[sideskift][side 525]Efter Alt, hvad der var blevet fortalt og skrevet, skulde denne Saison komme til at levere Beviset for, hvad der kunde præsteres af det kongelige Theater, naar Bestyrelsen og Driften vare lagte i de rette Hænder. Christensen havde jo fra tidligere Tid faaet Prædikat som Administrator par excellence, og om Hauchs Kapaciteter som æsthetisk Autoritet kunde der ikke reises nogen Tvivl. Hertil kom, at alle de modstridende Elementer, der hidtil kunde tænkes at være traadte hindrende i Veien for, at Direktionen kunde faa Alt til at gaa, som det skulde, nu vare udsondrede, idet Fru Heiberg og Mantzius havde søgt deres Afsked, og Overskou var bleven fjernet som Scene-Instrukteur. Det nye "System" i Kunsten skulde altsaa nu til at raade; nu skulde det ret for Alvor vise, hvori det bestod, og hvad det duede til. Hvori det bestod? Dette Spørgsmaal var ofte blevet opkastet, men hidtil var der ikke fremkommet nogen Besvarelse, der kunde tages for fyldestgjørende. Og dog hørte man stadig dette Stikord paa den store Mængdes Læber, ligesom Dagspressen havde gjort Sit til at slaa det fast i den almindelige Bevidsthed som Noget, hvoraf man burde og skulde vente sig de skjønneste Resultater. Spurgte man da de Indviede, hvorledes det egenlig Hang sammen med dette nye "System", fik man kun uklare Svar. Systemet skulde nærmest bestaa deri, at fra nu af skulde Kunstforstanden være den ene raadende ved det kongelige Theater; Spillemaaden burde [sideskift][side 526] undergaa en Forandring, saaledes at den Tradition, der hidtil havde været den herskende, og gjennem hvilken den danske Skueplads havde hævdet sig et Ry, der gik langt ud over Landets Grændser, maatte forsvinde for at afløses af en ny, moderne og mere sand Opfattelse. Naturen var det Maal, enhver Kunstner i sit Spil skulde stræbe efter; Naturen var det Løsen, som Hørtes fra de Flestes Læber. Som om Naturen ikke forhen havde været det, hvorefter Theatrets største Aander havde tragtet; som om det ikke var det, mange af dem havde naaet! Vare da ikke Skuespillere som Ryge, Frydendal, Lindgreen, Winsløw og C. Foersom gaaede ud paa i deres forskjellige Roller at komme Naturen og Virkeligheden saa nær, som Kunsten tillod det? Havde deres Spil været holdt i en parykblokagtig, antikveret Stil, som Nutiden ikke kunde forsone sig med? Blev Hakon Jarl under Ryges Hænder en for vore Dage uforstaaelig tragisk Skikkelse, var Winsløws Ludvig den Ellevte ikke et Mesterstykke af dramatisk Kunst, præget af den Sandhed og den Natur, der gjorde Gjengivelsen saa gribende, saa ophøiet og saa almenfattelig? Og vare de komiske Typer, som Frydendal, Lindgreen, Rosenkilde, Foersom og Phister skabte, vare de kun Øieblikkets Børn, vare de Overleveringer af en Spillemaade, der var saa forældet, at den trængte til at fornyes, forynges og forbedres? Havde da Fru Nielsen, hvem det Nyes Bærere dog satte øverst i Rækken blandt alle Stjernerne paa Theatrets Himmel paa Grund af den mageløse Natur, hvoraf hendes Spil bar Præget, havde hun ikke faaet sin Uddannelse ved det kongelige Theater, og var hun i sin Spillemaade afvegen saa stærkt fra sine Omgivelser, at hun dannede en Kontrast til dem og til den Skole, de havde tilegnet sig? Og endelig Fru Heiberg! Var hendes Komediespil kun præget [sideskift][side 527]af det Overleverede, det Traditionelle? Havde ikke hun til enhver Tid gjennem Reflexion og omhyggeligt Studium af det virkelige Liv søgt i sine Fremstillinger at bringe Kunsten og Naturen i den mest fuldendte Harmoni med Hinanden, og var det ikke lykkedes hende i utallige Tilfælde? — Besvarelsen af alle disse Spørgsmaal falder let. Det var ikke noget Nyt, der tilsigtedes indført ved det nye "System", thi et saadant kunde ikke tænkes; der herskede ikke en antikveret Spillemaade ved det kongelige Theater, hvor tvertimod Kunsten havde holdt sig ren for alle de konventionelle, stive Former, der paa Udlandets Scener vare forsvundne ved enkelte mægtige Geniers Fremtræden, og det var ikke noget Nyt, at den sceniske Kunstner udformede sine Præstationer efter omhyggelige Studier af Naturen. Men Stikordet var nu engang givet, og "Systemet" skulde jo bestaa i Noget. Saa paastod da som sagt "de Kloge", at det nærmest havde sit Indhold i, at Skuespilleren ad Tænkningens Vei analyserede og anatomerede sin Rolle saaledes, at Virkeligheden, Sandheden eller Naturen — hvad man nu foretrækker at kalde det — kom tilsyne i hver Replik, i hver Gestus, i selv den allermindste Nuance af Rollen, at man ikke stræbte efter at idealisere, men kun efter at virkeliggjøre. To Omstændigheder tænkte Hoben ikke paa, naar den snakkede om dette nye System. Den glemte rent, at Kunsten stedse maa idealisere, idet den krasse Realisme intet Hjem har i Kunstens Regioner, og den Huskede ikke paa, at Reflexionen stedse havde spillet en mægtig Rolle hos de fleste af vore dramatiske Kunstnere. Del var der Enkelte, som for Exempel Lindgreen, Foersom og gamle Rosenkilde, der ofte havde virket mere ved deres Genialitets Umiddelbarhed end ved strengt Studium af Rollen, men omrendt havde Kunstnere som Winsløw jun., Fru [sideskift][side 528]Heiberg og Phister skabt de største Resultater ad Tænkningens Vei fremfor at overlade disse til den Virkning, de kunde frembringe ved deres særlige Kunstner-Individualitet. Høedt, der skulde være "Systemets" Bærer, havde ganske sikkert navnlig vist sig at være Reflexions-Skuespiller, forsaavidt han erstattede det, der manglede ham i Talent, ved et ualmindelig omhyggeligt Rolle-Studium og ved stedse at søge at komme Naturen saa nær som mulig. Derfor var hans Diktion ogsaa til enhver Tid fri for Alt, hvad der i mindste Maade kunde smage af Svulst eller Affektation, men dog havde dette ikke kunnet frelse ham fra alligevel ogsaa paa sin Vis at henfalde til en vis Maner, han gik, om man saa maa sige, formeget igjen i sine Roller; man saa for Meget til Hr. Høedt og for Lidet til den Person, han skulde fremstille; han gik saa stærkt op i Reflexionen, at hans andre aandelige Evner ikke virkede med samme Kraft, og herved skete det da ofte, at naar Lidenskaben i en Rolle skulde bruse voldsomt frem eller hans Vid og Lune spille let og livlig, da lykkedes det ikke for ham, idet Reflexionen var prædominerende. Herved kom hans Spil jævnlig til at savne den fornødne Enhed, saa at Præstationen blev en Række ypperlige Enkeltheder uden at danne noget harmonisk Hele, han var jo imidlertid nu foreløbig fritaget for at optræde, og han kunde altsaa kun ved sin Elev-Instruktion virke hen til at bringe sine Theorier ud i Praxis. Men naar denne stærke Reflexions-Spillemaade allerede hos ham viste sin Farlighed, skjøndt han ved sit Talent, sin gode Forstand og sin uddannede Smag bedre end de Fleste kunde undgaa dens farlige Skjær, saa kan det let tænkes, at det Farlige maatte træde langt stærkere frem hos de Elever, han veiledede. Dette undlod da Heller ikke at vise sig. Skjøndt han i mange Retninger havde en [sideskift][side 529]befrugtende og forædlende Indskydelse paa de Yngre, med hvem han læste, bleve disse dog jævnlig i altfor høi Grad paavirkede af ham, og idet han ikke lod deres Kunstner-Individualitet udvikle sig tilstrækkelig selvstændig, fik de Udseendet af en vis Dressur, der i altfor høi Grad mindede saavel om Lærerens Fortrin som om hans Feil. Disse Egenskaber hos Høedt fremtraadte ogsaa i hans Virksomhed som Scene-Instrukteur.

I Mai Maaned 1858 havde Kultusministeren nemlig tilbudt ham Pladsen som Scene-Instrukteur ved Theatret, navnlig for Skuespillet, men han afslog Tilbudet om at modtage Ansættelse som saadan, hvorimod han erklærede sig villig til at assistere Theaterdirektionens artistiske Medlem med at lede Indstuderingen af Alt, hvad der henhørte til det reciterende Skuespil. Da nu Hauch aldeles ingen Dygtighed havde til at lede en saadan Indstudering, blev det faktisk Høedt, der besørgede hele Scene-Instruktionen, og efter sit Ønske oppebar han i hele den kommende Saison ingen Gage for denne sin Virksomhed, hvorfor han ogsaa i Slutningen af Theateraaret efter Kultusministeriets Indstilling udnævntes til Professor. Som Scene-Instrukteur udfoldede han en stor Virksomhed og viste sig i flere Retninger at være i Besiddelse af en ikke almindelig Dygtighed. Naar der saaledes var Tale om at sætte et fransk Lystspil i Scene, greb han denne Opgave med stor Fornøielse og gik saaledes i Detailler med Hensyn til Indstuderingen, at Stykket gik over Scenen med en sjelden Finesse og Sikkerhed. Men hvad der saaledes var paa sin Plads, hvor Talen var om det nyere franske Lystspil, med hvilket hans eget Skuespillertalent følte sig nærmest beslægtet, kunde ikke passe ligeover for et Sørgespil af Shakspeare eller Oehlenschlæger, og naar han derfor skulde sætte et saadant Arbeide i Scene, viste han sig [sideskift][side 530]langtfra sin Opgave saa voxen som i det første Tilfælde. Om han end ikke forsyndede sig mod Stykkets Aand, forstod han dog ikke at maneuvrere med Masserne og frembringe en malerisk Virkning, Noget, hvori Bournonville havde sin Styrke, ligesom han ogsaa syntes at mangle Blik for Stykkets historiske Kolorit og Kostumeringen. Men han varetog sit Hverv med stor Nidkjærhed og Varme; intet Stykke blev opført, for det gik fuldstændig tilfredsstillende for ham over Scenen, og Skuespillerne maatte prøve og prøve om igjen, indtil de vare ganske sikkre paa sig selv.

Med Theatrets Overbestyrelse var der fra denne Saisons Begyndelse foregaaet en lille Forandring, idet det under 31te August blev paalagt Departementschef, Overskoledirekteur, Biskop, Dr. phil. D. G. Monrad tillige som midlertidig Direkteur for det samlede Ministerium for Kirke- og Undervisningsvæsenet at være Kultusministeren behjælpelig ved dette Ministeriums Ledelse.

Inden Saisonens Begyndelse havde enkelte af Bladene — navnlig "Berlingske Tidende" — udtalt sig i høie Toner om den fortræffelige Bestyrelse og om de gode Resultates man kunde vente sig af dens Virksomhed, men det havde dog heller ikke manglet paa Røster, der med rene Ord havde paavist dens store Mangler og de Feilgreb, den havde gjort sig skyldig i. Saaledes indeholdt "Fædrelandet" nogle Dage efter, at Saisonen var begyndt, en længere Artikel om det kongelige Theater, i hvilken det blandt Andet hed:

"Det har naturligvis været hans Excellence Kultusministerens Mening med de Forandringer, han har foretaget med det kongelige Theaters Bestyrelse, at give den en saadan Sammensætning, at den kunde være nogenlunde sikkret mod den Ensidighed og Vilkaarlighed, der i det Mindste saare let [sideskift][side 531]kunde klæbe ved den Enkeltes Regimente, og dette desto mere, jo dygtigere og mere energisk del var. Der har vel neppe været taget Hensyn til saadanne Talemaader som følgende: "Kongen af Danmark har givet sine Negerslaver fri; de eneste af hans Undersaatter, der ere trælbundne, ere Skuespillerne", der virkelig skal være indkommet til Kultusministeriet fra en christelig allarmeret Skuespiller; men man har naturligvis tænkt at give Skuespillerne en større Indskydelse og overhovedet at faa enhver af Theatrets Interesser repræsenteret i behørigt Forhold i dets Bestyrelse. Derom vidner Ansættelsen af en økonomisk Direkteur, Theaterraadet o. s. v. Om en saadan Bestyrelsesmaade for et Theater er rigtig, eller om den ikke snarere forer til et forstyrret Husvæsen, er meget omtvisteligt. Erfaringer fra andre Theatre vidne for det Sidste. Imidlertid vilde man, hvis Forsøget var blevet sat i Værk paa behørig Maade, selv om det mislykkedes, dog have indvundet en saadan Sum af Erfaringer, at man kunde have havt Grund til at glæde sig over, at det var gjort. Skjæbnen har imidlertid villet, at det den Dag i Dag er ugjort, thi det er gjort slet. Man ansatte Hr. Justitsraad Christensen som økonomisk Direkteur, men vi tro neppe, at hans Excellence kunde have valgt uheldigere. En økonomisk Direkteur maa for det Første forstaa sig paa Økonomi og for det Andet forstaa sig saa meget paa Æsthetik, at han ikke blander sig deri, naar hans Indblanding ikke behøves; men Hr. Justitsraad Christensen har aabenbart ingen af Delene forstaaet, hans Opførsel mod Professor Dorph ville vi ikke omtale, fordi der er Noget deri, som ikke seer vel ud, naar det stilles overfor den offenlige Anstændighedsfølelse, og den er desuden engang debatteret. Hvad han forresten har udført ved det kongelige Theater, synes for den [sideskift][side 532]største Del at falde ind under en af to Rubriker. Enten det rent Forkerte, som f. Ex. hans Maade at gagere allerede aftraadte eller endnu ikke tiltraadte Skuespillere paa, hans Coup de théâtre for paa engang at faa Fru Heiberg til at spille og Hr. Høedt ansat som Scene-Instrukteur; eller det Latterlige, som f. Ex. hans Indsigelse mod at udbetale nogle Dalere til Udskrivningen af Hartmanns Musik til "Hakon Jarl", hans Fribilletter til Bladredakteurerne ifjor og deres Tilbagekrævelse iaar o. s. v. Men vi haabe ogsaa, at denne Direkteur en skjøn Morgenstund indsover til de Saliges Hvile i en velfortjent Sarkofag med Etatsraadsinskription og i det Mindste fire Tusinder om Aaret, og vi fole os fuldkommen overtydede om, at Hr. Justitsraaden, ligesom andre store Filosofer, altid lever og har levet med sin Tanke henvendt paa Døden. — For nu at skjule, hvad man maaske sandt det mindrepassende at lade staa utildækket hen, malede man Hr. Etatsraad Hauch som et Skjærmbrædt hen derfor. Man kunde.ikke have: valgt nogen Bedre; thi Etatsraad Hauch har et stort Navn i Publikum, et Navn, paa hvilket der kan trækkes mange Vexler. Men der er dog noget Underligt i, at man har villet vælge, netop i ham, og endnu mere i, at han, har modtaget Valget; det viser, at Etatsraad Hauch er en Mand med Illusioner. Hvorledes er det nu hidtil gaaet ham? Vi tør paa, det Bestemteste paastaa, at han endnu ikke har havt Tid til selv at se det; ellers vilde han have fortvivlet. Ikke nok med, at han nemlig endnu ikke har faaet begyndt, end sige da uddannet sig et Repertoire, der stemmer med hans  egen smag; han har ikke engang kunnet forhindre, at der under hans Hænder dannede sig et slet Repertoire af Sager i den dramatiske Literatur, der ikke ere Theatrets Opmærksomhed værd, og som ere lige stik imod hans egen [sideskift][side 533]Smag. Det eneste Nye, han har bragt til Opførelse, er "William Shakespeare", "Bonden som Dommer" og nu "Advokat Patelin". Af Tragedier har han opført en eneste, "Hakon Jarl", og det kun en eneste Gang, medens Hr. Professor Nielsen derimod i Foraaret i Stockholm udførte den oftere. Hr. Balletmester Bournonville blev ansat som Scene-Instrukteur for Operaen; man ansaa det for aldeles nødvendigt. Ikke desto mindre gjorde han kort Tid efter ligeledes en lille industriel Kunstreise til Stockholm, og hans Forretninger overdroges til en af hans Dandsere. Mere nødvendig var Sagen altsaa ikke. Ordningen af det gamle, forhaandenværende Repertoire gik Hulter til Bulter; nogle Abonnenter overraskedes pludselig med "Soldaterløier" og fik det to Gange, Lørdagsabonnenterne have engang havt Opera tre eller fire Gange i Træk o. s. v. Naar "Dagbladet" antager, at det nogenlunde tilfredsstillende Abonnement iaar er et Tillidsvotum til det kongelige Theaters Bestyrelse, saa tager det sikkert storlig feil. Dersom alle Recensenterne havde tiet stille ifjor og vilde tie iaar, vilde det kongelige Theater snart tabe al Interesse i Publikum; det er denne Omtale, der holder det oppe. Og hvad nu Hr. Professor Overskous Afskedigelse angaaer, da anse vi det vel for rigtigt, at denne Mand blev fjernet eller flyttet fra det kongelige Theater, hvor han vistnok ikke mere var i Stand til at opfylde sin Pligt; men deraf følger ikke, at ikke vi og Enhver, der gjør Fordring paa at besidde nogen Retfærdighedsfølelse, maa finde den Maade, hvorpaa det skete, oprørende. Han blev sendt bort fra Theatret uden en Times Varsel paa Grund af en privat Injuriehistorie mellem ham og Justitsraad Christensen, der for den Sidstes Vedkommende er af en temmelig slibrig Natur. "Dagbladet" har Uret, naar det i sin Omtale af [sideskift][side 534]Hr. Professor Overskous Bog om de sidste Aars Theaterforhold kun berører Bogens æsthetiske Side og slaaer en Streg over de Fakta, den beretter, og som staa aldeles uigjendrevne hen. Den Haandsrækning, Etatsraad Hauch ved denne Leilighed har ydet, har slet ikke noget Tiltalende ved sig; den vidner ikke om det høie og ædle Sind, som man har været faa glad ved at tiltro ham, og endnu mindre gjør hans Erklæring i den "Berlingske Tidende" det. Her er Hr. Etatsraaden endog kommen til at fortale sig paa en noget uhyggelig Maade; thi han skriver om Polemikens og den offenlige Diskussions "stilistiske Kunstgreb og Fægterkneb" som Noget, han aldeles ikke er bange for at — stille sig aabent og ærlig i Kamp imod. Saa? Men hvorfra har Hr. Etatsraad Hauch da indhøstet alle disse sorte Erfaringer? Og naar han endelig sammesteds taler om sit Navn i Publikum som Noget, der absolut bør og maa skaffe ham Tiltro, saa er dette ganske vist meget rigtigt; men netop fordi vi uden videre akceptere en Vexel paa Hr. Etatsraadens Moralitet, vilde det være os en dobbelt Smerte, hvis den ikke blev indløst. Vi ville ikke Made, at Hr. Etatsraad Hauch skal sætte noget af sit Navn til ved sin Theatervirksomhed, og derfor forlange vi paa det Bestemteste, at han indtil det mindste Punkt fyldestgjør vor Tiltro. Desværre har vistnok Enhver allerede følt sig noget skuffet i det Mindste med Hensyn til Hr. Hauchs Konduite, thi der behøvedes ikke nogen Behændighed for at arrangere Hr. Professor Overskous Afskedigelse paa en mere passende Maade, og om vi end ikke kunne gaa saa vidt, at vi antage, at uædle Tendentser andetsteds fra have overlistet Hr. Etatsraaden i et svagt Øieblik, saa kunne vi dog ikke nægte, at hans Optræden ikke viser synderlig stor Fasthed. Endelig kommer den sidste Begivenhed: [sideskift][side 535]at Hr. Mantzius forlod det kongelige Theater. Det er ikke Noget at tage sin Død over, det er ganske sandt; men vi kunne dog ikke som "Dagbladet" slaa det Hele hen i Spøg og affærdige ethvert Raisonnement derover med et Bonmot. Hr. Mantzius er en meget dygtig Kunstner, hans Talent var netop nu i stærk og øiensynlig Stigen paa samme Tid, som flere Andres synes at være i Daten, han var dernæst i dette Øieblik en af Theatrets vigtigste Støtter. Om han havde Ret eller Uret overfor Hr. Balletmester Bournonville, vide vi ikke og bryde os ikke om at vide; men det er aabenbart, at Theaterbestyrelsen ikke har baaret sig rigtig ad med at udfinde, hvor Retten eller Uretten var, og det viser i ethvert Tilfælde en utilgivelig Lunkenhed og Ligegyldighed at lade en dygtig Skuespiller forlade Scenen for en saadan Bagatels Skyld."

Ogsaa "Dagbladet", der som Halls Organ i det Hele var Theaterbestyrelsen overordenlig velsindet, havde sine Bemærkninger at gjøre over Virksomheden ved Theatret, og i dets Numer for den 17de August 1858 hed det saaledes:

"Den 19de og 20de August afholdes den sædvanlige Abonnementsauktion over Logerne i det kongelige Theater, og i Hovedstadens Kredse er det alter Gjenstand for vidtløftige Familiedebatter, om man skal abonnere for i Vinter eller ikke. Theaterdirektionen ønsker af sit ganske Hjerte Spørgsmaalet besvaret med Ja og søger at virke hen dertil ved at annoncere de overordenlig billige Priser, til hvilke Pladserne opraabes, maaske ogsaa ved ligesom ifjor at offenliggjøre en lokkende Fortegnelse over de Stykker, som ventes at ville komme til Opførelse, men af hvilke de færreste virkelig gjennem Theaterkabalernes farlige Skjær naa Havnen. Vi for vort Bekommende hælde til den Tro, at det vilde være heldigst baade [sideskift][side 536]for Theatret og for Publikum, om Spørgsmaalet besvaredes med Nei. Det er ganske sikkert, at Theatret i økonomisk Henseende staaer sig vel ved forud at have garanteret en vis, betydelig Indtægt, der er uafhængig af alle de mangfoldige Tilfældigheder, som kunne faa Indskydelse paa Repertoiret og paa Besøget. Naar Repertoiret var godt, og naar Direktionen med Energi søgte at udrette Alt, hvad der efter de forhaandenværende Kræfter lod sig udrette, maatte derfor enhver Ven af den nationale Skueplads ønske at se dens økonomiske Status forud sikkret ved et omfattende Abonnement. Men hine tvende Betingelser ere ikke opfyldte; Repertoiret var i afvigte Saison det Modsatte af godt, og Direktionen udfoldede ingenlunde den Energi, der var nødvendig for at beseire de mange naturlige og kunstige Vanskeligheder, som kun ere altfor kjendte. Den Slutning ligger nær, at dersom Saisonen begynder med et stort Abonnement, vil Systemet fra ifjor fortsættes, og det er netop som Venner af Theatret, at vi ønske at se Misfornøielsen med Bestyrelsen udtrykke sig ved et indskrænket Abonnement, thi saavel Direktionen som Skuespillerne, der jo ere direkte interesserede i Indtagten, ville derved faa en, som Erfaringen viser, nødvendig Spore til Anstrengelse. For Publikum er det aabenbart fordelagtigere at besøge Theatret, endog til en lidt høiere Pris, naar der gives Ting, som fortjene at sees, end forud at binde sig til at møde i Theatret bestemte Aftener om Ugen, selv om de ikke gide seet Forestillingen og egenlig kun bivaane den efter Peter Ravns Princip, "siden der nu engang skal betales for den". Hvert Aar klage Abonnenterne; saa henlægges alle nye Stykkers første Opførelse til Onsdag eller Søndag, saa favoriseres Lørdagsabonnenterne paa Restens Bekostning, saa plages Torsdagsabonnenterne tre Gange i Træk med "SolSol-daterløier [sideskift][side 537]daterløier", saa have Mandagsabonnenterne faaet syv Gange Ballet, og saaledes videre i det Uendelige; men ikke i lang Tid have Klagerne været saa stærke og saa enstemmige som i sidste Saison. Publikum har nu selv Midlet i sin Haand til at forebygge disse Klager. Det behøver blot at holde sig borte fra Abonnementsauktionen, og vi tro, at alle Parter vilde være vel tjente med, at Theatret mistede det faste Publikum af Abonnenter, der misbruges til Malkekøer."

Denne Artikel havde dog ikke den tilsigtede Virkning. Logerne udbødes til de samme lave Priser som Aaret i Forveien, og paa Operaens Omraade lovedes der Abonnenterne blandt Andet "Fidelio", "Titus", "Wilhelm Tell," "Lucrezia Borgia" og "Lulu". Auktionen gik ogsaa ret godt, idet den indbragte 47084 Rdl. 81 Sk.

I Maanederne Juni, Juli og August optraadte der paa Vesterbroes Theater og senere paa Folketheatret et tydsk Operaselskab under Direktion af Hr. Roberti. De bedste Kræfter ved dette Selskab vare Sopranerne Babette Müller og Pollack samt Tenoren A. Prehlinger, og de fik en værdifuld Assistance af Jfr. Caroline Lehmann, der optraadte som Gjæst ved flere af deres Forestillinger, som gjorde megen Lykke og havde et ikke ringe Tilløb. Dette var dog for Intet at regne mod det, som Kasino og senere Folketheatret havde i Begyndelsen af denne Saison, et Tilløb, der ikke kunde Andet end indvirke stadelig paa Besøget i det kongelige Theater. Den 13de September optraadte nemlig den spanske Dandserinde Pepita de Oliva paa Kasino og gjorde en saa uhørt Lykke, at Folk som Besatte stormede til Kasino og senere til Folketheatret for at se hende dandse »El Ole«. Hvad der ligeledes var til Skade for det kongelige Theater, var, at Mad. Sødring i Sommerens Løb havde været saa syg, at [sideskift][side 538]man ved Saisonens Begyndelse maatte besætte flere af hendes Roller, f. Ex. i "Advokat Patelin", "De Danske i Paris" og "Et Eventyr i Rosenborg Have", med Andre, og at Jfr. J. Price, der vendte hjem fra en Badereise, ikke kunde optræde i Løbet af den første Maaned.

Saisonen tog sin Begyndelse med Gjenoptagelsen af "De Danske i Paris", der ikke havde været opført i Løbet af de sidste 14 Aar. Af den gamle Rollebesætning var kun Phister tilbage, og hans Fremstilling af Mikkel var lige saa elskværdig, lige saa frisk og lige saa pudsig som ved den første Opførelse, hvorimod Stykkets øvrige Rollehavende gjennemsnitlig ikke kunde maale sig med de tidligere. Allerede tre Dage senere mødte Direktionen med den anden Reprise: Lystspillet "Advokat Patelin", som nu fremkom i en ny Oversættelse af H. P. Holst. Hvorfor man fremdrog dette Stykke, som sidst var gaaet over Scenen i 1811, var ikke let at forstaa, ligesom det Heller ikke tydede paa nogen god Smag. "Advokat Patelin" var en Platitude, der selv i Stykkets Hjemstavn kun har Interesse som en Antikvitet fra den dramatiske Digtnings Barndom, og Udførelsen, der langtfra var sikker, hævede sig for de Flestes Vedkommende ikke over det Jævne og Almindelige. Kun gamle Rosenkilde var ganske mesterlig som Klædehandleren Guillaume, ligesom A. Rosenkildes Faarehyrde og Phisters Advokat vare gode Præstationer. Ligeledes bleve af ældre Arbeider, som i mange Aar havde hvilet i Theatrets Arkiv, Lystspillene "Formynder og Myndling", "To Aar efter Brylluppet" og "Enkens Mand" gjenoptagne. I Molières "Don Juan", som efter 8 Aars Hvile alter kom til Opførelse, var egenlig kun Phister fremragende som Sganarel, thi hvor meget Smukt og Dygtigt der end var i Holsts Udførelse af Titelrollen, saa savnede man dog i altfor høi Grad det [sideskift][side 539]Dæmoniske, der skal være udbredt over Hovedfiguren. "Coliche" blev nærmest gjenoptaget for at skaffe Kolling frem i en større Rolle, men hans Udførelse af Coliche vor temmelig mat, hvorimod Nielsen som Hr. de Maurepas og A. Rosenkilde som Hertugen af Bringen fik Leilighed til at præstere noget Fortrinligt. "Kildereisen", der havde hvilet siden 1840, fremkom med et nyt "Intermedium", der var komponeret af Bournonville til Musik af Hartmann og med nogle Kor af H. C. Andersen. I selve Stykket var Phisters Henrik som sædvanlig udmærket, ligesom Zincks Arv vandt meget Bifald, men forøvrigt var Intermediet langtfra svarende til den "Opgave", Holberg selv havde givet dertil, ligesom det Heller ikke stemmede overens med hele Stykkets Karakter. Dette forhindrede dog ikke, at flere af Bladene roste Bournonvilles Arrangement som meget vellykket.

Den første Nyhed, der kom frem i denne Saison, var det anonyme originale Skuespil "En Velgjørers Testament." Stykket var et Forsøg paa at efterligne det nyere franske Lystspil, og denne Efterligning var gjort med et saadant Talent, at man fortæller, at Heiberg efter at have læst det forlangte at se den franske Original. Denne Lighed var slaaende, saavel hvad Behandlingen af Intrigen som af de enkelte Situationer og Dialogen angik; derimod havde Stykket en Mangel i den Omstændighed, at der mellem dets Akter laa Perioder paa et Par Aar, hvorved Tidens Enhed skadedes, og der ligesom fremkom noget Episodisk ved Arbeidet. Hovedpersonen, Aline de Longueville, opoffrer sin Formue for at blive gift med Maurice. Hun er først et hovmodigt og forkjælet Barn, som dernæst ydmyges ved Prøvelser, og luttret gjennem disse er hun sin Løn nær, da den store Arv atter tilfalder hende og derved stiller hende fra Maurice. Denne [sideskift][side 540]betydelige Rolle blev spillet med stor Dygtighed og Talent af Fru Jacobson, som Jfr. Larcher nu var bleven, og hun støttedes paa en aldeles mesterlig Maade af M. Wiehe, hvis Maurice var noget af det mest Fuldendte, han havde skabt. Blandt de øvrige Rollehavende vare Phister og Mad. Holst mest fremtrædende, henholdsvis som Chalonchat og Fru Dormont. Stykket blev modtaget af Publikum med stærkt Bifald og oplevede i et Par Saisoner 15 Opførelser.

Paa Sørgespillets Omraade fremdroges "Kong Lear". Stykket var i Saisonen 1850-51 efter 34 Aars Hvile gjenoptaget af Heiberg, men skjøndt der siden den sidste Opførelse kun var forløbet henved halvsyvende Aar, kunde "Dagbladet", der aldeles vilkaarlig opstillede 7 Aar som den Tid, i hvilken et Stykke skulde have hvilet, for at det kunde kaldes "paany indstuderet", dog ikke undlade i sin Oversigt over den Hauch-Christensenske Virksomhed at medregne den shakspearske Tragedie til de Arbeider, denne Direktion havde fremdraget af Forglemmelsen. Kun en eneste af Hovedrollerne og et Par mindre Roller vare nu besatte med friste Kræfter, hvorimod der var skeet endel Forandringer i Henseende til Kostumerne og Arrangementet, ligesom enkelte Scener vare bortskaarne. Hvad Kostumeringen angik, da fremtraadte Personerne nu i glimrende Dragter fra Riddertiden, hvilket fuldstændig var stridende mod Stykkets Aand. Herpaa kunde man da ogsaa, naar man ikke havde vidst det, have faaet Bekræftelse ved at se efter hos A. W. Schlegel, der gjør følgende rigtige Bemærkning: "Gewissermaßen um die Ehre der Menschheit zu retten, erhalt es Shakspeare seinen Zuschauern immer gegenwartig, daß die Geschichte in einer wüsten barbarischen Zeit vorgeht; er legt einen besonderen Nachdruck darauf, daß die damaligen Britten noch Heiden sind." [sideskift][side 541]Heller ikke Scene-Arrangementet vor uden væsenlige Mangler. Saaledes saa man Kong Lear bortgive sine Lande, ikke i en høitidelig Forsamling af Rigets Dignitarier, men i en snæver Kreds af Fortrolige, ligesom man ogsaa til Exempel havde Let fornøielige Skue at se en Mand komme tilfods over en Bro ind i Borgen for, uden fornuftigvis at spørge Nogen i Borgen eller i Borggaarden, at ile ned i Haven og der spørge en tilfældig vandrende Fremmed, hvor han skal sætte sin Hest. Og endelig var der med megen Ugenerthed bortskaaret hele Scener, der indeholdt Forklaringer af det Efterfølgende, saa at der dels fremkom meget Uforstaaeligt, dels var et stort Misforhold i Længden af Akterne. Hele Indstuderingen i den "nye" Skikkelse mindede paafaldende om den Kunstforstand, som tidligere vilde raade Heiberg til i "Hamlet" at bortskjære alle de Scener, der ligge foran Hovedpersonens Indtræden. — Det andet Sørgespil, der fremdroges, var Oehlenschlägers "Correggio". Ogsaa her skulde Koteriet i Pressen naturligvis hæve den nuværende Bestyrelse paa Heibergs Bekostning, skjøndt det for de Indviede var en bekjendt Sag, at Heiberg havde gjort sig stor Umage for at faa Tragedien frem, uden at dette dog var lykkedes ham. M. Wiehe, som nu spillede Correggio med fuldendt Mesterskab, havde dengang haardnakket vægret sig ved at udføre denne Rolle, og Heiberg havde derfor maattet opgive sin Plan. Nu gik som sagt Stykket efter 16 Aars Hvile, men hvad der skadede Virkningen, var, at man, mere af Hensyn til Kammeratskabet end af Hensyn til Kunsten, havde tildelt Gundersen Silvestros Rolle, der i enhver Retning laa udenfor hans Evners Omraade.

Det andet Stykke, som af Nyheder opførtes i denne Saison, var det originale Lystspil i tre Alter "En ministeriel [sideskift][side 542]Embedsmand". Stykket, som fremkom anonymt, havde Thornam til Forfatter og slog særdeles godt an hos Publikum. Del havde det ikke synderlig stor komisk Kraft, men det gav et ganske mors

Billede af Datidens politiske Forhold og indeholdt ikke faa pudsige Allusioner til Øieblikket, og hertil kom, at det bares over Scenen i en meget god Udførelse, i hvilken A. Rosenkilde traadte stærkest frem som Fuldmægtig Johansen. Stykkets væsenligste Feil var, at Handlingen var spunden altfor langt ud, og at Satiren ikke overalt traadte stærkt nok frem, ligesom Karaktertegningen ogsaa var temmelig flygtig. Forfatteren havde øiensynlig havt et godt Blik for Øieblikkets Daarligheder, men det havde ligesom manglet ham paa Kraft eller paa Mod til ret at uddele Slag til Høire og Venstre, og Dialogen kunde med al sin Livlighed ikke bøde paa denne Mangel.

Saisonens betydeligste Nyhed var: "Kamp og Seir", Lystspil i tre Akter af E. Légouvé. Allerede i 1855 var dette Arbeide blevet antaget af Heiberg, og i det følgende Aar vare Rollerne blevne uddelte. Forpagterkonen var da bleven tildelt Fru Phister, men hun nægtede at spille denne betydelige Rolle, saalænge Fru Nielsen, der var selvskreven til den, var ved Theatret, og denne Omstændighed bidrog i Forening med Andet til, at Stykket blev henlagt. Det ypperlige Lystspil varierede paa en ny og fortræffelig Maade det gamle Thema: den borgerlige Dygtigheds Kamp mod Adelen med alle dennes Fordomme. Ingenieuren Bernard, der er en Søn af den simple, men fra Hjertets Side faa ophøiede Forpagterkone, er ved et Spil af Skjæbnen bleven udgivet for Baron og har forelsket sig i den adelige Frøken Alice. Paa Bryllupsdagen meddeler Han, at han er af borgerlig Fødsel, og skjøndt han staaer høit i Verden baade [sideskift][side 543]ved sin Karakter og sin Dygtighed, vender dog hele Adelsfamilien ham Ryggen, ja selv i Alices Hjerte kan Kjærligheden ikke beseire Standsfordommen. Bernard sætter sig da for at erobre sin Brud mod Familiens Villie; med List vinder han efterhaanden hendes Slægtninge, og nu har han kun en eneste Hindring tilbage i sin egen Moder, Forpagterkonen, hos hvem Ligefremhed i Væsen er parret med en fin, kvindelig Takt og en af Naturen skarp Forstand. Moderens Resignation og Sønnens barnlige Kjærlighed kæmpe med Hinanden om Prisen, men Moderen vinder Seir, Alice bliver Madame Bernard, og Adelsfamilien akcepterer Forpagterkonen som Svigermoder. Det fuldendte Spil bidrog til at fremhæve alle Stykkets udmærkede Egenskaber, og fremfor Alle bar M. Wiehe Prisen for sin Udførelse af Bernards Rolle, han var ikke blot den personificerede Elegance, hvor han i første Akt med udsøgt Lethed konverserer Damerne og ved sin aandelige Overlegenhed saa at sige dominerer alle sine Omgivelser, men hans Spil var af endnu langt større Virkning i Stykkets sidste Akt, hvor Varmen og Følelsen skulle lægges for Dagen i den mesterlige Scene med Moderen. Denne Rolle havde det siden Fru Nielsens Død sine store Vanskeligheder at besætte, og Madam Sødring, hvem Rollen blev tildelt, havde tilmed en væsenlig Hindring at overvinde deri, at hun var en udpræget komisk Skuespillerinde. Nu var der imidlertid ikke det mindste Komiske ved Forpagterkonen, som tvertimod var en saavel fra Forstandens som Hjertets Side lige udmærket Kvinde, og til desto større Ære for Madam Sødring var det, at hun løste sin Opgave med saa fremragende Dygtighed. Der var baade Varme og Sjæl i hendes Spil, og Hovedscenen med Sønnen lokkede Taarerne frem i Manges Dine. Den gamle Adelsmand var en Rolle, [sideskift][side 544]der var som skreven for Nielsen, og saavel Fru Jacobson i Alices Rolle som Hultmann, der spillede den frivole Vikomte Gontran, bidrog Deres til det udmærkede Ensemble. Derimod formaaede Jfr. Brenøe ikke som Fru d'Orbeval, der var hendes tredie større Debutrolle, at udfylde sin Plads som den adelsstolte Dame, der skal bære Stykkets Tanke, og det var derfor et Misgreb, at man havde tildelt hende denne Opgave, som kunde have været løst langt bedre af Andre.

Det romantiske Skuespil i fem Akter "Claus Rigmands Skat", der fremkom anonymt, var af J. M. Thiele. Det var ligesom Forfatterens nærmest foregaaende Arbeide, "Thyre Boløxe og Herremanden", et dramatiseret Folkesagn, men stod dog langt tilbage for dette. Selve Sujettet egnede sig aldeles ikke til dramatisk Behandling, og medens man af dette Stof maatte have kunnet udforme en fin, yndig, poetisk Fortælling, tog det sig slet ikke ud som Skuespil. Alle de Scener, der i episk Form kunde have været saa tiltalende, bleve kjedelige, tørre, ja ofte næsten uforstaaelige i Skuespilformen; saaledes gjorde til Exempel den Scene, hvor den blide, godmodige Johannes Klausen kommer ind for at lytte til Fuglenes Sang, som Tilskuerne naturligvis ikke kunne høre, aldeles ingen Virkning, og at den ikke blev Parodisk, skyldtes udelukkende Phister, der med sjelden Dygtighed vidste at vedligeholde det poetiske Skjær, der hviler over den i al sin Armod saa sorgløse Gamle. Skjøndt Stykket havde en væsenlig Støtte i hans geniale Udførelse af denne Rolle, og skjøndt de øvrige Roller vare i de bedste Hænder hos Nielsen, M. Wiehe, A. Rosenkilde og Fru Jacobson, lod der dog efter Tæppets Fald en svag Hyssen, og det hjalp ikke, at Stykket ved den anden Opførelse fremkom i en noget forkortet Skikkelse, navnlig hvad Slutningen angik, thi da [sideskift][side 545]Tæppet gik ned, hørtes der saa kraftige Mishagsyttringer, at Gongonen maatte frem for at standse Striden mellem de Klappende og de Pibende. Ved de senere Opførelser vandt Stykket vel endel mere Bifald, men det oplevede dog ialt kun 7 Forestillinger.

Paa Syngespillets Omraade fremkom der af Nyheder en, nemlig Donizettis Opera i tre Akter "Lucrezia Borgia". Det var et af Komponistens Ungdomsarbeider, hvori Alt var lutter Fyr og Flamme. Der var ikke alene en velgjørende Friskhed udbredt over denne italienske Musik, men der var tillige en saadan Inderlighed i de lyriske Partier og en saa heftig pulserende Lidenskab i Kraftscenerne, at Operaen gjorde megen Lykke, skjøndt der naturligvis lød stærke Røster mod atter at høre den italienske Musik fra vor Scene. Hvad der ogsaa bidrog til at skabe Operaens Lykke, var, at Titelrollen i Mad. Fossum havde en Fremstillerinde, der ikke alene sang med ægte sydlandsk Varme og Lidenskab, men tillige ved sit Spil hævede sig høit over sine Medvirkende og frembragte en som Helhed ualmindelig glimrende Præ-station. Alligevel oplevede Operaen kun faa Opførelser og kom ikke til at gaa mere end to Gange i Saisonen. Kritiken, som ved Siden af at fremhæve enkelte af de Spillende havde Meget at udsætte paa hele denne musikalske Retning, ankede tillige over Iscenesættelsen, der i flere Retninger lod Adskilligt tilbage at ønske. Af ældre Syngestykker gjenoptoges "Fidelio", i hvis Titelrolle Mad. Fossum høstede uhyre Bifald, og "Ludovic" med Liebe, Mad. Liebe (tidligere Jfr. Egense), Steenberg og Phister i Hovedrollerne.

Bournonville bragte i denne Saison ikke mindre end to nye Balletter af egen Komposition til Opførelse, og for begge høstede han fortjent Anerkjendelse. "Blomsterfesten i GenGen-zano [sideskift][side 546]zano", hvortil Musiken vor komponeret af Edvard Helsted og Paulli, var et nydeligt italiensk Folkelivsbillede, fuldt af Liv og Lystighed, med skjønne, karakteristiske Dandse, navnlig den glimrende Saltarello, og maleriske Grupperinger. Handlingen selv, der — som Komponisten skrev — var grundet paa en virkelig Begivenhed, var ikke betydelig, men afgav dog Stof nok til denne Balletdigtning, der gjorde stor Lykke, og i hvilken navnlig Jfr. J. Price, Scharff, Gade, Füssel sen. og Hoppensach udmærkede sig. I sin anden Ballet, "Fjeldstuen"' eller "Tyve Aar", havde Bournonville ladet den dramatiske Handling spille Hovedrollen. Det var et spændende Sujet, han her havde opfundet og benyttet, ligesom han havde udstyret det med markerede og dristige Karaktertegninger, og Dandsen traadte her kun til som en underordnet Staffage. Slutningen af første Akt var navnlig af stor Virkning, hvorimod han havde begaaet et Misgreb ved i sidste Akt at lade en levende Bjørn vise sig paa Scenen. Musiken der udmærkede sig ved ædel Simpelhed uden dog at være blottet for smukke og tiltalende Melodier, var komponeret af to yngre Mænd, August Winding og Emil Hartmann, og den behagede i ikke ringe Grad. I selve Balletten, hvori der intet Parti fandtes for Jfr. J. Price, glimrede navnlig Gade som Svend, Jfr. P. Fredstrup som Elna, Mad. Stillmann som Asta og Scharff som Thorkild.

Ligesom denne Saison var frugtbar paa Nyheder, saaledes var den ogsaa rig paa Debutanter, blandt hvilke Enkelte bleve af ikke ringe Betydning for den danske Skueplads. Den første Debut i Rækken var Jfr. Julie Smiths. Hun havde som en ganske ung Pige, der neppe var kommen ud over Barnealderen, henvendt sig til Direktionen med Anmodning om at maatte aflægge Prøve, og denne faldt saa [sideskift][side 547]tilfredsstillende ud, at Høedt med Iver tog fat paa hendes Uddannelse og forberedte hende, saaledes at hun kunde debutere som Christine i "Et Eventyr i Rosenborg Have". Hendes Debut vakte en ikke ringe Opsigt. Med sit smukke, opvakte Ansigt, i hvilket der spillede et Par fiffige, skjælmske Øine, indtog hun strax Publikum for sig, og hun høstede stærkt Bifald for sin ypperlige Diktion og sit morsomme Minespil i Scenerne med Peter, der udførtes med Dygtighed og Lune af Zinck. Hendes anden Debut var som Camilla i "Frierens Besøg", og i "Dagbladet" hed det om denne Præstation: "Hendes Udførelse af denne Rolle har bestyrket vor fordelagtige Mening om hendes Talent; hun besidder Forstand, hurtig Opfattelse, en overraskende Sikkerhed paa Scenen og forener mange Betingelser, der kunne frembringe noget Ualmindeligt. Hun er endnu for meget Barn til ret at være en Opgave som den, der her var stillet hende, voxen, og man Hører ikke blot dette paa hendes Stemme, som endnu ikke er helt udviklet; man sporer det ogsaa i hendes Væsen og Manerer; hvad vi væsenlig savnede i hendes Camilla, var den jomfruelige Kvindelighed, der i denne Figur skal fremtræde ved Siden af den barnlige Overgivenhed og den keitede Forlegenhed. Man fik det Indtryk, at Frk. Smith for at blive en dygtig Skuespillerinde fremfor Alt trænger til en forædlende Dannelse, til at blive fortrolig med det Skjønne i Poesi og Kunst og saaledes komme bort fra noget Vulgairt, der endnu skinner frem hist og her. Vi haabe, at de, som have det lønnende Hverv at veilede hende, have deres Opmærksomhed rettet herpaa, og vi forudsætte ogsaa, at den speciellere Veiledning her, hvor der er et umiskjendeligt Opfattelsestalent, mindre vil gaa ud paa at fremkalde Efterligning af noget Foretegnet end paa at [sideskift][side 548]udvikle Selvstændigheden og holde den borte fra Afveie. Skeer dette, vil et godt Resultat sikkert ikke udeblive." Bladets Haab blev heller ikke gjort til Skamme, thi ved sin Flid og sit Talent udviklede hun sig efterhaanden snart og blev en af Publikum i høi Grad velseet Skuespillerinde, hvis Kunstnerbane dog desværre afbrødes altfor hurtig.

Ved Musikforeningens Koncerter var i de nærmest foregaaende Aar optraadt en ung Dame, som havde gjort sig bemærket ved sine ualmindelige Stemmemidler, og det havde flere Gange været omtalt i Bladene, at Theatret havde gjort Forsøg paa at engagere hende, men at hun havde afslaaet disse Tilbud for at søge Ansættelse i Udlandet. Fra Saisonens Begyndelse havde Direktionen dog endelig sluttet Engagement med Jfr. Josephine Lund, og hun debuterede derefter som Benjamin i "Joseph og hans Brødre". Operaen fik i hende en overordenlig værdifuld Tilvæxt, thi hun var i Besiddelse af en ualmindelig velklingende, godt uddannet Mezzo-Sopran, der dog ogsaa var i Stand til at overtage Alt-Partierne, og hendes klangfulde og omfangsrige Stemme, der understøttedes af et ægte musikalsk Foredrag, indbragte hende strax Publikums Bifald. Derimod lod hendes dramatiske Præstationer i Begyndelsen Adskilligt tilbage at ønske, og om hun end ved Øvelse bødede endel derpaa i Aarenes Løb, vedblev Spillet dog stedse at være hendes svageste Side, men hermed forsonedes dog Tilskuerne let ved den mægtige Virkning, hun forstod at frembringe ved sin Sang. Hendes tredie Debut som Massio Orsini i "Lucrezia Borgia" var overordenlig heldig, og navnlig sang hun Drikkevisen med stor Bravour.

Jfr. Augusta Holm, der tidligere havde gjort Tjeneste i Balletten, var den næste Debutantinde. Hun optraadte [sideskift][side 549]første Gang som Fru Malfred i "Liden Kirsten", der gjenoptoges efter otte Aars Hvile, og viste sig at være i Besiddelse af en ganske smuk, om end ikke videre omfangsrig Altstemme. Hun var dog ikke i Besiddelse af Evner, der kunde bringe det til noget Betydeligt paa Scenen, og skjøndt hun senere som Margrethe i "Den hvide Dame" og som Karen i "Elverhøi" gjorde endel Lykke, var det hende dog ikke muligt at komme frem i større Roller. Hendes Forsøg i Skuespillet som Fru Dumesnil i "Frierens Besøg" bragte ikke noget heldigt Resultat. "Liden Kirsten" gjorde forøvrigt ved sin Gjenoptagelse megen Lykke, og særlig fremhævedes i Bladenes Anmeldelser Hansen som Sverkel, Md. Liebe som Kirsten, Md. Rosenkilde som Ellen og Jfr. Lund som Moer Ingeborg.

"Ude og hjemme" blev i denne Saison gjenoptaget for at give Jfr. Agnes Monrath Leilighed til at debutere som Ursula. "Dagbladet" udtalte sig i Anledning af hendes Optræden paa følgende Maade: "Frøken Monrath er en meget lovende Debutantinde og fandt hos Publikum en velvillig, sympathetisk Modtagelse. Debutanter pleie i Almindelighed at gjøre for meget af det, de frygte i Reglen for ikke at spille nok og komme derved til at spille altfor meget, de gaa over Grændsen, forstaa ikke at beherske sig, og det bliver da forbeholdt senere Veiledning og Øvelse at bortskjære det Overflødige. Det er ikke gaaet saaledes med de Debutantinder, der i den senere Tid ere optraadte paa det kongelige Theater; man har tvertimod hos dem fundet det Modsatte, de have lagt stærkt Baand paa sig selv, omhyggelig undgaaet at lade deres Evner gjøre sig altfor stærkt gjældende, og Fremtiden har for deres Vedkommende ikke den Opgave at bortskjære noget Overflødigt, men snarere at lægge noget [sideskift][side 550]Manglende til. Vi skulle ikke her undersøge, om denne Virkning af en umiskjendelig Instruktion er heldig eller ikke, vi konstatere kun et Faktum, og det forekommer os, at dette Faktum ogsaa viste sig ved Frk. Monraths Debut. Men under alle Omstændigheder er det sikkert, at denne Debut var særdeles lovende. Frk. Monrath besidder et meget tiltalende og tækkeligt Ydre, en rank og velvoxen Figur, en smuk, klangfuld Stemme og et vakkert Væsen. Det er en Selvfølge, at disse Egenskaber endnu ikke ere uden deres Skyggesider. Organet har nogle Feil, Holdningen er ikke sikker, og Bevægelserne mangle Frihed, men disse Ting vil Øvelsen efterhaanden kunne rette, og Meget maa vel ogsaa tilskrives den naturlige Ængstelighed. Hvad der er Hovedsagen, er, at Frøken Monrath spillede med Naturlighed og Forstand, og nogle Repliker sagde hun saa fortræffelig, at det næsten ikke kunde gjøres bedre, og at Publikum henreves til levende Bifald." Men skjøndt denne Debut saaledes var lovende nok, kunde Jfr. Monrath i, de Aar, i hvilke hun virkede ved Theatret, ikke hævde sig nogen større Plads. Hendes Spil var stedse tækkeligt og net, men noget større Talent formaaede hun ikke at gjøre gjældende, og hun blev derfor ikke til den Nytte, som man havde Grund til at antage efter hendes første Optræden.

Den næste Debutant i Rækken var Carl Price, han havde fra sin Barndom været ansat ved Balletten og havde gjort sig bemærket i enkelte Smaaroller. Saaledes havde han i den foregaaende Saison spillet Benjamin i "Thyre Boløxe og Herremanden" og gjort overordenlig Lykke i denne lille Drengerolle, og da han nu fik sin første betydeligere Rolle som hans Mortensen i "Aprilsnarrene", viste han strax at være i Besiddelse af dramatisk Talent. Scenerne mellem [sideskift][side 551]Hans og Trine, der som tredie Debut udførtes udmærket af Jfr. Smith, gjorde megen Lykke, og han rostes almindelig for den Moderation, der var udbredt over hans forøvrigt lunefulde og kvikke Spil, han var tillige i Besiddelse af et godt Udvortes for Scenen, men hans Organ havde flere Mangler, som det trods al anvendt Flid ikke kunde lykkes ham at afhjælpe, og han drev det derfor Heller ikke videre end til at blive en god Brugbarhed.

Efter sit etaarige Engagement ved den stockholmske Opera havde Jfr. Charlotte Bournonville i Vinteren 1858 gjort en Kunstreise til Sydtydskland og var paa Gjennemreisen optraadt med stort Held i Hamborg som Fides i "Profeten". Ved sin Hjemkomst til Danmark ønskede hun at optræde paa det kongelige Theater, og "Fædrelandet", der jævnlig udtalte sig med stor Skarphed mod det Hauch-Christensenske Regimente, troede i den Anledning at kunne meddele med Sikkerhed, at hun var bleven engageret af Direktionen til at optræde ti Gange i "Profeten" mod et Honorar af 100 Rdl. for hver Gang. Det viste sig imidlertid snart, at den Meyerbeerske Opera ikke egnede sig til Opførelse paa den danske Scene, og Bladet spurgte derfor, om det var sandt, hvad Rygtet meddelte, at Direktionen, der altsaa ikke kunde overholde Kontrakten, havde maattet udbetale hende tusinde Rdl. "Fædrelandet" havde dog i dette Tilfælde ladet sig Noget binde paa Ærmet, thi om der end muligvis kan have existeret en saadan Kontrakt mellem Direktionen og Jfr. Bournonville, sees det af Theatrets Regnskabsboger, at en saadan Sum aldrig er bleven hende udbetalt. Derimod lod Christensen Operaen oversætte, inden han endnu vidste, hvorvidt Theatret besad de fornødne Kræfter til Opførelsen eller ikke, og herved skaffede han Theaterkassen [sideskift][side 552]en aldeles unødvendig Udgift af 200 Rdl. Jfr. Bournonville optraadte første Gang paa Theatret som Angela i "Eventyret paa Maskeraden", der fra nu af opførtes under Titelen "Den sorte Domino", og gjorde ikke ringe Lykke ved sin smagfulde Sang og sit dramatiske Foredrag.

Saisonens sidste Debutant var August G. L. Zinck, en Broder til Skuespiller O. Zinck. Til Debutrolle havde han valgt "Bortførelsen fra Seraillet", og dette Tenorparti laa overordenlig godt for ham, han var i Besiddelse af en ualmindelig høi Stemme, der kun i Mellemtonerne var lidt svag, men ihvorvel der netop nu ved Theatret, hvor Sahlertz var opslidt og Steenberg ikke kunde magte de stærkt udprægede Tenorpartier, var god Brug for en Primo-Tenor, var A. Zinck dog ikke den, der kunde afhjælpe Savnet. Dels skortede det hans Stemme paa den Sympathi, der kunde skaffe ham et Publikum, og dels var han i dramatisk Henseende saa ringe begavet, at dette ikke kunde Andet end gjøre et uheldigt Indtryk, naar han optraadte, han var vel forsaavidt til endel Nytte, som han i nogle Aar hjalp til med at udjævne Tabet af en virkelig Tenor, men af nogen større og varigere Betydning for Operaen blev han ikke.

Medens der saaledes i Theateraaret 1858-59 var en stærk Tilgang af friste Kræfter, var der kun en eneste Afgang, idet nemlig Md. Winsløw ved kgl. Resolution af 17de Januar 1859 afskedigedes i en Alder af 59 Aar med Pension efter at have været kgl. Skuespillerinde i 37 Aar. Hun havde i de senere Aar ikke været synderlig stærkt benyttet i Repertoires men dog mærkedes hendes Afgang ofte ved Besættelsen af det ældre Rollefag.

I Aarets Løb gaves der adskillige Festforestillinger. Saaledes blev den 17de November Operaen "Den hvide [sideskift][side 553]Dame" opført til Benefice for Sahlertz i Anledning af hans 25aarige Jubilæum som Sanger ved Theatret, og Theatret var selvfølgelig udsolgt paa denne Aften. Fra Bestyrelsens Side forelaa der imidlertid ingen rimelig Grund til at vise en saadan Liberalitet ligeover for Sahlertz fremfor de øvrige Kunstnere, af hvilke mange tidligere havde virket i en lige saa lang Aarrække ved Theatret, uden at der var tilstaaet dem nogen Benefice. — I Begyndelsen af 1859 var det tohundrede Aar siden, at de Svenskes Storm paa Kjøbenhavn fandt Sted, og til de Festligheder, hvormed Byen feirede disse mindeværdige Dage, sluttede Theatret sig ved den 10de og 11te Februar at give to gratis Forestillinger. Der var truffet den rigtige Foranstaltning, at der kun uddeltes to Billetter til Enhver, som indfandt sig ved Kassen, og paa disse Dage kunde man fra den tidlige Morgen se Folk opstillede i store Masser udenfor Theatret for at hente Billetter. Menneskemængden var saa talrig, at den i ordnede Rækker paa fire til fem Mennesker naaede fra Theatret langs Fortouget ved Charlottenborg Slot til Enden af den botaniske Have i Nyhavn. Disse to gratis Forestillinger skaffede imidlertid Kultusministeren Bryderier, idet Statsrevisionen indstillede til Folkethinget, at det ikke skulde lade Udgifterne ved de to Forestillinger, ialt 298 Rdl. 7 Sk., passere i Statsregnskabet, ligesom det skulde udtale sin Misbilligelse af, at der var givet saadanne gratis Forestillinger, for hvilke der intet Præcedens havdes, og til hvilke Ministeren i Tide kunde have erhvervet Rigsdagens Samtykke. Ved Statsregnskabets Behandling i Folkethinget forsvarede Kultusministeren sin Adfærd ligeoverfor Statsrevisionens temmelig smaalige Indstilling, som da ogsaa blev forkastet af Thinget. — Endnu en tredie Festforestilling blev givet i Saisonens [sideskift][side 554]Løb, nemlig den 15de Mai 1859 til Ære for den ægyptiske Vicekonge Said Paschas Søn, Prinds Mehemet Ali, som paa sin Reise rundt i Europa ogsaa gjæstede Kjøbenhavn.

Reservefondens Status i dette Regnskabsaar var ikke heldig. Det foregaaende Aar sluttede med en Beholdning af 176.838 Rdl. 21 Sk., hvortil der kom et yderligere Byggelaan paa 53,000 Rdl., og Indtægten var saaledes ialt 229.838 Rdl. 21 Sk. Men samtidig vare Udgifterne meget betydelige. Til Ombygningen i 1857 udrededes 208,200 Rdl. 25 Sk., Underbalancen fra 1857-58 udgjorde 13,805 Rdl. 62 Sk., og i Renter af Byggelaanet var der udbetalt 7,424 Rdl. 44 Sk., saaledes at Fondens hele Beholdning ved Aarets Udgang kun udgjorde 407 Rdl. 82 Sk.

Efter Saisonens Slutning fremkom der i "Dagbladet", som var særlig godt stemt mod den nuværende, af Hall skabte Bestyrelse, en Artikel om Theatret, og i denne gaves der en Oversigt over Virksomheden, hvorefter Bladet kom til det Resultat, at Repertoiret i denne Saison havde været langt bedre og fyldigere end i nogen Saison under Heiberg, skjøndt Bladet "naturligvis ikke vilde indlade sig paa at bedømme, om Repertoiret i og for sig blev bedre spillet nu end under Heiberg". Det Resultat, som "Dagbladet" kom til, saa ganske vist ved første Øiekast glimrende nok ud, og for Enhver, der ikke var nærmere bekjendt med de faktiske Omstændigheder ved Theatret, maatte det virkelig se ud, som om Bladet havde Ret i at beundre det Hauch-Christensenske Regimente, thi i den sidste Saison var der opført ikke mindre end 23 nye og paany indstuderede Arbeider, medens der under Heibergs Direktion i Gjennemsnit kun var opført henved 16 saadanne Arbeider om Aaret. Men gik man "Dagbladets" Artikel nøiere efter — saaledes som det skete i et Par udførligere og velmotiverede [sideskift][side 555]Artikler i "Flyveposten" —, saa faldt rigtignok det meste af den Glands, hvormed Koteriet havde smykket Direktionens Virksomhed i den forløbne Saison, af, og den nøgne Sandhed var ikke nær saa lystelig at høre som de opsminkede Talemaader. Ved at sammenstille Repertoirerne i de senere Aar godtgjorde "Flyveposten", at hvis den Hauch-Christensenske Periode ogsaa i numerisk Henseende havde nogen Overvægt, kunde den dog aldeles ikke maale sig med den Heibergske, hvad en velordnet Plan for et Nationaltheaters Repertoire angik. Naar "Dagbladet" mente, at man ikke nu kunde fordre en ligesaa god Udførelse som tidligere, eftersom Theatret jo havde mistet Fru Heiberg, Fru Nielsen, Mantzius og Foersom, glemte det rent at bemærke, at det netop skyldtes de to nuværende Direkteurer, at Fru Heiberg og Mantzius havde forladt Scenen, ligesom det i sine Anker over Heibergs ringe Virksomhed i 1854-55 for Sørgespillet undlod at fremhæve, at Fru Nielsen i denne Saison paa Grund af Sygdom havde maattet frasige sig enhver større tragisk Rolle, medens hendes Mands Helbred havde været saa slet, at han dengang maatte lade sig pensionere, hvorimod hans Sygdom nu var taget saa betydelig af, at han ikke alene kunde spille lige saa ofte og i lige saa betydelige Roller som i sin Krafts bedste Dage, men tillige kunde medvirke i Roller, som han tidligere neppe havde indladt sig paa at spille, f. Ex. Paschaen i "Bortførelsen fra Serailet." Men skulde Panegyriken i "Dagbladet" endelig have Noget at betyde, maatte den vel tillige have kunnet godtgjøre, at den Hauch-Christensenske Periode havde været Theaterkassen til Gavn, saa at den nye Virksomhed, hvor Enhver endelig kunde komme til uden Indskrænkninger at arbeide med Iver og Lyst til Opnaaelsen af det fælles Maal, havde skaffet en forøget Indtægt for Theatret. [sideskift][side 556]Det var jo det, der var tilsigtet med de kostbare Ombygninger; det var jo det Resultat, Kultusministeren stræbte hen til for at kunne møde alle de Angreb, som Theatret med hvert Aar var mere og mere udsat for fra Folkethingets Side. Kultusministeren kunde imidlertid saa langt fra glæde sig over det pekuniaire Udbytte af den sidste Saison, at han tvertimod havde større Grund til at være misfornøiet med den administrativ-økonomiske Virksomhed, hans forhenværende Sekretair havde udfoldet. Indtægten beløb sig nemlig ikke til mere end 162,648 Rdl. 64 Sk., hvoraf 47,084 Rdl. 81 Sk. for Abonnementet, og som Følge heraf maatte man for at dække Underbalancen optage i Forskud 30,000 Rdl. af den Sum, som Staten vilde tilskyde for Theateraaret 1859-60. Dette uheldige økonomiske Resultat var dog ikke fremkommet ved, at Besøget havde været saa slet, men laa nærmest i, dels at Theaterkassen umiddelbart havde maattet udrede 6,899 Rdl. 5 Sk. til Ombygningen af Scene og Foyer, dels i at Kontoen "Udgifter af ubestemt Omfang" havde overskredet det dertil budgetterede Beløb med ikke mindre end 30,842 Rdl. 95 Sk. I den Anledning foranstaltede Statsrevisionen en omfattende Undersøgelse, af hvilken det fremgik, at Overskridelsen væsenlig var begrundet i tre forskjellige Omstændigheder. Dels havde nemlig Theatret fra den paafølgende Saison faaet sit Regnskabsaar omlagt saaledes, at det ikke faldt sammen med Finantsaaret, men med Theateraaret, hvorved April Kvartal 1859 var kommet til at staa isoleret og saaledes, da der kun spilledes i dets to Maaneder, ikke kunde Andet end give Underbalance, hvad der ogsaa var forudsat ved Udarbeidelsen af Budgettet for dette Kvartal; dels havde man samtidig med Omlægningen af Regnskabsaaret søgt at tilveiebringe en Afslutning af Regnskabet og i [sideskift][side 557]den Anledning paa Kontoen "Udgifter af ubestemt Omfang" udbetalt 9,024 Rdl. 27 Sk., hvilke vel hidrørte fra de foregaaende Aar, medens man dog indtil da pleiede at have endel Udgifter paa denne Konto løbende fra tidligere Aar, og dels havde man paa denne Kontos Underafdeling "tilfældige og uforudsete Udgifter" opført adskillige Udgifter, som aldeles ikke hørte under den. Medens til Exempel denne Underkonto paa Finantsloven for 1850-51 var bevilget med 1631 Rdl., beløb den sig nu til 16,401 Rdl. 60 Sk. Der var saaledes paa denne Underkonto udbetalt til Professor Nielsen 3,444 Rdl. 27 Sk. for hans Engagement fra 1ste September 1856 til 31te Mai 1859, medens Resten af hans Lønning var afholdt af den for ham beregnede Feu; dernæst var der blevet skjænket Bournonville 600 Rdl., "fordi to Balletter havde været opførte over hundrede Gange hver", ligesom der var blevet uddelt 2,375 Rdl. i Gratifikationer til femten Skuespillere og Skuespillerinder. Ved disse Udgiftsposter fortjener det at fremhæves, at Nielsen i det ovenomhandlede Tidsrum foruden sin Pension ialt havde oppebaaret 6,286 Rdl. 64 Sk, af Theaterkassen, og at det vel var meget genereust af Theatret at honorere en Balletmester, fordi hans Arbeider vare gaaede over hundrede Gange, men at det saa lidt underligt ud at etablere et saadant Princip uden tillige at bringe det til Anvendelse for de dramatiske Digtere.

Ved Lovene af 4de Januar 1854 og 5te April 1855 var der tilstaaet de ringere aflagte offenlige Embeds- og Bestillingsmænd Dyrtidstillæg, og dette kom da ogsaa det ved det kongelige Theater ansatte Personale tilgode. Der syntes endogsaa i Loven af 1855 særlig at være sigtet til dette Personale ved Slntningsbestemmelserne i § 1: "For [sideskift][side 558]Fruentimmer, som ere ansatte i Statens Tjeneste, beregnes Tillæget paa lige Maade. Hvor Ægtefætter begge oppebære Lønning af Staten, beregnes Tillæget af den samlede Lønning og ene for Manden." Det første Dyrtidstillæg udbetaltes til Theatrets Personale i Finantsaaret 1853-54 med 7,322 Rdl. 76 Sk., og det næste i Finantsaaret 1855-56 med 6,964 Rdl. 25 Sk. For Finantsaarene 1856-59 tilstodes der ligeledes Lønningstillæg, idet en vis Del af Embeds- og Bestillingsmændenes Lønninger omskreves til Byg, og i disse tre Aar modtog Theatrets Personale henholdsvis 24,318 Rdl. 16 Sk., 22,666 Rdl. 80 Sk. og 11,837 Rdl. 30 Sk. i Sædtillæg. Vel indeholdt allerede Loven af 29de December 1857 for 1858-59 i § 2 følgende Bestemmelse: "Paa lige Maade bliver at forholde med Hensyn til de ved det kongelige Theater og Kapel ansatte Embedsmænd, ligesom der til det ved disse Instituter ansatte ikke pensionsberettigede Personale kan gives et tilsvarende Tillæg. De hertil medgaaende Beløb afholdes af Theatrets Reservefond; dog kan, forsaavidt fornødent gjøres, af Kongerigets Finantser hertil tilskydes et Beløb af indtil 15000 Rdl." Denne Begrændsning af Statskassens Tilskud fik dog ingen praktisk Betydning i 1858-59, da det fulde Lønningstillæg som anført udgjorde mindre end 15000 Rdl. Ved Siden af de saaledes af Statskassen for 1859-60 til Embeds- og Bestillingsmænd bevilgede Tillæg havde det kongelige Theater tillige i de indtil da forløbne Aar afholdt af sin egen Kasse Dyrtidstillæg til det ved Theatret benyttede underordnede Personale, saasom Arbeidere ved Garderobe-, Maskin-, Dekorations-, Belysnings- og Bygningsvæsenet o. s. v. o. s. v. Denne Dyrtidshjælp, der opførtes under Kontoen "uforudsete og tilfældige Udgifter", [sideskift][side 559]udgjorde om Aaret fra 400 indtil 1000 Rdl., men ophørte fra 1859, idet Statsrevisionen for 1858-59 gjorde Indsigelse mod denne særskilt beregnede og afholdte Udgift, hvorimod der fra den Tid efterhaanden indtraadte en gjennemgaaende Forhøielse af det underordnede Personales Lønninger.

Den ringe Omsigt, hvormed Loven af 29de December 1857 om Eftertryk og dramatiske Forestillinger var redigeret, begyndte allerede i denne Saison at vise sine Følger. Mantzius, som efter at have forladt det kongelige Theater var bleven engageret ved Folketheatret, var blandt Andet optraadt i anden Akt af "Jacob von Thyboe", og da dette Forsøg paa at indføre den holbergske Komedie paa Privattheatrene havde vist sig at være ganske lukrativt, bestemte Lange sig til at opføre "Don Ranudo". Dette bevægede det kongelige Theaters Direktion til i en Indstilling til Kultusministeriet af 21 de Oktober 1858 at nedlægge Protest mod denne formentlige Overtrædelse af Privilegierne for Folketheatret, idet der urgeredes, at det omtalte Theater vel havde Tilladelse til at give Lystspil, men ikke Komedier, og at "de holbergske Stykker ere saa langt fra at kunne kaldes Lystspil, at de derimod passe aldeles ind under Begrebet Karakterkomedie". "Thi — hed det fremdeles — Lystspil og egenlige Komedier ere jo ingenlunde synonyme Benævnelser; de betegne forskjellige æsthetiske Begreber, idet nemlig det dybere Sjælelige, den grundigere Skildring af Menneskets Indre, det Karakteristiske med andre Ord er det fornemste Moment i Komedien, hvorimod i Lystspillet Vægten falder paa Situationens Side. Da nu Betegnelsen Lystspil i den omtalte kongelige Bevilling ingenlunde kan antages at være brugt vilkaarlig, og det kongelige Theater ved at give sit Samtykke til, at Folketheatret erholdt den omtalte Bevilling, er gaaet ud fra, at det vel [sideskift][side 560]kunde tilstedes Folketheatret at opføre dette Slags Skuespil, men ikke at opføre Komedier, maa Direktionen anse hint Theater for aldeles uberettiget til at opføre de Holbergske Stykker, der ere saa langt fra at kunne kaldes Lystspil, at de tvertimod passe aldeles ind under Begrebet Karakterkomedie". "Direktionen — hed det sluttelig — skal endnu kun tilføie, at Holbergs Komedier ere at betragte som en Nationaleiendom, men deraf følger ogsaa, at de øverste Autoriteter bør vaage over, at de fremstilles paa en for Nationen værdig Maade, men dette vil ikke længe kunne ske, hvis man tillader, at det Theater, der endnu udelukkende har de fornødne Kræfter til at fremstille dem, lidt efter lidt taber sit Repertoire i denne Retning, og at dette falder i Hænderne paa Folk, der til stor Skade for Publikum og kun til pekuniair Nytte for sig selv ønske at bemægtige sig det."Følgen af denne Indstilling var, at Justitsministeriet efter Kultusministeriets Anmodning under 22de November s. A, tilskrev Politidirekteuren Følgende, hvis Indhold atter kommuniceredes Lange: "I Anledning af en fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet modtagen Skrivelse fra Direktionen for det kongelige Theater og Kapel, hvori ankes over, at der paa Folketheatret her i Staden dels opføres, dels agtes opført Komedier af Holberg, skulde man i Henhold til den Theaterdirekteur, Kammerraad H. W. Lange under 2den April 1853 meddelte Bevilling Post 3 tjenstligst anmode Hr. Konferentsraaden om at tilkjendegive Hr. Lange, at hans Bevilling ikke hjemler ham Ret til at opføre Holbergs Komedier".

Lange svarede under 26de November Justitsministeriet saaledes: "Ifølge en mig kommuniceret Skrivelse af 22de ds. fra det høie Ministerium til Kjøbenhavns Politidirekteur er det, efter dertil fra Direktionen for det kongelige Theater [sideskift][side 561]given Anledning, tilkjendegivet mig, at jeg er uberettiget til paa "Folketheatret" at opføre Holbergs Komedier. Da jeg, navnlig naar hensees til de i Intimationen af den til mig under 2den April 1853 udstedte allerhøieste Bevilling brugte Udtryk "Folkekomedier" og "Lystspil", mellem hvilke dramatiske Digtarter og "Komedier", der ikke existerer nogen anerkjendt æsthetisk berettiget Distinktion, og naar med Bevillingen sammenholdes Slutningsbestemmelsen af § 19 i Lov om Eftertryk af 29de December 1857, maa anse det for utvivlsomt, at der ikke lovmedholdelig kan nægtes mig Ret til paa "Folketheatret" at opføre Holbergs Komedier, en Ret, jeg ogsaa gjentagne Gange upaatalt har, benyttet ved at lade opføre 2den Akt af "Jacob von Thyboe",, indtil dette nu pludselig og aldeles uventet for Publikum og mig forbydes mig, samt da der i det foreliggende Tilfælde ikke udelukkende er Spørgsmaal om Fortolkning af min Bevilling, men tillige af et almindeligt Lovbud, der vedrører mit Erhverv, tillader jeg mig herved underdanigst, under enhver fornøden Reservation, at ansøge , det høie Ministerium om enten at bevirke det ommeldte mig kommunicerede Forbud hævet eller samtykke i, at det reiste Spørgsmaal, uden at paastaaes afvist som henhørende under Administrationen, gjøres til Gjenstand for Domstolenes Prøvelse, en Afgjørelsesmaade, mod hvilken jeg antager,, at der.fra den kongelige Theaterdirektions Side Intet vil være at erindre".

Dette Andragende blev af Justitsministeriet gjennem Kultusministeriet tilstillet det kongelige Theater, som i den Anledning den 4de December afgav følgende Betænkning over det:

"Direktionen maa anse den af samme fremsatte og af Justitsministeriet tiltraadte Opfattelse af Forholdet for saa utvivlsom rigtig, at den for.sit Vedkommende ligesaa lide [sideskift][side 562]kunde frygte for at underkaste denne dens Anskuelse Domstolenes som Ministeriernes eller nogen anden Autoritets Prøvelse, og skal forsaavidt ikke udtale sig imod Opfyldelsen af det sidste Alternativ i Kammerraad Langes Ansøgning, saafremt Kultusministeriet iøvrigt maatte kunne finde Saadant foreneligt med dets Stilling til denne sag eller de herværende private Theatre overhovedet, idet Direktionen skal henlede Opmærksomheden paa, at der i nærværende Tilfælde udelukkende er Spørgsmaal om Forstaaelsen af Udtrykket "Lystspil" i Langes Bevilling, altsaa om Fortolkningen af Bevillingens Udtryk, som ene tilkommer Justitsministeriet, og som der ikke skjønnes i dette Tilfælde mere end i ethvert andet tænkeligt Tilfælde at være Anledning for Justitsministeriet til at overlade Andre. Forsaavidt Kultusministeriet imidlertid maatte ville tilstede Lange at bringe dette Spørgsmaal for Domstolene, anseer Direktionen det for en Selvfølge, at det nedlagte Forbud maa blive i Kraft, indtil Sagen er afgjort ved Rettergang. Det i Ansøgningen først anførte Alternativ kan der formentlig under ingen Omstændigheder gaaes ind paa; Direktionen formaaer i det Mindste ikke at indse, hvad der skulde give Anledning til nu at statuere et andet Resultat end for fjorten Dage siden i Bedømmelsen af Forholdet, og der er Heller ikke fra Langes Side i Ansøgningen anført det Mindste til Begrundelse derfor. Den Anskuelse, som Direktionen har gjort gjældende i Sagen, synes os bestandig at vinde mere og mere i Styrke, og skal man saaledes henpege paa, at selve Bevillingens Indhold viser, at der ved Udtrykket "Lystspil" netop maa være tænkt paa at udelukke "Komedier", idet Bevillingen ved Siden af "Lystspillet" indrømmer en Art af "Komedier", nemlig "Folkekomedien". Det Eneste, der formentlig med noget Skin af Rimelighed kunde være [sideskift][side 563]Tale om, vilde vel være at tilstede Lange et vist Antal Gange at opføre den af Holbergs Komedier, hvorpaa han efter Forlydende skal have paabegyndt Indstudering. Dette vilde der fra Direktionens Side ikke findes noget Væsenligt at erindre imod, saafremt Ministerierne maatte finde nogen Grund til ved denne Leilighed at begunstige Langes Næring og Erhverv, som synes at være det Eneste, Lange har for Øie ved sin Begjæring, men Direktionen tilstaaer iøvrigt, at den ikke kan skjønne, at Lange ved det hele Forhold har erhvervet sig Adkomst til at favoriseres i saa Henseende. — At der er Grændser mellem de forskjellige Theatres Omraade, er en Nødvendighed her som i alle andre store Stæder, en Nødvendighed, der er erkjendt af Regeringen gjennem Bevillingerne for de private Theatre, og af den lovgivende Magt derved, at Lov af 29de December f. A. lader Bevillingernes Begrændsninger i Henseende til Skuespilarterne staa urørte. Lange har imidlertid ad alle mulige Veie, lovlige og ulovlige, søgt at overskride de Grændser, der vare stillede ham ved Bevillingen; en overordenlig stor Indrømmelse er skeet ham ved Lov af 29de December f. A., og Direktionen veed ikke, hvorfor der skulde gjøres ham yderligere Indrømmelser, thi det kan ikke være Hensigten, at Lange skal sættes i Stand til saa let som mulig og uden Udgift at erhverve Indtægter ved Hjælp af det kongelige Theaters Eiendom uden andet Udbytte for Nationen og Kunsten, end at begges ædleste Frembringelser forfuskes ved en slet Udførelse. Direktionen vil ialtfald for sit Vedkommende anse sig forpligtet til paa enhver Maade at værne om det kongelige Theaters Rettigheder indenfor de Grændser, som nu ere dragne ved Lov af 29de December f. A. — Sluttelig skal Direktionen ikkun tillade sig at henlede Opmærksomheden paa, at den hele Sags Opstaaen uden [sideskift][side 564]Tvivl kun kan tilskrives en Pligtforsømmelse eller mangelfuld Opfattelse af sin Stilling fra den ved Folketheatret ansatte Censors Side, idet denne, der netop af Regeringen er ansat for at garantere imod Overgreb og ulovlige Foretagender, burde have været opmærksom paa Ulovligheden af Langes Forehavende med at opføre Holbergs Komedier og ialtfald foranlediget Sagen forebragt Kultusministeriet, inden han gav Tilladelse til Opførelse af nogen af disse. Det vil derfor formentlig nu være nødvendigt, at Censor*) instrueres paa en saadan Maade, at det kongelige Theater ikke mindre end Justitsministeriet fremtidig kan være betrygget imod de Ubehageligheder og Bryderier, som man efter det Passerede vel ellers ogsaa i Fremtiden kunde vente sig af Langes Tilbøielighed til at overskride Grændserne for hans Bevilling."

I Henhold hertil nægtede Justitsministeriet Lange at faa Sagen bragt for Domstolene, og hermed var altsaa Spørgsmaalet afgjort saaledes, at det var forbudt de private Theaterdirekteurer at opføre Holbergs Komedier, men dermed var selve Sagen dog ikke døet hen. Den bragtes nemlig senere frem for et andet Forum, idet den gjentagne Gange kom under Debat i Folkethingets følgende Samlinger i 1858-60. I Folkethingets Møde den 3die December 1858 bragte den daværende Ordfører for Finantsudvalget, Cand. phil. C. V. Rimestad, Sagen paa Bane og udtalte Haabet om, at Justitsministeriet vilde tillade, at Landets høieste Domstol maatte afgjøre Kontroversen mellem det kongelige Theater og Kammerraad Lange, idet han støttede dette Haab til den futile Paastand, at det kongelige Theater ikke havde tilkjøbt sig nogen Ret til Holbergs Stykker. Hertil svarede [sideskift][side 565]Justitsministeren kun, at han troede Sagen "grundet og berettiget" afgjort. I 1860 kom Sagen atter under Diskussion i Folkethinget, og i Mødet den 28de Januar yttrede Rimestad atter Haabet om, at der kunde indtræde en liberalere Fortolkning — han kunde være tilbøielig til at sige en fornuftigere og forstandigere Fortolkning — af de til Privattheatrene givne Privilegier. Hvad angik den af det kongelige Theaters Direktion og Kultusministeriet etablerede Fortolkning af Begreberne "Lystspil" og "Komedie", da maatte han fastholde, at en saadan Fortolkning var bleven underkjendt af Pressen og af de Kredse, som man pleiede at kalde "de dannede". Tscherning, der naturligvis maatte tage Ordet, naar Talen var om det kongelige Theater, var i dette Tilfælde uenig med Ordføreren for Finantsudvalget, idet man efter hans Anskuelse ved at paabyde Theatret at overlade Konkurrenterne sine Stykker kom til, at Theatret vilde sige: "Naar jeg berøves min Eiendom, og den overgives til Brug for mine Konkurrenter, saa maa jeg have et større Tilskud for at fuldbyrde de Forpligtelser, som I have paalagt mig." han motiverede dette yderligere ved følgende Ord, der tilfulde karakterisere hans Opfattelse af Nationaltheatret: "Vi skylde Theatret at lade det løbe sin Bevægelseskreds igjennem, frit og ubeskaaren med de 50,000 Rdl. Tilskud om Aaret, og maaske ligesom Hvalfisken, der har faaet Harpunen i Livet, dø, idet den løber Linen ud — jo for jo hellere, ogsaa for Theatrets egen Skyld." I Debatten deltog ligeledes Dr. G. Winther, som blandt Andet mente, at der burde være et skarpere Tilsyn med Privattheatrene, hvormed han sigtede til de "Pøbeloptøier", der havde fundet Sted i Kasino i Anledning af et paa dette Theater opført Tendentsarbeide. Da der under disse Forhandlinger flere Gange af Ordføreren var blevet talt om [sideskift][side 566]"en Mand", der var saa foranderlig i sine Anskuelser, at hans Domme som Følge deraf maatte blive upaalidelige, og da "Fædrelandet" yderligere havde tilføiet, at der ved denne "Mand" var sigtet til Heiberg, greb denne Sidste Leiligheden til i et saavel fra Formens som Indholdets Side lige ypperligt lille Skrift "Nogle Bemærkninger om de private Theatres Bevillinger" at give sit Indlæg i Sagen, han paaviste her, hvorledes der ved "en Mand" neppe kunde være sigtet til ham, idet Meget af det, der var fremført af Ordføreren, aldeles ikke passede paa ham, og han gjorde dernæst gjældende, at Holbergs Stykker — om han end ikke i Et og Alt kunde godkjende den af Hauch og Christensen givne Definition — vare Komedier og ikke Lystspil, og at de først og fremmest vare det kongelige Theaters Eiendom, der ikke kunde berøves Theatret af enhver privat Theaterdirekteur, selv om det i Eftertryksloven af 1857 hed i § 19, at det ene Theater under visse Betingelser havde Ret til at benytte det andets Repertoire, "hvilket endog skal gjælde i Forhold til det kongelige Theater, uanseet at det i Bevillingen til Skuespils Opførelse er forment at opføre noget til det kongelige Theaters Repertoire hørende Værk." Dette var nu vistnok, hvad Heiberg kaldte "rene Ord for Pengene", men han gjorde med Rette opmærksom paa, at i de umiddelbart foregaaende Ord henføres denne Ret udtrykkelig til "Enhver, som forøvrigt er berettiget til at give offenlige Forestillinger af den paagjældende Art." Den specielle Ret til at benytte andre Theatres Repertoire gjaldt altsaa kun under Forudsætning af den almindelige Ret til i det Hele at give offenlige Forestillinger. Men denne almindelige Ret havde kun den, hvem Regeringen gav en Bevilling derpaa, og en saadan Bevilling var naturligvis knyttet til visse [sideskift][side 567]Betingelser og gjaldt kun, forsaavidt disse opfyldtes. Naar altsaa de dagjældende Bevillinger skulde forøges, vilde Regeringen ganske have det i sin Magt at nægte Fornyelsen, medmindre den vedkommende Direkteur frivillig vilde renoncere paa den i Loven hjemlede specielle Ret. Heri vor der intet Ulovligt, thi Enhver har Tilladelse til at renoncere paa sin Ret. Ved Udfærdigelsen af fremtidige nye Bevillinger, saafremt saadanne skulde blive givne, kunde det samme Forbehold tages, og naar Regeringens Hensigt blev bekjendt, vilde det af flere Aarsager virke tilbage paa Benyttelsen af de endnu bestaaende Bevillinger. Men dette forudsatte rigtignok, at Regeringen, som selv havde havt den Svaghed at sanktionere Loven, maatte komme til en forandret Anskuelse, eller at ialtfald en ny Regering vilde se Tingen paa en anden Maade end dens Forgænger.

Under 6te Mai 1859 overtog Hall definitivt Udenrigsministeriets Portefeuille og afskedigedes samtidig som Kultusminister, hans Eftermand blev Monrad, som snart i et Aars Tid havde været ham behjælpelig med dette Ministeriums Ledelse, og saa Dage efter Monrads Udnævnelse bleve det kongelige Theater og Kapel, der hidtil havde sorteret direkte under Kultusministeriet, henlagte under dets 2det Departement. Hermed var Begyndelsen skeet til vigtige Reformer i Theatrets indre Organisation. Monrad havde under sin Virksomhed som Halls Medhjælper ved Kultusministeriets Ledelse ikke kunnet dele sin Kollegas Tiltro til Hauch og Christensen som Direkteurer, og det stod snart klart for de Fleste, at Direktionens sidste Time vilde være slaaet. "Dagbladet" for den 15de Juni meddelte saaledes, at "der var foregaaet Forandringer i den Plan til en Reorganisation af Theatret, som Hall havde paatænkt, idet Monrad havde taget Sagerne paa [sideskift][side 568]en anden Maade", og heri havde Bladet forsaavidt Ret. Hall havde nemlig, som det senere skal blive omtalt, paatænkt flere Forandringer i Henseende til Theatrets hele Organisation, men han havde derimod ikke paatænkt noget Personskifte. I denne Retning var det navnlig, at Monrad tog Sagen paa en anden Maade, thi to Dage senere, altsaa den 17de Juni, bleve ifølge kongelig Resolution Hauch og Christensen afskedigede som Direkteurer for det kongelige Theater og Kapel. Dette Skridt fra Monrads Side varslede godt for hans Virksomhed som Kultusminister, og.det blev, naar man undtager Kliken, hilst med Glæde saavel af Pressen som af Publikums Christensen, der havde været saa ivrig medvirkende til at faa Heiberg fjernet, havde nu i tre Aar paa det Klareste godtgjort, at han ikke alene ikke var den Mand, der tilnærmelsesvis kunde naa Heiberg som Direkteur for et Nationaltheater, men at, han end ikke var i Besiddelse af en saadan administrativ Dygtighed at, han kunde, bringe Theatrets Finantser bedre paa Fode, og Hauch havde kun bekræftet Rigtigheden af, hvad de Fleste allerede sagde ved hans Tiltræden, at han som praktisk Embedsmand ikke var langt fra at være en Umulighed. "Systemet" havde godtgjort sin Ubrugbarhed; der skulde nu slaaes ind i et andet Spor. Regeringen glemte dog ikke at yde de Fratrædende sin Anerkjendelse. Efter syv Aars Birken fratraadte Heiberg uden saa meget som at modtage Tak for sin Birken; Hauch blev derimod Konferentsraad og Christensen Ridder af Danebroge.

Forinden dette Bind sluttes, staaer der endnu tilbage at meddele, et Aktstykke, som ikke savner Interesse, skjøndt der ved det hverken kastes noget nyt Lys over Theatrets Tilstande i de i dette Bind behandlede Aar eller fremføres Noget, der svækker Paalideligheden af det her Anførte. Det [sideskift][side 569]er et Brudstykke af den Tale, som Hall i Folkethingets Møde den 12te Januar 1861 holdt i Anledning af den første Behandling af Statsrevisorernes Beretning for Finantsaaret 1858-59. Statsrevisionen havde som tidligere omtalt gjort adskillige væsenlige Indsigelser mod Theatrets Regnskab, og da Hall havde været Kultusminister i den omhandlede Periode, var han nærmest til at føre Forsvaret for Theatret. Det laa derfor — yttrede han — meget nær for ham at betragte Theatrets finantsielle Stilling i det omhandlede Tidsrum og anstille en Sammenligning dermed og med Tilstanden, som den var, da han første Gang ifølge sin Embedsstilling blev sat i Forhold til Theatret. Derefter fortsatte han saaledes:

"Hvorledes var Theatrets Stilling i det Hele, da jeg i 1854 havde den Ære som Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet at kaldes til Overbestyrelsen deraf? Naar man i faa Træk, men dog korrekt, vil betegne den, troer jeg, man kan sige, at det med Hensyn til Tilstanden indadtil havde vist sig, at der i den hele, kunstneriske Virksomhed, i Theatrets aandelige Tilstand, om jeg maa bruge det Udtryk, fandtes en høist sørgelig Spaltning og en Misstemning, som havde tilveiebragt det mest beklagelsesværdige Forhold mellem Bestyrelsen og de ypperste Kunstnere. Jeg skal naturligvis ikke indlade mig paa at bedømme, hvor Feilen har ligget, jeg anfører det kun som et sikkert, uomtvisteligt Faktum, at Tilstanden var saaledes, og at denne Tilstand havde havt til Følge, at flere af de mest fremragende Kunstnere vare traadte i en fuldstændig Uvirksomhed; den Spaltning var altsaa tilstede, som ledede til, at Nogle af dem kort efter forlod Theatret. Det var en Tilstand, der var saa mislig, som den maaske ingensinde for har været ved Theatret, og den blev saa meget mere mislig derved, at netop den Gang et andet [sideskift][side 570] Theater reiste sig under Forhold, der i flere Henseender vare meget gunstige og begunstigede, og som netop søgte, hvad der fra dets Standpunkt var rimeligt, at drage Fordel af disse Misligheder ved det kongelige Theater. Men var Tilstanden indadtil saaledes i kunstnerisk og aandelig Henseende uheldig, saa var den maaske endnu mere uheldig i materiel Henseende. Ogsaa dette vil være Rigsdagen velbekjendt, og jeg behøver kun at slaa an paa enkelte Punkter, som jo her have været Gjenstand for udførlige og vidtløftige Debatter i de forløbne Aar. Det vil erindres, at der den Gang var en Tilskuerplads, som foruden sin hele Uhensigtsmæssighed og yderst uskjønne Indretning havde den overordenlig store Mangel, at man — som det blev yttret her i Salen af en æret Rigsdagsmand — hver Aften kunde risikere den Extraforestilling, at tredie Etage faldt ned paa anden Etage, anden Etage ned paa første og alle tre paa Gulvet; om det nu just ikke var saa galt, viste det sig dog ved Ombygningen, at der virkelig paa enkelte Steder havde været Fare for en Nedstyrtning; i den Grad var der altsaa en trængende Nødvendighed tilstede for en Ombygning. Med Hensyn til Scenen var Tilstanden saaledes, at flere Stykker, navnlig Balletter, ikke kunde gives, fordi de sceniske Apparater vare af den Beskaffenhed, at det var livsfarligt at sætte dem i en saadan Bevægelse, og hvad navnlig angik Maskingulvet, og hvad dertil Hører, da blev der, da Ombygningen forestod, af Ordføreren for Finantsudvalget her i Thinget — om jeg husker ret, Professor Steen —, der havde taget dette tilligemed flere andre Punkter under Overveielse, udtalt, at han kun kunde sige, at det var ham ubegribeligt, hvorledes det havde været muligt i de sidste Aar at kunne benytte det. Endelig kom dertil den hele Ombygning af Garderober, Paaklædningsværelser og øvrige LokaliLokali-teter [sideskift][side 571] teter; ogsaa med deres Tilstand blev der givet Thinget fuldstændig Leilighed til at gjøre sig bekjendt, og der vil være Mange tilstede, som endnu have den i Erindring. Jeg kan i denne Henseende henvise til, hvad der blev yttret af den nuværende ærede Rigsdagsmand for Randers Amts 1ste Valgkreds, der dengang var Rigsdagsmand for Kjøbenhavns Amts 2den Valgkreds (Konsul Alfred Hage), og som havde gjort en Tour omkring i disse Lokaler; dersom man vil gjennemlæse hans Foredrag, vil man finde, at det ikke saa lidet minder om Schillers Dykker, da han kom op af Dybet, idet den ærede Rigsdagsmand udtalte, at han vilde ikke for Alt i Verden igjen gjøre en saadan Tour igjennem slige Huller og underjordiske Huler, og han tilføiede med den ham eiendommelige Terminologi, at det var ham ubegribeligt, hvorledes den Handel kunde drives i saadanne Lokaler. Dette var Theatrets Tilstand indadtil. Men hvorledes var dets Tilstand udadtil, nemlig ligeover for Publikum og Rigsdagen? Hvad angaaer Tilstanden ligeover for Publikum, da skal jeg ikke videre gaa ind derpaa, men blot henvise til de Udtalelser, der faa den Tid fandt Sted i alle Blade uden Undtagelse, og man vil da finde, at om man ogsaa senere har hørt stærke Udraab, har man dog aldrig hørt stærkere end dengang om Forfald, Tilintetgjørelse, Opgivelse og Alt, hvad dertil kunde benyttes af Ukvemsord. Hvad angaaer Stillingen ligeover for Rigsdagen, skal jeg henvise Thinget til de sidste Forhandlinger, der fandt Sted i Foraaret 1854 mellem den daværende Kultusminister, Geheimeraad Ørsted, og Rigsdagsmanden for Holbæk Amts 2den Valgkreds (Tscherning), og man vil da faa et saa levende Indtryk af denne Stilling, som det kan behøves. Man vil se, at den daværende Kultusminister befandt sig i en fuldstændig Fortvivlelsestilstand [sideskift][side 572] over Theatret, han yttrede ligefrem, at det ikke var hans Skyld, at det var kommet under Kultusministeriet, og at han ønskede hellere end gjerne at blive af med det, da det kun skaffede ham Vanskeligheder og Ubehageligheder. Da meldte den ærede Rigsdagsmand for Holbæk Amts 2den Valgkreds sig og erklærede, at naar Ministeren vilde lade ham blive indkvarteret i Kultusministeriet tre a sire Uger med fuld Myndighed, saa skulde han skaffe ham af med Theatret, idet han tidligere havde antydet den Vei, han vilde gaa, nemlig at behandle det som Muddervæsenet og andet Saadant; men om ogsaa, den daværende Kultusminister kunde have havt nogen Lyst til at gjøre dette Forsøg, blev han dog afskrækket derfra, idet den ærede Rigsdagsmand var uforsigtig nok til at tilføie, at han tillige skulde skaffe ham af med adskillige andre Instituter; muligvis har Ministeren da sundet, at Kuren var værre end Sygdommen, thi han erklærede, at han havde overveiende Betænkeligheder ved at gaa ind paa Forslaget. Saaledes var altsaa Theatrets Tilstand i Foraaret 1854. I December Maaned 1854, kort efter at jeg var bleven kaldet til Overbestyrelsen af Theatret, fremkom der fra et daværende, senere afdød, meget anseet Medlem af dette Thing, som interesserede sig meget for Theatret, et Forslag om at lade den Theaterlov, som i 1851 var forelagt, atter komme for til Behandling her i Thinget; dette gav mig Anledning til en Udtalelse om min Stilling til Theatret, som jeg i Et og Alt kan henholde mig til, idet jeg kun vil udtale, at det er lykkedes mig at gjennemføre det, jeg da udtalte at ville stræbe efter, maaske fuldstændigere end noget Andet, jeg ogsaa kunde have ønsket at gjennemføre. Jeg yttrede dengang, at det ikke vilde være rigtigt og hensigtsmæssigt at gjøre dette Spørgsmaal til Gjenstand for en Lov, men at man derimod [sideskift][side 573] ad administrativ Vei kunde gjennemføre de Forandringer, hvorom der Var Spørgsmaal, og som i sin Tid baade Thinget og den da nedsatte Kommission havde ønsket. Jeg opstillede navnlig alle de Punkter, hvorom man dengang var kommen til Enighed, og i Spidsen for dem alle den Anskuelse, at det kongelige Theater skulde betragtes som et Nationalinstitut, som en Institution, der havde Vigtighed for Nationen i det Hele og derfor burde understøttes af Staten. Jeg gjennemgik de andre Punkter og viste, hvorledes man sukcessivt kunde gjøre Forandringerne — de ere ogsaa blevne udførte, den sidste er netop den Forandring af Scenen, som i næstforrige Saison blev gjennemført. Folkethinget skuttede sig i den Grad til mine Udtalelser, at Forslaget, nægtet det, som tidligere omtalt, var indbragt af et Medlem, der nød megen Anseelse, med 62 Stemmer mod 4, eller saa omtrent, blev nægtet Overgang til anden Behandling. — Jeg søgte da sukcessivt at gjennemføre Forandringen med Hensyn til Theaterbygningen — der blev forelagt Rigsdagen Forslag derom og givet den Leilighed til at udtale sig om dette Spørgsmaal. Der blev fra flere Sider yttret Ønske om at saa et helt nyt Theater, idet man ansaa det Andet for lidet fyldestgjørende; jeg skal ikke gjentage alle de Betragtninger, der i den Henseende bleve gjorte gjældende pro et contra; det Væsenlige og Afgjørende var naturligvis, at der ikke var den allerfjerneste Udsigt til at faa de fornødne Penge til et nyt Theater, medens det var at befrygte, at hele Theatret vilde gaa tilgrunde, naar der ikke blev foretaget en Ombygning. Jeg kan ogsaa i denne Henseende slutte mig til, hvad den ærede Rigsdagsmand for Holbæk Amts anden Valgkreds udtalte, at det efter hans fuldkomne Overbevisning var det eneste Rigtige at foretage Ombygningen sukcessivt for saa meget som mulig at kunne [sideskift][side 574] benytte Skuespilhuset selv, og det vor ogsaa den Fremgangsmaade, der blev fulgt. Men naar man nu vil spørge: har dette Foretagende da ogsaa vist sin Virkning med Hensyn til Theatrets Tilstand? saa vil man jo ikke kunne ønske her at gaa ind paa nogen Forhandling om Theatrets kunstneriske Beskaffenhed, men hvad der derimod væsenlig maa interessere Rigsdagen, naar der er Tale om denne Institution, med Hensyn til hvilken det gjentagende er udtalt, at det, hvorpaa det især kommer an, er at skaffe forhøiede Indtægter, idet man meget ofte ikke kan undgaa endogsaa meget betydelige Udgifter, det er, hvorledes Situationen i denne Henseende var i 1854 i Sammenligning med den senere heromhandlede Periode.

"I 1854 var Stillingen saaledes, at den høieste Indtægt, som Theatret kunde opnaa, var 800 Rdl. pr. Aften; den Gjennemsnitssum, som var beregnet, var 590 Rdl., og der var i det sidste Aar i Gjennemsnit kun naaet 550 Rdl. De Forandringer, som bleve foretagne, gjorde, at Gjennemsnitssummen kunde kalkuleres til 650 og 700 Rdl., hvad jo paa 250 Spilleaftener gjør et ganske anseeligt Beløb; vil man nu sige: Ja, men er det ikke en saa urimelig høi Sum, at den ikke kan naaes, saa viser Erfaringen det Modsatte; der har i de sidste Aar og navnlig i det Aar, her er Tale om, været naaet dette Beløb, og i det næstpaafølgende Aar er det oversteget; det viste sig ogsaa i det foregaaende Aar, at det kunde i en meget betydelig Grad overstiges. Det eneste Aar, jeg har havt den Ære at være i Spidsen for Theatret, hvor der kunde være Spørgsmaal om en fuldstændig Gjennemførelse af Saisonen uden Afbrydelse ved paabegyndte eller efterladte Bygningsarbeider, nemlig Aaret 1856-57, indbragte Theatret 804 Rdl. i Gjennemsnitssum pr. Aften. Det indbragte, [sideskift][side 575] istedenfor den da beregnede Sum 141,000 Rdl., 204,000 Rdl. eller 63,000 Rdl. over det kalkulerede Beløb.

"Spørger man nu endelig: men er dog ikke trods Alt dette Theatrets Stilling meget betænkelig eller lidet tilfredsstillende, saa skal jeg ikke sige, at der ikke kan komme meget vanskelige Forhold, og at man altid maa være forberedt paa at kunne imødegaa dem saa meget som mulig ved at sikkre sig at have Noget at staa imod med; men paa den anden Side kan det Faktum i og for sig, at i de sidste Aar og navnlig i det, hvor en Hel Omvæltning saa at sige af hele Theatrets økonomiske Forhold har fundet Sted, Regnskabet maatte afsluttes med en Underbalance, der, efter hvad der er oplyst i Statsregnskabet for det sidste Aar, kan anslaaes til 10,000 Rdl., ikke volde Betænkeligheder; thi for det Første er det ganske vist, at et nogenlunde heldigt Aar vil, som Erfaring har vist, kunne bringe et saa betydelig større Overskud, at det ikke vil være vanskeligt at dække Underbalancen, og dernæst maa bemærkes, at her tillige er Spørgsmaal om de Summer, der anvendes til Forrentning og Afdrag paa hele Byggekapitalen. Nu er det vistnok Noget, der maa erkjendes, at det var et temmelig stærkt Stykke og maatte betragtes som et overordenligt Held, om det virkelig skulde kunne lykkes, at Theatret, foruden at bære disse ordinaire Udgifter, tillige skulde kunne bære den hele Ombygning med hele Laanets Forrentning og Afbetaling. Det vil være meget vanskeligt selv under Forudsætning af den betydelige Tiltagen af Indtægterne, thi det er en Selvfølge, at Udgifterne maa tiltage særdeles under Forhold som dem, der nu ere tilstede, da den personlige Virksomhed stiger i Pris, og der er to Theatre ved Siden af det kongelige her i Hovedstaden, der ikke alene tage Publikum, men tillige søge at drage Kræfter til sig. [sideskift][side 576] Skulde det alligevel lykkes Theatret at bære Forrentningen og Afdragene af Kapitalen uden at gjøre Fordring paa yderligere Tilskud, maatte det som sagt betragtes som overordenlig heldigt; men jeg kan ikke slutte, som jeg nu skal gjøre — maaske har jeg allerede gjort mit Foredrag for langt — uden med Hensyn til dette Punkt at gjentage, hvad jeg fra en anden Plads her i Salen omtrent for et Aar siden udtalte, at dersom det skulde blive Tilfældet, at der for nogle Aar blev Spørgsmaal om at give Theatret en Lempelse med Hensyn til Forrentning og Afdrag af dette Beløb, kan jeg ikke finde, at det skulde være Noget, som vilde være, saa urigtigt, at det ikke kunde vente at faa Rigsdagens Samtykke. Jeg vilde ikke kunne finde, at der vilde være noget Ubilligt eller Unaturligt deri, at den Stiftelse, der er beriget ved Holbergs Formue, gav, i Forhold til, hvad den giver til andre Anstalter, et ringe Bidrag til den Anstalt, som er skabt ved hans Geni."

Det var ikke, uden en vis Berettigelse, at en Rigsdagsmand i samme Folkethingsmøde kaldte denne Tale et "talentfuldt Foredrag", thi der var virkelig i dette Foredrag med meget Talent vendt op og ned paa adskillige Kjendsgjerninger. Ikke en eneste Røst i Thinget hævede sig for at gjøre Indsigelse mod Sandheden af den Skildring, Ministeren her havde givet af det kongelige Theater under hans Funktion som dets øverste leder, og kun adjunkt Fischer fandt sig som Statsrevisor foranlediget til at imødegaa endel Sidehug, som Hall havde gjort til Statsrevisionen i Anledning af dens mange Udsættelser paa det af Ministeriet aflagte Regnskab for det kongelige Theater. I sit Foredrag fremkom han med følgende Bemærkninger, der forbleve fuldstændig uimodsagte:

"Den ærede Rigsdagsmand (Hall) bemærkede, at Statsrevisionen ikke var bleven staaende ved Bemærkninger med [sideskift][side 577] Hensyn til Enkelthederne, men havde derimod indladt sig paa et almindeligt Tilbagesyn eller Fremsyn, paa en Vurdering og Bedømmelse, der ikke havde været af den mest smigrende Natur for Theatret. Jeg indrømmer gjerne, at Antegningerne desværre ikke have været meget smigrende med Hensyn til den Administration, der har fundet Sted af Theatret, hvad Regnskabsvæsenet angaaer; det er fuldkommen Sandhed, men naar det er saa, at Statsrevisionen har seet længere tilbage og længere frem, maa man indrømme, at der var en særegen Anledning dertil ved det her foreliggende Regnskab for 1858-59, da det paa ingen Maade er et Regnskab for dette Aar alene, men derimod en Opgjørelse med Fortiden, flere Aar tilbage, saa at mange gamle Poster, der ikke ere berigtigede i rette Tid, nu forst ere fremdragne, nu forst ere komne frem i Regnskabet og som Følge deraf ogsaa forst nu ere blevne gjorte til Gjenstand for en Revision. Dersom man saaledes vil gjennemgaa Statsrevisionens Antegninger, vil man finde, at der er et Beløb af omtrent 10,000 Rd. — jeg siger omtrent, thi det har ikke af Theaterbestyrelsen været muligt at saa oplyst, hvor stort det Beløb er, som hidrører fra Fortiden — som, dette Aar uvedkommende, ere komne ind i Regnskabsaaret for 1858 og 1859; fra hvilke Aar de hidrøre, er som sagt ikke oplyst, og jeg troer ikke, det kan oplyses. Det blev af den ærede Rigsdagsmand bemærket, at den Forandring, der var indtraadt ved Theatret ved Begyndelsen af Finantsaaret 1858-59, ikke var skeet efter Ministeriets, men efter Rigsdagens Ønske; men derved forbigik den ærede Rigsdagsmand et væsenligt Punkt, det nemlig, at Theatret skulde overgives til Ministeriets frie Raadighed med de 50,000 Rd. aarlig, saaledes at Ministeriet skulde holde Hus med disse for egen Regning. Det, der [sideskift][side 578] har givet Anledning til, at Paatalen fra Statsrevisionens Side denne Gang har været skarpere end sædvanlig, er, at der fremtræder paa en Gang en saa betydelig Overskridelse, over 30.000 Rd.; man har overladt Ministeriet Theatret med 50.000 Rd. om Aaret eller noget Mere; men Ministeriet har ikke holdt sig indenfor Grændserne af Bevillingen af denne runde Sum, men har derimod brugt betydelig Mere. Med Hensyn til det forandrede Regnskabsaar bemærkede den ærede Rigsdagsmand, at jeg var den, der bestemt eller ene modsatte mig det; det forholder sig ganske rigtigt, og at de Grunde, jeg dengang anførte, ere holdbare, troer jeg, at Udvalget har havt Leilighed til at overbevise sig om; thi Theaterregnskabet har hidtil ikke været ført paa anden Maade end kvartalsvis. Udvalget har havt Theatrets Hovedbog, som Revisionen aldrig tidligere har havt, og derved overbevist sig om, at Opgjørelsen har fundet Sted kvartalsvis og ikke anderledes. Sammenstillingen af Finantsaaret er fremkommen ved, at man har adderet Udgifter og Indtægter sammen for fire Kvartaler, og derfor har man ligesaa gjerne kunnet vælge sire andre Kvartaler som netop disse; det vilde ingen Forskjel gjøre. Der findes ingen Udgifter længere paa Kassen, oplyses der i en Besvarelse, og den ærede Rigsdagsmand har lagt særlig Vægt paa, at man nu er naaet til det Resultat, at der ved Finantsaarets Udløb 1858-59 eller ved Slutningen af Juni 1859 ikke længere stod nogen Udgift tilbage paa Kassen. Om det nu just er en Følge af, at man har omlagt Regnskabsaaret eller ikke, skal jeg lade staa hen; men jeg har mine, som jeg troer, meget vægtige Grunde til at tvivle derom. I ethvert Tilfælde er det ikke Noget, der maa opstilles som et stort Resultat, man har naaet, at man ved Regnskabsaarets Slutning har opgjort med Fortiden, saaledes [sideskift][side 579]at der ingen Restancer var tilbage; det er Noget, der burde være skeet ved hvert Regnskabsaars Slutning, og at det ikke er skeet ved Theatrets Regnskaber, er en meget stor Feil ved dem. Theatrets Regnskaber ere i Virkeligheden førte saaledes, at man ikke har optaget Udgifterne i Hovedbogen, efterhaanden som de bleve gjorte, og at der er foregaaet Anvisninger og derpaa følgende Udbetalinger, som ikke ere indførte i Hovedbogen. Ved Regnskabsaarets Udløb har man leveret et Regnskab, der ikke optog alle Udgifter, og som derfor har været urigtigt, det er det rette Navn for de Regnskaber, der tidligere have været aflagte; at man stundom har udeladt Udgifter, ikke fordi man har glemt dem, det ville de Herrer se af den Korrespondance, som foreligger i en af Antegningerne."

Det stærke Angreb, som Statsrevisionen her havde rettet paa den Maade, paa hvilken Theatrets Regnskaber i de senere Aar vare blevne aflagte, kunde ikke gjendrives, men derimod havde der med Lethed kunnet ske Indsigelser mod den Skildring, Hall havde givet af Theatrets Tilstande, og at dette ikke skete, laa vel nærmest i, at en Debat af denne Natur ikke vilde have passet ind under Folkethingets Forretningsorden. Efter den tidligere her i Bogen givne Fremstilling af Heibergs Direktionsvirksomhed vil det staa klart for Enhver, at Halls Skildring af Situationen fra 1854 altfor tydelig bar Præget af at hæve Ministeren paa Direkteurens Bekostning, medens Sandheden tvertimod var den, at Ministerens uheldige Indgriben i Theatrets Detailspørgsmaal havde bevirket, at Heibergs Stilling som Chef for Theatret blev uholdbar. Naar Hall endvidere bemærkede, at Mislighederne for det kongelige Theater yderligere, forøgedes ved, at der paa hin Tid reiste sig et andet Theater, som netop søgte at drage Fordel af disfe Misligheder, faa glemte han rent at tilføie, at lige lige-saa [sideskift][side 580]saa lidt som han havde anvendt sin Indflydelse som Kultusminister til at forhindre dette andet Theaters Opstaaen og Virken paa Hoftheatret, ligesaa lidt havde han, da Heiberg henvendte sig til Ministeriet om dets Beskyttelse mod Langes Indgreb i det kongelige Theaters Repertoire, ydet ham nogensomhelst Støtte, og han var saaledes selv langtfra uden Skyld i, at der paa hin Tid etableredes en farlig Konkurrence med Nationaltheatret. Men det Mærkeligste ved Halls Tale var dog dens Slutning. Han erklærede nemlig her, at det matte betragtes som et overordenligt Held, om det virkelig skulde kunne lykkes Theatret at forrente og afbetale den Sum, der var medgaaet til de store Ombygninger, og dog havde han selv, da han faa Aar i Forveien forelagde Rigsdagen Forslagene, paavist i sine Overslag, at Theatrets forøgede Indtægt rigelig vilde strække til for at afgjøre Gjælden til Sorø Akademi. Nu var han imidlertid kommen til den modsatte Anskuelse, som forøvrigt ogsaa viste sig at være den rigtige, men ikke en eneste Røst i Thinget hævede sig for at anke over, at hans i sin Tid forelagte Overslag havde været saa kimæriske og uholdbare.

---

Note til side 564

*) Folketheatrets Censor var Overretsprokurator H. H. Nygaard.