[sideskift][side 178]Det var fordi Choleraen rasede ud paa Sommeren, at Forestillingerne først begyndte den 18de September og, til Erstatning, ikke endte førend den 17de Juni.

Saisonnens Begyndelse var ikke glædelig lovende for Heiberg. Da den, i Henseende til Omordning af Scenerne vistnok dristigt og særdeles frit, men med et godt Blik for det Theatralske, gjennemførte og i Sproget meget smagfuldt behandlede Bearbeidelse af Shakespeares "Love's labour's lost", der fremkom som "Lovbud og Lovbrud", Lystspil i fire Acter, var af Sille Beyer, blev den, som sædvanligt, af Theatrets Toneangivere, især dem, der hverken kjendte Originalen eller dens Charakterisering af A. W. Schlegel, allerede førend Opførelsen udraabte som "en ny Forhutling af et genialt shakespearsk Værk." Vel traf Høedt, som Spotteren Biron, ikke den shakespeareske friske Munterhed, navnlig i Lovtalen over Qvinden, som Schlegel kalder det Heles Toppunkt, og lod overhovedet altfor meget savne Elegants og Ridderlighed i Tone og Holdning, men forøvrigt blev Stykket særdeles godt spillet. Fru Heibergs fine, elskeligt anstandsfulde Udførelse af Prindsessen, Wiehes varme og ædelt mandige Fremstilling af Kongen, og Rosenkildes, ved Salvelsen i Udtrykket af pretiøs Omstændighed, meget morsomme Don Armado fremkaldte i flere Scener et levende Bifald, som dog ikke var istand til at overvinde den Publikum forud givne Mening saaledes, at der opnaaedes mere end en lunken Modtagelse og sex maadeligt besøgte Forestillinger. — Med Vaudevillen "Karens Kjæreste", der fremkom anonymt, men [sideskift][side 179]var af Copist i Krigsministeriet U. P. Overbye, gik det ogsaa uheldigt, og dertil mindre roligt. Den var i Stil med "En Søndag paa Amager", havde flere smukke Enkeltheder, udmærkede sig ved en god Vaudevillebehandling og fik en Udførelse, der i det Hele var livlig og morsom, uden at frembyde noget Fortrinligt. Uagtet ogsaa den var, som en det kongelige Theater uværdig "Duftvaudeville", bleven ivrigt anbefalet til haanende Modtagelse, ydede Publikum den ved første Opførelse meget Bifald; men en haard og spodsk Forkastelsesdom i "Fædrelandet" gave Cabalen Mod til ved de følgende Forestillinger at reise en saa stærk Opposition, — der ved den tredie anførtes af et Par med stor Ihærdighed pibende 14-15aars Drenge i Parkettet, — at Gongongen maatte paabyde Rolighed. — Heller ikke den tredie Nyhed skulde rose sig af Lykke. At Heiberg gav Hackländers Femactslystspil "Den hemmelige Agent," var fordi han troede at burde lade Publikum faae Leilighed til ogsaa engang at see et af de nyere tydske Lystspil, og at der ikke kunde vælges noget bedre end dette, som nylig havde vundet den i Tydskland udsatte Priis for det bedste Lystspil, og for Øieblikket gjorde stor Lykke paa alle tydske Skuepladse som et ganske fortræffeligt Stykke. Ideen er god: en ung Fyrste, som af sin herskesyge Moder og den hende underdanige Minister holdes i Afhængighed og udenfor alle Regeringssager, søger heldigt at vinde Herredømmet, ved at han bringer dem paa den Tanke, at han har en hemmelig Agent, som, uden at Nogen er istand til at udfinde hvem eller hvor han er, giver ham Underretning om Alt. Ideens Udvikling er imidlertid kun maadelig: den giver vel nogle Scener, der ere anlagte paa at skulle være morsomme, men de forfeile for en Deel den tilsigtede Virkning, ved at de enten ere usandsynlige eller [sideskift][side 180]overdrevne til det Farceagtige. Det Comiske ligger alene i Situationerne: Charaktererne ere ikke blot uædle, men usikkert tegnede og plumpt colorerede; Dialogen, der er uden Aand og Vittighed, falder, selv imellem de fyrstelige Personer, stærkt i det Hverdagsagtige. Alle de Spillende gav deres trivielle Roller med stor Omhu og i god Samvirken, hvad der vel fremkaldte noget Bifald for Udførelsen, men ikke formaaede at skaffe Stykket Interesse hos Publikum, som tvertimod af det fik en saare ringe Forestilling om den nyere tydske Lystspildigtnings Værd.

Efter mange Forhindringer og Standsninger, formedelst hyppige Sygdomsanmeldelser, lykkedes det endelig at faae "Ruth", Drama i to Acter, bragt paa Scenen. Forfatteren var ikke navngiven, men Theatrets Ansete vare komne til temmelig sikker Formodning om, at det skrev sig fra den allerede bekjendte Skribentinde Athalia Schwartz, hvorfor det førend Opførelsen bragtes i Rygte for at være "et af de qvindelige Haandgjerningsarbeider, som Sille Beyer allerede havde givet os nok af," og efter Opførelsen maatte udholde meget ubillige og haarde Angreb. Ikke destomindre blev det Saisonnens bedst modtagne Stykke. Sproget var vistnok paa enkelte Steder vel rhetorisk og noget søgt blomstrende, men Handlingen saa ædelt simpelt anlagt, Charaktererne saa godt gjennemførte og det Hele holdt i en saa smuk bibelsk Tone, at det virkede særdeles tiltrækkende. Derhos blev det ypperligt fremstillet. Fru Heiberg var en ægte bibelsk Qvindeskikkelse, imponerende ved høi Simpelhed, Ro i Følelsernes sjælfulde Udtryk og reen plastisk Skjønhed i de sparsomt anvendte Bevægelser og Stillinger; Wiehe, som Boas, indtog ved sin værdige Holdning og den Inderlighed, der trængte ud af hans mandige, stille Væsen; Høedt gav, i [sideskift][side 181]Bevægelser, Stillinger og Diction, fortræffeligt Jerochams vilde, heftigt frembrusende Lidenskabelighed; og Mad. Nielsen var en herlig Fremstillerinde af den blidt deeltagende og i Modgang fromme Naomi. Denne Gang lod Publikum sig ikke lede, hverken af det forudgaaende slette Rygte, eller de efterfølgende Angreb, men fulgte Stykket med megen Interesse og lønnede det til et sjeldent heldigt Ensemble samvirkende skjønne Spil med levende Bifald. "Ruth" opnaaede i denne Saison ikke mindre end sexten Forestillinger. — Hvorvel af meget større Betydenhed som dramatisk Digtning var det langtfra, at H. Hertz's "Et Offer", Skuespil i fire Acter, havde samme Held. Digteren havde stillet sig en vanskelig psychologisk Opgave, ved at ville skildre Brydningen imellem den unge aandfulde Hermiones Kunstnerkald og Forholdet til hendes Omgivelser, hvilket kun fortvivler om at kunne forene dermed. Den Handling, hvori Opgaven er udviklet, medfører adskillige gribende Situationer og levendegjøres ved særdeles gode Charakteerskildringer, af hvilke nogle, som ere hentede fra Hverdagslivet, især vinde en høi Grad af Interesse, ved at Digteren med stor Sikkerhed og kunstnerisk Dygtighed har, i den fiint nuancerede Udførelse, givet dem slaaende Naturlighed i en bestemt og fuldstændigt udpræget Individualitet. Forestillingen, der i det Hele var fortræffelig, men dog fornemmelig glimrede ved Fru Heibergs yndige, ædelt qvindelige Fremstilling af Hermione, og Phisters ypperlige, natursande Spil som den noget indskrænkede, men grundhonnette, trohjertigt og suffisant elskende Ritmester Arnsted, fremkaldte ogsaa ofte et levende Bifald indtil henimod Enden, da Publikum begyndte at finde sig meget utilfreds med Opløsningen. At Hermione vilde dræbe sig, for at give den Elskede fuld Frihed til at følge en ny Kjærlighed, stødte saa saa-meget [sideskift][side 182]meget mere som den Betragtning laae nær, at det netop var at gjøre ham umuligt i den ny Forbindelse at finde den Lykke, som hun ved sin Død skulde ville tilkjøbe ham; og at det blev et otteaars Barn, hvis Rolle for Resten var smukt tænkt og af Digteren elskeligt naturligt udført, tilligemed en Hund, — den første Fiirfødede, der er bleven bragt paa den danske Skueplads som Medspillende og deus ex machina, — der hidførte det endelige Udfald, virkede saa kølende paa Stemningen, at der med det ikke stærke Bifald ved Tæppets Fald blandede sig en skarp Hyssen, som vel tog af ved de følgende Forestillinger, men uden at Stykket derved kunde vinde saa god Modtagelse, at det lod sig holde i Repertoiret. — Det lille med Bifald optagne Eenactslystspil "En Kurre paa Traaden" var af en Anonym, som sagdes at være Overlæge August Vilhelm Thornam. Det tiltalte ved god Dialog, men havde en kun ubetydelig og ikke heldigt motiveret Handling, hvori der optræder et Par unge Ægtefolk, som savne Fortrolighed til hinanden og derfor føle sig ulykkelige, indtil en godmodig Svigerfader bringer Klarhed i Forholdet og fører den tidligere Inderlighed tilbage. Jfr. Larcher spillede vakkert og naturligt som Konen, medens Wiehe derimod gav Manden vel meget i den butte, ligegyldige Tone, hvorved han i den sidste Tid havde begyndt at søge Naturlighed. — Den smagfulde, for sine med Sikkerhed udførte psychologisk sande Charakteerskildringer med Rette høit ansete Hauch satte Publikum i Forbauselse, ved i sit saakaldte romantiske Drama i tre Acter "Gjengældelsen" at byde det et heelt almindeligt, efter Kotzebue tilskaaret og paa plat melodramatisk Effect anlagt Spektakelstykke med en tyrannisk Ridder, der har en i elleve Aar indespærret Hustru, hvilken han troer at have ladet dræbe, men som, idet han vil slæbe en af ham voldelig [sideskift][side 183]overfalden Ridders Datter til Altret, træder frem og stiller ham for Guds og Menneskenes Dom. Da Stykket, som kun Hauchs Navn havde aabnet Adgang til Scenen, desuden, med Hensyn til det Theatralske, var meget løst og ubehjælpsomt sammensat, formaaede hverken Kirkeoptogene med Sang og Orgelspil, eller de Rollehavendes Flid og Kunst at tilvinde det Publikums Interesse: det meget tynde og lunkne Bifald, der faldt efter den første Forestilling, gik aldeles under i stærke Mishagsyttringer efter den anden. — En fortjent langt bedre Modtagelse fandt det romantiske Lystspil i fire Acter "Drøm og Daad", hvormed Hostrup, til Publikums Overraskelse, slog ind paa en ham ny Bane, og som ufeilbarligt vilde have havt endnu større Held, end at komme til femten Forestillinger, dersom Stykkets Plan havde kunnet fastholde den Interesse, som særdeles levende yttrede sig for flere af dens enkelte Partiers meget poetiske og smagfulde Behandling; men det var ikke Tilfældet. Vel sætter den unge Fisker, som Madonna i en Drøm har stillet til Maal at vinde den regerende Hertugs Datters Kjærlighed og Haand, sig, med urokkelig Tillid til Drømmen, i Bevægelse for at naae Maalet ved Daad paa Daad, men Virksomheden fra hans Side kommer ikke synderligt videre, end til paatrængende Dristighed, thi Madonna, som har sat ham Maalet, forekommer ham ogsaa med, uden Kamp for ham, at tilføre ham Midler til at naae det: han møder Hertugens mere end besynderlige Broders formaaende Gunst, kommer, ved et eventyrligt Fald ned fra et Tag, til at opdage og hindre en Sammensværgelse, og finder, sig uafvidende, hos Prindsessens Veninde kraftig Fremme for sin Kjærlighed. Denne Svaghed i Planen, og at han ikke under Handlingens Gang kommer til en Dannelsesudvikling, hvorved han kan blive Prindsessens [sideskift][side 184]Haand og fyrstelig Høihed værdig, svækkede for en Deel Virkningen af den skjønne Lyrik og Stykkets ikke saa herlige Scener. I Udførelsen, som overhovedet var fortræffelig, udmærkede sig især Wiehe, som den unge Fisker, ved Følelsens Fylde og Udtrykkets aandfulde Kraft.

Aarsagen til, at "Hjertet og Pengene", Lystspil i fem Acter af Mallefille, blev bragt paa Scenen, var atter kun at Heiberg havde gjort sig til Pligt at lade Publikum komme til Dom om de Stykker, der paa fremmede Theatre vakte stor Opsigt og bleve udraabte for at være fortrinlige Frembringelser, thi personlig var han ingenlunde indtaget for dette, ved Overdrivelse til det Farceagtige, stærkt forfeilede Sædemaleri med dets slet tegnede plumpt colorerede Kjæltringenaturer. De første tre Acter gjorde imidlertid Lykke ved endeel morsomme Scener og en qvik Dialog, men i de to sidste Acter viser Forvorpenheden og den laveste Tænkemaade sig med en saa cynisk Fripostighed, at Publikum, især da Nederdrægtigheden endog begynder at præke Moral, maatte ækles ved det Selskab, som det var indbudet paa at finde morsomt. Den livfulde og correcte Udførelse, — som havde bidraget meget til, at Stykkets første Halvdeel vandt stærkt Bifald, og hvori Høedt udmærkede sig ved en fortræffelig Fremstilling af Chavarot, en samvittighedsløs og pengegridsk Forfører og Giftermaalsjæger, ligesom Phister ved sin originalt comiske Skildring af den raa, sqvadronerende Kapercapitain Beaudrille, — kunde ikke forsone med den sidste Halvdeel. Til Bifaldet ved Tæppets Fald lød, med Rette, en stærk Hyssen, og dette den franske Scenes bedste nye Lystspil opnaaede vel jævngodt Huus ved 10 Forestillinger, men holdt sig ikke udover Saisonnen. — Med "De Uafhængige", som gjenoptoges efter 14 Aars Hvile, fik Repertoiret en langt [sideskift][side 185]ædlere Forøgelse, som ogsaa modtoges med levende Bifald, især paa Grund af den i det Hele ypperlige Udførelse, hvori Fru Heiberg udmærkede sig ved sit fiint pointere, nydelige Spil som Fru Dhennebon; Høedt ved sin, hvorvel i det stumme Spil noget maniererede, fortræffelige, i en elskværdigt let og godmodig Tone, givne Fremstilling af Dhennebon; og Mantzius ved en særdeles naturlig og kraftfuld Charakteerskildring af den rige, travle og hidsige Deputerede de Rouvray.

At Mad. Fossum (den tidligere Jfr. Bergnehr) var syg i Saisonnens første sex Maaneder, samtidigt med at der ideligt indkom Upasselighedsmeldelser, gjorde Heiberg meget vanskeligt, især for Syngespillets Vedkommende, at vedligeholde et Publikum tilfredsstillende Repertoire, og aldeles umuligt at faae nogen betydelig musikalsk Nyhed bragt frem. Først fem Maaneder inde i Saisonnen lykkedes det ham at naae til Opførelsen af "Studenterne fra Salamanca", et Eenactssyngespil, der hverken i H. H. Nyegaards Text, Rungs Musik eller Udførelsen havde større Tiltrækningskraft, end at det efter otte Forestillinger maatte henlægges. — Efter at Mad Fossum havde feiret en glimrende Gjenoptrædelse med jublende Modtagelse og Fremkaldelse kom det andet nye Syngespil, "Den forgyldte Svane", ogsaa i een Act, paa Scenen. Texten, der var en Oversættelse efter Brunwick og Leuven, havde flere for musikalsk Behandling godt anlagte Situationer; men de vare gjennemførte vel tungt i Glæsers forresten melodiøse og i enkelte Partier meget charakteristiske Composition, hvorfor de — saameget mere da Udførelsen, med Undtagelse af, at Mad. Fossum spillede særdeles livligt og sang meget smukt, ikke hævede sig over det Almindelige, — ikke kom til en Virkning, der kunde skaffe Stykket en saa velvillig Modtagelse, at det blev muligt at holde det [sideskift][side 186]paa Scenen. — Et Glandsstykke i det comiske Operarepertoire blev derimod Cimarosas "Det hemmelige Ægteskab", som kom frem efter at have henligget i 49 Aar og modtoges med enthusiastisk Bifald, ikke mindre for den herlige Udførelse, hvori fornemmelig Schram, som den gamle døve Geronimo, og Jfr. Egense, som Caroline, glimrede ved Sang og Spil, end for den ypperlige Compositions Fylde af henrivende Melodiøsitet og gratiøs comisk Charakteer.

Det eventyrlige Stof i "Et Folkesagn" var ypperligt opfattet af Bournonvilles livfulde, frugtbare Phantasi og med sine Elverfolk, forbyttede Børn og Riddere i Ballettens tre Acter forenet til en interessant Handling, hvori fornemmelig Trolddatteren i Ridderdamens Skikkelse fremtraadte som en fortræffeligt opfunden og med smagfuld Originalitet udarbeidet Figur. Desuden havde hele Compositionen stor Tiltrækningskraft i flere ved Nyhed og Behandlingens Eiendommelighed overraskende Situationer, saavelsom i meget charakteristiske Dandse, af hvilke især Finalens var af henrivende Virkning ved den ædle, naturlige Ynde, der var udbredt over Hovedpersonernes og Massens Bevægelser i de rigt vexlende maleriske Slyngninger. Da Bournonvilles Kunstværk derhos havde kraftig Understøttelse i en ved Charakteerudtryk og skjønne Melodier udmærket Musik af Gade og J. P. E. Hartmann, og fik en i det Hele fortrinlig Fremstilling, — hvori Jfr. Petrine Fredstrup vakte stor Opsigt ved den Aplomb, hvormed hun fyrig gav det kjække Bizarreri, som Bournonville havde lagt i Trolddatterens Dands og mimiske Spil, medens Jfr. Juliette Price, som den ædelbaarne Hilda, var indtagende ved den Gratie og fine Høviskhed, hvorigjennem hendes ridderlige Herkomst aabenbarede sig — [sideskift][side 187]tiltalte Balletten overordentligt og vandt heelt igjennem saavelsom ved Tæppets Fald stormende Bifald.

Ved at Waltz i Sommeren førend Saisonnen var død havde Theatret ikke lidt noget Tab, thi, skjøndt ikke 40 Aar gammel, var han i den sidste Tid saaledes falden sammen i Aands- og Legemssvækkelse, at han neppe havde været istand til at opmande sig til i det lille Repertoire, hvortil hans Ydre egnede sig, at udføre endog smaa Roller. Heller ikke blev Jfr. Franciska Ryges Død til synderligt Savn. Derimod mistede det comiske Repertoire ved Knudsens Død en ung Mand, som, foruden at han i sine personlige Forhold gjorde sin Stand Ære, var almindeligt agtet for den utrættelige Flid, hvormed han søgte at udvikle og danne sit ikke ringe Talent, hvad der ogsaa saa godt var lykkedes ham i de 12 Aar, han havde været ved Theatret, at han allerede i flere originalt fremstillede comiske Figurer havde vundet meget Bifald.

Naar tages Hensyn til de usædvanlig mange Sygdomstilfælde, maatte Heiberg betragte Saisonnen 1853-54 som for ham at være forløben glædelig over Forventning, thi Indtægten havde været 140,729 Rdlr., altsaa i Gjennemsnit ved hver Forestilling 586 Rdlr., hvad der, i Forhold til Tilskuerpladsens daværende Indretning og de dagjældende Billetpriser, maatte kaldes meget heldigt, og desuden havde Trædskheden vel ikke forsømt at vedligeholde og af og til ophidse den imod ham vakte avindsyge Stemning, men det var dog ikke kommet til Yttringer, der kunde bevæge ham til at lade sig mærke med, at han vidste det, end sige følte sig fortrædiget deraf. Rigtignok var der i Saisonnens Begyndelse blevet forsøgt paa at paabyrde ham Skyld for Feubestemmelser, som havde været gjort virksomme hele syv Aar førend hans [sideskift][side 188]Tiltrædelse, og at lægge ham ud med Personalets store Fleertal, ved at formaae ham til at forandre dem til Fordeel for "Repertoirets Bærere", der, af Begjærlighed efter at faae deres allerede store Feu forhøiet, klagede over, "at de bleve forfordeelte, ved at der gaves den blotte Brugelighed uforholdsmæssig stor Feu paa Talentets Bekostning;" men dette Forsøg var faldet ud til Ophavsmændenes Beskæmmelse, idet Heiberg svarede: at han, som ikke havde havt mindste Indflydelse paa Feuregulativets Affattelse, men modtaget det som en kongeligt stadfæstet Anordning, gjerne skulde indrømme, at Personalet selv bedst maatte kunne afgjøre, hvorledes Feufordelingen kunde skee paa den mest retfærdige, de Feuberettigede behagelige og Kunstanstalten tjenlige Maade, hvorfor han meget ønskede, at Personalet vilde ud af sin egen Midte vælge en Committee til at foreslaae Forandringer, hvilke han haabede, at han da med Fornøielse skulde kunne indstille til Antagelse. Dette blev Klagerne en stor Skuffelse: de havde belavet sig paa, at Heiberg skulde foretage Forandringer, der, med det samme, at de bleve dem til Gunst, vilde paadrage ham det øvrige Personales Ugunst; men nu henviste han Afgjørelsen til en Committee, der, hvis de ikke bleve Medlemmer af den, snarere vilde foreslaae Nedsættelse i end Forhøielse af første Classes Feu, og hvori de, dersom de bleve valgte, ikke kunde sætte deres Hensigt igjennem uden at stille deres Personlighed blot og være visse paa, at de i Publikum vilde blive udraabte for selv at have tildømt sig Ret til at fravende deres slettere lønnede Kunstfæller en Deel af den Indtægt, der var tilsikkret dem ved de af en tidligere Committee fastsatte og hidtil fulgte Bestemmelser. For denne Priis betænkte de sig dog paa at erhverve sig en Feuforhøielse, som i alle Fald ikke kunde blive betydelig. Hvorvel Heiberg flere Gange opfordrede Omord Omord-ningens [sideskift][side 189]ningens ivrigste Talsmænd til at foranledige Valget af Committeen, blev der, netop af dem, ikke mere talte et Ord derom, hvorimod der ofte faldt skarpe Yttringer om, at de herved havde viist deres mindre gunstigt stillede Kammerater, hvad disse maatte vente at deres Herskelyst og Pengegridskhed.

Strax førend Skuespillenes Ophør kom det omsider til Begyndelsen af Enden paa den langvarige Collision med Nielsen, der igjennem hele Saisonnen jævnligt og i store Roller havde gjort Tjeneste uden Indsigelse. Den 18de Mai berettede "Berlingske Tidende": "Skuespiller Nielsen er efter forlydende, paa derom indgiven Ansøgning, bleven entlediget som kgl. Skuespiller. Skulde dette bekræfte sig, da vil dette uerstattelige Tab for Theatret høiligen være at beklage." Denne Gang var Forlydendet imidlertid atter forhastet; Dagen efter maatte Bladet "glæde sig ved at have erfaret, at Entledigelsen endnu ikke havde bekræftet sig." Alligevel var det nu temmelig nær ved at blive til Alvor. Nielsen havde virkelig indgivet Ansøgning om Afsked, men hidtil selv lagt Hindring for dens Bevilling, thi for at indstille den dertil, havde Ministeriet forlangt, at han ved en Revers skulde forpligte sig til ikke at spille paa noget andet Theater i Kjøbenhavn, og denne Revers havde han vedblivende vægret sig for at udstede, fordi han regnede paa, at han, efter at være pensioneret, vilde kunne skaffe sig en betydelig Indtægt, ved af og til at optræde som Declamator og at modtage det Tilbud, der var gjort ham om at give Gjæsteroller i Casino. Imidlertid blev han af Etatsraad Weis, som var Chef for det Departement, hvorunder Theatersagerne henhørte, paa en saadan Maade gjort opmærksom paa, at Afskeden ikke blev at opnaae uden Reversen, som han jo uden Betænkning maatte kunne udstede, da det naturligviis ikke kunde være [sideskift][side 190]hans Hensigt under den Sygelighed, der tvang ham til at forlade det kongelige Theater, at vove Livet ved at optræde paa et Secondtheater, at han, for ikke at vedkjende sig denne Hensigt som sin Bagtanke, endelig følte sig dreven til under 11te Juni at opfylde Ministeriets Forlangende ved følgende Skrivelse, hvis Udtryk noksom vidne om, hvor nødigt han afgav Forpligtelsen: "Da det høie Ministerium for Underviisning og Kirke, har gjort det til Betingelse, uden hvilken jeg ikke kan erholde min Afsked, at afgive den Erklæring, at "jeg forpligter mig til ikke at optræde offentlig, som Skuespiller ved noget andet Theater her i Staden under Fortabelse af min Ret til Pension," sa seer jeg ingen anden Udvei, end at opfylde det høie Ministeriums Forlangende. Jeg tilstaaer derfor herved at have indrømmet ovenstaaende Betingelse, og beder kun om, snarest muligt at erholde den længst attraaede Entledigelse. — Underdanigst N. P. Nielsen." Vel fortalte "Dagbladet" fjorten Dage efter: "Hr. Instructeur Nielsen har nu endelig faet sin Ansøgning om Afsked bevilget. Det er saaledes afgjort, at denne for vor Scene saa uundværlige Kunstner definitivt forlader Theatret."; men igjen havde Journalismen forhastet sig: det gik ikke saa hurtigt; endnu den 3die Juli var det til sin Directeur han henvendte sig ved at skrive til Heiberg, for at underrette ham om, at Kongen havde tilladt ham at benytte Hoftheatret til en Aftenunderholdning, og endte med: "Uvidende om Formen, for at benytte denne kongelige Tilladelse, maa De undskylde mig, at jeg uleiliger Dem, med at udbede mig Deres Samtykke, saavel for mig, som for de Damer og Herrer af det kongelige Theaterpersonale, som velvillig ville understøtte mig, naturligviis under Iagttagelse af de bestaaende Bestemmelser. Med særdeles Høiagtelse forventer jeg Hr. Etatsraadens ærede [sideskift][side 191]Svar. Allerærbødigst N. P. Nielsen." Samtykket blev øieblikkeligt meddeelt og Aftenunderholdningen fandt Sted med glimrende Hyldning for Kunstneren, men der hengik endnu et Fjerdingaar inden han, den 6de October, erholdt Afsked med 1536 Rdlr. Pension, fordi, bemærkede "Berlingske Tidende" ved Anmeldelsen derom "hans Helbredstilstand ikke tillod ham at blive ved Theatret." Tabet af den sjeldne Kunstner blev, med Rette, høiligen beklaget, saameget mere som Publikum fra Aarsagen til hans Afgang maatte slutte, at det var for bestandigt, og ikke kunde ahne, at det allerede to Aar efter skulde, af den Afgangne selv og til hans betydelige Fordeel, blive fuldeligt gjenoprettet.

Da Gynther, som havde været en temmelig skjødesløs og meget confus Maskinmester, var død om Sommeren førend Saisonnen, var Posten fra dens Begyndelse bleven besat med Andreas Peter Wedén, der hidtil havde været Maskinmester i Casino og vilde være bleven en særdeles heldig Acquisition for det kongelige Theater, dersom han med sin erkjendt betydelige Fagdygtighed havde forenet større Energi i sin Embedsvirksomhed og mere Facilitet i Omgang med de mange høist forskjellige Personligheder, den bragte ham i Berøring med.

Af det italienske Operaselskab havde hverken Directeuren, Ulisse Brambilla, eller nogen af Personalet været her tidligere. Det bestod af: Tancredi Romarini, der med en klangfuld, stærk Tenor forbandt et smagfuldt Foredrag og var en god Skuespiller; Vincenzo Tartini, som vidste at benytte sin ikke omfangsrige Tenor med megen Smag og Færdighed; Giuseppe Bianchi, der med en ikke stærk, men særdeles behagelig Tenor skilte sig meget godt fra alvorlige Roller; Giovanni Reina, en herlig Bariton og god Skuespiller; Luigi Maggiorotti, dygtig comisk Bassanger, der baade [sideskift][side 192]spillede og sang Figaro og Don Pasquale ypperligt; Enrico Grozzi, en god Bassist, men maadelig og noget carikeret Comiker; Damerne: Veronica Gaziello, en meget begavet Sangerinde, hvis høie Sopran vel havde tabt endeel af sin Friskhed, men var saa fortrinligt skolet, at hun overraskede ved stor Virtuositet, ligesom hun ogsaa behagede ved livfuldt Spil; Angeoline Remorini, en ung Sangerinde, som ved sin smukke allerede godt uddannede Mezzo-Sopran strax satte sig i stor Yndest hos Publikum. Af ikke forhen her opførte Operaer gaves "Rigoletto" og "Macbetto" af Verdi og "I Frascatani" af Cagnoni. Forestillingerne vandt i Almindelighed meget Bifald, men gave kun jævngodt Huus.