Forfatterinden til "En Kvindehistorie".
Temmelig isoleret i Halvfjerdsernes Kvindelitteratur staar
Forfatterinden til "En Kvindehistorie".
Hvem hun var, fik Offentligheden aldrig at vide, og paa Titelbladet af Bogen stod blot tilføjet: »fortalt af en Anonym«. »En Kvindehistorie« udkom 1875, og M. Goldschmidt havde skrevet et anbefalende Forord, hvori det bl. a. hedder: »Litterært taget er her Talent, baade til Iagttagelse og Fremstilling, men her er maaske mere: et alvorligt Sind«. Bogens Hovedperson, Laura Holm, er klart og dygtigt skildret. Hun er udgaaet fra et sørgeligt Hjem, men har nydt en ret god Undervisning i et af de bedre kvindelige Institutter, hvor hun finder en Veninde, som med varm Deltagelse følger hende paa hele Livsvejen. Laura er egentlig ikke nogen dyb Natur. Hun gør Kur, og hun tager mod Kur, som det træffer sig, og har i saa Henseende ingen Skrupler. Hvad kan hun for, at Herrerne forelsker sig i hende? »Jeg griber med Glæde alt, hvad der bringer lidt Liv og frisk Luft til mig, jeg trænger dertil for at leve«, siger hun til sin Venindes Moder, Fru Stein. Og da denne spørger hende: »Er Du som Valravnen, der skal næres af et menneskeligt Hjerte?« svarer hun: »Man lever af mig hver Dag, saa tager jeg igen, hvad der bydes mig . . . Jeg har Ret til Livet, og jeg vil tage mig denne Ret, trods alle Skriftsteder.« Man har hende i disse Ord, hendes Karakter, hendes Naturel. Hun kan synes lidt flygtig, og dog er hendes Kærlighed baade dyb og sand, den, hun nærer til sin Veninde, Frk. Stein, og den, hun senere fatter til en gift Mand, en Kaptajn, der ejer en lille Herregaard, men har en uskøn, lidet dannet og temmelig plebejsk Hustru, der ikke synes at passe for ham. Han kommer til at elske Frøken Holm uden at tænke over, hvad Følger dette Forhold vil kunne drage efter sig. En kort Tid lever den unge Pige i sin Lykkedrøm, saa foreslaar hun ham at gøre Skridtet helt ud og flygte bort med hende. Men i Afgørelsens Øjeblik vakler han, besinder sig og sender hende et Brev, hvori han siger, at han ikke elsker hende. Det ligesom dræbte alle hendes Livs Blomster, lammede hende og gjorde hende livsled og træt før Tiden. Hun ægter siden en tarvelig og ubetydelig Mand og gaar til Grunde i Elendighed.
Bogen er tung og trist, men meget interessant, skrevet i et let, klart og jævnt Sprog; Samtalerne gør et forstandigt og højst naturligt Indtryk, og der er over den hele Handling et saadant Troværdighedens Præg, at man maa antage, at Forfatterinden sikkert har gjort sine Studier efter levende Model. Der er megen Følelse og Finhed i denne Skildring, saa helt moderne i sin Metode: objektiv, refererende Meddelelse, faa Refleksioner. Hovedbetydningen af dette enkle Arbejde er dog egentlig den, at dets Forf. har været modig nok til at bryde med det traditionelle og i Stedet for givet noget originalt. — Thi Laura Holm er ikke en af de sædvanlige blide, fromme og mangedydige Pigetyper; hun er først og fremmest et rigtigt Menneske med menneskelige Følelser og menneskelige Skrøbeligheder, hørende hjemme, ikke i en Hjerne, men ude midt i Livet. Det er det første djærve Forsøg paa en mere realistisk Digtning inden for Forfatterindernes Kreds, og det maa beklages, at Forf., der alt har været død i flere Aar, ikke kom til at yde andre Bidrag til vor Litteratur, thi »En Kvindehistorie« gav, navnlig som Debut betragtet, gode, ja, rige Løfter om en Fremtid.
Helt til den gamle romantiske Retning hørte det i 1870 debuterende Pseudonym: »Annita Carell«, der udgav »Armbaandet« (1870), »Plejesøstrene« (1871), »Slottet Chantily« og »Jonskirken« (1874). De sidstnævnte 2 havde begge været optagne som Feuilleton i »Dagstelegrafen« og udgaves hver i 2 Dele. Ingen af dem vakte videre Opmærksomhed. Debuten »Armbaandet« er ret kønt skrevet og bærer Vidne om smukke og sunde Følelser, men den tilfredsstiller langt fra strengere Fordringer; og det samme gælder de følgende. Den Forfatterinde, som benyttede det nævnte Navneskjul, var daværende Frøken Conradine Barner, nuværende
Fru Barner-Aagaard.
Hun er født i Slagelse 1836 og er eneste Barn af Oberstløjtnant, Kammerjunker V. T. Barner og Hustru Hertha Adelaide Herbst. Allerede som Barn viste Conradine Barner stor Interesse for Litteraturen; hendes kæreste Timer var de, i hvilke hun kunde hengive sig til Læsning, og hendes livlige Fantasi bragte hende til at forfatte smaa Fortællinger. Det var dog først i 1870, da hun med sine Forældre boede i Hovedstaden, at hun for Alvor gik ind paa Litteraturens Mark og udgav de ovennævnte Bøger. Under sit virkelige Navn har hun dernæst udsendt ikke faa Skrifter i Aarenes Løb, saaledes den historiske Roman: »I Landflygtighed« (1875), der giver et Livsbillede fra Reformationstiden og varmt og smukt fortæller om de fra Skotland til København flygtede Tilhængere af den kalvinske Lære: Johan à Lasco, Fru Mironausco og Datteren Feodor Mironausco, der finder Tilflugtssted og Beskyttelse hos den udmærkede Læge Knud Torbensen. Enkelte Scener falder lidt i det sentimentale, men der gives gode Skildringer af Datidens religiøse Intolerance. Mere romantisk-fantastisk, men meget underholdende er »Tante Ulrike« (1876). Kun gaar det noget vel hurtigt med Forbryderen Theobald Felsingers Forvandling til en hovedrig Amerikaner, der er ikke langt fra at kunne gøre Underværker, og hans senere Tilsyneladelse paa Skuepladsen forekommer noget traditionel. Bedst lykkedes er Skildringen af Kærlighedsforholdet mellem den unge Gustav Engelhof og hans ubemidlede Kusine, Astrid Olufsen. Han nødes til at bryde med sin fornemme, aristokratiske Familie, kæmper i nogle Aar ovre i det fjerne Vesten for at bryde sig en Bane, saa at han kan hjemføre Astrid som sin Brud og føres derved fra Magelighed, Ødselhed og Letsind til Viljesfasthed, Alvor og Dygtighed. Den gamle, noget originale, men hjertensgode og ædelttænkende Tante Ulrike er kønt og fint tegnet og træder paa den givne Baggrund klart og smukt frem. Ogsaa »Det forsvundne Manuskript« (1877) har mange tiltalende Enkeltheder. Men Naturforskeren er et ret usympatetisk og vistnok meget sjældent Eksemplar af Arten. — Som Minde om en Udenlandsrejse udgav Forf. »I Thyringen« (1878). Hun vendte dog hurtigt tilbage til den historiske Roman, som maa anses for hendes Hovedfelt. »Charlotte Amalie« (1878) og »Karen Munk« (1888) er begge gode Prøver paa, hvad hun i denne Retning har ydet.
En Romanforfatter maa have en særlig fin og udviklet Evne til at se paa Mennesker; han maa kende sine Personer nøje og være grundfortrolig med dem, hvad enten de tilhører Nutiden eller Fortiden. Han maa forstaa at trænge dybt ind i deres inderste sjælelige Liv, maa leve med dem og leve sig ind i deres Væsen og Væren, føle og tænke med dem, tale og handle just saaledes, som de vilde have gjort. Fru Barner-Aagaard har historisk Sans, har vistnok ogsaa gjort gode historiske Studier og nærer varm Sympati for de Personer, hun vælger til Hovedfigurer i Romanerne. Men det lykkes hende ikke fuldt at levendegøre det erhvervede Stof og omsætte det i de enkelte Personligheder, saa vi bag disses Ord og Handlinger klart øjner Grundtanker, Planer og Motiver. Ligesaa lidt maa vi kritikløst tage de fremstillede Fakta for historisk nøjagtige og sandfærdige. Saaledes fortælles der i »Charlotte Amalie«, at der mellem den mægtige fhv. Minister, Overkammerherre C. A. Plessen og Prinsesse Sofie Hedevig var indgaaet et hemmeligt Ægteskab, og at de endog havde en Søn, der kommer til at spille en tragisk Rolle i Romanen. Næst efter Famas lidet troværdige Kilde har man kun en løst henkastet Antydning af den franske Ambassadør, Chamilly, der vel har givet Suhm Anledning til at nævne det, men for hvis Paalidelighed, der ikke er ført Skygge af Bevis. Trods det meget usandsynlige i denne Bog er der dog baade Varme, Liv og Stemning i Skildringen. Mere vellykket som Helhed er »Karen Munk«, der indenfor en snævrere Ramme giver veludførte Billeder, der fremtræder med ikke ringe Liniefasthed i Trækkene. De fortalte Begivenheder har Troværdighedens Præg, og det lille, kønne Livsbillede er baade varmhjertet og dygtigt skrevet.
Foruden et Par Smaaskitser, udgivne under Titelen: »Fra Land og By« har Forf. givet en Del spredte Bidrag til forskellige Blade. 1880 ægtede hun Adjunkt ved Frederiksborgs lærde Skole O. H. C. J. Aagaard, bekendt for sine flittige historiske Studier og værdifulde Afhandlinger. Fru Barner-Aagaard har foretaget en Del Rejser i Udlandet, og i den nævnte Rejseskildring: »I Thyringen« viser hun, at hun har Øje for Naturens Skønhed og Liv. I hendes øvrige litterære Arbejder er der derimod en paafaldende Mangel paa tiltalende Naturbilleder. Forfatterinden er utvivlsomt kundskabsrig, hendes Konversation er dannet og naturlig, og der findes megen Følelse og køn Stemning i hendes Bøger, der bæres af et agtværdigt og ædelt Livssyn. Men til Mærkepælene i Litteraturen kan man ikke henføre dem.
Blandt de Forfatterinder, som i Halvfjerdserne og Begyndelsen af Firserne særlig kastede sig over Kvindesagen, maa nævnes
Fru Elfride Fibiger.
Hun er Datter af Overtoldinspektør, Etatsraad J. M. A. Müller og Hustru Thora Charlotte Sophie Mejer og født 1832. Hun ægtede 1856 Distriktslæge, Dr. med. C. E. A. Fibiger og blev bosat i Jylland, først i Silkeborg og siden i Kolding, hvor hendes Mand døde 1873. Hun vendte siden tilbage til Hovedstaden, og først som Enke begyndte hun at sysle med Litteraturen. Hun havde vel næret herhenhørende Interesser og ejede poetisk Sans; men det havde næppe oprindeligt været hendes Agt at blive Forfatterinde. Nu forsøgte hun sig med et Par mindre Skitser 1875 og med den lille kønne Fortælling: »En Magdalenehistorie« (1876), der vidnede om et alvorsfuldt Sind og smuk Følelse. Meget vellykket var ogsaa »Hedens Hemmelighed« (1877), indeholdende et Par velfortalte Smaahistorier. Derefter fulgte: »To Fortællinger« (1878); den første lider af en utilbørlig Bredde, den anden derimod er i sin Skildring af Smaakøbstadsliv mere fornøjelig og kvik. De to fordringsløse Historier, der hviler paa et kønt Livssyn og er prægede af en ren og mild Aand, lod sig dog ubetinget læse med større Udbytte, naar det ikke i væsentlig Grad skortede Forfatterinden paa Stil og paa Klarhed. Hun udtrykker sig mange Steder alt for taaget. Kulminationspunktet i saa Henseende turde være S. 112—13, der giver en »dybsindig« Udvikling, som vistnok kun vil forstaas af de færreste.
Nogle senere Fortællinger: »Sorte Stefan« (1879), »Askepot« (1880), »Ellen« (1885), »To Fortællinger« (1886), »Præst og Læge« (1890) viser vel i det hele større Modenhed, uden dog at bære Vidne om vægtigere Tanker eller særligt Snille. Der findes intet dybt eller nyt poetisk Syn, som aabner disse jævne Arbejder Adgang til Kunstens hellige Haller. I »Askepot« er der unægtelig en køn Stemning og Fru Fibiger har haft Held til at tegne i det mindste èn virkelig smuk og fint opfattet Kvindetype, nemlig Baronesse Emma; derimod er Hovedfiguren noget uklar. Hist og her gives en Del interessante Bidrag til Belysning af Kvindespørgsmaalet. I »To Fortællinger« er der atter fremstillet et Par Kvindetyper. Den første, Doktorfruen »Elise Dahl«, er en opofrende, fin og idealistisk Kvinde og ret sympatetisk tegnet i den korte, ufuldendte Skitse, thi til mere er det ikke blevet. Den anden, »Constance Falk«, bringer flere Iagttagelser og er større anlagt. Men just som Forf. i nogen Maade har vakt Interesse for de fremførte Personer, brydes der temmelig brat og umotiveret af, og det skitseagtige bliver derfor ogsaa her noget utilfredsstillende.
Fru Fibiger tilhører i Retning og Syn den gamle Skole; et religiøst Sind, smuk Sans for Naturen og dens milde Skønhed, en i det hele sund Livsbetragtning er hendes Arbejders Særkende. Hun har udgivet: »Ogsaa et lille Ord om Kvinden« (1880), der viser hende som moderat Ven af Kvindesagen. Fra 1882—84 redigerede hun »Tidsskrift for Kvinder«, i hvilket hun har skrevet en stor Del forskellige Artikler; ligeledes har hun flittig givet Bidrag til en Mængde danske og tyske Blade. En Del af hendes Bøger er oversatte paa Tysk og Engelsk, et Par paa Russisk.
En ejendommelig mild og barnlig Natur, en sjælden ædel og fin Personlighed møder os i
Fru Fanny Tuxen,
hvis litterære Arbejder vel ikke hæver sig til nogen fremragende eller høj Plads, men som ved sit ægte kvindelige Præg, sin altid harmløse og rene Tone har vundet stor og velfortjent Anerkendelse særlig som Børnenes og den kvindelige Ungdoms Skribent. Hun er født 1832 i København, hvor hendes Forældre var daværende kgl. Skuespiller, senere Toldinspektør i Nyborg, Justitsraad Seemann og Hustru Mathilde Ryge, ældste Datter af kgl. Skuespiller Dr. Ryge. Fanny Tuxen voksede op i gode, fredelige og kærlige Forhold, og sammen med sine Søskende levede hun et lykkeligt Hjemliv, der gav hende et eget Præg for hele Livet. Hun nød den omhyggeligste Opdragelse og fandt navnlig en værdifuld Vejleder i sin udmærkede og opofrende Moder. Kun 19 Aar gl. ægtede hun Kaptajnløjtnant, senere Lodsbogholder i Helsingør, E. C. C. Tuxen. Det meget lykkelige Ægteskab opløstes ved hans Død i 1891, hvorefter Fru Tuxen flyttede til Københ., hvor hendes eneste Datter, en begavet og udmærket musikalsk Dame, var bosat. Men efter 16 Maaneders Forløb mistede hun ogsaa Datteren, og hendes Liv blev da med èt fattigt, tomt og ensomt. Disse faa nævnte Data danner det ydre Rids af hendes Liv.
Fra først af havde hun aldrig tænkt paa at betræde Forfatterbanen. Da hendes Datter var lille, fortalte hun denne Smaahistorier, som hun jævnlig selv improviserede; men hun var fjern fra enhver Tanke om Udgivelse. I Slutningen af Tredserne sendte hendes Mands Broder ham en Børnebog, som han efter Opfordring af Boghandler Wöldicke havde oversat. Der trængtes den Gang til gode Børnebøger; men Fru Tuxen og hendes Mand fandt ikke, at den sendte duede stort. Da opstod hos hende Tanken om at skrive Smaafortællinger for Børn; hun begyndte derpaa, og saaledes opstod lidt efter lidt hendes Debut: »En Moders Fortællinger« af Eva (1866). Den udkom i nyt, forøget Oplag i Begyndelsen af Firserne. Nu skrev Fru Tuxen stadigt Fortællinger til forsk. Børneblade, bl. a. til det lille af Kantor Joh. Holst i Vemmetofte grundede »Børnevennen«, der har haft ikke faa tiltalende Bidrag fra hendes Haand; men i mange Aar var hun ukendt for alle, idet hun vedblev at benytte det først valgte Navneskjul »Eva«. Da hendes Datter skulde giftes, forfattede Fru Tuxen: »Til Bruden fra en Sølvbrud« (1880), udk. i 2det Opl. 1883. Stiftsprovst Rothe havde skrevet et anbefalende Forord; men i Virkeligheden behøvedes intet saadant. Bogen er ualmindelig varmhjertet og dygtigt skrevet; det er den livserfarne, men tillige den aandelig sunde og friske Moder, der ud fra sit eget skønne og ideale Syn paa et lykkeligt Hjem angiver den etiske og kristelige Grund, hvorpaa et saadant maa bygges. Men det er mere end en alm. Moralprædiken, der gives i denne Bog. Der er saa megen poetisk Finsans og saa skønt og lyst et Syn deri, at den fuldt fortjente det ny Oplag, som en anerkendende Læsekreds forskaffede den. Lignende Arbejder er: »Til Moderen fra en Bedstemoder« (1881), med Forord af Prof. Heegaard, »Til Konfirmandten« (1883), 2det Opl. 1890, »Fra Barnets Verden« (1883), »Husmødrenes Forhold til Tyendet« (1883), med et Forord af Biskop Stein, »Til den unge Tjenestepige« m. fl. — Forfatterinden har ved disse Arbejder særlig haft for Øje at højne Forholdene i Hjemmene, for saa vidt sligt lader sig gøre gennem Bøger. Hun har lagt sit Hjerte i denne Gerning, og den har heller næppe været forgæves. En Del af de nævnte Bøger, som herhjemme har fundet saa stor Udbredelse, er ogsaa oversatte paa Tysk og udkomne paa Perthes's Forlag i Gotha.
Foruden en Del flere Børnebøger som »Naar Lampen er tændt« (1889), »Julehistorier for Børn« (1894) o. fl. har hun ogsaa skrevet Arbejder, som hører ind under den egentlige Skønlitteraturs Begreb, saaledes: »Ellinor Falsen« (1887), Fortælling for unge Piger, »Paa Lovens Grund« (1891), »Eva Ross« (1895). Allerede den førstnævnte Bog viser, at Forf. ogsaa kan behandle større Opgaver. »Ellinor Falsen« er smukt skrevet, sund i sine Betragtninger og sit Livssyn og har mere indgaaende psykologiske Studier, end Damefortællinger plejer at have. Ogsaa her viser hun sig som en gennemdannet og ejendommelig fin Kvinde, og hendes Syn paa Kvindesagen er meget moderat og ædrueligt. Den sande Kvinde kan ikke »dræbe eller sløve den dybe Kærlighedstrang, som vil leve i Gerning for andre, og som er hende medfødt«. Ellinor er godt og heldigt skildret, medens man har mere ondt ved at forsone sig med Kandidat Engel og Frk. Alvilda. Fru Tuxens sidste Bog: »Eva Ross« er derimod helt igennem naturlig og tiltalende. Kompositionen er god, Fremstillingen fængslende og Intrigerne heldigt opfundne. Først helt ved Slutningen løses alle de sindrigt slyngede Knuder paa en smuk Maade. Den turde være Forf.s modneste Bog hidtil.
Som en flink og talentfuld Børneforfatter maa ogsaa nævnes:
Fru Therese Brummer.
(1833—96)
Hun var en Datter af den bekendte Jurist, fhv. Justitsminister, Dr. jur. L. A. Casse og Hustru Severine Andrea Engelbreth. Hun havde i Hjemmet ikke blot nydt en fortrinlig Uddannelse, men tillige modtaget en højst vækkende og aandsbefrugtende Paavirkning gennem Samlivet med mange intelligente og fremragende Personligheder. Tidlig lagde hun en klar og skarp Forstand for Dagen, havde et kvikt Lune og en ypperlig Hukommelse. Hun læste ogsaa overordentlig meget og havde opladt poetisk Sans; men det var dog først i en senere Alder, at hun slog ind paa litterær Gerning. Hun havde da alt været gift i over 20 Aar med Oberst N. A. Brummer, hvem hun ægtede 1861. Hun debuterede med nogle Børnefortælllnger: »Hvad man kan opleve« (1884) og »I Storm og Læ« (1885). Begge Samlinger maa henregnes til den gode, sunde og livlige Børnelekture, betegnende et Fremskridt paa dette Omraade, da Historierne er langt mindre sødladne end de sædvanlige og ikke fuldt saa moraliserende. Sproget er friskt, naturligt og ligefuldt barnligt i sin Tone. Fru Brummer blev navnlig en skattet Medarbejder ved »Børnenes Juleroser«, hvor man i flere Aar med Fornøjelse saa hendes forlængst gennemskuede Pseudonym: »Fru Elisabeth«. Meget fornøjelig for større Børn er ogsaa en senere Samling: »Alle Vegne fra« (1891); for de mindre har hun bl. a. udgivet: »Mis Kis«. Men ogsaa til en større og modnere Læsekreds har Forf. henvendt sig. Hun udgav saaledes: »Virkelighedsbilleder« (1887), »Som man gifter sig« (1888), »En Kamp« (1893) og de dygtigt skrevne Monografier: »To Kvindeportrætter« (1895). Fru Brummer skrev let og flydende, der var Menneskekundskab i hendes Skildringer og megen Livserfaring. Flere af hendes Arbejder hæver sig ogsaa delvis til Kunst, men i Helheden naa'r de ikke Maalet. Medens Forf. paa den ene Side giver os ægte og skarpsindige Iagttagelser lige ud fra Virkelighedens Liv og fører frem baade Personer og Begivenheder med Aktualitets- og Troværdighedspræg, saa hensætter hun os paa den anden Side lige saa brat og uformodet midt i en tænkt og uvirkelig Verden, der kontrasterer stærkt mod den første. I hendes saakaldte »Virkelighedsbilleder« er der over begge de første Fortællinger noget ærligt, troværdigt og sanddru følt. Men den tredje: »Uheldig« fører os fra en meget realistisk Begyndelse til en yderst uvirkelig og fantastisk Slutning, der falder uden for Kunstens Grænse.
»Som man gifter sig« er et mindre vel motiveret Forsøg paa at give en levende Illustration af Ordsproget: »Som man reder, saa ligger man«. Fremstillingen lykkes heller ikke rigtig. Den unge Pige, Christy, og hendes første Tilbeder, Dr. Fallesen, er skildrede med sikker Forstaaelse, hvorimod Godsejeren, Christy's senere Mand, forekommer meget ensidig. Det er jo nu engang saa, at ethvert Menneske har 2 Sider. Fru Brummer viser sig moderne i sin Fremstilling, ja, skildrer endog en Fødselsakt. Men Christy's Skilsmisse fra den uheldige Mand, hun har ægtet, efter at Doktor Fallesen har narret hende og gjort et Fornuftparti, samt hendes senere Giftermaal med Doktoren, der naturligvis til den Tid er bleven Enkemand, er ikke hverken psykologisk fint eller klart, og det har ikke kunnet undgaas, at adskilligt »lavet« er traadt i det virkeliges Sted. I »En Kamp« gives baade kønne og interessante Familieinteriørs, men ogsaa her stikker det fantastiske Hovedet frem og minder os om, at vi nu og da gør Strejftog til en drømt Verden. Ikke des mindre er der meget, som tyder paa, at Forf. virkelig stræbte mod et kunstnerisk Maal, og hun viser sig paa flere Punkter paavirket af moderne Strømninger. Det lykkedes hende ikke under sin korte Virketid at naa frem til noget klart og udpræget Standpunkt, og forskellige Retninger ligesom strides om Overtaget i hendes Forfatterskab. Men der er baade Aand og Hjerte deri. Størst Betydning har hun haft som Børneforfatter.
Først i Midten af Firserne mærkedes i den kvindelige Litteratur en kendelig Indflydelse fra Realismen. Der fremtræder flere ny Forf., hos hvem der er en alvorlig Stræben efter kunstnerisk behersket Form, og som ærligt bryder med Laveriet og gaar ad egne Veje. Disse Forfatterinders Arbejder er dog ikke endnu saaledes hjemfaldne til Historien, at en udførlig Vurdering kan gives deraf. Den første, som bringer et friskere Pust ind, er
Frøken Adda Ravnkilde.
Hun kom som ung Pige ind til Hovedstaden fra Jylland, hvor hun havde levet under et Tryk, der hindrede hendes rige Evner i fri og fuld Udvikling. Hun begyndte at læse til Studenter-Eksamen og haabede blandt ligesindede Sjæle at finde Forstaaelse af sin varme, ildfulde og lidt ekscentriske Natur; men et dybt Tungsind, i hvilket intet Lysblink var at øjne, slog nu og da sine sorte Vinger om hende og fyldte hende med Livshad og Livslede; og før nogen anede det, var hun, som Dr. Brandes siger om hende, »gaaet ind i det store Mørke«. Tidlig havde hun forsøgt sig som Forf., og efter hendes Død udgav G. Brandes hendes ejendommelig smukke Bog: »Judith Fürste« (1883), og siden besørgedes »To Fortællinger« (1884) udgivne af Erik Skram. Skønt moderne i sin Metode, er der intet absolut nymodens i hendes Livssyn; men begge Bøger er oprindelige og skrevne med klar og sjælden fin Forstaaelse af kvindelig Psykologi. Frk. Ravnkilde var ualmindelig lovende, Skade, at hun kun fik udrettet saa lidt.
Faa blandt de nyere Forfatterinder gør et saa friskt, naturligt og tilforladeligt Indtryk som
Fru Erna Juel-Hansen.
Hun er Datter af den bekendte Læge, Professor Dr. A. G. Drachmann og Hustru Vilhelmine Stæhr og fødtes i Kbhv. 1845. Hun er opvokset under lykkelige Forhold i et frisindet Hjem, hvor mange gode Interesser og mange humane Idéer fremmedes. Som ung Pige hjalp Frk. Drachmann ivrig sin Fader med Indførelsen af Gymnastik for den kvindelige Ungdom, hvilken Sag hun havde studeret i Paris. Senere tog hun Lærerinde-Eksamen, rejste til Berlin for at sætte sig ind i de saakaldte »Frøbelske Børnehaver« og oprettede siden den første af disse »Børnehaver« herhjemme. 1871 ægtede hun Kand. N. Juel-Hansen. Hendes litterære Debut var den under Pseudonymet »Arne Wendt« udgivne Bog: »Mellem 12 og 17«, der giver fortræffelige Skildringer af københ. unge Piger i Tøsealderen, en Specialitè for Fru Juel-Hansen, dygtig og naturtro udarbejdet. Senere har hun offentliggjort flere større Fortællinger og nogle mindre dramatiske Arbejder. Vi nævner: »Seks Noveller« (1885), »En ung Dames Historie« (1889), »Therese Kjærulf« (1894), »Kærlighedens Veje« (1895) o. fl. Allerede Novellerne er løftegivende; de er livlige og friske og med et Strøg af fin Satire. Ypperst er »Tøbrud« med den fortrinlige Skildring af Moderkærligheden. Fru J.-H. beviser netop her, at der er Omraader, paa hvilke Kvinder beskriver bedre end Mænd, og Følelser, som kun hine evner at tolke. Allerede Madame de Genlis siger, at kun en Kvinde kan skildre Moderkærligheden. I de øvrige Bøger viser Forfatterinden sig som en paalidelig og ofte overlegen dygtig Skildrer af kvindelige Karakterer. Hun analyserer sikkert, er modig og djærv, med vaagen Forstaaelse af det menneskelige og naturlige, og hun ejer et Følelsesliv saa stærkt og varmt, at det ikke kan undgaa at paavirke Læserne stærkt. Ikke altid er Kompositionen saa naturlig og simpel som ønskelig; men der er overalt en saa ærlig Stræben mod virkelig Kunst, saa personlig en Stil og saa rig en Stemning, at man ganske sikkert tør spaa Forf. en Fremtid af Betydning. Ogsaa som Oversætter fra Russisk har hun indlagt sig Fortjeneste.
Under Pseudonymet »F. C. van der Burgh« vakte
Frøken Illa Christensen
fortjent Opmærksomhed, da hun 1884 debuterede med et Bind »Skitser«, der vidnede om stor Dannelse, mange Iagttagelser og en ikke alm. Fremstillingsevne. Hun var født i Kbhv. 1851 og eneste Datter af fhv. Direktør for det kgl. Teater, fhv. Byfoged, Etatsraad H. C. Christensen og Hustru W. C. F. Stæger, en Søster til Fru Gade. Fra 1859—86 boede hun i Hobro, hvor Faderen var bleven Byfoged; senere atter i Kbhv. Hendes Udvikling som Kunstnerinde har uden Tvivl faaet Næring dels fra den Kreds af Kunstnere, som stod hendes Fader nær, medens han var Teaterdirektør, dels ved Ophold i Prof. Gades Hus, der har været hende som et andet Hjem. Hun modtog i disse Kredse ikke blot kunstnerisk Paavirkning, men Respekt for den store Kunst, som hun siden paa Forfatterbanen ærlig har stræbt imod. Blandt hendes Arbejder nævner vi: »Et ubetydeligt Menneske« (1885), »De smaa Tings Magt« (1885), »Skitser«, 2den Saml. (1886), »Dagtyve og Arbejdsdage« (1889), »En Søn« (1890), samt Skuespillet: »I Foyeren« (1887). Hendes Skildringer gælder nærmest de finere Kredse; hun ser med skarpt Blik, kan foretage endog sjældent indgaaende psykologiske Analyser og giver særlig Kvindetyper og Kulturbilleder, som vil have blivende Værd. Hendes Stil er livlig, let og ren. Frøken Christensen har holdt sig uden for alt politisk-æstetisk Partivæsen; hun har levet et temmelig stille Liv, langt fra støjende Selskabelighed og den saa meget lovpriste »litterære Paavirkning«. Hun har rejst en Del baade i Udlandet og Hjemlandet og ført et fortroligt Samliv med Naturen, for hvilken hun har en fin og aaben Sans. Paavirkning af navnlig moderne Forf. lader sig paavise i hendes Produktion, men lige saa let ses hendes tydelige Stræben efter Selvstændighed og efter at fæstne og uddybe en egen Livsanskuelse.
Stor Opmærksomhed og Sympati vakte ogsaa Pseudonymet »Aage Vang«, eller
Frøken Christine Mønster,
da hun i 1885 udsendte sin lovende Bog: »Agnete«, Interiør fra et Pigehjerte. Det var en nydelig Fortælling, skildrende et ungt Pigehjerte med fin, poetisk og diskret Forstaaelse. Der var over denne Bog en egen betagende Ynde, en Varme, en Stemning, som maatte betage. Skildringen af den ganske unge Pige i den lille Provinsby er saa helt personlig, saa frisk og ægte, saa oprindelig, at den vil vedblive at staa som en af de ypperste af denne Art i vor Litteratur. Forfatterinden, hvis Liv ikke har været rigt paa Begivenheder, fødtes i Kbhv. 1855, blev forældreløs før sit 7de Aar og opdroges derefter af uformuende Slægtninge i Skanderborg. Tidlig maatte hun ernære sig selv som Lærerinde — et Liv med trættende Arbejde og trange Kaar — og er nu Bestyrerinde af en Pigeskole i Hovedstaden. Denne Stilling levner hende desværre kun ringe Tid til litterære Sysler. Havde Frk. Mønster levet under lysere og lettere Forhold, der begunstigede hendes litterære Talent, er der ingen Tvivl om, at hun havde naa't frem til en smuk Stilling. Nu har Livets triste Virkelighed og Kampen for Tilværelsen hindret hendes Vingeflugt. De senere Arbejder: »I Brændingen« (1886) og »Tre Sind« (1888) indeholder vel meget smukt, men staar ikke paa Højde med Debuten. 1892 opførte Dagmarteatret hendes lille Skuespil: »Paa Heden«, hvis kvindelige Hovedperson var dygtigt tegnet.
Pseudonymet »John Bentsen« benyttedes i flere Aar af den talentfulde Forfatterinde
Fru Jenny Blicher-Clausen.
Hun fødtes 1865 og er Datter af Pastor Blicher i Nørre Broby paa Fyn, var en Tid bosat i Kbhv. og ægtede 1892 Pastor H. N. Clausen i St. Hedinge. Hun har foretaget flere Rejser i Udlandet, saaledes i 1891 for det Raben-Levetzauske Fond til Italien. Hendes første Arb. var lyriske Digtsamlinger, saaledes: »Digte« (1885), »Ebba Brahe og andre Digte« (1888), »Fra Markvejen« (1890), i hvilke der findes mange ypperlige Poesier, som vi desværre af Pladshensyn maa undlade at citere. I de to sidst nævnte Samlinger maa de bedste søges: »O, sig mig med din bløde Stemme«, »Giv mig dine Tanker«, »Paa den lyttende Aa«, »Til Lærken«, »En Liniedanser«, »Sanglærken« o. fl. Endvidere har hun skrevet de dramatiske Digtninge: »Olaf Trygvason« (1887) og »En Bryllupsrejse« (1894), der dog begge har et stærkt lyrisk Præg. Den sidste debatterer paa en Maade Problemet om Tro og Viden, er ikke altid klar eller særlig dyb, men indeholder en stor Del smukke Partier, der giver Kærligheden til Hjem og Familie et sart og varmt følt Udtryk i lidt douce og bløde Farver. Ogsaa Skuespillet: »Kristian den Anden« (1889), der opførtes i Kbhv., samt Sagnet »Excelsior« (1891), »Fugleviser og andre Vers« m. fl. er dygtige Arb., der viser, at Forf. er en ægte digterisk Natur, der stiler mod Kunstnermaalet. Hun ejer saa dyb og oprindelig en Følelse, saa ædelt og kønt et Livssyn og en saa behersket formgivende Evne, at hun afgjort tør spaas en betydningsfuld Fremtid.
Vi har ikke mange betydelige Dramatikere bl. de nyere Forfatterinder. Den betydeligste og mest produktive er
Fru Emma Gad,
hvis frodige Talent alt har skænket os en halv Snes kvikke Arbejder, der gennemgaaende har vundet et stort Publikums Bifald. Hun er født i Kbhv. 1852. Hendes Forældre var Grosserer P. A. Halkier og Hustru Sophie Munch, en Slægtning af den norske Digter A. Munch og Historikeren P. A. Munch. Fru Gad er opvokset i et velhavende og lykkeligt Hjem, hvor der intet blev sparet for at give hende en ypperlig Uddannelse. 1872 ægtede hun nuværende Kommandør i Marinen Urban Gad. Hendes første Arbejde var: »Et Aftenbesøg« (1886), opført s. A. af det kgl. Teater. Siden fulgte: »Et Stridspunkt« (1888), »Fælles Sag« (1889), »En Advarsel« (1890), »Et Sølvbryllup« (1890), »I veldædigt Øjemed« (1891), »Tro som Guld« (1893), »Et Forspil« (1894) og »Rørte Vande« (1895).
Fru Gad er altid underholdende; hun ser godt, ser selv og forstaar at forme en Replik mesterlig. Dertil raader hun over et udmærket Humør, ægte dansk Lune, en let og fin Satire, et lyst, sympatetisk Blik. Hun tager særlig Sigte paa Hovedstadslivet, som hun snerter med godmodig Spot. Hun er ingen Ven af det københavnske Selskabsliv eller af den fine Portions Maade at gøre godt paa, hvad hun drager stærkt til Felts imod i »Tro som Guld« og »I veldædigt Øjemed«, hvilket sidste lidt for meget fører Tanken hen paa Fru Edgren. Som det mest populære af hendes Arb. tør vistnok nævnes »Et Sølvbryllup«, men som det modneste og mest harmoniske utvivlsomt »Et Forspil«. Fru Gad har vundet sig mange Venner, der værdsætter hendes smukke Begavelse, det sunde og milde Blik, hvormed hun ser paa sine Medmennesker og den Humor, der altid fremkalder en hjertelig Latter, naar vi ser hendes muntre og kvikke Stykker.
Mange andre har skrevet læseværdige Arbejder, om de end ikke er trængt saa langt ud i Folket, som de alt omtalte. Blandt de mere bekendte fortjener at nævnes Frk. Anna Erslev, hvis Drama: »Kong Valdemar« vidner om Talent, »Silvia Bennet« (se S. 181), der blev mest bekendt ved sin smukt skrevne Bog »Konsulinden«, M. Henckel, der med Forkærlighed og Dygtighed dyrker den historiske Roman, Hilda Aagaard, f. Tetens, der har udgivet 2 Saml. af religiøse Digte; i samme Retning skriver Frk. Alberta Eltzholtz, hvis smaa beskedne Digtsamlinger »Skovmærker«, indeholder flere varmt følte Poesier; Frk. Clara Bergsøe, der i Blade og Tidsskrifter ofte har givet meget dygtige Skitser i et fortrinligt Sprog, og hvis nylig udkomne Bog om Fru Heiberg er ualm. vellykket; Fru Julie Sødring, hvis Memoirer, i 2 Bd., udgør et højst værdifuldt og interessant Supplement til Fru Heibergs Levnedsbog; Fru Signe Rink, der har givet karakteristiske Skildringer af Livet i Grønland, Fru Augusta Brosbøll alias August Lazogas og J. E. Cart, Frk. Christine Dalsgaard, Anna Baadsgaard, Fru Agnete Læssøe, Fru Sofie Horten, Frk. Massi Bruhn o. fl. Ogsaa paa Børnelitteraturens Omraade har flere med Held forsøgt sig.