[sideskift][side 105]I de to Saisoner, i hvilke Tillisch havde beklædt Chefsposten ved det kongelige Theater, var det lykkedes ham at faa Orden og Disciplin indfort; Alt, hvad der angik det Administrative, var sat paa den bedste Fod, og Berner, som den 28de Mai 1861 var bleven udnævnt til Justitsraad, "fordi han ved at bære denne Titel lettere kunde forskaffe sig Respekt og Anseelse blandt Personaler som Chefens høire Haand", havde med stor Iver og Udholdenhed hjulpet til, at hele Maskineriet gik sin rolige og jævne Gang. Naar Udtrykket "Maskineriet" her er benyttet, er det netop skeet for at betegne, at det, som Chefen lagde Vind paa, var en regelret, ikke af Tilfældigheder afbrudt Virksomhed, idet det mindre kom ham an paa, hvad der bødes Publikum, end paa at faa Theatret til at arbeide med samme Punktlighed og Akkuratesse, som Tilfældet var i et kongeligt Kontor. Tillisch manglede, som det tidligere er bemærket, det rette Syn for, at det kongelige Theater var en Nationalscene, og Berner, hvis aandelige Horisont i saa Henseende Heller ikke var synderlig vid, men som saavel ved sin Opdragelse som ved sin Udvikling særlig havde vist Anlæg for Alt, hvad der vedrørte Regnskabsvæsen og deslige, var ikke den Mand, der som Raadgiver kunde være Chefen til Nytte, hvor det gjaldt rent kunstneriske Hensyn. Følgen deraf blev da ogsaa den, at det aandelige Udbytte, Saisonen gav, aldeles ikke stod i Harmoni med det materielle Resultat.

Den aarlige Logeauktion gav en Indtægt af henved 5000 Rd. mindre end Aaret i Forveien, idet Abonnementet indbragte 57,838 Rd., men med dette Resultat var der dog ingen Grund til at være misfornøiet, da det Virksomheds-Program, som publiceredes forinden Auktionen, ikke var synderlig lovende, og da Bestyrelsen ikke havde Grund til at [sideskift][side 106] antage, at Publikum i Længden skulde lade sig lokke af alle de gyldne Løfter.

Da man ikke havde noget Nyt at begynde med, tog man sin Tilflugt til det ældre Repertoire og opførte paa Saisonens anden Aften Picards Komedie "De lystige Passagerer". Men dette Forsøg faldt ikke heldig ud; man syntes ikke mere, at denne Lystighed var af den ægte Slags, og skjøndt Stykket opførtes i en ny Oversættelse af Jfr. Andersen, der havde forkortet det fra fem til fire Akter, morede det dog ikke Publikum. Af de Rollehavende bar Phister Prisen som Lasaussaye, ligesom den sovesyge Tjener havde en morsom Fremstiller i Nielsen. Aftenen efter bragtes "Hovmesteren i Knibe" frem, og denne Gjenoptagelse havde Phisters mesterlige Spil at takke for den Lykke, den gjorde.

Efterat September Maaneds første Halvdel havde slæbt sig hen med, at man spillede det gamle Repertoire igjennem, fik Bournonville endelig sin store Ballet "Valkyrien" frem. Balletdigteren havde denne Gang stilet mod et høit Maal; han naaede dette, men ikke uden utallige Kvaklerier og Fortrædeligheder. Efter at have udarbeidet Programmet for sin Ballet sendte han det ind til Theaterchefen, og da han endelig efter en rum Tids Forløb bad om et Svar, erklærede Tillisch ham, at Indholdet ikke havde tiltalt ham, ja at han endog i en mundtlig Samtale med Kongen havde yttret Betænkeligheder ved, at man i Balletten saa de Danske saa Prygl paa Braavalla Hede af de Svenske, saa at Kongen skulde have svaret: "Gudbevares! Lad os bare blive fri for den Ballet." Nu indsendte Bournonville sit Program til Kongen selv og udbad sig en Understøttelse til Udstyr af denne nationale Balletdigtning, men, som han selv fortæller [sideskift][side 107]han fik vel et huldrigt Svar med Ønsket om alt muligt Held for Balletten, hvorimod der ikke kunde være Tale om nogen Understøttelse, da det var Kongens "Princip" ikke at yde nogetsomhelst Pengebidrag til det kongelige Theater. Bournonville tabte dog ikke Modet; han fik Hartmann til at komponere Musiken, lod gjøre detaillerede Overflag over, hvad Balletten vilde koste at udstyre, og godtgjorde, at Udgifterne ikke vilde blive over 4 til 5,000 Rd.; men trods denne ringe Udgift tvivlede Chefen endnu om, at det vilde kunne betale sig for Kassen at bringe Balletten frem. Endelig beseirede Bournonville ogsaa denne Vanskelighed, men da var Saisonen 1860-61 snart til Ende, hvorfor man foreslog ham at vente til det følgende Theateraar, han var imidlertid engageret ved Stockholms Theater fra 1ste Juli 1861, men han fik sit Engagement opsat til den 1ste Oktober og virkede nu for at sætte sin Ballet saa smukt som mulig i Scene. Den 13de September gik "Valkyrien" for første Gang over Brædderne og vakte stor Lykke. Vel havde Bournonville maaske i sin Komposition sigtet for høit ved at benytte Emner fra den nordiske Sagnhistorie til et Balletsujet, men Alle vare enige i, at han, hvad enten han havde stillet sig en altfor svær Opgave eller ikke, i ethvert Tilfælde havde skabt et genialt Arbeide. Hovedtanken i Balletten var i en Række sceniske Billeder at fremstille Vikingen og hans Fylgie, og da disse to Elskende ikke kunne blive forenede uden i Valhal, maa han falde i Kampen for som Einherie at ride til Odin. Det var Stærkodder-Visen, der her havde givet Komponisten Hovedmotivet, og Helten, den unge Viking Helge, var tænkt som Harald Hildetands Sønnesøn, der i Fællig med sin Bedstefader lader Livet paa Braavalla Hede for gjennem Kampen og Døden at vinde Seirens Løn [sideskift][side 108]Valkyrien Svava. Balletten var rig paa glimrende Enkeltheder, og Bournonville havde med Mesterhaand tegnet fortræffelige Billeder fra Oldtiden afvexlende med Sydens forførende Liv, der dannede en udmærket Kontrast til Vikingernes vilde Færden. Saaledes var Scenen i anden Akt, hvor Bjorn, Helges Fostbroder, stormer ind som den rasende Bersærk, af gribende Virkning, og ikke mindre vellykkede vare Scenerne i tredie Akt, hvor Bjørn af Grækerinderne omslynges af Krandse og beruset af Vinen tumler sig med dem i en bakkantisk Dands, samt hvor Fata Morgana tegner fig paa den sicilianske Himmel og viser den danske Kyst med den brandende Baun paa den med Runesten bedækkede Kæmpehøi. Ogsaa i sidste Akt var der mange virkningsfulde Scener, Valkyriernes vilde Kampdands, Bjørns Søgen efter den i Slaget faldne Helge og endelig de Dødes Forvandling til straalende Einheriar i Valhal, hvor Svava rækker sin Helge Udødelighedens-Drik. Hartmann havde til denne Ballet komponeret en Musik, der helt igjennem bar Præget af ægte nordisk Aand, og som imponerede saavel ved den sjeldne Storhed, hvormed til Exempel Slagets Buldren og Rædsler vare skildrede, som ved den yndige, blide Stemning, der paa andre Punkter aabenbarede fig. Selv om Balletten ikke i og for fig havde eiet Livskraft nok, vilde denne geniale Musik have været tilstrækkelig til at holde den oppe, og hertil kom endvidere, at Bournonvilles Arbeide gik over Scenen med al den Sikkerhed og hele den Afrundethed, som han var Mester for at tilveiebringe. Jfr. Juliette Price var fortryllende som Valkyrien, og Scharff var en ualmindelig heldig Viking, men Prisen blandt alle de Medvirkende bar dog Gade. Der var en aldeles uforklarlig Vildhed udbredt over ham, hvor han gribes af Bersærkergangen, og omvendt brast hele Huset i [sideskift][side 109] Latter, da man saa ham, beruset af Vinen og de skjønne Grækerinders Blikke, dandse rundt med dem. Valdemar Price spillede Odins Rolle med Anstand, og Füssel sen. var som den alderstegne Harald Hildetand saa mesterlig, at alle hans Efterfølgere kun svagt have kunnet antyde, hvad han formaaede at udtrykke. Bournonville havde ved Kontrakt sikkret sig 1000 Rd. for sin Virksomhed ved Theatret i 1861-62, og desuden tilkom der ham, saalænge han fungerede, et Extrahonorar af 20 Rd. for hver Opførelse af hans sidste Arbeide, men da "Valkyrien" forst kom til Opførelse fjorten Dage for hans Fratræden, affandt Theatret sig en Gang for alle med ham ved at give ham 200 Rd. for de ti Forestillinger, som Balletten rimeligvis vilde opleve. Den gik imidlertid i denne Saison ikke mindre end 19 Gange.

Den næste Nyhed, som saa Lyset i denne Saison, var Operaen "Carl den Andens Flugt." Overskou havde skrevet Texten, der i mange Henseender var fortræffelig, idet den var rig paa godt opfundne, afvexlende Situationer, der afgav flere ypperlige Motiver for Komponisten. Denne var Erik Anton Valdemar Siboni, en Søn af den afdøde Syngelærer og paa hin Tid Musiklærer ved Sorø Akademi. Den unge Mand, der ikke tidligere var optraadt som dramatisk Komponist, havde til Overskous Text leveret en i høi Grad karakteristisk Musik, som ikke alene udmærkede sig ved sin Melodirigdom, men tillige ved en ganske fortrinlig Instrumentation, der vidnede om, hvor gediegne hans musikalske Kundskaber vare. Operaen gjorde megen Lykke og fik en udmærket Udførelse af Schram, Hansen, Steenberg og Mad. Zinck, men opnaaede dog ikke flere end 6 Forestillinger.[sideskift][side 110]

Fire Dage senere fremkom et nyt Skuespil af Brosbøll, "Fengos Skat." Dette uheldige Arbeide, som uden Handling og Liv fyldte tre brede Akter, var ikke alene meget kluntet i hele sit Anlæg, men ogsaa i høi Grad udtværet. Hertil kom, at Tegningen af de enkelte Karakterer var meget svag, idet Haldor var et ganske blodløst Exemplar af en nordisk Helt, medens Fengo fortabte sig i Declamation. Disse to Roller spilledes forøvrigt med stor Dygtighed af Holst og Mantzius, ligesom Wiehe var fortræffelig som Toke, men selv den allerbedste Udførelse vilde ikke have kunnet frelse Stykket fra Undergang, og efter kun 3 Opførelser henlagdes det.

Sidst i November opførtes Hertzs treakts Komedie "En Kurmethode." Skjøndt Stykket paa sine Steder var lidt vel bredt, og skjøndt man kunde bebreide det en vis Mangel paa Liv i Handlingen, maatte det dog regnes blandt Forfatterens bedre Arbeider. Ikke alene var Karaktertegningen foretaget med al den Finhed og Elegance, som Digterens Pen var i Besiddelse af, men Stykket var tillige rigt paa fortræffelige Scener, ligesom det indeholdt en glimrende Satire over hysteriske Damers Nervetilfælde og enkelte Lægers altfor store Føielighed ligeover for Patienterne. Saaledes var for Exempel Scenen i 2den Akt mellem de Elskende ganske ypperlig, og hvad Satiren over Lægerne angik, da kulminerede den i det fint udtænkte Point med at lade Doktor Johnstrup blive takket fra alle Sider for alt det Gode, han er kommen til at gjøre mod sin Villie. Hvad Udførelsen af dette Arbeide angik, var den en sand Triumf for Theatret. Fru Heiberg var som Fru Thompson aldeles bedaarende. Det Indtagende, der var ved hendes Spil og hele Personlighed, det Vid, der aabenbarede sig i enhver Replik, den Finhed, hvormed hun [sideskift][side 111]konverserede, den betagende Uro, hvormed Kjærligheden fyldte hendes Sind, og den Ømhed, hvormed hun beskyttende holdt sin Haand over de Angre, Alt dette smeltede hos hende sammen til et harmonisk Hele af fuldendt Skjønhed. Og ved Siden af hende stod M. Wiehe. Til den mindste Enkelthed var han Englænderen; over Alt, hvad han foretog sig, var der udbredt ligesom et Præg af Keitethed, men denne Keitethed blev ikke paa nogensomhelst Punkt komisk, fordi Sjælens Adel overalt lyste bagved og forsonede med de skarpe Kanter, der bidrog til at fremkalde det Karakteristiske ved Figuren. Ogsaa Stykkets øvrige Roller vare i gode Hænder, idet navnlig Mantzius som Doktoren og Mad. Sødring som Mary fyldte ganske udmærket.

Medens Theatret saaledes havde stor Ære og Glæde af dette Arbeide, kunde det Samme ikke siges om den næste Nyhed, der kom frem. "Skibsværftet", original Vaudeville i en Akt, var et tarveligt Arbeide med en overordenlig spinkel Handling, en temmelig aandløs Dialog og tarvelige Kouplets, og Stykket, som Publikum syntes at kjede sig grundig over, opnaaede Heller ikke mere end tre Opførelser, skjøndt det gjennemgaaende blev spillet meget godt. Det fremkom anonymt, og Ingen havde nogen Anelse om, hvem Forfatteren til dette Arbeide kunde være. Først nogle Aar efter Forfatterens Død fik man hans Navn at vide, og han viste sig da ikke at være nogen Ringere end — Henrik Hertz. Var Stykket imidlertid tarveligt, saa blev det sandelig Heller ikke skaanet af Kritiken, og saaledes anmeldte for Exempel "Fædrelandet" det med følgende Ord: "For at ikke Nogen skal misforstaa dette Stykke og derved komme til at gjøre det Uret, skulle vi fortalle, Hvad der er blevet os fortalt; [sideskift][side 112]da det virkelig er en Omstændighed af en meget determineret Natur, haabe vi ikke at begaa nogen Indiskretion derved. Stykket er forfattet af et ungt Menneske eller — ja, det gaaer her, som det gik den hollandske Ambassadeur med den tiaarige Mozart: han vidste ikke, om han skulde sige "De" eller "Du" til ham, og Forfatteren til "Skibsværftet" er kun tolv Aar. Han er Discipel i en af de jydske Latinskolers tredie Klasse og skrev sit Stykke som en Festkomedie til Rektorens Fødselsdag nu i Efteraaret. En af Skolens Adjunkter, der er bekjendt over hele Byensom en udmærket skarpsindig og smagfuld Kunstdommer (Porcellainsmaleriet er hans Fag), opdagede strax det store Geni og sendte Manuskriptet tillige med et Portrait af Underbarnet til Theaterbestyrelsen. Man kan nok se, at det er af et ungt og altfor lidet udviklet Geni, men Rom blev ikke bygget paa en Dag. Sangene ere anbragte efter et lidt idiotisk Princip, men maaske Forfatteren ikke er musikalsk; det er der mange Vaudevilleforfattere, der ikke ere, og derfor ere de dog lige godt christne Mennesker. ... Nu er det ganske sandt, at hvis dette Stykke Var skrevet af et fuldvoxent Mandfolk, og hvis det var blevet opført paa et af Sekondtheatrene, der kun ere til for at more Folk, faa vilde det være blevet udpebet og Theaterbestyrelsen ilde medtagen; men ved det kongelige Theater, der har Opgaver overfor Kunsten og Literaturen, bliver Sagen jo en ganske anden. Naturligvis er det en slem Indvending mod det Hele, at Kunstnerens Alder egenlig ikke Hører med til det Æsthetiske ved hans Værk, men for dog at komme det Æsthetiske saa nær som mulig veed jeg ikke, om jeg tor foreslaa Theaterbestyrelsen at vise Forfatteren frem hver Aften, Stykket gaaer, i et lille aparte Lokale i Theatret."[sideskift][side 113]

Det var dog ikke alene i "En Kurmethode", at Repertoiret erholdt en værdifuld Tilvæxt i denne Saison; ogsaa Saisonens næste Nyhed, toakts Lystspillet "Rosa og Rosita", var en stor Vinding. To unge spanske. Kousiner ville efter Faderens Død tage i Huset hos en Onkel i Kjøbenhavn. Men den ene af de unge Piger eier en stor Formue, hvorimod den Anden er ganske fattig, og da de frygte for, at denne Forskjel i deres Kaar skal bevirke, at de ville blive behandlede paa forskjellig Maade i Onkelens Hus, beslutte de at antage Navnene Rosa og Rosita, saa at Ingen veed, hvem af dem der er den rige Isabella og hvem den fattige Marie. Den Frygt, de have næret, viser sig at være begrundet, thi i Onkelens Hus er det forud bestemt, at den rige Isabella skal bo paa første Sal og om mulig giftes med Sønnen Emil, hvorimod den fattige Marie stal indlogeres paa Kvisten og gaa til Haande som "Datter i Huset." Denne Plan oprører imidlertid Emil og Søstersønnen Ludvig, og de ere forud bestemte paa at tage den fattige Kousines Parti. Denne Stykkets Exposition er skildret i særdeles livlige og raske Scener, og saa ankomme endelig de unge Piger. Men hvem er den Rige og hvem den Fattige? Det bliver en Gaade for Alle, saavel for Grossereren, hans Frue og den unge Mand som for — Publikum. Der gjøres Alt fra Grossererens og hans Kones Side for at faa dette Mysterium opklaret, men Alt forgjæves. Imidlertid opstaaer der et Kjærlighedsforhold mellem de Unge, den lystige Emil tager den skjælmske Rosa, og den alvorlige Ludvig faaer den vemodige Rosita, men hvem der faaer hende med den halve Million, det veed Ingen ved Tæppets Fald. — Ligesaa ypperlig denne Handling var, ligesaa livlig var Dialogen, og lige saa godt tegnede vare de forskjellige Figurer, og det var [sideskift][side 114]derfor saare naturligt, at Stykket vandt stærkt Bifald. Udførelsen var tillige i Et og Alt vellykket. Grossererparret spilledes til Fuldkommenhed af Phister og Mad. Sødring, Jfr. Smith var Skjælmeriet og Elskværdigheden selv som Rosita, og over Jfr. Nielsens Fremstilling af Rosa var der et yndigt Skjær af vemodig Alvor og Karakterfasthed, ligesom de to Fættere vare i de bedste Hænder hos M. Wiehe som den satte og Hultmann som den overgivne Natur. Hvem Forfatteren til dette Arbeide var, vidstes ikke, men adskillige indre Kriterier talte for, at det var den samme, hvem man skyldte "En Velgjørers Testament."

I sin forøvrigt meget rosende Anmeldelse af dette Stykke ("Rosa og Rosita") gjorde "Fædrelandets" Theaterkritiker den ganske træffende Bemærkning, at det var en underlig Feil, at Stykket spillede i Kjøbenhavn og i Nutiden, i Stedet for paa et fremmed Sted eller helst ubestemt baade i Tid og Sted, og han fortsatte derefter saaledes: "Denne Underlighed kunde imidlertid nok forklares, uden at man behøvede at søge Grunden i en Mangel paa Smag hos selve Stykkets Forfatter, men Forklaringen er lidt fornærmende. Da der imidlertid ikke befinder sig noget Navn under Stykket, hvilket naturligvis vilde have forhindret, at nogen Mistanke yttrede sig, forend den var Vished, og da vi altsaa kun udsætte os for at fornærme Theaterplakaten ved vor Forklaring, tage vi ikke i Betænkning at komme frem med den. Forklaringen er den, at Stykket ikke er originalt, men noget bearbeidet og forresten oversat. Hele dets Tone og Farve ligger saa fjernt fra Alt, hvad den danske Literatur har frembragt*), [sideskift][side 115]og saa nær ved visse Retninger af den italienske og spanske Komedie, at man langt lettere kan tænke sig det som en Bearbeidelse herfra end blot som en Paavirkning. Det kunde været skrevet af Goldoni. Men hvem kjender alle Goldonis tohundrede Stykker? Eller hvor findes de i Danmark? Scenen kunde synes at være i Holland, hvilket den ofte er hos Goldoni. Lokaliseringen vilde da være let at foretage, og de Enkeltheder, der bestemt maa henføres til Nutiden og Strandveien, ere — forunderlig nok — noget afstikkende og keitede, medens derimod, andre Enkeltheder, som for Exempel den katholske Rosas Samtale med hendes Beiler, passe lige ind i det attende Aarhundredes Komedie. Dog — det var jo glædeligt, om vi tog feil: i Stedet for et Bedrag, der ikke vilde være enestaaende i vor Literatur, havde man da et Arbeide, der ikke blot i sig selv er fortjenstfuldt, men som ogsaa lover noget Betydeligt."

Den fornærmende Insinuation, der laa i disse Ord, var af den Natur, at Stykkets Forfatter ikke kunde lade den staa hen, og i "Fædrelandet" for den 25de Februar fik Forfatteren da følgende Svar indrykket.

"S. T. Hr. Clemens Petersen! Efter den overordenlige Velvillie, hvormed De har anmeldt mit lille Arbeide, er det mig en Fornøielse at kunne meddele Dem, at det hverken er oversat eller bearbeidet efter nogen fremmed Komedie. Og maaske vil — om ikke De, saa dog Publikum, tro denne Forsikkring, naar jeg tilføier, at Motivet til mit Lystspil — nemlig at to unge Piger, som komme tilreisende, skjule deres Navne for nogle egennyttige Slægtninge — er taget af en jødisk Novellette, med hvilken mit Stykke iøvrigt ikke har den mindste Lighed, hverken i Scenegang eller Dialog. At en anden dramatisk Forfatter skulde have seet og benyttet [sideskift][side 116]det samme Motiv, er neppe rimeligt. At jeg ikke har kjendt et saadant Skuespil, er vist, og indtil De viser mig denne Komedie, hvad De efter min Formening skylder baade Publikum og mig, modtager jeg med Taknemlighed den Roes, De har ødslet paa mig, og beder Dem undskylde, at jeg vedblivende undertegner mig

Forfatteren af "Rosa og Rosita."

Den spanske dramatiske Digter Lope de Vega havde hidtil kun været kjendt af det danske Theaterpublikum gjennem "Kongen og Bonden", der var oversat efter Friederich Halms tydske Omarbeidelse, men i denne Saison opførtes der et Arbeide af Digteren, ved hvilket man fik et tydeligere Begreb om hans Eiendommeligheder som Dramatiker. Dette Arbeide var "Slavinden af Kjærlighed", bearbeidet med megen Smag af Jfr. Sille Beyer efter "La esclava de su galan." Handlingen i dette Arbeide, der nærmest kunde kaldes et rørende, borgerligt Familiedrama, var følgende: Den unge Don Juan er forelsket i Elena og opgiver for hendes Skyld et rigt Præbende, som Faderen har skaffet ham. Opbragt herover forstøder Faderen sin Søn, og Elena, som er rørt over det Offer, den unge Mand har bragt hende, fatter derfor den Tanke at sælge sig selv som Slavinde til den Elskedes Fader for at mildne hans Vrede og bringe en Forsoning tilveie mellem ham og hans Søn. Paa Grundlag af denne lige faa interessante som ypperlige Situation gives der nu gjennem en Række skjønne Scener en Skildring af den høihjertede og ædle Elena, som i det ene Øieblik af Kjærlighed til Juan med Glæde vil offre sig selv, og som i det næste bærer hele sin Lidenskab til Skue, idet hun raser af Harme og Skinsyge, indtil hun i den afgjørende Stund, da hun med Sorg vil frasige sig sin Elskede paa Grund af [sideskift][side 117]hans formentlige Utroskab, bliver ført i hans Arme af Faderen, der beundrende har været Vidne til hendes opoffrende Høimod. Elenas Rolle var som skabt for Fru Heiberg, der vidste at stille alle Karakterens Facetter i det klareste Lys, saa at hver af disse straalede med Glands. Hun var i Et og Alt et Barn af Syden, man syntes ligesom at fole det Hede spanske Blod i hendes Aarer, og dog var der midt i hendes Lidenskabelighed ikke et Øieblik, hvor man var i Tvivl om, at denne høihjertede Kvinde jo ogsaa med den inderligste Resignation vilde finde sig i Alt for at sikkre den Elskedes Lykke. Det var kort sagt en Præstation af en saa storslaaet Natur, at den alene burde have holdt Stykket paa Repertoiret i længere Tid.

Den sidste Nyhed i denne Saison paa Skuespillets Omraade var "Kongens Billed", Drama i en Akt af Cand. juris Ole Christian Lund. To hollandske Kunstnere, Carl van Mandern d. Y. og Isak van Leyden, konkurrere om en Pris paa totusinde Guldgylden, som den lærde Holger Rosenkrands har udsat for det bedste Portrait af Christian den Fjerde. De to Malere beile samtidig til Malermester Knuds Datter Cornelia, og Faderen har da lovet Datterens Haand til den, som seirer i Konkurrenten. Van Leyden, der seer sin Medbeiler blive foretrukket af Cornelia og frygter ligeledes at bukke under i Kampen om Maleriet, tilintetgjør hemmelig van Manderns Billede. Da kommer Kongen ad en Løndør til den sønderknuste Malers Atelier, og for at frelse ham stiller han sig selv i Rammen, hvorved det bliver Rosenkrands muligt at skjænke Prisen til van Mandern som den, der bogstavelig talt mest lignende har fremstillet Kongen i en Egetræes Ramme. Denne Opløsning, hvor Kongen sees i Rammen, var i dramatisk HenHen-seende [sideskift][side 118]seende temmelig uheldig, og da Stykket, der var skrevet paa Vers, i det Hele var altfor deklamatorisk, vandt det kun svagt Bifald. Det gik i Alt 10 Gange over Scenen, men vilde dog mulig have opnaaet flere Forestillinger, saafremt Udførelsen i det Hele ikke havde været temmelig mat.

Syv Nyheder, hvoraf oven i Kjøbet det ene et Syngestykke, det var Alt, hvad Bestyrelsen formaaede at bringe frem i Løbet af denne Saison. Det var io ikke Meget, men dette kunde endda have varet det Samme, naar Kvaliteten havde opveiet Kvantiteten. Af det Foregaaende vil det sees, at dette ikke kunde siges at være Tilfaldet. Og medens der saaledes ikke var nogen Grund til at berømme Theatrets Chef for denne Virksomhed, var der Heller ingen Anledning til at rose ham for en flink og expedit Forretningsgang. Onsdagen den 8de Januar meldte Fru Heiberg sig syg, og det var ikke Bestyrelsen muligt at stille nogen anden Forestilling paa Benene istedetfor "Dronning Marguerites Noveller", og netop Ugedagen derefter maatte man atter lukke Theatret, idet M. Wiehe meldte sig syg. Det var ganske vist Aftener, paa hvilke man ikke behøvede at spille, men det saa i Virkeligheden mere end tarveligt ud, at man var nødt til at afmelde hele to Forestillinger otte Dage efter hinanden, kun fordi en Enkelt var forhindret fra at gjøre Tjeneste.

Det er tidligere blevet omtalt, hvorledes der ved "De lystige Passagerer" og "Hovmesteren i Knibe" var gjort et Par uheldige Forsøg med Greb i det ældre Repertoire. Stort heldigere gik det ikke med "Gesandten", som man nu sandt sin Regning ved at fremdrage i en ny Oversættelse af I. C. Magnus under Titelen "En Diplomat." Af Holberg bleve "Didrich Menschenskræk" og "Den honnette Ambition" paany bragte paa Repertoiret, men den Skikkelse, [sideskift][side 119]hvori de fremtraadte, var ikke synderlig heldig. At "Julestuen" atter kom frem, tydede Heller ikke paa nogen stor Omsigt hos Bestyrelsen, thi A. Rosenkilde kunde som Jeronimus langtfra tage Arv efter sin Fader i denne Rolle.

Gamle Rosenkilde var nemlig død. Han havde den 7de September med sit sædvanlige uforlignelige Lune spillet Sivert Posekigger i "Den politiske Kandestøber", og Ingen tænkte vistnok den Aften paa, at den gamle Mand da for sidste Gang betraadte de Brædder, hvor han saa ofte med sin vidunderlige Humor havde faaet hele Huset til at ryste af en homerisk Latter eller til at fælde rørte Taarer, naar han viste sig som den skikkelige Michel Perrin. Alderen krævede imidlertid sin Ret, og efter i nogen Tid at have skrantet udaandede han den 12te November 1861. Sorgen var stor ved hans Død, og denne Sorg fik blandt Andet et smukt Udtryk i "Dagbladet", som endte Budskabet om hans Bortgang med følgende Ord:

"Den uudtømmelige Begeistring, hvormed Rosenkilde dyrkede sin Kunst, er noksom bekjendt. I sælsom Modsætning til hans første Aften paa Theatret, da han i Begyndelsen vilde løbe sin Vei og bagefter springe i Kanalen, var han, som han selv fortalte, siden neppe til at bringe fra Scenen, og det er neppe for Meget sagt, at det var denne Begeistring, der saa længe opholdt det svækkede og udtærede Legemes Kraft. I Theatret levede han den bedste Del af sit Liv. Var han syg, var han mismodig, tyngede Livets prosaiske Sørger og Bekymringer paa ham — lige meget: naar han stod for Lamperækken, var det Altsammen glemt. Da var det ikke den samme affældige Mand, som man om Formiddagen havde modt paa Gaden, langsomt stavrende sig frem ved en Stok, og som for et Øieblik siden sad mat og syg i [sideskift][side 120]Koulissen. Da strømmede Ungdommens Ild gjennem hans Aarer, der kom Smil i Øiet og Smidighed i Musklerne, selv Gangen blev elastisk og let. Omkring ham bølgede der en Strøm af Lystighed og Lune, og hvem var vel saa dødbideragtig forstokket, at han modstod dens sympathetisk smittende Magt? "Nu er Alt dette forbi. Naar vi nu træde over Tærskelen i vore Digteres Hus,. Holbergs og Heibergs Hus, ville vi aldrig mere mode ham, den Gamle og dog Evigunge. Aldrig mere vil Trop komme farende ind, skrivende paa Hattepullen, aldrig mere vil Vielgeschrei diktere Skriverkarlene og fortvivlet løfte Stolen i Veiret! Med Rosenkilde synker dette og meget Andet i Graven. Som en Skrift i det flygtige Sand er jo selv Scenens sjælfuldeste Værk; tilbage bliver kun en Erindring og en Klang, et nomen inane. Rosenkilde efterlader en rig Arv, men Ingen vil vove at hæve den. Og vel er det sandt, at hans Tid var omme og hans Maal fuldt, men denne Trøst, hvis det er nogen, taler kun til Forstanden, ikke til Hjertet. Men Rosenkilde elskede vi næsten endnu mere, end vi beundrede ham. Ved hans Baare fremstige uvilkaarlig for Mindet Ciceros Ord om den romerske Skuespiller Roscius: Vel døde han som Olding; men han var saa fortræffelig, saa indtagende i sin Kunst, at Enhver mente, at en saadan Mand burde aldrig dø."

Den Tilgang af friste Kræfter, Theatret havde i Saisonen 1861-62, var for nogle Enkeltes Vedkommende ikke »den Betydning. Den første Debut var Student Alfred Flinchs. Debutanten, der optraadte som Hagbarth, var i Besiddelse af en høi, rank Figur og et ganske udtryksfuldt Ansigt; hans Organ var ret kraftigt uden dog at besidde nogen Velklang, og den første Fremtræden maatte virkelig [sideskift][side 121]kaldes lovende, skjøndt han var i høi Grad usikker i sin Versfremsigelse, Noget, der dog maaske nærmest maatte skrives paa Ængstelsens Regning. Imidlertid lykkedes det ham ikke at bryde sig en Bane ved Theatret, og da han efter et Par Saisoners Forløb fik Vinene op derfor, trak han sig tilbage fra Skuespillervirksomheden. "Hagbarth og Signe", der opførtes paa Oehlenschlægers Fødselsdag, var iøvrigt en temmelig svag Fremstilling, hvad Hovedrollerne angik. Jfr. Thorberg høstede vel kraftigt Bifald som Signe, men dette skyldtes uden Tvivl mere hendes skjønne Udseende end hendes Spil, der snarere vidnede om Routine end om en virkelig indre Beaandelse. Til Gjengjæld bleve flere af Stykkets mindre Roller ypperlig udførte, og navnlig var M. Wiehes Spil som Alger af en magelos gribende Virkning.

Den næste Debut i Saisonen var i Operaen. Jfr. Anna Sophie Louise Holm var en Elev af Rung og havde gjort sig meget fordelagtig bemærket ved nogle Forestillinger i den lettere Syngespil-Genre, som Vinteren forud af en Forening af Officerer bleve givne paa Hoftheatret. Da hun nu optraadte paa det kongelige Theater som Vilhelmine i "Ungdom og Galskab", vakte hun strax stærkt Bifald, thi hendes Stemme var ikke alene overordenlig godt skolet, men tillige saa ualmindelig høi, at hun med Lethed kunde synge hele Vilhelmines Parti, uden at man behøvede at transponere en eneste Node. Hertil kom, at hun var i Besiddelse af et vindende Udvortes, der for en Del dækkede Manglerne ved hendes Spil. Men det stod strax klart for de Fleste, at om der end ved mange Leiligheder vilde være Brug for en saa Ypperlig Koloratursangerinde til de vanskelige Partier, kunde hun dog aldrig blive den Primadonna, [sideskift][side 122]som var i Stand til paa en fyldestgjørende Maade med Tiden at erstatte Mad Fossum.

Allerede i lang Tid havde man i og udenfor Theatret talt om, at der i denne Saison vilde optræde en Sanger, i hvem Operaen endelig vilde finde den Heltetenor, som det saa længe havde savnet, og da tilmed den nye Debutants Levnetsløb var omgivet med et vist romantisk Skjær, var det intet Under, at man med stor Spænding imødesaa hans første Optræden. Debutanten, hvis Navn var Jens Larsen Nyrop, var en Mand paa tredive Aar. Han var en Bondesøn fra Nyrop ved Kallundborg og havde allerede i sin tidlige Barndom røbet stor Forkjærlighed for Musiken, saa at han behandlede sin Violin med en ikke almindelig Dygtighed af en Dilettant at være. Da han blev udskreven som Soldat, kom han ind i Garden til Fods, og man fortalte, at han, da han nødig vilde forlade Hovedstaden, frivillig havde stillet sig for en Kammerat, i hvis Lod det var faldet at skulle ligge længere i Tjenesten. Nok er det, at Nyrop efter endt Soldatertid tog fast Bopæl i Kjøbenhavn og ernærede sig og sin Hustru ved sit Violinspil. Han virkede i længere Tid i Folketheatrets Orkester, og ved her hver Aften at se Komedie vaktes ogsaa hans Lyst til at blive Skuespiller. Han henvendte sig til Hagen ved Kasino for at bede ham om Instruktion, men Hagen fraraadede ham at gaa denne Vei, da det vilde falde ham svært at aflægge den nordsjællandske Dialekt. Derimod havde Hagen tilfældig bemærket, at han var i Besiddelse af ikke almindelige Stemmemidler, hvorfor han henviste den unge Mand til Carl Helsted som den, der kunde uddanne ham til Sanger. Helsted saa strax, at der her var ikke almindelige Evner tilstede, og han tog strax sat paa at uddanne disse. I to Aar nød Nyrop [sideskift][side 123]Undervisning hos ham og havde i dette Tidsrum en aarlig Understøttelse af 400 Rd. af Theaterkassen. Endelig kom Dagen for hans første Optræden. Det var Søndagen den 2den Februar; men om Formiddagen blev Nyrop upasselig, og Forestillingen maatte tilbagekaldes. Alle Billetter vare allerede bortsolgte Dagen forud, og Trængselen for at faa Penge tilbage for Billetter var derfor saa stor, at Theaterbestyrelsen, da den ikke havde truffet overordenlige Forholdsregler for at kunne expedere Publikum, ja ikke engang havde sørget for, at Billetkassereren havde Penge nok i sin Kasse, Søndag Aften Klokken Syv maatte underrette Publikum om, at Folk den næste Dag kunde faa Pengene tilbage for deres Billetter. Endelig kom Nyrop sig saa vidt, at han den 12te Februar kunde optræde som Masaniello i "Den Stumme i Portici." Strax ved sin Indtræden frapperede han ved sit ædelt formede Hoved, sin ranke, kraftfulde Figur og sine smukke, harmoniske Bevægelser, og da han med Schram, der var en fortræffelig Pietro, havde sunget den store Duet, jublede hele Huset af Bifald. Dette fulgte ham gjennem hele Stykket; med et sjælfuldt Foredrag sang han den berømte Slummerarie, men Begeistringen naaede sit Kulminationspunkt i Vanvidsscenerne i sidste Akt, hvor han med en gammel Kunstners Virtuositet tolkede det forfærdelige Vanvid baade i Toner og i Musik. Hvad den mimiske Del af Præstationen angik, havde han havt en udmærket Instrukteur i Füssel sen., som med megen Flid og Smag havde lært ham Rollens plastiske Del. Det var en aldeles uhørt Jubel, der ledsagede denne Debut, Folk talte i lang Tid ikke om Andet, Enhver maatte hen at se Nyrop, i Aviserne læstes Digte til ham, der forenede Talmas Kunst med Nourrits Sang, og under Alt dette var Theatret udsolgt hver Aften, [sideskift][side 124]naar "Den Stumme" blev opført. Havde man i Midlertid i Nyrop ventet at faa en Heltetenor, da havde man forregnet sig, thi dels havde hans Tenorstemme ikke den Kraft og Udholdenhed, der udkrævedes til særdeles anstrengende Parlier, og dels var han ifølge sin hele Natur i høi Grad lyrisk Sanger. Det Bløde, Stemningsfulde laa bedst for ham, og han sang aldrig skjønnere og inderligere, end naar han kunde synge med halv Stemme, hvorimod hans Mangler jævnlig kom frem, naar han skulde forære sine Stemmemidler. Imidlertid var han en Sanger, af hvem Operaen kunde være berettiget til at vente sig noget Betydeligt, og at han ikke i Aarenes Lob kunde indfri alle de Løfter, der laa i hans Debut, havde sin Grund i, at Stemmemidlerne ikke holdt sig saa friste, som man havde haabet og ventet. "Den Stumme" blev Saisonens Trækplaster, og Bestyrelsen undlod ikke at benytte sig deraf. Operaen, der paany var sat i Scene af Høedt, og hvortil der var malet nye Dekorationer, blandt Andet et nyt Bagtæppe med det ildsprudende Vesuv, opførtes ikke mindre end 17 Gange, næsten hver Gang for udsolgt Hus, og skaffede Theatret en betydelig Indtægt. Til Gjengjæld lod Bestyrelsen Nyrop beholde den samme Gage af 400 Rd., som han i to Aar havde oppebaaret som Understøttelse, og gav ham yderligere 15 Rd. for hver Aften, han optraadte! Det var en god Forretning for Theaterkassen, der paa denne Maade fik sine udlagte Penge rigelig ind igjen.

Som Saisonen ikke havde været rig paa Debuter, saaledes var den Heller ikke rig paa Afgange. At Mad. B. Hansen afgik ved Theateraarets Slutning, var ikke noget videre Tab, idet hun dels ikke havde været synderlig stærkt inde i Repertoiret og tillige vanskelig i Længden vilde kunne [sideskift][side 125]have hævdet sin Plads. Det var Heller ikke noget Tab af Betydenhed for Balletten, at den mistede Solodandseren Vilhelm Erik Funck. Han havde aldrig havt noget Publikum for sig, og i Marts Maaned forlod han, der blev antaget for at lide af en momentan Sindsforvirring, ganske pludselig Landet og reiste til Amerika. Følgen af denne hans Afreise var, at han under 2den Juli blev afskediget.

Ligesom Virksomheden kun havde været høist ubetydelig i Aarets Løb, hvad Nyheder angik, saaledes var den ogsaa temmelig ringe i Henseende til de aldre Arbeider, der gjenopførtes. Efter over ti Aars Hvile fremdroges atter "Preciosa" med Flinch og Jfr. Thorberg i Hovedrollerne, men Stykket slog ikke an, og Udførelsen var ikke af den Natur, at den kunde bære det i nogen synderlig Grad. Derimod gjorde Gjenoptagelsen af "Tonietta" megen Lykke med Fru Heiberg i sin gamle Rolle. Mad. Sødring havde afløst Fru Nielsen og A. Rosenkilde Foersom, men trods al sin Dygtighed kunde Mad. Sødring dog ikke erstatte sin Forgængerinde. At "De Deporterede" blev gjenoptaget paa Repertoiret, laa nærmest i, at der skulde gives C. Price Leilighed til at prove sig i en større Rolle. Han havde anlagt Toby Wilson ganske efter Høedts Mønster og spillede baade med Fasthed og en vis Dygtighed, men Kopien stak for stærkt frem, og han kunde ikke undlade at komme til at træde altfor meget i Skyggen ved Siden af M. Wiehe, der efter Nielsens Død havde overtaget George Grays Rolle. Constance havde i Jfr. Nielsen en smagfuld og fin Fremstillerinde. "Jeppe paa Bjerget" gav Phister Leilighed til atter at glimre i Titelrollen, og foruden ham høstede Mantzius stærkt Bifald som Jakob Skomager. Fra denne Saisons Begyndelse havde Mautzius forøvrigt atter faaet kongelig [sideskift][side 126]Ansættelse som Skuespiller med Anciennetet fra 1ste November 1848, saa at hans kortvarige Bortgang fra Theatret ikke blev ham til nogen Skade ved den eventuelle Beregning af hans Pension. Desværre skulde Forholdene senere stille sig saaledes, at han ikke kom til at høste Nytte af denne Anciennetet. Gjenopførelsen af "Den nye Barselstue" vakte meget Bifald, og Stykkets mange komiske Figurer slog overordenlig godt an. Mantzius, som spillede Redakteur Momsen, gav forøvrigt i dette Stykke Grund til en Del Omtale. I en af Scenerne taler nemlig Momsen om det Kaffehus, hvor Skuespillere og Forfattere samles for at bearbeide Anmelderne, og her havde der fra Forfatterens Side øiensynlig været sigtet til Minis Kafé paa Hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade. Nu var imidlertid Café Suisse, som laa i Stueetagen i den Harsdorffske Gaard tæt op til Charlottenborg, det Sted, hvor Skuespillere og endel Mænd af Pennen daglig famledes, og da Mantzius derfor sagde sin Replik om Kaffehuset, pegede han paa en saa eftertrykkelig Maade til Høire, at Ingen, der kjendte de nærmere Omstændigheder, kunde være i Tvivl om hans Mening. Dette fremgik ogsaa bedst af den Latter, hvormed hans Replik og Gestus hver Asien hilsedes af Publikum, og saavel "Dagbladet" som "Fædrelandet" undlod da Heller ikke i deres Anmeldelser af Stykket at kvikkere for den Snært, han havde givet Theateranmelderne.

Efter Gläsers Død havde Paulli midlertidig overtoget Pladsen som Kapelmester, og han varetog denne Post med stor Dygtighed. At han ikke fik fast Ansættelse, laa i, at Theatret stod i Underhandlinger med N. V. Gade, men disse trak saaledes i Langdrag, at Paulli gjennem hele Saisonen dirigerede som Kapelmester. Operaen spillede iøvrigt ikke nogen fremtrædende Rolle i Aarets Løb, naar undtages "Den [sideskift][side 127]Stumme i Portici", og det var atter til stor Skade for Virksomheden, at Mad. Gerlach (tidligere Mad. Fossum) var syg i Tidsrummet fra 13de December 1861 til 8de Mai 1862, da hun igjen optraadte som Susanne i "Figaros Bryllup." Et Forsøg paa med "Den nye Jordegodseier" at gjenindføre det komiske franske Syngespil slog ikke an, og ligesaa lidt gjorde Gjenoptagelsen af "Kalifen af Bagdad", hvori Jfr. Holm havde sin anden Debut som Kesie, nogen Lykke.

Bournonville havde ved sin Afreise til Stockholm efterladt et stort Savn. Balletten, som var saa at sige skabt af ham og opvoxet under hans Øine, savnede nu den øverste Leder, og om end de mimiske Forestillinger i Begyndelsen efter hans Fraværelse gik under L. Gades Ledelse som Balletdirigent med samme Provision som tidligere, var det dog klart, at Balletten efterhaanden vilde komme i Forfald, naar der ikke var en energisk og dygtig Balletmester til at staa i Spidsen for denne Gren af Kunsten. Ved Theatret fandtes der ikke en Eneste, om hvem der var Grund til at antage, at han kunde overtage et saadant Hverv, og man vendte derfor ligesom tidligere Blikket mod Udlandet og engagerede den franske Balletmester Gustave Carey. Denne, som var født i Sverig af franske Forældre, der begge havde dandset Solopartier, havde kurieust nok modtaget sin første Undervisning i Dands af Bournonville, da han i Aarene 1824-30 opholdt sig i Paris, og Carey havde senere saavel i Wien som paa de fleste af Italiens Scener erhvervet sig et stort Navn baade som Dandser og som erfaren Balletmester. Han blev nu engageret med en aarlig Gage af 2000 Rd. og skulde altsaa bringe Balletten paa Fode igjen, thi ifølge "Dagbladets" Udsagn havde det i de faa Maaneder efter [sideskift][side 128]Bournonvilles Afreise — eller fra Oktober til April — ikke været vanskeligt at opdage en vis Slappelse i Ballettens Virksomhed. Carey debuterede som Balletmester og Dandser med Balletten "Nymfen og Faunen." Selve Kompositionen var uden nogensomhelst Betydning, men der fandtes i den lille Ballet smukke Grupperinger og livlige Dandse, der gik med usædvanlig Aplomb. Det lille Arbeide vakte derfor ogsaa stærkt Bifald, hvoraf Broderparten tilkom Jfr. I. Price og Carey. Denne Sidste gjorde formelig Furore ved sin Dands. Han var lille af Væxt og temmelig svært bygget, men i Besiddelse af en næsten utrolig Kraft som Dandser, en overraskende Smidighed og en Udholdenhed uden Lige, Egenskaber, der strax skaffede ham et stort Publikum, saa at Mange ikke vare langt fra at stille ham lige saa høit, ja næsten høiere end Bournonville. Over den, hvad Kraft og Smidighed angik, ualmindelig dygtige Dandser var man nærved at glemme den geniale Balletkomponist.

Den 12te Juni gaves der paa Theatret en Festforestilling til Ære for de norske og svenske Studenter, der deltog i det skandinaviske Studentermøde i Kjøbenhavn. 'Til denne Festforestilling, hvortil Adgangen var gratis for Mødets Deltagere, havde Fr. Paludan-Müller skrevet en Prolog, der i Forveien tjenstligst maatte indsendes til Approbation af Kongen med Anmodning om, at Prologen ved denne Leilighed maatte fremsiges, ligesom Fru Heiberg i 1845 havde fremsagt en af Oehlenschlæger forfattet Prolog ved det første skandinaviske Studentermøde. Forestillingen var overordenlig vellykket. Da Orkestret i Slutningen af Ouverturen til "Elverhøi" begyndte paa "Kong Christian stod ved høien Mast", reiste alle Tilstedeværende sig, og den mesterlige UdUd-førelse [sideskift][side 129]førelse hilsedes med stormende Bifald. Ikke mindre Lykke gjorde Prologen, der findes aftrykt i "Dagbladet" for 13de Juni samme Aar, og som reciteredes af M. Wiehe med en Kraft og Inderlighed, der henrev alle Tilskuerne i høieste Grad. Phister spillede i de tre Akter af "Jeppe paa Bjerget" under stadig Jublen fra Tilskuerpladsen, men Bifaldet naaede først sit Høidepunkt, da man i "Nei" saa ham som den godmodige Klokker Link og Fru Heiberg som den elskværdige, skjælmske Sophie. Flere af Kongehusets Medlemmer overværede denne for Theatret saa ærefulde Forestilling, og et Hurra for det danske Kongehus besvaredes af Prinds Christian med et Leve for Sverigs og Norges Konge.

Med det materielle Udbytte af denne Saison var der mindre Grund til at være tilfreds. Medens det forrige Aars Regnskab var opgjort med en Underbalance af 6,846 Rd. 41 Sk., uagtet Aarets Indtægt havde overskredet Udgifterne med henved 3,300 Rd., udviste Regnskabet for 1861-62 en Underbalance af 15,153 Rd. 31 Sk., der sammenholdt med den fra det foregaaende Theateraar overgaaede Underbalance viste en Tilbagegang i Regnskabet af henved 8,300 Rd. For at kunne bestride de løbende Udgifter havde Theatret derfor ogsaa været nødt til at optage et Laan paa 16,000 Rd. hos Sorø Akademi. Indtægten i 1861-62 udgjorde 188,699 Rd. 4 Sk. — hvoraf 57,838 Rd. 16 Sk. i Abonnement — eller henved 13,700 Rd. mere end paaregnet, men dog omtrent 2,300 Rd. mindre end i 1860-61. Gjennemsnitsindtægten af Forestillingerne var 751 Rd. mod 761 Rd. 8 Sk. det foregaaende Aar. Den i Regnskabet fremhævede Underbalance var imidlertid ikke en Følge af formindskede Indtægter, men af forøgede Udgifter. Saaledes maatte Theatret udrede ikke mindre end 9,538 Rd. 89 Sk. til Dækning [sideskift][side 130]af det Beløb som Sædomskrivningstillægene havde overskredet det dertil bevilgede Beløb af 15,000 Rd., og dernæst vare Udgifter af "ubestemt Omfang" stegne betydelig. Der var saaledes i Overslaget beregnet til Garderoben 13,815 Rd. og til Brændsel og Belysning 10.550 Rd. 64 Sk., hvorimod Udgifterne i Virkeligheden havde været henholdsvis 20,631 Rd. 4 Sk. og 13,106 Rd. 34 Sk. Det viste sig nemlig, at den Kalkule, man i sin Tid havde gjort over Gasforbruget, var aldeles illusorisk; der var beregnet 3,000 Rd., men medgaaet en Sum af henved 5,520 Rd. dertil.

Efter Saisonens Slutning samledes Theater-Juryen og lod Jfr. J. Price og Schram oprykke i 1ste Feuklasse Litr. A, Jfr. P. Fredstrup og Gade i 1ste Klasse B samt Nyrop og J. Wiehe i 2den Klasse.

Den 1ste Mai 1862 var det 50 Aar siden, at Chr. Thorup blev Garderobeforvalter ved det kongelige Theater. Skuespillerne gjorde i den Anledning en Fest til Ære for den alderstegne Funktionair, og Kongen udnævnede ham til Kammerassessor.

---

Note side 114

*) Nærmest ligner det enkelte Stykker af Hertz, for Exempel "Den Yngste."