaterpersonalet om, at i dets Conflicter med Directeuren kunde det stole paa, at Publikum "ubetinget" vilde tage Parti for det, og derved vilde det blive ham "umuligt at bestaae." Det hed: "I disse Dage har det Rygte udbredt sig her i Byen, i Dag har det fundet Omtale i flere Blade, at Hr. Høedt allerede søger sin Afsked. Vi ville haabe, at det ikke bliver til Alvor, skjøndt det, saavidt vi erfare, virkelig forholder sig saa, og Aarsagen rigtigt er angivet at være en Conflict med Theaterdirecteuren. Vi troe, at Conflicter med Personalet for Øieblikket ere mere lidet ønskelige for Theaterdirecteuren, thi Publikums Stemme er langt mere mod ham end for ham, og han kan i sin Virksomhed ikke undvære Publikums Tillid og Understøttelse. Men naar dette seer sig selv behandlet af den høivelbaarne Forstander for Landets eneste dramatiske Kunstanstalt med en Hensynsløshed, der neppe finder sin Mage i de Tider, da Theatrets Bestyrelse var allerslettest, saa er det forud tilbøieligt til at antage, at der fra hans Side vises samme Hensynsløshed mod Personalet; man tager altsaa ubetinget Parti for dette imod ham, og mod en saadan Modstand vilde en langt dygtigere Theaterdirecteur, end Hr. Statsraad Heiberg har viist sig at være, i Længden umulig kunne bestaae. Aarsagen til Striden angives at være følgende. Hr. Høedt har, lige siden han frem frem-traadte [sideskift][side 155]traadte paa Scenen som Hamlet, ønsket at udføre Hovedrollen i et andet af Shakespeares berømteste Stykker, nemlig "Richard den Tredie". Han har til den Ende ikke blot indstuderet Rollen, men ogsaa foretaget en Bearbeidelse af Stykket, hvorved det bliver muligt at bringe det til Opførelse her, og indleveret samme til Theaterdirecteuren i Sommerens Løb. Man skulde nu visselig troe, at denne efter tre Maaneders Armod og Elende, i hvilke "Tycho Brahes Ungdom" har været det eneste Mannakorn i Repertoirets golde og haabløse Ørken, og med den beklagelige Udsigt for Øie, at Fru Heibergs langvarige Sygdom vil gjøre hende det umuligt at optræde i denne Saison, i alt Fald før henimod dens Slutning, at han, sige vi, med Glæde vilde grebet et saadant Tilbud, ikke at tale om den moralske Forpligtelse, Theaterdirecteuren altid har til at fremme den unge begavede Kunstners Fremadstræben. Men nei, uagtet Etatsraad Heiberg Intet skal have havt at indvende mod Hr. Høedts Bearbeidelse af Stykket, har han dog negtet at sætte det i Scene, det være nu fordi han finder, at det vilde være en uharmonisk Led i Repertoirets skjønt afvexlende Kjæde, "For ti Aar siden" og "Conservatoriet", "Audiensen" og "Napoli", "Sodaterløier" og "Conservatoriet", "For ti Aar siden" og "Napoli" o. s. v., o. s. v., eller fordi han, der har ladet to Aar efter Oehlenschlägers Død hengaae, uden at give hans ældre henlagte Stykker, nu pludselig er kommen i Tanker om, at vor nationale Tragedie" — herved sigtedes til, at "Stærkodder" var ansat til Indstudering — "ikke tør sættes tilside for den Shakespearske, kort sagt, Directeuren vil ikke spille "Richard den Tredie" og derved bliver det; thi Directeuren er Kong Salomon og ligeoverfor ham er enhver Anden Jørgen Hattemager. Det er naturligt, at Hr. Høedt synes mindre vel [sideskift][side 156]om sidstnævnte Rolle, og om han bagved Theaterdirecteurens ubegribelige Vægring troer at finde Mangel paa Velvillie og Agtelse, og det er undskyldeligt, at han i sin første Harme herover har indgivet sin Ansøgning om Afsked. Vi ville imidlertid, som sagt, haabe, at det maa blive herved, fordi Theatret ikke kan være tjent med at miste Hr. Høedt, og fordi denne efter roligere Overveielse, sikkert ogsaa vil erkjende at have Pligter mod dette og sin Kunst, fra hvilke Theaterdirecteurens Egensind saa meget mindre kan løse ham, som det ikke synes rimeligt, at denne Bestyrelse vil blive af lang Varighed."

Det lykkedes vel at animere Bevægelsen saa godt, at Theaterkævleriet vedblivende var Bysnakkens staaende vidt og bredt behandlede Thema, men det kom ikke til en Afgjørelse: [se note om rettelse] der var ikke indgivet nogen Begjering om Afsked og blev det heller ikke; og da "Berlingske Tidende" i Marts troede at man maatte sætte Tryk i Stemningen, ved igjen at lade høre fra sig med en Afskedsbebudelse efter sin staaende Formular: — "Det hedder, at Hr. Høedt har indgivet Ansøgning om sin Afsked som kgl. Skuespiller. Vi ville imidlertid haabe, at dette Rygte ikke bekræfter sig." — blev det ikke blot uden en saadan Virkning, at Heiberg deraf skulde finde sig ængstet til enten at slaae Chamade for Høedt eller at fratræde Directeurposten, men udleet af Theaterpersonalet. Imidlertid fortsatte Tvedragtsstifterne deres travle Virksomhed for, ved Rygter og Besværinger, at arbeide hen til et opsigtvækkende Udbrud, hvortil de havde vundet en meget betydelig Forøgelse af Kraft i Tilslutning af Wiehe, som, ikke mindre ved sin besynderlige Individualitet end ved sin fortjente store Kunstneranseelse, var fortrinligt egnet til at benyttes, især hvis det kom an paa en Demonstration i Handling. Endnu [sideskift][side 157]førend Wiehes sjeldne Talent var kommet saaledes til Gjennembrud, at det fandt fuld Erkjendelse hos Publikum, havde det vakt Heibergs Opmærksomhed og gjort ham til en kjær Gjæst i hans Huus, hvor han fik Leilighed til i Samtaler at berige sig med mange aandfulde Bemærkninger og Anskuelser, der senere bleve frugtbringende i hans Roller, som han gladest følte sig hjemme i, naar han spillede dem med Fru Heiberg. Ogsaa hængte Wiehe, som at Hjerte var redelig og retskaffen, indtil pludselig Opfaren i Iver for, hvad han betragtede som det Sande, Skjønne eller Gode, ved Heibergs med uskrømtet Inderlighed, hvorfor det forbausede Mange, at denne, fra den Tid, da Heiberg blev Theaterdirecteur, mærkeligt begyndte at kjølnes og efterhaanden gik over til en flere Gange af hans stille Væsen med eet frembrydende heftig Forbittrelse. Dette er kun forklarligt af hans Personligheds Egenhed. Han var et Phantasimenneske: i Almindelighed adspredt, ordknap og indesluttet i sig selv, men let til, undertiden uden særlig Anledning, med eet af blusse iveiret, og da at udtale sig med kort og bestemt udtrykt Hidsighed. Kom han til en rigtig Opfattelse af Noget, da stod det klart for ham i hele sin Fylde og i de mindste Træk; kom han til en urigtig Opfattelse, saa kunde han ogsaa følge den og det ind i Bizarreri; men hvad enten Opfattelsen var rigtig eller urigtig, han holdt fast ved den med Stivsind. P. A. Heiberg har, 69 Aar førend Wiehe blev født, mærkeligt træffende tegnet denne Side af hans Charakteer, naar han, i "Dramaturgiske Samlinger", 2det Bind, til Forsvar for, hvorledes han i Comedien "Heckingborn" har skildret Dalton, hvem han tillægger "et fortræffeligt Hjerte, ypperligt naturligt Geni og store Anlæg," siger: "Lykkelig er man, naar denne Mand strax faaer fat paa den rette Side af den Ting, han vil [sideskift][side 158]udføre, da udfører han den fortræffeligt, men om hans onde Skjæbne viser ham Tingen fra en urigtig Side, da har han ikke Kundskaber og Indsigter nok til at opsøge den rette; og et vist entêtement eller Egensind, som er disse Folk eget, foraarsager, at han næsten aldrig forlader sine vrange Begreber, end ikke da, naar Udfaldet viser ham det Urigtige deri." Denne Egenhed hos Wiehe gjorde det let for dem af hans Venner, om hvis Indsigt han havde et høit Begreb, at lede ham; kun turde de ikke lade ham kunne mærke, at det var deres Hensigt, thi da han netop især tiltroede sig Selvstændighed og Fasthed i at bevare sin Selvstændighed, vilde han have mødt Forsøg paa at overtale ham til Noget, som han ikke forud sympathiserede med, kort og but med en Afviisning; de maatte om den Sag, de vilde vinde ham for, discursive fremkomme med Bemærkninger og Betragtninger, hvilke han stiltiende opmærksom lyttede til og derved saa ganske optog i sin Tanke, at han troede selv at have undfanget den Anskuelse, de vilde bibringe ham. Det var derfor fuldkommen sandt, naar Forfatteren af "Et Par Ord fra en Kunstven", en Piece, hvori Heiberg blev meget haardt medtaget, sagde, da den redelige Wiehe, som ikke kendte til Finter, i 1855 ikke havde blot truet med at indbringe Ansøgning om Afsked, men virkelig indgivet den: "Upaatvivleligt handler Hr. Wiehe selv af de reneste og ædleste Motiver, men aabenbart i Vildfarelse og Vrede. Han har nu engang fordybet sig i den Idee, at maatte og skulle forlade Theatret, og det gaaer ham som de, der uafbrudt stirre paa en eneste Gjenstand, og tilsidst ikke kunne øine Gjenstanden selv, mindre dens Omgivelser — han er blind for alle de nødvendige Hensyn, der under saadanne Omstændigheder bør tages." Wiehe havde længe lvet i intim Omgang med Høedt, sluttet sig til ham med ubetinget Hen Hen-givenhed [sideskift][side 159]givenhed og beundret hans Geni, som staaende langt over hans eget, hvorfor han, i fast Tro paa hans Anskuelsers Rigtighed, havde i sig aldeles optaget de Ideer, han i deres Samtaler hørte ham henkaste om Skuespilkunst og Theaterbestyrelse. Hvad Kunsten angaaer, da havde allerede en Tidlang Høedts Yttringer om Nødvendigheden af hos os at grunde "en ny Skole", hvis Første og Sidste skulde være Natursandhed, havt den Virkning paa Wiehe, at han, især i Comedien, undertiden lod sig forlede til at lægge Baand paa sin Følelse, for at komme til en nøgtern Naturlighed, ved at give enkelte Partier i sine Roller med en søgt kold, but Nonchalance i Diction og Holdning; med Hensyn til Theaterbestyrelse, da opstod efterhaanden hos ham en Harme over Heibergs, der mere og mere bemægtigede sig ham og blev saameget dybere, som man fik gjort til hans Hjertes fulde Overbeviisning, at den var berettiget. Han var saaledes god at sende i Ilden, naar det lykkedes at tilveiebringe en Leilighed til et Angreb, som kunde føre Publikum til Tro paa, at Uvillien imod Heiberg var voxet til en saadan Høide hos Personalet, at den endog maatte komme til Udbrud hos et Medlem, der var en saa erkjendt retskaffen Mand og stor Kunstner.

Selv oprigtig kjendte Heiberg aldeles ikke til Mistro; kun Kjendsgjerninger kunde overbevise ham om Nogens Falskhed. Det var derfor endnu langt fra hans Tanke, at den fjendlige Stemning, der af Bladene og i Publikum mere og mere yttredes imod ham, kunde udgaae fra et Par notable Theaterpersoner, som daglig mødte hans aabne Udtalelser om, hvad han angaaende Repertoiret og Rollebesætningen havde paatænkt, med tilsyneladende hjerteligt Bifald, ja endog ivrig Tilskyndelse. Heller ikke tvivlede han derfor om Rigtigheden [sideskift][side 160]af de nu oftere end almindeligt indtræffende Upasseligheder og andre Forfald, men ansaae kun for tilfældigt, at de vare flere end sædvanligt. Uden at beklage sig over saadanne Hindringer for Tjenestens Fremme, var han ideligt betænkt paa Udveie til at gjøre dem saa uskadelige som muligt, og det var først efter med Møie at have overvundet flere Standsninger i Indstuderingen, at han opnaaede at faae "Slottet i Poitou" bragt til Opførelse. Modtagelsen var glimrende. Sandeau har i sit Lystspils fire Acter livligt og i en fortræffelig Dialog udviklet en spændende Handling, der gjennemføres af interessante Personer, giver piquante Situationer og fængsler saaledes, at den temmelig utilfredsstillende Opløsning ikke betydeligt svækker den theatralske Virkning, især naar Stykket i det Hele spilles saa herligt, som da var Tilfældet. Nielsen gav den gamle Marquis af Seiglières Livslyst, Adelsovermod og kaade Selvtilfredshed saa naivt og elskeligt, at denne Rolle blev hans mesterligste i Comedien; kunde Høedt end ikke ret gjøre sig den af ham for Destournelles anlagte Personligheds Gang og Holdning naturlige, udmærkede han sig derimod ved sin fortræffelige, fiint og slaaende nuancerede, Diction; den kløgtige Adelsdame var i gode Hænder hos Mad. Nielsen; Jfr. Larcher indtog, som Helene, ved Friskhed og skjøn Naturlighed i Følelsernes Udtryk; og Wiehe gav Bernard med ædel Mandighed og sjælfuld Varme. — Det var paa Grund af Stykkets store musikalske Renommée i Udlandet, at Heiberg ansaae sig forpligtet til at lade Publikum komme til en Dom derom og bragte "Martha" paa Scenen; men det gav kun ringe Erstatning for den derpaa anvendte Tid og Flid; man fandt Texten (af Freidrich) kjedsommelig og Musiken, af Flotow, iørefaldende, men hverken original eller charakteristisk. Mod Mod-tagelsen [sideskift][side 161]tagelsen var lunken og Stykket opnaaede kun otte Forestillinger i otte Aar. — De næste Nyhed: "En Valgdag", Lystspil i tre Acter, fremkom anonym, men var af Overskou. Den vandt første Aften stærkt Bifald, som efter Tæppets Fald blev bestridt af et Par Hyssere. Det hed i "Berlingske Tidendes" Anmeldelse: "Det er lykkedes Forfatteren at satirisere uden at træffe Personligheder," og at "Stykket er udført ikke uden Lune og Hovedpersonens Charakteer vel holdt." Ved anden Forestilling var Bifaldet under Opførelsen og til Slutning udeelt og særdeles levende, men efter den navngav Forfatteren sig, og nu vaktes efter tredie Forestilling en Meningskamp, som maatte endes af Gongongen. Mishagsyttringerne blev imidlertid imødegaaet af Bladene. "Fædrelandet" meente, at de maatte have deres Grund i "nogen Misforstaaelse", og gjorde opmærksom paa, at det ingenlunde var Forfatterens Hensigt at spotte over Valgvæsnet i Almindelighed, over vor Forfatning eller vor Valglov og det politiske Liv, som derved var fremkaldt, men at Satiren gjaldt "den spidsborgerlige Indbildskhed og den lumpne Egennytte, der under den skjønneste Navne ligesaa vel søger at benytte Valgvæsnet som alt Andet," hvorfor den var "fuldkommen berettiget". I "Kjøbenhavnsposten" sagdes: "Stykket revser kun den slette Forstaaelse af Forfatningen og fremstiller comisk, hvad der er comisk, ikke hvad der er alvorligt. Selv om den uduelige Rigsdagscandidat virkelig var bleven valgt, havde man ikke havt gyldig Grund til Klage; thi Forfatteren viser jo tilstrækkeligt, hvem han anseer for den Berettighede; men nu bliver jo endog den Mand valgt, som forstaaer og respecterer Forfatningen: hvad vil man da mere?" Understøttet af en fortrinlig Udførelse, opnaaede Stykket tretten Forestillinger i denne Saison. Phister gav, i en heldigt valgt [sideskift][side 162]og i alle hans Dictions fine og charakteristiske Nuancer ypperligt fastholdt jydsk Dialekt, med stor comisk Kraft en, ved Tone, Mine og Bevægelser, slaaende sand Fremstilling af den hovne, af sin politiske Indsigt vigtige og med Floskler skrydende Sqvaldrer; Mad. Phister stod ham værdig ved Siden som den sværmerske, affecteert beundrende Ægtefælle; Høedt havde i Procuratoren som Elsker sin fuldendteste Rolle: en i Et og Alt mesterlig Fremstilling, høist interessant ved den simple Naturlighed i Udtrykket af hans Kjærlighed, som i den rolige Overlegenhed, hvormed han, i fiint afvexlende Betoning, let, men skarpttræffende, henkastede sine ironiserende Replikker; Rosenkilde lagde megen original Løierlighed i Sviks Bidskhed og hyklede Tjenstfærdighed; og med disse fortræffelige Fremstillinger forenede Mad. Holst vakre Frederikke, Knudsens morsomt betuttede Urtekræmmer og Kraghs snurrigt suffisante Værtshuusholder sig til et Ensemble, der nok kunde sikkre et Lystspil underholdende Virkning. — Saa rhythmisk smukt og i Sprog og Tone poetisk H. C. Andersen end havde udført sin Eenactsopera "Nøkken", blev den lille Handling, af Mangel paa afvexlende forskjellige Situationer, noget monoton, og Glæsers i mange Partier skjønne og melodiøse Musik savnede altfor meget Digtningens nationale Præg til hos Publikum at kunne fremkalde den af Digteren tilsigtede Følelse af fængslende nordisk Aand. Stykket modtoges derfor vel med Bifald, men kunde ikke, da Udførelsen tilmed i dramatisk Henseende var temmelig svag, vække nogen Interesse af Varighed. — En Nyhed, der ganske anderledes fandt Indgang hos Publikum og vandt levende Bifald, var Hertz's "De Deporterede", et Treactsskuespil, hvori Digteren, saaledes som i flere af sine Stykker, havde givet et Slags, efter omhyggeligt Studium, med megen Smag og Kløgt [sideskift][side 163]udført, ethnografisk Skildring: her af Folketilstandene og Sæderne i Forbrydercolonien Ny-Syd-Wales paa Nyholland med dens Deporterede og Lykkeriddere. Den simple, klart udviklede Handling, hvori Skildringen er sammenfattet, er fuld af Liv og Tiltrækningskraft ved den fortræffeligt tegnede store Charakteerforskjellighed hos Personerne, af hvilke en forældreløs tillidsfuld Pige, Constance, en ædel Forbedret, Gray, og en ryggesløs ung Knægt, som tjener hos ham, Toby, ere stillede i Forgrunden. Den Sidste spilledes med vel stærkt Anstrøg af en fordærvet kjøbenhavnsk Dreng, men meget effectfuldt, af Høedt. Iblandt det særdeles godt udførte Stykkes øvrige Rollehavende udmærkede sig især Phister ved sin i Udseende, Manerer og Diction meget comiske træffende Fremstilling af en til Elendighed reduceret, men cavaleerspillende Lykkejæger. — Endnu større Lykke gjorde dog den næste Nyhed: Balletten "Brudefærden i Hardanger", i to Acter, som, hvorvel den først kom frem i Marts, gaves atten Gange; den sidste for næsten udsolgt Huus. Bournonville var her atter kommen ind paa Fremstilling af Folkelivet med dets Eiendommelighed i Sæder, Skikke og Forlystelser: et Stof, i hvis Behandling hans ringe, levende Phantasi, Iagttagelsesevne og Smag gjorde ham til uovertræffelig Mester. Denne Gang havde han givet en Række ligesaa naturtroe som henrivende skjønne Billeder af norsk Dalbondeliv: i første Act gjennem en interessant, poetisk behandlet og ualmindeligt tydeligt udtrykt Handling med følelsesfulde erotiske Scener; i anden Act rigtignok kun ved i en Bryllupsfest at fremstille nationale Skikke, Dandse og Lege, men i en saadan Livfuldhed, malerisk Skjønhed og Afvexling, at de uafbrudt fængslede Publikums Interesse. I Udførelsen, som fra først til sidst var ypperlig, udmærkede sig især Petrine Fredstrup, som den [sideskift][side 164]unge Sæterpige, og Hoppensach, en talentfuld Comikdandser, som den løierligt naive og godmodige Klokker, ved ganske fortræffeligt at levendegjøre Balletdigterens Conceptioner.

I Midten af Marts var Saisonnen altfor nær sin Ende til at "Fædrelandet" længer turde forsømme at bevise Publikum, at dets stærke Theaterbesøg og den deraf følgende særdeles betydelige Indtægt ingenlunde maatte tilskrives Heiberg, hvis Styrelse tvertimod i alle dens Retninger maatte føre, ja havde ført til Skuepladsens Ødelæggelse. I en lang Artikel, der skulde "paapege de øiensynlige Mangler ved Theatret og de Feil, som ere og blive begaaede," blev det, at Faaborg, der baade ved Comportement og Figur var saa uskikket til Elsker i Operaen, at Publikum nødigt havde seet ham i endog de faa Roller, som nogenlunde egnede sig for ham, var bleven afskediget, gjort Heiberg til en stor Brøde, som skulde være fuldstændigt beviist derved, at Musikforeningen havde "engageret ham som Sanger (!)." At en Rigsdagsbeslutning, som sund Fornuft maatte begribe, at hverken Ministeren eller Directeuren havde Magt til at tilsidesætte, forbød Bevilling af faste Gager og kun tillod Tillæg som "extraordinair Understøttelse" var noksom bekjendt, ligesom ogsaa, at denne Beslutning havde gjort Heiberg umuligt at opfylde Wolffs og Jfr. Lehmanns billige Forlangender. For at paasnakke Publikum, at Heiberg havde begaaet en grov Forsyndelse imod det og Scenen, undsaae Bladet sig ikke destomindre ikke ved, imod ham, istedetfor imod Rigsdagen, i afgjørende Tone at vende den, i selve sit Indhold "absurde" Paastand, at den Grund til deres Fratrædelse, at Heiberg ikke var istand til at skaffe dem Gageforbedring "kunde ikke gjælde, thi en Bestemmelse, der hindrede Theatret i at skaffe sine bedste Støtter (!) Gageforbedring vilde være saa absurd og ødelæggende for [sideskift][side 165]Theatret både i oekonomisk og artistisk Henseende, at den kun behøver at nævnes for totalt af forkastes (!)". At Theatret havde Overskud, maatte ikke kunne tjene som Beviis paa god Bestyrelse, thi det hidrørte kun fra, "at baade Folkemængden og Formuen og Skuelysten og Nydelsessygen i den senere Tid vare tiltagne." Paastanden, at Overskud blot derved kunde opnaaes, var imidlertid saameget mere "absurd", som Artiklen strax efter lægger Heiberg til Last, at han "har antaget saamange maadelige og mishagende Stykker, med Trods vedblevet at opføre disse, uagtet Publikums noksom yttrede Modstand, til Kede og Lede gjentaget de samme ældre Stykker, foranlediget Bortfjernelsen af de ovennævnte unge og gode Theaterkræfter og med en aabenlyst røbet Eensidighed benyttet det gode og rige Repertoire," hvilket involverer, at han havde fjernet Publikum fra Theatret, saa at Overskudet ikke kunde hidrøre fra "Skuelysten og Nydelsessygen". Et "uafviseligt Vidnesbyrd" imod Heiberg som Theater-Censor skulde det være, "at han havde, deels" — som lønnet Oversætter, der arbeidede efter Directionens Ordre, — "oversat, deels forfattet, deels antaget eller gjenoptaget 20-30 Stykker, der kun een eller enkelte Gange havde kunnet opføres." Endelig sattes Heiberg i Rette, fordi "han syntes næsten udelukkende at ville give originale Skuespil," thi han skulde have gjort sig skyldig i den "Uforsvarlighed" ikke at have taget nødvendigt Hensyn til deres indre Beskaffenhed. — I en saa plumpt hovmestererende Tone tillod man sig at angribe en beundret fædrelandsk Digter, som af netop Skuepladsen havde en exempelløs Fortjeneste, idet af hans 23 paa den givne originale Arbeider de 15 i den Grad havde vundet Bifald, at de i Løbet af 34 Aar var komne paa Scenen i 786 Forestillinger! Og dertil vare, [sideskift][side 166]som uhildet Betragtning af hans hidtidige Theaterbestyrelse viser, alle de imod denne her fremførte Anker ligefrem falske og kun beregnede paa end mere at ophidse den allerede bearbeidede let besnakkelige Masse imod ham. "Kjøbenhavnsposten" kom med en Gjendrivelse, hvori det hed: "Engang var det Mode at trække paa Skuldrene ad Hauch (Theaterchefen), derpaa blev det Mode at hæve ham til Skyerne; engang var det Mode at smile ad Høedt, derpaa blev det Mode at sværme for ham, nu stikler man saa smaat paa ham; Heiberg var engang øverste literaire Autoritet her i Danmark, nu er det Mode at oplyse hans Umodenhed, og naar man enten i Skrift eller Tale mangler Stof, kan man være vis paa, at et Angreb paa Theaterdirecteuren vil blive modtaget med Deeltagelse." Derpaa bemærkedes, at "Fædrelandets" Artikel var "velskikket til at bringe i Minde, at det er en Modesag at angribe Heiberg, og at et saadant Angreb, selv om det ikke lider af Grundighed, optages velvilligt at et stort Publikum, der ligesaa velvilligt vilde optage et Angreb paa enhver anden i Unaade falden Theaterdirecteur, paa hvis Bestyrelsesmaade det forstod sig ligesaa lidt." Paa journalistisk Viis maate "Fædrelandet" nødvendigen søge at beholde det sidste Ord til afgjørende at paastaae sin Artikels Ufeilbarhed, men "Kjøbenhavnspostens" Bemærkninger vare saa slaaende rigtige, at Artiklens Forfatter ikke kunde finde andet Svar, end, efter Pøblens platte beviisløse Affærdigelsesmaade, affeiende at henkaste, at de ikke indeholdt Andet end "tandløs Kjellingesnak", som han ikke havde faaet Andet ud af end, "at han derved kun var bleven endnu mere vis paa alle sine Paastandes uigjendrivelige Sandhed." — Kort efter maatte ogsaa "Dagbladet" lade sig see med en Anke, hvis Besynderlighed vidner om, hvor ivrigt man søgte og vanskeligt [sideskift][side 167]kunde finde Grund til udsættelser paa Repertoiret. Bladet besværede sig nemlig over, at Heiberg, paa det af Holberg grundlagte og for hans Comedier og deres Udførelse berømte Nationaltheater, gav "for mange Holbergere". Der var, da Besværingen fremkom, givet 207 Forestillinger og i 28 af dem opført 10 holbergske Comedier, hvoriblandt Mesterværkerne "Den politiske Kandestøber", "Barselstuen", "Jeppe paa Bjerget", "Den Stundesløse" og "Maskeraden", saa at der ikke kunde være gyldig Grund til Klage hverken over at dergaves for mange eller for faa, eller at de valgte Stykker manglede Værdi.

At Heiberg bragte den i 18 Aar henlagte "Stærkodder" til Gjenopførelse med omhyggelig Anvendelse af de bedste forhaandenværende artistiske Kræfter, blev ham kun til liden Glæde. Nielsen gav Titelrollen med Kraft og mere end almindeligt correct, men kunde ikke ret, saaledes som Ryge, faae "den gamle opbragte Bjørn" ført over i sit Væsen, og med det overhovedet for Tragedien kun lidet egnede Personale, blev der vel tilveiebragt tilfredsstillende Udførelse af et Par vigtige Roller og Præcision i Sammenspillet, men ikke tragisk Aand og gribende theatralsk Virkning.

Vaudevillen "En Sommeraften", hvori et ungt Menneskes Forlovelse med den ene Søster og Forelskelse i den anden, som allerede har en Elsker, fører til en lille Handling med nogle livlige Forlegenhedsscener i gemytlig Tone, var et vakkert Genrebillede af festligt Herregaardsliv en smuk Juliaften, men syntes dog fornemmelig at være bleven til, for i Therese, den ene af Søstrene, at skaffe Fru Heiberg en ikke anstrengende Rolle til hendes Gjenoptrædelse efter fem Maaneders haarde Sygdom. Hun modtoges med et længevarende Jubeludbrud og rig Blomsterregn for alle Kanter i Huset, og da [sideskift][side 168]Publikum under Spillet gjenfandt hende i hendes fulde kunstneriske Glands og henrivende friske Ynde, steg Bifaldet med hver Scene, indtil Tæppets Fald, da hun med stormende Applaus blev kaldt frem og af Publikum hilsedes med en Sang, der nedkastedes fra Logerne. — "Kjøbenhavnsposten" bemærkede, at "et Par misundelige Theater-Mandfolk havde sørget for, at Roserne ikke var torneløse." Det var virkelig saa. Medens Personalet overhovedet, der ikke blot ærede Fru Heiberg som stor Kunstnerinde, men elskede hende for hendes altid venlige og forekommende Forhold mod Alle, glædede sig med Publikum, havde, til festlig Modtagelse, smykket hendes Paaklædningsværelse med en prægtig Blomsterstor, og kappedes om at bringe hende et hjerteligt Velkommen, maatte det have den Ærgrelse at høre Cliquens spottende og harmfulde Yttringer om "dette væmmelige Afguderi", men især om, at det i Sangen, ubestridelig fandt, hed, at Fru Heiberg

"— staaer i Templets Helligdom
Som Ypperste-Præstinde,"

hvilket blev stemplet til "en oprørende Fornærmelse mod Mad. Nielsen."

Til en Oversættelse af Scribes Eenactssyngespil "Lazarilla" havde Rudolf Bay componeret en Musik, der, med Undtagelse af et Par smukke Romancer, som vandt meget Bifald, var altfor ubetydelig til at kunne holde det svage, kun af tre Personer spilllede, Stykke i Repertoiret.

De tre af de, foruden Jfr. Nielsen, sex Debuterende vandt ikke et saadant Bifald, som kunde foranledige deres Ansættelse. Af de andre tre udgik, ligesom Jfr. Amalie Price, Jfr. Johanne Emilie Egense fra Dandsepersonalet, saa at hun medbragte Theaterroutine og et frit tækkeligt Comporte Comporte-ment [sideskift][side 169]ment. Hendes bøielige og velklingende høie Sopran, forenet med ikke almindelig Fremstillingsevne, erhvervede hende strax levende Bifald og skaffede hende snart et betydeligt Repertoire af Syngespillets første Elskerinde. Jfr. Benedictsen var en ung, meget dannet og livfuld Pige, der, med en behagelig Talestemme, en ikke stærk, men saa smuk og godt skolet Sopran, at hun særdeles tilfredsstillende sang Susanne i "Figaros Bryllup", naturligt lette Bevægelser og en god Theaterfigur, vilde have været en ypperlig Acquisition som Scenen, dersom hendes opvakte Ansigt med udtryksfulde Øine ikke var blevet noget skadet for den af en temmelig kort opstaaende Næse. Den af hende valgte, overhovedet meget vanskelige, Debutrolle laae vel over Begynderindens Kræfter, men Udførelsen viste dog et afgjort Talent, som i nogle Scener fremkaldte stærkt Bifald, og "Fædrelandet" fandt med Rette, at hun gav flere Steder "med megen Sandhed, dyb Følelse og en Ugeneerthed, som var meget velgjørende." Det blev hende imidlertid til Uheld, at Heiberg aabent yttrede megen Interesse for hendes kunstneriske Begavelse, thi det bragte det ham fjendske Parti til saaledes at modvirke hende med Chicane og nedsættende Omtale, at hun paa sin korte Theaterbane maatte lide mange Krænkelser.

Den af hans Klager, at han ikke kom til at spille nok og derfor led Afgang i Feu, fik Nielsen ingen Aarsag til i denne Saison, da han spillede ikke mindre end 168 Gange i dens 236 Forestillinger. Ogsaa gnavede han vel, som sædvanligt, over, at han hverken kunde eller vilde holde det ud under Heiberg, og derfor maatte have sin Afsked, men i hele Saisonnen gjorde han dog ikke det Mindste for at faae den, førend det i Mai endelig var lykkedes hans kivlystne Venner, ved indtrængende Forestillinger om, at han blev til til-sidesat [sideskift][side 170]sidesat og overseet, medens "Fruen" nu var Et og Alt, at faae ham bragt i Harnisk, og han da, en 30te Mai, Saisonnens næstsidste Dag, til Heibergs indsendte en Ansøgning derom, "med Haab om, at han vilde tage den under sin Beskyttelse", men, da Ministeriet beholdt den, uden at finde sig foranlediget til at indstille den til Bevilling, uden videre lod det blive ved det.

At Cultusministeriet fra Simony gik over til Geheimeraad A. S. Ørsted medførte ingen Forandring i Heibergs Embedsforhold, da Ørsted fastholdt den af de foregaaende Ministre antagne Bestyrelsesmaxime.