[sideskift][side 336]Endelig var det da skeet. Forfulgt af Had, Bagtalelse og Misundelse havde Heiberg trukket sig tilbage fra sin Direkteurvirksomhed, i hvilken han i syv Aar havde forsøgt at gjennemføre sine Ideer om, hvorledes et Nationaltheater skulde ledes, for at Kunsten i dens forskjellige Forgreninger kunde komme til sin Ret. Med sjelden Konsekvents havde han fastholdt disse sine Ideer, der vare byggede paa aarelangt Studium og nøie Kjendskab til Skuepladsen, og i Alt havde han kun ladet sig lede af sin Iver for Theatrets Tarv. Meget havde han udrettet, men i Adskilligt havde han ikke havt Held med sig, idet han paa utallige Sider var stødt paa Vanskeligheder, som det ikke havde været ham muligt at overvinde eller fjerne. Han kunde, naar han kastede et Blik paa den Virksomhed, Theatret i hans Bestyrelsestid havde udfoldet, trække sig tilbage med rolig Samvittighed, idet han trøstig kunde overlade Fremtiden at domme ham og hans Modstandere imellem. Den Dom, som de efterfølgende Aar fældede, blev da Heller ikke til hans Skade. Hvad han havde udsaaet, bar gode Frugter under hans Efterfølgere, af hvilke ikke en Eneste naaede at komme i Niveau med ham.

Og dog skulde der jo oprinde en ny Æra for Theatret ved Heibergs Bortgang; dog skulde just hans Fjernelse være [sideskift][side 337]Signalet til, at et nyt Liv vilde røre sig indenfor det gamle Theaters Mure. Saaledes lod Parolen overalt i den toneangivende Presse og blandt en stor Del af Publikum. Der var af Kultusministeren gjort flere Forsøg paa at finde en passende Mand til at være Heibergs Afløser, men alle disse Forsøg havde ikke ført til noget Resultat, og saa valgte man da endelig Professor Dorph, som selv havde tilbudt sin Tjeneste. Denne Mand, der tidligere havde været Rektor i Horsens, men som paa Grund af sit svage Helbred var bleven pensioneret i 1833 og nu levede som Privatmand i Kjøbenhavn, gik ved sin Ansættelse i sit 74de Aar. Det var altsaa ikke en livskraftig, ung Mand, der skulde afløse Heiberg, men en Mand, som allerede stod i Oldingens Alder. Dorph, der var en ualmindelig hæderlig og rettænkende Karakter, var i Besiddelse af omfattende Kundskaber og havde i mange Aar næret en varm Interesse for Skuepladsen. Det var, som det senere skal blive berørt, ham selv, der havde henvendt sig til Kultusministeren med Anmodning om at blive Direkteur for Theatret, idet han havde tilbudt at ville forvalte dette Embede uden Gage, da han jo havde sin Pension at leve af. I et Brev, som han allerede i Januar Maaned 1856 skrev til en fremragende Skuespiller, fremkom han med følgende "Fingerpeg, hvorefter jeg tør tiltro mig nogle af en Theaterdirekteurs Egenskaber:"

"At forstaa at vælge Repertoire er jo en væsenlig nødvendig Egenskab hos en Direkteur. De 13 af mig indleverede Skuespil (= 43 Akter) ere alle modtagne med Bifald uden mindste Mishagsyttring. Jeg har ved Eftersyn af det danske Theaters Repertoire ikke fundet, at nogen Skuespil-Leverant, selv blandt vore navnkundigste Digtere, har havt et lignende Held. "Pigen i Lyon" blev forkastet af [sideskift][side 338]Directionen. Men da dette Stykke siden blev opført ved Sommerskuespillene og vandt udelt Bifald, antog Directionen det. Jeg synes altsaa at have en nogenlunde æsthetisk Sands for Skuespil og deres Passelighed for Scenen. — Blandt de af mig indleverede Stykker ere to Syngestykker, hvorom Syngemester Rung skriver, at min Text Passer, saavel dramatisk som musikalsk, særdeles godt til Musiken og er bekvem for den Syngende, og han vilde være mig taknemlig, om jeg fremdeles vilde give nogle af de fortræffelige ældre franske Syngestykker nye Oversættelser. Jeg synes altsaa at have nogen musikalsk Sands. — Til alle disse Stykker har jeg selv proponeret Personbesætningen, som stedse blev antaget af Directionen. (Til den nærværende Direkteur har jeg Intet leveret). Jeg synes altsaa at have nogen Sands for rigtigt Person-Valg. — At jeg har nogen tragisk Sands, kunde maaske sees af min Oversættelse af Sofokles og Æschylos. Jeg træffer just fra Oehlenschlæger et Brev til mig, hvilket begynder saaledes: "Jeg takker Dem af Hjertet, at De har meddelt mig privat Deres meget sind-rige Bemærkninger om Aladdin og dens mise en scène (ved Bournonville, Overskou og Oehlenschlæger), og jeg giver Dem Net i næsten Alt." Ligesaa har jeg flere Gange gjort Bemærkninger om Oehlenschlægers Skuespil, førend de bleve trykte, og han rettede sig næsten altid efter mig. Ved en saadan Leilighed kom han mig engang imøde med det Udraab: "Men hvor i Verden er De bleven saa bekjendt med Scenen; det er ganske rigtigt, som De skriver." — At jeg har nogen Sands for Praxis, mener jeg at have vist dels ved at skaffe Horsens Skole 70 istedenfor 25 Disciple, og ved at spare det Offenlige 2-3000 Rd, om Aaret, dels ved at ordne Brøndsteds literaire Efterladenskaber og udgive dem, [sideskift][side 339]og ved at forskaane Boets eller Statens Kasse for over 6000 Rd. — Undskyld disse egoistiske Noter, men man nodes jo stundom til at være ubeskeden."

Det var altsaa denne Mand, der skulde afløse Heiberg. Han søgte sine Kvalifikationer som Æsthetiker i at have oversat endel Arbeider for Theatret, hvoriblandt et saa tarveligt Fabrikarbeide som "Pigen i Lyon", og at han var Praktiker, troede han tilstrækkelig godtgjort ved, at Horsens Skole havde blomstret under hans Rektorat, og ved at han paa en fortjenstfuld Maade havde ordnet de Brøndstedske Papirer. Dorph havde imidlertid den bedste Villie, og han havde Mere endnu: den inderlige Tro paa og Forvisning om, at han vilde blive en god Direkteur. Karakteristisk er det, at dette Brev er skrevet allerede i Januar 1856, altsaa henved fire Maaneder før Heiberg søgte om sin Afsked. Man seer saaledes heraf, hvorledes der allerede paa hint Tidspunkt virkedes blandt hans Modstandere for at faa ham afløst, thi ellers vilde Dorph jo ikke have tænkt paa at tilstille en af Modpartiets Hovedmænd disse megetsigende "Fingerpeg".

Dorph var saaledes bleven konstitueret som Theaterdirekteur, men samtidig var der givet ham "en Medhjælper", "en Sideordnet," "en Underordnet", eller hvad man nu egenlig vil kalde, den Mand, der i det officielle Sprog fik Benævnelsen "Kommitteret". Det var den tidligere omtalte Kancellist Christensen i Kultusministeriet, der fik denne nyoprettede Plads. Han skulde som Direkteurens Supplement tilføre Theatret den omfattende Kyndighed, paa Hvilken han havde aflagt saa eklatante Prøver i Theaterkommissionen, hvis mest talende Medlem han ubestridelig havde været. Kom nu hertil, at Christensen som Kultusministerens Sekretair stod baade i et Afhængigheds- og et Fortrolighedsforhold til [sideskift][side 340]denne sin Overordnede, der altsaa gjennem ham havde let ved at kunne gribe ind i alle Theatrets Detailler, saa vil det indsees, at Dorphs Stilling som konstitueret Direkteur var saadan, at den gamle Mand med lidt Omsigt maatte kunne have, opdaget, hvor uholdbar den var. Hvad der imidlertid bevirkede, at han oversaa Alt, var dels hans brændende Lyst til at styre Theatret, dels hans faste Tro paa, at han vilde kunne stifte Nytte i denne Post, og endelig hans feilagtige Opfattelse af, hvad Begrebet "den Kommitterede" egenlig betød. Først længere hen i Saisonens Løb gik dette Sidste op for ham, hvorom Nærmere siden.

For dog at gjøre Heibergs Afskedigelse som Theaterdirekteur mindre odieus i det store Publikums Dine og for tillige at sikkre sig imod, at Fru Heiberg samtidig med sin Mand skulde forlade Scenen, indstilledes han under 17de Juli af Kultusministeren til at være Censor ved Theatret, og denne Indstilling bifaldtes af Kongen under 23de s. M., hvorimod hans Bestalling først udfærdigedes under 29de Marts 1857. Tillige bevilgedes der Fru Heiberg Permission i hele Saisonen, men om dette Skridt blev Dorph efter eget Sigende først senere underrettet, og der er ingen Grund til i saa Henseende at drage hans Ord i Tvivl, da han, den sanddru og redelige Mand, i modsat Tilfælde ikke kunde være faldet paa i Bladene at offenliggjøre for den kommende Saison en lang Liste over Nyheder og Repriser, af hvilke mange vare en Umulighed at opføre foruden Fru Heibergs Medvirkning.

Af Dagspressen blev Directionsskiftet hilset med stor Glæde. I en ledende Artikel for den 5te Juli 1856 skriver "Fædrelandet" f. Ex, saaledes: "Endelig er da den Begivenhed indtraadt, som er bleven imødeseet med saa megen Længsel [sideskift][side 341]af alle Kunstens Venner: Etatsraad Heiberg har nedlagt sit Direktorat. Den 21 de f. M, rullede Dækket ned for en Tid, i hvilken Sløvhed og Vilkaarlighed udbredte sin Indskydelse fra det Høisæde, som kun den ægte Kjærlighed til Kunsten kan give Ret til at beklæde." — "Nu er det Tryk," — hedder det videre — der har hvilet paa den sceniske Kunst, hævet, og Theatrets Historie begynder en ny Periode. Vil den blive lykkelig eller ikke?" — Bladet haaber det Første, og dets Haab om en bedre Fremtid er ikke bygget paa Intet. "Professor Dorph har allerede gjort en god Begyndelse ved at ansætte adskillige udmærkede Kunstnere i Theatrets Tjeneste uden diplomatisk at gjøre Omsvøb og uden at tage Hensyn til de Omstændigheder, som ledsagede deres tidligere stedfundne Afskedigelser, idet han gik ud fra den Anskuelse, at Hensyn til Kunstens Tarv her ene kunde bestemme, hvad der burde gjøres. De store Skuespillere, Professor Nielsen og Wiehe, ville atter berede Publikum den fulde Nydelse af deres Talenter. Hr. Høedt, benyttet med Maade, er ogsaa en særdeles god Akvisition. Hvad Hr. Rosenkilde jun. angaaer, hore vi ikke til dem, der mene, at han ved det kgl. Theater strax vil være iblandt de Første. Vi indrømme, at hans Præstationer i Almindelighed vidne om et mægtigt Lune og ikke ere blottede for geniale Træk; men de Forhold, under hvilke han har udviklet sig, have forledet ham til at spille sine Roller paa en vel plump, undertiden endog karrikeret Maade, der hidtil har staaet i Harmoni med hans Omgivelser, men sikkert vil falde i Øinene overfor de kongelige Skuespilleres finere Fremstillingstalent." Dog mener Bladet, at man "bør være Professor Dorph taknemlig, fordi han har gjort det muligt for denne lovende Skuespiller at opnaa en høiere Grad af Udvikling." Endelig finder Bladet Udsigt til en bedre Fremtid [sideskift][side 342]for Theatret den, at "en ung, indsigtsfuld Mand har overtaget Bestyrelsen af Theatrets Økonomi, hvilket sikkert vil have til Følge, at unødvendige Bekostninger ville blive undgaaede."

"Berlingske Tidende" for den 8de s. M, imødegik "Fædrelandets" ovenciterede Angreb paa Heiberg og fremkom i den Anledning med den aabenhjertige og sande Tilstaaelse, "at man paa alle mulige Maader har angrebet og fordømt Heibergs sex (syv-)aarige Theaterbestyrelse," og Bladet tilføier: "Vi have ved given Leilighed bemærket, at man sjelden eller rettere aldrig har været fornøiet med nogensomhelst Theaterbestyrelse. Denne har bestandig været en Administrationsgren, som Enhver, der kunde kjøbe sig en Plads i Theatret, troede sig fuldkommen kompetent til at bedømme i hvilkensomhelst saavel kunstnerisk som økonomisk Retning, og fra en saadan Samling af — umodne Domme er "Fædrelandets" ubillige Resultat fremgaaet. Det vil neppe være gaaet Nogen af Glemme, da Theatrets Bestyrelse gik over fra en Direction til en Direkteur, hvor skarpt man angreb den fratrædende Bestyrelse, medens man lovede sig de største Vidundere af den nye Bestyrer." Endvidere henleder Bladet Opmærksomheden paa, at "navnlig have Holbergs Stykker neppe havt nogen mere glimrende Periode end under Heibergs Administration, hvor de, behandlede med sand Omhu, igjennem en mærkværdig fuldendt Udførelse kom til at staa i deres velfortjente, glimrende Lys." — Bladet havde allerede tidligere (14de Mai) indeholdt en længere Artikel, i hvilken det i Overensstemmelse med sin halvofficielle Karakter bragte en varm Panegyrik over de store Fortjenester, Kultusministeren skulde have indlagt sig af det kgl. Theater, og i hvilken det til Slutning hed om den Kommitterede: "Ogsaa [sideskift][side 343]i Henseende til den Del af Bestyrelsen, som antages at ville blive overdraget den Kommitterede, tor vi tro, at Ministeren har været heldig ved at lade Valget falde paa en Mand, som har været delagtig i Udarbeidelsen af de nye reglementariske Bestemmelser, der nu maa antages at ville træde i Kraft, og hvis Assistance Ministeren har benyttet til Forberedelsen og Gjennemførelsen af de Reformer og Forbedringer, han har arbeidet for i Theatrets Interesse, og hvoraf der forhaabenlig snart vil sees gode Frugter."

I en enkelt Henseende havde "Berlingske Tidende" her truffet det Rette, idet Bladet havde gjort den fuldstændig rigtige Bemærkning, at man sjelden eller aldrig var fornøiet med en Theaterdirekteur. Dette er Noget, der maa ansees for at være en Umulighed, thi hvor saa mange personlige Interesser som ved et Theater støde sammen, og hvor Hensynet til Kunsten saa godt som altid hos den, Enkelte maa vige for Hensynet til det eget kjære Jeg, der er det utænkeligt at finde en Mand, som skulde kunne gjøre Alle tilpas. Der gives altid Misfornøiede, — om ikke af anden Grund, saa af kunstnerisk Skinsyge —, og disse Misfornøiede skrige stedse høiest og forstaa til enhver Tid at faa deres Klager og Anker udbasunede blandt det store Publikum. Men det var lidt vel sent, at "Berlingske Tidende" kom til denne Anerkjendelse; Bladet glemte rent, at det selv i sin Tid havde været medvirkende til at dadle det Heibergske Regimente, og desuden, glemte det at imødegaa de Urigtigheder, der vare fremsatte af N. i "Fædrelandet." Det var saaledes usandt, at Dorph "uden diplomatisk at gjøre Omsvøb" havde engageret Wiehe og Høedt. Den nye Direkteur havde tvertimod havt Betænkeligheder ved at foretage dette Skridt, men deres Ansættelse blev ham paabudt af [sideskift][side 344]Ministeriet. Derimod Var det ham, som var Skyld i, at Rosenkilde jun. og Mad. Rosenkilde (hvilken Sidste "Fædrelandet" slet ikke omtalte) vare blevne ansatte.

Hvad angik de Reformer og Forbedringer ved Theatret, for hvilke Ministeren med Assistance af sin Sekretair havde virket, og af hvilke "Berlingske Tidende" haabede snart at se gode Frugter, da blev det i saa Henseende fuldstændig ved Haabet. Rigtignok traadte de nye Regulativer for Tjenesten ved det kongelige Theater, for Spillepræmier og for Forfatterhonorar i Kraft ved Saisonens Begyndelse, men deres velsignelsesrige Virkning blev ikke at spore hverken strax eller senere; tvertimod maatte man efterhaanden ændre og udelade i dem mange af de Bestemmelser, af hvilke man ved Udarbeidelsen havde ventet sig store Resultater. En anden "Forbedring" var den, at Prædikaterne "Figurant" og "Figurantinde" bortfaldt den 30te Juni 1856 og forandredes til "Balletdandser" og "Balletdandserinde", men at denne Forbedring tillige var til Gavn for de Paagjældendes slette pekuniaire Kaar, vides ikke. — Derimod var det en virkelig Forbedring, at man ifølge Theaterkommissionens Indstilling etablerede en særegen Skole, i hvilken Børnene ved Dandsen, der ved deres Øvelser vare hindrede fra at besøge de almindelige offenlige Skoler, nød Undervisning i de almindelige Skolefag. Denne Skoleundervisning begyndte midlertidig med Saisonen 1856-57, idet der da antoges en Lærer, og fra Januar 1857 ansattes tillige en Lærerinde, hvilke begge under 27de Marts s. A, fik Ansættelse med en aarlig Gage af 200 Rd, fra 1ste April at regne. Dette var som sagt en virkelig Forbedring, thi herved sikkredes der Ballettens Elever en god Opdragelse, som de hidtil for en stor Del havde maattet savne. — Som en ringe Forbedring — idetmindste [sideskift][side 345]i Henseende til de uslest Lønnedes Kaar " kan det tillige anføres, at Korpersonalet fra den 16de Februar 1857 fik Tilladelse til for Fremtiden at benytte Assistance af Theatrets sceniske Kunstnere ved den aarlige Passionskoncert i Frue Kirke, hvilket hidtil havde været forbudt ifølge det nye Tjenesteregulativ.

Den nye Direction havde vel mistet en uerstattelig Kunstnerinde i Fru Nielsen, og den havde ganske sikkert en Vanskelighed at overvinde i den Omstændighed, at der for den kommende Saison var bevilget Fru Heiberg Permission, men til Gjengjæld kunde den paa Mandssiden raade over betydelige Kræfter, som Heiberg i sin sidste Directionsperiode havde maattet savne, og som med Rette kunde ventes at ville udøve en overordenlig stærk Tiltrækningskraft paa Publikum. Den 21de Juni fratraadte Heiberg, og allerede den 27de s. M, ansattes Wiehe og Høedt paany ved en ministeriel Skrivelse, hvorimod de dog først under 29de Marts n. A, fik kongelig Ansættelse med henholdsvis 1300 Rd. (hvoraf 1000 Rd. fast) og 810 Rd. i Gage. Ligeledes blev der den 1ste Juli afsluttet Kontrakt med Nielsen for den kommende Saison. Nielsen, der paa Grund af sin Helbredstilstand havde maattet søge sin Afsked, forpligtede sig nu til i Saisonens Løb at optræde i det Mindste 80 Gange i et vist Antal Roller mod en Extrabetaling af 20 Rd. for hver Optræden. Desuden engageredes Adolph Marius Rosenkilde og hans Hustru Anna Rosenkilde, født Paasche. Den Førstnævnte, som efter sin Debut i 1837 havde forladt det kongelige Theater for at søge sig en større Virksomhed ved Theatret i Christiania, havde saavel i Norge som paa Kasinos Scene og i den foregaaende Saison paa Hoftheatret vist sig som en Kunstner af Betydenhed, og det var derfor fuldfuld-stændig [sideskift][side 346]stændig rigtigt af Bestyrelsen at sikkre Theatret hans Talent, hans Hustru var i Besiddelse af et ualmindelig heldigt og vindende Udvortes, og hendes smukke, om end ikke meget betydelige Sangstemme, der understøttedes af et naturligt, livligt Spil, gjorde det antageligt, at hun i Operetten og Vaudevillen kunde blive Theatret til Nytte. Men medens hendes Mand i Aarenes Løb langt overgik de Forventninger, der vare knyttede til ham, kom hun ikke til at spille nogen væsenlig Rolle ved Theatret, idet hendes Stemme efterhaanden tabte sig, saa at hun kun fik ringe Anvendelse for sine Evner i de omtalte Retninger. Tillige engageredes Fru Caroline Recke, født Lumbye, som tidligere havde været ansat ved Balletten, samt Hr. August Nielsen, der havde medvirket under Langes Direction paa Hoftheatret. Ogsaa Mad. Nielsen, født Dalhoff, som i 1849 var optraadt paa det kongelige Theater, blev engageret fra det Langeste Selskab. Men hun kom ikke efter Bestemmelsen til at debutere som Dronningen i "Et Glas Vand", idet hun efter faa Dages Sygdom afgik ved Døden i September Maaned. — Paa Ballettens Omraade sikkrede man sig atter Bournonville, som efter sin uheldige Virksomhed i Wien lod sig engagere paa 5 Aar af det kongelige Theater.

Den Uklarhed, der hvilede over Betydningen af Ordet "Kommitteret", tovede ikke længe med at vise sine Følger. Allerede Maanedsdagen efter Direkteurens Ansættelse og to Maaneder før, at Prøverne skulde begynde, var der mellem Minister, Direkteur og Kommitteret udbrudt en Strid, i hvilken Overskou ikke kunde undgaa at blive trukken ind. Efter Direkteurens Befaling havde han udarbeidet et "Forslag til en Instrux for Scene-Instrukteuren" og anført i dens § 2: "Ogsaa er Scene-Instrukteuren forpligtet til ubetinget [sideskift][side 347] Efterlevelse af de Befalinger, der gives ham af den Kommitterede, forsaavidt Direkteuren beklæder ham med sin Myndighed eller en Del deraf." Dette syntes Christensen ikke om, og i et Brev til Overskou af 6te Juli 1856 skrev han først meget smigrende, at Ordet "Befaling" ikke forekom ham passende overfor en Embedsmand som Scene-Instrukteuren, samt gjorde det Forslag, at der efter "den Kommitterede" kun skulde staa "i Embedsmedfør", hvorefter han tilføiede: "Den Kommitteredes Forhold til Direkteuren er ikke bestemt endnu; jeg antager, at De erkjender, at det ikke beroer paa os, hvorledes det skal være; men den Kommitterede vil i ethvert Fald ikke blive Direkteurens Fuldmægtig, men dels Medbestyrer, dels Suppleant (han er beskikket til i Forening med Direkteuren at deltage i Bestyrelsen). Direkteuren vil ikke kunne beklæde ham med sin Embedsmyndighed, og den Kommitterede vil formentlig, saavidt og naar han kommer til at handle, ikke komme til at handle i Direkteurens, men i eget Navn i Kraft af den ham tillagte Embedsstilling. Dette Punkt vil blive fuldkommen klart, naar det hedder "i Embedsmedfør"; den af Ministeren eventualiter tagne Bestemmelse om Forholdet vil afgjøre, under hvilke Forudsætninger den Kommitterede vil kunne komme til at træde i direkte Forhold til Scene-Instrukteuren. Jeg seer ikke, at der ved denne Redaktion kan opstaa nogensomhelst Fare for Dem for at komme i Berøring med den Kommitterede uden i Direkteurens Forfald eller de af Dem selv i §§ 2 og 3 opstillede Tilfælde."

Overskou havde ikke behovet denne aabne Udtalelse af det, som "tilsigtedes" med Christensens Udnævnelse til Kommitteret, for meget godt at vide, hvad der stak under hans Forslag. Var der ikke tilsigtet, at der ogsaa skulde [sideskift][side 348]tilvendes den Kommitterede Indskydelse paa det Kunstneriske, som Scene — Instrukteurens Embede alene havde at gjøre med, saa blev denne Omredaktion jo aldeles ufornøden, eftersom han da kun ved at beklædes med Direkteurs Myndighed kunde komme i Berøring med Scene-Instrukteuren. Overskou tilskrev ham derfor saaledes:

S. T. Hr. Sekretair Christensen, Kommitteret ved det kgl. Theater.

Da jeg uafladelig har maattet arbeide, dels paa et, i Dag endt, Theatret vedkommende Skrift, som, 13 tættrykte Ark stort, nødvendig skulde være færdigt fra Pressen den 14de August, dels paa Theaterhistoriens 3die Del, tor jeg antage, at min Ferie har saaledes været optaget af Forretninger i Theatrets Interesse, at det ikke med Retfærdighed skal kunne bebreides mig, at jeg først nu gaaer til den mig ingenlunde behagelige Besvarelse af D'Vbhds. Ærede af 6te Juli, og det saa meget mindre, da Besvarelsen upaatvivlelig i Grunden er overflødig: thi ei alene har jeg allerede for den Paastand, jeg har seet mig nødt til at fastholde, fremsat Dem saadanne Grunde, som De neppe selv vil tro, at Deres skriftlige Ytringer, hvorledes de end ere indklædte, kunne svække hos Den, der, som Embedsmand, nøie kjender Sagen og derfor kun holder sig til dens virkelige Indhold, men ogsaa maa Spørgsmaalet allerede være afgjort ved Offenliggjørelsen af det med Hs. Maj. Kongens Approbation forsynede Theater-Reglement, hvis 2det Afsnit i de allerbestemteste Udtryk fastsætter netop Det, som jeg har maattet paastaa at være en Nødvendighed.

Ikke destomindre skal jeg ikke undlade skriftlig at fremsætte de Bemærkninger, Deres Ærede giver mig Anledning [sideskift][side 349] til. Først maa jeg imidlertid erklære, at De vilde gjøre mig stor Uret ved at antage nogensomhelst personlig Uvillie for at have Del i min Indvending imod det af Dem antydede Forhold. Har jeg kun at modtage Befalinger af og være ansvarlig til Direkteuren, da er det mig aldeles ikke af nogen Vigtighed, om han er Hr. Prof. Dorph eller Hr. Sekretair Christensen; jeg vil med samme Iver efterkomme min Pligt under den Sidste som under den Første. At det, som siges, er det, som menes, og at det, som menes, siges, er den eneste Fordring, jeg vil tro mig berettiget til at have med Hensyn til Foresattes Personlighed.

Det er ikke blot ifølge det nylig af Hs. Maj. approberede Theater-Reglement, at Scene-Instrukteuren "sorterer umiddelbart under Direkteuren", "har Ansvar for ham"'og "direkte fra ham modtager samtlige hans Bestemmelser"; ogsaa alle tidligere, selv under Directioner, udstedte Reglementer og Instruxer stille ham, saavelsom de andre Embedsmænd, der have med Scenen og den daglige Tjeneste at gjøre, kun under en, den høieste Bestyrers Befaling, og det fordi det er en fra Theatervæsenets Natur udgaaende Nødvendighed, der er enhver med Theaterforholdene virkelig bekjendt Mand saa indlysende, at De, dersom Scene-Instrukteurens saa vigtige Instrux ikke, tvertimod Bestemmelsen i Kommissoriet af 16de Mai 1855, var bleven unddraget Behandling af Kommissionen, i denne vilde fra alle Sider have Hørt Bekræftelse derpaa. Allerede den Omstændighed, at der, ofte flere Gange samme Dag, maa gives Scene-Instrukteuren Befaling til øieblikkelig Udførelse af Scenen vedkommende Forholdsregler, som kunne henføres under Økonomien — thi hvad kan ikke i Theaterledningen, lige nede fra Leien af et Par bedre Stole, end Theatret eier, op [sideskift][side 350] til Hævelsen af en Prøve, hvortil en Snes Statister ere beordrede, eller Forandringen af en Forestilling, gjøres til en Økonomien vedrørende Forholdsregel? — viser, at han maa kunne efterkomme den Befaling, han modtager, uden derved at paadrage sig Ansvar til en Anden end den, der har givet den. Kan det imidlertid lykkes Dem, for Bestyrelsen at tilveiebringe en saadan Forretningsorden, at Direkteuren om Det, han finder sig foranlediget at paalægge mig, kan saaledes være kommen overens med Dem, at hans Befaling til mig bliver, som Reglementet foreskriver, "direkte", hvoraf følger, at den er mig fuldstændig Hjemmel og han den Eneste, hvem jeg har at give Tilsvar, da er der naturligvis fuldstændig Fyldestgjørelse for mit Vedkommende; thi de Forsinkelser, som maatte flyde deraf, kunne ikke paabyrdes mig, der, som en retskaffen Embedsmand, vil gjøre Alt for at afværge dem.

*) Om Personalets Forhold med Hensyn til Besværinger over Scene-Instrukteuren kan jeg aldeles ikke, uagtet Deres bestandige Henviisning dertil, i Reglementet finde Noget; Deres Forsikkring om, at det findes, er mig imidlertid Borgen for, at De, ligesom jeg, mener, at det bør findes, og da troer jeg, at det aldeles rigtig optages i Scene-Instrukteurens Instrux, hvor hans Forhold i faa Henseende bestemmes. Denne Instrux skal jo meddeles Personalet til Efterretning, og vedkommende Bestemmelse indeholder ikke [sideskift][side 351]Andet end Tiden, inden hvilken Besværingen skal indgives. Dens Ansættelse er lige for Personalet og mig. At jeg har anført 24 Timer, er i Overensstemmelse med alle fremmede Reglementer og vilde ikke volde Dem Betænkeligheder, dersom De nøie kjendte Theaterlivet. Det er, under Forretninger, som baade fra Personalets og Scene-Instrukteurens Side fordre Ro i Sindet, aldeles nødvendigt, at man saa snart som mulig kan vide en Strid endt uden Anklage; det er ligesaa nødvendigt, at Klagen skeer, medens Sagen endnu er i frist Minde hos de Tilstedeværende, hvis Vidnesbyrd Parterne maa komme til at paaberaabe sig; og endelig er det langt fra, som De antager, at den korte Tidsfrist vil forøge Klagernes Antal, da tvertimod, som Erfaring noksom viser, de fleste Klager komme frem, ved at den, der troer sig fornærmet, fra flere Sider i længere Tid ophidses, tirres og drives til Klage. For de Udtryk, hvori Klagen affattes, maa enhver Mand selv staa til Ansvar, Skuespilleren saavel som Scene-Instrukteuren; man kan gjøre lige Fordring paa Besindighed, Sanddruhed og anstændig Fremstilling til Begge.

De har gjentagende, baade mundlig og skriftlig, gjort mig opmærksom paa, at det ikke beroer paa Nogen af os, men paa Ministeren, at bestemme Scene-Instrukteurens Forhold. At det ikke beroer paa mig, er saa klart, at det er ufornødent at erindre mig derom. For Resten gjør jeg Heller ikke mindste Fordring Paa at bestemme Noget, men er tvertimod just imod, at Det, som allerede staaer bestemt i Reglementet, der er beseglet med kongelig Approbation, forandres til en aldeles ny, modsat Bestemmelse, som ikke alene er uforenelig med flere af Reglementets andre Bestemmelser, hvilke jeg forpligtes til at følge, men overhovedet med min hele Embedsstilling.[sideskift][side 352]

Angaaende de øvrige af Dem berørte Punkter ville vi saa let blive enige, at det er overflødigt at omhandle dem. Jeg slutter derfor med den oprigtige Forsikkring, at det gjør mig meget ondt, at den Uklarhed, som er kommen i det hele Anlæg og ret paafaldende træder frem ved Reglementets Emanation, foruden mange andre Ubehageligheder, som maa blive dens nødvendige Følge, for mig har medført den, at være kommen i Spænding med en Mand, hvis Begavelse og Dygtighed Ingen skal være villigere til at erkjende end jeg, og som jeg vel endnu kunde vise, hvorledes han vilde være istand til, med Undgaaelse af alle mulige Konflikter, at blive Theatret til langt større og varigere Gavn, end den tagne Position vil tillade.

Ærbødigst
Th. Overskou."

Christensens Svar herpaa lød saaledes:

"Velbaarne Hr. Professor, Scene-Instrukteur Overskou!

Efter Modtagelsen af Deres ærede Skrivelse af 7de ds. har jeg tilsendt Professor Dorph Deres Udkast til en Instrux, idet det nu maa staa til ham at foretage det videre Fornødne. Forsaavidt De i Slutningen henpeger paa Tilstedeværelsen af en Spænding, da har jeg for mit Bekommende endnu bestandig den Overbevisning, at samme ikkun bestaaer i en Misforstaaelse og ved dennes Opklaring vilde forsvinde; at bidrage Mit hertil er Noget, hvorfor jeg aldrig vil undslaa mig; saafremt De fra Deres Side i nogen Maade, interesserer Dem for Klarhed, tør jeg antage, at De ligesom jeg vilde finde det hensigtsmæssigt, at vi forsøgte mundtlig at forklare os for hverandre.

Den 9de August 1856.

Ærbødigst
H. Christensen." [sideskift][side 353]

Dette var den første Gang, der forekom Uenighed angaaende Betydningen af det omineuse Udtryk "den Kommitterede," hvilket senere skulde give Anledning til saamegen Strid og Splid. Forøvrigt lykkedes det hverken Christensen dengang eller senere, skjøndt han havde en særlig Forkjærlighed for at omordne og udstede Regulativer, at fremkomme med nogen Instrux for Scene-Instrukteuren, skjøndt denne Embedsmand dog i saa høi Grad trænger til ligeover for Personalet at se Grændserne for sin Myndighed og sine Pligter fastsatte ved nøiagtige Bestemmelser.

Blandt de øvrige Omordninger, som Christensen vidste at sætte i Værk, var ogsaa den, at der blev ansat en Elev-Instrukteur ved Theatret. En saadan særlig Embedsmand, hvem Instruktionen af samtlige Theatrets Elever skulde paahvile, havde man ikke tidligere kjendt ved det kongelige Theater. Der var under Heibergs Directionsperiode jævnlig i Pressen forekommet grove og ubeføiede Angreb paa Overskou som den, i hvis Haand Elev-Instruktionen udelukkende var lagt, skjøndt Sandheden var den, at han kun af Velvillie havde veiledet enkelte Angre, der havde henvendt sig til ham om Raad og Bistand, ligesom han under hele Heibergs Regimente for sin Virksomhed i saa Henseende kun en eneste Gang havde modtaget en Gratifikation af 100 Rd. Da nu Spørgsmaalet om Scene-Instruktion kom paa Bane i Theaterkommissionen, udtalte Overskou, at der efter hans Mening aldrig ved et Theater burde ansættes en fast Instrukteur, til hvis bestemte Veiledning Begynderen vilde være at henvise. Det vilde nemlig føre til det, som man fremfor Alt maatte søge at undgaa, Maner og Ensidighed, og der vilde ved det fremkomme en Hindring for de kunstneriste Kræfters fri og frodige Udvikling. Overskou ansaa det af den Grund for [sideskift][side 354] rettest, at man overlod til Begynderen selv at vælge, hvor han troede at kunne høste størst Nytte af Instruktionen, hvilken Directionen da efter Omstændighederne kunde lønne med en i Forhold til det vundne Resultat passende Godtgjørelse. Christensen var derimod i Kommissionen af den Anskuelse, at det var nødvendigt for Theaterdirekteuren at have en Embedsmand, hvis Erklæringer angaaende. Begyndernes Talent vare af en "officiel Karakter". Det Løse i denne Motivering er indlysende for Enhver, thi en Theaterdirekteur kan og bør ikke af nogen underordnet Funktionair lade sig ved "officielle" Erklæringer forpligte til at antage Begyndere, for hvis Optræden Direkteuren ene skal bære Ansvaret. Han kan søge Raad og Veiledning hos den, der er i Besiddelse af større dramaturgisk Erfaring, men disse Raad bør ikke kunne indeholde nogensomhelst Forpligtelse for ham, og disse Raad søger han fornuftigvis bedre hos flere Sagkyndige end hos den Enkelte. De tre Skuespillere, som vare Medlemmer af Kommissionen, sluttede sig til Overskous Udtalelser, og Afgjørelsen blev da, som det skete i flere Tilfælde, udsat indtil videre. Arnesen, der var godt bekjendt med, hvad man i Kultusministeriet ønskede indført i de nye Reglementer, raadede imidlertid Overskou til at give efter i dette Spørgsmaal og stemme for, at der skulde ansættes en Elevinstrukteur, idet Ministeriets Mening var, at Høedt skulde have denne Plads, naar han vendte tilbage til det kongelige Theater efter at have afsluttet sin Virksomhed paa Hoftheatret. Tillige gjorde Arnesen Overskou opmærksom paa, at den Sidstnævnte ved at modvirke, at der blev oprettet nogen Elev-Instrukteurpost, let udsatte sig for at miste sit eget Embede, for at Høedt da kunde faa det, og skjøndt Arnesen maatte give Overskou Ret i hans Anskuelse, kunde han dog ikke finde det rigtigt, at [sideskift][side 355]Overskou for en Sags Skyld, der ikke egenlig vedrørte ham, udsatte sig selv for at blive afskediget. Herpaa vilde Overskou ikke indlade sig, idet hans Stilling som Medlem af Kommissionen paabød ham efter bedste Evne at virke for Theatrets Vel. Der blev dog ikke videre Debat i Kommissionen om dette Spørgsmaal, thi da det atter kom til Forhandling, gjorde Christensen det Forslag, at Kommissionen ikke skulde andrage paa Ansættelse af en "Elev-Instrukteur", men derimod paa, at der bevilgedes et Beløb af 500 Rd. til "Elev-Instruktion." Paa denne Ordning kunde Overskou godt gaa ind, da der efter Ordlyden derved tilsigtedes, hvad han antog for at være det eneste Rigtige. Der blev vel senere en Diskussion i Kommissionen om dette Anliggende, idet Christensen paa to Steder i Tjeneste-Reglementet vilde have Ordet "Elev-Instrukteuren" anbragt, men denne Diskussion standsede dog snart, da han forklarede, at han paa det ene Sted dermed kun vilde have forstaaet den Skuespiller, der havde veiledet en Elev, som skulde aflægge Prøve, og i det Hele mente, at Nævnelsen af Ordet vilde være korrekt, fordi en Direction med andre Anskuelser dog mulig engang kunde finde det rigtigt at oprette en saadan Post, som da helst maatte findes omtalt i Reglementet paa det dertil passende Sted.

Hvorledes bleve da nu de af Kommissionen til "Elev-Instruktion" foreslaaede 500 Rd. anvendte? Det var tydelig nok udtalt i Kommissionsforslaget, at denne Sum skulde anvendes som Gratiale til de Kunstnere, der veiledede Aspiranter til Scenen, men ikke desto mindre blev Høedt, der Aaret i Forveien var bleven afskediget af Kultusministeren, fra Begyndelsen af Saisonen 1856-57 ansat af denne som Elev-Instrukteur med 500 Rd. i Gage, hvorhos han den 23de Mai 1857 fik kongelig Ansættelse, skjøndt Rigsdagen [sideskift][side 356] gjentagne Gange havde udtalt sig imod, at der gaves nogen fast Ansættelse i slige Embeder. Høedt fik altsaa hele den Sum, der var foreslaaet til "Elev-Instruktion", og man oprettede ikke alene et Embede, om hvis Hensigtsmæssighed der kunde reises og var reist berettiget Tvivl, men man gav det tillige til en Mand, for hvis særlige Dygtighed i denne ene Retning der paa hint Tidspunkt endnu ikke forelaa noget Bevis.

Af det Foregaaende vil det fremgaa, at al den Kiv og Splid, som man for evig haabede at have banlyst fra det kongelige Theater ved at faa Heiberg fjernet, neppe turde ventes at udeblive, hvor Directionsforholdene vare blevne faa vaklende og ubestemte, som Tilfældet nu var. Saaledes gik det da ogsaa. Dorph tog med Iver og Interesse fat paa sit Hverv, og havde han været Eneherre, kunde han mulig have virket til Theatrets Gavn. Men han maatte snart føle, at hans Magt kun var meget indstrænket, og at der ved Siden af ham var indsat en Medregent, der ved Snildhed og Spidsfindighed vidste at hævde sin Position. Allerede den 26de September, altsaa lige i Saisonens første Dage, modtog Dorph fra Kultusministeriet Ordre til at lade bekjendtgjøre i Foyeren: "at Theatrets Personale i anliggender, som angik Theatrets Økonomi, havde at henvende sig til den Kommitterede." Herved stadfæstedes fuldstændig, hvad Overskou i sit anførte Brev til Christensen havde bemærket: "Hvad kan ikke i Theaterledningen gjøres til en Økonomien vedrørende Forholdsregel?" Var der først af Ministeriet indrømmet den Kommitterede en saa udstrakt Myndighed, saa var der, efter som Forholdene allerede havde stillet sig, ikke Spor af Tvivl om, at Christensen nok skulde vide at benytte sig af sin udstrakte Myndighed. Det var [sideskift][side 357]nogle Dage forud rygtedes paa Theatret, at der vilde fremkomme et saadant Opslag i Foyeren, og Overskou henvendte sig da til sin Direkteur og raadede ham til hellere strax at nedlægge sit Embede og forklare Publikum Grunden dertil, end at vedblive at fungere i en Post, hvor der ved ethvert Skridt med Lethed kunde lægges ham uovervindelige Hindringer i Veien af den Kommitterede. Dorph indrømmede vel Rigtigheden heraf, men var saa sangvinsk at tro, at selv om Bekjendtgjørelsen blev offenliggjort for Personalet, vilde den dog kun blive bragt til Anvendelse i strengt økonomiske Spørgsmaal, hvorved det da alligevel vilde blive ham muligt paa det kunstneriske Omraade at gjennemføre, hvad han med Lyst og Glæde havde forberedt i Haab om at kunne gavne Skuepladsen. Som man kunde have forudseet, gik dette hans fromme Ønske langtfra i Opfyldelse.

Var der nemlig et Omraade, paa hvilket det Kunstneriske syntes at burde være eneraadende, saa var det Fastsættelsen af Repertoiret, og Dorph maatte derfor være berettiget til at antage, at dette Omraade udelukkende var ham forbeholdt, saa meget mere som den Kommitterede i de økonomiske Anliggender var berettiget til at handle paa egen Haand. Derfor faldt det Heller ikke den konstituerede Direkteur ind at søge Christensens Assistance ved Fastsættelsen af Repertoiret, om hvilket Dorph kun konfererede med Scene-Instrukteuren og Theatersekretairen, men da Christensen gjentagne Gange yttrede, at dette maatte betragtes som en Tilsidesættelse af den Kommitterede, eftersom Fastsættelsen af Repertoiret kunde have en betydelig Indflydelse paa Theatrets økonomiske Status, fandt Dorph, for at undgaa mere Strid og Splid, sig ogsaa i, at Christensen mødte ved de ugenlige Sammenkomster, i hvilke Repertoiret fastsattes. Den Kommitterede var saaledes [sideskift][side 358]nu ikke alene eneraadende i Alt, hvad der angik Økonomien, men tillige delagtig i Afgjørelsen af de Spørgsmaal, der udelukkende vedrørte Kunsten. Man skal vanskelig kunne benægte, at Begrebet "Kommitteret" her havde faaet en ganske usædvanlig Udstrækning.

Det er ovenfor berørt, at Dorph i Begyndelsen af sin Virksomhed kun konfererede med Scene-Instrukteuren og Theatersekretairen om Fastsættelsen af Repertoiret. Ogsaa heri skete der en Forandring, thi idet Christensen tiltraadte disse Moder, fratraadte Theatersekretairen dem. Efter Christensens Anskuelse var den Sidstnævnte "en noget underordnet Embedsmand", men denne Embedsmand var istand til ved sin mangeaarige Erfaring at kunne være Direkteuren til stor Nytte i den daglige Forretningsgang. Kammerassessor Berner havde nemlig som Theatersekretair udmærket sig ved en høi Grad af Akkuratesse og var tillige saa vel bevandret i Alt, hvad der vedrørte Theatertjenestens Detail, at Direkteuren altid kunde være sikker paa i vanskelige Tilfælde hos ham at erholde enhver mulig Oplysning. Nu fandt den Kommitterede paa at træffe en splinterny Omordning af hele Theatersekretairens Embedsstilling. Efterat Kammerraad Lassen under 8de Januar 1857 var afgaaet som Økonomi-Inspekteur ved det kongelige Theater, konstituerede den Kommitterede Skuespiller Pätges til under Navn af Garderobe-Inspicient og med en ringere Gage, end der var normeret for Embedet, at varetage alle derunder hørende Forretninger. Ved at give Pätges denne Post tilsigtede man navnlig at stemme hans Søster, Fru Heiberg, til Eftergivenhed; thi om hans Kapaciteter i den angivne Retning havde man ikke nogen Erfaring. Valget var imidlertid denne Gang saare heldigt, idet Pätges med stor Nøiagtighed og en sjelden Paapasselighed varetog [sideskift][side 359]dette Embede, hvilket han først fratraadte den 31te Juli 1873. Det Bogholderi, som derimod stedse tidligere havde været forbundet med Økonomi-Inspektoratet, og hvortil det fornuftigvis Hører, blev det samtidig overdraget Berner at føre, hvorhos han fritoges for alle sine Forretninger som Theatersekretair. Herved mistede Berner ikke Noget i sine Indtægter, men der skabtes herved en Dobbelthed i Økonomi-Inspektionen, som ikke kunde være heldig. Nu skulde altsaa Theatersekretairens Forretninger besørges af en Anden, men ogsaa herfor vidste den Kommitterede Raad. Schwartzen, der ikke længere kunde gjøre Nytte som Sanger, var i de senere Aar med Held optraadt i mindre Karakter- og Gammelmandsroller, et Fag, som han efter Winsløws Afskedigelse omtrent var ene om at kunne udfylde paa tilfredsstillende Maade, men ikke destomindre afskedigedes han den 19de Januar 1857 og pensioneredes som Skuespiller, medens der tillagdes ham en Gage af 300 Rd. for som Regisseur tillige at varetage de Forretninger, der tidligere pligtmæssig havde paahvilet Berner som Theatersekretair. Direkteuren mistede herved en, paalidelig og erfaren Raadgiver, og Theatret blev af med en brugbar Skuespiller, som til Gjengjæld fik en Plads, til hvis Bestridelse han savnede enhver Erfaring.

Med et saa godt Personale som det, der nu var samlet ved det kongelige Theater, turde Publikum gjøre Regning paa en interessant og afvexlende Saison, thi om den indre Kiv og Splid, der truede med at hæmme Virksomheden, vidste man ikke noget Videre udenfor Theatrets Mure. Desuden var der to Ting, som i høi Grad kunde vække pirrende paa Lysten til at kjøbe. Loger ved den aarlige Auktion: dels den Omstændighed, at Logerne ved Auktionen opraabtes til Priser, der gjennemgaaende vare lavere ansatte end de, hvortil [sideskift][side 360]de opraabtes Aaret i Forveien, og dels den lokkende Oversigt, som bekjendtgjordes om Virksomhedsplanen for det kommende Theateraar. Da Priserne saaledes vare ansatte forholdsvis meget lavt, var det en let Sag for Directionen at saa dem bortsolgte ved Auktionen fra 1 til 8 Mark over Opraabsprisen. Hvad Virksomhedsplanen angik, da blev der, foruden Sørgespil af Oehlenschläger og Shakspeare samt to nye Balletter af Bournonville og Galeottis tre Balletter "Lagertha", "Rolf Blaaskjæg" og "Romeo og Giulietta", bebudet til Opførelse i den kommende Saison ikke mindre end 31 Arbeider, men det blev her som saa ofte ved de gyldne Løfter. Af de 31 Arbeider opførtes kun 9, af Oehlenschläger to Sørgespil og af Shakspeare slet ingen. De tre Bournonvilleske Balletter reduceredes til en Ballet og to Divertissementer, og da Opførelsen af de Galeottiske Balletter var et Løste, man havde givet Dorph, blev der ikke gjort Noget derved, saa at man ikke engang gjorde den mindste Forberedelse til deres Indstudering. Derimod opførtes 7 Arbeider, som ikke vare bebudede, af hvilke de tre vare Nyheder. Logeauktionen havde, som man kunde forudse, et glimrende Resultat, idet den indbragte en Sum af 62,413 Rd. 32 Sk.

Til den i det nye Tjeneste-Reglement anordnede Theater-Jury skete der ved Saisonens Begyndelse Valg, og Valget faldt paa Følgende: Af Kultusministeriet valgtes som Iste og juridisk Medlem Kammerraad Arnesen og som 2det Medlem Komponisten N. V. Gade, af Theaterdirektionen valgtes som dramatisk Forfatter I. M. Thiele med H. C. Andersen som Suppleant, og Theaterpersonalets Valg faldt paa Høedt og Wiehe med Holst og Hvid som Suppleanter. Nu var altsaa dette tarvelige Surrogat for det paatænkte "Theater-Raad" valgt, men skjøndt der i Løbet af Saisonen skete ikke faa [sideskift][side 361]Indsigelser fra Skuespillernes Side mod at udføre Roller, som vare dem tildelte af Directionen, affordredes der dog ikke Theater — Juryen en eneste Gang nogen Kjendelse, og først efter Theateraarets Slutning fik den Noget at bestille, idet den i Egenskab af Feu-Komite havde ifølge det nye Feu-Reglement at gjøre Indstilling til Ministeriet om Skuespillernes Oprykning i høiere Feuklasser og om Fordelingen af Spillepræmien. Her viste det sig da strax, hvor uheldigt det er ved et Theater at lade selve Personalet deltage i Bestyrelsesbeslutninger. Det var ikke nok med, at den Afgjørelse, der blev truffen, vakte stærk Uvillie blandt Størsteparten af Personalet, men selve Komiteens Medlemmer vare misfornøiede med Udfaldet. Spillepræmien skulde nemlig efter Reglementets Ord uddeles til de sex eller syv sceniske Kunstnere, "som ansaaes for at have været de egenlige Bærere af Repertoiret i den afvigte Saison." Nu erklærede imidlertid Majoriteten i Komiteen sig for den Anskuelse, at der ved Ordet "Bærere" skulde forstaaes de Kunstnere, som i hver enkelt af de tre Kunstarter Skuespil, Opera og Ballet havde indtaget de første Pladser. Dette var øiensynlig ikke Meningen med Regulativets Ord, som udtrykkelig nævnede Bærerne af Repertoiret og ikke de enkelte Kunstarters Bærere, thi Spillepræmien burde fortrinsvis tilkjendes de Enkelte, som ved Flid og Dygtighed i den forløbne Saison havde gavnet Kunstanstaltens Repertoire. Der var dog Intet at stille op mod Majoriteten, som holdt urokkelig fast ved sin Anskuelse, og ved Stemmegivningen fremkom der da ogsaa som Følge heraf det mærkelige Resultat, at Jfr. I. Price og Schram, som ikke alene havde gjort ringe Tjeneste i Saisonen, men tillige ved deres Sygdomsforfald ofte havde været Omstødere af Repertoiret, fik Præmien, medens Mad. [sideskift][side 362]Holst og Hultmann, der havde gjort overordenlig megen Tjeneste og i de to Ovennævntes Sygdomsforfald ofte havde hjulpet Theatret ud af stor Forlegenhed, ikke fik nogen Præmie, skjøndt de netop ved deres Virksomhed kunde siges at have været "Bærere" af Repertoiret.

Med Hensyn til det Tilskud, der aarlig ydedes Theatret af Statskassen, skete der i denne Saison en Forandring. De farlige Folger, der kunde forventes at blive Folgen af, at det udelukkende var lagt i Rigsdagens Hænder at bevilge den aarlige Understøttelse til det Theater, som nu kun af Navn var kongeligt, udebleve Heller ikke i Længden. Der havde i Folkethingets forløbne Saisoner jævnlig lydt Klager over, at Statstilskudet til Theatret var altfor stort, ja der havde endogsaa hævet sig Røster for den Anskuelse, at Theatret som et blot og bart Fornøielsesetablissement burde frigjøres for enhver Forbindelse med Staten og overdrages som privat Entreprise til en eller anden driftig Mand, der da efter eget Forgodtbefindende kunde styre "Forretningen", uden at den kostede Staten en Skilling. Hidtil havde disse Røster dog heldigvis været i Minoritet i Folkethingssalen, men man kunde med Rette befrygte, at efterhaanden som Materialismen mere og mere fik Indgang i Repræsentationen, vilde ogsaa disse Anskuelser komme kraftigere til Orde og tilsidst maaske afføde Beslutninger, der kunde lede til Nationalskuepladsens Undergang.

Ved Normalreglementet af 1841 var der af Kongen bevilget det kongelige Theater til Supplering af dets selverhvervede Indtægter et fast aarligt Tilskud af 36,900 Rd., men ved Siden deraf indrømmedes der det tillige strax et midlertidigt Tilskud, som i 1843 maatte forøges til 9,410 Rd., og det virkelige Tilskud udgjorde altsaa 46,310 Rd., hvilket [sideskift][side 363]Beløb Theatret endnu oppebar i 1848. Desuden afholdtes Udgifterne ved Vedligeholdelsen af Skuespilhuset umiddelbart af Statskassen, og den ved hvert Aars Slutning tilstedeværende Beholdning eller Underbalance overførtes da til Theatrets næste Regnskabsaar. Kapellet, der ingen selvstændige Indtægter havde, var der ved Normalreglementet bevilget et aarligt Tilstud af Statskassen af 30,485 Rd., hvilket senere forhøiedes til 31,945 Rd. Samtidig med Normalreglementet havde Statskassen overtaget alle de Pensioner, der udrededes til Personer eller Efterladte efter Personer, som havde været ansatte ved Theatret eller det kongelige Kapel, medens disse Anstalter tidligere selv havde baaret en Del af Pensionerne. Derimod blev i 1842 et Theatret tilhørende Obligationsbeløb paa 9,200 Rd, overført til Statskassen, og naar man ikke medregner de Summer, der henstod i Theatrets Laane- og Hjælpekasse, eller som vare bestemte til Beneficeforskud for Kapellets Medlemmer, eiede Theatret den 1ste April 1850 ingen andre Aktiver end Gaarden i Lille Strandstræde, der som tidligere omtalt solgtes i samme Maaned for 25,000 Rd., og Beløbet af dets egne udestaaende Gage- og Beneficeforskud. Derimod havde Theatret paa hint Tidspunkt ingen Gjæld. Statskassens samlede Tilskud til Theatret og Kapellet udgjorde saaledes fra 1843 til 1848 aarlig foruden Pensionerne over 78,000 Rd, og med disse mindst 100,000 Rd.

Statskassen havde i Tidsrummet fra 1ste April 1850 til 31te Marts 1856 — altsaa paa det Nærmeste i den Aarrække, i hvilken Heiberg styrede Theatret — bevilget samtlige Theatrets Indtægter og Udgifter ved de aarlige Finantslove, saaledes at der aarlig tilstodes Theatret et saa stort Tilstud, som var nødvendigt for at tilveiebringe Ba Ba-lance [sideskift][side 364]lance, naar man drog de bevilgede Udgifter fra de for Theatret beregnede Indtægter. Ved Afgangen af de to første Aar var der en ikke ubetydelig Beholdning tilbage af de bevilgede Tilskud, og denne tilbagebetaltes derfor til Statskassen. I de fire sidste Aar medgik derimod fuldstændig de bevilgede Tilskud, som paa Grund af den for de paagjældende Aar beregnede større Forestillingsindtægt vare satte ikke lidet lavere end hidtil, ja der fremkom endogsaa en lille Underbalance, som dels dækkedes ved overordenlige Tilskud, dels overførtes til det følgende Aar. Fra 1850-51 var der saaledes til Exempel bevilget 65,710 Rd., medens Regnskabet kun udviste et forbrugt Beløb af 52,034 Rd. 64 Sk., hvorimod der for 1853-54 kun bevilgedes 45,930 Rd. 48 Sk., hvilken Sum fuldstændig medgik. De i Tidsrummet fra 1850-56 ved Finantslovene til reglementerede Gager for Bestyrelsesembedsmænd, for det sceniske Personale og for Kapellets Medlemmer bevilgede Beløb opfattedes ikke som samlede Beløb, over hvis enkelte Summer Kultusministeriet i Tilfælde af Vakance frit kunde disponere ved nye kongelige Ansættelser, men de enkelte Gager, navnlig ogsaa Gagerne til det sceniske Personale, betragtedes, ligesom alle egenlige Embedsgager, som særskilt bevilgede hver for sig, faa at de ikke ved Balancer kunde anvendes til Gageforhøielser eller nye egenlige Gager i Form af kongelige Ansættelser, uden at Rigsdagen gav sit særlige Samtykke dertil, og da dette Samtykke i de omtalte Aar nægtedes i saa godt som alle mellem det sceniske Personale indtrufne Balancetilfælde, blev herved Beløbet af reglementerede Gager til dette Personale nedsat ikke ubetydelig.

Fra den 1ste April 1856 indtraadte der imidlertid et andet Forhold. Fra dette Tidspunkt og indtil den 30te Juni 1859 blev der paa hvert Aars Finantslov bevilget [sideskift][side 365]Theatret et fast aarligt Tilskud af 50,000 Rd., saa at den ved hvert Aars Udgang tilstedeværende Beholdning eller Underbalance kom Theatret selv til Gode eller faldt det til Last. Samtidig hermed besluttedes det ved Finantsloven for 1856-57 at stifte et Reservefond ved Theatret, hvortil der skulde lægges dels det Beløb, hvormed Aarets Indtægter antoges at ville overstige Udgifterne, dels hvad der maatte spares paa de enkelte Udgiftskonti, og dels hvad Aarets Indtægter maatte komme til at overstige det beregnede Beløb efter Fradrag af, hvad der af dette eventuelle Overskud yderligere vilde medgaa til Feu, Saisonsdouceurer og Udgifter af ubestemt Omfang. Meningen med dette Reservefond var, at man dels derved skulde dække mulige Underbalancer i enkelte uheldige Aar og dels afholde Udgifterne til større Byggeforetagender o. s. v. Ved Finantsloven af 1856-57 var der, idet der ikke toges Hensyn til Underbalancen for det foregaaende Aar, paaregnet et Overskud af 7,270 Rd. 32 Sk., hvilket Overskud altsaa skulde lægges til Reservefonds, dog at det Beløb af 4,644 Rd. 34 Sk., der var medgaaet til Tilskuerpladsens Ombygning i 1855 udover den dertil bevilgede Sum, forlods skulde fradrages deri. Theatrets Regnskab for Saisonen 1856-57 sluttede imidlertid med en virkelig Beholdning af ikke mindre end 30,626 Rd. 75 Sk., og denne Sum overførtes derfor til Reservefonds. Saaledes begyndte altsaa dette Fond sin Virksomhed under glimrende Auspicier, men uheldigvis blev den Rolle, det kom til at spille, ikke videre stor, som det vil sees af det Efterfølgende.

Finantsloven for 1856-57 — og de følgende Finantslove indtil 30te Juni 1859 — bevilgede tillige i Modsætning til de tidligere Finantslove Beløbene til reglemenreglemen-terede [sideskift][side 366]terede Gager som famlede Beløb og ikke de enkelte Gager særskilt for sig. Ved denne for Theatret saa heldige Bestemmelse kunde Kultusministeriet altsaa nu, naar der indtraadte en Vakance, frit raade over de ledigblevne Gager til Gageforhøielser eller nye kongelige Ansættelser, uden at det behøvede noget særligt Samtykke af Rigsdagen, hvorved man ogsaa undgik de ofte ubehagelige Debatter i Thinget om, hvorvidt den eller den sceniske Kunstner eller Kunstnerinde var kvalificeret til at faa kongelig Ansættelse, Noget, hvorom Størsteparten af Rigsdagens Medlemmer egenlig sket ingen begrundet Mening kunde have. For det sceniske Personale blev der dog indsort den Indskrænkning, at kun de to Trediedele af de Gager, der bleve ledige, kunde anvendes af Ministeriet, hvorimod den sidste Trediedel fradroges de reglementerede Gagers Beløb.

Den i 1851 til Ordning af Theatrets Forhold nedsatte Kommission havde blandt Andet indstillet, at man skulde konvertere de Theaterpersonalet og Kapelmedlemmerne tillagte Beneficegodtgjørelser til et Gagetillæg af 200 aarlig for de af Theaterpersonalet til Godtgjørelse Berettigede og af 50 Rd. aarlig for Kapelmedlemmerne, og et Forslag til en saadan Konvertering optoges ogsaa i det Rigsdagen i 1851 forelagte Lovudkast, der ikke blev gjennemført. I Finantsaaret 1856-57 begyndte man imidlertid overensstemmende med dette Forslag at konvertere de Theaterpersonalet hidtil tillagte Beneficegodtgjørelser for Tjenesteaar til aarlige Gagetillæg af 200 Rd., — og denne Konvertering tilendebragtes for de til Godtgjørelser Berettigedes Vedkommende i Finantsaaret 1859-60, fra hvilken Tid der ikke mere har været Tale om Beneficegodtgjørelser til hint Personale, hvorimod der siden den Tid indtraadte et aarligt Gagetillæg af [sideskift][side 367]Rd. for ethvert kongelig udnævnt Medlem af Theaterpersonalet, saasnart det havde været fast ansat i 20 Aar, og disse Gagetillæg vedbleve stedse at gaa under Navn af Beneficekonvertering. Samtidig med den ovenomtalte Konvertering skred man til at konvertere Kapelmedlemmernes aarlige Beneficegodtgjørelsessum af 2400 Rd. til et Gagetillæg for dem af 50 Rd. aarlig, hvilken Konvertering tilendebragtes for alle Medlemmer ved Udgangen af Theateraaret 1861.

Efterat Saisonen var aabnet med "Jacob von Thybo", som opførtes i ny Indstudering, og hvori Titelrollen udførtes af A. Rosenkilde som Debut, afholdtes der den 4de September en Mindefest for Fru Nielsen, hvis Fødselsdag det netop var. Texten til det smukke Forspil var af H. P. Holst og Musiken af N. V. Gade. Efter en Introduktion rullede Tæppet op for Offerlunden fra "Hakon Jarl", hvor den afdøde Kunstnerindes Buste stod i Forgrunden paa en Piedestal, medens samtlige Theatrets Skuespillere og Skuespillerinder i Sørgeklæder vare placerede i en Halvkreds omkring den. Der blev først afsunget et Kor, hvorpaa Holst traadte frem ved Busten og bragte Oldtidens Tak til hende, der som Præstinde i Templet faa mægtig havde hjulpet Oehlenschlæger til at vække den af Glemselens Dvale; i dens Navn hængte han Granbarkrandsen paa hendes Buste, han afløstes atter af et Kor, hvorpaa Mad. Holst i Nutidens Navn hængte Egekrandsen ved Siden af den anden Krands, i smukke Vers skildrede den store Kunstnerindes høie Værd og med den Simpelhed og Inderlighed, som var den Bortgangne værdig, mindede saavel Ældre som Angre om, hvad de i hende havde eiet og tabt. Atter lod et Kor, og derpaa traadte Wiehe frem, han hængte Laurbærkrandsen paa Busten som et Vidne om, at ligesom hun var skrinlagt' "nær ved det Sted, hvor Valborgs og [sideskift][side 368]hvor Thoras udødelige Sanger Hvilen fandt", saaledes skulde hendes Hæder som en Fylgie knytte sig til hans og hun følge ham paa hans Gimlegang. Fremtiden skulde erkjende, at Ingen som hun havde bragt Renhed og Sandhed i Kunsten, og i Fremtidens Navn rakte han hende Laurbærkrandsen, hvis friste Bladpragt erindrede om, al hvad hun havde virket, vilde blomstre fort i Tid og Evighed. Under dæmpet Musik faldt derpaa Tæppet for den alvorsfulde Sørgefest, der afsluttedes med Opførelsen af "Norma".

Tre Dage senere opførtes "Slottet i Poitou" med Nielsen som Gjæst i Marquien af Seiglières Rolle. Det Var den første Aften, Høedt optraadte efter sin Tilbagevenden til det kongelige Theater, og Forestillingen gik da Heller ikke for sig, uden at han modtoges af Mishagsyttringer. Det store Publikums omskiftelige Sind og Evne til let at lade sig paavirke viste sig atter her og gav sig Luft i de ovenomtalte Udbrud af Mishag. Da Høedt havde forladt det kongelige Theater, gav man Heiberg Skylden derfor, og da han nu efter Heibergs Fjernelse atter viste sig paa Theatret, hyssede man ad ham som den, der skulde være Skyld i, at Fru Heiberg foreløbig ikke spillede.

Af ældre Sager, der i Saisonens Løb gjenoptoges paa Repertoiret, gjorde "Cendrillon" megen Lykke med Mad. Rosenkilde i Titelrollen, hvor hendes nydelige Udseende, smukke, om end ikke store Sangstemme og klædelige Spil, der bar Præget af Natur og Inderlighed, ret kunde gjøre sig gjældende. Som Baronen af Montefiascone viste hendes Mand, at det ikke alene var i Skuespillet, men tillige i den komiske Opera, at han kunde gjøre udmærket Fyldest. Men mærkelig nok fik han senere kun ringe Leilighed til at udvikle sine Evner i denne sidste Retning.[sideskift][side 369]

Endnu var der kun gaaet en Maaned af Saisonen, og allerede begyndte Utilfredsheden at vise sig. Efter en Oversigt over de i September Maaned givne Forestillinger bemærker "Fædrelandet" for den 1ste Oktober, at blandt de Anker, man fremsatte mod Heiberg, vare: "der gik for faa af Oehlenschlægers Tragedier og for mange Balletter; der opførtes færre nye Arbeider, end man ønskede; der var ikke Afvexling nok i Repertoiret." Derpaa hedder det: "Vil man nu, efter at Saisonens første Maaned er forløben, se, hvorvidt den nye. Direkteur maatte i den over to Maaneder lange Theaterferie have gjort Forberedelser til og i September have begyndt paa at hæve de paaankede Mangler, faa viser det sig: at ingen af Oehlenschlægers Tragedier har været spillet; at der er gaaet Ballet hver tredie Aften; at intet nyt Arbeide har været opført, og at endelig Repertoiret omtrent har været det samme som i Slutningen af Saisonen 1853-54, med Tillæg af et Par ældre, paany fremdragne Stykker, hvis Udførelse i større og mindre Grad har nærmet sig det Dilettantmæssige." Bladet havde vistnok Ret i at anke over Repertoiret, men det glemte, at det samtidig hermed slog sig selv paa Munden, idet den nye Æra, som efter Heibergs Afgang skulde frembryde, jo aldeles ikke kom tilsyne. Den nuværende Direction havde ikke alene det gamle Personale, men endogsaa flere nye Kræfter at virke med, hvorimod Heiberg, som havde maattet savne adskillige af disse, dog ofte havde vidst at skaffe større Afvexling i Repertoiret. Maanedsdagen derefter lød der atter Klage i det samme Blad, idet der paavistes, at der i Oktober var spillet 20 Stykker, hvoraf "kun" 6 af danske Forfattere, gaaede 17 Gange, og 14 Oversættelser, opførte "ikke mindre" end 46 Gange, medens der "under Heiberg i Oktober 1853 med omtrent [sideskift][side 370]de samme Kræfter" gaves 26 Stykker, hvoraf 18 af danske Forfattere, gaaede 48 Gange, og 8 Oversættelser, hvoriblandt 1 af Molière og 2 af Shakspeare, hvilke gik ialt 20 Gange. I Oktober denne Saison gaves kun 1 Nyhed, "Fabrikpigen", "som forhaabenlig snart er gaaet sin sidste Gang"; i Oktober 1853 gaves derimod 3 Nyheder. — Ogsaa i "Berlingske Tidende" begyndte Klagerne at lyde. Saaledes hed det den 13de November: "Iaftes har man atter ei alene tilbagekaldt Opførelsen af "Cendrillon", men ikke givet noget andet Stykke istedenfor dette, og saaledes paany berøvet Theaterkassen en Indtægt af omtrent 8 til 900 Rd." Denne Bebreidelse var saa meget mere retfærdig, som Sygeanmeldelsen allerede havde fundet Sted om Formiddagen, og som den løbende Aand nu var Christensen, der i sin Tid i Theaterkommissionen havde anket saa stærkt over Heibergs Uformuenhed! "I det Hele", fortsætter Bladet, "maa vi beklage, at de i denne Saison opførte gamle og nye Stykker ikke afgive noget Bevis paa de forventede gjennemgribende Forbedringer."

Repertoirets første Nyhed, der fremkom ved en Festforestilling i Anledning af Kongens Fødselsdag, var Thomas' og Mortons Skuespil "Fabrikpigen". Valget af dette Stykke var ikke heldigt, da det var et Arbeide af engelsk Fabrikat, uden Poesi, men med et stort Fond af Sentimentalitet, hvortil kom en ubetydelig og meget maadelig Intrige, saa at det trods den gode Udførelse, kun formaaede at slæbe sig syv Gange over Scenen. Den Person, der skulde være det morsomme Element i dette forskruede Rørestykke, stod omtrent helt udenfor Handlingen, og skjøndt de Spillende gjorde Deres dertil, var det dem dog ikke muligt at gjøre de siet tegnede Figurer interessante.[sideskift][side 371]

Det første oehlenschlægerske Sørgespil, der, kom til Opførelse under det nye Regimente, var "Tordenskjold", uden at Directionen dog havde nogen Glæde af at have gjenoptaget dette Drama paa Repertoiret. Stykket fandt kun en meget lunken Modtagelse hos Publikum, der ikke ret kunde finde sig tilpas med Wiehes" Udførelse af Titelrollen, han havde anlagt sit Spil altfor meget paa at fremstille den danske Søhelt saa naturlig som mulig, og det bebreidedes ham derfor af Kritiken, at Matrosen stak for stærkt frem, og at hans Udtale af og til var for plat. Den øvrige Rollebesætning i Stykket var for en stor Del temmelig svag, og kun Mantzius var fortræffelig i Kolds lille Rolle.

Havde man været misfornøiet med Saisonens første Nyhed, blev man det i endnu høiere Grad med den anden. Chiewitz og Recke havde i deres enakts Vaudeville "Trop som Ægtemand" skildret Helten fra "Recensenten og Dyret" som gift med Madam Voltisubito, med hvem han har et Barn, og man seer da i Vaudevillen Trop fremtræde som Direkteur for et Beriderselskab med trekantet Hat, Epauletter og en vældig Knaldepidsk. Ideen var ikke fri for at være plat, hvortil kom, at Behandlingen ikke var synderlig smagfuldere, men temmelig blottet for Vid og Lune. Ved Stykkets anden Opførelse var der en saa stærk Meningskamp mellem Klappere og Pibere, at Gongonen maatte frem, og ved den tredie Opførelse blev Spektaklet endnu værre, saa at Directionen fandt det klogeligst for bestandig at henlægge dette Arbeide. — Skjøndt Bladene ved den nye Bestyrelses Tiltrædelse udtrykkelig havde gjort opmærksom paa, at Censor ved Theatret kun var raadgivende, men at Beslutningen om Antagelse eller Forkastelse af dramatiske Arbeider udelukkende hvilede hos Directionen, fremkom der dog offenlig det SpørgsSpørgs-maal [sideskift][side 372]maal, hvorledes Heiberg som Censor kunde have antaget et saa uæsthetisk, smagløst og modbydeligt Arbeide. Dette Spørgsmaal blev ikke dengang besvaret, men som et Bidrag til at oplyse Heibergs Stilling til denne Vaudeville, der allerede var skreven og under en anden Titel indsendt til Theatret flere Aar i Forveien, vil det ikke være uden Interesse at læse følgende Brev, som Heiberg under 5te November 1855 tilskrev Recke:

"Deres behagelige Skrivelse af 16de Oktober skulde jeg besvaret for længe siden, dersom ikke Sygdom havde forhindret mig.

"Strax efter Modtagelsen af Deres Brev fornyede jeg det allerede temmelig gamle Bekjendtskab med Deres Vaudeville "Kunstberider Trop". Men de samme Vanskeligheder, som jeg ved den første Læsning havde fundet, stillede sig igjen for mit Vie. Jeg mener ikke dermed de Indvendinger, som jeg tidligere har tilladt mig at fremsætte med Hensyn paa Enkeltheder i Stykket, og som let kunne forandres, hvortil De ogsaa dengang syntes at være villig. Men den store Vanskelighed er Besætningen af Mad. Voltisubitos Rolle. Thi her kommer man mellem Scylla og Charybdis og maa nødvendig strande paa en af dem. Paa det kongelige Theater nemlig, hvor Rosenkilde maa være Trop, er det , nødvendigt, at Mad. Voltisubito spilles af Mad. Fossum, men det er altfor kjendeligt, at Stykkets Forfatter eller Forfattere have havt en ganske anden Person for Øie, en Person, der ikke skulde virke som Sangerinde, men — om forresten muligt — som Skuespillerinde. For at Mad. Fossum skulde anbringes, maatte Rollen ligesom i "Recensenten og Dyret", reduceres til et Minimum og derimod Sangpartiet udvides til et Bravourparti. De vil maaske sige, at Bravournumere [sideskift][side 373]endnu kunne indlægges: men uden at tale om, at isaafald mange af de andre Sange maatte falde bort, fordi det Hele ellers blev for langt, og Musiken for overveiende, — en Forholdsregel, hvorved Stykket dog vilde svækkes — vilde Sagen endnu ikke være gjort dermed, thi Beriderskens Dialog maatte betydelig indskrænkes, og hendes Deltagelse i Handlingen maatte følgelig blive af langt mere underordnet Art, end den nu er. De har formodenlig tænkt Dem, at det kaudervelske Sprog vilde lette Mad. Fossum Fremstillingen, og det kan vel være, men Tilhorerne ville trættes ved saa vedholdende at hore en saadan Dialekt, som idethøieste kan benyttes undtagelsesvis i enkelt forbigaaende Scener. Hertil kommer, at da Mad. Fossum, som desuden ikke kan bestride Meget, og ikke er af de hurtige i sine Indstuderinger, nu har adskillige Sangpartier at indøve i Operaer, som skulle bringes paa Scenen, vilde det vare meget længe, inden hun kunde beskjæftige sig med Deres Stykke, og det vilde idetmindste være tvivlsomt, hvorvidt det kunde komme frem i denne Saison.

"Under disse Omstændigheder tager jeg ikke i Betænkning at raade Dem til at lade dette Stykke opføre paa et af Byens andre Theatre. Her findes ingen af de omtalte Vanskeligheder, og, dets Succes vil være endnu bedre garanteret end paa det Kgl. Theater, hvor et velbekjendt Cliquevæsen under Maske af foregiven Kritik gaaer paa Rov efter Ødelæggelse af Alt, som bringes paa Scenen.

"Da jeg for et Par Aar siden læste Stykket og tænkte paa at anbringe det, gjorde jeg et Par Blyantsrettelser i Mad. Voltisubitos Jargon, thi vel skal hun tale galt, men der er visse Feil, som maaske en Dansk, men netop hun ikke [sideskift][side 374]kunde begaa. Jeg har ikke villet viske disse Smaarettelser ud, men har ladet dem staa til Deres egen Decision.

"Læg nu, Høistærede, ikke mig til Last, at jeg saa længe har været raadvild i denne Sag. Der er Meget i Stykket, som behager mig, og derfor ønskede jeg at anvende det; men der er ogsaa uovervindelige Vanskeligheder, og just under de nuværende Forhold dobbelt uovervindelige.

Medens saaledes Repertoiret ikke i de to hidtil fremkomne Nyheder havde faaet en Tilvæxt, hvorved Publikum kunde finde sig tilfredsstillet, var det derimod en overmaade interessant Berigelse, som det fik ved Gjenoptagelsen af "De Usynlige." Denne holbergske Komedie havde hvilet siden 1818 og havde i de forløbne Aar fra den første Opførelse i 1750 kun oplevet 9 Forestillinger. Nu optoges den atter paa Repertoiret, og den Udførelse, der blev Stykket til Del, bevirkede, at det i denne og Begyndelsen af den paafølgende Saison under stærkt Bifald gik ikke mindre end 17 Gange over Scenen. Det var som sagt Udførelsen, der hovedsagelig bevirkede dette Resultat. Al den Varme og overstrømmende Lyrik, som Wiehe eiede, lod han vælde ud over sin Gjengivelse af Leander, der under hans Behandling formelig blev en romantisk Elsker, Noget, man hidtil aldrig havde seet paa Scenen, naar.Holbergs saa sparsomt udstyrede Elskere viste sig, og Høedt, der spillede Harlekin i et korrekt, fra commedia del arte laant Kostume, virkede med en saa elskværdig Komik og et saa smittende, intensivt Lune, at hans Præstation modtoges med det varmeste Bifald, hvilket forøvrigt bredte sig over hele Stykket.[sideskift][side 375]

I December Maaned begyndte alter Klagerne i Pressen over den ringe Virksomhed, Bestyrelsen udviste. "Fædrelandet" for den 15de December ankede saaledes over, at i de halvfjerde Maaned, "som paa Grund af den lange Theaterferie pleier at være den Del af Saisonen, der er frugtbarest paa Nyheder", har man kun givet tre saadanne, nemlig "Fabrikpigen", der halvt taalt, halvt udhysset har slæbt sig nogle saa Gange over Brædderne, "Trop som Ægtemand", der enstemmig blev forkastet saavel af Publikum som af Pressen, og nu "En lille Hemmelighed." Om denne Saisonens tredie Nyhed, et af F. I. Hansen efterladt Lystspil i en Akt, hed det derefter i Bladet: "Det Bedste, man kan sige om dette Stykke, er, at det ikke indeholder noget Ondt. Det er et ubetydeligt lille Produkt, der dreier sig om en gammel forbrugt Ide, og hvis Dialog tildels er udsmykket med forældede Vittigheder og lieux communs. Af og til finder man Spor af Friskhed og Lune, men man vil forgjæves søge efter en original Tanke. Da Stykket imidlertid er ret behændig sammensat og desuden i det Hele bliver godt spillet, lader det sig forsaavidt gjerne se engang, og vi skulde slet ikke have havt Noget at indvende imod, at denne Ubetydelighed var sluppen ind paa Repertoiret, naar dette iøvrigt var blevet forsynet med nogle gode nye Stykker." — Handlingen i Stykket dreiede sig om en Kone, der endelig vil gjøre sin Mand skinsyg, men denne Handling var ikke heldig anlagt, ligesom Karaktererne vare daarlig motiverede. Af de Rollehavende var Holst som Kancelliraad Warming den bedste, og at Stykket i tre Aar oplevede 16 Forestillinger, var nærmest begrundet deri, at det saare hyppig benyttedes i Nødstilfælde.

Paa Syngespillets Omraade fremdroges i Saisonen "Fra Diavolo", "Fruentimmerhaderen" og "Murmesteren", [sideskift][side 376]og i alle tre Stykker tildeltes der Mad. Rosenkilde gode Roller, som hun udførte til Publikums Tilfredshed. Naar der imidlertid tidligere havde lydt Klager over, at Heiberg tilsidesatte Operaen, fordi denne var en Kunstart, i hvilken han aldeles ikke skulde kunne finde Behag, saa er det ret interessant at lægge Mærke til, at der under hans Efterfølgere i denne Saison ikke opførtes et eneste nyt Syngestykke, ligesaa lidt som der opførtes noget Syngestykke af en dansk Komponist.

Medens de tre første Nyheder, der vare fremkomne i Løbet af denne Saison, kun havde spillet en ringe Rolle, gjorde derimod den fjerde Nyhed en betydelig større Virkning. Den norske Digter, Professor Andreas Munch havde i sin fireakts dramatiske Digtning "Salomon de Caus" stillet sig den Opgave at vise, hvorledes Selvtilliden, naar den ikke er begrundet paa, at vi have Alt fra Gud, maa føre den, som af Herren er kaaret til en stor Idees Undfangelse og Udførelse, i Fordærvelse. Dette Drama, som var skrevet i et tankerigt Sprog og overstrømmende af ædle Følelser, skjøndt det paa mange Steder savnede poetisk Flugt, havde imidlertid den Feil, at Hovedpersonen, Salomon de Caus, ikke noksom havde gjort sig fortjent til den haarde Skjæbne, der rammer Ham. Thi foruden at han i alle sine Forhold viser sig som en ædel Mand, bliver hans Tillid til sig selv, om ikke berettiget, saa dog i høi Grad undskyldelig derved, at han ikke blot er Opdager af Dampkraftens Anvendelse, men at han tillige har vundet fuld Overbevisning om dens uhyre Virkning paa Industriens og overhovedet hele Samfundslivet, ligesom han med sine genialt opfundne Modeller kan bevise, at han er i Stand til at benytte sin store Opdagelse til uberegneligt Gavn for Menneskeheden. Denne Feil i Stykkets [sideskift][side 377]Anlæg bevirker tillige, at der ved Siden af mange smukke Scener nødvendigvis maa forekomme Optrin, der gjøre et uhyggeligt Indtryk, idet den høitbegavede Natur uden nogen egenlig Brøde maa bukke under for den kolde Verdenskløgt og lide en i altfor høi Grad ufortjent Vanskjæbne. Det var Heller ikke hverken i Historisk Henseende eller efter Digterens egen Skildring ganske stemmende med Kardinal Richelieus Karakter, at denne dybtskuende Statsmand, der dog maatte synes at kunne indse, at den ham forklarede Opdagelse i hans Hænder vilde kunne blive et mægtigt Redskab til Fremme af hans Statsformaal, undertrykkede den udelukkende af Frygt for ikke at kunne beherske den. Som overhovedet Ideen i denne Digtning ikke var fast og poetisk gjennemført, saaledes var der ogsaa over hele Karakterskildringen af Hovedpersonerne udbredt en Ubestemthed og Uklarhed, som ikke kunde Andet end virke stadelig paa Totalindtrykket. Trods disse Svagheder var der dog i Dramaet saa megen digterist Aand og Begavelse, at det ikke undlod at gjøre en stærk Virkning paa Tilstuerne, af hvem det ogsaa modtoges med stærkt Bifald, og det gik derfor i denne Saison ikke mindre end 12 Gange over Scenen. Hvad Udførelsen angik, høstede Høedt stor Berømmelse for sin Udførelse af Titelrollen, der fra hans Side blev spillet med stor Tænksomhed og et ikke almindeligt Talent, hvorimod det i enkelte af de mest gribende Scener, f. Ex, i den uhyggelige fjerde Akt i Galehuset, mulig skortede ham lidt paa Natur og Sandhed. Nielsen havde derimod som Richelieu faaet en Rolle, der svarede fortræffelig til hans Kunstnerindividualitet, og foruden ham glimrede Wiehe som Pater Coelestinus, en Figur, der under hans fine og gjennemtænkte Behandling blev til et Mesterstykke af dramatisk Fremstillingskunst. — Da det nye Regulativ savnede [sideskift][side 378]en Bestemmelse om, hvorledes dramatiske Arbeider af norske Forfattere skulde honoreres, affandt Theaterbestyrelsen sig med Forfatteren ved at udbetale ham et Honorar en Gang for alle af 400 Rd.

I Brosbølls Drama i to Akter "Kongen paa Furland", der fremkom anonymt, fik Repertoiret ikke nogen videre heldig Tilvæxt. Stykket morede ikke, og da det tilmed var temmelig tarvelig besat, formaaede det kun at slæbe sig 4 Gange over Scenen.

Til Gjengjæld gjorde derimod "Thyre Boløxe og Herremanden", romantisk Lystspil i fem Akter, stor Lykke i denne Saison. Thiele havde ikke skrevet noget Arbeide for Scenen, siden hans dramatiske Skitse "Den neapolitanske Betler" i 1831 gik en eneste Gang over Scenen, og det vakte derfor en vis Opsigt, at vore Folkesagns udmærkede Samler nu efter saa mange Aars Forløb havde skrevet et Skuespil, hvortil Ideen efter Titelen at dømme maatte være laant fra Folkesagnenes Periode. Der savnedes alligevel i dette Stykke en vel overveiet Plan, thi medens man efter første Akt at dømme var berettiget til at antage, at Thyre Boløxe skulde blive Hovedpersonen, viste dette sig dog senere ikke at blive Tilfældet, idet Røverkvinden traadte næsten helt i Baggrunden. Man bebreidede ligeledes med Rette Stykket, at det savnede den "romantiske" Poesi, der ikke engang var udbredt over de Elskendes Personer, hvorimod Forfatteren med stort Held og med sit dybe Kjendskab til den Periode, i hvilken Stykket spillede, havde vidst at sprede et ægte middelalderligt Skjær over Digtningen, saavel hvad Sproget som endel af Situationerne angik. Ved Besætningen af dette Stykke skete der en Mærkelighed, som forøvrigt ikke var enestestaaende. Ved sin høie imponerende Figur og sit dybe kraftfulde Organ var [sideskift][side 379]Jfr. Müller som selvskreven til at spille Røverkvinden, men desuagtet forbigik man hende fuldstændig og gav Rollen til Mad. Phister, der ikke formaaede at forlene Karakteren hverken med den Grumhed eller den Høihed, som den udkrævede. Denne i høi Grad uretfærdige Forbigaaelse af den Skuespillerinde, som ene var stikket til at spille Rollen, hævnede sig da ogsaa til stor Skade for Ensemblet. Forøvrigt gav Stykket Phister Leilighed til at skabe en glimrende Figur ud af Herremanden Jørgen Uldsax, idet han vidste ikke alene med stor komisk Kraft, men tillige med dyb psykologisk Sandhed at skildre Kjæltringens stærkt stiftende og heftige Sindsbevægelser, faa at man snart lo ad Ham, snart følte sig dybt greben. I Høedts Fremstilling af Hendrik Skytte var der baade Lune og Ironi; Dobbeltheden i Karakteren kom godt frem, og under Skyttens Maske anede man paa sine Steder udmærket Thyres heftige og lidenskabelige Søn, der kun har lagt an paa at hævne og senere at frelse sin Moder. Rollen var tillige fra hans Side udstyret med saamange pudserlige og morsomme Træk, at han gjorde stor Lykke i den. Nielsen havde en fortræffelig lille Rolle som Mølleren Jens Graasteen, og saavel A. Rosenkilde som Mantzius havde skabt to karakteristiske Figurer henholdsvis af Byfogden og af Junker Knud.

Goldonis treakts Lystspil "En Tjener og to Herrer", der i denne Saison kom frem i en ny Oversættelse, gjorde ingen Lykke, og allerede ved Stykkets tredie og næstsidste Opførelse var der tomt i Theatret. For en stor Del havde dette sin Aarsag i, at Tjeneren Trifolio, paa hvem hele Interessen i Stykket hviler, ikke havde nogen heldig Fremstiller i A. Rosenkilde, der ikke var tilstrækkelig gratieus i sin [sideskift][side 380]Komik, og som savnede elskværdigt Lune, Livfuldhed og Smidighed.

Man havde med Rette kunnet vente, at Balletten i denne Saison vilde have udfoldet en stor Virksomhed. Ikke alene havde Directionen skuttet Engagement med Bournonville paa fem Aar fra 1ste Juli 1856, men der var tillige i Oversigten for Saisonens Begyndelse lovet de Abonnerende Guld og grønne Skove, hvad Balletten angik. Disse gyldne Løfter gik dog langtfra i Opfyldelse. Saaledes blev der end ikke tænkt paa at indfri en Del af det annoncerede Løfte om at opføre tre af Galeottis større Balletter, og handlede Directionen ogsaa rigtig ved ikke at bringe de gamle Balletdigtninger frem, saa burde den dog have havt saa meget Kjendskab til Forholdene, at den ikke løst hen gav et Løfte, som den senere aldeles ikke kunde eller var tilsinds at holde. Der var sidst i 1833 gjort et Forsøg paa at bringe en af Galeottis Balletter, der i sin Tid havde gjort stormende Lykke, frem paa Scenen i ny Indstudering, men da Bournonville saa i det nævnte Aar satte Balletten "Romeo og Giulietta" i Scene, vilde denne aldeles ikke falde i Publikums Smag, og med dette mislykkede Forsøg burde man for bestandig have opgivet enhver Tanke om atter at bringe de heltforglemte Balletter frem. — De tre nye Balletter, der vare lovede fra Bournonville i denne Saison, indskrænkede sig imidlertid til en Ballet og to Divertissementer. "I Karpatherne" var en Ballet, der ikke udmærkede sig ved nogen betydelig Handling, men som var saa meget rigere paa livlig vexlende og i deres store Forskjellighed henrivende Skildringer af Folkelivet i Ungarn med Zigeunere, Bjergmænd og Vinhøstfolk. Til Balletten havde Paulli komponeret en meget karakteristisk og melodiens Musik, og Scharff, der tidligere i Saisonen havde [sideskift][side 381] debuteret som James i "Sylfiden", viste sig her som Gregor i Besiddelse af alle Betingelser for at kunne blive en Ypperlig jeune premier ved Balletten. — "La ventana" var en med et Par Smaascener og nogle Dandse forøget lille Scene med Dands, der tidligere var gaaet under samme Navn. Ved Jfr. Juliette Prices gratieuse Udførelse vandt Divertissements stærkt Bifald og vedblev uafbrudt at holde sig paa Repertoiret. Dette var derimod ikke Tilfældet med Divertissementet "Den alvorlige Pige", hvortil Musiken var komponeret af A. F. Lincke, thi skjøndt det blev udført af de bedste Kræfter ved Balletten, formaaede det dog ikke at slæbe sig flere end 7 Gange over Scenen.

Skjøndt Fru Heiberg havde faaet Permission for hele Saisonen, var der dog flere Gange af Christensen gjort Forsøg paa at faa hende til at optræde i dens sidste Dage. Hun havde imidlertid vedholdende nægtet dette, da hun ikke fandt sig foranlediget til at ville støtte den daværende Bestyrelse, i hvilken Christensen havde tiltaget sig hele Myndigheden. Hvad Andre ikke havde kunnet opnaa, formaaede dog Dorph ved personlig Henvendelse til hende, skjøndt det allerede da stod klart baade for ham og de fleste Andre, at der kun vilde være kort Tid tilbage, inden han fratraadte sit Embede som Direkteur. Fru Heiberg havde med megen Uvillie seet, hvorledes den gamle Mand var bleven fortrædiget i sin Embedsførelse baade som Menneske og som Direkteur, og da hun tillige fik at vide, at Rygtet paastod, at Dorph ene skulde være Skyld i, at hun ikke spillede, idet hun skulde have yttret ikke at ville optræde under hans Direction, besluttede hun sig til at slaa dette usande Rygte til Jorden ved netop at føie ham i hans Bøn, og for end ydermere at imødegaa al Kaffehus- og Koulisse-Snak om, at hun ikke vilde spille [sideskift][side 382]sammen med Den eller Den, valgte hun til sin Gjenoptræden "Ninon", hvori hun netop spillede med de Fleste af dem, der havde været medvirkende Aarsager til, at hendes Mand havde søgt sin Afsked. Ved sin Gjenoptræden hilsedes hun med Begeistring af Publikum og blev efter Tæppets Fald fremkaldt under ustandselig Jubel; ja hun havde endogsaa den Glæde, at Dandse- og Korpersonalet gav deres Hengivenhed og Agtelse for hende et festligt Udtryk, skjøndt der naturligvis fra flere Sider blev seet skjævt hertil. Da hun anden Gang optraadte den 26de April, vare alle Billetter i Forveien udsolgte, og Theatrets Indtægt beløb sig den Aften til 1355 Rd. Hun spillede ialt 11 Gange i Slutningen af Saisonen og bidrog herved Sit til det gode pekuniaire Udbytte. Da Kultusministeren senere i sin Skrivelse af 27de Mai 1857 bemærkede imod Dorph, at Ministeriet ikke vilde opholde sig ved "Betragtninger over, hvor Meget der i Henseende til Udbyttet af Theatrets Præstationer skyldtes Foranstaltninger og Forberedelser, som bleve trufne tildels inden hans Tiltrædelse og uden al Medvirkning eller aktiv Bistand fra hans Side, alene ved Ministeriets Omsorg", saa burde Retfærdighed vel ogsaa have bragt Ministeren til for Dorph at anføre denne paa "Udbyttet" saa heldig influerende Omstændighed, hvorved en Bestemmelse, der ikke blot var taget "af Ministeriet inden hans Tiltrædelse og uden al Medvirkning eller aktiv Bistand fra hans Side", men som han ikke engang var bleven underrettet om, for han udkastede Planen for Saisonens Repertoire, tabte en stor Del af sin ugunstige Indskydelse paa Udbyttet netop paa Grund af hans personlige Virksomhed.

Foruden A. Rosenkilde og Hustru debuterede ligeledes Fru Recke og August Nielsen i Løbet af Saisonen. Fru Caroline Recke, der i 1851 var optraadt som Celestine i [sideskift][side 383]"Statsmand og Borger", valgte nu atter denne Rolle til sin Debut. Tillige optraadte hun som Miss Harriet i "Tordenskjold" og Dyveke i "Kongen drømmer", men stjøndt hun gjorde en vis Lykke, indsaa hun dog, at hendes Talent snarere vilde kunne finde Anvendelse paa et af de private Theatre end paa det kongelige Theater, som hun derfor forlod ved Saisonens Slutning. Nogle Aar senere blev hun engageret ved Folketheatret, til hvis fornemste Støtter hun i længere Tid hørte. August Nielsen, der i 1852 havde debuteret paa det kongelige Theater som Einar Tambeskjælver i "Hakon Jarl", havde i den foregaaende Saison medvirket under Langes Direction paa Hoftheatret og debuterede nu som Christen i "Christen og Christine". Det Talent, som han ubestridelig var i Besiddelse af, havde imidlertid vanskeligt ved ret at komme til at gjøre sig gjældende, og først i de senere Aar lykkedes det ham i enkelte mindre komiske og Gammelmands-Roller at komme paa sin Plads.

At Mad. Larcher afgik ved Saisonens Slutning, var ikke noget Tab for Repertoiret, idet der var tilstrækkelige yngre Kræfter til at afløse hende. Heller ikke Mad. Rungs eller Jfr. Amalie Prices Afskedigelse var til Afbræk for Virksomheden, idet den Førstnævntes Stemmemidler efterhaanden havde tabt sig i høi Grad, medens den Sidstnævnte, der strax fik Ansættelse ved Kasino, paa hvis Scene hun vandt sig et stort Publikum og i flere Aar var Primadonna, kun havde været meget lidt inde i Repertoiret. Derimod var det et Tab, at Schwartzen afgik som Skuespiller for at overtage Regisseurforretningerne, da det ved hans Afskedigelse jævnlig havde sine Vanskeligheder at saa de ældre Roller ordenlig besatte.[sideskift][side 384]

Af Fremmede optraadte i Løbet af Saisonen kun Sangerinden, Mlle. Enequist fra Stockholm, der ved sin omfangsrige og vel uddannede Sopran vakte stærkt Bifald.

Hvad Repertoiret i det Hele angik, da kunde man ikke tilkjende Directionen nogen Roes derfor, thi hvad den havde bragt frem udover det, som Var taget i Arv efter Heiberg, var hverken Meget eller af nogen Betydning. Der gik i Saisonen 1856-57 ialt 51 Stykker, nemlig 26 Komedier og Lystspil, 12 Operaer, 7 Skuespil og Dramaer, 4 Vaudeviller og 2 Tragedier. 22 Stykker vare af danske, 29 af fremmede Forfattere. Desuden opførtes der 13 forskjellige Balletter (hvoraf 1 ny) og Divertissementer (hvoraf 2 nye), ialt 50 Gange. Antallet af de nye Stykker var 7, af hvilke kun Bagatellen "En lille Hemmelighed" holdt sig Saisonen over. Trods dette tarvelige Repertoire kunde Theaterkassen imidlertid glæde sig ved et godt Udbytte, idet Indtægten løb op til 214,654 Rd., hvoraf for Abonnement 62,400 Rd. Salget af Billetter til forhøiet Pris indbragte henved 6000 Rd. Medens den aftenlige Gjennemsnitsindtægt for Tilskuerpladsens Ombygning var beregnet til høist 590 Rd., var den i Saisonen 1856-57 anslaaet til 650 Rd., medens den i Virkeligheden naaede 802 Rd. 83 Sk.

I Saisonens sidste Dage lod der atter Klager over Bestyrelsen, og "Fædrelandet", der i Heibergs Afskedigelse havde seet det kongelige Theaters Frelse, klagede nu stærkt saavel over hans Efterfølgeres Mangel paa Energi med Hensyn til Forøgelse af Repertoiret som over den kunstneriske Udførelse af Stykkerne, "af hvilke ikke saa faa gik over Scenen paa en tildels dilettantmæssig Maade."

Dorph havde nu i et helt Theateraar maatte udholde alle mulige Tilsidesættelser, Krænkelser og Drillerier. Han [sideskift][side 385]havde i sin Virksomhed seet sig reduceret fra Chef til den Kommitteredes Underordnede, og hvergang han havde villet tage Initiativet i en eller anden Sag, var han stedse bleven hindret af Christensen, der som eneraadende i Alt, hvad der angik Økonomien, havde det i sin Magt at bringe enhver Foranstaltning til at strande. Hvorvidt den Kommitterede drev det i Henseende til at hævde sin Myndighed paa Økonomiens Omraade, selv om han derved greb helt ind i det Kunstneriske, sees bedst deraf, at da Dorph engang uden i Forveien at tale med Christensen derom havde ladet et af ham antaget nyt Stykke afskrive, nægtede Christensen at lade denne Udgift afholde af Theaterkassen, saa at Dorph blev nødt til at betale Summen, en halv Snes Daler, af sin egen Lomme. Længere end et Aar kunde Dorph ikke finde sig i disse Forhold, og det stod klart for Alle, at han ved Saisonens Slutning vilde faa sin Afsked, saafremt han da ikke selv søgte den. "Berlingske Tidende" meddelte derpaa under 3die Juni: "Som vi erfare, har Kultusministeren ifølge Professor Dorphs ønske hævet hans Konstitution som Theaterdirekteur og paalagt Sekretair Christensen i Overensstemmelse med hans Stilling som Kommitteret foreløbig at overtage Theaterbestyrelsen". Nogle Dage senere hed det i "Fædrelandet" i Anledning af Bestyrelsens foreløbige Overdragelse til den Kommitterede: "Med al Agtelse for Hr. Christensens Duelighed som Sekretair maa vi tilstaa, at vi aldrig have kunnet begribe, hvorfor han fik Noget med Theatret at gjøre, eller overtyde os om, at hans Ansættelse der har været til nogen anden Nytte end at forøge Vanskelighederne. Det synes dog umulig at kunne være Meningen at overdrage ham Bestyrelsen, medmindre Ministeren selv agter at lede denne dag Koulisserne."[sideskift][side 386]

Ledelsen af Nationalskuepladsen var nu virkelig udelukkende lagt i Hænderne paa Sekretair Christensen!

Ved Begyndelsen af Saisonen 1856-57 havde Overskou udgivet 2den Udgave af sin i 1839 fremkomne "Lommebog for Yndere og Dyrkere af dramatisk Kunst og Literatur", og Bogen, der var af uvurderlig Nytte for enhver Direction, som ikke var fortrolig med Theatrets Repertoire, blev meget rosende anmeldt af Pressen. Saaledes hed det f. Ex, i "Fædrelandet": "Fortegnelsen (over alle de paa det kongelige Theater opførte dramatiske Arbeider) maa betragtes som et særdeles fortjenstligt Arbeide, der kun kan være blevet til ved en betydelig Tidsanvendelse, stor Flid og sjelden Interesse for den behandlede Gjenstand. At have en samlet Oversigt over Alt, hvad der er opført paa det kongelige Theater, det vil sige vor hele dramatiske Literatur, er et ypperligt Hjælpemiddel til Studiet af vor Skuespildigtnings Udvikling og Historie, og man kan ikke noksom være Forfatteren taknemlig for at have skaffet det tilveie."

I Aarets Løb skete det for første Gang, at en Komedie af Holberg opførtes offenlig udenfor det kongelige Theater. Kasino indgav nemlig et Andragende til Directionen om at maatte opføre "Jeppe paa Bjerget" med Skuespiller Carl Hagen i Titelrollen, og under 30te Januar 1857 skrev da Directionen til Bestyrelsen for Kasino, at det sidstnævnte Theater maatte opføre den paagjældende Komedie 10 Gange i Løbet af Saisonen, imod at Kasino indvilgede i, at den i dets nye Bevilling af 28de Marts 1855 indeholdte Klausul om Forbud mod at opføre Stykker, der tidligere vare givne i Oversættelse paa det kongelige Theater, skulde være gjældende ogsaa for det Anstalten oprindelig meddelte Privilegium af 1848, som først udløb den 24de Oktober 1858.

---

note til side 350:

Overskou havde foreslaaet: "Besværinger af Scene-Instrukteuren eller over ham maa indgives skriftlig, senest 24 Timer efter, at der er fundet Grund til dem." Dertil havde Christensen bemærket: "Besværinger over Scene-Instrukteuren er der givet Regler for i Reglementet. Den korte Frist er mislig, forsaavidt som den afstedkommer Klager i Hidsighed.