Fru Laura Kieler
Det er ovenfor (S. 135) omtalt, at
Fru Laura Kieler
en Vinterstid opholdt sig i Stockholm i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Frugten af dette Besøg er »Skitser« (1875), der nærmest omhandler svenske Forhold. Skønt denne Bog altsaa kun bringer mindre og ikke særlig udførte Smaabilleder, er det dog en af Fru Kielers modneste Bøger, der bærer Vidne om stor Begavelse, ypperlige Iagttagelser og livlig Fremstillingsevne. Der er ingen Sentimentalitet deri, men en ualmindelig frisk og ægte digterisk Stemning. Hun har set godt og har derfor noget interessant at fortælle; og megen Sagkundskab lægger hun paa flere Omraader for Dagen, ikke mindst naar Talen er om Musik. Smukt fortalt er især »Fire Aftener«, der viser os forskellige Stadier af en ung forhaabningsfuld Kvindes Liv. Meget levende fortæller hun i »Königgrätz« om Krigen og skildrer dens Rædsler. Men med særlig Glæde vil enhver, der har besøgt den svenske Hovedstad, genkende hver Linie i det Fysiognomi, hun tegner af Stockholm, den »glimrende og blændende« Stad, der helst skal ses i den »skiftende Høstnats Lys«. Denne Bog gav Løfter om ikke saa lidt. Fortjent Opmærksomhed vakte da ogsaa hendes næste Arbejder: »André fra Kautokejno« (1879) og »Lavrekas Korhoinen« (1881). Forfatterinden indrømmer selv i Forordet til den første, at det oprullede Drama vistnok vil forekomme mange baade fantastisk og urimeligt; men dog er ingen Karakter og intet Forhold skildret, som ikke har haft sit tilsvarende Modbillede i Virkeligheden og har haft virkelige Tildragelser til Grund i Ultima Thule. Ja, Ytringerne fra det beskrevne Oprør er udtalte af Lapperne selv. Hun har personlig kendt den skildrede Original Andrè, og baade han og hans Forældre besidder Virkelighedens Kød og Blod. Man faar da tro Forfatterinden, der ligesom Fru Thoresen helst fører os op til det høje Nord, der jo »byder i højeste Grad den Livets Eventyrlighed og Usædvanlighed, der som oftest overgaar Fantasiens dristigste Fremtoninger.« Det er en romantisk-fantastisk Fortælling med meget spændende Optrin, og Fru Kieler har sat stor aandelig Kraft ind paa Skildringen, der gives med bred Pensel og med stærke Farver. Den ejendommelige Hovedperson, Digteren Andrè, tilfredsstiller dog, som Helt betragtet, ikke ganske de kunstneriske Fordringer. Hans ualmindelige Evner, Hurtighed i Opfattelse, hans Uddannelse, hans Lykke, alt spænder Buen højt og lader os forvente noget ualmindeligt stort. Og saa ender han med at aabenbare sig som en topmaalt Egoist, der intet udretter uden det: at forgude sig selv og forbitre Livet for andre. Til Slutning finder vi ham en Nat vuggende i sin Baad uden for Nordkap, hvilende som en Drømmer. »Hvad der foregik mellem ham og hans Forløser, ved ingen; hvem kender det usigelige«? »Den Nat døbtes Dikteren (!) Andrè fra Kautokejno i Midnatssolens Ilddaab — og fra nu af kunde han fortælle Menneskene, hvad Svanen sang om oppe ved Nordpolen.« Det er imidlertid ikke nogen Slutning for en Helt, og Bogen ender i Uklarhed. Men ikke des mindre fortjener den at læses. Den er original ved sit Emne, og den er skrevet i et Sprog saa personligt og friskt, som vi kun sjældent finder det hos en kvindelig Forf.
»Lavrekas fra Korhoinen«, Fru Kielers Hovedværk, er ogsaa i høj Grad fantastisk; men det hører nu engang hine Egne til. Der er megen Poesi hos disse Naturbørn deroppe; og dog, man fristes til at tvivle om, at Typer som Lavrekas og hans Broder Paavo tilhører Virkeligheden. Men lad gaa! Denne Lavrekas burde have været Folkesanger eller Digter; men i det Sted maa han ved en tarvelig Disk kæmpe og slide for sin lille Broder Paavo, hvem hans fromme Moder paa Dødslejet har overgivet til hans Varetægt. Han bliver Købmand i Uleåborg og tjener Penge, der dels ødes bort af Broderen, der uddannes til Kunstner, og dels svinder ind paa andre Maader ved Lavrekas's egen Uforsigtighed. I sin blinde Tro paa Forsynet lader han aldrig Skib og Ladning assurere, og medens han under endeløs Jubel i Kreds af Byens Matadorer fejrer sin berømte Broders Hjemkomst, indløber der Efterretning om, at hans sidst afsendte Handelsskib med sin kostbare Fragt er forlist. Han lider et umaadeligt Tab, og da han tillige har forbrugt Penge, som var ham betroede, rejses der Anklage imod ham. Men saa nedstiger en af »Guderne« paa Scenen og løser Knuden, paa rigtig traditionel Vis i Skikkelse af en fra Udlandet tilpas hjemkommen Ven, Advokat Westrèn. — Paavo har langsomt udsuget denne altopofrende Broder, der hengiver for ham ikke blot sin Formue, men sin Sundhed, sin Ære, sin ægteskabelige Lykke; og dog elsker denne ødsle Paavo sin Broder. Sluttelig opløses Dissonanserne, og Lavrekas bliver i Ægteskab med sin Ungdoms elskede »et lykkeligt og normalt Menneske«. Kan der gøres Indvendinger og paavises kunstneriske Misgreb, maa det ogsaa fremhæves, at Bogen giver mangfoldige gribende Skildringer af Lappernes Liv, og særlig er 4de Kap. fortræffeligt fortalt med den højtidsfulde Beretning om Vuolab Bæives Offer, der vanhelliges, fordi hans Søster Vaibi, der vil kalde Hunden Muste tilbage, for at den ikke skal følge efter Mændene til Offerstedet, kommer til at fare over Offervejen, hvad der besmitter Offeret og straffes med Døden. Det fremmedartede Stof, de fantastisk-spændende Begivenheder og den livfulde, stemningsvækkende Fremstilling gør, at man læser Bogen med virkelig Interesse og faar Agtelse for Fru Kielers Talent. Ogsaa i de efterfølgende Bøger er der meget Liv og aandelig Kraft. Forf. sætter sig altid interessante Opgaver, som hun løser paa sin egen Maade, og hun følger ikke i andres udtraadte Spor. »Min Broder Amtmanden« (1882), »En Oppositionsmand« (1886), »Silhouetter« (1887), »I en Lysengels Skikkelse« (1892), »Paa Post« (1895) er alle alvorlige og læseværdige Bøger. »En Oppositionsmand« giver et levende og vistnok fuldt troværdigt Livsbillede af den bekendte norske Opvækkelsesprædikant Hans Nielsen Hauge; den indeholder tillige mange værdifulde Bidrag til Tidshistorien i Hundredaarets Begyndelse og maa siges at være af Betydning for baade danske og norske Læsere. »I en Lysengels Skikkelse« er en Skildring af Pietismens indre Væsen. Forf. har villet vise, hvad der i dette »marvstjal den paafølgende Slægt som en Kræftskade«, og at Pietismen direkte avlede det, som Hans Jæger kaldte »Kristiania Bohêmen«. Der er meget dygtigt i denne Bog. Men Fru Kielers mandlige Helte er gerne temmelig utilfredsstillende og saaledes ogsaa her den unge Præst, som elsker Aagot, men er en Halvkarakter uden indre Kraft og Mandighed. Medens denne Figur ikke tiltaler os, er der paa den anden Side flere vellykkede, og Naturbeskrivelserne er i al deres Korthed maleriske og smukke. Bogen fremkaldte en kraftig Protest i Norge, hvad der kaldte Forf. frem for at præcisere sin Stilling som dansk Forfatterinde.
Ingen vil kunne frakende Fru Kieler Dygtighed og umiskendeligt Talent. Hun er heller ikke bange for at lægge ud som Journalist, naar det gjælder et Forsvar for en Idè eller en Sag, som hun har kær. Saaledes skrev hun i sin Tid jævnlig nogle kraftige og skarpe Artikler i »Morgenbladet«. Ogsaa som Dramatiker har hun forsøgt sig og skrev 1890 Skuespillet »Mænd af Ære«, der fremkaldte en Del Polemik i Bladene og senere opførtes paa Kasino og i Kristiania. Egentlig var det rettet mod, hvad man med èt Ord kalder »Bohêmen«; men det blev nærmest kun et Slag i Luften. Satiren, saa lidet fin i øvrigt, prellede magtløs af uden at ramme de Tilstande, den sigtede paa, og Fru Kielers Begavelse kommer ingenlunde i dette svage Arbejde til sin Ret. 1895 rejste Forf. i Amerika, hvor hun bl. a. skulde deltage i den afholdte Verdenskongres for repræsentative Kvinder; og om denne Rejse har hun skrevet fornøjelige og kvikke Artikler og holdt en Række lærerige Foredrag trindt omkring i Landet.
Fru Kieler er aldrig kedelig, og hendes Bøger lider ikke under, hvad Franskmændene træffende kalder langueur, paa en Gang et Udtryk for Mangel paa Livsindhold, Kraft og Varme. Tværtimod udmærker disse tre Ting hendes hele Produktion. Hun ynder fortrinsvis Mollmelodier, ikke bløde, ømme og indsmigrende Klange, snarest de kraftige, lidt voldsomme, der ligesom hvileløst arbejder sig frem i et hurtigt Tempo, altid con fuoco et vivo. Det er de mørke Tonearter, hun vælger, uden dog at være pessimistisk anlagt. Hun tror paa Livets aandelige Stormagter, paa alle skønne, gamle Idealer, og hun er som Kristen lys i Syn og mild i Dom. Hun dækker ikke med forlorne Aandrigheder sine Brist og Svagheder; de er iøjnefaldende nok, og vejes lettelig op af hendes lige saa tydelige Fortrin. Hun har øvet et sundt, dygtigt og næsten mandigt Virke i Litteraturen.
Den første kvindelige Forf., som kom til efter 1870, var
Frøken Henriette Brandis.
Hun var født i København 1819 og Datter af den tyskfødte livlige og begavede Konferensraad J. D. Brandis, der havde syslet med dybtgaaende naturfilosofiske Studier og paa Tysk skrevet en Del Afhandlinger i denne Retning, samt nogle lægevidenskabelige Skrifter, der alle skaffede ham megen Anseelse hos Datiden. Datteren, hvis fulde Navn var Juliane Henriette, havde arvet meget af Faderens livlige Aand og dybsindige Væsen, og da hun var vokset op i et Hjem, der var Samlingssted for en udsøgt Kreds at æstetiske Personligheder, vil det findes ret naturligt, at hun selv fik æstetiske Interesser. Det var dog først længe efter Faderens Død, da hun alt var adstadig Klosterfrøken i Vemmetofte, at hun, over 50 Aar gl., betraadte Forfatterbanen. Hun udgav først anonymt Fortællingen: »Triumf« (1870) og senere: »Lys og Skygge« (1871) samt »Gamle Jomfru Trægaards Erindringer« (1874). Frøken Brandis var i flere Henseender en ejendommelig Dame, fuld af sprudlende Liv, rig paa hurtigt vekslende Tanker, der ofte som sære Vildskud kunde skyde frem fra løjerlige Kroge i hendes Sjæl, men hun giver ikke ganske sig selv i de anførte litterære Arbejder, der vel røber et Talent og heller ikke savner baade en vis Livfuldhed og Originalitet i Retning af Opfindelse og Udtryksmaade, men som dog intet kunstnerisk Værd besidder; og hvem, der personlig havde kendt Frk. Brandis, vilde næppe, naar de ikke vidste det, antage hende for Autor til disse nette, men højst uskyldige og lidet karakteristiske Smaating. — Frk. Brandis døde i Efteraaret 1874 efter haarde Lidelser, og hun fik saaledes i sit korte Virke kun en aldeles forbigaaende Betydning.
Til de mest yndede og mest læste af vore Forfatterinder hører
Fru Johanne Schjørring,
der i de henved 25 Aar, i hvilke hun har virket i Litteraturen, har været ualmindelig produktiv og alt kan se tilbage paa ikke mindre end en Snes Arbejder.
Hun er født 1836 og Datter af Sognepræst til Hem m. fl. Sogne, Ludolf Krohn. Han var en Mand af den gamle Skole, streng i Former, fin og kølig i Optræden; men han var tillige en meget dannet og en meget human Personlighed, hvis storartede Gæstfrihed var kendt viden om. Han forstod at samle en stor Kreds af Venner omkring sig og kunde da være ualmindelig elskværdig, jævn og mild; og Livet i den hyggelige gamle Præstegaard havde i Grunden en ganske egen Charme, som vistnok endnu vil erindres af mange. I dette ægte patriarkalske Hjem voksede Johanne Krohn op. Som eneste Datter var hun med sin livfulde, varme og rigt begavede Natur ligefrem forgudet af Forældre, Brødre og Gæster, og der blev anvendt den største Omhu paa hendes Opdragelse og Undervisning. Men allerede i sit 16de Aar mistede hun sin Moder, og den unge Pige maatte overtage Styret som Husmoder, hvad der naturligvis paalagde hende en stor Del ikke helt lette Pligter. I en Række Aar fungerede hun nu som en altid venlig, imødekommende og gæstmild Værtinde, der gjorde alt for at bevare Hjemmets smukke, hyggelige Præg. Hun forstod den vanskelige Kunst at dele sin Tid. Trods alle huslige Forretninger læste hun en Mængde Værker, studerte endog Latin hos Faderen og skrev Digte i Smug. Men hun færdedes ogsaa meget i den ejendommelige Natur deroppe omkring Limfjordens blinkende Strøm og ude paa den mørke, vemodige Hede. Egentlig levede hun et eget lyst og friskt Friluftsliv, der tilførte hende baade legemlig og aandelig Sundhed. Sammen med sin Fader, sine to Brødre og en Huslærer, der var en vældig Nimrod, strejfede Frøken Krohn ofte viden om paa lange og højst fornøjelige Jagtture med Bøssen slængt over Akslen. Vistnok vilde hele dette ejendommelige og interessante Præstegaardsliv i Hem i hine Aar have afgivet et ypperligt Motiv for en Thomas Lange.
I Aaret 1862 blev Frøken Krohn gift med en ung meget begavet og lovende Jurist, Kandidat I. B. Schjørring, der senere ansattes som Fuldmægtig i Justitsministeriet. Det var lykkelige Aar, der nu oprandt for Fru Schjørring; hun elskede sin Mand dybt og inderligt, og hun fandt hos ham, hvad hun hidtil havde savnet: Forstaaelse af det ejendommeligste, det dybeste i sin Natur. Medens Faderen i det hele lod hende have fri Hænder og frydede sig over at se hende glad, smilende og fuld af Liv, var der dog hos ham en Skal, hun aldrig formaaede at trænge igennem, saaledes, at det blev muligt helt at aabne sin Sjæl for ham og lade ham se og kende hendes sande Jeg. Der var og er hos Fru Schjørring en vis Dualisme i hendes Natur. Paa den ene Side: den sprudlende Livlighed, Smilet og den venligste Imødekommen, Jævnhed og Naturlighed over for alle, paa den anden: Hang til Grublen over mangehaande Livsspørgsmaal, en afgjort Tilbøjelighed til dyb og isoleret Sørgmodighed, en egen Sindets Stolthed og mimosesart Finfølelse. Egentlig havde hun Lyst til at blive scenisk Kunstnerinde og ejede utvivlsomt Evner i denne Retning. Herom vilde hendes Fader dog intet høre, og som gift Kone gav hun frivillig Afkald, skønt hendes Mand gav hende Lov til at forsøge sig. Han søgte i det hele at vejlede hende til et fast Maal for de Evner, han saa, hun besad, og som han agtede højt, og han søgte at faa hende ind paa Litteraturens Felt. Hun havde imidlertid en stor Skyhed for at træde offentlig frem; hun havde levet sit drømmeagtige Liv for sig selv og kunde ikke tænke sig de lyse Syner og solgyldne Drømme lagt frem til Beskuelse for andre. Efterhaanden overvandt hun dog denne Undseelse. Hun følte mere og mere Trang til at producere, og altsaa maatte hun frem med, hvad hun havde levet og drømt i de svundne Aar.
Men de lyse og lykkelige Dage, hun havde levet, hørte brat op, og Sorgen i sin mørkeste og tungeste Skikkelse blev hendes Gæst, da hun i 1871 mistede sin trofaste Ægtefælle, paa samme Tid som hun selv laa farlig syg, svævende mellem Liv og Død; og til Fuldstændiggørelse af Smerten døde hendes gode og hjælpsomme Fader det følgende Aar. Hun var nu Enke med 2 smaa Børn, hvis Tal et Par Maaneder efter Mandens Død øgedes med endnu 1. Revet ud fra en smuk og lykkelig Samfundsstilling, berøvet sine naturlige Forsørgere, maatte hun under smaa og trykkende Forhold begynde den svære Kamp for Tilværelsen. Det gamle Ord siger jo: »Facit indignatio versum« ;*) men snarere kunde man her sige, at det var Sorgen, som gjorde Fru Schjørring til Skribent. — Optaget af Arbejdet for Hjem og Børn, levnede Dagen hende ikke megen Tid til Studier. Saa tog hun de stille Nætter til Hjælp. Naar hun havde endt sin ofte anstrengende Gerning og bragt de smaa til Ro, satte hun sig ved Skrivebordet. Under disse Omstændigheder saa hendes første Arbejder Lyset. Det var mest Smaafortællinger og korte Skitser. Hendes Debut var: »Den tavse Mund«, en ejendommelig fint og varmt følt Historie, der optoges i »Fædrelandet«. Siden samlede hun sine første Forsøg i »Fortællinger og Skitser« (1874). De udkom paa Hegels Forlag og vandt fortjent Bifald. Fru Schjørring udgav derpaa i det følgende Tiaar: »Havets Datter« (1875), »Fra Vaar til Høst« (1876), »Rige Dage« (1877), »Flyvende Sommer« (1878), »Fem Fortællinger« (1880), »Den gamle Herregaard« (1881), »Skilles og mødes« (1882), »Esters Historie« (1884). De fleste af disse er udkomne i ny Oplag, »Havets Datter« endog i 3. Den nævnes gerne som Forf.s Hovedværk; men maaske næppe med Rette. Den højtidelige Begyndelse er stemningsfuld, og Interiøret passer godt til den gamle vestjydske Præstegaard, ligesom Naturbeskrivelserne gennemgaaende er smukke. Men selve Historien om »Filia Maris« byder intet nyt hverken i Retning af Opfindsomhed eller magtfulde Tanker, og adskilligt kunstlet vil støde det for sand Naturlighed fintmærkende Øre. Men der findes mange heldige Enkeltheder. Den unge Pige, Filia, er nydelig og fint tegnet, og den gamle Dr. Berg er en særlig ypperlig Figur. Der er i denne Bog megen Varme og inderlig Følelse, og Fru Sch. fortæller livligt og interessant. Vi faar Sympati for de skildrede Personer, medens derimod de mange Refleksioner og Aforismer ikke helt tilfredsstiller. Bogens betydelige Udbredelse viser noksom, at Forf. har det rette Greb paa at faa det store Publikum i Tale. Ogsaa i Udlandet har den gjort stor Lykke. Den oversattes paa Tysk af L. Fehr og udkom i 1886 i Stuttgart under Titelen: »Die Tochter des Meeres«, som Led i Rækken af Engelhorn's »Allgemeine Romanbibliothek« og var ledsaget af Biografi og Portræt af Forfatterinden. De største tyske Blade, t. Eks. det ansete »Kreutz-Zeitung«, bragte højst anerkendende Udtalelser om den. Den grundfæstede med èt Forf.s Ry i Tyskland, hvor alle hendes Bøger efterhaanden er blevne omplantede. »Rige Dage« staar dog i ingen Henseende tilbage for nævnte; den er endog en modnere Bog og langt mere karakteristisk for Forf. Hun skildrer nemlig her et ulykkeligt Forhold mellem Mand og Hustru, deres Kamp for at finde hinanden i sand Forstaaelse og deres endelige Sejr. Og just dette er Hovedemnet, hvortil Fru Sch. bestandig vender tilbage. I »Fem Fortællinger«, særlig i den, der hedder »Dybets Perle«, skildres den nævnte Stræben efter Forstaaelse smukt. Fru Sch. er Talsmand for den sande, dybe og ægte Kærlighed, den, der aldrig bliver gammel, men er altid ung. Hustruen maa eje sin Mand helt og fuldt og kan ikke nøjes med mindre end dette rige »Alt«, naar Ægteskabet skal kaldes lykkeligt. Stundom hører vi Toner fra en dyb, vemodig, næsten smertelig Streng klinge med i Fru Schjørrings ellers saa livlige Spil. Det skyldes sikkert den nævnte Tvehed i Forf.s egen Sjæl,. men er utvivlsomt tillige Genminder fra de tunge Sorgens Tider i hendes Liv. Det hedder i »Fem Fort.«: »Jeg tror, at Sorgen, den dybe, sande Sorg, er en Gave, lige saa udpræget som Haabet og Kærligheden« . . . . »Sorgen er en Vogter, en lønlig Ven, hvem den først har favnet, beholder den omslynget i Dage, i Aar og stundom vel for bestandig.« Betegnende for Forfatterinden er ogsaa følgende Strofer, der lægges en om flakkende Sanger i Munden:
»Hvad gavner mig derfor vel al min Sang?
Jeg synger om fremmede Glæder,
men ingen mærker i Tonernes Klang,
at sangeren lønligen græder!«
Fru Sch. har ikke sin Styrke i Karakterskildringen og den psykologiske Analyse. Ikke des mindre tegner hun ofte sine Personer med særdeles skarp Profil. Typer som Etatsraadinde Berger i »Skilles og mødes«, den lærde, men spagfærdige Ægtefælle, Sønnen, den fine, kølige og stolte, men ædle Gustav og hans Ungdomselskede, Therese, træder klart og tydeligt frem og vil mindes.
Et andet Hovedpunkt i Fru Sch.'s Produktion er hendes Pigetyper. Egentlig er der kun èn, den, hun første Gang rigtig udarbejdede i »Havets Datters, Filia Maris. Vi træffer den siden overalt i hendes Bøger, en Gang imellem med et lidt stereotypt Præg. Fru Schjørrings unge Piger er vidt forskellige fra Frøken Bjørnsen's og Frk. Levetzow's. Det er ikke de jævne, huslige, taalmodig-blide, hvis hele Liv kun synes at være Hengivelse og Liden. Fru Sch.'s unge Piger er slanke, elegante Skabninger med en superb Teint, mørke, glansfulde Øjne og en Fylde af rødlig-blondt eller gyldenblankt Haar. De ynder smagfulde Toiletter, soignerede Herrer og muntre Baller. De færdes helst i lyse, stilskønne Rum og træder dæmpet paa bløde, tykke Tæpper, der ligesom kærtegner deres smaa Fødder. Forøvrigt er de i Reglen sprudlende livlige, de ler med en høj klangskær Latter og taler i hurtigt Tempo; men i Grunden er de temmelig lunefulde, ømtaalige og over for Mændene yderst fintfølende; der er ogsaa i deres Natur en tydelig Dualisme. Snart er de svært kølige, snart »milde og varme som en Solstraale«. I deres Karakter er der tit »et Spil af Lys og dæmrende Skygge« .
En enkelt Gang præsenterer Forf. os en rigtig uvorn og stædig Afart af Hovedtypen som Jutta i »En Nutidsbegivenhed«. Denne lille mondaine Tingest ræsonnerer som den mest fuldblodige Naturalist.
I det næste Tiaar udkom: »For Vind og Vove« (1887), »Beslægtede Naturer« (1888), »Fra Jyllands Vestkyst« (1889), »En Krise« (1892), »Skiftende Tider« (1893), »Familien paa Søgaard« (1894) og »Svundne Drømme« (1895). Efter udenlandsk Mønster lader Forf. flere af disse Bøger danne Fortsættelse af tidligere. Det er stadig Forholdet mellem Mand og Kvinde, hvortil Forf. vender tilbage, og netop som i det virkelige Liv er Lykken sjælden fuldt til Stede. Der er Kamp og Søgen, og et Væld af Smerte kan gennnemstrømme Sjælene og gøre Samlivet bittert og uudholdeligt; men Forf. sætter Personerne i en Prøvelsesskole, i hvilken de lutres, og hvorfra de gaar ud som ny Mennesker, der har Sejren i Haand. Fru Sch. er optimistisk i sin Livsbetragtning. Hun tror paa, at det gode i et Menneske kan faa Overtaget, kan overvinde det onde, der bærer Straffen og Nederlaget med sig. Af denne Grund har hendes Bøger været af Betydning i Kulturens Tjeneste. Ikke egentlig Psykolog lader hun sine Personer tjene den bestemte Idé, hun vil virke for. Livssynet viser sig overalt at være idealistisk-religiøst, med Troen, Haabet og Kærligheden som Centrum. Kærligheden er for Fru Schjørring den til evig Tid stærkeste Magt. I »Fra Vaar til Høst« hedder det: » Naar jeg ikke kan tro paa noget evigt i Menneskelivet, (noget), der som en levende Traad kan fortælle om, hvortil vi egentlig stunde, kan jeg ikke udholde Livet. Kan Kærligheden ikke være denne Magt, hvad er der saa? Ungdom, Skønhed, Sorg og Glæde farer hen; kan Kærligheden ikke holde ud, hvad er der saa i et Menneskeliv, som er Livets Møje værd?« Forf. ynder ikke Kvindesagens Yderligheder. »De Kvinder, som sætte sig samme Maal som Manden,« siger hun, »er end i Nutiden Undtagelser, hvis Livsskildring tilhører en kommende Slægt.« Fru Schjørring's Hovedforkyndelse samler sig i denne Sætning: »Det, en Kvinde mest begærer, er at blive lykkelig sammen med den, hun elsker«. I denne Betragtning mødes hun med en saa moderne Forfatterinde som Fru Edgren, der ogsaa stadig vender tilbage til Skildringen af Forholdet mellem Ægtefæller, i det hele til Forholdet mellem Mand og Kvinde. Hendes Fremstilling har rigtignok det forud for vor danske Forfatterindes, at hun reflekterer mindre og forholder sig ganske objektivt til sit Stof. Men deri mødes de helt, at for dem er den sande, ægte, trofaste Kærlighed det inderligste og dybeste i Tilværelsen, en Livsbetingelse for Menneskelivets Vækst og fuldkomne Udvikling, Samlivets stærke og eneste Baand.
Fru Schjørrings hele Produktion kommer ind under Kategorien: Familielæsning. Dertil har hun bestemt den, derfor lægger hun ikke Hovedvægten paa psykologisk Analyse af sine Personers Sjæleliv, stringent gennemførte Karakterskildringer, eller er særlig undersøgende og belærende. Hun lægger derimod Vægten paa det underholdende, det jævne, det hyggelige, det fredelige og prætentionsløse. Et let godmodigt dansk Lune, Livlighed og Friskhed og dog et Stænk af Vemod, en enkelt Tone fra en dæmpet Smerte, det er det, der stemmer, rører og tiltaler i denne Forf.s Bøger. Om de er skrevne med større eller ringere Kunst, er ikke her det afgørende. Hos en virkelig folkelig Forfatter, der har vundet stort og vidt Terrain, spørges der ikke saa meget om formel Fuldkommenhed, som om. det varme, ædle Hjertelag; og der er i Fru Schjørrings Skrifter noget af vort danske Folks eget jævne og trofaste Hjerteliv! »Ja, misforstaa mig ikke«, som Bjørnson siger i »Leonarda«, »hun har sine Fejl«. Men hvilken Forf. har ikke det? Og er der i hendes mange Arbejder tydelige Brist og kunstneriske Ufuldkommenheder, saa har hun heller ikke været skaanet af Kritiken. Faa danske Forfatterinder har været Genstand for en mere overlegen og haanende Bedømmelse. Det var Synd at sige, at hun har været baaren frem af velvillige Venner, der har udbasuneret hendes Talent i Pressen. Hendes Arbejder maa altsaa have talt for sig selv hos det store Publikum; de oversættes nu i Tyskland, Holland, Schweitz, Ungarn og Amerika. Ansete Æstetikere har ydet dem deres Anerkendelse, selv en Autoritet som Fr. Scherer i Wien. Duer disse Arbejder altsaa intet, maa Smagen jo overalt være lige slet.
Foruden nævnte har Fru Sch. skrevet et dramatisk Arbejde og en Mængde spredte Bidrag, deriblandt en Række Artikler under forskellige Mærker i Bladet: »Vort Hjem«, som hun en Tid redigerede. Hun har foretaget en Del Udenlandsrejser og paa mange Maader søgt at arbejde paa sin aandelige Udvikling og Fremgang.
Skønt tilhørende en anden Race, født i et os fjerntliggende Land og bærende et eget kosmopolitisk Præg, har
Fru Elisabeth Jerichau
ikke des mindre givet os nogle karakteristiske og højst læseværdige Bøger, der længe vil bevare deres Værd. — Hun var af Fødsel en Polak, og ved Weichselfloden stod hendes Vugge. Jolibord hed hendes smukke og lykkelige Hjem, hvor hun saa Lyset 1819. Faderen var en Fabrikejer Baumann, »en ejegod og genial Mand«, der var saare hjælpsom og human mod sine fattige Arbejdere. Han og Hustru var begge af tysk Byrd, og under Revolutionen 1829—31 havde de en meget vanskelig Tid. Elisabeth blev bortsendt til sin Moders Slægt i Danzig, hvor hun forblev til 1831, da hun atter vendte hjem til Polen; men det kære Barndomshjem, som hun elskede saa højt, kom hun ikke mere tilbage til. Forældrene flyttede ind i et nyt Hjem, der aldrig blev det for hende, som det gamle havde været. Et Aars Tid tilbragte hun i Berlin for at nyde grundig Undervisning i Sprog og Musik, for hvilke Fag hun havde fortrinlige Anlæg. Men størst Talent viste hun dog for Tegne- og Malerkunsten, og hun fik Lov til helt at ofre sig herfor. Hendes Udvikling som Kunstnerinde er nærmest foregaaet i Düsseldorf, hvor hun tilbragte 7 Aar. Da hun rejste bort, havde hun alt vundet Ry som betydelig og original Malerinde. Hun drog nu til Rom, og her dyrkede hun med megen Energi sin Kunst, og her fandt hun den Mand, hvis Hustru hun blev, nemlig Billedhuggeren I. A. Jerichau, som alt den Gang havde opnaaet Berømmelse. Med ham rejste hun siden til Danmark, hvor de grundede deres Hjem i København. Hun lærte hurtigt at elske vort Land, med dets lyse, smilende Natur; og universelt Sproggeni, som hun var, faldt det hende let at lære vort danske Tungemaal.
At genfortælle denne geniale og mærkelige Kvindes Liv, endog blot i Hovedtrækkene, vil der ikke kunne være Tale om her paa den saa knapt tilmaalte Plads, og det vil findes saa meget mindre nødvendigt, som hendes ejendommelige Livssaga jo oftere har været givet anden Steds, og vi kan henvise til den klare og smukt forstaaende Karakteristik, som Professor Nicolai Bøgh har udgivet.
Fru Jerichaus Begavelse var i høj Grad alsidig, derfor kunde hun ogsaa male med Ord i Skrift og i Tale, gengive Minder og Oplevelser med overordentligt Liv og Klarhed, saa det rev Læserne med og skabte Stemning og Varme. Hun sætter sin hele Personlighed ind, sin stærke Følelse, sit eget dybe, rige Liv, og derfor er der ægte kunstnerisk Virkning ogsaa i hendes litterære Arbejder. Man maa beundre, at hun, der fra Barn af har talt Polsk og Tysk, siden Fransk og Italiensk, i forholdsvis kort Tid opnaar at blive i den Grad Herre over det danske Sprog, at hun har kunnet optræde som dansk Forfatterinde baade i Prosa og Poesi, og oven i Købet frem for de fleste skrivende Damer har kunnet skabe en virkelig Stil, oprindelig, frisk, farvestærk og billedfuld. Ganske vist er hendes Arbejder blevne efterfilede af andre; men alt væsentligt og just det, som giver hendes Stil sin særegne Farve, er hendes eget. Havde hun helt og holdent ofret sig for Litteraturen, er der ingen Tvivl om, at hun her vilde have vundet en fremragende Plads. Nu var det imidlertid Malerkunsten, som hun ofrede sine Kræfters Hovedsum, og Digtningen blev kun »a thing apart«.
Hendes første Bog var: »Ungdomserindringer« (1874), der i vor Memoirelitteratur indtager en særlig smuk Stilling, fordi Forfatterinden saa uforbeholdent, saa virkeligt, sandfærdigt og naturligt, giver os en ganske subjektiv Bekendelse og fortæller om just det, som maa antages at have størst Interesse for hendes Læsere. Hun har givet sig selv med alle sine Fortrin og alle sine Fejl; hun skaaner sig ikke, men lægger frem sine Unoder, sin Forfængelighed, sin Ærgerrighed o. s. v., men hun sætter paa den anden Side heller ikke sit Lys under en Skæppe. Det er et Livsbillede af slaaende Lighed, aandslivligt og klart; det er et ægte document humain frem for de fleste, der gives denne Betegnelse. Da hun havde fristet den tunge Sorg at miste sin talentfulde Søn, den unge Kunstmaler, Harald, skrev hun sin anden Bog: »Til Minde om Harald Jerichau« (1879), et varmt og smukt Udbrud af en sorgtynget Moders rige Sjæl, og som alt, hvad hun har skrevet, saa ægte menneskeligt, al det maa afvinde os Agtelse og Sympati. Størst Modenhed, Energi og Liv har hun dog nedlagt i sit Hovedarbejde: »Brogede Rejsebilleder« (1881), dette store elegant udstyrede Værk, der saa fængslende fortæller om hendes eventyrlige Farter i fremmede Egne, om Besøg hos orientalske Fyrster, i Haremer og Paladser, om mærkelige Oplevelser til Lands og til Søs. Alt er skildret med en velgørende Friskhed og ægte Primitivitet.
Det er et værdifuldt Arbejde, der giver ypperlige Bidrag til Forfatterindens Karakteristik, viser os hende som den viljestærke, energiske og varme Kvinde, altid rastløs, altid aktiv, underlig urolig, distrait og aparte, men helt igennem ædel og næsten barnlig from, dreven frem af en indre Ild, der aldrig kunde slukkes, før Dødens Kulde aandede over den. Meget skrev hun, som aldrig blev udgivet: Skuespil, Digte og Fortællinger, ofte betydelige af Omfang, saa man maa undres over, hvor hun fik Tid til saa meget. En stor Roman, som hun kaldte »Natromanen«, siger os ogsaa, at hun maatte øge Nætterne til, fordi Dagens Timer var utilstrækkelige for hendes arbejdstravle Natur. Egentlige Digterværker har hun ikke skrevet, men hvad hun har ydet, er lige fuldt af kunstnerisk Værd; og det er interessant at lægge Mærke til, at ogsaa denne store og geniale Kvinde vidner, at »det er Kærlighed, som først fuldstændiggør Kvindens Væsen«.
*) Harme gør en til Digter.