Frøken Louise Elisabeth Bjørnsen.
I 1855 udkom en temmelig stor og bredt anlagt Fortælling under den noget udfordrende Titel: »Hvad er Livet?« Den var forfattet af en fuldstændig ukendt Dame, hvis Debut den var. Hun kaldte sig »Elisabeth Martens«, men Navnet var et Pseudonym. Den yndede historiske Folkeskribent Frederik Barfod havde skrevet en anbefalende Fortale. Denne, der i Virkeligheden er en Mystifikation, giver Læserne den Forestilling, at Forfatterinden er en bedaget Kvinde, der i »i sit Livs Aften overgiver sit Levnedsløb i sin Datters Haand«. Og naar man læser Bogen, faar man ogsaa nærmest det Indtryk, at den er Frugten af et langt, bevæget Livs mangeartede Erfaring, af gennemkæmpede Kampe og overstandne Prøvelser, under hvilke Forf. har lært, at »Livet er Strid og Arbejde«, men som tillige har ladet hende erfare, at det ogsaa er »en mild Fred, en velsignet Hvile«. Men Elisabeth Martens var den Gang inden aldrende Kvinde, thi Bogen er skreven da hun var i Trediveaarsalderen. Hun holdt længe paa sin Pseudonymitet, uagtet Bogen gjorde Lykke og allerede udkom i 2det Oplag 1857 og i 3dje 1881. Hendes egentlige Navn var
Frøken Louise Elisabeth Bjørnsen.
Hun er født 1824 i Roholte Præstegaard paa Sjælland og er Datter af Sognepræst Ferdinand Eberhardt Bjørnsen og Hustru Rebekka Rabe-Holm. Børnene hang ved Faderen med den ømmeste Kærlighed, men han døde alt, da Louise Bjørnsen var 8 Aar gl. Moderen var en af disse stille Kvinder, der bag et beskedent Ydre ejer baade Aand og Hjerte. Hun var en fintdannet, men tillige meget huslig Kvinde, der aldrig forsmaaede nogen Gerning i Hjemmet, fordi hun ansaa den for ringe. Tværtimod! Hun gjorde den med Glæde og gav den just derved et vist Indhold, idet hun spredte Aandens Liv og Hjertets Varme over den. Hun fik imidlertid trange Kaar, da hun blev Enke med 9 Børn, af hvilke det ældste var Student. Hun tog Bolig i Tinghuset i Braaby ved Gisselfeldt, og her levede hun i en Række af Aar et stille og nøjsomt Liv. Dette satte sit Præg paa den begavede Datter, som vi her har med at gøre, og sin første og væsentligste Udvikling skylder hun sin Moder. Denne underviste selv sine ukonfirmerede Børn og søgte at meddele dem saa meget som muligt af den Aandsdannelse, hun selv besad, og Louise Bjørnsen har — med Undtagelse af Undervisning i Sprog og Sang — ikke haft nogen anden Læremester end sin Moder og aldrig frekventeret et Institut for unge Piger. Efter hendes Konfirmation flyttede Moderen til Nestved, men den unge Pige førtes ikke dèr nærmere til rigere Aarer end de, der sprang i Hjemmet, hvor Digtekunsten holdtes højt i Ære og egentlig var den eneste Rigdom, som hun og hendes Søskende kunde faa uindskrænket Del i, og hun er vokset op under rig Paavirkning af vore største Skjalde. I de lange Mørkningstimer — det gjaldt jo om at spare paa Lyset — samlede Moderen Børnene om sig, og medens Strikkepindene gik, fortalte hun saa, hvad hun havde læst, stundom ogsaa, hvad hun selv havde oplevet; og saa mesterlig forstod hun at gengive Begivenheder og Livskampe, at Stuen i de stille, hyggelige Aftener var Vidne snart til den klingreste Ungdomslatter, snart til Medfølelsens Taarer. Dette vakte Louises Fantasi og satte den i Bevægelse. Hendes Livsmod og lønlige Higen stræbte udad, men hendes Helbred var skrantende, og ingen Midler var der til Virkeliggørelsen af Drømmene. I de stille Nætter arbejdede imidlertid hendes Tanker, og Billedernes brogede Hær steg frem for hendes indre Syn. I saadanne vaagne Nætter udarbejdede hun Fortællingen »Hvad er Livet?« Inden hun endnu var færdig med at nedskrive den, blev hendes Nattevaagen røbet. Hun betroede sig nu til sin Moder og læste Manuskriptet for hende. Skønt denne erkendte, at det var lovende, raadede hun dog indstændig Datteren fra nogen Sinde at blive Forfatterinde. Frøken Bjørnsen kunde imidlertid ikke kue Lysten i sit Indre; hun vedblev at haabe, uagtet der hengik hele 2 Aar, før det lykkedes hende at finde en Forlægger, der turde udgive Bogen. Fr. Barfod fik imidlertid Bogtrykker Trier til at forlægge den. At den var Udgivelsen værd, kunde Barfod »intet Øjeblik tvivle om«, men vistnok anede hverken han, Forlæggeren eller Forfatterinden selv, at den temmelig store Bog af en ukendt Debutant skulde gøre endog ualmindelig Lykke og vinde en betydelig Læsekreds gennem mange Aar.
»Et Kunstværk i strengere Forstand« ansaa Barfod den ikke
for at være, og den tilfredsstiller heller ikke en strengere Kritiks
Fordringer. Temaet er ikke nyt, og Tankerne ikke heller. Den behandler et
ofte varieret Emne, som egentlig indeholdes i det bibelske Ord: »Herren
er den, som gør fattig og gør rig, som nedtrykker og
ophøjer«. Hovedpersonen er den unge Pige, Anna Warner, Datter
af en afdød Godsforvalter, hvis efterladte Familie lever i knappe
Kaar. Kammerherreinde Ranner og dennes Datter, den smukke, livsglade, men
lidet begavede Mathilde, tager sig noget af hende, og som Veninde af Mathilde
Ranner kommer hun i Huset hos en adelsstolt og temmelig hjertetør
Dame, Fru von Orten, der med sin »originale« Datter beboer Herregaarden
Hjorthøj. Af disse arrogante Mennesker og navnlig af den selvgode,
forfængelige og hovmodige Datter, der drømmer om Kunstnerry
som Billedhugger, maa hun døje mange ufortjente Krænkelser og
Tilsidesættelser, som hun dog finder sig i med den største
Taalmodighed. Mathilde Ranner bliver imidlertid ulykkelig gift med en tysk
Eventyr-Baron, der ikke elsker andet end hendes Penge, og som, da disse er
ødede, bliver en sand Tølper imod hende. Anna Warner, der
imidlertid er kommen i Huset hos Kammerherreinden, bliver efter dennes Død
gift med en brav og velhavende Mand og har den Lykke at
være den ulykkelige Mathilde Ranners Trøst og Støtte
paa det sidste. Denne, hvis Liv fra Begyndelsen tegnede saa lyst og smukt,
knækkes tidlig og gaar til Grunde, og Anna, hvis Fremtid syntes mørk
og svær, bliver rig og lykkelig.
Det hele er kun en simpel lille Historie, men Forfatterinden forstaar at
vække Læsernes Interesse og Sympati for de Personer og
Menneskeskæbner, hun skildrer, faar os til at glædes med de glade
og sørge med de bedrøvede, saa der vækkes just den Stemning,
der svarer til Værkets Idé, og derved lykkes det Frøken
Bjørnsen, uden egentlig Kunst, at opnaa en vis digterisk Virkning,
og derved har hun været i Stand til at vinde sin store Læsekreds.
Man kommer til at føle Sympati eller Antipati, ganske som Forfatterinden
selv har gjort det. Derfor har Barfod Ret, naar han i Fortalen siger, at
Bogen vil kunne glæde enhver, »som ikke er bleven forvænt
ved de tyske og franske Romaners spændende Gyseligheder«. En
ejendommelig Ro og Sindsligevægt præger dette Arbejde. Her raser
ingen stærke Lidenskaber, ingen vilde og ubændige Kræfter
lades løs, ingen sygelige eller overspændte Scener udmales for
os, ingen virkelige Skurke — som i de ægte gammeldags Dameromaner
— raser mod deres ulykkelige Ofre. Selv Baron Reindorff, Mathilde Ranners
Mand, der spiller Skurkens Rolle, hører til en ualmindelig t a m Race.
Vil man se paa denne meget læste og vidt udbredte Bog efter V. Scherer's
Skema (Poetik, Berlin 1888), indses det snart, at den maatte blive,
som den blev. Dens Tilblivelse skyldes ikke en forudgaaende
Række af sikre Virkelighedsstudier og personlige
Iagttagelser, og den er desaarsag ikke fortalt med større eller mindre
Troskab mod de virkelige Forbilleder. Stoffet, den behandler,
frister ikke til Anvendelsen af stærke tekniske Midler, og
Formen er da ogsaa kun lidet ejendommelig. Derimod er Bogens
Kausalitet at søge i Forfatterindens eget Indre. Det er en temmelig
uerfaren Kvindes vaagne Drømme, en lidet livsoptaget Sjæls
Dvælen i Uvirkelighedens Verden. Dens Virkning vil altsaa
bero paa, hvormeget Forf. har sat ind derpaa af aandelig Kraft, af frugtbart
Liv, varm Følelse og stærk Vilje. Men her er den svage Side
ved dette Arbejde. Frøken Bjørnsens Individualitet giver sig
ikke Udslag i sikkert trufne Fysiognomier og strengt gennemførte
Karakterrids. Farven er lidt bleg, Ord og Tanker ikke særlig betegnende
for de optrædende Personer, og Begivenhederne knytter sig ikke til
en bestemt Tidsalder, hvis Særmærker gaar igen hos de Mennesker,
vi lærer at kende. Alt dette har heller ikke været Forfatterindens
Opgave; hun har villet give en Fortælling, som særlig egnede
sig til Familielæsning i de lange Aftener. Hun mindes, hvorledes disse
er svundet for hendes egen hjemlige Kreds. Der er derfor noget hyggeligt
ved hendes Bog, den har en køn, ren og varm Følelse, et etisk
Grundlag og er vel skikket til at vække smukke Tanker hos Læserne;
der er inderlig Religiøsitet, og det hele fortælles jævnt
og ærligt, saa det gør »et mildt og beroligende Indtryk
i mangen Sjæl, som er prøvet i Livets Kampe«. Den blev
en i Sandhed populær Bog. Forfatterinden havde med hele
sin Energi hengivet sig i dette Arbejde; det havde i Aaringer
optaget hende, været hendes et og alt; og hun kunde ikke andet end
oprigtig glæde sig over det Bifald, der blev det til Del. Herved styrkedes
hendes Tro paa det Skribentkald, hun mente at have. Hendes Udvikling skred
stadig frem, hendes indre Menneske voksede, og snart var hun atter midt i
Arbejdet.
Hendes næste Bog blev: »En Kvinde« (1860). Den
trykkes ligesom den første af en uforholdsmæssig Bredde, der
gør den tung at læse. Grunden hertil kan man her ikke søge
i »Bedstemoderens Snaksomhed«, hvad Barfod nævner som en
Slags Undskyldning for Debuttens Bredde. Den maa derimod søges i
Forfatterindens Mangel paa Begrænsningsevne, en Mangel, der ogsaa skader
flere af hendes senere Værker. I øvrigt finder man i denne Bog
de samme gode Egenskaber, som Forfatterinden alt lægger for Dagen i
sit første Arbejde. Hun viser sig heller ikke i »En Kvinde«
som nogen Mester i Karakterskildring, men Hovedpersonen er lykkedes
særdeles godt, og saa er der baade livlig kombinerende Fantasi, tiltalende
Fremstillingsevne og megen Varme i Skildringen. Den kan imidlertid ikke maale
sig med sin Forgænger, men foreligger dog i et Par store Oplag. Mindre
Opmærksomhed vakte: »Fortællinger« (1866)
og: »Hvad behøves der for at leve?« (1869); men
Frøken Bjørnsen hører alligevel til de Forfatterinder,
som bestandig har kunnet gøre Regning paa en stor og anerkendende
Læsekreds, hver Gang hun udsendte en ny Bog. Det er kun paa det
novellistiske Omraade, hun har forsøgt sig; der foreligger
intet dramatisk Arbejde fra hendes Haand; ligesom hun
kun yderst sjælden betjener sig af bunden Stil.
I mange Aar saa man kun den beskedne Signatur »I« paa de
talrige Bøger, som Forfatterinden til »En ung Piges
Historie« udsendte. Først for en halv Snes Aar siden blev
det bekendt, at den Dame, som skjulte sig under nævnte Mærke,
var
Frøken Cornelia Levetzow.
Hun er født 1836 i Ringkøbing og er Datter af Kammerherre D.
V. Levetzow og Hustru Edle Vilhelmine Fog, og den yngste af 5 Søskende.
Sin Barndom tilbragte hun i den lille vestjydske By, hvor den ejendommelige
tungsindige Natur, den mørke Hede, den udstrakte Fjord og Klitternes
bugtede Bræmme med den fattige Vegetation tidlig gav hendes Indre en
vis vemodig Grundstemning og vistnok vakte Poesien til Live i hendes Sjæl.
Tidlig elskede hun Digtekunsten og tidlig lagde hun Forfattertalent for Dagen.
Dette hørte ikke til Slægtens Traditioner. Hendes Forfædre
var af en gammel meklenburgsk Adelsslægt, hvis fleste Repræsentanter
havde tilhørt Godsejernes Kreds, eller ogsaa Officers- og den højere
Embedsstand. Fire og tyve Aar gammel debuterede Frøken Levetzow med:
»En ung Piges Historie« (1860). Den slog an og vakte
ikke saa lidt Opmærksomhed, og siden har den opnaaet en efter danske
Forhold endog ganske ualmindelig Succes, idet den til Dato er udkommen i
8 Oplag, ligesom den ogsaa i Udlandet har fundet en enstemmig gunstig Modtagelse
og er oversat paa Svensk, Tysk, Hollandsk, Fransk. o.
s. v. Bogen har i kunstnerisk Henseende let paaviselige Mangler, og hverken
Indhold eller Form har Nyhedens Interesse. En simpel Analyse vil vise os,
at det i Virkeligheden er den gode, gamle Historie om »Askepot«,
der blev Dronning, eller, om man vil, en fattig ung Piges Eventyr, berettende
om, hvorlunde hun efter megen Modgang og mange Forurettelser til sidst bliver
lykkelig og kommer til Ære og Værdighed. Sproget minder paa mange
Steder om H. C. Andersen. Der er ogsaa stor Lighed mellem »En ung Piges
Historie« og Elisabeth Martens's: »Hvad er Livet?« Begge
Bøger er Jeg-Fortællinger, begge har en ung Pige til Hovedperson,
og Skildringen af denne er ens hos begge. De tegner os den dydige, lidt
æteriske, religiøse og altopofrende Kvindetype, der kan resignere
og spagfærdig lide Uret uden at blive bitter og uden at klage. En saadan
ædel Skabning med lutter ædle Tanker og Følelser
kan maaske nu og da forekomme, kan maaske tænkes at være
et virkeligt Menneske med Kød og Blod; men i Reglen tør den
vistnok betegnes som en rara avis blandt jordbaarne Væsener
med Ufuldkommenheder og Lidenskaber. Men disse Typer er ret naturligt fremgaaede
af Forfatterindernes eget blide og ideale Livssyn og af en grundreligiøs
Personlighed. »En ung Piges Historie«, sætter heller ikke
stærke Kræfter i Bevægelse hos en; men den er
underholdende i Ordets bedste Forstand. Vi føres sammen
med en hel Del elskværdige Mennesker: den blide, englelige Fru Staal,
Datteren Minna, den unge Pige, Marie, Bogens Hovedfigur, den gamle
Professor Lange, Gehejmeraadinde Trolle, Præsten
Gustav Bang, der alle er højst sympatetisk tegnede og fremtræder
i hyggelige, om ikke særlige karakteristiske Rammer. Saa er der jo
ogsaa en Del mindre elskværdige, over hvilke dog Undskyldningens og
Humanitetens bløde Klædebon er bredt af den mildt dømmende
Forfatterinde. De enkelte Personers Træk er gennemgaaende lidt vage,
malede med en noget for blød Pensel. Men hvad der er absolut
fortrinligt i Bogen, skildret med ligefrem forbløffende
Troværdighed, er det forunderlig opløste og rent ud utaalelige
Bärenschild'ske Hus, hvor alt flyder sammen uden noget forenende Midtpunkt.
Lyslevende, sikkert-træffende og uden mange Ord har hun tegnet os Billedet
af den unge Piges Introduktion i dette Hjem, hvis Hovedskikkelser ogsaa er
fortræffelig klare, saa vi ser dem tydeligt for
os den buldrende, krudtfuttende Oberst, den selviske, arrogante og
mistænksomme Oberstinde, den lune- og fordringsfulde Frøken
Amalie og den nonchalante, altid let-spottende, men inderlig godmodige
Løjtnant Due. Den unge Pige, Marie, der — som Mamsel Staal —
i dette Hjem er Genstand for utallige Ydmygelser og Krænkelser, er
Idealet af en opofrende, taalmodig og engleblid Kvinde. Skildringen
vækker vor Sympati, selv om vi finder, at hun er alt for spag og bly,
og Bogen vil vistnok endnu længe kunne hævde sin Anseelse; den
kan læses med Interesse af enhver, der ikke er enten umoden eller
overmoden, eller paa Forhaand en Modstander af den gammeldags idealistiske
og religiøse Livsanskuelse, Forfatterinden forfægter. Som den
blide opofrende Marie handler i »En ung Piges
Historie« saaledes vilde vistnok Forfatterinden selv
handle under lige Omstændigheder. Enhver, der kender noget til Frøken
Levetzows Liv, vil vide, at hun bestandig har bestræbt sig for at forene
sin ideale Livsanskuelse med Virkelighedens Krav. Vil man ikke kunne sætte
hende højt blandt de virkelige Digtere i Kunstens Rige, kan man dog
ikke nægte, at hun er i Besiddelse af et fint og smukt lille Talent,
og, dette bør absolut
frem-fremhæves, hendes
menneskelige Personlighed staar i Niveau med Talentet. Derfor er hendes
Bøger sunde og opdragende, og har haft deres uomtvistelige
Betydning, navnlig som læsning for unge Piger. Just dette fremhæves
undertiden som noget nedsættende, men deri gør man aabenbart
megen Uret. Det er altid vanskeligt at skaffe fornøden god Læsning
for unge Piger, og man søger at berige vor Litteratur med
Oversættelser af fremmede Forfatterinders Bøger, f. Eks. Louise
Alcott's og H. S. Mackarness's, der i Virkeligheden intet har forud for de
fleste af vore egne hjemlige Forfatterinders. Er det ikke nok at læse
vore store Digtere, henvises der i vore Dage saa meget til de moderne engelske
og franske Forfattere. Men der ligger heri en Fare. Naar man vil give den
ubefæstede Ungdom Bøger i Hænde, tror vi, at de fleste
Forældre og Opdragere vil tiltræde den Mening, at man hellere
bør vælge saadanne, som vækker ædle Følelser
og moralske Tanker, selv om de er ringere Kunstværker, end mange af
de, hvis Moral er slap eller tvivlsom.
Allerede Aaret efter sin heldige Debut udgav Frøken Levetzow:
»Fem Fortællinger« (1861) og »Tre
Fortællinger«. En Del af de i disse Samlinger
optagne Smaating var i Grunden Forfatterindens tidligste litterære
Forsøg og alt skrevne før »En ung Piges Historie«.
Det viste sig hurtigt, at den pseudonyme Forf. havde vundet sig en stor Kreds
af Venner ved sit første Arbejde; thi de to sidstnævnte Samlinger
var hurtigt udsolgte og foreligger allerede i 4de Oplag. Samme Held fulgte
alle hendes Arbejder i Tredserne: »Skitser af
Hverdagslivet« (1862), »Anna« (1863),
»To fortællinger« (1866) og
»Smaaskitser« (1869). De foreligger alle i talrige Oplag.
Fru Teckla Juel.
Samtidig med Frøken Levetzow debuterede en anden ung Dame, der anonymt
udgav: »Caja«, original Fortælling (1860), der
tidligere havde været trykt som Feuilleton i »Dagbladet«.
Naar den paa
Tittelbladet
prætenderer at være »original«, maa dette forstaas
i Modsætning til »oversat«. Den er nemlig alt andet end original.
Det er en ægte idealistisk-romantisk Dameroman efter gammeldags Recept,
og hverken Indhold eller Sprog viger i nogen Maade ud fra traditionelt Spor.
Den forblev da ogsaa temmelig, uænset ved sin Fremkomst og glemtes
snart. Forfatterinden havde i øvrigt allerede som 16-aarig Pige paa
Hornemann & Erslevs Forlag udgivet: »Fiskerpigens
Klagesang« (1850), hvortil hun selv havde komponeret Musiken.
Senere udgav hun flere saadanne Sangtekster, som hun selv satte i Musik:
»Vemod« (1851), »Længsel«
m.m. (1856),
»Amors Rekrut« (1858).
Særlig »Fiskerpigens Klagesang« med den iørefaldende,
lidt sentimentale Melodi faldt i Tidens Smag og oplevede 3 Oplag. Denne vordende
Forfatterinde og Komponistinde var Frøken Teckla Suenssen, Datter
af Kaptajn Joh. Suenssen og Hustru Margrethe Juel og født i Tønning
1835. Hun udfoldede i Tredserne en omfattende litterær Virksomhed.
Foruden en stor Del Noveller i »Illustreret Tid.« og »Berlingske
Tid.« udsendte hun det store Digt i 30 Sange: »Den sorte
Ravn« (1861). Dog denne Fugl fløj baade Samtidens og
Eftertidens Læsere temmelig lydløst forbi, og ikke bedre gik
det de voluminøse Fortællinger: »Planterens
Datter« (1864) og »I Jylland«, original
Fortælling (1865). Heller ikke med de under det mandlige Navneskjul
»Carl Krone« udgivne Noveller: »Hans
Lindberg« og »Jeppa« (1866) vandt hun sig
noget Publikum. Der er i den første baade godt Humør, mange
gode Iagttagelser og et Tilløb til humoristisk Skildring, men
Fortællingen efterlader intet som helst Indtryk paa Læseren og
v il kun kunne betragtes som en let Underholdnings-Lekture af uskyldig Art.
Frøken Teckla Suenssen var født i et lykkeligt Hjem. Men da
Faderen døde tidligt, blev det trange Tider for Familien, der nu flyttede
til København, hvor Moderen søgte at give sine tre Døtre
den omhyggeligste Opdragelse. Kærlighed til Gud, Næsten og
Fædrelandet indprentedes Børnene fra tidligst Tid, og det hyggeligt,
fredelige Hjem, hvor den rigt begavede, fint dannede og altid opofrende Moder
var Solskinnet, prægede Døtrene for Livet.
De blev som deres Forbillede: huslige, offervillige og pligtopfyldende, ja,
de blev alle tre Forfatterinder, som Moderen ogsaa havde været, skønt
hun aldrig, saa vidt vides, afslørede sin Anonymitet. Men det stille,
ensformige Liv inden for Hjemmets snævre Grænser skænkede
dem ikke mange Erfaringer og interessante Oplevelser, eller aabnede dem
storslaaede Vuer over vide Felter med en høj og fri Horisont. Verden
kendte de mere af Læsning end af personlige Iagttagelser, Livet selv,
det friske, travle, energiske, havde de kun paa Afstand. Deres litterære
Arbejder præges derfor ogsaa nærmest af Hjemlivets milde, frede
lige Stemning. Figurerne og Handlingerne tilhører væsentligst
Fantasiens Verden. 1867 ægtede Frøken Teckla Suenssen
daværende Adjunkt ved Aalborg Katedralskole, senere Justitsraad A.
G. Juel, og de første 10 Aar af deres Ægteskab tilbragte de
i den gamle jydske By ved Limfjorden. Skønt Fru Juel var Husmoder
med Liv og Sjæl, altid opofrende for Mand og Børn, fik hun dog
Tid til litterært Arbejde. Navnlig leverede hun i denne Periode en
Mængde spredte Bidrag til »Skandinavisk Folkemagazin«,
»Berlingske Tidender, »Aftenlæsning« m. fl., udgav ogsaa
et Par større Fortællinger, blandt hvilke kan nævnes:
»Zigeunerbarnet«, der dog først offentliggjordes
1871. Til det af E. Lobedanz i Leipzig udgivne Album:
»Dänisch-Norwegischer Dichtung« leverede hun i 1868 et Par
Bidrag: »Else und Inger«, samt »Die
Erinnerung«.
Fru Teckla Juel's Bøger udgør et vældigt Arkantal.
Lægger man Vægten paa det kvantitative i denne
Produktion, maa man beundre Forf.; men kvalitativt vejer
denne Stofmasse ikke meget; de fleste af Nutidens Læsere er lige fremmede
for baade Titler og Indhold, og nogen litterær Anerkendelse har
Forfatterinden aldrig vundet. Derimod synes Tyskerne at sætte megen
Pris paa hende. Kan man ellers tro det Leipziger »Schriftsteller-Lexikon
der Gegenwart« og Hr. Dr. Zoller, er Fru Juel en dansk
Berømthed; og hun roses meget tilligemed t. Eks. Søsteren Frk.
Fanny Suenssen, Fru Elfride Fibiger o. fl.; men synderlig Nøjagtighed
og Finsmag kan det nævnte Organ nu rigtignok ikke beskyldes for. Fru
Juels Produktion lader sig vanskelig karakterisere i faa Ord, navnlig paa
Grund af den store, højst uensartede Stofmængde. Man savner
den Ariadnetraad, som leder sikkert ud af Labyrinten. Ingen enkelt lysende
Stjerne, høj Idé, synes at have været det faste Maal,
som vinkede. Forf. er en livlig Pennefører, men uden karakteriserende
Sprog. Psykologien er i Regelen mangelfuld, Personerne er voldgivne
Tilfældigheden, og af og til overtager Forf. selv Forsynets Rolle,
hvor det synes fornødent for en Knudes Løsning. Men egentlig
skorter det ikke paa et vist fantasirigt Fortælletalent, en vis frejdig
Gaaen paa, og bag den lette Kost, der bydes, øjnes et mildt og muntert
Sind, et frejdigt Livssyn, en let Humor. Men ikke selv den mest velmenende
Smagsdommer vil kunne tillægge dette Forfatterskab blivende litterær
Betydning eller Kunstværd.
Hvad der er sagt om Fru Juel, gjælder i det væsentlige ogsaa
om Søsteren,
Frøken Fanny Suenssen.
Hun er født 1832 og fostret af det samme Hjem, under samme aandelige Paavirkning, hun har samme Slægtspræg, samme Livssyn. Tidlig betraadte hun Forfatterbanen, skrev en Del omfangsrige og spændende Romaner og nogle lettere Duftnoveller, savnede vistnok heller ikke for mange Aar siden en Læsekreds blandt den bredere Befolkning i Byerne, men nogen kendelig Betydning har disse bredt anlagte Værker aldrig haft og vil aldrig faa, dertil savner de den Strøm af Liv og Kraft og Varme, som rinder fra Poesiens klare Kilde i en Digtersjæl og ved at skabe livgivende Stemning hos de nydende bærer Værkerne sejrrigt over alle Klipper og Skær til Kunstens uangribelige Havn. Man kan derimod ikke andet end føle Sympati for Forfatterindens Person. Hun har boet paa Skyggesiden af Livet, thi lige fra Tyveaars-Alderen har hun været syg og lidende, ofte fængslet til Sygelejet i hele Aar. Ikke desmindre har hun bevaret et ungdomsfriskt Sind og Solblink i Hjertet. En dybt rodfæstet Religiøsitet er den Baggrund, hvorpaa hun maler sine Billeder, ofte med en ikke ringe Aandslivlighed; et betydeligt Konversationstalent former Replikerne, der rigtignok falder noget gammeldags og lidet naturlige, men som ved deres Fremkomst endnu var i Kurs, og endelig har hun en udpræget Sans for det huslig-hyggelige, hvilke Mærker turde være det særegneste for hendes Ydelser.
Hun debuterede 1862 med den store Roman: »Amalia Vardum«, paa 22 Ark, udkommen paa Høst's Forlag. Det var i manges Øjne en lovende Debut, og den har ogsaa adskillig Livlighed, varm Følelse, ret flinke Karakterskildringer, god Komposition, humant Livssyn. Den fandt en meget gunstig Modtagelse, og Forf. troede derefter paa sit Kald. Endnu samme Aar mødte hun med en stor Feuilleton til »Berlingske Tid.« og 1863 med den lille tiltalende Bog: »Juleaften« der har oplevet et Par Oplag. Hendes næste større Arbejde er Fortællingen: »Tekla Eichel« (1864), en omfangsrig og alt for bred Bog, der aldeles ikke fanger vor Interesse. Forf. vil særlig oprede Tekla Eichels noget sammensatte Karakter; men Forsøget er ganske mislykket. Rask føres vi lige in medias res *), men mærker snart, at vi befinder os blandt ægte Romanmennesker, unaturlige og uægte Typer, ikke livskabte, men hjernekonstruerede. Tekla Eichel er en ganske forskruet Skikkelse, der kun bliver en sand Plage for den Engel af en Mand, hun har. Men er han, som Forf. fremfører ham: en ædel, rettænkende, ophøjet Natur, hvorfor lever han da med Hustruen, som han gør. Hun kunde have gjort ham lykkelig, mener Forf., men hvorfor da al denne Halvhed i deres Samliv? Aldrig taler de ud til hinanden, altid kun halve Forklaringer, halve Tilnærmelser; og hver Gang en Forsoning er ved at komme i Stand, er det Øjeblikkets og Tilfældets mest meningsløse Bagateller, som hindrer en saadan. Det kommer til sidst til en Skilsmisse-Scene. Der er ingen Tvivl om, at Forf. selv opfatter denne højst alvorlig; men den er i Grunden komisk og kommer derved til at virke ligefrem parodisk! — Man mindes Ordet: »Du sublime au ridicule il n'y a qu'un pas!« *) — At de sluttelig bliver lykkelige, er naturligvis en Selvfølge. Det vilde Samtiden ogsaa helst have; om Lykken kunde siges at være en nødvendig Konsekvens af de vedkommendes Stræben, om Aarsag og Virkning stod i rimeligt Forhold til hinanden, spurgte man sjældnere om. Den Mangel paa Klarhed og Naturlighed, som »Tekla Eichel« lider af, i Forbindelse med dens Bredde, skade Arbejdet og stiller mulige Fortrin ganske i Skygge.
Fru Alfhilde Mechlenburg.
Den tredje og ældste Datter i det Suenssenske Hjem var Alfhilde, senere
Fru Alfhilde Mechlenburg alias Pseudonymet: »Ivar
Ring«. Hun fødtes i København 1831, men tilbragte
sin første Barndom i Sønderjylland, hvor Faderen, som oven
for nævnt, var Kaptajn i Tønning. Efter hans Død 1840
flyttede Enken til København. Hun var en Datter af Major Juel og
tilhørte en Slægt, der altid havde været bekendt for sin
store Patriotisme. Hun indpodede denne Følelse hos sine Døtre
tilligemed en inderlig Barnetro. Den udmærkede Moder fik stor Indflydelse
paa Børnene, ikke mindst paa Alfhilde, der baade var den ældste
og tillige den, der havde faaet det største poetiske Pund i
Arv. Der var megen Kærlighed og udmærket Samliv
i dette Hjem, og der var en vis gammeldags gjennemfin Tone, som man nu kun
sjældent træffer paa. »Hvem der har haft den Lykke,«
siger en af Fru Suenssens Biografer,
»at nyde dette Hjems sjældne patriarkalske Gæstfrihed, vil
erindre den gamle Frue med hendes majestætiske Skikkelse, de milde,
velsignede Øjne og den klangfulde Stemme, der med den sande Dannelses
fine Præg og Hjertets forunderlige Takt, gjorde Huset saa lyst og
skønt, saa tiltalende«. *)
Fra dette Hjem rejste Frøken Alfhilde i sit 16de Aar til Norge for
at besøge nogle Slægtninge; men Besøget forlængedes
til et fleraarigt Ophold, og hun beredte sig til at blive der for stedse,
idet hun i 1864 ægtede Kaptajn i den norske Marine, Carl Mechlenburg.
Det meget lykkelige Ægteskab varede kun kort, da han allerede døde
1868 efter langvarige Lidelser. Deres eneste Barn, en lille Pige, havde de
haft den Sorg at miste Aaret før. Dybt nedbøjet af Sorg forlod
Fru Mechlenburg Norge og vendte hjem for paa ny at indtage en Datters Plads
i det hyggelige Hjem, hvor Moderen blev hende en stærk og kærlig
Støtte i Sorgen. Den Omstændighed, at Fru Mechlenburg's Udvikling
er foregaaet dels i Slesvig, dels i København og dels i Norge har
gjort hendes Horisont videre end Søstrenes. Hun har været under
meget vekslende Paavirkning, haft Lejlighed til at gøre Iagttagelser
blandt højst forskellige Mennesker og hun har faaet
sit Øje mere aabnet for Naturen, dens Skønhed og Vildhed. Man
mærker straks, at hun i det hele har levet mere med og er kommet selve
Tidens Liv nærmere, om det end ikke har virket saaledes paa hende,
at spiredygtige Frø derfra i særlig Grad har befrugtet
hendes litterære Arbejder. Den norske Paavirkning har ikke været
den mindst kendelige. Den har endog strakt sig til Sprogtonen i hendes
Bøger, hvad jo i og for sig ikke var nødvendigt, da hun kun
saa kort var norsk Borgerinde. Det er da ogsaa kun i de første, at
dette er Tilfældet. Hun viste sig paavirket af den Bjørnsonske
og Thoresenske Novelledigtning, men fandt lidt efter lidt et selvstændigere
Felt, paa hvilket hun har aabenbaret et kønt, lille Talent, der vel
ikke er videre ejendommeligt, men som alligevel har skabt hende en
Læsekreds, der stadig omfatter hende med Sympati. Mærkelig nok
fremkom hendes første Forsøg paa Tysk. Den daværende
Redaktør af »Der Bazar«, Dr. Julius Rodenberg havde
nemlig opfordret hende til at skrive en Biografi af Kong Karl den Femtende
og saaledes fremkom i nævnte Tidsskrift: »Ein königlicher
Dichter« (1867). Hun begyndte ellers sin litterære Bane
med at skrive Noveller til det den Gang meget populære Ugeblad:
»Skandinavisk Folkemagazin«. Hertil leverede hun i 1868 ikke mindre
end 6 Smaafortællinger, der dog ikke frister til nærmere Omtale,
da de kun havde øjeblikkelig Betydning. Hendes Hovedvirksomhed falder
først efter 1870.
Blandt Tredsernes mange Debutanter maa ogsaa nævnes
Fru Camilla Eegholm.
Hun blev født i København 1847 og var Datter af den bekendte Læge, Professor A. Thornam, der var en flersidig begavet Mand med varm Interesse for Litteraturen, hvori han selv forsøgte sig. Hjemmet var et Samlingssted for en Mængde intelligente Personligheder, særlig Digtere og Kunstnere, af hvilke kan nævnes: H. C. Andersen, F. L. Høedt, Bjørnstjerne Bjørnson, Topsøe, Carl Bloch o. fl. Camilla Thornam's alvorlige Natur paavirkedes tidlig af denne æstetiske Omgangskreds, og allerede som Skolepige skrev hun Noveller i Smug. Det blev dog til sidst opdaget, og meget beskæmmet maatte hun frem med sine ungdommelige grønne Forsøg. Skønt dette, i det mindste for en Tid, tog Duften af det hele Skriveri, kunde hun dog ikke kue Skrivelysten, og endnu forinden hun var konfirmeret havde hun fuldendt en større Fortælling. Den udkom i hendes nittende Aar endog paa Hegels ansete Forlag, 1866. Den hed: »Olga Lindal«, og var, trods Forfatterindens store Ungdom, ingenlunde ueffen, og navnlig er der i Fortællemaaden en Friskhed og Naturlighed, man ikke skulde have tiltroet saa ung en Pige. Ikke uden Humor og en vis djærv Gaaen paa skildrer Olga Lindal sin ældre, temmelig ubehagelige Søster, Petronella, der ligner et Fugleskræmsel. Baade hun og hendes tilkommende, Skolelæreren, er meget levende tegnede. I Scenerne med Skurken Manderstrøm er der en Modenhed og Energi, man maa beundre, naar man erindrer sig, at Bogen er skrevet næsten af et Barn. Paa god gammeldags Vis gøres der paa Bogens sidste Blad udførlig Rede for alle de omtalte Personers senere Skæbne. Det er karakteristisk, at der allerede i denne Forf.s Debut paa forskellige Steder gøres smaa Udfald mod de »lærde Damer«, noget, der siden træffes overalt i Fru Eegholms Fortællinger. Naar man ved, at »Olga Lindal« i Grunden kun er en Skolepiges Præstation, kan man ikke andet end indrømme, at den er lovende. Den pur unge Forf. maa have været tidlig moden og have læst meget, hvortil kommer en stor Aandslivlighed. Det lille Arbejde er ogsaa kun et Produkt af nævnte Faktorer, og man vil ikke kunne vente, at det skal være Budbringer for ny og vægtige Tanker eller et rigere udviklet Sjæleliv. Under Mærket L'amica skrev hun i »Illustr. Tid.« et Par humoristiske Smaafortællinger: »Hvad en stum kan fortælle« (1868) og »Udfaldet af et Indfald« (1869), begge ret kvikke og baarne af godt Humør.
For Fuldstændigheds Skyld skal endnu nævnes blandt Debutanterne i Tredserne
Fru Johanne Louise Krebs.
Hun var født 1813 paa Herregaarden Engestofte ved Maribo og Datter
af Kammerherre, Oberstløjtnant Henning Wichfeld og Hustru Anna Henriette
Marie Braës. Baade hun og hendes Brødre havde faaet en fornuftig
og fortrinlig Opdragelse, der tidlig havde fremelsket Sans for videnskabelige
Sysler. Broderen, Stamhusbesidder, Kammerherre Jørgen
Wichfeld, død 1888, udgav 1862 »Fortidsminder fra Egnen om Maribo
Sø« og dyrkede flittig historiske og arkæologiske Studier.
Ogsaa Fru Krebs havde stor Interesse for disse Studier og var godt hjemme
i Historien, som hun med Grundighed og Flid havde ofret sig for. Hun blev
i 1844 gift med Præsten H. P. T. Krebs, som hun havde lært at
kende, medens han var Huslærer i hendes Hjem. Han blev senere
Sognepræst i Koldby og til sidst i Nørre Aaby paa Fyn, hvor
Fru Krebs døde 1879. Hun debuterede med nogle Smaafortællinger
for Ungdommen: »I Mørkningen« (1864) og skrev
senere Fortællingen: »Kontrasterne« (1866), en
temmelig tarvelig Feuilletonroman og »Pennetegninger fra forsk.
Tidsaldere« (1866). Den sidste Bog er langt heldigere, og navnlig
maa den lille antikke Skitse kaldes ganske vellykket og fint formet. Den
havde desuden den Fortjeneste at være ny ved sit Emne, da den fremkom.
Professor P. Mariager, der senere gav os en Række af slige ypperlige
antikke Fortællinger, lige saa rene og lidenskabsdæmpede af Aand
som skønne af Form, satte megen Pris paa Fru Krebs's lille Studie,
hvilken han med Anerkendelse betegnede som chic da Forf. af nær
værende for mange Aar siden talte med ham om den. Endelig har Fru Krebs
skrevet en meget læseværdig historisk Afhandling:
»Elisabeth, Dronning af Danmark« (1872)
*), hvorhos hun nu og da syslede lidt med Oversættelser og leverede
en Del forskelligt Stof, Afhandlinger, Feuilletoner o.
s. v. til »Laaland-Falsters Stiftstidende«.
I 1869 falder endelig en Debut af en norsk Dame, hvilken dog her maa
nævnes, da Forfatterinden senere blev gift og bosat i Danmark, nemlig
Fru Laura Kieler.
Hun har alt i mange Aar været anerkendt for dansk Forf., hvorvel man
med Rette har bebrejdet hende en alt for norsk Sprogtone. Denne burde have
været forladt, naar Fru Kieler havde fæstet Bo blandt Danske
og selv ønskede at betragtes som dansk Udøver af Ordets Kunst.
Anderledes med Fru Thoresen, Fru Skram og Frøken Prydz. Den første
var bosat i Norge og tog altsaa Sigte paa at blive norsk Forf. Selv da hun
omkring 1860 vendte hjem til Danmark, var det jo hendes Hensigt, atter, naar
Lejlighed gaves, at sætte Bo i Norge. Fru Skram er vel bosat i Danmark,
men anser sig for norsk Forfatterinde; Frk. Prydz har mange
Forbindelser her og søger dansk Forlag, men hun er aldrig ophørt
at være norsk Forf.
Fru Kieler debuterede under Firmaet »Lili« med den temmelig
store Bog: »Brands Døtre«, der var tilegnet Henrik
Ibsen. Fru Kieler havde skrevet dette Arbejde i en Alder af 18 Aar. Det er
et Livsbillede af betydeligt Omfang, og Forfatterinden har sat sig en stor
og vanskelig Opgave, som det, hvad man paa Forhaand kunde vide, ikke er lykkedes
hende at løse fuldt tilfredsstillende. Stærkt paavirket
af Ibsens storslaaede Digtning tager hun en af hans Opgaver
op og fører den videre ud. Det er Præsten
»Brand«, hun skildrer os i dennes huslige Kreds efter,
at Agnes er død. Husstyret er overtaget af de to fingerede Døtre:
Marie og Helga. Den strenge, konsekvente Præst, hvis Følelsesliv
ligesom er stivnet i Kampen for det absolutte Valg, denne jærnhaarde
Mand, der kræver alt eller intet, opdrager nu disse to unge Børn
under afgørende Indflydelse af sit mørke Kristendomssyn og
tvinger dem til ubetinget og blind Lydighed. Marie er en Sjæl saa englelig
og taalmodig opofrende, som var hun en af Frøken Levetzows Typer af
denne Art. Hendes Liv er et Liv i Liden, i Forsagelse, kuet af Faderens Tyranni;
og dog vedbliver hun at elske denne Fader, hun ser op til ham som til en
Gud og har en dyb Ærefrygt for ham. Men Helga, der har mere af Faderens
egen Natur, rejser sig jævnlig mod hans haarde Vilje og gør
Oprør mod Jærnregimentet. Marie maa da bestandig være
den mæglende Midler; men én eneste Gang vover
ung Helga at handle
paa egen Haand, uden at tage Faderen med paa Raad. Det er, da hun mener,
det gælder hendes Livslykke. Hun forlover sig med Provstens Søn,
en ung Mediciner, uden Faderens Vidende, og dette er tilstrækkeligt
til, at hun faar sin kristelige Faders Forbandelse. Forfatterinden har et
nøje Kendskab til Bibelen og citerer en Mængde Skriftsprog.
Det var en dristig Idé, den unge Dame havde haft, og hun sætter
alt, hvad hun ejer af Energi og Snille ind paa Udførelsen. Det var
en ualmindelig Debut, den vakte al ønskelig Opmærksomhed, den
blev læst og diskuteret i vide Kredse. Man havde
ogsaa travlt med Gisninger om, hvem Forf. kunde være. Den
Omstændighed, at Bogen var tilegnet den fremragende Digter, bidrog
ogsaa til dens Succes. Tager man det fornødne Hensyn til Forfatterindens
Alder, maa »Brands Døtre« kaldes et dygtigt Arbejde, der
giver os Agtelse for den Aandsmodenhed og Tankevægt, Forfatterinden
har nedlagt deri. Det er dog ikke noget uplettet Værk, som tilfredsstiller
alle berettigede kritiske Fordringer navnlig til indre Harmoni og
Helhedsafrunding. Det er bredt anlagt og har et rigt, men ikke synderligt
kræsent Ordvalg, og der er i den ellers saa sikkert gennemførte
Tegning af Præstegaardslivet noget underligt oprivende, noget, vi ikke
kan skænke vor Sympati, fordi det ikke tilfredsstiller vor
Retfærdighedsfølelse. Men just paa dette Punkt har vi fra en
særlig Streng en Tone, der siden kommer til at klinge som Dominanten
i Fru Kielers Forfatterskab. Dette virker nemlig paa mange Steder ganske
som en udpræget Moll-Komposition med mange disharmoniske Akkorder.
Der moduleres vel hist og her over til renere og mere fuldtklingende Durmelodier,
men gennemgaaende savnes den Hvile og mildt virkende Samklang, særlig
i Slutningssatserne, der tilfredsstiller det fint mærkende Øre.
Laura Anna Sofie Müller Kieler er født 1849 i Tromsø, hvor hendes Fader Morten Smith Petersen var Foged; Moderen, Anna Hansine Kierulf, var født Müller. 1870 besøgte Laura Kieler første Gang Danmark og tilbragte et Par Maaneder i København, hvor hun stiftede et saa interessant og betydeligt Bekendtskab som Henrik Ibsens. Vinteren 1870—71 tilbragte hun i Stockholm hos svenske Venner, men begav sig derpaa i Sommeren 71 paa en længere Udenlandsrejse gennem Tyskland, hvor hun besøgte Rhinprovinserne, Heidelberg og München, siden drog hun til Salzburg, Wien og Prag. I Dresden var hun for anden Gang sammen med Henrik Ibsen; vendte saa over Lybæk—København hjem til Norge, og da Faderen døde, fulgte hun sin Moder til Danmark, hvor de bosatte sig i København 1872. Det følgende Foraar ægtede hun Kand. filol. Viktor Kieler, der først blev Adjunkt ved Katedralskolen i Viborg og siden i Frederiksborg, hvor han nu er Overlærer. Sammen med sin Mand berejste hun i 1876 Elsass, Schweitz og Italien. Meget tidlig var altsaa hendes litterære Sans vakt og hun kom, som vi siden skal se, til at udfolde en ret betydelig og selvstændig litterær Virken.
2) Det ophøjede slaar let over i det latterlige.
3) Caroline Testmann i »Tidsskr. for Kvinder«, 1883.
4) Blade fra danske Kvinder. Kbhv. 1872.