[sideskift][side 200]Den i hele Theaterhistorien stormfuldeste Saison: gjennemgribende Omstiftelser, Opsætsighed, stadig indre Tvedragt, idelige, fra en lille men travl og formaaende Clique udgaaende trædske Anslag og, af flere indflydelsesrige Blade godkjendte og i hadske Artikler til Publikum forplantede, bagvaskende Beskyldninger imod Directeurens Charakteer, Hensigter og Foretagender. Allerede en Maaned førend Saisonnen Begyndelse aabnede "Dagbladet" Angrebene paa ham med, "at det fandt Anledning til paa det abonnerende Publikums Vegne at gjøre opmærksom paa det Mislige i Abonnementet, saavel i Almindelighed, eftersom det aldrig er klogt at kjøbe Katten i Sækken, som i Særdeleshed under de nærværende Forhold, da vi have en Theaterdirecteur, der i æsthetisk Henseende befinder sig i stor Uovereensstemmelse med Publikum, og da den Stilling, som idetmindste een af vore fortrinligste Kunstnere indtager til Theatret, er saa svævende, at hans Bortgang maa betragtes som mere end sandsynlig. Under saadanne Omstændigheder maae vi opfordre Publikum til at betænke sig vel, inden det abonnerer, thi det vil maaskee ikke komme langt hen i Saisonnen, førend det bittert vil fortryde sin Letsindighed i August." Derhos undlod Bladet ikke at henpege til Ønskeligheden af at faae den i 1849 projecterede Elev-Instructeur, idet der bemærkedes, at "de gamle Theaterskoler, hvor man vragede det Slette og Uduelige bort og fredede om de Spirer, der kunde blive til Noget," fandtes ikke mere. Endelig ønskede Redacteuren, at han kunde fremsætte "det allerunderdanigste Forslag, at Rigsraadet snarest [sideskift][side 201]muligt blev afskaffet, og at der i dets Sted snarest muligt blev indsat et Theaterraad." Ligesom Redacteuren — ved offenlig at fraraade Publikum den Tillid til, at Præstationer, som skulle leveres fremtidigt paa Tro og Love, ville blive tilfredsstillende udførte, hvilken Sælgeren ikke, ligesaa lidet i Kunsten som i Handelen og Haandværket, kan undvære og derfor har Ret til at fordre ubeskaaren af uhjemlede Paastande — saa skarpt har udtrykt Hensigten at skade Theatrets Tarv — at han, hvis der havde været en Handelsret, hvorved, som i Frankrig, ogsaa Kunstvirksomheder kunne søge Opreisning, naar de finde sig brøstholdne, utvivlsomt vilde kunne være bleven idømt Erstatning for at have gjort Afbræk i berettiget Erhverv: saaledes viste han, at han aldeles ikke havde skaffet sig Kundskab om de af ham dog saa anpriste "Skoler"; thi det var snart hos den ene, snart hos den anden af Instructeurerne eller en i det valgte Fag udmærket Kunstner, at Begynderne, hver for sig og i enkelte Roller, havde maattet tage Veiledning indtil Oprettelsen af "den dramatiske Skole" 1806, og at den, tolv Aar førend Redacteuren blev født, faldt sammen i sig selv, var netop, fordi der af dens yderst forsømmelige Forstander og Lærere blev fedet om det Slette, men kastet Vrag paa "de Spirer, der kunde blive til Noget." Ogsaa i sin humoristiske Anbefaling af et "Theaterraads" Indsættelse var han kun en ligesaa ubetænksom som ukyndig Eftersnakker af de Omvæltningslystne, der higede efter at faae en Institution, hvorved de kunde komme til Herredømmet, men om hvis Indretning eller Virkekreds i Overeensstemmelse med Skuepladsens Væsen og Formaal de — som det senere vil vise sig — ikke havde søgt at skaffe sig selv en blot løselig Forestilling. — Paa samme Tid, som "Dagbladet" saa ivrigt søgte at beskære Theatrets Indtægter, [sideskift][side 202]ved at frakjende Heiberg Dygtighed til dets Bestyrelse, blev han af "Fædrelandet" med Bemærkninger, der vare nedsættende for hans Charakteer, angreben i Anledning af en Foranstaltning, der gik ud paa at forøge Indtægterne. Der toges — ikke paa Foranledning af Heiberg, men ifølge et i Rigsdagen fremsat Forslag — den Bestemmelse, at fra Saisonnens Begyndelse skulde, "til et Forsøg, til alle Forestillinger Halvdelen af Billetterne, forinden Udsalget til ordinaire Priser, stilles til Salg med en Priisforhøielse af 50 Procent." "Fædrelandet" lod det ikke være nok med misbilligende at omtale denne Forholdsregel som udgaaende fra Heiberg, og at finde Forhøielsen for stor, men fremsatte, efter afgjørende at have erklæret Heiberg for "en hverken praktisk eller for at forhøie Theatrets Indtægter ivrig Mand," det fornærmende Spørgsmaal, "om Hensigten maaskee var, at Theaterdirecteuren vilde forbeholde sig at uddele den uforhøiede Halvdeel til sine og Theatrets Venner?" og føiede til sin Anke over, at Forhøielsen var for stor, den ikke mindre nærgaaende Bemærkning, "at det maaskee netop var Theaterdirecteurens Ønske, at dette Forsøg maatte mislykkes." For denne første Saison, hvori Priisforhøielse fandt Sted, havde "Fædrelandet" vel den Tilfredshed at see den mislykket, men senere har den været tiltagende indbringende, saa at den f. Ex. i Saisonnen 1867-68 forøgede Indtægten med 5675 Rdlr.

Disse avindsyge Angreb vare Heiberg ærgerlige, fordi han maatte befrygte, at de vilde blive til Skade for Theatrets Kasse, som de vistnok ogsaa bleve, thi det maa sikkert tilskrives ham, at Abonnementet kun gav 57,870 Rdlr., der var 3483 Rdlr. mindre end i forrige Saison. For sin Person tog han sig dem ikke synderligt nær: han var langt mere optagen af Omsorg for at finde Udvei til at tilveiebringe og [sideskift][side 203]vedligeholde et tilfredsstillende Repertoire under de Vanskeligheder, der allerede inden Saisonnens Begyndelse vare tilstede, og som han endydermere kunde gjøre sikker Regning paa at see forøgede i dens Løb, om end ikke paa en saa trædsk og brutal Maade, som de kort Tid efter bleve det. — Allerede Nielsens Afgang og Knudsens Død havde bragt et betydeligt Antal søgte Stykker ud af Repertoiret, og end mere blev det beskaaret ved, at Wiehe var syg i Saisonnens første tre Uger; Mad. Nielsen i dens første tre Maaneder og i de øvrige ni Maaneder saa svagelig, at hun kun var istand til at gjøre Tjeneste 24 Gange i mindre Roller; og Mad. Fossum af sin Helbredstilstand forhindret i at optræde i de sidste sex Maaneder, foruden at der fra Skuespil-, Syngespil- og Balletpersonalet igjennem hele Saisonnen indkom endnu flere Anmeldelser om Sygdomstilfælde for kortere eller længere Tid, end i forrige Saison. Det blev saaledes meget vanskeligt at vedligeholde Forestillingerne med det allerede tilveiebragte Repertoire og end mere at faae det forsøget med Nyheder. Af fortrædeligere Indvirkning paa Kunstvirksomheden var dog det, at Samlivet og Tonen i Personalet havde, ved den Bitterhed og Malice, hvormed Enkelte uafladeligt dadlede, spottede eller mistydede enhver af Directeurens Handlinger, antaget en Kunsten og den daglige Tjeneste meget skadende Charakteer. Endnu for to Aar siden havde man ikke kunnet finde noksom stærke og indtrængende Udtryk af Erkjendtlighed og Hengivenhed for den Directeur, som aldeles uventet bevirkede Ordensmeddelelser og betydelige Gagetillæg; nu hed det derimod, at Ordener kun var Noget, der skyldtes Theatrets saavelsom andre Kunstanstalters Udmærkede, og at Tillægene, da de jo gik af Theaterkassen, som de, der havde faaet dem, ved deres Talent bidroge til at fylde, ikke vare mere end [sideskift][side 204]ligefrem fortjente. At Levetzau, den nu saa velsignede og som Mønster for Theaterbestyrere anpriste Chef, der ved sin Formaaenhed langt lettere end Heiberg vilde have kunnet skaffe "de udmærkede Kunstnere" Hæderstegn, aldrig nogensinde havde tænkt hverken paa det eller paa at overraske dem med flere hundrede Rigsdalers Tillæg, som Heiberg dog vel ikke skulde tage af sin egen Lomme, for at kunne møde Erkjendtlighed derfor: det vilde "de Udmærkede" aldeles ikke høre Noget om; imod dem havde Heiberg ikke gjort Andet end sin Pligt. De mange Rettænkende, som ikke alene kjendte Partiførernes sande Grund og Hensigt, men havde været Vidner til, hvorledes de smidskende og logrende havde overhængt Heiberg med deres Conversation og Artigheder, saaledes at neppe nogen Anden, naar de vare tilstede, kunde komme til at nærme sig ham, ja hvorledes de ikke endnu forsømte Leiligheden til at gjøre sig behagelige for ham, harmedes ved Udbluheden, naar de maatte høre dem trænge sig ind i ligegyldige Samtaler, blot for at tage Anledning til at udøse Sarkasmer, Spydigheder og personlige Bagvaskelser over ham og Enhver, som de ansaae for ham hengiven, eller see dem vimse om for at oplægge Raad og fremkalde Uvillie imod ham. Mange følte Lyst til at give Bagvaskeren en beskæmmende Tilretteviisning, ved at modsige det vitterligt Falske eller gjenkalde ham, hvorledes han havde bukket og skrabet for den, som han nu haanede og snærtede, og undertiden gav ogsaa en ærlig Mand sin Lyst Tøilen; men den Raahed og Insolents, hvormed Hadet da kom til Udbrud, afholdt i Almindelighed Folk med Dannelse fra nogen fyndig Indsigelse, hvilket betydeligt lettede Bestræbelserne for i Publikum at udbrede den aldeles usandfærdige Fortælling, at hele Personalet var opbragt paa Heiberg. Vel var det lykkedes [sideskift][side 205]Førerne i den mandlige Deel deraf at skaffe sig et lille Tilhæng af Ubetydeligheder, ved idelig at forestille dem, at de bleve tilsidesatte af Heiberg og kun vilde komme til "gode Roller", dersom han bragtes til at gaae af, og det tillagdes et Theaterraad at besætte Stykkerne; men hos de Dygtige mødte deres Forsøg paa at finde Medhold ringeagtende Afviisning; og hvad Damerne angik, da stadfæstede de, med Undtagelse af kun et Par, som stode i særligt nøie Forhold til Heibergs Antagonister, Rigtigheden af, hvad Bournonville, "støttet paa mangeaarig Erfaring", har sagt om dem i "Det kongelige danske Theater, som det er": "det er netop de bedste og sikreste Subjecter, dem især, der ikke lade sig paavirke udefra, der med største Villighed underkaste sig en ordnende Haand, og der i Begrændsningen finde deres kraftigste Støttepunkt." Der rørte sig saaledes, under en travl og i Intrigue bevandret Styrelse, et lille lydigt eftersnakkende Parti ligeoverfor det store Fleertal, som høiligen misbilligede dets Færd, men, mindre dristigt og desuden kun lidet forfaren i Rænkespind, lod det være nok med at ærgre sig og vise Coteriet en Frastødenhed, hvorved der ikke destomindre, ei alene i Omgangen, men ogsaa i den tjenstlige Samvirken opstod et Moquerie, som daglig førte til Personligheder og til, at Enkelte i ondt Lune var lunkne for Pligtopfyldelsen.

Disse Omstændigheder gjorde, at al Heibergs Anstrengelse for strax i Begyndelsen af Saisonnen at faae en Nyhed bragt frem var forgjæves, hvilket "Dagbladet", som saa godt havde hidset til Uvillie imod ham, ikke forsømte at lægge ham til Last: det udgød en Strøm af Haan og Beklagelser over, at Directeuren ikke gjorde det Allermindste, men "var ligesom en af de Entrepreneurer, der holde Carroussel paa Dyrehavsbakken." (!). Endelig opnaaede han at faae opført S ibes [sideskift][side 206]"Min Lykkestjerne", et med meget Bifald modtaget Eenactslystspil, der fik en god Udførelse, især af Wiehe, som med elskværdig Livfuldhed spillede Sangvinikeren Edouard, og Høedt, der gav en med Smag gjennemført naturligt morsom Fremstilling af den phlegmatisk overveiende Godseier Paimpol. — Molières efter 21 Aars Hvile gjenoptagne "Det tvungne Giftermaal" optoges vel med Bifald, men kunde ikke med en Besætning, der stod langt tilbage for den fordums, ret faae Indgang hos Publikum. — Ved at fremdrage den vittige og morsomme Vaudeville "Den skjønneste Dag i Livet", der strax, da den for 23 Aar siden kom frem, var bleven forjaget med Piben, fordi man fandt den frivol, hvilket den dog ikke var mere end enkelte andre af Datidens Stykker og langt mindre end mange senere opførte, begik Heiberg en stor Feil, da han maatte kunne indsee, at det, under den Ugunst, som man havde faaet sat ham i, vilde blive let for Avind at vække Ophidselse imod ham, ved at udbasune Gjenoptagelsen af det udpebne Stykke som en oprørende Haan imod Moral, Æsthetik og Publikum. Det skete ogsaa, og det med god Virkning. Stykket morede heelt igjennem meget under Opførelsen, men efter den løb en stærk Hyssen og Piben saa vedholdende, at Gongongen maatte gjøre Ende derpaa, og havde "Dagbladet" end fuldkommen Ret, da det, efter Gjenoptagelsens uheldige Udfald, fremkom med den — naar hensees til dets ellers saa ivrige Bestræbelser for at komme Heiberg tillivs, mærkelige — Yttring: at "Aarsagen til Stykkets Fald utvivlsomt først og fremmest var, at dets Skjæbne engang i Forveien var bleven bestemt, rigtignok af et ganske andet Publikum, men i den Henseende følger man i høi Grad hertillands Traditionen," saa blev Stykkets Fremdragelse dog lagt Heiberg til Last og personlig til megen Skade, da den gav hans [sideskift][side 207]Avindsmænd god Leilighed til endyderligere at fravende ham Publikums Velvillie, og hos endog dem, der ellers vare deres ivrige Modstandere, mødte megen Misbilligelse, saameget mere som han ved gjentagne Opførelser syntes at ville tiltrodse Stykket, som der dog ikke kunde ligge ham stor Magt paa at holde gaaende, længere Tids Forbliven i Repertoiret.

Efter at Heiberg i Saisonnens første ti Uger uafladeligt havde søgt at komme ud over de Vanskeligheder, som stillede sig i Veien for hans Ønske at faae et nyt stort Stykke bragt til Opførelse, lykkedes det ham endelig i den ellevte at see det opfyldt med glimrende Resultat, idet han i Hertz's "Den Yngste", Lystspil i fire Acter, gav Repertoiret en herlig Forøgelse med en Original, udviklet fra en original Idee i en baade smagfuldt original og poetisk Behandling: et af Digterens mest tiltrækkende dramatiske Værker. Bekymret over, at hans Søn, Tadeo, en ædel og begavet Yndling, saaledes fordyber sig i Studeringer og tungsindig Drømmen, at han er ufølsom for Livslyst og Kjærlighed, henvender Canneloro, en rig Kjøbmand, sig til sin hidsige, stolte Ven Petrullo, der, ærgerlig over kun at have faaet Døttre, men ingen Sønner, af Forfængelighed er falden paa at udgive sin yngste Datter, Fiorella, for en Søn, og beder ham om at lade denne komme til ham, for at adsprede Tadeo. Petrullo kommer derved i største Forlegenhed, thi han har ingen anden Udvei til at undgaae at blive til Latter, ved at hans forfængelige Foregivende røbes, end at faae Datteren til, forklædt som Mandfolk, at lade sig optage i Canneloros Huus. Dertil er imidlertid den kjække, i sit Væsen mandige, men ikke destomindre indtagende Fiorella ogsaa, for at tjene Faderen, som villig, at det virkelig skeer, hvilket giver et piquant Forhold, hvoraf der nu opstaaer flere meget interessante Situationer og en Række [sideskift][side 208]aandfuldt behandlede, afvexlende alvorlige og fiintcomiske Scener, der give en træffende Skildring af italiensk Folkeliv og for en Deel have et let Præg af Maskecomedien. Fremstillingen var overhovedet ypperlig, men fornemmelig udmærkede sig Fru Heiberg, der med indtagende Frihed og Friskhed gav det ferme Naturbarn, som djærvt og livfuldt tumler med Dyr og dovne Tjenestetyende i Faderens Viinavl, og ikke mindre henrivende fremstillede, hvorledes den qvindelige Natur lidt efter lidt bryder frem og faaer Overhaand; Wiehe, der mesterligt spillede den menneskesky, i Grublen fordybede og pedantisk ubehjælpsomme Yngling, hos hvem den ædle Natur og høiere Begavelse stikke frem og komme til Udbrud ved den vaagnende Kjærlighed; og Phister, som var en meget jovial og morsom Canneloro. — Texten til Toactssyngespillet "Turandot" var en i theatralsk Henseende saa ubehændig Behandling af et til musikalsk Anvendelse desuden meget uskikket Stof, at Løvenskjolds Musik, der udmærkede sig mere ved Melodirigdom end ved Originalitet og Charakteer, ikke kunde frelse den fra at falde Publikum saa kjedsommelig, at Stykket kun opnaaede to Forestillinger.

I fem Aar havde Heiberg været saa heldig at kunne virke under Ministre, som ikke faldt paa selv at ville tumle med et Departement, der fordrer et ligesaa nøie Personalkjendskab som en mangesidig Fagkundskab, men, forbeholdende sig Overveielsen og Afgjørelsen af de store administrative Spørgsmaal, tillidsfulde og uden ængstligt Hensyn til, hvad man i Blade og Conventikler vilde have udgivet for Publikums Mening og Personalets Stemning, overlode Detaillen til ham. Derfor havde han ogsaa, med den Rolighed, Fasthed og Værdighed, som aldrig forlod ham under de daglige Tracasserier, kunnet vise, at han var Mand for at beherske [sideskift][side 209]Bevægelsen, naar hans Øvrighed blot ikke vilde indbilde sig at forstaae det Specielle i hans Fag endnu bedre end han, men lade ham handle efter egen Indsigt indenfor det Omraade, som han fornuftigviis burde have. Men ved at Cultusministeriet nu fra Ørsted gik over til daværende Professor Hall, blev det meget anderledes. Det var bekjendt, at Hall havde levende Interesse for Skuepladsen og meget flittigt besøgte Theatret; da han tilmed stod i et særdeles venskabeligt Forhold til Heiberg, saa at de jævnligen kom i hinandens Huus og ofte med megen Enighed havde omtalt Theatersager, antoge ei alene Heibergs Venner, men fornemmelig hans Fjender, der endog betagtede Halls Udnævnelse som deres totale Nederlag, at fra nu af vilde Directeurens Villie blive fulgt i Alt. Kun Heiberg og Fru Heiberg vare af modsat Mening og forudsaae endog flere og større Bryderier for Directeuren, end han hidtil havde havt; ikke fordi de havde mindste Formodning om, at Minister Hall i sine personlige Følelser for dem kunde blive en Anden, end Professor Hall havde været, men just paa Grund af hans særlige Interesse for Theatret, der lod dem forvente, hvad ogsaa meget rigtigt slog ind, at han vilde fristes til, mere end hans af Regeringsforretninger optagne Tid tillod og hans utilstrækkelige Kjendskab til de engere Theatertilstande gjorde ønskeligt, at indblande sig i det Personlige, Specielle og reent Administrative, hvilket let kunde føre til Forviklinger, som det vilde blive vanskeligt, ja maaskee umuligt at flippe ud af paa en baade for ham og Directeuren værdig Maade. Fristelsen dertil laae den nye Minister saameget nærmere, som han, i den Mening, at Reformer i constitutionel Aand ogsaa maatte kunne blive fremmede for en Kunstanstalt som Theatret, fandt sig tiltalt af de Ideer, der af Kunstnere, for hvis Genie han [sideskift][side 210]følte Beundring og levende Interesse, uden at kunne troe, at der bag en saa stor Ivren for Kunsten stak Bestræbelse efter at komme til Herredømme, bleve fremsatte som gavnende for Skuepladsen, men hvis Ledelse af Heiberg Personalet, efter deres Forsikkring, ikke kunde være andet end utilfreds. Dertil kom, at han stod i et for ham, som Statsmand saa hensynsværdigt, endnu gjensidigt velvilligt, Forhold til de Blade, der ideligt hjemsøgte Heiberg med skarpe Angreb, at det maatte være ham betænkeligt at godkjende en Bestyrelsesmaade, hvorved de erklærede, at "det danske Theater snart vilde ophøre at existere." Og allerede en Maaned efter Halls Tiltrædelse gjordes igjen et saadant Angreb, for hvis fuldstændige Grundløshed og deraf følgende Uretfærdighed der vel ved Oplysninger kunde gives Ministeren fuld Overbeviisning, men som ikke bestomindre var godt egnet til endmere at nedsætte Heiberg i den ueftertænksomme Mængdes Omdømme.

Den 10de Januar, ikke en halv Time førend "Røverborgen" skulde begynde, blev Schram pludselig saa syg, at han øieblikkelig maatte kjøres hjem og Publikum fra Theatret underrettes om, at der ikke kunde gives nogen Forestilling. "Berlingske Tidende" lod det være nok med at yttre sin meget urigtige "Formening": at, "da den største Deel af Personalet var samlet, maatte man med vort indøvede Theaterpersonale lettelig kunne have givet en anden Forestilling;" men "Fædrelandet" kunde ikke blive staaende derved: det maatte ganske anderledes drøit lyse Fordømmelse over Heibergs Bestyrelse, og udbrød: "Igaar Aftes opførtes paa det kongelige Theater "Directeuren i Knibe". Uagtet dette Stykke i den senere Tid temmelig jævnligt er gaaet over Scenen, lader det dog ikke til at trætte eller kjede Publikum. Dette skyldes vistnok især, at Hovedrollen spilledes «con amore» af [sideskift][side 211]Hr. Statsraad Heiberg. Dog, igaar, tør vi dristigt sige, at denne store Kunstner "overgik sig selv." Den samme Ringeagt for Publikum, som ofte udmærker Stormænd, den Ligegyldighed for Theatrets Velfærd og Skuespillernes Ære, som ikke altid har behersket denne Stormand, men som i de senere Aar tydeligt er Sjælen i hele hans Fremtræden — culminerede igaar Aftes. Forestillingen gik ind paa Grund af Hr. Schrams pludselige Sygdom, og Publikum gaves den Erklæring, at Theaterdirecteuren ikke kunde stille nogen anden Forestilling paa Benene, og det uagtet der siges for vist, at de fleste Skuespillere og Skuespillerinder til samme Tid vare samlede paa Theatret. Men den hele Historie gik som en Spøg, og blev modtaget som en Spøg — og det er ogsaa Spøg det Hele: det er en Spøg med Theatrets Arbeide, det er Spøg, at Hr. Etatsraad Heiberg er Theaterdirecteur, men det er en grov Spøg." Den Harme, som denne Artikel — der i de haanende Personligheder og Udtrykkenes Plathed var Vidnesbyrd om, at "Fædrelandet" ikke foragtede selv at omtale Theatervæsnet i den Tone, som det for sex Aar siden havde fundet saa høilig forargelig hos andre Blade — vakte iblandt de mange med Forholdene bekjendte Retskafne i Personalet, udtalte sig altfor lydeligt, til at "Fædrelandet" ikke skulde komme til Kundskab derom; men ligegodt hvorledes det hængte sammen med selve Sagen: Bladet maatte ikke kunne have Uret i, hvad det fandt for godt at sige om den, og til Bestyrkelse for sit Angreb anførte det i en senere Artikel, at det "vidste, at der havde været Personale tilstede til "Eventyr paa Fodreisen" og "Min Lykkestjerne" samt — "Solodandsere." Viste Begjærligheden efter at gaae Heiberg paa Livet sig allerede derved, at han stempledes som "lige lige-gyldigt [sideskift][side 212]gyldigt for Skuespillernes Ære", fordi han lod en Forestilling gaae ind, for hvilket Skammen, hvis der var nogen deri, jo ikke kunde falde paa nogen Anden end ham, saa fremtraadte den dog end stærker ved, at Bladet fortalte, at "det sagdes for vist, at de fleste Skuespillere og Skuespillerinder til samme Tid vare samlede paa Theatret," ja endog erklærede at "vide", at der var Personale tilstede til de anførte Stykker; thi havde Bladet end denne Beretning fra en paa den Tid i Theatrets Foyer tilstedeværende Person, maatte det alligevel for en Redaction, der tillagde sig saa nøie Kjendskab til Theaterforhold, ved blot en Smule Eftertanke strax staae klart, at der blev fortalt den en haandgribelig Usandhed. Da Schrams Sygdomsanfald, efter "Fædrelandets" eget Sigende, indtraf en halv Time, førend "Røverborgen" skulde begynde, vilde det have været et hidtil uhørt Tilfælde, om "de fleste Skuespillere og Skuespillerinder", ja endog "Solodandsere", skulde have faaet det Indfald at samle sig paa Theatret, hvor ellers kun meget faa af det ikke tjenstgjørende Personale indfinde sig og selv da aldrig en halv Time førend Forestillingen, men kort før eller under den, hvor Enkelte naturligviis til forskjellig Tid. Virkelig var der ogsaa den Aften Kl. 6½ kun Besætningen i "Røverborgen" tilstede, — endda med Undtagelse af et Par Skuespillere, som først skulde ind i anden Act — og i denne Besætning fandtes kun 3: Phister, Schneider og Gundersen, at de til Udførelsen af de nævnte Stykker nødvendige 11 Spillende. Paa Dands kunde der slet ikke tænkes, thi — hvor godt "Fædrelandet" end vilde vide det — af Solodandsere var der ingen, endnu mindre af det øvrige Balletcorps. Hvorledes skulde nu Heiberg have kunnet fra alle Byens Kanter faae samlet til "Eventyr paa Fodreisen" 7, til "Min Lykkestjerne" 4 manglende Per Per-soner [sideskift][side 213]soner saa hurtigt, at de paaklædte kunde være færdige til om en halv Time at begynde Forestillingen? Da endydermere Eenactsstykket "Min Lykkestjerne" ikke kunde gives alene, var jo "Fædrelandet" af sin Meddelere kun gjort vidende om eet Stykke, der kunde have været givet, og om dette ene vidste dertil Meddeleren selv meget godt, at det dog havde været en Umulighed at sætte det paa Benene med en halv Times Frist. Og saameget trædskere var det, at han bragte Bladet i Tro paa, at Heiberg havde viist Ligegyldighed for Theatret og Publikum, da det upaatvivleligt var ham i Minde, at medens Levetzau havde ladet flere Forestillinger, til hvis Forandring der dog var givet Dagsfrist, gaae ind, havde Heiberg ved, den 22de Decbr. 1849, da Rosenkilde, ogsaa en halv Time førend Forestillingen skulde begynde, meldte sig syg til "Den indbildt Syge", at tilveiebringe en til rette Tid begyndt anden Forestilling, bestaaende af "Henrik og Pernille" og "Et Eventyr i Rosenborghave", beviist, at fandtes der kun tilstede til den bestemte Forestilling et Personale, hvormed det paa nogen Maade kunde blive muligt i Hast at sammensætte en improviseret anden Forestilling, saa var han Mand for at gjøre, hvad ingen tidligere Directeur havde formaaet eller endog blot forsøgt paa. Imidlertid, hvor grundløst Angrebet end var, havde dog den onde Villie den Tilfredsstillelse, at det ved den fripostige Paastaaelighed, hvormed det blev fremsat, fik en Mængde hidsige Eftersnakkere, af hvem der var at vente god Forstærkning, hvis der kunde skabes Anledning til nye Klagemaal. Og dette lykkedes over al Forventning snart. Dagen efter at Forestillingen var gaaet ind, fik Heiberg, efter meget Besvær, men uden synderlig Held, Hauchs mat behandlede og utilfredsstillende opløfte Treactsdrama "Et Eventyr i Ørkenen" bragt til første Opførelse, og Ottendedagen efter [sideskift][side 214]denne aabnedes, med en i Theatrets Historie exempelløs Opsætsighed, en revolutionair Bevægelse, som skulde føre til en for Kunsten meget beklagelig Katastrofe.

Da Fru Nielsen, modtaget med stor Jubel og hædret med stormende Fremkaldelse, for første Gang i Saisonnen optraadte den 25de November, fordrede hendes Helbredstilstand endnu særlige Hensyn, som Heiberg ogsaa tog, ved at bede hende om at opgive, hvilke af sine Roller hun troede at kunne udføre, og hvor store Mellemrum imellem Forestillingerne hun maatte have. Iblandt de Roller, hun meente at have Kræfter til at spille, var Dronningen i "Hamlet". I Januar, da hun i to Maaneder havde været meldt til Tjeneste, anmodedes hun om at optræde i den; men ved at forberede sig dertil fandt hun, at den vilde blive hende saa angribende, at hun maatte undslaae sig for dens Udførelse, ikke — som man med megen Iver udspredte — for 14 Dage, men "indtil videre." Efter Saisonnen 1851-52, da "Hamlet" i Anledning af Høedts Debut var bleven gjenoptaget, havde Heiberg ved enhver Ansættelse af Stykket mødt saa mange Vanskeligheder, at han kun ved lange Parlamenteringer havde kunnet i 1852-53 bringe det til to i 1853-54 til fire Forestillinger. Det var ham derfor meget om at gjøre at faae et Publikum saa interessant Arbeide frem paa en Aarstid, da i det Mindste Indvendinger paa Grund af "det varme Veir" eller Saisonnens nære Slutning, "der blot et Par Gange vilde tillade at spille saa accentuerede Roller, som kostede omhyggelig Forberedelse," ikke skulde træde ham i Veien. Eftersom "indtil videre" kunde være meget længe — og virkelig kom til at vare den hele Saison, da Fru Nielsen ikke i den saae sig istand til at spille en saadan Rolle — fortjente Heiberg vist ingen Bebreidelse, men tvertimod Tak [sideskift][side 215]af Publikum, som længtes meget efter det saa sparsomt givne Stykkes Opførelse, fordi han, indtil Fru Nielsen selv kunde udføre Rollen, doublerede den med Jfr. Müller, der vel maatte kaldes en talentfuld, af Publikum erkjendt dygtig Fremstillerinde, da hun ei alene, kun to Maaneder tidligere, havde i "Ruth", ved Siden af Høedt, særdeles tilfredsstillende to Gange spillet Naomi som Fru Nielsens doublant, men ved Siden af Fru Nielsen selv gjort en glimrende Debut i "Dronning Margareta", og var, som Guldborg i "Svend Dyrings Huus", optraadt med hende og Fru Heiberg, "altsaa i den allerfarligste Sammenstilling", bemærkede "Fædrelandet", tilføiende: "Jfr. Müller er i Besiddelse af et overordenligt smukt, klangfuldt, om end ikke blødt, saa dog bøieligt Organ og et ædelt, charakteerfuldt Physiognomi; hendes Figur er noget høi, og i Følelsen heraf synker hun stundom uvilkaarlig noget sammen, saa at hendes Holdning ikke kan kaldes god, men iøvrigt ere hendes Bevægelser temmelig frie og gracieuse. Jfr. Müller er en meget god Kraft, og netop en, hvortil Theatret efter Jfr. Jørgensens Død trænger; hun vil kunne gaae ind i denne ypperlige Skuespillerindes Roller i Tragedien og det alvorlige Drama". Kunde Høedt saaledes ikke have mindste Grund til at betvivle Jfr. Müllers Evne til i dette Tilfælde at være Fru Nielsens Doublant, turde han ogsaa holde sig fuldkommen overbeviist om, at han vilde finde hende sikker i Rollen og beredvillig til at lempe sit Spil efter hans. Desuden: han havde spillet Hamlet nitten Gange, og maatte altsaa ei alene have faaet saa stor Fasthed i det mimiske og declamatoriske Udtryk, at han i den eneste Scene, Hamlet kan siges at have med Dronningen, ikke kunde lide noget Afbræk ved en mulig Mangel hos den Medspillende, men tillige være bleven Publi Publi-kum [sideskift][side 216]kum saa vel bekjendt, at han nok turde finde sig aldeles forsikkret om, at dette ikke vilde overføre en Mangels Følge i denne ene Scene paa ham. Det kunde da fornuftigviis ikke af Directeuren formodes, at det, selv om der ikke i Reglementet, hvis Efterlevelse Enhver ved sin Ansættelse har forpligtet sig til, udtrykkeligt indeholdtes en Bestemmelse: "Enhver er forpligtet til uvægerlig at udføre de ham tildeelte Roller og Partier," skulde kunne falde Høedt ind at reise nogen Indvending imod en Forholdsregel, for hvis administrative og æsthetiske Medholdelighed han aldeles ikke bar Ansvaret, der maatte hvile paa Directeuren, som den, der ene kunde beslutte den. Ikke destomindre skete det Utrolige: Høedt vægrede sig ved at udføre Rollen med Doublanten under Paaskud af, at han ikke "turde", hvortil Grunden skulde være, at Spillet vilde komme til ligeoverfor Publikum at savne "den øieblikkelige Correspondance imellem Acteurerne." Directeuren kunde naturligviis ikke tage Hensyn til en Indsigelse, der var grundet paa et reent subjectivt Skjøn og saaledes hver Dag kunde fremsættes af en Skuespiller, som fik det Indfald, enten ikke at ville spille med en anden vis Person eller at ville hindre Doubleringen af en god Vens Roller, hvilket maatte opløse alle Tjenesteforhold, føre til en stadig bitter Splid i Personalet, give en halv Snees Formaaende Magt til at kaste den Yngre eller den Ubehagelige ud af enhver ham tildeelt Rolle, og gjøre Repertoiret til en Bold for Enkeltes Caprice og Vilkaarlighed. Heiberg lod derfor, som han imod sig selv og Theatret var forpligtet til, denne forunderlige Vægring uændset og befalede en Prøve ansat til den 18de Januar. Havde Høedts Indsigelse hvilet paa en blot nogenlunde antagelig æsthetisk Grund, da maatte en Prøve unegteligt have været ham meget ønskelig: det vilde [sideskift][side 217]naturligviis paa den for hans Kunstfæller have viist sig, om han i sin Kunstfølelse havde en Undskyldning for at negte Opfyldelsen af en ham ved Reglementet paalagt Pligt, og ved en Prøve stod han jo ikke endnu mindste Fare for, at hans Spil ligeoverfor Publikum skulde lide ved, at der savnedes "den øieblikkelige Correspondance imellem Acteurerne." Desuagtet udeblev Høedt fra den tilsagte Prøve, hvortil alle øvrige Rollehavende indfandt sig. Følgen var, at den maatte hæves, og at Heiberg, som dog endnu engang vilde give Høedt Leilighed til at efterkomme sin Skyldighed, inden han gjorde Skridt for at tvinge ham dertil, lod ansætte en anden Prøve til næste Dag, og angaaende dens Afholdelse befalede Scene-Instructeuren: efter det reglementerede Løbeqvarteer at lade Prøven begynde, om ogsaa Høedt ikke til den Tid havde ladet sig see, og da at fortsætte den indtil Hamlets Indtrædelse, for, naar denne ikke fandt Sted efter Stikrepliken, at kalde Høedt og, hvis han da ikke kom tilstede, at erklære Prøven hævet. Ifølge denne, under saa aabenbart chicaneuse Forhold, nødvendige og med forudseende Forsigtighed givne Befaling, der ikke kunde fornærme Høedts Medspillende eller foranledige nogen af dem til ogsaa at vise Pligtstridighed, begyndte Prøven, men blev, endnu førend den kom saa vidt, at Høedt skulde kaldes, afbrudt ved en i Theatertjenesten exempelløs Tilsidesættelse af Sømmelighed. Det feilede naturligviis ikke, at Aarsagen til denne Afbrydelse og Maaden, hvorpaa den skete, blev af Cliquen, fra hvilken den udgik, med stærk Forvendelse af Sandhed, bragt ud iblandt Publikum som en stor Krænkelse, der var tilføiet Kunsten og en Kunstner, som ene og alene havde været besjælet af Iver for imod Heiberg at hævde dens Værdighed. Hvorledes Sagen virkelig forholdt sig, oplyser imidlertid Følgende: Strax efter at Scene-Instructeuren havde [sideskift][side 218]hævet Prøven, aflagde han Directeuren mundtlig Beretning om det Forefaldne og spurgte, om han forlangte den gjentaget skriftligt. Han fandt det for Øieblikket unødvendigt, men da over en Uge var hengaaet, og det hed, at Wiehe, efter idelig Tilskyndelse af sine Venner og Deliberationer for at udfinde Grunde, nu var kommen til Beslutning om at ville optræde som Klager, meente Heiberg, at der maaskee dog kunde blive Spørgsmaal om en skriftlig Beretning, hvilken da ufortøvet blev afgivet af Scene-Instructeuren saaledes:

"Deres Høivelbaarenheds mig iaftes givne Befaling efterkommer jeg ved følgende Indberetning:

Den 19de December Kl. 11¼ begyndte den ved anordningsmæssigt Opslag ansatte Prøve paa "Hamlet". Da de saa Repliker, der gaae forud for Hr. Wiehes Indtrædelse som Horatio, vare paa rigtig Maade sagte af de Rollehavende, afbrød Hr. Wiehe Prøven, ved, istedetfor at træde frem paa Scenen, i Coulissen, yderst mod Theatret, høit og heftigt at spørge: "Skal den Comedie nu spilles anden Gang i Dag?", hvortil jeg svarede: "Der er begyndt en Prøve, og jeg maa bede, at den fortsættes ordenligt." Hr. Wiehe vedblev, ligesaa høit og endnu heftigere: "Jeg spørger, om den Comedie anden Gang skal spilles i Dag. Det Hele gaaer jo kun ud paa, at det skal prøves, indtil Hamlet træder ind, saa skal Prøven hæves; og vi veed jo, at Hamlet kommer ikke." Jeg svarede: "Det tilkommer ikke mig at fortolke Directeurens Hensigt med Prøven; det er efter hans Ordre, at den holdes, og det skal skee paa ordenlig Maade." Derpaa bleve de foregaaende Repliker atter sagte, og Hr. Wiehe traadte, aldeles imod sin Rolles Charakteer, ravende ind, svingende Armene og sagde i en lystig lallende Tone sin Replik: "Venner af Landet!" Jeg paalagde Hr. Wiehe tredie Gang at prøve ordenligt og sagde, [sideskift][side 219]at der ikke maatte gjøres Løier, hvortil han svarede: "Det er Dem, der gjør Løier med os; af mig maa man ikke vente Andet end Løier." Jeg sagde derpaa: "Jeg maa paastaae, at der skal prøves ordenligt og alvorligt." Til denne fjerde Paamindelse svarede Hr. Wiehe: "Jeg siger, at af mig maa man ikke vente Andet end Løier." Derefter sagde jeg til de Tilstedeværende: "Ja, naar Hr. Wiehe giver den Erklæring, saa maa jeg herved hæve Prøven; thi en saadan Prøve tør ikke finde Sted paa det kongelige Theater."

Dette er en sanddru Fremstilling af det Foregaaende. Endskjøndt der siden den Tid er hengaaet 12 Dage, og jeg altsaa, ifølge Reglementets § 29, ikke har kunnet troe, at der om denne Sag vilde blive mig affordret nogen yderligere Forklaring, er jeg overbeviist om, at det Anførte vil være aldeles overeensstemmende med den af mig, den 19de Klokken 12, til Deres Høivelbaarenhed afgivne mundlige Indberetning. Jeg er rede til at beedige dets Rigtighed, saavelsom til for denne at fremføre uforkastelige Vidnesbyrd. Forøvrigt maa jeg bemærke, hvad jeg strax har mundligen underrettet Deres Høivelbaarenhed om: Ligesom jeg ikke under det Forefaldne har yttret et Ord, der i mindste Maade kunde angaae Hr. Wiehes personligt, saaledes har Hr. Wiehe ikke med nogensomhelst Yttring fornærmet mig personligt, hvorfor jeg ikke for mit Vedkommende har nogen Opreisning at fordre.

Jeg tillader mig allerærbødigst at tilføie: Det smerter mig meget, at være sat i den Nødvendighed at maatte afgive nærværende Beretning angaaende en saa retsindig, i alle personlige Forhold høiagtet Mand og udmærket Kunstner som Hr. Wiehe, der i de 5½ Aar, jeg har havt den Ære at fungere som Scene-Instructeur, med den største Beredvillighed og Punktlighed har efterkommet enhver Anmodning, som jeg [sideskift][side 220]i Ensemblets Interesse har maattet henvende til ham, uden nogensinde at have ladet mig formode, at han, formedelst sit Talent og sin Uundværlighed for Scenen, kunde ville tillade sig Afvigelse fra Reglementets Bydende. Dersom jeg havde kunnet ahne, at Hr. Wiehe, i Personalets Nærværelse, paa den anførte Maade vilde have vægret sig ved at opfylde sin Pligt under den af Deres Høivelbaarenhed befalede Prøve — hvilken han vel maa have tænkt sig som ydmygende for ham, da han havde Grund til at antage den for unyttig — skulde jeg med Glæde have forsøgt, ved Forestillinger at bevæge ham til at frafalde sin Beslutning, eller i det mindste at have erklæret den paa en kort, bestemt og værdig Maade. Saaledes som han, maaskee i pludselig heftig Bevægelse, i Manges Nærværelse fremtraadte, maatte det volde mig og Enhver, som ikke forud vidste, at han vilde handle saaledes, største Overraskelse og nødvendigviis føre til et ubehageligt Optrin, der kun var at ende ved, at Prøven erklæredes for hævet.

31te Januar 1855.

Allerærbødigst            
Th. Overskou."

En saa skarpt fremtrædende Pligtstridighed, udviist i Nærværelse af en Snees til Tjeneste forsamlede Personer, maatte naturligviis, allerede for Exemplets Skyld, medføre en Mulct, som Heiberg bestemte til 20 Rdlr. Efter at det saa godt var lykkedes at ophidse den letbevægelige Wiehe til en eclatant Fremfusenhed, blev det nu Ophidserne om at gjøre, at bringe ham til at ansee sig for høist uretfærdigt mulcteret og derfor hos Ministeren at føre Klage over, at der ved Prøven var tilføiet ham Fornærmelser, der maatte ægge ham til Forbittrelse. Han var imidlertid for ærlig til [sideskift][side 221]i den Besværing, han nu endelig fremkom med, at tage Tilflugt til de falske Foregivender, som man raadede ham til at støtte sig paa, og kom derfor ikke videre, end til nogle Undskyldningsgrunde, som i det Væsenlige kun bestyrkede den indgivne Beretnings Rigtighed. Desto ivrigere blev man i at udraabe Heiberg, for at han ikke blot ved oprørende Ringeagt for Kunsten havde givet god Aarsag til Wiehes Opførsel, men ogsaa søgte at sætte denne i det værste Lys hos Ministeren. Hvor skammeligt han derved blev bagtalt, beviser følgende ministerielle Skrivelse af 13de Februar:

"Med Hr. Etatsraadens behagelige Erklæring af 5te dennes hos Ministeriet modtaget et Andragende fra Skuespiller Wiehe, hvori han begjærer Ministeriets Resolution i Anledning af, at Hr. Etatsraaden har paalagt ham en Mulct af 20 Rdlr., paa Grund af hans Forhold ved en paa Tragedien Hamlet den 19de s. M. ansat Prøve, hvilken Sag er ledsaget af en fra den fungerende Scene-Instructeur afgiven Rapport om det ved bemeldte Prøve Forefaldne, som foranledige Hr. Wiehes Mulctering. — Scene-Instructeurens og Skuespiller Wiehes Fremstilling af, hvad der er forefaldet, ere vel, som af Hr. Etatsraaden fremhævet, noget uovereensstemmende, men Ministeriet troer ikke, at det vil være fornødent at anstille nogen nærmere Undersøgelse i saa Henseende, eftersom det i ethvert Tilfælde maa ansees erkjendt — at han har gjort sig skyldig i et Brud paa den gode Orden, som bør herske ved Prøverne, og begaaet en Overtrædelse af Theaterreglementets Forskrifter, for hvilken der saaledes har været tilstrækkelig Hjemmel til at paalægge ham en saadan Straf, som er begrundet i det nævnte Reglement. — Naar Hr. Etatsraaden imidlertid, ved at henstille Sagen til Ministeriets Bedømmelse, deels har antydet, at Hr. Wiehes [sideskift][side 222]Fremgangsmaade ved den omhandlede Prøve formeentlig mere maatte være at tilskrive en, ved en misforstaaet Opfattelse af Prøvens Betydning og hans eget Forhold til samme, fremkaldt Stemning, end nogen egenlig Hensigt til at modsætte sig Directeurens eller Scene-Instructeurens Anordninger — deels har lagt sær Vægt paa hans tidligere gode Forhold til sin Foresatte, om hvilket ogsaa Scene-Instructeuren i sin Erklæring har udtalt sig særdeles gunstigt for ham, saa maa Ministeriet i Betragtning heraf, som og med Hensyn til den Tilretteviisning, der er bleven Hr. Wiehe tildeelt, finde, at der, overeensstemmende med, hvad Hr. Etatsraaden ogsaa har udtalt Dem for, vil være Anledning til at lade den ham paalagte Mulct bortfalde. — Hvilket herved tjenstligst meddeles Hr. Etatsraaden til behagelig Efterretning og Bekjendtgjørelse for Skuespiller Wiehe."

Heiberg, der ikke havde gjort sig Tanke om, at Wiehes Opførsel var foranlediget ved Tilskyndelse og Ophidselse af hans intriguante Venner, som vilde benytte ham til deres Hensigter, men omsaae den for blot at være en saadan Opbrusen, som nu og da pludseligt brød ud af hans normale kolde Adspredthed, troede, at han efter Mulctens Eftergivelse igjen maatte være kommen til Ro, og betragtede derfor Sagen, hvad ham angik, som endt og glemt. For Høedts Vedkommende maatte den derimod føres til en bestemt Afgjørelse. Langtfra at Heiberg, saaledes som man gjorde sig Umag for vidt og bredt at udsprede Rygte om, undervurderede Høedts Talent og lagde ham Hindringer i Veien for at gjøre det gjældende, havde han paa flere Maader i Gjerning viist, at han tog agtelsesfuldt Hensyn til hans kunstneriske Betydenhed. Troede Heiberg, at han, i Theatrets Interesse, maatte afslaae Høedt Optagelsen af et Par Stykker, [sideskift][side 223]der fordrede større Kræfter, end Skuepladsen for Øieblikket var i Besiddelse af, og derfor ikke kunde faae en Fremstilling, der vilde blive den til Ære, saa viste han sig paa den anden Side flere Gange villig til at give efter for den unge Kunstners Indfald med Hensyn til, hvad han vilde spille eller ikke vilde spille, og fandt sig saaledes i, at han vægrede sig ved at modtage flere betydelige og taknemmelige Roller, hvilke dog maatte ansees som i høi Grad egnede for ham, og hvortil Theatret behøvede hans Talents Tjeneste; endydermere var Heiberg, efter at Høedt i tre Aar havde havt 700 Rdlr., hvad der medførte anden Klasse Feu, hvormed han ved sin Tiltrædelse havde erklæret sig tilfreds, netop nu uopfordret indgaaet med Indstilling om et Tillæg for ham af 100 Rdlr., saa at han altsaa herefter vilde faae 810 Rdlr. og derved tillige rykke op i første Feuklasse. Som Heiberg overhovedet gjerne imødekom billige Ønsker og Forlangender, saaledes var han flere Gange beredvillig til ogsaa at føie sig efter, hvad han kaldte Høedts "Primadonnanykker", naar de kun ikke vare ligefrem skadende for Theatrets eller hans Kunstfællers Tarv. Men hans afgjorte Vægring ved at spille med en Doublant af ubestridelig Dygtighed, og Udeblivelse fra en reglementsmæssigt tilsagt Prøve kunde ikke oversees som en "Primadonnanykke": deri laae en saadan Opsætsighed imod den enhver Ansat paahvilende Pligt, og en saa grov Fornærmelse imod Doublanten i Særdeleshed og alle hans til Prøven beordrede Kunstfæller i Almindelighed, at Directeuren var forpligtet til for Fremtiden at sikkre Skuepladsen imod et saadant Brud paa den til dens kunstneriske Virksomhed aldeles nødvendige Orden og pligtskyldige Samvirken. Da Høedt heller ikke anden Gang havde, efter Tilsigelse, indfundet sig til Prøven, blev han derfor strax suspenderet og en Frem Frem-stilling [sideskift][side 224]stilling af hans Forhold indsendt til Ministeriet, for at dette kunde give en Afgjørelse. "Berlingske Tidende" var saa retfærdig at billige denne Fremgangsmaade, da "det vilde være at forstyrre hele Theatervæsenets Gang, naar en Kunstner eller Kunstnerinde uden videre skulde kunne foreskrive sine Foresatte, hvorledes et eller andet Stykke skulde besættes," og Høedts Vægring desuden var en Tilsidesættelse, der vistes Publikum, som derfor ogsaa i Udlandet ikke lader sig tilfredsstille, selv om en saadan Vægring findes grundet paa "en blot tilsyneladende Chikane," førend der gjøres det Afbigt. — "Fædrelandet" — der i sin Hadskhed mod Heiberg end ikke undsaae sig for at gaae saa dybt ned i Dumladen, at det anstillede sig bange for, at han kunde "anmode "Kjøbenhavnspostens"" Redacteur om at spille Dronningen i Hamlet" (!) — "Fædrelandet" kunde derimod ikke fornegte sin Partigængercharakteer, men maatte søge at tvinge Skylden over paa Heiberg, ved at give Sagen Udseende af at være et Udbrud af "Skuespillernes" Uvillie imod ham, hvorvel det maatte kunne være Bladet vitterligt, at "Skuespillernes" Uvillie netop afgjort var vendt imod Høedt, Wiehe og det lille Coteri, som fandt sin Regning ved deres Opsætsighed. Det hedder i "Fædrelandet" af 22de Januar: "Ved det kgl. Theater synes der nu at være udbrudt aaben Krig imellem Directeuren og Skuespillerne, og den første Begivenhed i denne er, at Hr. Høedt er bleven suspenderet." Vel maa Bladet indrømme, at Høedt "havde begaaet en stor formel Feil ved at negte at spille i "Hamlet", fordi han var utilfreds med de Forandringer i Rollebesætningen, hvormed Directeuren agtede at lade den opføre. Men", forsømmer Bladet ikke at tilføie, "paa den anden Side troe vi, at Hr. Høedts Optræden ved denne Leilighed" — der egenlig var den [sideskift][side 225]"første" Begivenhed, thi Suspensionen var, som den naturlige Virkning deraf, først den "anden" — "maa betragtes som et enkelt Udbrud af en blandt Skuespillerne almindelig, velbegrundet Misnøie med Etatsraad Heibergs Bestyrelse, der tidligere eller senere maa føre til dennes Ophør. Foreløbig vil Cultusministeren, til hvis Afgjørelse Sagen er henviist, vistnok forsøge at mægle mellem de stridende Parter, men om dette lykkes, vil Freden neppe blive af Varighed." Vel var "Fædrelandet" saa igaaet med Krigspartiets Hensigter, at det med større Sikkerhed end nogen Anden kunde forudsige, at der neppe vilde blive Varighed i en Fredslutning, men deri, at denne vilde blive søgt ved Mægling, havde det dog forregnet sig, da det ikke kunde gaae an, at Ministeriet, ligesom det selv, af slaaende Forudindtagenhed for Høedt og imod Heiberg, forvanskede en Pligttilsidesættelse, der var udenfor al Form, til kun at være en stor "Feil" i "formel" Henseende. For Ministeriet maatte det fornuftigviis være klart, at Uretten afgjort kun var paa Høedts Side, saa at der ikke kunde være Tale om nogen "Mægling" imellem ham og Directeuren, men alene om dets Forpligtelse til at sikkre denne hans Embedsmyndighed, ved at skaffe Lovene Lydighed. Ministeriet begyndte derfor ogsaa med at paalægge Høedt ufortøvet at udføre Hamlets Rolle. Det var først, da han afslog det, at Ministeriet, for, om muligt, at bevare Theatret et betydeligt Talent, som i Publikum havde et stort og indflydelsesrigt Parti for sig, greb til Forsøg paa at fremlempe en Afgjørelse ved Forhandlinger, som af Ubestemthed fra begge Sider bleve trukne i Langdrag.

Heiberg holdt sig udenfor Sagen og henvendte al sin Virksomhed paa, ved Forøgelse af Repertoiret, at retfærdiggjøre sin Bestyrelse imod den ugunstige Stemning, som "Dag "Dag-bladet" [sideskift][side 226]bladet" og "Fædrelandet" kappedes med hinanden om end mere at gjøre ham til Offer for. Da saaledes det sidste Blad allerede Fjerdedagen efter, at det havde fortalt Publikum den Usandhed, "at der hos Skuespillerinderne var almindelig, velbegrundet Misnøie med Heibergs Bestyrelse," fandt for godt at indrømme, at der "forholdsviis kun gik faa slette Stykker over Scenen," var det blot for at vedføie den Anke, at Heiberg gav "meget faa af de gamle, som han ovenikjøbet havde faaet overleveret af den forrige Bestyrelse," — hvilket atter (see Side 20) var en stærk Usandhed — og disse saa faa ofte, at de opsledes, hvorfor "der vilde beredes en kommende Directeur utrolige Vanskeligheder," hvad der skulde gjøre Publikum ængstligt for Theatrets Fremtid, men, som siden vil sees, var en meget utidig from Bekymring, da det netop blev i det Repertoire, der af Heiberg var efterladt den følgende Bestyrelse, at denne maatte søge Opreisning for de stadige Uheld, den havde med, hvad den selv ikke fik bragt paa Scenen. — Længer end til Tiendedagen efter dette Angreb kunde Bladet ikke udsætte at gjør et nyt; thi saalænge Ministeriets Forhandlinger med Høedt vare svævende, maatte Publikum idelig holdes i Aanden med Forestillinger om, at "Heibergs Bestyrelse nødvendigen maatte føre til dens Ophør." For ret at bringe hans Embedsførelses Fordærvelighed for Lyset, maatte der imidlertid opfindes et nyt Beviis for dens Uforsvarlighed, og af en særdeles heldig Gjenopførelse af "Sovedrikken", efter henved 6 Aars Hvile, tog Bladet derfor Anledning til at lægge Publikum paa Hjerte, hvorledes "Jfr. Egense (som med meget Bifald sang Charlottes Parti), var et Exempel paa vort Theaters slette, Oeconomi med dets Kræfter," ved at " man havde ladet hende gaae ubemærket i Choret saalænge, at det nu var meget tvivlsomt, om hun [sideskift][side 227]kunde opnaae den fornødne Uddannelse og Sikkerhed." Ligesom "Fædrelandet" atter af sine Indblæsere var blevet forledet til at grunde en Anke paa aabenbar Usandhed — thi Jfr. Egense havde, siden sin Afgang fra Dandsen, stadigt nydt omhyggelig Sangundervisning ved Theatret, og var aldrig bleven misbrugt til Chortjeneste — saaledes var ogsaa igjen Bladets Frygt for Fremtiden aldeles utidig og kun fremrykket for at komme til at nedsætte Heiberg, hvad det endydermere selv godtgjorde, ved, kun 11 Uger efter, da Operaen "Landsbysangerinderne", som ikke havde været givet i 27 Aar, var bleven gjenopført med levende Bifald, rosende at omtale Jfr. Egenses Udførelse af Rosaf betydelige og, efter dets egen Tilstaaelse, "vanskelige" Syngeparti.

Under det bestandig stigende Røre, der, ved Enkeltes Machinationer og den fortrædigende Uomgængelighed i Personalet indbyrdes, som var en Følge deraf, virkede hemmende paa Tjenesten og idelig tvang Heiberg til Forandringer i Repertoiret, havde han den Glæde, at "Prindsessen af Taranto", et Femactsdrama, som fremkom anonymt, men meentes at være af Athalia Schwartz, trods ivrige Cliqueanstrengelser for ved den første Opførelse at faae det modtaget med Mishag, ikke blot vandt udeelt Bifald, men opnaaede 11 stærkt besøgte Forestillinger i Løbet af 6 Uger og kunde have været givet endnu længere med brillant Indtægt, dersom Heiberg ikke havde fundet sig foranlediget til selv at standse dets Gang. Emnet var Griffenfelds Fald ved Adelens, navnlig Gyldenløves, Had, som snedigt førte sig hans Uforsighed, Overmod og Kjærlighedsforbindelse med Prindsessen af Taranto, Dronningens Cousine, til Nytte. Vel var Dramaet stærkt iøjefaldende tilskaaret efter de franske historiske Intriguestykker, og Handlingen fald i flere løst forbundne og i Tone [sideskift][side 228]forskjellige Partier, hvoraf nogle vare maadeligt motiverede og temmelig tørt dialogiserede, men Anlæget var udkastet med megen Sands for det Theatralske og godt beregnet paa at holde Interessen i Stigen, fornemmelig i de sidste Acter, der havde flere effectfulde Scener, især imellem Kongen og Griffenfelds Moder, og imellem Prindsessen og Griffenfeld. Ogsaa blev Stykket givet med et fortræffeligt Ensemble, i hvilket navnlig Fru Nielsen udmærkede sig ved den simpelt udtrykte, men gribende Følelse, hvormed hun gave Griffenfelds Moder; Fru Heiberg ved den Ynde, Fiinhed og Varme, som vare udbredte over hendes Fremstilling af Prindsessen; og Wiehe, som spillede Griffenfeld med megen Anstand og aandfuldt nuancerede det mimiske og declamatoriske Udtryk efter de høist forskjellige Situationer.

At det ikke var uden store Anstrengelser, at Heiberg, under de mange Vanskeligheder i Saisonnens første 7 Maaneder, særdeles heldigt opnaaede at varetage Kassens Tarv, vil være indlysende allerede deraf, at af 19 Forestillinger, som bleve givne fra 15de Februar til 5te Marts, havde han, paa Grund af Sygdomsmeldelser, maatte skaffe de 9 tilveie ved Forandring med ikke mere end 6 Timers Varsel; de 3 af dem endog ved paa een Dag at foretage to Forandringer. At een af disse Nødforestillinger (2den Marts) under saadanne Omstændigheder gav daarligt Huus — det daarligste, som Heiberg havde i sin hele Bestyrelsestid — kunde det vistnok ikke falde nogen Billigttænkende ind at gaae i Rette med ham for. Alligevel kunde den langtfra af Heiberg forskyldte bittre Avind, som idelig vimsede omkring, for at opfinde Leilighed til at komme ham tillivs, ikke undlade strax at meddele "Fædrelandet" dette nye slaaende Beviis paa Bestyrerudygtighed, og Bladet forsømte heller ikke ufortøvet [sideskift][side 229]at sætte Publikum i Kundskab om den Kjendsgjerning, at Heiberg den 2den havde "bragt det dertil, hvad ingen anden Directeur af det kgl. Theater i Mandsminde havde naaet, nemlig at give en Forestilling, til hvilken ikke en eneste Billet til 1ste Parket var solgt, og hvor hele Billetsalget androg nogle tredive Rigsdaler." Her var "Fædrelandet" imidlertid igjen blevet ført slemt bag Lyset. Det vidste meget vel, at dets Referent, der i sin levende Interesse for Feubeløbet ikke forsømte at udfritte Kassereren om hver Aftens Indtægt, kunde, hvad denne angik, give det paalidelig Underretning, men det havde ikke beregnet, at han, naar det gjaldt om at bringe Heiberg i Ugunst, aldeles ikke tog i Betænkning at beskære eller forskære Sandheden, og Følgen deraf blev, at Bladet ogsaa ved dette Angreb gjorde sig skyldigt i Usandhed: ja i sine faa Linier endog tre Gange. Det var Usandhed, at Udsalget ved Kassen kun havde "ialt andraget nogle og tredive Rigsdaler"; thi det havde andraget 56 Rdlr. 4 Mk.; — det var Usandhed, at "ingen anden Directeur af det kgl. Theater havde i Mandsminde naaet at faae en saa ringe Indtægt, som Udsalget ved Kassen havde andraget den 2den Marts, thi — for kun at anføre eet af flere Beviser — just under den af "Fædrelandets" Referent bestandigt, som en ypperlig Directeur, udbasunede Levetzau havde der ni Gange i en eneste Saison, 1841-42, været endnu ringere Indtægt end den 2den Marts, nemlig: 29de Debr. 52 Rdlr. 5 Mk.; 13de Januar 54 Rdlr. 4 Mk.; 21de Januar 41 Rdlr.; 24de Januar 45 Rdlr. 1 Mk.; 2den Februar 53 Rdlr. 4 Mk.; 2den April 40 Rdlr. 3 Mk.; 29de April 54 Rdlr.; 9de Mai 50 Rdlr.; og 24de Mai 47 Rdlr. 3 Mk.; endvidere havde der i 1843 en Gang været 39 Rdlr. 3 Mk., og en anden endog kun - 25 Rdlr. [sideskift][side 230]24 Skilling, hvad der jo ikke engang var det Halve af Indtægten den 2den Marts, og beviser, at selv om denne virkelig kun havde været "nogle og tredive Rigsdaler", var det dog ikke lykkedes Heiberg at "naae saa dybt ned" som Levetzau; og — endelig var det Usandhed, at det ikke "i Mandsminde" var skeet, at der ikke til en Forestilling var solgt en eneste Billet til 1ste Parket, thi det var ogsaa "naaet" af Levetzau: to Gange i 1841-42 og een Gang i 1843. Uagtet "Fædrelandet" blev oplyst om, at dets Anke saaledes i alle dens Kunster var grundet paa Usandhed, var det saa langtfra deraf at lade sig bevæge til — som havde været dets Pligt — at vise Heiberg Retfærdighed ved en Berigtigelse, at det tvertimod vedblev fra sin Referent at modtage ligesaa falske Beretninger, for deraf, at tage Anledning til ligesaa ubeføiede hadske Angreb.

Da Coteriet mærkede, at hverken Anfaldene paa ham, eller den Spot og Dadel, der udøstes over Alt og Alle, som man formodede, at han antog sig, var istand til at drive Heiberg til at opgive Directeurposten, saa at det snart kunde komme til Herredømmet, maatte det til at forsøge paa at naae Maalet ved at fortrædige og nedsætte Fru Heiberg, den sagesløse, feirede Kunstnerinde. Det var jo at vente, at enten vilde Fru Heiberg, som ikke kunde være i Tvivl om, at det kun var Animositeten imod hans Directeurskab, der paadrog hende en hende hidtil fremmed og hendes Sindsro og kunstneriske Anseelse farlig Nærgaaenhed, ile med at hemme denne, ved at takke af; eller vilde hun føle sig saa krænket, at hun forlod Scenen, og naar efter hendes Bortgang Hensyn til at bevare hendes Geni for Theatret ikke mere kunde være Grund til at holde paa ham, vilde Ministeriet neppe finde Betænkelighed ved at afskedige en Bestyrer, som var baade de [sideskift][side 231]ordførende Blade og "de erkjendt Dygtige" saa yderst mishagelig. Sagen var, at faae Heiberg bort, og dette meente man at skulle lykkes, hvilken af disse to Udgange det end tog med Manoeuvren, som allerede førend Høedts Opsætsighed var begyndt med flittigt udbredte ringeagtende Yttringer om Fru Heibergs Spil, især i Sammenligning med Fru Nielsens, Udsættelser paa enkelte af hendes meest beundrede Fremstillinger og Fortællinger om, at Nielsen skulde have undslaaet sig for at spille Macbeth, naar hun skulde udføre Lady Macbeth. Dette var saa lidet Tilfælde, at Nielsen, som udtrykkeligt havde ønsket, at Fru Heiberg ved Siden af hans Lear vilde give Regan, og særdels tilfreds var optraadt som Riquebourg til hendes Mad. Riquebourg, tvertimod i Januar 1860 ikke blot meget beredvilligt gik til Udførelsen af Macbeth med hende som Lady Macbeth, men udtalte sig beundrende om, hvorledes hun gav den vanskelige Rolle i ægte shakespearesk Aand. For at paaskynde og forstærke Virkningen af disse Nedsættelsesforsøg maatte der dog nu gives dem mere Fynd og større Udbredelse: de maatte føres over i Bladene. Iblandt disse var det især "Dagbladet", som Malicen fandt villigt til at være dens Organg igjennem dets, i Raisonnement aandløse, i Vittighedsmageri og Sprog yderligt platte, Feuilleton-Artikel "I forrige Uge". At det indprentedes Publikum at finde Fru Heibergs Spil at være usandt, pretiøst og uden Følelse; at hun, hvor hun dog nøie efterkom Forfatterens udtrykkelige Forskrift, beskyldtes for at tilsidesætte denne og søge Knaldeffect ved Theatercoup; og at det bebreidedes hende, at hun brugte altfor mange og kostbare Dragter, hvorvel hun kun forlangte saa mange, som Situationerne fordrede, og, med sit sikkre Blik for Stoffers og Farvers Virkning paa Scenen, i Almindelighed vidste at [sideskift][side 232]finde simple Tøier, der, efter hendes Anviisning, lode sig behandle saaledes, at de toge sig ud for kostbare: Dette var ikke nok; det hed tillige, at hun — netop den Skuespillerinde, der, uden kunstnerisk Nødvendighed, havde afgivet flest Roller, hvoriblandt nogle af sine mest "taknemmelige", men rigtignok ogsaa jævnligt faaet dem tilbage, fordi Ingen vovede at overtage dem — at hun ikke vilde tillade de Yngre at forsøge sig i hende Roller, men, "for at brillere ene," ved sin Indflydelse holdt dem borte fra Scenen og navnlig lagde Hindringer iveien for Fremtrædelsen af to unge Damer, som toge Veiledning hos Høedt og af ham og hans Venner med megen Iver erkjendtes at være i Besiddelse af "et Talent, der vel kunde maale sig med Fruens, og dertil var mere sundt."

Vel havde "Berlingske Tidende", ligesom "Fædrelandet" og "Dagbladet", fæstet saa god Lid til Coteriets Fislerier og Bagvaskelser, at den deraf var bleven forledet til flere ubeføiede haarde Angreb paa Directeuren, men at man, for at ramme ham saaledes, antastede Kunstnerinden, fandt dens Redacteur dog for galt. I Henseende til Heiberg havde han, i sin ubetænksomme Begjærlighed efter at komme til at vise sin journalistiske Myndighed, let ladet sig føre bag Lyset, da han ikke kjendte, hvad der blev Styrelsen lagt til Last, anderledes, end saaledes som ond Villie, med hyklet Bekymring over Kunstens Krænkelse, forestillede ham det. Hvad derimod Fru Heiberg angik, da følte han sig overbeviist om at være saa kunstforstandig, at han nok vidste, hvad han af det, der blev ham indblæst om hendes Spil, havde at holde for Sandhed, og ligesom han i hendes geniale Fremstillinger fandt Kjendsgjerninger, der modbeviste de Lyder, som man nu søgte at tillæge hendes Kunst, saaledes havde han altfor [sideskift][side 233]tidt hørt tale om hendes elskelige Forhold mod Personalets saavel Yngre som Ældre, til ikke at vide, at de udspredte Rygter om hendes Anmasselse vare grundfalske. Langtfra at ville være med at anvende dette lave Middel til at svække Heibergs Stilling, følte han sig derfor opfordret til kraftigt at udtale sig imod det i en Artikel, der stadfæster det om Coteriets Tilværelse og dets Øiemed Anførte som noget almeent Bekjendt, og dertil paapeger, hvorledes de, som bebreide Fru Heiberg, at hun ikke afgav Roller til de Yngre, endog i deres Avind gik saa vidt, at de netop deraf, at hun gjorde det, vidste at udfinde Beskyldning imod hende for, at det kun skete, fordi hun søgte at triumfere paa Bekostning af et yngre Talent, som man meget vel diste, at hun opmuntrende og understøttende var kommen imøde. I Anledning af, at Jfr. Larcher havde i "Qvækeren og Dandserinden" udført Dandserindens til hende af Fru Heiberg afgivne Rolle, hedder det i "Berlingske Tidende" af 11te April: "Fru Heiberg feirer en sand positiv Triumf ved enhver Forestilling, hvor en Anden optræder i en af de Roller, som denne Kunstnerinde saa at sige har skabt. Hun staaer endnu ei blot uovertruffen, men selv uopnaaet, ja maaskee uopnaaelig. Ligefra Tragediens dybeste Alvor indtil Lystspillets, ja selv Farcens Lethed og Overgivenhed, ligefra Shakespeares Julie, Oehlenschlägers Dina og Hertz's Regisse indtil den stumme Madame i Holbergs Barselstue, har hun vidst at løse sin Opgave paa en ligesaa eiendommelig som fuldendt Maade. Theatret har havt ikke faa store Talenter i enkelte Fag, og besidder endnu i Mad. Nielsen og Mad. Phister tvende saadanne, hvortil det er et stort Spørgsmaal, om Fortiden vil kunne fremvise Mage, men vist er det, at et saa alsidigt Talent som Fru Heiberg har vort Theater ikke været istand [sideskift][side 234]til at opvise i de sidste 60 Aar." Derhos gjør Bladet den Bemærkning, at "kun virkelig complet, maaskee i ganske enkelte Tilfælde kun en paatagen Uvidenhed om, hvad Forholdene i denne Retning have budt, saavel ude som hjemmet, og om hvad der endnu førstnævnte Sted bydes, kun en saadan Uvidenhed, en saadan Mangel paa sammenlignende Erfaring, kan fremkalde eller undskylde de Angreb, som et vist Parti, eller rettere en svag Clique, har gjort sig til Regel ved enhver Leilighed at rette imod en Kunstnerinde, som i saa lang Tid har været vor Scenes Pryd. Disse Angreb have efterhaanden antaget en saa bitter, saa hadefuld Charakteer, at de i deres fremadskridende Udvikling tilfulde have stemplet sig selv ved Ubilligheden af de Fordringer, som de opstille; det er endelig lykkedes dem at komme i fuldkommen Modsigelse med sig selv. Det er ikke længe siden, at der klagedes over, at Fru Heiberg med en ældre Kunstnerindes Egoisme og Skinsyge rugede over sit Repertoire og ikke til de Yngre vilde afgive Noget af sin Overflødighed af Roller, hvorved der virkedes lammende ind paa Scenens Kræfter, og nu — da denne Kunstnerinde har afgivet en Rolle til en yngre Skuespillerinde, optages det saaledes, at det idetmindste i deres Øine, som kun ville betragte Sagen eensidigen, faaer Udseende at at være beregnet blot paa at skaffe Førstnævnte en Triumf, samtidigt at det gribes som en ny passende Leilighed til at sige Theaterdirecteuren en Ubehagelighed."

Igjennem det mundlige og skriftlige Filteri, hvoraf det siden Aarets Begyndelse var blevet Brug af faae lirket Theatersagen til en Afgjørelse, var man endelig i April, efter tre Maaneders Parlamenteren imellem Ministeriet og Høedt, naaet saa vidt, at denne erklærede: at han ansaae sig for at skylde Shakespeare den Indsigelse, som han havde gjort imod [sideskift][side 235]Doubleringen, og ønskede vel ikke sin Afsked for det Forefaldne, endskjøndt det nok kunde blive et Motiv til, at han gjorde det, men vilde handle paa samme Maade, dersom et lignende Tilfælde indtraadte. Den sidste Yttring var afgjørende: Ministeriet maatte indsee, at det vilde gjøre al Theaterbestyrelse umulig ved at holde paa en Skuespiller, der forud erklærede, at han ved given Leilighed paany vilde vise sig opsætsig imod en Forholdsregel, hvilken det selv ikke kunde Andet end erklære Directeuren fuldkommen berettiget til at tage. Høedt fik da Afsked, hvoraf fulgte, at Wiehe begjærede Afsked. Hvad Høedt angik, beklagede "Berlingske Tidende", at han ikke havde søgt at udjævne Sagen; om Wiehe bemærkede den: "Hvad Hr. Wiehe angaaer, da tør vi dristigt paastaae, at Bestyrelsen visselig ikke har givet ham Anledning til Utilfredshed, for saa vidt det angaaer hans egen Person. Der har neppe været nogen Skuespiller, hvem der er bleven ydet saamegen Anerkjendelse og Opmærksomhed baade fra Bestyrelsens og Publikums Side, som er bleven Hr. Wiehe tildeel. Hans Bortgang er os saaledes ubegribelig, og i Heibergs Forhold til ham maa man sandelig ikke søge Grunden." Enhver, der kjendte Forholdene, maatte indrømme, at dette var den strengeste Sandhed, men vidste ogsaa meget godt, hvad der varden egenlige Aarsag til Conflicten med Høedt, og at det Udfald, den fik, ufeilbarlig maatte føre til, at Weihe uden videre strax søgte sin Afsked.

Ved sin store Betydenhed som Kunstnerinde og den hende egne Behagelighed og Tække i Omgang med dem, som hun forundte sin Yndest, havde Fru Nielsen tiltrukket sig en lille Kreds af beaux-esprits, som ved deres hyppige Besøg i hendes smukke Hjem i Frederiksberg Allee gjorde det til et lille hôtel Rambouillet, hvor Underholdningen gik op i [sideskift][side 236]Meditationer over Poesi og Kunst, Fremsættelsen af æsthetiske Theoremer, Drøftelse af Theatertilstande og gjensidig Beundring. Nielsen, der fandt større Behag i at færdes i sin Have eller ude iblandt joviale Venner, end i Kunstphilosopheren, deeltog sjeldent i det Slags Discussioner, hvis Resultater, naar de skulde bringes til Anvendelse paa Theaterforhold, man dog ikke forsømte saaledes at give ham Indtrykket af, at han i sin Ubetænksomhed strax med Livfuldhed gik ind paa dem og satte dem i Omtale. Fru Nielsen var den Hyldede, Høedt Oraklet og Wiehe den opmærksomme Modtager. Han havde bestandig, med Rette, i Fru Nielsen seet en stor Kunstnerinde; nu fandt han hende uopnaaelig, hvorimod hans tidligere Beundring af Fru Heiberg tabte meget i Varme, efterhaanden som han blev koldere og mere frastødende mod Heiberg, hvem man fik gjort ham til en Forargelse, ved at lade falde Yttringer om, at han ikke viste Erkjendelse af, at Fru Nielsen var Skuepladsens afgjort Ypperste. At Høedt ponerede, at Dronningen i "Hamlet" ikke burde eller kunde spilles af nogen Anden end Fru Nielsen, og derfor besluttede at ville forhindre Rollens Doublering under hendes Sygdom, om det end maatte skee ved Opsætsighed imod Theatrets Love: det var Wiehe nok, for ikke blot at paastaae ham berettiget, ja endog forpligtet dertil, men for at bestemme sig til selv ved en Demonstration at billige og kraftigt understøtte hans Opposition. Og havde Wiehe eengang taget en Bestemmelse, da skød han al Reflection over den tilside, for ærligt og standhaftigt at sætte al sin Tanke og Virken paa dens Gjennemførelse, hvilke Consequentserne end maatte blive. Derfor: da Høedt fik Afsked, fordi han holdt fast ved sin Vægring, var det en afgjort Sag, at Wiehe forlangte Afsked, fordi han holdt fast ved [sideskift][side 237]Høedt. At dette Sammenhold i Opgivelse af glimrende artistiske Stillinger havde sin Oprindelse fra reent personlige Hensigter, som skjulte sig bag en affecteret Ømfølenhed for Kunstens Hellighed, det laae enhver Fornuftig for Øie i det Udfald, Vennerne selv gave deres Martyrdom, ved fra næste Saisons Begyndelse at tage Ansættelse hos Casinos Directeur, Kammerraad Lange, som da vilde begynde Forestillinger paa Hoftheatret. Hvorledes skulde en Kunstner, der i Sandhed af Høiagtelse for Shakespeare troer at burde undslaae sig ved at gjøre sin Pligt, fordi Dronningens Rolle i "Hamlet" midlertidigt doubleres, og som ikke "tør" optræde med den routinerede Doublant af Frygt for, at hendes Spil i en eneste Scene, ved den tyvende Opførelse, muligen vil ligeoverfor Publikum komme til at lide formedelst Savnet af "den øieblikkelige Correspondance mellem Acteurerne," virkelig, hvis denne overvættes Kunstnerømfindlighed var ægte, kunne beqvemme sig til at forlade en Skueplads, ved hvilken han i poetiske Værker havde og fremdeles vilde faae et gehaltfuldt Repertoire, og stod iblandt et Personale, der i det Hele kunde gjør ham Fyldest i "Correspondancen", for at gaae til en vordende Privat-Entreprise, der skulde til at danne sig et Repertoire af lette Døgnstykker og til dets Udførelse maatte fra forskjellige Sider samle et Personale, hos hvem en "Correspondance" ei alene, allerede af den Grund, ikke var at vente, men slet ikke kunde bliv til at opnaae, da det baade i Talent, Smag og Fremstillingsstil stod dybt under de to Kunstnere? En sand Kunstfølelses Consequents kan dog aldrig blive, at Talentet, naar de lider et øieblikkeligt ringe Afbræk, opgive at aabenbare sig i det Store, for at lade sig skimte i det Smaa under stadige betydelige Afbræk. Kun ophidset Egoisme eller blind Hengivelse til Andres personlige [sideskift][side 238]Interesse og Villie kan forløbe sig til at gjøre det; kun egen Miskjendelse af sit Kunstnerkald vil forsvare det.

Om den Maade, hvorpaa Wiehe havde taget Sagen og var optraadt ligeoverfor Heiberg, at hvem han paa sin hele kunstneriske Løbebane havde modtaget mange Beviser paa virksom Velvillie, saavelsom om, hvorledes Heiberg forholdt sig derved, giver et af denne efterladt Tilbageblik paa hans Embedsførelse i 1855-56 følgende Oplysning: "Hr. Høedt havde altsaa nødtvungen forladt Theatret, Hr. Wiehe havde frivillig besluttet at gjøre ligesaa, naar den indeværende Saison var udløben. Officielt var imidlertid endnu Intet herom bekjendt; men der ymtedes om det, og Ministeren havde, da Spektaklerne stode paa, været meget betænkelig, ikke over Høedts Afgang, men over at denne kunde drage Wiehes efter sig: Noget, jeg fandt saa urimeligt, at jeg, der ikke havde nogen speciel Indvielse i Forholdet, ikke kunde troe derpaa. Imidlertid lod Efterretninger ikke vente længe paa sig, og, besynderligt nok, syntes den fremkaldt ved en Anledning, hvoraf man ikke skulde have ventet denne Virkning. Thi neppe havde jeg skriftligt underrettet Hr. Wiehe om, at der var tillagt ham et aarligt Gagetillæg af 300 Rdlr., før jeg til Svar modtog en i to Linier affattet Ansøgning til Kongen om Afsked ved Saisonnens Udgang, ikke engang ledsaget af noget Brev til mig, men kun af et Par Ord, skrevne i selve Convoluten, og som ganske tilfældigt fald mig i Øinene, idet jeg vilde kaste den frarevne Convolut bort. At en Skuespiller, der sætter en Ære i at forlange sin Afsked paa en saa brutal Maade, ogsaa burde have den, var indlysende; uden derfor at gjøre noget Skridt i modsat Retning, indstillede jeg ham ubetinget til Afsked, hvilken han ogsaa erholdt i de sidste Dage af Saisonnen. Men fra det Øieblik, jeg havde modtaget [sideskift][side 239]hans Ansøgning, og da Bladene, som sædvanligt, benyttede den givne Leilighed til at agitere Publikum, besluttede jeg, at han i Resten af Saisonnen ikke mere skulde optræde paa Scenen, uden at jeg dog gav ham eller Andre noget Vink derom, kun med Undtagelse af de mig nærmest staaende Embedsmænd, der havde at gjøre med den daglige Tjeneste, og paa hvis Taushed jeg kunde stole. Vel kunde det være betænkeligt, især i Mai, da Comedielysten altid er svækket, at paalægge Repertoiret en følelig Indskrænkning, men dette Hensyn forekom mig her at være underordnet, og min Bestræbelse for at skaffe et tiltrækkende Repertoire tilveie i Mai lykkedes saa godt, at denne Maaned blev en af de heldigste for Kassen, og det næsten ikke bemærkedes, at Hr. Wiehe ikke spillede."

At Heiberg, under de store Vanskeligheder, som opstode ved, at de mange Roller, der nu vare ubesatte, og den første Sangerindes vedvarende Sygdom gjorde et betydeligt Antal af netop de mest søgte Stykker uanvendeligt i Repertoiret, formaaede at fastholde og saa heldigt gjennemføre sin Beslutning, beviser bedst, at han virkelig, fremfor nogen tidligere Directeur, var i Besiddelse af den Bestyrerdygtighed, som man saa ivrigt bestræbte sig for at faae Publikum til at frakjende ham. Ved sin Omsigt og besindige Snarraadighed holdt han ikke blot Tjenesten i ordnet Gang, men vidste af det indskrænkede Repertoire at sammensætte Forestillinger, som saaledes tiltalte Publikum, at de syntes kun derfor omhyggeligt at være blevne valgte. Herved dækkedes Hensigten at holde Wiehe borte fra Scenen i den Grad godt, at der hengik 14 Dage, inden endog nogen af Personalet begyndte at ahne den. Publikum kom slet ikke under Veir dermed. Ved at Heiberg gjenoptog "Farinelli", som, med Undtagelse [sideskift][side 240]af at være opført en eneste Gang for 10 Aar siden, havde henligget i 14 Aar, og gav det med en heldig Besætning, hvori Hansen især glimrede ved sit henrivende sjælfulde Foredrag af Titelrollens Sangparti, fik han 6 meget stærkt besøgte Forestillinger, og da det nye Eenactslystspil "Qvindelist", af en Anonym, ligeledes kunde gives 6 Gange for næsten hver Gang udsolgt Huus, havde han alene i disse to Stykker noget Tiltrækkende for 12 af de 22 Aftner, der vare tilbage af Saisonnen, og til de øvrige 10 vidste han at sammensætte et Publikum saa behageligt Indhold, at det fandt Repertoiret ganske naturligt anlagt paa at give, hvad der for Øieblikket var en vogue, og ikke kom til at tænke over, at der ikke opførtes Noget, hvori Wiehe spillede. — Stoffet til Nyheden var en Fortælling af "Tusind og een Nat" om, hvorledes en deilig ung Dame straffer en Kjøbmand, der har paastaaet, at Mandens List overgaaer Qvindens, ved at hun udgiver sig for Overcadiens Datter, som er meget grim, og ved sin List faaer ham til at begjære hende tilægte, men derpaa hjælper ham ud af hans fortvivlede Stilling, ved at Cadien bringes til at troe, at han hører til en Gjøglerkaste, hvad der oprører ham saaledes, at han tager sit Samtykke til Giftermaalet tilbage, hvorefter Kjøbmanden ægter den listige Skjønne. Et Par af Theatereffect godt anlagte comiske Situationer, en let, naturlig Dialog og et fortræffeligt Ensemble, hvori Fru Heiberg, som den listige Safia, var en, ved elskeligt Lune, fiint Skjæmeri og gratiøst Væsen, fortryllende Hovedfigur, skaffede det lille Stykke levende Bifald. — Bournonvilles nye Ballet skulde i et østerlandsk Eventyr give Utilfredsstilleligheden en gavnlig Advarsel. Abdallah, en ung fattig tyrkisk Skomager, der af Lykken bliver forundt rige, men begrænsede Gaver, og derved opnaaer stor Glands og [sideskift][side 241]Rigdom, gjør i Overmod og ubesindig Begjærlighed Ønsker ud over Grændsen, hvilket i et Nu berøver ham Alt, undtagen den i hans Høihed forsmaaede Elskedes Kjærlighed, som tilbagebringer ham en Deel af den forsvundne Herlighed og Trøst for Tabet af Resten. Atter dette Arbeide vidnede i flere Partier om Bournonvilles sjeldne Evne til at opfinde charakteristiske Enkeltheder, og ved smagfuld Behandling at give dem en skjøn theatralsk Virkning. Ogsaa modtoges det ved den første Opførelse med stærkt Bifald, men gjorde dog ikke senere den forventede Lykke, hvorvel man indtrængende havde varslet Publikum om, at det vilde blive den beundrede Digters sidste Værk. Bournonvilles Engagement vilde nemlig udløbe med denne Saisons Slutning, og da der ogsaa deri, at der ikke hørtes Noget om dets Fornyelse, var god Leilighed til at indtage Publikum imod Heiberg, ved at ængste det med, at det, paa Grund af hans Umedgjørlighed, vilde miste Balletmesteren og dermed naturligviis tillige Balletten, havde man for længe siden begyndt at udbrede Rygter om, at han strax efter Engagementets Udløb vilde tiltræde en ham tilbudt glimrende fast Ansættelse i Wien; ja allerede da han i Sommeren 1854 var reist derhen, for at bringe et Par af sine Arbeider paa Scenen, kunde "Dagbladet" endog berette, "at Contracten da kunde ansees saa godt som afsluttet," og at "Theaterdirecteuren i sin sædvanlige Forsømmelighed ikke havde gjort noget Skridt for at sikkre Theatret imod dette uerstattelige Tab," hvilket han dog snart maatte gjøre, "for at ikke Efterverdenen med Sandhed skulde kunne sige, at han under sin Bestyrelse grundt havde ruineret Nationaltheatret, baade hvad Skuespillet og Balletten angik." Denne Beretning var, som saamange andre, hvorved man, til Opnaaelsen af personlige Hensigter, vilde bringe Publikum til at øve et [sideskift][side 242]stærkt Tryk paa Theaterdirecteuren, aldeles urigtig: der var dengang ikke "saa godt som afsluttet" nogen Contract om en fast Ansættelse i Wien, og det var ikke nødvendigt "snart" at istandbringe Fornyelse af Bournonvilles Engagement thi det gjaldt for endnu et Aar. Nu var imidlertid dets Udløb kommet, uden at Heiberg, der ønskede dets Fornyelse saaledes, som den, efter hans Mening, var Theatrets Tarv tjenligst, men, under de nærværende Forhold, ingenlunde blev indrømmet ubetinget Myndighed til at slutte en Contract af saadan Betydenhed, havde kunnet bringe Sagen til en tilfredsstillende Afgjørelse; og Bournonville lod ham da beholde Skinnet af at være Aarsagen til hans Bortgang, idet han i "Berlingske Tidende" indrykkede følgende Henvendelse:

"Til mine Velyndere blandt det danske Publikum.

Min Tjenestetid ved det kongelige Theater er udløben, og da de nærværende Forhold ved den danske Skueplads, og navnlig ved Balletten, ikke give Udsigt til, at jeg med den fornødne Kraft kan fortsætte min Virksomhed, har jeg besluttet at trække mig tilbage itide. — Men det er endnu for tidligt for mig at hvile paa mine Erindringer, og det er derfor min Hensigt, i nogle faa Aar at fungere i Udlandet. — Det k. k. Hoftheater i Wien har gjæstfrit aabnet sin Scene for mine Compositioner og skjænket mig en Tillid, der hædrer mig som dansk Kunstner. — Mine Ønskers Maal er at tilbringe min Alderdom i mit Fødeland, det er ikke uden Veemod, at jeg — om endog kun for et Aar foreløbig — forlader det; men det er meget uvist, om jeg nogensinde kommer til at offre mine Kræfter til den Scene, hvis Blomstertid jeg har været saa lykkelig at opleve. Jeg bringer derfor mit Hjertes Tak og Farvel til alle de Velyndere, der med Godhed og Overbærelse have fulgt min Virksomhed som [sideskift][side 243]Dandser, Lærer og Componist; til alle dem, der ikke have miskjendt mine Bestræbelser for at skaffe Balletten en sideordnet Plads blandt det øvrige Skjønne, som Danmark er saa rig paa, og endelig til dem, der har skjænket mig Agtelse og Velvillie som Medborger.

August Bournonville."

På en Tid, da "Dagbladet", ved at debitere den det vitterlige Usandhed, at Heiberg havde "fordrevet" Wiehe og Høedt fra det kongelige Theater, søgte endmere at opægge den Uvillie, som det saa ufortrødent havde bidraget til at vække imod ham, vare de i Bournonvilles "Farvel" valgte Udtryk vel egnede til at give Publikum den Forestilling, at Theatrets "Blomstertid" var forgaaet under den nærværende Bestyrelse, og at der "naturlig" saaledes var lagt Balletmesteren Hindringer i Veien for at virke med "den fornødne Kraft", at han fandt sig dreven til at gaae bort. Der maatte saadanne chicaneuse Stemninger, som da havde faaet Magt ved Theatret, til, for at foranledige Bournonville til, ved denne Maade at sige Farvel paa, at give Coteriet en Bistand, som han vel kunde vide, at det vilde ile med at før sig til Nytte; thi det var ikke let at indsee, hvad det skulde være, som han, uden overdreven kunstnerisk Fordringsfuldhed, vilde kunne beklage sig over, at der var skeet ham eller hans Kunst til Meen under Heiberg, som af Agtelse for og med Tillid til hans Geni meget gjerne bevilgede de, med Hensyn til Theatrets Kaar og i Sammenligning med, hvad der anvendtes paa de andre Skuespilarters Udstyrelse betydelige Udgifter, som hans Compositioner betingede.

Debutanterne Valdemar Kolling og Otto Zinck gjorde, Begge baade megen Lykke og viste et umiskjendeligt comisk Talent og heldig Stræben efter i deres Fremstillinger at [sideskift][side 244]lægge Natursandhed uden Overdrivelse, men da de optraadte i et og samme Fag, der ikke var af betydeligt Omfang, og hvori desuden kun faa Roller vare ubesatte, blev der i det gangbare Repertoire kun ringe Virksomhed for dem.

Den Nielsen bevilgede "Afskeds-Benefice", som han først efter denne Saisons Slutning opnaaede, og, paa Grund af Bygningsarbeidet i det kongelige Theater, maatte tage paa Hoftheatret, fremkaldte, for de tre Afgaaendes Vedkommende stor Bevægelse i Publikum. Nielsen og Wiehe modtoges ved deres Indtrædelse med stærkt Bifald, hvorimod Høedt strax, da han viste sig, hilsedes med et Udbrud af Hyssen, Piben og Applaus, der først efter fem Minuters Forløb var til at ende ved Politiets Mellemkomst. Forresten drev Nielsens kraftige og livsfyldige Udførelse af Marquien "Berlingske Tidende", som dog ved hans Afgang udtrykkeligt havde berettet, at "hans Helbredstilstand" ikke tillod ham at blive ved Theatret, til at yttre, at den nu "følte sig overbeviis om, at det ikke var den alene, der havde bevæget ham til at søge Afsked"; thi — bemærkede Bladet, — "idetmindste har han ved Opførelsen af Slottet i Poitou viist, at han endnu er i Besiddelse af sin fulde Kraft til at udføre en Rolle ligesaa mesterligt som før, ligesom vi ogsaa have seet, at hans svagelige Helbred ikke har afholdt ham fra at deeltage i enhver Aftenunderholdning, som i den sidste Uge næsten dagligen har været given."

Foranlediget ved, at Folkethinget i 1851 havde udtalt, at der burde forelægges Rigsdagen en Plan til Omordning af Statskassens Forhold til det kgl. Theater, var den 4de Juni s. A. af Minister Madvig bleven nedsat en af Heiberg, [sideskift][side 245]som Theaterdirecteur, Justitsraad N. F. B. Schiern, Justitsraad, Departementschef under Cultusministeriet C. M. Weis samt Prof. Dr. med. Fenger bestaaende Commission, som, efter nøiagtige Undersøgelser og grundig Overveielse, fremkom med et meget hensigtsmæssigt Lovforslag, der blev forelagt Folkethinget, hvori det kun gav Anledning til nogle golde Discussioner, uden i nogensomhelst Henseende at finde Afgjørelse. I Mai 1855 blev af Minister Hall atter nedsat en Commission, men dens Hverv gik i en heel anden Retning end Bestemmelse af Statskassens Forhold til Theatret. I sin Instrux for den udtalte Ministeriet nemlig: At dets Tanke ved dens Anordning navnlig var, gjennem en fleersidig Drøftelse at fremkalde en hensigtsmæssig Uddannelse af de gjældende Regler for samtlige ved Theatret ansatte Kunstneres og Functionairers Stilling, hvorved der saavidt muligt kunde opnaaes Sikkerhed for, at Enhver især paa bedste Maade vilde kunne udfylde sin Plads i det Heles Interesse, og hvorved der tillige kunde sikkres Theatrets Bestyrelse al ønskelig Assistance og Lettelse til Gjennemførelsen af de Formaal, der ere den stillede; at det, som Følge heraf, ikke var indbefattet i Commissionens Opgave at faststille Regler for Directeurens Virksomhed til Opnaaelse af Theatrets Formaal; men at Commissionen vel til Bestemmelse af, hvorledes de enkelte under Directeuren sorterende Embedsmænd og Functionairer maatte stilles for at kunne yde al fornøden Assistance dertil, vilde have at tage i Bemærkning, hvilke disse Formaal ere, og hvilken Virksomhed af Directeuren der betinges af samme. — Denne Ministeriets "Tanke" maatte vel for den, der ikke havde nogen Tanke for de virkeligt tilstedeværende Forhold, stille sig som udgaaet fra en pludseligt indtraadt glædelig Omhu for at skaffe Directeuren kraftig Bistand i hans Em Em-bedsførelse; [sideskift][side 246]bedsførelse; men for de med Forholdene Bekjendtes Tanke stod den ministerielle Tanke klart som henhørende til Det, om hvilket der senere med forbausende Aabenhjertethed blev officielt erklæret, "at dermed tilsigtedes noget Andet, end det, der umiddelbart laae i Benævnelsen," og det endydermere det Modsatte deraf. Heiberg havde aldrig beklaget sig over, at der ikke af dygtige, ham hengivne Embedsmænd ydedes ham den fornødne Assistance til at sikkre og fremme Tjenestens gode Gang, og til dens Ledning og Ordenens Overholdelse gave de allerede for Kunstanstalten udstedte Love ham tilstrækkelig Myndighed, naar denne kun ikke blev undergravet ved Paavirkning af snedige Indblæsninger af og skjulte Forstaaelse med Personer, hvis Bestræbelser for at fortrænge ham vare saa almeent vitterlige, at endog Piecen: "Et Par Ord om det kongelige danske Theater. Af en Kunstven.", som dog var afgjort fjendligt rettet imod Heiberg, ligefrem betegnede den af Nielsen, Wiehe og Phister (der, ifølge Piecen, havde truet med ogsaa at tage Afsked, men — "senere opgivet denne Beslutning") mod Directeuren udviste Færd som "ikke Andet end Rebellion, hvilket Middel til at fortrænge Heiberg hverken er ædelt eller godt valgt."

Til Medlem af Commissionen og dens Formand valgte Ministeren Etatsraad Hauch. At denne sindrige Digter havde stor Betydenhed for Theatret som Dramatiker, og burde af Skuepladsens høieste Øvrighed vises enhver Udmærkelse, der kunde blive Leilighed til i denne Egenskab at yde ham: det er vistnok; men her kom det aldeles ikke an paa at løse Theatret vedkommende æsthetiske Opgaver; det gjaldt om at lede Forhandlinger angaaende administrative Forhold, og ikke nok med, at Hauch var aldeles fremmed for saadanne, som overhovedet for Alt, hvad der vedrørte [sideskift][side 247]Forretningsvæsen, navnlig i Theaterlivet og ved Theaterstyrelsen, som han ikke kjendte det Mindste til, men hans hele Personeiendommelighed gjorde ham fuldstændig udygtig til, med den bedste Villie, at tilvinde sig en selvstændig, rigtig og klar Betragtning af saa særegne, ideligt hverandre krydsende og i det Heles Ledelse indgribende Forefald, som i et Theater administrative Styrelse dagligt fremtrængte sig til hurtig Afgjørelse. Dertil kom, at lykkedes det at fremstille Noget saaledes, at det tiltalte hans levende Phantasie eller for ham fik Anseende af at være rigtigt, da greb han det ikke blot strax med ubetænksom Iver, men tænkte og talte sig saa eensidigt og fast ind i det, at det hos ham selv i hurtigt tiltagende Omfang blev til den dybeste Overbeviisning, saa at han ikke ved de uomstødeligste Modgrunde var at bringe til at underkaste det nøiere Undersøgelse, men skød alle Forestillinger tilbage, for med Haardnakkenhed at opretholde det. Hauch har selv vedkjendt sig dette sin Charakteers Grundvæsen, naar han, om hvad han var i sit tredivte Aar, i "Minder fra min første Udenlandsreise" beretter: "Alle mine Ledsagere undrede sig over den Udholdenhed og Haardnakkenhed, hvormed jeg, trods min ufuldkomne Gang, arbeidede mig frem over Klipperne. Der var en stor Iver og Ild i mit Blod dengang, som tildeels erstattede, hvad jeg manglede i Kraft og Bevægelighed. Dette mit hede Blod var mig tidt til Gavn, men maaskee endnu tiere til Skade. Min Indbildningskraft viste mig bestandig Lykke og Ulykke i forstørret, fantastisk Skikkelse. Jeg husker ogsaa, at jeg, naar denne Heftighed kom over mig, endog af Italienerne, der selv ere heftige nok, har maattet høre den Bebreidelse: "De er et galt Menneske!" Phantasien har tidt staaet som en Trøster ved min Side, men tidt har den ogsaa ved sine Overdrivelser [sideskift][side 248]været nær ved at styrte mig i Undergang." — Allerede denne Charakteereiendommelighed, som, om den end ikke mere viste sig med hans Ungdoms ustyrlige Energie, dog endnu jævnlig brød frem med stor Fyrighed og tiltog sig Styrelsen af hans Betragtningsmaade og Handlinger, gjorde ham udygtig til at være Leder ved Drøftelser af reent materielle Forhold, Forretningsregulativer og ham personligt fremmede Personers Interesser, og endnu mere blev han det ved den Indvirkning, den havde havt paa hans Færd i det virkelige Liv og dets Rørelser. Med Hensyn dertil er der i en særdeles interessant Afhandling, "C. Hauch," ("Nyt dansk Maanedsskrift, 1873"), givet en høist træffende Skildring af G. Brandes, som agtede, elskede og af jævnlig Omgang nøie kjendte Digteren. Han tillægger ham "en begeistret og stridbar Aand, men forenet med en tung, keitet og ubehjælpsom Natur, der havde uhyre Vanskeligheder at overvinde, der Intet opnaaede uden som Resultat af en haardnakket og udholdende Stræben, og hvem Intet blev givet uden som Kampens Løn." — "Han manglede kun altfor meget Evnen til Iagttagelse af det, som omgav ham, — hvad der findes af Seet og Iagttaget i hans Bøger, maa næsten udelukkende tilskrives den stadige og for Publikum umærkelige Medarbeiden af en Personlighed, der stod ham nær, og hvis Raad og Vink han fulgte, — han kjendte som Digter snarere Mennesket end Menneskene. — Han var fremmed i alle verdslige Forhold, og han vidste det selv. Denne Fjernhed fra Hverdagslivet virkede i hans Existents paa flere Maader. Den gjorde, at han kun yderst sjeldent kom til at staae i et virkeligt præsent, personligt Forhold til sine Omgivelser." — Var Hauch ikke egnet til paa mindste Maade at gavne, hvad der officielt blev kaldet "Sagen", da var han destobedre valgt til at fremme, hvad [sideskift][side 249]der, ham aldeles uafvidende, blev holdt skjult bagved, men kløgtigt skulde lirkes frem til virkeligt at blive "Sagen"; thi neppe hørte han et Forslag, der med ordgydersk Vigtighed blev fremsat som anbefaleligt og ledsaget af en let henkastet Bemærkning om, at dets Antagelse sikkert vilde være Ministeren behagelig, da det "gik ind i hans Tanke," førend han strax greb det og, uden at overtænke, om det var foreneligt med andre Bestemmelser og Kunstanstaltens Velfærd og Opretholdelse, i sin Phantasie gav dets Nødvendighed og Anvendelighed en saadan Udstrækning, at han fandt mere deri end selv Forslagsstilleren og blev dets ubetingede Talsmand. — Af Personalet skulde vælges tre Medlemmer, som Cliquen ivrigt bestræbte sig for at kaare. Her viste sig imidlertid, at ved de sidste Afgange var dens i Theatrets Tjeneste staaende Medlemmer kun blevne et Par, og disse havde ingenlunde i deres kammeratlige Forhold vundet en moralsk Anseelse, som kunde skaffe dem Tillid, men vare tvertimod velkjendte for kun at gaae ud paa at ville benytte deres kunstneriske Betydning til ved Intrigue at fortrænge Directeuren og tilvende sig Myndighed paa Bekostning af Personalet. Dette lod sig derfor aldeles ikke paavirke af de indtrængende Forestillinger om, hvad der var paatænkt at udvirke "for at skaffe Kunstnerne Indflydelse paa Theatrets Styrelse og Kunstens friere Udvikling; men udvalgte Holst, Hvid og Sahlertz, tre selvstændige, retskafne Mænd, som ikke blot havde holdt sig udenfor Machinationerne, men flere Gange udsat sig for raa Overfuselser, ved alvorligt at yttre sig imod dem. — Til det ene Medlem, som Directeuren havde at vælge, forordnede han sin Scene Instructeur, Overskou, uden anden Instruction, end at han havde at handle efter bedste Indsigt. —

[Her ender Professor Overskous udarbeidede Manuskript]

[sideskift][side 250]Foruden de Ovennævnte blev Kammerraad A. L. Arnesen valgt til Medlem af Komiteen i Egenskab af dramatisk Forfatter og Cand. juris Harald Constantin Christensen, Assistent i Ministeriet og Kultusministerens Sekretair, valgt i Egenskab af — Gud veed hvad.

Det er første Gang, at Christensens Navn forekommer i det kgl. Theaters Historie, og det er derfor nødvendigt at dvæle lidt udførligere ved denne Mand, der i Kunsten har spillet en Rolle, som hverken blev til dens Tarv eller hans Ære. Som allerede ovenfor antydet, var det ved første Øiekast meget vanskeligt at sige, med hvilken Berettigelse Christensen tog Sæde i en Kommission, hvor det fremfor Alt kom an paa nøie Indsigt i alle Theatrets indre Forhold. Thi det viste sig snart, at den unge Mand hverken besad almindelig dramaturgisk Indsigt eller noget andet Kjendskab til Theatrets Anliggender end det, han ifølge sin Embedsstilling havde erhvervet sig ved at gjennemløbe Theaterbestyrelsens Indberetninger til Ministeriet. Skulde man altsaa følge at udfinde hans Berettigelse, maatte man lede efter den andetsteds, og den var da bedst at finde i det Faktum, at han var meget nøie lieret med de Partier, der arbeidede imod Heiberg. Denne Antagelse støttedes yderligere derved, at Christensen som persona grata hos Ministeren bedst var skikket at gjøre Kommissionen bekjendt med Hs. Excellences Anskuelser og den Retning, i hvilken man ønskede, at Kommissionen skulde arbeide.

De paafølgende Forhandlinger viste da ogsaa tilfulde Rigtigheden af det her Anførte. Christensen begyndte sin Virksomhed med i et af de første Møder at holde en lang Tale, i hvilken kan i Anledning af et Forslag, hvis Forkastelse han uden [sideskift][side 251]Grund befrygtede fra de Kunstforstandiges Side, udtalte med en Aabenhjertethed, der baade indeholdt Advarsler og Trudsler, at han med temmelig stor Sikkerhed kunde forudsige, at Ministeriet kun vilde bifalde de Forslag, som han havde fremsat for Kommissionen.

Denne mærkværdige Aabenhjertethed bragte imidlertid Overskou til at reise en skarp Indsigelse. Ihvorvel han nemlig i det enkelte Punkt, hvorom der havde været Tale, var fuldstændig enig med Ministeren, maatte han dog paa det mest Bestemte protestere imod Christensens Ord, thi der var utænkeligt, at Ministeriet med velberaad Hu havde nedsat en Kommission udelukkende i den Hensigt, at Medlemmerne ene og alene skulde sig Ja og Amen til det, som fremkom fra Ministeren gjennem hans Sekretairs Mund. Overskou frabad sig derfor for Fremtiden enhversomhelst Advarsel eller Trudsel af Christensen, og i denne sin Optræden støttedes han da ogsaa med Føie af de tre Skuespillere.

For Enhver, der kjendte lidt nøiere til Sagen, laa det klart for Dagen, at denne Kommission egenlig ikke saameget var bleven nedsat for at udarbeide og omforme Regulativer og Instruxer som snarere for at fremkomme med motiverede Forslag til Oprettelsen af et Theaterraad, "der skulde garantere Personalet imod Direkteurens for Kunsten og Kunstnerne utaalelige Tyranni". Der var ved Theatret ikke Faa, som vare velstemte for et Projekt af denne Natur, men spurgte man dem om, hvorledes de egenlig havde tænkt sig et saadant Theaterraad, stod de Fleste uden at kunne svare Andet, end at de havde troet, at det kunde indrettes i Overensstemmelse med Bestyrelsen af Théâtre français. De, der udtalte sig saaledes, havde i Reglen ingensomhelst Anelse om, [sideskift][side 252]at de parisiske Theaterforhold langtfra var analoge med vore, og de, der kjendte Sagen nøiere, vogtede sig vel for at sige deres Mening. De slap jo lettest fra ethvert Arbeide og ethvert Ansvar, naar Kommissionen udarbeidede Forslaget til et saadant Theaterraad, hvorved det tillige fik Udseende af, at hele Personalet, der havde valgt tre af Kommissionens syv Medlemmer, ønskede Indførelsen af en Institution, ved hvilken der kunde sættes en betydelig Skranke for Direkteurens Myndighed.

Tillige indeholdtes der i det ministerielle Kommissorium en "tilfældig" og uskyldig henkastet Yttring, hvoraf Kommissionen kunde udlede ikke alene en Ret, men tillige en Forpligtelse til at have sin Opmærksomhed fæstet paa dette Punkt. Medens nemlig Kommissoriet begyndte med at udtale, at Kommissionens Medlemmer havde at revidere de hidtil gjældende Reglementer og Regulativer samt fremkomme med Forslag om Omdannelse og Bearbeidelse af de Reglementer, der hidtil havde staaet ved Magt, saa fremkom i Slutningen den meget sigende Passus, at "der med Hensyn til det egenlige Theaterpersonale ogsaa vilde kunne blive Spørgsmaalet om saadanne garanterende Bestemmelser, som kunde bestaa med Opfyldelsen af de Pligter, hvis nøiagtige og uvægerlige Efterlevelse var en nødvendig Betingelse for Tjenestens vedbørlige Gang."

Som man vil se, havde denne Passus et nok så uskyldigt Udseende, men Braadden stak dog frem, og de paafølgende Forhandlinger bragte da ogsaa snart paa Bane, hvad der egenlig var Meningen med den hele Tirade. Christensen gjorde i Kommissionen det Forslag, at de første Møder kun skulde anvendes til "en orienterende Diskussion over Theaterforholdene i Almindelighed." Det nyt nyt-tede [sideskift][side 253]tede ikke, at Overskou gjorde den Mening gjældende, at man for at indtræde som Medlem i Kommissionen nødvendigvis maatte være saa "orienteret", at man ikke behøvede at drøfte Theaterforholdene i deres "Almindelighed", og at man derfor gjorde bedst i strax at skride til en Forhandling af Spørgsmaalet om Tjenestereglementet. Denne berettigede Indvending nyttede som sagt ikke ligeover for de gavnlige Resultater, man ventede sig af en saadan almindelig Diskussion, og de Medlemmer, der tilligemed Overskou havde opponeret mod Forslaget, fandt sig da i at spilde deres Tid ved at deltage i denne Diskussion. Det viste sig da ogsaa meget snart, at det Hele kun førte til Tidsspilde, thi der kunde, som det var let at forudse, intet Hold komme paa Forhandlingerne, der sprang fra Et til noget helt Andet, uden at Christensen, der tillige fungerede som Kommissionens Sekretair, ved det første Mødes Slutning havde en eneste Linie at indføre i Forhandlingsprotokollen som vedtaget Bestemmelse.

Et Gode medførte dog disse Diskussioner, idet der ligesom en passant flere Gange blev ymtet om "Garantier for Personalet", uden at dog Nogen lod til at have videre Lyst til at gaa nærmere ind paa, hvori disse Garantier skulde bestaae. Efterat Overskou i længere Tid rolig havde hørt paa al den løse Snakken frem og tilbage om disse Garantier, tog han endelig Bladet fra Munden med de Ord, at det vel var bedst ligestrax at give sig i Krast med det, der skulde være Hovedsagen, da man dog før eller senere vilde blive nødt til at forhandle dette Spørgsmaal. Naar der derfor var blevet talt om "Garantier" for Personalet, da skulde han for sin Person aldeles ikke have Noget imod, at der blev oprettet en Institution, ved Hjælp af hvilken der kunde sikkres Theatrets Personale en Indflydelse, som kunde [sideskift][side 254]være gavnlig ikke alene for det selv, men tillige for Theatret og den daglige Tjeneste. Dog maatte denne Institution selvfølgelig ikke paalægge Direkteuren Indskrænkninger af den Art, at han ikke havde frie Hænder i de Retninger, hvor Ansvaret udelukkende paahvilede ham. Da Overskou saaledes var gaaet lige ind paa Sagens Realitet, kunde man ikke længere vægre sig ved at diskutere den, og her viste det sig da til Christensens store og uventede Ærgrelse, at det vilde være umuligt i Kommissionen at faa et Flertal til at stemme for Oprettelsen af et Theaterraad, der ikke alene skulde have Indflydelse paa Valget af Repertoire og Uddeling af Roller, men tillige paa Antagelsen af nye Arbeider og Debutanter. Hermed var "Theaterraadet" slaaet ihjel i Kommissionen, men i Stedet for det satte man en ny Institution — "Theater-Juryen."

Det var dog altid et Surrogat, og tilmed et, at hvilket man ventede sig de skjønneste og varigste Følger. Den paafølgende Tid viste imidlertid, at denne Theater-Jury var og nødvendigvis maatte blive en Institution uden den allerringeste Betydning. Men da denne Jury stærkt blev fremhævet som noget Overordenligt, der var fremkommet ved Kommissionens utrættelige Arbeider, er det nødvendigt at dvæle lidt udførligere ved den. Kommissionens første Opgave var at revidere de hidtil gjældende Bestemmelser, men da den fandt dem "høist antikverede og langt fjernede fra de Anskuelser, der i Nutiden have banet sig Vei i alle offenlige Forhold og gjennemtrængt den hele Statsorganisation", havde den troet det nødvendigt at maatte betræde en væsenlig forskjellig Vei fra det tidligere Reglement. Det hedder derefter ordret i Kommissionens Betænkning til Kultusministeriet: [sideskift][side 255]

"Thi medens det hidtilgjældende Reglement, efter dets hele Affattelse, gaaer ud paa at betragte Theaterpersonalet udelukkende med Hensyn til dets Tjenesteforhold, uden paa nogen Maade at antyde Skuespillernes og det øvrige sceniske Personales kunstneriske Beføielse, kan Kommissionen, selv om det skulde erkjendes, at en slig Betragtningsmaade vilde høre hjemme ved en Privat-Entreprise, dog ingenlunde anse en saadan Opfattelse forenelig med den Værdighed, som en Statsindretning, der i Sandhed skal værne om Kunstens Ret, bør skjænke sine Kunstnere. — Kommissionen maa tværtimod erklære sig for den Anskuelse, at det er langt fra, at Hensynet til Kunsten og Kunstnerens Stilling, som saadan, kan tillægges en underordnet Betydning ved Siden af Tjenesteforholdet, at den ikke engang tør blive staaende ved at give det førstnævnte Moment en simpel Ligeberettigelse med det sidstnævnte, men meget mere troer at maatte tilkjende hint Moment, kvalitativt forstaaet, den overveiende og afgjørende Betydning, nemlig saaledes, at dette Moment bør være det første og ledende ved den hele Ordning af de her omspurgte Forhold, uden at det dog deraf paa ethvert Stadium i Tjenesteforholdet skulde kunne faa Indflydelse, end sige afgjørende Indflydelse. — En naturlig Konsekvents af den Forskjel i Principet, som saaledes finder Sted mellem det hidtilgjældende Reglements System og det, Kommissionen har antaget som Grundvold for sit Arbeide, er det da, at medens Reglementet af 1832 kun giver sig af med at bestemme Pligter for Skuespillere, som om det ene var det, hvorom der i disse Tilfælde kunde være Tale, har Kommissionen ikke noget Øieblik kunnet finde det tvivlsomt, at den sceniske Kunstner har Rettigheder, der have et ligesaa gyldigt Krav paa at vinde Anerkjendelse gjennem Reglementet [sideskift][side 256]som hans Pligter, og at disse derfor, om de end kvalitativt ere de overveiende, bør modtage en Begrændsning af de første. — Kommissionen skal iøvrigt saa meget hellere forbigaa at indlade sig paa en principiel Drøftelse af dette Punkt, som man ved Ministeriets Udtalelse i dets ovenciterede Skrivelse til Kommissionens Formand anseer det for givet, hvad man ogsaa uden en slig Udtalelse turde driste sig til at antage, at Ministeriet deler denne Grundanskuelse, thi naar det i Skrivelsen hedder, at der med Hensyn til det egenlige Theaterpersonales Stilling vil kunne blive Spørgsmaal om saadanne garanterende Bestemmelser, som kunne bestaa med Opfyldelsen af dets Pligter, troer Kommissionen det herved forudsat, at Ministeriet er gaaet ud fra den Erkjendelse, at der tilkommer Skuespilleren som Kunstner Rettigheder. Var dette ikke Tilfældet, vilde der formentlig ikke kunne være Tale om. Garantier. — Det vil derfor findes stemmende med disse Anskuelser, at Kommissionen har adskilt dette Punkt i tvende Dele, hvoraf den første angiver den sceniske Kunstners Pligt i Almindelighed, begrændset ved den Rettighed, hvorom Kommissionen nedenfor skal tillade sig at yttre sig noget nærmere, og som er den eneste, der kan indrømmes Kunstneren, hvorimod den sidste Del indeholder de specielle Bestemmelser for hele Tjenestens Detail med dertil hørende Tvangsmidler til Sikkring af Tjenestepligternes Opfyldelse samt Angivelse af den Garanti, der er stillet den sceniske Kunstner i Udsigt, for at de Krav, der i saa Henseende gjøres til ham, ikke skulle komme til at opsluge den Frihed, han som Kunstner har Fordring paa, og som Theatret, i dets Egenskab af Kunstanstalt, maa forudsættes at ville betrygge ham imod at se tilsidesat. — Naar Kommissionen i Overensstemmelse [sideskift][side 257]med det Foranførte ganske i Almindelighed skulde betegne den sceniske Kunstners Pligt, da kunde det ikke vel ske anderledes, end at han har at udføre den Tjeneste, som overdrages ham i Henhold til den Stilling, hvori han er indtraadt ved Theatret, hvorved der dog ikke nu, saaledes som i det tidligere Reglement, vil blive Spørgsmaal om Tjeneste udenfor det kgl. Theater. Derimod har man, som det vil sees af det følgende 5te Afsnit, fastholdt den tidligere Bestemmelse om, at denne Pligt ikke er indskrænket til en vis Tid, medens man dog har anseet det for rigtigt, at Bestemmelsen herom, da den ikke blot angaaer det egenlige Theater-Personale, men Enhver, der er i Tjenesteforhold til Theatret, fik sin Plads der, hvor den er henført. — Den almindelige Forpligtelse, hvorom her er Tale, faaer da, som let vil sees, om ikke udelukkende, saa dog nærmest kun Anvendelse med Hensyn til Overtagelsen af Roller og Partier, idet nemlig Enhver, ved at modtage Rollen eller Partiet, eo ipso tillige overtager eller indgaaer paa den hele Række af Pligter, som Rollens Udførelse iøvrigt paalægger ham. Men det er paa den anden Side da ogsaa her, at den Rettighed, som der her bliver Spørgsmaal om at tillægge Kunstneren, egenlig og fortrinsvis fremtræder. — Det tør nu ikke oversees, at Skuespillerne, saaledes som de i det Mindste hidtil have været stillede, og som Kommissionen haaber, at de fremdeles ville blive stillede ved det Kongelige danske Theater, have været betragtede som Embedsmænd. Denne Betragtning kunde da synes naturligen at føre til, at de qua Embedsmænd ikke behøvede eller burde stilles anderledes end alle andre Statens Embedsmænd. Men indrømmes det, at Theatret ikke blot behøver Embedsmænd, men, hvis det skal være en sand Kunstanstalt, tillige KunstKunst-nere [sideskift][side 258]nere, saa er det vistnok uimodsigeligt, at Kunstens Krav maa faa sin Betydning i Forholdet ved Siden af Embedsstillingen, og at dette sidste Moment ikke fra Statens Side udelukkende kan gjøres gjældende, da Embedsforholdet naturligvis ikke bydes Kunstneren som Noget, hvorved han skulde forhindres i at udvikle sig med fuld Frihed i sin Kunst, men tværtimod som en Beskyttelse, der skal sikkre Kunsten denne Frihed; med andre Ord: Embedsforholdet maa være til for Kunsten, og heraf følger da tillige, at Kunsten bør være det Prædominerende, og at, hvor en virkelig Kollision indtræder mellen, Embedspligt og sand Kunstnerfrihed, der maa den sidste gaa af med Seiren. — Naar nu Talen her var om Overtagelse og Udførelse af en Rolle, saa er det klart, at der ikke handles om noget blot og bart Teknisk eller om en Virksomhed, der alene beroer paa en tilvant eller tillært Færdighed, og som uden videre kan fordres udført af den, der har lagt for Dagen, at han besidder Evne til i Almindelighed at udføre Funktioner af den Beskaffenhed, hvorom der handles. Disse Momenter kunne have deres meget store Betydning, men for Theatret som Kunstanstalt, for det Institut, der har til Opgave at frembringe virkelige Kunstpræstationer og yde en sand Kunstnydelse, hører der Andet og Mere til. Thi Kunstanstalten maa fordre, at dens Præstationer bære Geniets Stempel, den maa lægge Beslag paa den kunstneriske Evne og støtte sig til den Disposition hos Kunstneren, over hvilken hverken den eller han selv kan være ubetinget Herre. Men Geniet kan ikke tvinges til at være virksomt der, hvor det ikke er selvvirksomt, og Kunstnerens Disposition beroer paa hans indi­viduelle Sympathi for den Rolle, han skal udføre. Om og hvorvidt denne Disposition, denne Sympathi er tilstede, det [sideskift][side 259]er Noget, hvorom i og for sig ingen Anden kan have nogen Dom. Skuespilleren eller Kunstneren har den eneste sande Dommer i sin egen Følelse. Det er nu vistnok udenfor al Tvivl, at dette hidtil er blevet anerkjendt af Theatrets Bestyrelse, og maaske endog i et større Omfang, end det ubetinget kunde fordres. Men, ligesom Grunden til, at Theaterbestyrelsen i dens Indrømmelse af den kunstneriske Frihed muligen kan være gaaet videre end strengt fornødent, for ikke at træde den kunstneriske Berettigelse for nær, formentlig maa være at søge i Manglen af Bestemmelser, der kunde sikkre Theaterbestyrelsen mod Beskyldning for Strenghed, idet hele Myndigheden var lagt i dens Hænder, uden at nogen modstaaende Beføielse var erkjendt, saaledes er det paa den anden Side klart, at dette System, gjennemført i den videste Udstrækning, og uden at der blev stillet nogen Grændse for Kunstnerens Ret til at gjøre Indsigelse mod at overtage en Rolle, vilde blive aldeles uforeneligt med Theatrets Tarv. Forudsat altsaa, at Theatret maa tillægge Kunstneren den Frihed, at han kan nægte at overtage den Rolle, der er tildelt ham, saa er det for Theatrets egen Skyld aldeles nødvendigt, at denne Frihed begrændses. Ganske paa samme Maade stiller Sagen sig, hvis den betragtes fra Kunstens Standpunkt; thi der kan naturligvis ikke være Spørgsmaal om at tillægge hans Indfald og Lune nogen Ret til at gjøre Indsigelse mod Udførelsen af den Tjeneste, som Embedsforholdet, under Forudsætning af den mentale Dispositions Tilstedeværelse, vilde gjøre ham det til Pligt at udføre; Retten tilkommer i saa Henseende kun den oprigtige Overbevisning hos Kunstneren om Umuligheden for ham i at udføre, hvad der forlanges af ham, og den skal altsaa ikke gives blot for Vilkaarlighed, men fastknyttes til det selvselv-stændige [sideskift][side 260]stændige og høiere berettigede Krav, som staaer imod et andet, kun relativt berettiget. — Del kan altsaa, hvad enten man seer hen til Theatrets Vel eller Kunstnerens Krav, ikke være Andet, end at der maa afstikkes en Grændse, hvor det Veto, som tillægges Kunstneren, maa vige for Embedsforholdet. Men Vanskeligheden ligger i at afstikke denne Grændse; thi ligesom den ikke bestemmes ved udvortes Momenter, saaledes er det ogsaa klart, at den ikke kan sættes i udvortes Kjendetegn. Det forholder sig nemlig saaledes, at hvis Skuespillerens Veto skal anerkjendes, saa kan der i intet Tilfælde ubetinget nægtes ham Ret til at refusere den Rolle, der bydes ham; thi kunde Retten ubetinget nægtes ham i nogle Tilfælde, saa maatte den kunne nægtes ham i alle. — Naar nu dertil føies den Betragtning, som man ovenfor har tilladt sig at fremhæve, at den sande ufeilbare Dom om Berettigelsen af Kunstnerens Indsigelse mod at udføre den ham overdragne Tjeneste ene hviler hos ham selv, i hans egen Følelse og kunstneriske Overbevisning, da er Spørgsmaalet om, hvorvidt Nægtelsen er berettiget, et Samvittighedsspørgsmaal, hvis Besvarelse man ganske vist roligen kunde overlade den, af hvem man var sikker paa, at Spørgsmaalet vilde blive besvaret efter Pligt og Samvittighed, men ligesaa bestemt maatte nægte den, af hvem man ikke var sikker paa at faa Spørgsmaalet besvaret efter Samvittighedens skarpe Fordring, og hvo er vel den, der kan antages at være saa lidet paavirket af menneskelig Svaghed, at han ikke netop maatte forudsættes at være den, der mindst af Alle vilde være istand til at afsige en retfærdig Dom. — Under disse Omstændigheder, da der maa stilles Grændser; da Grændsens Bestemmelse beroer paa en speciel Dom i ethvert enkelt Tilfælde; da den, som i og for sig ene kan [sideskift][side 261]afsige Dommen, er Part i Sagen, og da Dommen altsaa ikke kan betroes ham, er Kommissionen naturligen bleven ledet til ved Løsningen af denne Kollision at søge sin Tilflugt i Juryinstitutionen, der hviler paa en ganske lignende Tanke. Man har altsaa troet at se den eneste Udvei den, at der dannes en Repræsentant saa at sige for Kunstnerens individuelle Forhold til Spørgsmaalet, som var det den Paagjældendes egen Samvittighed, der blev adspurgt. — Det vil neppe behøves at forsikkres, at Kommissionen, efterat den ved en mere abstrakt Betragtning af Forholdet var kommen til det her fremsatte Resultat, har ladet det være sig magtpaaliggende nøie at overveie, hvorvidt denne Tankes praktiske Udførelse kunde støde paa Vanskeligheder, der maatte vise selve Ideens Uholdbarhed. Det er imidlertid saa langt fra, at man ved en nøiere Drøftelse er stødt paa Indvendinger, som kunde have vakt Betænkelighed hos Kommissionen ved at fremsætte det Forslag om Indførelse af en Theaterjury, som foreligger, at man meget mere, ved at have overvundet de Indvendinger, der have gjort sig gjældende under Sagens Diskussion, har vundet den fuldeste Overbevisning om, at Juryens Indførelse fra alle Sider tør ventes at ville blive erkjendt for hensigtsmæssig og rigtig; og det er saa langt fra, at man, ved at anbefale en Jurys Indførelse, troer at gjøre et Forslag hovedsagelig i Skuespillernes Interesse, at man snarere maa anse Gevinsten for at være paa Theater-Bestyrelsens Side. Thi idet Kommissionen, hvis der skal anerkjendes nogen Ret for Skuespilleren til at afslaa at spille den Rolle, der bydes ham, anseer det for afgjort, at der kun vil være Valget mellem den Vei, som Kommissionen har anvist, og det, at stadfæste ved Lov, hvad der, skjøndt stridende mod Loven, har havt en afgjort Praxis for sig, [sideskift][side 262]nemlig: at indrømme Skuespilleren en ubetinget Ret til at refusere Rollen, saa kan det ikke være tvivlsomt, at det første Alternativ, som Kommissionen har valgt, langt mere end det sidste vil være i Faveur af Theater-Bestyrelsens Myndighed. Men det er, som sagt, Heller ingenlunde alene Omsorg for at garantere Skuespilleren hans velbegrundede Krav paa kunstnerisk Frihed, der opfordrer Kommissionen til at anbefale det foreliggende Forslag; det er ligesaafuldt Overbevisningen om, at Direkteuren, hvis Fordring til Skuespilleren vil vinde Medhold hos Juryen, saafremt Fordringen selv er retfærdig og velbegrundet, vil saa den Støtte for sin Autoritets Opretholdelse ligeoverfor en ildesindet Kunstner i Særdeleshed og Personalet i Almindelighed i en Kjendelse af en Jury, i hvilken ethvert Moment, der bør være medvirksomt ved Sagens Paakjendelse, vil finde sit Udtryk; det er ligesaafuldt Overbevisningen om, at den blotte Existents af denne Institution, selv om den ifølge det Ansvar, Kunstneren vil paadrage sig ved at hentye til den, aldrig nogensinde træder i Virksomhed, dog vil virke heldbringende for Tjenesten ved Theatret. Ja, denne dens Uvirksomhed vilde netop være det bedste Bevis for, at den havde opfyldt sin Bestemmelse. Thi det kan neppe nægtes, at det hele Forhold, der er af den Beskaffenhed, at Lidenskaber saa let sættes i Bevægelse og Misforstaaelser saa let fremkaldes, oftere, end man troer, giver Anledning til Rivninger mellem Skuespilleren og hans Foresatte, der fra sin Side ogsaa er udsat for at opirres og fortrædiges. Og at disse Rivninger, naar de ikke itide ved et ydre Tryk ledes til at opløse sig i en Forsoning, hvad enten Ret eller Uret er tvivlsom eller decideret paa den ene Side, kunne virke i høi Grad forstyrrende ikke blot paa Theatrets indre Ro, men paa dets Virksomhed [sideskift][side 263]og Udbyttet deraf, derpaa har man seet Exempel, mod hvis Gjentagelse man saa meget mere maa ønske en ydre Garanti, som Exemplet allerede har vakt dyb Beklagelse. Kommissionen føler sig nu forvisset om, at Juryens Tilstedeværelse vil være den stærkeste Opfordring til Forsoning og Imødekommen ved en Strid, hvor Ret og Uret er tvivlsom, og den sikkreste Borgen for Eftergivenhed fra dens Side, der i et roligere Øieblik maa erkjende Uretten paa sin Side."

Det uendelig lidet Holdbare, der var ved denne udførlige Motivering, falder saa hurtig i Øinene, at det ikke behøver nogen nærmere Paavisning. Kommissionen erkjender, at Theatrets Bestyrelse hidtil stedse har lempet sig ester Kunstneren, naar denne har vægret sig ved at udføre en Rolle, ja at Bestyrelsen endogsaa oftere er gaaet langt videre i Indrømmelser end nødvendigt, fordi den ikke vilde beskyldes for overdreven Strenghed. af denne Aarsag — ikke saameget for at beskytte Kunstneren, skjøndt hans Ret naturligvis først og fremmest urgeres stærkt — mener Kommissionen, at Theaterbestyrelsen bør være glad over en saadan Jury-Institution, og det er derfor nærmest af  Hensyn til Direkteurens Tarv, at man foreslaaer denne Institution indført. Der er spildt smukke Ord nok for at fremdrage dette Moment, men Bukkefoden stikker dog igjennem i hvert eneste Punkt. Hovedsagen er og bliver "de garanterende Bestemmelser" for Skuespillerne; det er Stikordet, den Floskel, hvorom Alting dreier sig. Der siges med rene Ord, at Hensynet til Kunsten og Kunstnerens Stilling som saadan ikke alene er ligeberettiget ved Siden af Tjenesteforholdet, men at det kvantitativt taget bør være det første og ledende ved den hele Ordning af Kunstnernes Forhold til Theatret, og det er paa dette Grundlag, at Kommissionen [sideskift][side 264]har baseret hele sin Indstilling. I og for sig var denne Theater-Jury jo ogsaa kun en meget maadelig Erstatning for det Theaterraad, til hvilket de enkelte Misfornøiede havde sat deres Lid, og tilmed var der for ubetimelig Appel til Theater-Juryen fastsat Mulktbestemmelser, som bevirkede, at Institutionen aldrig vilde komme til at spille nogen Rolle. Og det gjorde den da Heller ikke, uden at man dog deraf kan drage den samme logiske Slutning som Kommissionen: "at dens Uvirksomhed netop var det bedste Bevis for, at den havde opfyldt sin Bestemmelse." Thi efter nøie at have overveiet Alt, hvad der kunde tale for og imod en saadan Theater-Jury, kom Kommissionens Medlemmer til den fuldeste Overbevisning om, at denne Institution vilde blive meget hensigtsmæssig og nyttig. Tiden viste tilfulde, hvor ringe Ret Kommissionen havde i dette Hovedpunkt.

Efter Kommissionens Forslag kom denne Jury da til at bestaa af fem Medlemmer, af hvilke Kultusministeren udnævnte to, nemlig en til Præsident og en som juridisk dannet til Sekretair, medens Theaterdirekteuren skulde blandt de dramatiske Forfattere udnævne et Medlem, og samtlige sceniske Kunstnere og Kunstnerinder valgte af deres Midte to Mænd til Medlemmer. Samtlige Valg skulde gjælde for et Aar, og ingen scenisk Kunstner kunde undslaa sig for at modtage Valg som Medlem eller Suppleant.

Kommissionen sparede ikke sig selv med at holde Møder, og disse Møder trak som oftest langt ud. Hvad blev da Resultatet af Alt dette? For det Første Udarbeidelsen af et nyt Reglement for Tjenesten ved det kgl. Theater, hvorunder Theater-Juryen indordnedes, for det Andet en Omordning af Feuens Fordeling, der hidtil havde fundet Sted efter ReRe-gulativet [sideskift][side 265]gulativet af 1842, og for det Tredie et nyt Forfatter-Regulativ, der afløste det ældre af 1842. I den udførlige Motivering, hvormed Kommissionen indledede disse Forslag, udtalte den, at de vare Resultater af en gjennemgaaende Enhed i deres hele Detail". Dette kunde vel se smukt nok ud paa Papiret, ligesom det selvfølgelig ogsaa gav Udtalelserne større Vægt; men Sandheden var dog den, at der i Kommissionen havde gjort sig stærkt afvigende Anskuelser gjældende, saa at der endog i enkelte Retninger var afgivet separate Vota, og kun for at opnaa Enighed og for om mulig at faa gjort en Ende paa de langvarige Kjævlerier havde Minoriteten føiet sig efter Majoriteten. I Motiverne udtaltes tillige, at det ved Kommissoriet af 16de Mai var paalagt Kommissionen at overveie, hvorvidt en egen Elevinstruktion maatte ansees for nødvendig eller ikke. Dette Spørgsmaal blev derpaa gjort til Gjenstand for en særlig Besvarelse, som i Korthed gik ud paa, at da Elevinstruktionen var det vigtigste Medium for Kontinuiteten i Skuespillet mellem Fortid, Nutid og Fremtid, maatte man inderlig ønske en officiel Elevinstruktion.

Det af Kommissionen udarbeidede Forslag til "Reglement angaaende Tjenesten ved det kongelige Theater" blev approberet ved kgl. Resolution af 23de Juli 1856. Det omhandlede først Direkteurens Stilling og fremhævede, at denne Embedsmand kun stod Ministeren for Kirke- og Under-visningsvæsenet til Ansvar, og at han i sin Myndighed ligeover for Medlemmerne af Theater-Etaten kun begrændsedes af de i Reglementet specielt betegnede Forskrifter angaaende Omfanget af disses Rettigheder, som navnlig skulde sikkres ved Theater-Juryen. Reglementets andet Afsnit omhandlede de under Direkteuren umiddelbart sorterende Embedsmænd: [sideskift][side 266]Kapelmesteren, Balletmesteren og Scene-Instrukteuren. Af disse sikkredes der de to Førstnævnte en mere fri Stilling, ligesom de beklædtes med større Myndighed end den Sidstnævnte; tillige indsattes den Bestemmelse, at de tre Embedsmænd inden hvert Aars 1ste April havde at forelægge Direkteuren, hver for sit Omraade, en Virksomhedsplan for den paafølgende Saison.

Endelig omhandledes i Reglementets tredie Afsnit Personalets Forhold til Theatret, og i dette Afsnit indsattes der ikke saa nye Bestemmelser. Først og fremmest blev det slaaet fast, at enhver scenisk Kunstner i Almindelighed var Pligtig til at gjøre al den Tjeneste paa Theatret og udføre alle de Roller, Direkteuren tildelte ham. Indsigelsen mod at udføre en Rolle i et ældre eller nyt Stykke kunde imidlertid ved en skriftlig Motivering indgives til Direkteuren, dog inden en vis nærmere bestemt Tidsfrist. Var Stykket nyt, skulde Indsigelsen i Reglen indsendes senest den Dag, da der i Foyeren skete Opslag om Afholdelse af Læseprøven, men undtagelsesvis, naar Læseprøven var bleven ansat tidligere eller Bekjendtgjørelsen derom opslaaet senere end sædvanlig, kunde en saadan Indsigelse endnu fremsættes indtil fire og tyve Timer efter, at Læseprøven var tilende. Tildeltes der en Skuespiller en Rolle i et nyt Stykke efter Læseprøven, havde han Ret til i to Døgn at have hele Stykket til Gjennemlæsning og kunde da endnu i det paafølgende Døgn gjøre Indsigelse. Var det derimod et ældre Stykke, som var opført under Skuespillerens Virken ved Theatret, kunde han fremkomme med sin Indsigelse indtil otte og fyrgetyve Timer efter Rollens Modtagelse. Fremkom der ikke i rette Tid nogen Indsigelse, ansaaes Skuespilleren for at have erklæret sig villig til at spille Rollen, [sideskift][side 267]men fremkom den, da havde han efter Modtagelsen af Direkteurens Tilsvar at fordre Antagelsen af sin Indsigelse undersøgt og bedømt af Theater-Juryen. Dennes Kjendelser vare inappellable, og fandt den en scenisk Kunstners Indsigelse ubeføiet, skulde den paalægge ham en Mulkt, som dog ikke maatte overstige to Maaneders Gage, ligesom den, hvis han fastholdt sin Vægring ved at spille en Rolle, skulde anordne en løbende Mulkt for ham, indtil han faldt tilføie.

I samme Afsnits § 6 bestemtes tillige, at den Skuespiller, som engang havde udført en Rolle, var forpligtet til at udføre den, naarsomhelst Direkteuren forlangte det, selv om en Anden i Mellemtiden havde spillet den. Derimod havde Ingen Ret til at beholde en Rolle, fordi han havde spillet den en eller flere Gange. Mod dette sidste Punktum ivrede Holst og fremsatte i et særligt Indlæg sine Indvendinger, idet Kunstneren efter hans Anskuelse burde have en saadan Ret, og til Støtte for sin Paastand citerede han Rahbeks i "Dramatiske og literaire Tillæg" for 1792 udtalte Dom om Rose. Blandt de øvrige Bestemmelser, der bleve optagne i Reglementet, kan fremhæves, at det blev forbudt enhver scenisk Kunstner at optræde i Hovedstaden eller dens Forstæder ved nogen Forestilling, Aftenunderholdning eller Koncert udenfor den kongelige Tjeneste. Dette Forbud, der var fuldstændig berettiget, er indtil vor Tid blevet holdt strengt i Hævd, og der er kun skeet den Undtagelse derfra, at der ikke er lagt Skuespillerne nogen Hindring i Veien for at holde Oplæsninger, skjøndt det kunde falde vanskeligt at paavise, hvori Oplæsningen egenlig adskiller sig fra Deklamationen. Desuden indskærpedes i Reglementet Bestemmelsen om, at ingen Kunstner uden Direkteurens Samtykke maatte bo udenfor Stadens Porte eller paa Christianshavn, [sideskift][side 268]og at Personalet i Ferien ikke maatte tage bort fra Landet uden Direkteurens Tilladelse. Samtidig hermed udtaltes der dog i Motiverne, at en Tilladelse til at bo udenfor Byen aldrig burde nægtes, naar den Vedkommende kun ikke boede saa langt borte, at der ikke betimelig kunde sendes Bud efter ham. Om Souffleurens Virksomhed udtalte Kommissionen sig ligeledes i.sin Betænkning, men man indskrænkede sig til at foreslaa, at hans Assistance burde benyttes saa lidt som mulig. Desuden forbødes det ubetinget Personalet at hilse fra Scenen eller at fremtræde efter Fremkaldelse, hvilket Sidste dog kunde ske med Direkteurens specielle Tilladelse, og ved denne rigtige Bestemmelse undgik man en Uskik, som har indsneget sig og vundet Hævd paa mange af Udlandets største Scener. Det blev tillige fastsat, at en Skuespiller ikke maatte vise sig i Auditoriet samme Aften, han var optraadt.

Reglementets fjerde Afsnit indeholdt detaillerede Bestemmelser for Elev-Instrukteuren, Elev-Syngemesteren, Theatermalerne og Theaterlægen, hvilke Funktionairer, forsaavidt de ikke havde kongelig Ansættelse, kun kunde afskediges ved Kultusministeriets Bestemmelse. Af de i det femte Afsnit opførte Bestemmelser kan fremhæves, at Direkteuren fik Ret til foreløbig at suspendere enhver ved Theatret ansat Funktionair, som dog i saa Tilfælde beholdt sin fulde Gage, indtil Ministeriet havde decideret i Sagen. Suspenderede derimod Ministeriet en Funktionair, fik han kun i Suspensionstiden halv Gage. Denne Suspensionsbestemmelse er kun en eneste Gang senere kommen til Anvendelse, og da skilte den Theatret ved en af dets bedste Kunstnere. Endelig indeholdt Reglementet et skarpt Forbud mod, at de ved Theatret ansatte Personer udbredte Efterretninger eller Rygter om de Præstationer, som [sideskift][side 269]forberedtes ved Theatret. Overtrædelser af dette Forbud kunde efter Ministeriets Afgjørelse medføre Straf. Men skjøndt der notorisk i Aarenes Løb overmaade hyppig skete Overtrædelser af dette Forbud, idet Skuespillerne ikke alene meddelte Theaternyheder til Venner og Bekjendte, men endogsaa jævnlig bidrog til, at Folk fik en forudfattet Animositet mod et eller andet nyt Arbeide, der var under Indstudering, blev der dog aldrig fra Theaterbestyrelsens Side gjort noget Skridt til at haandhæve dette Forbud, som Heller ikke paa nogen Maade lod sig overholde.

Den anden Side af Kommissionens Virksomhed var Affattelsen af det nye Feu-Regulativ, der i mange væsenlige Punkter forandrede det ældre af 1842, hvilket langtfra havde tilfredsstillet Skuespillerne. I det nævnte Aar var der af 44 Feuberettigede 15 i første og 14 i anden Klasse. Feuen blev dengang, idet Theaterbestyrelsen mod den nedsatte Skuespiller-Komitees Indstilling fraveg den oprindelige Tanke med Spillepræmien, betragtet som et Gagetillæg, hvilket man, naar det ikke paa anden Maade kunde tillægges den Vedkommende, ydede ham paa hans Kollegers Bekostning, og denne Praxis havde endogsaa ført til, at en ledigbleven Gage var bleven udstykket i mange smaa Gagetillæg, for at saa mange Flere kunde blive feuberettigede eller stige op i en høiere Feu-Klasse. Dette havde da ogsaa medført det Resultat, at man i 1854 blandt 59 Feuberettigede forefandt 21 i første og kun 10 i anden Klasse, og medens Afgangen i Mellemtiden havde været ialt 30, hvoriblandt 13 i første Klasse, havde Tilgangen derimod i samme Tidsrum været 45, hvoriblandt 19 i første Klasse. Dette Forhold svarede efter Komiteens Mening hverken til Feu-Regulativets Tendents: at Talentet og den overveiende Brugbarhed fortrinsvis [sideskift][side 270]skulde honoreres, eller til Udviklingen af Theatrets Kræfter i det omtalte Tidsrum.

Majoriteten i Kommissionen mente i sin Indstilling, at Rolleklassifikationen overhovedet ikke havde hjemme i et paa kunstneriske Hensyn baseret Feu-System, men at Feu-Points altid burde være ens for Skuespillere af en vis Klasse, uden Hensyn til den Rolle, de udførte. Som Forholdene stillede sig ved Theatret, turde Kommissionen dog ikke paatage sig Ansvaret for Gjennemførelsen af dette Princip. Thi efter nøiagtige Beregninger og Undersøgelser, som Komiteen havde anstillet, havde det vist sig, at Bortkastelsen af Rolleklassifikationen og Indførelsen af bestemte Feu-Points for hver Klasse af de Feu-Berettigede vilde føre til, at netop de Skuespillere, som ved deres Talent indtog de første Pladser blandt Scenens Kunstnere, saavelsom de, der besad den største Brugbarhed for Theatret, og som altsaa netop vare de, der efter det antydede Synspunkt fortrinsvis skulde nyde Godt af Feuen, vilde mere eller mindre, de Fleste endog i temmelig høi Grad, komme til at lide Tab derved. Og under alle Omstændigheder vilde de Skuespillere i de to øverste Klasser, som ikke besad megen Brugbarhed eller kun vare anvendelige i ubetydelige og uvæsenlige Partier, være de eneste, der kom til at vinde derved. Komiteen fandt det som Følge heraf uundgaaeligt at bibeholde den hidtil gjældende Rolleklassifikation.

I denne Motivering kunde Overskou ikke følge Kommissionen, hvorfor han i et Separatvotum udtalte, at han ved at stemme for Rolleklassifikationens Vedbliven ikke havde givet efter for nogen Paavirkning af øieblikkelige Omstændigheder, men kun fulgt en Nødvendighed, som var og vilde vedblive at være tilstede ved det kongelige Theaters [sideskift][side 271]eiendommelige Forhold. "Ved fremmede Skuepladse — yttrede han endvidere — hvis Tarv oprindelig har ledet til Indførelsen af Feu, er det kunstneriske Personale stillet ganske anderledes end hos os. Den, der er engageret til Første-Rolle, spiller kun Roller af første Rang i Vigtighed, den, der er engageret til Anden-Rolle, spiller kun Roller af anden Rang osv. osv., hvorfor Skuespilleren har i ethvert Stykke ikke alene omtrent ligeligt Arbeide, men ogsaa ligelig Virkning til Forestillingernes Tiltrækningskraft. Den naturlige Følge heraf er, at han i alle Roller bør sættes til lige Feu, hvorfor det ogsaa almindeligvis skeer kontraktsmæssig. Saaledes er det ikke hos os. Hr. Phister, som spiller Harpagon, spiller ogsaa Mursvenden i "Dina". Hr. Holst, som spiller Hagbarth, spiller ogsaa Officeren i "Barselstuen". Hr. Wiehe, som spiller Romeo, spiller ogsaa Frederik den Tredie i "Dina" — hvilke Sidste alle kun have en eneste Scene." Denne væsenlige Forskjel mellem Skuespillernes Virksomhed paa det kongelige Theater og paa fremmede Scener maatte derfor efter Overskous Anskuelse bevirke, at Rolleklassifikationen ubetinget burde bibeholdes.

Blandt de nye Opfindelser, Kommissionen troede at have gjort til Theatrets og Skuespillernes Tarv, var ogsaa Nedsættelsen af en Feu-Komite, der havde at gjøre Indstilling til Ministeriet om de Kunstnere, der efter dens Mening burde rykke op fra en lavere til en høiere Feu-Klasse. Var der i denne Komite Majoritet eller Minoritet for, at en Skuespiller skulde rykke op, afgjorde Stemmeflerheden Spørgsmaalet, men stod Stemmerne lige — altsaa tre mod tre — erhvervede Skuespilleren derved Ret til af den sidste Saisons Repertoire at vælge to Roller, som han med passende Mellemrum kunde udføre i den næste Saison. [sideskift][side 272]Gjorde han Brug af denne Ret uden ved den næste Saisons Slutning alligevel at erholde Stemmeflerhed for at rykke op, kunde han ikke, saalænge han var i samme Klasse, fordre denne Ret en Gang endnu. Mod denne Bestemmelse, der gik over i Regulativer, ivrede Overskou, dels fordi man ikke kunde antage, at en Skuespiller, der kom i det Tilfælde, havde savnet Leilighed til at vise sine Evner, dels fordi man ofte vilde spilde Tid ved saaledes at skulle ombesætte et Stykke, og endelig dels fordi Bestemmelsen let kunde give Anledning til Kjævlerier og Strid, naar den Berettigede kunde af to andre Kunstneres Repertoire vælge Roller, som disse netop satte stor Pris paa og nødig vilde se doublerede. — Bestemmelsen blev imidlertid, som sagt, vedtaget, fordi man fandt det overensstemmende med „Billighed og Retfærdighed" mod Kunstneren. Men da der saa blev Tale om at udføre den i Praxis, stillede Sagen sig ganske anderledes. I September 1857 erhvervede nemlig Mantzius denne Ret til at udføre to Roller, og da Overskou i den Anledning talte med den midlertidige Direkteur, Sekretair Christensen, om de Ubehageligheder, som denne Bestemmelse nu viste sig at medføre, svarede Direkteuren med et Smil, at det dog kom an paa, om Skuespilleren havde en saadan Ret; der stod nemlig i Regulativet, at Skuespilleren havde Ret til at vælge to Roller, "hvis de paagjældende Stykker kom til Opførelse". Da dette Sidste nu ene afhang af Direkteuren, havde man altsaa i Regulativer af "Billighed og Retfærdighed" hjemlet Skuespilleren en Ret, som han aldrig kunde komme til at høste den ringeste Gavn af, naar Direkteuren var af en anden Mening. Det var Juristeriet, der havde opfundet og faaet indsat denne subtile Bestemmelse, som da selvfølgelig ogsaa udgik af det senere emanerede Feu-Regulativ af 1861. [sideskift][side 273]

Det var altsaa i det nye Regulativ fastslaaet, at Rolleklassifikationen fremdeles skulde staa ved Magt, men det blev tillige her bestemt, at ethvert Stykkes Klassifikation af Rollerne for Fremtiden skulde være offenlig for enhver Feu-Berettiget, der spillede i Stykket, medens det derimod efter det tidligere Regulativ havde været en Hemmelighed, som Skuespillerne ikke turde blive bekjendte med. Denne nye Bestemmelse var selvfølgelig fuldstændig berettiget, og lige saa rigtigt var det, at den tidligere fastslaaede Extrabetaling af 2 Rdl. for særdeles anstrengende Roller bortfaldt, eftersom det ikke var Arbeidet, men Kunsten, der skulde honoreres ved Feuen. Regulativer bestemte dernæst, at for Fremtiden vilde kun de 9 af de 10 pCt., som skulde udgjøre Spillepræmien, være at uddele, hvorimod den resterende ene Procent skulde henlægges for ved Saisonens Slutning som en Supplement-Spillepræmie at fordeles blandt dem af de sceniske Kunstnere — i Reglen sex eller syv — som kunde ansees for at have været de egenlige Bærere af Repertoiret i den afvigte Saison, og denne Fordeling skulde ske efter Indstilling til Ministeriet af Feu-Komiteen. Efter Kommissionens Anskuelse burde en saadan Supplement-Spillepræmie ikke være under 200 Rdl. Vilde Feuen for de fleste Skuespillere ogsaa tilsyneladende blive ringere ved Henlæggelsen af den ene Procent til en Supplement-Præmie, saa haabede man paa den anden Side, at Tabet i Virkeligheden kun vilde blive imaginairt, idet den foreslaaede Udvidelse af Theatret havde al Udsigt til at forøge de aftenlige Indtægter, hvorved da tillige Feu-Beløbet vilde blive større. — Den ovenomtalte Feu-Komite skulde bestaa af Theatrets Direkteur som Formand og af Medlemmerne i den tidligere omtalte Theater-Jury, saaledes at hvert Medlem kun havde en Stemme. [sideskift][side 274]

Kommissionens tredie og sidste Virksomhed bestod i at udarbeide et nyt "Regulativ angaaende de til Opførelse paa det kongelige Theater indsendte og antagne Stykker", der approberedes ved kgl. Resolution af 23de Juli 1856. Dette Regulativ var i sin Helhed bygget paa Grundlag af det af Collin udarbeidede Regulativ af 31te December 1842, men var i enkelte Retninger liberalere, idet det navnlig tilsigtede at sørge bedre for Komponisternes Tarv, end Tilfældet tidligere havde været. De vigtigste Bestemmelser i det nye Regulativ vare følgende:

Enhver Forfatter, der indleverede et originalt Stykke, skulde inden sex Uger fra Indleverings-Datoen have skriftligt Svar fra Direkteuren tilligemed Underretning om, hvilke andre originale Stykker der allerede vare antagne, men endnu ikke opførte. Opgav Forfatteren sin Ret til at besætte Rollerne i sit Stykke, kunde han fordre det opført efter dets Anciennetet blandt de antagne originale Arbeider. Denne Forfatterens Ret til at bestemme Rollebesætningen i sit eget Stykke var noget Nyt, som Kommissionen fik indsat. Det havde nemlig ganske vist tidligere været en almindelig Praxis, men først nu blev det fastslaaet som en bestemt Rettighed for Forfatteren. Var Stykket en Opera eller et Syngespil med original Musik, da traadte Komponisten fuldstændig i Forfatterens Sted. Efter et Stykkes Antagelse var det Forfatteren forbudt at lade det opføre paa noget andet Theater i Kjøbenhavn eller Forstæderne, hvorimod han havde Ret til at lade det opføre i Provindserne og Udlandet, dog at det ikke opførtes tidligere der end paa det kongelige Theater. For et originalt dramatisk Arbeide eller for Musiken til en Opera eller et Syngestykke udbetaltes der i Antagelseshonorar 150 Rdl., naar Stykket udfyldte en Hel Aften Udgjorde det kun [sideskift][side 275]en Del deraf, var Antagelseshonoraret fra 50 til 100 Rdl., saaledes at et Stykke, der omtrent udfyldte 2/3 af Forestillingen, altid honoreredes med det sidstnævnte Beløb. Antagelseshonoraret udbetaltes, naar Rollebesætningen var as-gjort, eller ved Antagelsen, saafremt Forfatteren havde renonceret paa sin Ret til at besætte Rollerne, og efter den 26de Forestilling tilfaldt der Forfatteren eller Komponisten et lige saa stort Beløb i Slutningshonorar.

Med Hensyn til Stykkernes Oprindelse deltes de i Originaler og Oversættelser, medens der for Omarbeidelser kun bestemtes, at Minimum skulde være det Dobbelte af Betalingen for en Oversættelse, hvorimod Maximum ikke maatte overstige 1/4 af, hvad der vilde tilfalde Forfatteren af et originalt Stykke af lignende Omfang. For arrangeret Musik til Vaudeviller, Sangspil, musikalske Dramer og Balletter fastsattes ingen vis Betaling, idet denne maatte rette sig efter Musikens kvalitative og kvantitative Værdi. For Originaler, der udfyldte en Hel Aften, betaltes af den aftenlige Indtægt (ie. det Beløb, som indkom ved Salget af Billetter til samtlige Pladser paa Gulvet) til Forfatteren eller, hvis Stykket var en Opera eller et Syngespil, til Komponisten:

Udfyldte Stykket kun en Del af Forestillingen, betaltes der til Forfatter eller Komponist: [sideskift][side 276]

saaledes at et Stykke, der udfyldte 2/3 af Forestillingen, altid honoreredes med Maximum. Honoraret for original Text til en Opera eller et Syngestykke betaltes efter Omstændighederne med fra Halvdelen af indtil lige med Komponistens Honorar, hvilket ligeledes gjaldt om Antagelses- og Slutnings-Honoraret. Musik og Partitur til en Ballet honoreredes med Halvdelen af, hvad der vilde tilfalde Komponisten af et Syngespil af lignende Omfang, medmindre Komponisten foretrak et Honorar en Gang for alle, hvilket da skulde udbetales strax efter den første Opførelse.

Disse Bestemmelser vare, som det vil sees, langt liberalere for Komponisterne end Bestemmelserne i Regulativet af 1842. Efter det ældre Regulativ betaltes nemlig Operaer, Syngestykker og musikalske Dramer, som udfyldte en Hel Aftens Forestilling, med 25 pCt. over Normal-Honoraret, saaledes at der, naar Digter og Komponist ikke havde truffet nogen Overenskomst i Forveien, betaltes for en Opera: Komponisten 2/3 og Digteren 1/3; for et Syngestykke: hver af dem Halvdelen; for et musikalsk Drama: Digteren 2/3 og Komponisten 1/3. Efter det nye Regulativ derimod traadte Komponisten fuldstændig i Række med Forfatteren af et originalt Arbeide, ligesom den Digter, der havde skrevet Texten til Musiken, ogsaa blev bedre stillet end tidligere. — Hvad Oversættelser angik, da fulgte det nye Regulativ ganske det ældres Fodspor og fastsatte den samme Betaling. [sideskift][side 277]

Det nye Regulativ fik kun Anvendelse med Hensyn til de Arbeider, som efter dets Approbation antoges eller indsendtes til Antagelse, medens dog den i Regulativer givne Forklaring af Udtrykket "aftenlig Indtægt" ogsaa skulde have Anvendelse paa de ældre Stykker, som senere opførtes, for hvilke forøvrigt Regulativer af 1842 vedblev at være gjældende.

Skjøndt Christensen maatte betragtes som særlig retskyndig, idet han endogsaa i denne Egenstab var ansat som Lærer ved Søkadetakademiet, var det dog langtfra lykkedes ham at affatte Forfatter-Regulativet i Udtryk, der kunde forhindre Tvivl og Misforstaaelser. Dette viste sig nemlig strax efter Regulativets Publikation. Det havde erholdt kgl. Approbation i Juli 1856, og i den paafølgende Maaned indleverede Boghandler C. W. Stinck Lystspillet "En lille Hemmelighed" til Theaterdirektionen, idet han samtidig underrettede Direktionen om, at den afdøde Digter F. I. Hansen var Forfatter til det. Stykket blev antaget og spillet; men da Stinck forlangte Honorar for det, nægtede Direktionen at udbetale det. Stinck sagsøgte derfor Theatrets Direkteur ved Hof- og Stadsretten og gjorde opmærksom paa, at han havde afkjøbt afdøde F. I. Hansens Fader Eiendomsretten til alle Sønnens Skrifter og derefter indleveret det omtalte Stykke til Theaterbestyrelsen. Denne fremkom imidlertid for Retten med den mærkelige Indsigelse, at da Stinck ikke ved Indleveringen havde henvist til "bestemte Fordringer", maatte han antages "ubetinget at have overladt Stykket til det kongelige Theater og derved have underkastet sig Theaterbestyrelsens Bedømmelse samt overladt Afgjørelsen til den", og Bestyrelsen mente derfor, at Stinck kunde lade sig nøie med de 50 Rdl., som den havde udbetalt ham, "ikke som Honorar eller Be Be-taling [sideskift][side 278]taling for Stykket, men som en Rekognition for den Tjeneste, han havde bevist det kongelige Theater ved at overlade det Manuskriptet". Fremdeles paaberaabte Bestyrelsen sig Reglementets § 12 til Støtte for sin absurde Paastand om, at Honoraret for et indsendt og antaget Stykke udelukkende tilkommer Forfatteren og eventuelt dennes Enke og Børn, .men at det aldrig kan fordres udbetalt af Andre. I denne Paastand kunde Retten, som naturligt var, ikke give den Indstævnte Medhold, da der hverken i Regulativer eller i Motiverne til det fandtes det Allerringeste om, at en Forfatter ikke skulde have Ret til at overdrage sin Fordring paa Theaterkassen til Enhversomhelst. Og naar den indstævnte Bestyrelse endvidere i sit Indlæg paastod, at det i Motiverne til Regulativet hed, at dettes Formaal var "at vække de dramatiske Forfatteres Interesse og nære deres Virksomhed for Nationaltheatret", da maatte dette efter Rettens Mening selvfølgelig bedst kunne naaes, naar Forfatteren ikke i nogensomhelst Retning var indskrænket i at kunne gjøre sine Fordringer paa Theaterkassen gjældende, men havde Ret til ligesom enhver Anden at sælge eller pantsætte sit Honorar, uden at der var den i mange Henseender vigtige Indskrænkning, at det ham tilkommende Honorar kun kunde hæves af ham eller eventuelt af hans Enke og Børn. Ved Hof- og Stadsrettens Dom af 18 Januar 1858 blev derfor Stinck kjendt berettiget til at nyde Honorar efter Regulativet, og Theaterbestyrelsen dømtes til at betale ham 20 Rdl. i Sagsomkostninger, hvorimod hans Fordring om strax at erholde Slutningshonoraret udbetalt afvistes, da det laa udenfor Forligsklagen. Kommissionen endte sin lange Indstilling til Kultus Kultus-ministeriet [sideskift][side 279]ministeriet med at udtale den Overbevisning, at "de lykkelige Forhold, hvortil Kunsten er bragt ved det danske Nationaltheater, for en stor Del skyldtes den Betryggelse, som hidtil havde været givet eller stillet i Udsigt ved den kongelige Ansættelse, og at en Forandring i dette Forhold, hvortil der i den senere Tid syntes at have vist sig nogen Tendents, vilde være i høi Grad farlig for Theatrets Fremtid. Og uagtet Kommissionen i sine Forslag vel havde troet at kunne gaa ud fra, at dette Forhold vilde blive opretholdt, havde den dog ved den Ængstelighed, som senere Tiders Begivenheder kunde vække i saa Henseende, troet ikke at burde afholde sig fra at henlede Ministeriets Opmærksomhed paa et Punkt, som efter Kommissionens Mening burde tillægges en overordenlig Betydning for Theatret."

Desværre bar denne Kommissionens Henstilling ikke den ringeste Frugt. Hvad man med Rette havde befrygtet, indtraf virkelig senere, idet Rigsdagen vedtog, at Ingen herefter maatte erholde kongelig Ansættelse ved Theatret. Det var det første Skridt paa Veien til at undergrave Nationaltheatrets Bestaaen som selvstændig Kunstanstalt, et Skridt, hvis sørgelige Følger det er Fremtiden givet at paavise.

Blandt de Slutningsbemærkninger, der forøvrigt fremkom i Kommissionens Indstilling, var ogsaa den, at det vilde være ønskeligt, om der for Fremtiden kunde blive sørget bedre for Dandsebørnenes aandelige Opdragelse, da der ofte blandt dem fandtes Spirer til virkeligt Talent for Skuespillet. Fremdeles henledede man Opmærksomheden paa, at Souffleuren for Skuespil og Vaudeviller var saa slet aflagt for sin ansvarsfulde og vigtige Post, at alle Skuespillerne havde afseet en Del af deres Fortjeneste til Bedste for ham. Og sluttelig udtalte Kommissionen, at det efter Theatrets [sideskift][side 280]forestaaende Ombygning, efter hvilken de fleste Pladser vilde blive numererede, vilde være tilstrækkeligt at aabne Theatret en halv Time før Forestillingens Begyndelse, hvorved der kunde opnaaes en ikke ringe aftenlig Besparelse.

Den 25de August afholdtes det sidste Møde i Kommissionen, hvis Medlemmer da underskrev Indstillingen, der indsendtes til Kultusministeren. Fra denne meddeltes den til Heiberg, for at han kunde gjøre sig bekjendt med den og udtale sig angaaende dens Bestemmelser, men Tiden var da allerede saa langt fremrykket, at den nye Saison lige stod for Døren, og Heiberg kunde derfor umulig faa Leilighed til at afgive sin Mening om Kommissionens Indstilling i saa god Tid, at Regulativerne kunde træde i Kraft ved Begyndelsen af Saisonnen 1855-56. Det blev derfor foreløbig stillet i Bero at søge at faa kongelig Approbation paa Regulativerne, der, om ogsaa Heiberg havde sat sig nok saa meget imod dem, dog tilsidst vilde blive godkjendte, fordi de faldt i Ministerens Smag.

I Sommerens Løb afgik Syngesouffleur Eisen ved Døden, og hans Post blev overtaget af Sahlgreen, ved hvis Afgang Operaen ikke led noget Afbræk, hvorimod han viste sig særdeles duelig i sin nye Virksomhed, hvori der gaves ham fast Ansættelse under 19de Marts 1887.