[sideskift][side 058]

J. Collin død 28de August 1861.
Gläser død 29de August 1861.

Det første Theateraar under Tillischs Ledelse havde ikke leveret noget Bevis for, at den kunstneriske Side af Virksomheden var kommen i gode Hænder ved at være overladt til ham, hvorimod det havde vist sig, at der under hans Regiment kom mere Fasthed i de indre Forhold, og at Disciplinen var bleven skærpet, saaledes at det nu var Direkteuren alene og ikke en Snes gode Venner ved eller udenfor Theatret, der bevægede Maskineriets Traade. Tillisch havde ved sin Ordholdenhed og sin Karakterfasthed vundet Personaler for sig, og der er neppe Tvivl om, at han som Chef vilde kunne have virket til stor Nytte, saafremt han ved Siden af sine Fortrin som administrativ Embedsmand havde havt Indsigt nok til at lede Theatret som et nationalt Institut. Her laa imidlertid Haus Svaghed, der ikke i Længden kunde skjules, og herved bevirkedes det, at de Personer, som ifølge deres Embedsstilling stod ham nærmest og bleve tagne paa Raad af ham, kom til at indvirke paa ham i en altfor høi Grad. Da nu tilmed en enkelt af disse Personer i sin Opfattelse af det kongelige Theaters Opgave havde et i høi Grad materielt Syn Paa Sagen, kunde det ikke undgaaes, at Indvirkningen blev af en saavel for Theatret som for Chefen uheldig Natur. Chefen færdedes meget paa Theatret, laante villig Øre til Alle, gjorde Sit for at tilfredsstille Enhver og forstod at optræde ikke alene med Humanitet, men ogsaa med Bestemthed, men medens han saaledes vidste ved sin

Optræden og de forskjellige Foranstaltninger, han traf, at skaffe Orden og No tilveie overalt, hvor Administrationen greb ind, mærkede man ikke nogen tilsvarende planmæssig [sideskift][side 059]Ledelse, hvad det Kunstneriske angik. Det var her ikke Villien, men Evnen, der svigtede Theatrets Overhoved.

Det aarlige Program, der publiceredes i "Berlingske Tidende" nogle Dage forend Logeauktionen, var som sædvanlig glimrende nok, og, som Tilfældet altid var, lovede det langt Mere, end det holdt. Auktionen havde derfor ogsaa paa Grund af Programmet et heldigt Udfald, idet de fleste Loger solgtes til Priser, der vare langt over Opraabet, og navnlig var dette Tilfældet med Logerne i første Etage, men dog naaede Abonnementsindtægten ikke høiere op end til 62,995 Rd. 32 Sk., hvilket var henved 4000 Rd. mindre end i det foregaaende Theateraar.

Saisonen begyndte til sædvanlig Tid den 1ste Septbr., og den første Aftens Program bestod af det originale treakts Lystspil "Modsætninger". Stykket, som fremkom anonymt, men som sagdes at være af Frøken Ilia Fibiger, gjorde ingen Lykke, og efter Tæppets Fald var der en lang Meningskamp. En ung Pige i fattige Kaar er i sin tidligste Alder bleven forlovet med en Maler, der staaer langt over hende i Udvikling og Dannelse. Denne Forbindelse bliver for hende Begyndelsen til, at hun vil tilegne sig, hvad hun i denne Henseende mangler for at være i aandeligt Niveau med ham, og hun arbeider strengt ved Nat og Dag for at naa sit Maal, saaledes at hun kan blive værdig til at blive hans Hustru. hun naaer sit tyvende Aar og er nu fuldt udviklet, men istedetfor Lykken kommer Sorgen over hende, han er vendt hjem fra en Reise i Udlandet; paa denne Reise ere hans Tanker blevne bortvendte fra hende, og ved sin Tilbagekomst forlover han sig med en Anden, saa at hans første Kjærlighed nu staaer ene i Verden. Da træffer han hende igjen; træt af den fornemme og rige Kreds, i [sideskift][side 060]hvilken han hidtil har bevæget sig, trækker han sig tilbage fra dette aandløse og kjedelige Liv, og han møder da atter den unge Pige, som under strengt og alvorligt Arbeide lever i en Kreds af simple Mennesker, der udmærke sig saavel ved deres Livsfriskhed som ved deres Hjertensgodhed. Mødet her fører til en nærmere Forklaring, og Stykket ender da med, at de for anden Gang slutte en Pagt med hinanden for Liv og Død. Dette Arbeide var fra Formens Side kun lidet tilfredsstillende; det røbede i høi Grad Mangel paa Kjendskab til Scenens Fordringer, og de enkelte Situationer vare ikke alene meget løst sammenknyttede, men ogsaa Dialogen faldt fra Hinanden. Og dog var der i Stykket Adskilligt, der vidnede saavel om dyb, poetisk Følelse som om et skarpt og sundt Blik for det Komiske. Med psykologisk Skarpsyn og dyb Følelse var Forholdet skildret mellem de to Hovedpersoner, og en enkelt Scene i tredie Akt, hvor Maleren angrende tilstaaer sin Brøde og sin Kjærlighed, var i al sin Simpelhed af en gribende Virkning.

Den 4de September optraadte Mantzius igjen paa det kongelige Theater. Efter Hauchs og Christensens Afskedigelse var den Skranke ryddet af Veien, der hindrede ham fra at virke ved det kongelige Theater, og Tillisch skyndte sig da med at engagere den dygtige Kunstner, der første Gang paany betraadte Scenen som Erasmus Montanus, og som ved sin Indtræden hilsedes med stærkt Bifald.

Den anden Nyhed paa Repertoiret i denne Saison var "Hjertet paa Prøve", Syngestykke i en Akt af Overskou. Det var et ældre Arbeide af Digteren, der her fremdroges, og maatte nærmest betragtes som en Efterligning af det ældre franske Syngespil. Musiken til dette Arbeide var komponeret af en yngre Musiker, Nicolai Berendt, der havde faaet [sideskift][side 061]sin musikalske Uddannelse i Tydskland, men denne Musik, der paa flere Punkter røbede Talent, ligesom den vidnede om et grundigt Studium af Klassikerne, havde den Feil at være tydsk, medens Texten var fransk, og denne Uensartethed gjorde selvfølgelig, at Text og Musik ikke passede rigtig sammen. Alligevel gjorde Stykket en vis Lykke uden dog at kunne holde sig paa Repertoiret, og af de Spillende var Hansen som Ricardo Vento den Eneste, der formaaede at rive Tilskuerne med sig.

Hertz, som i sin Tid havde maattet se sit Lystspil "Besøget i Kjøbenhavn" blive henlagt, fordi Phister nægtede at spille Islænderens Rolle, der let kunde forvolde Fremstilleren Ubehageligheder fra de i Kjøbenhavn bosatte Islænderes Side, naaede endelig i denne Saison til at saa Arbeidet opført, idet Mantzius ingen Vanskeligheder gjorde ved at spille Skalholts Rolle. Digteren fik dog ikke den Glæde af sit Lystspil, som han havde ventet, thi om end Kritiken talte med al skyldig Veneration om dette Stykke, kunde den dog ikke undlade at bemærke, at "Besøget i Kjøbenhavn" var et af Hertz's svagere Arbeider. Vandt Stykket end ikke stærkt Bifald ved de første Opførelser, saa holdt det sig imidlertid længe paa Repertoiret, og hertil bidrog fornemlig den i flere Henseender fortrinlige Udførelse. A. Rosenkilde havde som Justitsraad Vinge faaet en Rolle, i hvilken han ret kunde lade sit Lune spille; han havde med stor Interesse givet sig til at studere Karakteren, og han løste sin Opgave paa en aldeles overraskende Maade. Ogsaa Mantzius havde faaet det rette Greb paa Islænderen. Sturle Sigurdson Skalholt er af Digteren skildret saaledes, at denne upraktiske islandske Student, der et Øieblik antages for Leietjener, let kan blive uforstaaelig og af Parodist Virkning. Men Mantzius [sideskift][side 062]spillede Rollen med Sandhed, stort Maadehold og en elskværdig Gemytlighed, hvorved han netop rammede Digterens Tanke, ligesom hans islandske Dialekt var overordenlig morsom og godt holdt. Det viste sig da ogsaa, at Hertz havde havt Ret, naar han tidligere havde opponeret imod Phisters Vægring ved at spille i Stykket, thi det faldt selvfølgelig ikke en eneste i Kjøbenhavn bosat Islander ind at opfatte Mantzius' Fremstilling som en Krænkelse af den islandske Nationalstolthed. Af de øvrige Rollehavende vare navnlig Mad. Sødring og Jfr. Nielsen heldige som Justitsraadinden og Henriette, hvorimod Mad. Phister var vel grimaceret som Jomfru Sørensen og i denne Syjomfru kun gav en Efterklang af Frøken Trumfmeyer i "Aprilsnarrene."

Enakts Lystspillet "Paa Vildspor", der fremkom anonymt, var af Thornam. Det var et temmelig ubetydeligt Arbeide, men kunde glæde sig ved udelt Bifald saavel under Opførelsen som ved Tæppets Fald. En ung Mand, der kommer i Besøg paa en Herregaard, har faaet en ganske feilagtig Skildring af Gaardens Beboere, og da han derfor søger at gaa ind paa deres Særheder, rager han uklar med Alle, indtil det endelig kommer til en Forklaring, hvorpaa han forlover sig med Datteren i Huset. Denne tynde og temmelig slet motiverede Handling, hvor det vrimlede af Reminiscentser fra ældre Arbeider, medens der var en følelig Mangel paa Karakterskildring og Lune, bares frem i en fortræffelig Skikkelse, og navnlig havde Mad. Phister af den høinordiske, prude Husjomfru lavet en ganske udmærket Figur.

Efter denne ubetydelige lille Nyhed naaede Bestyrelsen endelig to Maaneder senere til at bringe det originale Skuespil i to Akter "En Hemmelighed" paa Scenen. Rygtet vilde [sideskift][side 063]vide, at dette Stykke skrev sig fra den samme Pen, der havde skrevet "Modsætninger", men der var ikke Lidet, som talte mod denne Antagelses Rigtighed. Medens nemlig "Modsætninger" indeholdt i sig et godt Stof, der var meget daarlig behandlet i dramatisk Henseende, udmærkede "En Hemmelighed" sig ved et høist slet Stof, som var iklædt en fortræffelig dramatisk Form. Handlingen i Stykket var i Korthed Følgende: Baronesse Mathilde Brühl har for endel Aar tilbage, da hun som en romantisk og uerfaren Pige paa sexten Aar levede i en nordtydsk Opdragelsesanstalt, forlovet sig med en Person ved Navn Georg Frank. Denne Forbindelse hæver hun imidlertid, da hun faaer at vide, at han er Falskmøntner og en i enhver Henseende umoralsk Person, og syv Aar senere ægter hun Baron Albert Brühl. Med denne udmærkede Mand lever hun i et overordenlig lykkeligt Ægteskab og har kun som en Hemmelighed skjult for ham, at hun tidligere har været forlovet. Da kommer Frank i hendes Hus, han har begaaet flere Forbrydelser, ja endogsaa gjort sig skyldig i Mord, og nu er Politiet i Hælene paa ham. Ved Hjælp af nogle Breve fra deres tidligere Forlovelsestid truer han hende til at udgive ham for en Fætter ved Navn Brown, og han tager Ophold hos hendes Mand, der er Chef for Politiet. Nu begynder der for hende en lang Række Kvaler og Lidelser, der ydermere forøges ved Franks nedrige Tænkemaade og gemene Sprog, men endelig lykkes det hende at faa ham afsted til Amerika, han har i Mellemtiden uden Nødvendighed atter begaaet et Mord, og da hun for at skaffe ham Penge har maattet pantsætte et kostbart Halssmykke, hvilket en ung Pige mistænkes for at have stjaalet, bliver hun nødsaget til at tilstaa sin Mand hele Sandheden. I Begyndelsen forstoder han sin Hustru, men tilsidst tager [sideskift][side 064]han hende dog til Naade igjen. Karaktererne i dette Arbeide vare for Størstedelen tegnede med en skarp og fin Iagttagelsesevne, hvilket navnlig gjaldt om Baron Brühl og Frank, medens Baronessen ikke var skildret med saa stor Dygtighed, men paa sine Steder fremstillet som en i moralsk Henseende svag og dertil hysterisk overspændt Kvinde. Men hvad der navnlig var det Mislykkede ved dette Stykke, var den Omstændighed, at Lystspillet endte med en skrigende Dissonants, thi i og for sig er der noget Oprørende i dramatisk at fremstille den Kollision, hvori en Hustru kommer, naar hun kun har Valget mellem at føre sin Mand bag Lyset og at styrte sig selv i Ulykke ved at bringe sin fordums Forlovede paa Skafottet, og tilmed var det ikke motiveret, om den Forsoning, der ved Tæppets Fald bringes tilveie mellem de to Ægtefæller, virkelig er af den Natur, at det tidligere gode Forhold atter vækkes tillive. Skjøndt Stykket fik en overordenlig glimrende Udførelse, lod der dog endel Hyssen igjennem Bifaldet, og det oplevede ialt kun fire Forestillinger. Fru Heiberg spillede Baronesse Mathilde til Fuldkommenhed og gjengav de forskjellige Faser i Karakteren saa komplet, at hendes Spil vakte det største Bifald. Navnlig var hendes Fremstilling af gribende. Virkning i de to Hovedscener, hvor hun med Forfærdelsen malet i sit Aasyn træffer sammen med Frank, og hvor hun senere med hele Sønderknuselsens Anger bekjender Alt for sin Mand. Denne Rolle blev ligeledes af stor Betydning ved den mageløse Elegance og Sjælsadel, hvormed Wiehe fremstillede den sande Adelsmand. Den fornemme Kulde, med hvilken han optraadte ligeover for Frank, var lige saa mesterlig som den mageløse Ømhed, med hvilken han behandlede sin Hustru. Som Brown alias Frank havde Holst en af sine heldigste Roller, [sideskift][side 065]og han vidste med stor Sikkerhed at pointere Skurkens forlorne, paaklistrede Elegance. Af Bifigurerne udmærkede Mantzius sig som Rasphuskandidaten Mørner og Jfr. Nielsen som Laura Gabel.

Heller ikke den næste Nyhed, det originale Lystspil i en Akt "Et forkjælet Barn", var nogen videre heldig Forøgelse af Repertoires og det holdt sig ikke mere end fire Gange paa Scenen. Det var atter her gamle, tildels falmede Motiver, der vare benyttede, og skjøndt der i Tegningen af Karaktererne var vist endel Dygtighed, formaaede dog hverken dette eller Jfr. Smiths sikkre og pikante Spil som Selma at holde Stykket oppe. Tilmed var der en enkelt Scene, der var for stærk for Tilskuerne, nemlig hvor det forkjælede Pigebarn rider ud og reddes af sin elskede Fætter, da Skimlen løber løbsk med hende. Dette forslidte Træk bragte Latteren frem, og hermed var Stykkets Skjæbne afgjort.

Ligesaa tarvelige disse Arbeider havde været, ligesaa værdifuld var Saisonens store Nyhed paa Operaens Omraade: Opførelsen af Glucks "Iphigenia i Aulis". Det var det første Værk af Willibald Christoph Gluck, der opførtes paa den danske Scene. Operaen kom frem i en meget heldig Bearbeidelse af Richard Wagner, der med al den Skjønsomhed, man skyldte en Tonekunstner af Glucks Betydning, havde indskrænket sin Virksomhed som Bearbeider til at bortfjerne det Meste af den fra en fransk Opera uadskillelige Ballet, at udfylde et Par Steder i de første Akter med nogle faa Takter i Kompositionens Aand og at omskrive Stykkets Slutning. I Glucks Opera blive nemlig Achilles og Iphigenia tilsidst forenede, hvilket baade er i Strid med Sagnet og af en Parodisk Virkning, hvorpaa de Elskende drage til Skythia, hvorimod Wagner lod Artemis bortføre [sideskift][side 066]Iphigenia og istedetfor Slutningsdandsen indsatte et nyt Kor. Hvad Instrumenteringen angik, da var den fuldstændig Glucks. Operaen kom her frem i en meget pragtfuld Udstyrelse, og Bournonville, der havde sat den i Scene, havde med megen Samvittighedsfuldhed fulgt Wagners effektfulde og poetisk følte Scenearrangement, som kulminerede i det storartede Slutningstableau, hvis Virkning var overordenlig. Hertil kom Udførelsen, der i flere Henseender var ligefrem mesterlig. Jfr. Lund sang som Klytemnestra med en Sikkerhed, Fylde og dramatisk Inderlighed, der indbragte hende et velfortjent Bifald, og Hansen viste som Agamemnon, at det ikke alene var i den lettere Operagenre, at han var hjemme, men at han tillige med gribende Høihed kunde fremstille den ædle Fader, der maa bøie sig for Gudernes haarde Bildende. Til disse sluttede sig Schram, der af Kalkas havde skabt en imposant Figur. Som Iphigenia havde Mad. Liebe meget fortræffelige Momenter, skjøndt Rollen nok var lidt over hendes Kræfter, og skjøndt Steenberg ikke formaaede helt at fylde som Achilles, frapperede dog ogsaa han ved det dramatiske Liv, der var udbredt over hans Præstation. Det var en virkelig Berigelse for Opera-Repertoiret, at man endelig havde bragt denne Tonedigtning frem, og om end Enkelte frygtede for at kjede sig over den "lærde" Musik, folte dog Alle, der hørte Glucks Toner, at denne Musik netop var af den Art, der vandt ved at hores oftere. Derfor samlede Operaen sig ogsaa stadig et større og større Publikum, ligesom den i flere Aar med Nette vidste at hævde sig en Plads paa Repertoiret.

Christian Richardts Vaudeville "Deklarationen" var et ældre Arbeide, der oprindelig var skrevet for Studenterforeningen, men som paa det kongelige Theater fremtraadte [sideskift][side 067]i en noget forandret Skikkelse. Den lille Vaudeville var vel noget løs i dramatisk Henseende og trods sine Forkortelser lidt bred, men den indeholdt dog saa mange morsomme Enkeltheder, at den kunde gjøre Fordring paa at behage. Den vilde vistnok ogsaa være bleven modtaget med udelt Bifald, saafremt Forfatterens mange Venner og Bekjendte ikke havde gjort ham en daarlig Tjeneste ved at hilse Arbeidet med en saa overdreven Klappen, at denne umotiverede Hyldest maatte fremkalde Hyssen. Feilen ved Stykket var, at de fleste Figurer — med Undtagelse af "Velærværdigheden", en prægtig Type paa en fedtet, egoistisk og cynisk Natur, som Mantzius spillede ganske fortrinlig — vare Reminiscentser fra de Hostrupske Vaudeviller. Stykket fik iøvrigt en ypperlig Udførelse af Mad. Sødring, der var et Pragtexemplar af en jydsk Præstekone, af Hultmann, hvis Friskhed og Naturlighed som Studenten Jens Top vandt ham Alles Hjerter, og af O. Zinck, der som den vindtørre Adjunkt Stang havde en af sine bedste Roller.

Saisonens sidste Nyhed var Picards Lystspil "Op og ned". Stykket var en Bagatel, som ikke var af anden Betydning, end at den gav Phister Leilighed til at spille et Pragtexemplar af en fransk Kammertjener. Jockeyen og hans Kjæreste Kammerjomfruen udførtes med Liv og Sikkerhed af C. Price og Jfr. Smith.

Af det her Meddelte fremgaaer det, at alt det Nye, der fremkom i denne Saison, var uden nogen videre Betydning, alene med Undtagelse af "Iphigenia i Aulis", der var en virkelig værdifuld Berigelse af Repertoiret. Ikke bedre stod det til med de Stykker, der gjenoptoges i Vinterens Løb. Af Holberg opførtes "Barselstuen", "Didrich Menschenskræk" og "Den politiske Kandestøber" i tildels ny Indstudering, [sideskift][side 068]men af disse Arbeider fremkom kun det første i en nogenlunde heldig Skikkelse, og heri havde Mad. Rosenkilde en meget heldig Rolle som Barselkonen, der under hendes Behandling blev en meget Malende Figur. Mantzius — som fra den paafølgende Saisons Begyndelse fik fast Ansættelse med sin tidligere Anciennetet — havde som "Den politiske Kandestøber" mange udmærkede Momenter, og navnlig var hans. Fortvivlelse i sidste Akt af saa stor Virkning, at man formelig fik Medlidenhed med den stakkels Mand, der nu skulde styre, Stadens Sager. Han kunde imidlertid ikke glæde sig ved nogen blid Behandling overalt i Pressen, og navnlig var "Dagbladet" meget ubillig mod ham. I Bladets Anmeldelse af Stykket hed det saaledes blandt Andet, efter at man havde bebreidet ham hans Mangel paa Lune: "Hvad der er slaaet til en Mark, bliver aldrig en Daler, og Hr. Mantzius, der har spillet saa mange Sekondroller fortrinlig, vil neppe nogensinde komme til at udføre nogen stor Karakterrolle fra Ende til anden.... Mantzius' Organ er stift og har kun faa Toner til sin Raadighed; hans Bevægelser ere afmaalte og hans Ansigt temmelig ubevægeligt.... Alligevel maa vi tilstaa, at Hr. Mantzius' Kandestøber overraskede os ved sin Middelmaadighed .... Særlig maa der ankes over den Raahed og Simpelhed, som Hr. Mantzius ikke sjelden lod skinne igjennem." At Kritiken var saa skarp ligeover for ham, havde maaske ogsaa her sin Grund i, at en under Mærket "Andreasen" optrædende Indsender i "Fædrelandet", under hvilket Mærke man troede Mantzius skjult, jævnlig gjorde lige saa stærke som morsomme Angreb paa "Dagbladets" Theateranmeldelser. Medens han saaledes ikke havde rigtig Glæde af sin Præstation som [sideskift][side 069]Kandestøberen, feirede han derimod en større Triumf som Jacob von Thybo. Stykket havde hvilet, siden A. Rosenkilde debuterede i Titelrollen, der nu under Mantzius' Behandling blev et Mesterstykke.

Det eneste af de i Saisonens Løb gjenoptagne Arbeider, der vakte berettiget Opsigt, var Schillers "Marie Stuart", der nu fremkom i en meget heldig Oversættelse af Sille Beyer. I dette Stykke optraadte Fru Heiberg den I3de Januar 1861 første Gang efter sin Mands Død, og Marie Stuart blev, som man kunde vente, under hendes Hænder et fuldendt Mesterstykke af dramatisk Kunst. Ved sin Indtræden paa Scenen hilsedes hun med det heftigste Bifald og spillede den forfulgte Dronning med en Følelse, faa sand og gribende, at denne Kvindeskikkelse stillede næsten alle de andre Rollehavende i Skygge. Efter Marie Stuarts imponerende og effektfulde Scene med Elisabeth i tredie Akt brod Bifaldet atter los med en Kraft, som om det aldrig skulde standse, men den geniale Kunstnerinde nød dog sin stolteste Triumf ved den dybe, kun af en svag Hulken afbrudte Taushed, der herskede blandt Publikum under Maries Gang til Skafottet. Man folte uvilkaarlig, at nu gik en mægtig Personlighed sin sidste Stund i Mode, man ræddedes over den Skjæbne, der ventede Marie, og man havde kun Taarer for den Ulykkelige; Ingen tænkte paa at beklappe den gribende Situation. Kun En ragede op i Høide med Fru Heiberg, og det var M. Wiehe, hvis Fremstilling af Mortimer var faa ædel, faa fuldendt i al sin Simpelhed, at han med hende delte Palmen for den Lykke, Schillers Sørgespil gjorde. Og dog skulde Clemens Petersen i sin Anmeldelse i "Fædrelandet" være af en anden Mening, han skrev nemlig: "Hr. Wiehe kunde have spillet [sideskift][side 070]Leicester (Holsts Rolle); Mortimer kan han ikke spille. Naar man har kunnet finde ham fuldendt, saa er det, fordi man ikke har fundet Meget i Rollen. At der i hans Fremstilling er sand og gribende Lidenskab, ledsaget af formet Skjønhed, kan naturligvis ikke nægtes; men med Undtagelse af Scenen med Elisabeth fylder han intetsteds Rollen, og Karakteren har han forfeilet." Jomfru Andersen kunde, som naturligt var, ikke naa op til Fru Heiberg, men dog var hendes Purstation som Dronning Elisabeth langtfra uden Effekt og frapperede paa ikke faa Steder. En enkelt af Birollerne, nemlig Kammerfruen Margaretha Kurl, gjorde trods sin Ubetydelighed en overordenlig Virkning, idet Jfr. Nielsen gjengav Kammerfruens Fortvivlelse med en sjelden Sandhed og Følelse. Stykket blev Saisonens Trækplaster og oplevede ikke mindre end ti Forestillinger, skjøndt der faa Dage efter dets Fremkomst opstod en Standsning i Opførelsen derved, at Fru Heibergs Moder afgik ved Døden.

"Guldkorset", der fremdroges efter mange Aars Hvile, vilde ikke mere ret behage. Jfr. Smith spillede Fru Heibergs gamle Glandsrolle og var fortræffelig, hvad de kvikke og raste Scener i Stykket angik, hvorimod Rollens pathetiske Side ikke laa for hende. Derimod syntes Gjenoptagelsen af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" at falde mere i Publikums Smag, tilmed da Vaudevillen fik en meget god Udførelse af Mautzius som Salomon Goldkalb, Phister som Villing og A. Rosenkilde som Henrik. Kun Gundersen var som Brandt vel forceret.

Hvad Operaen angik, da udviklede den ingen stor Virksomhed i denne Saison. Mad. Fossum optraadte efter ni Maaneders Fraværelse og Sygdom samt efter en Badereise [sideskift][side 071] første Gang i "Don Juan" og blev som sædvanlig lønnet med stærkt Bifald for sin ypperlige dramatiske Sang, men Theatrets Chef havde lært af Erfaring, at det ikke kunde nytte at basere et Repertoire paa hende, hvorfor- han Heller ikke havde tildelt hende nogen Rolle i "Iphigenia i Aulis". Forøvrigt blev der i Saisonen kun indstuderet og opført fire ældre Operaer, nemlig "Titus", "Ludlams Hule", "Den hvide Dame" og "Hans Heiling". Ved den nye Opførelse af "Titus" fremkom Operaen med Recitativer, oversatte af H. H. Nygaard, der ligeledes havde gjennemseet og rettet den N. T. Bruunske Oversættelse. Jfr. Lund bar Prisen som Sextus, men ogsaa Steenberg og Mad. Sahlgreen vare heldige som Titus og Vitellius, skjøndt den sidste Rolle havde ligget bedre for Mad. Fossum. I den anden af disse fire Operaer havde Mad. B. Hansen sin anden Debutrolle. Huu havde debuteret som Birgitte i "Røverborgen" og tegnede til at blive til Nytte for Theatret, idet hun var i Besiddelse af en fyldig og ret behagelig Altstemme, der gjentagne Gange skaffede hende stærkt Bifald ved hendes Optræden. Som Moder Ludlam havde hun imidlertid faaet en . Rolle, der laa langt over hendes Kræfter, idet den i Henseende til Declamation stillede Fordringer, som hun ikke kunde tilfredsstille. I "Den hvide Dame", hvor Steenberg med Held havde afløst Sahlertz som Georg Brown, havde hun sin tredie Debutrolle, men Heller ikke her slog hun rigtig an, og efter faa Aars Forløb forlod hun den danske Scene. "Hans Heiling" kunde den 13de Mai feire 25 Aarsdagen for sin første Opførelse, og Bladene indeholdt i den Anledning Opfordringer til Theaterchefen om at opføre Stykket. Alligevel naaede Tillisch ikke at faa Operaen opført for den 29de i samme Maaned, og Hansen, som i den forløbne lange [sideskift][side 072] Aarrække bestandig havde sunget Heilings Parti, blev af det tæt besatte Hus lønnet med stærkt Bifald for sin Sang og sit Spil.

Af de senere i Saisonens Løb Debuterende bleve et Par af væsenlig Betydning for Skuepladsen. Jfr. Anna Andersen, der i længere Tid havde gjort Tjeneste i Koret, havde allerede i den samme Saison gjort sig bemærket som den unge Pige i "De to Dage", men havde sin egenlige Debutrolle som Nannette i "Den lille Rødhætte." Huu var i Besiddelse af en omfangsrig, sølvklar Mezzo-Sopran, der udmærkede sig ved en mærkværdig tiltalende Klang og en god Uddannelse, og hertil støttede sig et vindende Udvortes. Skjøndt hun i Begyndelsen lod en Del tilbage at ønske, hvad Spillet angik, høstede hun dog stærkt Bifald, idet det stod klart for Alle, at Operaen i hende havde gjort en særdeles heldig Akkvisition. Disse Forventninger gjorde hun Heller ikke til Stamme, men arbeidede sig efterhaanden op til en betydningsfuld Plads i Opera-Repertoiret.

For Skuespillets Vedkommende var Jfr. Josephine Thorbergs Debut af ikke mindre Betydning end Jfr. A. Andersens for Operaen. Jfr. Thorberg, der i flere Aar havde været ansat i Ballettens Tjeneste, og som allerede i 1851 havde spillet et af Børnene i "Julestuen", havde fra sin Virksomhed i denne Retning medbragt en smuk, let Gang, yndefulde Bevægelser og endel Scenevanthed. Hertil kom et overordenlig smukt Udvortes, et fint, udtryksfuldt og ædeltformet Ansigt, en rank, velbygget Figur og en sjelden klangfuld, bøielig og sympathetisk Talestemme. Ved sin Debut som Jomfru Kirstine i "Tycho Brahes Ungdom" modtoges hun derfor ogsaa med stor Velvillie af Publikum for sit tækkelige, smagfulde og fine Spil, og da hun senere [sideskift][side 073]optraadte som Ingeborg i "Dronning Margareta", frapperede hun ved sikker Betoning af Replikerne og sin skjønne Versfremsigelse, men medens hun saaledes ved sin første Fremtræden syntes henvist nærmest til det alvorlige Drama, viste det sig senere, at hendes rette Plads var i Lystspillet, og det blev da ogsaa med Tiden i denne Genre, at hun navnlig blev fremragende og til stor Nytte for Skuepladsen.

Allerede tidligere i Saisonens Lob havde en Anden af Ballettens Personale forsøgt sig i Skuespillet, idet Mad. Laura Stillmann, født Stramboe, den 15de Septbr, debuterede som Pernille i "Pernilles korte Frøkenstand." Hun havde fra sin Virksomhed som Balletdandserinde medbragt et saa godt Renommé, at hun ved sin Indtræden paa Scenen hilsedes med stor Velvillie. Hendes skjælmske, livfulde Dine og den Blanding af Forstand og Følelse, der var udbredt over hendes Person, egnede sig i høi Grad for en Skuespillerinde i Soubrettefaget, og man troede derfor ogsaa i Begyndelsen, at hun vilde kunne blive til stor Nytte, skjøndt det var klart, at hun hverken var i Besiddelse af noget rigtig godt Organ eller af Evne til endnu at kunne beherske sit Spil. Dette Sidste fremtraadte navnlig ved hendes ofte lidt uheldige Behandling af Repliken og hendes altfor stærkt markerede Mimik, en Reminiscents fra Balletvirksomheden. Allerede ved hendes anden Optræden som Nancy Hardcastle i "Feiltagelserne" blev der af Kritiken yttret Tvivl om, hvorvidt hun var paa sin rette Plads i Skuespillet, og efterat hun ligeledes uden Held havde forsøgt sig som Mariane i "Tilfældet har Net", gik det op for hende, at det Klogeste for hende var at holde sig til den Kunstart, i hvilken hun allerede havde vundet et fortjent Navn. Hvad forøvrigt "Feiltagelserne" angik, da formaaede [sideskift][side 074]Phister, som havde overtaget Hardcastles Rolle efter C. N. Rosenkilde, ikke at faa det rette Billede frem af den gamle Gentleman, der er lige saa sat og tung som hans Ale og Plumbudding, hvorimod Mantzius med megen Saft og stærkt Lune spillede Tony Lumpkin.

Den eneste mandlige Debutant i denne Saison var Christian Møller, han var i Besiddelse af en ikke ringe Routine, som han havde faaet ved sin Virksomhed paa Theatret i Christiania og ved forskjellige mindre Provinds-Skuespilselskaber, men mere end en Routinier var han ikke, hans Debut var som Nicolai Reiersen i "Sparekassen", hvor hans noget skrattende Organ ikke kunde Andet end mishage, og hertil kom, som "Dagbladet" med Rette fremhævede, at der over hans Person var udbredt noget "Slikket", der ikke gjorde noget heldigt Indtryk. Hans Virksomhed ved Theatret blev derfor lige saa kortvarig som af underordnet Betydning. Sin anden Debutrolle havde han som Sebastian i "Viola", i hvilken Anledning det hed i "Dagbladets" Theateranmeldelse: "Hr. Møller bør ikke bruges mere ved det kongelige Theater. Routine er der nok af, men næsten Heller ikke Andet, og vi raade derfor Hr. Møller i hans egen Interesse til snarest mulig at vende tilbage til Provindsscenerne, hvor det ikke vil være ham til Skade i nogen Tid at have indaandet en i kunstnerisk Henseende renere Luft."

Den tarvelige Virksomhed, der i denne Saison var udviklet af Skuespil og Opera, gjorde sig ogsaa gjældende for Ballettens Vedkommende. Fra Bournonville, der ikke stod sig godt med Tillisch, og som i ham troede at se en Modstander af Balletten, fremkom der intet Nyt, og kun et Par af hans ældre Arbeider opførtes i en ny indstuderet Skikkelse. I det ene af dem, "Soldat og Bonde", optraadte to af [sideskift][side 075]Bournonvilles yngre Elever, af hvilke navnlig Jfr. Juliette Christine Marie Thorberg, en yngre Søster til Skuespillerinden af samme Navn, viste sig at dandse med stor Sikkerhed, Aplomb og Ynde. Jfr. Johanne Petersen syntes hende overlegen i mimisk Henseende, men stod, hvad selve Dandsen angik, tilbage for hende i Smagfuldhed og Elan. Bournonville præsenterede i denne Saison endnu en Dandserinde, som i et Par Aar havde uddannet sig under hans Veiledning, nemlig den engelske Miss Agnes Healey. Den unge Pige var tillige med sin Søster i Løbet af et Par Somre optraadt paa Theatret i Tivoli og blev nu engageret til som Gjæst at optræde sex Gange i Saisonen. Der var, karakteristisk nok, fra mange Sider ved det kongelige Theater reist Opposition mod, at den unge Pige skulde komme til at optræde, idet man fandt det under sin Værdighed, at en Dandserinde, der havde medvirket paa et Forlystelsesetablissement som Tivoli, skulde komme til at debutere paa Nationaltheatret. Bournonville var imidlertid ikke den Mand, der veg tilbage for Hindringer, naar han havde sat sig i Hovedet at udføre en Plan, han arrangerede en privat Matins, hvortil han indbød en stor Del af Hovedstadens Honoratiores, og her lod han Miss Healey producere sig i de vigtigste Scener som Therese i "Søvngængersken", idet han selv dels akkompagnerede hendes, dels udførte Ballettens øvrige Roller. Miss Healey vandt ved denne Optræden saa udelt Bifald, at det sikkrede hendes Debut paa det kongelige Theater, og denne fandt da ogsaa Sted den 28de Oktober i en mindre Dands, hvori hun viste saavel stor Ynde som ikke ringe Færdighed. Sex Dage senere optraadte hun i "Søvngængersken" og gjorde stor Lykke ved sit smukke [sideskift][side 076]mimiske Fremstillingstalent, der understøttedes af en smuk Personlighed, Ungdom og Ynde.

Bournonville havde imidlertid under sin Virksomhed som Balletmester fundet sig saa ilde tilpas med det Tillischske Regimente, der efter hans Mening manglede det rette Blik saavel for Ballettens Betydning som for denne Kunstarts Rentabilitet, at han var betænkt paa at opgive sin Plads ved Theatret. I April meddelte "Dagbladet", at Bournonville ifølge svenske Blade havde faaet Tilbud om Ansættelse som Balletmester ved det kongelige Theater i Stockholm, og at han var tilsinds at modtage Tilbudet. Paa denne Notits svarede Bournonville i Bladet for 19de s. M.: "Hr. Redakteur! Til Berigtigelse af det i svenske Blade omtalte Rygte kan jeg herved meddele, at det ærefulde Tilbud, som jeg har modtaget, ikke angaaer min Virksomhed som Balletmester, hvilken jeg ved min forestaaende Afgang fra det kongelige danske Theater betragter som fuldkommen afsluttet."

Som det sees af denne Berigtigelse, var det ikke som Balletmester, at Bournonville havde modtaget noget Tilbud; derimod var det foreslaaet ham at overtage Posten som Intendant ved det kongelige Theater i Stockholm, og dette Tilbud havde han ogsaa modtaget, saaledes at han den 1ste Juli 1861 skulde tiltræde sit nye Embede. I sin Oversigt over Theatrets Virksomhed i Saisonen 1860-61 skrev "Berlingske Tidende"Følgende:

"Et stort Tab har Scenen lidt i denne Saison, idet Bournonville definitivt er afgaaet. Saavidt vi vide, har det kongelige Theater ikke engang nogen fuldstændig Koreografi af hans Balletter, og iblandt Dandsepersonalet er der neppe Nogen, der vil være i Stand til efter Hukommelsen at reproducere dem. Denne Kunstart, som Bournonville [sideskift][side 077]ved sin Genialitet har bragt til at staa saa høit ved vort Theater, at man saa hen til den danske Ballet med en berettiget Stolthed, staaer saaledes i Fare for efterhaanden at geraade i Forfald. At forskrive en fremmed Balletmester hertil vil neppe kunne frelse den. Forsøget er allerede engang gjort, og det mislykkedes."

Disse Ord gav Bournonville Anledning til i samme Blads Nr. 127 at indrykke følgende Ord:

"I Anledning af den Berlingske Tidendes Aarsberetning maa jeg for mit eget- og Ballettens Vedkommende tillade mig følgende Bemærkninger.

"Endskjøndt mit Engagement ved det kongelige Theater udløber ved denne Saisons Slutning, fortsætter jeg dog mine Funktioner indtil den 1ste Oktober for at bringe min nye Ballet "Valkyrien" paa Scenen. Med dette mit Yndlings-Emne, hvori jeg har samlet hele min kunstneriste og fædrelandske Begeistring, tager jeg Afsked med den danske Scene og efterlader paa Repertoiret tolv fuldstændig indøvede Balletter samt et fortrinligt Personale, hvoriblandt der findes baade Lærere og Ledere for den nærmeste Fremtid.

"En bestemt Koreografi for Opbevarelsen af større mimiske Arbeider existerer desværre intetsteds; vel ere mine Musik-Udtog forsynede med Noter, der kunne styrke Hukommelsen, men ikke tjene til speciel Veiledning, dog det ligger i Ballettens Natur, at de vedligeholdes ved at blive paa Repertoiret, men da vort nuværende Theatersystem blot kjender to Spørgsmaal til Kunstproduktet, nemlig: hvad det "koster", og hvad det "trækker", saa er det en Selvfølge, at mine Kompositioner efterhaanden henlægges og forsvinde.

"Foruden den Omstændighed, at jeg efter en Komponist-Virksomhed af 32 Aar føler en vis Ængstelighed for ikke [sideskift][side 078]længe mere at kunne tilfredsstille de Fordringer, der gjøres til min Digtart, der — man sætte den saa lavt, man vil — dog umiskjendelig fordrer en Friskhed i Opfindelsen, som den ældre Mand ikke kan beholde uden i det Mindste nogen Impuls udenfra, er der ogsaa andre Grunde, der have gjort mig min Fratrædelse ønskelig; navnlig troer jeg at have sparet en Tendents til at blive Balletten kvit, baade ved at nedsætte dens æsthetiske Værd og ved at forringe dens Tilgang paa en Maade, der vil bringe den til at hensygne af sig selv.

"Er min Formodning grundet, da vil man give mig Ret i, at jeg trækker mig tilbage, medens Balletten endnu staaer paa det Punkt, hvorpaa jeg med stor Anstrengelse har holdt den, og at jeg ikke oppebier det Øieblik, da man vil reducere baade den og mig paa engang.

"Skulde jeg derimod have taget feil, og der, langtfra denne ødelæggende Tendents, fandtes en oprigtig Villie til at opretholde hin Kunstbranche, da er det paa Tiden, at nye Kræfter gjøre sig gjældende, og findes disse ikke blandt vore egne Artister, saa er man ikke berettiget til at paastaa, at fordi for tyve Aar siden et eneste Forsøg slog feil, da nu i Udlandet ikke skulde findes en smagfuld og dygtig Balletmester, der for den Løn, jeg har havt, og med det udmærkede Personale, vi for Øieblikket besidde, maaske kunde udfylde den ledige Plads paa en tilfredsstillende Maade, i Særdeleshed hvis det lykkes ham gjennem den offenlige Yttring (det være sig Applaus eller Kritik) at erfare, hvad det egenlig er, som vort Publikum holder af og anseer for den sande Kunst.

"Jeg for min Part maa betragte min Theaterkarriere som afsluttet, i det Mindste som Balletkomponist. En anden [sideskift][side 079]kunstnerisk Virksomhed gives ikke for mig i Danmark. Den Udmærkelse, vor allernaadigste Konge har skjænket mig som dansk Kunstner og Digter, den Yndest og Anerkjendelse, som et stort Antal af mine Medborgere have hædret mig med, skulle evig bevares i min taknemlige Erindring, men jeg kan alligevel ikke fordølge, at maaske nogle Aar for tidlig min Lyst og min Begeistring ere blevne svækkede ved at vide Begrebet "Dands" nedværdiget til den laveste Cynisme, høre Balletten omtales med Haan blandt Nationens Repræsentanter og læse Artikler, der sammenstillede Gjøglernes og de lærvillige Dyrs Præstationer med de Bestræbelser for scenisk Kunst, der have været mit Livs Opgave."

Kun en enkelt Gjæst optraadte i denne Saison, nemlig Sangerinden Jfr. Neumann, som var født her i Landet, men uddannet i Italien, hvor hun flere Steder var optraadt. hun var i Besiddelse af en smuk og bøielig Stemme, og de Numere, hun sang af "Puritanerne" og "Familierne Montecchi og Capuleti", vakte ikke ringe Bifald.

Theatret kom atter i denne Saison i Kollision med et af Privattheatrene, idet Kasino paatænkte at opføre "Kalifen i Bagdad" under Titlen "Il Bondocani". Chefen for det kongelige Theater lod imidlertid ved Politiet nedlægge Forbud mod Opførelsen, og Kasinos Direkteur fandt det klogest at rette sig efter Forbudet.

De Afgange, der fandt Sted ved denne Saisons Slutning, vare kun for en Enkelts Vedkommende af Betydning. Høedt indgav nemlig Ansøgning til Ministeriet om Afsked som Skuespiller, og denne Afsted bevilgedes ham den 19de Juni. Hermed var altsaa det Haab glippet, som man havde sat til, at denne talentfulde Kunstner atter vilde betræde Scenen, hvilken han i sin Tid havde forladt, fordi [sideskift][side 080]nogle Enkelte fandt det passende at udhysse ham, naar han optraadte, og hermed var hans dramatiske Virksomhed, som i saa mange Retninger kunde have været til Gavn og Glæde for det kongelige Theater, for bestandig afsluttet. Alligevel opgav han ikke hele sin Birken ved Theatret, thi foruden at være Scene-Instrukteur for Skuespillet blev han tillige efter Bournonvilles Afgang udnævnt til Scene — Instrukteur for Operaen. Mad. E. Hansen havde i de senere Aar været saa lidt inde i Repertoiret, at hendes Afskedigelse ikke frembragte noget Savn, saameget mindre som det var gjort hende umuligt at komme til at gjøre de Evner gjældende, af hvilke hun i det komiske Fag ubestridelig var i Besiddelse. Ligesaa lidt var det noget Tab, at Mad. Kellermann, der allerede var temmelig gammel til at være Solodandserinde, samt Jfr. Brenøe og Jfr. Holm afskedigedes, hvorimod Theatret ved Jfr. Fl. Thomsens Afgang mistede en Dame, der i flere Henseender lovede Noget.

Derimod led Theatret et stort Tab ved Gläsers Død. Havde Gläser end ikke fyldestgjort de Forventninger, man ved hans Indkaldelse hertil Landet havde næret til ham som Komponist, saa havde han derimod ved sin store Dygtighed som Kapelmester hævet det kongelige Theaters Kapel til Rang med de første i Europa. En medvirkende Aarsag til hans Død var en stor Ærgrelse, der vor overgaaet ham. Efterat nemlig Kapelmusikus Koch var afgaaet ved Døden, var der underhaanden gjort Forsøg paa at saa den dygtige Violinist Valdemar Tofte indsat i den Afdødes Plads som første Violinist i Kapellet. Der var tidligere tilbudt Tofte en lavere gageret Plads i Orkestret, men denne vilde han ikke have, og derfor var det besluttet af Kultusministeren, at der skulde virre Konkurrence om den ledige første Plads, uden at [sideskift][side 081]der saaledes blev Tale om nogen Oprykning, hvad der altid tidligere havde varet Tilfældet. Denne Kultusministerens Bestemmelse ærgrede Gläser i høi Grad, navnlig fordi han paa det Varmeste havde anbefalet Violinisten Fritz Schram, en Broder til Sangeren, der i enhver Henseende var Posten voxen, og som efter det hidtil brugte Anciennetets- Princip var nærmest til at blive første Violinist, og Gläser tog sig med sit heftige Sind denne Afgjørelsesmaade saa nær, at Ærgrelsen var en medvirkende Aarsag til hans Død. Sagen bragtes frem for Offenligheden af "Dagbladet", og Theatrets Chef saa sig derfor nødsaget til i "Berlingske Tidende" at imødegaa "Dagbladets" Angreb. Men skjønt Tillisch gjorde sig al Umage for at vadske Ministeren ren, var det dog af Toftes Taushed klart, at "Dagbladet" havde havt Ret, naar det havde sagt, at en Konkurrence havde været paatænkt. I modsat Tilfælde havde Tofte nemlig blot ved et Par Ord kunnet oplyse, at det ikke var tilbudt ham at konkurrere, men Sagen var den, at Bladet ved i Tide at bringe Konkurrence-Spørgsmaalet under offenlig Debat bragte Planen til at strande, saa at Schram,, hvad han i enhver Henseende fortjente, rykkede op i den ledige Plads.

Den ved Heibergs Død ledigblevne Censorpost besattes af Ministeriet med Konferentsraad Hauch, hvem der i Gage tilstodes et Beløb af 500 Rd. Valget var, som det vil fremgaa af den tidligere Skildring af Hauch, i mange Henseender uheldigt, idet han i altfor høi Grad manglede praktisk Blik og var altfor stærkt paavirket af sine strengt udprægede æsthetiske Anskuelser.

Phister blev ved denne Saisons Slutning udnævnt til Instrukteur med Rang efter Rangforordningen af 14de Oktober 1746, hvorefter han kom i Klasse med "virkelige [sideskift][side 082]Krigsraader". Grunden til, at Phister efter Ansøgning blev Instrukteur, vor ikke noget Hensyn til Skuepladsens Tarv — skjøndt han i Ansøgningen tilbod gratis at ville veilede alle Begyndere i Holbergs Komedier —, men udelukkende den, at han, for at søge det Holbergske Brudeudstyrs-Legat til sin Datter, var nødsaget til at have en Rang. Saa latterligt det end lyder, var dette dog Tilfældet; Phister, der af alle Ansøgere vel var nærmest til at søge et Legat, der bar Holbergs Navn, han maatte først have Rang med virkelige Krigsraader for at kunne komme i Betragtning ved Legatets Uddeling!

Den strenge Forretningsgang, der under Tillisch var bleven indført i hele Theatrets Drift, og som paa flere Maader var en Nødvendighed ovenpaa den slappe Disciplin, der havde fundet Sted under Forgængerne, yttrede sig imidlertid ikke altid eller paa rette Maade, og saaledes blev der ved en enkelt Leilighed fra Theatrets Side vist en Mangel paa Hensynsfuldhed ligeover for Publikum, der med Rette blev paatalt af Pressen. I den foreløbige Repertoire-Angivelse, der publiceredes hver Lørdag i Dagbladene, stod der den 19de Januar 1861 anført, at den paafølgende Onsdags-Forestilling skulde tilfalde Tirsdags — Abonnenterne. Paa Plakaten om Onsdagen var dette rettet til at gjælde Fredags-Abonnenterne, og denne Feiltagelse bevirkede ikke alene, at mange Tirsdags-Abonnenter om Aftenen bleve bortviste, men tillige at mange Fredags-Abonnenter udebleve, idet de ikke havde lagt Mærke til Rettelsen paa Plakaten samme Dag. Da der nu blev fort Klage over det saaledes Passerede, bekjendtgjordes der fra Theatret i "Adresseavisen": "at det foreløbige Repertoire, der for en Uge ad Gangen opsloges i Theatrets Foyer, udelukkende var bestemt til [sideskift][side 083]Underretning for Theaterpersonalet, og at Bestyrelsen aldeles ingen Andel havde i de Bekjendtgjørelser af dette foreløbige Repertoire, der meddeltes i Bladene." Mod denne mærkværdige Opfattelse Protesterede "Dagbladet" med Rette; dels fik nemlig samtlige kjøbenhavnske Blade Repertoiret tilstillet gjennem en af Theatrets Betjente, dels bekjendtgjorde Theatret selv i Forveien sine Forestillinger i "Berlingske Tidende" og "Adresseavisen" blandt Avertissementerne, og dels paahvilede der virkelig Theatret en Forpligtelse til forud at publicere Repertoiret., da det var en gammel Skik, der havde Hævd, og da Abonnenterne virkelig kunde gjøre Fordring paa nogle Dage forud at faa Underretning om, hvorvidt Forestillingen om Onsdagen var bestemt for dem eller ikke. Men trods denne berettigede Indsigelse bleve de Abonnenter, som havde maattet lide ved Theatrets Feiltagelse, ikke holdte skadesløse.

Den 28de Mai 1861 gaves der kongelig Approbation paa et forandret Regulativ angaaende Spillepræmien ved Theatret. Ophævelsen af Supplementsspillepræmien i 1860 havde nemlig paa en Maade gjort det nødvendigt, at der paa anden Maade sikkredes Theatrets fremragende Kunstnere en større Andel i Spillepræmien, som kunde staa i passende Forhold til deres Værd for Scenen, og saaledes fremkaldtes da det nye Regulativ. Ved dettes § 1 deltes den 1ste Klasse af feuberettigede Kunstnere i to Afdelinger, Litra A og B, saaledes at den hidtil for 1ste Klasse gjældende Pointskala nu kom til at gjælde for 1ste Klasse B, hvorimod Pointskalaen for 1ste Klasse A sattes for en Rolle af 1ste Klasse til 16, for en Rolle af 2den til 12, for en Rolle af 3die til 9 og for en Rolle af 4de til 7 Points. Iøvrigt forbleve Klasseinddelingerne og Pointskalaerne uforandrede, [sideskift][side 084]ligesom det nye Regulativs fleste Bestemmelser overhovedet kun vare en formel Omarbeidelse af Bestemmelserne i Regulativer af 23de Juli 1856. I det nye Regulativs § 3 udtaltes det, at den hidtil beregnede Extrabetaling af 2 Rd. for særdeles anstrengende Roller skulde vedblive, og i dets § 4, som fastholdt, at Oprykningen udelukkende skulde ske efter Talent og overveiende Brugbarhed, fremhævedes det, at der navnlig alene maatte gives Theatrets virkelige Talenter Plads i 1ste Klasse og kun de mest udmærkede iblandt disse i samme Klasses 1ste Afdeling. I §§ 5, 6 og 7 indeholdtes endelig Reglerne om Feu — Komiteens Indstilling til Ministeriet om Oprykning i Feuklasserne ved Saisonens Slutning, og ved disse Regler blev der kun truffet ganske enkelte Forandringer i det indtil da Gjældende, saaledes f. Ex. at en Forhandling om Oprykning skulde kunne finde Sted, og at den Paagjældendes Ret til ved Stemmelighed at forlange en yderligere Prøve bortfaldt. Det var navnlig fuldstændig rigtigt, at man udelod Bestemmelsen om, at en Skuespiller skulde kunne fordre at optræde i to Roller, og i Indstillingen fremhævedes dette udtrykkelig, dels fordi den tidligere Bestemmelse i og for sig var uheldig, og dels fordi den omhandlede Ret ved det Tillæg "hvis de paagjældende Stykker komme til Opførelse" var gjort afhængig af noget aldeles Tilfældigt, ja Vilkaarligt, Noget, hvorpaa man i sin Tid havde havt et Bevis ved den Opfattelse, Christensen havde gjort gjældende ved de ovenciterede Ord. Efter at det nye Regulativ saaledes var traadt i Kraft, holdt Feu-Komiteen Møde den 3die Juni og optog her Fru Heiberg, Phister, C. N. Rosenkilde og M. Wiehe i 1ste Feuklasse A, samt Fru Zinck (som Jfr. Lund var bleven efter sit Giftermaal med Sangeren [sideskift][side 085]A. Zinck), Hultmann, A. Rosenkilde og Steenberg i 1ste Feuklasse B.

Ved Saisonens Slutning kunde det ikke undgaaes, at der maatte lyde Klager dels over Tillischs Virksomhed som Chef for en national Kunstanstalt og dels over den følelige Mangel paa Nyheder. Stærkest fremkom disse Anker i "Fædrelandet", hvor en Indsender under Mærket Spectator udtalte sig saaledes den 31te August 1861:

"Vort nuværende Theatersystem kjender blot to Spørgsmaal til Kunstproduktet, nemlig hvad det koster, og hvad det trækker. Saaledes skrev Hr. Hofballetmester August Bournonville i "Berl. Tid." den 4de Juni 1861. Skjøndt denne haarde Dom kan menes dels at skulle angaa alene Balletten, dels at skylde sin udprægede skarpe Form til nogen personlig og øieblikkelig Uvillie, synes det mig dog, at den havde fortjent i det Mindste en Protest fra Vedkommende, da den blev saaledes offenlig fremsat af en af Theatrets høitfortjente, mest begavede, ældste og øverste Embedsmænd. Dette er imidlertid ingenlunde blevet Tilfældet. Hs. Excellence Geheimeraad Tillisch maa vel altsaa tro, at hans Theaterbestyrelse er god nok til at kunne forsvare sig selv, han kan fornuftigvis ikke være saa fornem, at han skulde anse det for at være under sin Værdighed at tage til Gjenmæle mod en Mand som Bournonville; snarere han er sig sin gode Villie bevidst, han tiltroer sig upaatvivlelig ogsaa de fornødne Evner, og som en Følge deraf mener han, at hans Virksomheds Resultater maa kunne tale tilstrækkelig til Haus Fordel. Jeg finder det aldeles naturligt og rimeligt, ja næsten smukt, at en høitstaaende, i flere Retninger dygtig Embedsmand kommer til dette Synspunkt; men paa den anden Side er det min Overbevisning, at Hs. Excellences [sideskift][side 086]Theaterbestyrelse lider af ganske væsenlige Mangler. Hvis retskaffen Pligtfølelse, god Villie, Arbeidsomhed og Flid saavelsom Orden i den materielle Bestyrelse vare fyldestgjørende Egenskaber, var Geheimeraad Tillisch vistnok en upaaklagelig Theaterchef; men hvor kunstnerisk Aand og kunstneriske Grundsætninger ere ligesaa nødvendige, kan selv den allerypperste Administrator gjøre mere Skade, end han i sin gode Tro aner. Jeg har ved gammel Kjærlighed til og Opmærksomhed for Skuespilkunsten og Dramaturgien, og atter ved et meget flittigt Theaterbesøg i de sidste Saisoner, da jeg efter flere Aars Fraværelse paany har fæstet Bo i Hovedstaden, faaet Anledning til Betænkninger, der kun ere lidet lystelige.

"Geheimeraad Tillisch endte den 31te Mai sin anden Saison saaledes, at 255 Forestillinger havde indbragt over 190.000 Rd., det vil sige: med et Overskud af omtrent 15.000 Rd., forsaavidt nemlig hans Udgifter ikke have været betydelig større end forud beregnet, han synes da at have været ledsaget af en magelos god Skjæbne, og han kan prise sig lykkelig som hin lydiske Konge, netop lige som Han: thi "Enden er ikke endda." Væsenligst er det glimrende Resultat kun Frugten af en eneste Hovedgrundsætning, efter hvilken Tillisch — ikke altid, men i Reglen og maaske halvt ubevidst — er gaaet frem, og som ganske nogen lyder saaledes: Vi skaffe os at vide, hvilken. Anseelse den og den Forfatter, det og det Stykke har eller har havt i Heibergs Tid; hvis der mangler nogle Roller, besætte vi dem med de Personer, hvis Numere noteres høist paa Markedet — en, to, tre, det er saamænd intet Hexeri. Denne Fremgangsmaade er paa en Maade ret politisk; den er en magelig og ganske vist indbringende Forretning. Men Methoden har sine særdeles svage, sine bestemt fordærvelige Sider, der i [sideskift][side 087] Fremtiden desværre ville bære Frugt. Maatte Excellencen itide faa Øiet op for Systemets uudeblivelige Følger! han vilde sikkert ikke undlade at rette sig derefter i sin Bestyrelse af en Anstalt, der har saa væsenlig Betydning for hele Landet. Thi i visse Tidsperioder kan Theatret blive et af de virksomste Midtpunkter for Befolkningens aandelige Udvikling; og ere vi end ikke for Øieblikket i en saadan Periode, gjælder det dog ligefuldt om at bevare Theatrets Kraft saaledes, at det, naar Tidens Fylde kommer, kan være i Stand til at samle de Interesser, der nu tildels ere spredte paa andet Hold. Derfor er det jo ogsaa, at Theatret bør være kongeligt, fordi det skal bygge ikke blot for den Dag idag og for den om fjorten Dage eller lidt længere frem, men som en Kunstanstalt arbeide for evige Tider, det vil sige: efter en saadan bestemt Plan, at Nutiden ikke staaer isoleret eller af tvingende Nødvendighed en Smule i Forbindelse med Fortiden, men nogenlunde tydelig og bevidst peger hen paa og forbereder en virkelig Fremtid. Man bebreider en Statsmand, at han til sit Kabinet binder alle Muligheder, der ved hans Fald kunne komme til at staa som Støtter for Staten; men med ikke mindre Grund kan man lægge Chefen for et Nationaltheater det til Last, naar han blot sørger for sig selv i sin egen Tid og uden Hensyn til kommende Dage slider alt Brugeligt op uden at uddanne og opdrage noget Nyt. Med de Kræfter, som endnu ere tilbage mellem det store Skuespillerpersonale, med en Masse, tildels fuldtbesat, Repertoire som det, de sidste Menneskealdre have bragt os, er det ingen Kunst i nogle Aar at holde gode Navne paa Plakaten og at faa gode Penge i Kassen; men den Plan, som er mere end et ufrugtbart Vegetationssystem, som med virkeligt Liv fortsætter Udviklingen, hvor er den?[sideskift][side 088]

"Man kaste et Blik paa Repertoiret i sidste Saison og se, hvad af virkelig Interesse Hs. Excellence kan rose sig af selvstændig at have fort frem. For det Første" "Marie Stuart", for det Andet . . , for det Andet .., ja hvad? Nei, vi ere saamænd allerede færdige*); og, oprigtig talt, mon det ikke for Theaterchefen mere var et Held, et Træf, at Fru Heiberg valgte at fremtræde netop i dette Drama, end en Gjerning, som han med ren Samvittighed kan opskrive mellem sine gode? Iøvrigt har han væsenligst givet, hvad der laa nærmest for Haanden. Intet har derfor vakt noget egenligt Røre eller den Deltagelse, som kan gribe det kjøbenhavnske Publikum, selv om der ikke føres et stort, nyt Kunstværk frem. Der kan ikke alene ankes over Originaler (!) som "En Hemmelighed", "Paa Vildspor" og "Et forkjælet Pigebarn" eller over Repriser som "Guldkorset", men man faaer ved Betragtningen ogsaa af Repertoirets bedre Sager det mest levende Indtryk af, at den løbende Tanke tænker paa anden Haand og mindre arbeider med selvstændigt Kjendskab end lever af Theatererindringer og Smaanotitser fra den sidste Snes Aar. Derfor den altfor hurtige Gjenoptagelse af Stykker, der hellere burde gjemmes lidt, indtil de bedre pasfede enten til Tiden eller til Personalet. Urigtigt er det saa aldeles overveiende at tage Hensyn til en Enkelt og f. Ex, repetere Ramsen af Fru Heibergs Glandsroller paa det Øvriges og de Øvriges Bekostning. Ikke Heller nytter det at give Holberg eller andre Forfattere, hvis Anseelse kan være grundet nok, naar man staaer selve denne Anseelse ihjel ved gjentagende [sideskift][side 089]at lade et Par Hovedroller eller en Mængde Biroller forkvakles. Men allermindst gjælder det paany at tærske den Langhalm, der ligger "fuldfærdig", men ogsaa fuldstændig udpidsket, fra Dorphs og Christensens Dage. Repertoiret kan vel blive ret anstændigt, men kun for en overfladisk Betragtning; i Grunden mangler dog det rette Liv og den sande Kraft. Man indvende nu ikke, at der muligvis en skjøn Dag kan fremspire en ny Forfattervirksomhed, der bringer frisk Saft ind i det gamle Opkog, eller at der jo altid engang kan tages -fat paa de klassiske Sager, som ikke ere paa Repertoiret; thi hvor vil der til den Tid, om en halv Snes Aar, lidt mere eller lidt mindre, eftersom Tilfældet raader, antagelig være tilsvarende Kræfter til Udførelsen? Det er det Skjæbnesvangre ved Spidsborgeriet, som flotter med det Øieblikkelige og nyder Livet for den Dag, der er, at Methoden udmarver sin egen Kraft og lader Fremtidens Fem være lige. De kunstneriske Kræfter trives kun ved Aand og Liv, de ødelægges ved Gjentagelsens Stillestaaen; Skuespilkunsten fordærves, naar Theatret vegeterer, i Stedet for at leve under en planmæssig Udvikling, under en stedse spirende Fremadskriden. Derfor over det nærværende Theatersystem virkelig et Misbrug med sine Kræfter, og det kan eftervises fra de store, kronede Stammer til de unge, opadstræbende Spirer. De ældre, fuldendte Kunstnere faa ingen eller næsten ingen nye Opgaver at løse, der ere deres Talenter værdige, og de maa da løbe Fare for en Dag at finde sig forladte af Musen. I det Mindste slappes lidt efter lidt al Indbildningskraftens Spændighed, Beaandelsen sløves ved de uendelige Gjentagelser. Ikke uden Beklagelse kan man se, at en Kunstner som Hr. Phister i hele Saisonen ikke har faaet en eneste større ny Rolle. Hr. [sideskift][side 090]C. N. Rosenkilde forholder sig naturligvis exceptionelt, men hvad har Mad. Sødring faaet? Hvad har — udenfor det enestaaende "Marie Stuart" — Fru Heiberg og Hr. Michael Wiehe havt? Intet andet Nyt end Smaating, tildels Daarligheder. Men i en saadan Anvendelse eller rettere Ikke-Anvendelse ligger aabenbart et Misbrug af sceniske Kunstnere af saa høi Rang.

"Gaa vi dernæst over til de Skuespillere, hvis kunstneriske Udvikling ikke er saa stor eller endnu afsluttet som Hines, men som dog ved Dygtighed og Routine have opnaaet en værdig Plads, saa ere disse vel forsaavidt heldigere stillede, som de ofte kunne saa nye Roller i de gjenoptagne Stykker; men tillige er der for dem det i alt Fald øieblikkelig Mislige, at Gjenoptagelser meget vanskelig kunne vække den Interesse i Publikum som nye Stykker og saadanne ældre, hvis forrige Fremstilling tilhorer en svunden Slægt, samt at de enkelte Roller dels tidligere ere udførte saaledes, at man — med Ret eller Uret — undervurderer den nuværende Fremstilling, dels slet ikke passe for de nu indtrædende Kræfter. Hvor mange Gange har f. Ex. Hr. A. Rosenkilde ikke lidt under dette Tryk? Har Mindet om Ryge og Nielsen ikke skadet Hr. Mantzius, Fru Nielsen Mad Holst, ligesom Fru Heiberg Fru Jacobson? Imidlertid er dette Onde neppe muligt aldeles at undgaa; det er desuden mere eller mindre forbigaaende, og til Syvende og sidst er der ogsaa mange gode Sider bag Ulemperne. Men høist ønskeligt maatte det dog vare for denne Klasse Kunstnere, om Theaterchefen i langt rigere Maal end hidtil fremtog Stykker, som Faa eller Ingen havde seet opførte, og derved gav Leilighed til en frisk, ubunden Udvikling og Fuldendelse af Kræfterne. Hellere, tusinde Gang hellere give Afkald paa en eneste [sideskift][side 091]Skillings Overskud og saa have den Fornøielse at faa et Talent fuldt uddannet, end leve høit ved middelmaadige og helt eller halvt udspilte Sager, der ikke kunne fremkalde sand Interesse, hverken hos Tilskuernes bedste Del eller hos de Skuespillere, der have Muligheden i sig til med et virkelig godt Substrat at blive Kunstnere af første Rang, medens de nu aandelig afmagres ved Roller, der maa mislykkes i det Væsenlige, fordi de ikke give tilstrækkelige ydre Støttepunkter til Bestræbelsen indenfra. Hvorfor var f. Ex. Jfr. Andersens Dronning Elisabeth "overraskende"? Fordi man saa længe havde seet denne Dame i Roller, hvoraf kun eminente Genier kunne "gjøre Noget", at man ikke tiltroede hende Evne til en agtværdig Losning af en Opgave som Elisabeth. Og dog er Jfr. Andersen ikke i nogen særlig Grad forurettet: det gaaer Adskillige som hende: ved Mangel paa et skarpt Blik og en sikker Haand forhindrer Bestyrelsen mangen Fremgang og Udvikling. I "Marie Stuart" blev denne Gang en god Gjerning gjort med Elisabeth, og Theatret burde paa rette Maade have benyttet sit Held, men i de forløbne tre Fjerdingaar har Ingen seet mindste Spor hertil. Jfr. Andersen er ikke engang bleven belønnet med en ny Rolle, overhovedet synes man Intet at have lært, skjøndt der netop i Opførelsen af "Marie Stuart"var saa saare Meget at tage ad notam.

"Næst at pege paa det ikke ringe Oplag af længst kulminerede og nu vistnok overflødige Kræfter, som det i alt Fald var sparsommeligere at pensionere end at gagere, ville vi vende os til de Unge og se, hvorledes Excellencen skjærmer for Fremtidens Haab. Det Hører til en Kunstscenes gode og lykkelige Sider, naar der kan holdes "Elever" til kunstnerisk Opdragelse. Det vilde være æsthetisk Vanvid, om det [sideskift][side 092]kongelige Theater et Øieblik faldt paa den Tanke mere end aldeles undtagelsesvis at rekrutere sig fra Sekondtheatrene, der ere og maa være væsenlig anderledes og ringere end Nationaltheatret som Kunstanstalt.*) Men der paahviler da ogsaa vedkommende Bestyrelse den Pligt at opdrage godt. Ja, der kommer endnu et Hensyn til, som Humaniteten, for ikke at sige Moralen, paabyder: Bestyrelsen bør lede de unge Mennesker paa en saadan Maade, at deres hele aandelige Udvikling tager saa lidt som mulig Skade af Theaterverdenens Malaria. Man misforstaa os ikke, som om vi ville forlange af Theaterchefen en skarp censura morum. Men naar endel unge Mennesker, der vel kunne antages at være nogenlunde opvakte og livlig begavede i Almindelighed, i deres bedste Udviklingsaar ere knyttede til et Theater, saa paaligger det utvivlsomt Theaterchefen at sørge for, at disse Aar hverken spildes til Ingenting eller fordærves til noget mindre Heldigt, end hvad en bedre Omsorg kunde skjænke dem.

"Det kan være en forkert Tro af dem, at de ere nye Udgaver af Aladdin, der kun behøve at gribe Lampen for at faa Aanden frem; og selv om den kommer, forstaa de vel ikke at bruge den — selv den virkelige Aladdin forstod det ikke altid —, men har Bestyrelsen engang antaget dem, har den med det Samme paataget sig et vist Ansvar for[sideskift][side 093]deres Veiledning. Den skal beskytte dem i lige Grad mod den utidige overdrevne Gunst og den kortsynede Ugunst hos et Publikum, der i sin Helhed ikke kan være forpligtet til at bedømme det tilfældig Heldige eller øieblikkelig Uheldige. Theatret derimod skal besidde denne Dømmekraft og vedblive stadig og systematisk at fortsætte Udviklingen, selv hvor der for Tiden ikke synes særlig Anledning til Brug. Kun hvor man lever ene og alene for Øieblikket, tor man benytte de Gaver, der bero paa det Ydre og Tilfældige, i et saadant Overmaal, at de anvendes baade i Tide og i Utide, blot med Hensyn til Publikums forbigaaende Stemning, uden Fremblik til et større Maal, der kun naaes ad en langsom, besværlig Vei. Det kongelige Theater, som har en større Opgave end det Tilsyneladende, det Nødtørftige, "at faa det til at gaa", skal ordne sine Kort saaledes, at det kan faa ogsaa de smaa Trumfer hjem: de kunne engang blive gode, men lader man strax haant om dem, bliver man til Bet, selv med de mest glimrende Herreblade. Det er derfor vel rimeligt at benytte, hvad der strax — og maaske kun "strax" — lader sig anvende; men det er utilladeligt at gjøre det i en saadan Grad, at der ingen Plads bliver tilbage for dem, hvis Tid ligger noget fjernere, som maaske nok kunne blive til Noget og maaske gjøre langt mere end efemer Gavn, men som paa Veien maa have Noget til Livets — vi tænke nærmest paa det aandelige Livs — Ophold. Det er imidlertid en Kjendsgjerning, at der ved det kongelige Theater i de sidste Saisoner er gaaet i Svang et udstrakt Driveri; saavel paa denne Ikke — Anvendelse som paa tilsvarende Misgreb i Brugen kunde der fremføres en Hel Række Exempler. Jfr. Ch. Bournonville fik sidste Vinter en eneste ny Rolle, Rødhætten, til hvilken hun aldeles ikke passede; Jfr. R. Thomsen [sideskift][side 094]spillede ti Gange i to lige ulykkelige Roller, tildels med betydelige Mellemrum; Hr. A. Nielsen har i mange Tider ikke havt nogen Rolle af mindste Betydning; Hr. C. Price fik for næsten to Aar siden den uhyggelige Døgenigt i "Skikkelige Folk", og forst lige for Sommerferien kom han med Nød og neppe frem igjen, saaledes at han virkelig havde Noget at sige. Uden Vanskelighed kunde man finde endnu adskillige Exempler paa denne barbariske Vivisektion; om man netop gik ud paa at knuse disse Menneskers Livsmod og aandelige Begavelse, var det neppe muligt at vælge en bedre Vei. De faa som Fluer Lov til at flyve omkring Lyset, engang imellem til at brande sig — og hvad bliver saa Enden paa Legen? Vil Geheimeraad Tillisch paatage sig det moralske og kunstneriske Ansvar derfor?"

Efter at Indsenderen dernæst yderligere havde paavist det Feilsyn, hvormed Bestyrelsen besatte Rollerne i flere Stykker paa Repertoiret, sluttede han sin Artikel saaledes:

"Med faa Exempler, der som sagt let kunde forøges, have vi paavist, hvorledes Hs. Excellence "tilfældigvis", men derfor ogsaa "naturligvis" er kommen til at feile altfor hyppig. Men saaledes maa Theaterchefen drive om i Misbrug af Personalets ældre og yngre Kræfter, naar han blot "træder Vande" uden at skride fremad mod den fjerne Kyst. De Synder, Geheimeraad Tillisch nu begaaer, ville hævne sig med Tiden; al Behændighed vil ikke kunne redde ham i Længden, og imidlertid gaaer han med Theatret — ad undas, han staaer ikke fast paa Fortiden, den han ikke tilbørlig kjender; han kan ikke pege paa en Fremtid, om hvilken han Intet aner; derfor bliver hans Nutid saa ubestemt og tilfældig. Hans Held synes glimrende, men det hviler paa en usolid Grund; og da han ikke bygger for kommende [sideskift][side 095]Dage, bygger han hverken sig selv til Ære eller sine Medborgere til Nytte. Med det Haab, at han, der utvivlsomt har de bedste Hensigter for at fyldestgjøre de Krav, hans vanskelige Embede stiller til ham, vil bestræbe sig for at se Mere end blot den ene, ydre og øieblikkelige Side af Sagen, bestræbe sig for at finde de rette Midler til et større Maal end Momentets Tilfredsstillelse, ville vi ønske ham et lige saa stort Held i Fremtiden som det, han i de forløbne to Aar har kunnet glæde sig ved."

Det kunde forsaavidt ogsaa siges at være et Held for Chefen, at Saisonen havde faaet et i pekuniairt Henseende saa godt Udfald, thi medens Indtægten var kalkuleret til 175,000 Rd., udgjorde den i Virkeligheden 191,032 Rd. 80 Sk., og de 251 givne Forestillinger havde i Gjennemsnit indbragt 761 Rd. 8 Sk, pr. Aften, hvilket vel var omtrent 3 Rd, mindre pr. Aften end det foregaaende Aar, men alligevel maatte betragtes som et gunstigt Resultat. Og dog sluttede Theateraarets Regnskab med en Underbalance af 6,846 Rd. 41 Sk., men dette havde sin Grund i, at der fra det foregaaende Theateraar, hvor Statskassens Tilstud kun havde været 37,500 Rd., var en Underbalance af over 10,000 Rd., saaledes at Saisonen 1860-61 i Virkeligheden havde forbedret Theatrets Status med henved 3,300 Rd. Hertil kom, at Theaterkassen nu maatte udrede Renter og Afdrag til Sorø Akademi af Byggelaanet, idet Reservefonds, paa hvilket denne Forpligtelse egenlig hvilede, jo var fuldstændig opbrugt under den foregaaende Direktion, samt at der i Sædtillæg til Personalet udover de af Staten tilskudte 15,000 Rd. maatte udbetales 4,426 Rd. 54 Sk, af Theaterkassen.

---

Note til side 88

*) Her er kun Tale om det reciterende Skuespil. Operaen "fordobler" Tallet med Glucks Tragedie. At have fort denne frem tjener Geheimeraad Tillisch til megen Roes.

Note til side 92

*) Dette gjælder ikke lige meget i alle Fag; hvor det mest beroer Paa det ydre Personlige og Routine, blev Skaden endel mindre; men hvor det skal være Kunst, som bestemtere Karakterskildringer, komiske eller tragiske, der staaer Reglen. Skjøndt Hr. A. Rosenkilde i sin Tid havde været ved det kongelige Theater og ogsaa paa andre Maader stod det nærmere end de Fleste, skadede det ham dog lange at have været andre Steder, hvorfra han medbragte Noget, som Han maatte begynde med at glemme. Noget Lignende gjælder om Hr. Vilhelm Wiehe, som vi haabe Theaterchefen vil gribe den første Leilighed til at gjenerobre.