[sideskift][side 288]At Saisonen først begyndte den 23de September, havde sin Grund i, at Sommeren var bleven benyttet til at omdanne Tilskuerpladsen, der paa ingen Maade mere svarede til Tidens Fordringer. Allerede under 24de Mai 1853 havde Ørsted som Kultusminister gjort Indstilling til Kongen om Nedsættelse af en Kommission til at afgive Betænkning [sideskift][side 289]og Forslag angaaende Opførelsen af et nyt Theater, og til Medlemmer af denne Kommission havde han foreslaaet Heiberg, Departementsdirecteur i Finantsministeriet Edvard Collin, Theatermaler Troels Lund og Bygningsinspekteur, Professor M. G. B. Bindesbøll. Kongen resolverede imidlertid under 3die Juni s. A., at inden der foretoges Videre i denne Sag, skulde Kultusministeriet paalægge Bygningsinspekteuren "efter anstillet Undersøgelse at oplyse den daværende Theaterbygnings Tilstand, saa at det kunde skjønnes, om den ikke kunde istandsættes saaledes, at den svarede til Tidens Fordringer". Tillige havde Bygningsinspekteuren at gjøre Overslag over, hvad en saadan Istandsættelse vilde koste.

Herved gjordes det første Skridt til de partielle Ombygninger, som senere Tid efter anden fandt Sted, og som bevirkede, at Theaterbygningen med store Bekostninger blev omkalfatret og forkludret saaledes, at den ikke alene ikke svarede til de Fordringer, der kunde stilles til den, men ogsaa fik et saa gyseligt Udseende, at man endelig tilsidst indsaa Nødvendigheden af at afløse den gamle Bygning med et helt nyt Skuespilhus.

I Sommeren 1855 foretoges altsaa, som tidligere bemærket, den første Ombygning, der kom til at omfatte Tilskuerpladsen. Arbeidet lededes med stor Dygtighed af Bindesbøll. Loftet hævedes et Par Alen, der anbragtes Ventilationsapparater, de gamle svære Træpiller erstattedes af tynde Jernsøiler, og Pladsernes Antal forøgedes ikke ubetydelig. Medens der nemlig hidtil kun havde været nogetover 1200 saavel siddende som staaende Pladser, indrettedes der nu henved 1370 Siddepladser, og samtidig sørgedes der for at gjøre Udgange og Trapper bredere. Parterret blev helt igjennem forsynet med Siddepladser, og ved den første fore fore-stilling [sideskift][side 290]stilling efter Ombygningen saa man da ogsaa Damer paa disse Pladser, Noget, der ingensinde tidligere havde været Loftet, i hvilket den gamle Lysekrone bibeholdtes, blev dekoreret af Professor Constantin Hansen med Apollo og fem af Muserne, men denne Dekoration blev med Rette stærkt angreben fra flere Sider, idet man blandt Andet ankede over det Uskjønne i, at Figurerne vare overskaarne noget under Knæet. Hansen havde ligeledes dekoreret 2den Etages Loger med smukke mythologiske Figurer og med Portraitmedailloner af Holberg, Oehlenschlæger, Ewald, Wessel, Kuhlau og Weyse. Logerne i 3die Etage vare smykkede med en forgyldt Balustre paa hvidlakeret Grund, der tog sig let og luftig ud, og Iste Etages Loger vare udstyrede af Blomstermaler, Professor I. L. Jensen med udmærket skjønne Blomsterguirlander, som dog trods den store kunstneriske Dygtighed, hvormed de vare udførte, ikke gjorde den tilsigtede Virkning, idet de i deres Farver ikke prangede nok ligeover for den øvrige pragtfulde Dekoration. Hele Tilskuerpladsens Ombygning kostede et Beløb af 41,983 Rd. 18 Sk., foruden at Civillisten betalte 3,422 Rd. 82 Sk. for Forandring af de kongelige Loger. Pengene til Ombygningen skaffedes tilveie saaledes, at der hertil benyttedes dels en Sum af 25,000 Rd., som var indkommen ved Salget i April Maaned 1850 af Theatrets Gaard i Lille Strandstræde, hvortil kom et ved Summens Omsætning indvundet Beløb af 923 Rd. 70 Sk., dels et Tilskud af Kunstanstalternes Bygningskonto for 1855-56 af 11,415 Rd. 10 Sk. og dels endelig 4,644 Rd. 34 Sk., der i 1856-57 udrededes af selve Theaterkassen. Værdien af de Pladser, Kongen forbeholdt sig, var omtrent 6000 Rd., thi foruden den tidligere kongelige Loge samt Hofdame- og Kavalerlogen lod han i [sideskift][side 291]Baggrunden af Tilskuerpladsen indrette en ny Kongeloge i 1ste Etage, i hvilken han i Reglen tog Plads, naar han gjæstede Theatret med sin Gemalinde.

Fra denne Saisons Begyndelse nedsattes tillige Prisen paa Billetter til forhøiet Pris fra 50 til 25 pCt., uden at der var nogen Indskrænkning med Hensyn til Antallet af de Billetter, der saaledes maatte sælges til den forhøiede Pris. Samtidig indtraadte der en Forhøielse af Priserne for enkelte Arter af Billetter. Medens saaledes Betalingen for 1ste og 2det Parket blev som hidtil henholdsvis 1 Rd. 32 Sk. og 1 Rd., forhøiedes Prisen paa en Parterrebillet fra 48 til 64 Sk. I 1ste Etage kom de to første Rækker til at koste 1 Rd. 16 Sk., medens de øvrige Rækker kostede 1 Rd. 2den Etages Loger kostede 80 Sk. for de to første og 64 Sk. for de øvrige Rækker, og i 3die Etage betaltes der 40 Sk. for alle Rækker. Den tidligere Numerering forandredes ligeledes. Fra nu af bleve Pladserne paa Gulvet numererede fra Midten af Bænkene udad til hver Side, faa at de ulige Numere gik til venstre og de lige til høire Side. Paa samme Maade gik det med Logerne i Etagerne, hvor Litra- og Numer-Betegnelsen afløstes saaledes, at alle Loger med ulige Numere laa paa venstre og alle Loger med lige Numere paa høire Side. Publikum lod overhovedet til at være vel fornøiet med alle de foretagne Forandringer; kun klagedes der, som naturligt var, over Prisforhøielsen, ligesom man ankede over, at Pladserne i Logerne vare noget for knappe.

Det var ikke under heldige Auspicier, at Heiberg begyndte denne Saison, der skulde blive hans sidste. Ikke alene havde han af sit Personale mistet to saa betydelige Kunstnere som Wiehe og Høedt, men han havde tillige faaet en ny Konkurrent i Hoftheatret, hvor Lange begyndte sine [sideskift][side 292]forestillinger den 9de September under stort Tilløb, og endelig havde han Størsteparten af Pressen mod sig. Den aarlige Logeauktion, som fandt Sted i Midten af September, havde derfor ogsaa kun et meget tarveligt Udfald for Theaterkassen, idet en stor Del Loger forbleve uafsatte. Grunden hertil var for en Del Prisforhøielsen, men maatte dog ogsaa søges i det strenge Politiforbud mod udstykket Billetsalg af Spekulanter, thi netop disse Sidste var det, som de andre Aar havde været Kjøbere af Logerne i 2den og 3die Etage. Det gik dog her som tidligere, at en stor Del Loger, navnlig i 1ste Etage, i Løbet af Saisonen bortsolgtes underhaanden af Theatret til de som Minimum normerede Priser.

"Aspekterne for Virksomheden i den 7de Saison — skriver Heiberg — vare ikke gunstige. Theatret havde mistet to Talenter, hvis Savn, idetmindste i det første Øieblik, var meget føleligt, den Enes, fordi han sørgede for stedse at være i Folkemunde og pirre Publikums Nysgjerrighed, den Andens, fordi han som den mest begavede Skuespiller i Elskerfaget var i Besiddelse af Publikums store Gunst. Savnet af disse To var allerede vanskeligt nok, selv om man endnu ikke anede, at det skulde lykkes dem at forøge Vanskeligheden ved at slutte sig til de forestillinger paa Hoftheatret, der vare i komplet Strid med Kammerraad Langes daværende Privilegium, og mod hvilke jeg derfor ogsaa Protesterede hos Ministeriet, men til ingen Nytte. Kammerraad Lange, der sukcessivt havde været i Besiddelse af forskjellige Privilegier, hvoraf det ene kasseredes, naar det andet meddeltes, havde nu ifølge sin egen Ansøgning faaet Privilegium paa Oprettelsen af et Folketheater i Kjøbenhavn, saaledes at hans tidligere Privilegium til at give forestillinger skulde være udløbet den 30te November 1856. Efter den Dag havde han da ingen Rettighed til at [sideskift][side 293]spille paa Hoftheatret eller i noget andet Lokale, for Folketheatret var indrettet; naar han da i det uddøende Privilegiums sidste Dage begyndte en saa omfattende Entreprise paa Hoftheatret, var det ikke rimeligt, at han havde betænkt at standse den om et Par Maaneders Forløb. Alt dette urgerede jeg, men det hjalp ikke. Man mente, at Hs. Maj. Kongen maatte være berettiget til at overlade sit Hoftheater, til hvem han fandt for godt; jeg derimod mente, at dette ikke kunde gjælde om offenlige forestillinger for Betaling, men at tvertimod enhver Tilladelse i denne Retning maatte, efter Grundlovens Emanation, udgaa fra vedkommende Ministerier, som følgelig havde i deres Magt at hindre det. Og hertil var der under disse Omstændigheder saa meget mere Anledning, som vore Konger ere det kongelige Theaters naturlige Beskyttere, og man derfor ikke skulde lade en for det kongelige Theater skadelig Foranstaltning have Skinnet af at være udsprungen af hans Majestæts Villie. Men saaledes var det nu engang bestemt, og det blev ikke anderledes. Som et af de mange Midler, der kunde anvendes til at gjøre den daværende Theaterdirekteur kjed af hans Stilling, var det imidlertid ikke forkasteligt, uden at jeg dog paa nogen Maade vil tillægge det denne Oprindelse."

Det kunde synes underligt, at Kultusministeren ikke delte Heibergs ovenfor udtalte Anskuelse og som hans naturlige Allierede søgte at værne om det kongelige Theaters Interesser, thi dels var det Tvivl underkastet, hvorvidt Kongen kunde give Hvemsomhelst Tilladelse til at give dramatiske forestillinger paa Hoftheatret, — og dels var det et Spørgsmaal, om Lange havde nogen Bevilling, der hjemlede ham Ret til at spille udover den 30te November 1855. Heiberg havde den 25de April s. A. henledet Ministeriets Opmærksomhed [sideskift][side 294]paa, at Lange formentlig ikke burde spille udover det ovenfor angivne Tidspunkt, og herpaa havde han den 10de Mai faaet det Svar, at Ministeriet ikke fandt sig foranlediget til at gjøre yderligere Skridt i den Anledning. Men hermed lod Heiberg sig ikke nøie. Det maatte for ham staa klart, at alle dramatiske forestillinger paa Hoftheatret efter den 30te November vare utilstedelige, og derfor skrev han paany den 7de s. M. til Ministeriet, om det ikke maatte finde Anledning til at gjøre Sagen til Gjenstand for nærmere Forhandling. Langes Bevilling udløb nemlig den 30te November s. A., men allerede den 2den April 1853 havde han faaet Bevilling paa at oprette et "Folketheater" i Kjøbenhavn eller Forstæder med Tilladelse til at opføre Folkekomedier, Vaudeviller, Lystspil, Operetter, Pantomimer og Dands. I dette Privilegium, som gjaldt for ham personlig og for hans Livstid, var det kongelige Theaters Repertoire undtaget fra at maatte opføres paa Folketheatret, ligesom der var paabudt Gagering af en Censor. Dette Privilegiums Indhold var under 21de s. M. meddelt Heiberg, og i denne Meddelelse stod der, at det tidligere Privilegium af 30te November 1852 samtidig var kasseret. Men mærkelig nok fandtes der ikke et Ord derom i Langes Bevilling, som under 3die Februar 1855 udvidedes til ikke blot at gjælde for Lange, men tillige at kunne i 25 Aar overdrages til Andre, som autoriseredes af Justitsministeriet. Da Folketheatret jo ikke var oprettet, havde Lange saaledes egenlig ikke noget Privilegium paa at spille, men i November 1855 indgik han til Kongen med Andragende om en Fornyelse paa tre Aar af en ham under 9de September 1849 meddelt Bevilling til at give forestillinger uden nogen Indskrænkning af Kunstarterne. Denne Begjæring om Tilladelse til at maatte spille alt Muligt blev [sideskift][side 295]dog afslaaet, idet Kultusministeriet i sin derom afgivne Betænkning opponerede derimod, og Lange indgav da en ny Ansøgning om, at hans Bevilling af 30te November 1862 maatte blive fornyet paa 5 Aar. I Anledning af dette Andragende ønskede Kultusministeriet at høre Theaterdirekteurens Mening, og Heiberg tilskrev derfor under 13de Februar 1856 bl. A. Ministeriet Følgende:

"Kammerraad Langes Begjæring gaaer ud paa, at den nye Bevilling skal — foruden de allerede indrommede Digtarter: Folkekomedier, Lystspil, Vaudeviller og Syngestykker — tillige omfatte "Skuespil," dog ikke Drama og Tragedie derunder indbefattet. Men i denne Bestemmelse ligger en stor Uklarhed; thi ved "Skuespil" i Ordets indskrænkede Betydning forstaaer man væsenlig det Samme som ved "Drama", og naar da Dramaet skal udelukkes, bliver der ikke Noget tilbage. Forfatterne tage det ikke altid saa nøie med Benævnelsen af den Digtart, hvorunder deres Arbeider henhøre, og saaledes kan mangt et Stykke, naar det indeholder enkelte alvorlige Elementer, uden dog derfor just at henhøre under Begrebet "Drama", være kaldt "Skuespil", uagtet Ordet "Lystspil", der har et stort Omfang, vilde have været en bedre Benævnelse. Kammerraad Lange yttrer i sin allerunderdanigste Ansøgning, at det danske Ord "Skuespil" svarer til de franske Benævnelser Comédie og pièce. Hvorledes det sidste Ord er kommet med, er vanskeligt at forstaa, thi ved pièce, ligesom ved det danske Ord "Stykke", betegnes aldrig nogen særegen dramatisk Form, men det er det vulgaire Udtryk for alle dramatiske Arbeider uden Forskjel og vil derfor Heller aldrig findes i Titelen af noget saadant som Digtartens Betegning. Derimod indbefatte vel de Franske under Benævnelsen Comédie Alt, hvad man paa Dansk [sideskift][side 296]kalder Lystspil, til hvilket Ord de ikke have noget tilsvarende. I Almindelighed vil derfor ethvert fransk Stykke, som er kaldet Comédie, f. Ex. "En fornem Svigersøn", som Lange paaberaaber sig, i den danske Oversættelse uden Anstød kunne kaldes Lystspil. — Det er ikke i Frankrig, men i Tydskland og Danmark, at man har distingveret mellem Lystspil og Komedie, ligesom mellem Sørgespil og Tragedie. De mere substantielle Interesser betegne Komedien og Tragedien, de individuelle Lystspillet og Sørgespillet." Forsaavidt som altsaa Kammerraad Langes Andragende gaaer ud paa, at ogsaa saadanne Komedier, som ester denne nyere Terminologi ikke kunne henregnes under det egenlige Lystspil, maa indbefattes i hans Bevilling, kan det (saafremt denne Begjæring stal komme i Betragtning, hvortil Ministeriet dog synes utilbøieligt,) simplest ske ved at ombytte Ordet "Folkekomedier" med "Komedier" i Almindelighed. Derimod med Bibeholdelse, af "Folkekomedierne" at tilføie "Skuespil" kan jeg ikke tilraade, fordi Udtrykket er inkorrekt og saaledes let kan lede til forskjellige Fortolkninger. Ikke alene kunde mange Dramaer — hvilke jo Lange gjør Afkald paa — være benævnede Skuespil, men Ordet kunde endog føre ind i Tragedien, naar enten en Forfatter, for at vise Beskedenhed, eller en Entrepreneur, for at udvide sit Repertoire, gav en Tragedie Navn af tragisk Skuespil. Dette flertydige, ubestemte Ord er det bedst at undgaa, ogsaa i Langes egen Interesse; thi da kan det i denne Henseende være ham ligegyldigt, om "det kongelige Theaters Direkteur er tilbøielig til at betragte ethvert Stykke, der opføres paa Hoftheatret, med skjæve Blikke", eller om denne Direkteur "er en Mand, som besjæles af en levende Interesse for Kunsten, og som gjerne seer, at en anden Kunstanstalt blomstrer ved Siden af det af Staten understøttede [sideskift][side 297]Theater, og af hvem Spørgsmaalet (om et Stykke skal kaldes Lystspil eller Skuespil) sikkert vil erholde den mildeste Fortolkning," — en Skildring, hvorved jeg, da jeg ikke har gjort nogen Indsigelse mod, at "En fornem Svigersøn" kaldtes Lystspil og opførtes paa Hoftheatret, maa føle mig meget smigret. — Iøvrigt maa det vel betragtes som en Selvfølge, at saafremt Kammerraad Lange erholder sin Bevilling af 30te November 1852, med eller uden Udvidelse, fornyet paa 5 Aar, hans Bevilling af 2den April 1853 da falder bort, eftersom det vel ikke kan være gavnligt at give den samme Mand paa engang flere nærbeslægtede Bevillinger, som han da under forskjellige Omstændigheder kan indskyde sig under, for at opnaa ved den ene, hvad der er nægtet ham i den anden. Da det desuden er aabenbart, at den Karakter, som Kammerraad Lange giver sine nuværende forestillinger, ingenlunde er skikket til at forvandle Hoftheatret til et Folketheater, paa hvilket Bevillingen lyder, og da der i hans Repertoires begjærte Udvidelse til de egenlig saakaldte "Skuespil" endnu mindre er Spor til, at denne Forvandling er paatænkt, maa det vel findes rigtigt, at Bevillingen paa at oprette et Folketheater salder bort, naar den tidligere Bevilling fornyes."

Heibergs sidst udtalte Buste blev, som det var at vente, ikke opfyldt, hvorimod der i den Lange under 28de Marts 1856 bevilgede Forlængelse af Privilegiet af 1852 ikke gaves ham Ret til at opføre "Skuespil". Tillige optoges der i denne Bevilling en Klausul om, at det var ham forbudt at opføre Stykker, der gaves i Oversættelse paa det kongelige Theater, uden Hensyn til, om han foranstaltede nye Oversættelser af samme Stykke. At denne Klausul blev indført, havde sin Grund i to Omstændigheder: dels deri, at den efter [sideskift][side 298]Heibergs Forslag var bleven indført i det Privilegium, som Kasino havde faaet under 23de Marts 1855, og dels deri, at Heiberg den 28de Januar 1856 henstillede til Kultusministeriet, hvorvidt det ikke maatte finde sig foranlediget til at stride ind mod Lange, der efter et almindelig udbredt Rygte agtede paa Hoftheatret at opføre Komedien "Figaros Bryllup" af Beaumarchais, der hørte til det kongelige Theaters Repertoire. Paa denne Skrivelse fra Heiberg svarede Ministeriet, at saafremt Lange lod "Figaros Bryllup" opføre i en ny Oversættelse, turde det ikke være hævet over enhver Tvivl, hvorvidt dette kunde kaldes et Overgreb fra Langes Side. Der stod nemlig ikke i Langes som i Kasinos Bevilling, at det var forbudt at benytte Stykker, som gaves i Oversættelse paa det kongelige Theater, selv om der foranstaltedes en ny Oversættelse af Stykket, men der stod kun, "at han ved Valg af Stykker til Folketheatret ikke maatte gjøre noget Indgreb i det kongelige Theaters Repertoire." Da derhos Lange i Tilfælde af mulige Overgreb var forpligtet til at underkaste sig det kongelige Theaters Direkteurs Afgjørelse, dog med Forbehold at kunne indskyde sig under Kultusministeriets Resolution, maatte Ministeriet overlade det til Heiberg selv, om han ved Henvendelse til Lange vilde foranledige, at dette Spørgsmaal blev bragt under nærmere Forhandling og eventualiter til Afgjørelse paa den i Bevillingen angivne Maade.

Denne i flere Henseender ret mærkelige kultusministerielle Skrivelse foranledigede Heiberg. til et Svar, hvori det bl. A. hedder: "Hvorvel jeg paa den ene Side havde forudseet, at den Lange under 2den April 1853 meddelte Bevilling var klausuleret saaledes, at han ikke maatte benytte noget til det kongelige Theaters Repertoire henhørende oversat Stykke, selv [sideskift][side 299]om en ny Oversættelse tilveiebragtes, troer jeg paa den anden Side at burde fremhæve, at da jeg i ovenberørte Henseende henvendte mig til Ministeriet, skete dette ikke for at gjennemføre et mig personlig magtpaaliggende Ønske, men som et pligtskyldigt Skridt i det kongelige Theaters Interesse. Hvis altsaa Ministeriet er beroliget ved den Tanke, "at Kammerraad Lange vil søge at undgaa Kollisioner", saa kan jeg ogsaa være det, og der er da for mig ingen Grund til "at henvende mig" til Kammerraad Lange, eftersom det tvertimod er ham, der i Tvivlstilfælde har at henvende sig til mig, som ikke kan vide, hvilke Stykker han agter at give, og selvfølgelig ikke kan nedlægge Protest imod dem, inden deres Opførelse er bekjendtgjort. — Dersom ikke Omstændighederne i det omkvæstionerede Tilfælde vare saadanne, at jeg ved min egen Autoritet ikke kunde udrette Noget, havde jeg naturligvis ikke henvendt mig til Ministeriet med Begjæring om dets Assistance, men havde klaret Sagen paa egen Haand. Naar nu Ministeriet ikke destomindre henviser mig til mig selv, saa maa jeg betragte Sagen som opgiven og kan ikke besatte mig mere med den. Mit Andragende var desuden bestemt paa den Forudsætning, at Ministeriet ansaa det omtalte Indgreb som ulovligt. Men idet nu Ministeriet synes at betragte det som lovligt, eller idetmindste dets Ulovlighed som tvivlsom, maa fra min Side enhver yderligere Bestræbelse falde bort." — Heiberg gjorde som Følge af denne Skrivelse intet andet Skridt for at forhindre Lange fra at Opføre "Figaros Giftermaal" paa Hoftheatret, og at Stykket alligevel ikke blev spillet, hidrørte vel altsaa fra, at Kultusministeriet henstillede til Lange, om det dog ikke vilde være fornuftigst at undlade Opførelsen. Disse forskjellige Skrivelser [sideskift][side 300]indeholde forøvrigt talende Vidnesbyrd om den Understøttelse, Heiberg havde at vente af sin Overordnede, Kultusministeriet.

Saisonen 1855-56 paa Hoftheatret blev under Kammerraad Langes driftige og energiske Bestyrelse af saa stor Betydning og spillede blandt det høiere kjøbenhavnske Bourgeoisie en saadan Rolle, at den med nogle Ord fortjener at omtales i det kgl. Theaters Historie, da den paa en vis Maade kan siges at danne et Supplement til den. Hoftheatrets Personale bestod af Wiehe, Høedt og A. Nielsen fra det kgl. Theater, Adolph Rosenkilde, Edvard Hansen, Martini og Lund fra Kasino, Chr. Nielsen, Sørensen og Rau fra Provindstheatrene, Madam Anna Rosenkilde, f. Paasche, Madam Regina Nielsen, f. Dahlhoff, Jfr. Julie Lumbye og Jfr. Therese Wimmer fra Kasino samt Madam Steiner og Jfr. Steiner fra Provindstheatrene. Saisonen begyndte den 9de September 1855 og endte den 4de Juni 1856. Der gaves ialt 149 forestillinger, foruden at Personaler medvirkede ved fire forestillinger til Indtægt for Bespisningsanstalten, for Borgervæbningen, for Professor Nielsen og for Selskabets Musikdirekteur, Krigsraad Lincke. Ved disse 149 forestillinger var Theatret ialt udsolgt 60 Gauge, og der opførtes 23 Stykker, hvoraf de 13 vare Nyheder. Af disse vare igjen de tre Originaler: Lystspillet "En Evadatter" (efter Forlydende af Frøken Clara Andersen), Vaudevillen "Familietvist" af Hostrup og Idyllen "Paa Bjerget" af A. Thornam. Tilløbet til disse forestillinger paa Hoftheatret var som sagt meget stort. Dels blev det en Mode at besøge dette Theater, dels laa der jo i den store Tilstrømning en Protest mod det Heibergske Regimente, og dels endelig bødes der en Mængde Nyheder, der serveredes i en saa pikant Form, at de uvilkaarlig maatte friste NysNys-gjerrigheden [sideskift][side 301]gjerrigheden. Med Gymnase som Forbillede vare Stykkerne indstuderede med sjelden Omhu og Finesse, og samtidig var der lagt særlig Vægt paa Elegance, hvad hele Sceneriet angik, hvorfor man da ogsaa kunde opleve det Særsyn, at de fleste af Stykkerne oplevede et betydeligt Antal forestillinger. Saaledes opførtes til Exempel "Berthas Klaver" 43 Gange, "Den sidste Nat" 32 og "En Evadatter" samt "En fornem Svigersøn" hver 25 Gange i denne Saison. Præstationerne modtoges gjennemgaaende med stor Velvillie af den offenlige Kritik, men dog begyndte man allerede paa dette Tidspunkt at kunne mærke i "Fædrelandet" Noget til, at der med Hensyn til Høedt var et Omslag i Vente, et Omflag, som senere fremtraadte paa det mest Eklatante. I det omtalte Blad skriver saaledes en Theateranmelder under Mærket N i Anledning af Høedts Udførelse af Adelsmanden i "Den sidste Nat": "Denne Kunstner har i Reglen ikke hjemme i Tragedien eller det alvorlige Drama, og naar hans Præstationer paa det kgl. Theater en enkelt Gang vare mindre heldige, var Skylden formodenlig ikke saa meget hans som Bestyrelsens, der tildelte ham saadanne Roller, som ikke egnede sig for ham. For den opmærksomme Undersøgelse er det klart, at Hr. Høedt ikke i nogen høi Grad besidder Evne til at individualisere, det vil sige, han forstaaer ikke at lade Karakteren og sin egen Person gaa op i fuldkommen Enhed. Det er for det Meste, som om vi saa to Personer, den, som Skuespilleren skal fremstille, og Skuespilleren selv. Deraf kommer det, at Hr. Høedts Fremstillinger undertiden ere blottede for Illusion; vi bringes da ikke til at glemme, at vi se en Mand spille Komedie, vi skimte for tydelig Bestræbelsen efter at gjengive det virkelige Liv, til at vi kunne faa en Fornemmelse af Livet selv. Angaaende de mere udvortes Evner skulle vi [sideskift][side 302]bemærke, at ingen af vore gode Skuespillere saa meget savner mimisk Talent som Hr. Høedt. Hans Ansigt formaaer neppe at udtrykke nogen eneste Stemning fuldkommen klart, undtagen Vrede, Haan og Bitterhed. Heller ikke synes han at have henvendt Opmærksomhed nok paa den levende Plastik; Bevægelserne, især Gangen, ere oste stive og kantede."

Entreprisen paa Hoftheatret var forøvrigt i lukrativ Henseende saa indbringende saavel for Direkteuren som for Personalet, at det gjentagne Gange var under alvorlig Deliberation at fortsætte den og saaledes stabe en ny Scene, der skulde være for Kjøbenhavn, hvad Gymnasie er for Paris. Denne Plan strandede dog paa Grund af de forandrede Forhold, der ved Saisonens Slutning indtraadte ved det kongelige Theater.

Til disse Vanskeligheder for Heiberg kom endelig den, at Balletten savnede sin bedste Støtte i Bournonville. Allerede i 1854 havde han — som tidligere omtalt — paa en forespørgsel til Bestyrelsen for Hofoperatheatret i Wien faaet Anmodning om snarest at gjæste Keiserstaden for mulig at erholde en Ansættelse der som Balletmester, og ester at have undersøgt de derværende Kunsttilstande fik han fra Hofoperatheatrets Direkteur Tilbud om at sætte Balletterne "Toreadoren" og "Festen i Albano" i Scene, for, saafremt han havde Held med sig, da at underskrive et Engagement, foreløbig fra 1ste Juli 1855 at regne. Da Bournonville virkelig kunde have Glæde af den Modtagelse, de to Balletter fandt i Wien, hvor han tillige havde en dygtig Medhjælper i Dandseren A. Füssel, der som Gjæst udførte den melankolske Englænders Rolle i "Toreadoren", sluttede han Kontrakt med Hofoperatheatret og bragte tillige Jfr. Juliette Price med sig til Wien. Der var nemlig derfra tilbudt hende et meget [sideskift][side 303]fordelagtigt Engagement med det firedobbelte Beløb af, hvad hun oppebar ved det kongelige Theater, og hun havde modtaget dette Engagement, efterat Kultusministeriet mod Heibergs Indsigelse havde bevilget hende ni Maaneders Permission, imod at hendes Gage inddroges. Bournonvilles Ophold i Wien beredte ham dog kun Skuffelser og Ærgrelser, idet det ikke var ham muligt at beseire den fordærvede Smag eller de Kabaler, han overalt mødte paa sin Vei. Efterat Permissionen var udløben, vendte Jfr. Price atter tilbage til det kongelige Theater, hvorimod hendes Fætter Julius Price, der samtidig var reist med hende og Bournonville til Wien, fra 1ste September afgik fra det kongelige Theater som Dandseelev og fik fast Ansættelse ved Hofoperatheatret i Wien, hvor han efterhaanden vandt megen Anseelse for sin Dygtighed som Mimiker og Groteskdandser, og ved hvilket han endnu stadig virker.

Trods Alt, hvad der saaledes i mange forskjellige Retninger optaarnede sig mod Heiberg af Hindringer for at faa et godt og brugbart Repertoire paa Benene, tabte han dog ikke Modet. I Pressen fremkom der Udtalelser om, at det neppe vilde blive ham muligt at aabne Saisonen, paa Kaffehuse udbasunede de misfornøiede Skuespillere Alt, hvad der kunde være til Skade for Tjenestens Gang, og paa selve Theatret hviskedes og skumledes der over Direkteuren i alle Kroge. Og dog lykkedes det Heiberg at komme Saisonen godt igjennem, ja endogsaa at fremdrage en stor Mængde Arbeider, af hvilke hans Efterfølgere høstede stor Nytte i deres Bestyrelsestid. Saaledes fremdrog han f. Ex. "Elverhøi", "Capriciosa", "Aprilsnarrene", "Østergade og Vestergade", "De to Dage", "Apothekeren og Doktoren", "Landsbysangerinderne", "Axel og Valborg" og "Feiltagelserne". [sideskift][side 304]

Allerede Dagen for den første forestilling i Saisonen vare begge Parketterne udsolgte til forhøiet Pris, og Besøget vedblev gjennemgaaende at være meget godt. Kongen, som var en jævnlig Gjæst ved forestillingerne paa Hoftheatret, gjæstede dog ogsaa efter Ombygningen det kgl. Theater, som Søndagen den 7de Oktober gav en Festforestilling i Anledning af hans Fødselsdag. Ved denne Leilighed blev der afsunget en af Hauch digtet Sang, hvori der dog med Rette ikke berørtes, at Kongen var Skuepladsens Beskytter eller Ven.

Under 11te Oktober bekjendtgjorde Theaterdirekteuren for Personalet, at "Spillepræmien (Feu) ifølge ministeriel Bestemmelse foreløbig kun vilde blive udbetalt med 9 pCt. af Bruttoindtægten, hvorimod den ene Procent reserveredes indtil Videre." I Anledning af denne Bekjendtgjørelse maatte "Berlingske Tidende" da ogsaa give sit Besyv med og yttrede, at den ikke kunde begribe Grunden dertil eller Hensigten dermed, men "at den maatte imødese nærmere Oplysning for at kunne komme til en Mening om denne Foranstaltnings Berettigelse." Skjøndt det paa den her fremsatte Maade let fik Udseende af, at Heiberg havde foretaget et Skridt, der mulig var et Indgreb i Skuespillernes Rettigheder, fandt han sig dog ikke paa nogen Maade foranlediget til at rense sig for denne saaledes løst hen i Veiret henkastede Beskyldning, hvilket dog havde været ham en let Sag. Det var nemlig Ministeriet, der havde taget denne Bestemmelse, som igjen var en Følge af det af Kommissionen udarbeidede nye Feu-Regulativ, ifølge hvilket den ene af de 10 pCt. skulde henlægges til en Supplementspillepræmie. Regulativet kom rigtignok forst til at gjælde fra den næste Saisons Begyndelse, men dog bestemte Ministeriet, at den ene Procent allerede i denne Saison skulde tilbageholdes for ved Saisonens Slutning at uddeles [sideskift][side 305]til dem, der havde gjort sig mest fortjente til en Douceur. Denne Supplementspillepræmie vakte imidlertid i Tidens Løb megen Misfornøielse ved den Maade, paa hvilken den blev uddelt, idet den ikke, som Meningen var, tilfaldt "de egenlige Bærere af Repertoiret" i den vedkommende Saison, men derimod de mest Fremtrædende i de enkelte Kunstarter, hvoraf Følgen blev, at en Yngre, selv om han i en Saison havde gjort Theatret overordenlig stor Nytte ved sin Virksomhed, maatte se sig tilsidesat for de ældre, i Forveien bedst aflagte Kunstnere. Tilsidst blev denne Misfornøielse saa almindelig, at Personalet indgav et Andragende til Direktionen om Supplementspillepræmiens Ophør, hvilket bevilgedes ved kgl. Resolution af 31te August 1860.

Repertoirets første Nyhed "Fritz i sin Leir" var et originalt, anonymt Skuespil, som kun oplevede to forestillinger. Det var egenlig kun en dramatiseret Situation, i hvilken Mantzius gav en ved sin Maske fortrinlig Fremstilling af Frederik den Anden af Preussen. Debutantinden, Jfr. Laura Juel, som hidtil havde været ved Dandsen, viste ikke saadanne Prøver paa noget Fremstillingstalent, at hun af den Grund skulde forlade sin tidligere Karriere, og da Tæppet faldt efter den første Opførelse, hilsedes Stykket med stærk Hyssen, hvori der kun indblandedes et meget svagt Bifald. Derimod fik Repertoiret en meget heldig Tilvæxt i det lille enakts Lystspil "De opdigtede Historier." Dette Arbeide var fundet blandt Digteren Poul Martin Møllers efterladte Papirer og gjorde stor Lykke, hvortil den ypperlige Udførelse bidrog en væsenlig Del. Navnlig udmærkede Rosenkilde sig i høi Grad som den gamle, godmodige Magister, der har sat sig i Hovedet, at hele Verden har ham til Nar, og han understøttedes godt af Phister som KjøbKjøb-mand [sideskift][side 306]mand Klinger og Zinck som Opvarteren Lars Esbensen. Det musikalske Divertissement, som opførtes første Gang samtidig med det sidst omtalte Stykke, var et Udtog af Spohrs Opera "Jessonda". Korpersonalet var her opstillet i en Halvcirkel i Baggrunden af Scenen, medens sex Solosangere og Solosangerinder havde Plads i Forgrunden, hvor der var stillet Stole op for dem. Hele dette Arrangement med Personale i Selskabsdragter tog sig alt Andet end godt ud, og Publikum kjedede sig hjertelig over Udtoget, hvis rette Hjemsted havde været Musikforeningen.

Blandt de ældre Arbeider, som Heiberg i Saisonens Løb bragte til Opførelse, var ogsaa "Elverhøi". Det gjenoptoges med stort Bifald og skaffede ved flere forestillinger udsolgt Hus. Den 11te December oplevede det sin 100de Opførelse. At Heiberg ikke havde tilsigtet eller ventet, at der ved denne Leilighed skulde gjøres Stads af ham som Forfatter til det fremragende Digterværk, fremgaaer bedst deraf, at han lod Stykket komme frem paa "rød Plakat", ligesaa lidt som noget af Bladene omtalte denne Mærkedag i Theatrets Historie. Og der blev da Heller ikke ved denne Leilighed ydet Digteren den mindste Anerkjendelse. Skjøndt "Elverhøi" var et originalt Digterværk af første Rang, en af de skjønneste Prydelser for den danske Skueplads og tilmed et Værk af Danmarks største dalevende Digter, gik Dagen sporløst hen, fordi denne Digter samtidig var Theatrets Direkteur. Vel var der Enkelte, som mente, at man ikke burde lade denne Leilighed gaa forbi uden at vise Digteren sin Erkjendtlighed, og navnlig gjorde Holst og Hultmann sig til Talsmænd for denne ligesaa smukke som rigtige Tanke, men Tonen ved Theatret var saa sket, at Overskou indstændig fraraadede at foretage Noget, af hvilket de Ildesindede kunde tage AnAn-ledning [sideskift][side 307]ledning til atter at give deres Uvillie mod Heiberg Luft ved at udbasune, at Stadsen var arrangeret af Heiberg selv og de for ham spytslikkende Personer. Derfor maatte ogsaa de Skuespillere, som havde tænkt paa at foranstalte en Fest for Digteren, frafalde denne deres Ide og tillige overtale Korpersonalet til at opgive en af det paatænkt lille Høitidelighed, hvilket kun lykkedes ved forestillingen om, at det maatte være Skuespillerne ubehageligt, at Korpersonalet arrangerede Noget, som det egenlig var Skuespillernes Pligt at gjøre. Der blev altsaa ikke Noget af Festen for "Elverhøi". Som en kurieus Modsætning hertil fortjener det at fremhæves, at da Balletten "Søvngængersken" den 15de Marts 1858 blev opført for 100de Gang, da forenede hele Dandsepersonalet sig og gav en thé dansant til Ære for Bournonville, medens den tilstedeværende Direktion hædredes med Taler i Anledning af Mærkedagen. Sammenstillingen er i og for sig tilstrækkelig talende: hvad man ikke turde vove at gjøre til Ære for "Elverhøis" Digter, det var der Intet at indvende imod, naar det gjaldt. Bournonville, der dog egenlig kun havde overført Aumers Ballet paa den danske Scene.

Den næste Debut i Saisonens Løb var Jfr. Bertine Marie Nielsens som "Dyveke". Stykket havde henligget uopført i tyve Aar, og Heiberg fremtog det blandt Andet, for at Debutantinden kunde vise, om hun virkelig var i Besiddelse af det Talent, som man efter hendes første Optræden i 1852 havde Haab om at finde. Dette Haab blev Heller ikke skuffet. "Berlingske Tidende" skrev saaledes om hende: "Det var en i høieste Grad glædelig Overraskelse at se denne unge Begynderinde, eller man kan gjerne sige Debutantinde, med en gammel Skuespillerindes Lethed og Sikkerhed at overvinde de Vanskeligheder, som Dyvekes Rolle medfører. [sideskift][side 308]Den stærke Afvexling af Følelser, tildels udtalte igjennem lange Monologer, vidste Jfr. Nielsen at give en Sandhed og Naturlighed, der fremtraadte ledsaget af en høi Grad af Inde." Bladet fremhævede dernæst et Par enkelte Scener som yderligere Bevis paa "hendes fortræffelige Opfatning og Gjengivelse af Rollen."

Gjenoptagelsen af "Stella" skete nærmest for at give den hidtil i Koret ansatte Carl Ludvig Gerlach Leilighed til at debutere. Han viste sig som Don Velasco i Besiddelse af en smuk, klangfuld Baryton med et ægte musikalsk foredrag. Dog vare hans Stemmemidler ikke af det Omfang, at han efterhaanden kunde skaffe sig et ordenligt Repertoire, og da han i de paafølgende Aar kun anvendtes i mindre Roller, afgik han i 1860 for at overtage Posten som Syngemester for Koret, i hvilken Stilling han gjorde overordenlig god Fyldest og ved sin store musikalske Dygtighed frembragte ganske ypperlige Resultater.

Den tredie Debutant i Saisonens Løb var Harald I. Paetz. Han havde tidligere været ansat ved Dandsen, men ønskede nu at forsøge sig i Skuespillet, hvori man efter Wiehes Bortgang savnede en Elsker, hvilket Savn Nehm ikke blot tilnærmelsesvis havde kunnet udfylde. Paetz havde til sin Debutrolle valgt Axel i "Axel og Valborg", som da i elleve Aar ikke havde været opført. Han var i Besiddelse af et for Scenen meget fordelagtigt Udvortes, men hans Organ, som ikke var rent og klart, lagde ham i Begyndelsen store Hindringer i Veien, hvilke det dog med Tiden lykkedes ham tildels at raade Bod paa. Ved sin første Optræden vandt han under selve Stykkets Opførelse stærkt Bifald, hvori der dog efter Tæppets Fald blandede sig en meget lydelig Hyssen. I sin Anmeldelse af Stykket fremhævede "Berlingske Tidende" [sideskift][side 309]Jfr. Nielsens Diktion i Valborgs Rolle som en Modsætning til Paetz's, i hvilken der jævnlig fandtes en falsk Akcentuation, og heraf greb det Leiligheden til at anbefale Ansættelsen af en Elevinstrukteur, for hvem den af Theaterkommissionen forlangte Sum af 500 Rd. til "Elevveiledning" skulde være for lille. "Fædrelandet" skrev, at Paetz havde "et endnu ikke udviklet og noget tykt Organ, men hans Spil vor dog ikke saa forfeilet, at man jo paa mange Maader kunde glæde sig over hans Replikers Skjønhed." Om Jfr. Nielsen hed det, at hun havde "de ikke ubetydelige Fortrin, at hun havde et meget heldigt Udvortes og en god Stemme, men det var vel ogsaa de eneste". — At Paetz kunde fristes til at forlade Dandsen for at gaa over i Skuespillet, kan let forstaaes, naar man betænker, at hans hele, ovenikjøbet "ureglementerede", Gage som Dandser var 25 Rd. aarlig! I Skuespillernes Lønningskategori indrangeredes han imidlertid først i Saisonen 1859-60.

Denne Saison ved Theatret var overhovedet meget rig paa Debutanter, af hvilke dog kun de færreste kom til at yde nogen væsenlig Nytte. Cand. phil. Laurids Eckardt, der allerede i 1850 havde forsøgt sig som Skuespiller, var den næste i Debutanternes Række, men hørte ikke til dem, der bleve af Betydenhed for Theatret. Han var i Besiddelse af en ret net, høi Baryton, som var godt uddannet, men hans Stemmemidler vare for smaa, til at han kunde komme til at spille nogen fremtrædende Rolle i Operaen, og hans Person var langtfra i Besiddelse af den Vivacitet og Elegance, der ere nødvendige Betingelser for at kunne reussere i en Rolle som Figaro i "Barberen i Sevilla". Han traadte derfor snart over i Komparsernes beskedne Række, i hvilken Egenstab der efterhaanden tildeltes ham en Hel Del Smaaroller. [sideskift][side 310]

Den 8de Januar 1856 fyldte Rosenkilde sit 70de Aar, og dels i Betragtning af hans høie Alder, dels paa Grund af hans udmærkede Virksomhed for Theatret fik Heiberg udvirket, at der maatte gives en forestilling til Indtægt for ham. Denne fandt Sted otte Dage senere, og under uhyre Jubel blev den gamle Kunstner to Gange fremkaldt. Endnu en anden Fremkaldelse fandt Sted i denne Saison, idet Fru Nielsen endelig gjenoptraadte den 3die Februar i "Kongens Læge" efter at have været syg i hele den forløbne Tid af Saisonen. Gjenoptagelsen paa Repertoiret af "Jean de France" var mindre heldig, idet Titelrollens Udførelse af Nehm var lidet tilfredsstillende. Det hed saaledes i "Fædrelandet" om ham: "Han spiller ikke denne Rolle, han dandser den. Vi haabe forøvrigt snart at se Hr. Nehm som Jeronimus eller som Ole Kaninstok i "Capriciosa" eller som Erkebispen i "Axel og Valborg."" Denne og flere lignende bittre Udtalelser af Kritiken bevirkede, at der endogsaa ved den anden Opførelse af Stykket blev pebet ad ham, Noget, hvori dog Partigængeriet ikke var uden Skyld, idet man i ham faa en Protege af Heiberg og Overskou. Thi at Overskou som den af Heiberg ansatte Sceneinstrukteur skulde gaa Ram forbi af Pressen, var jo utænkeligt, og gjentagne Gange skete der heftige Angreb paa ham, dels for den Maade, paa hvilken han satte Stykkerne i Scene, og dels fordi han skulde misbruge sin Myndighed. Hvad dette Sidste angaaer, da var Heiberg ikke den Mand, der tillod Nogensomhelst at udøve en større Myndighed, end hans Embede hjemlede ham, og der blev langtfra gjort nogen Undtagelse med Sceneinstrukteuren i saa Henseende. Et talende Exempel paa den Hensynsløshed, hvormed Pressen gik frem mod Heiberg, afgive "Fædrelandets" ArAr-tikler [sideskift][side 311]tikler af 20de og 21de December 1855: "Etatsraad Heiberg eller det kongelige Theater; et Enten — Eller." I disse Artikler rasede en Indsender i de stærkeste Udtryk mod den Heibergske Bestyrelse, under hvilken det Materielle var i Færd med at kvæle det Aandelige. Han frakjendte Heiberg Evne til at kunne vælge gode Stykker og besætte dem godt, erklærede med Fripostighed, at Heiberg "ikke havde beskyttet det Nationale, ikke hævdet den klassiske Poesi den overordnede Plads, som tilkommer den paa Nationalskuepladsen", men at han havde "beskyttet det Sentimentale og sat Dilettantismen paa det Klassiskes Høisæde." Som Beviser herfor — thi lidt Bevis maatte man jo dog se at anføre — fremkom han med, at Heiberg i Løbet af sex Aar kun havde ladet indstudere fire Arbeider af Holberg og to af Oehlenschlæger. At Shakespeare under Heiberg var kommen til sin Ret, kunde Heller ikke erkjendes undtagen med Hensyn til "Kong Lear", thi at "Hamlet" var fremkommen, skyldtes udelukkende en Debutant, som om Direkteuren for Theatret ikke ogsaa turde tilegne sig noget af Æren for at have bragt dette Sørgespil frem. Derimod maatte Leiligheden naturligvis benyttes til her at rive ned paa Sille Beyers sentimentale Forandringer af Shakespeares Lystspil, uden at Indsenderen med et Ord faldt paa at omtale Umuligheden af at bringe disse Lystspil paa Scenen i deres oprindelige Skikkelse. "Duftvaudevillerne" vare ogsaa talende Beviser paa Heibergs slette Smag; men medens Indsenderen ankede over, at Heiberg sled altfor stærkt paa flere af Repertoirets bedste Arbeider, klagede han med en Naivetet uden Lige samtidig over, "at Duftvaudevillerne bestandig bleve givne med saa lange Mellemrum, at Interessen for dem bevaredes nogenlunde usvækket." Det andet Afsnit [sideskift][side 312]af disse ligesaa hadefulde som usandfærdige Artikler skulde søge at føre Bevis for, at Skuespilkunsten blev mishandlet under Heiberg. Forst rykkedes der da frem i Skranken med det gamle Postulat om, at Fru Nielsen under Etatsraadens Regeringstid var saa at sige udelukket af Repertoiret — at hun i den forløbne Tid af Saisonen selv havde meldt sig fra al Tjeneste, omtaltes klogelig ikke —, og der udtaltes den gyselige Spaadom, at denne Tilsidesættelse vilde "lede til Skuespilkunstens og saaledes til det kongelige Theaters Ruin." Thi Fru Nielsens Virksomhed var paa ingen Maade gjort overflødig ved "den hyppige og omhyggelige Udstilling af en anden genial Kunstnerindes Præstationer, nemlig Fru Heibergs." Denne sidste Kunstnerinde, paastod Indsenderen, kunde ganske vist "virke vækkende, begeistrende paa den yngre Kunstnerslægt, men — ikke belærende", og det var derfor en Feil "at gjøre hendes Arbeider saa at sige til Centrum for Theatrets Virksomhed." Det var den gamle Lire, som Indsenderen i "Fædrelandet" atter her med Held spillede paa: at Direkteurens Frue dominerede ved Theatret, og at Alt maatte vige for Hensynet til hende. I Anledning af de mange Debutanter, der vare fremtraadte, ankedes der endelig over, at Theatret ikke tilstrækkelig var en Lære- og Opdragelsesanstalt for de yngre Kunstnere. Der udtaltes en Beklagelse over, at Theatret ikke mere eiede noget Konservatorium, skjøndt en saadan Anstalts Hensigtsmæssighed kunde være tvivlsom nok, og sluttelig railleredes der over, at Konservatoriet og de to Elevinstrukteurer vare blevne remplacerede af Sceneinstrukteuren, Overskou, der var "en af de sletteste Skuespillere der har existeret i Kongeriget Danmark med Bilande," og "hvis Diktion var saa komisk (det vil sige i alvorlige Roller), saa maniereret, saa smagløs [sideskift][side 313]— og det var ikke rimeligt, at den var bleven bedre —, at man vanskelig vilde kunne finde Nogen mindre disponeret til at veilede en ung Skuespiller.". Dette var igjen en af de gamle fortærskede Usandheder, som stadig dukkede frem, hvor ofte den end blev modsagt. Overskou havde aldeles Intet med Elevinstruktionen at gjøre, og at han en kort Tid havde læst med et Par yngre Kræfter ved Theatret, var en fuldstændig privat Sag, for hvilken han ikke oppebar noget Honorar af Theaterkassen. Den Omstændighed, at han instruerede Jfr. Nielsen, der senere blev en af Theatrets betydeligste Kunstnerinder, og som havde hans Veiledning at takke for ikke saa Lidet, turde være et Bevis for, at han Heller ikke har savnet Evnen til at veilede Begynderne paa en sund og forstandig Maade. Hvad forøvrigt Overskous Virksomhed som Sceneinstrukteur angik, da mente Indsenderen, at den var saa velbekjendt for sin Slethed, at det ikke var værd at spilde flere Ord derpaa. — Saaledes talte "Fædrelandet" i 1855 om Overskou, fordi han som Heibergs fuldtro Den nødvendigvis maatte være udseet til at tilsoles. I 1867 lsd Parolen anderledes i "Fædrelandet", som da kunde berømme den samme Overskous store Indsigt i Theatervæsenet!

Den første større Nyhed i Saisonen var "Alexei", tragisk Drama i fem Akter. Stykket, som fremkom anonymt, var af Frøken Athalia Schwartz og gav en Skildring af Kampen mellem Czar Peter den Store, der vilde civilisere sit Land, og de gammelrussiske Bojarer, som søgte at hæmme alle Fremskridt. Skjøndt Dramaet indeholdt smukke Enkeltheder, led det af den væsenlige Feil, at Hovedpersonen Alexei, Czarens Son, ikke optraadte som egenlig handlende Person, men kun var Redskabet i Bojarernes Hænder. Heraf var da atter den naturlige Følge, at han ikke tilstrækkelig kunde [sideskift][side 314]fængsle Interessen, og at man i ham kun saa et Offer for den grusomme Fader, der mente, at denne i hans første Ægteskab fødte Søn maatte af Veien, for at Civilisationens Velsignelser kunde spredes over det mægtige Rige. Stykket modtoges med udelt Bifald. Holst spillede med Liv og Kraft som Kongen, og Jfr. Müller imponerede ved sin følelsesfulde Fremstilling af Keiserinde Endoxia, hvorimod Hultmann ikke havde tilstrækkelig Ild og erotisk Følelse som Alexei, der var en for hans Talent fremmed Rolle.

Den mest fremragende af alle Saisonens Debutanter var Cand. phil. Julius August Steenberg der første Gang optraadte som Joseph i "Joseph og hans Brødre". Han var i Besiddelse af en ikke meget omfangsrig, men i desto høiere Grad sympathetisk og tiltalende Tenorstemme, ligesom hans foredrag var ægte musikalsk og hans Udvortes meget heldigt for Scenen. Hans Talestemme var god, hvorimod der var noget Dvask ved hans Diktion. Ved sin Optræden modtoges han med stærkt Bifald og blev i de paafølgende Aar til stor Nytte for Theatret som lyrisk Tenor, indtil han maatte friste den Skjæbne efter i lang Tid at have været Numer Et at maatte afgive de fleste af sine Roller til yngre Kræfter, der bedre end han vare i Stand til ved Nyhedens Interesse at kunne trække Publikum til Theatret.

Fem Dage efter Steenbergs Optræden var der ikke mindre end to Debut'er, idet Harald Scharff optraadte som Hans Mortensen og Jfr. Hulda Møller som Trine Rar i "Aprilsnarrene". Den Førstnævnte, som var Elev ved Dandsen, var i Besiddelse af et heldigt Udvortes, men hans livlige Spil var ikke parret med tilstrækkeligt Lune til at kunne more Tilskuerne, og efter i den paafølgende Saison [sideskift][side 315]at have prøvet sine Kræfter som Filippo i "Statsmand og Borger" og Pistol i "Kean", sandt Han det klogest udelukkende at offre sine Kræfter for Balletten, i hvilken Kunstretning han senere kom til at indtage en fremtrædende Plads. Jfr. Møller, der endnu ikke var naaet til Konfirmationsalderen, viste sig som Trine at være i Besiddelse af Talent, men der gaves hende ikke Leilighed til at vise dette i andre Roller, hvorfor hun snart forlod Theatret for at spille Komedie i Provindserne og Norge.

Den næste Nyhed paa Repertoiret var "Estrella", romantisk Skuespil i sire Akter af H. Hertz. Den rige, skjønne og høit ansete Estrella er Datter af en christen Fader og en maurisk Moder, men stjøndt hun selv er Christen, er hun dog ikke sikkret mod det Had, som hos Spanierne endnu ulmer til det undertvungne Maurerfolk, og hun beslutter derfor at vælge sig en Ægtefælle, der ikke alene er elsket af hende, men som tillige kan yde hende Sikkerhed imod enhver Forfølgelse. Med Klogt har hun indrettet det saaledes, at hendes Valg, for hvilket Skjæbnen synes at skulle raade, vil komme til at falde paa den Mand, hun i Virkeligheden elsker, men et uforudseeligt Tilfælde indtræffer i det afgjørende Øieblik og tvinger hende til at vælge den naragtige Don Ramiro. I den sidste Halvdel af Stykket dreier handlingen sig nu om de Forfølgelser, hun er udsat for fra de skuffede Frieres Side, hendes Frigjørelse for Don Ramiro og hendes forening med Don Fernando, hvem hun havde havt til Hensigt at vælge. Skuespillet havde ikke saa godt opfundne Scener, men den temmelig spinkle handling var ikke tilstrækkelig til at spænde Interessen, saa at Stykket allerede i tredie Akt tabte sig i høi Grad. Fru Heiberg gav i Titelrollen et fuldendt Billede af den varmtfølende og handlehandle-kraftige [sideskift][side 316]kraftige Kvinde og vidste paa flere Steder i Stykket at frembringe en Effekt, der snarere skyldtes hende end Forfatteren, men trods Hovedfigurens glimrende Udførelse formaaede Stykket dog ikke at gaa flere end 7 Gange over Scenen.

Blandt de talrige Anker mod Heiberg, som Bladene stadig strømmede over af, var ogsaa den, at han gjorde det kongelige Theater til Prøveklud for Enhversomhelst, der fandt for godt at ville forsøge paa at spille Komedie. Hvis der var noget Sandt i denne Anke, kan den imidlertid kun ramme ham med Hensyn til en Enkelt, nemlig Cand. phil. Clemens Petersen, der kom til at debutere som Sanvigny i "Enten elskes eller dø". Den unge Mand viste sig nemlig faa blottet for alt Fremstillingstalent og favnede faa fuldstændig alle ydre Betingelser for at kunne blive Skuespiller, at Heiberg ikke vilde tillade ham at prøve sin Lykke i andre Roller, og denne Debut fortjente derfor ikke nærmere at omtales, saafremt den ikke havde givet et eklatant Bevis paa, hvorvidt Kammerateriet kunde drive det. Skjøndt Præstationen notorisk var faa slet som mulig, Noget, hvorom baade Tilskuerne og omtrent alle Bladene vare enige, fandt dog den Hr. N., der besørgede Kritiken for "Fædrelandet", at den Omstændighed, at han var Petersens gode Ven, kunde berettige ham til at hæve Præstationen til Skyerne. "Vi have ikke i lang Tid — skrev han — seet en saa lovende Debut som denne. Man mærker meget snart, at det ikke er en af Hr. Overskous Drivhusplanter, der forevises; Hr. P. giver intet Tillært, der Høres ingen Repliker, som Skuespilleren kun halvt har forstaaet; tvertimod hviler over hele Fremstillingen en Klarhed, der viser, at Hr. P. selvstændig og nøiagtig har opfattet Rollen indtil dens mindste Dele. Diktionen er meget tydelig, selv hvor Stemmen daler til [sideskift][side 317]Hvisken, desuden korrekt og smagsuld; man skal neppe kunne paavise nogen Sætning, som ikke betones paa den rette Maade og gjengives i sin hele Eiendommelighed." Efterat den sanddru Kritiker dernæst havde udtalt, at han ogsaa havde fundet Spor af Lune hos Debutanten samt en roesværdig Stræben, hvad det Mimiske angik, sluttede han med at udtale, at der var Grunde nok til at gjøre sig Forhaabninger, og at det derfor var at vente, at Theaterbestyrelsen vilde give den unge Mand god Leilighed til at udvikle sig. — Hr. N.'s Forventninger gik imidlertid ikke i Opfyldelse, idet man som sagt nægtede Debutanten at prove sin Lykke i flere Roller. Og det var ikke alene Heiberg, der nægtede dette, men ogsaa den Direktion, der afløste ham. Den misfornøiede og mislykkede Debutant vidste dog at tage Revanche for den Uret, som han mente at have lidt. han afløste sin tro Ven N. som "Fædrelandets" Theaterkritiker og svang i flere Aar med Ubarmhjertighed Svøben over Alle dem, der havde paadraget sig hans Nag under hans korte Virksomhed ved Theatret, indtil endelig Omstændighederne nødte ham til at forlade denne Bane for at bryde sig en ny hinsides Atlanterhavet.

Dubois Davesnes enakts Komedie "Den Ældste" var en heldig Forøgelse af Repertoiret, forsaavidt som den gav Rosenkilde Leilighed til med magelos Naturlighed og sjelden Elskværdighed at give et Billede af en Hundredaarig, der, skjøndt snaksom og paastaaelig, dog er Godheden og Gemytligheden selv. Derimod naaede det franske Syngespil "Annunciatas Fest" kun et Antal af fire forestillinger, da Texten var mat og uinteressant, og hele Handlingen i al sin Ubetydelighed kun udsprang af en blot og bar Tilfældighed. Hertil kom, at Rungs Musik ligesom var bleven smittet af [sideskift][side 318]Textens Kjedsommelighed, og at Udførelsen gjennemgaaende var temmelig svag.

Til de mange Vanskeligheder, som Heiberg havde at overvinde i Saisonen, kom nu ogsaa mod dens Slutning den, at Phister og Kone i de sidste sex Uger vare sygemeldte, og det kunde derfor have været svært nok for Direkteuren at skaffe et godt Repertoire tilveie, saafremt han ikke i "Tilfældet har Ret" havde bragt en Nyhed frem, der gjorde ualmindelig Lykke. Goldonis ypperlige Komedie, der er saa rig paa komiske Situationer, gik over Scenen med et fortræffeligt Sammenspil, og Tilskuerne morede sig udmærket over det Komiske, der fremkommer ved, at den gamle Hollænder troer at lede Alt og Alle ved sin Klogskab, medens han i Virkeligheden er den, der ledes af de Andre. Mantzius havde skabt en udmærket Figur af den vigtige og gravitetiske Mynher Philip, og han støttedes med stort Held af Md. Schiemann, der i Kammerpigen Marianna var fortræffelig som en hollandsk Soubrette, og af Hultmann, for hvem den franske Lieutenants Rolle laa meget godt. Prisen i Stykket bar dog Fru Heiberg, i hvis Fremstilling af Mlle. Hanna det fineste og elskværdigste Skjælmeri smeltede sammen med den dybeste Følelse til en skjøn og indtil den mindste Bagatel gjennemført Enhed. Det hed om Stykket i "Berlingske Tidende", at "det har skaffet den fuldendte Kunstnerinde, der udførte Hannas Rolle, Leilighed til at feire en Triumf, lige saa berettiget som glimrende. Vi have neppe nogensinde været Vidne til noget Lignende; der var vist neppe En i hele Theatret, der ikke følte sig revet med af den mageløse forening af Liv, Sandhed og til den høieste Grad fuldkomne Nuancering af Betoning og Minespil, hvormed Fru Heiberg gjorde denne Fremstilling til et Mesterværk af dramatisk Kunst. Applaus'en fra [sideskift][side 319]Tilskuerpladsen faldt næsten lige saa hyppig som Fru Heibergs Repliker fra Scenen." Stykket gik med stort Bifald syv Gange over Scenen i de sidste Dage af Saisonen, der paa Grund af, at den først vor begyndt saa sent, ikke hørte op for den 21de Juni, og ved den sidste Opførelse var der en aldeles ustandselig Jubel i Theatret for Fru Heiberg. Skjøndt det var en forestillingsaften uden Abonnement, var Theatret dog næsten udsolgt, og blandt Tilskuerne saaes en stor Del norske Studenter, som vare paa Hjemveien fra det skandinaviske Studentermode i Upsala. Ved sin Indtræden hilsedes Kunstnerinden med stormende Bifald, som ester Tæppets Fald ikke standsede, for en af Tilskuerne gjorde de Tilstedeværende opmærksomme paa, at Reglementet forbød enhver Fremkaldelse, hvorimod det ikke var forbudt at udbringe et "Leve" for Kunstnerinden. Disse.Ord bleve fulgte af rungende Hurraraab for Fru Heiberg og en stormende Blomsterregn. "Berlingske Tidende" skrev i den Anledning: "Den Hylding, som iaftes blev vist Fru Heiberg, var saa fremtrædende, at vi i det halve Sekulum, vi have kjendt den danske Scene, ikke kunne mindes noget Lignende. Den fremgik ikke fra nogen særskilt Klike, men den var et hjerteligt, almindeligt og velment Udtryk af den Anerkjendelse, som skyldes denne sjeldne Kunstnerinde. Lige fra det Øieblik, hun iaftes viste sig paa Scenen, modtoges hun med Udbrud af begeistret Hilsen, der næsten ikke vilde ophøre, og som gjentog sig ved hver fornyet Indtrædelse; kort, denne Aften maa være hende et uomstødeligt Bevis for den store og urokkelige Yndest, hun har erhvervet sig hos alle Kunstens sande Venner."

Endnu en heldig Nyhed vidste Heiberg i Saisonens sidste Dage at bringe frem, nemlig den komiske Opera [sideskift][side 320]"Elskovsdrikken" med Musik af Donizetti. Den sprudlende, livsglade og melodieuse Musik forfeilede ikke sin Virkning, tilmed da Operaen fik en Ypperlig Udførelse af Steenberg, som med Friskhed og Inderlighed sang Nemorino, Mad. Fossum, der var en fortryllende Forpagterenke, og Schram, hvis Dulcamara var et Pragtexemplar af en italiensk Kvaksalver.

Den sidste Debut i Saisonen var Jfr. Hammers som Agnete i "Elverhøi". Den unge Dame viste sig imidlertid ikke at være i Besiddelse af noget Talent, der kunde blive Theatret til Nytte, og hun forlod derfor ogsaa kort efter det kongelige Theater for at modtage Engagement ved Kasino. Balletten kom ikke i denne Saison til at spille nogen Rolle af Betydenhed, først og fremmest fordi Bournonville var i Wien, og dernæst fordi Jfr. Juliette Price med Orlov var fraværende i de første syv Maaneder. Dog blev Balletten "Faust" Opført i en til to Akter forkortet Skikkelse og vandt stærkt Bifald, navnlig paa Grund af Gades ypperlige Fremstilling af Mefistofeles og Mad. Stillmanns smukke Udførelse af Margrethe. I Løbet af Saisonen debuterede Jfr. Bianca Bills og viste sig at være en ret talentfuld Dandserinde, men blev dog trods sit særdeles heldige Udvortes ikke af nogen Betydenhed for Balletten, hvorfra hun afgik i Saisonen 1858-59.

Ved Udgangen af Saisonen afgik Jfr. Benedictsen, der senere som Fru Meyer optraadte med Held paa Kasino, og Lars Winsløw. Denne sidste Afskedigelse skyldtes ikke Heiberg, men hans Efterfølgere. Winsløw blev meget høflig underrettet om sin Afskedigelse af Christensen, der forekommende erklærede sig villig til at anvende sine bona officia for at skaffe ham Ansættelse ved Kasino. Denne Artighed frabad [sideskift][side 321]Winsløw sig dog, fordi han mente, at det var nok, at Christensen havde den Uleilighed at skaffe ham bort fra det Theater, ved hvilket han virkede, uden at Christensen ogsaa skulde paatage sig, hvad Winsløw langt bedre selv kunde udrette. For Theatret var Winsløws Afskedigelse et Tab, forsaavidt som han blandt de Angre var den, der med mest Held kunde anvendes i mindre Karakter- og Gammelmands-Roller, og som der var Haab om, at han med Tiden kunde udvikle sine Evner til noget Større.

Et stort, ja uerstatteligt Tab led den danske Skueplads derimod ved Fru Nielsens Død den 20de Juli. Hendes Mand, som trods sit svækkede Helbred havde formaaet i Mai og Juni at give en Række anstrengende Gjæsteroller i Stockholm, hvor han havde høstet uhyre Bifald og af den svenske Konge var bleven dekoreret med Vasa-Ordenen, blev pludselig kaldt hjem ved den sørgelige Efterretning om, at hans Hustru laa farlig syg i Fredensborg, hvor hun i Ferien havde sit Sommeropholdssted. Faa Dage ester hans Hjemkomst udaandede den store Kunstnerinde, og med hende mistede Theatret en af sine skjønneste Prydelser, en Kvinde, for hvem Kunsten var det Største, Reneste og Helligste, der ikke kjendte til Leflen med eller Beilen efter Mængdens Bifald, men som med Alvor greb enhver hende stillet Opgave for at løse den med mesterligt Geni, en sjelden medfødt Smag og et med den ædleste Kvindelighed parret Fremstillingstalent. Det er neppe muligt at give nogen finere, mere sand Karakteristik af den store Kunstnerinde end den, Dr. Søren Kierkegaard har ydet, da han i 1845 i "Stadier paa Livets Vei" skrev Følgende:

"Den Skuespillerinde, som ved vort Theater egenlig fremstiller det Kvindelige, ikke indskrænket til en Side deraf, [sideskift][side 322]ikke understøttet af, ikke lidende under en Tilfældighed derved, s ikke anvist et Tidsafsnit deri, er Madam Nielsen. Den Skikkelse, hun viser, men ikke umiddelbart, den Stemme, ved hvilken hun gjør vel i Stykket, den Inderlighed, der beliver Sammenspillet, den indadvendte Fortabthed, der gjør Tilskueren saa tryg, den Ro, ved hvilken hun griber, den tilforladelige Sjælfuldhed, der forsmaaer alt udvortes Væsen, den Stemningens jævne Fuldtonethed, der ikke stormer i Ilinger, ikke spænder ved koket Udebliven, ikke vildt sammenfyger Svulst, ikke fordringsfuldt lader vente paa sig, ikke voldelig bryder frem, ikke gisper efter noget Undsigeligt, men, sig selv tro, indestaaer for sig selv, prompt hvert Øieblik og en Gang for alle vederhæftig: kort hendes hele Præstation samler sig i det, man maatte kalde det væsenlig Kvindelige. Der er mangen Skuespillerinde bleven stor og bleven beundret ved Virtuositet i en tilfældig Side af det Kvindelige, men denne Benudring, der da ogsaa gjerne finder sit rette Udtryk i allehaande øieblikkelig Jubel, er fra Begyndelsen Tidens Bytte, naar de Akcidentser svinde hen, paa hvilke Triumfpræstationen hvilede. — Da Mad. Nielsens Potents er det væsenligt Kvindelige, er hendes Omfang: det Væsenlige, selv i den Ubetydeligere, naar hun dog i Stykket er seet i et væsenligt Forhold (som Elskerinde i en Vaudeville, som Moder i en Idyl, o. s. v.), det Væsenlige i den Ophøiede, det Væsenlige i den Fordærvede, der, stjøndt kvindelig fordærvet, væsenlig tilhører Kjønnet, saa man ikke bliver uhyggelig ved det Uskjønne, ikke mistroisk ved Overdrivelsen, ikke tilbøielig til at forklare Fordærvelsen af Opdragelse, Livsforholds Magt o. s. v., da man netop i Fremstillingens Idealitet seer Fordærvelsens Dyb og dens Oprindelighed. Men som hendes Omfang er, saa er ogsaa hendes Seir en væsenlig, ikke en Øieblikkets stakkede Triumf, [sideskift][side 323]men den, at Tiden ingen Magt har over hende. I enhver Periode af sin Levetid vil hun faa de nye Opgaver og udtrykke det Væsenlige, som hun begyndte sin skjønne Løbebane dermed. Og om hun blev de tredsindstyve Aar, vil hun vedblive at være fuldendt. Jeg veed ingen ædlere Seir for en Skuespillerinde, end, at den, der maaske i hele Kongeriget er ængsteligst for her at fornærme, at han med den Tryghed, som jeg, tor nævne de tredsindstyve Aar, hvad ellers er det Sidste, man skal haste med at nævne i Forbindelse med en Skuespillerindes Navn. Fuldendt vil hun fremstille Bedstemoderen, atter virke ved det Væsenlige, ligesom den unge Pige ikke virkede ved nogen overordenlig Skjønhed, der bedaarede Recensenter, eller ved en mageløs Syngestemme, der fortryllede Kjendere, eller ved at kunne dandse, hvad der vakte Publikums særdeles Interesse, eller ved lidt Skjælmeri, som enhver Tilskuer behageligst tog sig til Indtægt, men ved den Indvielse, som er den rene Kvindeligheds Pagt med det Uforgængelige. Medens man ellers i Theatret let kommer til at tænke paa Livets og Ungdommens og Skjønhedens og Trylleriets Forfængelighed, saa er man, idet man beundrer hende, saa tryg, fordi man veed, dette forgaaer ikke. Maaske virker dette paa Andre anderledes, saa Beundringen, fordi der ingen Grund er til at haste (og her er jo god Tid), stundom udebliver, og denne Skuespillerinde bliver betragtet som værende af anden Rang, hvilket hun ogsaa er, naar Fordringen er at løbe omkaps i Øieblikket, og at virke ikke ved det Bestandige, men ved det Forsvindende. Hun har derfor maaske ikke sine Beundrere blandt Recensenter, der angive Øieblikkets Pulsslag, eller blandt Theaterstormere, der nødvendigvis maa have seet Den og Den, eller blandt Ilbud, der ønske Noget at rende med, eller blandt TriumfTriumf-dragere [sideskift][side 324]dragere, der som andre Dragere søge Sjou med at bære En bort, eller blandt unge Mennesker, der, naar de ellers ikke kunne saa en umoden forelskelse anbragt, kaste den paa en Skuespillerinde, eller blandt Udlevede, der friste Livet ved en øieblikkelig Ophidselse, men snarest blandt dem, der, selv lykkelige og tilfredse i Tilværelsen, ikke savne Theatret, ikke hige efter det, hvis Høire ikke strax løber i den Venstre til Bifaldsklap paa Stedet, hvis Pen ikke strax samme Aften faaer travlt paa Papiret i Anledning af noget Enkelt, men som, langsomme til at tale, maaske desto skjønsommere glæde sig ved at se det Skjønne, naar dette er i Sandhed."

Af fremmede Kunstnere optraadte i Saisonens Lob Sangerinden Louise Levin fra Stockholm, som var i Besiddelse af en klangfuld, smukt uddannet Stemme, og den norske Pianist Tellefsen, der havde studeret under Chopin i Paris, og som her gjorde stor Lykke ved sit smukke foredrag af en af ham selv komponeret Koncert for Piano med Orkester.

I August Maaned 1856 afgik Fru C. Ryge som Garderobeforvarerske og Overpaaklæderske, og Pladsen blev i den følgende Saison besat med hendes Datter, Jfr. Rosalie Ryge, der med stor Dygtighed varetog denne vigtige Post indtil sin Død i 1873.

Timen, efter hvilken saa Mange havde længtes, nærmede sig imidlertid. Efter i syv Aar at have styret det kongelige Theater saaledes, at dets Tarv som Nationalskueplads hævdedes fremfor Alt, sandt Heiberg sig ikke mere foranlediget til at blive i en Stilling, i hvilken han hverken sandt Støtte hos sin Overordnede, Kultusministeren, eller hos Pressen, som med en sjelden Enstemmighed sandt sin Regning ved idelig og idelig at kaste Smuds paa Nationens store Digter, eller hos Publikum, der nødvendigvis maatte blive vildledet [sideskift][side 325]af Bladenes uafladelige Angreb paa Direkteuren. Hertil kom endelig den Hovedgrund, at han ved at fratræde maatte søge at skjærme sin Hustru mod de Angreb og Krænkelser, som hun i den senere Tid havde været Gjenstand for, alene fordi hun var gift med ham. "Fædrelandet", som den 7 de April fortalte den Usandhed, at "Heiberg blandt Andet havde bortskaffet Brødrene Wiehe, Jfr. Lehmann og D'Hrr. Høedt og Wolfs", og som den paafølgende Dag gjentog, at "Wiehe og Høedt havde maattet forlade det kongelige Theater", kunde allerede den 7de Mai meddele: "Efter Forlydende har Etatsraad J. L. Heiberg nu begjæret at fratræde Theatrets Bestyrelse og at træde tilbage til sin tidligere Stilling som Theatercensor." Den følgende Dag kunde "Berlingske Tidende" om de forestaaende Forandringer ved Theatret kun foreløbig meddele som sikkert, at "Heiberg har indgivet Begjæring om at fratræde Theaterbestyrelsen og derhos yttret det Ønske at træde tilbage i sin forrige Stilling som Censor ved Theatret. Vi tor da haabe, at Etatsraaden saaledes ikke fjerner sig fra sin tidligere Forbindelse med Theatret."

Denne Gang havde Bladene Ret med deres "Forlydender", thi under 3die Mai 1856 indstillede Kultusministeren Heiberg til Afsked som Direkteur for Theatret, medens han samtidig hos Kongen androg paa, at Professor Niels Vinding Dorph konstitueredes som ulønnet Chef med Hs. Excellences Sekretair, Kancellist i Kultusministeriet H. Christensen som Kommitteret. Denne Indstilling blev bifaldet den 11te s. M. Man skulde nu have troet, at Heiberg vilde komme til at gaa af ved Maanedens Slutning, hvad der, da tilmed et Theater-Kvartal samtidig var tilende, vilde have været mest passende. Men nei, da han ikke øieblikkelig nedlagde sit Embede, lod Ministeren ham — dog mod den [sideskift][side 326]nye Theaterchefs Villie — minde om, at han havde at fortrække øieblikkelig, da det nye Regimente ikke kunde afse de faa Dage, der i modsat Tilfælde vilde hengaa inden dets Installation. Og saaledes maatte Heiberg forlade det Theater, hvis Pryd han ikke alene havde været som Digter, men som han tillige i Egenskab af Direkteur i en længere Aarrække havde styret paa en Maade, hvis Fortræffelighed alle senere Direktioner have bidraget Deres — rigtignok imod deres Villie — til at fremhæve ved deres større eller mindre Mangel paa æsthetisk Begavelse, Handlekraft og Humanitet. Det var naturligvis "Kunstens Krav", man paaberaabte sig, da man styrtede Heiberg, ligesom det var Stikordet, dengang man opnaaede at faa Collin fordreven, og det var hovedsagelig de samme Kræfter, som begge Gange vare mest medvirkende. Tiden har tilfulde godtgjort, hvem der bar størst Agtelse for Kunsten og sørgede bedst for den, Heiberg eller de Eftermænd, man gav ham. Alt dette — Kunsten og Theatrets Tarv — var en Biting; Hovedsagen var, at Heiberg var bleven fortrængt fra sin Stilling. Partiet kunde nu hovere, og det gjorde det ogsaa tilgavns.

Naar man nu betragter det finantsielle Udbytte for Theatret af denne Saison, da viser den et glædeligt Resultat for Theaterkassen, skjøndt der just i den optaarnede sig store Vanskeligheder for Bestyrelsen. Nogle af de bedste Kræfter havde forladt Scenen, i Hoftheatret havdes der en farlig Konkurrent, de forhøiede Billetpriser skræmmede i Begyndelsen Mange bort, og for Abonnementet var der lagt flere Hindringer i Veien, dels ved at Priserne, paa hvilke der endogsaa skulde ske Overbud, vare satte langt høiere for Logerne end forhen, og dels ved at der var udgaaet et strengt Forbud mod Billetsjoueri, hvorved navnlig Salget af Logerne til [sideskift][side 327]tredie Etage vanskeliggjordes. Men skjøndt disse Omstændigheder skadede Abonnementet i den Grad, at det var 37,000 Rd. mindre end i den foregaaende Saison, var Indtægten for Theaterkassen dog ialt 147,073 Rd. 76 Sk., hvilket var den største Indtægt, nogen Saison hidtil havde givet; den næststørste Indtægt var 143,020 Rd. 40 Sk. i Saisonen 1852-53.