1817Den nye Prøve, Comedie i en Act oversat efter Hr. Marivaux hans l'Epreuve nouvelle.

Hverken stor Kunst i Karakterne eller andre Skiønheder udmærke dette Efterstykke, og det, som skal giøre det behagelig, er en god og naiv Action, — og denne var i vore Tanker hos de fleste saadan, som vi fordre. Jomfru Bøtger var Angelike, og havde i Aften en Rolle, hvilken hun spilte ei aliene bedre, end enhver som ei kiender hendes ypperlige og mesterlige Gaver til slige Roller, kunde vente hos en Actrise, som allerede er saa gammel, og hvis Legems Bygning slet ei skikker sig til en ung Pige, men hun udførte den ogsaa med saa stor Naivitet og Natur, som det ved den blotte Kunst var muelig at spille den. — Den forelskede og kielne Pige hørte man altid, og hun anbragte alle Theater-Fiinhederne paa den fuldkomneste Maade; af disse tillader ei Rummet os at anføre flere end denne ene Bevægelse, som hun giorde med Albuen, da hun fik at vide, at L. var hendes rette Elskere; uagtet at den kuns var liden, var den dog saa udtrykkende og naturlig, og blev tillige underholdt med en vis kielen Mine, som var saa betydende og naiv, at det ei er os mulig at skildre den, men vi forestille os den altid i sit fulde Liv. — Mange paastaaer, at Jomfru B.[Bøttger] ei længer er beqvem til slige Roller, og at hun i Aften underholdt mere saadan en Karakter, som hun har i Mohren, (see dram. Journal No. 1.) end Angelikes. — At hun ei længere er beqvem til en ung Piges Rolle, tilstaae vi gierne, og at slige Roller, uagtet al den Naivitet hun udfører dem med, taber meget af deres Sandsynlighed, nægte vi ingenlunde, og ere vi eenige med Hr. Remond de Sainte-Albine, (see hans le Comédien ouvrage divisé en deux Parties, Paris 1748, 8.) at en Skuespillere, som er for gammel til sin Rolle, uagtet han spiller meest fuldkommen, vil lige saa lidet behage som et Skilderie der, uagtet det i Henseende til Tegningen og Farvernes Sammenblanding er nok saa kostbar, bliver med Rette dadlet, naar det giør den Person, som det skal forestille, alt for gammel; alt dette tilstaae vi, da det er overensstemmende med Naturen, men desuagtet kan det deels ei lægges Jomfru B.[Bøttger] til Last, at hun ei mere er ung, deels vilde mange af de danske Skuespillere ei holde Prøve, naar den blev veiet efter denne Vægtskaal; thi kunde man ei for Ex. paa samme, (skiønt vi ei tiistaae med lige saa stor) Grund paastaae, at Hr. Rose var ubeqvem til den unge Elskeres Rolle? — Og hvor vilde vel Comedien udsee de Roller, dersom een af de andre skulde spille de forelskede Roller. — Hvad det angaaer, at Jomfru B.[Bøttger] underholdt mere en Piges Karakter, som slet ingen Opdragelse havde, end Angelikes, saa troe vi deels, at hendes Tvang, som hun maatte lide ved sin Moders Haardhed, var stor, deels holde vi for, at den heftige Kierlighed, som hun havde til L., at dette tilsammen taget, kunde gierne undskylde hendes Kielenhed; — et andet Spørsmaal blev det vel, om den Tone, som hun havde, da hun skiendte paa Lisette, var som den burde være, i det ringeste kom den os for at være noget for affecteret. — Men vi holde op, og allene sige, at Jomfru B.[Bøttger] uagtet alle de Vanskeligheder, som ere forbundne med slig en Rolle, og uagtet alle de Usandsynligheder, som hun af Naturen kan have, at, sige vi, hun uagtet alt dette fortiente enhvers største Lovtaler, og at hun viste hvad Kunsten, naar den bliver rettet med Naturen, kan udvirke. — Angelikes Elskere var Hr. Rose. — Enten hans Lune ei var god i Aften, (og dette virker ligesaa ofte paa Skuespilleren, som paa Digteren og Maleren), eller hans Rolle var ham for liden, og han altsaa ei fik Tid at blive ret varm, eller en anden os ubegribelig Aarsag havde Skylden, kom det os for, som en vis Adspredelse og Kulde herskede meget i hans Action, end ikke da han faldt paa Knæ for Angelike, (skiønt vi ere ingen Venner af mange Drameskriveres utidige Knæfald), end ikke her syntes os hans Action havde Ild nok; hverken anmærkede vi Hurtigheden, hvormed han skulde falde paa Knæ, eller Stemmens Behagelighed, eller den øvrige Action, som er Hr. R.[Rose] saa egen i slige Roller. — Hr. Ørsted var Frontin, hans Legems Bygning, Røst og Action gav hans Rolle al den Sandsynlighed, som den skulde have. Hr. Londemans Rolle betydede ei meget, i det mindste var den for liden for ham, desuagtet saae man dog den oprømte og naturlige Acteur. — Jomfru Halle var Lisette. — Hendes Rolle siger ei meget. — Madame Hallesen var Angelikes Moder. — En Ting undrede os meget, og det var den gamle Kiole Hr. Rose var iført; thi den Kiole passer sig ei til en Mand, som var saa bemidlet som Angelikes Elskere, og er dette vel sandsynlig, at en riig Mand, hvis Karakter i dette Stykke langt fra er hverken Gierighed eller Karrighed, er klædt ei allene i meget fattige, men og Klæder, som vare meget for korte? — Dog hvad ville vi tale herom, da Jomfru Halle i de tre Friere var klædt paa den højeste Mode, og vi vidste ei, enten hun eller Jomfru Fogh var Jomfruen?

2191Skotlænderinden, eller Kaffehuset, Comedie i fem Acter, oversat efter Hr. Voltaires le Caffée ou l'Ecossaise. — Den staaer i den attende Deel af hans Collection des oeuvres. — Amsterdam 1764, 8.

At Iagttagelsen af de tre Eenheder er den ringeste Dyd ved denne Comedie, at den udmærker sig ved Interesse i Karaktererne og Handlingen, ved ypperlige Scener, et ædelt og naturlig Sprog, og den beste Morale; at, sige vi, denne rørende Comedie har disse Dyder, nægter vel ingen, som veed, at den er af en Voltaire. Et Navn, som allene er nok til at anprise et Arbeide i de skiønne Videnskaber ! — Vi ville kuns opholde os ved Karaktererne. — Skotlænderv indens eller Lindanes er ypperlig, og har den sande og ædle Stolthed, — den rører meget, thi at hun nægter sig selv de almindeligste Beqvemmeligheder blot af den Aarsag, at hun ei kan vederlægge Vertens Godhed, er en meget rørende Situation, og hvor ædelt ei den Tirade med Friport? — Friports Karakter er i vore Tanker i mange Henseender interessent; thi den er i sig selv meget original og virkelig rørende, afstikker meget vel baade med Verten, Lindane og Polly, og tillige er et ypperlig Mechanisme til at lindre Knuden, og at giøre Lindanes Skiebne noget mild; — Frelons er og ypperlig i den Henseende, at hans Kneb strammer Knuden. — Denne Person ere mange misfornøiede med, men vi see ei, hvorfor at slig en narrisk og tillige ond Karakter ei bør paa alle mulige Maader have Satirens skarpeste Revselse? — Vel tilstaae vi, at Hr. Freron, Forfatteren af l'Année litteraire, Voltaires uforsonlige Fiende, bliver forestillet i Frelons Person, og at Hr. V.[Voltaire] maaskee bryder Hovedhandlingen noget ved at giøre ham latterlig; — men han bidrager for Resten saa meget til Hovedhandlingen, at hans Scener kan ansees for virkelige Episoder, og at der i et Kaffehuus er en Avisskriver, er meget Brug i Engeland. — Alle Karaktererne afstikker meget mesterlig i denne Comedie, og de ere alle anlagte af en Mester, og underholder sig overalt. — Monroses seer man altid, som den Ulykkelige og Hevngierige, og han taler meest med sig selv, som i vore Tanker er nødvendig, da han ei tør aabne sig for nogen. — Mylord Murray er i vore Tanker den mindst interessante, thi at han forskaffer Monrose Frihed, synes at være meer en Virkning af Kierlighed til Lindane, end af Ædelmodighed, og den Forlovelse med Milady Alton er i vore Tanker ham ei værdig. — Dog dette maa være nok sagt om denne smukke Comedie, hvori Moralen er saa ypperlig. — Oversættelsen er ei trykt, og saa vidt vi allene ved at høre den paa Skuepladsen kan dømme, er den ei slet, men Friports Scener ere i vore Tanker best fordanskede. —

Skotlænderinden var Jomfru Bøtger, hvis Action, saa vidt vi skiønne, var endog i den rørende siette Scene i fierde Act ei saa smidig og naturlig, som den i dette Stykke pleier. — Dog vi have hørt, at hun var syg, og følgelig ei i god Lune, og da bør hun undskyldes. — Monroses Rolle havde Hr. Hortulan, Action, Recitation og alt bidragede til at forestille den virkelige ulyksalige Mand og Fader. — Hr. Ørsted spillede Friports Rolle paa det ypperligste; hans hele Action og Stemme var den blotte Natur, og den blev ei i Aften ved en overdreven Stemme fordervet, eller giort mere latterlig, end den virkelig burde være, eller tabte noget af sin rørende Karakter, men tvertimod blev den i vores Tanker spillet fuldkommen. — Verten var Hr. Clementin; den borgerlige Ædelmodighed, som er Vertens Hovedkarakter, uuderholdt han altid, og at han entreerte ypperlig i de andres Handlinger, beviser iblant andet de Ophævelser han giorde, da Friport i anden Acts siette Scene støder Lindanes Dør op. — Frelons Rolle blev meget got spillet af Hr. Musted. — Pollys Rolle har, saa vidt vi skiønne, vundet ved det at den er blevet givet Jomfru Halle, med hvilken vi mange Stæder fandt os fornøiede. — Theaterspillet var meget got, kuns det kom os for, som hun undertiden paatog sig en mildere Mine, end hendes Rolle udfordrede; og udsagde hun de Ord i første Act femte Scene noget for tvungen og mere heftig, end man venter sig af en Polly, »tillad mig at kysse — med mine Taarer at væde disse smukke Hænder«, o. s. v. — Milord Murray var Hr. Rose, om ham troe vi, at han mere underholdt en Franskmands Karakter, end en Engelænders; for Resten var Recitationen meget god, og Actionen i vore Tanker temmelig rigtig. — I sig selv vil hans Rolle ei betyde meget. — Madame Hallesen var Milady Alton. — De fire Mellemtalere (Interlocuteurs) vare Hr. Londeman, Hr. Prinsløv, (som og var Tiener), Hr. Hansen og Hr. Bech, som var Betienten. —

1980De Latterlige Pæne, Comedie i en Act, oversat efter Hr. Molieres les précieuses ridicules. —

Meget af det groteske comiske megen Vittighed, og endelig den ypperlige Virkning, som denne Farce har giort paa de parisiske Sæder, alt dette, sige vi, bør uden Tvivl undskylde de mange overdrevne Tirader og øvrige Feil, som dette Stykke kan have; — men hvorfor det skal opføres her, veed vi ei, da intet passer sig til Nationens Karakter. — Dog de dyrebare Sandheder, som Grev Henriks Dialoger med de latterlige Pæne, indeholder om de Daarer, som paa Parterret giøre Partier, og hverve Bifald. Disse Sandheder, sige vi, ere, saa vidt vi skiønne, den eneste Aarsag, hvorfor det nu omstunder spilles, og disse Sandheder, hvormed sliges Daarskab bliver i denne Comedie giort latterlig, fortiener uden Strid Satirens skarpeste Revselse; thi hvad bidrager vel mere til en god Smags Aftagelse, end Partier? — dog dette er saa tydelig, at enhver seer let, at Hr. Moliere har med Villie indført disse Sottiser, hvilke denne store Mand offentlig sagde det hele parisiske Publikum. — Oversættelsen er meget naiv og ypperlig naturaliseret. — Actionen i de latterlige Pæne bør i vore Tanker være høist latterlig, og lige saavel som Stykket selv være høist grotesk. — Til at spille de tvende Jomfruers og Henriks Roller saaledes, som deres Natur udfordrer, hører der virkelig besynderlige Talenter. — Hr. Londeman, som havde Grev Henriks Rolle, mangler intet af det, som behøves for at give den al sit Liv, og med ham maatte enhver finde sig høist fornøiet. — Hans Klædedragt var prægtig, men uden Tvivl har Direkteuren, eller om han holder sig uværdig til at agte om Dragterne skikker sig til Rollen, saa har Inspecteuren ved Theatrets Garderobe forseet sig i at iklæde Hr. L.[Londeman] med en Vest af samme Tøi, som Kiolen; thi Henrik siger jo, »synes mine smukke Jomfruer ei at denne Vest passer sig fortreffelig til Kiolen?« — Altsaa bør jo Henrik være iført en Vest, som ei passer sig til Kiolen; thi hvor blev ellers det Latterlige i Spørsmaalet? — og latterlig skal Spørsmaalet unægtelig være, med mindre man vil paastaae, at Hr. Moliere ingen Hensigt har havt med sit Indfald, hvilket at paastaae er i vore Tanker høist urimelig. — Hr. Hortulan var Grev Arv, og hans jydske Dialect skikker sig meget vel til Gaardskarle-Rollen. — Madame Knudsen spilte, saa vidt os er bekiendt, første gang i slige Roller, og endskiønt vi sætte, at hun var øvet i den, meene vi, at hendes Action var meget god. — Et Par Tirader anvendte hun, som giorde en god Virkning, nemlig med Tørklædet, og den hurtige Bevægelse, da hendes Fader (huske vi ret var det her) sagde, at hun med hendes Søster skulde tiene; Lorgneten var i vores Tanker temmelig vel anbragt, endskiønt dette Indfald forekom noget overdreven, men da hendes hele Karakter og alle Indfaldene hos Forfatteren selv ere overdrevne, saa troe vi, at den var got anbragt. — Om hendes Rolle har tabt noget ved, at Jomfru Bøtger har givet den fra sig, vil vi gierne troe, i sær da denne Skurren paa Bogstavet R er hende saa naturlig. — Madame K.[Knudsen] var meget vel klædt, høist latterlig, men dog rimelig; Jomfru Bøtger have vi engang seet i dette Stykke ganske urimelig klædt, med Haaret opsat paa en Maade i den ene Side, og i den anden paa en forskiellig Maade; dette, sige vi, er i sig selv urimelig; thi de latterlige Pænes hele Karakter er allene at overdrive Moder. — Jomfru Fogh var den anden Søster. — Den overdrevne Pænhed ved at indknibe Ordene, og at antage en vis Snirpen; disse Egenskaber, som Forfatteren har givet hende, underholdt hun temmelig naturlig. — Hr. Clementin havde Faderens Rolle, — og han var sig selv liig. — Hr. Musted og Hr. Irgens vare Henriks og Arvs Herrer, og deres Roller siger ei meget. — Hr. Ørsted var den ene Musikant, som spilte for de Dandsende. — Dandsen, i sær Hr. Londemans, var høist latterlig; under denne kom det os for, som nogle Repliker bleve borte. — I det mindste blev der standset. —

*   *

Det Brev, som Hr. Rose har behaget at lade indrykke i Adresse-Contoirets Efterretninger No. 181, har vi læst ei med Fortrydelse, men med Forundring; — det maatte nemlig falde enhver forunderlig, at en Mand af saa afgiorte Fortienester, som Brevskriveren, tør driste sig til for det Almindelige at foresige dem, at vores Journal er partisk, uhøflig og uefterrettelig, uden at give sig den Umage for det Almindelige, at gotgiøre saa svære Beskyldninger. — Hvad os angaaer, da ansee vi Hr. Roses og enhvers Beskyldninger med meget ligegyldige Øine, indtil de blive understyttede med Grunde og Beviis, og er det ei vores Leilighed at indlade os med Besvarelser imod slige underlige Beskyldninger. — Dersom Hr. Rose derimod skulde finde for got offentlig at bevise sin Paastand, (og det bør han, da han offentlig har beskyldt os), forsikre vi oprigtig, at vi med største Fornøielse skal besvare ham, og skal vi med det gladeste Hierte tilstaae de Feil, som blive os overbeviste. — Men at vi skulde besøge ham, for at høre hans Beviis, er et heel latterlig Indfald, og, om vi end giorde det, troe vi ei, at det Offentlige var dermed tilfredstillet. — Den eneste Post, som har aftvunget os et Svar, er den Beskyldning, som han giør os, naar han siger, at vi have udeladt noget; denne eneste Post, sige vi, vil vi gierne tilstaae ham, da det ei vel er muelig i en Journal at indføre alting; men at vi have anmærket det, som burde udelades, maa han ei fortryde at vi nægte, indtil vi blive overbeviste. — De Skryderier, som han for Resten har opfyldt sit Brev med, at han, nemlig, veed hvad han gielder, og hvad den hele Sværm af Selvroes heder, vil vi gierne skienke ham. — Ja, Hr. Rose, dersom vor Journals Øiemed aliene var at lade ham vide, hvad han gialdt, saa vilde vi herefter lade os nøie med at blot anmælde ham; men da dens Hensigt er paa nogen Maade at give en Oplysning i det danske Theaters Historie, og ved de Fuldkommenheder og Feil, som vi troe at anmærke hos ham og de øvrige Skuespillere, at advare de unge Skuespillere fra at løbe an mod disse Feil, og at efterligne disse Fuldkommenheder, maa han være fornøiet med, at vi herefter, som forhen, anfører hans Fuldkommenheder og Mangler; og skulde han være saa stolt at forkaste Sandheder, blot fordi vi sige dem, saa des værre for ham, og ei for os. — Den gode Hr. Rose seer altsaa let, at han ei kan vente, at vi kommer for at anhøre hans Forelæsninger, og vil vi bede ham derfore, at han kuns vil slaae sig til Rolighed, og vi holde meget af, at han vil heller anvende Tiden paa sine Roller, end paa unødvendige Pennekrige. —

BEKIENDTGIØRELSE.

I Anledning af det ved den nu værende Skuepladsens Direkteur, Hr. Bredal, bekiendtgiorte Avertissement, ere følgende Spørsmaale blevne besvarede: 1) Ved de paagaaende Omkostninger forstaaes ei Dekorationerne, men allene Lys, Betienterne, o. s. v. 2) Modtages ingen heroisk Tragedie i løs Stiil, men vel de borgerlige, som har de samme Fuldkommenheder, som Beverlei. —