Frøken Benedicte Arnesen-Kall,
Som »Lynildsmanden« Henrik Steffens i Hundredaarets Gry for
den romantiske Idealismes Mænd herhjemme blev Banebryderen for de
særlig fra Tyskland kommende Nyidéer i Litteratur, Naturvidenskab
og Filosofi, saaledes blev Litterærhistorikeren Dr. Georg
Brandes Høvdingen for den unge Digterskole i Halvfjerdserne.
Han giver Stødet til det saakaldte »litterære
Gennembrud«, hvis Mænd emanciperer sig fra den blegnende Idealisme
og sværger til det af Brandes som Fører plantede Realismens
Banner. De har den Betydning at have draget os ned fra den romantiske Retnings
Svæven i det blaa og hensat os midt i Virkeligheden og dens travle
Liv. De har skabt et nyt og friskere Sprog, en ejendommelig billedstærk
og farverig Stil, der vel hos en og anden kan falde lidt søgt, men
som dog er tifold bedre alligevel end alle de gamle blegfalmede Romanfraser,
der som Dødninger gik igen overalt i Epigonernes Lejr. Brandes's Ideal
er den Skønhed, som er født af den stærke Lidenskab;
thi han elsker det kraftigt-djærve, det
»karakteristisk-udprægede«; og han kræver af
Digterne, at de skal sætte »Problemer under
Debat«. Vi kan ikke vedblive at leve paa en Litteratur, som svundne
Slægter har frembragt og efterladt; vi maa selv frembringe en Bogavl,
som giver os Tidens levende Tanker og er rundet af dens mest fuldblodige,
mest inderlige Liv. Desaarsag har et Digterværk kun Betydning for Brandes,
naar det »paa levende Maade udtrykker Tidens Følelser og
Tanker«. Det ligger uden for vor Opgave nærmere at drøfte
Realismens Berettigelse og Betydning, at paavise dens Fejlgreb og Fortjenester.
Der har desuden i sin Tid været tvistet nok for og imod den ny Retning.
Det varede ikke længe, før dens Indflydelse var kendelig i alle
Lejre, hvor Mænd førte Ordet. Selv de, som ikke kunde
slutte sig til den, drog gavnlig Lære af den, og det turde nu være
almindelig anerkendt, at begge Kunstretninger er ligeberettigede. Man naar
Maalet ad begge Veje, naar blot Forfatteren har noget at meddele og
fortælle, som paa Grund af det energiske Sjæleliv, der pulserer
deri, kan røre Hjertet, ildne Modet, skabe den rette Stemning! Men
medens altsaa den realistiske Skole har udøvet saa kendelig en Virkning
i Mændenes Lejr, saa spores der blandt de kvindelige Forfattere saa
godt som ingen, eller dog kun ringe Paavirkning af »Gennembrudet«,
der jo særligt var af fransk Fostring. Forfatterinderne har enten ikke
villet gøre nogen som helst Indrømmelse til Tidsaanden
og de ny Ideer, eller de har manglet lydhør Forstaaelse af Tidens
Krav og Udviklingens Strømkæntring. Man kan anerkende den store
Fasthed og Haardnakkethed, hvormed mange af
Forfatterinderne har forfægtet deres ideale
Livsanskuelse. Paa dette Punkt kunde man ikke ønske, at de skulde
være særlig begejstrede Disciple af den moderne franske Skole.
En stor Del af de kvindelige Arbejder i Litteraturen er jo særlig blevet
Læsning for unge Piger og for Ungdommen i det hele. Det vil desaarsag
være af megen Betydning, at denne Lekture er bygget paa et etisk Grundlag,
og det konservative Element vil lige saa lidt her, som ved Opdragelse i det
hele, kunne undværes. Derimod vilde det utvivlsomt have været
til Gavn for Kvindelitteraturen, om Forfatterinderne havde taget den Lære
af Realismen, at der til sand Skildring af Karakterer hører grundige
psykologiske Studier, at hvad der ofte i Livet maa staa som det tilfældige
uden nærmere Sammenhæng med Personer, maa i Kunsten motiveres,
at der til en Skildring af Begivenheder, Naturforhold o. s. v., frem for
alt maa fordres Selvsyn, gøres Iagttagelser; og endelig maa man beklage,
at der ikke synes at være nogen stor Stræben efter friskere og
mere kunstægte Sprog. Navnlig er der en paafaldende Mangel paa originale
Udtryk for Naturiagttagelser. Her er alt for meget af gamle falmede
Godtkøbsblomster, hvad vistnok har sin væsentligste Grund i
den nævnte Mangel paa Selvsyn. Hos mange er der jo næppe en Fugl,
der pipper, eller en Gren, der løves.
Da der efter 1870 er kommen et saa stort Antal af Forfatterinder til, uden dog at ret mange af disse har naa't at vinde sikkert Fodfæste, og da adskillige har været lidet heldige i deres alt for professionelt gjorte Arbejder, er Dommen over den kvindelige Litteratur stundom blevet uretfærdig, idet man har villet skære alle over èn Kam og ladet de virkelig talentfulde lide for de andres Synder. Alle disse skrivende Damer med deres uangribelige Livsanskuelse, mente man, var muligvis »gute Leute — aber schlechte Musikanten«! Meget af, hvad der skriver sig fra Kvindehaand, anmeldes derfor endnu ret jævnlig med et Par overlegne Ord, en let Spot, et Par satirisk affejende Bemærkninger, men kun sjældent gaas der ind paa nogen reel Vurdering af paagældende Værk. Endelig har man ogsaa i de senere Aar været noget for tilbøjelig til at lægge Hovedvægten paa det rent formelle, det tekniske, i Stedet for paa Livstankerne og Livssynet.
Ved Studiet af Kvindelitteraturen i sin Helhed frembyder sig allerførst den Mærkelighed, at der vanskeligt lader sig paavise nogen successiv Udvikling og der efter følgende Kulmination. Det er allerede paavist, at en saadan savnes hos Fru Gyllembourg og Fru Hegermann-Lindencrone. Men det vil findes naturligt, naar man betænker, at disse Damer først fremtraadte i Litteraturen, da de alt havde passeret deres Livs Middagshøjde. Man kunde altsaa ikke vente nogen større Aandsmodenhed. Anderledes med de mange, som har debuteret i en meget ung Alder. Der synes i denne Henseende virkelig at gælde en anden Lov for disse end for de mandlige Forfattere. Flertallet af Kvinderne, som er optraadte i Litteraturen, har gerne begyndt med et eller et Par særligt lovende Arbejder, som har vakt en vis Opmærksomhed, men det efterfølgende har sjældent staaet paa Højde dermed. Dette gælder t. Eks. om Mathilde Fibiger, Elisabeth Martens, Cornelia Levetzow, Johanne Schjørring, F. C. van der Burgh, Aage Wang o. fl. De er alle naa't videst i deres første Bøger, og det svækker noget Interessen for de senere Frembringelser. Grunden kan jo muligt hos enkelte søges i en mindre alvorlig Arbejdsmetode, hos andre i de uheldige Forhold, under hvilke mange Forfatterinder virker; og den kan maaske endelig hos nogle ligge i den Omstændighed, at de under Udarbejdelsen af deres første Forsøg satte al Energi og al individuel Ejendommelighed ind; Følelseslivet og Tankelivet ligesom udtømte sin Rigdom og sin friske Oprindelighed med det samme, saa meget af det efterfølgende kun blev ligesom en Genklang af, hvad man havde hørt en Gang før.
Idet vi nu atter gaar over til Omtale af de enkelte Forfatterinder, vender vi først tilbage til
Frøken Benedicte Arnesen-Kall,
der flittigt fortsatte sin Virksomhed (se Side 43) ogsaa efter 1870 i samme Spor og i samme Aand som tidligere. Paa eget Forlag udgav hun: »Gennem Kirkeaarets Evangelier« (1872), et Forsøg paa at udsætte de evangeliske Beretninger paa rimede Vers. Det er ikke det første Forsøg af denne Art. Forfatteren har i et tidligere litterær-historisk Arbejde om Vedel Simonsen paavist, at ogsaa denne i sin Alderdom havde syslet med et saadant Arbejde, men hans Løsning af denne Kæmpeopgave er kun lidet tilfredsstillende, og det er ikke gaaet Frøken Arnesen-Kall bedre. Ganske vist havde hun hengivet sig til dette Arbejde med hele sin Personlighed, men denne var ikke storslaaet eller oprindelig nok til, at den kunde præge en saadan Digtning med den Aandskraft, Dybde og Inderlighed, som kunde sikre den blivende Værd. Selv omfattede hun dette Arbejde med særlig Forkærlighed. Paa et Eksemplar til Forfatteren skrev hun endog: »Min kæreste Bog — til« o. s. v. Ja, endnu blot en Maaned før sin Død kaldte hun det sit »Yndlingsbarn«; og dog er det afgjort et af hendes svageste. Hun dømte bestandig ganske ukritisk om dette Arbejde; men Grunden dertil er let at forstaa. Hun elskede det, fordi, som hun siger i et af sine Breve, det havde beredt hende »lykkelige, ja uforglemmelige Timer under Udarbejdelsen«. Som skønlitterært Værk er det kun af ringe Værdi. Det indledes med et ret varmt følt Digt, der dog ikke er uden Formfejl:
»Giv mig, o Herre, Beskuelsens Gave,
giv mig en Røst til at synge for dig!
Løs alt det bundne, som end er en Slave
af disse Jordkaar, som nedtrykke mig!
Væk mig af Dorskhed til Aandens Forklaren,
hæv mig fra Sløvhed i Troens Bevaren!«
Der er i Samlingen adskillige Enkeltvers, som baade er smukke og stemningsrige; men gennemgaaende fattes der virkelig poetisk Fylde og Højhed, eller, for at bruge et betegnende Udtryk af P. A. Fenger: Orgeltonen mangler! Bogen staar derimod som et ærligt Vidne om Forfatterindens varme og religiøse Sindelag, som jo ogsaa skimtes gennem alle hendes øvrige Frembringelser. Ogsaa et dramatisk Arbejde af hende fortjener at nævnes, nemlig »Robert Bruce« (1873). Med den største Sympati dvælede hun ved denne det skotske Riges Genopretter, hvis Historie hun nøje havde studeret, og varmt og følsomt har hun skrevet sit Drama, der var forfattet længe, før det udkom, og som er det eneste trykte af de mange, hun har skrevet. Længe nærede hun de mest levende Ønsker om at faa det opført, men heri skuffedes hun, som hun overhovedet altid skuffedes, naar hun skrev Dramaer. Stykket er fuldt originalt, har mange varmt følte Scener og godt udarbejdede Vers, savner heller ikke stigende Spænding og Effekt, men Sceneordningen er upraktisk, og Handlingen for stillestaaende og ensformig til at vedligeholde Interessen gennem de 5 Akter, hvoraf det bestaar. Dets dramatiske Liv er næppe kraftigt nok til, at det nogen Tid vil kunne holde sig paa Scenen. Dramaets Opgave er jo — langt strengere end i nogen anden Digtart — den: at livgive, hvad der dybest rører sig i Menneskesjælen. Men Frøken Arnesen-Kall var ikke begavet med særligt psykologisk Blik, hvorfor hun heller ikke ret magter de dramatiske Opgaver.
Sidste Afsnit af hendes litterære Virksomhed, fra 1872—95, har ikke mange store Værker at opvise, men til Gengæld enkelte, som hører til hendes bedste. Hun udgav i denne Periode særlig en Del Foredrag, hun havde holdt. Blandt disse skal anføres: »Fru Gyllembourg og hendes Værker«, der, trods den noget gammeldags Form og Tone, er en baade aandfuld og fint forstaaende Karakteristik; »For eller imod Kvindesagen« (1880), ubetinget det bedste, grundigste og mest moderate Indlæg, der i denne Sag er fremkommet fra Kvindehaand. Det udkom da ogsaa hurtigt i 2det Oplag. Af megen Interesse er Digtsamlingen: »Fra det stille Liv« (1883), en stor Bog, som giver adskillige Bidrag til Forfatterindens Karakteristik. I mange Aar skrev hun enten anonymt eller under det beskedne Mærke »Benedicte«. Denne Digtsamling derimod bærer hendes fulde Navn og afslører samtidig Anonymiteten, idet de fleste af hendes Arbejder anføres under Navnet paa Tittelbladet. »Fra det stille Liv« er tilegnet Biskop Martensen og er baaret af den samme milde og fredelige Aand, det samme lyse Syn og den varme Tro, som vi alt har truffet i tidligere Arbejder. Men her er baade heldigere Formevne og mere Personlighed. Betegnende for Forfatterinden er Digtet: »Mit Grantræ«, og da særlig følgende Strofer:
»Vi var i Slægt! To Nordens Børn,
foruden Blomst i Vaaren,
som voksed mellem Krat og Tjørn,
med Helteblod i Aaren,
med grønne Naales tætte Hær,
som trodsed Stormrusk og Besvær
og aldrig skifted Farve.
Hvad har vi ej tilsammen set,
o dyrebare Frænde,
Partier op, Partier ned,
der sig bestandig vende,
Poeter kom, Poeter gik,
og smaa Noveller Prisen fik,
mens vi ej skifted Farve!«
Gennemgaaende er der ikke nogen egentlig høj Poesi, udpræget Oprindelighed eller særegen Sprogkunst at finde i Frøken Arnesen-Kall's Digtning som Helhed. Men stundom støder man dog paa overraskende gode Enkeltheder, klare, sunde Tanker formede knapt og koncist. Hun skrev saaledes et Digt til Professor N. M. Petersens 70-aarige Fødselsdag, hvori hun træffende karakteriserer ham saaledes:
»En Digters Fylde og en Granskers Flid,
en Sprogets Mester, Lærer og Forsvarer,
med aabent Øje for din egen Tid,
dog hvert et Fortidsmindes tro Bevarer:
saa har vi kendt dig i de svundne Aar,
saadan du hædret af din Samtid staar!«
Smukt er ogsaa følgende Vers af »De første Sange«:
»Hvorfra kom denne Higen,
som selv jeg fatted ej,
mod Tankernes Berigen
og Bjærgenes Bestigen
ad hidtil ukendt Vej,
med Arbejdslystens rige,
vidunderlige Evne
til ej at ville vige
men modigt fremad stævne?«
Det mærkes overalt, at der staar en alvorlig Personlighed bag Ordene, selv der, hvor det ikke lykkes hende at give os ny Tanker i ny Dragt. Dybt i sig selv ejer hun den Poesiens rene Kilde, hvoraf hun øser. Var Drikken, hun skænkede os, ikke særlig stærk eller pikant, saa var den til Gengæld sund, ren og uforfalsket. Hendes Digtning har et ægte nationalt Præg, der, Forening med det religiøse, har banet Vej for den til mange beslægtede Sjæle. En priselig Fasthed er at finde deri fra først til sidst. Hun kvad ikke de Viser, som Nutiden helst gad høre, hun gjorde ingen Indrømmelser paa Bekostning af egen Overbevisning; men hun forblev tro mod sin Ungdoms Idealer, saa det er fuldt betegnende, naar hun siger, at
.... »Granbarduft og Harpikssaft
var Vidne om den stille Kraft,
der aldrig skifted Farve.«
Foruden en velskreven Levnedstegning af sin lærde Fader: »Paul Arnesen, Islænder« (1884) udgav hun det meget læseværdige lille Skrift: »Den spanske Trilogi« (1884). Titelen er lidt vildledende. Bogen indeholder en Række grundige og livlige Studier over de 3 berømte spanske Digtere: Cervantes, Lope de Vega og Calderon, der jo er de lysende Navne, til hvilke den kraftige Opblomstring af Spaniens litteratur i det 16de og 17de Hundredaar knytter sig, samtidig med Landets voksende Magtstilling udad til. Frøken Arnesen-Kall var saa hjemmevant i denne Digtning, at hun bliver en livlig og kyndig Fører, som vi med Interesse følger, glædende os over hendes sunde Forstaaelse. Bogen er rosværdig kort og klar. Spredt i Blade, Tidsskrifter, Almanakker o. s. v. findes ogsaa en stor Del Bidrag fra Forf.'s Haand. Navnlig har »Dyrevennen« haft en varmhjertet og flittig Medarbejder i Frøken A.-K., der mangfoldige Gange med Djærvhed har talt »de stummes« Sag, ligesom hun tit med Liv har fortalt for Ungdommen talrige Smaatræk fra Dyrenes Verden, for hvilken hun altid havde et opladt og mildt forstaaende Blik. Nu og da dyrkede hun ogsaa historiske Studier og skrev endog under Titelen: »Den oldenborgske Stamme i Danmark« Kong Kristian den Førstes og Kong Hans's Historie, et Arbejde, der dog ikke har været Forfatteren for Øje, og som, saa vidt vides, kun er trykt som Manuskript. Sluttelig skal nævnes hendes »Livserindringer« (1889), et virkeligt interessant Værk, der indeholder meget af blivende kulturhistorisk Værd og giver mange Træk til Belysning og Forstaaelse af dansk Aandsliv, navnlig i Tidsrummet mellem 1820—50. Hun havde et overordentligt Litteraturkendskab, og selv de sværere Forfattere veg hun ikke tilbage for at gøre omfattende Studier hos, saaledes især Søren Kierkegaard, hvem hun kendte som kun faa, ligeledes Martensen, Rasmus Nielsen o. fl. Selv paa sine gamle Dage dyrkede hun med Flid moderne fransk Litteratur: Zola, Daudet, Flaubert, Mallarmè; men hun erkendte som sit Valgsprog, at »kun det gode skænker Personlighed«. Den overordentlig livlige, noble og elegante Skikkelse med det lysende Blik og den fine, klædelige Hovedbøjning var i sine Velmagts Dage en sjælden tiltalende Repræsentant for de danske Kvindeforfattere: aandfuld, kundskabsrig og medbringende ligesom en Luftning derude fra de store Nationer, fra udbytterige Rejser og mærkelige Udfærder. Endnu i sin høje Alderdom syslede hun med en 2den Del af sine Livserindringer; men mange Hindringer: svækket Syn, Svagheder af mange Slags og navnlig Forlæggervanskeligheder nødte hende til at opgive det, hvad der voldte hende stor Skuffelse. Endnu ganske kort før sin Død skriver hun til Forfatteren: »Det er min store Sorg, at jeg har maattet opgive dette Arbejde, som jeg saa gerne vilde have ført frem«.
Trods den høje Alder, som Frøken Arnesen-Kall opnaaede, holdt hun sig længe ung i Sindet. Hun citerer selv Mester Eckardt's Ord: »Jeg vilde sørge, dersom jeg ikke i Dag var yngre end i Gaar«. Hun havde ogsaa taget levende Del i alt, hvad der rørte sig i Tiden, og gerne havde hun villet være med at fremme al sund og god Udvikling, ikke mindst den kvindelige. Hun vilde, at Kvinden skulde vokse i Intelligens, klart Tankeliv, og at hun skulde naa frem til frit og selvstændigt Virke i Samfundet. Men nødig vilde hun, at Kvinden gik uden for sine naturlige grænser, eller at Udviklingen skete paa Bekostning af det Følelsesliv, som dog er og bliver »conditio sine qua non« for en normal Kvinde. Hendes eget lange Liv bragte hende adskillige ensomme Timer, og skønt hun havde en god Del udvortes Betingelser for Lykke, fik dog ogsaa hun sin Del af Kampe og Sorger, der imidlertid kun yderligere bidrog til at modne hendes stærke Sjæl. Som Forfatterinde var hendes Stilling temmelig isoleret. »Min Livslod er falden i Skyggen«, siger hun i sine »Livserindringer«, men Arbejdet og den dermed forbundne aandelige Fremgang var mit Livs Lyst, min Styrker og Opholder i det indre Væsen, der altid hævede mig nærmere og nærmere mod Lysets og Sandhedens Kilde«. Hun øvede en ikke ringe Gerning ogsaa i Kærlighedens Tjeneste, og hun vil blive mindet med Tak af alle dem, der gennem hendes personlige Væren og gennem hendes Ord har mærket Pulsslaget fra hendes varme Hjerte.
Medens, som vi har set,
Fru Johanne Louise Heiberg
ikke blev nær saa stor i Udøvelsen af dramatisk Kunst i Litteraturen som paa Scenen, saa kom hun dog senere, i sit Livs Aftenstund, til at skænke os Arbejder af uomtvistelig Betydning og af endog mer end almindelig Interesse. Saaledes udgav hun i 1882: »Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg«, et fint forstaaende og i psykologisk Henseende saare interessant Livsbillede, der navnlig kaster Lys over den hidtil uopklarede og aldrig sandt forstaaede Skilsmisse mellem P. A. Heiberg og hans begavede Hustru. Fru Heiberg havde staaet sin Svigermoder saa nær og var saa indlevet med denne, at hun med sin mærkelige Evne til fortrolig Hengivenhed maatte have de bedste Betingelser for Udgivelsen af dette Arbejde, der da ogsaa vakte al ønskelig Opmærksomhed, og om hvis Paalidelighed der saa meget mindre kunde tvivles, som den hele Beretning støtter sig til efterladte Breve fra de omhandlede Personer. Det har oplevet flere Oplag og gav bogstavelig Anledning til en hel Speciallitteratur. Om muligt endnu mere klart forstaaaende og sympatetisk er den i al sin Korthed ypperlige Karakteristik af Fru Gyllembourg, hvilken Fru Heiberg skrev til Ledsagelse af 3dje Udgave af dennes samlede Skrifter 1883—84. Den giver os et sjældent godt Indblik i den gamle Fru Gyllembourgs Karakter baade som Menneske og som Digter.
Men intet andet Arbejde blev dog saa sensationsvækkende som Fru Heibergs egne Memoirer, der under Titelen: »Et Liv genoplevet i Erindringen« udgaves af den ansete Historiker A. D. Jørgensen i 1891—92. De udgør 4 Bind og er af betydeligt Omfang. Forf. har ikke alene havt til Hensigt at give os sit eget Livsbillede, men Opgaven har tillige i væsentlig Grad været den: at værne om sin Mands Minde, at rense det for enhver Plet og samtidig vise Efterverdenen, at J. L. Heiberg havde lidt Uret af sin Samtid. Hun havde elsket denne Mand over alt, hvad ikke var saa sært, og hun saa op til ham med Ærbødighed, og vedblev at leve i Mindet om ham. Men denne hendes store Kærlighed og Beundring har tillige gjort hende til en mindre upartisk Dommer, og hendes Syn paa Heiberg er, som venteligt, meget ensidigt. Vi kan heller ikke helt igennem underskrive de Domme, hun fælder over andre, særlig over Personer, der ikke har været saa heldige at vinde hendes Ægtefælles eller hendes eget Bifald. Nu og da vil man heller ikke undgaa at stødes over, at Forfatterinden for meget stiller sit eget Jeg frem i temmelig flatterende Belysning og med Hensyn til flere Begivenheder er mindre historisk nøjagtig. Heller ikke synes hendes Refleksioner synderlig dybsindige; men alt dette er dog kun Smaating i Sammenligning med den virkelige Intelligens og det psykologiske Finblik, som Fru Heiberg i dette store Arbejde lægger for Dagen. Gennem lange Tider vil det usvækket bevare sin Anseelse som et højst værdifuldt Bidrag til et vigtigt Tidsafsnits Kulturhistorie i Danmark. Og saa giver det os Billedet af denne mærkelig store Kvinde, der ikke undgaar at fængsle, selv der, hvor hun frastøder, og hvis rige Liv er som et Eventyr, farvet af et romantisk erotisk Skær, tegnende sig paa en Baggrund af Menneskehyldest og Menneskeforgudelse! Stor har hun været. Hun kalder sig selv for Dilettant i Skrivekunsten, og dog har hun ikke des mindre kunnet berige Litteraturen med saa betydelige og tungt vejende Værker, som de oven for nævnte, alle rige paa ægte og stor Stemning, saa personlig stærke, at vi yngre, som ikke har set hende paa sin Kunst's Højde, dog godt forstaar, at hun engang var Stjernen, der lyste fra Scenen, som ingen anden har lyst, aandfuld, smuk, dragende og daarende Romantikens entousiastiske, let henrevne Slægt.
Vi har foran (Side 88—94) omtalt det væsentligste af den Digtning, som skyldes
Frøken
Christine Margrethe Daugaard.
Hvad hun har ydet efter 1870 er ikke meget. I »Efteraarsløv« (udg. af A. Pontoppidan, Kbhv. 1884) har hun skrevet Digtet: »Vægtervisen«, der helt igennem er et fuldtro Vidnesbyrd om den dybe Religiøsitet, der præger hendes alvorsfulde Sind, og det er tillige en god Prøve paa, hvad hun har ydet i denne Retning, en stille, men stærk Digtning, der har fundet Genklang hos mange. Hendes betydeligste Bidrag til Litteraturen i denne Periode er en noget forkortet Oversættelse af Torquato Tasso's »Det befriede Jerusalem« (1884).
Knyttet nær til Frøken Daugaard, »ved Venskabets, Familielivets og Aandslivets stærkeste Baand« var den i det foregaaende alt nævnte
Frøken Sophie Holst.
Hun var født 1829 i Nørbæk Præstegaard, hvor hendes Fader Otto Ludvig Møller Holst var Sognepræst til Nørbæk, Sønderbæk og Læsten. I en meget tidlig Alder mistede hun sin Fader, hvorefter hun kom i Huset hos Pastor Blicher's i Vorning. Fru Blicher elskede hende højt og forstod med levende Interesse at opfatte Barnets Ejendommelighed og Evnerigdom, og Sophie Holst førte her et rigt og lykkeligt Barndomsliv, omgivet af den størst mulige Sympati. Et usædvanligt Sprogtalent og en glimrende Hukommelse udmærkede hende tidligt, og da hun tillige havde en meget levende Fantasi, hengav hun sig med hele sin Sjæl til Læsning, mest af historiske Værker, og i hendes Indre bildede sig de mærkeligste Heltespil. Efter som voksen at have tilbragt nogle Aar dels hos sin Moder, dels som Lærerinde hos en Præstefamilie, kom hun i Huset hos Biskop Daugaard i Ribe. Hun var nemlig bleven fortrolig Veninde af Christine Daugaard og trolovet med en Søn af Biskoppen. Dette unge, haabefulde Menneske bortkaldtes imidlertid i en ung Alder, hvorefter hun snart indtraadte som Datter i Bispegaarden, den Gang det gamle Taarnborg. Hun besad en næsten enestaaende Evne til elskelig Selvforglemmelse, en tiltalende barnlig Munterhed, et rigt Lune og var derhos en særlig patriotisk Natur. Som alt nævnt — under Frøken Daugaard — døde Frøken Holst 1887. Hendes første litterære Arbejder falder allerede i Halvtredserne. Hun udgav saaledes under det for hendes store Beskedenhed betegnende Mærke »Noli me tangere« en Samling »Eventyr og Fortællinger« (1856), der bl. a. vandt Ingemanns varme Sympati. Han glæder sig over »Ejendommeligheden i Form og Fremstilling«, over »det psykologisk interessante, det ædle ophøjede i Karaktererne«. »Bogen fandt dog ingen Udbredelse,« siger Frk. Daugaard i en lille Biografi, som hun har skrevet som Forord til et ved hende udgivet dramatisk Arbejde af Sophie Holst. Det samme gælder om den anonyme Roman »Lindholm« (1862), der giver en ikke uinteressant Familiehistorie. Dernæst har hun i »Aftenlæsning« anonymt meddelt nogle Fortællinger: »Et Minde«, »Stendyssen« og »Djævelens Spil«, ligesom hun i »Nordslesvigsk Søndagsblad«, ogsaa anonymt, skrev de to Fortællinger: »Onorato Rudiano« og »Buondelmonte«, Skildringer fra den italienske Midalder, og en Nutidsfortælling: »Stort og Smaat«. Hun var altid fuld af Planer og Udkast; meget har hun skrevet, som aldrig kom frem, og »et langt Liv vilde ikke have slaaet til til Udførelsen af de Opgaver, hendes Aand og Fantasi satte hende.« En af hendes kæreste Helteskikkelser var Jyllands tapre Forsvarer under Krigen med Karl Gustav, Hans Friis; med ham som Hovedperson skrev hun engang et lille Skuespil: »Fri og Ufri« og indsendte det til Nationalteatret, hvor det ogsaa antoges til Opførelse, uden dog nogen Sinde at være kommen frem. Endelig skrev hun et historisk Skuespil i 5 Akter: »Eumenes af Kardia«, som efter hendes Død er udgivet med den nævnte indledende Biografi af Frøken Daugaard 1887. Der ligger mange Studier til Grund for dette tragiske Drama; men Resultatet svarer ikke til Anstrengelsen. Vel er der enkelte smukke Scener og en Del velformede Repliker nu og da. Men der savnes Handling, fremadskridende Udvikling, det hele er betænkelig stillestaaende. Selve Hovedpersonen, den ædle og tapre Helt, Eumenes af Kardia, en af Aleksander den Stores kække Feltherrer, er tegnet uden den fornødne psykologiske Dybde og Klarhed. Han fortoner sig til sidst ganske i det taagede, saa det ikke bliver os slaaende klart, hvad det egentlig er, han kæmper for. Han gør Indtryk af mere at være en Sværmer og Drømmer end en græsk Helt, der har fulgt en Aleksander paa hans Sejrstog. Men da han dog aabenbart i Forfatterindens Bevidsthed er en Helt, hvorfor da lade ham falde og dø for en lumpen Snigmorders Haand? Dette er i hvert Fald ganske ukunstnerisk. Havde Frøken Holst magtet at vække vor Sympati, vor Begejstring for denne Eumenes, og havde hun gennem en Række af kække og forvovne Krigerbedrifter ført ham frem til en ærefuld Sejr, saa havde maaske Dramaet været frelst. Nu nøjes Forf. med at fortælle os, hvad der udføres, i Stedet for at lade os se det levende fremstillet. De gode Krigsmænd og Sølvskjolddragere, som optræder, er utrolig spagfærdige, de lister omkring paa Scenen, nu og da sigende et Par lidet betydende Repliker, men de handler ikke. Scenen mellem de to fjendtlige Modstandere Eumenes og Antigonos, der for et Øjeblik glemmer lange Tiders blodige Fejder og sætter sig Haand i Haand for ganske jævnt at smaasnakke om Sagerne, er næsten for naiv, og Fru Artonis Tilstedekomst og Optræden fuldstændig umotiveret. Er det saaledes ikke lykkedes Forf. at løse sin Opgave tilfredsstillende og med Forstaaelse af Scenens Krav, saa er der ikke des mindre i Stykket adskilligt som vidner om Talent og meget, der bærer Bud fra en ædelttænkende og rig Kvindenatur, hvis mange spirende Muligheder paa Grund af Livets Tynge og allehaande ugunstige Arbejdsvilkaar, ikke foldede sig ud til den Blomstring, der under heldigere Betingelser muligt vilde være naa't. Vor rastløse, fremadstormende Tid, ombølget af Europas moderneste Strømninger, havde kun faa Øren for en Røst som hendes, saa spag og fin og blød, saa lidet tidsstemt i Klangen, saa poetisk sart, for svag for Realismens Slægt.