Fru Johanne Louise Heiberg's
Skønt
Fru Johanne Louise Heiberg's
største Betydning som Kunstnerinde er paa et helt andet Felt end det litterære, maa vi dog ganske kort dvæle ved hende her, da hun ogsaa som Forfatterinde har ydet Arbejder af blivende Værd og gennem disse lagt en ejendommelig Naturbegavelse for Dagen. Johanne Louise Pätges blev født i København 1812 og er et Skud af en tysk Rod i dansk Jordbund. Faderen var Værtshusholder, og Kaarene i Hjemmet var kummerlige, saa det var kun mørke og triste Minder, der knyttede sig til hendes Barndom. Skønt rigt begavet, nød hun i mange Aar ingen Skoleundervisning, da Forældrene ikke havde Raad til at betale derfor. Tidlig følte hun Skam og Blusel over Hjemmets elendige Forhold. Hun havde ualmindelige Evner, og da der tillige tidligt ytrede sig en vis Stolthed i hendes Natur, var det dobbelt svært for hende at føle sig som èt med dette Hjem. Faderen, der var en svag Karakter og slet Økonom, blev med Aarene drikfældig, hvorimod Moderen, der var Jøde, besad megen Energi og Dygtighed. Fra det sørgelige Liv i Hjemmet kom Johanne Louise tilligemed en Søster til Balletskolen, hvor hun hurtig gjorde gode Fremskridt og snart vakte Beundring for sin gratiøse Dans. 13½ Aar gammel forsøgte hun sig allerede som Skuespillerinde, idet hun den 22de April 1826 optraadte paa det kgl. Teater som »Trine Rar« i Heibergs »Aprilsnarrene«. Hun gjorde stormende Lykke, ikke mindst ved sin kønne, følelsesfulde Sang. Fra det Øjeblik af fattede Heiberg en levende Interesse for hende og var hende i den følgende Tid til megen Støtte. Snart helligede hun sig helt til Skuespilkunsten, og lysere Tider oprandt for hende. I forholdsvis kort Tid naaede hun frem til at være Nationalscenens første Kunstnerinde, hvem alle sværmede for og kappedes om at bringe Hyldest. Efter et Ophold i det bekendte Wexshall'ske Hus, kom hun til den gamle aandrige Fru Gyllembourg, Heibergs Moder, som alt længe havde været hende en moderlig Veninde. 1831 blev hun Professor Heibergs Hustru. Det klinger som et Eventyr, at denne fattige Pige fra et af Hovedstadens tarveligste og i mange Henseender ulykkeligste Hjem, allerede i saa ung en Alder hæves op til at indtage Husfruens Plads i dette aandsaristokratiske og fintdannede Digterbo, hvor en Kreds af Samtidens mest udmærkede Mennesker samledes om Heiberg og hans Moder. Dog viste hun sig hurtig Pladsen voksen og indtog alle ved sin naturlige Ynde og milde Værdighed.
Hun var ikke nogen almindelig »Aladdinstype«, der paa underfuld Vis faar Lykken i Haand. Hun fremstiller sig selv (i Livserindringerne) som en naiv, uskyldig, meget alvorlig, ja, temmelig tungsindig ung Pige, der, under det kummerlige Hjems Tryk, vokser op som en lille forkuet, forskræmt og forknyt Fugleunge. Men dette er næppe ganske korrekt. Da den gamle Kunstnerinde nedskrev sine Minder, og efter det rigt bevægede Kunstnerliv saa tilbage paa Barndomstiden, viste denne sig utvivlsomt for hende lidt anderledes farvet, end den egentlig var. Vistnok har den unge Johanne Pätges som Barn været kvik og livfuld, i Besiddelse af Skælmeri og Lune; og netop denne lykkelige Natur har hjulpet hende til at bære Hjemlivets Uhygge og Kval uden at synke sammen derunder. Og saa ejede hun i rigt Maal Sympatiens Gave frem for de fleste, saa hun let og hurtigt vandt Mennesker, der med aabne Arme og kærlige Hænder kom hende i Møde. Hun besad en ualmindelig aandelig Smidighed og en særegen Evne til fortrolig Indtrængen i andres Sjæleliv; thi hun var født Psykolog. Det høje Dannelsesmaal, som hun hidtil havde været langt fra, traadte hende nu paa en Gang nær og vinkede hende fremad. Udpræget Viljes- og Flidsmenneske, som hun var, tog hun snart alle sine Evner i Brug, og hun var i høj Grad perfektibel. Desuden fandt hun i sin intelligente og kærlige Ægtefælle, saa vel som i den fintdannede gamle Fru Gyllembourg, til hvem hun bestandig stod i det hjerteligste Forhold, baade fortræffelige Mønstre og Vejledere. Efterhaanden udviklede hun sig overraskende i alle Retninger, og som scenisk Kunstnerinde er hun utvivlsomt Hundredaarets betydeligste, i hvert Fald var hun sin Tids ypperste.
Da hun stod paa sin Kunst's Højde, fik hun Lyst til at forsøge sig ogsaa paa den litterære Arena. Hendes første trykte Forsøg pegede imidlertid slet ikke i den Retning, i hvilken hun senere kom til at gaa, idet de handlede om Emner af ringe æstetisk Interesse, saaledes: »En Modeartikel«, der optoges i Heibergs »Intelligensblade« (1844) og »Om Børneopdragelse«, der langt senere fremkom offentlig i Hertz's »Ugentlige Blade« (1859). Da hun aldrig selv havde været Moder og heller ikke havde virket som Lærerinde, maatte det sidste Emne synes at ligge fjernt fra hendes Erfaring. Derimod havde hun en lykkelig Haand, da hun efter Heibergs Eksempel skrev sine to smaa Vaudeviller: »En Søndag paa Amager« og »Abekatten«. Den første opførtes midt under Krigen 1848 og modtoges med stort Bifald, hvad der gennem mange Aar vedblev at blive den til Del. Dens Indhold berettiger, kunstnerisk set, ingenlunde til den store Lykke, den gjorde. Den er i Virkeligheden saa ukunstnerisk som vel muligt. Om egentlig Handling er der jo slet ikke Tale. Det hele er en Række løse Situationer, der mer eller mindre behændigt knyttes sammen, og Stykket staar og falder med Sangene. Men det kgl. Teaters første Kræfter medvirkede, Fru Heiberg selv var fortryllende som Lisbet, og Tidspunktet for Opførelsen var særdeles heldigt valgt, idet mange, hvis Sind til daglig var mørkt og nedtrykt, som det let under urolige Krigstider bliver, følte en øjeblikkelig Glæde, en friere, løftet Stemning, ved at se det kønne lille Stykke, der virker som en kvik og munter Spøg, og dog alligevel baade gennem Øje og Øre sætter sig fast hos Tilskuerne. Dernæst har det, trods let iøjnefaldende Mangler, visse Fortrin, som absolut maatte sikre det en Yndlingsplads paa Repertoiret. Det er, hvad vi passende kan kalde, nationalt-lokalt, naivt-dansk, anslaar en jævn folkelig Tone, har kvikke Sange til smukke, iørefaldende Melodier — og endelig — det hele tager sig ud paa Scenen! Da det præsenterer sig som Vaudeville, kan man lettere tilgive, at Forfatterinden kun tegner Karaktererne med faa og løse Rids, og at der ikke er saa meget som et Tilløb til psykologisk Begrundelse. Hvad er t. Eks. den grædende Rasmus ikke for en unaturlig, ganske uvirkelig og tarvelig Godtkøbsfigur! Men man maa beundre, at Fru Heiberg selv har sat Sangene i Musik, har komponeret disse virkelig kvikke og kønne Melodier, der, harmoniserede af Frølich, allerede ved Førsteopførelsen gjorde fortjent Lykke. Det er ogsaa disse Sange, den lille Vaudeville kan takke for sin Succes og for den lange Række af Opførelser gennem Aarene. — Stykket er udkommen i flere Oplag og vandt en overordentlig Udbredelse. Mest populære blev Sangene: »Min kære lille Søsters, »Lisbet, Lisbet! O, hvor er du sød og net!« »Paa Søen, naar den skummer vred« og »I Kongelunden skal Brylluppet staa«. Stykket virker forunderlig gammeldags nu med sine alt andet end naturlige Repliker. Versenes Formskønhed lader ogsaa paa flere Steder adskilligt tilbage at ønske, ligesom man stundom vil finde Tankerne noget tynde. Rasmus og Lisbet har bl. a. følgende Vekselsang:
Rasmus.
»Kom min Skat, hør Dansen kalder os!
Træd nu kønt i Rækken med mig!
Lisbet.
Slip min Haand, jeg siger: straks giv los!
Danse vil jeg nu ikke med dig.
Rasmus.
O, du grumme! vær dog ej saa haard!
kun med dig jeg danse vil.
Lisbet.
Ja, saa se, hvorledes du danse faar!
Danse med dig vil jeg ej! Nej!«
Som man ser, er det ikke den store Kunst, der øves, og naar man læser disse og flere lignende Vers, kan man nok give Phister Ret, da han sagde, at Heiberg ikke var Forf. til Stykket, der som bekendt fremkom anonymt, da han hellere »slog sin Fader og Moder ihjel, end han skrev saadanne Vers.«
»Abekatten« gjorde fra først af ikke saa megen Lykke som »En Søndag paa Amager«, men satte sig dog snart fast i Publikums Gunst og opnaaede en anselig Række Opførelser og vistnok fuldt saa megen Udbredelse. For øvrigt vandt begge Stykker Indgang i alle Samfundsklasser Landet over, og vi yngre har jo alle i vor Opvækst faaet disse Sange saaledes indsungne, at de sent vil glemmes. Af »Abekatten« var det især de tre: »Naar alle andre sover«, »Dengang jeg var i Deres Aar« og »Drik kun!« der blev mest populære. Gennemgaaende er ogsaa »Abekattens« Melodier, der, med Undtagelse af to, skyldes Fru Heiberg, smukke og livlige og slutter sig fortrinligt til Ordene. Ligesom »En Søndag paa Amager« blev ogsaa »Abekatten« særlig velkommen til Dilettantforestillinger, navnlig i Provinserne, og Bogen har oplevet ikke mindre end fem Oplag. Forfatterinden holdt gennem mange Aar med en vis Fornemhed paa sin Anonymitet, trods alle Gætninger. Man har betegnet disse den berømte Kunstnerindes beskedne Smaastykker med Navnet »Duftvaudeviller«, et Navn, der baade ærgrede og bedrøvede Fru Heiberg i hendes Alderdom, men som i Virkeligheden i ingen Henseender forringer hendes Arbejder, der jo ikke er andet end dramatisk Spøg.
Alle de i Fyrrerne debuterende Forfatterinder er forlængst døde med Undtagelse af den gamle, mere end firsindstyveaarige
Frøken Henriette Dorthea Birgitte Nielsen,
der lever i København. Hun udfoldede i mange Aar en ikke ringe litterær Virksomhed, mest i novellistisk Retning, uden dog nogen Sinde at opnaa videre Betydning. Hun stammer fra Jylland og er Datter af Forligskommissær N. C. Nielsen og Hustru Marie Benstrup paa Torup Strandgaard i Vester Hanherred, hvor hun fødtes 1815. Hendes væsentligste Udvikling er foregaaet i Hovedstaden, men hendes jydske Natur fornægter sig ikke. Tidlig følte hun sig hendraget til Poesiens Skønhedsrige og begyndte at sysle med forskellige litterære Studier. Hun læste en Mængde Digterværker og sværmede for Teatret. 1842 debuterede hun med Fortællingen: »Fanny«, der udgaves under Pseudonymet Theodora. Den vakte kun ringe Opmærksomhed hos Samtiden, var heller ikke betydelig i nogen Henseende og gled snart over i Glemselens Skyggerige. Hun tabte dog ikke Modet og snart fulgte under Mærket H. T.: »To Noveller« (1845), indeholdende »Ønsket« og »Balkavaleren«. Samtiden sværmede vel ikke meget for sødladne Damenoveller, men var dog ikke nær saa kræsen som Nutiden, naar det gjaldt om at dømme et Arbejde, i hvilket Personerne alle var konstruerede ud fra Tankens Verden og enten ligefremme Engle eller sorte Skurke. Hendes næste Bog: »To Episoder af mit Ungdomsliv« (1846) vakte mere Opmærksomhed, skønt dens Skavanker let falder i Øjnene. Fortællingen er uden Dybde, Sujettet oftere benyttet; men Forfatterinden forstaar ret tiltalende at slynge og atter løse Begivenhedernes Knuder. Hun bygger paa Erindringer og Sceneri hjemme fra det jydske Barndomshjem, og hun viser sig i Besiddelse af en levende Fantasi og Sans for det romantisk-effektfulde. Fremstillingen grænser rigtignok flere Steder det eventyrlige betænkelig nær; men det vil man finde ret naturligt, naar man tager Hensyn til det Standpunkt, fra hvilket Forfatterinden skriver og til det Skema, efter hvilket man endnu den Gang konstruerede Dameromaner. »Naar Digteren fremstiller sin Romanverden for os,« siger Forfatterinden, »udfolder han os et fortryllende Fata Morgana, hvori det jordiske vel sandt afspejler sig, men i himmelsk Belysning, som kun alt for godt lader os føle, at Romanverdenen er et Noget mellem Himmel og Jord, som vi kun halvt tilhøre.« Efter denne Oplysning kan vi ikke vente, at Begivenhederne skal være helt virkelige. Men Bogen har sine gode Sider: den er underholdende og holder Spændingen vedlige, saa Læserne med Interesse hører om den svage Moder, der, til sin Søns, Storbedrageren John Jakobsens Fordærvelse, følger ham »med en Verden af Kærlighed«, indtil de begge, i et sidste fortvivlet Forsøg paa at flygte bort fra Retfærdighedens Haandhævere, gaar til Bunds i Bølgedybet. Mindre heldig var Forfatterinden med »En af Esberns Skolehistorier« (1858) og »Esberns Skolehistorier« (1862). De sidste indledes paa højtidelig Vis med en »Undskyldnings-Epistel« og derefter følgende »Præludium« og »Ouverture«, som vækker Forventninger om en særlig udsøgt Nydelse. Men Ouverturen, som skulde stemme os forstaaende og forberedende, er i ualmindelig Grad kedelig, hvorved Interessen svækkes for det efterfølgende. Frøken Nielsen savnede egentlig ikke Blik for Virkelighedslivet; men den romantisk-idealistiske Retning, hvortil hun hørte, havde ikke synderlig Brug for den sande Virkelighed, og Forfatterinden følger simpelt hen Traditionen. Man mærker dog paa mange Punkter, at hun gør meget gode Iagttagelser, hvad tydeligt fremgaar af »Skolehistorierne« og ikke mindst af en lille Novelle fra en senere Tid, Begyndelsen af Halvfjerdserne: »Else eller ikke Else«, der giver højst naturtro Skildringer fra det daglige Liv paa Landet. Den forfinede »Fremskridtsbonde« Gregers, hans jævne, ærlige Kone og Datteren Else eller »Elisabethe«, der med Vold og Magt skal forvandles til Frøken i Følge sin Faders Vilje, er godt skildrede og har sikkert haft deres Forbilleder i det virkelige Liv. Forfatterinden har levet stille, og hendes eget Liv har ikke været hverken stærkt bevæget eller særlig rigt paa Begivenheder, og da hun har holdt sig temmelig fjernt fra det stærkt pulserende Liv uden om hende, er det ikke at vente, at dette med Klarhed skal afspejle sig i hendes litterære Produktion.
Langt mere paaskønnet blev Frøken Nielsen for sit lille kvikke, dramatiske Arbejde, Vaudevillen: »Slægtningerne« (1849). Den opførtes samme Aar paa det kgl. Teater og slog straks an, opnaaede en lang Række Opførelser og blev ligeledes i Provinserne modtaget med stort Bifald, ja, kom snart til at høre til Dilettantkomediernes faste Repertoire. Og dog var det hele kun en dramatisk Bagatel; men den blev ligesom Fru Heibergs Amageridyl, med hvilken man ikke kan undgaa at drage Sammenligning, en Succes paa Grund af den nationale Tone, der straks anslaas, naar Tæppet gaar op, og de garnbødende Fanøkvinder istemmer den bekendte Sang:
»Fanø, ak Fanø, o, hvor er du skøn!
Hvid er din Strandbred, din Bølge saa grøn.
Hvor er de Bakker, og hvor er de Skær,
hvor er det Flyvesand hvid're end her?«
Stykket satte sig fast i Publikums Gunst ved sin ejendommelig uskyldige Naivitet og ved de kønne i al deres Simpelhed tiltalende Sange, der til heldige Toner i kort Tid blev utrolig populære. Ikke blot var det Fanøsangen, der tralledes af hver en Skoledreng Landet over, men ogsaa flere af de andre vandt en næsten enestaaende Udbredelse, saaledes Vekselsangen mellem Jens og Helen: »Min lille søde Pige, jeg elsker dig saa inderlig« samt »Farvel du Hus, hvor min Fader bor« og »Lærken under sin Lyngtop brun.« Disse Sange kan man endnu høre sungne mange Steder. Det fandt ogsaa Vej til Udlandet, blev bl. a. oversat til Tysk af Advokat Fr. Stallknecht i New-York og under Titelen »Das Fischermädchen von Fanöland« opført paa det derværende tyske Teater 1862 og vandt megen Yndest.
Ellers er Frøken Nielsens Arbejder ikke meget erindrede. Hun drager ikke Linierne med den fornødne Fasthed; alle Konturer er underlig udviskede, alle Farver douce. Forfatterinden kan heller ikke siges fri for adskillig Sentimentalitet, og det skorter hende mange Steder paa sand Naturlighed, ikke mindst i Repliken. Men hendes litterære Produktion hviler paa en lys og smuk Livsanskuelse, er fremgaaet af et ægte dansk Sind og viser tilbage til en lidet ejendommelig, men elskværdig og ideal anlagt Personlighed. En langt dybere Natur var
Frøken Ilia Fibiger.
(1817—67).
Hun var 13 Aar ældre end sin mere berømte Søster, Banebryderen for Kvindesagen, Mathilde Fibiger, for hvem hun ligesom er kommen til at staa noget i Skygge, uden dog at være en fattigere, ringere udrustet Natur. Snarere var hun baade rigere og dybere, en lødigere Personlighed, hvis Digtning ubetinget staar over Mathildes. Ilia Fibiger har haft Hjem og Opdragelse fælles med Søsteren (se Side 63), men hun saa vistnok paa mangt og meget med andre Øjne end Mathilde, var næppe fra Begyndelsen helt enig med denne, muligvis heller ikke saa fremsynt? Kom Mathilde til at forkynde Frihedens Evangelium for de danske Kvinder, saa blev Ilias Digtning en Forkyndelse fra Kærlighedens hellige Arnested i hendes eget ædle og varmtfølende Hjerte. En aands- og viljesfast Personlighed har sat sig Præg paa alt, hvad hun har skrevet, uden at man dog derfor kan kalde hendes Værker for fuldgod Kunst. Hun holdt Ideens Fane højt, og hun var ikke ét, naar hun digtede og et andet, naar hun levede Virkelighedens Liv, men Idé og Virkelighed smeltede hos hende sammen til en sjælden skøn Forening. Hun har øvet en stor og velsignelsesrig Gerning i Kærlighedens Tjeneste, baade da hun under Koleraens frygtelige Hærgen i København (1853) frivillig meldte sig til offertro Sygeplejerdaad, og da hun senere paatog sig at være en Moder for forældreløse smaa. Her er ikke Stedet til nærmere at følge denne hendes praktiske Virken, skønt den for saa vidt er udbytterigere at dvæle ved end selve hendes Digtning.
Hun skrev en Del Fortællinger, hvoriblandt »Magdalene« (1862), der vistnok for en Del er Skildringen af hendes eget Liv med dets Kamp og Brydning, Higen og Længsler, »Løst og bundet« (1863) og en Del »Eventyr« (1859 og 66). Der er imidlertid ikke meget heri af blivende Betydning. Med særlig Forkærlighed syslede hun med dramatisk Digtning: »Tre Dramaer« (1857), »Synd og Sorg« (1862), »Niels Ebbesen« (1866), samt Lystspillet »Modsætninger« (1862). I disse Arbejder og i sine lyriske Digtninge har hun nedlagt det bedste, der boede i hende, og det er kommet frem ganske umiddelbart; alt, hvad hun har skrevet, »er Inspirationens Værk«, siger Søsteren, Mathilde, om hende i den lille Biografi, hvormed hun ledsagede de af Vilhelm Møller efter hendes Død udgivne »Digtninger« (1867). »Derfor kunde hun ikke tage mod Raad eller omarbejde noget senere.« At dette imidlertid skadede den rent kunstneriske Udformning, er der ingen Tvivl om. Grundtonen i hendes Digtning er Alvor, en melankolsk, næsten smertelig Stemning, et Suk under Livets Tryk og en Higen mod Befrielse. Tidlig skuffedes hendes Kærligheds Haab, og hun forvandt aldrig den Smerte, dette voldte hende. Men det er ikke Nutidens haabløse, knugende Pessimisme, vi møder i hendes Digte. Det rifter med Lysblink gennem Skyerne, Forsoning og Fred hviler over den, og hun havde fundet Hvile i Troen paa Kærlighedens Gud:
»Herre, løs min Kvide,
tag du mig ved Haand!
Selv jeg kan ej slide
mig af Verdens Baand.
Tag mig mod min Vilje,
lad mig græde ud,
og saa hvile stille
hos min Herre Gud!«
Mange Steder udtaler hun sin Længsel efter Døden, hun »vil være glad, naar det mod Døden stunder.« Naar denne Længsel kommer, dukker dog ogsaa Minderne frem fra Barndommens og den tidlige Ungdoms lyse Tid:
»Hvor er den Glædens lyse, den underfulde Tid,
da Livets Sol sig hæver saa straalende og blid,
da første Nyheds Morgendug i Glans indhyller alt,
og Livet er et Eventyr, nu første Gang fortalt?
Men allerede i næste Vers spørger hun:
Hvor er, o svale Dæmring, din Aftens sidste Stund,
da Døden selv saa stille mig dysse skal i Blund
og lægge mig i Fredens Arm og ved dens hulde Bryst,
mens Haabet hvisker sagtelig om Salighedens Lyst?«
Hendes Digte er ikke alle lige heldige med Hensyn til skøn Form, men man vil paa den anden Side aldrig hos hende træffe jasket Form og Godtkøbs Tankeindhold, og tit iklæder hun en smuk Tanke en knap og værdig Form som i det bekendte Epigram:
»Ingen Kvindesorg er saa stor,
den svinder jo bort for Bejlerord.
Ingen Kvindesorg er saa ringe,
den kan jo Taarer i Øjet bringe!«
Hun opnaaede ikke at vinde den Anerkendelse for sin litterære Virksomhed, som hun havde ventet. Søsteren taler i nævnte Biografi om »den Tilsidesættelse, hun har mødt,« og det har aabenbart smertet Forfatterinden, der jo ejede »Inspirationens Gave« og »troede paa sit Kald«. Ret mange har denne Digtning trods dens gode Sider vel næppe paavirket, og intet af hendes Arbejder blev populært. Ikke des mindre skal det erkendes, at hun ejede et umiskendeligt lille Talent, afgjort kvindeligt fint, og at dette har givet sig Udslag i adskillige smukke Smaaarbejder, prægede af Religiøsitet og ægte Fædrelandssind. Hun gik »sin stille Vej gennem Livet, hjælpende, trøstende, elskende andre«, men selv »blev hun kun glimtvis forstaaet.«
Vejbryderen for de danske Kvinder, og det i flere Henseender, blev den unge, tyveaarige
Frøken Mathilde Fibiger
(1830—72)
Hun udgav ved Juletid 1850 under J. L. Heibergs Ægide sin berømte Debut: »Clara Raphael«: Tolv Breve. Trods Forfatterindens store Ungdom, maa man undres over den Modenhed, Bogen, med alle sine Mangler, bærer Vidne om. Forfatterinden var født i København og Datter af Major J. A. Fibiger. Moderen nedstammede fra den tapre Krigshelt Peder Grib. Slægten Fibiger talte adskillige ansete Navne. Et vist ridderligt Væsen og Forkærlighed for militære og boglige Sysler synes at være Slægtens Særkende. Den havde i flere Henseender hæderlige Traditioner at hævde, og den var, som sagt, ingenlunde fremmed for litterære Interesser. Mathilde Fibiger havde faaet en omhyggelig Opdragelse, og navnlig skyldte hun — som de andre Søskende — sin udmærkede Moder meget. Denne begavede og højhjertede Kvinde var den egentlige Sjæl i det gæstfri, fintdannede Hjem, hvis hyggelige og urbane Tone endnu vil mindes af adskillige. Hun tog sig med aldrig trættet Kærlighed af Børnene og søgte tidlig at fremelske ædle Spirer i dem. Fru Fibiger døde desværre tidlig, 1844, og allerede et Aars Tid efter giftede Faderen sig igen. Nu blev Hjemmet ikke i samme Grad som før Midtpunktet, der samlede Børnene, og Mathilde forlod det snart for som Lærerinde at drage til Berritsegaard ved Sakskøbing. Det var en Gæringstid for hende, og her brød frem de Tanker, som hun siden gav Udtryk i sin Bog. Hun skildrer i denne en rigt begavet Kvinde, der ikke finder den rette Forstaaelse. Clara hedder hun. Det er en idealistisk, stærkt patriotisk og religiøs vakt Pige, som man gerne har villet identificere med Forfatterinden selv. Hun forfægter de ny Ideer om Kvindens Emancipation, der er Hovednerven i Bogen. Hun tager Ordet for en fyldigere kvindelig Uddannelse, en grundigere Udvikling af Kvindens Aandsevner. Hun maa med i den vaagnende og voksende Kultur, i Kampen for Fremskridtet. Idéen opstilles som Kvindens højeste og rette Ledestjerne; den er mere værd end selve Kærligheden, ja, det kræves endog, at hun skal bryde med Verden og leve for Idéen! Angaaende Bogens rent æstetiske Værd, dens Handlings Udviklingsgang, dens Karaktertegning og især den højst utilfredsstillende Slutning, kan der indvendes adskilligt, og det med god Ret. Men selve Grundtankerne overrasker ved meget nyt og interessant, og det er disse, der giver Bogen Værdi. De faldt som svulmende Frøkorn i en gunstig Jordbund og kom til at spire i Slægten. Saaledes blev hun den heldige Tolk for en Trang i Tiden og vandt sig særlig Øjeblikkets Ry. Bogen lærer os at kende en rigt begavet, varmt følende og ædelt tænkende Personlighed. Den ligefrem sygelige Afslutning tyder derimod utvivlsomt hen paa noget mindre sundt i hendes Natur, noget overspændt, der ogsaa kendes i hendes øvrige litterære Arbejder, ja, spores endog i hendes private Brevveksling. Men den uomtvistelige Fortjeneste tilkommer der hende, at hun var den første herhjemme, der djærvt og modigt hævdede Kvindens Ret til, uden hæmmende konventionelle Baand, at virke i den Livsgerning, hvortil hun føler sig kaldet, selv om hun derved kommer til at trænge ind paa mandligt Arbejdsfelt. Den paafølgende livlige »Clara Raphael's Fejde« viste tydelig nok, hvilken Opmærksomhed Frøken Fibigers Bog havde vakt. Den kom til at sætte mange Sind og Tanker i Bevægelse, og den vakte navnlig mange Kvinder til alvorlig Overvejelse. Den store Bevægelse, Bogen fremkaldte ogsaa hos mandlige Skribenter, er saa meget mere mærkelig, som vigtige fædrelandske Anliggender nødvendigvis maatte lægge stærkt Beslag paa den almindelige Opmærksomhed. Vi skal ikke her dvæle nærmere ved denne Fejde, der saa ofte har været drøftet og bl. a. er udførlig og klart beskrevet af Fr. Bajer. Højst betegnende er det, hvad Frøken Arnesen-Kall har sagt om »Clara Raphael«s Forfatterinde:
»at tog i meget og mangt hun fejl,
hun var dog den første, som hejsede Sejl!«
Efter den Lykke, Frøken Fibigers Debut gjorde, vil det let forstaas, at hun siden atter forsøgte sig som Forfatterinde. Men Lykken stod hende ikke bi. Mange ventede noget ualmindeligt af hende. Hendes første Bog gav jo ogsaa Løfter i flere Retninger, men Forventningerne havde vistnok været alt for overdrevne, og det skadede hendes senere Frembringelser. Allerede 1851 udkom: »Et Besøg«, ny Breve; men det blev for alle en stor Skuffelse. Havde der hidtil været tvistet meget for og imod »Clara Raphael«, og havde Forfatterinden maattet døje mangen hed kritisk Kugleregn, saa blev det ved Udgivelsen af »Et Besøg« langt værre end før, og navnlig fældte Goldschmidt i »Nord og Syd« en knusende og spottende Dom over hendes ny Bog. »Ak, bedre at være en falmet Rose end en forhenværende berømt,« siger han og tilføjer: »Den forhenværende berømte er en død, der hver Dag følger sig selv til Jorden.«
Skønt hun tog sig den ublide Kritik, der i det hele var fældet over hendes Arbejder, meget nær, og den en Tid lang fremkaldte baade Bitterhed og Smerte i Sindet, udsendte hun dog snart et Par ny skønlitterære Bidrag: »En Skitse efter det virkelige Liv« (1853) og »Minona« (1854). Men intet af disse Arbejder bringer ny Tanker til Torvs eller har nogen litterær Værdi. De kendes af meget faa og ejer intet Liv, som kan sikre dem en blivende Plads i vor Bogverden. Heller ikke i dramatisk Retning har hun skrevet noget af Betydning, men alt, hvad hun har ydet, bringer Bud fra hendes lyse Aand og varme Hjerte og viser os et religiøst grebet Sind, der har lært at resignere, og som har fundet Hvile i Kristentroen, der giver hende Kraft til at bære alle Sorger og Skuffelser. Hun siger:
»Og skal min Røst i Verden her
end overdøves,
jeg ved, Guds Hensigt dermed er,
at jeg skal prøves!
Naar blot jeg i den gode Strid
maa staa med Ære.
Er Gud mig alt, maa Haan og Nid
jeg kunne bære!«
Hun var unægtelig en poetisk Natur og besad en aandelig Rigdom, der stiller hende højt, og hun var fra Hjertets Side en sjælden udmærket Kvindetype, selv meget langt fra at være emanciperet. Men nogen ægte Digterkilde sprang der ikke i hendes Indre. Hun var desuden for ensidig, og hendes Aand ejede ikke denne svulmende og vækkende Frodighed, der livsvarm forplanter sig til Læseren og just derved beviser, at Værkerne er Digterværker og vil leve gennem Slægterne som uforfalsket Kunst. Ikke blot ved sin »Clara Raphael«, men ogsaa ved at paatage sig en praktisk Stilling i Statens Tjeneste som Telegrafistinde kom hun til at gaa i Spidsen for de danske Kvinder.