Frøken Athalia Schwartz
I flere Henseender væsensforskellig fra de foran omtalte Forfatterinder viser sig
Frøken Athalia Schwartz
(1821—71),
der hører til Deltagerne i »Clara Raphael's Fejden«, og som i Aarene mellem 1850—70 udfoldede en omfattende litterær Virksomhed. Hun var født i København og Datter af en Officer, daværende Major og Branddirektør C. H. Schwartz. Hendes Ungdomsudvikling knytter sig dels til København, dels til Jylland, hvortil Faderen i nogle Aar forflyttedes, men allerede 1848 vendte de tilbage til Hovedstaden. Med sine ypperlige Evner og under en omhyggelig Vejledning havde Frøken Schwartz let ved at tilegne sig et grundigt og solidt Fond af Kundskaber. Hun var i mange Aar en søgt og ualmindelig dygtig Manuduktrice saa vel til Eksamen for Institutbestyrerinder som til artium. Trods denne opslidende Virksomhed fik hun dog Tid til at udsende en stor Del Skrifter, ikke blot skønlitterære, men ogsaa pædagogiske, kritiske og polemiske. Frøken Schwartz var aldeles afgjort et dygtigt Menneske. Hun havde ogsaa virkelig poetisk Trang og følte stærke Kræfter gære i sit Indre. Hun har gaaet i Skole hos de franske Digtere, og kender grundigt Oplysningstidens store Mænd. Hun sværmer for »La nouvelle Heloïse« og beundrer »Emìle« og særlig »La Religieuse«, hvis psykologiske Finhed og Klarhed tiltaler hendes sandhedssøgende Aand. Om hun derimod selv var Digter, kan der tvistes. Hendes fleste Arbejder bærer nok saa meget Vidne om mangesidig Dannelse som om egentligt Skabersnille; og de kan ikke, trods mange gode Enkeltheder, i Helheden staa Maal for en indgaaende psykologisk Kritik. Begynder man at dissekere, vil man finde en paafaldende Mangel paa Fasthed i Bygningen, der savnes en tydelig Nervestamme, fra hvilken Tankerne er forgrenede. Karaktererne er vel paa sine Steder ikke uden Interesse, men de undergives alt for meget Tilfældighedens Spil. Alt for ofte hensættes vi ogsaa til luftige Egne, hvor andre Love synes at gælde end de, som andre dødelige kender, og alt for ofte løses Forviklingerne ved en deus ex machina. Man ærgrer sig over alle de mange »godt opfundne « Begivenheder, den hele Konstruktion, saa meget mere som Forfatterinden ellers mange Steder viser, at hun udmærket forstaar at se paa sine Omgivelser og at gøre fine og skarpe Iagttagelser. Det er en broget og temmelig uensartet Produktion, hun har efterladt sig: Livsbilleder, Noveller, Romaner, Dramaer, Digte, og det hele kan selvfølgelig ikke ses under samme Synsvinkel. I Novellen tjente hun en bestemt, men tvivlsom Kunstretning. Hun synes at have hyldet Alfred de Vignys vovede Paastand, at »le fait inventé« *) er at foretrække for den virkelige Begivenhed; thi hun ofrer, mere end godt er, Sandsynligheden for det eventyrlige; men heri mødes hun jo med de fleste samtidige Forfatterinder, baade herhjemme og i Udlandet. Det skal ganske vist indrømmes, at det i og for sig kan være Læserne det samme, enten en Bogs Handling er virkelig eller tænkt, naar blot en udpræget Forfatterpersonlighed sætter sit Myndigheds-Stempel derpaa og i Kraft af sit Geni evner at brede Sandsynlighedens og Troværdighedens Præg derover, saa at Personer og Begivenheder kommer til at staa lyslevende for os, paavirker os gennem Stemning og Tale, rører os, eller faar os til at smile. Vi vil da blive i Illusionen og tilfredsstilles, uden at spørge om virkeligt eller uvirkeligt. Men Frøken Athalia Schwartz var med alle sine rige Evner alligevel ikke en saadan overlegen Digternatur. Hendes »Livsbilleder« har intet med Livet at gøre, de vil gaa Læserne forbi som blege og blodløse Skygger, thi ingen livsrig Strøm rinder igennem dem, og det samme gælder om hendes andre Smaafortællinger. Hun udgav: »Livsbilleder« (1852), hvori hun heldig anslog en Tone, som fandt Vej til mange og skaffede hende med ét en stor og taknemlig Læsekreds; den udkom endog samme Aar i nyt Oplag. Senere kom endnu 2 andre Bind 1859 og 61; men de staar tilbage for de første. Kun uegentlig kan man kalde dem Livsbilleder. Mange af dem er smaa ubetydelige Skitser, der i Stilen minder om H. C. Andersens Eventyr. Heller ikke hendes »Danske Landsbyhistorier« (1860) er troværdige Billeder. Hun kender hverken Bøndernes Levesæt, Tankegang. eller daglige Maal; det hele er Imitation. Og næsten utilgiveligt for en saa begavet Dame som Frøken Schwartz er de højst mangelfulde Sjælestudier i disse Historier. Let og overfladisk kruser hun Sjælens Vande, men hun søger ikke Perler paa Dybet. Der er alt for meget af dette dilettantisk lette, som kun efterlader en yderst svag og mat Virkning. Et Sted fortæller hun t. Eks. om en ung Gaardmand, der elsker sin Kones Søster, som egentlig ogsaa er hans første Kærlighed. Hun er i Huset hos ham, og Forholdet udvikler sig stadigt, styrket gennem en Række lønlige Stævnemøder i Ellekrattet ved Aaen. Mandens Hustru mærker nok, hvorledes det staar til, og hun bliver naturligvis ikke blidere derved, saa Bitterhed og Ufred gør begge Livet uudholdeligt. Til sidst enes saa Manden og hans Elskerinde om at opføre et af de nu om Stunder saa moderne Dramaer: at dø sammen. Han fører Ordet saaledes: »Dernede i Ellekrattet, der har vi dog været saa lykkelige, jeg ved intet Sted paa Jorden, hvor jeg hellere vil være, og saa har jeg tænkt paa, at vi skulle gaa derned, bede en Bøn sammen (!) og saa drukne os i Vandet.« Hun er ogsaa villig til at følge ham, thi han ejer hele hendes Kærlighed; og kun saaledes kan han tænke paa at blive fri for sin Hustru, hvem han ligefrem kalder en Djævel. Han gaar nu foreløbig hjem. Konen siger et Par forsonende Ord til ham, og han kommer til at tænke paa, at det egentlig er kedeligt, at han skal gaa fra den gode Gaard. Dette omstemmer ham i nogle faa Øjeblikke, og da han saa paa det aftalte Tidspunkt kommer ned til Ellekrattet, hvor den elskede venter, beredt til at gaa i Døden med ham, svigter han hende, Kærligheden er som blæst bort, og han forlader hende, efter at have afleveret nogle intetsigende Floskler, for at vende tilbage til den Hustru, han nys har betegnet som en Djævel! Det bliver derfor kun den svegne Pige, som »stiger ned i det stille Dyb, der lukker sig lydløst over hende.« Saadanne bratte Forvandlinger som Elskerens forekommer jævnlig og karakteriserer Forf.s Arbejdsmetode.
Frøken Schwartz skrev ogsaa Romaner. Hun sad inde med adskillige Betingelser herfor. Hun havde haft Lejlighed til at studere og kende en Mængde Mennesker, havde selv oplevet meget og havde modtaget en Rigdom af Indtryk. Dertil ejede hun et livligt Forestillingsløb, en rig billeddannende Fantasi og et sympatetisk Blik. Men hun er lige saa lidt i Romanen som ellers psykologisk dyb, og Kompositionen er ikke helstøbt; der mangler den omhyggelige kunstneriske Afrundethed. Hun ejede nemlig ikke denne aandelige Smidighed, der gør det muligt for Digteren at fordybe sig i sine Personers Sjæleliv, saa han kan udrede Individets inderste Væsen indtil de fineste skjulte Traade. Alligevel er hendes Roman: »Cornelia« (1862) i flere Henseender en lovende, ja en modig Bog, der betegner et afgjort Fremskridt i hendes Produktion. Den har optaget mange Tanker, som var ny for Tiden, især i et kvindeligt Arbejde, og den drøfter flere religiøse og sociale Spørgsmaal. Vist nok forekom den mange dristig. — Den mandlige Hovedperson, Kuntzen, optræder nemlig som Talsmand for »den fri Kærlighed« . Han mener, at det er »ynkeligt«, at et tomt Ord, en ydre Ceremoni (Vielsen og den kirkelige Velsignelse) skal være nødvendig for at gøre to elskende sikre paa hinandens Besiddelse, som dog kun Hjertets ædleste Følelser kan sikre. Han forlanger derfor, at hvis Cornelia elsker ham, skal hun samtykke i at blive hans Hustru uden Vielse. Efter nogen Vaklen giver hun efter og rejser bort med ham. Hun føler sig som hans »Hustru« og kaldes saaledes. I København, hvor de senere bosætter sig efter et længere Ophold i Udlandet, hvor Forbindelsen er kommen i Stand, træffer Kuntzen sammen med en koket og sanselig Kvinde, Hermance, der har ægtet den gamle forelskede Nar, Grosserer Haagensen, men i øvrigt fører et meget frit Liv og ligesom Cornelias »Mand« hylder den fri Kærligheds Princip. Hun er vel nu gift Frue, men dette forhindrer hende ikke i at omgive sig med en Kreds af Tilbedere, med hvilke hun dyrker en tilsyneladende let, men temmelig mislig Flirtation. Hun faar snart Kuntzen i sit Garn, og da hun tilpas bliver Enke, forlader Kuntzen sin »Hustru« Cornelia for at kaste sig for Hermances Fødder. Der er baade Spænding, Fart og aandelig Kraft i denne Roman, der paa flere Punkter peger frem mod den kommende Realisme. 1865 udkom: »Stedmoder og Steddatter« og 1870: »Enhver sin Mission«. Forf. forsøgte sig ogsaa i Dramaet, og det med afgjort Held. Saaledes opførte det kgl. Teater 1853 det smukke og følelsesfulde Skuespil: »Ruth«, der med sin ejendommelige gammeljødiske Farvetone og ægte østerlandske Præg gjorde fortjent Lykke. 1856 opførtes det tragiske Drama: »Alexei«. Hendes novellistiske Forsøg kan ikke staa Maal med Romanen og Dramaerne. Men de var for en Del afpassede efter Tidens Smag, de fandt og vil endnu en Tid lang finde Læsere; og naar man ikke stiller den Fordring til sin Lekture, at den skal kunne sætte Tankerne i frugtbar Bevægelse, men blot at den skal afgive en underholdende og behagelig Tidkort, imens man nyder sin dolce far niente, saa opfylder Frøken Schwartz Fordringerne. Der er, det skal siges, næsten overalt i hendes Arbejde, trods Manglerne, noget, som tvinger til Agtelse, en Stræben efter Klarhed. Hun var i det hele en perfektibel Natur, og hun var i Besiddelse af megen kritisk Sans, der vel ikke altid, som paavist, er kommet hendes egne Arbejder tilgode, men som ofte gjorde hende til en baade dygtig og streng Dommer over andres. En rammende Satire stod altid til hendes Raadighed, og da hun førte en ualmindelig skarp Pen, var en stor Del af de talrige kritiske Artikler, som hun skrev i »Nord og Syd« under Mærket »Gisle«, saa vel som de af hende selv redigerede Tidsskrifter: »Teater og Litteratur« samt: »Hesperis«, særdeles bidende og formskarpe. Desaarsag var hun hvert Øjeblik inde i heftige polemiske Stridigheder, som hun imidlertid deltog i med største Lyst. Hun skrev ogsaa Skolebøger og mangfoldige højst interessante polemisk-pædagogiske Opsatser, som det ligger uden for denne Bogs Plan at forfølge videre, men som alle vidner om Forfatterindens store Dannelse og medfødte Skarpsindighed. Ogsaa med Oversættelser syslede hun til Tider, af hvilke Byrons Fortælling: »Bruden fra Abydos« er den betydeligste. Ja, hun forsøgte sig endog i religiøs-filosofiske Studier og udgav 1858 en Række religiøse Betragtninger under Titelen: »Livets Alvor«; ikke mindst disse viser os Frøken Schwartz som en dybttænkende og søgende Natur. Denne Søgen kendes i alt hendes Værk. Hun famlede længe efter sit rette og egentlige Felt, gennem »Livsbilleder«, Noveller, Landsbyhistorier — til Romanen og Dramaet. Den brogede og omfangsrige Virken havde formentlig blevet af lødigere Værdi, hvis hun i Tide havde forstaaet at koncentrere sine rige Evner paa mere ensartede og beslægtede Opgaver, i Stedet for at sprede sig i saa mange Retninger. Men den famlende Søgen turde tillige pege tilbage til noget uroligt og hvileløst i hendes egen Natur, og endnu før hun havde fundet Ligevægtspunktet, kaldtes hun bort i Livets kraftige Aar. Hendes Arbejder fandt hurtig Vej til Udlandet og er oversatte bande paa Svensk og Tysk, overalt modtagne med Velvilje.
Blandt de mange, som »Clara Raphael's Fejden« kaldte frem, var ogsaa en jydsk Præstedatter,
Frøken Pauline Worm
(1825—83).
Hun fødtes i Hyllested Præstegaard, voksede op under særlig fortrinlig aandelig Paavirkning og stringent Undervisning, uddannede sig til Lærerinde og havnede som Institutbestyrerinde i Randers. Tidlig havde hun en ualmindelig opladt Sans for Læsning og havde allerede som ung Pige studeret en Mængde af de nordiske Forfattere og besad navnlig et omfattende Kendskab til svenske Digtere. Hun var i flere Retninger en ualmindelig Personlighed, der var i Besiddelse af sjældne Evner og stor Selvstændighed, hvilket i Forbindelse med hendes stærke poetiske Trang gjorde det svært for hende at trives og at vinde Forstaaelse i det Milieu, hun tilhørte. Hun havde allerede i Krigsaarene skrevet en Del Sange, som var slaaet godt an, og som havde bragt hendes Navn paa manges Læber. Efter at Mathilde Fibiger havde udgivet sin »Clara Raphael«, begyndte Frøken Worm at tænke alvorligt over Spørgsmaalet om Kvindens Frigørelse. Hun var stærkt patriotisk og religiøst grebet, hyldede den da opdukkende skandinaviske Ide og blev snart en af dem, der, hed og interesseret, kastede sig ind i Kampen for Kvindespørgsmaalet. Begyndelsen skete med, at hun deltog i »Clara Raphael's Fejden« ved under Mærket »Pauline« at skrive »Fire Breve om Clara Raphael til en ung Pige fra hendes Søster« (1851). Skønt tilsyneladende i Opposition til Frøken Fibiger, er hun dog nærmest paa hendes Side alligevel og bliver i alt væsentligt dennes Forbundsfælle, og Brevene slutter da ogsaa med et Digt til Mathilde Fibiger. Siden havde hun flere Gange Ordet i den rejste Kamp; bl. a. skrev hun interessante Artikler i »Fædrelandet« om »Kvindens Kald og Kvindens Opdragelse«. Lige til sin Død vedblev Pauline Worm at stille sig i Skranken for, hvad hun ansaa for Ret og Sandhed. Desaarsag kom hun tit til at gaa imod Strømmen. Som oven for sagt, var hun ivrig Patriot og religiøs vakt. Hun sluttede sig varmt til den grundtvigske Forkyndelse og var politisk frisindet. I flere Henseender var der Lighed mellem hende og Frøken Fibiger, der snart blev hendes gode Veninde. Men Pauline Worm manglede denne bly Kvindelighed og tiltalende Ynde, som var Mathilde Fibiger egen. Kampen syntes at tilhøre Frøken Worms Natur, og hun forekom vistnok de fleste altfor krigersk. Hun levede sit Liv ugift, og det randt hen under yderst beskedne, ofte strenge Kaar, viet en Lærerindes ikke altid lystelige Gerning. Mange og store Skuffelser maatte hun lide. Livet tog paa hende med haarde Hænder, og hun fik selv til sidst en haard Skal og havde svært ved at vinde Sympati. Alligevel fik hun udrettet en betydelig Gerning i Kvindesagens Tjeneste, og fremfor nogen anden har hun kæmpet for denne Sag herhjemme. Dette skete ikke uden en betydelig Modstand. Man forargedes over hende; og nægtes kan det ikke, at der undertiden i hendes personlige Optræden, i hendes Taler og polemiske Artikler kunde ligge noget bryskt-æggende, som stødte mange fra hende, især i en Tid, hvor Spørgsmaalet om Mandens og Kvindens Ligestillethed endnu for en Del var ilde hørt hos den stærkt konservative Slægt. Og Frøken Pauline Worm forfægtede sine Anskuelser fra et meget ensidigt Standpunkt. Hun trodsede den bitreste Haan og Spot, allehaande Misforstaaelser og Ydmygelser, var altid slagfærdig, og havde til Raadighed et Fond af Forsvarsord, der baade ramte og saarede. Selv Datidens Vittighedsblade gjorde hende til Skive for deres letvundne Skyts. Et af disse tog saaledes stærkt Bifald, da det meddelte Opdagelsen af en ny Slags Orm, nemlig »Paulineworm«, hvilket jydske Navn paa Latin udtryktes ved Rabaldera Grandtvigiana! Lærte man imidlertid Frøken Worm nøjere at kende, opdagede man snart, at hun for det første var en sjælden interessant Personlighed, udrustet med en skarp og klar Forstand og for det andet, at der bag det noget pansrede Ydre boede baade blide og kvindelige Stemninger og et i det hele varmt Følelsesliv, ligesom hun paa ingen Maader savnede ægte kvindelig Takt.
Hendes digteriske Talent var af en afgjort mandlig Art, hvad allerbedst fremgaar af hendes patriotiske Digte. Vi behøver i saa Henseende blot at minde om det Digt hun allerede i 1848, altsaa som tre og tyveaarig Pige, havde skrevet til Kong Frederik den Syvende, og hvori det blandt andet hedder:
»Af Huset Oldenborg er du den sidste,
rust dig til kampen, Konge, og vær stærk!
thi ingen Søn vil stande ved din Kiste
og love Frugt af dit begyndte Værk!
Et Blad er kun i Krøniken tilbage,
og tegner du paa det en stor Bedrift,
da vil din Stammes Navn med gylden Skrift
end straale i de fjerne Fremtidsdage!«
Man tænker ikke let, naar man ikke ved det, at dette kraftige Digt er skrevet af en ung Pige. Hun var fra sin Ungdom af en Karakter, et Viljesmenneske, selv stændig og selvraadig, i Besiddelse af stor Livsenergi. Hendes Tankeliv er klart, og hendes Sinds Grundpræg den dybe Alvor. I al sin Gerning viser hun sig som en helstøbt Personlighed, der ved, hvad hun vil. Man har hende helt i det Digt, hun i Anledning af Bjørnstjerne Bjørnsons »Signalforandring« i 1872 skrev i »Fædrelandet«:
»Stryg Korsets Flag, du gamle Norge!
du blev for spag til Aandens Strid.
Lad vaje over dine Borge
en Dødens Fane sort og hvid!
Thi den, der højt og stolt blev baaren,
da Livets Røster mægtig lød,
den er for fransk med Trikoloren,
den er for dansk med Dugen rød!
I Normænd, bort med Løvens Mærke,
med Værget af jert Vaabenskjold!
Tag et af de taalmodig stærke,
de tamme Dyr fra Fjøs og Fold!
det Folk, der »kunde bare græde«,
mens Broderblod i Strømme randt,
og jubler nu ved Fjendens Glæde
har tabt det Navn, dets Fædre vandt!«
Hendes Bidrag til Litteraturen, fraregnet en Del tendentiøse Foredrag og agitatoriske Smaapjecer, er ikke mange. De vigtigste er den i to Dele udgivne Fortælling »De Fornuftige« (1857), samt Digtsamlingen »Fra Vaar til Høst« (1864). Men spredt i Blade, Tidsskrifter og lign. foreligger endnu en Del mindre Noveller, Skitser, Digte o. s. v. Det større Arbejde »De Fornuftige« kan endnu læses med Udbytte og Fornøjelse. Det rummer mange oprindelige Tanker, der har Rod i Forfatterindens Tid, som hun bestandig levede med i, helt og fuldt. De ofte gentagne Beskyldninger mod de kvindelige Forfattere, at deres Arbejder kun er uvirkeligt »Laveri«, rammer ikke Frøken Worm. Hendes Bog betegner endog for den Tid et Fremskridt, noget nyt, og det bedste, der kan siges om den, er, at Forfatterinden i den har givet sig selv. Hun tager sit eget Livs Oplevelser frem, skildrer sit indre Liv, sin Kamp og Strid, sin Lyst og Smerte, sin hele Udvikling, sin dybe Trang til Forstaaelse. Ligesom man gerne har villet gøre Mathilde Fibiger til èt med hendes »Clara«, saaledes kan man vistnok med langt større Ret gøre Frøken Worm til èt med Heltinden i »De Fornuftige«, den begavede, men alt for idealistisk anlagte unge Pige »Alvilda«, der ikke forstaas af sine »fornuftige« Omgivelser. Virkelig fint affattet og dygtigt fortalt er ogsaa den lille Novelle »Troskab«.
Pauline Worm havde en dyb Medfølelse med alt det fortrykte, alt det kuede og skyggesatte i Livet, og hun følte sig kaldet til at tale dets Sag. Derfor elskede hun blandt Blomsterne særlig »Klinten«, den vragede, oversete, Syndens Symbolum. Hun skuffedes ofte og maatte resignere. Men saa elskede hun til Gengæld Mindet, det »Venskabspant«, som bliver tilbage, »naar os Livets Strøm fravrister, hvad vort Hjerte fandt«, og hun havde en særegen Opfattelse af Ordet Resignation; det er, siger hun, »at være i Livet tro til Døden stærk«. Slutter man sig til Taines Anskuelse, at et Kunstværk er et Produkt af menneskelig Udvikling, vil man ikke undres over, at hendes Bidrag til vor Litteratur kun er beskedent; thi Livsforholdene hindrede hende i at naa den fuldkomne Udvikling, som hendes naturlige Begavelse pegede imod. Vistnok har hun fremfor de fleste Kvinder paa den Tid drømt om Kunstnerære og Digterry og higet imod de største Idealer. Hun føler, at »Mennesket er skabt at hige«, og at »Titaner lig, dets Ønsker stige«. Hun fortjener at mindes, selv om hun ikke naaede, hvad hun ønskede. Danske Kvinder vil ihukomme hende som en af Kvindesagens tidligste og mest energiske Forkæmpere, og hun bør ogsaa mindes som en ubetinget talentfuld Forfatterinde. Hun levede sin Samtids Liv, og det spejler sig i den Smule Digtning, hun har efterladt; allerede det er fortjenstligt. Vi har nok af Uvirkelighedens blege og blodløse Digtning. Og det er en stærk Sjæls følende og villende Liv, som rører sig deri. Mange Illusioner maatte hun se briste, Strid og strengt Virke blev hendes Lod, og kun lidt fik hun af Solskin og Lykke. Men trods alt dette, forstod hun at tilkæmpe sig Fred og Forsoning, og hendes søgende Sjæl fandt Hvile i den enfoldige Kristentro. Evighedshaabet lyste bestandig for hende under Livets Modgang, og den religiøse Understrøm, der gaar gennem alle hendes Arbejder, tvinger os til Agtelse. Naar Verden viste hende sin vrede Pande, naar hun ensom og uforstaaet maatte kæmpe sin møjsomme Kamp, da fødtes ofte i hende en stærk Længsel efter Døden, som bringer Befrielse. Hun frygtede den ikke, den forekom hende at være en Ven. Selv har hun sagt:
»Hvad er den frommes Død? En Aftenrøde,
en Dæmring mellem lette Skyers Krans,
et Skær, som lyser Morgenen i Møde,
som tænder Livets Sol med evig Glans!«
Det varede længe, før det lykkedes hende at erhverve sig nogen videre litterær Anerkendelse uden for den snævrere Kreds, hvad ofte bragte hende bitre Timer; og da man endelig fra Statens Side begyndte at faa Øjet op for hendes umiskendelige Talent, og gennem en pekuniær Understøttelse havde til Hensigt at opmuntre det, var det for sent. Hun var da ved at komme til Ende med Livskampen; stille og blidt døde hun den 13de December 1883.
Forfatterens noter til ovenstående sider:
*) Den opfundne Handling.