2110Skapins Skalkestykker, Komedie i Tre Akter, oversadt af Hr. Molieres les Fourberies de Scapin.

Uagtet man (at vi skal laane Boileaus(*) Vittighed,) i dette Stykke ikke vil kiende Forfatteren af Menneskehaderen (le Misanthrope.) Uagtet at Stykket er en Farce, uagtet Katastrophen lader og er virkelig temmelig usandsynlig, kort uagtet alt hvad der kan siges imod den, naar man vil prøve den efter Kritikens finere Regler, saa vi maa tilstaae det, behager den os meget paa Skuepladsen. — Stykket selv behøve vi ei at tage i Forsvar; thi de overdrevne Situationer og alt det usansynlige i det, er at undskylde hos Moliere, en Mand, som kiendte sit Publikum, og maatte følgelig som Entrepeneur rette sig efter det. — Men den som vil bære over med det Usansynlige i dette Stykke, og som kommer i Komedien for at lee tilgavns, vil finde sig meget fornøiet med det, og paa vor Skueplads gefalder det overmaade; mere behøve vi ei at sige om denne Komedie, hvis Feil falder lige saa stærk i Øinene som dens Fuldkommenheder, — og at den har Fuldkommenheder nægter vel neppe nogen som har studeret den. — Saa vidt vi skiønne, er Oversættelsen falden i en meget god Oversætteres Hænder.

At dette Stykke gefalder saa meget paa vor Skueplads, maa unægtelig tilskrives Skuespillerne, og især de som havde Hovedrolerne —   At Skapins Role neppe kunde falde i en bedre Akteurs Lod end i Hr. Londemans, behøve vi ligesaa lidet at erindre, som at Hr. Clementin spilte Argantes Role uforbederlig, — af de øvrige Roler blev Gerontes Role i vore Tanker spillet best — den faldt i Hr. Hortulans Hænder. — Hr. Musted var Octav. — Hr. Irgens Leander. — Jomfru Fogh Hyacinte. — Jomfru Bøttger spilte efter vor Skiønsomhed Zerbinettes Role kuns saa middelmaadig, i det ringeste chargerte hun. — Hr. Ørsted var Silvester. — Mad. Hallesen Nerine. —   Hr. Prinsløv Carle. —

*) See hans l'Art poetiqve 3 Chant.

»Dans ce sac redicule ou Scapin s'enveloppe
Je ne reconnois plus l'Auteur de Misanthrope.

1817Den nye Prøve, Komedie i en Akt, oversadt efter Hr. Marivaux l'Epreuve nouvelle.

At den nye Prøve ei interesserer meget paa Theatret, have vi forhen sagt, (see derom Journal. No. 11.) og denne Dom igientage vi her, som vi og troe, at Aktionen skal hielpe, og meget hielpe, om man ei skal sove ganske ind. — Hvad Aktionen angaaer, da vare Rolerne uddeelte som sidst, og blev ogsaa overhovedet spillet ligesaadan, kuns Jomfru Bøtger chargerte meer end sidst, og følgelig spilte ei den naive Piges Role saa vel, men ikke desmindre spilte hun Rolen efter vor Skiønsomhed meget vel, især naar man betragter, at Rolen faldt i en Aktrises Hænder, som allerede er saa gammel. — Hr. Rose spilte sin Role bedre end sidst og var bedre iklædet. — En Urimelighed, og efter vor Skiønsomhed en stor Urimelighed, bleve vi vaer, og det var denne: at Hr. Londeman var iført en fransk Bondedragt, og Oversætteren har udtrykkelig sadt Scenen i Dannemark.

780Den forliebte Autor og Tiener, Komedie i en Akt, oversadt efter Hr. Cerons Auteur Amant & Valet.

Interresant er dette Stykke ligesaa lidet, (naar vi undtage den Scene hvori Tieneren læser,) som det er regelret. — Planen og hele Subjektet er maver, men Katastrophen maa Tilskuerne og Læserne giette sig til; — thi hvem kan blive klog paa at Laurent faar Enken? —  maa man ei giette sig til Opløsningen? — Men for en Gang kan det være got nok at see. — Hr. Rose spildte Laurents Role temmelig vel. — Men Jomfru Bøtger sadte vor Taalmodighed paa Prøve i Aften, og det tilgavns, — hun kastede Hovedet paa Nakken, og deklamerede saa uendelig og forskrekkelig, som det var hendes Pligt at giøre alle Stavelser lige lange, — og hun fik ogsaa Magt med os i Aften; — thi (uagtet vi ere temmelig hærdede,) maatte give tabt, og kunde umuelig udstaae hende, — og siden Rolen til al Ulykke var uinterresant i sig selv, og den ved Jfr. B.[Bøttger] Recitation følgelig blev halv saa lang, som den naturligviis var, ennyerte vi os saa meget i Aften under dette Stykke, som vi kan erindre os at have giort endnu. —  Hr. Hortulan manglede sin Role, og hvad kunde man da vente sig? — Hr. Londeman spilte Tienerrolen temmelig vel. — Jomfru Conradi var Lisette. —

2721Deucalion og Pyrrha, Komedie i en Akt med Sang, oversat efter Hr. St. Foixes franske Original.

Saaledes som Ovid (*) fortæller Fablen om de tvende første Mennesker efter Syndfloden, har Forfatteren ei indrettet sit Stykke, og kan man let tilgive ham det, — ja end og kan man bære over med, at han lader en Støtte forandres til Amor, og ved hans Magt faae Deucalion og Pyrrha at forplante Verden. — Kort, at han reent har sadt Historien paa Hovedet; — men — at han har ladet dem tale saaledes, at han har ladet Deucalion snakke en forliebt Franskmands Sprog, og Pyrrha snakket som den peneste parisiske Pige. — Dette kunde vi ei tilgive ham, — og desuden, hvortil den hele første og ganske skieve Situation med Deucalion og Pyrrha? — Hvortil alt det Væv om deres Bebreidelser over Mand- og Fruentimmerkønnets Bedragerier? — hvor for beholdte han ikke det naive, det ukonstlede, og naturlige Sprog, som Ovid (**) saa lykkelig har truffen? — Hvortil alt dette? — uden at vende op og ned paa al Kostume og Sandsynlighed, og at vande Stykket, for at faae det des længere og kiedsommeligere? — For Resten kunde Subjektet for en eller anden være got at udarbeide, som vilde give sig af med Syngestykker for vor Skueplads, da der kuns behøves tre syngende Personer til det, — og er det Aarsagen hvorfor man maa undskylde dette Stykkes Valg. — Oversættelsen er af sal. Jomfru Thilo (en fortient Aktrise,) men heel slet efter vor Skiønsomhed. —

Dersom et maadeligt Stykke kan behage, (og det kan det i det ringeste for en Deel,) naar det bliver got forestillet, saa behager dette Stykke unægtelig, og det har behaget os alle tre Gange. — Musiken er af Hr. Sarti, og efter vor Skiønsomhed, saa vidt vi ved at høre den kan dømme, er den smuk; thi det ømme og kielne som er i Musiken, er just hans Fag. — Hr. Musted var Deucalion, — at han sang (som oftest) got, behøve vi ei at erindre, og det takke vi ham ei heller for, — men denne Flid han havde givet sig for at studere sin Role, denne Naivetet, det kiælne Spil som han giorde sig Umage for at treffe, — see dette fortiener han Tak for, og det har han Ære af. Vilde nogle af Skuespillerne dog engang forbedre sig, og overtale sig til at troe, at det var dem ei uanstændig at rette Feil, de skulde selv have Nytte deraf, — og hvad os er angaaende, da forlange vi ei større Belønning. Mad. Knudsen spilte Pyrrhas Role (behøve vi vel at sige det?) ganske ypperlig; thi hun valgte den rette naive Karakter, og udførte den baade med de stumme Spil, Aktion og Ricitation. — Hr. Musted og Mad. K.[Knudsen] havde studeret Stillingen meget vel i de første Scener, og var det vel neppe mueligt paa en bedre Maade at reede sig ud af denne skieve Situation. — Hvad Mad. K.[Knudsen] Sang angaaer, da er den bekiendt, og de Berømmelser som hun faae for hendes Indsigt og Forbedring i Musikken, fortiener hun. — Jfr. Halle var Amor; ved den anden Forestilling havde hun glemt at stille sig bag Støtten, (som efter vores Smag er ypperlig malet,) og havde Guderne saa ei nødig at sætte sig i Bekostning, — en utilgivelig Skiødesløshed! — Hendes Sang var ganske upaaklagelig, naar hun havde ladet denne Cadence være borte, — og vilde vi raade hende at hun lod den være. — Jfr. Fogh kom ind med tre, (Directeuren maa vide hvad de skulde være,) — hun sang taalelig, — og bedre end Værsene vare værd. —

(*) See Metamorph. lib. 1. Fab. 7.

(**) f. Ex. O Soror! o conjux, o femina sola superstes, og for Resten det naturlige Sprog som Ovid lader Deucalion og Pyrrha tale.