[sideskift][side 395]Dorph var altsaa nu efter eget Ønske fratraadt sin Stilling som konstitueret Direkteur, og hele Ledelsen af det kongelige Theater var lagt i Christensens Hænder. Den Ro og Fasthed, som man saa sikkert havde haabet og ventet efter Heibergs Afgang, havde saa lidt vist sig, at Forholdene ved Theatret kun var blevne endnu mere forkludrede og indviklede.

Med den redeligste Villie og med fuld Fortrøstning om at kunne udrette noget Godt havde Dorph paataget sig sit Hverv, som han allerede Aaret efter maatte frasige sig, idet det altfor sent var gaaet op for ham, at en Direkteur ikke kunde virke selvstændig ved Theatret, naar han ved sin Side havde en Kommitteret, der ikke alene kunde hindre enhver af hans Foranstaltninger, men tillige i Kraft af sit Eneherredømme over Theatrets Finantser var den egenlige Styrer. En saadan underordnet Stilling, i hvilken man kun af Navn besad nogen Magt, kunde Dorph ikke finde sig i, og derfor bad han sig ogsaa fritaget for længere at være konstituteret Direkteur. Kultusministeriet føiede ham med Glæde deri, og under 27de August 1857 bifaldt Kongen, at Christensen konstituerede som Direkteur for Theatret og Kapellet. Dette Valg var der efter Ministeriets Anskuelse saa meget mindre Anledning til at betænke sig paa, som "Tilstedeværelsen af en æsthetisk Censor for Øieblikket gjorde det mindre nødvendigt, at der ansattes Nogen til specielt at varetage den æsthetiske Side af Theatrets Bestyrelse." Hvad dette høist [sideskift][side 396]kurieuse Raisonnement angaaer, turde det ikke være overflødigt at gjøre opmærksom paa, at medens Heiberg under sin Virksomhed som Direkteur idelig og idelig maatte høre ilde for sin Optræden, ikke alene som Administrator, men tillige som Æsthetiker, saa var han altsaa nu ganske pludselig, efter at have maattet trække sig tilbage, bleven en saadan æsthetisk Kapacitet, at hans i høi Grad underordnede Indflydelse som Censor gjorde det mindre nødvendigt, at Theatrets Direkteur var i Besiddelse af æsthetisk Sands!

Den Medfart, Dorph i sin korte Virketid havde været Gjenstand for, var imidlertid af den Natur, at han troede at skylde sig selv, at det store Publikum blev bekjendt med den, og den 12te April 1858 gav han derfor i "Fædrelandet" en udførlig Skildring af, hvorledes han var bleven behandlet. Dette Aktstykke er i mere end en Retning saa oplysende og kaster et saa klart Skjær over Direkteurens og den Kommitteredes gjensidige Stilling til hinanden i den forløbne Saison, at det ikke er uden Interesse at blive bekjendt med det i dets Helhed. Artiklen lød saaledes:

"Om mine Theaterforhold.
Af Prof. N. V. Dorph.

Af flere Grunde har jeg fundet mig baade foranlediget og beføiet til at give følgende historiske Fremstilling af mine officielle Forhold i den Tid, jeg var Direkteur for det kongelige Theater.

Da jeg første Gang konfererede med Kultusministeren — saavidt jeg erindrer i Mai 1856 — angaaende Direkteurposten ved det kongelige Theater, sagde Ministeren til mig (og jeg indprentede mig naturligvis med den strengeste Agtpaagivenhed disse for mig høist vigtige Ord, som skulde afaf-gjøre [sideskift][side 397]gjøre min endelige Bestemmelse i denne Sag): "De bliver Direkteur for det kongelige Theater og Kapel. Saa ansættes ogsaa en Kommitteret som Direkteurens Medhjælper og ham underordnet." Paa disse udtrykkelige Vilkaar modtog jeg Direkteur-Embedet.

Da det kom paa Tale om skriftlige Bestemmelser angaaende Direkteurens og den Kommitteredes indbyrdes Forhold, hvis Grundtræk allerede vare givne i Ministerens ovenciterede Ord, bemærkede Ministeren, at det var bedst at opsætte disse Bestemmelser, indtil vi havde sat os mere ind i Theatervæsenet, og at lade Tiden og Erfaringen være vore Lærere, forend der blev slaaet Noget fast som Regel; og jeg blev senere overbevist om, at i det Mindste en Saisons Erfaring var nødvendig for mig for at kunne med nogen Sikkerhed affatte saadanne Bestemmelser *). Imidlertid begyndte Sagen snart at forandre Udseende, da det i en ministeriel Skrivelse af 16de Mai 1856, saa Dage efter ovenomtalte mundtlige Samtale med Ministeren, hedder, at Sekretair Christensen skal "deltage i og være Direkteuren behjælpelig med Hensyn til Theatrets Bestyrelse." Naar der i denne Skrivelse tales om den Kommitteredes Delagtighed i Bestyrelsen, medens der i den mundtlige Samtale ikke havde været Spørgsmaal herom, kunde man spørge, hvorfor Direkteuren da ikke strax gjorde Indsigelse mod denne Klausul. [sideskift][side 398]Men det maa for ethvert billigt Hensyn indrømmes, at Udtrykket om Delagtighed i Bestyrelsen er saa løst henkastet og bærer saa ganske Præget af at være et næsten synonymt Udtryk for det derpaa følgende "at være Direkteuren behjælpelig", at det vel kunde oversees i sin Betydning af en særegen Klausul. Desuden vidste man jo allerede dengang, at et nyt Theaterreglement var under Arbeide og vilde snart udkomme og blive enegjældende; og der var saaledes ikke for Theaterdirekteuren nogen Anledning til at gaa videre ind i en Sag, som snart vilde ved kgl. Resolution blive definitivt afgjort.

Derefter blev der gaaet endnu et Skridt videre, idet en ministeriel Skrivelse til mig af 15de Juli 1856 udtaler sig derhen, "at samtidig med at Ledelsen af den kunstneriste Del af Theaterbestyrelsen overdrages en Mand som Direkteur, vil den administrativ-økonomiske Del af Bestyrelsen nærmest blive at overtage af den Kommitterede."

Da der imidlertid allerede otte Dage efter denne Skrivelse, under 23de Juli 1856 udkom et af Kongen approberet Reglement, der nøiagtig bestemmer Direkteurens Stilling og Autoritet som saadan, og da enhver til Theateretaten hørende Person maatte efter Ministeriets egen Befaling underskrive dette Reglement og under Navn og Ære forpligte sig til at holde sig det i alle Dele efterrettelig, saa er det jo klart, baade at dette kongelige Reglement har ophævet alle tidligere Resolutioner, der ere i Strid med det, altsaa ogsaa Minister-Resolutionerne af 16de Mai og 15de Juli 1856, og at denne kongelige Anordning ikke kan forandres uden ved kongelig Resolution.

Heraf følger altsaa nødvendig, at der angaaende Direkteurens og den Kommitteredes Forhold ikke kunde eller turde [sideskift][side 399] bestemmes Noget, som stred imod Reglementet, der begynder saaledes:

"Direkteuren for det kongelige Theater staaer i Alt, hvad der vedrører hans Embedsstilling, alene Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet til Ansvar og udøver under dette Ansvar den øverste administrative Myndighed i alle Tjeneste-Anliggender ved det kongelige Theater."

Under 22de og 26de Septbr. 1856 modtog jeg to Ministerskrivelser, hvori det i den første hedder: "Jeg stal tjenstligst have Hr. Professoren anmodet om ..." og i den anden: "Jeg maa herved have Dem paalagt at foranstalte bekjendtgjort for Theatrets Personale, at de i Henseende til Bestyrelsesanliggender, som angaa Theatrets Økonomi, have at henvende sig til den Kommitterede, samt tilkjendegivet Theatrets Hovedkasserer, at Indtægts- og Udgifts-Ordrer paa Kassen ville være at undertegne af den Kommitterede (hvorved jeg iøvrigt henstiller, hvorvidt Hr. Professoren iøvrigt maatte ville undertegne samme). Om de Anliggender, som efter det Foranførte forebringes den Kommitterede, vil det være dennes Pligt at forhandle med Direkteuren."

Herved var da Tæppet løftet; hin Grundbetingelse, hvor-under jeg havde modtaget Direkteur-Posten, var tilsidesat; det kgl. Reglement, hvilket ogsaa Direkteuren er forpligtet til at overholde, var uoverholdt, og saaledes var min Virksomhed brudt i sin Rod, da Virkemidlerne reves mig af Haanden. Man seer saaledes, at Ministeriets Hensigter og Handlemaade maa være blevne helt forandrede *). Og denne Forandring er foregaaet endnu for Emanationen af den definitive Lov [sideskift][side 400]og i de samme Dage, da denne forelaa Kongen til Underskrift. At gjøre Brud paa en Lov, dersom man kan bruge dette Udtryk, inden den er udkommen, synes et endnu stærkere Stykke end at gjøre det bagefter. Thi uagtet der, formelt taget, ikke kan siges at være ved en tidligere Bestemmelse gjort Brud paa en tilkommende Lov, saa viser dog Sagen sig her i et andet Lys, eftersom Loven af 23de Juli, som var færdig fra Ministeriets Haand og kun ventede paa Kongens Underskrift, dog for Ministeriets Vedkommende maatte betragtes som allerede existerende, og burde selvfølgelig ikke være i Modsigelse med de kort i Forveien tagne Resolutioner.

Jeg har ved Leilighed modtaget følgende Bemærkninger, skrevne af en fremmed Theaterdirekteur, der havde det Uheld at have en sideordnet Meddirekteur, dog kun som en provisorisk Prøve, der naturligvis snart blev befunden ikke at kunne holde Stik. Forfatteren yttrer sig saaledes:

"Selve Forsøget paa i en Theaterbestyrelse at indføre en Dualisme synes mig en Fiktion. Ingen kan tjene to Herrer, og et Forsøg i denne Retning vil i det Praktiske falde slet ud. Alle de Elementer til en hemmelig Opposition, hvilke altid ere tilstede ved et Theater, ville saaledes finde et naturligt Støttepunkt, og medens man søgte en Bihensigt, nemlig Kontrollen, har man i Virkeligheden opoffret, hvad der er Hovedsagen, nemlig Enheden. Enhed maa nemlig være den første ueftergivelige Egenstab ved enhver Theaterbestyrelse. Jeg finder denne Sandhed stadfæstet af alle sagkyndige, med Theatervæsenet nøie fortrolige Mænd. Hinanden sidestillede Direkteurer frembringe kun Standsninger, Portier og Tvedragt. Disse Spaltninger ville gaa fra Direkteurerne over i Personalet og i Publikum, den raske Gang vil standses, der vil opstaa, i Stedet for en Med-Virken, en Mod-Virken, [sideskift][side 401]saa at, hvad den Ene gjør, ophæver maaske strax efter den Anden. Alt bekræfter, at Thespisvognen maa, som enhver Vogn, kun styres af En. Flere Styrere bringe Vognen istaa, ja ofte maaske ned i Afgrunden."

Dette synes ligeledes bekræftet ved Heibergs Bestyrelse; thi saalænge han virkelig var Eneherre, gik jo Alting godt, men paa Slutningen, da Ministeriet vilde selv have Andel i Bestyrelsen og greb ind i samme, brod Forvirringen ind.

I den første Tid af, min Bestyrelse tilsendte den Kommitterede mig under 12te Juni 1856 "Bemærkninger angaaende den nærmere Bestemmelse af vort indbyrdes Embedsforhold", og begyndte disse Bemærkninger saaledes:

"Efter min Opfattelse maa en Kommitteret nærmest betragtes som en Medhjælper, som er givet Direkteuren — i hvis Person jo det hele Indbegreb af Myndighed i forskjellige Retninger, som er forbunden med Bestyrelsen, er forenet, dels for at denne kan kommittere ham til at udføre visse Dele af sine Embedsfunktioner, dels for at han i Direkteurens Forfald i hans Sted kan varetage den hele Bestyrelse."

Under 2den August s. A, skriver den Kommitterede i samme Anledning saaledes:

"Jeg har opfattet min Stilling, ikke som underordnet Embedsmand eller som en Medhjælper, men saaledes, at jeg havde Krav paa en stadig vedvarende og virksom Andel i Bestyrelsen. — — — —

"Det vil sees af min Skrivelse (af 12te Juni 1856), at min Mening netop har været den, at den sædvanlige Betydning af Ordene: Direkteur og Kommitteret ikke kunde faa Anvendelse in casu, fordi der, uanseet Benævnelserne, er tilsigtet noget Andet end det, der umiddelbart ligger i Benævnelserne."[sideskift][side 402]

Er det tilladeligt nogetsteds, navnlig i officielle Meddelelser, at bruge almindelig bekjendte Udtryk og Ord saaledes, at der ved dem tilsigtes noget Andet end det, der ligger i Benævnelserne? Mig forekommer det, at Tro og Tillid (bona fides) vilde derved lettelig forsvinde af de menneskelige Forhold.

Jeg vil endvidere anføre, som faktiske Data nogle saadanne skriftlige Yttringer til mig af den Kommitterede, som naturligvis kun angaa vore officielle Forhold, og som uden Tvivl bedst ville opklare Situationen:

"31te Januar 1857.

"Der er oftere forekommet Tilfælde, i hvilke De har modtaget Personalets Henvendelse til Dem i økonomiske Anliggender, uden at henvise Vedkommende til mig, og — hvis jeg tør tro, hvad der er mig meddelt — tillige taget Beslutning i deslige Sager. At De jævnlig foretager Dispositioner med Hensyn til Stykker o. s. v., hvilke eo ipso medføre overordenlige Udgifter for Theatret, uden at jeg har havt nogen Anelse om slige Foretagender, forinden Udbetalinger forlanges i saadan Anledning, er lige saa vist, som at jeg hidtil i intet Tilfælde har reist Indsigelse hverken om det Første eller om det Sidste, uagtet der i nogle Tilfælde havde kunnet være Føie dertil, og jeg i alle Fald, ifølge min Stilling, havde det i min Magt at nægte en slig Udgift, naar jeg ikke fandt samme velbegrundet.

Ganske nylig har De skriftlig resolveret i et Andragende af udelukkende økonomisk Beskaffenhed, uden at jeg forinden har havt Leilighed til at blive bekjendt med Sagen *); og idag har Ministeriet modtaget et Andragende fra Korpersonalet, forsynet alene med Deres Erklæring, uagtet Sagen var et [sideskift][side 403] almindeligt Bestyrelses-Anliggende *) og maatte være Gjenstand for vor fælles Behandling.

Jeg troer, at jeg med specielt Hensyn til den Ængstelighed, hvormed De vogter over den Myndighed, som De efter Deres Opfattelse troer, at der tilkommer Dem i en Retning, kunde have forudsat, at De med lige Omhyggelighed vilde undgaa at gjøre Overgreb paa det Bestyrelses-Territorium, som De, ifølge det i Foyeren skete Opslag selv har erkjendt at tilkomme mig **), om ikke af Overbevisning, saa dog af Klogskab, fordi De uden Tvivl maa have bemærket, at det, da ingen Udgiftsordre kan udfærdiges uden min Underskrift, absolut staaer i min Magt at kuldkaste enhver Beslutning af Dem alene, som medfører en Udgift, og som jeg ikke havde givet mit Samtykke til.

Smaa Uregelmæssigheder lægger jeg ikke stor Vægt paa, og jeg har jo, som sagt, ingensinde benyttet min Myndighed til at fortrædige Dem med Hensyn til Udgifter, som De uden mit Vidende har paadraget Kassen, men naar Tilsidesættelsen [sideskift][side 404] af min embedsmæssige Deltagelse i Bestyrelses-Anliggender fremtræder saa officielt som i det ovennævnte Tilfælde *), kan jeg ikke undlade at paatale samme, ikke for at fremkalde Kvalm for den enkelte Sags Skyld, men for at hævde min Stillings Betydning i det Hele.

Jeg seer mig derfor foranlediget til at opfordre Dem til fremtidig at iagttage, at Enhver, der henvender sig til Dem i økonomiske Anliggender, henvises til mig, idet jeg iøvrigt troer tilstrækkelig at have antydet, at jeg i manglende Fald ikke vil anse mig pligtig til ubetinget at udvise den samme Moderation i Fremtiden, som jeg troer, De selv vil indrømme, at jeg hidtil har udvist, i Tilfælde, hvor en Indsigelse fra min Side kunde være beføiet."

Prof. Hartmann havde tilbudt mig som Theaterdirekteur, til hvem han ifølge det kgl. Theaterreglement havde at henvende sig, Partituret til de af ham komponerede Musikstykker, Ouverturen og Mellemakterne af "Hakon Jarl." Da jeg, ligesom min sagkyndige musikalske Konsulent, fandt, at denne fortræffelige Musik vilde skaffe Digterværket "Hakon Jarl" en forhøiet Glands, Theatret Ære og Glæde og Publikum en ædel Kunstnydelse, blev Partituret strax sendt til Afskriveren. Herom hørte jeg intet Videre, førend jeg modtog følgende Skrivelse fra den Kommitterede:

"24de April 1857.

Kapelmusikus Rauch, som skriver Noder for Orkestret, har anmeldt for mig, at det var overdraget ham at udskrive nogle af Prof. Hartmann komponerede Mellemakter til "Hakon Jarl", men at han ikke saa sig i Stand til at udføre Arbeidet til den berammede Tid.

Da jeg — som jeg tidligere har tilladt mig at erklære Dem — ikke kan indvillige i, at der uden mit Vidende og Samtykke paadrages Theatret Udgifter af saadan **) BeskaffenBeskaffen-hed [sideskift][side 405]hed, naar jeg ikke forinden har havt Leilighed til at bedømme Nytten og Hensigtsmæssigheden af slige Udgifter, idet Udredelsen af deslige Udgifter, som henhørende under min Myndighed og mit Ansvar, behøve mit Samtykke, har jeg — som var aldeles ubekjendt med den her omhandlede Foranstaltning — tilkjendegivet Hr. Rauch, at han hverken i dette eller andre Tilfælde kan modtage musikalske Arbeider til Udskrivning, naar han vil vente at se dem honorerede af Theatret, uden mit Samtykke.

Med Hensyn til det her specielt omhandlede Arbeide stal jeg tillade mig at henstille, om Hr. Professoren, forsaavidt De for Deres Vedkommende attraaer samme fremmet — hvorom jeg jo er aldeles uvidende — maatte ville meddele mig de Oplysninger i Henseende til Arbeidets Tilblivelse, Nytte, o. s. v. som vilde være nødvendige for mig til at domme om, hvorvidt Theatret bor paatage sig Udgifter dertil."

Naar man nu saaledes seer, hvorledes den Kommitterede tiltaler Theaterdirekteuren, fordi denne, uden Samtykke af den Kommitterede, tager endogsaa rent artistiske Dispositioner, og at den Kommitterede paastaaer, at han i alle Tilfælde har det i sin Magt at nægte Udgift til slige Dispositioner, og at han absolut kan kuldkaste enhver Beslutning af Direkteuren, som medfører Udgift, og at han ikke vil indvilge i Udgifter af artistisk Beskaffenhed, forend han selv har bedømt deres Nytte og Hensigtsmæssighed, da slige Udgifter høre under hans Myndighed og Ansvar: saa maa man vel med Grund spørge, hvad der da Hører under Direkteuren og hans Ansvar. Til Oplysning herom siger den Kommitterede (thi et Princip maa der jo ligge i de specielle Yttringer), at naar et artistisk Arbeide indsendes til Theatrets Brug til Direkteuren, saa skal denne skaffe sig alle de Oplysninger om Arbeidets Tilblivelse (?), Nytte o. s. v., som den Kommitterede behøver for at kunne dømme om, hvorvidt [sideskift][side 406]Theatret bør paatage sig Udgifter dertil; det vil sige: Direkteuren skal fuldstændig referere artistiske Sager for den Kommitterede og derefter afvente hans Resolution. Forholdet synes forkert. Men Ordene, hvis Mening jeg har udtrykt, kunne efter deres almindelige Betydning ikke forstaaes anderledes.

Naar nu hertil endvidere bemærkes, at Ministeriet havde fritaget Fru Heiberg for Theatertjeneste i den hele Saison, og at jeg som Direkteur ikke var bleven underrettet derom, hvorved der naturligvis foraarsagedes mig, under min stadige Forventning af Fru Heibergs Assistance, ikke alene Tidsspilde ved frugtesløst Arrangement af Stykker, som ikke kunde gives uden hende, men idet Hele meget Forstyrrelse for Repertoiret, som jo skulde have været ganske anderledes ordnet efter Omstændighederne: saa vil det heraf og af alt Ovenstaaende sees, at min Virkefrihed har været saaledes hæmmet og fortrædiget, at det ikke bør forundre Nogen, at den i "Berlingske Tidende" offenliggjorte Fortegnelse over de Stykker, jeg agtede at lade opføre i Saisonen 1856-57, lovede langt Mere, end der blev præsteret i bemeldte Saison.

Saaledes vil det af hele denne Fremstilling være forklarligt, om jeg, under disse Vilkaar, ikke har udrettet, hvad jeg ellers maaske havde kunnet. Og Aarsagen hertil skyldte jeg mig selv at offenliggjøre, som jeg her har gjort.

Imod Slutningen af Saisonen, fra 18de April af, havde jeg den Ære og Glæde, at Fru Heiberg, trods sin Dispensation, i min Bestyrelsestid flere Gange udførte to Roller i to forskjellige Skuespil.

Til 12 dels nye, dels nyoptagne Skue- og Syngespil vare Rollerne alt i min Tid fordelte, saa at de kunde sættes [sideskift][side 407]i Scene strax i den følgende Saison. Desuden havde jeg paatænkt og forberedet til Opførelse følgende Stykker:

"Gustav Adolph i Franken", metrisk Drama i 4 Akter, oversat fra Svensk af Professor H. Hertz.

"En Sommernatsdrøm", af Shakspeare, med Musik af Mendelsohn Bartholdy.

"Gert Vestphaler", i 5 Akter af Holberg, arrangeret til 3 Akter.

"Tryllefløiten", hvis slette Text Professor Andersen havde begyndt at omarbeide til Mozarts Musik.

Imod Slutningen af Theatersaisonen affordrede Ministeriet mig et skriftligt Forslag til Ordningen af Theatrets fremtidige Bestyrelse. Jeg indgav da nedenstaaende Forslag, som jeg mente var ret godt og fornuftigt, og at ville blive baade Kunsten og Bestyrelsen tjenligt. Men Ministeriet forkastede Forslaget, og jeg blev afskediget. Forslaget lyder saaledes:

"Efter Ministeriets Opfordring har jeg affattet følgende Forslag angaaende Bestyrelsesforholdene ved det kgl. Theater og angaaende min personlige Stilling til dette Forhold.

Ligesom det ligger i Sagens Natur, at Direkteuren alene maa have besluttende Myndighed i Henseende til den artistiske Bestyrelse, hvortil ikke blot hører Stykkernes Valg, deres Besættelse, Udstyr og Opførelse, men ogsaa fuld Raadighed over de Pengemidler, som hertil ere nødvendige, og som Erfaringen har vist at have endog overveiende Indflydelse paa Kunstens Udøvelse, saasom Gratialer, Laan, Forskud, Saisonsdouceurer til Skuespil-Personalet, Indstilling til Gager og Gageforhøielser for Skuespil- og Kapel-Personalet, Honorarer til Forfattere og Komponister for de Arbeider, for hvilke ingen bestemt Betaling er fastsat i Regulativet: saaledes maa den hele Myndighed i denne Retning gaa over paa den Kommitterede, naar han i Direkteurens sygdom eller [sideskift][side 408] Fraværelse træder i dennes Sted og følgelig bør være beklædt med dennes fulde Autoritet. Men udenfor det Tilfælde, at han ligefrem optræder som Direkteur, og altsaa ogsaa underskriver alle Expeditioner paa Direkteurens Vegne, kan der formentlig ikke være Tale om i Sager, som enten ganske eller for endel vedrøre den artistiske Bestyrelse, at tillægge ham mere end en raadgivende Stemme. Jeg anseer det nemlig som givet, at Direkteuren underretter, sin Kommitterede om Alt, hvad han beslutter og foretager af Vigtighed, og at han i alle Anliggender, som vedrøre baade den artistiske og økonomiske Side af Bestyrelsen, afæsker ham hans Mening og tillægger den en betydelig Vægt; thi uden dette vilde den Kommitterede i paakommende Tilfælde ikke være i Stand til at handle paa hans Vegne og i samme Aand som han. Men nogen selvstændig eller rettere eneraadende Virksomhed udenfor den Del af Bestyrelsen, som er af udelukkende økonomisk Betydning, kan det ligesaa lidt efter Forholdets Natur som efter det under 23de Juli 1856 allernaadigst approberede Reglement for Tjenesten ved det kgl. Theater være Direkteuren tilladt at overdrage ham.

Jeg troer imidlertid, at Forholdet mellem Direkteuren og hans Kommitterede, naar det skal bestemmes ved faste Regler, bedst lader sig ordne ved at bestemme, hvilke Brancher af Bestyrelsen den Kommitterede skal forestaa alene, idet det deraf følger, at Direkteuren forestaaer alt det Øvrige enten alene eller i Forening med den Kommitterede som raadgivende. Altsaa: den Kommitterede alene anskaffer, hvad der maa henregnes til Theatrets Materiel, ansætter og afskediger Funktionairer og Betjente, som ikke have nogen Virksomhed af kunstnerisk Betydning, har Kontrol med Kassen, med Billetudsalget, med Kontrolleurerne, med de mindre Reparationer ved Huset, med Forandring ved Tilskuerpladserne og med Ordningen af Regnskabsvæsenet. Heraf følger, at Direkteuren forestaaer alt det Øvrige enten alene eller, i Forening med den Kommitterede som raadgivende.

Skulde Ministeriet ikke finde sig beføiet til at gaa ind [sideskift][side 409] paa ovenstaaende Forslag, tillader jeg mig tjenstligst at anmode Ministeriet om behagelig at ville indstille mig til Afsked i Naade fra min Tjeneste ved det kgl. Theater.

Den 30te Mai 1857.

Til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet."

Denne Artikel fra Dorphs Haand havde den Feil, at den havde ladet altfor længe vente paa sig. Først ti Maaneder efter, at han var bleven afskediget, fandt han sig foranlediget til fra sit Synspunkt at give en Forklaring af forskjellige Forhold, der umiddelbart efter hans Bortgang fra Theatret burde have været opklarede. Artiklen var imidlertid af den Beskaffenhed, at Christensen, der i Mellemtiden var avanceret til Justitsraad, ikke godt kunde tie stille dertil, og han imødegik den derfor ogsaa i et Indlæg, som var saa vidtløftigt, at der behøvedes ikke mindre end tre Numere af "Fædrelandet" til at rumme det. Først og fremmest gik dette Indlæg ud paa at godtgjøre, at Dorph ikke i sin Tid havde efterkommet Ministeriets Forlangende om, at han havde at fremsætte Forslag angaaende sin egen og den Kommitteredes gjensidige Stilling til Hinanden, og i saa Henseende kan det ikke nægtes, at Dorph havde begaaet en Feil. Denne var dog saavel let forklarlig som undskyldelig, han var nemlig gaaet ud fra den Forudsætning, som enhver med Theatervæsenet blot nogenlunde kyndig Mand vilde anse for givet, at Ledelsen af Theatrets Anliggender i kunstnerisk Henseende nødvendigvis maatte have en langt overveiende Indskydelse fremfor den økonomiske Ledelse, og han kunde med Rette bygge paa denne Forudsætning, da den Kommitterede i Begyndelsen af sin Virksomhed selv syntes at tillægge sig selv og sin Stilling en langt ringere Vigtighed, end han senere gjorde Krav paa. Naar det derfor lægges Dorph til Last, [sideskift][side 410]at han ikke indgik til Ministeriet med det forlangte Forslag "saavel til nærmere Bestemmelse af sit Forhold til Ministeriet som til Fordelingen af de med Bestyrelsen forbundne Forretninger mellem ham og den Kommitterede", saa vil det af Christensens ovenfor citerede Yttringer fremgaa, at Dorph aldrig kunde, have tænkt sig, at den Kommitterede skulde være hans Sideordnede. Det var i et Brev fra Ministeriet af 16de Mai 1856, at der var Tale om "Fordelingen af Forretningerne mellem Direkteuren og den Kommitterede". Derimod skriver det samme Ministerium under 15de Juli s. A., at Indstillingen til Kongen angaaende den foreløbige Ordning af Theatrets Bestyrelse netop er den, "at samtidig med at Ledelsen af den kunstneriske Del af Theaterbestyrelsen overdrages en Mand som Direkteur, vil den administrativ-økonomiske Del af Bestyrelsen nærmest blive at varetage af en Anden, der bliver stillet som Kommitteret."

Man lægge vel Mærke til disse Ord: "den administrativ-økonomiske Del af Bestyrelsen bliver nærmest at varetage af den Kommitterede", og man betragte saa, hvorledes dette Forhold senere udviklede sig. Det var atter denne usalige Lyst til at sige Et og mene et Andet, der her viste sine slette Følger. Thi hvorledes skulde det vel være tænkeligt at besørge den kunstneriske Ledelse, naar den administrativ-økonomiske Ledelse udelukkende var lagt i en Andens Haand? Skjøndt Dorph for sin Ansættelse, havde ønsket sig fritaget for at have med Økonomien at gjøre, havde han selvfølgelig derved ikke tillige ønsket sig befriet for den administrative Virksomhed ved Theatret, thi en kunstnerisk Ledelse uden tilsvarende Administration kan ikke herske ved nogen Skueplads. Sagen var den, at Dorph var altfor godtroende; han havde [sideskift][side 411]ingen rigtig Anelse om, hvad han egenlig havde indladt sig paa, og derfor blev han, den stuelærde, begavede og kundskabsrige Mand, kun en Boldt i Hænderne paa den mere Verdenskloge. Det kunde af den Grund Heller ikke være Andet, end at det store, med Theaterforhold og Kunst lidet kjendte Publikum maatte af Christensens Artikler føle sig paavirket af den Anskuelse, at det egenlig var Dorph, der egenmægtig havde villet tilegne sig en Magt, der aldeles ikke tilkom ham, medens derimod den Kommitterede med en Selvbeherskelse uden Lige i samfulde ni Maaneder havde seet sig tilsidesat, for han endelig gjorde sin vægtige Autoritet gjældende. Der var dog et Par Omstændigheder, som for enhver uhildet og selvtænkende Læser maatte gjøre Indtrykket af, at dette Forsvar fra den Kommitteredes Side ikke var ført med de blankeste Vaaben. Det var først den Skygge, han søgte at kaste over Dorphs Karakter ved indirekte at bebreide den gamle Mand Mangel paa Sanddruhed, og dernæst var det Slutningsordene i hans tredie og sidste Artikel. Her bebreidede han nemlig Dorph, at denne Sidste "forlod sin Stilling uden at medtage nogen anden Ubehagelighed end den Gage, hvis Refus oprindelig var hans coditio sine qua non for at indtræde i Tjenesten." Denne sidste Yttring burde have været nok til at stemple Artiklen. Ganske vist havde Dorph i sin Tid gjentagne Gange henvendt sig til Kultusministeren og ansøgt om at blive Direkteur for det kongelige Theater, og ganske sikkert havde han tilbudt at ville udføre Arbeidet uden Vederlag, idet han troede at kunne leve af de Ventepenge, han oppebar af Statskassen; men han havde som Direkteur oplevet faa mange Skuffelser og været Gjenstand for faa talrige Krænkelser, for hvilke en Mand i hans Alder med Rette burde tro sig forskaanet, at der sandelig ikke [sideskift][side 412]var nogen Grund til, at han skulde undlade for det ene Aars Virksomhed at fordre et Gratiale af 1,200 Rdl., der kun var et daarligt Vederlag for de bittre Erfaringer, han i dette korte Tidsrum havde indhøstet. Hvad forøvrigt dette Gratiale angik, da blev det udredet af Theatrets Reservefond.

Det villet kunne forstaaes, at Dorph ikke fandt sig foranlediget til udførligere at imødegaa disse Artikler. I en enkelt Henseende maa det dog nu beklages, at dette ikke fkete, idet Christensen nemlig til Slutning erklærede, at han, saafremt der indtraf et Svar fra Dorph, i Sommerens Løb vilde meddele udførligere Forklaringer "til mulige andre Theaterhistoriografers Begjær i denne Henseende." han kunde dog maaske derved have meddelt enkelte Oplysninger af Historisk Interesse, om det end langtfra vilde være lykkedes ham at klare sit Forhold bedre, end det var skeet i de tre vidtløftige Artikler.

Efter den i Sommeren 1855 foranstaltede Ombygning af Tilskuerpladsen stod der nu tilbage at ombygge Scenen og Foyerbygningen, og ved 2den Behandling af Forslaget til Finantsloven for Finantsaaret 1857-58 stillede Kultusministeren følgende Ændringsforslag: "Ministeriet bemyndiges til at optage et Laan af indtil 150,000 Rdl., som forrentes og afdrages i 28 Aar med 6pCt. aarlig, for derved i Forening med det fornødne Tilskud af Reservefonden at iværksætte en fuldstændig Ombygning af Scenen og Foyerbygningen ved det kongelige Theater, overensstemmende med de Rigsdagen forelagte Tegninger med Overslag." Hertil føiede Finantsudvalget den Underændring, at Arbeidets enkelte Dele skulde udføres ved Licitation. Dette Ændringsforslag gav, som man kunde vente, Anledning til lange Debatter i Folkethinget, der allerede ved flere tidligere Leiligheder havde bebe-skjæftiget [sideskift][side 413]skjæftiget sig langt mere med Theatrets Affairer, end Kunstanstalten havde havt Gavn af. Dog havde de radikale Anskuelser, der senere paa saa mange Punkter traadte frem i Thinget, naar Talen var om Videnskab og Kunst, paa hin Tid kun en eneste mere virksom Repræsentant, nemlig Oberst Tscherning, som da Heller ikke lod sig denne Leilighed slippe ud af Hænderne til at fremsætte sin Theori om, at Statskassen burde se at blive af med det kongelige Theater og overdrage det til en privat Entrepreneur. Som Ordfører for Finantsudvalget aabnede Professor A. Steen Debatten i Thinget med den Bemærkning, at det ovenomtalte Ændringsforslag var fremkommet saa sent, fordi Arkitekten Bindesbøll, hvem det først havde været paatænkt at lade forfærdige de fornødne Tegninger og Overslag, var afgaaet ved Døden, saa at man havde maattet overdrage Arbeidet til Arkitekt Niels Siegfred Nebelong, der ved en Forretningsreise var bleven forhindret i at skaffe Tegningerne og Overslagene færdige til rette Tid. Steen paaviste, hvorledes alle de Lokaler, der vare henlagte til Paaklædningsværelser og lignende Brug, Garderobe o. s. v., vare overordenlig smaa, ligesom Foyeren, der ofte maatte rumme et betydeligt Antal Mennesker, var altfor indstrænket for Theatret. Ved Ombygningen var det tillige tilsigtet at indrette et nyt og mere hensigtsmæssigt Maskineri, ligesom man ved at opføre et høiere Loftsrum tilsigtede at kunne skyde Bagtæpperne op uden som tidligere at rulle dem sammen. Alle nye Bagtæpper led nemlig meget ved saaledes at rulles sammen, idet de hurtig bleve opslidte. Tillige var det Hensigten at lægge Gasrør ind i alle Lokalerne, hvilket hensigtsmæssigst kunde ske paa hint Tidspunkt, da Byen i det Hele skulde forsynes med Gas, ligesom man ved at indlægge Vandrør og ved at anbringe et [sideskift][side 414]Jerntæppe, der kunde skille Scenen fra Tilskuerpladsen, vandt større Sikkerhed i Tilfælde af Ildsvaade og kunde forhindre, at den hele Bygning gik op i Luer. Hvad angik Omfanget af de til Forandringen nødvendige Udgifter, da lod Overslaget paa, at der vilde medgaa til selve Bygningsarbeiderne 160,600 Rdl. og til Indlægning af Gas- og Vandrør omtrent 15,000 Rdl. Theatrets Reservefond skulde da tilskyde de 25,000 Rd., medens som sagt Resten skulde optages som et Laan hos Sorø Akademi. Forrentningen og Afdragelsen med 6 pCt. i 28 Aar vilde blive mulige derved, at der ved Ombygningen rimeligvis vilde blive besparet 6-7000 Rdl. i de aarlige Udgifter, dels ved formindskede Leieudgifter og dels ved en temmelig betydelig Reduktion af Maskinfolkene, naar det nye Maskineri blev indrettet. Der var derimod ved Overslaget den Feil, at det ikke var fuldstændigt, idet en senere Ombygning atter vilde blive fornøden med Hensyn til Tilskuerpladsens øverste Etage, saaledes at de to Dele af Bygningen kom til at udgjøre et Hele, thi efter Tegningen vilde Scene- og Foyerbygningen blive ikke lidet høiere end Tilskuerpladsen. Efter at først Tscherning og senere Dr. Geert Winther havde talt mod at vedtage Ministeriets Ændringsforslag, tog Kultusministeren Ordet for at forsvare det og fremhævede, hvorledes Theatret i den sidste Tid var gaaet frem i økonomisk Henseende, skjøndt "det ikke var nogen særdeles misundelsesværdig Tilstand, hverken i den ene eller i den anden Henseende, hvori han ved sin Tiltrædelse af Ministeriet overtog Theatret." Sluttelig motiverede han udførlig, hvilke Fordele det vilde bringe, at Scenen og Foyeren nu bleve ombyggede. Redakteur Ploug gjorde Indvendinger mod hele Ombygningen og henstillede, om det ikke vilde være langt hensigtsmæssigere at standse al videre Forbedring paa [sideskift][side 415]den gamle Bygning og opføre et helt nyt Theater. Der syntes at aabne sig Udsigt til, at Marineministeriet vilde fraflytte Gammelholm, og skete dette, vilde man, naar samtidig Gjethuset blev nedrevet, kunne raade over en udmærket beliggende Grund, der tilhørte Statskassen. Antog man nu, at Kjøbenhavns Kommune i tre Aar vilde bidrage 50,000 Rdl. om Aaret til et helt nyt Theater, saa vilde dette komme til at staa Staten billigere end det gamle med alle Ombygningerne, og saa havde man dog Sikkerhed for, at man fik en hensigtsmæssig Bygning, der vilde være en Pryd for Byen, han blev imidlertid imødegaaet af Kultusministeren, som vilde vædde paa, at "vi om tyve Aar endnu ikke vilde have Udsigt til at faa et nyt Theater, dersom det skulde være betinget af, at det skulde bygges paa Gammelholm ved Kommunens Hjælp." Kultusministerens Forslag blev sluttelig efter en længere Debat vedtaget, og der toges saaledes intet Hensyn til, hvad Ploug med rigtigt Blik paa Fremtiden havde antydet. Man besluttede sig til at omkalfatre den gamle Bygning, og en halv Snes Aar senere maatte man virkelig bestemme sig til det Skridt, som Ploug dengang med Rette havde tilraadet. Og, mærkelig nok, alle de Anker, som under Finantslovens Behandling i 1856 fremkom mod den daværende Scene- og Foyerbygning: at Paaklædningsværelserne vare for smaa, at der var for ringe Plads paa Scenen, og at man savnede de nødvendige Lokaler til Dekorationer og Materiel, kortsagt alle disse Klager som det var Hensigten at raade Bod paa ved Ombygningen i 1857, de fremkom igjen i 1868, da den nedsatte Theaterkommission mødte med sit Forslag om, at der skulde bygges et helt nyt Theater, idet enhversomhelst Tilbygning til eller Forandring af det gamle ikke vilde føre til noget tilfredsstillende Resultat. Ministerens [sideskift][side 416]Forslag blev som sagt imidlertid vedtaget, Sorø Akademi laante Theatret den foreslaaede Sum, og saa paabegyndtes Ombygningen, saasnart Saisonen 1856-57 var tilende.

Det var et betydeligt Byggearbeide, der stod for Haanden. Ikke blot skulde en Del af det gamle Theater nedrives, men, der skulde tillige i Løbet af nogle faa Sommermaaneder opreises en Hel ny Bygning paa en Grund, der ved sin Fugtighed gjorde et omfattende og kostbart Piloteringsarbeide nødvendigt. Arbeidet blev fremmet af al Kraft, og Nebelong udviklede som Bygmester megen Energi, ligesom Christensen i denne-Henseende virkede med paaskjønnelsesværdig Iver og Interesse, men dog var det ikke muligt at saa det tilendebragt til Saisonens Begyndelse. Den nye Scene- og Foyerbygning frembød naturligvis i mange Henseender store Fortrin fremfor den gamle. Selve Scenen blev gjort høiere og dybere end tidligere, man benyttede til Maskineriet alle de Erfaringer, der kunde indhentes fra Udlandets Theatre, og Gangene paa begge Sider af Scenen gjordes betydelig bredere. Der indrettedes et Varmeapparat, og fra en stor Dampkjedel gik der Rør ud til alle Sider, som forte til de forskjellige, særlig indrettede Ovne, gjennem hvilke ogsaa Ventilationen med frisk Luft skete. For Skuespil- og Operapersonalet var der paa første Sal en høi, lys og rummelig Foyer, og ligeledes blev der indrettet Foyer for. Balletpersonalet og for Statisterne, ligesom der øverst oppe i Bygningen konstrueredes en stor Sal med skraat Gulv til Indøvelse af Balletterne. De gamle, uhyggelige Paaklædningskamre afløstes af nette, større Værelser, Gangene gjordes bredere, og i hver af de fem Etager, som denne Del af Bygningen kom til at indeholde, anbragtes der paa to Steder Nicher, der forsynedes med Vandbeholdere og tilhørende Slanger, som vare saa lange, at de kunde føres [sideskift][side 417]ind i alle Værelser, saafremt der skulde opstaa Ild i Bygningen. I Prosceniets Aabning ophængtes et stort Jerntæppe, som ved en let og simpel Mekanisme kunde sænkes ned og derved danne en brandfri Adskillelse mellem Tilskuerplads og Scene. Ved dette Jerntæppe, der fortsattes i Gavlens høie Brandmur, og ved en Brandmur mellem Foyeren og Scenebygningen deltes Theatret i tre forskjellige Bygninger, der hver for sig kunde assureres, medens Bygningen tidligere dannede en Helhed og derfor langtfra kunde brandforsikkres til sin sande Værdi. Skjøndt denne Ombygning kun gjaldt Scenen og Foyeren, skete der dog ogsaa nogle Forandringer med Tilskuerpladsen. De stødende, frit svævende Søiler, der dannede Grændsen mellem de to kongelige Sideloger og de tilstødende Partier af første og anden Etage, bleve borttagne og erstattede ved tynde, forgyldte Støtter, ligesom de runde Søiler, der indfattede Prosceniet, ombyttedes med firkantede Piller i samme Stil. De ved Tilskuerpladsens Ombygning over Prosceniet anbragte Master og Krandse forsvandt, og Indskriften "Ei blot til Lyst" flyttedes længere ned, saa at den ikke længere skjultes helt oppe under Loftet, Prosceniet rykkedes lidt tilbage, saa at der indvandtes en Række i første Parket, og endelig maledes der et nyt Fortæppe med det samme Motiv som det tidligere, men udført med større kunstnerisk Dygtighed og Smag.

I Scene- og Foyerbygningen blev der overalt indlagt Vand og Gas. Hvad angik Gassen, da forvoldte den dog endel Ubehageligheder for Direktionen. Tidligere havde nemlig alle Paaklædningsværelserne været forsynede med Lys, og hvad der i denne Retning kunde spares, toges til Indtægt af Skuespillerne, som altsaa ved at miste de Lys, de ellers kunde tage med sig hjem, gik Glip af en særegen Art Sportler, [sideskift][side 418]der havde faaet en vis Hjemmel. Der lod derfor ogsaa i Begyndelsen fra enkelte misfornøiede Kunstnerinder Klager over, at det ikke var muligt at maskere sig ved Gasbelysning, men da Bestyrelsen var saa fornuftig ikke at laane videre Øre dertil, døde Klagerne selvfølgelig hen, og Maskeringen viste sig at være lige saa god som tidligere, da Stearinlysene maatte holde for. Under Ombygningen gjorde Overskou Arkitekten opmærksom paa, at der i den gamle Theaterbygning fandtes en Dør, som rimeligvis var den eneste tiloversværende Rest af det oprindelige Theater fra 1748, og han bad ham derfor om at bevare denne Dør og skaffe den en Plads ogsaa i den nye Bygning. Nebelong lovede at opfylde dette Ønske og holdt ogsaa sit Løfte. Naar man i den nuværende Bygning, som snart vil forsvinde, gaaer ind ad Theaterporten, der fører op til Scenen, seer man i Porten strax paa sin venstre Haand en Indgang med en aflaaset Dør. Det er denne, der er Resten af det gamle Skuespilhus, en Rest, der forhaabenlig vil blive skaanet og anbragt et eller andet Sted i den nye Bygning.

I det Hele taget kunde man være vel tilfreds med de Forandringer, der vare foretagne, og Scene- og Foyerbygningen svarede forsaavidt til alle Datidens Fordringer, som der omtrent var gjort Alt, hvad der kunde gjøres ved en Ombygning. Men dog viste Aarene atter det Forkerte i at omdanne det Gamle, og efterhaanden lod der mange Klager, af hvilke flere ikke vare uberettigede. Nu var altsaa det Indre gjort i Stand, men med Bygningens Ydre saa , det høist bedrøveligt ud. Den lave Tilskuerplads, der laa klinet op af den høie Scene- og Foyerbygning, dannede et sørgeligt Pendant til det lille Hus paa Hjørnet af Bredgade og Store Strandstræde, men man trøstede sig med, at den næste [sideskift][side 419]Ombygning vilde raade Bod herpaa. Det var nemlig Hensigten at give den gamle Bygning den samme Høide som den nye og at opføre en ny Façade ud mod Torvet. Naar nu hertil kom mindre Sidebygninger med Foyerer og Garderober for Tilskuerne, haabede man at faa et nogenlunde anstændigt arkitektonisk Hele ud af Bygningskomplexet, men det blev ved Haabet, og i en Række af Aar blev Theatret staaende i sin sørgelige Skikkelse uden nogensinde at blive fuldført.

Skjøndt der havde foreligget meget detaillerede Overslag for hele Byggeforetagendet, viste det sig dog her som næsten altid, at Overflagene ikke vare rundelige nok. Efter det første Overslag skulde hele Arbeidet koste 175,000 Rdl., men efterat Ombygningen allerede tildels var fuldført, aflagde Kultusministeriet ved en Skrivelse af 15de Oktober 1858 en fuldstændig Beretning til Folkethinget om Arbeidets Fremgang og fremkom samtidig med et Andragende om Bemyndigelse til at optage et yderligere Laan hos Sorø Akademi af 53,000 Rdl., hvoraf de 40,000 Rdl. skulde anvendes til Byggeforetagendet og de 13,000 Rdl. til Dækning af Theatrets Underbalance i Finantsaaret 1857-58. Den samlede Udgift til Byggeforetagendet beregnedes her til 210,000 Rdl., hvoraf de 190,000 Rdl. skulde dækkes af de to Laan hos Sorø Akademi og Resten af Reservefondet. Ved Tillægsbevillingsloven for 1857-58 bevilgede Rigsdagen derpaa det nye Laan. Hele Udgiften ved Ombygningen havde, naar man fradrager 3,041 Rdl., der indkom ved Salg og Ombytning af kasserede Bygningsmaterialier, kostet ialt 210,491 Rdl. 64 Sk. Heraf medgik: til det egenlige Bygningsarbeide 131,790 Rdl. 18 Sk., til den nye Scenes Indretning 31,385 Rdl. 73 Sk., til Jerntæppet 2,668 Rdl. 32 Sk., til Garderobebygningens indre [sideskift][side 420] Udstyr 13,037 Rdl. 68. Sk., til Varmeapparatet samt Indlægning af Vand og Gas 29,091 Rdl. 33 Sk.

Der vor fra Nebelongs Side gjort Alt for at faa Ombygningen bragt til Ende i de tre Sommermaaneder, i hvilke det kongelige Theater holder Ferie, men dette viste sig snart at være fuldstændig umuligt, og Theatrets Direkteur maatte derfor være betænkt paa at skaffe et andet Lokale, i hvilket Forestillingerne midlertidig kunde tage deres Begyndelse. I Kjøbenhavn var der dog kun et eneste Theater, hvorom der kunde være Tale, nemlig Hoftheatret, men det havde Lange faaet Tilladelse af Kongen til at benytte indtil den 15de December s. A.

Efter Dorphs Afgang var Christensen bleven konstitueret som Enedirekteur, han var i rent administrativ Henseende — ikke uden en vis Dygtighed. Der var Fart i ham, og han fremmede med al Magt de forskjellige Ting, han tog fat paa, men i sin Iver for at administrere og reformere gik han ofte for vidt, og hans Virksomhed maatte nødvendigvis lammes af den Omstændighed, at han ikke var i Besiddelse af tilstrækkelige Evner til at virke udover Økonomiens Omraade. Naar man altsaa konstituerede ham som Enedirekteur og trøstede sig med, at den æsthetiske Side af Bestyrelsesvirksomheden nok vilde blive passet, fordi Heiberg nu var Censor, da oversaa man rent, at Heiberg i denne sin Egenstab vel havde at afgive sit Votum over de Nyheder, der indsendtes til Theatret, men at han ikke vilde eller kunde ønske at have nogen Indskydelse herudover, navnlig ikke sammen med en Direkteur, der i sin Tid i Theaterkommissionen var optraadt saa skarpt imod ham og hans Regimente. Christensen, der savnede de nødvendige Kvalifikationer som æsthetisk dannet Direkteur til at vælge et Repertoire og udøve den hele artiarti-stiske [sideskift][side 421]stiske Virksomhed, saa sig saaledes med eller mod sin Villie nødsaget til at laane Øre til Andres Raad, og det kunde derfor ikke undgaaes, at altfor Mange under hans korte Eneherredømme kom til bagved hans Ryg at styre Traadene i det indviklede Maskineri. At dette ikke var til Held for Theatret, er indlysende.

Det havde i flere Henseender vistnok været det Fornuftigste, om Direkteuren havde afholdt sig fra at leie Hoftheatret, hvor man paa Grund af Pladsen og de faa Dekorationer o. s. v. saa sig indskrænket til et meget lille Repertoire, medens denne Tid meget bedre kunde have været anvendt til at indstudere nye og ældre Arbeider, som man paatænkte at opføre paa det kongelige Theater. Hvad der imidlertid i dette Tilfælde taler til Direkteurens Undskyldning, var, at Omstændighederne paa en Maade nødte ham dertil, idet det i Tilfælde af, at han havde undladt at leie Hoftheatret, vilde være blevet lagt ham til Last, at han ikke ved at anvende Personaler søgte at skaffe nogen Dækning til de daglig løbende Udgifter. Resultatet af disse Forestillinger vilde ogsaa være blevet betydelig heldigere for Theaterkassen, saafremt Fru Heiberg, hvad Christensen havde ventet, var optraadt. Hun havde lovet at gjøre det, og at hun ikke holdt dette sit Løfte, laa i, at der dag hendes Ryg smededes Planer, som, da hun kom under Veir med dem, ikke alene fik hende til at nægte at optræde, men tillige til at søge sin Afsked.

Det havde ikke en, men flere Gange været paa Tale, at Høedt skulde være Scene-Instrukteur, og Christensen havde gjentagende gjort Overskou Forslag om at fratræde Posten, for at "det Nye" kunde komme til Virksomhed. Mod denne Afskedigelse havde Overskou Heller ikke havt Noget at indvende, skjøndt det ikke havde været muligt at give en tilfredsstillende [sideskift][side 422]Forklaring paa, hvorledes det Embede skulde være, som man til Gjengjæld vilde oprette for ham, thi man vilde "naturligvis ikke savne hans Indsigt i Theatervæsenet". Hver Gang lod dog Christensen Sagen falde uden nogen Foranledning fra Overskous Side, fordi det Parti, der havde i Sinde at gjøre Høedt til Scene-Instrukteur, havde sat sig i Hovedet, at Fru Heiberg ikke vilde taale ham i denne Post, og i saa Tilfælde var det da raadeligst at stille Overskous Afskedigelse i Bero, indtil det viste sig, enten om hun vilde forlade Theatret, som Rygtet fortalte, eller om det ikke kunde laves saaledes, al hun ikke uden at vække en altfor ubehagelig Opsigt kunde uægte at modsætte sig Høedts Ansættelse. Dette kunde skee ved en Deling af Embedet, og strax efter Saisonens Begyndelse blev der derfor spurgt Overskou, om han ikke vilde fratræde som Scene-Instrukteur for Skuespillet og kun beholde Operaen. Overskou svarede, at han vel tidligere havde yttret, at det vilde være heldigt, om Skuespil og Opera bleve skilte ad, men i saa Tilfælde havde der været Tale om et Princip, hvis Gjennemførelse under vore Theaterforhold var en Utænkelighed. Dette Princip var det, at de to Kunstarter under en sælles Overbestyrelse og i et og samme Skuespilhus skulde have Materiale, Spilledage, Udgift og Indtægt hver for sig, medens kun Orkester og Kor, hvortil hver skulde yde et nærmere bestemt Bidrag, skulde være fælles. Kunde dette tænkes, vilde hver Kunstart i sin selvstændige Stilling saa baade større Forpligtelse og bedre Erkjendelse af sin Virksomheds Størrelse og Værd. Derimod vilde det være uden Nytte at have en Scene-Instrukteur for hver af disse to Brancher, og mindst af Alt vilde Overskou gaa ind paa en saadan Deling, da den under de nærværende Omstændigheder kun vilde gjøre hans i Forveien ubehagelige Stilling endnu mindre holdbar. [sideskift][side 423]Ved enhver given Leilighed vilde der nemlig blive anstillet Sammenligninger mellem hans og Høedts Virksomhed, og her vilde da den Animositet, som Overskou var Gjenstand for, ret kunne komme til Orde, ikke at tale om, at man ved Udstyrelsen af et Skuespil og en Opera kunde bevilge Høedt Alt, hvad han ønskede, og nægte Overskou det Nødvendigste. Hermed faldt denne Plan bort for atter snart efter at blive afløst af en anden.

Da Rygtet stadig meddelte, at Fru Heiberg hverken vilde optræde sammen med Høedt eller virke ved Theatret, naar Overskou skulde vige for ham som Scene-Instrukteur, besluttede hun at gjøre Ende paa al denne Snak ved at optræde paa Hoftheatret første Gang som Grevinden i "Kvindens Vaaben", i hvilket Stykke hun netop spillede sammen med Høedt. Men medens hun belavede sig paa at udføre Rollen, blev det bekjendt ved Theatret, hvad der skulde være den dybeste Hemmelighed, at Christensen vilde udnævne Høedt til Scene-Instrukteur, saaledes at Fru Heiberg først skulde have det at vide, naar Prøverne vare begyndte. Der blev som sagt sladdret af Skole om denne Plan ved Theatret, og da den kom Holst for Øre, ansaa han det for sin Pligt mod Fru Heiberg at underrette hende om det plumpe Fif, man havde i Sinde at gjøre hende til Gjenstand for. Som naturligt var, følte hun sig dybt krænket over saaledes at skulle føres bag Lyset. Det var ikke Høedts Ansættelse som Scene-Instrukteur, der var hende imod, thi heri kunde hun meget godt have fundet sig, men det var den Omstændighed, at Christensen havde villet narre hende. Hun tilmeldte ham derfor strax, at hun ikke agtede at optræde, og samtidig fattede hun den Beslutning at forlade et Theater, hvis Direktion saa lidt forstod at tage det nødvendige Hensyn til hende.[sideskift][side 424]

Sagen kom naturligvis ogsaa for Overskous Øren, og han udtalte da for Christensen sin Forundring over, at Direkteuren ikke havde vist ham den Opmærksomhed at underrette ham om en saa nærforestaaende Forandring i hans Embedsstilling, da det dog var en Sag, der var bekjendt for næsten Alle ved Theatret. Christensens Svar lod paa, at der endnu ikke var Noget afgjort, og at en Administration desuden ikke forud kunde underrette sine Embedsmænd om de Forandringer, den havde paatænkt for deres Vedkommende. Hertil bemærkede Overskou, at Sagen vel nok.kunde betragtes som afgjort, da baade Direkteuren og Kultusministeriet vare blevne enige med Høedt om de forskjellige Punkter ved Overtagelsen af Posten som Scene-Instrukteur, og hvad det angik, at en Administration ikke forud kunde meddele sine Underordnede Noget om paatænkte Forandringer, saa var vel Overskou nærmere til at faa en fortrolig Meddelelse derom af Direkteuren end denne Sidstes Venner ved Theatret, for hvem hele Sagen længe havde været bekjendt. Da imidlertid Fru Heiberg nægtede at optræde, bevirkede dette, at Planen foreløbig blev stillet i Bero.

Længe varede det ikke, før Christensen med sine reformatoriske Ideer havde fattet en ny Plan til Omordning og Forbedring af Theatrets.Tilstande. For havde det stadig været Skuespillet, som absolut maatte have en en ny Scene-Instrukteur, medens Overskou gjerne kunde vedblive at fungere ved Operaen. Nu var det Operaen, der var stedet i Nød, og om Skuespillet var der foreløbig ikke Tale. Bournonville ønskede at blive Scene-Instrukteur for Operaen, og man ventede sig store Resultater af hans Evner i denne Retning. Ingen huskede paa, hvorledes det tidligere var gaaet ham, da han i et Par Aar, for Heiberg blev Theatrets Direkteur, havde sat [sideskift][side 425]Operaerne i Scene imod et Honorar for hvert Arbeide, der indstuderedes under ham. Dengang havde hans Virksomhed som Instrukteur fornemlig gjort sig bemærket ved, at der idelig var Kjævleri og Utilfredshed; nu skulde den bringe et nyt, forynget Liv i Operaen.

Under 10de November 1857 approberede Kultusministeriet Direktionens Indstilling om, at Scene-Instruktionen for Operaens og Syngestykkets Vedkommende foreløbig for den daværende Saison overdroges til Bournonville, saaledes at han strax traadte i Funktion med Hensyn til de Ardeider, der indstuderedes til Opførelse paa Theatret, og samme Dag sendte Christensen Brev derom til Overskou, som kjed af den evindelige Snakken frem og tilbage om Ordningen af Scene-Instruktionen havde anmodet om kun at modtage nogen Underretning i saa Henseende, naar Noget var definitivt afgjort. Dette Brev endte med følgende Ord: "Jeg agter at anmode Schwartzen om fremtidig at være tilstede ved Opera-Forestillinger efter Aftale med Bournonville. Iøvrigt ønsker jeg, at denne Forandring (med Hensyn til Scene-Instrukteur-Embedets Deling) væsenlig kun opfattes som en Foranstaltning, hvorved Scene-Instrukteuren for Skuespillet sættes i Stand til med mere udelt Opmærksomhed at arbeide for Skuespillet, og haaber jeg, at denne Opfattelse maa blive den, som De i Gjerningen akcepterer."

Bournonville var saaledes efter eget Ønske bleven Scene-Instrukteur for Operaen. Det var en bekjendt Sag, at han var en Mester i at lede Indstuderingen af sine egne Balletter, at anvende enhver af sine Underordnede paa den rette Plads og at afrette dem saaledes, at de, selv om de vare i høi Grad blottede for Fremstillingstalent, alligevel bidrog hver for sig til et ypperligt Ensemble. Havde disse Egenskaber været [sideskift][side 426]tilstrækkelige for Operaens Vedkommende, vilde Bournonville saaledes have varet en uovertræffelig Scene-Instrukteur, men denne Kunstart fordrede noget Andet og Mere. Det gjaldt her ikke om at satte selvopfundne Arbeider i Scene, men om at satte sig ind i Komponists og Forfatters Tankegang og underordne sig denne for paa bedste Maade at kunne føre Digtningen frem paa Scenen i den Aand, i hvilken den var bleven undfangen. Der forelaa nu fra tidligere Tid intet Bevis paa, at Bournonville havde særlig fremragende Evner i saa Henseende, ligesaa lidt som det under hans Virksomhed lykkedes ham at vise nogen Dygtighed, der kunde retfærdiggjøre, at Overskou var bleven afløst af ham. Opnaaede man imidlertid ikke Andet, saa havde man dog det Resultat, at Forandringen kom til at koste Theaterkassen ikke saa Lidet. Det var først bestemt, at Bournonville skulde have en vis Sum for hver Opera eller hvert Syngestykke, han indstuderede, men han fik det snart efter sin Tiltrædelse forandret til, at der aarlig skulde betales ham 500 Rdl. i Honorar. Da han desuden ikke vilde forfatte Regierne eller vare forpligtet til at inspicere ved mere end den første Aftens Opførelse, maatte der udredes et Gagetillæg til Regisseuren ved Dandsen, for at han som Opera-Regisseur kunde besørge Bournonvilles Forretninger, ligesom det ved Dandsen ansatte Bud maatte have et Gratiale for at fungere som Bud ved Operaen. Og trods alle disse Extraudgifter opnaaede Direkteuren alligevel ikke at skaffe en Opera-Sceneinstrukteur for hele Saisonen. Det Engagement, Bournonville som Balletmester havde afsluttet med Theatret, gav ham nemlig Ret til at vare fraværende i Maanederne April og Mai, og denne Ret overførtes tillige paa ham i Egenskab af Scene-Instrukteur, saa at der i Foraarets to Maaneder, hvor Theatret, netop trænger [sideskift][side 427]haardest til Nyheder, nu ikke mere kunde opføres nogen ny Ballet eller Opera. Direkteuren kom herved allerbedst til selv at vise, hvor ringe Vigtighed han i Virkeligheden tillagde et Embede, af hvis Besættelse med en dertil særlig flikket Mand han havde gjort saa meget Væsen. Da Foraaret nemlig nærmede sig, vilde Bournonville ikke opgive den Ret til Ferie, som hans Kontrakt hjemlede ham, tilmed da han nu ikke fik særskilt Betaling for hvert nyt indstuderet Arbeide paa Operaens Omraade, men en bestemt Sum for hele Saisonen. Der var dog skreget saa stærkt paa, at just det nye Regimente skulde vide at sætte alle kunstneriske Kræfter i Bevægelse, at det ikke gik an at nøies med i de to Foraarsmaaneder at spille udelukkende gamle Operaer og Syngestykker, og derfor maatte der gjøres Noget for at raade Bod derpaa. Her vidste Bournonville at finde paa en Udvei. Den Post, som han ved sin Kunstforstand, sin.fine Smag og sin lange Routine ene var i Stand til at udfylde, foreslog han, at man skulde overdrage til Dandseren Gade, og Direktionen gik ind paa dette Forslag. Gade havde i Balletten vist sig som en fortræffelig Mimiker, men udover dette havde han aldrig givet det ringeste Bevis paa nogen Dygtighed, endsige at han skulde have vist Kvalifikationer til at varetage Scene-Instrukteurens Embede, der efter Direkteurens eget Udsagn netop var af den største Vigtighed for Skuepladsen saavel i æsthetisk som i administrativ Henseende. Man undskyldte sig rigtignok med, at Gade kun skulde assistere ved Iscenesættelse af ældre Operaer, og at Bournonville inden sin Afreise havde givet ham den fornødne Anvisning til, hvorledes "Jægerbruden" skulde sættes i Scene. Nu var altsaa ved Bournonvilles Afreise dette fordum saa vigtige Embede sunket ned til at blive en Post, der fuldstændig tilfreds tilfreds-stillende [sideskift][side 428]stillende kunde udføres ved en Substitut, hvem man i Forveien havde givet de fornødne "Anvisninger". Det kan derfor billigvis Heller ikke bebreides Gade, at han ikke indlagde sig nogen Ære under sin korte Funktionstid.

Ved Bournonvilles Ansættelse som Scene-Instrukteur for Operaen tilsigtede Direktionen fremfor Alt at faa indført et nyt Princip, af hvilket man lovede sig de stolteste Resultater til Gavn og Glæde for Theatret. Dette Princip var Rolle-Doubleringen. Direkteuren nærede det forfængelige Haab, at man ved at doublere alle Rollerne i Operaen og Syngestykket kunde drive det dertil, at en Sygeanmeldelse aldrig skulde kunne omstøde Repertoiret, men det gik her som ved saa mange andre Leiligheder, at man ikke tog de foreliggende Forhold i Betragtning og glatvæk gav sig til at indføre et System, som aldeles ikke kunde faa nogen Betydning ved det kongelige Theater. Man havde allerede i 1817 uden Held forsøgt at indføre dette System ved det kongelige Theater, og i Saisonen 1828-29 prøvede man atter derpaa ved Indstuderingen af "Isidor og Olga", men denne Prøve fik et saa slet Udfald, at Systemet hensov med det Samme. At en enkelt Rolle i Sygdomstilfælde blev doubleret, var Noget, der ofte fandt Sted og viste sig at være hensigtsmæssigt, men at indstudere et Stykke med dobbelt Besætning var noget Nyt, som man havde faaet Ideen til fra Udlandets største Scener, der arbeidede under saa forskjellige Vilkaar fra det kongelige Theaters, at hvad der f. Ex, med Held kunde anvendes ved den store Opera i Paris, var en komplet Umulighed herhjemme. Dette viste sig da ogsaa strax, da det nye Princip skulde føres ud i Virkeligheden. Efter Bournonvilles Tilskyndelse gjorde man det første Forsøg med "Lucia af Lammermoor." Man udskrev og uddelte Rollerne til to forskjellige Hold af Operister, [sideskift][side 429]og under Indstuderingen, ved Arrangementsprøver o. s. v. maatte ikke alene den oprindelige Besætning, men tillige alle Doublanterne være tilstede. For at selve Indstuderingen dog ikke skulde optage altfor lang Tid, naaede man ikke videre end til at lade den første Besætning holde Prøver, hvorimod Doublanterne, hvis Kræfter ellers kunde have været anvendte til andre Arbeider, nu kun stod og hørte til. Følgen heraf blev, at der egenlig aldeles ingen rigtig Doublering fandt Sted, thi naar de ældre, øvede Kræfter behøvede talrige Prøver for at optræde i Operaen, kunde man ikke forlange af de yngre, at de som Doublanter skulde optræde uden Prove. Hele Sagen svandt derfor ogsaa i den Grad hen til et Intet, at da Fremstillerinden af en saa ubetydelig Rolle som Lucias Terne engang meldte sig syg Dagen for en Opførelse, maatte man overtale hende til alligevel at spille, fordi Stykket ellers ikke kunde gives. Efter dette første Forsøg med Doublerings-Principet var Direktionen endelig bleven overbevist om, at de Funktionairer, der havde fraraadet at spilde Theatrets Tid og Kræfter derpaa, havde havt fuldstændig Ret, og fra den Tid faldt al videre Talen derom bort.

Blandt de mange forskjellige Skridt, Christensen under sin Direktionsvirksomhed foretog sig til Theatrets og Kunstens Tarv, fortjener et enkelt en nærmere Omtale. Theatret havde, saalænge det havde bestaaet dels som kongeligt og dels som et Statsinstitut, aldrig staaet i nogen direkte Berøring med Dagbladene, der kun af og til havde modtaget officielle Meddelelser om, hvad der paatænktes opført i den nærmeste Tid o. s. v. Dette Forhold fandt Christensen det klogt og passende at forandre, han vidste bedre end de Fleste, hvilken Indskydelse Bladene havde paa det kjøbenhavnske Publikum, og derfor troede han at handle baade i sin egen og i Theatrets [sideskift][side 430]Interesse ved at vise Bladene den Opmærksomhed at tilstille dem en Fribillet til det kongelige Theater. Da han i den Anledning henvendte sig til "Dagbladets" Redakteur og spurgte ham, hvad han syntes om dette Projekt, fraraadede Bille ham paa det mest Bestemte at gjøre et saadant Skridt, der ikke vilde være Theatret til nogensomhelst Nytte, idet Bladene selvfølgelig ikke vilde lade deres Optræden ligeoverfor Theatret regulere af den Omstændighed, at man tilbod dem fri Adgang til Skuespilhuset. Tillige bemærkede Bille, at det vilde være vanskeligt at drage Grændsen imellem de Blade, der burde have Fribillet, og de, der ingen burde have. Naar Christensen saaledes havde ment,'at der skulde udfærdiges Fribilletter til "Berlingske Tidende", "Dagbladet", "Fædrelandet" og "Flyveposten", da maatte Bille gjøre opmærksom paa, at det neppe gik an, at Theatret som et Statsinstitut undlod at sende Fribilletter til to Blade som "Morgenposten" og "Tiden", der begge redigeredes af Folkethingsmænd, hvis divergerende politiske Anskuelser ikke kunde komme i Betragtning, naar Talen var om Theatret. Christensen tog imidlertid ikke Hensyn til de Raad, Bille havde givet ham, og der udfærdigedes derefter en Fribillet, lydende paa Navn, til hvert af de førstnævnte fire Blade. Som det var at forudse, havde denne Opmærksomhed aldeles ingen Indskydelse paa Bladenes Holdning ligeoverfor Theatret eller Direkteuren, og da Saisonen derfor var tilende, bleve Fribilletterne trukne ind, uden at man endogsaa gjorde sig den Uleilighed at underrette Redakteurerne derom. Denne Foranstaltning kostede Theaterkassen henved 1400 Rdl.!

Saisonen begyndte som sædvanlig den 1ste September, men da Ombygningen af det kongelige Theaters Foyer og Scene trods al anvendt Flid ikke kunde føres til Ende inden [sideskift][side 431]Feriens Udløb, leiedes som tidligere omtalt Hoftheatret af Kammerraad Lange for en Sum af 4,463 Rdl. Paa Aabningsaftenen opførtes for første Gang enakts Lystspillet "Husholdningspolitik", oversat efter Mad. Bertons franske Original af en Anonym. Stykket var en ganske net Bagatel med en ret kvik Dialog, og dets Virkning beroede derfor i en væsenlig Grad paa Udførelsen. Om denne vare dog Meningerne meget delte. Medens saaledes "Berlingske Tidende" sluttede sin Anmeldelse af Stykket med de Ord: "I Sandhed, det er under gode Auspicier, at Saisonen begynder, og vi sige med Glæde: »omen accipimus«," udtaltes det fra andre Sider, at Stykket burde spilles med stor Finhed i det deklamatoriske og mimiske Udtryk, men at dette faa langt fra var Tilfældet, at Udførelsen blev fuldstændig dilettantmæssig. Om ogsaa den sidste Dom var lidt vel streng, havde "Berlingske Tidende" paa den anden Side været temmelig letsindig med at tage Varsel af denne første Forestilling, der hovedsagelig fik sin Interesse ved de to Debut'er, den gav Anledning til. Jfr. Vilhelmine Brenøe, der var en Søster til den afdøde Fru Nielsen, mindede i sit Ydre ikke saa Lidet om den store Kunstnerinde, men hermed var ogsaa Ligheden forbi. Hun havde først i en modnere Alder bestemt sig til at gaa til Theatret, og Direktionen havde med en Liberalitet, der i dette Tilfælde ikke var paa sin Plads, strax tilstaaet hende en aarlig Gage af 400 Rdl., men skjøndt man mere af Hensyn til hendes Søster end af Hensyn til Kunsten søgte at poussere hende frem, var hendes Talent dog for ubetydeligt til i Længden at kunne sikkre hende en Stilling ved Theatret. "Berlingske Tidende" mente, at naar hun først blev tilstrækkelig fortrolig med Scenen, vilde hun vistnok komme til at indtage en hæderlig Plads ved denne. Hvad det angik, at hun havde [sideskift][side 432]et svagt Organ, da trøstede Bladet sig med den for Sandhed temmelig stærkt blottede Omstændighed, at hendes Søster ogsaa i Begyndelsen af sin Karriere havde havt det. Den anden Debutantinde var Jfr. Flora Thomsen, en Datter af afdøde Postmester Ove Thomsen og Hustru Elisa, født Beyer. Hun var i Besiddelse af et heldigt Udvortes for Scenen, og da hun i Februar Maaned aflagde Prøve for Direktionen, Balletmesteren og Elevinstrukteuren, kunde "Fædrelandet" meddele, at "Udfaldet af den skulde have været særdeles lovende", hvilket "Berlingske Tidende" Dagen efter troede at kunne bekræfte. Det sidstnævnte Blad fandt ogsaa hendes Debut "usædvanlig glimrende og meget lovende", men troede dog især at burde fremhæve hendes Herredømme over sine Bevægelser og at burde udtale en Anerkjendelse af, hvad der i saa Henseende skyldtes Høedt som hendes Instrukteur. Ogsaa hun blev strax ansat med en aarlig Gage af 400 Rdl., men Heller ikke hende lykkedes det at hævde sin Plads ved Theatret.

Virksomheden paa Hoftheatret maatte vel paa Grund af Forholdene blive betydelig ringere, end den kunde have været paa det kongelige Theater, men at den blev saa tarvelig, som Tilfældet var, forelaa der i Virkeligheden ingen Grund til. Den ovenfor nævnte Bagatel var den eneste Nyhed, der kom frem under de 60 Forestillinger, som uden Abonnement gaves paa Hoftheatret i Dagene fra den 1ste September til den 22de November, og kun et eneste ældre Stykke gjenopførtes i ny Indstudering i samme Periode. Denne ringe Virksomhed kunde da Heller ikke ganske blive uden Indflydelse paa Besøget, hvilket viste sig ved, at de 60 Forestillinger kun gav en samlet Indtægt af 21,720 Rdl. eller gjennemsnitlig 362 Rdl. Pr. Forestilling. I Anledning af det tomme Hus, der var saa almindeligt paa Hoftheatret, hed det i "Fædrelandet" for den [sideskift][side 433]8de Oktober: "Det i sig selv godmodige, men ogsaa med sund Sands og Æresfølelse begavede danske Folk synes at have en, om endog maaske tildels ubevidst Fornemmelse af, at Ministeren har vist ikke alene Theatret, men det skuespilelskende Publikum en følelig Ringeagt ved at ansætte sin udenfor den literaire Verden staaende Sekretair (Skriver) til Direkteur for det kongelige Theater og det kongelige Kapel. Da Hr. Direkteuren nu ikke eier de for dette Hverv nødvendige Betingelser, maa han altsaa lade sig selv dirigere — af hvem? Af den Første den Bedste, der forstaaer at vinde og beherske ham, i det Mindste saalænge indtil en Anden faaer ham draget til sig, og saaledes videre. Hvilken Forvirring maa ikke deraf følge? Hvorledes kan man under saadanne Forhold føle nogen Interesse for Theatret? Det er en almindelig udbredt Mening, at Minister Hall har det Maal for Øie at blive Theaterdirekteur eller Chef eller Intendant, hvad han nu vil kalde sig, naar han engang gaaer af som Minister. Saaledes kan han altsaa til denne Plans Iværksættelse ikke være tjent med nogen fast Direkteur, men kun med en saadan, som han eventualiter, efter venlig Overenskomst naturligvis, kan lade træde til Side, naar han selv vil frem."

Om der var noget Sandt i denne almindelig udbredte Mening eller ikke, er vanskeligt at afgjøre. Det kunde vel ved en løselig Betragtning se ud, som om Kultusministeren virkelig gik svanger med en saadan Plan, men naar man nøiere drøftede Sagen, vilde man dog komme til et modsat Resultat. Det var nemlig neppe rimeligt, at Hall, der bedre end nogen Anden kjendte alle de Kjævlerier og Stridigheder, der herskede ved Skuepladsen, skulde som Retraite have forbeholdt sig en Theaterchefs Stilling, i hvilken han saa godt [sideskift][side 434]vidste, at det næsten var en Umulighed at høste Ære og Berømmelse, medens han altid kunde være sikker paa, hvorledes han end bar sig ad som Direkteur, bestandig at have en stærk Opinion mod sig. At han havde gjort sin Sekretair til Direkteur for Skuepladsen, laa snarere den, at det, efterat han villig havde laant Haand til at faa Heiberg fjernet, var ham en Umulighed at finde en passende Personlighed til at overtage Theatrets Ledelse og derfor af Nødvendigheden dreves til at konstituere sin Sekretair i Posten, skjøndt han bedst selv maatte vide, hvor Meget der manglede denne Sidste i at kunne røgte sit Hverv paa forsvarlig Maade.

Den første Tid af Saisonen slæbte sig hen med Opførelsen af det gamle Repertoire, der ikke formaaede at fylde det lille Theater, men snart indtraf en Omstændighed, som bragte stort Røre. Den utaalelige Tilstand, der længe havde hersket ved Theatret, havde gjort Fru Heiberg saa kjed af sin Virksomhed, at hun for Alvor tænkte paa at søge sin Afsked. Hun modtog da Besøg af Christensen, som forsøgte at faa hende til at opgive denne Plan, men den Skildring, han gav af Forholdene, var ikke skikket til at hæve hendes Betænkeligheder. Christensen bad hende da om, hvis det virkelig var hendes Agt definitivt at forlade Theatret, i saa Tilfælde at gjøre det snarest mulig, og denne Anmodning fra hans Side var afgjørende for hende. Hun svarede, at det ufortøvet skulde ske, og indsendte sin Ansøgning om Afsted. Den 19de Oktober meddelte "Fædrelandet", at Fru Heiberg havde søgt sin Afsked, og Dagen efter bekræftede "Berlingske Tidende" denne Efterretning, idet Bladet føiede til, at dersom hun havde "alvorlige Grunde", maatte de respekteres, men at man kunde fordre, at de ogsaa bleve bekjendte. Redakteuren, som faa Dage i Forveien havde havt den Fripostighed at paastaa [sideskift][side 435]at han havde været Heibergs "ivrigste Forsvarer imod de i andre Blade gjorte skaanselløse Angreb paa hans Bestyrelse," glemte rent, at han i sin Tid aldeles ikke havde stillet nogen Fordring til Wiehe om at faa at vide, af hvilke Grunde denne Sidste søgte sin Afsked, og var Fordringen billig, burde den vel ogsaa den Gang være fremkommen. Den 22de s. M, indeholdt "Fædrelandet" en af Bladets faste Medarbeider Zu—Zx forfattet Artikel mod Christensen som Theaterdirekteur, hvori det blandt Andet hed: "Selv en ganske almindelig Fordring kan Hr. Sekretair Christensen ikke opfylde. Det turde nemlig være saa, at Grunden til, at Publikum ikke vil besøge det kongelige Theaterpersonales Forestillinger paa Hoftheatret, ene og alene ligger hos Hr. Sekretair Christensen. Det er ikke hans principløse Repertoire, hans udygtige Rollebesætning eller overhovedet hans Bestyrelse, der har svækket Interessen hos Publikum, skjøndt Sligt vel nok har bidraget Noget dertil, men det er — for at sige det rent ud — hans Person. Man har sluttet paa Forhaand, og Slutningen er rigtig, at Hr. Christensen som Theaterdirekteur ikke kan gjøre et eneste Skridt, som ikke i Grunden er galt, og ved at se ham i Spidsen for denne Institution føler man den nedsat fra en Kunstanstalt, hvorfra man hentede et Moment til Glæde og Forædling, og hvorpaa man saa hen som et Bevis paa sin Nations aandelige Livskrast, til et Forlystelsesapparat, som man neppe gider benytte, fordi det er kostbarere end Kasino og Folketheatret, og ovenikjøbet i dette Øieblik uinteressant, fordi det ingen tvetydige Pirremidler frembyder." Af den Omstændighed, at Ministeren i sin Tid ansatte Christensen som økonomisk Direkteur, antager Bladet, at "man skulde dog tro, at han var en udmærket Økonom; men der fleer tvertimod under ham saadanue Ting, [sideskift][side 436]at vore Efterkommere maa anse Theaterkrøniken for løgnagtig. Hr. Professor Nielsen tog i Slutningen af Heibergs Direktorat sin Afsked fra Theatret efter at have præsteret Lægeattester for, at han kun med Livsfare turde spille. Man gav ham en ganske smuk Pension. — Da Heiberg forlod sin Post som Theaterdirekteur, slap Hr. Professoren paa samme Tid fra sin Livsfare og begyndte kort efter at spille igjen, ikke som Rekonvalescent, nei tvertimod i store Roller, som f. Ex. Hakon Jarl, og det ligesaa ofte man ønskede. — Man lod nu ikke Hr. Professoren efter overstanden Sygdom rykke ind igjen i sit gamle Numer med sin forrige Gage, Feu o. s. v. og sine forrige Forpligtelser; man lod ham derimod beholde Pensionen og gav ham aarlig 2000 Rdl. for at spille, foruden Feu. Man betaler ham altsaa for at udføre det Samme, som man pensionerer ham for, fordi han ikke kan udføre det mere, man betaler ham baade for at gjøre det og for ikke at gjøre det; men den Økonomi synes at være Nonsens. — For at bøde paa Hr. Sekretair Christensen og bringe de faldende Sager igjen paa Fode tanker Hs. Exc. Kultusministeren paa at gjøre Hr. Elev-Instrukteur Høedt til Scene-Instrukteur med "udvidet æsthetisk Myndighed". Det er ingen Statshemmelighed, jeg forraader: Alle og Enhver vide det. Hvad nu først den udvidede æsthetiske Myndighed angaaer, da gad jeg nok derom kjende Hs. Exc.'s Tankegang. Hr. Høedt har oversat nogle franske Lystspil med Elegance, Lethed og Smag, men ogsaa paa sine Steder med foræret Reflexion og falsk Vittighed i Repliken, han har skrevet nogle lyriske Digte, der ofte udvikle ganske pikante Smaaideer og ingenlunde ere uden Formfærdighed;, men den indre Bygning er ofte inkorrekt, den digteriske Bevægelse inkonsekvent og vaklende. Her er nu ingen synderlig Fortjeneste at hente, og [sideskift][side 437] selv om der var det, kom det ikke denne Sag videre ved. — Hvad nu Scene-Instrukteurposten angaaer, er jeg ikke mindre nysgjerrig efter at kjende de Garantier, Hs. Exc, maatte have for, at Hr. Høedt duer til at indtage denne Plads." Forf. formoder, at de ere at finde i, "at man maaske kan tilskrive Hr. Høedt Scene-Instruktionen paa Hoftheatret", men mener, at "her er Fortjenesten rigtignok tvivlsom." Deri kunde man dog Heller ikke søge nogen Garanti, eftersom Direkteur Lange havde erklæret, at han paa Hoftheatret som under sin hele Theaterstyrelse var den, der ene og alene ledede Indstuderingen og ordnede det Sceniske.

Nielsen svarede herpaa: at han i 1845 havde faaet det første Anfald af sin Sygdom og derfor søgt Afsked i 1847, men ladet sig bevæge til at blive, hvorfor der gaves ham Midler til at gjøre en Badereise. I 1849-50 havde han havt flere voldsomme Anfald, og deriblandt et, som varede i fulde tre Dage og truede hans Liv. Forsynet med flere Lægers Attester gjentog han 1850 sin Begjæring om Afsked, men fik da atter Penge til en Badereise. I 1852 fik han en lignende Sum (400 Rdl.) til "sin Helbreds Pleie". I 1853 havde han andraget paa en saadan Understøttelse aarlig, men det havde Ørsted, som dengang var Minister, svaret, at han ikke kunde vente; derimod kunde han, hvis han søgte Afsked, erholde den ved Saisonens Slutning. Som en Følge deraf havde han søgt Afsked, hvorfor der dog reiste sig Vanskeligheder for ham. Da han endelig fik den, fandt han, at den ham tillagte Pension af 1536 Rdl. "var utilstrækkelig til at existere ved, og han foretog sig da en Reise for at fortjene, hvad han favnede." Da han kom tilbage, "havde den nye Theaterbestyrelse foreslaaet ham at udføre et Antal Roller i Vinterens Løb mod et Vederlag af 20 Rdlr. for hver Rolle [sideskift][side 438]og forpligtet sig til at lade ham optræde i det Mindste 80 Gange", hvoraf Resultatet blev, at han havde spillet til et Vederlag af 2000 Rdl., hvilken Sum for næste Aar blev tilbudt ham fast, dog saaledes at Direktionen til enhver Tid kunde hæve denne Forbindelse efter tre Maaneders Forløb." han havde saaledes ikke søgt Theatret, men Theatret ham, og hans Sygdom var ikke hævet, da han hyppig havde havt svære Anfald. — Hvad dette angik, da havde han dog ikke derved været forhindret fra at gjøre enhver af ham forlangt Theatertjeneste. Om hvorvidt det var hans Sygdom, som tidligere havde foranlediget ham til af og til at bebude eller virkelig fremkomme med Afskedsansøgning, ville de i hans for anførte Breve forekommende Yttringer om, at han vilde "ud af den Pariakaste, hvori han befandt sig", og var beredvillig til at blive i Theatrets Tjeneste, naar han fik "høi Betaling", bedst give Oplysning om.

Ogsaa Christensen gav Svar paa Zu-Zx's Artikel, men det indeholdt kun Bekræftelse paa, at der efter Bemyndigelse af Ministeriet var forhandlet med Høedt om hans Ansættelse som Scene-Instrukteur, hvorimod der ikke skulde have været Tale om, at han i dette Embede skulde have "udvidet æsthetisk Myndighed."

Samme Aften, som den ovenomtalte Artikel, der var vel skikket til at bringe Gemytterne i Bevægelse, stod at læse i "Fædrelandet", optraadte Høedt for første Gang i "Michel Perrin", og selvsamme Aften havde han i "Berlingske Tidende" indrykket følgende "Oplysning": "Som jeg vel kunde vente, skulde jeg naturligvis sættes i Forbindelse med Fru Heibergs Ansøgning om Afsked, og de ærede Blade "Morgenposten", "Fædrelandet" og "Flyveposten" have da, ogsaa i fulminante [sideskift][side 439]Artikler gjort Publikum den Meddelelse, at Fru Heiberg vil gaa, fordi jeg skal være Scene-Instrukteur.

"Det gjør mig ondt for de ærede Organer, at de ved denne Leilighed ere løbne med Limstangen, og det saa komisk, som det vel er muligt. Sagen er nemlig den, at den omtalte Post oftere er bleven mig tilbudt,*) første Gang i Mai 1856, men at jeg ligesaa ofte har afslaaet den, med den Erklæring, at jeg ikke ønskede den, og ialtfald kun vilde modtage den, naar Ministeren kunde indestaa mig for, at min Udnævnelse ikke var Fru Heiberg imod. Fru Heiberg har ikke ønsket det, og jeg ønsker ikke Posten; her er altsaa den skjønneste Enighed, og det kan umulig være af den Grund, hun vil forlade Theatret.

"Og — siden jeg nu engang har maattet bryde Tausheden — hvad har jeg egenlig gjort i den hele Affaire? Jeg har erklæret, at jeg ikke turde, eller, om man foretrækker det, at jeg ikke vilde udføre Hamlets Rolle, naar jeg skulde undvære Fru Nielsen, som nylig havde overstaaet en heftig Sygdom og, efter Theaterlægens udtrykkelige Forbud, endnu i den første Tid ikke turde paatage sig et saa angribende Parti. Jeg har forlangt, at Theaterdirekteuren skulde vente lidt paa en Skuespillerinde som Fru Nielsen. Det er min hele Brøde — jeg udlover en raisonnabel Douceur for den, som kan overbevise mig om nogen anden —, og naar den blev straffet, som den gjorde, med Afsked uden Pension, den største Straf, Theatret har for de største Forseelser, skulde man tro, at selv den mest disciplinbegeistrede Embedsmand maatte finde sin billige Harme fuldkommen mættet. Siden [sideskift][side 440]den Tid har jeg ikke foretaget mig nogetsomhelst Skridt henimod det kgl. Theater. Det var Kultusministeren, som ifjor foreslog mig at vende tilbage i min gamle Stilling; jeg for min Del gjorde kun et Spørgsmaal, om Fru Heiberg blev, og da han bekræftede dette, modtog jeg hans Tilbud. Under den følgende Saison holdt jeg mig saameget som mulig i Baggrunden — Professor Dorph vil f. Ex, kunne bevidne, at jeg gjentagne Gange bad ham ikke at tænke paa Richard den Tredie, som jeg i sin Tid havde foreslaaet Etatsraad Heiberg, og som denne havde forkastet. I halvandet Aar har jeg afslaaet Scene-Instrukteuratet, Altsammen af Hensyn til Fru Heiberg. Og sluttelig har jeg nu tilstillet Kultusministeren en Ansøgning, hvori jeg beder ham om min Afsked, ikke fordi jeg ønsker den, men for at sætte ham istand til med Lethed at kunne fjerne, hvad der generer Fru Heiberg, hvis det virkelig er mig, som har en saadan Betydning for hende, hvad jeg aldeles ikke troer. Men saa kan jeg Heller ikke gjøre Mere, naar jeg da ikke skal forlade Byen, og saa tor jeg vel ogsaa haabe mig fritagen for alle yderligere Insinuationer, thi der maa dog — synes mig — være Maade med Alt."

Man skulde nu have troet, at denne Erklæring fra Høedts Side vilde have gjort sin Virkning og stillet Harmen hos de med hans Virksomhed ved Theatret Misfornøiede saavidt, at denne ikke skulde give sig Luft i et raat Overfald. Dette var dog saa langtfra Tilfældet, al hans Optræden samme Aften i "Michel Perrin" gav Anledning til et uhyggeligt Optrin, der først standsedes ved Politiets Mellemkomst. Høedts "Oplysning" indeholdt imidlertid et enkelt Punkt, som særlig fortjener at bemærkes. Christensen havde tidligere offenlig erklæret, at der ikke i 1856 var gjort Høedt noget [sideskift][side 441]Tilbud om at overtage Posten som Scene-Instrukteur, og nu meddelte Høedt, at der allerede i Mai 1856 var gjort ham et saadant Tilbud. Af hvem Andre skulde dette Tilbud da have været gjort ham end af Christensen?

Da Høedt som sagt den 22de Oktober traadte ind i "Michel Perrin" som Snedkersvenden Bernard, modtoges han af en stærk Piben fra nogle yngre Mennesker i en af Logerne, og denne Piben besvaredes strax af en energisk Klappen og levende Bravoraab fra de andre Tilskuere, som herved Protesterede mod et saadant Overfald paa en værgeløs Mand. Pibningen fortsattes imidlertid med Voldsomhed, og Tumulten paa Tilskuerpladsen var saa stor, at Tæppet maatte gaa ned. Der indtraadte nu en uhyggelig Stilhed, og efter en temmelig lang Pause gik Tæppet atter op. Høedt begyndte sin Monolog med Ordene: "Det er vel, at jeg har faaet Tid til at fatte mig", og denne Stykkets første Replik passede saa udmærket til Situationen, at hele Huset brast ud i en lydelig Latter, hvorpaa Stykket uden Afbrydelse blev spillet til Ende. Tidligere havde den brutale Skik været tilladt i det kongelige Theater, at en Tilskuer havde Ret til i fulde fem Minuter at pibe af en Skuespiller eller en Forfatter, men i Anledning af nogle Skandaleoptrin, der havde fundet Sted i Kasino, var det ved en Politibestemmelse blevet anordnet, at der kun maatte pibes efter et Stykkes Slutning. De Personer, der ved Høedts Indtræden udpeb ham, havde altsaa gjort sig skyldige i Overtrædelse af en Politianordning, og de bleve derfor ikke alene anholdte af det i stort Antal tilstedeværende Politi, der noterede deres Navne og Bopæl, men de maatte ogsaa lide en temmelig nærgaaende Medsart af deres nærmeste Naboer, som forsøgte at gjøre en Ende paa deres brutale Optræden.[sideskift][side 442]

I Anledning af Høedts Optræden i "Michel Perrin" og de Skandaler, der havde sundet Sted samme Aften i Hoftheatret, hed det blandt Andet i "Dagbladets" Ugerevue for den 27de Oktober: "Et Spørgsmaal er det, om Hr. Høedt er den, der helst bor vælges til Bernard, men derom vilde det være ubilligt at fælde nogen Dom efter Forestillingen i Torsdags, der indlededes med et saa uhyggeligt Optrin. Hr. Høedt bar denne uberettigede og uretfærdige Demonstration med en beundringsværdig Fatning; han gav ikke engang efter for den store Fristelse, som der maatte være for ham, til at akcentuere sine første saa mærkværdig passende Repliker, han spillede denne Monolog som Bernard og fremsagde den ikke som Hr. Høedt. Men det er dog en egen Sag at staa forsvarsløs som Vidne til en Kamp, hvis Gjenstand man selv er, og der er ingen Kunstner, som forstaaer at bevare sin fulde Sindsro ligeover for en Koncert, af skingrende Piber eller en idelig gjentagen Hyssen. — Vi ere her komne til Dagens brændende Spørgsmaal, og det er vel umuligt i denne Tid at skrive eller tale om Theatret uden at berøre det. Vi tør vel Heller ikke sidde som rolige Tilskuere og afspise de i spændt Forventning siddende Læsere med en saadan Talemaade, som at man nu maa oppebie Keiser Nikolaus' — eller hvad vi vilde sige: Fru Heibergs Svar. Ikke desto mindre nære vi den mest levende Utilbøielighed til at deltage i den store Strid, som har reist sig, som endnu kun er i sin Begyndelse, og vi tilstaa dette rent ud. Vi skulle ogsaa sige Grunden hvorfor. Selv om man med den allerredeligste Villie søger at sætte sig ind i Forholdene, selv om man med upartisk Nøiagtighed bestræber sig for fra alle Sider at samle de "allernøiagtigste Oplysninger", og selv om man beæres med adskillige Indviedes Fortrolighed, saa kommer man dog [sideskift][side 443]snart til Overbevisning om, at det for et dødeligt Væsen er aldeles umuligt at finde Bunden i alt dette Væsen. A forsikkrer Et, B erklærer offenlig et Andet, C kan underhaanden meddele et Tredie, D seer sig i Stand til at oplyse et Fjerde, E maa dog gjøre opmærksom paa et Femte, og saaledes bliver der fra alle Sider sammenslæbt et Forklaringernes Hølæs, hvori man skal finde Sandhedens Synaal. Det er en fuldstændig babylonisk Forvirring, et uopløseligt Virvar af Intriger, Kabaler, Chikaner, Tilsidesættelser, Forurettelser, Krænkelser, Begunstigelser, Fordreielser, Forvanskninger, Skumlerier og Fortielser i det Uendelige. Vi overlade til dygtigere Inkvirenter at finde Rede i Alt dette. Vi for vort Vedkommende tilstaa, at vi ere hjertelig kjede af — dette undskyld! — Vrøvl, hvor Kunsten er Lidet og Personerne Alt. Vi bede til Guderne, at der snart maa komme en Afgjørelse, til den ene eller den anden Side, retfærdig eller uretfærdig, lige meget, naar det blot bliver en Afgjørelse. Skulde Afgjørelsen blive den, at Fru Heiberg forlader Theatret, ville vi oprigtig beklage Tabet af den største Kunstnerinde, som Scenen eier. Det er et Tab, som maa anslaaes meget høit, og vi ville i et saadant Tilfælde langtfra at dvæle ved det, som efter vort Skjøn var mindre godt, gjenkalde i taknemlig Erindring den rige og sjeldne Virksomhed, som Fru Heiberg nu i Løbet af tredive Aar har udfoldet. Vi ville minde om den uendelige Fylde, den kunstneriske Rigdom, den sjeldne og friske Ungdommelighed, der indtil det Sidste prægede sig i enhver af de Skikkelser, som hun har skabt, og vi ville gjentage, hvad vi alt have sagt, at den nuværende Generation ikke tør haabe at se nogen Skuespillerinde, der vil kunne udfylde hendes Plads. Men falder Afgjørelsen saaledes ud, saa maa man slutte, at Fru Heiberg har andre [sideskift][side 444]og vægtigere Motiver til at forlade Skuepladsen for saa mange Triumfer end dem, som man har villet søge i det personlige Forhold til nogle enkelte af Theatrets Kræfter, og at enhver Forsoning kun vilde blive en Vaabenstilstand, Indledningen til en ny og betænkeligere Krisis. Det er ogsaa under alle Omstændigheder langt bedre, at Fru Heiberg definitivt forlader Scenen, end at hun bevarer sin Stilling og dog ikke optræder, som Tilfældet har været i Størstedelen af forrige og hele denne Saison. — Den nuværende Tilstand, eller rettere den, der bestod indtil den 17de Oktober, har været utaalelig for alle Parter. For den Ene vare Indrømmelserne ikke store nok, den Anden fandt dem krænkende for sig; den Ene spillede slet ikke, og den Anden spillede nødig. Der maa være et Enten-Eller. Vender Fru Heiberg tilbage, saa maa de modstridende Elementer udsondres, eftersom Foreningen jo har vist sig umulig, og eftersom Ingen har kunnet paavise et overlegent Talent til at forlige Modsætningen, nogen Kudsk til at styre den Solgudens Vogn, hvorfra saa mange Phaeton'er ere ynkelig nedstyrtede. Træder Fru Heiberg definitivt tilbage, saa har det nye System seiret og maa da vise, hvad det duer til. Tabet vil være stort, og det bliver ikke mindre, fordi man nu giver sig til at tælle Solens Pletter istedenfor at mindes dens Lys og dens Varme. Men at den danske Skueplads ikke feirer sin Ligbegængelse, fordi den mister en af sine Ypperste, derpaa have ialtfald de syv første Maaneder af forrige Saison afgivet Beviset, og Fremtiden vil forhaabenlig ikke modsige denne Erfaring."

Det her meddelte udførlige Brudstykke af "Dagbladet" er ikke uden en vis Interesse. Bladet, som dog var det, der nærmest støttede Christensen og hans Parti, kunde ikke fragaa, at Striden mere dreiede sig om Personer end om Kunsten, eller [sideskift][side 445]at han langtfra var den Mand, der kunde styre Theatret under saa indviklede Forhold og bringe Forsonlighed tilveie mellem de modstridende Elementer. Men medens Bladet med smukke Ord søgte at beklage det Tab, Theatret vilde lide ved Fru Heibergs Bortgang, havde det ikke et Ord tilovers for den Tanke, der dog laa ulige nærmere: at fjerne den Mand, hvis fortsatte Virksomhed gjorde det til en Umulighed for Fru Heiberg oftere at betræde Scenen. Skjøndt Bladet ikke havde et rosende Ord at offre paa Direkteuren, kunde det dog ikke bringe det over sine Læber at foreslaa, hvad der dog var saa ligefremt, at lade Christensen træde tilbage fra en Post, som han tydelig nok havde vist ikke at være voxen, hverken ved Kunstforstand eller ved en resolut Handledygtighed. Her var det, Ondet laa, og vilde man beholde Fru Heiberg, maatte man bekvemme sig til at give Christensen Afsked. Men saalænge Hall sad ved Roret som Kultusminister, var dette ikke til at tænke paa, og end mindre kunde "Dagbladet" bekvemme sig til at udtale denne Tanke. Derimod udtalte Bladet ganske ligefrem, at det nye System, hvis Fru Heiberg traadte tilbage, havde seiret og da maatte vise, hvad det duede til. Her ligger det da nær at spørge, hvori dette "System" da egenlig bestod. Var det en ny Kunstretning, der skulde til Høisædet, og med hvilken den store Kunstnerinde ikke kunde forliges? Nei, aldeles ikke. Systemet var kort og godt: Theaterdirekteurens Person. Og for at beholde ham betænkte man sig ikke paa at bevilge Fru Heibergs Ansøgning om Afsked.

Efter vedholdende Arbeiden lykkedes det endelig at faa Ombygningen af Scene- og Foyerbygningen færdig, saa at man den 22de November kunde standse med Virksomheden paa Hoftheatret og forlægge den til det kongelige Theater. Da [sideskift][side 446] Forestillingerne paa det førstnævnte Sted havde været uden Abonnement, fandt den aarlige Logeauktion først Sted i November Maaned, og i den Prospektus, som i den Anledning offenliggjordes i Bladene, lovedes der Abonnenterne 6 nye Skuespil og 1 ny Opera, ligesom der opregnedes 19 Skuespil og 8 Operaer, hvilke det var Hensigten atter at optage paa Repertoiret. Endelig gav man Løfte om, at en ny Ballet af Bournonville ved Navn "Adriana" vilde blive opført i Løbet af Saisonen. Dette Program var altsaa lovende nok, men det blev her som sædvanlig ved de gyldne Løfter, og Abonnenterne fik saaledes Intet at se til "Aladdin", "Abracadabra", "Erik og Abel", "Correggio", "Kong Lear", "Hamlet" o.s. v. o. s. v., der stod opførte paa Listen over de ældre Arbeider. Paa samme Maade gik det med Nyhederne, af hvilke kun et Skuespil og den anførte Opera kom til Opførelse, og Bournonvilles Ballet saa Heller ikke Lyset. Ved Auktionen opraabtes Logerne til følgende Gjennemsnitspris: en Plads i første Etage 4 Mk. à 4 Mark 10 Sk., i anden Etage 2 Mk. 8 Sk. à 3 Mk, og i tredie Etage 1 Mk. 8 Sk, à 1 Mk. 12 Sk. Alle de til Abonnement udbudte Loger bleve bortsolgte ved Auktionen, og da der fremdeles var stærk Efterspørgsel efter Abonnementspladser, traf Bestyrelsen den Bestemmelse at aabne Adgang til Abonnement af et begrændset Antal Pladser i begge Parketterne og Parterret, uden at denne nye Beslutning dog blev benyttet videre stærkt af Publikum. Abonnementet indbragte for de halvsyvende Maaneder en Sum af 56,617 Rdl. 56 Sk. mod 62,413 Rdl. 32 Sk, i den hele foregaaende Saison. Samtidig med Saisonens Begyndelse paa det kongelige Theater blev der truffet den hensigtsmæssige Foranstaltning, at der med hver Billet fulgte et mindre Kort, som gav Adgang til den numererede [sideskift][side 447]Plads, hvorpaa det lød, og herved undgik man de uhyggelige Sammenstød, der tidligere ikke havde været saa sjeldne i Theatret, naar man fandt sin Plads optaget af en tidligere Ankommen og ikke kunde godtgjøre sin Adkomst til den.

Endelig kunde man altsaa forlægge Virksomheden fra Hoftheatret til det kongelige Theater, og Lørdagen den 5te December indviedes den nye Scene- og Foyerbygning ved en Festforestilling, der indlededes med Ouverturen til "Elverhøi". Derefter fremsagde Nielsen en smuk Prolog af H. C. Andersen, men denne Prolog, som findes aftrykt i "Dagbladet" for den 7de December s. A., gjorde ikke den tilsigtede Virkning. Scenen forestillede en aaben Plads med nogle Trægrupper paa Siderne og det aabne Hav i Baggrunden, medens Holbergs og Oehlenschlægers Buster vare opstillede i Forgrunden. Nielsen, som var mindre vel disponeret, blev forstyrret ved, at en Maskinkarl stod og hamrede i en af Koulisserne, og dette distraherede ham i den Grad, at han oversprang et stort Stykke af Prologen. Dette Uheld blev imidlertid opveiet ved den glimrende Udførelse, der blev "Den Stundesløse" til Del. Tilskuerpladsen var denne Aften, da Abonnementet ikke var gjældende, ikke videre stærkt besat, men dette havde sin naturlige Grund.

Faa Dage i Forveien havde nemlig den store Pengekrise, der var udbrudt i Nordamerika, hvorfra den havde udbredt sine ødelæggende Virkninger over hele Europa, vist sine første Spor i Kjøbenhavn. Her blev der strax af Handelsstanden og Regeringen taget kraftige Forholdsregler til at kunne møde den slemme Gjæst med Ro og Besindighed, men trods Alt dette varede det ikke længe, for Paniken greb Børsen, og herfra vandrede den om i alle Hovedstadens Kredse, idet Armod og Kummer fulgte den i Hælene. En saadan Krise [sideskift][side 448]kunde ikke undlade at vise sin Indskydelse paa Besøget i Theatret, idet hele Børsverdenen og Alle, der paa nogen Maade stod i Berøring med den, nu havde Andet at tænke paa end paa at gaa paa Komedie.

Den første Nyhed paa den ombyggede Scene var "Kongens Yndling", Skuespil i fire Akter af Hauch. Digteren havde i dette Arbeide givet en Skildring af Christian den Fjerdes Privatliv og med stor Historisk Sandhed og en udmærket Kolorit skildret Kongens Forhold til Kirstine Munk, hvem han af Uvillie over hendes Forbindelse med Rhingreven forviser fra sit Hof. Tillige var der i denne Skildring lagt særlig Vægt paa Kongens Retfærdighedsfølelse, der spiller en væsenlig Rolle i Stykket. Adelsmanden Niels Brock har dræbt en Borgerlig og maa derfor bøde med Livet, men nu hænder det, at van Linden, en ung Skibsbygger, der staaer i høi Gunst hos Kongen og har vundet hans Datters Hjerte, i et Øiebliks retfærdig Harme glemmer sig selv og fælder Adelsmanden Henrik Rosensparre, af hvem han er bleven Haardt fornærmet. Kongen tør ikke følge sit Hjertes Indskydelser, men maa holde Loven i Hævd, og van Linden skal derfor lade Livet til Straf for sin Brøde, da det opklares, at Rosenkrands ikke er død af sine Saar, hvorved det bliver Kongen muligt at kunne benaade sin Yndling. Denne lidt ubehændige Opløsning havde dog ingen stadelig Indskydelse paa Stykkets Skjæbne, og det modtoges med stærkt Bifald, skjøndt flere af de Medvirkende kun havde havt ringe Lid til det. Hvad der desuden i en væsenlig Grad bidrog til dets Lykke, var Udførelsen. Nielsen udmærkede sig som Kongen ikke alene ved en fortræffelig Portraitlighed, men tillige ved en Høihed, Varme og Følelse, der henrev Tilskuerne til stærkt Bifald. Ligeledes gav Wiehe en ædel, smuk og følelsesfuld [sideskift][side 449]Fremstilling af den aabne og beskedne Skibsbygger, der dog er sig sin Dygtighed fuldt bevidst, og Holst, der spillede den adelsstolte, men raa Henrik Rosensparre, var navnlig fortræffelig i sin Hovedscene, hvor han under en Rus haaner van Linden. Derimod var Madam Phister ikke paa sin Plads som Kirstine Munk, og hendes Præstation vandt hverken Bifald hos Publikum eller Pressen.

To Dage senere opførtes den anden Nyhed, Donizettis Opera "Lucia af Lammermoor", og efter denne Begyndelse at dømme var der virkelig Grund til at antage, at et nyere og mere virksomt Liv vilde begynde at røre sig ved Theatret. Denne Antagelse gik dog saa langtfra i Opfyldelse, at der ikke i Resten af hele Saisonen fremkom et eneste nyt Stykke. Opera-Repertoiret havde forøvrigt faaet en god Tilvæxt i Donizettis Opera, og om der end i Pressen agiteredes en Del mod den italienske Musik, vandt denne dog stærkt Bifald og holdt sig længe paa Repertoiret. Af de Spillende udmærkede navnlig Madam Fossum sig i Titelrollen, og hun sang Lucias Parti med stor Bravour og et ægte dramatisk Foredrag. Steenbergs Stemme slog ikke til som Sir Edgard af Ravenswood, og skjøndt han sang baade med Følelse og Foredrag, skadedes Ensemblet dog ved hans Spil, der savnede Varme og Holdning. Derimod var Hansen særdeles god som Lord Henry Asthon.

Med Begyndelsen af Aaret. 1858 indtraf der atter en Forandring i Bestyrelsen af det kongelige Theater. Under 28de December 1857 bifaldt Kongen den definitive Ordning af Bestyrelsen for det kongelige Theater og Kapel, idet Theatret fra den Iste Januar 1858 underlagdes en Direktion, bestaaende af to Medlemmer, af hvilke det første Medlem [sideskift][side 450]specielt havde at varetage de artistiske, og det andet Medlem specielt de administrativ-økonomiske Anliggenders Bestyrelse. Disse to Medlemmer bleve Etatsraad I. C. Hauch og Christensen. Tillige bestemtes det, at Bestyrelsens første Medlem skulde indtræde i Feukomiteen, det andet Medlem i Bestyrelsen for Theatrets Enkekasse. Det er her vel værd at lægge Mærke til, at medens Kultusministeren ved Saisonens Begyndelse i sin Indstilling til Kongen troede at burde fremhæve, at Christensen meget vel alene kunde bestyre Theatrets Anliggender, da der som Censor var adjungeret ham en æsthetisk Kapacitet som Heiberg, saa sandt man sig alligevel ikke fire Maaneder senere beføiet til at udnævne Hauch til Bestyrelsens æsthetiske Medlem. Hvad kunde da vel Grunden være dertil? Den kunde neppe være den, at Heiberg i Løbet af nogle saa Maaneder skulde have vist sig at mangle den æsthetiske Dygtighed, hvorpaa han i Aarrækker havde afgivet saa mange og glimrende Beviser, og det ligger derfor mere end nær at søge den i den Omstændighed, at Christensen som Enedirekteur bar et Ansvar, der kunde være ubehageligt nok for ham, og som han derfor gjerne gad læsse over paa en Andens Skuldre. Efter den Karakteristik af Hauch, der tidligere er givet her i Bogen, vil det indsees, at han ikke var Manden, hvortil Theatret trængte, ligesom det vil kunne forstaaes, at han overtog Posten, skjøndt Erfaringen fra Dorphs kortvarige Funktionstid maatte have belært ham om, at en æsthetisk Direkteur aldrig vilde kunne hævde sig nogen uafhængig Stilling, naar han ved sin Side havde en administrativ og økonomisk Direkteur, hvis Stemme til Syvende og sidst maatte blive den afgjørende. Med en fast og inderlig Tro paa at kunne udrette Noget for Theatrets Tarv tiltil-traadte [sideskift][side 451]traadte Hauch sin Post, men hans Virksomhed blev hverken ham til Ære eller Theatret til Glæde.

Der var altsaa paany blevet to Direkteurer, og da saaledes det administrative Talent var blevet forstærket ved en ex professo, laa det nær at antage, at der nu vilde blive udfoldet en ny og heldbringende Virksomhed. Dette var dog saa langtfra Tilfældet, at det som sagt i hele Resten af Saisonen ikke lykkedes at berige Repertoiret med en eneste Nyhed, men kun at gjenoptage endel ældre Arbeider af høist forskjellig Værd. Brømels lille Lystspil "Den bogstavelige Udtydning" var allerede gaaet paa Hoftheatret, og nu gjenoptoges paa det kongelige Theater Scribes "Frierens Besøg", Bearbeidelsen efter Calderon af "Bonden som Dommer", der kun oplevede en Forestilling i Saisonen, Hertz's "Amors Genistreger" og "Debatten i Politivennen", Boyes "William Shakespeare", Marschners "Hans Heiling", Webers "Jægerbruden", og Lortzings "Czar og Tømmermand". At der ikke opførtes flere Nyheder, kunde Bestyrelsen ikke undskylde med, at der ikke var indleveret noget Arbeide til den, thi forinden Logeauktionen var der jo blandt Andet lovet Abonnenterne foruden et nyt Arbeide af Hauch, et fem Akts Skuespil efter Scribe og en ny Ballet af Bournonville. Den Usikkerhed, Planløshed og Mangel paa Energi, der viste sig ved Sammensætningen af denne Saisons Repertoire, stod i stærk Modstrid til, hvad der var præsteret af Heiberg, selv i hans sidste Virkeaar, hvor han dog havde saa mange Vanskeligheder at overvinde. Af Oehlenschlægers Sørgespil kom kun "Hakon Jarl" til Opførelse, ialt tre Gange, og dette Arbeide havde allerede tidligere været indstuderet; af Holberg gaves de forskjellige Stykker kun som Nødhjælp, hverken Heiberg eller Hertz kunde glæde sig ved den Udførelse, deres Stykker fik, og af danske [sideskift][side 452] Komponister opførtes kun et eneste Arbeide. Medens der i denne Saison gaves 3 Nyheder og 9 gjenoptagne Arbeider, blev der i Saisonen 1855-56, den Saison, hvori Heiberg under sin syvaarige Bestyrelse fik det mindste Antal Nyheder bragt paa Scenen, givet 8 nye og 12 gjenoptagne Stykker. Det nye og friste Liv, der efter Heibergs Afgang skulde vise sig paa Scenen, havde man altsaa endnu ikke seet Noget til, og hvad det angik, at der samtidig skulde herske en bedre Smag, og at al Chikane, alt Krakileri skulde være bortfjernet, da gav netop denne Saison et sørgeligt Resultat i modsat Retning.

Det var ikke Nok, at Fru Heiberg med denne Saison forlod Skuepladsen, hvorved Theatret mistede en Skuespillerinde, der, for at bruge Schillers Ord, saaledes har levet for de Bedste i sin Tid, at hun har levet for alle Tider; ogsaa en anden betydelig Kunstner sandt sig foranlediget til under denne Direktion at forlade Theatret, som i ham mistede en af sine fortræffeligste Karakterskuespillere, nemlig Mantzius. Bournonville havde til Boyes "William Shakespeare" arrangeret Alfedandsen, Drømmene og en Apotheose, i hvilken Shakspeare, der i bengalsk Belysning stod omringet af sine Digterværker, bekrandsedes af Britannia. Under den første Opførelse af dette Stykke stod Mantzius en Aften paa Scenen ved en af Koulisserne og talte med Jomfru Larcher, da Balletmesteren kom til og i en bydende Tone beordrede ham til at forlade et Sted, hvor han stod i Veien for Tableauerne. Da Mantzius "nægtede at efterkomme denne Ordre, tilkaldte Bournonville Scene-Instrukteuren, og da denne anmodede Mantzius om at fjerne sig, adlød han strax, han indgav derefter en Klage over Bournonvilles Adfærd til Direktionen, som noget senere modtog en Klage fra Bournonville over, at Mantzius havde været til Hinder for Forestillingens uforstyrrede Gang. Der blev fra begge [sideskift][side 453]Sider opgivet for Direktionen Navne paa en Mængde Personer, der havde været Vidne til det Passerede, men Direktionen nægtede at lade Klagerne være tilstede ved Vidneforhøret, ligesaa lidt som to af Mantzius's Vidner, Overskou og Theaterbudet Walsøe, bleve afhørte. Følgen af det afholdte Forhør blev, at Direktionen gav Bournonville, der havde citeret en stor Del af Balletpersonalet til at afgive Forklaring, fuldstændig Medhold og tildelte Mantzius en Irettesættelse for hans udviste Forhold. Med denne Afgjørelsesmaade, der med Føie forekom Mantzius at være i høi Grad ubillig, tilmed da Jomfru Larchers Vidnesbyrd talte i Et og Alt til hans Fordel, vilde han ikke være tilfreds, og han ansøgte derfor om Afsked fra det kongelige Theater. Sagen blev naturligvis bragt frem for Offenligheden, og i Anledning af en Erklæring af Mantzius i "Fædrelandet" for den 17de Juni 1858 gav de to Direkteurer i samme Blads Nr. 144 en Fremstilling af Sagen, hvorefter det saa ud, som om han havde havt Uret i hele sin Adfærd, idet Direktionen tillige gjorde opmærksom paa det Besynderlige i, at han, naar han var misfornøiet med dens Afgjørelsesmaade, ikke indankede Sagen for Theater-Juryen. Hertil svarede Mantzius, at det for det Første vel var muligt, at han havde sine Grunde til ikke at ville indanke Sagen for den daværende Jury, og dernæst: "en Direktion, der i en saa simpel Sag, hvis Lige kunde forekomme hver ottende Dag, ikke kunde fælde en upartisk Dom, en saadan Direktion vilde han ikke have underkjendt af en Jury eller en Minister, men en saadan Direktion vilde han ikke tjene under". Mantzius søgte derfor sin Afsked, som blev ham bevilget den 22de Juni.

Det er forøvrigt vel værd at lægge Mærke til, at Direktionen kunde forundre sig over, at Mantzius ikke henvendte [sideskift][side 454]selv havde undladt at ty til denne Institution i et Tilfælde, havde i 1856 anonymt indsendt sit Lystspil "Besøget i Kjøbenhavn" til Direktionen, hvorpaa det i Begyndelsen af December Maaned s. A, blev antaget og ansat til Opførelse. Da Tiden imidlertid Irak ud, og Foraaret nærmede sig, gjorde Dorph, som dengang var Direkteur, Forfatteren det Forslag at udsætte Opførelsen til den paafølgende Saison, og heri samtykkede Hertz. Saavel Dorph som Heiberg og Hauch udtalte sig meget fordelagtig om Stykket, og den Sidstnævnte tilskrev saaledes blandt Andet Forfatteren: "at han for sit Vedkommende ønskede, Stykket skulde fremmes, da han erkjendte dets Værdi; og hvad in specie Hovedpersonen (Skalholt) angik, da mente han, at denne var skildret baade med Sandhed og med komisk Kraft og Lune." Men skjøndt Hauch havde udtalt en saa gunstig Dom om Stykket, lod det dog ikke til, at han havde i Sinde at lade det opføre, efterat han var traadt i Spidsen for Direktionen. Der hengik rum Tid, inden der meddeltes Forfatteren Noget om, hvad Grunden til denne Forhaling kunde være, men endelig fik han, fra Direktionen en Skrivelse med Underretning om, hvori Vanskeligheden laa. Man frygtede nemlig hverken Mere eller Mindre, end at Hertz's Skildring af Stykkets Hovedperson, Islænderen Skalholt, skulde opbringe hans i Kjøbenhavn boende Landsmænd i den Grad, at de kunde falde paa at gjøre Spektakler i Theatret og endogsaa mulig tilføie Rollens Fremstiller personlig Overlast. Af den Grund havde Phister, hvem Rollen var bleven tildelt, vægret sig ved at udføre den, da han ikke vilde udsætte sig for at blive afbanket af et Par Islændere, og da det laa i hans Interesse, [sideskift][side 455]at ingen Anden udførte Rollen, fik han de to Skuespillere, til hvem man senere tog sin Tilflugt, til ligeledes at afslaa at spille Skalholt. Under disse Omstændigheder mente Direktionen, at Hertz burde navngive sig som Stykkets Forfatter, hvorved han jo vilde komme til at bære Ansvaret, men skjøndt han øieblikkelig gav sit Samtykke dertil, kom Stykket alligevel ikke til Opførelse. Her havde der altsaa været den bedste Leilighed for Direktionen til at lade Theater-Juryen afgjøre, hvorvidt Phisters og hans to Kollegers Indsigelse mod at spille Rollen var begrundet eller ikke. Og der var saa meget større Anledning til at rekurrere til Juryens Dom, som hverken Christensen tidligere selv havde yttret Betænkelighed ved Stykkets Opførelse, eller Phister ved Oplæsningen havde havt Andet at indvende mod Rollen, end at en Scene i anden og et Par Repliker i tredie Akt kunde vække Anstød, hvorfor ogsaa Forfatteren øieblikkelig havde forandret de paagjældende Steder. Ved ikke indenfor den bestemte Tidsfrist at nedlægge Indsigelse mod at spille Skalholts Rolle havde Phister ovenikjøbet mistet den Ret, som det nye Theaterreglement hjemlede ham, men trods dette hverken vilde eller kunde Direktionen indanke Sagen til Juryens Kjendelse, thi Phister stod i høi Gunst hos Christensen og havde en saa stor Indskydelse paa ham, at et saadant Skridt ikke kunde falde Direkteuren ind. Var Sagen bleven indstillet til Juryens Kjendelse, og denne var gaaet ud paa, at Phister burde spille Skalholts Rolle, da havde han selvfølgelig været fritaget for ethvert Ansvar, idet det var en let Sag at underrette Publikum om, at han af Direktionen var bleven tvungen til at spille, i hvilket Tilfælde der da aldrig kunde være Tale om, at Nogen vilde lægge ham til Last, at han havde opfyldt, hvad Pligten paabød ham. Direktionen fandt imidlertid for [sideskift][side 456]godt Intet at foretage i Sagen, og med denne Afgjørelsesmaade maatte Hertz lade sig nøie, skjøndt han nok med Rette kunde have gjort Fordring paa, at Direktionens første Medlem bedre havde varetaget, hans Interesser som dramatisk Digter. Hertz lod derefter Stykket udkomme i Trykken, og da det senere blev opført paa det kongelige Theater, viste det sig ogsaa, i hvor høi Grad Phisters Indsigelser havde været ugrundede, idet der ikke reistes den ringeste Opposition mod Udførelsen af Hovedrollen, der nu var tildelt en Anden.

Denne vilkaarlige Adfærd fra Bestyrelsens Side var forøvrigt ikke enestaaende, men den var saa meget mærkeligere, som Theatret havde faaet nye Love, der strengt skulde overholdes. Medens saaledes Mantzius, der ikke var nogen persona grata hos Direktionen, blev mulkteret, fordi han var udebleven fra Prøve paa et Stykke, hvori han kun havde fire eller fem Repliker, og som slet ikke blev opført, slap Schram for al mulig Tiltale fra Direktionens Side, da han ved at melde sig syg en Formiddag bevirkede Forandring i Repertoiret og desuagtet om Aftenen tog i Selskab, hvor han sang flere Numere. Nogle maatte betale. Mulkterne, Andre fik dem, eftergivne, skjøndt det hed, i Reglementet: "Mulkterne tilfalde Theatrets Enkekasse og kunne ikke eftergives."

Medens Vilkaarligheden saaledes i flere Punkter syntes at sidde paa Høisædet, var dette derimod desværre ikke Tilfældet med Kunstforstanden, og dog havde, man fat Hauch ind i Direktionen, for at han kunde supplere, hvad der manglede Christensen i æsthetisk Dannelse. Da man saaledes paatænkte at opføre "Aprilsnarrene", tildelte man Jomfru Flora Thomsen Trine Rars Rolle. Efter den, første Opførelse, udtalte Kritiken sig ikke til Gunst for Fremstillerinden, men fremhævede dog, at Theaterdirektionen, havde den største [sideskift][side 457] Skyld ved at besætte Barnets Rolle med en Voxen. Jomfru Thomsen nægtede derfor, som naturligt var, at udføre Rollen oftere, og skjøndt Direktionen endogsaa i den Anledning truede med at ville afskedige hende, fastholdt hun dog sin Vægring. Theater-Juryen, der Heller ikke blev benyttet i dette Tilfælde, kom ikke til at afgive nogen Kjendelse, men dette var da ogsaa forsaavidt overflødigt, som den rette Dommer i denne Sag, nemlig Heiberg, uopfordret afgav sit Votum, idet han Ugedagen efter, at Jomfru Thomsen første Gang var optraadt i Rollen, lod indrykke en interessant Artikel i "Flyveposten" om Trine i "Aprilsnarrene", hvori det hed:

"At denne Rolle kun bør spilles af en ung Pige, der endnu staaer i Barndomsalderen eller paa dens Grændse, bemærkes med fuld Føie i "Flyvepostens" Nr. 87. Saaledes har det ogsaa oprindelig været, skjøndt en Yttring i denne Anledning stadfæster, hvad alt for to Aar siden lignende Yttringer paa andre Steder havde givet mig Formodning om, nemlig at man allerede har glemt de faktiske Omstændigheder ved Rollens oprindelige Besætning, en Glemsel, der er saa meget besynderligere, som denne Rolle var det første Udgangspunkt for den begyndende Fremstillerindes hele fremtidige Virksomhed. Det maa da bringes i Erindring, at hun var kun lidt over 13 Aar, da hun første Gang spillede den tolvaarige Pige, hvis hele Rolle var bleven tilmed Hensyn paa hendes virkelige Alder og Evner. Vel vedblev hun endnu i nogle faa Aar at spille den, hvilket forsaavidt kunde gaa an, som hun selv havde givet den første Tradition og endnu en Tid lang kunde fastholde denne, inden det mærkedes, at hun var voxet fra Rollen. Men omsider, da hun lidt efter lidt havde faaet et samtidigt Repertoire af Dameroller, sandt [sideskift][side 458] baade hun selv og Forfatteren og mange Andre, at hun ikke mere kunde egne sig for Trines Rolle og Heller ikke selv kunde vinde ved at spille den, og hun afgav den derfor. At den umiddelbart derefter gaves til en Dame, som alt var i samme Alder, og som vedblev at spille den gjennem en lang Aarrække, var et stort Misgreb og blev ogsaa betragtet saaledes af alle virkelige Kjendere. Saa meget mere skulde man vente, at det ikke havde gjentaget sig, og det.var vel Heller ikke skeet, naar ikke ved de hyppige Personalforandringer i Theater-Autoriteterne mangen Tradition var bleven ubekjendt og mangen indvunden Erfaring gaaet tilspilde.

"For dem, der ikke selv kunne se det, maa det siges, at hele Stykkets Anlæg indeholder som Betingelse, at Hovedpersonens Rolle udføres af en Fremstillerinde i den virkelige, ikke efterlignede barnlige Alder. Ellers taber Stykket sit Centrum, taber den Idealitet, den Romantik, der skulde sammenknytte og gjennemtrænge de burleske Elementer, og uden hvilken Forfatteren neppe kan kjende eller erkjende "Aprilsnarrene" som sit Arbeide. Trines Rolle hører til dem, som ikke fordre Kunst, men kun en lykkelig Natur, og af saadanne Roller gives der, selv for de Voxne, ikke saa ganske faa. Det er de Roller, om hvilke man siger, at "de spille sig selv", notabene naar de træffe paa den rette Individualitet. I min Bestyrelsestid have mange voxne, ja selv ældre Fruentimmer meldt sig til at spille Trine, men jeg har bestandig afslaaet det og foretrukket at lade Stykket hvile, saa længe den første Betingelse for dets Opførelse manglede.

"Tre af mine Stykker, "Aprilsnarrene", "De Uadskillelige" og "Et Eventyr i Rosenborg Have", ere, som bekjendt, skrevne for den samme Fremstillerinde i hendes første Udviklingsperiode. De fulgte hende gradvis til tre forskjellige [sideskift][side 459]Stadier i hendes unge Alder. Om dem alle tre gjælder, at man ikke vilkaarlig kan sætte ældre Skuespillerinder ind i disse ungdommelige Roller, hvilke isaafald, selv om de udføres, hvad man kalder godt, tabe deres egenlige Fortryllelse. Idealiteten gaaer takt, og den kan allermindst undværes i burleske Stykker, der tillige ere musikalske og allerede derved give et Løfte om Idealitet. Men den Idealitet, hvorom her er Spørgsmaal, er netop Ungdommens, og den kan ikke, saaledes som i de store Karakterskildringer, erstattes ved den, som udspringer af den fuldendte Kunst. Her er det Punkt, hvor Illusionen, som ellers er af saa stor Betydning i den dramatiske Kunst, netop ikke maa finde Sted. Illusionen kan her ikke undgaa et temmelig stærkt Præg af det Komiske, hvilket i andre Tilfælde kunde være en Fordel, men her virker skadeligt, fordi det svækker Modsætningen mellem det romantiske og det burleske Element. Ogsaa i "De Uadskillelige" har man længe tilsidesat det omtalte væsenlige Hensyn, og jeg selv har i min Bestyrelsestid fundet mig deri, fordi det var vanskeligt at udelukke dette Stykke, der saa godt som uafbrudt havde været paa Repertoiret. Men med "Aprilsnarrene", hvor Modsigelsen bliver langt mere skjærende, bør vistnok ingen Eftergivenhed finde Sted. Ifald det forholder sig, som man har sagt mig, at man ved den fornyede Opførelse af dette Stykke har, for at bøde paa Misforholdet, skjøndt ganske utilstrækkelig, ladet Trine omtales som 14-aarig, uagtet Stykket udtrykkelig og med Hensigt nævner 12 Aar, saa har man foretaget en Forandring, der ganske forrykker Standpunktet og kaster et slet Lys over det Hele.

"Hvor desorienteret man kan være i Opfattelsen af de lettest fattelige Skuespil, hvor blind i at se deres Pointer, og hvor galt det vilde gaa til ved et Theater, hvor ingen [sideskift][side 460]kunstnerisk Forstand udenfor Personalet styrede Koursen, derpaa afgav allerede den første Indstudering af "Aprilsnarrene" et slaaende Exempel, idet den Dandser, som skulde komponere Trines Dands i Examinationsscenen, paalagde Fremstillerinden at gjøre sig al mulig Umage for at dandse slet og klodset, en Taabelighed, som itide blev opdaget og forhindret. Manden raisonnerede just som tænkende Mand saaledes: Trine har Intet lært i Institutet, altsaa Heller ikke at dandse. Men uagtet tænkende, tænkte han ikke paa, at Trine, der vel er uvidende i al boglig Lærdom, skal i hele sin personlige Fremtræden udøve en tiltrækkende Magt over Tilskuerne og give Alt, hvad hun foretager sig, et Præg af ungdommelig Gratie, der vilde være uforenelig med at dandse klodset. Det var den filistrense Opfattelse af Naturlighed i Kunsten, som allerede her gjorde sig gjældende, skjøndt ikke endnu som "ny Skole". Det er iøvrigt en ganske almindelig Bornerthed at gjøre sig stor Uleilighed med at søge i de fine Folder efter isolerede Træk til Forklaring af en Karakter, som i sin Totalitet og paa ethvert Punkt lægger sin Betydning ganske umiddelbart for Dagen, absorberende alle Enkeltheder i sig, selv de tilsyneladende modsigende. Hvad der allerede er komplet betegnende og saa at sige lovgivende for Trines hele Individualist, er hendes lille Sang i Begyndelsen af Stykket: "Der er i Himlen en Dreng saa smuk". Heri siger hun, at hun Intet har lært i Skolen, men Alt, hvad hun veed, skylder hun en Genius i Himlen. Hermed er Alt givet; det er givet, at hun stal gjøre et poetisk Indtryk, og at hun skal være i den Alder, hvor man begynder at nærme sig Barndommens Grændse. I en Ældres Mund maa Sangen blive betydningsløs, eller hvis den gjør nogen Virkning, kan det kun være som komisk Parodi paa en Dames Forskruethed. [sideskift][side 461]Kom det blot an paa at fremstille Trine fra den Side, der giver hende Adkomst til at kaldes et uartigt Barn, da vilde en Ældre i Rollen være at foretrække, thi Børn, kun i deres Egenskab som saadanne, høre ikke hjemme paa Scenen. I saa Fald vilde Kunst og Illusion just være nødvendig betingede, ligesom i Alt, hvor Forestillingens Gjenstand er den refkexionsløse, raa Natur. De Mange, som allerede for to Aar siden, da "Aprilsnarrene" fremdroges med en ganske ung Elev i Trines Rolle, — en langtfra ubegavet Elev, der snarere maatte kaldes alt Andet end "dresseret", som det hedder i det bekjendte Vrøleblad — de Mange, som da forlangte en Voxen i hendes Sted, og de, som nu gjentage det Samme, have saaledes ikke alene forglemt den første, med Stykket forbundne Tradition, men de have glemt Stykket selv, eller de have aldrig forstaaet det, og have da ingen Ret til at tale med.

"Naar der i "Flyvepostens" Anmeldelse udtales velgrundet Dadel over en Tilsætning i en af hans Mortensens Repliker, da stal jeg dog bemærke, at denne Tilsætning ikke er opfunden af Hr. Scharff, men er gaaet i Arv til ham efter hans Forgængere i Rollen. Overalt er det et Faktum, at ingen Stykker paa hele Repertoiret have i den Grad været underkastede vilkaarlige Forandringer og Tilsætninger fra Skuespillernes Side som mine Vaudeviller. Det er her gaaet mange Skuespillere som Mange i Publikum, at de kun have seet den burleske Side af disse Stykker, men ikke havt Øie for den romantiske. Deres Bestræbelse er derfor gaaet ud paa at forøge det Burleske endnu mere, uagtet det allerede fra Forfatterens Haand er saa stærkt udpræget, at der snarere vilde være Grund til at moderere det, og deres Valgsprog synes vel ofte at have været: Jo galere, jo bedre; — hvilket [sideskift][side 462]kan gjælde i "Ulysses von Ithacia", men ikke i et virkeligt Skuespil, og allermindst naar det hviler paa en romantisk Grund. Man maa imidlertid dog ikke være for streng i dette Punkt. Naar Skuespillere, som ere besjælede af et rigt Lune, fole sig saa grebne af Lystigheden i et Stykke, at de i Overgivenhedens Rus improvisere Visse øieblikkelige Indfald, da skal man ikke ønske disse Vinger stækkede, som rive Tilskuerne med sig paa en barok Fantasiflugt. Men de Indfald, der selv i deres Kaadhed henrive, fordi de ere improviserede, blive til Besvær, naar de stereotyperes og gjentages med Overlæg. Det er i det Hele et mærkeligt Fænomen ved Theatret, at paa samme Tid som de væsenlige kunstneriske Traditioner kun altfor hurtig tabe sig, opnaa Skuespillernes ofte uheldige Tilsætninger et uforgængeligt Liv, der forer dem fra den ene Generation til den anden. Man har seet, at Skuespillere, som havde glemt næsten hver Replik i deres Rolle, paa det Nøiagtigste memorerede enhver af deres selvgjorte, om end nok saa betydningsløse Tilsætninger, omtrent som hin Professor, om hvem der fortaltes, at han i sine Kollegiehefter mellem endel usikkre, famlende Udviklinger hist og her havde noteret: "Her pleier jeg at sige en Vittighed.""

Efter en saa kategorisk Erklæring fra Forfatterens Side fandt Direktionen det klogest ikke oftere at gjøre Forsøg paa at faa "Aprilsnarrene" til at gaa, og Stykket kom da Heller ikke mere paa Repertoiret i Saisonens Løb. Som et andet Exempel paa den Kunstforstand, der raadede ved Theatret, fortjener det at anføres, at Christensen stærkt paatænkte at give Jomfru Nielsen Afsked. Hun var bleven ansat under Heibergs Bestyrelse med 300 Rdl. i Gage og havde tilmed havt Overskou til Veileder ved sin første Fremtræden; det [sideskift][side 463]Var altsaa Grunde nok til ikke at benytte hende, og hun vilde sikkert ogsaa være bleven afskediget, saafremt Direktionen ikke senere af Nødvendigheden var bleven tvungen til at benytte hende i enkelte større Roller, i hvilke hun gjorde saa god Fyldest, at Direktionen ikke uden at begaa den største Uretfærdighed kunde indstille hende til Afsked.

Da Fru Heiberg nu definitivt havde besluttet sig til at forlade Theatret, indgav hun sin Ansøgning om Afsked. Kultusministeren gjorde flere forgjæves Forsøg paa at saa hende til at forandre sin Bestemmelse, men da hans Anmodninger Intet formaaede, maatte han endelig give efter og indstille hende til Afsked i Naade og med Pension fra det kongelige Theater. Ansøgningen bevilgedes den 3die Marts 1858, og i Pension tillagdes der hende 1450 Rdl. Man havde i saa lang Tid talt frem og tilbage om, at Fru Heiberg vilde tage sin Afsked, at man, da denne for Theatret saa epokegjørende Begivenhed endelig indtraf, næsten ikke havde flere Ord tilovers for den. Dog dannede "Dagbladet" i saa Henseende en hæderlig Undtagelse, og dobbelt hæderlig, dels fordi Bladet særlig var det, der tog hele den Christensenske Theaterstyrelse varmest i Forsvar, og dels fordi det jævnlig i sine Anmeldelser havde fundet Anledning til at gjøre Bemærkninger over den store Kunstnerindes Spil. Men da nu Afskeden var bevilget, følte Bladet ogsaa hele Betydningen af det Skete og udtalte sig i en ledende Artikel af 6te Marts saaledes om Fru Heibergs Bortgang:

"Vi bragte igaar en Efterretning, hvorpaa Publikum i meget lang Tid har kunnet forberede sig. Fru Heiberg tilhører ikke mere det kongelige Theater, hendes Ansøgning om Afsked er allernaadigst bleven bevilget. Naar vi omtale denne Tildragelse paa dette Sted, hvor man ellers søger BetragtBetragt-ninger [sideskift][side 464]ninger og Bemærkninger om Gjenstande, der kun have meget saa og tilsældige Berøringspunkter med Kunst og Theater, da er det, fordi Fru Heibergs Bortgang fra den kongelige Skueplads med Føie betragtes som en Begivenhed, der ikke blot vil gjøre Epoke i Theaterhistorien, men som maa saa Indflydelse paa den danske dramatiske Literatur og paa Folkets kunstneriske Opdragelse i det Hele taget.

"Kaster man Blikket tilbage paa det kongelige Theaters Historie i de sidste fem og tyve Aar, moder. Diet stadig den Kunstnerinde, som vi nu sandsynligvis aldrig mere ville faa at se paa det Sted, hvor hun i en saa lang Række, Aar fængslede et opmærksomt, begeistret, snart til Graad bevæget, snart i Henrykkelse jublende Publikum. Hvilken Mængde af de skjønneste og mest plastiske Fremstillinger ligger der ikke imellem Trine Rar, hvormed den lille Johanne Pætges begyndte sin glimrende Bane, og den skjælmske hollandske Kjøbmandsdatter i "Tilfældet har Ret", der var den sidste af Fru Heibergs nye Roller! Hukommelsen vilde svigte, og Pladsen vilde, ikke slaa til, om man skulde opregne alle de mangeartede og forskjellige Billeder, som hun i en uafbrudt. Række førte frem for det danske Publikum, alle genialt undfangne og gjennemførte med en Flid, en Omhu for Enkelthederne, et fuldendt Herredømme over Midlerne, som først give Geniet dets rette Værd. Der er ingen af vore store Digtere, uden at han staaer i Gjæld til hendes Geni. Vi skulle ikke tale om den Digter, der i Livet staaer hende nærmest, og som har skabt en ny Digtart for den danske Scene; hvor høit end Heibergs Vaudeviller staa, i kunstnerisk Henseende, vilde de dog maaske neppe have fundet den Anklang og vundet det, Indpas, hvis de ikke vare blevne baarne frem for Folket af hende. Men Oehlenschlæger, Hauch, Hertz, [sideskift][side 465]ja selv Holberg, alle de, der have skabt og vedligeholdt det danske Lystspils og Dramas Berømmelse, alle disse have mistet en af deres ypperste Fortolkerinder. De have alle lidt et Tab, som ikke let vil forvindes, men ingen af dem dog et saa stort som Hertz; det er aabenbart, at han, vi ville ikke sige skrev sine Dramaer for hende, men at han var inspireret af hendes Aand, og neppe vilde han have skabt en Ragnhild, en Jolanthe, en Ninon, hvis han ikke havde vidst, at der fandtes en Kunstnerinde, der formaaede at personificere det Ideal, der under Undfangelsen havde foresvævet ham. Og her ligger den Betydning, som Fru Heibergs Bortgang fra Scenen vil have for vor dramatiske Literatur. Dramadigteren bliver ligesaa meget, om ikke mere paavirket af dem, der skulle give hans Personer Liv, som Skuespillerne paavirkes af Digteren. Digteren vil ikke kunne arbeide freidig og upaavirket af andre Hensyn end Kunstens, naar han arbeider med Bevidstheden om, at der Ingen er, som mægter at følge hans Tanke, at opfatte den og legemliggjøre den. Men det var ikke blot vore store Digtere hvis tro, intelligente og geniale Medarbeiderinde Fru Heiberg stedse har været; hun forsmaaede end ikke at række Begynderen, den samlende, usikkre Forfatter sin hjælpende Haand; mange frygtsomme Forsøg, som uden hende vilde have været hjemfaldne til den visse og øieblikkelige Død, bleve ved hendes Hjælp frelste fra Undergang og fandt en mild Modtagelse. Naar Fru Heiberg havde overtaget en Rolle i et Stykke, vare Chancerne for et heldigt Udfald altid uendelig større. Og naar hun først havde taget imod Rollen, da kunde man ogsaa være sikker paa, at hun tog sig af den med hele sin Sjæl, hele sin Kraft i og Villie. Hun var kun et Menneske og kunde feile — vi have selv ikke taget i Betænkning at fremhæve og gjøre [sideskift][side 466]opmærksom paa de enkelte Momenter, hvor Geniet et Øieblik syntes at vige Pladsen for Routinen eller Maneren men naar hun feilede, da var det imod hendes Villie, aldrig af fornem Ligegyldighed for eller endog ond Villie imod det Stykke eller den Rolle, hvis Ve og Pel Forfatteren havde betroet hende, de være nok saa ubetydelige og intetsigende.

"Var Fru Heiberg saaledes de danske Forfatteres bedste Hjælp og Trøst, saa har hun paa den anden Side i det Mindste i ligesaa, høi Grad forstaaet at gjøre det danske Publikum modtageligt for Udlaudets Digtere og Forfattere. Heltinderne i Shakspeares Lystspil have neppe nogetsteds i Verden fundet en mere henrivende Fremstillerinde, og neppe kan man tænke sig Scribes fornemme Damer, selv i Forfatterens eget Fædreland, gjengivne med større Anstand, Gratie og Aand. Det engelske Lystspil og den nyere franske Komedie i deres ypperste Præstationer have foreløbig paa samme Tid som. Fru Heiberg taget Afsked fra den danske Scene. Heri ligger for en Del den Betydning, som hendes Afskedigelse vil have for Folkets kunstneriste Opdragelse, men ogsaa kun for en Del; thi vi frygte for, at hendes Bortgang vil have endnu en Betydning, mere indgribende og mere mangesidig. Fru Heiberg stræbte ikke blot efter, at gjengive Idealet, men det lykkedes hende ofte at naa det; uden selv at være, hvad der i daglig Tale kaldes en Skjønhed, forstod hun at give enhver Karakter netop den Skjønhed, der passede for den. Der var udbredt den største Sikkerhed og Ro over hele hendes Fremtræden, enhver af hendes Stillinger og Bevægelser var plastisk skjøn, de største Kontraster forstod hun at forene i den mest fuldendte Harmoni. Hun var aldrig vulgair, end ikke i de laveste komiske Roller, hun spillede; hun forstod den store Kunst at holde Maade. Hendes Organ var et af dem, [sideskift][side 467]som man kun sjelden finder hos os; det var fyldigt, kraftigt, velklingende, tydeligt, og det danske Sprog fik fra hendes Mund en melodisk Klang, som det ofte savner, og som endog henrev Udlændinge, der knap forstod de Ord, hun sagde. Det lader sig ikke udregne og angive i Alen og Tommer, hvor stor en Indskydelse en saadan Kunstnerinde ved sin mangeaarige Birken udover paa det Folk, i hvis Midte hun optræder: man kan ikke med mathematisk Nøiagtighed paapege disse eller hine Resultater, som hun har bragt tilveie; men ligesaa vist som man veed, at et Thorvaldsens Museum udover en velgjørende og forædlende Indflydelse paa Smagen og Kunstsandsen, ligesaa ubestrideligt er det, at en Fru Heiberg er en mægtig Modvægt imod de Attentater, der i en stor Stad og i et gjærende, uroligt, altid fremadstræbende, aldrig tilfredsstillet, evig efter nye Afvexlinger og nye Pirringsmidler higende Samfund gjøres og nødvendigvis maa gjøres paa den gode Smag og paa Folkets kunstneriske Moralitet.

"Scenen og Nationen have nu mistet denne Kunstnerinde, og det er sørgeligt at maatte tilføie: ikke fordi hendes Liv var endt, ikke fordi Kræfterne manglede, ikke fordi Stemmen svigtede, eller fordi Ryggen bøiedes af Aar eller Sygdom, men medens Legemel endnu er frisk, medens Hjertet endnu banker fyldig, medens Aanden endnu er rede. Vi beklage dette Tab, og vi tro, at Danmarks Digtere og det hele Folk beklage det med os. Naar en Konge kaldes bort, kan Folket vel sørge, men det trøster sig med, at "Kongen er død, leve Kongen!" Men naar et stort Geni forlader den Nation, i og for hvem det har levet og arbeidet, da opstaaer der en Tomhed, som maaske først efter Aartier eller Aarhundreder, maaske aldrig, atter udfyldes."[sideskift][side 468]

Nogle Dage senere bragte de større kjøbenhavnske Dagblade følgende Afskedshilsen fra Fru Heiberg til det danske Publikum:

"Efterat min allerunderdanigste Ansøgning om Afsked fra det kongelige Theater, hvor Forholdene efterhaanden vare blevne saaledes, at jeg følte Umuligheden af med Lyst og Ro at udøve min Virksomhed, nu er allernaadigst bevilget, er der endnu kun Et, som ligger mig paa Hjertet, inden jeg skutter dette betydelige Afsnit af mit Liv, nemlig at følge en uimodstaaelig Trang til ad Offenlighedens Vei at bringe mit Farvel til de Velyndere, som i mere end tredive Aar have fulgt, opmuntret og styrket mig under Udøvelsen af en Kunst, som jeg havde gjort til mit Livs Opgave. Af mit inderste Hjerte takker jeg Enhver, Høi og Lav, Nær og Fjern, der med Interesse har modtaget, hvad jeg efter mine Evner har kunnet yde i mine Fremstillinger. At disse have været begrændsede, er der Ingen, der mere og oftere har følt end jeg selv, da jeg, til Trods for min alvorlige Stræben, dog ikke naaede det Maal, jeg havde sat mig. Den eneste Maade, en Kunstner har til at vise sin Taknemlighed, er ved fortsat Alvor og samvittighedsfuld Udøvelse i sit Kald at gjøre sig værdig til den Opmuntring, der skjænkes, og dette Krav troer jeg, at jeg har opfyldt af al min Evne. Ligesom jeg derfor i et taknemligt Hjerte gjemmer mangen dyrebar Erindring, nærer jeg det Haab, at en Del af mine Tilskuere ogsaa vil beholde en og anden Erindring af, hvad jeg har kunnet give i min lange Virksomhed i Theatrets Tjeneste, en Virksomhed, der uafbrudt har varet fra mit ottende Aar. Gid da et og andet Billede af de mange, jeg har fremstillet, maa leve i Erindringen, indtil der lidt efter lidt kun bliver et Navn tilbage, men et Navn, som især vil holdes ilive, fordi det er knyttet [sideskift][side 469]til og væsenlig det samme som Dens, der fra min tidligste Ungdom har udviklet mine Evner, og ved hvem det gjennem Literaturen vil bevares.

"Hvad der ved Enden af min Theaterbane er mig en sand Glade at tænke paa, er, at jeg i det lange Tidsrum, som den indbefatter, bestandig har været i det venligste Forhold til de mange Direkteurer, som afvexlende have staaet i Spidsen for det kongelige Theater, lige fra min Indvielse i Kunstens Tjeneste, indtil denne pludselig blev afbrudt ved Begyndelsen af indeværende Saison, og at disse Alle have givet mig det Vidnesbyrd, baade mundtlig og skriftlig, at jeg med Iver, Alvor og Beredvillighed samt Beskedenhed i mine Fordringer har udfort min Pligt. Særlig maa jeg her nævne min faderlige Ven, Geheimeraad Collin, som fra min første Betrædelse af Theaterbanen skjænkede mig en Deltagelse, der vifte sig i Raad og Daad, og som han den Dag idag ikke har unddraget mig.

"Med et rørt Hjerte mindes jeg de mange af Scenens Kunstnere og Kunstnerinder, døde og levende, der have skjænket mig deres Venskab, og mangt et uforglemmeligt Minde fremstiller sig i dette Øieblik og lader mig med Taknemlighed dvæle ved et kjært Samliv, ved opmuntrende Deltagelse og trofast Venskab. Og de samme Minder komme mig imøde fra Ballet-Personalet, i hvilket jeg har tilbragt mine første Barndoms-Aar. Dets Medlemmer have i alle de paafølgende Tider paa mange Maader vist, at de have vedligeholdt en Godhed for mig, som om jeg var forbleven i deres Midte, ligesom jeg bestandig har bevaret min Interesse for dem og deres Kunst, hvortil saa mange Barndoms-Erindringer knytte sig. Ikke mindre skylder jeg Kor-Personalet min varmeste Erkjendtlighed. Det har ved mere end en Leilighed givet mig [sideskift][side 470]Beviser paa oprigtig Hengivenhed, og saa meget større er min Trang til at bringe dets Medlemmer min inderligste Tak, som jeg altid har følt, at her var Gjælden alene paa min Side, og at jeg her Intet har formaaet til Gjengjæld, undtagen det Hjertelag, hvormed jeg har taget Del i deres smaa Glæder og Sørger og fulgt dem i deres Virksomhed som et Led i det Hele.

"Hvad jeg skylder de danske Digtere, lige fra Holberg og Oehlenschlæger indtil de nulevende, blandt hvilke der neppe er En, i hvis Arbeider jeg ikke har været beskjæftiget, føler jeg dybt og takker de Døde i Tanken, de Levende med disse simple Ord. Alle have de i deres Virksomhed for Scenen i næsten enhver Genre skjænket mig Leilighed til at gjengive Billeder af deres Frembringelser og være et Organ for Digtekunstens Værker — Værker, hvortil mit Hjerte havde skuttet sig med en saadan Styrke, at det især er ved at træde ud af deres Tjeneste, at en Vemod griber mig, men en Vemod, som dog tillige gjemmer en Skat af glædelige Erindringer, som Ingen kan berøve eller fratage mig. Digterne vide, at jeg har været villig til at lytte til deres Raad og Veiledning; de vide, at jeg samvittighedsfuldt har modtaget og fremstillet efter Evne, hvad deres Digtergenius betroede mig; de vide, at jeg kun har stræbt at gjengive Deres, ikke at give Mit.

"Jeg veed med Vished, at mangt et kjærligt Ønske, mangen hengiven Tanke følger mig ved Udgangen af det Hus, hvor jeg som et lille, fattigt og overseet Barn traadte ind, frygtsom, men forventningsfuld og rig paa gyldne Fantasier, hvoraf dog nogle ere gaaede i Opfyldelse.

"Og hermed tager jeg nu Afsked med mit offenlige Livs Virksomhed. Kun Faa har Lykken føiet som mig; gid den da her maa have truffet paa den, som ikke var uværdig til [sideskift][side 471] dens Gaver. Hovmodig har den, Gud være lovet, aldrig gjort mig, thi mit Valgsprog har været: Ydmyghed i Medgang, Frimodighed i Modgang.

Kjøbenhavn, den 12te Marts 1858.

Johanne Luise Heiberg,
født Pätges."

Efterat Fru Heibergs Ansøgning om Afsked var bleven bevilget, var der ikke mere Noget, der stod i Veien for, at Overskou kunde blive fjernet fra Posten som Scene-Instrukteur for Skuespillet. Siden den sidste Udpibning den 13de December 1857 havde Høedt ikke været at formaa til at optræde. Den Kriminal- og Politirets-Dom af 9de Januar 1858, der efter Theaterdirektionens Forlangende var overgaaet Tumultuanterne fra Hoftheatret, og som senere in terminis stadfæstedes af Høiesteret den 28de Mai s. A., var ham ikke tilstrækkelig, idet Spektakelmagerne, de theologiske Studerende G. L. R. Heden og Fr. Waldemar J. Wille, Handels-betjent Th. G. E. Schandorph samt Handelskontoristerne V. B. Chr. Fogh og Chr. A. Mühlenforth, kun vare blevne dømte til hver at betale 5 Rdl. i Mulkt og at tilsvare Sagens Omkostninger, hvorimod Student P. Gustav Müller dømtes til at betale 10 Rd., da han foruden selv at pibe havde forsøgt at formaa en tilstedeværende Person til at gjøre det Samme. Da Høedt ikke var fornøiet med denne Dom, fordrede han Garantier for, at han ved sin Optræden ikke oftere kunde være udsat for at lide en saa raa Overlast, som da han den sidste Gang betraadte Scenen. Saadanne Garantier var det dog en Umulighed at give ham, og han fastholdt derfor sin Vægring ved oftere at optræde. Da Christensen naturligvis ikke kunde falde paa at paabyde ham at gjøre sin Pligt, skulde Høedt endelig [sideskift][side 472] formaaes til at overtage Overskous Embede. Dette var ogsaa forsaavidt en Nødvendighed, som Phister, naar Høedt afløste Overskou, skulde være Elev-Instrukteur med den dertil hørende Gage af 500 Rdl., og som Direktionen var aldeles overtydet om, at Kunstens Gjenoplivelse, Repertoirets Tilvæxt, Personalets Bevarelse, kort sagt Theatrets hele Velfærd afhang af, at Høedt overtog Ledelsen af Instruktionen for Skuespillet. Direktionen bad ham gjentagne Gange derom, ja Hauch var endog i den Grad med Held bleven paavirket, at han til Overskou og flere Andre yttrede, at den eneste Maade, hvorpaa Kræfter som Nielsen, Phister og Wiehe kunde bevares for Skuepladsen, var, at der skete en Forandring i Henseende til Scene-Instruktionen. Den 31te Marts 1858 havde Overskou en Samtale med Hauch, som udtalte, at han troede i den senere Tid at have sporet Lunkenhed og Mangel paa den bekjendte gamle Varme hos Overskou, men han endte dog Samtalen med, at han, gjerne blev sammen med ham, naar der kun udvikledes mere Liv og Kraft i Virksomheden, idet han bad Overskou om den 3die April at gaa til Kultusministeren, der ønskede at tale med ham. Efter den Samtale, som Overskou derefter havde med Ministeren, maatte han, som det senere vil sees, yderligere antage, at der ikke var Tale om at afskedige ham, men at Ministeren kun havde villet opfordre ham til med Iver og Flid at understøtte Direktionen. Det maatte, derfor i høieste Grad forundre og krænke Overskou, da han nogle Dage senere erfarede paa Theatret, at Ministeren, efter hvad der fortaltes, ikke alene i den haardeste Tone havde irettesat ham for Pligtforsømmelse, men tillige underrettet ham om, at han fra Saisonens Udgang havde sin Afsked og indtil den Tid havde med største Nøiagtighed at udføre sine Pligter, idet der i modsat Tilfælde [sideskift][side 473]ikke vilde blive sørget for hans Fremtid. Tillige skulde Phister og Wiehe, som havde det mellem Ministeren og Overskou Forefaldne fra Christensen, have opsat en Anmodning til Høedt om at overtage Scene-Instrukteurens Post og opfordret Personalet til at underskrive den, idet de yttrede til dem, der af Hensyn til Overskou havde Betænkeligheder ved at gjøre det, "at det alligevel var afgjort, at Overskou skulde bort." Hertil kom endvidere, at begge Direkteurerne vare medvirkende i dette Skridt og forsøgte ved Overtalelser og Forestillinger at saa Personalet til at tiltræde Anmodningen, der tillige skulde være en Demonstration mod Overskou. For at give Anmodningen til Høedt mere Vægt og Anseelse bad man gamle Rosenkilde om at være den Første til at underskrive den. Dette nægtede han i Begyndelsen, men da man indtrængende forestillede ham, at det jo ikke skadede Overskou, der havde faaet at vide af Ministeren, at han skulde have sin Afsked, svarede Rosenkilde: "Ja, naar Overskou skal bort, kan Høedt gjerne for mig blive Scene-Instrukteur", og han bekvemmede sig derfor til at tilskrive Høedt et Brev, hvori han udtrykte væsenlig det Samme, som Anmodningen indeholdt. Efterat dette var skeet, hørte Rosenkilde imidlertid, hvorledes Overskou berettede sin Samtale med Ministeren, og han skrev derfor til Christensen, at Alt neppe kunde hænge rigtig sammen, siden Overskous og Christensens Beretninger stod i saa skarp Modstrid med Hinanden. Hertil svarede Christensen skriftlig, at Overskous Beretning var Løgn. Rosenkilde overrastedes ved dette skarpe Udtryk. Paa den ene Side kunde han ikke indse, hvad der i dette Tilfælde skulde bevæge Overskou til at lyve, da en Løgn jo ikke i mindste Maade kunde afværge Afskedigelsen eller have nogen fornuftig Hensigt, men derimod blive Overskou til stor Skade; paa den anden Side var det [sideskift][side 474]Rosenkilde umuligt at fatte, hvorledes Christensen saa bestemt turde gjøre Overskous Ord til Løgn, naar de ikke vare det, han vidste ikke, hvad han skulde tro, og tilskrev derfor den 9de April Overskou følgende Brev:

"Etatsraad Hauch har Tirsdag Aftenen den 6te April sagt til mig, at — din Function som Scene-Instr. ophørte med iværende Saison. Dette har Just. Christensen ligeledes forsikkret; for dette Sidste har jeg Sort paa Hvidt. Flere Dage iforveien har Et. Hauch desuden sagt til mig omtrent det Samme, med Tillæg: "Overskou skal ikke tabe een Skilling i Indtægter derved". Maae jeg, nu bede Dig om een liden Godhed: Den nemlig: At Du vil sige til Hauch og Just. Christensen, snarest mueligt, at Hs. Excellence Kultusministeren ved din Samtale med ham i Søndags, ikke har talt eet Ord til Dig om at Du ved Saisonens Ende skulde fratræde din Function som Scenens Instrukteur. Eller vil Du skrive mig en Billet til af dette Indhold. Gjør Du ingen af Delene, da veed jeg jo hvordan Sagen i Sandhed hænger sammen, og da raader jeg Dig som gammel god Ven siig ikke eet Ord om den Audients andet end hvad der er bogstavelig sandt. Du kan jo dog selv indsee, hvor farligt det vil kunne være med Hensyn til Hauchs og Ministerens gode Intentioner for Dig ved din Afgang.

Overlæg selv!

Hvad jeg har yttret mig for Hr. Høedt om i dette Anliggende, det er sagt i den Forudsætning, at Et. Hauchs Ord: "Ov, skal aftræde som Sc. Instr, ved Saisonens Slutning", var Halls Ord og Ministerens Beslutning.

Din
C. N. Rosenkilde."[sideskift][side 475]

Rosenkilde havde vist Christensens Brev til en af sine og Overskous sælles Venner, og denne havde atter meddelt Overskou Indholdet deraf. Samme Dag, som Overskou havde modtaget Rosenkildes Brev, fik Christensen Underretning om, at Overskou vilde forlange hans Brev udleveret for at sagsøge ham, og da Overskou den følgende Dags Morgen selv bragte Rosenkilde sit skriftlige Svar paa hans Brev, traf han Christensen i Rosenkildes Stue. Da Rosenkilde havde læst Overskous Brev, der lød saaledes: "Til Svar paa dit Brev, som jeg modtog igaar, har jeg kort, tydelig og bestemt at erklære: hans Excellence Kultusministeren har ved den Samtale, som jeg havde med ham i Lørdags, ikke talt et Ord til mig om, at jeg ved Saisonens Ende skulde fratræde min Funktion som Scene-Instrukteur", udbrød han: "Sagde jeg ikke nok, at jeg blev bedraget?" Derpaa rakte han Brevet til Christensen, som læste det, lagde det sammen og gav ham det tilbage uden at sige et Ord. Overskou sagde derefter: "Du har ogsaa faaet et Brev fra Hr. Justitsraaden. Dine Breve vedkomme ikke mig, men dette har Du ladet Andre læse, og det indeholder en Injurie mod mig, som jeg vil sagsøge ham for. Derfor forlanger jeg det udleveret." Rosenkilde forsikkrede, at han havde tilintetgjort, det; forøvrigt stod der ikke i det de Ord, som Overskou troede, og desuden antog han ikke, at Overskou vilde indvikle ham som en gammel Ven i Ubehageligheder. Men Overskou paastod at ville have Fyldestgjørelse, og Christensen, som hidtil havde staaet taus uden hverken at opfordre Rosenkilde til at komme frem med Brevet eller til ligefrem selv at sige, hvad han havde skrevet, sagde nu, at han vilde gaa for ikke at volde en Scene hos Rosenkilde. Efter at Overskou hertil havde svaret: "De har ikke at frygte, at jeg hos en Ven vil med Dem gjøre en Scene", gik Christensen.[sideskift][side 476]

Det var nu blevet en Æressag for Overskou at faa opklaret, hvorledes hans Samtale med Kultusministeren i Virkeligheden var løben af, og han tilskrev i den Anledning Hauch følgende Brev:

"Til Oplysning og Underretning tillader jeg mig herved at meddele det kongelige Theaters første Direkteur Vedlagte, og forventer, at hans Høivelbaarenhed, dersom det, jeg deri betegner som en opdigtet og falsk Beretning om Hs. Exc. Kultusministerens Udtalelse til mig, skulde være fremkommet i eller til Direktionen, vil sætte mig i Kundskab om, hvem der har fremført det, for at jeg kan søge Opreisning. —Jeg skal imorgen have den Ære at indsende den for Hs. Exc. Ministeren bestemte Afskrift, for at Direktionen, endskjøndt Sagen ikke angaaer mit Forhold til Theatret, men min hos Hs. Exc, havte Audients, kan, hvis den maa være af en anden Mening, vidimere den.

I dybeste Ærbødighed
Th. Overskou."

Det Vedlagte var:

"Indholdet af min Samtale med Hs. Excellence
Kultusministeren,
Lørdagen den 3die April 1858.

Hs. Excellence omtalte, hvorledes det maatte ligge for Dagen, at Ministeriet havde virket kraftig for at sætte Theatret i en værdig Stand, og at der endnu vilde være Meget at gjøre, som det ogsaa var Ministeriets faste Hensigt at gjøre og vel allerede havde forberedt, dersom det ikke havde været en meget uheldig Tid, idet den indre Splid havde berøvet Theatret den Anseelse, som skulde give Foretagendet Fremme, og gjort det mere omtalt for de indre Uenigheder end for dets kunstneriste Virksomhed. Det var imidlertid hans Hensigt [sideskift][side 477]af al Evne at føre det til en Kunsten gavnlig Livlighed i Fremmet af dets Formaal. — Endelig sagde han: Jeg vil tale aabent, ærlig og ligefrem med Dem. Jeg har allerede tidligere sagt Dem, at jeg, hvis De traadte ud af Deres nærværende Funktion, vilde sørge for, at De kom ind, i saadanne Forhold, som kunde give Dem Erstatning derfor, og jeg er endnu beredt til at holde mit Ord. Skulde De derfor paa Grund af Alder, eller Omstændighederne selv fole, at De har mindre Varme for Sagen, end De tidligere har havt, at der hos Dem kunde være indtraadt nogen Lunkenhed for den, da seer jeg helst, at De siger mig det.

Jeg svarede: Det glædede mig at høre Hs. Exc, sige mig, at han vilde tale aabent, ærlig og ligefrem med mig, da det forsikkrede mig om, at han ogsaa vilde modtage et aabent, ærligt og ligefremt Svar.

Dette bejaede han, og jeg vedblev:

At jeg følte mig saa varm for Sagen som tidligere; jeg havde saa, lange og saa ganske helliget mig dens Fremme, at jeg ikke kunde tabe min Interesse for den. Men jeg maatte gjøre opmærksom paa, at af Folk, som ikke i Sandhed kjende Theatrets Forhold, bliver Meget opfattet som Lunkenhed, hvad der langtfra er det. Mit Embede medfører, at jeg ofte maa for Direktionen anføre Hindringer for Udførelsen af noget Tilsigtet; disse Hindringer fremkomme ikke fra mig, hvis Pligt det er at foredrage dem, men ikke destomindre blive de altfor ofte ansete som sammenhængende med mig, og paa samme Tid, som jeg ved at gjøre opmærksom paa dem i Sandhed fremmer Tjenesten, betragtes det ubetænksomt, som om de udgik fra mig.

Til Bedømmelsen af mit Forhold maatte jeg fremføre:

Der er i denne Saison kun givet et nyt Stykke, det er  [sideskift][side 478]sandt, og som den, der kjender Theatrets Historie, maatte jeg sige, at det er uoplevet og for dem, der staa udenfor Forholdene, Noget, der kaster Skam paa Theatret. Men er det min Skyld? Hvad der har været givet mig at forberede, har jeg fremmet med største Iver. Men der er kun givet mig dette ene Stykke. Der var et andet, et Lystspil, som jeg, der.selv er Lystspilforfatter, holder for et i mange Partier meget godt Arbeide, men som der strax havde vist sig Uvillie imod. Jeg havde med Iver i foregaaende Saison antaget mig det hos Prof. Dorph og omsider bragt det til, at der holdtes en Oplæsning paa det, men Hindringerne fra andre Sider tilbageholdt dengang dets Opførelse. Saa snart Etatsraad Hauch i Januar var bleven Direkteur, havde jeg med samme Iver søgt at overvinde de Betænkeligheder, der stod i Veien ved, at en af Hovedpersonerne var en Islander, hvis Skildring man havde villet gjøre til en Fornærmelse for hans Landsmænd, og stræbt at faa Befaling om dets Fremme. Da denne endelig var mig givet, havde jeg ufortøvet sat en Oplæsning, men denne endte med) at vedkommende Skuespiller frasagde sig Islænderens Rolle, hvilken ingen af de andre-Skuespillere var at formaa til at modtage, hvori man ikke kunde fortænke dem, da Direktionen ikke kunde forlange, at — som der var givet Udførerne Udsigt til — en Skuespiller skulde lade sig banke for sin Pligts Opfyldelse. Om en Vaudeville, der var antaget i forrige Saison, havde der paa Grund af Forholdene ikke været Tale. — Hvad de ældre Stykker angik, da vare de, som Direktionen havde befalet opførte, øieblikkelig blevne fremmede, men nogle af dem havde jeg ikke kunnet bringe paa Scenen, da Skuespillerne havde nægtet Direktionen at udføre de dem tildelte Roller, hvorfor de efter Direktionens egen Befaling vare blevne trukne tilbage. [sideskift][side 479]Jeg viste Hs. Exc. af min Lommebog, at jeg til enhver Tid meget vel vidste, hvilke ældre Stykker der med de færreste Omstændigheder kunde gives, og anførte, at jeg havde foreslaaet nogle af dem, hvoriblandt navnlig "Aabenbar Krig", som Etatsraad Hauch ogsaa havde besluttet sig til at give næste Saison. — Der maatte ogsaa ved Bedømmelsen af Repertoiret hensees til, at to Rækker vigtige Stykker ikke vare gangbare formedelst Fru Heibergs Afgang og Hr. Høedts Vægring for at spille; thi man kunde ikke fortænke Personalet, om det ikke for Øieblikket var tilbøieligt til at overtage Roller, som havde en faa særlig Interesse. — Endelig var det mere og mere blevet Skik, at Direktionen ordenlig maatte tilbede eller tilakkordere sig enkelte Skuespilleres Udførelse af visse Roller, hvilket var til stor Skade for Tjenesten, men mindst kunde det lægges mig til Last, da netop jeg havde anbefalet virksomme Midler derimod. — Saaledes kunde der ikke paahvile mig nogen Forsømmelse med Hensyn til Repertoiret.

Jeg vedblev: En meget vigtig Hindring for Repertoirets Righoldighed og Fasthed var den Omstændighed, at Rollerne fortrinsvis bleve givne til enkelte Skuespillende, som, enten fordi de derved gjordes uundværlige, eller fordi de virkelig overanstrengedes, reiste Hindringer. Jeg havde meget ofte advaret derimod, saaledes ifjor da den ubetydelige Rolle i Hakon Jarl var bleven givet Jfr. Larcher, men hidtil havde mine Advarsler været uden Følger, hvorfor Forlegenheder ofte indtraadte uden at kunne tillægges mig. Tvertimod havde min Forsorg sat Theatret istand til nu i en Henseende at være sikkret. Dette var med Hensyn til Elskerinderollen. Ifjor havde Jfr. Nielsen ikke af Direktionen faaet det Mindste at bestille, førend jeg i Saisonens Slutning gav hende Grethe i "Pak", hvilket vakte Uvillie, som jeg dog, stærk ved at [sideskift][side 480]Stykket var af mig, ikke tog Hensyn til, hvorfor hun kom til at spille Rollen og deri gjorde saa.megen Lykke, at hun ikke fik den paatænkte Afsked, men tvertimod i denne Saison er, ogsaa ved min Forsorg, bleven til stor Nytte. Heller ikke i Henseende til Besætningerne kunde der saaledes tillægges mig Lunkenhed for Sagen eller Mangel paa Omsigt. — Jeg berørte, hvorledes den onde Villie ofte søgte af Ubetydeligheder at gjøre mig en Brøde, som skulde bevise min Uduelighed og Forsømmelighed, og anførte som Exempel: For at -spare Theatret Udgifter lader jeg kun to Exemplarer udskrive af et Stykke: et til Souffleurbog, og et til min Brug. Mit Exemplar forsyner jeg med Antegnelser af, hvad der vedkommer. Opførelsen, saaledes alle Ind- og Udgange. Paa den første Forestillingsdag giver jeg det til Maskinmesteren, for at han kan rette sig efter det ved Opførelserne, og han beholder det da, indtil jeg faaer Anledning til at forlange det tilbage. Da "Medbeilerne" skulde gjenoptages, forlangte jeg Exemplaret Dagen for første Prøve. Maskinmesteren svarede, at da det ved Flytningen var gaaet ham som mig, at hans Bøger vare bragte i Uorden, maatte han bede, mig om at die, indtil han kunde finde det. Dertil var jeg villig, da jeg meget nøie kjender Stykket og dets Ordning. I anden Akt skulde en Skuespillerinde komme ind i en offenlig Have og egenlig ligegyldig fra hvilken Side. Da jeg ikke i Øieblikket Huskede, fra hvilken hendes Forgængerinde var kommen, spurgte jeg Souffleuren, om han erindrede det, hvorpaa han strax gav denne lille Oplysning. Dette Lapperi blev strax gjort til et Bevis paa, at jeg var saa uvidende om Scenens Indretning, at jeg maatte spørge de Spillende derom. Næste Dag kunde jeg naturligvis af Bogen ved min egen Antegning give denne ubetydelige Underretning.[sideskift][side 481]

Jeg yttrede endvidere: For rigtig og retfærdig at bekomme, hvad der var virket i den Gren, jeg forestaaer, maatte der, foruden at bringe i Beregning, hvilken den Formaaenhed er, der ved mit Embede er givet mig, og hvorledes det tillades mig at bruge den, tages Hensyn til, hvad der er blevet virket i de to andre Grene. Nu viste det sig, at hvorvel man havde en Balletmester med et stort Balletpersonale, og der fra denne Saison var, som Hs. Exc, havde bemærket, tilveiebragt et hensigtsmæssigt Theater, havde man dog med alle Evner til at gjøre de Underværker, man hidtil havde beklaget ikke at kunne gjøre, ikke givet en eneste ny Ballet. — Hvad Operaen angik, da havde man ment, at Bournonville var den eneste Mand, som værdig kunde lede dens Udførelse paa Scenen, og var han det virkelig, var det jo ogsaa rigtigt, at han havde fundet Ansættelse. Man havde tilføiet, at han skulde animere Kapelmesteren; hvad det angik, da var det, naar det sagdes til mig, som kjender Forholdene, et blot latterligt Foregivende. Men hvad havde Operaen virket? Af hele det lange Program, som Bournonville havde givet, var der, med den eneste nye Opera, "Lucia", kun kommet tre Syngestykker paa Scenen; de andre ere alle tidligere indstuderede under mig.

Hs. Exc. Ministeren hørte denne Retfærdiggjørelse uden nogen Indvending imod dens faktiske Rigtighed eller de Grundsætninger, jeg i den vedkjendte mig, og sagde: at det kun var ham om at se Theatret i en livligere, mere tilfredsstillende Gang, men det vilde han ogsaa ret alvorlig, hvorfor han paalagde mig, i almindelig venlige Udtryk, af al Evne at bidrage Mit dertil, hvilket jeg naturligvis som en Pligt lovede. Jeg tilføiede, at ligesom Hs. Exc, nu havde aabent og ligefrem talt med mig og modtaget et aabent, ligefremt [sideskift][side 482]Svar, saaledes vilde jeg bede ham, at dersom der fremtidig opstod nogen Klage, — her afbrød han mig med: "Ja her er ikke Tale om nogen Klage"; — eller Besværing, han da vilde lade mig kalde og ligesaa aabent fordre min Erklæring, hvilken jeg vilde være overbevist om, at jeg da til alle Tider ligesaa ligefrem og redelig skulde være istand til at give ham, han lovede det og paalagde mig endnu engang at arbeide ivrig hen til, at hans Ønske for Theatret kunde blive opfyldt. — Derpaa bød han mig Haanden, og Audientsen var endt.

— Dette Indhold af Samtalen havde jeg Dagen efter, at den fandt Sted, med samvittighedsfuldeste Nøiagtighed nedskrevet til Underretning for Hr. Etatsraad Hauch. Allerede inden jeg havde faaet Tid til at renskrive det, erfarede jeg, hvorledes der ikke alene var fortalt, men til en Demonstration, — som endog, hvad der i Theatrets paa Intriger rige Historie hidtil er uhørt, blev understøttet af begge Direktionens Medlemmer, endskjøndt de i Kraft af deres Embedsstilling baade bor og kunne handle selvstændig ved Forslag til Embedsbesættelser, — var benyttet den grove Usandhed, at: Ministeren skulde ved min Audients hos ham med Alvor og Strenghed have sagt: At jeg ved Saisonens Slutning skulde afgaa fra min Funktion som Scene-Instrukteur og havde i den korte Tid, der for den var tilbage, med yderste Iver at forrette mit Embede, da der ellers neppe vilde blive taget Hensyn til mit fremtidige Udkomme. — Denne mig dybt krænkende Omstændighed har pludselig paalagt mig at give dette Indhold af Samtalen en Betydning, som jeg langtfra havde været betænkt paa, og det er som en Følge deraf, at jeg herved høitidelig erklærer:

At jeg er beredt til med Ed, ligeoverfor hvemsomhelst, der maatte ville reise Indsigelse derimod, at bekræfte [sideskift][side 483]Indholdets Rigtighed og derhos navnlig: at Ministeren aldeles ikke, hverken i Hentydning eller rene Ord, har udtrykt Noget, som kunde indeholde Udsigelsen eller blot Antydningen af, hvad der ovenfor er anført som hans foregivne bestemte Udtalelse.

Jeg vil have Fyldestgjørelse for en Trædskhed, hvorved ikke alene Frugterne af en mangeaarig rolig og redelig Opfyldelse af mine Pligter søges mig berøvede, men man frækt har villet bestylde mig, en 60aarig Mand, hvem man aldrig har grebet i Rænker og Intriger, der skulde tvinge mig til at skulke af med nedslagne Øine, for at have tillagt Hs. Exc. Ministeren en anden Udtalelse, end han har brugt. Jeg vil have Fyldestgjørelse og skal derfor, næstefter at tilstille Hs. Exc, en Afskrift af hele Nærværende, saaledes som jeg er beredt at fremlægge det for det Offenlige og fastholde det imod enhver Udflugt og Udtydning som Misforstaaelse, anvende alle en retskaffen Mands stærke Midler til at drage Uredeligheden for Dagens Lys, faa at den i det Mindste i alle Rettænkendes Foragt kan finde sin fortjente Løn.

Den 10de April 1858.
Th. Overskou."

Den 13de s. M, afgav Overskou til Hauch en Afskrift for Ministeren med følgende Brev, som skulde medfølge den:

"Deres Excellence!

At jeg herved tillader mig at tilstille Dem et optegnet Indhold af den Samtale, hvormed Deres Excellence behagede at beære mig den 3die April, er grundet i 1) at det, som i Anhanget er bemærket, er blevet falskelig berettet og ombragt for derved at foranledige en Demonstration, som har fundet Understøttelse hos det kongelige Theaters Direktion, hvorved min Beretning om Samtalens Resultat er gjort til en dumdum-dristig [sideskift][side 484]dristig Usandhed og en grov Fornærmelse mod Deres Excellence; og 2) at endydermere Hr. Justitsraad Christensen skriftlig har betegnet mit Udsagn om bemeldte Resultat med et ærerørigt Udtryk, for hvilket jeg, efter Vidners Edsfæstelse, vil for Retten kalde ham til Regnskab. For at Deres Excellence da kan erfare, at jeg har faret med Sandhed, er det, at jeg her skriftlig har opgivet Samtalens Indhold, saaledes som jeg trøstig skal vente, at De vil finde det nøiagtigt, og som jeg for Gud og Mennesker med Ed vil bevidne, at det har været. Om det skal komme til Offenlighed, beroer paa Omstændighederne, ikke paa mig; thi jeg maa have Fyldestgjørelse: det maa blive vikkerligt for Enhver, der kjender den Beskyldning, som er gjort imod mig, at den er falsk, og der er ingen Mand, som staaer under Landets Love, og intet Hensyn, der skulde afholde mig fra at søge Fyldestgjørelse, ved, under Eds Tilbud, offenlig at fremsætte Sandheden, naar den er af en saadan Beskaffenhed, at Den, hvem den vedrører, ikke alene bor vedkjende sig den, men endog kan gjøre det med al Ære, da just Det, som man falskelig har stillet derimod, vilde, efter min den 3die April afgivne Retfærdiggjørelses bevislig faststaaende Indhold, være det Grundløse og Inhumane.

Kjøbenhavn d. 13de April 1853.

I dybeste Ærbødighed,
Th. Overskou".

Samme Dag, som Overskou sendte disse Aktstykker til Hauch, der atter ifølge Tjenestereglementet indsendte dem til Ministeren, tilskrev Hauch Overskou Følgende:

"S. T. Hr. Prof. Sceneinstrukteur Overskou.

Jeg mener vel at kunne staa til Troende, naar jeg erklærer, at jeg i Alt, hvad der vedkommer Dem og Deres [sideskift][side 485]Forhold, aldeles ikke er løbet af nogen personlig Uvillie, at jeg tvertimod ønsker, at Deres Stilling skal blive saa god og heldig for Dem, som Theatrets Tarv tillader. Men det er tillige min alvorlige Overbevisning, som jeg Heller ikke tidligere har fordulgt for Dem, at De ikke i den Tid, jeg har været ansat som Direkteur, har vist den Iver og Nidkjærhed i Deres Tjeneste, som jeg af en Mand med Deres Indsigt og Erfaring og sikkert ogsaa tidligere Dygtighed burde vente. Jeg har som oftest, naar jeg var tilstede paa Prøverne, seet Dem isoleret fra de Spillende, gaaende i Baggrunden i Deres egne Tanker, medens Prøverne i Forgrunden gik deres Gang, uden at De agtede synderlig derpaa. Selv det Haab, jeg engang havde, at dette maaske dog, idetmindste for en Tid, kunde blive bedre, maa jeg nu opgive. Deres hele Sjæl er nu, hvis jeg ikke feiler, fyldt med Bitterhed og med Mistro mod Bestyrelsen, og da denne Bitterhed daglig stiger, saa vil enhver Samvirken imellem os nu næsten være en Umulighed; idetmindste vil De under slige Forhold vanskelig være skikket til at lede Prøverne med den Ro, den Klarhed og det Overblik, og tillige med den Tillid, med den Interesse for Fremstillingen, der ere nødvendige, for at Alt skal gaa, som det bør. Ledet af denne Tanke, og af den Overbevisning, at ethvert personligt Hensyn maa vige for Theatrets Tarv, siger jeg Dem det hermed ærlig og ligefrem, at jeg har andraget hos Ministeren paa, at Sceneinstruktionen ordnes paa en anden Maade, og at den, om mulig, vorder overgivet i andre Hænder. Paa samme Tid stylder jeg dog baade Dem og mig selv at tilføie, at jeg af Agtelse for Deres Talent, Deres tidligere Virksomhed og Fortjeneste af Theatret især som dramatisk Skribent skal bidrage Alt, hvad jeg formaaer, til at Ministeren (hvad jeg vel efter hans høist humane Karakter tor haabe) giver Dem en saadan Erstatning [sideskift][side 486] Rolighed overskuer Forholdene, kan være tilfreds dermed.

Til Slutning maa jeg endnu engang gjentage, at jeg, naar jeg saaledes udsætter mig for Bitterhed, Had og Miskjendelse, ja maaske for heftige offenlige Angreb ved at virke i den Retning, jeg har antydet, vanskelig kan ledes af nogen anden Hensigt end den at befordre Theatrets Tarv. Enhver, som kjender mit foregaaende Liv, vil, som jeg haaber, frikjende mig fra at opoffre min Overbevisning for ydre Forhold og fra at ledes af Antipathi eller Sympathi. Men det er min Overbevisning, at saaledes, som det nu er, kan Forholdet ikke vedblive, under en flig Miskjendelse og daglig voxende Irritation kan Kunsten ikke trives, og skulde dette vedblive længe, da maatte ikke blot Sceneinstruktionen blive en Umulighed, men Theatret selv maatte gaa til Grunde derved.

Den 13de April 1858.

C. Hauch."

Det hedder her, at han "siger Overskou ærlig og ligefrem, at han har andraget hos Ministeren paa, at Scene-Instruktionen ordnes paa en anden Maade, og at den, om mulig, vorder overgivet i andre Hænder." Heraf kunde Overskou endnu kun fornuftigvis antage, at dersom det blev muligt at overgive Scene-Instruktionen i andre Hænder, hvorom han naturligvis ikke tvivlede, vilde hans Afskedigelse ske paa anstændig Maade, saa at han med sømmeligt Varsel afgik ved Saisonens Slutning, to Maaneder efter; men han kunde paa ingen Maade antage, at der allerede var andraget paa den saaledes, at den, som det høieste Udtryk af Haan og Unaade, skulde indtræde i samme Øieblik, som den forkyndtes ham. Samme Dag havde imidlertid Hauch gjort Indstilling [sideskift][side 487]om Overskous øieblikkelige Afskedigelse. Hvor "ærlig og ligefrem" det da end kunde forekomme Hauch, at han sagde Overskou Sandheden, maatte det dog derfor forekomme enhver Anden, at det havde været mere "ærlig og ligefrem", om Hauch virkelig havde sagt Overskou den. — Hauchs Brev besvaredes saaledes af Overskou:

"Deres Høivelbaarenhed!

Jeg tillader mig herved at tilstille Dem følgende Svar paa Deres meget ærede Skrivelse af 13de Dennes.

Det være langtfra, at det bliver fra min Side, De udfætter Dem for "Bitterhed, Had og Miskjendelse, ja maaske for heftige offenlige Angreb," fordi De følger Deres Overbevisning, den være enten grundet paa nøie Kundskab og Erfaring om Theatrets Væsen, Personer og indre Forhold: altsaa rigtig; eller paa de Forestillinger, der maa opstaa hos en varmhjertet Mand, som, ubekjendt med det Virkelige og Sande i Personer og Tilstande ved Theatret, fra flere Kanter bestormes af rent personlige Interesser, der aldrig ville undlade at proklamere sig som hellige Følelser for Kunsten: altsaa feilagtig. At Det, De vil, er i Sandhed — som jeg veed — Deres Overbevisning, er mig nok til at agte det for faa vidt, at jeg ikke for det vil bære mindste Avind. Tiden vil bringe Dem enten Tilfredshed eller bitter Skuffelse, jeg skal altid af mit Hjerte unde Dem den første og kan aldrig glæde mig over den sidste, da den dog ikke vil kunne gjengive mig, hvad jeg har maattet tabe, for at De kunde komme til at føle den. Hvad "heftige offenlige Angreb" angaaer, da vil jeg blot bemærke, at ogsaa jeg mener at kunne staa til Troende, naar jeg erklærer: at jeg aldrig, saalænge jeg har beklædt mit Embede, har om Theatret, Theaterpersoner eller Theaterforhold skrevet Nogetsomhelst, uden med mit Navns UnderUnder-skrift [sideskift][side 488]skrift at vedkjende mig det, og heller ikke foranlediget Noget skrevet. Jeg veed vel, at man bag min Ryg er fremkommen med Paastande om det Modsatte, men jeg er trygt overtydet om, at De nu om disse vil have samme Tanker, som jeg har om dem, hvormed man bag Deres Ryg har stræbt at overbevise mig om, at just De mindst har den Følelse for mig, hvilken De forsikkrer mig om. Jeg vil aabent tilføie, at jeg, naar jeg er fri fra Forpligtelser til Theatret, — som oprigtig talt ikke De, langt mindre Deres Meddirekteur, kjender min Virksomhed ved og Fortjeneste af, saaledes at De kan have nogen Dom om deres Omfang og Betydning, — vistnok ikke vil afholde mig fra offenlig at omtale det meget Feilagtige, Manglende og Falske, der nu er at paaanke ved en Anstalt, hvilken jeg i 40 Aar har saaledes levet mig ind i, at den altid vil fastholde min inderligste Interesse; men i mine Angreb paa Grundsætninger, Forhold og Kjendsgjerninger vil De aldrig finde en Linie, som skal kunne kaldes et Angreb paa Manden Hauch.

Nu med Hensyn til selve Sagen: Alt, hvad Deres Høivelbaarenhed egenlig anfører som Bevis for min Mangel paa Iver og Nidkjærhed i Tjenesten, er, at De "som oftest, naar De var tilstede paa Prøverne, har seet mig, isoleret fra de Spillende, gaaende i Baggrunden i mine egne Tanker, medens Prøverne i Forgrunden gik deres Gang, uden at jeg agtede synderlig derpaa." Jeg maa vel spørge, om De har seet det, da det eneste nye Stykke, Deres "Kongens Yndling" blev indstuderet, eller om De i Maaden, hvorpaa det er ordnet, eller det Ensemble, som ved Scene-Instrukteuren var tilveiebragt, har seet Spor af nogen Forsømmelse? Ved ældre Stykker, hvor jeg kjender Personernes Stilling, hvert Ord og hver Bevægelse, hvor jeg kort sagt ikke er tilstede som [sideskift][side 489] Deres Høivelbaarenhed, for hvem Alt er nyt, men som den med det Hele nøie bekjendte Mand, der kan det vistnok ofte hænde, især under Scener, som spilles af ældre, ansete Kunstnere, paa hvis allerede indøvede Spil jeg ikke kan have nogen Indflydelse, at De seer mig gaaende frem og tilbage i Baggrunden, fordi det overhovedet ikke — hidtil kun til Gavn for Sagen, — er min Natur at sidde stille og døsig forstene mig i uophørlig Betragtning af det velbekjendte Gamle; men om mine Tanker under denne Gang i Baggrunden, hvorfra den øvede Leder ogsaa maa kunne iagttage Scenen, end ganske vist ere mine egne, saa ere de dog stadig ved Scenen og Personerne, hvilket bedst bevises af mange de Enkelte givne Udtalerettelser og Vink om Gestikulation og Stilling, hvilke naturligvis ikke komme Deres Høivelbaarenhed til Kundskab, da de gives i Enrum; ogsaa maa De vel være bleven vaer, hvorledes jeg ved Standsninger eller Spørgsmaal uventet træder frem, snart fra en, snart fra en anden Koulisse, hvorfra jeg stille har betragtet Scenens Gang. Det gjør mig kun meget ondt, at det, som alle de otte Scene-Instruerende, jeg har kjendt, ikke have tænkt at være nogen Forsømmelse, er af Deres Høivelbaarenhed, uden at De hidtil med et eneste Ord har fort Anke derover, blevet anseet derfor hos mig og i langt høiere Grad har tildraget sig Deres Opmærksomhed end det langt Vigtigere: min Iver for ethvert nyt Stykkes kunstmæssige Gang fra Indstuderingens Grund, min Forsorg for den størst mulige Virkning af de Unges Fremstilling, min Vogten over det Ædles og Skjønnes Herredomme paa Scenen og min altid usvækkede og, som De vel bedre vil komme til at erkjende, kyndige Bestræbelse for Repertoirets Udvidelse og for at paavise Dem Midler og Veie til Fjernelsen af Hindringer og Ulemper.[sideskift][side 490]

Forøvrigt skulde det have været mig meget kjært, om Deres Høivelbaarenhed allerede den 31te Marts, da De sagde mig, at De ikke fandt mig ivrig nok, og uden at ymte om, at De vilde andrage paa min Afskedigelse, paalagde mig, at gaa til Ministeren, med Tilføiende, at De gjerne blev sammen med mig, naar vi blot kunde med større Raskhed fremme Tjenesten, havde kunnet sige mig, hvad De først den 13de April saa Dem istand til at underrette mig om: at De har andraget paa min Afsked; det vilde have sparet mig for en Samtale, der har havt den ubehagelige Følge, at jeg imod mig selv har følt mig forpligtet til at paabegynde en Injuriesag mod et Direktionsmedlem. Jeg skal imidlertid aldrig i mit Hjerte nære nogen Uvillie imod Dem derfor, thi jeg kjender Theaterforholdene, som jeg med Glæde forlader, for at bevare min Begeistring for selve Theatret, altfor vel til ikke at vide, hvorledes en brav Mand, der i sin Renhed er ubekjendt med deres slette Indhold, af dem kan ledes til at handle imod sine Grundsætninger, og henvender med Hensyn dertil, ikke som nogen Bebreidelse, men i Sandhed kun som en ærbødig, ærlig ment Advarsel, Deres Opmærksomhed paa, hvorledes det er gaaet Dem med Deres fornuftige Opposition imod Indførelsen af den store Opera, som Theatret aldeles mangler Kræfter til at give.

De bebreider mig Bitterhed og Mistro imod Bestyrelsen. Ligeoverfor Dem personlig har jeg ligefrem yttret mine Meninger, men vist aldrig vist nogen Bitterhed eller endog under de Forhold, De selv har fremkaldt, nogen Mistro; at jeg har begge Følelser imod Bestyrelsen, ja derfor vil "Fædrelandet" for 12te April d. A.*) fuldstændig have retfærdiggjort mig.

[sideskift][side 491] Sluttelig vil jeg, for en hæderværdig Mands fremtidige Freds og Roligheds Skyld, af mit Hjerte ønske, at De i Dag om et Aar maa kunne fremtage og læse dette Brev og da sige: Jeg handlede fornuftig og rigtig; min Færd er bleven Kunsten til Fremme, Anstalten til Fred, mig selv til Ære og Glæde. Jeg skal med megen Fornøielse høre Dem da erindre mig om mit Ønske og at sige mig: det er opfyldt.

Kjøbenhavn den 16de April 1858.

I dybeste Ærbødighed
Th. Overskou."

Den 15de April mødte Overskou paa Theatret i det ugenlige Direktionsmode i Anledning af Repertoirets Bestemmelse og blev som sædvanlig spurgt til Raads af begge Direkteurer om Ansættelsen af Prøver og Forestillinger for den kommende Uge. Den paafølgende Dag var Overskou atter paa Theatret indtil Klokken To og lod sig give Oplysninger om Dekorationerne til "Bonden som Dommer", hvorpaa han havde ansat den første Prøve til den 19de s. M. Ved sin Hjemkomst forefandt han til sin store Overraskelse følgende Afskedigelse:

"Direktionen for det kongelige Theater og Kapel.

Kjøbenhavn, den 16de April 1858.

Efterat Direktionen har sundet sig i den ubehagelige Nødvendighed under 13de Dennes at andrage hos Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet paa Deres Entledigelse fra den Dem hidtil betroede Funktion som Scene-Instrukteur, har Ministeriet under 15de Dennes tilskrevet Direktionen saaledes:

"Da Ministeriet maa være enigt med Direktionen i, at det, efter de af Samme i behagelig Skrivelse af 13de [sideskift][side 492] Dennes fremhævede Omstændigheder, maa ansees nødvendigt, at der foregaaer en Forandring med den nuværende Besørgelse af Scene-Instrukteurforretningerne ved det Kongelige Theater, og at denne Forandring nu, efter Omstændighederne, ikke kan udsættes, saa skal Ministeriet — næst at bemærke, at Det, efter den Form, under hvilken Professor Overskou har været antaget til at besørge Scene-Instrukteurforretningerne, maa finde det mest korrekt, at hans Afsked med Ministeriets Bemyndigelse meddeles ham direkte af Direktionen — herved bemyndige Direktionen til at afskedige Professor Overskou af Theatrets Tjeneste.

Idet Ministeriet iøvrigt ganske billiger det af Direktionen udtalte Ønske om, at det udvirkes, at Professor Overskous pekuniaire Tab som Følge af denne hans Afgang, der ikke medfører Pensionsberettigelse, bliver saa ringe, som det under disse Omstændigheder er muligt, maa Ministeriet dog, forinden Det kan foretage noget nærmere Skridt i saa Henseende, udbede Sig Oplysning behagelig meddelt om Professor Overskous hidtilværende pekuniaire Forhold som Embedsmand ved Theatret.

Sluttelig tilføies, at Ministeriet vil bemyndige Direktionen til at drage Omsorg for Scene- Instruktionens interimistiske Besørgelse paa den af Direktionen angivne Maade."

Idet Direktionen derfor, i Henhold til den saaledes givne Bemyndigelse, herved meddeler Dem Afsked fra Deres hidtil havte Stilling som Scene-Instrukteur ved det Kongelige Theater, saaledes at Deres Funktioner som saadan ved Theatret fra nu af ophøre, undlader Direktionen ikke at tilføie, at Den Dags Dato har tilstillet Ministeriet den i Dets ovenanførte Skrivelse forlangte Oplysning om Deres hidtilværende pekuniaire Forhold som Embedsmand ved Theatret.[sideskift][side 493]

Bøger, Manuskripter og Andet, Scene-Instrukteur-Funktionerne vedkommende, som for Tiden maatte være i Deres Værge, udbeder man sig, at De behagelig vilde afgive til Regisseur Schwartzen, der af Direktionen er tillagt Ordre til at modtage samme.

C. Hauch.         H. Christensen.
Løffler.

Til
Hr. Professor Th. Overskou."

Overskou var altsaa afskediget. Hvad der end fra Deres Side, som bevirkede, at han fjernedes fra den Skueplads, for hvilken han i 40 Aar havde virket som Embedsmand og dramatisk Forfatter, kan anføres til Berettigelse for hans Afskedigelse, saa er der dog Intet, der kan forsvare den Maade, hvorpaa Afskedigelsen fandt Sted. Christensen havde sigtet ham for Løgn, og i den Anledning vilde han ved Domstolene søge den Opreisning, som Direkteuren ikke vilde give ham. Idet han vilde værne om sin Ære, fandt Christensen sig sat i "den ubehagelige Nødvendighed" at maatte indstille ham til øieblikkelig Afskedigelse, fordi Theatrets Ve og Vel beroede derpaa, og at Christensen fandt Medhold i denne, for at bruge et yderst mildt Udtryk, inhumane Opførsel hos Hauch, kunde ikke forundre Nogen, der har læst den tidligere her i Bogen givne Karakteristik af Digteren. Et for praktisk Sands saa blottet og for enhver Paavirkning saa modtageligt Gemyt som Hauchs maatte med Nødvendighed føle sig overbevist om Sandheden af Alt det, der daglig indblæstes ham af hans Meddirekteur og dennes Tilhængere. Men bortseet fra dette Parti var der blandt Personale! .kun Enstemmighed i at udtale, at det var en lumpen Behandling, der var bleven Overskou [sideskift] [side 494] til Del. I Pressen var der saa godt som ikke en eneste Rost, der hævede sig til Fordel for den Forurettede, og Direktionen kunde altsaa glæde sig over, at den var sluppen for godt Kjøb fra dette i mere end en Retning saa ubehagelige Skridt. Et var der dog, som gjorde et Skaar i dens Glæde, og det var den Omstændighed, at Overskou havde bebudet i Løbet af Sommeren at fremkomme med et Skrift, hvori han vilde meddele det store Publikum en Skildring af Theatrets Forhold under Heibergs, Dorphs, Christensens og Hauchs Bestyrelse. Fremkomsten af et saadant Skrift kunde selvfølgelig hverken være den daværende Direktion eller enkelte af Personalets Koryfæer behagelig, og Christensen søgte derfor at formaa Overskou til at lade være med at publicere Skriftet, idet han antydede, at Ministeren, saafremt Bogen saa Lyset, maaske ikke vilde indstille Forfatteren til en aarlig Understøttelse af Statskassen. Denne i forblommede Udtryk frembragte Trudsel gjorde dog ikke den tilsigtede Virkning, og i Juni Maaned udgav Overskou sit Skrift "Oplysninger om Theaterforhold i 1849-58." Hauch forsøgte i Anledning af de Beskyldninger, som deri vare rettede mod ham, at retfærdiggjøre sig, og i en længere Artikel i "Berlingske Tidende" for den 28de Juni gav han en Skildring af de Grunde, hvorfor han havde anseet det for en Nødvendighed øieblikkelig at fjerne Overskou, han beraabte sig blandt Andet i denne Artikel paa, at de fleste af Bladene havde været enige i, at Overskous Virksomhed som Scene-Instrukteur var til Skam og Skade for Theatret; han paastod, at Overskou rent maatte have misforstaaet Ministerens Samtale med ham; han fremhævede, at Overskous Adfærd paa Theatret i de sidste Dage for Afskedigelsen var saadan, at enhver yderligere Samvirken mellem Scene-Instrukteuren og Direktionen blev en Umulighed, [sideskift][side 495]og han paastod endelig, at der efter Overskous Fjernelse kom en pludselig Ro og Fred under Theatrets Arbeider, som man længe havde savnet, ligesom den "Kjendsgjerning", at alle Prøver og Alt indenfor Theatrets Omraade gik fuldt saa godt og heldig efter Overskous Afskedigelse som tidligere under hans Opsyn, vidnede om, hvor utilfredsstillende Overskous Scene-Instruktion havde været, og om at han snarere i denne Retning maatte betragtes som en negativ Størrelse. Til Slutning meddelte han følgende Brev, som han bemærkede, "at Overskou ikke selv havde sundet for godt at omtale". Brevet lød saaledes:

"Fra Direktionen for det kongelige Theater og Kapel.
Kjøbenhavn den 23de April 1858.

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har under 22de ds, tilskrevet Direktionen saaledes:

"Efter at have modtaget de i Direktionens behagelige Skrivelse af 16de dennes indeholdte Oplysninger betræffende Professor Overskous hidtilværende pekuniaire Forhold som Embedsmand ved det kongelige Theater, undlader Ministeriet ikke herved at meddele Direktionen til behagelig Efterretning og videre Foranstaltning, at Ministeriet maa finde det stemmende med Forholdene: at det til Scene- Instruktionen normerede Beløb fremdeles for de tilbageværende Maaneder af Theatersaisonen tilskyder Professor Overskou, hvornæst Ministeriet, overensstemmende med dets i Skrivelse af 15de dennes antydede Hensigt, vil foretage de fornødne Skridt for at udvirke, at der efter denne Tid tillægges Professor Overskou et passende Beløb af den til Understøttelse for Videnskabsmænd bestemte Fond."

Ved tjenstlig at meddele Hr. Professoren Foranstaaende, undlader man ikke at tilføie, at der vil blive truffet Foran Foran-staltning [sideskift][side 496]staltning til Udbetaling af det i Ministeriets Skrivelse førstnævnte Beløb af Statskassen.

Til Hr. Professor Th. Overskou."

Hauchs foranførte Artikel frembød ikke faa svage Punkter. For det Første var det ved den langtfra afgjort, at Overskou havde misforstaaet eller paa en forkert Maade refereret Indholdet af sin Samtale med Ministeren, dernæst indrømmede Hauch indirekte, at Overskous Beslutning om at drage Christensen til Ansvar for Udtrykket "Løgn" havde været en medvirkende Aarsag til øieblikkelig at fjerne ham, og endelig var der ingen Grund for Overskou til at undlade Offenliggjørelsen af Direktionens sidst aftrykte Skrivelse til ham. Det kunde nemlig aldeles ikke betragtes som en Gunstbevisning eller Naadesag, at man tilstod Overskou Gagen for de to tilbageværende Maaneder af Saisonen, thi det var et Beløb, som med Rette tilkom ham, og som han, hvis det havde været fornødent, ved Domstolene kunde have faaet sig tilkjendt, og hvad det angik, at Ministeriet vilde søge at skaffe ham en Understøttelse af det for Videnskabsmænd bestemte Fond, da var det Noget, som allerede tidligere var offenliggjort. Naar dernæst Hauch forklarede, at der efter Overskous Fjernelse havde hersket en hidtil ukjendt Ro og Fred ved Theatret, og at alle Prøver nu vare gaaede lige saa godt som tidligere, saa var dette kun et Foster af hans stærke Indbildningskraft. Thi da "Bonden som Dommer" kort efter skulde sættes i Scene, paatog Hauch sig selv dette Arbeide, men kom saa siet derfra, at Skuespillerne hverken kunde faa at vide, hvorfra de skulde komme ind, eller hvor de skulde gaa ud, saa at man tilsidst maatte søge Oplysninger hos Maskinmesteren; og da Stykket saa endelig kom til Opførelfe, havde Publikum bl. A. den Fornøielse at se en natlig Bortførelse [sideskift][side 497]foregaa i fuld Dagsbelysning. Idet Hauch endelig i Begyndelsen af sin Artikel havde anført, at de fleste af Bladene havde udtalt sig med Enstemmighed om, at Overskou burde fjernes fra sin Post som Scene-Instrukteur, glemte han rent at fremføre, at der dog var en Stemme, der havde hævet sig til Forsvar for Overskou, en Stemme, der i og for sig havde større Myndighed og Autoritet til at tale med i Theatersager end alle de andre Anonymer tilsammentagne, der havde frit Spillerum i Bladenes Spalter. Denne Stemme var Heibergs. I "Berlingske Tidende" havde nemlig en Indsender under Mærkerne B. og B. A. i Januar og Februar med en sjelden Suffisance udbredt sig i tre lange Artikler — hvilke man med Urette beskyldte Bournonville for at være Forfatter til — om Scene-Instruktionen, og i den Anledning sandt Heiberg sig foranlediget til at tage til Gjenmæle. Svaret, der i mange Retninger er oplysende, og som giver en ganske anden Karakteristik af Overskou som Scene-Instrukteur end den, Dagspressen sandt for godt at møde med, stod at læse i "Flyveposten" for den 16de Februar og lod saaledes:

"Den Berlingske Tidende har leveret et Par Artikler om Scene-Instruktion, hvilke med Hensyn paa Indsigten og Aandrigheden ere fuldkommen værdige til at staa mellem dette Blads berømte Theater-Artikler, medens de tillige ved deres raa, plebejiske Tone vise, at en Bjørneklo maa have fort Pennen. Bjørnen har, ifølge et bekjendt Ordsprog, Styrke for sex Mand og Forstand for tolv Mand, men her seer man, at der gives Bjørne, som ikke engang have enkelt Mands Styrke, end sige Forstand.

"Hver Tid har sine Kjæpheste. For et Par Aar siden var det Elev-Instruktionen, som Theatrets Ve og Vel skulde bero paa; nu er Elev-Instruktionen glemt og Touren kommen [sideskift] [side 498] til Scene-Instruktionen som den eneste Universal-Medicin. Alle raabe paa den, Alle skrive om den, og Alle vise, at de ikke have mindste Begreb om den.

"I den sidste af sine Artikler yttrer Forfatteren, der kalder sig B. A., at det er vitterligt, at jeg, som Theaterdirekteur, ikke befattede mig med Scene-Instruktionen, men lod den skjøtte sig selv. Mod denne letsindige Paastand skal jeg anføre, at man kan besatte sig med Scene-Instruktion uden at gaa omkring paa Scenen med en Bog i Haanden, og at det tvertimod er "vitterligt", at jeg stadig bivaanede Prøverne og paa disse foretog Forandringer og Rettelser, hvilke jeg, efter at have diskuteret dem med den for dette Fag beskikkede Embedsmand, Scene-Instrukteuren, lod igjennem ham bringe til Vedkommendes Kundskab, naar ikke Anledningen førte det med sig, at jeg henvendte mig umiddelbart til de Paagjældende, eller disse selv henvendte sig til mig, f. Ex. angaaende Opfattelsen af deres Roller, hvilket de Fleste jævnlig gjorde. Heller ikke bestod min Andel i Scene-Instruktionen udelukkende i de paa Prøverne foretagne Forandringer, men strakte sig ved enkelte større og betydeligere Fremstillinger til hele den foreløbige Plan for Arrangements, hvilken jeg bestemte i Forening med Scene-Instrukteuren og efter Diskussion med ham. Ja, i "Hamlet" er hele Planen til det aldeles fornyede og forandrede Scene-Arrangement i alt Væsenligt udkastet af mig selv og meddelt Scene-Instrukteuren til Udførelse.

"Hr. B. A., for hvem det Uvitterlige er vitterligt og det Vitterlige uvitterligt, forsikkrer endog paa mine Vegne, at jeg neppe kan sole mig selv dygtig til at lede Scene-Instruktionen. Egenlig burde jeg vel takke ham, fordi han tiltroer mig saa stor Beskedenhed, men ikke desmindre har han gjort Regning [sideskift][side 499]uden Vært, thi dersom jeg virkelig i denne Henseende havde saa beskedne Tanker om mig selv, som han har den Godhed at tillægge mig, da havde jeg sandelig ikke modtaget en Theaterdirekteurs Post. Jeg tør ogsaa mene, at hvis Den, der selv er dramatisk Digter og har gjort et kritisk Studium af den dramatiske Literatur, ikke skulde besidde det første og vigtigste Middel til at dømme om Harmonien, Grundtonen, Total-Indtrykket i Udførelsen af et dramatisk Værk, saa er der Ingen, som har Evnen dertil. Thi at det skulde høre med til en Scene-Instrukteurs Hverv at lære Skuespillerne at spille Komedie, er Nonsens. At jeg ikke betragter mig selv som udygtig til Scene-Instruktion, er desuden "vitterligt" for Enhver, der ikke kjender Theatret fra igaar, thi efter dr. Ryges Død overtog jeg paa Direktionens Anmodning en Scene-Instrukteurs Funktioner, dog kun saa lange til en ny Instrukteur kunde blive ansat, da det ingenlunde var min Tilbøielighed at offre mig til denne Beskjæftigelse. Hvor lange det varede, erindrer jeg ikke saa nøie, men at Tiden ikke har været saa ganske kort, kan jeg skutte deraf, at det faldt i min Lod at sætte tre nye Stykker i Scene, nemlig Skuespillet "Ørkenens Søn", Syngespillet "Dagen før Slaget ved Marengo" og Lystspillet "Romeo e Giulietta." Det sidstnævnte frembød vistnok ikke synderlig Vanskelighed for en Scene-Instrukteur, men de to andre desto mere.

"Hvad der i mine egne Øine gjør mig uskikket til i længere Tid umiddelbart at forestaa Scene-Instruktionen, er visselig ikke de æsthetiske eller dramaturgiske Fordringer, men min Mangel paa den Taalmodighed, som her behøves; thi ved Siden af de interessante Opgaver er der en utrolig Masse af aandløse Details, som daglig gjøre sig gjældende, ja gjentage sig næsten hver Time paa Dagen, og paa ingen [sideskift][side 500]Maade taale at forsømmes. Det er dette Skjær, hvorpaa alle, selv gode Scene-Instrukteurer tilsidst strande, thi det daglige Vrøvl sløver dem lidt efter lidt. Hvad der kan indvendes mod Professor Overskou, er at søge paa det samme Punkt, hvor det maa søges for alle de af hans Forgængere, der i lang Tid have beklædt Embedet, men visselig ikke i de pøbelagtige Invektiver, for hvilke han nu i nogle Aar har været udsat, og som, udsprungne af lav Intrige, kolporteres , af en Mængde Eftersnakkere, der ikke vide, hvad de snakke om. Tvertimod har Overskou, som agtet og øvet Skuespilforfatter og som kundskabsrig og erfaren Dramaturg, større Adkomst til at være Scene-Instrukteur end nogen anden bekjendt Mand, hans Feil kan i de sidste Aar have været Lunkenhed, hvortil iøvrigt ikke blot det uundgaaelige Scene-Instrukteur-Fatum, men Meget i hans Theaterstilling kan have bidraget. Dog er det altid bedre, at en Scene-Instrukteur er for lunken end for hidsig, bedre, at han gjor for Lidet end for Meget. Overskou kan have efterladt Et og Andet, som helst maatte være gjort, og dette er en negativ Forseelse, men han har aldrig gjort sig skyldig i den positive Feil at fordærve et Stykke ved Mangel paa Smag, uagtet det er denne Anke, som hyppigst fores imod ham, men de Fleste have ogsaa en Forestilling om Smagen, der meget ligner Kulsviertroen. Thi jeg kalder det ikke smagløst, at et Bord eller en Stol ikke ere, som de skulde være, at der kan være Noget at udsætte paa Enkeltheder i en Dekoration eller et Kostume, at visse Grupperinger af Personerne paa Scenen kunde være heldigere; men smagløst kalder jeg Alt, som er i Strid med Kunstværkets Ide, Alt, som bidrager til at forrykke dets Standpunkt, og hvorved Scene-Instrukteuren røber, at han ikke har formaaet at opfatte det.[sideskift][side 501]

"For at skaffe sit enfoldige Had til Professor Overskou yderligere Luft har Hr. B. A. blandt Andet i sin sidste Artikel maattet gribe til aabenbare Usandheder, han omtaler Opførelsen af "Enten elskes eller dø" og siger, at Debutanten betraadte Scenen med — hvad han i sit elegante Bjørnesprog kalder — "skidne" Støvler, indbragte lige fra Gaden. Dette er naturligvis — hvad Enhver kan sige sig selv — usandt og fortjener intet Svar. Men dernæst dadler han, at Debutanten i hele Stykket bar en Nankins Støvkappe, og gjør Scene-Instrukteuren ansvarlig derfor. Hvad Vægt denne Dadel har, vil man fatte, naar man kjender Sammenhængen, som jeg nøie erindrer. Den Støvkappe, hvormed Debutanten traadte ind, skulde han længere hen have lagt fra sig, men glemte det, betagen af den Ængstelse, som er forbunden med en første Debut*). Ved de følgende Forestillinger var Feilen naturligvis rettet. Skulde en Scene-Instrukteur staa til Ausvar for slige uberegnelige Tilfældigheder, faa maatte man besætte Posten med Den, som bedst forstod at dandse mellem Æg. Men at Hr. B. A. i den Grad har lagt sig en saadan Ubetydelighed paa Hjerte, at han efter Aar og Dag kan fremkomme med den som Anke, røber baade Beskaffenheden af hans dramaturgiske Standpunkt og hans personlige Animositet mod den saa længe, saa ubeføiet og saa skamløst Angrebne.

J. L. Heiberg."

Den Ro og Fasthed i Repertoiret, som Hauch havde beraabt sig paa ved Overskous Fjernelse, traadte ikke frem paa nogen [sideskift][side 502]for det store Publikum synlig Maade. Tvertimod maatte det falde Enhver i Øinene, at Repertoiret led af Planløshed i allerhøieste Grad, og at Tilfældet fik Lov at raade, hvor en vel overveiet Ide skulde være gaaet gjennem hele Ledelsen. Rigtignok indtraf der flere Uheld, som vanskeliggjorde det for Direktionen at stille et vel afpasset Repertoire paa Benene, idet for Exempel Jfr. J. Price var syg i henved fem Maaneder, og Phister ved at spilde brændende Lak paa en af sine Fingre blev saa alvorlig angreben, at der endog var Tale om at amputere hans Arm, men Hauch og Christensen vare dog langtfra selv uden Skyld i det tarvelige Resultat, de formaaede at frembringe. De havde ikke alene givet Bournonville Tilladelse til at reise bort i Saisonens to sidste Maaneder, men de vare endogsaa til den Grad liberale, at de, da Nielsen opsagde sin Kontrakt med Theatret til 1ste Juni, Intet havde at indvende imod, at han fritoges for at spille i Mai og Juni, hvor Direktionen netop paa Grund af Sygemeldelser o. s. v. kunde have havt stor Nytte af ham. Nielsen havde allerede i Februar Maaned opsagt sin Kontrakt med Theatret, og "Berlingske Tidende" omtalte hans Beslutning paa følgende Maade: "Theatret vil altsaa atter lide et uerstatteligt Tab. Heri ere vel alle vore Læsere enige med Undtagelse af dem, der med letsindig Kritik søge at nedsætte hans Kunst og paa hans gamle Dage paa en Maade søge at hudflette ham, thi saavidt vi med nogenlunde Sikkerhed kunne paastaa, er hans Bestemmelse ikke en Følge af Misfornøielse med Bestyrelsen eller hans Virksomhed, men fornemlig af de senere skaanselløse Udtalelser imod ham. Er dette Tilfældet, da maa vi beklage, at denne store Kunstner ikke finder sig hævet over disse Klafferier." Mod denne Opfattelse af "Berlingske Tidende" nedlagde "Dagbladet" en Indsigelse og fremhævede, [sideskift][side 503]at der ikke i "Fædrelandets" Theaterkritiker, til hvilke der vel nærmest maatte sigtes, var fremkommet Noget, der i mindste Maade kunde berettige Nielsen til fornærmet at trække sig tilbage, og selv om der skulde være brugt et utilbørligt Udtryk, var det dog høist besynderligt af Nielsen at hævne sig paa Theateranmelderen ved at forlade et Publikum, der gjennem en lang Aarrække havde givet ham de mest utvetydige Beviser paa sin Sympathi og Beundring. Bladet troede snarere, at Nielsen var tilsinds at ombytte den danske Scene med den svenske, hvor han havde fundet en endnu varmere Hyldest end her, og hvor han vel ogsaa kunde vente langt større pekuniaire Fordele. Men var denne Formodning rigtig, var det bedst, at det blev sagt rentud, thi i saa Tilfælde burde Nielsen ikke fremstilles som en forfulgt Martyr, der af den Grund ombyttede Kjøbenhavn med Stockholm. Denne Artikel foranledigede Nielsen til i "Berlingske Tidende" for den 15de Februar at indrykke følgende Erklæring: "Velbaarne Hr. Grosserer M. Nathanson, Ridder! I Anledning af en Annonce i Lørdags-Tidenden angaaende min Fratrædelse fra det kongelige Theater være det mig forundt at tilføie, at: Da jeg agter at foretage en Reise, hvis Udstrækning vilde begrændses af min Stilling til Theatret, maatte jeg nødvendig frigjøres for denne, og dette er den eneste Grund til det omtalte Skridt." — Nielsen forlod nu som sagt Theatret i Begyndelsen af Mai Maaned og gjæstede i Sommerens Løb Sverig, i hvis fornemste Stader han optraadte med stærkt Bifald, men da den følgende Theatersaison begyndte, fornyede han dog atter sin Kontrakt med det kongelige Theaters Direktion.

Medens man saaledes i Resten af Saisonen paa Grund af Sygdom og Permission maatte tage sin Tilflugt til paa [sideskift][side 504]Skuespillets Omraade udelukkende at byde Publikum ældre Sager, havde man derimod i Operaen og Syngespillet en væsenlig Støtte, takket være den Udholdenhed, hvormed Glæser virkede. "Czar og Tømmermand", som paany blev gjenoptaget, gjorde vedvarende stor Lykke med Hansen i Titelrollen og med A. Rosenkilde som van Bett, hvorimod Madam Rosenkilde, der havde overtaget Maries Rolle, og som de første Aftener sang i Stykket trods en høi Grad af Indisponerethed, maatte lide en meget ubillig Medsart af Publikum. Ogsaa "Hans Heiling" vakte stor Interesse i den nye Indstudering med Madam Fossum som Dronningen, Hansen som Heiling, Madam Liebe som Anna og Steenberg som Konrad. "Figaros Bryllup" gjenoptoges for at give Michael Wiehes Broder Leilighed til at debutere. Johan Henrik Wiehe, der som Frivillig havde deltaget i det slesvigske Felttog 1849 og 1850 og var gaaet over i den faste Hær som Lieutenant, var i Besiddelse af en kraftfuld og godt uddannet Baryton, der understøttedes af en mandig Personlighed. Valget af Figaro som Debutrolle var imidlertid mindre heldigt, og det var ikke uden Sandhed, hvad "Fædrelandet" skrev om ham: "Han har en kraftig, klar og klangfuld Stemme, der upaatvivlelig nok med Tiden vil trænge igjennem som en af vor Operas bedste Sangstemmer, om det end maaske vil blive temmelig vanskeligt at udfinde, hvad der egenlig ligger for den, dens Fag. Den synes at egne sig bedst for den lidenskabelige og begeistrede Pathos, men i ethvert Tilfælde er der i dens Klang ikke Spor af den Blødhed og erotiske Varme, der er uadskillelig forenet med en Figaro. Den er desuden for lav for dette Parti; den stiller fig ikke afgjort nok fra Bartholo og Greven, og selv om Hr. I. Wiehe maaske kan gaa flere Toner høiere [sideskift][side 505]end nogen Node i Figaros Parti, saa har hans Stemme dog ikke sin naturlige Kraft i de Toner, hvori Partiet fordrer den, hans Pronunciation og hele Fremtræden har paa sin Maade meget af Broderens ædle Naturlighed, men for en Figaro er hans Spil for tungt og undertiden noget foræret. Der er langtfra Livlighed og Gratie nok i hans Bevægelser eller Ironi og Lune nok i hans Behandling af Repliken; man lægge f. Ex. Mærke til den Maade, hvorpaa han foredrager Arien: "Ikke mere med Kjærlighedssukke o. s. v." Den synges helt igjennem alvorlig, medens Figaro dog paa sin godmodige overgivne Maade saa smaat staaer og gjør Nar ad Pagen." Forøvrigt blev J. Wiehe ikke til saa stor Nytte for Operaen, som man havde ventet efter hans Debut, men senere vidste han at saa Indpas i Skuespillet og arbeidede sig her efterhaanden op til en vis Betydenhed, saa at der i Aarenes Løb tildeltes ham større Opgaver, af hvilke han løste flere med stor Dygtighed.

Af ældre Arbeider, der i Saisonens Løb bleve gjenoptagne, maa fremhæves "Bonden som Dommer", hvori Nielsen glimrede som Crespo og vidste at forene Figurens Koldblodighed og Retskaffenhed med en uforlignelig overlegen Humor og dyb Følelse. Derimod var Rebolledo en komisk Rolle, som laa saa langt udenfor M. Wiehes Fag, at han ikke gjorde nogen Virkning i den. I "Badet i Dieppe" havde Jomfru Nielsen Leilighed til at give en smagfuld og poetisk Fremstilling af Cecilie af Mornas, medens Jomfru Brenøe aldeles ikke formaaede at udføre Herminies Rolle paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade.

Balletten led i Saisonens Lob et større Afbræk, idet Jomfru Juliette Price paa Grund af Sygdom i flere Maaneder var ude af Stand til at virke, og hendes Søster, Jomfru [sideskift][side 506]Sophie Price, der doublerede flere af hendes Roller, f. Ex. i "Et Folkesagn", formaaede trods sin nette Fremtræden ikke at erstatte hende.

Kongen, som i Begyndelsen af 1858 var meget alvorlig syg, gjæstede første Gang efter sin Sygdom Theatret den 24de Marts, i hvilken Anledning der gaves en Festforestilling, hvor "Hans Heiling" opførtes efter hans Ønske. Ved sin Indtræden i den kongelige Loge modtoges han med en Fanfare fra Orkestret, hvorefter der blev afsunget en smuk Sang til ham af H. C. Andersen. Den følgende Dag blev Madam Fossum, der havde sunget Dronningens Parti, udnævnt til kongelig Kammersangerinde.

Afgangene ved Theatret vare ikke faa i denne Saison. Det er tidligere omtalt, at Fru Heiberg og Mantzius havde søgt og erholdt deres Afsked, men foruden dem mistede Theatret tillige Høedt og Hvid. Den Førstnævnte, som allerede i Oktober 1857 havde søgt om sin Afsked, havde ikke faaet denne bevilget, og da han efter de gjentagne brutale Udpibninger, han havde været Gjenstand for, havde nægtet at optræde oftere og atter søgt om Afsked, indvilgede Kultusministeriet i at fritage ham for Tjeneste som Skuespiller paa ubestemt Tid, imod at hans Gage som saadan inddroges, hvorimod han vedblev at fungere som Elev-Instrukteur. Hvid havde i de senere Aar kun været af ringe Betydning for Skuepladsen, og hans Bortgang føltes derfor ikke, ligesaa lidt som Theatret led noget Tab ved, at Nehm afskedigedes fra den 1ste Oktober 1858 at regne. Af Balletpersonalet afskedigedes Solodandser Sigurd Lund, som med Permission i de to sidste Aar havde opholdt sig i Stockholm, hvor han ved det kongelige Theater havde sundet en større Virkekreds [sideskift]side 507]som Balletdirigent, samt Sekond-Dandserinden Jomfru Bianca Bills.

Af fremmede Kunstnere optraadte kun en, nemlig Sangerinden, Dlle. Signe Hebbe fra Stockholm, som forenede en smuk, godt uddannet og omfangsrig, frisk Stemme med et ægte musikalsk Foredrag, der indbragte hende stærkt Bifald. Bournonvilles Datter, Charlotte Bournonville, gav i Begyndelsen af Saisonen en Koncert paa Hoftheatret. hun havde i 1856 uddannet sine Stemmemidler i Milano under den berømte Syngelærer, Professor Lampertis Veiledning og viste sig at være i Besiddelse af en Alt-Stemme, der, om den end ikke var videre omfangsrig, dog var godt skolet og navnlig tiltalende og karakteristisk i Dybden. Kort Tid efter sin Optræden her gik hun til Stockholm, hvor hun debuterede som Fides i "Profeten" og gjorde saa stor Lykke, at hun blev engageret som kongelig Operasangerinde af første Klasse med en Gage af 3000 Rdl. Banko eller 2250 Rdl. dansk.

Saisonen 1857-58 gav en Indtægt for Theaterkassen af ialt 149,293 Rdl. 24 Sk., hvoraf som tidligere omtalt de 21,720 Rdl. 4 Sk, faldt paa Hoftheatret og de resterende 127,573 Rdl. 20 Sk, paa Saisonens 6 sidste Maaneder. Finantsloven for 1857-58 havde paaregnet et Overskud af 2,999 Rdl. 16 Sk., der skulde tilfalde Reservefondet, men denne Beregning blev saa lidet til Virkelighed, at Aaret sluttede med en Underbalance paa 13,805 Rd. 62 Sk., der fortes til Udgift for Reservefondet i 1858—59. Denne Underbalance skyldtes tildels Ombygningen og tillige forskjellige i Aarets Løb afholdte overordenlige Udgifter. De 60 Forestillinger paa Hoftheatret skulde efter Beregningen have indbragt 39,000 Rdl., og Tabet paa disse var altsaa 17,279 Rdl. 92 Sk., hvortil endnu kom 4,463 Rdl, i Leie af Lokalet.[sideskift][side 508]Reservefonds, der i den foregaaende Saison var begyndt saa glimrende, kom herved allerede i denne betydelig i Dekadence. Aaret sluttede rigtignok med en Indtægt af ialt 183,973 Rdl. 53 Sk., men foruden en Beholdning af 30,626 Rd. 25 Sk. fra det foregaaende Aar fremkom denne Indtægt ved Byggelaanet hos Sorø Akademi paa 150,000 Rdl. samt ved 2,500 Rdl., der ved Tillægsbevillingslov af 29de December 1857 vare givne af Statskassen til Reservefondet, mod at dette skulde anskaffe Gasmaalere og besørge den udvendige Gasbelysning ved Theatret. Disse to Indtægtsposter vare altsaa ganske illusoriske, idet det sidste Beløb anvendtes til Udgifterne ved Gasanlæget, og det første ikke alene medgik til Ombygningen, men tillige i de første 28 Aar skulde forrentes og afdrages med 6 pCt. aarlig. Til Gjengjæld havde Reservefondet i 1857-58 at udbetale 1785 Rdl. 32 Sk. i Renter til December 1857 af Byggelaanet og at udrede i overordenlige Honorarer og Gratifikationer 5350 Rdl., hvoraf 1200 Rdl. til Dorph og 4150 Rdl. til forskjellige af Personalet som Gratifikationer og Reiseunderstøttelser i Anledning af det gunstige Resultat af Saisonen 1856-57. Gratifikationerne til et Beløb af 1750 Rdl. uddeltes til 11 forskjellige Medlemmer af det egenlige Theaterpersonale i Portioner paa 50 til 300 Rdl., medens dog en Portion paa 600 Rdl. tildeltes Phister "som Anerkjendelse af hans mangeaarige Virksomhed i Operaen".

Blandt Theaterpersonalet blev der ved Saisonens Slutning fordelt et Beløb af 1855 Rdl. som Erstatning af Tabet i Feu ved Forestillingerne paa Hoftheatret. Denne Sum opførtes først paa Statsregnskabet for 1858-59 og gav da Anledning til Paatale fra Statsrevisionens Side. Paa Forespørgsel, hvilken Bemyndigelse man havde til denne Udgift,[sideskift][side 509]svarede Kultusministeriet Statsrevisionen, at Beløbet som sagt "var anvendt til Erstatning til Personalet for det Tab i Feu ved Forestillingerne paa Hoftheatret, som var en Følge af disse Forestillingers langt ringere Andel end det sædvanlige og af den lavere Indtægt, de indbragte. Noget egenligt Krav paa Erstatning i denne Anledning var ikke tilstede, ligesaa lidt som der ved denne Extragodtgjørelse tilsigtedes at bevirke nogen fuldstændig Skadesløsholdelse. Derimod talte Billighedshensyn i høi Grad for paa denne Maade at bøde paa det Indtægtstab, Personalet i hin Anledning havde lidt. Erstatningen blev beregnet til et ligesaa stort Beløb, som den beregnede Feu for September, Oktober og November havde udgjort. For at indvinde en Del af det ved Forestillingerne paa Hoftheatret Theaterkassen paaførte Tab, som ogsaa for at tilveiebringe Midlerne til at udrede den omhandlede Extragodtgjørelse, bleve Forestillingerne i Saisonen 1857-58 udstrakte til den 12te Juni inklusive." Med denne Besvarelse , lod Statsrevisionen sig dog ikke nøie, men gjorde følgende "Vedtegning" til den: "Med Hensyn til de 1855 Rdl., der ere blevne fordelte mellem Theaterpersonalet for Tab af Feu ved Forestillingerne paa Hoftheatret i 1857, maa man tillade sig at bemærke, at da Feu beregnes i Forhold til Vedkommendes Virksomhed ved Theatret og dettes Indtægter, maa den betragtes som en uvis Indtægt, i hvilken der ikke kan eller bor være Tale om at foretage Afkortning til Fordel for Theaterkassen, dersom den ifølge de gjældende Bestemmelser bliver større end kalkuleret, og til hvis Forøgelse det derfor Heller ikke skjønnes, at Billigheds-Hensyn lade sig gjøre gjældende, dersom den bliver ringere end beregnet, især da Theaterkassen under saadanne Omstændigheder maa have en ni Gange saa stor Mindreindtægt. At Forestillingerne i [sideskift][side 510]1857-58 have været udstrakte noget over den sædvanlige Tid, synes ikke med Grund at kunne anføres til Støtte for denne Udgift, da der naturligvis har været beregnet Skuespillerne Feu af disse Extraforestillinger, som derfor maa have tjent som Middel til at bøde paa tidligere Mindreindtægter. Hertil maa man endnu føie, at der i Finantsaaret 1857-58, hvortil Udgiften i alt Fald maatte henhøre, er udbetalt Theaterpersonalet som Reiseunderstøttelse og Gratifikationen 4150 Rdl. udenfor Finantslovens Bevilling, ved hvilket Beløb der rigelig maa kunne være bødet paa en midlertidig Formindskelse af de uvisse Indtægter som den her omhandlede, saa meget mere som Theatrets rigere Indtægter i 1856-57, paa Grund af hvilke det nysnævnte Beløb er udbetalt, forholdsvis maa have forøget Theaterpersonalets Indtægter af Feu. Man maa derfor ved denne Post henvise til Rigsdagens Bevillingsmyndighed og indstille, at Udgiften ikke kan passere." Majoriteten i Folkethinget delte imidlertid ikke Statsrevisionens Opfattelse, men forkastede Indstillingen.

Dette var forøvrigt ikke det eneste Punkt, i hvilket Statsrevisionen nedlagde Indsigelse mod den Maade, hvorpaa Kultusministeriet tillod Theaterdirektionen at raade over de af Rigsdagen til Skuepladsen bevilgede Beløb. Ved ministeriel Resolution af 26de Januar 1858 blev der fra den 1ste September 1857 tilsagt Rosenkilde en fast Feu for hver Saison af 700 Rdl., hvorefter der i 1857-58 blev beregnet ham 699 Rdl. og i den følgende Saison 700 Rdl. i Feu, ialt 1399 Rdl. Men da den regulativmæssig beregnede Feu for ham i samme Tidsrum kun var 811 Rdl. 13 Sk., havde altsaa den faste Feu oversteget den regulativmæssig beregnede med 587 Rdl. 83 Sk. Ligeledes var der ved Direktionens [sideskift][side 511]Skrivelse af 7de Oktober 1857 sikkret Mad. Fossum en Godtgjørelse af 500 Rdl. for de første 40 Gange, hun optraadte i Saisonen 1857-58, hvorimod hun for det Antal Gange, hun optraadte ud over 40, skulde oppebære den for hende regulativmæssig beregnede Feu. Herved kom hun til at oppebære 68 Rd. 64 Sk, mere, end der tilkom hende efter Regulativet. For Saisonen 1858-59 tilsikkrede en ministeriel Skrivelse af 3die Mai 1858 hende en fast Feu af 600 Rdl., medens den regulativmæssig beregnede kun udgjorde 289 Rdl. 72 Sk., og i disse to Aar havde saaledes hendes faste Feu oversteget den regulativmæssig beregnede med 378 Rdl. 88 Sk. Nu indstillede Statsrevisionen af Statsregnskabet for 1858-59, at Rigsdagen skulde nægte at lade denne samlede Udgiftspost af 966 Rdl. 75 Sk. passere, idet den motiverede sin Indstilling saaledes: "Feu beregnes efter Finantsloven med 10 pCt. af Forestillingsindtægterne, og dette Beløb fordeles efter et Regulativs Bestemmelser imellem de Skuespillere, der optræde i Forestillingerne. Den er derfor efter sit Væsen en uvis Indtægt for disse, den afhænger af, hvor hyppig de optræde, og hvilken Indtægt Forestillingerne give. Naar man derfor siden 1857 har indfort en fast Feu eller, som det i Regnskabsoversigten hedder, garanteret Feu, saa har man derved forenet to Begreber, der gjensidig udelukke Hinanden, saa at fast eller garanteret Feu ikke længere med Rette kan kaldes Feu, og man har derhos opoffret den vigtige Fordel, som ved Skuespillernes Lønning med Feu er tilsigtet, nemlig at gjøre dem selv interesserede i Theatrets Indtægt og deres egen hyppige Optræden." Da Statsrevisionens Beretning kom for i Folkethinget, bemærkede Kultusministeren i Anledning af den gjorte Indstilling, at der var givet Rosenkilde fast eller garanteret Feu, fordi [sideskift][side 512]den gamle Kunstner, som netop i de Dage fyldte sit 75de Aar, folte sin Stilling trykket ved paa Grund af sin fremrykkede Alder ikke at kunne optræde saa hyppig som hidtil, hvorved hans Indtægter formindskedes, medens paa den anden Side hans Betydning for Skuepladsen uforandret var den samme. At der var tillagt Mad. Fossum fast Feu, havde sin Grund i, at der fra et fremmed Theater (Stockholms Opera) var gjort hende et saa glimrende Tilbud, at man for at beholde denne Kunstnerinde ikke havde betænkt sig paa at sikkre hende en bestemt aarlig Indtægt. Theatret kunde ganske vist have opnaaet det samme Resultat ved at give de to nævnte Personer et ligesaa stort aarligt Gagetillæg, men man havde ikke taget i Betænkning at overføre dette Tillæg paa Feu-Kontoen, fordi man ikke havde nogen Anelse om, at Statsrevisoratet vilde holde saa strengt paa Begrebet "Feu". Denne Ministerens Anskuelse deltes da ogsaa af Folkethinget, som forkastede Statsrevisionens Indstilling. Forøvrigt bortfaldt den faste Feu for Mad. Fossum ved en i 1860 afsluttet Overenskomst og for Rosenkilde ved hans Død i 1861.

Ved Finantsloven 1852-53 inddroges Theaterkassens tidligere aarlige Tilskud af 600 Rdl. til Korpensionsfondet, og da dette Fond som Følge deraf snart viste sig ude af Stand til at overtage de Pensioner, som vare stillede Korpersonalet i Udsigt, blev man nødt til at udfærdige et nyt Reglement for Fondet. Dette Reglement stadfæstedes ved kongelig Resolution af 26de Juni 1857. Herved bestemtes, at Fondets Indtægter skulde bestaa dels af Renterne af Udlaanene af Korkassen og dels af et Bidrag indtil videre af 4 pCt. af den faste aarlige Lønning for enhver i Koret Ansat. Bestyrelsen kom til at bestaa af et Medlem af Theaterbestyrelsen som Formand, Korsyngemesteren og to tjenestegjørende [sideskift][side 513]Korister, og de Medlemmer af Korpersonalet, der havde gjort Tjeneste i 15 Aar, skulde, naar de afgik paa Grund af Alder, Svagelighed eller anden dem utilregnelig Aarsag, have en Pension, som varierede fra 4/25 til ½ af deres Lønning, beregnet efter de sidste fem Aars Gjennemsnit. Ved en ministeriel Resolution af 8de September 1858 blev det dog bestemt, at kun Lønningen ved Afgangen skulde tages i Betragtning.

Ligesom Korpensionsfondets Reglement blev forandret i denne Saison, saaledes skete der ogsaa enkelte Modifikationer i Tjeneste-Regulativet af 1856. Det havde nemlig snart vist sig, at de fastsatte Mulkter for Udeblivelse fra Prøver vare faa overdrevne strenge, at Direktionen i flere Tilfælde havde undladt at inddrive dem, hvilket i mere end en Retning var uheldigt, dels nemlig fordi det let kunde se ud som Partiskhed, naar den Ene mulkteredes og den Anden fik Mulkten eftergivet, og dels fordi det udtrykkelig var bestemt i Reglementet, at Mulkterne ikke kunde eftergives. Ved Bekjendtgjørelse af 15de Marts 1858 blev det derfor efter Direktionens Indstilling til Kultusministeriet fastsat, at der for Udeblivelse fra en Generalprøve og enhver sidste eller eneste Prøve eller Repetition skulde bødes

for	5-15	Min.	Udebl.	...............	1/50	af d. mndl.	Indtægt,
-	15-45	-	-	...............	1/25	-	-    og
-	45	-	(som en fuld) Udebl.		1/10	-	-       ,

medens det efter det tidligere Reglements Bestemmelser var:

for	5	Min.	Udebl.	...............	1/50	af d. mndl.	Indtægt,
-	15	-	-	...............	1/12	-	-       ,
-	30	-	-	...............	1/6	-	-       ,
-	45	-	(som en fuld) Udebl.		1/3	-	-       ,

Derhos blev det yderligere fastslaaet ved Bekjendtgjørelsen,[sideskift][side 514]at Direktionen iøvrigt ikke kunde paakjende andre Mulkter end de i Reglementet paabudte, men at den i ethvert indtræffende Tilfælde havde at gjøre Indstilling derom til Ministeriet. Og endelig fik Direktionen Bemyndigelse til at foretage Noget, der allerede var skeet, lange for Bemyndigelsen gaves, nemlig til at fordele Embedsforretningerne anderledes, end Reglementet bestemte, mellem visse Embedsmænd, saasom Theatersekretairen, Økonomiinspicienten, Theaterinspicienten o. s. v. o. s. v.

I Løbet af Saisonen publiceredes der en Lov, der viste, hvor ringe Hensyn den lovgivende Magt tog til det kongelige Theater. Loven om Eftertryk af 29de December 1857 bevirkede nemlig endel Forandringer i Forskrifterne i § 6 i Regulativet af 1856 om Forfatternes og det kongelige Theaters gjensidige Stilling til Hinanden. Ifølge den citerede Lovs § 17 er Ingen berettiget til uden Forfatterens Samtykke offenlig at opføre dramatiske Værker eller for Scenen bestemte musikalske Kompositioner. Som en Opførelse bliver det dog ikke at betragte, naar et saadant Digt eller Dele af samme uden scenisk Udstyr offenlig foredrages, eller naar Ouverturer eller enkelte Numere af en dramatisk Komposition paa samme Maade opføres ved Koncerter. Dernæst skal ifølge Lovens §18 den Omstændighed, at en Forfatter overdrager sin Ret til Opførelse af et af de i § 17 omtalte Arbeider til Nogen, ikke for Fremtiden, hvis ei anderledes udtrykkeligen er vedtaget, være til Hinder for, at han kan overdrage en lignende Ret til en Anden, og dette skal i hvert Fald staa ham frit for, saafremt Digtet eller Kompositionen i fem paa Hinanden følgende Aar ikke har været bragt til offenlig Opførelse af den, hvem [sideskift][side 515]udelukkende Ret til Opførelsen har været overdraget; dog skal denne Frist med Hensyn til alle ældre Kontrakter først regnes fra Lovens Kundgjørelse. Endelig bestemtes der i § 19, at den Forfatteren ifølge §§ 17 og 18 tilkommende Ret efter hans Død stal tilfalde den, til hvem han ved Kontrakt har overdraget samme, og, forsaavidt dette ikke har været Tilfældet, den, til hvem han har testamenteret samme, eller, i Mangel deraf, hans Ægtefælle og efter hende hans Livsarvinger eller, hvis ikke Heller saadanne findes, hans Forældre og Sødskende i Overensstemmelse med Arvelovene. Tredive Aar efter Forfatterens Død skulle hans efterladte dramatiske Værker eller dramatiske Kompositioner kunne opføres af Enhver, som forøvrigt er berettiget til at give offenlige Forestillinger af den paagjældende Art, hvilket ogsaa skal gjælde i Forhold til det kongelige Theater, uanseet at det i Bevillingen til Skuespils Opførelse er forment at opføre noget til det kongelige Theaters Repertoire henhørende Værk. — Allerede i den paafølgende Saison viste Følgerne sig af denne Lov, der — som Heiberg med Rette skrev i 1860 — "ikke gjør vore Lovgiveres dramaturgiske Indsigt nogen Ære", og de i mange Retninger uklare Bestemmelser gav, som det senere vil sees, Anledning saavel til Kontroverser mellem Privattheatrene og det kongelige Theater som til lange Debatter i Rigsdagen. Til det kongelige Theaters Tarv havde den lovgivende Magt ved denne Leilighed ikke taget det allerringeste Hensyn, og det var muligvis kun Lovens noget uklare Udtryk, der bevirkede, at der ikke gjordes større Indgreb i det kongelige Theaters Rettigheder, end Tilfældet hidtil har været.

---

Note til side 397:

*) Hvormeget der i Begyndelsen naturligvis maatte mangle mig paa Kjendskab til Detail-Forholdene ved Theatret, sees ogsaa deraf, at jeg ønskede mig fritagen for det egenlige Regnskabs- eller Bogholder-Væsen, idet jeg troede, at Direkteuren skulde bære ogsaa denne Byrde; men jeg blev snart overbevist om, at et Kontor, der er saa vel bestyret som det kongelige Theaterkontor, og en dygtig Økonomiinspekteur ere i saa Henseende tilstrækkelig faste Støtter for Theaterdirekteuren.

Note til side 399:

*) Hvilket endvidere sees deraf, at i de første Maaneders Tid af min Bestyrelse vare Ministeriets Skrivelser til mig adresserede til "Theaterdirekteuren", men siden til "Theaterbestyrelsen" [?].

Note til side 402:

*) Dette var en Høist ubetydelig Privatsag imellem Korpersonalet, indbyrdes, der ikke i ringeste Maade vedrørte Theatret eller dets Kasse, og hvori man havde udbedet sig min personlige Mægling.

Note 1 til side 403:

*) En Ansøgning, saavidt jeg erindrer, om at holde en Kirke-Koncert, der ikke vedkom Theaterkassen. Man sammenholde hermed en mig fra den Kommitterede iforveien tilstillet Promemoria, hvori det hedder, at Theaterdirekteuren har at forelægge Ministeren:

"Indstillinger om Anvendelse af Beløb paa Theatrets Lønnings-Konti";

"Indstillinger om Approbation paa de for Theatret vigtigere Kontrakter";

"Sager om betydeligere extraordinaire Udgifter o. s. v."

Saadanne vigtigere Sager paalaa det altsaa engang Theaterdirekteuren at indstille til Ministeriet. Nu derimod tiltales Direkteuren, saaledes som ovenfor meldt, for de betydningsløseste Bagateller.

Note 2 til side 403:

**) En Embedsmand bør vel udføre, hvad en overordnet Embedsmand paalægger ham som Embedspligt (naar det ikke strider mod Moralens og Ærens Love), og især ved et Theater, hvor Alt maa være beregnet paa, at Maskinen ikke standses eller forrykkes i sin daglige Gang. Men jeg har aldeles ikke derved enten billiget den tagne Bestemmelse eller erkjendt, at en saadan Myndighed tilkom den Kommitterede.

Note 1 til side 404:

*) Se Anmærkningerne Side 402 og 403.

Note 2 til side 404:

**) Nemlig artistisk.

Note til side 439:

*) Om nogen "udvidet æsthetisk Myndighed" Har der naturligvis aldrig været Tale.

Note til side 490:

*) Dorphs: "Om mine Theaterforhold."

Note til side 501:

*) I sit Udkast til denne Artikel havde Heiberg skrevet: "Jeg bemærkede det og passede ham op i Koulissen paa den Tid, da jeg vidste, han vilde komme ud, og gjorde ham opmærksom Paa hans Forglemmelse, hvorefter Kappen blev aftagen."