2482Det tvungne Giftermaal, oversat efter Hr. Molieres le Mariage forcé.

Hvem kunde vel andet end fornøie sig i Aften, og det inderlig fornøie sig, naar man strax efter den pantsatte Bondedreng, hvori Hr. Londeman havde Hovedrolen, saae det tvungne Giftermaal, hvori Hr. Clementin spilte Sganarels, og Hr. Londeman Doktor Parnases Role? — Man sige ikke, at det som allermeest er revset i dette Stykke, vi mene disse philosophiske Sekter, er jo gaaet af Mode, og altsaa interesserer det intet. — Uagtet at det lærde Mundhuggerie og Disputeersyge mestendeels er gaaet af Moden hos os, uagtet Marphurius kiendes ei meget hos os, saa er dog, efter vor Skiønsomhed, det tvungne Giftermaal interessant endnu, — og hvorfor? — fordi Forfatteren har truffet Naturen, — og er det ei stort Beviis paa, at denne Comedie er god, det er Moliere værdig at den endnu behager? — Men om den endogsaa i vore Tider var uinteressant, eller rettere, om den ei er saa meget interessant for os, kan den andet end behage, naar de to omtalte Skuespillere har Rolerne? — Enhver, som indseer hvad der hører til en god Akteur, og endog den som ei veed det, maatte beundre en Clementin, en Mand, uagtet han er allerede noget gammel, dog var saa smidig som mueligt; — om hans Spil behøve vi ei at sige noget. — Lige saa lidet tør vi ved at opholde os ved Hr. Londeman, som foruden den omtalte Role spilte Alcidas Role uforbederlig. — Hr. Hortulan var Marphurius. — Hr. Ørsted Alcantor. — Hr. Musted spilte Lycaste. — Jomfru Fogh var Dorimene. — Hr. Prinsløv var Hieronimus, — og Madame Hallesen og Jomfru Conradi de to Spaaqvinder. —

2674Zarine, et Sørgespil i fem Akter, af Hr. Johan Nordal Brun.

I Aften saae vi igien denne smukke Tragedie, og saae den med Fornøielse, — i hvorvel at Aktionen, (naar vi undtage Mad. Knudsen, som paa et Par Steder nær i Deklamationen, hvor hun trak paa Ordene uden Nødvendighed, for Exempel: »Vidtløftigheder« (*), spilte ganske ypperlig), ei var hos de andre saa synderlig, fornøiede vi os; thi hvad Hr. Rose angaaer, da var han ei saa god som ellers, men om han havde aldrig spilt saa vel, vidste han ei sin Role endnu, og hvad Under da, at hans Spil blev ubehagelig? — »Dersom Skuespilleren (siger en vis Skribent for Theatret)(**) lader til kuns et Øieblik at standse i sin Role, forstyrres Illusionen, og ærgrer man sig i Stedet for at fornøies«. — Og naar vi sige vore Læsere, at Jomfru Bøtger spilte som sidst, troe vi, at de har meer end nok. — Hr. Hortulan og Jomfru Halle spilte som de øvrige Gange; — Jomfru Bøtger med alle de som skal komme ind i den sidste Scene, for at tage imod den faldende Stryange, bleve for længe ude i Aften, saa at Stryange ret kom i Forlegenhed. — Men alt dette uagtet fornøiede vi os dog, thi hvem kunde vel blive kied af de ypperlige Situationer i Zarine? —

Om Stykket selv har vi allerede sagt vore Tanker, (see dramatisk Journal No. 32), og (troe vi) sagt saa meget som var nødvendigt. — At igiennemgaae Stykket paa nye, og at tale om et og andet, som ei endnu er omtalt, vilde blive for vidtløftigt, og maaskee unyttig, og det vi vil tale om, er mere for engang at have sagt vore Tanker i Almindelighed i en Sag, end for dette Stykkes skyld. — Kostumet er en Sag, som alle Konstdommere med en Mund raabe paa, alle paastaae de at det skal iagttages. — De paastaae det efter vor Skiønsomhed med Rette. — Ei allene Personerne, som spille i et Stykke, bør være klædte efter Kostumet ei allene Dekorationerne, — thi det er Theaterdirekteurens Sag, — men Digteren selv bør rette sig efter Kostumet. — Naar han tager sin Handling af en Historie, bør han saa meget mueligt holde sig til den, — han bør skildre sine Personers Karakter, eller dog Hovedkarakter efter den, og overalt (dog altid med Digterens Frihed) skildre Handlingen efter Historien. —  See! dette er Kostumet i Handlingen. — Vi sige med Villie med Digterens Frihed, — thi ganske at binde sig til Historien saaledes, at man enten skulde anføre alle Begivenhederne, eller at man ei maatte tildigte andre, behøves ei, nei kuns man bør ei tildigte andre, end de som kunde rimeligviis forbindes med Begivenheden, som Digteren vælger sig, efter de Tiders Hændelser. — Den samme Frihed har og Digteren i Karaktererne. — Han kan gierne give sin Helt og de handlende Personer en anden, eller dog nogen anden Karakter, end Historien giver den; — dog holde vi for, at han bør nogenledes holde sig til Historien. En god Digter vælger ei sin Helt, (thi han har ingen Aarsag til at vælge ham), uden han er interessant, — men meer interessant kan han giøre ham, kuns han sætter ei Personernes og i sær Hovedpersonernes Karakter paa Hovedet, (for Ex. Favarts Soliman den Anden). — I Udtrykkene og Sentimenterne bør en Digter, saa vidt vi skiønne, være forsigtig, og rette sig efter Kostumet. — Han bør nøie og meget nøie iagttage, at hans Personer ei taler anderledes, end de i den Tidsalder naturligviis talede. —   At synde imod Kostumet er en meget let Sag, og en Sag, som meget let kan undskyldes; — Digteren er virkelig noget indskrænket. —  Han maa have sit Øie lige saa meget heftet paa Historien, som paa Situationen; — han maa ofte opofre en god Sentiment, og maaskee tit en heel Situation selv blot fordi de Tider, hvori hans Handling skeer, ei tillade ham den, fordi det var urimeligt paa den Tid og for de Folk, som levede i den Tid at tænke eller handle og tale saaledes; —  men ikke destomindre kan man, saa vidt vi skiønne, med Billighed forlange af en Digter, at han iagttager dette Kostume, — og med samme Ret, som man forlanger af en Maler eller Billedhugger, at han iagttager Kostumet i sit Arbeide. Naar en Konstner giør et Arbeide af Historien i dets første Aarhundrede, bør han ei iklæde ham som man gaaer i det femtende, — og hvorfor, fordi man taber Illusionen, — man bliver ganske bedragen, og naar man ei vidste af hvad Aarhundrede det var, maatte man troe, at det var af de andre. —  Ja, vil man sige, det er jo lige meget hvordan et got Malerie er iklædt, det er det samme, enten det er af den eller denne Tidsalder, kuns det fornøier mig. — Ja! det er rigtigt nok; men saa tør jo Maleren ei ved at indbilde mig, at den Person han forestiller skal være af en anden Tidsalder. — Ligesaa er det og med Digteren, — sætter han ei Læseren og Tilskueren ind i den Tidsalder, hvoraf hans Handling er tagen, lader han ei Personerne tale og handle saaledes, som de i Følge deres Sædelære, Opdragelse og Tidsalderens Tænkemaade kunde tale og handle, saa forestiller han mig ei de Personer han lover, men aliene Personer af en anden Tidsalder under deres Navne. — Og naar Digteren ei iagttager dette Kostume, har han jo ei nødig at nævne sine Personer, eller sætte Handlingen i en bestemt Tidsalder, — han kan jo opdigte Navne, og sætte os ind i den hvori han skriver, — han bedrager os da ikke, — og det er lige meget, naar en Tragedie er smuk, enten Handlingen er virkelig gaaet for sig eller ei, — men fastsættes Tiden, og følgelig (thi de forbindes med Tiden) Personer, Sæder, og Sentimenter, og ei iagttages, er det ikke lige meget, thi man sættes i en langt anden Tid og anden Tænkemaade. — Disse ere vore Tanker om Kostumet, som Digteren bør iagttage, og Dekorateuren bør ogsaa rette sig efter det. Maaden, hvorpaa de begge skal komme efter det, er at studere Historien. — Men ihvorvel vi ansee det for en afgiort Sag, at et got Drame bør være paaklædt (man tilgive os dette Udtryk) efter Kostumet, lægge vi hverken Digteren eller Dekorateuren det til Last, at de ei altid iagttage det saa nøie. — Nei vores Publikum lægge vi det til Last, og saa længe det heller gider seet et Stykke opføre af den gamle Historie i nyemodens Dragt end i den rette, kan baade Digteren og Dekorateuren undskyldes for en Deel. — Men ikke destomindre holde vi for, at de begge bør søge lidt efter lidt at indføre Kostumet, eller dog at aflægge det urimelige og vedtagne, som først maa bortskaffes, inden det vil blive raadeligt at indføre ganske; — og har vi med stor Fornøielse anmærket, at Klædedragterne i dette Stykke nogenledes lader sig taale, og fortiener det Opmærksomhed, at Fiskebeensskiørtene ere aflagte. —

(*) Overalt kom det os for, som hun paa dette Sted var for langsom, — thi hun er jo fortredelig over, at Lorano ei vil komme til Sagen; — bør hun da udsige det langsomt, naar hun beder ham om, at han skal spare hende for Vidtløftighed?

(**) See Garrick ou les Acteurs Anglois Ouvrage contenant des Observations sur l'Art dramatique &c. — 1771. 8. pag. 188. — de la Memoire & du Costume. — »Si l'Acteur paroit hésiter un instant, l'Illusion est perdue, le degout prend la place du plaisir.« —