Fru Magdalene Thoresen
I det foregaaende er der (S. 106) sagt, at
Fru Magdalene Thoresen ofte giver sine Fortællinger et stærkt dramatisk Sving. Hun begyndte da ogsaa som Dramatiker og har efter 1870 skrevet flere større Arbejder, der alle er respektabel Kunst; de er varmhjertede, følelsesfulde, rige paa gode Iagttagelser. Og dog naa'r hun ikke saa højt eller vidt i disse som i sine Fortællinger og Rejseskildringer. Vi nævner fra forskellig Tid Skuespillene: »Et rigt Parti« (1870), »Inden Døre« (1877), »Kristoffer Valkendorf og Hanseaterne« (1878) og »En opgaaende Sol« (1881). Fru Thoresen er aabenbart gaaet til sine Opgaver med Alvor og efter grundige Forstudier. Livsmodig og aandsstærk, som hun er, sætter hun ogsaa en betydelig Kraft had; og dog har intet af hendes Stykker haft scenisk Levedygtighed. Ikke engang, da hun i 1877 i »Inden Døre« forsøgte at give et Billede af moderne Grossererliv i Hovedstaden, vandt hun nogen Sejr. Det opførtes i sin Tid paa det kgl Teater, i Forsæsonen 1878, men det holdt ikke længe ud. Senere er det i 1890 fremført af Dagmarteatret, hvor det fik en mønsterværdig Udførelse, som dog ikke helt var i Stand til at dække over Stykkets indre Brist. Desværre savnes den fornødne Klarhed baade i Kompositionen og hos Personerne; saaledes er Lyder Martin en temmelig taaget Skikkelse. Den skurkagtige Lister er heller ikke nogen moden Frugt af psykologisk Studium, den alt for bratte Forvandlings- eller Omvendelsesscene er meget for svagt motiveret og virker derfor højst utilfredsstillende, ligesom overhovedet den tilpas for Intrigen neddumpende »amerikanske« Nabob viser, hvor svage Punkter, der lader sig paavise i dette Arbejde, der ellers indeholder saa mange gode og dygtige Enkeltheder og fortræffelige Iagttagelser. Ja, selv det store 5-Akts Stykke: »Kristoffer Valkendorf «, som optog Forfatterinden i hele 5 Aar, og som i Henseende til det kulturhistoriske Stof er skrevet med fremragende Dygtighed, evnede ikke at holde sig paa Repertoiret. Den hele Komposition er her som i forrige lidt ubehjælpsom og uklar, dialogen ikke overalt saa naturlig og ligefrem, som ønskeligt, og den Elskovsblomst, som skal live op i den mørke Handling: Bergens Kamp for Frigørelse fra Hanseaternes tyngende Herredømme, har ikke hverken naturlig betinget Spiring, Vækst eller Blomstring. Paa den anden Side er der i nævnte Kamp meget dygtigt og fortræffeligt. Men gennemgaaende er der ikke over Fru Thoresens Skuespil den vingede Flugt, den Lethed og spirituelle Livfuldhed, det lune Humor, som vort danske Teaterpublikum ynder.
Blandt hendes Fortællinger fra Halvfjerdserne anfører vi: »Billeder fra Vestkysten af Norge« (1872), »Nyere Fortællinger« (1873), »Livsbilleder« (1877) og »Herluf Nordal« (1878). Der er overalt i disse Værker den samme kendte stærke og brusende Lidenskabens Styrke, dristige Fantasi, originale Opfindsomhed og klare Selvsyn. En høj Rang i Forfatterindens Produktion indtager »Billeder fra Vestkysten af Norge«, der giver ypperlige Skildringer af norske Kulturforhold, norsk Folkeliv og norsk Natur, alt lyslevende og farverigt. Hun beskriver bl. a. Steder ogsaa Søndmør, hvor hun i over 15 Aar sad som Præstefrue, og hvor hun nøje kender alle Forhold. Vi forstaar let, at hun har gennemgaaet en streng Skole deroppe i denne »nøgne, tungsindige Natur«, der vel paa en stille Godvejrsdag kan ligge med den »bløde Farvetone omkring sig og frem for sig Stordybets mørkblaa Slette, der funkler i Solen med sine tusindfoldige Stjerneblink; men som, naar de frygtelige Nordveststorme sætter ind med rasende Snebyger, forvandles til et Kaos, hvor alt hvirvles rundt i hinanden. Og — »da pludselig slaar et Lyn ned, blændende og blaaspillende gennem det hvide Sneraak, og Tordenen ruller efter som korte, svære Drøn, uden Ekko«. Forf. er bleven stærk i denne Natur, ikke lammet eller nervøs. Man fatter, at hun »vil ej Døden, men et Liv, som flammer op med Morgenrøden«. Hun har forstaaet at se og høre, og hun ejer en Rigdom af Sagn og Fortællinger, mørke og tunge, men gribende og aandsløftende i deres dybe Inderlighed.
Disse Billeder danner i Grunden Indledningen til de langt mere storslaaede: »Billeder fra Midnatssolens Land«, som Fru Thoresen i 2 Bind udgav 1884—86. Med beundringsværdig Dygtighed formaar hun at udrede hele det indviklede kulturhistoriske Væv, som hun her har med at gøre. Hun tumler med rent faglige Udtryk og i det hele med en Teknik, som man skulde synes, der hørte mandlig Praksis til for at beherske; hun skildrer Byernes Fremvækst eller Hensygnen med nøje Paavisning af Aarsagsforholdene, Fiskeriets Betydning og det brogede Liv, det afføder, efterviser Kulturens Vandringer, følgende dens Spor ude fra Vestkysten og Søstæderne ind ad til i Landet o. s. v. Men af langt større Værd er dog de talrige Sagn og Fortællinger, hun meddeler, alle fulde af poetisk Højhed og Skønhed, der breder sig ud over hele dette forunderlig fængslende Værk, ubetinget Fru Thoresens stolteste litterære Monument. Det er præget af en saa ungdommelig Friskhed, en saa varm Glød og Ildhu, at man næppe skulde tro, at det var et Aandsprodukt af en Kvinde over Midten af Tredserne. Hun har særlige Betingelser for at kunne skildre dette sælsomme Land, i aller egentligste Forstand et »terra incognita« for de fleste; thi hun ejer just paa sin Palet de Farver, som nødvendigt hører til for levende at bilde den paa èn Gang fængslende og truende Natur i sin sælsomme vilde Skønhed, hyllet snart i dystert Halvlys som en angstfuld Nat og snart flammende i luerødt fra Midnatssolens purpurne Strimer, lig en evig Dag! Hun kender det store Sneødes trøstesløse Stilhed, de mørke, knugende Tragters Tungsind og Højfjældets ensomme Forladthed. Og alle de tragiske Dramaer og tunge Skæbnekampe, som hører hjemme paa disse Steder, fatter hun med øm Forstaaelse. Hun gengiver, hvad hun har oplevet paa objektiv Vis uden mange Refleksioner, ofte med slaaende Troværdighed. I denne Henseende er hendes Metode fuldt moderne, ja, hun viger end ikke tilbage for Skildringen af Personer, der i Praksis lever efter Lovløshedens, den »fri Kærligheds« og Umoralitetens Principer. Ikke fordi hun har Sympati for disse Principer, men fordi hun har en ægte, dyb Medfølelse ogsaa med de forhutlede og ulykkelige Eksistenser, som Moralen kun giver sit stemplende Slag i Ansigtet, og som Samfundet forfølger med Rettens hævede Sværd. Det er denne dybe Sympati, der gør disse Historier saa stemningsstore, saa inderlig rørende, uden Stænk af Sentimentalitet. Der er Historien om »Jens Korn« og hans lykkelige Stævnemøder med sin elskede, der til sidst brændes som Heks, eller den saa menneskeligt sete Skitse om »Lasse Paal og Anche«, der i deres usle Tilværelse elsker hinanden. Han stjæler, og de straffes med at staa i Halsjærnet ved Kirken 3 Søndage i Rad, hvorefter de bliver udviste af den usle »Jordgamme«, i hvilken de dog har levet saa gode og lykkelige Dage med hinanden. Om Vinteren bor de under et Baadhvælv; men de vidste og følte, at de havde været lykkelige, »og naar to i Trofasthed ved det med hinanden, kan derpaa leves godt og længe«. Anche føder imidlertid et Barn, som dør under Mørketiden, og Lasse begraver det i »Fjæren«. Barnet var udøbt, og Forældrene dømmes nu til at staa i Fjæren ved to Søers Fald, hvad der bliver den stakkels Anches Bane. Ypperlig er ogsaa Kærlighedshistorien mellem Kommandanten paa Vardøhus og hans Tjenestepige Ragna; ligeledes de meddelte Træk om Læstadianismen og den ligefrem vanvittige Retning, Opvækkelsen tog i Kautokejno i norsk Lapmark. Fru Thoresen har været helt mod Nord og besøgt Nordkap. »Det er et gribende Syn,« siger hun, »at have Kæmpen foran sig med Snekaaben om de brede Skuldre og den truende Pande vendt mod Havet«. Overalt finder hun Stof til Fortælling. Stundom har hun kun haft nogle faa Træk at holde sig til, et blot og bart Sagnskelet, der lader Tanken frit Spillerum. Men hendes livlige Fantasi skaber deraf de mest levende Billeder. Vil man have et Eksempel paa, hvor gennemførte de enkelte Karakterskildringer er, selv i disse korte Skitser, da læse man den fortræffelige Fortælling om »Aron Thams«, den stolte, stærke og selvgode Købmand, som tvinger alt i Knæ under sin haarde Vilje, den han ustandselig sætter igjennem, ligesom muntrende sig selv med sit evindeligt gentagne: »Igen, igen!« indtil han en Dag selv sættes i Knæ og standses i Fremfarten. Dog er det ikke blot for Menneskets Nød og Lidelser, at Forfatterinden har et altid aabent Hjerte; ogsaa Dyrene føler hun for med barmhjertigt Sind. Hvor gribende har hun ikke i faa Linier fortalt os om de sultefødte Høveders Kval i de fattige Egne: »De begynder med at udstøde gennemtrængende Brøl, og de ender med hin uudsigelige Klagen, hvor de beder for sig«. Som bekendt dør mange Dyr af Sult om Vinteren, fordi Beboerne ikke kan skaffe tilstrækkeligt Foder. Fru Thoresen har Æren af at have indført i Litteraturen Udtrykket »Midnatssolens Land«, der siden er blevet almindeligt i Folkemunde. Tidligere hed det simpelthen »Finmarken« og »Nordlands-Finmarken«.
Blandt hendes senere Arbejder kan mærkes: »Mindre Fortællinger« (1891), »Elvedrag og andre Fortællinger« (1893) og senest »Livsluft«, Fortællinger (1896). I den første Samling findes flere smaa ægte poetiske Perler; i »Elvedrag« har man den ejendommelige Fortælling om Lüdich, der forfører den unge Pige, den rørende lille Skitse om »Jomfruen«, grebet lige ud af Livet og fortalt med sviende Sandhed, og den for Forf. saa karakteristiske Historie: »Hun blev tæmmet«. Langt mere poetisk er »Kærestevalget«, hvor hun fint og diskret fortæller om, hvordan »Uskyldighedens Stjerne« blev slukt. Selv i den seneste Bog mærkes ikke nogen Svækkelse i den poetiske Kraft, hun fortæller saa mandigt som altid før, stiller sine stærke Krav til Menneskene, men dømmer humant, naar der viges af fra Fordringerne. Saaledes er t. Eks. »Bertel Baghaand« en ypperligt fortalt Historie.
Fru Thoresens Liv med al dets Brydning og Kamp gaar igen i hendes Digtning. Det et just Hoveddyden ved denne, at den bærer Livets og Tidens Præg, at Forfatterinden giver sin egen rige Personlighed. Selv siger hun:
»Tag op din Kamp saa tit du vil,
kun skal du lægge Hjertet til!«
Og det har hun gjort. Hendes Digtning er i poetisk Kraft og Fylde, i Tankernes Klarhed og Dybde, Originaliteten en Mands, men i Følelsens stærke Inderlighed, i den dybe, omfattende Sympati en Kvindes. Modig og varm ruller fra hendes store Hjerte den Strøm af livssundt Blod, der giver hendes Digtervirke Værd, og som forlængst har sikret hende en anset Plads i den evropæiske Litteratur; thi at hendes Hovedarbejder forlængst er oversatte paa forskellige Sprog behøver næppe at noteres, selv England har modtaget hende med stor Anerkendelse.
I mange Aar har hun levet et stille Liv i Hovedstaden, ude paa Østerbro, altid flittig syslende med mangehaande Studier og med sit Husvæsen. Den 77-aarige Forfatterinde har ikke hidtil maattet skatte til Aarene i nogen kendelig Grad. Hun er saa frisk i Aand og saa klar af Tanke som nogen Sinde. Den lille Skikkelse med det prægtige, intelligente Hoved formaar endnu at føre en Samtale med ungdommelig Lethed, og Ilden fra de dybe, mørke Øjne fortæller om, at der fremdeles er Glød i Sjælen. Med usvækket Interesse følger hun da ogsaa endnu alle betydelige Spørgsmaal i Litteratur og Kunst saa vel som paa det sociale Omraade. Hun hører til de virkelige Stormennesker, og muligt kan vi endnu vente os overraskende Arbejder fra hendes Haand.
Vender vi nu tilbage til Pseudonymet »Elisabeth Martens« (S. 109) eller
Frøken Louise Bjørnsen er det straks klart, at Realismens Frembrud ikke har haft nogen afgørende Betydning for hendes videre Udvikling. Og dog tager vi næppe fejl, naar vi formoder, at det er denne Kunstretnings Fordring til Virkelighedsskildring, hun paa sin Maade har honoreret i den store Fortælling »Sangerinden« (1876). Den er et Forsøg paa at præsentere Personer lige fra Gaden. Forfatterinden følger sin »Heltinde«, den unge Sangerinde, gennem Fristelser og Farer, gennem Syndens og Lastens slibrige Egne, blandt slette og raa Individer. Men hun udmaler intet med Behag, saaledes som det sker hos mange moderne, særlig franske Forfattere: Zola, Maupassant, Richepin, Baudelaire, der, om end store Kunstnere, ikke har forstaaet at forene det æstetiske med det etiske, men med Velbehag taler om sanselig Nyden ud fra egen Erfaring til ubodelig Skade for mangen ungdommelig Læser. Hendes egen Sjæls Renhed virker som den stille, styrkende Magt i denne Bog og maner til Kamp for alt, hvad der er ædelt i Menneskenaturen. Helt ægte og virkelighedstro er disse Skildringer nu vistnok næppe; men der er en ærlig Stræben efter at komme det virkelige saa nær som muligt, uden dog at vige ud fra Skønhedens og den fine kvindelige Blufærdigheds strenge Fordringer.
Hendes senere Bøger: »Fra Fortid og Nutid« (1878), »Skibladner« (1883) og »Lyse og mørke Billeder« (1887) er atter førte helt ind i den romantisk-idealistiske Retnings Spor, og er i det hele lidt mattere af Lød. Den første indeholder en Del Smaafortællinger, af hvilke »Et Hus i Villakvarteret« ubetinget staar højst, men ogsaa i flere af de andre er der fin og køn Stemning. Trods en Del Naivitet er der saaledes noget tiltalende i den livligt skrevne »Skibladner«, hvorimod Forfatterinden ubetinget har været mindre heldig i »Lyse og mørke Billeder«, der ganske vist ikke savner Stemning af Erotik og Hjemlivspoesi, men hvis Repliker er alt andet end naturlige, og hvis Handling i betænkelig Grad savner Sandsynlighedens Præg. Da er hendes næste Bog: »To Søstre« (1890) af større Værdi, særlig naar man betænker, at den er forfattet af en 66-aarig Dame. Vi maa heller ikke her vente at finde moderne Kunstform eller Sprog. Frøken Bjørnsen er bleven tro mod sig selv, hun skriver, som hun nu engang finder det naturligt, et tilvant Sprog, der passer godt til den gammeldags Tone af Hygge, der er over hendes Bøger. Hun laaner ikke og efteraber ikke andres Manér, man faar tage hende, som hun er. Sujettet i »To Søstre« er vel langt fra nyt, men Behandlingen deraf er mere moderne end i de fleste af hendes tidligere Fortællinger. Hun bygger paa Minder fra Krigen 1848 og skildrer ikke uden Dygtighed Livet i en sønderjydsk Præstegaard, hvor en Præst af den ægte Studerekammertype, en sløv og magelig Frue, samt de to flinke Døtre, Marie og Rinda, er Hovedfigurerne. Den elskelige, altopofrende Marie er den, der ene maa drage det hele Læs i Hjemmet, ja, endog være Opdragerinde for sine to yngre Brødre, der er Frugten af Præstens Ægteskab med den magelige Frue, der nemlig er hans anden Hustru. Den unge, smukke Løjtnant, Kammerjunker Bergvaldt, der indkvarteres i Præstegaarden, forelsker sig i Rinda, mens hun endnu er ganske ung. Hun imødekommer ham, og da de senere hen mødes, fortsætter han Forholdet til hende, og hun, der er af et varmt, lidenskabeligt Temperament og efter sin afdøde Moder har sydlandsk Blod i Aaren, hengiver sig helt til ham. Uheldigvis er han bundet af et ældre Løfte til en adelig Kusine, der er Arving til et Gods. Endelig rejser Bergvaldt til Udlandet, hvor Kusinen og hendes Fader — den gamle Onkel, der saa meget ønsker denne Forbindelse — opholder sig. Nu vil han bryde et Baand, som hindrer hans Lykke og vende hjem for at ægte Rinda, hvis Uskyld han har krænket. Det trækker imidlertid i Langdrag med Tilbagekomsten, Rinda tvivler om Ægtheden af hans Kærlighed. Et Brev, han har sendt hende, naa'r hende ikke i rette Tid. Hun vandrer til hans Garnisonsby for at indhente Oplysninger om ham, men lades fremdeles i Uvished. Hun gennemlever derefter paa Hjemvejen en frygtelig Nat i Kamp, Tvivl og Skam, indtil hun i sin Svagheds Tilstand, der dog hidtil har været skjult for alle, synker sammen paa Vejen. Søsteren, der elsker hende højt, opsøger hende og fører hende hjem; men da Rinda er bleven alene paa sit Kammer, tager hun Gift og findes om Morgenen død. Lægen dækker derover ved at angive et Hjerteslag som Dødsaarsag, men Maries aarvaagne Øje har opdaget den rette Sammenhæng; det hele staar med èt klart for hende, og alene bærer hun nu paa den sørgelige Hemmelighed. Dagen efter ankommer Bergvaldt, og Mødet mellem ham og Marie ved Rindas Lig er skildret med varm Følelse og stor Stemning. Sluttelig falder der et roligere Lys over det noget mørke Livsbillede. Der kan indvendes meget mod Bogen fra et kunstnerisk Synspunkt, men Forfatterinden opnaar, hvad hun har tilsigtet: at stemme og røre Læseren, og mange vil vistnok være tilfredse hermed.
Der er altid i Frøken Bjørnsens Arbejder et Indhold, som giver dem Værd; de ere skrevne ud fra et mildt og poetisk Sind og fra et Hjerte, der tidligt har bøjet sig mod de tre gamle Idealer: det gode, det sande og det skønne. Særlig produktiv har Forfatterinden ikke været, og just det har været hendes Held; des mere af Friskhed og Varme har hun kunnet sætte ind paa det, hun ydede, naar hun havde noget paa Hjerte at meddele af. I mange Aar har hun boet i København, og i næsten en Menneskealder delte hun alt, Sorger og Glæder, med en kær og trofast Veninde, der i yngre Dage gav hende Mod til at skrive. Efter at have mistet sin Moder, tog Frøken Bjørnsen i Huset hos denne Veninde, der som Officersfrue boede i København, og efter hendes Død deler hun fremdeles Hjem med en Datter af Veninden. Den gamle Forfatterinde har ikke haft mange Strenge paa sin Lyre og ikke stærke Toner til sin Raadighed, men hun har afvundet dem rene og milde Klange. Hendes faste Typer er de unge, stille, elskværdige, huslige, opofrende og sindsrolige Kvinder, saaledes som hun har tegnet Anna i »Hvad er Livet?« Det er denne unge Pige, som gaar igen i hendes senere Bøger lige til Marie i »To Søstre«. Frøken Bjørnsen er Hyggelighedens særlige Fortolker, det stille, rolige Hjemlivs Skildrer. Selv hører hun til de stille Eksistenser, hvis dybeste Værd egentlig kun kendes og fuldt skattes af den snævrere Kreds. Hun tegner et Sted et Interiør med disse Ord: »Dagligstuen var rummelig og velmøbleret. Hygge og Tryghed ligesom strømmede ud fra den store Hjørnesofa og de rolige Siddepladser, Lunhed fra de tykke Tæpper og de tunge Gardiner, og det første Indtryk var: her er godt at være.« I disse Ord har hun i Grunden givet et Billede af sit eget lune, hyggelige Hjem, hvor hun endnu færdes rask og rørig omkring, trods de 72 Aar. Endnu er hun i sjælden Grad aandslivlig og sysler snart med sin Husgerning, snart ved sin snurrende Rok, snart ved sit kære Skrivebord; og trindt omkring fra er venlige Ord og Tak strømmet ind til hende for, hvad hun har udrettet ved det sidste.
Som vi har set (S. 116), fulgte et temmelig enestaaende Held den unge Forfatterinde
Frøken Cornelia Levetzow, da hun havde udsendt sin Debut: »En ung Piges Historie«. I Halvfjerdserne var det kun lidt, hun udgav, nemlig: »Livsbilleder« (1874), der siden har oplevet flere Oplag. Denne Bog var et Særsyn midt i Realismens Vaarbrudstid, saa gammeldags og lidet virkelig, som var der intet til, der hed Aarsag og Virkning. Den første lille Fortælling: »Hvad Farmor fortalte« handler om, hvorledes en ung Pige i en Haandevending lærer at afhjælpe fattige Menneskers Savn og Nød i Stedet for at bortødsle sine Penge til kostbare Kniplinger og lign. Pynt. Den anden: »Knud Nielsen« viser, hvorledes dennes Søn, da han bliver en studeret Mand og velhavende Sagfører, mer og mer bliver fremmed for sin gamle, simple Fader. Længe skammer Sønnen sig ved ham og Forholdet er koldt og stygt; saa kommer der pludselig en velgørende Forsoning. I »Julebesøget« lærer vi at kende en ung Mand, der er Plejesøn af et rigt og fornemt Hus, men som efterhaanden bliver fremmed for Hjemmets Velsignelse, for Kærlighed og Gudsfrygt. Ved et Besøg i en Præstegaard, hvor han holder Jul sammen med en Ven, forvandles han og bliver et godt og ædelt Menneske. Alt dette er fint og kønt fortalt, men rigtignok ganske uden sjælelig Motivering. Den unge Verdensdames bratte Omvendelse, Sagførerens og den unge Mands lige saa hurtige Forvandlinger kan se meget nette ud; men i Virkeligheden gaar det i Livet anderledes til. Frøken Levetzow's Typer er ikke fra Livet. De skildrede, saa elskelige Præstefolk, vi føres ind til i »Julebesøget«, har vist næppe haft deres virkelige Forbillede ude i en rigtig Præstegaard. Men man maa indrømme, at det er kønne Idealer af Præstefolk.
I 1875 tildeltes der Frøken Levetzow det Anckerske Rejselegat. Hun fik Lov til at dele det i to Aar og tilbragte derefter i 1875 et Fjerdingaar dels i Sverig, dels i Norge og i 1876 samme Tid i Norge alene og vendte hjem beriget med mange ny og skønne Indtryk. Efter en længere Standsning udkom: »Fra det daglige Liv« (1881) hos Boghandler Reitzel, hvor ogsaa alle de senere er udkomne, og blandt hvilke vi endnu skal nævne: »Fra Vej og Sti« (1884), »Ved Daggry« (1888), »Fremtidsplaner« (1891), »Nye Dage« (1893), »Agentens Datter og Birthe Marie« (1894) o. fl. De ligner hinanden, disse Smaahistorier, smukt og fint fortalte, virkelig poetiske, men væsentligst savnende psykologiske Motiver, Kraft og Aktualitetspræg. Personerne kommer stadig, som oven for vist, ind under Forvandlingens Lov. Men det hele sker i utrolig kort Tid. Saaledes t. Eks. i »Leddehuset«, en Fortælling fra »Vej og Sti«, hvor baade den fattige Kone, Manden og den optrædende Baron bliver til ny Mennesker i Løbet af faa Øjeblikke, eller dog faa Dage. Det samme er endnu i højere Grad Tilfældet med Kontorchef Langes Frue og med ham selv i »Nye Dage«. I Løbet af ganske kort Tid, uden at man fatter Grunden dertil, forvandles Fruen fra en Verdensdame, der mister Lysten til Guld og Glimmer, og bliver et kristeligt Dydsmønster. Manden, der er stolt og forfængelig, er ganske fremmed for Kristendom, for Kirkegang og Salmesang, men ender snart med at gaa over til Konens Anskuelser. Det er en Slags Missionshistorie, underlig vemodig og tung og ikke ganske i den Aand eller ud fra det lyse Syn, som Forfatterinden oprindelig lagde for Dagen; men efterhaanden er hun mere og mere kommen ind paa at skrive saadanne smaa Omvendelseshistorier, der i visse Kredse maaske kaldes aktuelle og vistnok ogsaa vil finde deres paaskønnende Læsere. Var disse Smaaskitser mere vel begrundede, vilde de være fuldt saa tilfredsstillende. Frøken Levetzow har sin Styrke i Skildringen af den selvopofrende, blide Kvindetype, saadan, som hun første Gang viste os den i »En ung Piges Historie« hvor bande Fru Staal og Plejedatteren, Marie, er skaarne over samme Læst. Denne blide og spage Type gaar saa temmelig uforandret igen under forskellige Navne i Frøken Levetzows mange Bøger. I de fleste Tilfælde tænker og handler hun ens, stundom dog skejende lidt uden for det moralsk forsvarlige, som naar hun i »Et Offer« ved en ligefrem Usandhed paatager sig Skylden for en Broders Forbrydelse, sit eget Livs Lykke til Forlis. Det er et absolut Fejlsyn, naar det fremstilles som noget ædelt og priseligt at nedværdige sig selv for en andens Skyld. Denne fromme Kvindetype viger ogsaa blufærdig tilbage for de sig nærmende Mænd. Selv om hun elsker en af dem, dybt og inderligt, hun tør dog aldrig gøre noget første imødekommende Skridt! Ikke saa sjældent formummer denne Type sig ogsaa i en Students Skikkelse og gør ham overvættes æterisk, ja, den fordrister sig endog til at klæde sig i baade Præstekjole og Lægepels og optræder i disse Skikkelser som det ædles og sandes, som Kærlighedens og Offervillighedens mest ideale Repræsentant. Og her har vi det karakteristiske ved dette Forfatterskab, der fra først til sidst er idealistisk, hævende Hovedfigurerne op i en højere Sfære, vigende ud fra den sande Virkeligheds mange aabenbare Skrøbeligheder. Og hvor Forfatterinden fører os ind i Sorgens, Smertens og Elendighedens triste Tilværelse, spreder hun et forklarende Lys over de grelle Farver og lægger et eget fint og dæmrende Skønhedsskær over selv den mest pauvre Arnekrog. Forfatterinden vil det saaledes og føres dertil i Kraft af sin egen Individualitet, der er blid og blød og kvindelig fin og maa give sig Udslag derefter. Følger Frøken Levetzow altsaa en gammel Retnings Spor, saa er det ingenlunde, fordi hun bevidst tjener en bestemt Kunstretning, ikke fordi hun synes, at der maa smykkes paa Tilværelsen med ideale Blomster og højere Værdier paa samme Tid, som man fra anden Side søger at gøre alt saa søgnt og skønhedsfattigt, som muligt. Hun er Idealist, fordi hendes Sjæl mistrives i Uhygge og stødes tilbage fra den arbejdstunge, dagtørre og smittebærende Virkelighedsfære. Hun higer mod renere og skønnere Egne, hvor Menneskeaanden uafhængig af jordbaarne Kaar holder sin højtidsfulde Andagt i uforstyrret Stilhed. Hun evner ikke altid at give det bedste i Sjælens Dyb det mest formfine Udtryk, eller at lægge saa lødig og ægte en Værdi i sin Produktion, at den kan adresseres til den store Kunst's Helligdomme. Og dog maa der i hendes eget Sjæleliv være det, som er i Slægt med vort Folks; der maa, om end i det skjulte, være et eget Racepræg, som Folket kender som sit, et Aandsmærke, der giver hende Indgang. Thi det er lykkedes hende, frem for de fleste mandlige Forfattere, at faa Tusinder af forstaaende Læsere i Tale, ikke blot i sit Fædreland, men langt ude i de store Kulturstater. Herhjemme er der alene solgt henimod 50,000 Eksemplarer af hendes Skrifter. Det, en Digter søger, er at finde Aand af sin Aand, er at blive læst og sympatetisk forstaaet. Frøken Levetzow har haft denne Lykke, man give hende saa for øvrigt hvilken Plads, man vil, i Litteraturen.
Fru Techla Juel har fortsat sin Virksomhed (se S. 120) ogsaa efter 1870, men dog i ringere Omfang. Foruden en Del Feuilletonstof har hun udgivet: »Zigeunerbarnet« (1871), »Karen« (1874) og i Forening med sine Søstre: »Ej blot til Lyst« (1880), en Samling Børnefortællinger. Intet af disse Arbejder viger dog i mindste Maade ud fra den Retning, Forfatterinden fra først af slog ind paa, og ved intet af dem har hun sat Spor i Litteraturen. Derimod er de fleste blevne oversatte paa Svensk og Tysk.
Frøken Fanny Suenssen, hvis første Arbejder er omtalte i det foregaaende (S. 124), har været meget produktiv efter 1870. Saaledes udgav hun den omfangsrige Fortælling: »Aldrig« (1871), en alt for kunstlet og unaturlig Bog til at den kan vinde Bifald hos Nutidsslægten. Student Tullinius, der af de gamle velmenende Tanter udklædes saaledes, at han mere ligner et kvindeligt end et mandligt Væsen, er en saa unaturlig, for ikke at sige utænkelig Figur, at Bogen alene af Hensyn til dette Misfoster af den komiske Genre maa kaldes forfejlet. Det traditionelle Sprog og den helt igennem paa Grænsen af det parodiske svævende Handling skal ikke gøre den bredt anlagte Fortælling lettere at faa Bugt med. I Begyndelsen af Halvfjerdserne skrev Frk. Suenssen flere større Bidrag til »Skandinavisk Folkemagasin«, hvor de vistnok modtoges med Bifald, da hun hørte til dette Folkeblads mest skattede Medarbejdere. Bladet bragte i 1872 hendes Billede og Biografi, hvilken er affattet i meget smigrende Ord. Senere skrev hun under Titelen: »I Tusmørke« en Del Artikler i »Berlingske Tid.« mest omhandlende Kvindesagen og Kvindens Ret. De vakte en vis Opmærksomhed og skal endog have paadraget Redaktionen Ubehageligheder, fordi de bragte Ufred i rolige Familiekredse. Under samme Titel gav hun en Del Kvindetyper i »Nationaltid.« og benyttede endelig nok en Gang Fællestitelen: »I Tusmørke« for en Del Fortællinger, udgivne 1890, hvilke jævne og fordringsløse Smaating, baarne af et lyst og smukt Livssyn, vandt Forfatterinden adskillige ny Venner. Endelig kan fra den senere Tid nævnes: »Han er Jøde« (1892). Flere af hendes Arbejder, særlig de tidligere, er udkomne paa Svensk, Tysk, ja endog paa Ungarisk. Hendes ofte saa haardt prøvede Liv er gledet stille og ubemærket hen, kun nu og da afbrudt af nogle Baderejser til Udlandet. Frøken Fanny Suenssen sidder utvivlsomt inde med Evner. Men Livsforholdene har været hende ugunstige og lagt vægtige Hindringer i Vejen for en fuldkommen sund og harmonisk Udvikling.
Oven for (S. 126) er givet de ydre Rids af Pseudonymet »Iver Ring«'s Liv. Hun er altsaa Søster til de 2 sidst nævnte Damer, og hedder:
Fru Alfhilde Mechlenburg. Den største Del af Halvfjerdserne skrev hun mest til forskellige Ugeblade, navnlig da »Illustreret Tid.« og »Skandinavisk Folkemagasin«. Dog udkom »To Fortællinger« allerede 1872, og 1878 fulgte »Fortællinger«. De første vandt meget Bifald og udkom snart i 2det Oplag. Allerede i disse første Begynderarbejder har Forfatterinden taget sit bestemte Stade, det lidt gammeldags romantisk-idealistiske, der alt den Gang var i Hovedsagen erklæret for overvundet. Hendes Personer er fattige paa dette friskt sprudlende, virkeligt røde og varme Menneskeblod, de er lidet virkelige og skildrede paa Grundlag af et næsten barnligt Sjælestudie. Fra først af var det norske Typer paa norsk Skueplads, hun førte frem, og med fornorsket Sprog. Navnlig »Fortællinger« (1878) er karakteristiske for Fru Mechlenburg. I den første, »Ørnereden«, samler Interessen sig om de to elskende: Helga og Halvdan. Hun vil ikke danse første Dans med ham ved et Gilde, med mindre han vil hente hende en Ørneunge ned fra Fjældets Tind ovre paa en vild og øde Klippeø. For at føje dette Kvindelune udsætter han sig for at knække Halsen, men udfører dristigt sit farefulde Hverv. Efter at have »stelt« med Ungen i nogle Dage, bringer hun den selv med Livsfare tilbage til Reden, reddes fra den bratte Klippe af Halvdan og bliver naturligvis hans. I den næste, »Bygdebarnet«, følger Forf. nænsomt og deltagende et Hittebarn (som opfostres af »Bygden«) gennem trange Timer, mange Krænkelser og Ydmygelser til en lykkelig Havn. I denne lille Bog har vi Forfatterinden helt og fuldt med Fortrin og Mangler. Hun har en lidt for levende Fantasi, skriver et blegt og temmelig upersonligt Sprog og giver Karakterer af ringe psykologisk Dybde. Men hun har Kompositionsevne, forstaar at skildre det menneskelige Hjertes Kampe, der overalt stilner af til Fred og ærefuld Sejr, og hun har et lyst og mildt Syn paa Tilværelsen, en varm og alvorsfuld Følelse, der gennemgaaende paavirker Læserne sympatetisk.
Det er en lang Række af Fortællinger, der til Dato foreligger fra Fru Mechlenburgs Haand. Vi nævner: »Fjældblomster« (1880), »I Tidens Løb« (1881), »Kløverbladet« (1882), »Et Løfte« (1883), »I Høst« (1883), »Gamle Minder« (1885), »Bregner« (1887), »Skibbrud« (1889), »Kamp« (1891), og »Ungdom« (1893). Man studser lidt ved denne Masseproduktion og spørger uvilkaarligt: Er Forfatterindens Talent ogsaa frodigt nok, hendes hele Personlighed dyb og rig nok, til at give alt dette Kraft og Liv? Svaret maa afgjort blive et Nej. Og dog har hun forstaaet at samle sig en Kreds af Læsere, der er blevne trofaste imod hende. Hun anvender kun smaa Midler, virker paa en egen stilfærdig Maade og sætter ingen stærke Kræfter i Bevægelse. Hendes Emner er kun lidet aktuelle, og ikke tager hun Parti i Døgnets Strid. Men der er endnu trindt omkring i Landet en betydelig Kreds af Læsere, som ynder et saadant Forfatterskab. De søger ikke dybe Skatte i hendes Bøger, de ønsker ikke moderne, trøstesløse Skildringer, men venter Fred og Forsoning; og skønt Fru Mechlenburg paa mange Steder giver endog gode Indblik i Menneskehjertets oprivende Kampe, som t. Eks. i Fortællingerne: »I Høst«, saa kan man være vis paa, at det bestandig ender som en solglad Aften efter en bygestreng Dag. Og da hendes Billeder tillige bestandig males paa en religiøs Baggrund, virker hendes forskellige Arbejder som en stemningsfuld hjemlig Melodi, lidt spinkel og uden mange Variationer. Meget muligt, at man har hørt den før, eller en anden, som ligner den; ligefuldt fylder den ens Øre og Sind med velgørende og milde Klange. Men en saadan lille, noget enstonig Folkemelodi vil derimod tabe sit Værd, naar Kritikeren ex professo tager sig for at opløse Akkorderne og undersøge, om de nu ogsaa alle Vegne er efter de strenge kontrapunktiske Love. Fru Mechlenburg hører da ogsaa til de Forfatterinder, hvem Kritikken aldrig har vendt sine skarpe Vaaben imod, vistnok fordi der i hendes noble og bundsande Personlighed er noget eget kvindeligt og fint, der ligesom afvæbner Kritikken.
Selv har hun haft sin Del af et Livs Kampe og Sorger; men derigennem er hendes Sjæl blevet lutret, og hun har lært at se med Mildhed paa andre. »Det er ingen Sag at være god og ædelmodige,« siger hun, »naar Lykken følger i vort Fodspor«. Men hun ved ogsaa, at lykken har sin Fare. »Lykken opelsker Egoismen; man kommer saa let til at mene, Solen kun er til for vor Skyld. Vi forpupper os i Medgang, saa andres Sorg og Smerte først skal bryde Hylsteret for at naa os.«
En Del af Fru Mechlenburgs Bøger er gaaede over i andre Litteraturer, navnlig oversatte paa Svensk.
Fru Camilla Eegholm, havde, som tidligere nævnt (S. 129), tilbragt sin Barndom og Ungdom i et udmærket Hjem, hvor Datidens kunstneriske og litterære Verden samledes. Skønt hun er en særdeles livlig Natur, var der dog i Ungdommen ligesom noget forpuppet ved hende. Hun havde vel bande Lyst og Trang til at kaste Puppen, men hun kunde ikke, og det rigtig glade og lystige Pigeliv har hun aldrig kendt, skønt Hjemmet bød paa megen Selskabelighed og Morskab. Hun syntes alvorlig og dybsindig af Karakter og elskede væsentligst litterære Sysler. Meget tidlig vaktes hendes Fædrelandskærlighed, der efter Krigen 64 gjorde hende saa bitter mod Tyskerne, at hun ikke var at formaa til at besøge deres Land. Ja, da hun engang paa Gennemrejse til sacksisk Schweitz passerede Berlin, blev hun i flere Timer siddende paa Stationen for ikke at se de tyske Pikkelhuer. 1871 ægtede hun Grosserer Eegholm, og der forløb nu en Del Aar, i hvilke hun ganske opgav litterær Virksomhed for alene at hellige sig sine Pligter som Hustru og Husmoder; hun deltog meget i Selskabslivet og foretog hvert Aar Rejser til Udlandet. Hun havde imidlertid søgt at udvikle sin Aand og sine Erfaringer; egentlig moden Kvinde blev hun først i sit Ægteskab, og der var meget at indhente fra det drømmende, indadvendte Ungdomsliv. Efter 22 Aars Hvil fremkom 1888 hendes Bog: »I det norske Lysthus«. Forfatterinden viser sig her som en fuldblods Idealist og Romantiker. Det var den litterære Radikalisme, der havde kaldt hende frem; hun mente sig kaldet til at værne om Idealer, som krænkedes. Bogen er livlig skrevet, og det ses klart, at Forf. forholder sig yderst skeptisk over for den moderne Litteratur. Det kommer ikke an paa et Navn, mener hun, men paa et Indhold. Redaktøren af »Fremtiden« ønsker kun Bidrag fra Mænd med Navn og vrager overlegent en indleveret Damenovelle; derimod modtager han med Tak og Begejstring et Bidrag fra en højt anset Professor, og saa er det netop den forsmaaede Dame-Julenovelle, som denne har faaet i Hænde, og i Betragtning af dens Værd indsmugler under sin Avtoritet; og han siger til Redaktøren: »Følg med Strømmen, naar det ikke kan være anderledes, men lad den ikke drive Dem videre, end at De altid kan naa Land; hold altid Veje aabne, at det gode, det rene, det ophøjede kan slippe ind, naar der er Chance . . . Saa stil Dem da ikke hæmmende mod det ny, der maa komme, tidligt eller sent, stop ikke Kanalerne, bort med Mudderet — og hold Ideens Fane i det mindste gemt herinde« (i Brystet). Forfatterinden er konservativ, men ikke stillestaaende, hun hylder Fremgang og Reformer i enhver god Retning; hun støtter Kvindesagen, men holdende sig til Middelvejen, frygter hun dens yderliggaaende Konsekvenser. Hun er Modstander af »Hvad vi vil-Kvinderne« og af de lærde, meget studerende unge Damer. Hun vil, at Døtrene i Familierne først og fremmest skal være »rigtig naturlige, sande, sunde, levende Mennesker«, de skal være »unge Piger, nyde deres Ungdom, se paa Livet — være glade og friske«. De samme Strenge spilles der paa ogsaa i de senere Bøger: »Ebbe og Flod« (1893) og »Smaa Kanaler« (1894). Førstnævnte er en rigere Bog end »I det norske Lysthus«. Man faar Indtryk af, at Forfatterinden har en levende Kærlighed til Naturen, som hun skildrer poetisk forstaaende, og hun evner ogsaa at tegne menneskelige Karakterer, om end noget ensidigt. Hun skildrer dem nemlig ikke efter psykologiske Undersøgelser, men ud fra sin egen Individualitet. Bogen byder paa 2 Typer: Den studerte, uelskværdige og udeltagende Eva og den huslige, omsorgsfulde og rare Edith. Eva er gennem Studielivet bleven kritisk, kold, stolt og ukærlig. Hun forbitrer Livet for Moderen, Søsteren og den fortræffelige Kandidat, der elsker hende, Hr. Hoyer, som lige har taget sin Eksamen med Udmærkelse. Han bryder omsider med hende og vinder den huslig hyggelige Edith. For øvrigt tror vi ikke, at Eva med sine Evner og Tilbøjeligheder tabte noget ved at miste denne i en sjælden Grad »huslige« og blødsødne Kandidat, der trods sin store Eksamen alene lægger for Dagen, at han er sin Moders kære Søn, men ikke ved en eneste Replik leverer Bevis for, at han har fortjent sit egregie. Han synes netop som skabt for Edith. Eva skuffes siden bitterligt i alle Retninger og kommer som en skibbruden til sidst i Huset hos en ualmindelig fint dannet og ædel Læge, der er næsten for sympatetisk skildret. Han bringer hende lidt efter lidt til at indse, at Studierne ikke har gjort hende til et virkelig alsidig dannet Menneske. Hun ender omsider som den fortræffelige Læges fortræffelige Hustru, og for saa vidt toner jo alt i skøn Harmoni. Figuren Oluffa er blot et mere udartet og temmelig frastødende Eksemplar af Eva-Typen og vistnok lavet »för tilfället«. Der vanker mange drøje Skoser til de rygende, drikkende og mandfolkeagtige Kvindestudenter! Alt i alt er der en ikke ringe Energi i Bogen, Forfatterinden vil noget, har Mod til at sige det, og har et Maal at stille de unge Piger for Øje. Det er utvivlsomt hendes betydeligste Arbejde. »Smaa Kanaler« er ikke fuldt saa godt lykkedes. Den har til Hovedfigur en ung Pige, som har vage, ubestemte Længsler, en uklar Higen mod det ny i Tiden, det, der muligt kan skænke hende den aandelige Frihed, hun endnu ikke kender. Hun forelsker sig i en moderne Litteratus, Repræsentant for alle radikale Nyideer: den fri Tanke, den fri Kærlighed o. s. v. Denne, Hr. Buntzen, hedder han, paavirker den unge Piges Broder saaledes, at denne forfatter en Bog, der slaar kraftigt til Lyd for alle frivole Anskuelser. Dette strider i Grunden mod hans egen inderste Overbevisning, men han gør det for at vinde Navn og Anseelse gennem den moderne Klike, der samler sig om Buntzen. »Man merkt die Absicht«! Den stortalende Fører er imidlertid kun en ganske simpel Forfører og i Grunden blottet for Aand og Overlegenhed. I rette Tid reddes dog Doris, den unge Pige, af en fra Amerika hjemkommen Onkel. Men det er utroligt, at Pigebarnet har kunnet lade sig imponere af Buntzens Talemaader, thi han er en overmaade flad Personlighed. I det hele lykkes det ikke rigtig Fru Eegholm at vække vor stigende Opmærksomhed for Personerne i denne Bog, der desaarsag kun efterlader et svagt Indtryk. De 3 nævnte Bøger har alle en tydelig Tendens, der næppe har været til Gavn for Poesien i dem. Forfatterinden har paa en Maade kastet sig ind i Dagens Strid, og hun har ført sit Vaaben og hejst sit Banner med den Kraft, hun som Kvinde ejer. Hendes Hug har dog næppe gjort synderlig Virkning, men hun har vist, at hun har Mod og Energi. I flere Aar har hun udfoldet en betydelig journalistisk Virksomhed, der i sin Helhed nærmest har været rettet mod Radikalismen. Det ligger uden for vor Plan her at komme nærmere ind paa denne, ganske vist ikke mindst betydelige Del af hendes Virksomhed. Særlig har hun været knyttet til »Avisen«, men ogsaa i »Nationaltid.«, »Berlingske Tid.«, »Nordslesvigsk Søndagsbl.«, »Aaret rundt« o. s. v. vil man finde mange Artikler, Smaaskitser og Rejsebreve fra hendes flittige Pen. Ogsaa »Dyrevennen« har hun været en varm og virksom Støtte, ligesom hun jævnlig har ladet høre fra sig i »Børnenes Julegave«, »Ny illustr. Tid.« o. fl. Som Journalist har hun mest benyttet Mærket »C. E.« Hele denne Virksomhed ligger vistnok særlig godt for hende. Hendes ildfulde Natur, omfattende Litteraturkendskab, talrige Rejser, udstrakte Bekendtskab og store Erfaring giver hende adskillige gode Betingelser. Fra 1890 er en stor Del af hendes Fortællinger og Skitser blevne oversatte til tyske Blade ved Fru Mathilde Mann, navnlig til »Die Post«, »Hamburger-Fremdenblatt« o. fl., ligesom hendes Bog »Ebbe og Flod« blev oversat 1894 under Titelen: »Ebbe und Flut«.
Fru Eegholms Liv har i de fleste Henseender været rigt og lykkeligt, og hendes sociale Position har ryddet mangen Hindring af hendes Vej. Stor Livfuldhed lyser hende af Øje, Energi af hendes hele Skikkelse, og hendes rastløse Aand fordrer Virksomhed og vekslende Indtryk. Selv i ganske smaa Skitser er der Aand og Liv, som baner dem Vej viden om. Saaledes, for at nævne et Eks., »Distancerytteren«, der 1892 var optaget i »Avisen«, men snart gik over i en Mængde andre danske Blade, samt i det tyske »Echo« og fl. Fru Eegholm har været forvekslet med Pseudonymet »Silvia Bennet« alias Fru O. Sandstrøm, født Levysohn, ja, »Katalog for Fyns Stifts Læseforenings Bogsamling« (1894) gør hende (S. 45 og S. 139) ligefrem identisk med denne, hvilken Fejl vi benytter Lejligheden til at rette.