[sideskift][side 022]

Det var under gode Vilkaar at Tillisch begyndte sin Virksomhed. Fru Heiberg havde givet efter for Anmodningen om atter at betræde Brædderne, og "Berlingske Tidende" Meddelte før Saisonens Begyndelse, at Høedt efter Opfordring af Kultusministeren ligeledes vilde optræde igjen. Denne Bladets Meddelelse forholdt sig ogsaa for sa vidt rigtig, som Høedt, der under 10de August var bleven udnævnt til Scene-Instrukteur med en aarlig Gage af 1000 Rd., samtidig havde forpligtet sig til atter at optræde som Skuespiller, naar det forlangtes, og til at fungere som Elev-Instrukteur, indtil han optraadte igjen. Det var tillige be be-stemt, [sideskift][side 023]stemt, at han første Gang skulde optræde sammen med Fru Heiberg, for at alle de tidligere Historier om, at han havde været den egenlige Aarsag til hendes Bortgang fra Scenen, derved kunde slaaes til Jorden. Da Fru Heiberg imidlertid ikke kunde optræde for noget inde i Saisonen, trak det af den Grund ogsaa ud med Høedts Optræden, og da han kun ugjerne havde givet sit Samtykke til paany at betræde Brædderne, fik han Tillisch til at løse ham fra hans Løfte, saaledes at han udelukkende kunde anvende sin Tid og sine Evner som Instrukteur for det reciterende Skuespil. Tillisch fik tillige i sit nye Embede en meget værdifuld Assistance i Kammerassessor Berner, som under 23de Juli var bleven udnævnt til Theatersekretair samt Regisseur for det reciterende Skuespil og Operaen, og som ved sin store Detailkundskab kunde yde Direkteuren væsenlig Nytte som Raadgiver i alle vanskelige Tilfælde.

Den aarlige Logeauktion gav et overordenlig godt Resultat, idet alle Loger solgtes, flere af dem endogsaa til Priser, der vare lige saa høie som ved Kassen. Indtægten af Abonnementet for denne Saison udgjorde 66,897 Rd. 48 Sk. eller henved 20,000 Rd. mere end for Aaret i Forveien.

Saisonen begyndte den Iste September med "Kjærlighed paa Vildspor", en af Sille Beyer ret heldig Bearbeidelse af Shakspeares romantiske Lystspil "Much ado about nothing". Stykket vandt stærkt Bifald, og hertil bidrog ogsaa Udførelsen sin væsenlige Part, idet enkelte af Rollerne blev ganske mesterlig udførte. Nielsen — der ved en ny Kontrakt var ansat fra Saisonens Begyndelse med en aarlig Indtægt af 1650 Rd, foruden Feu, hvilken udgjorde 464 Rd. for de sex Maaneder, i hvilke han kom til at gjøre Tjeneste — var udmærket paa sin Plads som Leonato, Messinas GouverGouver-neur [sideskift][side 024]neur, og som den unge Ridder Benedict glimrede M. Wiehe ved den uforlignelige Lyrik, han vidste at udbrede over hver eneste Replik. Beatrice var en Rolle, der laa noget udenfor Jfr. Julie Smiths Fag, men ikke destomindre Malte hun i høi Grad ved sit lunefulde Skjælmeri og sin fine, godt gjennemførte Pointeren af Dialogen. Ligeledes havde Phister forstaaet at lave en overordenlig komisk Figur ud af Vægter-Officeren, der fuldstændig knuste hans Medspillende, Kolling. Ogsaa Mad. Sødring som Ursula og Jfr. Monrath som Hero løste deres Opgaver med Held, hvorimod I. Wiehe, der som Don Juan havde sin egenlige Debut i Skuespillet, endnu var for lidt scenevant og spillede Skurkens Rolle paa en lidet Malende Maade.

September Maaned forløb med at man iøvrigt spillede det gamle Repertoire igjennem, og det eneste Mærkelige, der indtraf, var, at man fra den 7de i denne Maaned begyndte at anføre paa Plakaten, af hvilke Komponister For- og Mellemakts-Musiken var. Dette var en ret heldig Foranstaltning, som dog imidlertid tabte en Del af sin Betydning derved, at man ikke gjorde Skridtet helt ud og tillige anførte Titlerne paa de Musikstykker, der opførtes. Men skjøndt der jævnlig blev ført Klage over, at denne ringe Mangel ikke blev af hjulpen, og skjøndt man ofte kunde se det Særsyn, at Folk, der i Musikforeningen sad andægtige og lyttede til Musiken, talte lystig med Hinanden, naar akkurat de samme Musikstykker opførtes i det kongelige Theater, lykkedes det dog ikke at faa Titlerne anførte, og til Dato er dette endnu ikke skeet.

Endelig kom Saisonens store Begivenhed: Fru Heibergs Gjenoptræden den 5te Oktober som Lady Teazle i "Bagtalelsens Skole". Da den store Kunstnerinde traadte ind med [sideskift][side 025]Nielsen som Sir Peter, brød det udsolgte Hus løs i et uendeligt Jubelraab, og der faldt en formelig Blomsterregn ned over Scenen. De forløbne Aar siden den sidste Optræden syntes sporløst at være gledne forbi Kunstnerindens Hoved, og med det elskværdige Skjælmeri, det sjeldne Lune og den henrivende Friskhed, der altid havde været Særkjendet for hendes Spil, faldt Replikerne nu som tidligere fra hendes Læber, saa at Bifaldet næsten syntes at stige med hver Scene. Da Tæppet var gaaet ned efter femte Akt, efterkom Fru Heiberg Opfordringen til at vise sig for Publikum, og i mange Dage talte man om denne Festaften.

Den anden Nyhed, som denne Saison bragte, var enakts Dramaet "Naar Solen gaaer ned". Stykket fremkom anonymt, men det var ikke vanskeligt at se, at Brosbøll maatte være Forfatteren. Det var et ganske kjønt lille Arbeide, som langtfra var blottet for Poesi, men hvis væsenligste Svaghed bestod deri, at det savnede dramatisk Interesse. Holst havde en fortræffelig Rolle som Broder Alsing, men formaaede ikke at drage Munkens lidenskabelige Karakter stærkt nok frem. Af den øvrige Rollebesætning var navnlig A. Rosenkilde god som Abbed Tørge.

"De Fattiges Dyrehave" var et ældre Arbeide af Hertz. Skjøndt denne Vaudeville som Digterværk var temmelig ubetydelig, vandt den dog stærkt Bifald hos Publikum og holdt sig igjennem flere Saisoner paa Repertoiret, hvortil dels den uskyldige Munterhed, der var udbredt over Stykket, og dels den i flere Henseender fortrinlige Udførelse bidrog Hovedparten. Stykket bar Navn efter et af Folk af den simplere Borgerklasse stærkt besøgt Trakteursted ved Kalkbrænderiet udenfor Østerport, og skjøndt Handlingen var lovlig tynd, oplivedes Arbeidet dog ved enkelte morsomme Figurer og et [sideskift][side 026]Par ganske snildt opfundne Scener. Forrest i Rækken af de Spillende stod A. Rosenkilde, der som Kaskjetmager Conradsen havde faaet en Rolle, i hvilken han ret kunde give sit Lune frit Løb, og foruden ham høstede Mad. Sødring som hans Kone stærkt Bifald. Blandt de andre Personer i Stykket gjorde navnlig Jomfru Bournonville Lykke ved sin fortræffelige svenske Dialekt.

I "Cyprianus", der var det fjerde nye Stykke, som kom paa Repertoiret, havde den anonyme Forfatter gjort et Forsøg paa ligesom i "Thyre Boløxe" og "Claus Rigmands Skat" at dramatisere den Aand og Stemning, der gaaer igjennem vore Folkesagn. Enakts-Skuespillet led af den Feil at være altfor bredt, men var forøvrigt langtfra uden poetisk Værdi, mange af Karaktererne vare tegnede med meget Lune, og Intrigen var paa sine Steder meget heldig. Hertil kom, at Rung havde komponeret en ganske ypperlig og meget stemningsfuld Musik til Sangene i Stykket, som dog alligevel ikke formaaede at holde sig paa Repertoiret. Det blev modtaget med et temmelig lunkent Bifald, hvori der var indblandet lidt Hyssen, og det oplevede ialt kun 8 Forestillinger. Af de Spillende vandt navnlig A. Rosenkilde Bifald som den forslagne Povl og Schram som den hovne Møller. Som en Mærkelighed ved Indstuderingen af dette Arbeide fortjener det at fremhæves, at Schneider som Kromanden hans Nilen talte Sjællandsk, medens ingen af de øvrige Rollehavende benyttede sig af nogen Dialekt.

Lystspillet "Gertrude", som var en Oversættelse af A. Harris engelske Original "The little treasure", kunde ikke kaldes nogen synderlig heldig Forøgelse af Repertoiret. Stykket var tilskaaret helt igjennem efter fransk Snit, men om Mønsteret end havde været godt, var Tilskjæringen dog skeet med [sideskift][side 027]temmelig stor Ubehændighed, ligesom ogsaa Tegningen os de enkelte Karakterer var ualmindelig mat og saftløs med Undtagelse af Titelrollen. Denne blev spillet af Jfr. Fl. Thomsen, der havde oversat Stykket, og hun skilte sig godt fra denne overordenlig taknemlige Rolle, der fra Forfatterens Side var udstyret med saa megen Elskværdighed, at der ikke hørte Meget til at behage i den. Alligevel vidnede hendes Spil om Flid og om et Talent, som ved fortsat Udvikling vilde kunne drive det til Noget. Dette faldt imidlertid ikke i hendes Lod, thi ved den følgende Saisons Slutning var hendes Virksomhed ved det kongelige Theater til Ende, og efterat hun i et Par Saisoner havde virket paa Kasinos Scene, trak hun sig tilbage til Privatlivet.

Den Nyhed, der i Saisonen vakte størst Opsigt og mest Omtale, var fireakts Lystspillet "Skikkelige Folk", oversat af H. P. Holst efter Th. Barrieres franske Original "Les faux bonhommes". Stykket, der var et ægte Barn af den nyere franske dramatiske Knust, gav en overordenlig morsom, skarp og bidende Skildring af den indre sædelige Korruption i de franske Familieforhold og fremførte et helt Galleri større eller mindre Kjæltringer og daarlige Subjekter, hvis Modsætninger dannedes af et Par unge Kunstnere og to unge Piger, af hvilke dog den ene ikke var bleven ubesmittet af den Atmosfære, der omgav hele denne Bande af "Skikkelige Folk". Hertil kom, at Arbeidet i dramatisk Henseende var bygget med en ganske usædvanlig Dygtighed og gjennemsyret af en saa vittig og underholdende Dialog, at det ikke kunde Andet end more Tilskuerne, tilmed da Moralen kunde siges at være skeet Fyldest derved, at de "Skikkelige" led deres fortjente Straf, medens Dyden seirede. Høedt havde gjort et Mesterstykke, hvad Scene-Instruktionen angik, idet Lystspillet [sideskift][side 028]gik over Scenen med en Fart og Finesse, der var ukjendt herhjemme, og Replikerne faldt Slag i Slag, medens Grupperingen af Personerne var skeet med et sjeldent Blik for det fortrinligste Ensemble, han fik netop ved dette Arbeide Leilighed til at vise, i hvilken Retning hans Evner som Scene-Instrukteur gik, men pudsigt nok, skjøndt Stykket notorisk gik med usædvanligt Liv, kunde "Fædrelandets" Theateranmelder som sædvanlig ikke undlade at give sin Uvillie mod Høedt Luft ogsaa ved denne Leilighed, idet han blandt Andet i sin Anmeldelse skrev: "Derimod kan jeg ikke rose Indstuderingens almindelige Karakter, uagtet den rigtignok viser Flid. Replikerne siges hver for sig med en saadan Hurtighed, at man synes at føle en Kanepidsk bagved dem, men Dialogen gaaer alligevel hverken hurtig eller sikkert. Den er ofte delt mellem flere Grupper paa Scenen, og her indtræffer regelmæssig en Pause eller en Snakken Hinanden i Munden, naar den stifter mellem Grupperne". Interessen for Stykket forhøiedes yderligere ved, at det gjennemgaaende spilledes fortræffelig. Der var i M. Wiehes Fremstilling af Maleren Edgard Thévenot en saa bedaarende intellektuel og moralsk Overlegenhed, og hans fine Satire og ironiske Repliker faldt med en saa knusende Kraft, at man syntes, at de Personer, over hvilke Satiren gik ud, maatte vaande sig under hvert Ord, der udgik af hans Mund. Hultmann havde faaet et særdeles heldigt Greb paa Vennen, Maleren Octave Delcroix, og navnlig var han overordenlig morsom, hvor han spiller den geskjæftige Vexelmægler, der har saa travlt, at han maa opsætte at give sin Forlovede et Kys til om Søndagen, fordi der da ikke holdes Bors. Phister var fuldendt som den forhenværende Silke- og Klædekræmmer Peponnet, der under sin forlorne "Skikkelighed" altid finder en [sideskift][side 029]Undskyldning for at gaa fra sit Ord i den Omstændighed, at "der er ikke noget Skriftligt", og de to unge Piger, Emmeline og Eugenie, spilledes med megen Smag af Jfr. Monrath og Jfr. Smith, hvilken Sidste navnlig forstod at stille de forskjellige Sider af Karakteren skarpt fra Hinanden. Schneider havde som den forhenværende Notar Vertillac vidst at give sig et saa stenhaardt, ubevægeligt, ja næsten mumieagtigt Udseende, at han frembragte en ikke ringe Virkning derved. Kun Holst var lidt mat som Bassecourt. Rollen laa ikke for ham, og han havde kun overtaget den, fordi Nielsen, til hvem, den først var givet, blev alvorlig syg i Februar Maaned. Stykket slog som sagt godt an hos Publikum, og ved den første Opførelse vandt det stærkt og udelt Bifald. Men saa kom Kritiken. "Dagbladet" maatte i sin Anmeldelse indrømme, at Sammenspillet var fortrinligt, men det "beklagede, at det kongelige Theater havde givet et saadant Arbeide af denne forkastelige Skole Plads paa sit Repertoire". Det forundrede Bladet, at Heiberg som Smagens Vogter ikke havde nedlagt Indsigelse mod, at dette "realistiske" Drama, der i Frankrig skyldte den yngre Dumas sin Grundlæggelse, blev opført her. Der var da ogsaa strax en lille Minoritet, som fandt sig forpligtet til at være sædelig oprørt over dette Arbeides Immoralitet, og allerede ved den anden Opførelse blev der efter Tæppets Fald af nogle Enkelte hysset og pebet, medens Størsteparten af Tilstuerne klappede stærkt. Ved den fjerde Forestilling maatte Gongonen frem for at gjøre en Ende paa Meningskampen, som senere udfægtedes mellem "Dagbladet" og "Berlingske Tidende", i hvilket sidste Blad H. P. Holst som dets Redakteur tog sig varmt af det Stykke, han havde overfat. Men efterhaanden holdt den lidt puerile [sideskift][side 030]Piben op, og Stykket oplevede i tre Saisoner ikke mindre end 19 Opførelser.

Ved den originale Vaudeville "En Badekur" fik Repertoiret ikke nogen Forøgelse af Værdi. Den slæbte sig kun fire Gange over Scenen, og i det Bifald, hvormed den blev modtaget, blandede der sig endel Hyssen. Den væsenligste Hovedanke mod Stykket var, at det ikke var morsomt, og om der end var enkelte Steder, der vakte Latter, vare disse dog altfor faa til at holde Interessen vedlige. Intrigen var temmelig tor og blottet for Interesse, og hvad Karaktertegningen angik, var den ogsaa yderst mangelfuld. Alligevel gav Stykket Phister og Mad. Sødring Anledning til at skabe et Par overordenlig morsomme Figurer ud, af den paatrængende Rygtesmed Marius og hans Hustru Sybille.

Medens saaledes Meget af det, der i denne Saison paa Skuespillets Omraade bragtes frem, var temmelig ubetydeligt og uden blivende Værd, bragte Bournonville en ganske fortrinlig Komposition frem, en ægte Ballet, der gjorde overordenlig Lykke og i en Række af Aar vedblev at holde sig paa Repertoire!. Denne Ballet var "Fjernt fra Danmark" eller "Et Kostumebal ombord", hvortil Joseph Gläser, en talentfuld Søn af Kapelmesteren, havde komponeret en livfuld og karakteristisk Musik. Dog bevirkede forskjellige Omstændigheder, at Gläser jun. ikke kom til at komponere hele Musiken, og der var saaledes ikke mindre end syv Musikere, som instrumenterede og fuldendte Partituret. "En Fest ombord — skriver Bournonville i sit "Theaterliv" — et Bal eller et Maske-Optog, som naar Linien passeres, maatte afgive interessante Momenter for Balletten. Stærkt paavirket af Billes Jordomseiling med Korvetten "Galathea" og fornemlig ved Opholdet i Buenos Ayres, hvor Præsidenten [sideskift][side 031]Rosas Datter Manuelita, den navnkundige spanske Skjønhed, illustrerede ved sin Nærværelse den festlige Aften ombord, fandt jeg her et smukt Midtpunkt for den koreografiske Bevægelse, og da vi ganske nylig havde været Vidne til den Berusning, der kan ligge i et Par spanske Dine, faldt det mig ganske naturlig ind, at en ung Lieutenant kunde blive saa henreven af deres Glands, især under Tropernes brændende Sol, fjernt fra Danmark, og naar de vare understøttede af Koketteri og Kastagnetklang, at han glemte baade sit Hjem og — sin Forlovelsesring". Ballettens første Akt, der indeholdt flere meget vellykkede Scener, dannede egenlig kun Introduktionen til anden Akt, som foregik ombord paa et dansk Orlogsskib. Da Tæppet gik op for denne Akt, hilsedes den smukke Dekoration med stærkt Bifald, og dette holdt sig uforandret under de fortræffelige Dandse og Optog, som den geniale Komponist havde arrangeret for denne Fest paa Dækket af Orlogsmanden. De mange livlige og smukke Scener gjorde stor Lykke, og ikke mindst grebes man af den fortræffelig følte Ide med at lade Mandskabet i anden Akts Finale pludselig holde inde i Dandsen for at lytte til Melodien "Vift stolt paa Kodans Bølge", der blæses til Afsted fra den argentinske Kyst. Balletten fik tillige en ypperlig Udførelse. Jfr. J. Price glimrede som Rosita ved sin fuldendte Dands og sit elskværdige Koketteri, som forøvrigt nok kunde have været lidt mere sydlandsk, medens A. Füssel og V. Holst med megen Værdighed og Anstand udførte deres Roller henholdsvis som Konsulen og Chefen for Fregatten. Da Bournonville nemlig manglede en passende Personlighed til den sidstnævnte Rolle, havde han henvendt sig til Holst, og denne gik strax ind paa at udføre Rollen uden at lade [sideskift][side 032]sig paavirke af det tidligere ved Theatret saa gængse Hovmod, der i sin Barnagtighed mente, at en Skuespiller "fornedrede" sig ved at deltage i Udførelsen af en Ballet. De to Søkadetter havde et Par overordenlig fortræffelige Fremstillerinder i Mad. Stillmann og Jfr. P. Fredstrup, og blandt de komiske Figurer vare navnlig Gade og Hoppensach meget morsomme, den Første som Ole Sluproer og den Sidste som Hovmesteren. Bournonville havde til Assistance faaet sexten Gutter fra Holmen, der med stor Præcision udførte alle Skibsmaneuvrerne og under Publikums Bifald som Katte entrede op og ned ad Vanterne. Disse Holmensfolk, fortæller Bournonville, sværmede i den Grad for deres Roller, at de forbeholdt sig at indtræde i deres gamle Numer, naar de kom hjem fra deres Togter, og at de, da de hørte, at han komponerede en ny Ballet, sendte en Deputation til ham med Forespørgsel, om der ikke skulde behøves noget Mandskab ombord i "Valkyrien". — Foruden denne Ballet opførtes der i Saisonens Løb en forkortet Udgave af "I Karpatherne" under Navn af "Bjergmandens Drøm", og hvori Bournonville navnlig havde beholdt de karakteristiske ungarske Dandse. Denne Forkortelse gjorde dog ingen Lykke, og medens man tidligere havde klaget over, at den omtalte Ballet var lovlig lang, bebreidede man nu Bournonville, at han ved Forkortelsen havde ødelagt "den deilige Ballet". Ligeledes gjenoptoges "Napoli" med Scharff som Gennaro og Jfr. J. Price som Teresina. Den 20de Februar 1860 gik denne Ballet for 100de Gang over Scenen, i hvilken Anledning Bournonville ved en Kabinetsskrivelse fra Kongen hædredes med Danebrogsmændenes Hæderstegn, ligesom han af Theaterbestyrelsen modtog et Extra Honorar og var Gjenstand for Personalets Hyldest.

Det er tidligere omtalt, hvorledes Saisonens store Be Be-givenhed [sideskift][side 033]givenhed var Fru Heibergs Gjenoptræden. Havde Jubelen været stor, da Skuespillerinden viste sig som Lady Teazle, spændtes Nysgjerrigheden og Interessen hos Publikum i ikke mindre Grad, da man hørte, at hun agtede at optræde som Lady Macbeth. Det shakspeareske Sørgespil havde hvilet siden 1853, og at det nu atter fremtoges, skyldtes hovedsagelig Nielsen, der havde ønsket dets Optagelse og personlig anmodet Fru Heiberg om at spille den Rolle, i hvilken hans afdøde Hustru havde feiret saa glimrende Triumfer. Det var altsaa af en ganske ualmindelig Interesse at se, hvorledes Fru Heiberg vilde løse denne mægtige Opgave, og det var en Umulighed at se hende spille Rollen uden at maatte drage en Parallel mellem hende og hendes Forgængerinde. Den 10de Januar 1860 spillede hun Rollen for første Gang, og i sin Anmeldelse af Forestillingen skrev "Dagbladet" blandt Andet Følgende om hendes Spil: "Naar der i Anna Nielsens Opfattelse var noget mere Storstilet, noget mere umiddelbart Gribende for Følelsen, saa var der til Gjengjæld hos Fru Heiberg en omhyggeligere Gjennemførelse af Enkelthederne og en finere Opfattelse af alle Nuancer. Om en Afveining af det Ene mod det Andet kan der ikke være Tale; det er kunstneriske Præstationer af forskjellig Art, hver for sig af høi Betydning, og det kommer til at bero paa Enhvers Individualitet, hvilken af dem han sætter høiest og holder for den sandeste. I Fru Heibergs Fremstilling er Lady Macbeth ikke det kvindelige Uhyre, hos hvem Ærgjerrigheden og den brændende Tørst efter Kronen har kvalt enhver anden Følelse. hun vedbliver, selv under sine voldsomste Udbrud af Lidenskab, selv under sit Overmaal af grusom Ondskab, at være Kvinde; det er mere hendes egen Attraa og hendes til Macbeth vakte Lidenskab end en hjertelos Ondskab, som [sideskift][side 034]styrer hende, og selv under de lidenskabeligste Repliker, selv hvor hun med Læberne fornægter sit Kjøn, røber hun dog Kvinden. Billedet bliver paa denne Maade mindre storartet, mindre forfærdende, men der kommer bedre Harmoni i Karakterens Udvikling, og man faaer en Motivering af den Sjælekval, som driver Søvngængersken med de blodige Hænder fra Leiet; hos den Lady Macbeth, hvis hele aandelige Væsen er gjennemtrængt af Forbrydelsen, bliver denne Overgang kun en Himlens Straf, der udvikler sig ikke af Karakteren selv. I Fru Heibergs Lady Macbeth fremtræder denne dobbelte Side fra den forste Scene, hvor hun læser sin Gemals Brev og Hexenes Spaadom, og den bevares helt igjennem, i hver Replik, i hver Bevægelse; stærkest fremtræder den i anden Akts fjerde Scene, hvor Lady Macbeth, vender tilbage fra den myrdede Konges Kammer og søger i Ord at indgyde Macbeth Mod, skjøndt hendes egen Forfærdelse røber sig i Blik og Stemme. Denne Scene, med dens lidenskabelige "Kom", hvormed hun drager den af Rædsel, over sin Daad slagne Macbeth med sig til Sengekamret, er maaske den genialeste Del af Udførelsen. Glandspunktet i Fru Heibergs Fremstilling, den, som gjorde det dybeste Indtryk, var dog femte Akts første Scene, den berømte Søvngængerscene. Hvad der her gjor en saa gribende Virkning, er den Sandhed og Naturtroskab, hvormed det ud i Rummet stirrende, ligesom brustne Øie og den hule Stemme gjengive Søvngængertilstanden, paa samme Tid som den gribende Lidenskab aabenbarer sig i hver Replik. De, som have været saa lykkelige at have seet Rachel, have følt sig slaaede ved den Lighed, som Fru Heiberg i sit Spil, sin Plastik og hele sin Fremtræden havde med den store tragiske Skuespillerinde; hendes Udførelse af Søvngængerscenen mindede os om den engelske [sideskift][side 035]Kunst, hvor der af Fortidens store Traditioner kun er blevet en tilbage, den at studere Naturens Ydre og gjengive denne med saamegen Troskab, som Scenen overhovedet tillader."

Opførelsen af "Macbeth" gav forøvrigt Anledning til en Begivenhed, der i længere Tid beskjæftigede det kjøbenhavnske Publikum og bedømtes paa den mest forskjellige Maade. "Fædrelandets" Theateranmelder skrev sine Artikler i Bladet under Mærket 106, men det var ingen Hemmelighed, at Forfatteren var den tidligere omtalte Clemens Petersen, der efter sit uheldige Forsøg som Skuespiller nu ret i Bladets Spalter kunde forfølge de Personer, som under hans korte Virksomhed paa Scenen havde paadraget sig hans Uvillie. Blandt disse Personer stod Høedt i forreste Række. I sin Anmeldelse af "Macbeth" skrev da 106 i "Fædrelandet" for den 16de Januar Følgende: "Hvad Sceneinstruktionen angaaer, da er det paa en lille Ildpotte nær ganske den gamle, og jeg vilde derfor sandsynligvis neppe have omtalt den, hvis den var kommen fra Hr. Prof. Overskous Haand, han havde ikke ved Hjælp af et Kompagniskab faaet sin Formand sparket paa Døren og tilintrigeret sig hans Embede ved at illuminere sig selv som en fra Himlen nedfalden Sceneinstrukteur, han havde ikke gjort Blæst med sin Kjærlighed og Kundskab til Shakspeare, han havde Heller ingen Opfindelser gjort paa dette Omraade. Men naar Hr. Høedt Har opnaaet at sætte et og andet ubetydeligt Stykke ordenlig i Scene, medens han begik betydelige Feiltagelser med Hensyn til "Kong Lear" og ødslede Meget for Meget paa noget saa elendigt Tøieri som "En Velgjørers Testament", saa kan man ikke Andet end forundre sig over, at han lader "Macbeth gaa over Scenen med alle de gamle Misgreb i SceneScene-Instruktionen [sideskift][side 036]Instruktionen". — Denne Udtalelse bragte M. Wiehe saaledes i Harnisk, at han tilskrev Redakteuren følgende Brev:

"Hr. Cand. phil. C. Ploug.

Hr. Redakteur! Da jeg næsten aldrig læser nogen Theateranmeldelse i Deres meget ærede Blad uden at have en Fornemmelse, som om jeg læste i et Smudsblad (hvad der navnlig karakteriserer Smudsbladet, er, mener jeg, Bagvaskelse, saaledes indrettet, at Bagvaskeren ikke kan drages retlig til Ansvar), og jeg ellers hverken holder eller læser Smudsblade, har jeg herved den Ære at fratræde Abonnementet paa "Fædrelandet".

Den 19de Januar 1860. Ærbødigst M. R. Wiehe."

Dette Brev aftrykte Bladet samme Aften med følgende Indledning:

"Om Hr. kgl. Skuespiller M. R. Wiehe har skrevet nedenfølgende Brev for at faa det trykt, vide vi ikke, men vi tro i alt Fald ikke, at dets Offenliggjørelse er for haard en Straf for dets Forfatter."

Hvad der i denne Saison opførtes paa Repertoiret af ældre Stykker, tydede ikke paa nogen videre udviklet Kunstforstand. Holberg var i Saisonen repræsenteret ved 3 Stykker, der ialt gaves 11 Gange. Man fremtog atter "Kildereisen", der i den forrige Saison var bragt paa Scenen i en meget uheldig Skikkelse, saa spillede man "Den Stundesløse" for C. N. Rosenkildes Skyld, og endelig gav man "Den Vægelsindede" for at kunne høste Nytte af Fru Heiberg. At man gjenoptog "Jægerne", der fremkom i en ny Oversættelse af Overskou, kunde kun forsvares ved, at man vilde se, hvorledes den Ifflandske larmoyante Komedie nutildags vilde tage sig ud. Forsøget mislykkedes da ogsaa fuldstændig, og Stykket gjorde aldeles ingen Lykke. Med Undtagelse af Nielsen, [sideskift][side 037]der spillede Overførsteren med megen Varme og Inderlighed, var den øvrige Rollebesætning yderst mat, og navnlig magtede Mad. Phister aldeles ikke at spille Mad. Warberger. "Man kan, hvad man vil" toges atter paa Repertoiret for at give Fru Heiberg en af hendes Forceroller, thi Stykket selv fortjente ikke at drages frem af sin Hvile, omend M. Wiehe var mesterlig som Ruy Gomez, og Mad. Rosenkilde paa en meget Malende Maade spillede den unge Konge. Paa Operaens Omraade fremkom der intet Nyt, hvorimod flere ældre Arbeider bleve optagne. Saaledes gjenopførtes "Det hemmelige Ægteskab", der havde hvilet siden 1855, og hvori A. Zinck havde en af sine bedste Roller som Bogholderen Paolino. Ligeledes blev "Martha" fremdraget efter syv Aars Hvile, og nu havde Jfr. Lund og Mad. Liebe afløst Mad. Sahlgreen og Mad. Fossum. I "Schweitzerhytten" gjorde navnlig Steenberg Lykke, da det vakkre lille Arbeide atter bragtes paa Scenen, og i "Familierne Montecchi og Capulet", som gjenopførtes efter 11 Aars Hvile, sang særlig Jfr. Lund fortræffelig som Romeo, ligesom Mad. Liebes Juliette var en meget dygtig Præstation. I Slutningen af Saisonen kom Jfr. Caroline Lehmann, der i Udlandet havde vundet et anseet Navn som Operasangerinde, tilbage til Kjøbenhavn, og hun optraadte da som Gjæst i Romeos Parti i "Familierne Montecchi og Capulet" samt i Titelrollen i "Norma". Hun havde, siden hun sidst optraadte paa det kongelige Theater, udviklet sig til en Sangerinde af virkelig Betydning og havde navnlig tilegnet sig en fortræffelig Sangmethode idet hun glimrede ved en forbausende jævn og udholdende Trille samt mesterlige Løb og Kadencer, men ligesom hele hendes Udvortes kun var saare lidet skikket til at anvendes i en Rolle som Romeos, saaledes savnede man hos [sideskift][side 038]Norma den Ild og Begeistring, det dramatiske Liv og det sjælfulde Foredrag, der henrev saa stærkt, hver Gang Mad. Fossum sang Partiet. Hvad forøvrigt Mad. Fossum angaaer, lagde hun mange Vanskeligheder i Veien for at faa et ordenligt Opera-Repertoire. hun var ikke optraadt for den 20de Oktober og spillede da 11 Gange indtil den 13de Jan., da hun meldte sig syg og ikke oftere betraadte Scenen i Saisonen, hvorimod hun atter blev rast, da Ferien begyndte. Tillisch blev tilsidst kjed af alle de Gjenvordigheder, hun foraarsagede ham, og vilde derfor ved Theateraarets Slutning andrage paa hendes Afskedigelse af Tjenesten. Kultusminister Monrad ønskede dog nok forst at tale med hende, forinden han bestemte sig til at give hende Afsted, og han blev da efter sin Samtale med hende saa venlig stemt, at han mente, at hun ikke burde afskediges. Heri fandt Tillisch sig, men mente, at det i saa Tilfælde var fornuftigst at fratage hende den faste Feu. Monrad var enig med ham i saa Henseende, men holdt dog for, at der burde gives hende et Tillæg, og saa fratog man hende de 700 Rd. i fast Feu, hvorimod hun fik et Gagetillæg af 600 Rd. Efterat Fru Fossum havde faaet dette, gik hun til — Hamborg, for der først at lade høre, at hun var tjenstdygtig!

Theatret fristede i Løbet af Saisonen et stort Tab, idet N. P. Nielsen afgik ved Døden. I Slutningen af Februar Maaned var han bleven syg, og Prøverne paa "Skikkelige Folk", hvori han skulde have spillet Bassecourts Rolle, bleve da indstillede, men hans Sygdom forværredes, og efterat han i Begyndelsen af Marts syntes at være udenfor al Fare, fik han et Tilbagefald og udaandede den 13de s. M. Budskabet om hans Død blev modtaget med stor Sorg og Deltagelse, thi man folte uvilkaarlig, at med ham døde den sidste [sideskift][side 039]af Oehlenschlægers store Fortolkere, Sørgespillets vigtigste Bærer, og at der efter hans Død ved Theatret vilde blive en Lakune, som det vilde være saare vanskeligt, om ikke umuligt, at udfylde. Mærkelig nok blev der spillet paa det kongelige Theater samme Aften, som han var død om Formiddagen, og selv ikke paa hans Begravelsesdag fandt man det passende at holde Theatret lukket. En Mindefest skulde der imidlertid selvfølgelig gives for den afdøde Kunstner, og den fandt da Sted den 1ste Mai. Efter Hartmanns Ouverture til "Hakon Jarl" intonerede Orkestret den af N. V. Gade komponerede Musik. Tæppet gik langsomt op og viste Gudelunden fra "Hakon Jarl", hvor den Afdødes Buste var opstillet midt paa Scenen. Der lod et dæmpet Kor til en i høi Grad gribende Musik, hvorpaa M. Wiehe traadte frem og reciterede, tildels melodramatisk, det af H. P. Holst skrevne Mindedigt "Landet fundet og forsvundet". Digtet beskrev, hvorledes Oehlenschlæger havde fundet det gamle Norden og atter bragt Valhal til Jorden, hvorledes det sjeldne Kløverblad Ryge, Anna Nielsen og Nielsen havde legemliggjort de herlige Skikkelser, Skjaldens Øie havde seet, og hvorledes med den Sidste i dette Kløverblad det underfulde Land igjen var forsvundet. Der Hørtes et nyt Kor, og derpaa gik Tæppet langsomt ned, medens Tilskuerne sad dybt grebne af det smukke Digt og den mesterlige Fremsigelse. Mindefesten sluttedes med "Joseph og hans Brødre", og dette noget aparte Valg motiveredes ved, at den Afdøde havde sat saa stor Pris paa denne Musik.

At Sahlertz og Albrecht afgik ved Slutningen af Saisonen, var ikke noget Tab for Theatret, thi den Førstnævnte havde efterhaanden tabt sine Stemmemidler saa fuldstændig, at han ikke mere kunde anvendes i Operaen, og den SidstSidst-nævnte [sideskift][side 040]nævnte havde i længere Tid været aldeles ude af Stand til at vise sig i nogen Rolle. I Januar Maaned døde Skuespiller C. N. Ravnkilde, der i en lang Aarrække med stor Samvittighedsfuldhed havde spillet alle mulige Tjener- og andre lignende ubetydelige Roller. Af andre Forandringer blandt Theatrets Funktionairer kan anføres, at Overkontrolleuren, Cand. phil. Fr. Walther afgik ifølge kgl. Resolution af 15de Juni 1860 efter at være bleven udnævnt til Toldforvalter i Skagen. Efter Berners Forflyttelse blev Balletdandser Thor Bjarke Axel Fredstrup Theaterinspicient, hvilken Stilling han udfyldte med stor Nidkjærhed og Dygtighed.

Af Debuter fandt kun en eneste Sted i denne Saison, men den var ganske mærkelig og gav Anledning til megen Omtale. Denne Debut var Jomfru Rosalinde Thomsens. Denne unge Dame — hvis rette Navn senere viste sig at være Magda von Dolcke — var født i det Slesvigske og havde, som "Dagbladet" skrev, "ifølge et meget udbredt og almindelig troet Sagn ad en extraordinair Vei banet sig Adgang til Scenen". Dette "Sagn", som Bladet hentydede til, gik ud paa, at den unge Dame, der ikke var fri for en vis Extravagance og Overspændthed, skulde have iført sig Mandsklæder og saaledes faaet Audients hos Kongen, der havde givet hende Tilsagn om, at det skulde blive hende tilladt at optræde paa det kongelige Theater. Efterat hun i længere Tid havde læst Dansk for at bøde paa sin slesvigske Dialekt, optraadte hun endelig som Johanne i "Eventyr paa Fodreisen." Debutantinden havde en ualmindelig smuk Figur og bevægede sig frit og utvungent paa Scenen, ligesom der ogsaa var Forstand i hendes Behandling af Repliken, der faldt let og ofte ret fiffig. Men hun var ikke, i Besiddelse [sideskift][side 041]af noget rigtig godt Theateransigt, og hvad hendes Stemme angik, da var den ikke alene meget spæd, men led endnu trods al hendes Flid saa stærkt af Landskabsmaalet, at Organet stak stærkt af imod hendes Medspillendes Talestemmer. Saavel i denne Rolle som i Rosalinde i "Livet i Skoven", hvori hun derefter debuterede, gjorde hun en vis Lykke og røbede endel Talent, men det stod dog strax klart for de Fleste, at det vilde være hende umuligt at bryde sig nogen Bane ved det kongelige Theater, hvor hun aldrig kunde komme til at høre hjemme paa Grund af hendes mangelfulde Udtalelse af Modersmaalet, der burde lyde renest og smukkest fra Nationalscenen.

Af fremmede Kunstnerinder optraadte kun en, nemlig den svenske Sangerinde, Fru Henriette Nissen-Saloman, der for endel Aar tilbage havde givet en stærkt besøgt Koncert paa Hoftheatret og nu ligesom dengang gjorde megen Lykke ved sin friste, velklingende Stemme.

I Saisonens Løb stiftede Ministeriet gjentagne Gange, idet forst Ministeriet Rottwitt den 2den December 1859 afløste Ministeriet Hall, hvorved Skoledirekteur V. Borgen blev Kultusminister istedenfor Monrad, og dernæst Ministeriet Hall atter kom til Roret den 24de Februar 1860 med Monrad som Kultusminister. Det Rottwittske Ministerium var ikke vel seet i Kjøbenhavn og havde navnlig sin bittreste Fjende i den nationalliberale Presse, der blandt alle sine Forsøg paa at komme det tillivs ogsaa førte Kampen ind paa Theatrets Omraade. Saaledes skrev f. Ex. "Dagbladet" for den 24de December 1859 Følgende: "Det fortjener at omtales som et for Stemninger og Tilstande betegnende Træk, at Hs. Excellence Kultusminister Borgen har tilkjendegivet sin Med-Excellence, Geheimeraad Tillisch, Direkteuren for [sideskift][side 042]det kongelige Theater, at Ministeriet ikke ønsker Stykket "En ministeriel Embedsmand", hvori der fremkommer den berømte Replik om "et Ministerium, man kan se ned paa", tiere opført. Hs. Excellence Tillisch maa være gaaet ind paa at efterkomme det i en saadan Form givne Forbud, thi det generende Stykke er ikke senere blevet opført, skjøndt det f. Ex. i Repertoiret var ansat til Opførelse i Lørdags. Det vil neppe lykkes det Ministerium, hvoraf Excellencen Borgen er et fremragende Medlem, derved at faa dets Medborgere til at se op til det." Denne ondskabsfulde lille Notits blev "Berlingske Tidende" "anmodet" om at berigtige med Tilføiende af, at der ikke fra Kultusministeriets Side var givet Theaterchefen et saadant Tilhold, men da Stykket strax efter Rottwitts Død og det derpaa stedfundne Minister stifte atter kom til Opførelse, saa "Dagbladet" heri en Bekræftelse paa, at det dog havde havt Ret i, hvad det tidligere havde skrevet, men Bladet maatte dog tilsidst erkjende at have været feil underrettet, da det fra Theatret modtog Meddelelse om, at Stykket havde været ansat til Opførelse allerede forinden Rottwitts Død, og at kun rent tilfældige Omstændigheder havde bevirket, at det ikke kom til at gaa.

Der havde allerede i længere Tid været en Opposition i Gang ved Theatret mod Rung, idet man rent glemte alte de Tjenester, han i tidligere Tid havde ydet Skuepladsen som Syngemester og Operisterne som deres Lærer, og der blev allerede for Saisonens Begyndelse gjort et Forsøg paa at fortrænge ham fra hans Stilling, hvilken man ønskede besat med kgl. Kapelmusikus Carl Helsted, der var en af "Partiet" velseet Mand og stærkt søgt som Lærer i Sang. For ret at faa Sagen sat i Gang fik man flere af Opera-Personalet, blandt Andre Hansen og Schram, til at underskrive et AnAn-dragende [sideskift][side 043]dragende til Theaterdirektionen om fremtidig at maatte komme til at synge med Helsted, og paa Grund af dette Andragende var Rung af Hauch og Christensen bleven indstillet til Afsked enten i Naade med Pension eller med Vartpenge, da man paatænkte at nedlægge Posten som Syngemester ved Theatret. Kultusministeren fandt det imidlertid betænkeligt at paaføre Statskassen yderligere Byrder ved Pensionering af Embedsmænd, naar Afskedigelsen alene eller væsenlig var foranlediget af Hensynet til det mulig mere Hensigtsmæssige i istedetfor en fast Embedspost at have det dertil henlagte Beløb disponibel for i ethvert enkelt Tilfælde at kunne lønne den eller dem, hvem Forretningerne overdroges, og Ministeriet anmodede derfor Direktionen om at drage Omsorg for, at Rungs Kræfter atter bleve anvendte i Theatrets Tjeneste. Med denne Afgjørelsesmaade var Direktionen nu ikke rigtig tilfreds, som det let kan tænkes, idet Muligheden af at anvende Helsted saaledes faldt bort, og den affordrede derfor Gläser en Erklæring om, hvorlænge Rung havde været ude af Virksomhed, hvad der foranledigede dette, samt hvorledes han tidligere havde udfort de ham paahvilende Embedspligter. I den af Gläser afgivne Erklæring forekom der blandt Andet den Passus, at Rungs Uvirksomhed indtraadte samtidig med Heibergs Ansættelse som Direkteur for Theatret, og Tillisch, som under Sagens Forløb havde afløst Hauch og Christensen, anmodede nu Heiberg om en Forklaring af, hvorledes det egenlig forholdt sig. Heibergs Svar lød saaledes:

"Til Chefen for det kongelige Theater og Kapel.

Kjøbenhavn, den 30te Juni 1859.

  Deres Excellence
har i behagelig Skrivelse (modtagen idag) forlangt mine Yttringer angaaende Professor Gläsers (i sit Brev til DirekDirek-tionen [sideskift][side 044]tionen, dat. 15de dennes) fremsatte Bemærkning, at Syngemester Rungs Uvirksomhed i sin Funktion som Syngemester ved Theatret indtraadte samtidig med min Ansættelse som Direkteur.

"Professor Gläsers Bemærkning er ikke ugrundet, men trænger dog til en Modifikation. Allerede længe for min Ansættelse havde Hr. Rungs Virksomhed været flappet", hvilket jeg dog mindre tilskriver ham selv end den tilfældige Omstændighed, at medens hans ældre Elever, som imidlertid vare blevne Theatrets første Sangere og Sangerinder, og ved hvis Uddannelse han havde indlagt sig Fortjeneste, nu ikke mere behøvede hans Veiledning, meldte der sig i Løbet af nogle Aar ingen nye, lovende Aspiranter, af hvis Uddannelse Theatret kunde vinde Gavn. Uvirksomheden, om han end selv ingen Skyld havde i den, var saaledes allerede i Forveien tilstede. Hvad der ikke desmindre kan have fremkaldt et Skin af, at jeg selv befordrede denne Uvirksomhed, var en rent ydre Anledning. Da nemlig det paa Gjethuset beliggende Værelse, som var ham anvist til hans Syngeøvelser, men som for det Meste stod ubrugt, høilig behøvedes til Lokale for Theatersekretairen, eftersom tidligere Erfaringer, havde godtgjort, at det gamle Regisseurværelses Beliggenhed midt imellem Personalets Paaklædningsværelser havde været til megen Forstyrrelse for Regisseuren og lettet Uvedkommendes Indblanding i hans Forretning, saa tog jeg ikke i Betænkning at berøve Syngemesteren hans Værelse, medens jeg paa den anden Side traf den Forholdsregel, at Kor- og Syngeskolen, som var et langt bedre Lokale, blev sat til hans Disposition paa de Tider af Dagen, da Kortjenesten, kunde undvære samme. At han lkke var tilfreds med denne Forandring, var at forudse. Men at hans daværende Elever [sideskift][side 045]alle, paa to nær, som gik til Theatret, paa engang bleve afskedigede, som Professor Gläser yttrer, kan vistnok ikke forholde sig saa, thi hans Elever vare dengang i Almindelighed ikke Elever ved Theatret, men private Aspiranter, som han søgte at uddanne til Theatrets Tjeneste, og de kunne derfor ikke være afskedigede, uden af ham selv. De, som han beholdt eller senere erhvervede sig, øvede han nu hjemme i sin Bopæl, hvor han havde beholdt et ham indrømmet, Theatret tilhørende Pianoforte. Imidlertid havde Hr. Helsted gjort sig bemærket som privat Syngelærer, og hvad enten han nu overgik Hr. Rung eller ei, var han ialtfald kommen i Mode, og næsten alle Elever troede deres Lykke afhængig af hans Undervisning. Enkelte Saadanne, især naar de hos ham havde faaet deres tidligere Undervisning, inden de kom som Elever til Theatret, tillod jeg at fortsætte Undervisningen hos deres første Lærer, der honoreredes med en moderat Betaling og stedse indgav Regning over de anvendte Timer, hvorved det stod i min Magt at holde denne Udgift indenfor de ønskelige Grændser. De Elever derimod, som havde faaet deres oprindelige Uddannelse hos Rung, forbleve i hans Skole. Mellem disse var Mad. Liebe den betydeligste og blev ogsaa Theatret til megen Nytte*). [sideskift][side 046]— Disse ere de Oplysninger, som jeg seer mig i Stand til at give i den omspurgte Sag.

Deres Excellences ærbødigste J. L. Heiberg."

Rung kom imidlertid ikke til at gaa af endnu, men hans Virksomhed blev mindre og mindre, og de fleste af de Sangere og Sangerinder, der fra dette Tidspunkt af gik til Theatret, vare blevne uddannede hos Helsted.

Skjøndt denne Saison, hvad Repertoiret angik, ikke havde frembudt noget Synderligt af Interesse, skjøndt det ikke var muligt at se, efter hvilken Plan Bestyrelsen gik frem i Henseende til Valget af et passende Repertoire for den nationale Skueplads, var det pekuniaire Udbytte dog i høi Grad tilfredsstillende. Indtægten løb op til 187,208 Rd. 72 Sk., hvoraf som tidligere omtalt 66,897 Rd. 58 Sk. for Abonnementet, og dette Resultat gav i Gjennemsnit 762 Rd. for hver Aften eller 62 Rd. mere, end der var kalkuleret. Der var saaledes i Sammenligning med Saisonen 1858-59 en Fremgang i Indtægten af henved 25,000 Rd. Af denne Sum overførtes en Sum af 20,323 Rd. 7 Sk. til Reservefonds, som efter at have betalt Renter og Afdrag paa de [sideskift][side 047]forskjellige Byggelaan samt en mindre Sum til Sædtillæg opbrugtes til sidste Hvid og Skilling, og hermed ophørte for Fremtiden al Talen om dette Reservefond, af hvilket man nogle Aar i Forveien havde ventet sig saa store Ting, som f. Ex. at det skulde være i Stand til at forrente og afdrage den betydelige Gjæld til Sorø Akademi, som Theatret havde paadraget sig. At Indtægten i Saisonen forøvrigt var saa betydelig, maatte navnlig tilskrives Fru Helberg, der optraadte 40 Gange i 10 forskjellige Roller. Men trods dette gode Resultat sluttede Theateraaret, der burde have givet et rent Oversknd af 3,031 Rd. 39 Sk., med en Underbalance af 10,142 Rd. 35 Sk., og Grunden hertil var den, at Theatret, foruden at dække en Underbalance fra tidligere Tid af 673 Rd. 74 Sk., modtog 12,500 Rd. mindre i Tilskud end sædvanlig, idet der i Saisonen 1858-59 var givet Theatret et Forskud af Statskassen, hvilke denne nu tilbageholdt. Denne Underbalance bragtes vel noget ned det efterfølgende Aar, men steg da senere betydelig.

Den Maade, paa hvilken den tidligere omtalte Supplement-Spillepræmie blev fordelt mellem Personaler, havde efterhaanden vakt stor Misfornøielse blandt alle Skuespillerne, og Heiberg, der i sin Tid havde ivret stærkt imod dens Indførelse, fik saaledes atter her Ret. Allerede i 1858 havde endel af Personalet ansøgt om at faa den afskaffet, men det lykkedes først i 1860, idet en kongelig Resolution af 31te August bifaldt, at den skulde afskaffes fra Udgangen af Saisonen 1859-60 at regne, saaledes at de 10 pCt. nu atter skulde fordeles paa samme Maade som for 1856-57, og herved traadte Extrabetalingen af 2 Rd. for særdeles anstrengende Roller atter i Kraft.[sideskift][side 048]

Ved Direktionens Resolution af 14de Juni 1859 blev et Beløb af 275 Rd., der var fremkommet ved nogle tilbagebetalte Forskud af Kapellets Medlemmer, anvendt til at grundlægge en Hjælpekasse for Kapellets Personale. Folkethinget billigede imidlertid Statsrevisionens Indstilling om, at denne Anvendelse af Pengene ikke burde finde Sted, men at Summen skulde tilfalde Theaterkassen, saameget mere som et til et lignende Formaal — nemlig Oprettelsen af et Pensionsfond for det hele Theaterpersonales Vedkommende — ved Finantslovforslaget af Kultusministeriet forelagt Beløb ved Voteringen i Folkethinget enstemmig var blevet nægtet.

Den 25de August 1860 døde Heiberg paa Hovedgaarden Bonderup, hvor han havde boet i de sidste Somre, han havde udtrykkelig frabedt sig, at der blev holdt nogen Sørgefest over ham, og derved havde han skaanet Theatret for det Hykleri offenlig at hædre den Direkteur, der i sin Tid saavel af et lille Parti blandt Personalet som af en vis Del af Pressen var bleven chikaneret, haanet og bagtalt, den Digter, hvis Jubelhøitid man ikke engang under hans Direktorat havde søgt at hædre. Men han kunde ogsaa godt undvære denne Mindefest, thi han havde ved sin Digtervirksomhed skaffet sig selv saa mange skjønne Erindringsfester, at Mindet om ham ikke vil uddø paa den danske Skueplads. 

---

Note til side 45 [noten er fordelt nederst på side 45-46]

*) I Koncepten til sit Svar havde Heiberg her tilføiet Følgende: "Thi vistnok vedkjender jeg mig den Anskuelse, at Theatret saavidt mulig skal undgaa at gjøre sig til en Opdragelses-Anstalt (undtagen for de Børn, der bestemmes til Dandsen). Det bliver, efter min Mening, Aspiranternes egen Sag at skaffe sig de Forkundskaber, og den foreløbige Dannelse, som de bør være i Besiddelse af, inden de melde sig ved det kongelige Theater, paa samme Maade som det skeer ved alle andre Instituter, hvor Aspiranterne først optages efter visse Institutet ikke vedkommende Forberedelser. Da der imidlertid kan gives Undtagelser fra denne Regel, saadanne, hvor det er i Theatrets egen Interesse at befordre Forberedelsen, saa har jeg troet, at de herpaa anvendte Udgifter selv burde ske undtagelsesvis, men ikke som fast Løn til bestemte, hertil ansatte Embedsmænd. Ligesom jeg derfor afskaffede Elev — Instrukteuren og ophævede Violinskolen, vilde jeg, dersom Rung var afgaaet fra sit Embede, visselig ikke ansat Helsted eller nogen Anden i hans Sted.

Om der paahviler Rung nogen Forpligtelse til at indstudere Operapartier, ikke med Elever, men med selve Personalet, Noget, som Professor Gläser betvivler, tor jeg ikke med Bestemthed sige. Vist er det, at han ikke sjelden har gjort det, og med Held. I denne Funktion kunde en dygtig Syngemester være til megen Nytte, da det ikke er godt, at alene Kapelmesteren har dette Hverv, saa meget mere som det ofte forhindrer, at et større og et mindre Syngestykke indstuderes samtidig."