[side 428]Førend Saisonnen og ind i den var Theatervæsnet underkastet en offenlig Drøftelse, som vakte megen Omtale og ikke blev uden mærkelige Følger. Den begyndtes i "Fædrelandet" af en C. F., hvis Artikel Heiberg kaldte "en grundig og velskreven Afhandling"; men sikkert kun for at give den Anseende af Værdighed til at blive et Tilknytningspunkt for en virkelig "grundig" Afhandling, som det laae ham paa Hjertet at komme frem med, thi i denne, som optoges i samme Blad, var han stik imod C. F., hvis vævende Udgydelser Heiberg desuden umuligt for Alvor kunde sige at være "velskrevne". Grunden til vort Theaters tiltagende Forfald sandt C. F, ikke hos Directionen, hvem han tvætimod stærkt tog i Forsvar, men deels hos Publikum, der, dorsk og døsigt, ikke gjorde Brug af sin Rettighed til at indvirke paa Kunsten; deels hos [sideskift][side 429]Skuespillerne, som for en stor Deel vare dovne, skjødesløse, forfængelige, selvraadige og hverken havde Agtelse for Directionen eller Forfatterne eller deres egen Kunst. Disse Beskyldninger "var det ikke Heibergs Hensigt at modsige"; han forøgede dem endog, for Publikums Vedkommende, med: "at dette selv gjorde sig umyndigt i critisk Henseende, ved sin mærkelige Frygt for at yttre en Dom, inden der var opstaaet en Autoritet, og i det Hele havde kjendelig Tilbøielighed til at see med Andres Øine, høre med Andres Øren, tænke med Andres Forstand og dømme med Andres Dømmekraft," ligesom det ogsaa i sin "bekjendte Magelighed" forsømte at være sin egen Politiemester til Overholdelse af Rolighed under Forestillingerne. Men den sande, egenlige og sidste Grund til Fordærvelsen fandt Heiberg dog, tvætimod C. F., den, at Directionen ikke duede til hvad den skulde være: Publikums og Skuespillernes Opdrager. Efter C. F.s Mening raadede Directionen ikke for Andet, end Valget af Stykker og deres sceniske Udstyr, thi "paa selve den sceniske Udførelse havde den kun en saare indirecte Indskydelse." Heiberg fordrede derimod, at Directionen skulde være den indsigtsfuldt styrende Aand i hele den kunstneriske Virksomheds Omraade, og viste, at de Anker, som C. F, førte imod Publikum og Skuespillerne, havde fornemmelig deres Aarsag i Bestyrelsens feilagtige Organisation: i, at der ikke til Direction toges kunstkyndige og med Theatervæsnet fortrolige Mænd, der lønnedes saaledes, at de ganske kunde hellige sig Ledningen, men Lærde og Embedsmænd, som, paa Grund af deres Gages Ubetydelighed, maatte ansee sig for kun at være kaldede til at befatte sig med Censuren og, i Forening med Chefen, der, efter en urimelig Vedtægt, skulde være en Hofmand, føre den reent [sideskift][side 430]administrative Styrelse. Han viste, uden at gjøre det til en Anke imod de Mænd, som nu vare i Directionen, at en saadan Organisation, der havde sin Oprindelse fra den Tid, da Theatret betragtedes blot som en uskyldig Tidsfordriv, var aldeles forkastelig siden det med den stigende Cultur havde faaet en langt høiere Betydning. Imod at Chefen skulde være en Hofmand stillede han den meget rigtige Bemærkning: "det er allerede saa vanskeligt, at finde de Egenskaber, der udfordres til at danne en god Theaterchef, forenede i een Person, at man dog ikke skulde gjøre sig Valget endnu vanskeligere, ved forud at bestemme den Stand, hvortil han skal høre;" og den Paastand, at et kongeligt Theater maatte have en Chef, der hørte til Kongens daglige Omgivelse, mødte han med, at ogsaa mange andre Indretninger vare kongelige, uden at Kongen derfor lod dem bestyre af en Hofmand. Vistnok maatte der tages Hensyn til Kongens Villie og Ønsker, da han skjænkede Theatret en aarlig Understøttelse, men hans Villie og Ønsker lode sig jo, ved Theatret som ved saa mange andre Institutioner, meddele til en sagkyndig Chef, uden at denne derfor behøvede at være Hofmand. Imod den ofte fremkomne Yttring, at den eneste Redning for Theatret var, at det blev en privat Entreprise, udtalte Heiberg sig med stor Bestemthed, ikke fordi han jo ansaae Oprettelsen af et eller flere private Theatre for meget gavnlig, men fordi "der upaatvivlelig ved Siden af disse bør i en Stad som Kjøbenhavn, der er Centrum for hele Landets Cultur, være et Mønster-Theater, hvor man har de nødvendige Garantier for, at ikke smudsig Vindesyge, men Villie og Evne til at danne Smagen præsidere i Directionen, hvilke Garantier ikke opnaaes uden ved et kongeligt Theater, hvor Bestyrelsen [sideskift][side 431]har det samme moralske og politiske Ansvar for Regeringen, som enhver anden Autoritet i Staten." Efter at have for Theatret fordret "en vel organiseret, kyndig og energisk Direction" kom han ind paa "de Foranstaltninger, hvorved denne kunde virke til dets Fremgang og Flor", og som disses "Midtpunkt, deres Alpha og Omega", satte han Afskaffelsen af "den stedmoderlige Behandling, der er bleven Parterret tildeel og som har været ikke blot dets, men det hele Publikums Ruin, fordi Parterret i ethvert Tilfælde har den Bestemmelse at udgjøre den lydeligt dømmende, bevægelige og livlige Deel af Publikum, fordi Parterret er at betragte som Publikums Delegerede, de egenlig Berettigede, i hvis Hænder saavel de Uberettigede som de Ligegyldige have nedlagt den Magt, som idealiter tilkommer det hele Publikum." Paa denne Udtalelse om Parterret, hvilken en halv Snees Aar efter heldigst blev benyttet til Angreb paa ham, støttede han Forlangende om, at Galleriets Priis skulde, for at trække de udannede Klasser til dette fra Parterret, være lavere end Parterrets og "dette rykkes Scenen saa nær, at det kan see og høre saa godt som paa nogen anden Plads, eller snarere bedre, og hvorfra dets Stemme kan lyde som en Centralrøst, ikke som en Gjenklang fra Salens bageste Vægge;" en Foranstaltning, hvorpaa han saameget mere holdt, da han fandt sig overbeviist om, at den ogsaa vilde være Kassen til Fordeel. Uden at berøre Abonnementets overordenlig skadelige Indskydelse paa Repertoiret og Tjenestens Gang, idet Directionen, ved at maatte sørge for at give Abonnenterne Afvexling, ikke efter Tykke kan bruge de søgte Stykker eller under hyppig Opførelse af Ynglingsforestillinger udelukkende anvende Prøvetiden til Indstudering af noget Nyt, kom Heiberg, [sideskift][side 432]blot ved Betragtning af, at Abonnementet, fordi det var i Logehøkernes Hænder, førte, hvad ingenlunde var ønskeligt, Pøblen i Theatret og derved kysede mange agtede Familier derfra, til Forslag om, "at man med Eet skulde afskaffe det hele Ugedags-Abonnement, og disponere over Logebilletterne paa samme Maade som over alle andre," hvilket han, med Rette, ikke ansaae for farligt med Hensyn til Indtægten, thi "naar Høkerne kunde finde deres Regning ved al udsælge Logerne i enkelte Pladser, saa maatte Theaterkassen kunne gjøre det Samme." Ved dette Forslag kom han til at berøre den dengang store Masse for Cadetter, Adjutanter, kgl. Stald- og Kjøkkenbetjenter, Hofskrivere og Embedsmænd under Cabinetssecretariatet, Rentekammeret, Finantserne og mange andre Autoriteter udstedte Fripladser, hvilke han meente burde inddrages, da kun "Theatrets Embedsmænd, Skuespillere og Skuespillerinder samt de Digtere, Componister og andre Kunstnere, som allerede have gjort sig fortjente af Theatret eller give grundet Haab om at have Evne dertil," have Adkomst til Fripladser, men end ikke Hofembedsmænd, "med mindre de ere i Majestæternes eller den kongelige Families Suite; thi naar de komme af egen Drift, henhøre de under samme Kategorie som hele det øvrige Publikum." For disse Yttringer, som i høieste Grad vare i Theatrets Interesse, da netop Frigængerne, der brugte Theatret som et Middel til paa den muligst behagelige Maade at slaae Tiden ihjel, altid vare paa rede Haand til at udtale "Publikums" Misfornøielse, naar de, overmætte af Nydelse ikke kunde faae ny Moerskab efter deres Hoved, reistes der et frygteligt Veeraab over Heiberg, som derved skulde have udtrykt sig saa formasteligt om Kongens Naadesbeviisninger, at han burde prise sig [sideskift][side 433]lykkelig, om han slap med at afskediges og ikke blev sat under Tiltale. Som Noget, der vilde være til Bedste for Publikum, ansaae Heiberg vel Ophævelsen af Theatrets Monopol, men dog saaledes, "at naar flere Theatre oprettedes, maatte hvert have sit særegne Privilegium, og tilholdes ikke at indgribe i det andets Eiendom, navnlig hvad Repertoiret angaaer. Men," var hans Tilføiende, — hvilket ogsaa blev ført ham til Regning mange Aar efter, — "det kongelige Theaters Eiendom ere de Stykker, som det beviisligen har betalt, hvorimod f. Ex. de holbergske Comedier ligesaavel maatte tilhøre de nye Theatre, som det gamle." Saameget Heiberg end ved de foregaaende Forslag søgte "at vække Publikums Selvstændighed og indrømme det en stære Myndighed, end det hidtil havde havt," paastod han, med Rette, i Kunstens Interesse — og, kunde han have lagt til, for at hindre et Cabalmagerie og Cliquevæsen af den meest ødelæggende Natur for det kunstneriske Samfundsliv i at faae Indgang. — at der ikke paa nogen Maade maatte gives Publikum Myndighed til at omstøde de to Bestemmelser, hvorefter Intet ved en Forestilling maatte gjentages, og Ingen af Personalet fremtræde paa Publikums Opfordring. Efter at have lagt stærk Vægt paa, at en Theaterdirection maatte lade sig det være magtpaaliggende at omgaaes venligt, velvilligt og forekommende med Skuespillerne og Digterne i Almindelighed, og, i Følelse af sin Sagkyndighed, at yde de Første, naar de møde Ubillighed hos Publikum, Opmuntring, istedetfor at gjøre sin Gunst eller Ugunst afhængig alene af Publikums Dom, gik han over til Indsigelse imod C. S.s Forslag, "at ikke Directionen, men Digterne, ja endog Oversætterne skulde have lovhjemlet Ret til at besætte deres Stykker, og SkueSkue-spillerne [sideskift][side 434]spillerne ligesaa lovhjemlet Forpligtelse til at være hines mulige Griller lydige og underdanige." Han paaviste de Ulemper, som dette maatte medføre, endog for dem, som fik Retten, og meente, at hvad Skuespillerne angik, da vilde det bedste Middel til at gjøre dem beredvillige til at udføre alle dem tildeelte Roller, vistnok være at indføre den saakaldte Feu. Denne havde allerede C. F, omtalt i sin Artikel, men atter var Heiberg aldeles imod ham med Hensyn til Principet, hvorefter den skulde fordeles; thi medens C. F, foreslog, "at inddele den i tre Klasser, svarende til Personalets respective Gager, saaledes at de høiest Gagerede skulde have den høieste Feu og saa fremdeles," antog Heiberg det upaatvivlelig ene Rigtige, "at ligesom den faste Gage er bestemt efter den Værd, som ganske i Almindelighed tillægges den ene Kunstner fremfor den anden, saa bør al extraordinair og uvis Indtægt være i directe Forhold til det virkelig Præsterede." Vedkommende Regulativet for Stykkernes Betaling yttrede Heiberg sig kun om, at de korte Stykker betaltes forholdsviis slettere end de lange, saaledes at et Stykke, der var halvt saa stort som et andet, betaltes med meget mindre end det Halve, hvilket han naturligviis som dramatisk Digter maatte finde at være en Forkeerthed, der var udgaaet fra en Spidsborgers Anskuelse af Kunst, da Sagkyndighed netop omvendt maatte have bestemt Honoraret for det Lille forholdsviis høiere end for det Store. Et af C. F, fremsat Forslag om Forandringer i Betalingsbestemmelserne, hvilket var det Bedste i hans Artikel, kaldte Heiberg priseligt, men gik saameger mindre ind paa dets Omhandling, da han ansaae det for rigtigst, at Theatret slet ikke havde noget Regulativ, men i ethvert givet Tilfælde accorderede med Forfatteren. Endelig [sideskift][side 435]forlangte Heiberg, at enten Directionen eller en af den udnævnt kunstkyndig og med hele Theatervæsnet nøie bekjendt Mand skulde med ethvert Stykke, paa dets hele Indstuderingsgang, føre et kritisk Overtilsyn, hvorved de forskjellige Embedsmænd, der havde med Iscenesætningen at gjøre, saavelsom de Rollehavende kunde komme til en overeensstemmende Samvirken, uden hvilken Opførelsen ikke vilde kunne faae Sikkerhed og den fulde kunstneriske Virkning. Til sine Forslag føiede Heiberg den Bemærkning, at den italienske Opera seria aldeles ikke passede for vor Scene, og heller ikke, hvormeget Væsen man end gjorde naar den skulde komme frem i et nyt Stykke, behagede vort Publikum, hvortil han fandt Grunden i at den var udramatisk. Enten maatte den, efter hans Mening, gives af Theatrets Sangere i det italienske Sprog eller slet ikke som Skuespil, men, paa et vist Antal i Saisonnens Løb af Directionen entreprenerede Concertaftner, "som Oratorier, i hvilke den hele Composition foredroges af Sangerne og Sangerinderne i deres egne Klæder og med Partierne i Haanden, og i det Hele uden alt scenisk Apparat;" thi derved vilde Publikum "ikke længer bortstødes af Spillets Slethed; det Væsenlige vilde man beholde ubeskaaret, og kun det Uvæsenlige, ja endog Forstyrrende, vilde gaae tabt." Slutteligen udtalte han sig imod, at man ved overhaandtagende Veldædigheds-Beneficer brugte Kunsten som Byens "bedste Tigger" og derved ei alene berøvede Theatret dets Locale, Tid og Kræfter, men udbredte den Mening, at Kunsten ikke har Værd i sig selv, men kun for saavidt som den kan befordre et nyttigt og velgjørende Øiemed; ligesom han ogsaa ivrede imod Fattigafgiften, hvormed der gaves Mulkt for Kunstdyrkelsen; "lad", sagde han, "i det Hele alle dem, som [sideskift][side 436]drive "heillose Künste" i Guds Navn betale Tilladelsen; men den skjønne Kunst bør gaae fri; den fortjener fra Statens Side Opmuntring, ikke Modarbeidelse."

Ingen negtede, at Heibergs aandfulde Afhandling jo indeholdt "meget Rigtigt", der burde tages tilfølge, men enhver af de Klasser, som den berørte, gjorde derfra en Undtagelse med hvad der for dens Vedkommende var yttret, thi dette skulde være enten feilagtigt, uretfærdigt eller fornærmende: medens det Hele erkjendtes for ypperligt, var der ikke een af Enkelthederne uden at Forfatteren blev nedreven for den. Ved Hoffet, hvor desuden Frigængernes Harme især gav sig Luft, fandt man det fornærmeligt, at Kongens meest høitstaaende Mænd erklæredes for uduelige til at præsidere en Theaterbestyrelse, og smagløst at ville have den italienske Opera forjaget eller behandlet som Oratorium. At Heiberg ei alene ikke havde modsagt, men, ved at bemærke, at "det ikke var hans Hensigt at modsige den," endog bestyrket C. F.s Beskyldning imod "en stor Deel" af Skuespillerne for Dovenskab, Skjødesløshed, Forfængelighed, Selvraadighed og Mangel paa Agtelse for Directionen, Forfatterne og deres egen Kunst havde høiligen opbragt "den store Deel", over hvem Publikum jævnligen førte samme Klage; og de Høitlønnende, hvortil flere af "den store Deel" henhørte, fandt sig tillige stærk indignerede ved, at Heiberg ikke havde villet bifalde C. F.s Princip i Henseende til Fordelingen af Fou, men tilladt sig at fremsætte et andet, "hvorved Begyndere jo let kunde faae mere end de første Kunstnere." Endogsaa et Par Forfattere oversaae, at Heibergs Forslag vare til deres Fordeel, og yttrede sig meget utilfredse med, at han havde tilraadet Accordslutning om Honoraret og, selv Digter, "villet nedned-værdige [sideskift][side 437]værdige Digterne til med deres Stykker at skulle drive Speculation efter Conjuncturer og Concurrents." Kun i Publikum, som dog var haardest medtaget af Heiberg, udtalte mange vægtige Stemmer sig med stor Varme om hans Afhandling i alle dens Punkter, men man vidste altfor vel, hvor fast Christian den Ottende holdt paa at Theatret blev under Hofbestyrelse, til at man skulde gjøre sig mindste Forventning om at Grundtanken i Afhandlingen vilde under ham komme til Anvendelse. Alt, hvad Heiberg for Øieblikket bevirkede var, at det mere og mere kom til almeen Erkjendelse, at Skuepladsens mærkelige Tilbagegang i høi Grad havde sin Aarsag i Bestyrelsens ukunstneriske Aand og Mangel paa Fagkyndighed.

Directionen, der havde taget særdeles ilde op, at dens Embedsmand fordristede sig til offenlig at paavise, hvorledes den ved sin Organisation var uduelig til som indsigtsfuld Styrer at hævde Skuepladsens Værdighed, syntes i denne Saison ret at ville lægge for Dagen, at den kunstkyndige og i Theatrets Velgaaende stænkt interesserede Skribent havde i høieste Maade været baade foranlediget og beføiet dertil; thi dens hele Virksomhed lod til fornemmelig at gaae ud paa at vitterliggjøre dens Dvaskhed, Smagløshed og totale Mangel paa forstandig Opfattelse af sit Hverv. For at ledsage Kongen paa en Rundreise i Riget, havde Chefen strax efter Kroningsfesten, uden at træffe Foranstaltning til Indstuderingen af Nogetsomhelst for den kommende Saison, overdraget Theatrets midlertidige Ledelse til Collin, der ene førte den hele Administration indtil den 10de. Oktober. Denne Omstændighed gjorde imidlertid ikke anden Forskjel i Virksomheden, end at Collin med sin utrættelige Dristighed udrettede Meget, hvorimod der efter Levetzaus Tiltrædelse [sideskift][side 438]blev udrettet Lidet; hvad der udrettedes var af een og samme Natur under Begge: Tilfældet bestemte baade hvad der gik og hvorledes det gik; Plan, Udvalg og Omsorg for at det Givne kom frem i sin Charakteer og correct udført vare ikke til at opdage. Ved ideligt at indfinde sig under Indstuderingen, at opmuntre de Rollehavende til Anstrengelse, at paadrive det materielle Udstyrs Forfærdigelse og at oversee de saa Prøvers mange Feil, lykkedes det den utrættelige Collin at jage Treactssyngespillet "Sheriffen" af Scribe, med Musik af Halevy, frem til Saisonnens Aabning. Frugten var langtfra at være Møien værd. Stykket hørte til Forfatterens maadeligste Fabrikarbeider: bygget paa slaaende Usandsynligheder, som endydermere udviklede sig paafaldende prosaisk ved trivielle Personligheder og uden at tilveiebringe een virkelig interessant Situation, var der medfødt det en Kjedsommelighed, hvilken hverken Musiken, som rigtignok kun i en Matrossang, en Kokkepigearie og en ypperlig Finale var den geniale Componist af "Jødinden" fuldeligen værdig, eller en overhovedet heldig musikalsk Udførelse, eller Phisters mesterlige Spil og Sangforedrag i Titelrollen, formaaede at gjøre udholdelig. At dette Stykke optoges meget koldt, gjorde Collin, der gjerne vilde udmærke sin interimistiske Bestyrelse ved et Par Nyheder, som kunde vinde Anseelse i Repertoiret, endnu ivrigere for at fremme Opførelsen af Scribes Femactslystspil "Bagtalelse", der, ligesom "Den sorte Domino", i Oversættelsen havde faaet en Titel foran Originalens og kaldtes "Badet i Dieppe". De Betænkeligheder, som flere af de Rollehavende havde ved i saa kort Tid og med saa saa og indtil det sidste Øieblik temmelig usikkre Prøver, at bringe, som deres Ordfører sagde, "et af de største og vanskeligste Værker" paa [sideskift][side 439]Scenen, mødte han med, at i Anledning af Kongens Fødselsdag maatte der, hvorvel han var fraværende, absolut gives et nyt Stykke, og han var overbeviist om, at hvad man ved Sommerskuespillene ideligen havde gjort for sin Fordeel, maatte man ogsaa en enkelt Gang kunne gjøre for sin Pligt, derfor vilde han overlade til Enhver, om han fandt for godt at indlægge sig Ære eller Skam ved sin Rolle: gaae skulde Stykket, hans Fasthed vandt ham den fuldstændigste Seir. Scribes, ved fine, om end noget flygtige, dog meget træffende, livlige og interessante fra Samsundslivet hentede Charakteerskildringer, sin godt gjennemførte spændende Handling, en særdeles lunefuld og vittig Dialog, bidende Satire og den ligesaa gratiøse som effectfulde Behandling, mesterlige Lystspil blev forherliget ved usædvanlig varmt coloreret, smagfuldt og correct Spil fra alle Sider og gjorde glimrende Lykke. De af de Rollehavende, der følte sig trufne af den Bebreidelse, som C. F. havde udslynget mod "en stor Deel" for Dovenskab og Skjødesløshed, vilde ikke lade Publikum, mere end det allerede havde gjort, istemme den som fuldkommen retfærdig, men skaffede sig i den korte Tid, ved stor Anstrengelse, et saadant Herredømme over deres Roller, at de gave Udførelsen et Liv og en Runding, som virkede til et høist fortræffeligt Ensemble og baade Vittighedernes og de piquante Situationers fulde Effect. Nielsen spillede Ministeren med en Friskhed, Mandighed, Varme og Bestemthed, der gjorde denne Rolle til en af hans værdifuldeste og elskeligste Fremstillinger; og Rosenkilde kunde, formedelst sin usædvanlige Sikkerhed i Rollens Ord, baade saa fortræffeligt fastholde det meget originalt comiske Charakteerudkast, og saaledes give sit sprudlende Lune frit Spil, at han var en [sideskift][side 440]uforlignelig Coquenet. Kunstnerinderne gave aldrig Grund til Anke over Skjødesløshed: hvad Flid og Iver kunde udrette, opfyldte de næsten Alle af yderste Evne; da de tre qvindelige Roller vare særdeles heldigt besatte, turde man derfor forud være vis paa deres gode Fremstilling. Opførelsen bragte imidlertid langt mere: Mad. Nielsen, som Marquisen, kunde ikke udmærke sig synderligt uden ved omhyggelig Tilslutning til Ensemblet og sit Spils fine, ædle Tone; men Mad. Holst var i Ceciles Rolle henrivende ved sit Væsens rene Jomfruelighed, hjertelig Inderlighed. Energie og dyb Følelse; og ved sit Comportements let og naturligt givne fornemme Pli, Glathed i Conversationstonen, Fiinhed i Sarkasmernes Udhævelse og den harmoniske Sammenfatten af Herminies meget vanskelige Rolle vandt Jfr. Ryge atter levende Erkjendelse af den Omhu og Smag, hvormed hun i enhver ny Rolle mere udviklede sit Talent. — Som for at vise Publikum, at det ikke var Indsigt og Smag, men et heldigt Tilfælde, det havde at takke for den aandrige Nydelse, som de stærkt besøgte Forestillinger vidnede om at det fandt baade i Stykke og Udførelse, blev der strax efter budet det en Præstation, som kun udmærkede sig ved Begges oprørende Plathed. Kirchner, en Routinier, der af en stærk Fistelstemme og sit qvindagtige Udvortes og Væsen havde gjort sig et Erhverv, ved at trække igjennem Tydskland og, i en inderlig flau, vidløs Farce, give "den falske Catalani", engageredes til ogsaa her at gjøre sine Kunster, hvorved han, i tydsk Sprog og tydsk Caricaturspil, understøttedes af de kongelige danske Skuespillere. Ved den første Gjæsteforestilling, i hvilken han, for dog at have Anseende af at være Skuespiller tilligemed Gjøgler, gav nogle Forklædningsroller, fandt Publikum hans FremstillingsFremstillings-talent [sideskift][side 441]talent saare tarveligt, men som den falske Catalani indtog han Theaterpøblen saaledes ved det Parodiske i Sangstemme og Foredrag, og ved hvor "nydeligt" han tog sig ud og skabede sig i den elegante Damedragt, at han høstede stormende Bifald og skulde have været engageret for endnu et Par Forestillinger, dersom Kritiken og den dannede Verden ikke saa alvorligen havde udtalt sig om denne grove Forsyndelse, imod Kunst, Smag og Nationalitet, at det blev fundet raadeligt at opgive dette Project til at skaffe fuldt Huus. — Midt under sine Foranstaltninger til de tydske Forestillinger var Collin idel Virksomhed for endnu inden han maatte fratræde Bestyrelsen at faae opført "Regimentets Datter", hvoraf man ventede stor Effect. Det var Nødvendigheden af ogsaa at give et nyt Stykke i Anledning af Kronprindsens Fødselsdag, som han tog til Grund for atter at opfordre alle Vedkommende til yderste Anstrengelse. Og igjen lykkedes det ham, deels ved venlig Tilskyndelse og Opmuntring, deels ved at han ikke vilde vide af Indvendinger, at naae sit Maal saa heldigt, at Stykket kom til Opførelse paa den bestemte Dag og, om det end langt fra gik saa glimrende som det siden er gaaet og heller ikke gjorde saa stor Lykke, vandt megen Yndest. Denne skyldte det dog fornemmelig den, ved Handlingens raske Gang, god Afvexling af comiske og følelsesfulde Scener og fortræffelig Syngespilform, interessante Text af St. Georges og Bayard, og Donizettis Musik, der, hvormeget den end savnede Originalitet og Stiil, indtog Publikum ved det Liv, Lune og Skjelmerie, der i mange smukke Melodier ere udbredte over den; Udførelsen var vel correct og saa kunstmæssig, som Theatret dengang kunde skaffe den, men ingenlunde egnet til at give Fremstillingen betydelig Effect: [sideskift][side 442]Jfr. Berg sang med sin behagelige Stemme Hovedpartiet meget smukt, dog uden den Kraft og IId, hvorved det skal have Bravour, og med sit uanselige Udvortes, godmodige Ansigtsudtryk og nette Væsen fremstillede hun vel ret tækkeligt en lille naiv Pige, men kunde ikke blive den kjække, elskværdigt dristige Regimentsdatter. Phister sagde og sang Sulpice saa fortræffeligt, at hans Udførelse vilde have været udmærket, dersom den franske Militairs Tournure havde været ham klædeligere og det Hjertelige havt et naturligere Præg.

Med Collin forlod Energien Bestyrelsen; noget saa Betydeligt, som der under ham var kommet frem ved Skue- og Syngespil-Personalet i sex Uger, opnaaede man, efter hans Bortgang, ikke at faae frem i sex Maaneder. Der hengik over en Maaned inden man kunde bringe Scribes Treactslystspil "De Uafhængige" paa Scenen, og dertil var den Lykke, det gjorde, kun meget ringe. Da Digteren ikke i dette Stykke, som i "Badet i Dieppe", har latterliggjort Daarskaben ved at lade sine Personer optræde i en livlig Handling, der frembringer piquante Situationer, men meest givet Ironien Luft i en vittig, særdeles smidig og fiint afrundet Dialog, har det i sig selv ingen betydelig theatralsk Effect, og Udførelsen, som den dengang var, skulde ikke skaffe det Interesse; thi kun Fru Heiberg, der i det Hele mesterligt udførte Fru Dhennebon, vidste at give sin Dictions aandfulde Pointer en saadan Elegants og Lethed, at de netop ved tilsyneladende Flygtighed fik slaaende Virkning; den øvrige Udførelse var altfor tung til at kunne bringe Liv i et Stykke, som især skulde gjøres tiltrækkende ved en rask og naturligt flydende spirituel Conversationstone. — Der maatte nu atter over en Maaned til for at faae H. [sideskift][side 443]C. Andersens Tragedie "Maurerpigen" frem. Ogsaa den fandt en meget lunken Modtagelse. For endeel laae Aarsagen dertil vel i selve Stykket, der, tilligemed mange særdeles skjønne Enkeltheder, i Anlæget havde Feil, som, om de end langtfra retfærdiggjorde den af "Fædrelandets" C. F. med megen Haan udtalte Fordømmelse, i ikke ringe Grad skadede den theatralske Virkning; men fornemmelig hidrørte den Kulde, der hvilede over Opførelsen fra, at der i Titelrollen var paabyrdet Mad. Holst Noget, som saaledes var hendes kunstneriske Natur imod, at hun ikke med al sin Flid kunde gjøre Fyldest den, og at de øvrige Rollehavende, med Undtagelse af Holst, der gav Kongen af Cordova med megen Varme og Adel, lode meget tilbage at ønske, enkelte endog i Correcthed. — Efter denne Anstrengelse brugte man over to Maaneder til Indstuderingen af det næste Stykke: en anden Tragedie — i een Act. Charles Lafonts "Et ubekjendt Mesterstykke" erindrede i Meget om Oehlenschlägers "Correggio". Rolla, Hovedpersonen, er, ligesom denne, en fattig, ubekjendt Kunstner, der, ved Afbildning af sin Elskede, har i Stilhed skabt et Mesterværk, som forbauser Michel Angelo, der bliver hans Beskytter og allerede har aabnet ham Veien til Kjærligheds Lykke, Hæder og Rigdom, da han, overvældet af Livets Gjenvordigheder, døer idet han skal betræde den. Ligheden strakte sig imidlertid ikke ud over Stoffet; Behandlingen var høist forskjellig: Helten i det franske Stykke bøier sig fra dets Begyndelse modløs og klynkende under Lidelsen, og hvad der skal gaae for Poesie er Ordbram og Svulst. Alligevel gjorde det stor Lykke: Publikum, der allerede havde begyndt at gjøre Korthed til en af et dramatisk Værks fortrinlige Egenskaber, fandt sig meget tilfreds med at en gribende tragisk Handling gik saa [sideskift][side 444]rask fra Haanden, og Forfatteren havde endydermere med fransk Færdighed tilveiebragt en saadan Afvexling af gemytlige og alvorlige Scener, at man kunde have den Fornøielse baade at smile og fælde Taarer. Det maadelige Stykkes ualmindelig gunstige Modtagelse skyldtes dog især en ganske fortræffelig Udførelse. Med ædel Plastik forenede Holst som Rolla en saa inderlig erotisk Varme og kunstnerisk Begeistring, at det Opskruede og trivielt Rørende i Forfatterens rhetoriske Udgydelser hævedes til et aandfuldt Følelsesudtryk, som gav Rollen stor Virkning; Stephano, Kunstnerens Broder, en livfuld, barnlig naiv Dreng, blev spillet med elskeligt Lune og indtagende Naturlighed af Jfr. Petersen; Mad. Holst henrev, som Elskerinden, ved høi Ynde og sjælfuldt Foredrag; og Michel Angelo, der i dette Stykke ganske savner den Humor, som i "Correggio" giver ham en eiendommelig interessant Charakteer, udførtes af Ryge med imponerende fast og rolig Værdighed i Holdning og Diction. — Giraudis meget interessante Eenactslystspil "De lykkelige Skinsyge", der var bragt paa Scenen ved Phisters Aftenunderholdning og, givet af Fru Heiberg og Holst med henrivende Ynde, Fiinhed og Naturlighed, havde fundet glimrende Modtagelse, forsømte Directionen ikke at tage til Indtægt, men for selv at bringe det næste nye Skuespil paa Scenen maatte den atter have sex Uger. Alligevel var "Familien Mazarin", af Ancelot, kun i tre Acter og, som et med Routine udført, men i baade Stof og Behandling af Intrigue og Charakterer meget almindeligt Theaterstykke med historisk Præg, aldeles ikke vanskeligt at, give. Heller ikke frembød Opførelsen, endskjøndt den vandt meget Bifald, noget kunstnerisk Mærkeligt, men vakte fornemmelig Opsigt ved at der, paa Grund af den overordenlige [sideskift][side 445]Virksomhed, som Molbech undtagelsesviis havde viist for Alt, hvad der vedkom dette Stykke, var sørget for et usædvanligt glimrende Udstyr, navnligen med to nye Decorationer og prægtige Dragter. — Strax efter denne Anstrengelse, som blev kun lidet lønnende, fulgte, med et desto karrigere Udstyr, Saisonnens tredie og sidste nye Syngestykke, der ikke gav noget glædeligt Udbytte af Halvaaret, som var forløbet siden en musikalsk Nyheds Opførelse. Scribe og St. Georges havde i "Dronning for en Dag" givet Componisten en fortræffelig Syngespiltext: en livlig Handling med mange i deres smagfuldt vexlende Forskjellighed meget effectfulde Scener og ypperligt frembragte musikalske Situationer dækkede det Usandsynlige saa godt, at en charakteristisk og gratiøs melodisk Musik maatte have skaffet Stykket ualmindelig Yndest hos Publikum. Men Adams Musik var, med Undtagelse af et Par virkelig skjønne Nummere, som ogsaa gjorde megen Lykke, en flygtigt sammenføiet Samling af Reminiscentser og Trivialiteter, saa at den svækkede Interessen for Stykket i samme Grad som den skulde bringe den til at stige; og Fremstillingen var langtfra heldig; thi vel udmærkede Mad. Stage sig, som Sypigen Francine, i høi Grad ved fiin og let Nuancering i Dictionen, Spillets gratiøse Livfuldhed og et fortræffeligt Sangforedrag; og Kirchheine vakte, som Grev Elvas, midt under sin stadigt stærke Tilbagegang, endnu engang Publikums levende Erkjendelse af hvad han kunde have været, dersom han med Flid og kunstnerisk Begeistring havde vedblevet at udvikle sine herlige Evner; men disse to fortrinlige Fremstillinger fandt ikke Understøttelse af den øvrige Besætning: de fremhævede kun dens yderlige Maadelighed. — Der hengik nu syv Uger — og iblandt disse den stille, hvis Søgnedage [sideskift][side 446]udelukkende kunde anvendes til Prøver, — inden man naaede til Opførelsen af Femacts-Dramaet "Ingolf og Valgerd". Hvorledes det gik til med dette Stytte charakteriserer den datidige Administrations Virksomhed for det, som den allerivrigst tog sig af. Allerede i October 1840 var det blevet indgivet til Directionen. Forfatteren havde ikke nævnet sig, men den overordenlige Varme, hvormed Molbech erklærede sig for Stykkets snarestmulige Opførelse, gjorde strax kundbart, at ogsaa det skrev sig fra Sille Beyer, hvis Talent for dramatisk Digtning han søgte at skaffe Fremme med en Energie, der undertiden hensynsløs tilbagetrængte det mere Berettigede. Der blev strax paatænkt nye Decorationer og Regisieurerne fik Ordre til at paaskynde Indstuderingen af al Magt, saasnart Rollerne, der vare under iilsom Udskrivning, kunde være blevne lærte. Imidlertid indkom "Familien Mazarin". Da Oversættelsen af dette Stykke ligeledes var af Jfr. Beyer og Regisseurerne meente, at det hurtigere kunde bringes paa Scenen end "Ingolf og Valgerd", standsede Molbech selv Anstrengelserne for dette, kastede sin Iver paa "Familien Mazarin" og formaaede Chefen til at befale, at der strax dertil skulde males nye Decorationer. Dette medtog en lang Tid, hvorunder intet Andet, som fordrede Udstyr af nogen Betydenhed, kunde fremmes; men neppe var "Familien Mazarin" givet førend Molbech forlangte, at al kunstnerisk og materiel Kraft igjen skulde anvendes paa "Ingolf og Valgerd". Syngespilpersonalet var imidlertid saavidt fremrykket med Indstuderingen af "Dronning for en Dag", at det ikke kunde forsvares at skyde Opførelsen tilbage. Først efter den blev ogsaa, den 19de April, de for lang Tid siden særdige Roller til "Ingolf og Valgerd" uddeelte med Paalæg om, at de [sideskift][side 447]maatte læres hurtigt, for at Stykket kunde gaae inden Saisonnens Udgang. Alligevel, neppe vare de komne Skuespillerne tilhænde førend de alle bleve tilbagekaldte, fordi "de skulde til Molbech". Skuespillerne, som derved bleve ledige, begyndte Indstuderingen af Toactsstykket "Advocatens Datter" og havde allerede prøvet det, da Rollerne otte Dage efter Indkaldelsen kom tilbage fra Molbech aldeles i samme Stand, som han havde modtaget dem, og der befaledes, at "Advocatens Datter" skulde udsættes til næste Saison, for at "Ingolf og Valgerd" ufortøvet kunde komme til Opførelse. Nu maatte de Rollehavende i Løbet af tre Uger og under den daglige Tjeneste holde Oplæsning paa, studere, lære, prøve og første Gang spille Roller i et Stykke, som Directionen i et halvt Aar havde havt til Disposition og, uagtet sin idelige Ivren for dets snare Opførelse, selv stillet Hindringer for til den Yderlighed, at den endog, uden mindste Grund, havde lagt Rollerne under Beslag i en af de fire Uger, inden hvilke det var blevet Nødvendighed at jage det frem. Stykket gav langtfra Erstatning for den betydelige Sinkelse og Bekostning, det havde forvoldt. Det fra en islandsk Saga tagne Stof var ikke udviklet i en Handling og Charakteerskildringer, som livfuldt og poetisk naturligt fremstillede den valgte Tids Aand og Sæder; der savnedes nordisk Kraft, ædel Simpelhed og indre Sandhed. Hovedhandlingen førstyrredes af Episoder, der ikke belyste den, men kun vare indfkudte for at medtage saamange Træk af Tidsforholdene som muligt; og hvad der sagdes, var ikke saameget Udtryk af Personernes Lidenskaber og Følelser som deres Phantaseren over dem i et saa billedrigt Sprog, at de djærve islandske Bønder forvandledes til sværmende Romanriddere. Da den uheldigt lagte Plan dog, især i [sideskift][side 448]de tre første Acter, havde ført til enkelte meget theatralske Situationer og der i Dialogen, skjøndt den manglede Marv og Oldtidens Præg, var adjkillige virkelig poetiske Steder, vandt flere Scener i Stykkets første Halvdeel stærkt Bifald, der ogsaa skjænkedes Rungs Musik, som med melodisk Skjønhed herligt forenede hvad Stykket meest manglede: Charakteer og Naturlighed i Udtrykket. Men Forfatterindens Synder i Henseende til Motivering, Forbindelse og Effectanlæg bleve under de to sidste Acter saa paagaldende, at den gode Stemning veg for den Uvillie, der allerede inden Opførelsen var vakt imod Stykket ved den megen Talen om, hvorledes Molbech saaledes havde viist en overdreven Interesse for det, at han, som ellers ikke tog sig af endog den meest udmærkede Digtnings Iscenesætning, ei alene havde tilkæmpet det et glimrende Udstyr, men flittigt besøgt Malersalen, for at haste paa Decorationernes Udførelse, ja endog gorbeholdt sig, selv at forhandle med Fyrværkeren, for at den i Stykket forekommende Ildebrand kunde blive "rigtig brillant". Ved Dækkets Fald blandede en stærk Hyssen sig i Bifaldet; det talrige Publikum, der indfandt sig til de to følgende Forestillinger, lokket ved at Dandserparret Taglioni fremtraadte efter dem, modtog det endnu mere ugunstigt, og ved en fjerde Forestilling, halvandet Aar efter, gav det saa slet Indtægt, at det blev henlagt.

Det var Balletten, der — endog paa to meget forskjellige Maader, — blev denne Saisons store Begivenhed. Bournonvilles "Toreadoren", i to Acter og med en meget livfuld, melodierig og charakteristisk Musik af Edvard Helsted, optoges, fuldelig fortjent, med en saa umaadelig Bifaldsjublen, som ingen af hans Compositioner hidtil [sideskift][side 449]havde fremkaldt. Fablen var atter ubetydelig, men i Behandlingen af Detaillen aabenbarede sig beundringsværdigt smagfuldt baade en levende, ualmindelig rig Phantasie og hans uforlignelige Dygtighed til at anvende de forhaandenværende indskrænkede Midler saaledes, at de, qvantitativt som qvalitativt, syntes at være givne ham i Overmaal til Frembringelsen af den høieste Effect. Erotiske Scener, comiske Situationer, henrivende Attituder, rige, malerisk skjønne Grupper, fortryllende, snart bløde og kjælne, snart glødende lidenskabelige Dandse, følelsesfulde Momenter og stormende Glædestummel blandede sig i en af Gratierne styret rask Vexlen saa yppigt og, i al deres tilsyneladende fri og freidige Bevægelse, forbausende præcist imellem hverandre, at Publikum grebes af Begeistring og tilsidst i sin Henrykkelse blev Medspillende, ved med sine idelige Bifaldsudbrud at animere de Rollehavende til en saadan Høide, at de ikke længer forestillede Ballettens Personer, men med Ild og Sjælfuldhed gik op i dem og frembragte et mageløst Ensemble. Der var i det Mimiske og Plastiske et Udtryk og en Ynde, i de enkelte Personers som i Massernes Følelsesyttringer et Liv og en Munterhed, hvorved denne rige Composition fik stort kunstnerisk Værd og gjorde en overordenlig skjøn Virkning. Bournonvilles, i alle hans Balletter aabenbarede, ualmindelige Talent til at opfinde Roller, hvortil han kunde benytte de forskjellige Individualiteter og Anlæg i Personalet saaledes, at deres Eiendommelighed blev Rollens og sikkrede denne stor Effect, bidrog i ikke ringe Grad til Udførelsens Fuldendthed: enhver Person havde en fortræffelig Fremstiller, men fornemmelig Toreadoren, som Bournonville selv udførte med indtagende Fyrighed, Lethed og Energie, og de to i deres [sideskift][side 450]comiske Væsen contrasterende Englændere, der gaves af Stramboe og Andreas Gotthilf Füssel, en ung Dandser, i hvis tungsindige Mine, faste, mandige Gang, ædle Figur og stolt melancholske Holdning Balletmesterens skarpe Blik havde opdaget ypperlige Midler til Udtryttet af Indesluttethed, Sværmerie og dyb Alvor, som her bleve latterlige ved at være bragte ind i comiske Situationer. Ogsaa Pauline Funck tiltrak sig med sin Debut i en Bolero megen Opmærksomhed ved en allerede betydelig Færdighed. Hun blev senere vel en technisk dygtig og behagelig, men aldrig nogen interessant og i det Mimiske anvendelig Dandserinde, da hun savnede den Varme og Livfuldhed, som man af det Sydlandske i hendes smukke piquante Personlighed skulde have formodet at hun fremfor nogen af de andre Dandserinder vilde have udmærket sig ved. En med megen Phantasie udkastet og i alle Partier mesterligt udført Landskabsdecoration af Christensen smeltede fortræffeligt sammen med Balleteompositionens Localtone. Bournonville seirede en glimrende Triumf; det var 15de Gang i mindre end 4 Maaneder al Balletten den 14de Marts blev givet for fuldt Huus, da en Begivenhed, hvortil der ikke i noget Theaters Historie findes Mage, pludseligt hindrede flere Opførelser og truede Theatret med Tabet af det Genie, uden hvilket hele Balletvæsnet hurligt maatte falde sammen. Uvillien imod Bournonville paa Grund af Jfr. Grahns Bortgang havde ikke endnu lagt sig da man begyndle at ymte om, at der nu ogsaa imellem ham og Jfr. Nielsen, som stod høit i Publikums Gunst og allerede havde et Partie, der løftede hende til Skyerne, var udbrudt en daglig Kiv, som lod befrygte, at ogsaa hun vilde gaae lil Paris, hvor der efter lettroende Rygtebæreres Forsikkring skulde være tilbudet hende et [sideskift][side 451]overordenlig fordeelagtigt Engagement. En Husarofficeer, Grev Schulenburg, der bar bittert Nag til Bournonville, som den, der havde foranlediget Jfr. Grahns Bortreise, greb ei alene enhver Leilighed til at lægge sin Omgangskreds paa Hjertet, "at det ved en Udpibning maatte føres Balletmesteren til Gemyt, at der var Folk, som ikke vilde taale disse nye Chicanerier;" men da de Officerer, der havde tjent ham med Skandalen for to Aar siden, altfor godt erindrede Ubehagelighederne deraf til at de vilde befatte sig med en ny, besluttede han at betale for at faae den gjort. Uden i sin platte Skadefryd at betænke, at et saa plumpt Angreb aldrig vilde blive Bournonville til Ydmygelse, men derimod, hvis Ophavsmanden opdagedes, som let kunde skee, maatte føre til Beskæmmelse for ham selv, kjøbte Schulenburg to Loger og forærede Billetterne til en Skomager Trane, paa Vilkaar, at han bortgav dem til Personer, der skulde modtage Bournonville med Mishagsyttringer. At dette vilde skee kunde denne neppe være uforberedt paa, da det var rygtedes iblandt Theaterpersonalet inden Begyndelsen af Forestillingen, som hele den kongelige Familie overværede i sin Loge. Neppe var ogsaa Bournonville, da han, staaende paa et Skjold, bares ind i Triumf, kommen tilsyne, førend der hørtes stærk Hyssen og en enkelt Pibe. Publikum gav Bournonville strax Opreisning ved stormende Applaus, men forbittret sprang han ned fra Skjoldet, ilede, til Alles Forbauselse, med Landsen i Haanden benimod den kongelige Loge, bukkede for Kongen og spurgte høit, hvad hans Majestat befalede, at han skulde gjøre. "Blive ved!" svarede Kongen overrasket. Forestillingen fortsattes derpaa, uden Afbrydelse ved at Urostifterne bleve arresterede. Man var høiligen [sideskift][side 452]indigneret over Cabalen, men endnu mere over den Tilsidesættelse af Agtelse for Publikum og Ærbødighed for Kongen, som Bournonville havde viist ved Maaden, hvorpaa han traadte den imøde. Endnu samme Aften befaledes, at han indtil videre ikke maatte forlade sin Bolig eller betræde Scenen, og efter at han havde havt fjorten Dages Stuearrest, bestemtes hans fremdeles Afstraffelse i den Form, at der, ifølge en af ham given Erklæring, at han ikke, paa Grund af sin Sindsstemning, vilde være istand til at optræde, selv om hans Majestæt befalede der, meddeeltes ham Tilladelse til i sex Maaneder, indtil Slutningen af September, at gjøre en Reise til Udlandet, dog saaledes, at hans Gage, saavel i Egenskab af Hofdandsemester som for hans Functioner ved Theatret, under hans Fraværelse inddroges, for at det, han havde af Theaterkassen, kunde tjene til Dækning af de Omkostninger, der maatte foranlediges ved Indkaldelsen af en Mand, som under hans Fraværelse kunde varetage hans Forretninger. Efter Paalæg tiltraadte han allerede Andendagen efter Resolutionens Meddelelse sin Reise og log til Italien. Grev Schulenburg, der formedelst de smudsige Midler, hvorved han havde iværksat Cabalen, paadrog sig endog sine tidligere adelige Hjælperes Ugunst, blev dømt til 14 Dages Hovedvagtarrest, og af Urostifterne mulcteredes Skomager Trane paa 40 Rdlr., en Fuldmægtig Kierulff, der med ham havde deeltaget i Billetternes Uddeling, paa 30 Rdlr., og dennes Broder, en Dreng, som den, der havde pebet, paa 10 Rdlr. — Bournonvilles Suspension kom Directionen saare ubeleilig; thi i Anledning af Kronprindsens forestaaende Formæling maatte gives en Ballet, som man ventede at hans Genie vilde gjøre til Festlighedernes Glandsmoment. Desto gladere [sideskift][side 453]blev man ved med omtrent 4000 Dalers Bekostning at vinde den i Berlin beundrede Balletcompositeur Paul Taglioni, som ovenikjøbet medbragte sin Kone, af hvis Dands og mimiske Talent der ogsaa gik stort Ry. Der taltes i Hofparkettet meget om, at den værste Straf for Bournonville var, at han selv havde tvunget Directionen til at vise Publikum, at der ogsaa i Udlandet fandtes udmærkede Mestere i hans Fag. Denne Straf slog imidlertid om til hans store Forherligelse. Parret Taglioni skulde først vise sig i Solodands, og for at tage Nytte af det i to Dandse paa een Aften lagde Directionen til de smagløse Maader, hvorpaa den atter i denne Saison havde anvendt Dands og Sang for at give Forestillingerne tilbørlig Varighed, nu den, — som ikke havde været brugt siden Begyndelsen af Antoine Bournonvilles Engagement for henved 50 Aar stden, — at opføre Entréer imellem et Stykkes Acter. Forventningen blev stærkt skuffet: Taglioni udmærkede sig kun ved med stor Færdighed, men voldsomt og uskjønt, at gjøre høie Spring og længevarende Pirouetter; og Mad. Taglioni, der pirouetterede med mere Smag og Sikkerhed end han, besad i den egenlige Dands ikke større Virtuositet end Jfr. Nielsen og Jfr. Fjeldsted, som Begge stode langt over hende i ædel Holdning og gratiøse Bevægelser. Fest-Balletten faldt aldeles igjennem. Oprindeligt havde Taglioni betænkt at give sin store Composition "Sørøverne"; men det var ikke muligt i saa kort Tid at faae malet flere grandiøse Decorationer og indrettet det vanskelige Maskinerie, hvorved der skulde udføres en Søtræfning, og at det var Decorationsvæsnet, der skulde have givet Balletten Effect, viste sig klart af det Usammenhængende og Trivielle i hans "Schweizerpigen", der i sine [sideskift][side 454]to Acter ikke indeholdt en eneste Dands eller Scene, som vidnede om dramatisk Plan eller var behandlet med Smag og Phantasie. Ved anden Forestilling hørtes under første Act stadigt Publikums Hyssen til Hofparkettets ivrige Applaus, og midt i anden Act brød Mishaget løs med en saadan Heftighed, at Taglioni, som havde opirret Tilskuerne ved efter enhver Meningsyttring at takke med ironiske Smiil og Buk, ilede bort fra Scenen, hvilket gav en Standsning, hvorefter der fulgte en saa kraftig Udpibning, at Dækket maatte falde og Gongongen slaaes. Taglioni forlod strax i stor Forbittrelse Kjøbenhavn.

Feststykket, "Svanehammen", romantisk Skuespil i tre Acter af H. Hertz, havde en bedre Skjæbne og fortjente den i endnu høiere Grad, end den fik den, fordi Festpragten fravendte den Publikums udeelte Opmærksomhed. Det var en, ved genial Opfatning af Stoffet, en sindrigt anlagt Handling og ægte poetisk Udførelse, herlig Digtning, der alluderede til Festen med saamegen Fiinhed, at det syntes en aldeles tilfældig Følge af Begivenhedernes Udvikling. Det kunde vel siges, at enkelte Partier havde en mere episk end dramatisk Charakteer, men disse vare af saa stor lyrisk Skjønhed og saa livligt behandlede, at de, foredragne med Varme, maatte falde smukt sammen med Handlingen og blive af henrivende Virkning. Stykkets danske Præg og romantiske Aand fremhævedes fortræffeligt ved Rungs ædelt melodiøse Musik. Den vigtigste Rolle i dette med usædvanlig stor og heldig Omhu udstyrede romantiske Eventyrspil blev uovertræffeligt udført: der var i Fru Heibergs Fremstilling af Helene en egen naiv Høihed og Aandslevenhed, en fortryllende Elskovsvarme og Hjemveesmerte, som gjorde, at hun med sit ildfulde, sværmerske [sideskift][side 455]Blik, sin ranke Figur, lette Gang og den rene plastiske Skjønhed, der blødt og naturligt hvilede over alle hendes Bevægelser, var

En Rosenblomme fra en fremmed Jordbund,

et feeagtigt Væsen iblandt Dødelige. Hendes Spil fandt en aandfuld Samklang i Mad. Nielsens ved ædel Simpelhed, blid Værdighed og elskelig Hjertelighed imponerende Fru Estrid, der var et fuldendt Billede af Middelalderens fromme Borgfrue; i Holsts med ridderlig Anstand og, hvor ikke lange lyriske Replikker førte ham ind i den rhetoriske Tone, inderlig Følelse smukt udførte Hertug Volmer; og i Mad. Holsts ved hendes personlige uskyldsfulde Ynde og Elskværdighed indtagende Fremstilling af Dronningen.

Foreningen til Opførelse af Sommerskuespil, hvilken denne Gang bestod af Mad. Nielsen, Mad. Holst, Nielsen, Phister, Holst, Foersom og Overskou, havde et saa overordenligt Held, at den Skuespiller, der efter hver af dens Forestillinger traadte frem for at anmelde den næste, modtoges med levende Bifald og fire af dens syv Nyheder ei alene gjorde glimrende Lykke, men senere bleve regnede til Repertoirets fortræffeligste og bedst spillede Stykker. Den første Forestilling var kun maadeligt besøgt, endskjøndt Rygtet havde fortalt, at Dumas's "Gabrielle de Belle-Isle" baade i theatralsk Effect og poetisk Værd skulde overgaae hans "Kean", der vedblivende gav ualmindeligt godt Huus. Stykkets meget omtalte Frivolitet havde skræmmet Publikum. Men den beundringsværdige Kunst i den dramatiske Bygning, den uovertræffelige Fiinhed og Delicatesse i Behandlingen af det piquante slibrige Stof. Dialogen, der er simpel og naturlig, ved kun at være Situationens umiddelbare Udtryk, og dog fængslende ved Aandrighed og Elegants, den [sideskift][side 456]kjække Tegning og livsfriske Udførelse af Charaktererne og den stedse stigende Interesse henreve de Tilstedeværende saaledes, at det i Begyndelsen svage og ængstlige Bifald efterhaanden fik Kraft og i det, ved sin pludselige Indtræden som ved sin Naturlighed, frappante Opløsningsmoment udbrød med en saa levende Enthusiasme, at Stykkets glimrende Modtagelse var afgjort og de følgende Forestillinger gaves for fuldt Huus under stormende Applaus. Dette ypperlige Kunstværk blev ogsaa ypperligt spillet. Den høie Uskyld, dybe Kjærlighed, pathetiske Smerte og ædle Vrede, som Digteren mesterligt har fremstillet i sit yndige Billede af Gabrielle, kunde ikke finde noget klarere Udtryk end i Mad. Holsts rene, skjønne Qvindelighed, og dertil havde den poetiske Rolle saaledes besjælet hende, at hun spillede med gribende Inderlighed og en hende usædvanlig Ild. Endskjøndt Marquisens elegante Frivolitet og lette Badinage ingenlunde tilsagde Mad. Nielsens kunstneriske Natur, havde hun, ved sin klare Opfatning og den Energie, hvormed hun søgte at skaffe sine Evner Herredømme over enhver hende uvant Opgave, i den Grad tilegnet sig en interessant letfærdig og intriguant Verdensdames Tournure og fiint pointerede Diction, at hendes Fremstilling gav en udmærket skjønt nuanceret og consequent gjennemført Skildring, der vandt levende Bifald. Det stærke Præg af Aandfuldhed og Intelligents, som var Nielsens Personlighed egent, og hans særdeles Omhu for correct Memorering, som det ellers kun altfor ofte mærkedes at han forsømte, understøttede ham ypperligt til at give Foredraget en saadan Jovialitet og Flygtighed i Letsindighedens kaade Spog og Kraft i Høihjertethedens Udbrud, at Richelieu, som dog hørte til et Rollefag, hvori han ikke hidtil havde været [sideskift][side 457]heldig, blev en af hans genialeste og fastest gjennemførte Roller. Endelig udmærkede Holst sig ved sit ridderlige Væsen og et elskværdigt Udtryk af den tungsindige Stemning, ved hvilken Digteren med megen Fiinhed har givet d'Aubignys mandige Charakteer Eiendommelighed og motiveret Maaden, hvorpaa han fremtræder. Det er betegnende for Tilstanden, at Molbech, som nylig havde været lutter Iver for Opførelsen af "Familien Mazarin", der i triviel Form behandlede et ligesaa slibrigt Æmne, som der originalt, poetisk og aandrigt var udviklet i "Gabrielle de Belle-Isle", haardnakket satte sig imod at Directionen tog det sidste Stykke til Opførelse i Begyndelsen af næste Saison, da der dog var yderlig Forlegenhed for indbringende Forestillinger, men derimod samtykkede dets Optagelse i Repertoiret et Aar efter. Casimir Delavignes "Edvards Sønner" er en Episode af Shakespeares »Richard den Tredie", selvstændigt og poetisk udviklet til en Tragedie i tre Acter. Som den ikke kan give den store, tildragelsesrige historiske Skildring, der indeholdes i Shakespeares Værk, saaledes ere de fremtrædende Charakterer ikke tegnede saa dristigt med saa kraftige og sikkre Træk, og den poetiske Retfærdighed skeer ei alene ikke Fyldest; det Onde vinder endog fuldstændig Seir. Men Kampen imellem barnlig Uskyldighed, opoffrende Moderkjærlighed og ærgjerrig Grusomhed er fremstillet særdeles livfuldt i en Handling, der, indtil henimod Slutningen, skrider rask fremad og giver store tragiske Situationer; den stærke theatralske Effect fremkommer kun som en naturlig Følge af disse; og Sproget udmærker sig ved digterisk Skjønhed og Udtrykkets Kraft. Ogsaa dette Stykke vandt ved den første Opførelse overordenligt Bifald, hvorvel den hverken i saa mange enkelte Roller eller i Ensemblet var [sideskift][side 458]saa fortrinlig som den, der var bleven "Gabrielle de Belle-Isle" tildeel. Nielsens Spil som Gloster var baade dens stærke og dens svage Side, hans Opfattelse af Rollen var storartet: han imponerede ved det Mægtige i den vanskabte Figur, det skumle af og til heftigt opflammende Blik og den faste Holdning; Ondskabens Hvisken og Vredens Tordenrøst vare af rystende Virkning og det ypperlige Taleorgan havde Tonefald for ethvert lille rædselsvækkende Udtryk; men hans Usikkerhed i Rollens Ord bragte ham i flere Replikker ud af Charakteren, saa at Accenter og Gebærder undertiden bleve uklare eller falske. Mad. Nielsen var uovergaaelig som Dronningen; hendes hele Værsen gik saaledes op i qvindelig Værdighed og kongelig Majestæt, at Høiheden end ikke forlod hende hvor hun med glødende Lidenskab ganske hengav sig i Moderkjærlighed, eller med knusende Hæftighed gav sin vilde Fortvivlelse fri Flugt og overvældet af rædselsfuld Angst for sine Børns Liv ydmygede sig for Tyrannen. Hendes sjælfulde Pathos og gribende naturlige Spil satte Publikum saaledes i Begeistring, at det under hendes Replikker udbrød i stormende Bifald. Jfr. Petersen overraskede ved den Elskværdighed og Tact, hvormed hun holdt sin livlige Fremstilling af den muntre, kjække og kraftfulde Prinds Richard i Tragediens Tone; Mad. Holst var indtagende som den fromme, i sin Uskyldighed tillidsfulde Edvard; og hvor fremmed Udførelsen af den mørke Tyrrel end var for Phister, bragte han den, ved forstandig Opfatning og den Virtuositet, hvormed han vidste at anvende sine Evner endog udenfor deres virkelige Omraade, ret heldigt ind i Ensemblet. Den meest enthusiastiske Modtagelse fandt imidlertid Scribes Femactslystspil "Et Glas Vand", endskjøndt det er langtfra at kunne som Kunstværk [sideskift][side 459]stilles ved Siden af "Gabrielle de Belle-Isle". Handlingen udgaaer ikke af en enkelt betydelig og interessant Intrigues Udvikling, men er sammensat af en Række Smaaintriguer, hvoraf den ene som den anden først begyndes efter at den foregaaende er bristet, og Charaktererne ere mere antydede end udførte: de Elskende afgive endogsaa kun et Par blotte Vaudeville-Elskværdigheder, hvis Mangel paa Individualist Digteren snildt har dækket med nette Talemaader og en fiint pointeret Dialog. Men Begivenhederne tilveiebringe en lige til Slutningen stigende interessant Spænding ved at Kløgt uafladeligt søger at overvinde Kløgt i en Kamp, der fører til mange frappante Situationer, som med stor Theaterkyndighed ere stillede i det effectfuldeste Lys; Publikum gotter sig ved at see Etats- og Regeringskunsten persifleret med uudtømmeligt Lune; og Dialogen spruder af piquante, vittige og sarkastiske Indfald. Det var atter et Stykke, som blev de Spillende til stor Triumf. Nielsen var — og blev endmere efter den første Opførelse, — en meget livfuld og i al sin aandrige Kaadhed elskværdig Bolingbroke. Lod han end, fordi han, ved ikke tilbørligt at beherske hvert Moment, uforberedt stødte paa dem, nogle Pointer gaae uændsede, fremhævede han derimod andre saa træffende, at mange enkelte Smaareplikker overraskede Publikum til stærke Udbrud af Latter og levende Bifald. Mad. Nielsen gav Hertuginden af Marlborough med megen Delicatesse i det declamatoriske og mimiske Udtryk af Hovmod. Skadefryd og dulgt Kjærlighed til den unge Officeer; og Jfr. Ryge vakte stor Opmærksomhed ved sin ypperlige Opfatning af den lunefulde, sentimentale og prætentiøse Dronning, og den Bestemthed, hvormed hun, smagfuldt og uden noget Øieblik at tilsidesætte den kongelige Anstand, udtrykte ei [sideskift][side 460]alene Rollens fremtrædende Momenter, men Overgangen til dem. Som den fjerde med stort Bifald optagne Nyhed maa regnes Molières vittige og overgivne Farce "Scapins Skalkestykker", da den ikke havde været givet i 64 Aar og kom frem i ny Oversættelse. Den blev spillet med et godt Ensemble, hvori Phisters, ved Originalitet, rigtstrømmende Lune, smagfuld Behandling og ægte kunstnerisk Herredømme over alle Fremstillingsevner, mageløse Udførelse af Scapin var den Alt overstraalende Lyskjærne. De mange, ved let eiendommelig Betoning frembragte, høist naturlige Løierligheder i Dictionen, den kostelige Ironie i Miner og Ord, den Sikkerhed og uskyldige Mine, hvormed han holdt de to Gamle for Nar, Livfuldheden i hans Udvikling af Processers store Ubehageligheder og den Sjæleglæde, med hvilken han tumlede sig i sine dristige Anslag, vare af en uimodstaaelig comisk Kraft og fremkaldte uophørligt Latter og Bifaldsjubel.

For Kunsten var det ikke noget betydeligt Tab, at Theatret i denne Saison mistede to Sangerinder: Jfr. Koefod ved at hun tog Afsked for at gifte sig og Mad. Phister (tidligere Jfr. Holst) ved Døden; men da den Første var kommen ind i et Par jævnligt givne Stykker, og den Sidste ved sin stadige Flid havde gjort sig meget nyttig i Syngespilrepertoiret, leed dette for Øieblikket en ikke ringe Afgang i gangbare Stykker.

Det franske Selskab, der efter Saisonnen besøgte Kjøbenhavn, havde kun i Lionel, der med Varme og Fiinhed gav Charakteerroller, og Mad. Armand, som særdeles tækkeligt spillede Lystspillets Elskerinder, to Personer, der stode over det Alleralmindeligste, hvorfor ikke et eneste Stykke i dets Repertoire nød en tilfredsstillende Udførelse.