Frøken Sille Henrikke Christine Beyer.
Hundredaarets første Decennier er en udpræget æstetisk Tid. Vore store klassiske Digtere udsender deres ypperste Værker og øver en stærk og let paaviselig Indflydelse paa hele vort Aandsliv. Den romantisk-idealistiske Retning har sin gyldne Tid. Kvinderne stod ingenlunde fremmede overfor Poesien. Tværtimod! De levede netop med i denne, stærkt interesserede, og var langt oftere end nu til Dags Midtpunktet i de æstetiserende Salonkredse. Selv gav de dog kun undtagelsesvis positive Bidrag til Litteraturen; men det var en Tid, i hvilken Oplæsning, Deklamation og Privatkomedie trivedes, og Kvinderne fik saaledes indirekte en betydelig Indflydelse paa den opvoksende Ungdoms æstetiske Opdragelse. Først senere fremtræder Forfatterinderne talrigt. De store Skjalde havde da skabt en Sangbund, der kom til at klinge igen i den følgende Menneskealder, der vel nærmest maa karakteriseres som en politisk, eller, om man vil, en patriotisk Tid. I denne trængtes vel Poesien noget i Baggrunden, medens rent praktiske Spørgsmaal, sociale og politiske, optog Sindene. Men for mange blev denne Tid ogsaa en Vækkelsens og Begejstringens Periode, der skabte ny og friske Tanker og fødte kække, kraftige Sange. De fleste Forfatterinder, som træder frem omkring 1848—50, er alle i højere eller ringere Grad patriotiske, saaledes Mathilde Fibiger, Pauline Worm, Benedicte Arnesen-Kall o. fl.
Dog der var alligevel ikke mange af de efter Fru Gyllembourg nærmest følgende Forfatterinder, som kom til at sætte Tankelivet i særlig frugtbar Bevægelse hos deres Læsere. Man vil forgæves i deres Værker søge om store, lysende Ideer, ny eller ejendommelige Synspunkter, særegen Tankedragt. Ingen stærk eller levende Sjælstrang gærer i dem, og det er ikke kraftigt udprægede Personligheders varme og intense Liv, der strømmer os i Møde fra deres Værker, saa vi føler og kender, hvor det tænder, fænger og spirer i os selv. De vedblev at leve paa de gamle Livstanker og paa Begejstringen fra de store Skjaldes Tid, navnlig Hundredaarets første Decennier. Størstedelen af det Forfatterskab, som fødes i Kvindernes Lejr i Tidsrummet 1840—70, er gennemgaaende kun Efterklangens. Der følges et jævnt traditionelt Spor, skrives et temmelig ufriskt Sprog. Emnerne, som behandles, er heller ikke synderlig aktuelle, naar undtages de, der gør Propaganda for Kvindesagen. Da var de samtidige svenske Forfatterinder i Fyrrerne og Halvtredserne mere i Slægt med Tiden og Livet. De var navnlig paavirkede af franske frisindede Forfattere, efter hvis Mønster de endog saa smaat begynder at drøfte vigtige Samfundsspørgsmaal og opponere mod gamle Meninger og stive Dogmer. Fru Stjernstrøm, en djærv og sandhedssøgende Natur, diskuterer religiøse Spørgsmaal, Fru Bremer kæmper, som bekendt, ivrig for Kvindesagen, og Fru Schwartz tager endog Sider af Arbejderspørgsmaalet op. Nerven i de danske Forfatterinders Frembringelser er i de første Tiaar fortrinsvis det fædrelandske og det religiøse. De har udpræget Sans for det hjemlige, det fredelige, men de undgaar helst Livets Mislydstoner. Det er en Litteratur om hyggelige Hjem, hvor fromme Mennesker sidder stilfærdigt om lune Arner. Nu og da kommer der vel Stormvejrsdage, der føder Taarer over falske Mænd og sorte Skurke; man kan dog være vis paa, at det hele ender godt og fredeligt. Men det er ikke troværdige Livsbilleder, der tegnes. Nu og da klinger dog ogsaa kraftigere Toner med ind i disse dolce Melodier, t. Eks. Pauline Worms.
Den, som tidligst traadte frem efter Fru Gyllembourg, var
Frøken Sille Henrikke Christine Beyer.
(1803—1861).
Hun var født paa Frederiksgaard ved København og Datter af den velhavende Grosserer A. F. Beyer og Hustru Elise Høst. Faderen var en mangesidig dannet Mand, der i sin Ungdom gik den studerende Vej og endog tog teologisk Eksamen. Siden forandredes hans Livsbane, men han vedblev at have levende Interesse for Videnskab og Digtning. Det hyggelige, gammeldags Hjem paa Frederiksgaard var ualmindelig lykkeligt. Forældre og Børn var knyttede sammen i den inderligste Kærlighed, og den begavede Sille fik tilligemed sin talrige Søskendeflok en fortræffelig Opdragelse og nød en efter Datidens Begreber om kvindelig Dannelse endog ualmindelig grundig Undervisning, særlig i Sprog. Tidlig ytrede hun levende Sans for Poesien, og allerede som helt ung Pige begyndte hun at sysle med Digtekunsten, for hvilken hun hele Livet igennem vedblev at nære den dybeste Ærbødighed. Hun forblev ugift og henlevede næsten hele sit Liv paa sin Fædrenegaard. Det var et stille Stueliv uden synderlig Berøring med den store Verden uden om hende. I en Tid, hvor Kvinde-Frigørelsen højlydt forkyndtes som et nyt Evangelium, var hun næsten et Særsyn, en Type paa en ægte bly og kvindelig Personlighed, uendelig beskeden. Flittig og bramfri syslede hun gennem en lang Række af Aar med forskellige Studier: originale dramatiske Arbejder, Oversættelser fra Tysk, Engelsk og Spansk, Digte o. s. v. Hun skrev ihærdig for Skuepladsen og det baade Syngestykker, Lystspil og Operaer. De fleste af disse Stykker førtes frem af det kgl. Teater, holdt sig tappert paa Repertoiret og skaffede Kassen god Indtægt.
Hendes Debut var: »Navnet eller det hurtige Frieri«, der var en meget fri Bearbejdelse af en af Baggesens Fortællinger, men er i øvrigt temmelig ubetydelig. Allerede 1841 fik hun paa Nationalscenen opført et stort originalt Arbejde: »Ingolf og Valgerd«, der var bygget over Motiver fra en af de gamle nordiske Sagaer. Det er imidlertid en ganske ukunstnerisk og tarvelig Digtning i den ægte romantisk-sentimentale Stil. Det opnaaede da ogsaa kun en tynd Lykke og lagdes hurtigt hen. Langt heldigere var hendes Bearbejdelser af Schiller og af spanske og franske Forfattere, om end heller ikke disse kommer højt i Kunstens Rangforordning. Ret sympatetisk var det lille Sangspil: »Flugt og Fare«. Mere Opmærksomhed vakte dog Operaen: »En Bolero« (1843), hvortil Henrik Rung havde skrevet Musikken. Det var en Bearbejdelse af et af Scribes Stykker, men i ingen Henseender betydeligt. Tankerne er tynde, og Indtrykket bliver vagt; det hele virker som en køn bagatel, der præsenteres i tiltalende Udstyr og lette, flydende Vers. I 1850 fremkom ikke mindre end tre dramatiske Arbejder fra Frøken Beyers Haand: det romantisk-fantastiske Lystspil »Viola«, i tre Akter, samt »Kongens Læge«, Lystspil i fem Akter. Det sidste var en noget fri Bearbejdelse af Shakespeares: »All's well that ends well.« Uagtet berettigede Indvendinger imod det, modtages det med begejstret Bifald og holdt sig paa Repertoiret i mange Aar, stadig paaskønnet og velvillig modtaget. Fra samme Aar er »Livet i Skoven«, der dog allerede, forinden det udkom, var opført 1849. Det er Shakespeares: »As you like it«, som danner Grundlaget for dette Arbejde, der ikke savner hverken dramatisk Effekt eller varm Følelse. De erotiske Partier er kønt gengivne, om de end synes Nutids-Læsere lidt for svulstige. Saaledes taler Grev Orlando i Skoven til sin Hjertenskær, der færdes fjernt fra ham:
»O, Rosalinde! Navn, som i mit Bryst
jeg dybt har længe gemt, her tør min Røst
det sende dristigt ud paa Vindens Bølger!
Og her min Haand i Stammens friske Bark
det præge skal, og Skovens Træer være
de Bøger, som din Lov og Pris skal bære,
at hver en Vandrer, som i Lunden gaar,
en Kundskab om din Dyd, din Skønhed faar!«
Shakespeares: »Much ado about nothing« bearbejdede hun ogsaa, og indsendte til det kgl. Teater, hvor det antoges og opførtes under Titelen: »Kærlighed paa Vildspor«. Det modtoges ligeledes med Bifald, hvad i det hele gjaldt om de fleste af hendes Stykker, der navnlig fremførtes under det Heibergske Styre. Hendes mange Bearbejdelser af Shakespeare var dog i Virkeligheden kun lidet tilfredsstillende, da de i væsentlig Grad savnede den Ild og Kraft, det sjælsrige tændende Liv og den Lidenskabens Dirren, som er ejendommelig for Originalerne. Dernæst tog hun sig i Regelen alt for store Friheder over for den geniale Mesters Værker, der ofte beskares og ændredes paa mindre heldig Maade Den samtidige Presse ankede da ogsaa bestandig herover, og Forfatterinden maatte høre ilde derfor, ofte i meget bitre Ord. Muligt bar hun dog ikke ene Skylden for disse Forandringer. Det synes at fremgaa af en Udtalelse hos Fru Heiberg, (i hendes Levnedsoptegnelser), at slige ændringer skete efter Samraad med Teaterstyrelsen. Fru H. skriver nemlig angaaende Opførelsen af »Kongens Læge«, at der i Bladene fremkom umotiverede Klager over »Forhutling« af Shakespeare, fordi »man« tillod sig Forandringer i Sceneordningen og Forkortelser.
Blandt Frøken Beyers senere Stykker kan endnu mærkes Lystspillet: »Lovbud og Lovbrud« (1853). Naar de fleste af hendes Dramaer gjorde Lykke hos Datidens Teaterpublikum, maa Grunden dertil dog næppe søges alene i disse Arbejders indre Værd og Liv, men vistnok fuldt saa meget i den Omstændighed, at de kvindelige Hovedroller udførtes af Sille Beyers almægtige Veninde, Fru Heiberg, for hvem flere af dem specielt var skrevne. Den mesterlige Udførelse, som hun og de øvrige ved Teatret virkende Førsterangs-Kræfter gav de enkelte Roller, bidrog selvfølgelig i høj Grad til at give disse Arbejder forøget Glans, og der kastedes derved et vist flatterende Skær over dem, hvilket de utvivlsomt ellers havde maattet savne.
Sille Beyer udgav endvidere en Samling kvindelige Produktioner under Titelen: »Vintergrønt« (1852), nogle »Julegaver for unge Piger« m. m., ligesom vi har en Del nette Smaadigte fra hendes Haand. Nogen betydelig og særpræget Digtning har hun ikke givet os. Hun kendte for lidt til sin egen Tids stærkt bevægede Liv, tog ingen aktiv Del deri og skænkede det næppe megen Opmærksomhed. Desaarsag kan hendes Poesi heller ikke klart genspejle Tidens Ejendommeligheder. Hendes bløde, udpræget kvindelige Personlighed evner ikke ret at skabe Helte, og der er ingen høj, digterisk Flugt i hendes Frembringelser. Tankerne er oftest vege, Ordene spage, og hun er i Grunden mere reproduktiv end egentlig produktiv. Men der er tit en fin og køn Stemning i, hvad hun skriver, en varm og ædel Følelse, overalt en barnlig Aands bløde Præg. Hun inspireres af Naturen, især som hun kender den fra en Sommeridyl i Egnen om det venlige Fædrenehjem, af Blomsterne, Fuglene, Solskinnet og Aarstidernes Vekslen. Om slige Emner skrev hun sine bedste og levedygtigste Smaadigte, der navnlig slog an hos de unge og hos Børnene, hvor de evnede at skabe en Stemning lig den, der fødte dem i Forfatterindens Sjæl. Allerede derved fik hun nogen Betydning. Lad nemlig en Digtning skyldes nok saa berømt en Skønaand, og lad den fremtræde i nok saa udpræget Dragt, formaar den ikke at gribe vort Sind, saa vi føler, at skjulte Strenge i vort eget Indre klinger forstaaende igen, saa er den dog forfejlet.
Sille Beyer havde et godt Greb paa at anslaa den barnlige Tone, der passede til den mere troskyldige Tidsalder. Adskillige af disse Smaasange lever endnu paa Børnenes og Ungdommens Læber. Vi behøver blot at minde om et Digt som »Vinteren«, hvor de bekendte Strofer om Solen findes:
»Hvor skinner du blank paa den hvide Sne,
og hvor er dog Træerne smukke at se!
Nu staa de ej længer saa bare og fryse,
den mindste Kvist har en snehvid Kyse!«
Meget populær blev ogsaa hendes lille Sang om »Skoven«. Den kan i det hele tjene som Prøve paa Stil og Stemning hos Forf.
»Hvor er det herligt en Sommerdag
at vandre ind under Løvets Tag!
I Ly for Solen man gaar med Lyst,
der er saa venligt, der er saa tyst!
Hvor frisk og kølig og mild en Luft,
hvor herlig kvæger os Løvets Duft!
Thi om end Stammen er hundred Aar,
dog nyt er Løvet fra sidste Vaar!«
Frøken Beyer var en alvorlig og fintdannet Kvinde, og hun skrev sine Arbejder ret con amore. Var hun som dramatisk Forfatterinde hverken betydelig eller særlig heldig, maa man dog erkende, at hun leverede adskillige brugbare Stykker for Teatret. Hendes Glanstid falder under den Heibergske Styrelse i Syvaaret 1849—56. Hendes Dramaer savner ikke scenisk Effekt og Patos; Dialogen er ofte baade naturlig og livlig, og en varm Følelse aander gennem mange af Replikerne. Men Karaktererne er for vage og løst skitserede, og gennemgaaende hæver hendes Stykker sig ikke synderlig højt i kunstnerisk Henseende.
Knyttet nær til Sille Beyer baade ved Venskabsbaand, ved Livssyn og fælles Studier var
Frøken Benedicte Arnesen-Kall,
(1813—95),
der gennem sit lange Liv og sin flersidige Virken vandt Sympati i alle Lejre og i det hele er en af Kvindelitteraturens nobleste Skikkelser. Hun var født i Slagelse, hvor hendes Fader, den siden som lærd Leksikograf bekendte Islænder, Paul Arnesen, var Rektor. Moderen, født Wexels, var af norsk Slægt. Frøken Benedicte voksede op i et aandelig rigt Hjem, der tidlig drog sine guldrandede Spor i Sjælegrunden. Poesi, Kunst og Videnskabelighed holdtes i Barndomshjemmet højt i Ære; og under kærlige og kyndige Hænders Vejledning indsamlede hun sine første Livsværdier og modtog en grundig Undervisning. Hun synes at have været sin lærde Faders Yndling, vistnok fordi hun tidlig listede ind til ham i Studerekammeret, kiggende med Ærefrygt paa de tykke Værker i Reolerne, og fordi hun viste sig i Besiddelse af et let og hurtigt Sprognæmme.
Efter at Faderen i 1820 var flyttet til København, kom hun gennem en længere Aarrække i nøje Forbindelse med mange af Datidens mest udmærkede Mænd, især blandt Videnskabens Bannerførere. Meget nøje knyttedes hun til den ansete Kall'ske Slægt, særligt til den lærde Abraham Kall, i hvis Hus hun fandt som et Hjem; og senere hen kom hun endog til at føje det Kall'ske Navn til sit eget, idet hun adopteredes af Kammerraad, Registrator J. C. Kall.
Som voksen Dame førte hun en noget vekslende Tilværelse. I nogle Aar var hun Guvernante i Oberst Wilsters Hus, og hun havde her til Elev den for sin energiske Virken i Dyrbeskyttelsessagens Tjeneste saa vel kendte Fru Julie Lembcke, født Wilster. Senere foretog hun længere Rejser til Norge og Tyskland; i sidst nævnte Land gjorde hun et fleraarigt Ophold hos en nær Slægtning og vendte først hjem til Danmark i 1841. Fra 1845—55, der danner første Periode af hendes Forfattervirksomhed, levede hun et yderst ensformigt Stilleliv paa Frederiksberg, hvor hun med Omhu og stor Opofrelse plejede en gammel svag, til sidst blind Dame, af den Kall'ske Slægt, sin »Kassandra«, som hun kaldte hende. Her begyndte Frøken Arnesen at sysle med Litteraturen, som hun alt under sit Ophold i Udlandet var bleven ført ind i. Men det gik hende, som det er gaaet saa mange andre Forfatterinder. Hun skrev i Begyndelsen blot »for at have den Lykke at producere« og paa Offentliggørelse tænkte hun foreløbig slet ikke. I det højeste betragtede hun selv sine mange lyriske, dramatiske og episke Udkast som »Forarbejder og Øvelser«. Endelig vovede hun sig til anonymt at udgive en større Romancecyklus: »Grev Bothwell i Norge« (1853). Hun mente at have paa Hjerte noget, som skulde siges. Men vilde nogen høre hende? Det var ikke uden Ængstelse, at hun udsendte sine første Forsøg. Man mærker det i et Vers som følgende:
»Den første Sang, de første sagte Toner
vemodig stige fra en Lyres Gem —
hvorhen? Til hvem? Blandt Livets Millioner
hvo har en Velkomsthilsen huld til dem?
Hvo vil til den ukendte Sanger lytte,
hvo venligt, mildt, hans første Kvad beskytte?«
Denne Debut er en fin og blød Efterklang af Romantikens Storaander, en rig og varm Kvindesjæls spinkle Udtryk af ædle og skønne Stemninger, men savnende en udpræget Individualitets intensive Kraft og Oprindelighed. I det nævnte Tidsrum forfattede hun endvidere fire større Fortællinger, af hvilke dog kun de to er udgivne, nemlig: »Min Søns Breve« (1853) og »Zillerdal« (1855). Hun har heri med behørig Fiktion og Tilsætning skildret alt, hvad der »har gæret« i hende indtil hendes Hjemkomst til Danmark 1841. Vi finder i disse fordringsløse Fortællinger mange Vidnesbyrd om Forfatterindens store Dannelse. Der er ogsaa baade Opfindsomhed og en sindrig Slyngning af Begivenhedernes Traade, der er et lyst og tiltalende Syn paa Menneskene og Naturen, og der banker igennem det alt et Hjerte, som helt vel kender baade Kærlighedens Lyst og dens Smerte; og paa mange Steder præges Fremstillingen af Sandhed og Ærlighed. Blivende litterær Værdi tør man dog næppe tillægge dem.
Anden Periode af Frøken Arnesen-Kall's Virksomhed er fra 1862—72. Den knytter sig til hendes Ophold paa den i Sorøegnen liggende Herregaard Tersløsegaard, hvis Hovedfløj hun i en Aarrække lejede af daværende Kammerherre Grüner. Hun syslede her særlig med dramatiske Arbejder. Allerede som helt ung Pige havde hun forsøgt sig i denne Retning, og Mænd som Oehlenschläger og Heiberg havde opmuntret hende til fortsat Virksomhed. Hun indleverede ogsaa senere flere Stykker til det kgl. Teater, men ingen af dem blev antagne. Heiberg, der nærede megen Agtelse for hende, sagde engang til hende, efter at have læst et af hendes Dramaer: »De maa have læst meget!« Denne Bemærkning var i Virkeligheden baade træffende og karakteriserende, thi hendes første dramatiske Forsøg var nemlig langt mere Frugten af mange Studier end af virkelig digterisk Inspiration og friskt strømmende Sjælsliv. Det maa derfor betragtes som meget heldigt, at Frøken Arnesen nu vendte sig til fremmede Dramatikere og paabegyndte et omfattende Oversættelsesarbejde, til hvilket hun medbragte adskillige heldige Betingelser. Tidligt var hun gennem sin ældre Veninde, Sille Beyer, bleven ført ind paa Studiet af den spanske Litteratur. Nu fortsatte hun baade med denne og med den franske. Hun elskede Holberg, og meget faa har haft et fortroligere Kendskab til hans Værker. Det var saaledes ret naturligt, at hun søgte til hans store Forbilleder, særlig da Molière. Enhver, der har Sans for komisk Poesi, vil glæde sig over denne gamle Mesters Værker med de ypperlige Karaktertegninger, den fine, lette Ironi, den overlegne Satire, den varme erotiske Følelse og det fuldendt klassiske Sprog. Men næsten 200 Aar var forløbne, og endnu forelaa ingen Fordanskning af Frankrigs største komiske Lystspildigter, i hvert Fald havdes kun enkelte Arbejder. Frøken Arnesen-Kall satte sig den Opgave at give en fuldstændig Oversættelse, og hun gennemførte med lykkelig Haand sin Plan. 1869—70 udgav hun i 3 Bind den store Mesters 24 Lystspil, forsynede med Noter, Kommentarer o. s. v., alt vidnende om baade Flid og Lærdom. Arbejdet indledes med en Afhandling om »Molière og Holberg« og slutter med en anden: »Om Molières Død og Begravelse, samt om den franske og den danske Alexandriners Fremkomst og Udvikling.« Uden at djærve sig til at kalde Frøken Arnesens Oversættelse fuldkommen, kan man dog ikke andet end anerkende, at det er et i høj Grad respektabelt Arbejde, en afgjort Vinding for vor dramatiske Litteratur. Det er lykkedes hende at holde Lokaltonen, Stilen og det fint komiske Lune i Mesterens Aand, saa Oversættelsen helt igennem er ham værdig. Enhver, som i Original har læst blot ét Stykke af Molière, t. Eks. »L'ecole des femmes« eller »Le misanthrope«, vil vide, hvor vanskeligt det er at gengive et saadant paa Dansk, saa at Aand, Stemning og Tidsfarve bevares. At Frøken Arnesen paa ethvert Punkt skulde have truffet det heldigste, er utænkeligt. Der kan let paavises Brist og indre Svagheder i en saadan Oversættelse, men her bør man mindes Destouches Ord, at »la critique est aisée et l'art est difficile.« Frøken Arnesen-Kall fortjener stor Tak for sit Arbejde, som bødede paa et virkelig følt Savn. Alene denne Oversættelse maa sikre hende en blivende og hæderlig Plads i vor Litteratur.
Hun sad dog ingenlunde stadig ved Skrivebordet, gaaende op i et stille Studielivs rolige Syssel. Tidlig droges hun bort til de store Vidder, og hun ejede baade Rejselyst og mandigt Rejsemod. Kun faa danske Kvinder har set sig saa grundigt om i Verden, som hun. Foruden at have gjort længere Rejser til saa nærliggende Lande som Norge, Sverige og Tyskland, har hun endvidere til forskellige Tider opholdt sig i Frankrig, Schweitz, Italien, Tyrkiet og Orienten. Selv paa sit Stammeland, det fjerne Island, fik hun set sig godt om. Erindringerne fra Islandsfærden har hun nedlagt i 2 Bind: »Smaaskitser fra en Islandsrejse i Sommeren 1867.« I disse giver Forfatterinden helt og holdent sig selv, og det lykkes hende at sætte Læseren just i den Stemning, ud fra hvilken Værket er skabt. Man kan ikke andet end beundre den mandige Energi, hun som Kvinde lægger for Dagen paa denne anstrengende Rejse. Med Koldblodighed rider hun over »Geitlandsà« og »Nordlingafljot«, sætter gennem »Fnioskà« og »Hórgà« midt om Natten, ja, hænger tværs over et Bræt midt ude over den vilde »Bygisà«! Hun betænker sig end ikke paa et 15 Mile Langt Ridt over den øde, triste »Grimstungaheide«, hvor den tunge, sorte Fjældtaage »Mistur« ruger, og hvor hun ved en Fejltagelse fra Førerens Side kommer til den berygtede og med overtroisk Rædsel betragtede Hule »Surtshellir«; hun »svømmer« endog paa Hestens Ryg over den stridigste af alle Islands Elve, den frygtelige rivende »Blandà«. Hun fortæller lærerigt og interessant og forstaar at levendegøre sine Indtryk, saa Læseren ser det hele klart for sig: de vanskelige, stenede Fjældveje, de rivende Elvedrag, den snesjapdækkede »Kalldidalr«, Hedeørkenen og det »strenge, frygtelige Jókelbælte«, der ligger der »med alle sine bratte Skrænter, med sine hængende Iskarme og sine underlige søgrønne Furer, saa koldt og roligt som det græske Fatum over en Menneskeskæbne.«
Jævnlig slaar hendes Begejstring ud i improviserede Vers. Blandt andre Steder forherliger hun det gamle »Lovbjærg«, om hvilket det hedder:
»Lovbjærg, du hellige Plet, saa hviler jeg da paa dit grønne,
blomstersmykkede Stal, hvor Ordet, det frie, har tonet;
hvor henved tusinde Aar det klang med sin Kraft over Landet,
hvor det i Landnáma-Old blev Berømmelsens herlige Vugge,
og hvor det længere hen med vidunderlig Klarhed forkyndte,
at hverken Ildstrømmens Glød, eller Geysers knaldende Vandskud
vidner om Gudernes Vrede som Straffens dæmoniske Magter,
men at den skabende Kraft, Guds Kærligheds evige Aande,
højt over Klippernes Brag og Jordens rystende Grundvold,
uudgrundelig, herlig, i Kristendommen udgyder
Naadens lifligste Strøm, Alverdens Slægter til Frelse!«
I den Tid, Frøken Arnesen boede paa Tersløsegaard, skrev hun ogsaa Digtsamlingen: »I Sorg og i Glæde«, der maaske er hendes kendteste. Den præges, som de fleste af hendes andre Digte, af en ren og mild Aand, medens det ikke overalt lykkes hende at give de smukke og sunde Tanker en tilsvarende kunstnerisk Udformning. I samme Periode blev ogsaa de mange »Tersløseviser« til, men de optoges først i en senere Digtsamling; det er jævne smaa, oftest improviserede Viser, vel mente og uden Prætention paa kunstnerisk Rang.