2721Deukalion og Pyrrha, Komedie i En Akt, oversat efter St. Foixes Original.

Aktionen og Musiken underholdt os i dette Stykke, og vi behøvede det mere end ellers, da vi i Forveien havde seet den uforlignelige Stundesløse; vore Tanker om Stykkets indvortes Værd og Oversættelsen have vi sagt, hvorvidt vi have Ret maa Kiendere dømme, men deri troe vi ei at have feilet, naar vi har i dette og andre Syngestykker, (og især naar de skal være heroiske,) fordret Rigtighed, og det ligesaa fuldt som hos et andet Drama; thi skal den smule Musik være Skiul og Skierm for slette Stykker, skal Theaterskribentere have Lov at smøre saa meget Vaas sammen, som de med tre sunde Fingre kan skrive, uden at kritiseres, naar de kuns giøre nogle Arier, lige-meget hvordan, skal dette, sige vi, være Frugten og Egenskab hos en lyrisk Digter for Theatret, saa er det vist for Theatrets og de dramatiske Synders Skyld, at Syngestykker forarbeides. Nej, Syngestykker kan og bør være, ja nogle ere ypperlige, og fordi det meeste er Vaas, følger ingenlunde at alle skal have Lov at være det; Elskere af Poesi og Musik, ønsker dem hos ethvert Theater, vi ønske dem og paa vor Skueplads, men de maa være gode, om just ei Mesterstykker, saa dog taalelige, saadanne at de fornøier Sandserne, men tillige Fornuften, ere de ei saadanne, saa forlange vi dem ei, og troe vi kuns at Dosmeren opofrer Fornuften for Sandserne; vore Læsere see uden Tvivl vel, at vi sige dette ei af anden Aarsag, end at gaae den vrange Fordom i Møde, at Konstdommeren ei maa give sig af med Syngestykket, havde dette ei offentlig før været forkastet os, og vi ei vidste, at denne Fordom herskede endnu, sandelig, vi skulde aldrig sige denne soleklare Sandhed.

Med Aktionen fandt vi os mere fornøiet end før, — og hvorfor? — thi den var bedre. Hr. Musted var mere lykkelig end de forrige Gange i at træffe det kiælne, det naive Spil, og Mad. Knudsen traf det i en fuldkomnere Grad, hun spilte vel i samme Karakter, men alligevel forøgede hun sit Spil med smaae Forbedringer, og udpyntede det med smaae Nuancer, (om vi saa tør kalde den,) som alle tilsammen tagne, satte hendes Aktion i større og naturligere Lys; at opregne dem vilde blive for vidtløftigt, men for dog at retfærdiggiøre os, vil vi erindre vore Læsere, som have seet Stykket i Aften om den Bevægelse med Armene og flere. — Jomfru Halles Aktion kunde ei i Følge af Rolen være af Betydenhed, hun sang meget got 1 Aften, hendes Cadence giorde hun i Aften igien. — Besynderlig nok, at Hr. Sarti ei kiender sine Sangere og om han ei kiendte hende maatte han dog ved Prøven høre at hun nødvendig maatte slippe galt fra den; de som endog ei ere Kiendere af Musiken mærker det, og det er meget tydeligt at mærke, men det som støder meest er at man lover Se saa meget ved slig en unødig Kadence og hører, man hører da en slet eller rettere ingen, bliver man bedragne og følgelig vrede. Jomfru Foghs Sang gik nogenledes an, kunde hun lade sine hæslige Gestus være med Armene var det got; hvad hun skal forestille veed vi ei og de fire (i No. 36. stod kun tre), veed vi ligesaa lidet, hverken Dragt eller noget kunde giøre os klog derpaa, men det maa være en Hemmelighed i Antiqviteterne, som er skiult for alle, uden for Directeuren.

2448 Troe ingen for vel. Komedie i Fem Akter, oversat efter Hr. Brandes's Trau, Schau, Wem! Braunsweig 1769, 8.

Af de beste Komedier er dette Stykke just ikke. Hovedpersonernes Karakterer ere tegnede med saa svage Farver, at de næsten ingen have. Baronen af Thoreks Karakter er allerbest udført en mere hykkelsk, men tillige mere nedrig og listig Bedrage kan der aldrig tænkes. De faa Situationer dette Stykke indeholder, ere ei af megen stor Værd; den allerførste i Stykket (see 1 Akt 4 Sc.) er hverken det ene eller andet. Dormin kommer ind, smidder sig i en Stol, skielder paa sine Fiender og løber sin Vei, det er alt, men den i 4 Akt 11 Sc. er efter vor Skiønsomhed vindskiev, thi hvilken Situation kan være mere skiev, og hvilken kan sætte en Akteur meer i Forlegenhed, end at en Mand taler hele syv Repliker, uden at kiende den Person han taler med? maatte Greven af Werlinge ei kunde slutte sig, at Fru Dormin var en anden end den Greven Olborn havde indbildet ham? Hvordan skal en Akteur reede sig ud af denne Situation? Skal han see paa hende? det kan han ei, thi det maa dog endelig falde ham i Øinene, at hun holder for Ansigtet, og siger med en bævende Stemme: »jeg Ulykkelige!« skal han ei see paa hende, det er ogsaa galt, thi at vende Ansigtet til Veggen naar man taler til en som staaer nær ved er urimeligt-, kort, hvordan Akteuren bær sig ad eller ei, bliver Situationen skiev, man mærker det best, naar man seer den paa Theatret, og denne Feil legges Hr. Brandes som Skuespiller meget til Last. Sande komiske Situationer er her ei mange, og de her er, bestaae for det meste i Theatercoups. Sentimenterne ere overhovedet kuns Hverdags. — Sproget og Letheden i at dialogesere er ei altid som det burde, i det ringeste kommer dette Imperativum os meget tungt og unaturligt for, f. Ex. der Heuchler zittre! o. s. v. — Af det komiske Sprog er Pips det naturligste som med Baron er den meest interressante Person i hele Stykket. — Disse ere vore Tanker, som vi have villet give om dette Stykke, som alle de Feil uagtet, som det efter vor Skiønsomhed har, er det beste af de oversatte Stykker som vi har havt i Vinter. — Maaskee vi have dømt for strengt, — vi veed det ei; — men det veed vi, at dersom Forfatter af Almenach der deutschen Musen for 1770*) (Side 49.) har dømt ret, er vor Dom urigtig, — dog vore Læsere maa heri dømme.

En Oversættelse er dette Stykke virkelig værd, og det en ulige bedre end den nærværende som er trykt; — dersom en Oversættelse ei er andet, end at give Originalens Ord i dansk, saa er den et Mesterstykke, thi mere slavisk kunde den neppe være. — Men er det en Oversætters Pligt at fordanske sin Original, er dette ei med de beste. Til Bevis 1 Akt 6 Sc. »skiød et Menneske sig forbie, — »schosz ein Mensch o. s. v. 1 Akt 11 Sc. »saa har jeg drukket min Viin, — »also habe ich meinen Wein getrunken, —« burde være min egen Wiin, —« 2 Akt 2 Sc. »den Dorminske Regnung« die Dorminische, —« naar taler en Vært saaledes? — 1 Akt 3 Sc. »han er jo en høflig Passagier«, — »er ist ja ein höfliches Passagier! —« og flere Steder som vilde blive for vidtløftig at udskrive. Efter Fortalen til Oversættelsen skulde man troe at Hr. Londeman var Oversætter, men det skal ei have sig saaledes, og om han end var det, vil han dog aldrig tabe vor Beundring og Høiagtelse endskiønt man af ham meest kunde fordre godt komisk dansk.

Overhovedet bliver dette Stykke alle tre Gange meget got givet. Hr. Musted og Hr. Ørsted udmærkede sig af dem alle; den første spilte Baronens Role fortreflig, og især gik den 5 Sc. i 5 Akt mesterlig. — Hr. Ørsted spilte Pips Role overhovedet meget got, Positur og alt ere til hans Foordeel, og naar han ei havde chargeret nogle Gange, og' nu og da ei glemt, at han ei skulde være beskienket, giorde han sine Sager upaaklaglig; de to, og for en Akteur saa meget vanskelige Theatercoups, skildte han sig fortreflig ved. Jfr. Bøtger spilte Frue Dormins Role, Hr. Rose Dormins, og Jfr. Halle Lottes temmelig vel, Hr. Klementins (som var Grev af Werl.) Spil udmærkede sig i femte Sc. 5 Akt, men da han skulde være rørende vilde han ei gefalde. Hr. Hortulan skillede sig got ved Greven af Olborns Role.— Hr. Londeman spilte Henriks Role meget got. Hr. Hansen var Conrad, Hr. Prinsløv Grev Werlings og den fremmede Tienere, og Hr. Bech Steffen.

*) Til Bevis paa denne Mands Redelighed maae den aabenbare og ubillige fælde Dom om Jfr. Biehls Komedier og Hr. Wandals Stedmoder gielde. Vel sandt, de ere ei Mesterstykker, men trodser dog altid med de fleste Tydske. — Dog, at de var af danske Forfattere, har vel været Forfatteren nok til at fordømme dem, thi ellers kunde han ei, naar han havde brugt sund Smag tale om Holberg som han giør, (see S. 82. og 129.)