4648De engelske Matroser, en lystig Ballet, komponeret af Hr. Piattoli.

Kompositionen i sig selv siger ei meget; — Eenhed i Handlingen, Rigtighed i Planen, Kostume og saadanne væsentlige Dele hos en god Ballet, søger man forgieves her; — men ikke desmindre lader den sig see, og er det beste vi har havt for nylig. — Hvad Dandsens Invention angaaer, da er den, saa vidt vi skiønne meget smuk; men Forandring ønskede vi her var; thi en og den samme Slags Dands er der i hele Balletten. Vel sandt Hr. Piattolis Ballet udgiøres af engelske Matroser, og bør de alle dandse som de dandse, — men hvorfor handler ei andre i den end Matroser? — Dandsen bliver meget ypperlig udført. — Hr. Piattolis og Hr. Ronzis Fortienester i den komiske Dands ere afgiorrte. — Madame Piattoli har kuns nogle Gange dandset i den, at hun er en god Dandserinde, behøve vi vel neppe at sige, uagtet hun er en blot ved Konsten dannet Dandserinde. — Jfr. Knudsen den ældre, har i denne Ballet viist sin kiendelige Forbedring eller atter Oplevning; og saa vidt vi skiønne fortiener hun Navn af en habil Dandserinde; at hun før i Vinter ei har udmærket sig, var maaskee hendes Dandseres Skyld mere end hendes egen.

Mere vil vi ei sige om denne Ballet, hvis Indhold og Hovedhandling vi ei kan blive klog paa, kuns inden vi slutte, vi yttre dette Ønske, at den eller de som blive Direkteurer (thi en Forandring skal der vist skee) for vor fattige Skueplads, vilde saa meget mueligt forskaane os for fremmede Dandsere; thi at den italienske Oper gaaer af, haabe vi vist, saa meget kan vi sige, og sige for vist, at dersom alting blive i Slendrianen, alle de Fremmede blive her, eller nye anskaffes i deres Sted, gaaer den danske Skueplads reent under; man tilgive os at vi sige det, — maaskee enhver indseer det; men vi holde det for vor Pligt, at sige det. Sagen i sig selv er soleklar, Erfarenheden beviser det, og vi haabe ogsaa at dette Onde skulde hæmmes, — med mindre at Himmelens Straf maa hvile over Dannemark, at det altid til sin egen Ulykke foretrækker Fremmede og betaler dem dyrt, for selv at blive styrtede, og hvem er vel Skyld i vor Skuepladses nærværende Tilstand, end Fremmede, end Opera, end den franske Komedie? — Dog vi haabe, og vi tør sige vist, at vor danske Konge nu ophielper den danske Skueplads, — en Sag, som om den ei er en uvigtig i en Stat, bør ophielpes, om den skal giøre sin Virkning. — Vore Læsere tilgive os denne Udsvævning; — de Bekostninger, som der uden Tvil ere giorte til denne Ballet, have erindret os om den Ubillighed der er i at lade vore egne mangle, for at pynte Fremmede, — vi kunde ei dølge det, — men have vi feilet i at sige det, veed vi vist ei at have forseet os i andet, end at vi have sagt Sandheden paa sit urette Sted.

1038Henrik den Fierdes Jagt, Komedie i Tre Akter, oversat efter Hr. Collees la Partie de chasse de Henri 4. Yverdon 1766. 8.

Dette interresante Stykke blev opført i Aften i Stædet for den bekiendtgiordte Komedie: Troe ingen for vel, — og uagtet vi næsten veed Stykket uden ad, fornøiede vi os meget i Aften; thi naar vi undtage Hr. Rose i første Akt, hvor vi saae den opblæste Akteur, det stive, det spendte, det tvungne i Aktionen, men intet mindre end Henrik den Fierdes Karakter, spildte han for Resten efter vor Skiønsomhed ganske ypperlig, — naar sige vi vi undtage dette, blev Stykket saa vidt vi skiønne, givet meget vel, — Hr. Ørsted behøve vi ei at rose i Møllerens Role, han spilte den overhovedet ypperlig, han spiller den naturligt, han chargerede ei denne Role; — men dømme vi ret, treffer han Naturen selv; vi sige overhovedet, thi et par Steder chargerer han dog, f. Ex. 2 Akt 11 Sc. — »naar Kongen giver ham en Dukat, siger han — — jeg har Grunker«. 3 Akt 16 Sc. — — »naar man vaager for sin Konge« (*) — disse to Steder chargerer han meget, han trækker saa uendelig paa de sidste Stavelser, at man paa det sidste Sted mister det rørende Indtryk, som denne smukke Sentiment burde giøre paa en følsom Tilskuer, (thi hvem kan andet end blive rørt i denne Situation?) og kommer man til at lee i Steden for at røres; — vi skulde aldrig have anmærket dette, dersom Hr. Ørsted ei havde begaaet denne Feil ved alle Forestillingerne, men da han begaaer den for tidt, til at han skulde vilde rette den, troede vi, at vi burde sige ham den, og især da han for Resten spiller saa ypperlig i dette Stykke, og desto stærkere stikker saadanne overdrevne Stæder af. — Om de øvrige Skuespillere behøve vi ei at sige andet end det vi forhen har sagt.

Om Stykket selv har vi ei vilde sagt noget andet, end det vi før har sagt, (see Dram. Journ. No. 5.) da vi troe, at det er tilstrækkeligt efter vor Øiemeed; — kuns den Anmærkning vil vi giøre, at Subjektet eller hele Ideen er den samme som i le Roi & Fermier, og at den Engelænder som Collee og Sedaine har taget den af, har selv laant den af det spanske Theater (**).

(*) Til Beviis paa at Oversætteren har forandret Meningen noget, og dømme vi ret, forstærket den, (see Dram. Journ. No. 5.) er dette Sted, thi der staaer i Originalen: — — qvand on la passe pour votre Majesté.

(**) See Bibl. des Sciences & baux Arts 1771 pour les mois Janvier F. & Mars.

2337Den Stundesløse, Komedie i Tre Akter, af Hr. Baron Holberg.

Vi erindre os ei i lang Tid at have været med saa stor Fornøielse i Skuespilhuset, som i Aften; vi tilskrive det ligesaavel Stykket selv som Skuespillerne. Komedien haaber vi ei vi har nødig at forsvare, vi troe at den fortiener Sted ved Siden af, og maaskee oven for Molieres l'avare. — Dog vi haabe ei at nogen skulde nægte den Stundesløse Navn af Mesterstykke; thi hvad vil man fordre mere til et Mesterstykke i det Slags, end ypperlige tegnede og originale Karakterer, sande komiske Situationer, (som det er fuldt af,) Rigtighed i Planen, og endelig et komisk Sprog, som udmærker altid en Holberg? et Sprog som fast altid er de handlende Personer egen, end det Bifald som det endnu faaer, da enhver kiender det i Forveien? — Endeel som kunde udsættes paa dette Stykke, har vi søgt at besvare i det tiende Nummer af Journalen, at vi der og andre Steder, naar vi tale om den ægte Komedie, blive ofte Apologer, beder vi maa tilgives os, da vi holde det for vor Pligt at sige Sandhed.

Naar da sligt et Mesterstykke bliver af Hovedpersonerne mesterlig og fortreffelig forestillet, hvem kan da andet end fornøie sig? — Ja, hvilken Patriot kan da andet end paa det heftigste ønske og søge at forfremme disse Skuespillere? Dog, vi forlade disse Betragtninger, og vi ere forvissede om, at under saa stor en Konges Regiering, og i en for Patrioter saa lykkelig Periode, som denne, Patrioter ei glemme at ophielpe vor Skueplads. Dog til Sagen: Hr. Klemmentin behøve vi kuns at nævne, thi hvem der kiender ham og Rolen, veed vel hvor uforbederlig den er spilt; Hr. Londeman gielder det samme om. Hr. Musted spilte sin Role ypperlig, ei allene Pedantens, men endog den rette Leanders, han entrerede meget got, og viste sig meget mere varm end ellers, Mad. Knudsen spilte sin Role, saa liden den er, meget got; af de andre vil vi kuns tale om Jfr. Halle, som ret fornøiede os i Aften, vel sandt, det havde været bedre, om hun havde været sin Role lidt mere bekiendt, men ikke desmindre spilte hun ganske ypperlig, til Beviis vil vi anføre al den Omhyggelighed hun viste i at skiule den rette Bogholder, ved at hun stillede sig for Vielgeschrey; et Sted feilede hun, og det var i den Monolog hvor hun taler om de Optøger Oldfux havde fundet paa m. m. — Denne Periode udtalte hun i samme Tone, og uden at holde op imellem det, som hun talte om Vielgeschrey (*) Det maa være nok sagt om dette Stykke, som i Almindelighed, saa vidt vi skiønne, blev givet fortreffelig. — Dog, denne Mærkværdighed bør vi ei forbigaae, at der var ingen Lys paa Bordet, — i No. 10. anmærkede vi det, — det er ei allene bleven rettet, men Jomfru Halle hentede Lys da Vielgeschrey skulde skrive og forandre Repliken.

Efterstykkket i næste No.

(*) Hun kunde ved at see til det omfaldne Bord, have undgaaet denne Feil.