Anton Andersen: Danske Forfatterinder i det nittende hundredaar. 1896. [Side 82-109]

Udpræget Individualitet, skarp og fin Iagttagelsesevne, psykologisk Blik og fast Stil finder vi hos

Frøken Clara Andersen,

(1826—95),

der vel har adskilligt tilfælles med sin Samtids øvrige skrivende Damer, men dog maa betegnes som en langt mere oprindelig Natur end de fleste af Forfatterinderne i Halvtredserne og den nærmest følgende Tid. Hun var Københavnerinde og havde fra Fødselen af Kunstnerblod i Aaren. Faderen var kgl. Kapelmusikus Bernhard Andersen, Moderen Skuespillerinde ved det kgl. Teater. I en meget ung Alder vaagnede Frøken Andersens litterære Interesser og særlig yndede hun Teatret, ligesom hun læste en Mængde dramatisk Litteratur. Selv begyndte hun ogsaa med smaa Forsøg i sidstnævnte Retning. Det var jo imidlertid vanskeligt for de skrivende Kvinder at komme frem, og Frøken Andersen »ejede ikke Mod til at trodse en overlegen Kritik«. Alle hendes forskellige Udkast, og de var endda ret talrige, forblev derfor en dyb Hemmelighed for alle, selv for hendes nærmeste. Hun tænkte heller ikke paa, at alle disse smaa poetiske Tankepuslinger, fremsprungne i stille Timer bag Hjemmets lune Vægge, skulde præsenteres et kritiklystent Publikum. Men saa havde hun i Begyndelsen af Halvtredserne forfattet et lille kvikt dramatisk Arbejde, som hun sendte til Henrik Hertz, hvis Dom, trods nogle Indvendinger, var meget gunstig. Han opmuntrede hende til fortsat Virksomhed, og efter yderligere at have filet Stykket, fik hun det frem for Offentligheden. Hun havde paa den Tid lært Høedt at kende, og han blev af ikke ringe Betydning for hende, teatererfaren, som han var. Det omtalte Stykke var: »En Evadatter«, Lystspil i 2 Akter, der kom til at høre med til den bekendte Hofteater-Sæsons Repertoire og modtoges med livligt Bifald. Det var friskt og kvikt, havde en vittig og naturlig Dialog og blev spillet fortræffeligt. Høedt spillede Lord Bridgemonth's Rolle mesterlig. De to Skuespillere, som optræder i Stykket, Monlove og Melley, var i Hænderne paa saa udmærkede Skuespillere som M. Wiehe og A. Rosenkilde, medens Lady Bridgemonth og Alice Monlove udførtes af Fru Nielsen og Fru Rosenkilde. Med saadanne Kræfter var Stykkets Succès sikret, og det opførtes i nævnte Sæson (1855—56) ikke mindre end 24 Gange. Forfatterinden kunde være glad ved sin Debut, »var det ogsaa og arbejdede trøstigt videre, nu og da hentende Raad hos Høedt, hvad rigtignok bevirkede, at Hjemmets lille Kreds maatte blive bekendt med Skriveriet«. Hun vedblev dog »trods alle følgende Sejre at være anonym«. Først i Slutningen af Firserne, da hendes litterære Virke for længst var afsluttet, navngav hun sig i »Biografisk Leksikon«, til hvilket Professor P. Hansen gav en kort Levnedstegning af hende. I de følgende Tiaar var hun en baade heldig og flittig dramatisk Forfatterinde, kun overgaaet af faa. Blandt hendes Arbejder maa nævnes: »En Velgørers Testamente« (1858), »En Teaterhistorie under Ludvig den XIV« (1862), »Rosa og Rositta« (1862), »En nyttig Onkel« (1870), »Grøns Fødselsdag« (1870), »De lykkeligste Børn« (1871), »Sandt og usandt« (1873). De fleste af disse opførtes paa det kgl. Teater, hvor de alle gjorde fortjent Lykke. Frøken Andersen ejede et udpræget dramatisk Talent. Hendes Kunst meddeler sig let og naturligt til Tilskuerne, der fængsles og følger Handlingens Udvikling med Interesse helt igennem. Hun har den dannede Dames slebne og lette Konversationstone, kan være spøgende, humørfrisk, fint ironisk og har Sans for, hvad der tager sig ud paa Scenen. Størst Lykke gjorde det nydelige lille Toakts-Lystspil »Rosa og Rositta«, der ubetinget maa betegnes som hendes Hovedarbejde. Fuldt af Ynde og Skælmeri, poetisk, friskt og sprudlende er dette vakre Stykke, naturligt og dog med en Duft af fin Romantik! Hvor tiltalende er ikke dette Emne: To unge smukke Spanierinder kommer efter deres Forældres Død til Danmark, for at søge sig et Hjem hos deres københavnske Grosserer-Onkel. Den ene af de unge Piger, Isabella, er en rig Arving, den anden derimod, Marie, er fattig, men optaget som Datter af Isabellas Hjem. De er knyttede sammen i inderligt Venskab, hvorfor de beslutter sig til at fortie deres virkelige Navne, for at man ikke af Hensyn til deres forskellige Stilling i Samfundet skal gøre nogen Forskel paa dem. De kalder sig Rosa og Rositta, men hvem af dem, der er den rige Isabella, og hvem, der er den fattige Marie, lykkes det ikke den pengestolte Grosserer eller hans snæverhjertede, beregnende Frue at opdage, skønt de gør sig Umage nok derfor. Fruen har allerede udset den rige Arving til Svigerdatter og den fattige Marie til tjenende Aand! Husets Søn og en Fætter, som er ansat hos Grossereren, vinder snart de unge Pigers Kærlighed, og trods alle bornerte og spidsborgerlige Hensyn føres de begge lykkeligt i Havn. Det hele virker som en ypperlig udtænkt Spøg, original og munter. Det fandt ogsaa Vej til Udlandets Scener og opførtes bl. a. med bragende Bifald paa Kristiania Teater. Da Forfatterinden vedblivende dulgte sig i Anonymiteten, havde man i den norske Hovedstad travlt med at gisne, og — hvad der morede Forf. — til sidst vandt det Rygte Tiltro, at selve Hs. Majestæt Kong Oscar var den heldige Forfatter. Ogsaa paa flere større Scener holdt det sit sejrrige Indtog. Det vakte baade tyske og franske Dramaturgers Interesse, og i Breslau og Berlin spilledes det med stort Held, rost og hædret af hele Pressen; i det glade Wien var der ingen Ende paa Bifaldet, og selv en bekendt kræsen Teateranmelder maatte indrømme, at i denne gækkende Leg var der »Anmuth und Frische«.

Mange vil ogsaa med Fornøjelse mindes »Grøns Fødselsdag«, dette af Kvikhed og godt Humør, af ægte dansk Tone og godmodigt Lune baarne Stykke,. der oprindelig hørte til det kgl. Teaters Repertoire, men siden blev et af Dagmarteatrets Kassestykker, opført over et halvt Hundrede Gange. Forfatterinden forstod i det hele godt at træde i Rapport til Publikum. Et mildt og lyst Livssyn, skarp Iagttagelsesevne, et friskt og smittende Lune forener sig gennem fast Struktur, morsom Intrige og vittig dialog til respektabel Kunst og stiller alle hendes dramatiske Arbejder i det gunstigste Lys.

Frøken Andersen var dog ikke udelukkende Dramatiker. Hun skrev ogsaa tiltalende Noveller, mest under Mærket »Paul Winther« . Der er to Samlinger: »Noveller« og »Kastaniebaandet«. vi træffer i disse Arbejder den samme fornøjelige og elskværdige Forfatterpersonlighed, som vi kender fra de dramatiske. Der er over disse Smaafortællinger noget djærvt og modigt, et agtværdigt Selvsyn, saa sikre Iagttagelser og saa klare Karakterer, at det maa betegnes som en Særydelse af Værdi i Stagnationsperioden omkring 1860, da den frodigste Dilettantisme breder sig til alle Sider i vor Litteratur. Der er hos denne Forfatterinde en vis om ikke stor Oprindelighed, et afgjort poetisk Sind og en ærlig Stræben mod kunstnerisk Klarhed.

Om hendes ydre Liv er der ikke meget at sige. Det blev ført i tilbagetrukken Stilhed uden mange Forbindelser. Heller ikke mange litterære Personligheder knyttede hun til sig. Da hun havde mistet Forældre og en Søster, blev hendes Stilling meget isoleret. Vel fandt hun en kær Plejedatter, men denne døde tidligt, og de sidste Aar var ofte triste, især efter at forskellige Skrøbeligheder begyndte at hjemsøge hende. Til Tider lagde da Ensomheden et tungt Tryk over hende, hun kunde være tilsyneladende knap paa Ord som paa Smil. Men hun hørte alligevel til de lykkelige Naturer, der forstaar at tage Livet, som det er. Hun kunde blive vemodig, men aldrig klynkende; og gennem de mange Aar, efter at hun havde sagt sig løs fra alt litterært Virke, bevarede hun usvækket sin Interesse for Teatret, som hun jævnligt søgte, ja, saalænge Kræfterne slog til, forsømte hun sjælden en Première paa Nationalscenen. Hun døde i Fjor, ukendt af de fleste, thi hun havde jo holdt saa strengt paa sin Anonymitet, at Navnet aldrig naaede ud i Folket. Den lille, spinkle Dame med det livlige, intelligente Blik stred sin sidste Strid i et københavnsk Pensionat, og hendes Bortgang vakte kun ringe Opmærksomhed. Men hendes dramatiske Værker vil utvivlsomt leve en Tid endnu, og de, der har nøjere Kendskab til hendes Virksomhed i det hele, vil mindes hendes fine, lille Talent, det lyse, lette Lune og den friske, spøgende Tone, som særpræger det bedste i hendes Digtning.

Aandelig nær beslægtet med Ilia Fibiger, men afgjort mere formbehersket, er

Frøken Christine Daugaard,

født 1831.

Hendes første Indtryk knytter sig til Thorstrup Præstegaard ved Varde, hvor hendes Fader var Sogne præst i Trediverne. Hun er fostret af et lykkeligt Hjem, der væsentligst fik sit Præg af den begavede, aandslivlige Fader. Frøken Daugaard elsker den jydske Hede, hvis Liniers strenge Skønhed og store, stille Vidder fængsler et modtageligt Sind, men ogsaa stemmer til Vemod. 1845 blev Faderen Stiftsprovst og 1850 Biskop i Ribe, og Frøken Daugaard tilbragte nu nogle rige Aar i den gamle By med de store Minder. Faderen nærede en levende Sans for Historien, og Datteren har arvet sin varme historiske Interesse fra ham. Efter Biskoppens Død 1867 flyttede hun med sin Moder til København, hvor de i omtrent en Snes Aar boede i en Villa ude paa H. C. Ørsteds Vej. Frøken Daugaard havde tidlig vundet en trofast Veninde i den rigt begavede, kundskabsrige Frøken Sophie Holst, en jydsk Præstedatter, der var optaget som en kær Datter i Biskoppens Hus. Denne fulgte med til København og efter Bispindens Død atter med sin Veninde til Jylland (1861), først til Herregaarden Nørholm ved Varde, hvor de en Tid, efter Tilbud af Frøken Rosenørn-Teilmann boede og siden atter til Ribe, hvor hun døde 1887. Denne Dame, der ogsaa syslede med Forfattervirksomhed, fik en ikke ringe Indflydelse paa Christine Daugaards hele aandelige Udvikling og litterære Gerning, idet »hendes sikre Skøn og geniale Blik« oftest var den Støtte, Forfatterinden trygt heldede sig til. Frøken Daugaard, hvis Liv ikke har haft mange mærkbare Begivenheder, men har været en stille Eksistens, viet alvorlige aandelige Sysler, debuterede 1856 med en ganske lille Digtsamling: »Lyngblomster«, der udkom under Pseudonymet: Erica. Titelen er betegnende. Det er Blomster af Hedens tungsindige Poesi, jævne Toner, fordringsløse og kønne i deres enkle, men rentonige Klange. De lærer os at kende en alvorlig, indadvendt Natur, der helst søger bort fra Larmen til Ensomhedens stille Egne. Indledningsdigtet er, som man kunde vente det, en Pris til Barnets Tumleplads, Heden derhjemme, den, hun elsker og »evigt vil mindes«:

»Mod Heden jeg Blikket vendte,
da først jeg undrende skued,
hvor Solen dalende brændte,
og Vesterhimmelen lued.

Jeg saa den Lyngene bade
i Straalehavet det røde
og saa den solbrune Flade
i Regnbuefarverne gløde.«

Hun mødes i Mindet med Barndomsdrømmene i den lydtomme Stilhed:

»Og aldrig skal jeg forgætte,
hvordan i Aftenens Skygger
jeg saa den bølgende Slette,
hvor Hjejlen i Lyngen bygger.

Og Vindens Susen jeg hørte
og Hedefuglenes Klage,
men ingen Færden sig rørte,
som kunde min Drøm forjage!«

Vistnok har mange Tanker banket paa hos hende med Krav paa at tolkes i Rytmer og Rim; men hun har da stundom ogsaa følt sin egen Afmagt:

»Men i Fald en Digteraare
nogen Tid har i mig rundet,
saa er Vældet, der har fyldt den,
enten udtømt eller bundet!«

Frøken Daugaard søger at forstaa sig selv og kende sin Begrænsning; der er en priselig Stræben mod de bedste Forbilleder, og aldrig bliver hun opstyltet eller unaturlig. Hun udtaler selv, at »skal jeg sige noget for at karakterisere mig som Forfatter, da maa det blive dette, at jeg altid har stræbt saa sandfærdig som muligt at udtrykke, hvad jeg vilde give Ord«. Det skal siges, at hun hører ikke til de »professionelle« Forfatterinder. Hos hende forløses en virkelig Trang gennem Digtningen. Det er hendes Lykke. Hun føler vel, at

»for hvad dybest i os bor
og i Hjertet banker,
ejer Sproget ikke Ord,
Sjælen næppe Tanker.«

Hun finder dog ofte begge Dele og frigøres, medens

»i det sangforladte Bryst
savnes den Befrier,
som kan lukke Kval og Lyst
ud i Melodier!«

Digterkaldet er hende helligt. Hun nærer Ærbødighed derfor, og hun har altid følt en higende Længsel efter selv at stige saa højt som nogen. Derfor spørger hun:

»Skal mit øre evigt lukkes,
dunkle Sappho, for din Stemme,
skal dens Liv, som aldrig slukkes,
aldrig blive til for mig?

Skal din digteriske Stjerne,
der med Himlens først vil svinde,
evig ukendt i det fjerne
funkle for mit Blik som de?

Kan jeg ingen Sinde skue
Gnisterne, du lod tilbage,
af den underfulde Lue,
der har flammet i din Barm?«

Fr. Paludan-Müller, der var knyttet til Forfatterinden baade ved Højagtelsens og Venskabets Baand, fandt meget Behag i den lille Digtsamling, i hvilken han genfinder »en beslægtet Aand«, og han fik en ikke ringe Indflydelse paa Forfatterinden. I Tredserne udgav hun flere Arbejder, hvoriblandt: »Historiske Digte« (1861), der er meget vellykkede og viser, at Forf. kendte Begrænsningens ofte saa vanskelige Kunst. Det er som den første kun en lille Samling, der indeholder et skønsomt Udvalg af episke Digte. Forfatterindens lidt melankolske Naturel er i god Samklang med de historiske Emner, hun vælger, og som for en Del er hentede fra den klassiske Oldtid. Med virkelig Energi forstaar hun at levendegøre svundne Begivenheder, og der er baade Stemning og Farve over Billederne, hun maler. Smukt og følelsesfuldt skildrer hun Aleksander den Stores Sorg og Smerte, da han, efter at have besindet sig, bryder ud i Klager over at have dræbt Vennen Klitus:

»Under Vægten af min Brøde
vil jeg bøde og forbløde
mig af Hjertets aabne Saar.
Dybt at knæle, lavt at ligge,
æde Støv og Taarer drikke,
det er, hvad min Sjæl attraar.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Klitus! Hør, at Aleksander
højt sin højre Haand forbander,
han i Slaget stoled paa!
Gid et Lyn den havde rammet
og med evig Afmagt lammet,
før den havde syndet saa!

Alle mine Sejre svinde
bort som Avner smaa for Vinde,
naar jeg tænker paa min Daad.
Af min Hæders lyse Dage
har jeg kun min Synd tilbage,
som jeg stirrer paa med Graad.

Faldet er min Stoltheds Ceder!
Af dens Splinter jeg bereder
Klitus her et Hædersbaal.
Smertens Ild min Pragt fortærer,
medens Luerne sig nærer
af min Angers fulde Skaal.

Kunde jeg til Mildhed stemme
dine Manes og fornemme,
at mit Suk af dig var kendt,
at min Bøn du vilde tage,
lade dig min Graad behage,
at dit Blik var til mig vendt!«

Hendes øvrige Arbejder fra Tredserne er »Julesalmer«, »Aandelige Digte« og det i 1864 udgivne Digt: »Danmarks Fadervor« . Der gives ikke her Plads til at hidsætte Citater af disse alvorsfulde og ofte religiøst bevægede Digte. Men man mærker bag dem alle en Personlighed, der har syslet meget med ædelt aandeligt Stof, og som efter bedste Evne søger at forrente sit Pund. Det er vel ikke nogen særlig original eller karakteristisk Digtning, Frøken Daugaard har skænket os. Ofte kunde man ønske de varme og bløde Stemninger en baade kraftigere og mere kunstægte Udformning. Men Digtningen stammer fra et ærligt Hjerte, fra en sandhedssøgende og sandhedskærlig Sjæl, fra et ægte religiøst Sind. Og desaarsag har disse Digte fundet adskillige forstaaende og taknemlige Læsere, fordi det religiøse nu engang fra gammel Tid ligger og vil vedblive at ligge i vort Folk som en følsom Sangbund. Hun ejer ikke de stærke Ord, ikke de, som vækker, tænder og begejstrer. Hun skildrer heller ikke de store Lidenskaber, og hun undgaar de grelle Dissonanser. Gennem al hendes Digtning klinger en egen velgørende og fin Harmoni. Hun hører til de Kvinder, om hvilke Voltaire siger, at de lærer os Sindsro. Og hun er ægte dansk og udpræget national, gennemtrængt af den mest levende Kærlighed til sit Fædreland.

Havde Forfatterinderne ved Hundredaarets Midte kun èt stort Navn at pege paa, Fru Gyllembourg, saa fremstod i Tredserne en Forfatterinde, som gennem lange Tider vil have litterær Betydning, nemlig

Fru Anne Magdalene Thoresen,

der har været en meget frugtbar Forf. Hun er Barn af Smaakaarsfolk i Fredericia og saa Lyset 1819. Barneaarene og den første Ungdom var ikke lykkelig, eftersom hun voksede op under det Tryk, som daglig »strugle for life« nødvendigvis maa øve, ikke mindst paa den, som føler rige, stærke Kræfter røre sig i Sjælen, men ikke kender Midler til deres Udvikling. Den lille begavede Pige trivedes desaarsag kun daarligt i det Milieu, hun fandt sig hensat i. Hendes rige Indre trængte til sympatetisk Forstaaelse, og en saadan var vanskelig at finde i den hjemlige Kreds. Hun var ikke engang vel lidt, thi hun var jo ikke som andre Børn eller som sine Søskende, men »sær«, tavs og tungsindig, grublende og fantastisk. Faderen, Skibstømrer Kragh, var Søn af en jydsk Bonde, hvem Traditionen lader nedstamme fra gammel Adel. Skønt det var fattige og trange Kaar, hvorunder Fru Thoresens Fader levede, boede der i ham en ejendommelig Stolthed, og i Grunden var han, baade i Karakter og Væsen, en storslaaet Skikkelse, der ved mange Lejligheder viste, at han ragede langt op over sine Kaar. Den ubændige Higen efter at komme til Vejrs, der tidlig ytrede sig hos den unge Pige, var sikkert nok Slægtsarven fra Faderens Æt. Fru Thoresen er imidlertid opdraget af sin Farmoder, der ogsaa i mange Henseender var en mærkelig Kvinde, nedstammende fra en gammel storladen fynsk Bondeæt, hvis Navn var Jæger. Denne Bedstemoder, der efter Evne fredede om Magdalenes Barndom, lagde tidlig en stærk religiøs Grundvold hos hende og fortalte tillige for hende livligt og vækkende. Som tyveaarig Pige drog hun bort fra Hjemmet og til København, hvor der tilbød sig en Udvej til at lære noget, gøre Studier, idet en Velynder, der i Fredericia havde hørt om hende, tog sig af hende. Hun greb med Forventning og Glæde Lejligheden til at erhverve sig Kundskaber, som jo var det nødvendige Adgangsbrev, hun behøvede, for at komme frem. Hidtil havde hendes livlige Fantasi været den eneraadende Vejleder, der ikke sjælden satte fejlagtig Kurs, nu kom Forstanden hende til Hjælp.

I 3 Aar studerede hun flittigt og grundigt, især Modersmaalet, Litteraturen og de levende Sprog. Det blev en aandelig Kamp- og Brydningstid for hende, og særlig faldt det første Studieaar strengt. Hendes fantastiske Natur var ikke let at faa optugtet til Orden, Regelmæssighed og Flid; men takket være hendes jydske Sejhed, der lod hende holde ud og overvinde alle Vanskeligheder. Dertil kom, at hun havde en stærk Vilje, »som ofte var blevet overmandet, men som nu ved Arbejdet rejste sig op og tog Styret fra Fantasien«. De sidste 2 Aar læste hun »regelmæssigt de 12 Timer i Døgnet«, og hendes videbegærlige Aand indsugede næsten med Voldsomhed alle disse ny Indtryk, hun daglig modtog. Mere og mere modnedes hun, og da Læretiden var omme, var hun vel funderet og kunde med roligere Mod se Fremtiden i Møde.

Men ogsaa inde i Sjælens Løngemmer kom der Kamp. Hendes barnlige, men uprøvede Religiøsitet sattes i Kundskabsskolen paa mangen haard Prøve. Tro og Viden tog Brydetag, og Aar randt hen, før der atter kom Ro og Ligevægt i Sindet. Hun skulde nu se til at bryde sig en Vej gennem Livet. Hun havde skilt sig fra Fortiden, nu maatte hun optage Kampen for Fremtiden. Èt havde hun opnaaet af Betydning: Hun havde faaet den løbske Fantasi tøjlet, faaet Aanden befæstet og var ikke længer som det svajende Siv for Tilfældighedens Vindkast. Foreløbig var Lærerindestillingen den, som laa nærmest for. Hun var fortrinlig anbefalet og fik snart flere Tilbud. Hun valgte Pladsen som Lærerinde for en Enkemands Børn i Norge, og 1842 forlod hun Fædrelandet. Den Mand, i hvis Hjem hun skulde virke, var Stortingsmand og Provst Hans Conrad Thoresen, Sognepræst til Herø i Søndmør. Hun mødtes med ham i Kristiania, hvorfra Rejsen gik til Bestemmelsesstedet mest over Land. Denne første Udfærd i de stolte Omgivelser gjorde et mægtigt Indtryk paa hende. Det var, som hendes bundne Fantasi paa en Gang rejste sig og rystede Tvangen af sig. I »Billeder fra Vestkysten af Norge« skildrer hun mange Aar senere sine Følelser ved Ankomsten til det Sted, der nu foreløbig skulde være hendes Hjem:

»Der har vi Maalet, vort, der ser vi Hjemmet!«
det som et Hurra ved min Side lød.
Da sank jeg hen i Graad — jeg var en fremmed,
som søgte sig en Gerning og et Brød!«

Provst Thoresen havde 5 Børn, det ældste 13 Aar, det yngste kun 2. De var »gode, elskværdige, begavede og i Stand til megen Hengivenhed«. For saa vidt var hendes Gerning let og behagelig nok; men i Høsten 1844 blev Frøken Kragh Provst Thoresens Hustru og Stedmoder til hans 5 Børn. Det var ikke lette Kaar at gaa ind til, og der var ogsaa inderst inde det, som vægrede sig derimod; men hun kom aldrig til at fortryde det. Provst Thoresen var en højt udviklet Personlighed, med en stolt og meget selvstændig, men gennemnobel Karakter. De Kundskaber, hun havde samlet sig, blev nu atter dragne frem og ved hendes Husbonds overlegne Dannelse øgede og klarede, saa hun naaede til en Udvikling, der levendegjorde dem, hvorved de helt blev hendes aandelige Ejendom. Og han forstod atter at lede og fæstne hendes vaklende Religiøsitet, medens han tillige pegede for hende paa Forfattergerningen, som han mente var det rette Maal for hendes rige Evner, og han søgte at modne hende herfor ved mangeartet Vejledning og lærerige Rejser. Saaledes drog hun ganske alene til Tyskland, Schweitz og Frankrig. Ikke altid var det lette Tider for hende deroppe i den barske Natur, men hun gennemgik dèr en betydningsfuld og frugtbar Udvikling i de 15—16 Aar, hun samlevede med sin aandsrige Ægtefælle. Efter hans Død i 1859 brød hun op fra sit Hjem for at drage tilbage til Danmark. Mange Minder maatte hun forlade. I de strenge Naturforhold havde hun vel nu og da følt Gru og knugende Tynge. Hun siger selv:

»Jeg stred i Dage, stred i lange Nætter,
min Ungdom døde i den dybe Skræk,
og Barnetankens lyse Blomstersletter
gled som en Dag i Skumringsstunden væk!«

Dog frejdig tilføjer hun:

»Men i den farefulde Dyst
min Sjæl blev fro, min Aand blev stærk og stille;
da steg en anden Tone fra mit Bryst
højlydt op over Sorgens Klynk det lille!

Da trængte Alnaturens Mildhed ind
og varmede min alvorstunge Tanke,
en liden Engblom spired i mit Sind
og af min Livsbrist skod en Efeuranke!«

Hun havde vundet sig Venner, og hun havde siddet »fredlyst af Godhed, baaret op af Tro«. Nu vendte hun altsaa Stavnen mod Fædrelandet. Da hun forlod Danmark, var der Nag og Bitterhed i Sjælen. Hun havde, syntes hun, lidt saa megen Uret, at hun ligesom helt skilte sig fra sit Fødeland, da hun vandt nyt Hjem i Norge. Hun kunde ikke betale sin »stakkels Fødsel med Hjertets rigeste Mønt: Troskab og Kærlighed!« Men saa kom Krigen 1848. Hun vidste sit Fædreland i Fare, overfaldet af Fjender; da vaagnede Kjærligheden til Danmark paa ny, og det med en hidtil ukendt Styrke; da følte hun ret, hvad det var at have et Fædreland.

Med sin fremvoksende Børneflok skulde hun nu alene befare Fremtidens usikre Hav. Den Livsbane, som hendes afdøde Mand havde udpeget hende, vilde hun ogsaa slaa ind paa. Men hun gik ikke som saa mange mere overfladiske Naturer dertil med noget let Hjerte. Digtervejen var for hende adlet af saa store Aander, at hun kun »med skælvende Hjerte« traadte i deres Spor. Allerede før Mandens Død havde hun skrevet en Del mindre Arbejder, men kun faa af dem naaede frem for Offentligheden, saaledes et Par dramatiske, der opførtes paa Bergens Teater. Men det var dog først efter, at hun var vendt hjem til Danmark, at hendes litterære Virksomhed ret begyndte. Ligesom Fru Gyllembourg var ogsaa Fru Thoresen en moden og livserfaren Kvinde, da hun traadte frem. Hendes første Arbejder var en Digtsamling, samt de to Fortællinger: »En Aften i Bergen« og »Studenten«, der slutter »Fortællinger« (1863). Særlig den sidste varslede godt og er typisk for Forfatterinden. Den lærte os at kende hende som en ægte Digterbegavelse, dyb og oprindelig, lidt tung i Alvorsdraget, men dog med Idealets Lysning over det mørke og strenge. Siden den Tid har Fru Thoresen givet os en Række Digterværker, fødte af en storladen Fantasi, rige paa poetisk-skønne Syner, dybe Tanker og varme Følelser, og alle førende en stærk og livfuld Sjæls myndige Tale til sin Samtid.

Under Opholdet i Norge havde Forfatterinden helt sammenlevet sig med den underlig fængslende Natur. Den havde fra første Øjeblik af grebet hende mægtigt. Selv det vilde, det strenge og øde, smeltede sammen med noget forstaaende i hendes eget Indre, og hendes Fantasi modtog alle Indtryk med ejendommelig Styrke. Og hun levede sig sammen med den Befolkning, hun havde fæstet Bo hos; selv Sproget tilegnede hun sig helt, hvad særlig er kendeligt i hendes tidligste Arbejder.

Det nøje Kendskab til Folkeliv, Kulturtilstand, Tænkemaade og Landsmaal, den virkelig sympatetiske Forstaaelse deraf, henviser hende nærmest til en Plads blandt norske Digtere, og hun har ogsaa selv forhen regnet sig for at være norsk. Der kan desaarsag med Rette spørges, hvorfor hun da har faaet Plads i nærværende Skrift om danske Forfatterinder. Vi skal forsøge at gøre Rede herfor og til en Begyndelse forudskikke den Bemærkning, at Fru Thoresen nu selv regner sig for dansk Forfatterinde. Spørgsmaalet er altsaa: Kan hun betragtes som saadan?

Efter at hun i 1864 havde udgivet »Signes Historie«, det første Værk, som forskaffede hende udelt Anerkendelse, fandt hun, at det var hendes Pligt at vende tilbage til Norge, for som norsk Borgerinde at øve sit Virke der, hvorfra hun modtog sin Livsforsørgelse. Havde hun imidlertid ventet, at hun ogsaa skulde vinde let og hurtig Indgang og Anerkendelse i den norske Litteratur, da blev det en Skuffelse. Man var endog temmelig utilbøjelig til at kendes ved hende, og det blev en Kamp for hende at naa frem til, hvad hun betragtede som en retfærdig Anerkendelse, og der kom atter strenge Tider for hende. Hun opholdt sig nu snart i Norge, snart i Danmark og snart i Udlandet, men vendte omsider for stedse tilbage til Fædrelandet, hvor hun tog Bolig i København, og dermed havde hun paa en Maade sluttet af med Norge. Det Land, som hun egenlig havde elsket saa højt, havde ikke kommet hende forstaaende imod, og der vedblev at møde hende skæve Domme derfra. Hjemmeforholdet havde hun aabenbart ogsaa mere fundet i Naturen end hos Menneskene. Men naar hun alligevel igennem mange Aar holdt paa at hedde norsk Forfatterinde, er dette jo let forklarligt, da det ikke blot fra Begyndelsen af, men vedblivende er Norge, som har ydet Stoffet til hendes Digtning, og hvortil hendes ejendommeligste Udvikling støtter sig. Det var under den norske Naturs stærke Indflydelse, at hun blev sig bevidst som Digter. Her fik hendes Sjæl sin ejendommelige Farve og hendes Aand Personlighedens Daab. Hvor højt Fru Thoresen nu end elsker Danmark og gennem Aarene atter har sammenlevet sig med alt det hjemlige, maa det dog synes klart, at Norge er og bliver hendes aandelige Hjemstavn. Men ikke desmindre kan og bør hun regnes for dansk Forfatterinde nu; og det ikke blot med den Ret, som t. Eks. Norge kan have til Holberg og Wessel, ikke blot fordi man kan føre hende ind under »Fælleslitteraturens« Begreb, eller fordi hun er dansk af Fødsel; men hendes hele Opdragelse og første Udvikling er foregaaet i Danmark, hun har levet her den største Del af sit Liv, og det er først paa den hjemlige Jordbund, at hendes digteriske Talent kommer rigtigt til Gennembrud. Opholdet i Norge var ikke af saa lang Varighed, at det var i Stand til at slette ud, hvad der i Forvejen var hendes Aands danske Særpræg. Gaar vi til Analyse af hendes Digtning, vil vi, som alt sagt, se, at hun henter sine Emner fra Norge; men alene derfor er hun ikke norsk Digterinde. Stoffet kan jo hentes alle Vegne fra, og en Digtning bliver først karakteristisk derved, at Digterens Personlighed ud fra sit særegne Livssyn og Racepræg indblæser den Liv af sit Liv, Aand af sin Aand. Det særegne for Fru Thoresen er den alvorlige, tunge Tankeballast, den grundige psykologiske Fordybelse i Karaktererne, den rentonige Samklang i Livsanskuelsen, det religiøse Grundpræg, livlig aandsbevæget Fantasi, stærktfarvede Billeder, men dyster Lysvirkning.

Alt dette kan imidlertid udledes af og føres tilbage til hendes oprindelige Natur, er det end kommet noget kraftigere frem ved den norske Paavirkning. Trangen til Fordybelse, den grundige Tanke, den billeddannende Fantasi spores jo meget tidlig hos den helt unge Pige, der ogsaa har modtaget sin væsentligste litterære Dannelse gennem danske Klassikere: Baggesen, Oehlenschläger, Heiberg og Paludan-Müller. Det religiøse Sind har Grundlaget fra Bedstemoderen, den noble Karakterstolthed, som hun overfører til mange af sine Typer, Alvoren og det tungsindige Præg er hendes Slægtsarv efter Faderen. Evnen til sympatetisk Forstaaelse af den norske Bondebefolkning og til Indlevelse i dennes daglige Liv viser afgjort tilbage til hendes eget Udspring fra en gammel, selvbevidst Bondeæt i Danmark. Den spekulative Fordybelse i og Syslen med Problemer og den stadige Indsøgen mod det centrale i Tilværelsen er just hendes danske Særeje, der alt ytrer sig hos Barnet og gør hende til en Gaade for sine Omgivelser. At Sproget fra først af maatte blive norsk, vil ikke undre nogen, da hun jo for bestandig ventede at faa Norge til Hjemstavn. Er det en virkelig værdifuld Digtning, Fru Thoresen har skænket os, og er der i denne tydelige Spor af dansk Aandspræg og Folkeejendommelighed, er der efter Forholdenes Natur ingen Grund til at forarges over Sprogtonen.

Det er Kamp, som har født Fru Thoresens Digtning, hvad hun ogsaa selv har udtalt; den bærer paa mangfoldige Steder Kampens strengt vundne Mærke, derfor virker den saa spændende, saa alvorlig og gribende. Hvad hun har at sige, har slaaet dybe Rødder i hendes egen rige Sjælegrund, og det klinger ikke sjældent fra saa fuldtonige Strenge, at man hører hendes eget svulmende Hjerte deri. Og der er over denne Digtning Tidens og Livets varme og friske Farver, den er saa storladen, stærk og modig som nogen Mands. Hun ruller sine Billeder op for os lig en Række af dramatiske Scener med store Skikkelser, der elsker hedt og hader hedt, der kæmper og lider, sejrer eller falder. Fru Thoresen er de store Lidenskabers, de store Menneskers og den store Naturs særlige Digter. Hendes stærke, noget fantastiske Aand søger sig ualmindelige Opgaver. Under Kampen og gennem Lidelsen har hun følt Aanden hige mod Frigørelse; og som den ægte Digter føler og ved hun, at Aandsudviklingens Kulmination er den tyngede og nedtrykte Menneskeaands Selvbefrielse; derfor stiger hun højt over Virkelighedens flade og tørre Jordbund til de lyse Egne, til Fantasiens Lykkeland under Frihedens blanke Sol! Fru Thoresen er Optimist, og til alle dem, der kæmper og lider, bringer hun den fortrøstningsfulde Lære, at gennem det alt skal Sjælen styrkes, Viljen staalsættes, Modet hæves, det indre Menneske vokse og opdrages. Hun kender af Erfaring Stormvejrstiderne; men hun har ud fra al Brydningen vundet sin Livsanskuelse, der er stærk, høj og sund. Hun er naaet frem til den fredstille Væren og gennem Skæbnekampen og Skildringen af Livets Sorger er det, som vi hørte Horats's mildt beroligende Ord: »Bevar taalmodig under Modgang et roligt Sind!«

Hun skildrer oftest tunge og mørke Skæbner, lidenskabelige Karakterer, Mennesker med megen vild og utugtet Naturkraft; men der falder ogsaa Blink af Lys og Glimt af Sol derover. Vi ser, hvorledes den raa Naturkraft blødnes og bøjes gennem Kampen og forvandles til ligesom nyskabt, livgivende Aandsmagt. Det oprindeligt ædle og store i Mennesket rejser sig og træder Dyret paa Nakke; ja, selv af Skuffelser og Nederlag fostres stærke Sind. Hun dvæler ved det mørke, men i Grunden elsker hun det lyse, og altid peger hun mod Blinkfyrene, saa Haabet og Modet ranker sig i os. Ikke blot er det med Hentydning til Solens Hilsen over Fjældbrynet at hun udbryder:

»O, Lysning over Fjældet — Dagen ny,
Livshaabets friske Brydning gennem Sorgen!
Du ved det nok, du stærke »Glan i Sky'«
du fik mit Hjertes brændende Godmorgen!«

Vi har ovenfor sagt, at allerede en af Fru Thoresens allerførste Fortællinger: »Studenten«, udkommen i nyt Oplag 1888, er typisk for Forfatterinden. Vi har hende nemlig straks her med alle sine Særmærker. Studenten, Brune, en af disse mange Kampens Eksistenser, higer mod noget stort og skønt, der alt fra tidligste Tid er stillet ham som Maal af Faderen, der ogsaa hører til de havarerede paa en ublid Skæbnekyst. Med stigende Spænding og usvækket Deltagelse følger vi Brune fra Barndomsdrømmene mellem de trange Fjælde, fra hans mislykkede Lægevirke i den snævre Rønne og siden paa Studeringernes »via ardua ad astra«! og vor dybeste menneskelige Medfølelse vækkes, da han, uden at naa Maalet og uden at naa til aandelig Klarhed og Frigørelse, segner og dør midt i den gryende Vaartid paa selve Frihedsdagens Morgen. Han sang saa glad til Blomsterne:

»Nu skal jeg nok lette den tunge Sten,
hvor Lilien gror,
den skal ikke trykke den fine Gren
til den kolde Jord!«

Men Haabet skuffedes, Kampen var omsonst. Det er imidlertid ikke en blot almindelig Menneskekamp for at komme frem, hun her har stillet os for Øje. Det er tillige, dybere set, den blivende Kamp mellem Natur og Kulturliv; og denne Brune, hvem Forfatterinden nænsomt føler og lider med, er ikke blot en almindelig Virkelighedsfigur derude fra Livet, ikke blot hendes Tankes tunge Barn heller, han er en Personifikation af hendes egen Higen mod Klarhed og Frigørelse, og i Skildringen af Heltens tragiske Skæbne har hun delvis skildret sig selv.

Ved sin Hjemkomst til Danmark havde hun det Held straks at træde i Forbindelse med et anset Blad og en anset Forlægger. Det er »Illustr. Tid.«, som har Æren af at have indført Fru Thoresen i den danske Litteratur, idet Bladet bragte hendes Fortælling: »En Aften i Bergen«. Den blev læst med stor Interesse og skaffede hende straks mange Venner. Dernæst lykkedes det hende at erhverve Hegel til Forlægger. Denne gennemhumane Personlighed, der har haft saa stor Betydning for mangt et ungt Talent ved Digterbanens Begyndelse, blev ogsaa meget for Fru Thoresen, og hans noble Imødekommen og Hjælp mindes hun endnu bestandig med stor Taknemlighed. Hos ham udkom i 1864 »Signes Historie«, ubetinget den skønneste og i kunstnerisk Henseende mest værdifulde af hendes Fortællinger. Der er en Fasthed i Kompositionen, en Energi i Udviklingen og i Stilen en poetisk Kraft, der ikke kan andet end tiltale. Det er store Skikkelser, vi møder her i dramatisk effektfulde Situationer, og det er de store, stærke Lidenskaber, som udkæmper Kampen. Der er ligesom en indre »magnetisk« dirrende Uro, som vedligeholder Spændingen indtil Bogens sidste Blad. Store Katastrofer indtræffer, men altid kun efter om hyggelig Motivering. Lyslevende stiller hun sine Menneskeskikkelser frem for os. Der er Odelsbonden, den stolte, selviske Kolbein Starkar paa Kraakenæsset, dernæst »Gudsunderet«, Datteren Signe, som er hans »Sommersol«, hans »Vinterskygge«, Naboen, den myge og tungsindige Keld, dennes Søn, den fæle Thorstein Hatle og den sølle Jente, som »steller« om dem i den gamle, forfaldne Gaard. Endelig er der Præsten, den kolde, fjældhaarde, ubøjelige, hans Søn, der siden forfører Signe, og Præstens Søster, den rare Rebekka. Hvor sikkert har hun ikke draget Linierne i disse Fysiognomier, saa vi husker dem med forunderlig Tydelighed. Ganske særlig har hun sin Styrke i at skildre de stærkt bevægede Situationer, saadanne, som siden bliver Mærkepæle paa Livsvejen: Faderens Møde med Signe efter at hun har født sit Barn og vil have det i Kirke — Thorstein Hatles Brydetag med Præstesønnen, Kolbein Starkars Endeligt — og frem for alt: Scenen i Kirken, hvor Signe før Daabsfærden staar Ansigt til Ansigt med den strenge, hjertefrosne Præst, ængstelig og ydmyget, løftende Hovedet under »Skamplaget«. Det er et Moment af gribende Virkning, og slig skriver kun den, som til sin Digtning har gjort alvorlige og dybtgaaende Sjælelivsstudier. Fru Thoresen stiller store Fordringer til sig selv, umager sig for sine Opgavers Løsning og raader tillige over en meget udviklet Teknik. Hendes Stil er ikke meget bøjelig, men den har en Klang som af gammel nordisk Malm: »Det tog en god Stund, før Keld kom hen over Marken og ind paa Tunet til sin Gaard, endda Vejen var hverken tung eller lang. Men det er ikke altid Vejen, som lægger Tyngsel paa Vandreren, det er lige saa ofte Maalet.«

Fru Thoresens næste større Arbejde var Fortællingen: »Solen i Siljedalen« (1868) med de mange prægtige Naturbilleder. Ogsaa her er der Møde mellem store Lidenskaber, der tager Styrketag; men der er ogsaa Elskovstale fager og øm. Forf. er paa adskillige Steder ret subjektiv i denne Fortælling: »Var han en af hine enkelte, som ligner de ranke Træer i Skoven med de afgnavede Stammer, der vel naar Højden, men aldrig Fylden, fordi Barndomsplejen, den lune, hyggende Underskov ikke fandtes. Intet Minde griber saa isnende ind i Sindet, selv i de stærke, modne Aar, som Savnet af et Barndomshjem. Det er en gold og pinlig Ihukommelse at have siddet med tørre Læber og smægtet efter Kærlighedens Honning i en Alder, hvor Sindet endnu ikke mægter at gribe en af dens mange Modsætninger til sin Trøst«. Det er klart nok, at hun her er under Indflydelse af Minderne fra Barndomstiden, der jo ogsaa savnede den »skyggende Underskov«.

Det er rimeligt nok, at Fru Thoresen har lært af baade Ibsen og Bjørnson, og særlig den sidste har øvet kendelig Indflydelse navnlig paa hendes første Værker, uden at det dog kan siges, hvad man stundom kan høre fra norsk Side, at hun efterligner hans Maner; men hun er selv aandelig i Slægt med Bjørnson, behandler lignende Emner, er dyb og djærv og modig som han; men har langt mere Harmoni i Livsanskuelsen.

Det var at vente, at Fru Thoresen, der med saa megen Virkning evner at samle hele sin digteriske Kraft paa virkningsfulde Katastrofer, og som med Forkærlighed skildrer tragiske Skæbner, maatte have Betingelser for med Held at dyrke Dramatiken, som jo egentlig var hendes første Felt. Hun har da ogsaa skrevet flere Arbejder for Scenen i Tiden efter 1870, hvorom mere i det følgende Afsnit; men de kan ikke i Støbning, Karaktertegning og psykologisk Motivering maale sig med hendes Fortællinger og Digte.

Anton Andersen: Danske Forfatterinder i det nittende hundredaar. 1896. [Side 82-109]