Fru Gyllembourg.
I det Tidsrum, hvorpaa vi i det følgende nærmere vil fæste
Opmærksomheden, fremtræder en Mængde Forfatterinder, som
forsøger sig i højst forskellige Retninger. Nogen særlig
rig eller lødig Produktion af virkelig litterær Betydning kunde
man imidlertid i Følge Forholdenes Natur ikke være berettiget
til at vente. Der fandtes, som oven for nævnt, kun et eneste
følgeværdigt Forbillede paa Kvindelitteraturens Omraade,
nemlig
Fru Gyllembourg.
Hun er imidlertid saa ofte skildret sammen med vore klassiske Digtere, og hendes ydre Livsdata turde være saa almen bekendte, at vi formentlig her kan fatte os i stor Korthed.
De berømte »Hverdagshistorier«, som gjorde hendes Navn kendt, skildrer Datidens Liv, Sæder og Tænkemaade, nærmest i dannede Hovedstadskredse, og der er baade Sandhed og Paalidelighed i hendes Billeder; thi, hvad der især giver dem deres høje Værd, er det, at Forfatterinden helt igennem sætter sin egen overlegne, intelligente Personlighed i Borgen, giver sig selv i sine Skrifter. Først i en meget moden Alder, da hun alt er i Halvtredserne, begynder hun at skrive, og hun havde saaledes et langt Livs rige Erfaring at øse af. Vi lærer at kende en sjælden udmærket Kvinde, der ser med fint forstaaende Blik paa Tilværelsen. Hun ejer den sjældne Evne at kunne afvinde alle disse tilsyneladende saa smaa og hverdagslige Begivenheder en egen Poesi og Interesse, som peger mod et virkeligt poetisk Væld i hendes eget Indre. Samtidens Aandsliv afspejler sig klart i hendes livfulde Skildringer, der desaarsag vedblivende vil bevare ikke blot deres æstetisk-kunstneriske, men ogsaa deres kulturhistoriske Værdi. Fru Gyllembourg viser sig stærkt paavirket af franske Forbilleder, hvad ikke blot kendes i Idéindholdet, men særligt i den elegante Stil, den hele slebne Form. Trods dette er hun dog ikke mindre national. Tværtimod! Hun er fuldt ud et Barn af den Tid, der har fostret hende: Slutningen af det attende og Begyndelsen at det nittende Hundredaar. Hun kender Tidens gærende Tanker, interesserer sig levende for dens mange praktiske Spørgsmaal og tager dem op til Drøftelse i sine Arbejder, som t. Eks. »Ægtestand«, »To Tidsaldere«, »Mesalliance« o. fl. Hverdagshistorierne betegner i Tredivernes Litteratur til Dels en ny Retning. Der er ganske vist adskilligt i disse, som peger tilbage mod det forrige Hundredaars Aandsretning, og i meget staar hun ogsaa den romantisk-idealistiske Digterskole nær. Men frem for nogen staar hun som den sunde Realismes Forkynder. Hun henter sine Emner lige ud af Hverdagslivet, bevæger sig paa den faste Jordbund, fortæller og skildrer med ualmindelig Klarhed. Egentlig stærkt bevægede eller særlig gribende Scener opruller hun ikke for os, og just synderlig dybt pløjer hun heller ikke. Hun sejler nødig der, hvor Bølgerne gaar højt. Hellere debatterer hun rent ydre Formalitets-Spørgsmaal end de egentlig brændende sociale. Hun vil gerne give os tro Livsbilleder og siger selv, at hendes Noveller »er Frugter af Livet«. Men den haarde, grelle og simple Virkelighed, hvor der mest kæmpes for Mad og Klæder, og hvor Nøden og Elendigheden skriger en i Møde, den gaar hun med æstetisk Finfølelse af Vejen for, og den kender hun heller ikke. Men de mange andre Kampe, som skjult føres i Menneskehjertet, dem kender hun frem for de fleste. Livets mangehaande Skuffelser, dets lønligste Smerte, men ogsaa dets rigeste Glæde, dets Lykke og Nyden, har hun følt og kendt i sit eget stærkt bevægede og paa Prøvelser saa rige Liv. Men der er hos Forfatterinden en ejendommelig skøn og i høj Grad velgørende Harmoni i Livssynet. Hendes interessante Billedrækker hentes fra de fornemme, velhavende og dannede Kredse, i hvilke hun lige fra Ungdommen har levet. Med særlig Forkærlighed skildrer hun unge Piger; men ikke de skælmske, overgivne, ikke de livsglade, naturlige, der, let og legende, nyder deres Friluftsliv, givende alle konventionelle Hensyn en god Dag. Hos hende er det mest de pæne unge Frøkener, vi møder, de, der strengt iagttager alle Former og vaager over det passende. Det er disse selvfølende Pigebørn, der ved med sig selv, at de i enhver Situation ubetinget er comme il faut. Og hvor de ikke er det, hvor der optræder ufine, smagløse og pjattede Damer, fremstilles de til Skræk og Advarsel for alle ligesindede, der kan se sig i Spejl paa disse. Hun optræder ogsaa mod den mangelfulde Uddannelse, der i Regelen blev Datidens unge Piger til Del. »Den tykke Uvidenhed, hvori vore unge talentfulde Piger nu om Stunder opvokse, er mageløs«, siger Jættes Fader i »En Hverdagshistorie«. De Friere, hun mest ynder at fremføre, er gerne gaaede om det første Hjørne; og især er modnere, elegante Adelsmænd hendes Yndlingshelte. Stor Force har hun i at tegne Familieinteriørs; thi hun ser fortræffeligt, ejer denne til Fuldkommenhed udviklede Iagttagelsesevne, der ogsaa gjorde hende til en ypperlig Menneskekender. Sindrigt og med rig Opfindsomhed ved hun at skabe Forviklinger og igen at løse dem. Hun fletter med fin og sikker Haand Begivenhedernes Traade og tegner Karaktererne med stor Dygtighed. Som en ægte Kunstner ser hun paa dem, trænger ind i dem med psykologisk Finblik; men naar hun dømmer, er det bestandig mildt og humant. Hvor hun ser Skrøbelighederne med skarpt Øje, er hun paa samme Tid menneskelig nok til at kaste Tilgivelsens bløde Kaabe over dem. Med overlegent, uhildet Blik ser hun paa Livets mange Konflikter, og gennem al hendes Digtning lyser Idealets rene Stjerneblink. De ophøjede, ædle, gennemdannede Personligheder tegner hun med varme Farver og stor Sympati, men med godmodig Satire de ringere Aander, disse mange tarveligt udstyrede, pjattede og vidløse Væsener, hvoraf vi alle kender en Slump.
Hendes litterære Virke var omtrent afsluttet ved Begyndelsen af den Periode, vi her har med at gøre. Men hun kom til at staa som det store, lysende Forbillede for alle efterfølgende Forfatterinder, paa hvem hun ogsaa har øvet en kendelig Indflydelse, og som, mere eller mindre bevidst, har taget hende til Mønster, uden at dog nogen af dem hidtil har kunnet naa hende.
Samtidig med Fru Gyllembourg og virkende i samme Retning maa nævnes
Fru Louise Hegermann-Lindencrone,
der i det hele var nøje knyttet til den Heibergske Kreds. Hun var født 1778 og var Datter af Kammerherre Lindencrone til Gjorslev og Hustru Bolette Marie, født Harboe, Datter af Biskop Harboe. Det var et udmærket Hjem, hvori hun voksede op. Begge Forældrene var fint dannede Mennesker med megen Kunstsans og udpræget litterære Interesser. En omhyggelig og grundig Uddannelse blev Louise Lindencrone til Del. Hun syntes tillige at have arvet Biskop Harboes livlige Aand og litterære Sans i langt højere Grad end Moderen, og under omhyggelig Vejledning modnedes hun til en sjælden interessant og helstøbt Personlighed, der ved sin noble og ædle Karakter og sin hele sympatetiske Fremtræden vandt sig mange Venner. Hun var en dyb poetisk Natur, og efter at have ægtet en ung intelligent Officer, den senere Generalløjtnant og Kammerherre Johan Henrik Hegermann-Lindencrone, samlede hun i sit smukke Hjem paa »Rolighed« ved København i Tidens Løb en stor Kreds af udmærkede Personligheder, mest fra den litterære og kunstneriske Verden. Til Husets faste Gæster hørte saaledes Biskop Mynster, Oehlenschläger (der, som bekendt, satte Fru Hegermann meget højt), Ingemann, Sibbern o. m. fl.
Ligesom Fru Gyllembourg, hvis Veninde hun var, fremtraadte Fru Hegermann-Lindencrone først som moden Kvinde i Litteraturen. De havde saaledes begge et Livs rige og omfattende Erfaring at øse af, og der kan desaarsag ikke paavises nogen kendelig Fremgang i deres Produktion, der overhovedet ikke har noget egentligt Kulminationsværk at opvise. Det var dog ikke paa det novellistiske Omraade, at Fru Hegermann debuterede. Hun begyndte, i Modsætning til Fru Gyllembourg, som Dramatiker og skrev »Eleonora Christine Ulfeldt« (1817) og »Troubadouren« (1820). I begge Dramaer fandtes adskillige kønne Partier, men de var ikke tilfredsstillende hverken i Henseende til Komposition eller Dialog og manglede scenisk Livskraft. De valgte Emner vidner om Forfatterindens Forkærlighed for Historien, som hun stadig søger til, holdende sig fortrinsvis til saadanne historiske Begivenheder, der umiddelbart taler til den menneskelige Følelse. Hendes Hovedarbejde er: »Danske Fortællinger« (1825). Hun er her ubetinget heldigere end i Dramaerne og viser sig som en aandfuld Fortæller, der baade ejer Kombinationsevne og Finhed i Tanken. Hun har et opladt Blik for Naturskønheden, og hun er gennemtrængt af den varmeste Patriotisme, hvad allerbedst ses af det Digt, hvormed hun indleder Fortællingerne, der tilegnes det skønne Land, ud af hvis hjemlige Jordbund de er fremvoksede, og hun slutter:
»Som Solstraalens Genskin bæver
paa Dugperler smaa,
og som Maanens Sølvglans svæver
brudt paa Bølgen blaa,
af dit Billed Skygger svage
her fra Penslen gled:
skaansomt da du Gaven tage,
bragt med Kærlighed!«
Spredt i Tidsskrifter o. lign. findes ogsaa en stor Del Digte fra hendes Haand, ofte heldigt og smukt formede, altid ejende ædle og sunde Tanker, der er gode Vidnesbyrd om Forfatterindens varme Hjerte og rige Aand. Mest Behag fandt Samtiden i hendes Fortællinger, der ni Aar efter hendes Død udkom i nyt Oplag (1862). Nogen større litterær Værdi kan der dog næppe tillægges dem, og Forfatterinden kom paa sit lille Omraade ikke til at sætte kendelige Spor i vor Bogverden. Men hendes store Dannelse og nøje Kendskab til Datidens high life giver Fortællingerne en kulturhistorisk Interesse, der ikke er uden Betydning.