[sideskift][side 1062]

23.1.1 Dansk drama

Chr. Trojels to dramatiske arbejder, det omarbejdede italienske kunstnerdrama "Canova" (jf. s.780) og det nye spanske sørgespil "Romero" blev begge afvist. Molbechs ambivalens vedr. "Canova" kom til udtryk ved at han ikke som i 1837 var sikker på, om "Mængden vilde finde Stykket for tomt paa Scenen", men stykket havde stadig "formeget Konstlet og Studeret, og for lidt reen Naturlighed .. ligesom Sujettet og Charaktererne neppe kunne regnes til dem, som giøre Indtryk paa det større Theaterpublicum". Molbechs anden indvending fra 1837 gjaldt, at "Kiendere vilde savne den æsthetiske Interesse, der fremgaaer af Stoffets Behandling ved Konstnerhaand": denne måtte stadig opretholdes, fordi stykket savnede naturlige situationer, motiverede psykologiske funktioner; endelig fremførte Molbech betænkelighed med hensyn til besætning og bekostelighed. Han konkluderede meget svagt: "Jeg for min Deel tør .. ikke bestemt eller allene afgiøre, om der kan være Grund nok til at opmuntre en, som det synes, alvorlig Stræben efter at vinde Fremgang paa den dramatiske Bane .. ved at forsøge Stykkets Opførelse; men ligesaa lidt tør jeg ved mig selv være overbeviist om dennes heldige Udfald" (8.7.1841). Uvist om Molbech handlede af personlige hensyn eller han virkelig var usikker, havde han dermed overladt afgørelsen til Heiberg, som stemplede stykket som "aldeles udramatisk; det mangler, saa at sige, al Handling: her er hverken egenlig Forvikling eller Catastrophe; og Dialogen er tynd og tør" (HCp nr.55). Remitteret Levetzau "med skriftlig Betænkning" den 20. juli 1841 (tabt).

Trojels andet stykke "Romero" var Molbech derimod ikke usikker overfor: dette savnede "aldeles .. dramatisk Eenhed .. Deels er Handingen" stiv og isoleret i scener, følgende slag i slag, "deels saa ogsaa Handlingen tabe den levende Opfatning og Interesse paa Scenen, da den er alt for meget udtværet i den jambiske Declamation .. Desuden fattes dette Drama ikke blot det naturlige Sprog; men ogsaa den naturlige  Localitet og Nationalitet. Hverken Forhold eller Charakterer ere spanske; her mangler baade al Duft af romantisk Ridderlighed og af Sydens glødende og blussende Lidenskab" (9.7.1841). - Heiberg frakendte Trojel "dramatisk Talent", da stykket var "aldeles udramatisk og uinteressant" (HCp nr.56). Remitteret Levetzau med det foregående stykke. Heibergs argumentation for en forkastelse kendes ikke, men Molbech konciperede en lang svarskrivelse til Trojel, der i et og alt formede sig som [sideskift][side 1063]en afskrift af hans egne vota (Kp.nr.109 10.8.1841). Det kan ikke afvises, at Trojels bekendte familierelationer har haft indflydelse på Molbechs forsigtige vurdering. Heiberg derimod behandlede stykkerne på lige fod med andre indleverede skuespil (1).

Wergelands drama "Venetianerne" (Christiania Theater 27.1.1841) sendtes i april 1841 omarbejdet til Heiberg (Wergelands Saml.Værk.  V,1 288). Heiberg lagde ikke skjul på stykkets uanvendelighed: "tiltrods for det ikke uinteressante Sujet, [var det] dog saa uklart og uplastisk, at det neppe vil kunne gjøre noget Indtryk. Desuden indeholder det megen smagløs Overdrivelse, og Stilen er ofte svulstig, og heelt igjennem udansk" (HCp nr.63). Følgelig frarådede Heiberg Wergeland at indlevere stykket, men han forelagde det for den officielle censur. - Molbech var tydeligvis rystet over teatersmagen i Christiania, thi selv om han ikke ville frakende Wergeland "Strøg af en dybere poetisk Natur og af et Talent (der kun synes reent at have savnet æsthetisk Udvikling og Smagsdannelse)", kunne han dog ikke antage stykket ("et i sine Former saa raat, saa lidt giennemarbeidet og saa convulsivisk overspændt Skuespil .. Endog blot fra Sprogets og Metrikens Side vilde det her møde alt for stærk en Misbilligelse") (21.9.1841). Adler, der læste stykket, nedskrev ikke sin vurdering. Direktionen forkastede stykket den 29. sept. 1841 (HCp nr.63), hvorpå Molbech konciperede endnu en artig forkastelsesskrivelse: Man indledte med det ønskelige i, at der fra "norske Forfattere kunde leveres" arbejder, som "vilde fremme en gjensidig national Indflydelse" i landene. Men specifikt var tonen en anden, thi "Venetianerne" kunne "vist nok ikke frakjendes Præg af en poetisk Natur, der har udtalt sig i nogle Characterers Anlæg, i Partier af Dialogen m.m; men dets ikke tilstrækkeligt giennemarbeidede Form og en altfor hyppig overspændt Tone i Dialogen vilde, uden Hensyn til hvad der vil kunne udsættes paa Stykkets Plan og Handling", gøre det uegnet til antagelse (Kp.nr.137 15.10.1841) (2). Den 21. okt. 1841 ekspederede Heiberg stykket retur til Norge uden udglattende bemærkninger (Borup nr.482). Stykket blev trykt i juli 1843, hvor på Wergeland skrev til P.L. Møller for at få denne til at interessere sig for stykket (Wergelands Saml.Værk. V,1 343) - uden resultat.

Hauchs tragedie "Svend Grathe" (jf. s.1018) diskuterede Heiberg og forfatteren i Sorø juli 1841 (NkS 2420): om resultatet vides intet. [sideskift][side 1064]Den 4. sept. 1841 leverede afskriver Langberg sufflørbog og rollehæfter hvorefter Heiberg begyndte at forandre stykket. Til Levetzau meddelte han den 14. nov. 1841: "Ni Personer ere tagne ud .. Scener ere omflyttede: Meget er udeladt, forkortet, concentreret, især i sidste Act" (Heibergs arkiv A.II.1) (3). Langberg leverede reviderede rollehæfter den 30. nov. 1841, hvorpå oplæsning fandt sted den 20. dec. 1841 (HCp nr.41). Heiberg anførte: "Nye Forkortelser foretagne" (l.c.). På grund af andre, udenlandske stykkers opsætning fandt den anden oplæsning først sted den 6. april 1842 (l.c.). Endelig den 30. april 1842 opførtes stykket for første gang (opført ialt 4 gange) (4).

I anledning af Oehlenschlägers "Dina" fremturede Molbech i sin negativitet: Den berygtede Dinas proces var mere eller mindre almindeligt forvansket; "Tillige ere saa godt som samtlige agerende Personer .. ikke blot omklædte, men omskabte. Et gemeent, berygtet, uopdraget, uvidende Qvindfolk, hvis Bolerkonster, smidige Tunge og Anlæg til at intriguere og lade sig bruge til Intriguer .. er her idealiseret til en meget intellectuelt begavet, vel instrueret, sædelig reen og qvindelig elskværdig Borgerpige, med de ædelste Sentiments, men tillige temmelig stærk sentimental, og saaledes i Stand til at fatte en dyb og sværmerisk Lidenskab for den griske Corfitz Ulfelt" (12.12.1841). Molbech anførte ikke, hvorfor han ikke agtede denne transformation af de historiske fakta (historikeren undtaget), men det afgørende er vel netop, at Oehlenschläger havde taget ved lære af de udenlandske romantikere og således med denne personkarakteristik havde tilpasset romantismens krav til det kgl. københavnske Biedermeier, hvor fru Heibergs person havde været Oehlenschlägers inspiration. Molbech konkluderede: "Da jeg hertil allene vil føie, det har været mig lige piinligt fra den æsthetiske og den historiske Side, at arbeide mig igiennem dette Drama, hvilket jeg ogsaa af den Grund sætter meget under "Tordenskiold" [jf. s.490], at Ulfelds Person og Skiebne er uendelig mere tragisk - med andre Ord mere poetisk - og fordrer langt større dramatisk Digterevne, eller Anvendelse af en høiere Konst: saa kan jeg nøies med at erklære, at jeg, i Almindelighed taget, umueligen kan stemme for et originalt eller oversat Dramas Antagelighed til Opførelse paa det Kgl. Theater, der havde den Form og Beskaffenhed, som nærværende; men" når det gjaldt Oehlenschlägerske produkter, ville han resignere. - Adler læste også [sideskift][side 1065]stykket (MCp), hvorpå rollerne blev udskrevet (TK 1842 1.kv.nr.210 18.1.1842), men ingen sørgede for at stykket blev opført. Da Collin på ny var blevet interimistisk chef for teatret, var en af de første handlinger at sætte stykket i produktion. Den 19. juli 1842 meddelte Heiberg, at han gerne overlod "til Oehlenschläger at læse "Dina"; dog udbeder jeg mig at være tilstede derved, for at gjøre Honneurs som Vert, saa meget mere, som jeg dog vil faae at gjøre med den 2^den Oplæsning, og derfor har godt af at høre Stykket, som jeg aldeles ikke kjender" (Coll.BrS.XXII). Oehlenschläger foretog en lang række rettelser i 1. akt (platituder og vittigheder fjernedes, samt udfald mod konge og adel) (Coll.S.nr.519 og KTS nr.126) (5). Premieren fandt sted den 27. okt. 1842 (opført 14 gange i første sæson, ialt 19 gange i den behandlede periode) (6).

Sørgespillet "Brøde og Anger", indsendt i kommission af oberstløjnant Deichmann (jf. s.912), var ligesom lystspillet "Fødselsdagen" (jf. s.1068) "i høieste Grad umodne og uheldige Forsøg .. aldeles ubrugelige" for teatret, mente Molbech (19.1.1842). Remitterede den 22. jan. 1842 (Kp.nr.12).

I Chr. Monsens skuespil "Hævnen" (Christiania Theater 13.10.1841) fandt Heiberg "Dialogen .. vidtløftig uden Ende, og Handlingen outreret afskyelig, og uden menneskelig Rimelighed" (UjBr. 28.4.1842). Ej læst af Molbech (MCp).

Det anonyme historiske skuespil "Axel, eller Kiækheds Løn" censerede Molbech først: "Havde det endog kun den [ufuldkommenhed], at være componeret i en forældet, tydsk eller tydskagtig, overspændt, declamatorisk Maneer, vilde det endog blot derved (som jo endogsaa Tilfældet er med Gutzkows Dramer) frembyde betydelig Vanskelighed for at blive modtageligt paa den danske Scene i vor Tid" (18.5.1842). Heiberg fandt, at det manglede "al dramatisk Form, og vistnok [var] uskikket for ethvert Theater, undtagen maaskee for Cirque Francoise, hvor idetmindste Beleirings- og Bataille-Scenerne vilde være velkomne" (I.B.nr.111 27.5.1842). Remitteret den 28. maj 1842 (Kp.nr.79).

Molbech og Heiberg var enerådende i behandlingen af disse stykker. Selv om Adler læste Wergelands og Oehlenschlägers stykker ses hans indflydelse ikke at have markeret sig. Trojels dramatiske arbejder var begge enige om at underkende, selv om Molbech havde lidt svært ved at fælde dommen over "Canova". Wergelands stykke [sideskift][side 1066]var Heiberg ikke i tvivl om var ubrugeligt for det danske teater, mens Molbech var synligt rystet over teatersmagen i Norge. "Dina" kunne Molbech ikke antage hverken som æstetiker eller historiker, Heiberg kendte det ikke, men Collin fik stykket opført. - Gjorde Molbech et stort arbejde med at skrive forbindtlige afslag til de ambitiøse forfattere, gjorde Heiberg det nødvendige for at "Svend Grathe" kunne komme på scenen: Forskellen såvel med hensyn til niveau og egentlig indflydelse synes markant.

[sideskift][side 1067]

23.1.2 Dansk lystspil

Det anonyme skuespil "Det heldige Uheld, eller "Lad Herren raade!" overbeviste ved læsningen Molbech om "dets marquerede Raahed og totale Mangel paa Smag og dramatisk Digterevne" (12.7.1841). Heiberg indskrænkede sig til et "Under al Critik" (HCp nr.61). Remitteret den 10. aug. 1841 (Kp.nr.112).

Borgaards eventyrkomedie "Hulen i Kullafield" modtog Molbech medio aug. 1841 til censur fra Levetzau. Molbech kunne "hverken i de to indleverede Acter, eller i Udkastet til 3die og 4de, der skulle være nær ved deres Fuldførelse .. opdage Noget af et komisk Drama; saalidet som noget af det sande, poetisk-Eventyrlige, som Heiberg har forstaaet at medgive alle sine Stykker af den Art [Elverhøi, Alferne og Fata Morgana]" (15.8.1841). Molbech begik derpå det kneb at citere sig selv, idet han overførte sin kritik af "Undine" til dette stykke (jf. s.1015). Det irriterede ganske enkelt Molbech, at Borgaard havde forstået "at benytte sit Studium og sin Lecture til at componere dramatiske Texter for saadanne Skuespil, der, ved Hielp af lyriske og musikalske=componerede Partier, [der] under Opførelsen, kunne bøde eet og andet paa den Mangel, de lægge for Dagen paa Genialitet og ægte Poesie" (l.c.). Når Heiberg havde givet "Undine" sit a, ville han muligen gøre det samme med dette stykke; "og af Forf.s Yttringer i de Linier, hvormed han ledsager de to indsendte Acter, kunde det synes, som han ikke har arbeidet uden udvortes Opfordring , hvilket selv følgelig måtte få Molbech endydermere til at være forsigtig. Han konkluderede, at han ikke følte sig fyldestgjort "fra Poesiens og Opfindelsens Side" med henblik på "den Interesse, som en original dramatisk Digtning med eiendommelig poetisk Charakteer og Værd .. maa kunne vække", men i øvrigt ikke fandt det uantageligt, under hensyntagen til kvaliteten af Løvenskjolds musik, idet han overlod det til publikums dom, "hvad Lykke det i Længden vil giøre paa Scenen" (l.c.). Sagens sammenhæng synes uklar, da det forekommer temmelig enestående at sende et kun halvt færdigt arbejde til censur. Hverken Heibergs eller Adlers vota kendes. Roller uddeltes den 1. sept. 1841 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 23. sept. 1841 (opført ialt 5 gange) (1).

Endnu et produkt af A.W. Thornam "Anonymen" stempledes af Heiberg som "talentløst. Sujettet kunde være blevet til Noget, men det er ilde exploreret" (HCp nr.67 efter 24.9.1841). Molbechs votum formede sig mestendels som et langt, detailleret referat. Han fandt, [sideskift][side 1068]at situationen var udnyttet dårligt, i hvorvel denne kunne gøres interessant, "naar den kom under en anden Haand. Men ligesaa uinteressant Stykket er fra den Side, ligesaa stiv, konstlet og pedantisk er Dialogen heelt igiennem behandlet i enhver Scene; og ligesaa matte, tomme og livløst fabrikerede vise Personerne sig i deres Charakteristik" (24.11.1841). Stykket sendtes på ny til Heibergs bedømmelse, hvorpå han kort meddelte, at stykket var uantageligt (I.B.nr.224 2.12.1841), hvorefter det remitteredes via Heiberg til forfatteren (Kp.nr.158 7.12.1841).

Molbech mente at have læst "Regentsianeren" før, men var han ikke sikker på dette, var han derimod ikke i tvivl om, at stykket var uantageligt: "Stoffet er .. alt for naturligt i den begrænsede Sphære, hvorfra det er hentet; og den trivielle Raahed i Behandlingen alt for fremstillende og total, til at her kunde tænkes paa Efterhielp ved Forandringer", etc. (27.12.1841). Den 20. jan. 1842 frakendte Heiberg det "alt Talent, al Lune, al comisk Evne" (Borup nr.487). Remitteret forfatteren den 22. jan. 1842 (Kp.nr.10).

Komedien "Intriganternes Nederlag" var et "Fuskerværk under al Kritik, fuldt af den raaeste Plumphed i Sproget og Dialogen", affattet "i Nyboders Smag", konstaterede Molbech (15.1.1842), mens lystspillet "Natvægteren" "i den tydske gusto" ifølge Molbech kunne måle sig med det foregående stykke "i Dumhed og Smagløshed, nu og da ogsaa i Plumphed" (16.1.1842). Stykkerne remitteredes den 22. jan. 1842 (hhv. Kp.nr.11 og 9 (2)).

Om "Fødselsdagen" se s.1065.

Lystspillet "Hovmesteren" (3) fandt Molbech var en variation af "Intriganternes Nederlag" med et tarveligt sujet "trukket ud i 5 Acter, med en piinligt langsom Trivialitet og forfeilet Hverdagstone i Dialog og Livsholdning .. Om her er noget mindre Plumphed .. saa er Kiedsommeligheden og den mindre end prosaiske Flauhed i Charakterer og Situationer om muligt endnu større" (indført i protokollen 6.3.1842). Heiberg mente i modsætning til Molbech, at stykket besad de "samme Dyder og Lyder" som (Hertz' endnu anonyme) "Indqvarteringen": "Handlingen tynd, Planen uden synderlig Opfindelse; men paa den anden Side et umiskjendeligt Talent i Dialogen, og meget Lune. Upaatvivlelig bør det antages" (HCp nr.74 efter 4.3.1842). Molbechs og Heibergs enighed var påfaldende, men for en ganga skyld styrede de forbi hinanden. I direktionsmødet den 11. [sideskift][side 1069]marts 1842, hvortil Heiberg kaldtes, indgik man det forlig, "at Forf. skulde opfordres til at forkorte Stykket" (HCp nr.74). Det blev imidlertid ikke straks returneret til forfatteren, men tilstillet Adler (MCp). Hans læsning betød, at den endelige afgørelse først blev truffet den 28. nov. 1842, da stykket kasseredes (Kp.nr.192). Se s.1159.

P.N. Jørgensens forandrede version af "En halv Time i Forligelses-Commissionen" (jf. s.786) blev ikke taget under ny behandling, men den 16. april 1842 meddelte direktionen ham en afskrift af Molbechs censur fra juli 1836 (Kp.nr.52).

"Et Kys" fandt Molbech "ganske mislykket, og de Optrin og Charakterer, han vil fremstille i en adelig Cirkel paa Landet ere ligesaa langt fra Naturen, som fra Idealiteten". Personernes "Tone og Handlinger" var "fulde af forskruet Affectation", og situationerne var "unaturlige, uinteressante, slet opfundne og kiedsommeligt udviklede"; også dialogen var "mat og livløs" (25.4.1842). - Heiberg fandt "det udramatisk, thi Handlingen springer ikke klart frem, men drukner i en graa Dialog, der med altfor prosaisk Troskab gjengiver Selskabslivets tomme Conversation. Alle Characterer ere yderst simple og trivielle, og een af dem, Elisa .. modbydelig plat" (I.B.nr.86 6.5.1842). Remitteret forfatteren den 7. maj 1842 (Kp.nr.61).

Borgaards stykke blev vel kun antaget på grund af protektion, mens "Hovmesteren" gav anledning til divergerende meninger hos censorerne: Heibergs synspunkt sejrede foreløbig, men et halvt år senere gjorde Collin udslaget og underkendte hans dom. P.N. Jørgensen havde åbenbart forstået at skrække teaterdirektionen, siden Molbech leverede en formelig udskrift af censurprotokollen. Om alle de øvrige stykker var censorerne enige om den utilstedeligt ringe kvalitet; deres argumentation er påfaldende overensstemmende og ensformig.

Bortset fra Oehlenschlägers "Dina" (som Molbech endda helst så uopført) synes hele den originale produktion absolut ringe. Påfaldende er indsendelsen af flere norske stykker. - Det er af største vigtighed at notere dette, fordi Christian VIII netop i 1842 dekreterede, at teatret primært skulle være skuespillets tempel og ikke musikdramatikkens.

[sideskift][side 1070]

23.2.1 Oversat drama

Ducange, Beudin, Goubaux (& Dumas?)' melodrama "Trente ans, ou la vie d'un jouer" (PSM 19.6.1827) tilhørte, ifølge Molbech, "den Classe af franske Criminal-Skuespil, og Skildringer af parisiske Laster og parisisk Fordærvelse", som endnu var for rå for det københavnske publikum; oversættelsen var i sig selv uantagelig (14.7.1841). Heiberg indskrænkede sig til at notere: "Et væmmeligt Mélodrame, afskyeligt oversat" (HCp nr.62). Sendt til Levetzau og derpå remitteret til oversætteren den 10. aug. 1841 (Kp.nr.110).

Dumas' "Gabrielle de Belle-Isle" (jf. s.1060) nægtede Molbech optagelse i repertoiret (Overskou V 457). Se s.1103.

Delavignes "Les enfants d'Edourd" (jf. s.1060) optoges i teatrets repertoire uden skriftlig censurering. Rolleuddeling ses ikke anført (PRFD). Stykket blev opført første gang for kgl. regning den 27. nov. 1841 (opført ialt 8 gange) (1).

Læsningen af Aumonts anonymt indleverede oversættelse af Dennery & Lemoines drama "La citerne d'Alby" (TG 21.9.1841) gjorde Molbech aldeles principiel: "Dette er .. et af de bekiendte Parisiske Folketragedier, med dybt rystende Situationer, for at kunne virke paa Mængdens stærke Nerver .. en saadan Art af raae Sørgespil, hvor den nøgne Forbrydelse træder i Stedet for den tragiske Handling .. kunne umueligen passe til at bringes paa vor nationale Scene, saalænge den skal være et Konst-Institut" (28.2.1842). Molbech ville ikke tillade denne kategori skuespil, uanset at han var klar over, at disse stykker ville "giøre en betydelig Virkning" på den danske scene, og den slunkne kasse måske derved kunne fyldes (l.c.). - Heiberg stemplede stykket som "en af de sædvanlige Criminal-Historier fra Boulevarden, og følgelig aldeles ubrugelig"; også oversættelsen som sådan måtte blankt afvises (HCp nr.73 efter 4.3.1842). Efter forhandling i direktionen remitteret oversætteren den 15. marts 1842 (Kp.nr.34).

Merciers stykke "L'indigent" (1782) med den danske titel "Den fattige Familie" læste Molbech "ikke uden historisk Interesse", men han var ganske på det rene om stykkets uanvendelighed i 1842, thi nu ville "Publicum allene mores og pirres ved sceniske Fremstillinger", mens Merciers "smukke og gribende Scener" ingen indgang kunne få; oversættelsen var middelmådig (22.3.1842). - Heiberg fandt det "Aldeles forældet, fuldt af sentimental Fattigdom og nederdrægtig Rigdom, samt ubehagelige Proces-Historier. Desuden meget slet oversat" (UjBr. 28.4.1842). Remitteret den 30. april 1842 (Ep.nr.56).

[sideskift][side 1071]Først med denne sæson begynder den egentlige nybrydning i periodens tyske teater at melde sig for teaterdirektionen i København. Det unge Tysklands sociale dramaer blev i første ombæring introduceret af Karl Gutzkow, der allerede i foråret 1840 havde henvendt sig til teatret, jf. s.974. - Den 23. dec. 1841 afsendte han sin samlede (scene)produktion til Det kgl. Teater (UjBr): "Patkul" (Hamburg 21.1.1841), "Werner, oder: Herz und Welt" (Hamburg 22.2.1840) og "Die Schule der Reichen" (se s.1078). - Heiberg fandt "Patkul" bedre egnet for danske forhold end "Die Schule der Reichen", "men det er dog et temmelig aandløst Routine-Product, og det rige Stof er kun fattigt benyttet. Skildringen af Fredrik Augusts Hof er uden Phantasie. Af den temmelig berygtede Bog, La Saxe galante, faaer man en ganske anderledes levende Forestilling derom, og heraf vilde mange Træk kunne have oplivet Skildringen" (UjBr 28.4.1842) (2). Molbech var trods alt mindre forbeholden: Selv om det havde "meget Svulstigt, outreret pathetisk og declamatorisk Stof", og selv om det var "overlæsset med Personer; men noget tyndt i Charakterer, og Tiden .. hverken fra den historiske eller dramatiske Side [var] opfattet med tilstrækkelig Interesse og Betydning", var det dog det bedste af de tre tilbudte stykker. Hvis det blev indrettet til og bearbejdet efter den danske scenes krav, kunne det opføres med "et Slags Effect .. hvor det vist nok .. vil være et meget fremmedt og usædvanligt Phænomen imellem de sædvanlige franske Producter" (15.4.1842). Heiberg ville ikke anbefale stykket, mens Molbech nok kunne forestille sig det opført i Danmark. Levetzau fulgte Molbechs råd og tilskrev den 19. maj 1842 Gutzkow, at direktionen havde bestemt sig ("sich .. entschieden") for "Patkul" (tabt, jf. I.B.nr.158). Molbech spurgte samtidig Arnesen, om han ville bearbejde stykket, hvilket han efter en "Gjennemlæsning .. uopholdelig [skulle] meddele" Molbech, hvorvidt han troede "at kunne paatage" sig (Coll.BrS.I). Resultatet kendes kun for så vidt, at der intet videre skete med Gutzkows stykke. I oktober 1842 betalte teatret Gutzkow for stykket (Kp.nr.177 21.10.1842).

"Werner, oder: Herz und Welt" læstes først af Levetzau, hvis votum ikke kendes (MCp), derpå af Molbech, som indrømmede, at han havde læst stykket mere af historisk end æstetisk interesse, fordi det fremviste "en fuldkommen Fornyelse af det Ifflandske Skuespil". Han havde dog fundet "saa lidt Poetisk, og saameget af en vis tydsk, temmelig triviel Hverdagstone i Dialog, Udtryk og [sideskift][side 1072]Stiil - at det .. [havde] forundret [ham] .. noget hos en Forfatter, som Gutzkow". Han bebrejdede endvidere stykket "en vis Mangel paa Naturlighed og psychologisk Rimelighed", samt dets afstand til "den franske Smag - som vi ere mest fortrolige med", hvilket alt i alt gjorde, at han måtte fraråde oversættelse/antagelse af stykket (31.3.1842). - Heiberg fandt, at det var "en Gjentagelse af det gamle, aflagte, borgerlige Drama, uden at der er afvundet samme en ny Side. Vilde man paa vor Scene indføre et borgerligt Drama, da var det bedre at tage Göthes Clavigo [jf. s.1247], der ligesaavel vilde have Nyhedens Interesse, og hvori Modsætningen af "Herz und Welt" er meget klarere og bestemtere udtrykt .. [I Gutzkows stykke var] Charactererne .. saare lidet originale, men tvertimod temmelig fortærskede, og Dialogen varierer vel meget mellem det Trivielle og det Svulstige" (UjBr 28.4.1842) (3). Intet videre skete, fordi Levetzau havde valgt "Patkul" (4).

Molbech og Heiberg var rørende enige om afvisning af de franske stykker; deres argumentation var stort set den samme, selv om Molbech kunne aftvinges historisk interesse for Merciers stykke. Med hensyn til Gutzkows skuespil var francofilen Heiberg ganske afvisende, mens Molbech kunne fornemme linjen tilbage til det tyske rørende skuespils periode omkring århundredskiftet, og derfor ikke ganske afviste "Patkul". Levetzaus behandling af de Gutzkowske stykker er helt ekstraordinær, og selv om han trodsede Heibergs modvilje, bragte det dog ingen resultater. Omend Arnesen frabad sig æren for at bearbejde "Patkul", kunne Levetzau vel have fået andre til at gøre arbejdet.

[sideskift][side 1073]

23.2.2 Oversat lystspil

S.L. Jørgensens anonymt indleverede oversættelse af Bulwers "Money" (1840) fandt Molbech "saa engelsk i Situationernes Detail", at han mente, det var endnu mindre egnet end Bulwers "Pige fra Dyon" (jf. s.981) "til at optages i vort Theaters Repertoire". Stykkets tema: "at Penge nu omstunder ere den høieste og mest gieldende Magt i Verden", havde nok interesseret ham, men han var helt sikker på, at stykket hverken kunne "vinde Indgang paa de bedre Parisiske Theatre" eller på Det kgl. Teater. Oversættelsen var aldeles ubrugelig (4.7.1841). Heiberg kunne ikke læse originalen, og "Oversættelsen [var] .. ikke dansk, og følgelig ubrugelig" (HCp nr.54 efter 10.7.1841). Remitteret oversætteren den 10. aug. 1841 (Kp.nr.114). Se s.1128.

Anonymus' oversættelse af det belgiske lystspil "La calomnie" af Edouard Alletz (1837) var ifølge Molbech aldeles ubrugelig på grund af "uhielpsom og afskrækkende Stivhed" (9.7.1841). Heiberg fandt "Originalen under al Critik, og Oversættelsen ligesaa" (HCp nr.59). Argumentation var overflødig. Remitteret oversætteren den 10. aug. 1841 (Kp.nr.113).

Scribes komedie "Malvina, ou un mariage d'inclination" (jf. s.981) ville, ifølge Heiberg, "nu udentvivl komme for sildigt. Oversættelsen flyder ikke slet, men maa betydelig rettes" (HCp nr.44 efter 21.5.1841). Molbech troede, "at hverken Sujet eller Behandling nu, efter en saa lang Tids Forløb, vil befindes mere passende for vort Repertoire; men snarere, at det endnu mindre end dengang vil convenere baade Skuespillerne og Publicum" (14.7.1841). Remitteret oversætteren den 10. aug. 1841 (Kp.nr.115).

Théaulon & Stephen Arnoults "Une visite nocturne, ou Cartouche" (GD 20.6.1839) tiltalte for så vidt Molbech, der forestillede sig, at det havde gjort lykke i Paris, "da Stykket har gode og livelige Momenter, og ikke er uden et Slags dramatisk Spænding .. Jeg troer, at selv paa vort Theater lader det sig fremstille, naar man ikke vil giøre for strenge Fordringer" (indført 6. aug. 1841, men afgivet medio juli). Heiberg karakteriserede det som "Flaut og urimeligt" (HCp nr.60 medio juli 1841). Først den 5. juni 1856 afleveredes stykket til "Theatersecretairen" (Cp).

Dumas, de Leuven & Lhéries komedie "Un mariage sous Louis XV (TF 1.6.1841) blev straks forskrevet fra Paris, hvorefter Molbech tilskrev Arnesen om sit indtryk deraf (BHS 2.8.1841) (1): "Det er, uden al Indskrænkning, den mest underholdende, interessante og piquante [sideskift][side 1074]Comedie, i Ordets egentlige Forstand, jeg i lang Tid erindrer mig at have læst - et Arbeide, som virkelig har givet mig Respect for Alex. Dumas som dramat[isk] Forfatter". Som tidligere nævnt faldt Dumas' produktion ifølge Molbech i to kategorier (jf. s.809). Molbech argumenterede grundigt for sin antagelse af dette stykke: "Uden at have nogen stor eller dyb Intrigue, uden at være baseret paa udmærkede og betydende Charakterers Fremstilling - er dette Skuespil dog fuldt af den dramatiske Interesse, der kan fremgaae af indvortes Sandhed og Naturlighed i Situationerne, et piquant Spil af psychologisk rigtigt opfattede Sindsstemninger og fiint tegnede lidenskabelige Motiver, og en naturtro Tone og sielden Lethed i Dialogen. Ligeledes udmærker dette Lystspil sig .. ved en ligesaa fuldendt fiin og elegant, som correct stilistisk Charakteer .. Hvad Frivolitet og Umoralitet angaaer .. saa er denne Beskaffenhed her allene fremstillet som Tidsalderens - eller dog langt mere, end den er lagt i Charaktererne, eller i Personernes Individualitet .. Desuden er i det Udvortes Alting holdt flint og anstændigt; og Udfaldet er tillige ganske paa den gode Side" (6.8.1841). Molbech er tidligere blevet kritiseret, men dette votum over romantismens lystspil oplyser lige præcis hvad kravene var: de ti punkter opregner Molbechs samlede program i litterær og dramaturgisk henseende. Når et eller flere af disse punkter manglede eller var ufyldestgørende udført, måtte Molbech afvise et stykke. Dette votum er også ejendommeligt for Molbech, fordi det for en gangs skyld lykkedes ham at udtrykke noget vigtigt i en positiv form. - Om Levetzau læste stykket, før han anmodede Arnesen om at oversætte det, vides ikke (Abrahams H.76 nr.1279 9.8.1841). - I slutningen af sept. 1841 modtog Molbech Arnesens oversættelse: "Mig har den, dette er vist, givet en sand Nydelse, da jeg i hver Scene har fundet Leilighed til at glæde mig over, hvor heldigt De har truffet det rette, det fine, det elegante, eller det lette og nationale Conversationsudtryk til at sætte i Stedet for det franske" (Abrahams H.84 nr.1424 udat. ie: 22.9.1841). Molbech havde dog ikke undladt at rette hist og her, selv om han mente, det var "Ubetydeligt, hvad jeg har foreslaaet til Forandring" (l.c.). Den 30. sept. 1841 sendte Molbech Arnesen "1. & 2. Act af den giennemgaaede Oversættelse" samtidig med at han bevidnede ham "den Fornøielse jeg har havt ved at see den Correcthed, Smag og Lethed, hvormed De i det hele har behandlet dette Arbeide.

[sideskift][side 1075]Jeg troer neppe Nogen Kritik med Grund skal underkiende denne Mening" (Abrahams H.84 nr.1423 udat. ie: 30.9.1841). Molbech ivrede for at få stykket opført, hvorpå han henvendte sig til Adler: "Oversættelsen har jeg, siden den blev udskreven, læst, og nøie giennemgaaet" (BmD udat. ie: 20.10.1841). Adler fik originalen, mens Heiberg læste oversættelsen (l.c.). Grunden til at Adler fik originalen afsløres af Heibergs optegnelser derved at Molbech var blevet usikker med hensyn til en række anstødelige udtryk, hvorfor han bad Heiberg give forslag til ændringer (HCp nr.66). Heiberg indførte disse i sufflørbogen inden han læste stykket for skuespillerne den 26. okt. 1841, men lod ikke rollehæfterne udlevere før Molbech havde godkendt ændringerne (BHS 26.10.1841). Molbech lod Arnesen læse disse ændringsforslag, og han protesterede følgelig: "dette Stykke er et Arbeide, som man enten bør gjengive i vort Sprog saaledes, som Forfatteren har skrevet det, eller slet ikke oversætte det". Arnesen ville derfor lade trykke de stregede replikker, men var villig til at slette dem i teaterversionen, "dersom Fru Heiberg gjør det til en Betingelse for at spille Rollen". Hvorledes fru Heiberg da blev egentlig overcensor fremgår af den umiddelbare fortsættelse: "har hun Intet imod at de blive staaende, da troer jeg, at man Intet bør forandre i Digterens veloverveiede Dialog; thi disse Repliker ere mere end Ord: de ere stærke Træk i den hele Tegning af Grevindens Characteer" (BHS udat.). Derpå trak Heiberg sine blyantsrettelser op med blæk og bukkede de omtalte sider sammen. De to omtalte steder: Martons afvisning af greven ved grevindens værelse ændrede på afgørende måde grevindens karakter, idet hun blev mindre frivol i sit forhold til greven (KTS nr.841) (2). - 2. oplæsning fandt sted den 10. nov. 1841 (HCp); premieren den 8. jan. 1842 (opført ialt 5 gange) (3).

Lemoine-Moureaus komedie "Deux couronnes" (REN 4.1.1840), med den danske titel "Richard Savage eller De to Kroner", var bestemt til Sommerskuespillene i 1841, men blev ikke benyttet af skuespillerne: "Uden at besidde nogen piquant eller fortrinlig interessant Charakteer", mente Molbech, det "kunne gaae let og rask over Scenen" (24.9.1841). Adlers vurdering af Hvids oversættelse kendes ikke (MCp). Roller uddeltes den 8. okt. 1841 (PRFD), hvorpå premieren fandt sted den 12. nov. 1841 (opført ikke mindre end 10 gange i første sæson, ialt 16 gange opført).

[sideskift][side 1076]Da Scribes komedie "Et Glas Vand" (jf. s.1060) skulle optages i repertoiret, skete der en vigtig ændring i rollebesætningen, idet Holst remplaceredes af Edv. Hansen og Mad. Holst af fru Heiberg, hvilket Levetzau, ifølge Overskou, var noget ulden ved (UjBr 22.10.1841) (4). Repremiere den 23. okt. 1841 (givet 10 gange før fam. Heiberg standsede det). Genoptaget den 13. okt. 1842 med Mad. Larcher i fru Heibergs rolle (ialt opført 34 gange i den behandlede periode) (5).

Da der var tale om at optage Molieres "Scapins Skalkestykker" (jf. s.1060), opkom skærmydsler. Som skuespillerpersonalets senior protesterede Ryge imod, at stykket "med den Besætning, hvormed det gaves i Sommer", blev givet "ved en Søndagsforestilling" (UjBr 14.10.1841). Levetzau affordrede Overskou Argantes rolle (l.c. 18.10.1841), hvorefter Ryge fik den af ham attråede rolle, som han udførte ved repremieren den 24. okt. 1841 (opført ialt 36 gange i den behandlede periode). - Overskou følte sig så dybt krænket over dette skridt, at han ansøgte om afsked samt at blive fritaget "for al Theatertjeneste indtil Hans Majestæt har behaget at resolvere desangaaende" (UjBr 22.10.1841). Han optrådte sidste gang den 23. nov. 1841; og fik sin afsked i juli 1842 (A&C III,33) (6).

Pätges leverede "Sypigen og Frøkenen" (jf. s.1060) til censur den 12. nov. 1841 (MCp). Molbech lod det ligge. Se s.1227.

S.L. Jørgensens anonymt indleverede oversættelse af Lockroy & A. Bourgeois' "La première ride" (TV 24.12.1839) fandt Molbech vel havde "et Par ret gode Scener, men i det Hele neppe Værd nok til at holde sig hos os, hvor det imidlertid godt kunde besættes" (26.11.1841). Heiberg gjorde det kort: "Stykket er pjank. Oversættelsen ussel" (HCp nr.68), til teaterdirektionen indskrænkede han sig "uantageligt" (I.B.nr.224 2.12.1841). Remitteret oversætteren den 28. dec. 1841 (Kp.nr.169).

N. Fournier & Aug. Arnoulds komedie "Les souvenirs de la marquise de V⁺⁺⁺" (TF 3.7.1840) leveredes oversat af samme. Molbech fandt ikke stykket var "af megen Betydenhed; men morsommere, end det" foregående. "Det Hele er overhovedet kun en Skizze, og Knudens Opløsning kunde være bedre, og mere piquant. Imidlertid troer jeg, at naar man behøver til Udfyldning en slig lille Bagatell, er denne ikke slettere end mange andre; naar den faaer en god dansk Klædning. - Den indleverede Oversættelse .. vil knap være brugelig" (indført 28.11.1841). - Heiberg stemplede det som "Et overfladisk, usammenhængende Stykke, dog ikke saa pjanket og kiedsommeligt [sideskift][side 1077]som det forrige. Oversættelsen ussel" (HCp nr.69). Til teaterdirektionen indskrænkede han sig til et "uantageligt" (I.B. nr.224 2.12.1841). Derpå tilstilledes stykket Adler formentlig på grund af censorernes uenighed. Hans opfattelse kendes imidlertid ikke, men uventet tog derpå Levetzau affære: Han havde "ikke fundet [stykket] blandt dem, jeg har faaet fra Paris [af Saabye, se s.1080] men ønsker at vi maa faae det paa Vores Scene da det, godt spilt, vil giøre Virkning" (NkS 2336 adr. Molbech 19.12.1841). Det var ensbetydende med en ordre, hvorpå Molbech engagerede Sille Beyer til at gennemgå Jørgensens utilstrækkelige oversættelse. Denne remitteredes den 28. dec. 1841 under henvisning til at direktionen "allerede [havde] antaget [stykket] til Opførelse i en anden Oversættelse" (Kp.nr.169), hvilket skal forstås på baggrund af Levetzaus brev til Molbech. - Den 15. jan. 1842 modtog Heiberg stykket fra regissøren "som antaget af Directionen .. Oversættelsen synes at være den samme som før, maaskee lidt rettet af Directionen, men den er omtrent ligesaa slet som før. Nogle af de nødvendigste Rettelser har jeg anbragt i Souffleurbogen" (HCp nr.69 bis), hvilke ikke syner af meget hverken i omfang eller betydning (KTS nr.521) (7). Heibergs tidligere lovprisning af Sille Beyer synes forduftet. Premieren på "Marquisens Memoirer" fandt sted den 11. febr. 1842 (opført 2 gange) (8).

Balisson de Rougemonts skuespil "Léon" (PSM 1.12.1836) også i S.L. Jørgensens oversættelse indrømmede Molbech ikke manglede "adskillige effectfulde Scener, og enkelte gode Situationer; men det Hele antager jeg .. passer [ikke] for vort Theater; og Stykket har tillige meget, som smager efter Congueurs og ennui. Oversættelsen er uantagelig" (16.12.1841). Heiberg tilstod, at "Stykket er i Sandhed bedre end mange andre af lignende Caliber, men dog indeholder det en Deel tom Parade. Oversættelsen er .. aldeles uantagelig" (HCp nr.70 efter 18.12.1841). Remitteret oversætteren den 28. dec. 1841 (Kp.nr.169).

Saabye sendte Levetzau Fourniers komedie "Un roman intime, ou les lettres du mari" (GD 3.11.1840): "[Det ville] visselig, med de fornødne Forandringer kunne blive [et] ret [vakkert småstykke] for vores Theater" (UjBr 14.10.1841). Ingen af censorerne ses at have foretaget ændringer i Overskous oversættelse (NkS 4509). Ubetydelige rettelser i sufflørbogen (KTS nr.352) før premieren den 2. jan. 1842 (opført ialt 7 gange) (9).

[sideskift][side 1078]"En Bedstemoder" (jf. s.1032) var ifølge Arnesen afhængig af Mad. Nielsen (UjBr 12.1.1842). Heiberg fik oversættelsen til gennemsyn i begyndelsen af febr. 1842; han konstaterede, at Molbech havde foretaget "adskillige Rettelser i Manuscriptet; men dog er der endnu Steder, som ere uden sund Menneskeforstand. Nogle Feil har jeg rettet; andre har jeg ikke turdet røre ved, da jeg, uden at have Originalen ved Haanden, ikke var istand til at fatte den tilsigtede Mening. - Jeg har dog siden rettet dem ved Conjectur, og desuden anbragt andre Smaaforbedringer" (HCp efter nr.72) (10). Rollerne uddeltes den 25. febr. 1842 (PRFD), og oplæsninger afholdtes i marts og april 1842, men stykket blev ikke opført i denne sæson. Se s.1225.

I Gutzkows lystspil "Die Schule der Reichen" (Hamburg 25.10.1841) (jf. s.1071) forekom det Molbech, at forfatteren havde "taget sig . . [den] nyere engelske Skole til et Slags Forbillede. I det mindste er her meget, som minder om denne; men hele Formen er dog endnu langt mere vild og besynderlig, selv end i Bulwers Drama: "Pigen fra Lyon". Skiøndt jeg ikke vil frakiende "Die Schule der Reichen" mange stærke dramatiske Effect=Scener, og troer, at flere af disse Effect-Scener meget heldigt vilde kunne fremstilles af vore Skuespillere, kan jeg .. ikke see rettere, end at Stykkets hele, fremmede, fra Alt hvad vi i vor sceniske Verden ere vante til og opvoxne med, Former og Behandling, maa udelukke det fra Fremstilling paa det Kongelige Theater". Molbech ville medgive, at sujettet omarbejdet af "en dertil skikket dansk dramatisk Forfatter, mueligen vilde kunne" anvendes (12.1.1842). Levetzau læste stykket, inden Heiberg afviste Gutzkow for altid: "Det er usammenhængende, forvirret, sammenpakket og formløst, indeholder inconsequente Characteerskildringer og fortvivlede shakspearske Efforts .. Det bevæger sig om samme Gjenstand, som "Brødrene Poster" [jf. s.578], som vi ogsaa have faaet fra Hamborg, men som ikke gjorde Lykke paa vor Scene". I Hamburg kunne det måske behage, fordi "Rigdom og Fattigdom næsten ere de eneste Categorier hvori Tanken bevæger sig", mens publikum i København dog fæstede "sin Interesse ved høiere Ideer end de mercantile" og også var "vant til at finde mere Sammenhæng, mere dramatisk Concentration og større Fiinhed i Skildringen". Heiberg konkluderede: "Det er et godt Børsstykke, men det er ikke noget Theaterstykke, idetmindste ikke for os" (Borup nr.487 20.1.1842). - Begge censorer [sideskift][side 1079]var afvisende over for Gutzkow, men enten det skyldtes Levetzaus sympati for Gutzkow eller der var rod i papirerne, blev stykket på ny sendt til Heiberg i marts 1842 (Kp.nr.37). Han nøjedes med at henvise til sit brev af 20. jan. 1842 til Levetzau, idet han ekspliciterede, at han havde frarådet dets antagelse (UjBr 8.4.1842). Se Intelligensblade nr.31 15.6.1843 (= Pros.Skr.bd.5 342).

Scribes nyeste komedie "Une chaine" (TF 29.11.1841) var Saabye sikker på også ville gøre lykke i København. Han sendte Adler Revue des Theatres for at han kunne "faa en Idee om Indholdet .. Med Hensyn til Journalistens Dom .. kan jeg ikke være enig med ham, den er altfor skarp og ensidig, og sikkert foranlediget ved personlige Forhold" (Adlers arkiv 8.12.1841) (11). Overskous oversættelse skete på Levetzaus ordre, hvorefter censorerne tog fat. Molbech var noget chokeret endnu i sit votum: "[Stykkets dramatiske interesse var dog] meget blandet og uden sand dramatisk og æsthetisk Værdi. Det er et anstødeligt tableau af den nærværende Tids Sæder og huuslige Forhold i Frankrige; men uden Tvivl godt anlagt og beregnet for Scenen. At Oversætteren har søgt at formilde eller tilsløre Situationen imellem Grevinden og Elskeren .. troer jeg ikke vil hielpe, hverken paa Stykkets Interesse eller Moralitet. - Den sidste tænker man jo sædvanligen nu saa lidt paa hos os paa Theatret - naar ikke netop en Opposition falder paa at ville bringe Umoralitet ind i et Stykke, hvor den ikke er - og Stykket selv er uden Tvivl saa godt beregnet for Nutidens sceniske Fordringer, at Directionen maa forsøge, om ikke vort Theater-Publicum er blevet ligesaa meget mere overbærende, siden "Familien Riquebourg"[jf. s.461] giorde sin Lykke, som Scribe er gaaet videre i det, han fra Sædernes Side betragter som tilladeligt at byde sit Publicum, end han den Gang var gaaet" (20.2.1842). Molbech formåede dog kort før sin afsked at komme på omganghøjde med tidens mode, men af hans formuleringer fremgår det tydeligt, at han blev drevet dertil. Adlers naturel var et ganske andet: "At det delicate Forhold, hvorom Handlingen dreier sig, er, om ikke platoniseret, dog holdt frit for den consummerede Brøde, turde være et Fortrin, som Oversættelsen har for Originalen" (22.2.1842). Molbech udtrykte sin misbilligelse heraf ved at tilføje dette votum et "(?)". Heibergs votum ses ikke, men han læste sufflørbogen igennem og foretog et mindre antal sproglige korrektioner (KTS nr.493). Premieren fandt sted den 27. maj 1842 (opført ialt 9 gange) (12).

[sideskift][side 1080]Mervilles gamle komedie "Les deux anglais" (LOD 3.7.1817) tiltalte Molbech: "Dette Sujet er ikke ilde udført. Stykket har adskillige morsomme Scener, og Dialogen synes at være .. behandlet med Lethed. - Maaskee kunde denne Comedie antages blandt Forsøgs-Stykkerne som man herefter ikke vil kunne undgaae; men den indsendte Oversættelse kan upaatvivlelig trænge .. til en god corrigerende Haand" (8.4.1842). Heiberg var forsåvidt enig med Molbech, som han betinget anbefalede det til opførelse: "[Det var] ikke uden Fortjeneste i Opfindelse og Situationer, men i Dialogen er der noget Stivt, og i det hele Tilsnit noget Forældet. Dersom dette, i Forbindelse med det Erke-Engelske i Charactererne, ikke maa befrygtes at virke frastødende paa vort Publicum, kunde Stykket maaskee bruges paa vor Scene" (UjBr 28.4.1842). I april 1842 syntes Heiberg, at oversættelsen "i det Hele taget [var] ret god" (HCp nr.78). Oversættelsen blev antaget. Se s.1126.

Konsul Peter Saabye fulgte i juli 1841 balletdanserinden Jfr. Nielsen til Paris. Som tidligere hjemsendte han nyheder fra de parisiske teatre. Hans kriterium var hans egen smag: "Jeg skal .. sende hvad jeg anseer for at være brugbar for vores Theater, ligesom jeg med Fornøielse og med Hurtighed skal besørge enhver Ting som Herr Kammerherren maatte ønske, thi hvad De saaledes maatte ønske sendt skal være i Deres Værge 14 Dage til 3 Uger efter Modtagelsen af Deres Brev" (UjBr 17.8.1841). - For overskuelighedens skyld opregnes her som tidligere kun de titler, som teatrets embedsmænd senere behandlede: "Le grace de Dieu" (jf. s.1103), "La soeur de Jocrisse" (jf. s.1123), "Les diamants de la couronne" (jf. s.1084), "Un mariage sous Louis 15" (jf. s.1073), "Le guitarrero" (jf. s.1084), "La favorite" (jf. s.1084), "Le bon ange" (jf. s.1080), "Dieu vous benisse" (jf. s.1128), "Les economies de cabochard" (jf. s.1081), "La citerne d'Alby" (jf. s.1070), "En pénitence" (jf. s.1081), "Un roman intime" (jf. s.1077), "Les premieres armes de Richelieu" (jf. s.1081), "Le caporal et la payse" (jf. s.1081), "Van Bruck, rentier" (jf. s.1081), "La chaine" (jf. s.1081), "Les fées de Paris" (jf. s.1125), "[Le vicomte de Létorières]" (jf. s.1104), "La reine de Chypre" (jf. s.1084), "Ivan de Russie" (jf. s.1114), "Caliste" (jf. s.1124) og "La vie d'un Comédien" (jf. s.1170). Flere forsendelsers indhold er ukendt (UjBr, Adlers ark.).

Følgende stykker behandledes allerede i indeværende sæson:
Chapelles comedie-vaudeville "Le bon ange, ou les deux soeurs" (GD 27.6.1841) "roses meget, og opføres ofte; jeg har ikke seet det", [sideskift][side 1081]skrev Saabye til Levetzau (UjBr 13.9.1841). Heiberg fandt det ikke antageligt: "Er saa bredt og diffust og saa divergerende i alle Retninger, at det gjør et Indtryk, ikke som eet Stykke, men som en 5 à 6 Smaastykker" (UjBr 28.4.1842).

Dumanoir & P. Siraudins vaudeville "Les economies de Cabochard" (PR 18.6.1841) "er en reen Ubetydelighed, men som mulig med den fornødne Omarbeidning, og Phisters sædvanlige fortreffelige Spil, kunne bruges som en Afvexling", anførte Saabye til Levetzau (UjBr 13.9.1841). Heiberg fandt det uantageligt: "Det .. er en ret morsom Farce for 1 Person, men aldeles local, og maatte vel under alle Omstændigheder helst overlades til en privat Aftenunderholdning" (UjBr 28.4.1842).

Bourgeios' comedie-vaudeville "En pénitence" (TV 7.3.1841) "er .. saaledes som det spilles her, en ret net Bagatelle", skrev Saabye til Levetzau (UjBr 14.10.1841). Også dette stykke fandt Heiberg uantageligt: "Meget anstødelig, og ret smagløs i sin Anstødelighed" (UjBr 28.4.1842).

Bayard & Dumanoirs comedie-vaudeville "Les premieres armes de Richelieu" (PR 3.12.1839) ville "visselig, med de fornødne Forandringer kunne blive [et] ret [vakkert småstykke] for vort Theater", mente Saabye (UjBr 14.10.1841 adr. Levetzau). Heibergs dom divergerede endnu en gang: "Falder vel meget i det Frivole, men er forresten ikke uden piquant Virkning. Dog vover jeg ikke at anbefale det for vor Scene" (UjBr 8.4.1842).

Varin, P. de Kock & Alex. Garniers comedie-vaudeville "Le caporal et la payse" (PR 23.10.1841) sendte Saabye hjem, men han var ikke overbevist om dets brugelighed (Adlers arkiv 8.12.1841). Heiberg fandt, at stykket "er vistnok lystigt, men tillige saa localt-parisisk, og paa mange Steder saa plumpt, at det umuligt kan bruges hos os. Baade i Godt og Ondt lyver det sig ikke sin Fader (eller Trediedeel-Fader) paa, nemlig Paul de Kock" (UjBr 28.4.1842). Fournier & A.B.B. Decomberousses comedie-vaudeville "Van-Bruck, rentier" (GD 31.7.1841) kunne være brugelig for Det kgl. Teater, mente Saabye (Adlers arkiv 8.12.1841). Heiberg fandt det "Høist unaturligt og affecteret" (UjBr 8.4.1842).

Den totale uoverensstemmelse mellem Saabye og Heiberg er helt uomgængelig.

Det mest markante ved behandlingen af denne sæsons udenlandske stykker er vel netop enigheden mellem Molbech og Heiberg. I enden [sideskift][side 1082]var de enige om end kriterierne var forskellige. Molbechs er bedst udfoldet, og især i bedømmelsen af Dumas' stykke "Un mariage sous Louis XV" fik han præciseret sine krav til handling, situationer, karaktertegning, motivering, dialog og frivolitet. Alligevel fik han i sidste øjeblik kolde fødder netop vedrørende dette stykke, hvorefter Heiberg ændrede de anstødelige scener med Arnesens protest til følge, men Arnesen bøjede sig dog for fru Heibergs kaprice. Molbechs antagelse af Scribes "En Lænke" skal ses på baggrund af hans tidligere modstand mod frivoliteten samt rigoristernes tagne forargelse. Trods alt betød det en kursændring for Molbech personligt. - Heibergs vota er groft taget karakteriseret ved deres manglende eller særdeles kortfattede argumentation. - Hvad kun indirekte fremgår af materialet er spillet mellem censorerne, thi der kan ikke herske tvivl om, at Heiberg blev sultet netop vedrørende denne kategori af indsendte stykker i størstedelen af denne sæson, indtil han den 19. febr. 1842 "beklagede sig" til direktionen (Borup nr.488). Årsagen er ligetil: Levetzau havde fået en ny konsulent i Peter Saabye p.t. Paris, og han kunne derfor, troede han, undvære Heiberg og selv producere nyheder til repertoiret.

Han forstod dog både blandt Saabyes stykker og andre leverandørers at producere nyheder, der blev spillet flere gange: hans vurderinger synes helt stereotype. - Korrespondancen mellem direktionen og Heiberg i perioden marts-maj 1842 viser, at direktionen bøjede sig for Heibergs andragende af 19. febr. 1842, forsåvidt som han igen fik indflydelse på repertoiret, men Levetzau havde mulighed for at sortere stykkerne, inden han sendte nogle til Heiberg, og hvad vandt Heiberg ved kun at få tilsendt nulliteter. - Levetzaus muligheder for selv at producere et repertoire viser sig at have været meget beskedne, thi Gutzkows stykker, som han åbenbart ønskede opførte, kom dog ikke frem - med eller mod censorernes ønske. - Adlers rolle synes meget beskeden; i april 1842 var han da også villig til at træde ud af direktionen.

[sideskift][side 1083]

23.3.1 Dansk opera

I sin (tabte) skrivelse til Levetzau (af 20. juli 1841) henholdt Heiberg sig til sin dom fra marts 1840 over Overskous "Turkomannerne" (jf. s.986) (HCp nr.25).

Güntelberg påstod, at Kuhlau i sin tid havde tilbudt at komponere musikken til "Eventyret i Samerkand" (I.B.nr.156 1.9.1841), samt at Frederik VI havde ladet ham forelæse scener deraf, hvorom Molbech dog tvivlede (I.B.nr.156 28.5.1841). Molbech fandt teksten "i dramatisk Henseende .. baade .. temmelig forvirret, og lidet interessant, ligesom .. der overhovedet er noget underligt svævende og usikkert i Forbindelsen imellem Handling, Tale og Sang. Iøvrigt maa vel et og andet lyrisk Parti i Sangtexterne kaldes det bedste ved Stykket, som ellers for mig har noget piinligt Tomt og Ideeløst i Læsningen .. Om Forf. .. skulde kunne formaa Prof. Weyse til at componere denne Text .. saa vilde derved vel den største Deel af de Indvendinger, som kunde gives imod dens Brugbarhed bortfalde" (7.9.1841); han kom dog i tanker om, at dekorationer og kostumer ville blive meget kostbare. - I direktionsmødet den 29. sept. 1841 forelæste Heiberg sin negative dom: "Stykket er tørt og tyndt, uklart, indholds- og interesseløst. Dets eneste Fortjeneste ere nogle hist og her anbragte, ikke uheldige lyriske Steder". Selv den bedste musikkomposition og det kostbareste udstyr kunne ikke redde stykket (HCp nr.65). Molbech konciperede et svar til forkastelse på grundlag af Heibergs censur, blot i de molbechske "venlige" vendinger (Kp.nr.138 15.10.1841) (1).

Det kan nok undre noget, hvorledes Sille Beyer lod sig inspirere af Scribes operalibretto "La Xacarilla" (ARM 28.10.1839) (musik af Marliani) til udarbejdelsen af "En Bolero". Molbech var imidlertid tilfreds med sin lærling: "Sangene, Romanzerne og den versificerede Dialog er fra Sprogets og Metrikens Side vel behandlede og cantable. Da Hr. Syngemester Rung, der har paataget sig at ville componere denne Text .. er vel tilfreds med samme: troer jeg intet at være i Veien for dens Antagelse" (22.12.1841). Der kan ikke herske tvivl om, at stykket var antaget før indsendelsen. Heibergs votum kendes ikke (jf. Cp, ÷HCp). Se s.1131.

Konklusionen er ganske enkel og belærende: havde librettisten en komponist, der var velanskrevet ved teatret (eller ansat ved dette), da kunne stykket antages, ellers ikke, uanset at Heiberg ikke ville frakende Overskous syngespilstekst gode kantable partier.

[sideskift][side 1084]

23.3.2 Oversat opera

Sæsonen er enestående, fordi Christian VIII direkte intervenerede i teatrets (opera)repertoirepolitik, se s.1096.

Partituret til "Kronjuvelerne" med tekst af Scribe & St.-Georges (OC 6.3.1841) (jf. s.1080) blev anskaffet i nov. 1841, men intet skete i denne sæson, se s.1133.

Halévys opera-comique "Le guitarrero" med tekst af Scribe (OC 21.1.1841) (jf. s.1080) blev oversat af Overskou, og rollerne uddelt den 24. nov. 1841 (PRFD), men syngestykket blev aldrig opført. Donizettis "La favorite" med tekst af G. Vaëz, A. Royer & Scribe (ARM 2.12.1840) (jf. s.1080) sendtes til Heiberg, som den 8. april 1842 oplyste, at han "tidligere, i Brev til Theaterchefen, [havde] fraraadet [den] som lidet passende for vor Scene" (UjBr), hvorefter intet videre blev foretaget.

Auber og Scribes syngestykke "Le duc d'Olonne" (OC 4.2.1842), omtalt af Saabye til Adler (Adlers arkiv), sendtes i april 1842 til Heibergs bedømmelse sammen med Halévys opera "La reine de Chypre", tekst af St.-Georges (ARM 22.12.1841), J.G. Kastners opera-comique "La maschera", tekst af Aug. Arnould & Jules de Wailly (OC 17.6.1841) og N. Girards opera-comique "Les deux voleurs", tekst af Leuven & L. Lhérie (OC 26.6.1841) (Kp.nr.42 2.4.1842). Heibergs skriftlige bedømmelse ses ikke i arkivalierne, men Hvid fik til opgave at oversætte Scribes tekst til "Le duc d'Olonne", se s.1235.

Behandlingen af de ovenstående værker viser med al ønskelig tydelighed, hvorledes teaterdirektionen lod endog franske syngestykker henligge eller ligefrem gå tilbage på grund af kongens intervention i teatrets repertoirepolitik.

[sideskift][side 1085]

23.4.1 Dansk vaudeville

Vaudevillemonologen "Søren Krafts Bryllupstanker" manglede ifølge Molbech "poetisk Holdning og Harmonis .. Jeg vil antage, at en saadan lille Piece maaskee kunde passe ret godt til en Aftenunderholdning" men ikke i teatrets repertoire (14.7.1841). Heiberg fandt den "meget daarlig" (HCp nr.57). Remitteret indsenderen den 10. aug. 1841 (Kp.nr.111).

Wergelands kasserede vaudeville "Søcadetterne i Land" (jf. s.992) fandt Heiberg "næsten ganske indholdsløst eller tomt i enhver Betydning af Ordet, og desuden meget plat, uagtet en norsk Huusholderskes Skildring ikke er uden vis comica. Den componerede Musik synes at være temmelig kjedsommelig" (HCp nr.64 21.4.1841). Heiberg frarådede Wergeland at indlevere stykket, men Wergeland ønskede også dette stykke underkastet den officielle teatercensur (l.c.). Molbech fandt ingen anledning til at ændre sin anskuelse af stykket (21.9.1841). Adler censurerede også stykket, men hans votum ses ikke tilført protokollen (HCp nr.64). I svarskrivelsen (konciperet af Molbech) anførtes, at "saavel de i Stykket berørte Forhold som dets Tone og Udførelse" gjorde det uskikket til antagelse (Kp.nr.137 15.10.1841 + Borup nr.482 21.10.1841). Politiske forhold forbød direktionen at antage dette arbejde, som blev trykt i 1847 (1).

Både Molbech og Heiberg var aldeles enig om stykkernes manglende værdi. Molbech var dog gelassen nok til at mene at monologen kunne bruges til en aftenunderholdning. Heiberg lod sig ikke forlede af Wergelands charmeoffensiv, og Molbech holdt fast ved sin gamle dom over det dårlige produkt. Den danske vaudevilleproduktion var helt gået i stå.

[sideskift][side 1086]

23.4.2 Oversat vaudeville

Overskou tilsendte Levetzau personligt sin bearbejdelse af brdr. Cogniards "Thomas l'Egyptien" (PR 24.11.1839) (UjBr 15.4.1841). Hans vurdering kendes imidlertid ikke. Molbech tilstod, at han for længst var blevet "mæt af" "Det Slags franske martialske Lystspil og Vaudeviller, med franske Gardister og Grenaderer, og disse evindelige napoleonske Reminiscent ser fra Keisertiden med dens militaire Herlighed", men han ville dog ikke nægte, at stykket kunne opføres, når blot det skete "med et rask og liveligt Spil, og under den Forudsætning, at man vil anvende Umage og Nodeafskrivning paa at lade det beholde sin Vaudeville-Form" (12.7.1841). Også Heiberg fandt det antageligt: "tiltrods for det Usandsynlige i Catastrophen [var det] ret underholdende" (HCp nr.58 efter 18.7.1841). Roller blev uddelt den 4. sept. 1841 (PRFD) (1), men hvad der opholdt anden oplæsning helt til den 10. jan. 1842 vides ikke (HCp nr.58). Premieren fandt sted den 14. april 1842 (opført 3 gange) (2).

Var censorerne enige i konklusionen, var der vel ingen af dem, der var overbevist om stykkets betydning eller dets sceneheld. Det kunne passere uden vinding eller skade for teatrets repertoire.

[sideskift][side 1087]

23.5.0 Ballet

Efter direktionens forestilling derom tilstodes Augusta Nielsen rejsetilladelse i perioden 1. juli - medio dec. 1841 (Orig.Kgl.Res.nr.15 10.5.1841), hvorpå hun rejste den 5. juli 1841 sammen med konsul Saabye. Den 5. jan. 1842 ekstenderedes hendes rejseunderstøttelse til medio apr. 1842 (Orig.Kgl.Res.nr.1), og endelig den 2. maj 1842 til resten af sæsonen (Orig.Kgl.Res.nr.10) (jf. Fridericia Bournonville. Kbh. 1979 224). Hun kom hjem den 1. sept. 1842 (1). Bournonville kom hjem den 25. sept. 1841 og optrådte første gang i en pas de deux den 14. okt. 1841. Nok så afgørende var det, at han den 30. okt. 1841 præsenterede direktionen for sin plan til "Napoli eller Fiskeren og hans Brud" (UjBr). Spektaklet med Lassen og Scene-komiteen forsinkede opførelsen - indtil den 29. marts 1842 (opførtes ikke mindre end 19 gange i denne sæson og udgjorde således halvdelen af sæsonens balletforestillinger; opført ialt 68 gange i den behandlede periode) (jf. Fridericia Bournonville. Kbh. 1979 232ff) (2).

Lefebvre optrådte som gæst første gang på Det kgl. Teater den.22. jan. 1842 i "Festen i Albano". Han gav siden 10 gæsteforestillinger (TK 1.kv.nr.478 8.3.1842), før han pr. 1. apr. 1842 for fem år blev ansat som danser (Orig.Kgl.Res.nr.12 13.5.1842). Hans ansættelse betød ikke den forventede fornyelse af balletrepertoiret (3).

"Søvngængersken", "Valdemar", "Soldat og Bonde", "Festen i Albano" og "Tyrolerne" udgjorde repertoiret før den 29. marts 1842: ialt 21 forestillinger.

[sideskift][side 1088]

23.6.0 Særarrangementer

Sangen i forbindelse med geburtsdagsstykket "Hulen i Kullafjeld". (jf. s.1067) blev skrevet af Borgaard (tr. "Dagen" 24.9.1841). Skuespillernes aftenunderholdninger viser flere overraskelser. H. C. Andersen arrangerede "En Vandring gjennem Opera-Galleriet" i to versioner, den 19. dec. 1841 og den 6. marts 1842. Nielsen gentog "Marino Faliero" den 2. jan. 1842, mens Holst den 27. febr. 1842 lancerede "Et Gallerie af Classikere": "Fangerne", "Romeo og Julie", "Den Gjerrige", "Johanne d'Arc", "Egmont", "De Usynlige" og "Tordenskiold". Den 28. marts 1842 blev et fragment af "Egmont" givet (jf. s.644) samt sidste akt af Rossinis "Othello" (jf. s.1039).

Som det er påpeget tidligere tog skuespillerne sig store friheder, når det gjaldt sammensætningen af tekster til disse aftenunderholdninger. Vel som en følge heraf drog direktionen den eneste fornuftige konklusion: afskaffelse af disse såkaldte private forestillinger (Teaterreformen af juli 1842).

"Robert af Normandiet" blev givet den 5. dec. 1841 til fordel for Musikkonservatoriet, og Oehlenschlägers "Tordenskiold" opførtes den 17. apr. 1842 til fordel for Frederik VIs asyl.

Clara Schumann gav to koncerter i apr. 1842 (3. og 10.). Til den sidste fremsagde fru Heiberg "Ingen Declamation", forfattet af Heiberg (Poet.Skr.Bd.IX 245) (UjBr 8.4.1842).

Da den italienske opera havde ophørt med sine forestillinger den 1. maj 1842, kunne danske sangere gerne forsøge sig med at opføre "Le nozze di Figaro" på Hofteatret (2 af 3 annoncerede forestillinger gik over scenen: den 25.5 og 1.6.1842).

[sideskift][side 1089]

23.7.0 Genoptagelser

Mangelen på repriser taler sit eget sprog: Af skuespil uddeltes følgende i denne sæson:
(1) Scribe & Dupins "Christens Hiemkomst" (jf. s.587), sidst opført den 19.10.1838, blev genoptaget den 14.10.1841 (sidste 2 opførelser).

(2) Hagemeisters "Gevinsten i Klasselotteriet" (jf. s.686), sidst givet den 6.1.1835, genoptoges den 7.5.1842 (sidste opførelse).

(3) Oehlenschlägers "Tordenskjold" (jf. s.490), sidst givet den 17.5.1838, genoptoges den 17.4.1842 (opført endnu 8 gange i den behandlede periode). Se s.1140.

(4) Scribe m.fl. "Yelva" (jf. s.721), sidst opført den 31.5.1839, genoptoges den 9.1.1842 (sidste 5 opførelser).

(5) Rollerne til Hertz' "Debatten i Politivennen" (jf. s.759), sidst givet den 4.4.1838, blev uddelt på ny den 19.7.1841, men stykket kom først frem i 1843.

Følgende syngestykker blev uddelt på ny i denne sæson:
(1) Aubers "Ambassadricen" (jf. s.876) blev uddelt på ny den 14.9.1841, men stykket opførtes ikke oftere i den behandlede periode.

(2) Webers "Jægerbruden" (jf. s.890), sidst opført den 25.2.1839, genoptoges den 28.10.1841 (sidste 2 opførelser i den behandlede periode).

(3) Rollerne i della Marias "Operetten" (jf. s.837) uddeltes på ny den 10.12.1841, men heller ikke denne gang lykkedes det at få stykket bragt på scenen. Se s.1393.

(4) Meyerbeers "Robert af Normandiet" (jf. s.767) genoptoges den 5.12.1841 med en ny dans af P. Larcher (opført endnu 13 gange i den behandlede periode). Se s.1190 og s.1375.

(5) Méhuls "Skatten" (jf. s.1002) genoptoges den 14.11.1841 (opført endnu 20 gange i den behandlede periode).

(6) Cherubinis "De to Dage eller Flygtningene" (jf. s.1002) genoptoges den 20.1.1842 (opført endnu 12 gange i den behandlede periode) (1).

I forhold til Collins tre måneder som chef i forrige sæson i særdeleshed men også i forhold til hele foregående sæson er forskellen frappant: uroen på teatret på grund af Scenekomiteen taler sit tydelige sprog: hverken nyheder eller repriser kunne man overkomme.

[sideskift][side 1090]

23.8.0 Direktorialt

"For at fremkalde en større og mere umiddelbar Samvirken blandt det kongelige Theaters Embedsmænd og en hurtigere Afgjørelse af Sager, som vedkomme den daglige Tjeneste, fandt Directionen sig foranlediget til under 30^te October sidstleden at udnævne en Scene-Committee bestaaende af Scene Instructeur Dr. Ryge, Oeconomie-Inspecteur, Kammer-Assessor Lassen og Instructeur Nielsen. Det blev derfor bestemt, at Enhver, som i Anledning af de til Opførelse ansatte Stykker maatte have noget at andrage med Hensyn til de ham anviste Costumer eller de med hans Rolle i Forbindelse staaende Reqvisiter Decorationer og Maskinbevægelser, desangaaende vilde have betimeligen at henvende sig til Committeen, som det blev paalagt med Beredvillighed at komme ethvert billigt Andragende imøde, hvad enten dette maatte sigte til Forestillingens Tarv i det Hele eller til en enkelt Rollehavendes Lettelse og Beqvemnelighed. - Committeen vil derfor saasnart et nyt eller efter længere Tids Hvile fremtaget Stykke af Regisseurerne bliver den tilstillet tilligemed den af Chefen bestemte Rollefordeling, have at indgive Forslag ang. de til dets Opførelse fornødne Costumer, Reqvisiter og Decorationer, med Angivelse af, hvad deraf haves og hvad der af nyt maa anskaffes; - ved hvilke Forslag Theatrets Oeconomie, forenet med hvad en værdig Fremstilling fordrer, stadigen maa haves for Øie" (Dp 26.11.1841). Dette var intentionerne med komiteen, men virkeligheden blev en anden. Da den kvindelige del af teaterpersonalet af direktionen blev tilladt at lade deres ønsker om dragter og kostumer forebringe gennem Overpaaklædersken Fru Ryge, truede komiteen med sin opløsning. Efter forhandlinger udtrådte Lassen og Nielsen, mens Adler var "villig til at indtræde som Committeens første Medlem, navnligen saaledes, at han, hvor Directionens Bestemmelse blev at indhente, underskrev som Medlem af Committeen, mod i slige Tilfælde at udtræde af Directionen" (l.c.). Den 22. nov. 1841 blev Overskou af teaterpersonalet valgt som komiteens tredje medlem i stedet for Nielsen. Se i øvrigt Overskous fremstilling V 472-75.

Afslutningen på årelange forhandlinger om besparelser i de offentlige udgifter resulterede for teatrets vedkommende i den såkaldte Teaterreform, hvorom "Fædrelandet" meddelte bl.a. følgende: "Reductionen og Reformen ved det kgl. Theater er nu afgjort. Der skal herefter som hidtil være 5 Abonnementsaftener; derimod skal der spilles hver Søndag og enkelte Onsdage uden Abonnement, og de øvrige [sideskift][side 1091]Onsdage skulle anvendes til Prøver. Aftenunderholdningerne og Sommerforestillingerne bortfalde, hvorimod Beneficegodtgjørelser for Tjenesteaar vedblive, og desuden indføres Spille=Præmie (feu), hvortil 10 pCt. af Bruttoindtægten af alle Spilleaftener anvendes. Om dennes Normering ville nærmere Bestemmelser blive tagne. Rollerne saavelsom Skuespillerne skulle inddeles i 4 Classer. Der vil blive oprettet et oekonomisk Contoir for Costume=, Decorations= og Maskinvæsen i selve Theaterbygningen, hvilket underlægges Garderobeinspecteuren, Kammerassessor Lassen, og ham vil blive sideordnet en Costumiers Post, der er overdraget Maleren Hr. Westphal 1 Aar paa Prøve" (Nr.928 6.7.1842). Se Orig.Kgl.Res.nr.20 21.7.1842. - Antallet af forestillinger i en sæson var i begyndelsen af den behandlede periode omkring 189. Fra 1825 sattes produktionen op til ca. 207 og fra 1831 til 214, hvilket holdt sig resten af 30rne. I 1840/41 og de næste tre sæsoner gaves ca. 222 forestillinger, mens forestillingernes antal i slutningen af 40rne søgtes forøget med endnu en halv snes forestillinger (243, 239, 234, 230, 246). I løbet af perioden gaves således mere end 50 forestillinger mere ved slutningen end ved begyndelsen. Om det såkaldte Feu-regulativ se Overskou V 514-48.

Heiberg, Hertz og Overskou havde fremstillet hvorledes de forestillede sig honorering af originale og oversatte stykker skulle finde sted (I.B.nr. 48, 49 og 50 hhv. 27. og 31.3. og 10.4.1842; samt Heibergs arkiv koncept 12.3.1842), hvorpå direktionens forestilling herom tilsendtes Collin efter kongens ordre (Jonas Collins privatarkiv; Tillisch 17.6.1842) for siden at blive afvist (Orig.Kgl.Res.nr.16 29.6.1842 forestillingen medfulgte ikke).

Det nye forfatterregulativ approberedes endelig den 29. dec. 1842 (Orig.Kgl.Res.nr.27). Se Overskou V 548-556. Heibergs synspunkter, støttet af Collin, sejrede over Overskous.

[sideskift][side 1092]Brdr. Price havde i 1840 mødt kongens velvilje (jf. s.1059), men de havde dengang ikke kunnet udnytte bevillingen, da de ikke kunne finde et passende lokale i Staden. De frygtede, at det samme ville gentage sig i den kommende vinter, "idet vi ei kunne erholde noget af de i Staden værende Privattheatre til Afbenyttelse og vi saaledes ere nødte til, enten at søge et ganske nyt opbygget, eller et andet Locale fra nyt dertil indrettet". Følgelig ansøgte de om tilladelse til "i forestaaende Vinter at afbenytte Deres Majestæts Hoftheater til deri at give de Forestillinger, hvortil Tilladelse allernaadigst er os forundt" (I.B.nr.130 4.7.1841). - Levetzau supplerede teaterdirektionens afvisning i 1840 med at oplyse, at såvel "Hoftheatret som den ved samme beliggende Forsal benyttes stadigen ikke alene til de daglige Dandse-Øvelser, men ogsaa til Balletprøverne, hvilke sidste navnligen, saalænge Aarstiden nogenlunde tillader det, afholdes paa selve Theatret og forøvrigt i Forsalen. - Ligesom nu disse Localer ere aldeles uundværlige til ovennævnte Brug, saaledes er det formeentligen indlysende, at Bevilgelsen af det Ansøgte vilde medføre høist ubehagelige og for det Kongelige Theaters Tjeneste i lige Grad skadelige Collisioner. - Thi, ikke alene vilde selve Hoftheatret, naar dette 2 Gange ugentligen skulle benyttes til sceniske Forestillinger, umuligen i de mellemliggende Dage kunne være saaledes ryddeliggjort, at det kunde benyttes til Balletprøver eller Dandse-Øvelser, men ogsaa i Forsalen - der med Undtagelse af en Bagtrappe, danner den eneste Tilgang til Theatret - vilde disse Prøver og Øvelser, ved den overhovedet mindre passende Giennemgang af Uvedkommende, idelig være udsatte for Afbrydelse" (Orig.Kgl.Res.nr.23 27.7.1841). Levetzau tilføjede, at han ikke "burde lade ubemærket, deels at Hoftheatrets Maskinerie ikke uden betydelige Reparationer vilde kunne sættes i brugelig Stand, deels at dette Theater hidtil hyppigen har været overladt saavel fremmede i Kunstnere som flere herværende Selskaber til Concerter" (l.c.). - Kongen resolverede, at Pricernes ansøgning ikke kunne bevilges (l.c. 29.7.1841), hvilket de meddeltes den 7. aug. 1841 (Kp.nr.108). Årsagen til at Levetzaus detaljerede argumentation til ugunst for Pricerne anføres er, at Savios italienske trup fire måneder senere kunne bevilges optræden på Hofteatret, se s.1096.

I aug. 1841 meddelte Rung (jf. s.989) hvilke italienske operaer, han ville være i stand til at opføre "i Vinter .. paa Hoftheatret .. [sideskift][side 1093]At disse Forestillinger ogsaa passende kunne afvexles med Koncerter, hvori Brudstykker blive givne af de nye Operaer, som i deres Heelhed for Øieblikket overstiger Personalets Kræfter; og at jeg, med Hensyn til en Opera seria har skrevet til Mailand, om Mercadantes nye Opera "Le due illustri rivali", som efter et forkortet Claveerudtog at dømme, ikke frembyder uoverstigelige Vanskeligheder for os" (I.B.nr.141 9.8.1841). Cimarosas "Il matremonio segreto" (jf. s.768) og "Il barbiere di Seviglia" (jf. s.1002) havde Rung bestemt til at skulle opføres (l.c.). Om den opførte opera "Le nozze di Figaro", se s.1088. Teatret i København kunne ikke producere et italiensk repertoire på trods af Rungs store flid i prøveåret, jf. s.953.

Den 14. sept. 1841 oplyste Pettoletti (jf. s.1058), at han nu stod "i Begreb med at indgaae en Contract med den italienske Skuespildirecteur Nègri; men denne vil, da han gagerer sine Skuespillere særdeles go[d]t, ikke indlade sig paa at sende et Skuespiller-Selskab hertil for i Vinter, med mindre jeg kan erhverve Deres Mayestets allernaadigste Tilladelse til at dette maatte .. spille paa mit Theater fra November Maaneds Begyndelse dette Aar til Udgang[en] af April Maaned næste Aar 3 à 4 Gange ugentlig" (UjBr - tilsendt fra Danske Kancelli den 16.9.1841 med anmodning om teaterdirektionens betænkning, l.c.). - Der blev ikke tale om direktionens betænkning, men derimod om direkte kongelig ordre om at tilkendegive Pettoletti, "at ligesom det Ansøgte kun kan bevilges for 3 Md^r og paa Vilkaar, at Forestillingerne alene gives i det italienske Sprog, samt i det Høieste indtil 3 Gange om Ugen, saaledes at det forøvrigt er Selvfølge, at der ikke vil kunne ventes nogensomhelst Assistance fra d. Kgl. Theater eller d. Kgl. Capels Side, samt at de Betingelser, der sædvanligen finde Sted ved lignende Concessioner, ogsaa ville være gjeldende i dette Tilfælde" (Kp.nr.129 24.9.1841).

Sagen forstås imidlertid kun helt rigtigt, når det dertil føjes, at Levetzau i eftersommeren og efteråret 1841 lå i forhandlinger med José Camprubi (jf. s.1010) om opførelse af italienske operaer på Hofteatret. Camprubis "Compagnie Italiene" var på dette tidspunkt næppe samlet endnu, men det afgørende er, at Levetzau havde reageret positivt på Camprubis tilbud (Overhofmarskallatet. Sager vedr. Det kgl. Hofteater IIQ 30b 27.9.1841, 12.11.1841 og 7.2.1842 samt Levetzaus tabte skrivelse af 21.10.1841).

[sideskift][side 1094]Thi kombineres nu alle de ovenstående ansøgninger, svarskrivelser og bevillinger viser det jo klart, at kongen var interesseret i at få italiensk musikdramatik i København. På Kgs. Nytorv kunne han ikke forvente at høre denne krævende musik sunget og spillet, men ved Pettolettis fortjeneste kom den af Negri delegerede gruppe under Savios ledelse til København den 15. nov. 1841. Umiddelbart efter tog Adler kontakt med gruppen, og i løbet af 14 dage havde han forhandlet sig til et resultat, som både kongen og truppen kunne acceptere (jf. Schepelern 92-94, 97-98): Den 6. jan. 1842 gav italienerne deres første forestilling på Hofteatret. - Savios efterfølger som leder af truppen, Marasini, ansøgte den 1. febr. 1842 om at få monopol på italienske forestillinger i København i årene 1843, 44 og 45 (Overhofmarskallatet IIQ 30b), hvorpå teaterdirektionens betænkning indhentedes (Orig.Kgl.Res.nr.3 2.2.1842).

Direktionens betænkning, konciperet af Molbech, formede sig som en historisk redegørelse for indskrænkningerne i teatrets privilegier: "andre Theatres Opbyggelse paa Stadens Grund i Forstæderne" havde tildels givet publikums smag en "anden Retning, end tilforn. Det Kongelige Theater har imidlertid hidtil været i Stand til, saavel ved den rigere Udvikling af dets Evner og Kræfter til paa en almindelig erkiendt værdigere, og med Konstens høiere Fordringer mere overeensstemmende Maade at give Forestillinger i Tragoediens, det finere Lystspils, den nationale Comedies og Vaudevilles dramatiske Konst-genres, som ogsaa ved en høiere Udvikling af Theatrets Præstationer i den danske Opera og i Baletten, at kunne, uden alt for kiendelige Virkninger, udholde hiin Concurrence" (Konceptforest. 12.2.1842). Direktionen anførte, at abonnementet ("Theatrets .. betydeligste og sikkerste Indtægtskilde") var gået ned fra 65000 Rbd. i sæsonen 39/40 til 61000 Rbd. i sæsonen 41/42. Også de uvisse aftenindtægter var gået ned i indeværende sæson med 2000 Rbd., ovenikøbet sammenlignet med den foregående uheldige sæson, på trods af "forholdsviis flere Nyheder og interessante Forestillinger". Formindskelsen kunne ikke "tilskrives andet, end den stærke Søgning af Publicum, som det italienske Selskabs Forestillinger, saavel paa Vesterbroes Theater, som paa Deres Majestæts Hoftheater, have fundet. Det er heller ikke meer end naturligt, at denne Omstændighed er og maa være saameget mere skadende for Indtægten ved Deres Majestæts Theater[sideskift][side 1095] i Staden, som det er første Gang siden dette Theater indrettedes, at offentlige dramatiske Forestillinger udenfor samme for Betaling have været tilgængelige for Publicum indenfor Stadens Volde; og saaledes første Gang, at det kan besøge deslige Forestillinger, givne om Vinteren af fremmede Skuespiller-Selskaber, uden alle de Besværligheder og Ubehageligheder, som Besøget af Forstadens Theatre medfører". Den "skadende Frequents af de italienske Forestillinger" måtte følgelig forventes endog at tiltage, "dersom Directeuren, som man kan formode, forbedrer og forøger det nærværende Selskab med nye Subjecter". Den hidtil ukendte konkurrence ville utvivlsomt medføre en endnu dårligere balance mellem teatrets indtægter og udgifter, som uundgåeligt måtte nødvendiggøre "et ikke ubetydeligt større aarligt Tilskud til Theatercassen". Men også de "sceniske Præstationer" ville forringes, hvorved teatret ville "blive udsat for endnu større Forringelse af Publicums Søgning og af Cassens Indtægter". Direktionen arbejdede med en plan, "hvorefter Theatret, til dets oeconomiske Fordeel .. [ville] kunne sikkres en større, ikke saameget for idelige vilkaarlige Standsninger og Hindringer udsat Virksomhed af Skuespiller-Personalet", men man turde dog alligevel ikke tillægge denne plan så stor betydning, at det "skulde kunne dække det uundgaaelige og betydelige Tab for Theatercassen, som en herværende fremmed og staaende Theater=Troups Forestillinger paa Deres Majestæts Hoftheater vil medføre". Molbech konkluderede følgelig: "Idet Directionen, i Følge det ovenfor allerunderdanigst fremsatte, ei tør Andet end ansee det for høiligen stridende imod Deres Majestæts danske Theaters Interesse, ligesom stridende imod de samme allenaadigst meddeelte Privilegier, at det italienske Opera-Selskab tilstedes i flere Aar efter hinanden at give stadige Forestillinger i Vintermaaneder[ne]: maa den lige allerunderdanigst, i Følge Deres Majestæts Befaling, og i den Forvisning, at det i ethvert Tilfælde er Deres Majestæts allernaadigste Villie: at den af bemeldte fremmede Selskab ansøgte allerhøieste Bevilling til i tre Vintre at give italienske Opera-Forestillinger maa, det mindste muligt er, bringe Deres Majestæts danske Theater Tab og Skade, erklære sig, med Hensyn til de Betingelser, under hvilke en saadan Tilladelse, kunde gives bemeldte Selskab: at det i saa Fald maatte skee med den største muelige Indskrænkning af Spilletiden og Forestillingsdagene, saaledes at hiin ikkun [sideskift][side 1096]indrømmedes for de 5 Md: fra 1. Novb til ultm. Marts, at disse i det høieste maatte sættes til 3 om Ugen; og at til disse tre Dage maatte bestemmes Mandag, Onsdag og Fredag, da Directionen i Følge den ovenfor berørte Plan, vilde være betænkt paa at indrette Forestillingerne i næste Saison saaledes, at der hver Søndag ville blive spillet til Fordeel for Theatercassen. Directionen vil til Slutning ei kunne undlade, allerunderdanigst at forestille den uundgaaelige Nødvendighed af den Betingelse: at ligesaa lidt noget Slags Understøttelse ved Deres Majestæts Theater=Personale, hverken af Sangere og Sangerinder, eller af Choret, som ved Medlemmer af Deres Majestæts Capel, maatte kunne forventes bevilget for det italienske Selskabs Forestillinger; da dette i endnu langt høiere Grad vilde blive til Tab og Skade for Theatret; ja upaatvivlelig inden kort Tid ophæve al Muelighed til, paa dette at bringe Forestillinger af Operaer eller Syngestykker i Stand" (l.c.). Molbechs indsigelse i 1842 var i en helt anden form end de tidligere: hans argumentation var nok den samme, men den var dokumenteret i detaljer af såvel økonomisk som kunstnerisk karakter, thi udgifterne til Hofteatret blev formeret med udgifter til Nationalteatret. Blev der ikke midler hertil, ville det uvægerligt medføre en forringelse af Nationalteatrets repertoire på grund af opprioriteringen af operaen på Hofteatret.

Kongen henlagde ikke desto mindre teaterdirektionens betænkning (1. Forestillingsprotokol nr.224), hvorpå han reskriberede Levetzau, at Marasini skulle have monopol på italienske operaforestillinger fra 1. nov. 1842 til 1. april 1843 på de med Savio aftalte betingelser, mens han belærte teaterdirektionen på følgende måde: "Vi kunne ikke antage at Kunsten og navnligen det danske Theater ikkun kan trives under Beskyttelse af Monopoler, men Vi formene meget mere, at saadant lammer Konstens frie Udvikling til noget høiere end det Sædvanlige. - Fra dette Synspunkt betragtet har det været Os velkomment at Concurrence er indtraadt med Vort Theater, hvad Operaen angaaer, og det kan vist ikke nægtes at det Foredrag som italienske Sangere og Sangerinder besidde maa anspore Vort Syngepersonale til Efterligning og følgeligen til høiere Præstationer i Kunsten. - Hvad det pecuniaire Tab for Theatercassen angaaer, da har Directionen vel anført Kjendsgjerninger men Vi kunne dog ei antage at Formindskelsen af 2000^rbd Billet-Indtægt hidrører fra den ommeldte Concurrence; thi Kjøbenhavns skuespilsøgende [sideskift][side 1097]Publicum er vist stort nok til at fylde tvende Theatre, naar det foranlediges til at søge samme, hvilket ved flere Forestillinger ogsaa har været Tilfældet. - Forudsat endog at den danske Skueplads maa opgive Opførelsen af italienske Operaer, det eneste genre i hvilket det italienske Opera-Selskab concurrerer med samme, vil Tragedien og Comedien, især fædrenelandske Skuespil og blandt disse Holbergs Mesterværker, givne til Fuldkommenhed, ligesom danske, franske og tydske Operaer og Syngespil, Vaudeviller og Balletter give Stof nok for den danske Skueplads til at frembringe fortjenstlige Konstpræstationer til Kunstsmagens Dannelse og Publicums Underholdning og derhos fremkalde en vist ønskelig Indtægt for Theatercassen" (Overhofmarskallatet IIQ 30b 18.2.1842) (1). Christian VIIIs beslutning om at lade konkurrencen råde betød intet mindre end en omlægning af teatrets repertoire. Den nationale dramatik såvel af ældre dato som den moderne skulle opprioriteres, hvilket de følgende sæsoner da også udviser.

At direktionen nægtede den strandede tyske skuespiller Fr. Moll tilladelse til at give forestillinger i København viser mere om omkostningerne ved at indføre en italiensk operatrup end teaterdirektionens negativt sanktionerende privilegiepolitik (2).

Pettoletti var klar over, at fremtiden ville byde på flere forlystelser især i "Dyrehave-Tiden", ligesom "det paatænkte Tivoli" kunne betyde, at det i sommermånederne ville tiltrække publikum netop i den periode, hvori Pettoletti hidindtil havde haft bevilling til at opføre "dramatiske Forestillinger". For "at kunne engagere noget Selskab, der saa tilstrækkeligt som jeg ønskede, kunde yde Publicum en tilfredsstillende Nydelse" ønskede han sit privilegium udvidet til hele året, "hvorved det vilde blive mig muligt at træde i Forbindelse med Directeurer for saadanne Selskaber som kunne være passende for mit Theater=Locale og istand til at vinde Publicums Yndest" (in Orig.Kgl.Res.nr.9 14.2.1842). Teaterdirektionen henviste til sin betænkning fra febr. 1840 (jf. s.1005) og febr. 1842 (jf. s.1094), idet man endnu engang gentog sine betænkeligheder vedrørende den private teaterdrift som tabsgivende for Det kgl. Teater såvel økonomisk som æstetisk. Ikke mindst det "italienske Skuespiller Selskabs Forestillinger har givet et særdeles paafaldende Beviis" på rigtigheden af teaterdirektionens anskuelse. Skulle Pettolettis bevilling udstrækkes til at omfatte hele året, kunne han passende give "eqvilibri[sti]ske og acrobatiske [sideskift][side 1098]eller Konstberider-Forestillinger .. skjøndt ingenlunde ønskelig for det Kongelige Theater", ville dette slags forestillinger "dog ikke kunde befrygtes at have noget væsentligt Tab for til Følge". Direktionen indstillede, at Pettolettis ansøgning afvistes, men henstillede, "om det allernaadigst maatte tillades ham til alle Aarets Tider paa bemeldte Theater at lade give eqvilibri[sti]ske og acrobatiske eller Konstberider-Forestillinger" (Orig.Kgl.Res.nr.9 2.4.1842). Kongen resolverede, at Pettoletti "indtil videre i hvert Aars Juni, Juli og August Maaneder [måtte] .. give dramatiske Forestillinger i det tydske eller franske Sprog .. hvorimod det til alle Aarets Tider skal være ham tilladt .. at give eqvilibri[sti]ske eller Kunstberider-Forestillinger" (l.c. 7.4.1842) (3). Den 29. juni 1842 ansøgte Pettoletti om tilladelse til også at spille i sept. måned. Ved kongeligt reskript af 8. juli 1842 tilstodes dette ham (D.K. 2.Dept. Brevsag nr.2238-39). - Pettoletti fortsatte således med forestillinger på tysk, svensk eller fransk indtil sin død i 1845, hvor hans enke søgte at få bevillingen forlænget, hvilket nægtedes af Kancelliet (D.K. 2.Dept. Brevsag nr.3566 13.11.1845). Efter fornyet behandling af Københavns Magistrat stadfæstedes afgørelsen den 26. marts 1846 (D.K. 2.Dept. Brevsag nr.957). Se s.1412.

Allerede i juni 1841 indgav Bing & Nygaard deres ansøgning om oprettelse af et Tivoli i (nærheden af) København, men først med Georg Carstensens ansøgning af 23. okt. 1841 blev sagen realitetsbehandlet. Forhandlingerne om etableringen af Tivoli er gennemgået af Carl S. Christensen i "Historiske Meddelelser om Staden København", III Rk.5.Bd. Kbh.1942-43. Her skal kun anføres teaterdirektionens erklæring i denne sag: "[At] forsaavidt det tilsigtes i et saadant Tivoli ogsaa at give sceniske Forestillinger" måtte man "ubetinget .. erklære sig imod dette Punct af Ansøgningerne", under henvisning til teaterprivilegium og politiplakat, "hvorhos man .. for det Tilfælde, at det desuagtet maatte behage Hs: Majestæt allernaadigst at bevilge det Ansøgte i dets hele Udstrækning, troer at kunne antage, at det omhandlede Etablissement i saa Fald ikke tilstædes oprettet paa Stadens Grund" (D.K. 2.Dept. Registrant sag nr.235^e 19.2.1842). Kancelliet anbefalede, at Carstensen fik tilladelsen, hvilket kongen bevilgede den 7. apr, 1842 (l.c.): End nu et stykke af yderkanterne af privilegiet var blevet klippet af.

Brdr. Price søgte atter om kongens nåde, idet de gjorde rede for, [sideskift][side 1099]at to ugentlige forestillinger ikke kunne svare sig økonomisk. Fik de derimod udvidet deres tilladelse til at kunne give "mimiske, eqvilibri[sti]ske Forestillinger" "flere Gange om Ugen", håbede de at kunne "faae opbygget et eget smukt lille Theater; og vi turde da haabe, idet vi forskaffe Kjøbenhavns Indvaanere en behagelig og underholdende Adspredelse, tillige at see vor egen Fremtid sikkret" (D.K. 2.Dept. Registrantsag nr.466 24.4.1842). Teaterdirektionens erklæring blev forlangt, hvorpå man snedigt henviste til direktionens skrivelse af 4. febr. 1840 (jf. s.1004) (i stedet for skrivelsen af 30.10.1840, jf. s.1059), hvorefter man blot i forlængelse heraf "modsatte sig enhver Udvidelse af den Brødrene Price .. forundte Tilladelse" (l.c. 13.5.1842). Kancelliet henstillede til kongen om det ansøgte kunne tilstedes (l.c. 23.6.1842), hvorpå kongen gav Pricerne bevilling til 4 ugentlige forestillinger (l.c. 25.6.1842).

Allerede i nov. 1838 mente Dorph, at han kunne hjælpe Adler ved dennes indtræden i teaterdirektionen (jf. s.952), idet Molbech måtte ud af teaterbestyrelsen. Han påberåbte sig sit kendskab til teatret og professor Kruse som korrespondent i udlandet, samt Holsteins sympati (Adlers arkiv 28.11.1838). - I sept. og okt. 1840 ansøgte han kongen om at blive teaterdirektør ikke mindst på grund af Molbechs uegnethed, men Adler var ikke sindet at benytte ham hertil: Dorphs tilbud om anonymt at skrive i pressen til fordel for enevælden var derimod belejligt (NKC UjS. 4.9.1840, A.F. 20.10.1840, hertil Adlers betænkning 4.11.1840). - Efter en audiens i jan. 1842 forestillede Dorph sig, at kongen havde lovet ham at blive medlem af teaterdirektionen (UjBr 13.1.1842 adr. Adler, l.c. 19.1.1842 adr. Christian VIII). Adlers betænkning fra april 1842 er imidlertid ganske anderledes jordnær og relevant: "Han har syslet meget med dramaturgiske Arbeider og da han stadigen omgaaes og lever med en Deel af Skuespiller Selskabet, antager jeg at han nøie kjender vor Scenes Personligheder og forskjellige Kræfter. Han har derfor det store Fortrin for Skuepladsens nuværende Bestyrere at kunne hellige Theatret og dets Anliggender sin hele Tid, og at der for Tiden savnes en saadan Mand i Directionen er dennes væsentligste Brøst. Paa den anden Side maae det anføres for - i det mindste - tvivlsomt om Prof. Dorphs Navn er saa anerkjendt i den æsthetiske Literatur, at det af vore Digtere og Oversættere vil respecteres som en Autoritet, og om han i de [sideskift][side 1100]kammeratlige Forhold, hvori han hidtil har levet med endeel af Theatrets Personale, vil være istand til at tilvinde sig en overordet Embedsmands Anseelse. - Censuren er ikke Theaterbestyrelsens svageste Side, og det er langtfra at Justits^rd. Molbech er, som man troer, eneraadig i dens Udførelse: Professor Heiberg læser tilligemed ham de indkommende Stykker og i Tilfælde af Tvivl eller Dissents, læses de tillige af Chefen og mig. Hvad der fornemmelig savnes ved den nuværende Bestyrelse af Theatret, er det daglige Tilsyn med de løbende Forretninger, Tilstædeværelse ved Prøverne, øieblikkelig Afgjørelse af alle Spørgsmaal, den daglige Tieneste vedkommende. Det hører til Chefens Attributioner, men Kammerherre Levetzau er forhindret ved andre ham betroede Forretninger, og jeg, som skulde træde i hans Sted, er endnu mere beskjæftiget udenfor Theatret end han. En Directeur som med Lyst og Kjærlighed til Theatervæsenet befandt sig i en saadan Stilling at han dagligen kunde være tilstede ved Prøver og andre Forberedelser til Forestillingerne, besøge Skoler, Malerstuen og Skræddersalen, aflægge Chefen Beretning og modtage hans Ordres til de løbende Sagers Afgjørelse, vilde være af uendeligt Gavn for Theatertjenesten. Kan Professor Dorph give sin Interesse for Skuepladsen en saadan practisk Retning, da vilde jeg troe at bevise Theatret en betydelig Tjeneste ved allerunderdanigst at bede Deres Majestæt om at forunde ham, ikke Justitsraad Molbechs, men den mig betroede Plads i Directionen for de Kongelige Skuespil. Jeg har længe maattet erkjende at jeg ikke udfylder den i det Omfang, Deres Majestæt kunde fordre og jeg selv gjerne ønskede, og at jeg ved at overlade den til an Anden, kunde vorde Deres Majestæt mere nyttig i de øvrige mig allernaadigst overdragne Forretninger; men jeg har ikke kjendt nogen Anden som jeg til Tjenestens Tarv, og Deres Majestæts Tilfredshed kunde foreslaae til at træde i mit Sted. Etatsraad Kirstein og Justitsraad Thiele [4] vilde ligesom jeg, savne Tid; den Første især paa Grund af de mange med hans Embedsstilling forbundne Reiser; Conferentsraad v. Holten [5] og Commandeur Falbe [6] savne ikke det fornødne Otium, men jeg frygtede for at deres Udnævnelse maatte møde mindre Bifald hos Theaterpersonalet; den samme Betænkelighed havde jeg ved at foreslaae General-Krigsconnnissair P. Saabye. Professor Dorph kjender jeg for lidet, til at vide om han kunde paatage sig de med min Stilling i Directionen forbundne practiske og oeconomiske Forretninger. [sideskift][side 1101]Jeg maatte desuden være forsikret om Chefens Samtykke til mit Forslag og jeg havde Grund til at troe, at han vilde søge at fastholde mig" (UjBr 16.4.1842). - Det er uden tvivl Adlers vigtigste udtalelse i perioden om teateradministration: Han var helt på det rene med, hvad der var gået galt i den tid, han havde fungeret som teaterdirektør, fordi hverken han eller Levetzau havde den fornødne tid tilovers til teateranliggender; og det var det afgørende. Udover hans karakteristik af Dorph viser det klart, hvad han havde lært af Scene-komiteens arbejde, men også hans manglende disposition for teatervæsenet. - I slutningen af 1842 lå kortene efterhånden blandet, således at Molbech skulle ud af teaterdirektionen, og den praktiske teatermand, Collin, skulle ind. Dorph opfattede situationen rigtigt, for så vidt som han var klar over, at han var blevet overhalet af Collin. Da han opsøgte kongen og siden direktionen, spillede de hinanden ud imod hverandre, hvorved den besluttende myndighed udeblev: Dorph gik forgæves til alle beslutningstagere (KGA 5.7.1842, dec. 1842, 3.2.1842). Efter henvendelse til Collin (Coll.BrS.XXII udat. og 8.2.1843) oplyste denne Dorph om den rette sammenhæng, hvilket Dorph takkede for den 14. febr. 1843: "Naar De vidste, hvorledes jeg i flere Aar er bleven vildledet ved illuderende Løvter og ubetingede Tilsagn, som jeg absolut maatte stole paa, men som jeg nu ikke ønsker videre at omtale, saa vilde De see, at jeg paa den uforsvarligste Maade er bleven disappointeret baade i mine borgerlige og literaire og oekonomiske Forhold, og min Adfærd er maaskee i Deres Øine endog kommen til at see ud som raa Paatrængenhed, medens jeg troede at handle i min gode Ret og bona fide" (l.c.). Den 25. jan. 1844 udøste Dorph sin bitterhed til Adler, idet han ligeud skrev, at Collin stjal palmer fra andre, at teaterkassen kunne spare ca. 10000 Rbd., hvis der blev administreret bedre, og at kongen havde sveget ham ved ikke at holde sit løfte om at gøre ham til teaterdirektør (UjBr). - Kort før Christian VIIIs død fremførte Dorph endnu engang sit ønske om at blive teaterdirektør, idet han som tidligere opregnede sine kvalifikationer og eventuelle funktioner ved teatret (KGA 2.1.1848). - I febr. 1849 skrev han til Levetzau, nu da det forlød, at Adler og Collin skulle udtræde af direktionen, at overhofmarskallen meget belejligt kunne indfri den højsalige konges gamle løfte (UjBr 14.2.1849). Uanset tidspunktet røber Dorphs petitioner en kryben på knæ for enevoldskongen [sideskift][side 1102]og/eller dennes "Midler", soa han kaldte Adler, hvor det ikke lykkedes ham at skjule de sårede prætentioner om at komme i et godt embede med indflydelse på de smagsdannende kredse (jf. Poul Jensen Presse, penge & politik. Kbh. 1971 232-36).

Heibergs teaterpolitisk vigtige "Intelligensblade" udkom i perioden 15. marts 1842 - 1. marts 1844. Borup har behandlet indholdet i sin Biografi. Kbh. 1949 bd. III 33-49; overalt henvises til "Intelligensblade" i noterne.

[sideskift][side 1103]

23.9.0 Sommerforestillinger

Fra Paris havde konsul Saabye skrevet til Levetzau om Dennery & Lemoinea drama-vaudeville "La grâce de Dieu, ou la nouvelle Fanchon" (TG 16.1.1841), at det "giør .. megen Opsigt, spilles hver Aften for fuldt Huus, og har allerede opnaaet 130 Forestillinger" (UjBr 17.8.1841). Heiberg fandt det ikke antageligt: "En meget rørende Forførelseshistorie, med grovt malede Characterer, og med Reminiscenser fra Fanchon og andre Stykker" (UjBr 28.4.1842). Overskou havde imidlertid erfaret stykkets store succes i Hamborg og derpå omarbejdet originalen, til dels ved hjælp af den tyske bearbejdelse (1) (Heiberg Kassen 28.5.1842). Stykket kunne vel tillades at opføres ved Sommerforestillingerne "uagtet det ikke blot i sig selv er noget Nonsens, men endog meget anstødeligt, i hvilken Henseende jeg blandt mangfoldige Steder blot vil gjøre opmærksom paa de 2 sidste Scener i 2^den Act" (l.c.). I sin protokol anførte han også "og Chonchons hele Rolle" (HCp nr.82) (2). "Herren seer dine Veie" opførtes første gang den 6. juni 1842 (3), og uagtet Heibergs negative kritik optaget i repertoiret (4). Se s.1114.

Balletten "Faust" blev opført den 10. juni 1842 med Jfr. Fjeldsted og Andr. Füssel i solopartierne, se s.1138.

Hertz' Dyrehavescene "Perspectivkassen" modtog Heiberg i juni 1842 fra Hertz "og admitterede [den] uden Paategning" (HCp nr.87). Stykket var skrevet til fru Heiberg; premiere den 10. juni 1842 (5).

Hvordan F.L. Høedt havde fundet frem til Scribes gamle komedie Les inconsolables" (TF 8.12.1829) får stå hen. Molbech fandt intet "fra Indholdets Side .. til Hinder for dets Opførelse ved Sommerskuespillene" (in KTS nr.802 3.6.1842). "De Utrøstelige" opførtes første gang den 17. juni 1842. Se s.1124.

Scribes "Chut" (jf. s.976) blev givet den 21. juni 1842 med ny besætning, men stykket blev ikke optaget i vinterrepertoiret (6).

Overskou skulle åbenbart gentage succesen fra forrige sæson, idet han i 1842 leverede Phister Sganarelles rolle i "Le médecin malgré lui" (jf. s.278). Stykket havde været opført i Falsens oversættelse i perioden 1750-1767. Censur var forsåvidt unødvendig. Heiberg læste heller ikke oversættelsen, før den anvendtes. Stykket blev op ført 4 gange ved Sommerforestillingerne (7). Se s.1124.

"Lindgreens Minde" blev forfattet af Oehlenschläger og fremført den 27. juni 1842.

"Gabrielle de Belle-Isle" (jf. s.1060) blev givet for 5. gang ved Sommerskuespillene den 27. juni 1842. Se s.1114.

[sideskift][side 1104]Bayard & Dumanoirs komedie "Le vicomte de Létorières" (PR 1.12.1841) sendte Saabye hjem til Levetzau den 5. jan. 1842, meddelte han Adler, idet han blot lagde til, at det havde "gjort Lykke" (Adlers arkiv 12.1.1842). Den 9. juni 1842 meddelte Heiberg direktionen, at stykket var anbefalelsesværdigt: "[Stykket var] ligesom les premieres armes de Richelieu [jf. s.1081], skrevet for M^ell Déjazet, men er mere combineret, har en større Udvikling og større Rigdom i Characteerskildring; tillige dreier det sig ikke heelt igjennem om et eneste uanstændigt Punkt, men har kun enkelte frivole Stænk, som kunne modereres i Bearbeidelsen" (UjBr). I samme brev tilstod han, at han havde lånt Holst stykket "til Gjennemsyn, da han var i Forlegenhed med et Valg til sin Sommerforestilling" (l.c.). Heiberg havde klart overskredet sin kompetence, og selv om det kun gjaldt en Sommerforestilling, var han jo ikke uvidende om, hvordan disse stykker ofte blev optaget i teatrets repertoire. Inden den 20. juni 1842 havde Hvid fået stykket oversat (HCp nr.84). "Grev de Létorières' Proces" opførtes 2 gangé ved Sommerskuespillene (8). Se s.1124.

Den 4. juli 1842 opførtes "Slutnings=Scenen af Egmont" (Th.Pl.) (jf. s.1088).

Endnu en af de Andersenske spøgefuldheder så dagens lys i 1842. Den 30. maj 1842 læste han vaudevillen "Fuglen i Pæretræet" for Sommerskuespillenes Selskab (Coll.BrS.IX Liebe til Andersen 29.5.1842). Heiberg admitterede stykket til opførelse (HCp nr.84 21.6.1842) (8a). Stykket opførtes 2 gange ved Sommerforestillingerne (9). Se s.1135.

Den 11. juli fremsagde Mad. Nielsen F.J. Hansens digt "I.C. Ryge", hvorpå fragmenter blev givet af følgende stykker: "Marino Faliero", "Den Gjerrige" og "De Usynlige" (10).

Overskou nåede også at oversætte Goubaux & Lemoines drame-vaudeville "La dot de Suzette" (TG 19.3.1842). Trykt i Theatrets Repertoire admitterede Heiberg stykket til Sommerforestillingerne, selv om det var "Noget rigtigt Pjank .. som maaskee vil gjøre lykke, fordi det er grusomt rørende" (HCp nr.86). "Suzettes Medgift" opførtes første gang den 14. juli 1842 (11). Se s.1124.

Chapelle & Clairvilles komedie "l'Abbé galant" (GD 6.1.1841) oversat "Den unge Abbed" læste Heiberg: "Det er et af de dummeste Stykker, jeg har læst, og tillige daarligt oversat, men kan alligevel gjerne admitteres til Sommerforestilling" (HCp nr.83; meddelt [sideskift][side 1105] Liebe i tabt skrivelse af 3.6.1842). Oversætteren eller Liebe havde åbenbart henvendt sig til Collin, thi til svar på spørgsmål fra Collin oplyste Heiberg den 19. juli 1842, at han ikke kendte stykket "l'Abbé galant" (Coll.BrS.XXIIb) (jf. s1224).

Selv om Heiberg aldeles ikke var fyldestgjort af Sommerskuespillenes tekster, havde dog flere af stykkerne gjort lykke, hvorfor det var naturligt at indlemme dem i teatrets repertoire. Ifølge Overskou (V 575) skete det kun fordi teaterdirektionen var dårligt forberedt til sæsonens start.

Dobbeltheden i Heibergs virksomhed afspejles i, at han fungerede som censor ved Sommerforestillingerne, hvorpå han siden som teaterkritiker i sine "Intelligensblade" kunne kommentere stykkerne, efter at de havde stået deres prøve ved Sommerforestillingerne. Det ville være umuligt for læseren at afgøre, hvem der havde optaget stykkerne i teatrets repertoire, mens Heiberg frit kunne rose eller sværte.

Allerede den 27. sept. 1841 henvendte José Camprubi (jf. s.1093), nu fra Paris, sig til Levetzau, fordi han ville drage til København med et italiensk repertoire; han anmodede om at optræde i de tre sommermåneder i 1842 (Overhofmarskallatet II.Q 30b). Levetzau reagerede på denne henvendelse den 21. okt. 1841 (skr. tabt), men Camprubis gensvar af 12. nov. 1841 afslørede, at han endnu ikke på grund af usikkerhed om engagementets holdbarhed havde egentlige kontrakter med sine folk. Endnu den 7. jan. 1842 henvendte han sig til Levetzau om sit forehavende, men det havde da ganske mistet sin interesse, jf. s.1096.

Joseph Kelm, der ledede en større fransk teatergruppe "Gymnase Francais", skulle med denne have givet forestillinger i maj i Hamborg. Da en stor del af byen brændte i begyndelsen af maj 1842, måtte han nødvendigvis søge andre muligheder. Til Levetzau oplyste han, at han ville komme i en måned for at give 12 eller 15 forestillinger. Uvilkårligt spørger man hvor mange andre teaterintendanter han tilskrev (l.c.). Levetzau reagerede ikke.

Både Rosenkilde og Mad. Simonsen optrådte i Christiania i sommeren 1842 (12).

---

Noter

[sideskift][side 1656]

23.1.1 note 1

(1) Trojel udgav "Canova" i 1842. Han ledsagede udgivelsen med følgende kommentar: "at det to Gange har været indsendt til Direktionen for det kongelige Theater, og to Gange er blevet forkastet, første Gang alene paa Grund af Behandlingen, men med Anbefaling af Sujettet og en hædrende Opmuntring til at omarbeide det, anden Gang især paa Grund af Sujetters Unaturlighed, samt nogle sceniske Ubeqvemmeligheder .. Thi at "Sujettets Unaturlighed" skulde svække Interessen for det, har Direktionen ikke antaget i Aaret 1837; og naar den nu har antaget det i Aaret 1841, kunde det jo være mueligt, at den i Aaret 1842 vilde igjennem Negationen vende tilbage til den første Antagelses Affirmation, og at Andre ville billige denne. Naar jeg iøvrigt har troet ei at burde fortie denne Modsigelse i Direktionens Domme, kan jeg paa den anden Side ei undlade at takke Direktionen for den Opmærksomhed, den begge, Gange har viist mig ved en omhyggelig Gjennemlæsning og Prøvelse af mit Manuskript, og en "ikke sædvanlig" Meddelelse af de vigtigste Momenter af og Motiver til min Dom. Frederiksborg, den 23de Februar 1842". Molbech havde formuleret det omhandlede således: "At .. Canova, har vundet ved den Omarbeidelse, De har underkastet samme, er man tilbøielig til at troe; men det lider endnu for meget af Sujettets Mangel paa et tilstrækkeligt dramatisk Indhold, og en tildeels heraf udsprungen Magerhed i Behandlingen, [til at kunne påkalde sig publikums interesse]" (Kp.nr.109).

23.1.1 note 2

(2) Robert Neiiendam har i Edda VII 1917 aftrykt Borup nr.481 samt Kp.nr.137 - ikke uden læsefejl. Notitsen er forfejlet og forældet, jf. Borups udgave af "Breve og Aktstykker vedr. Heiberg" samt mammutudgaven af Wergelands Samlede Værker.

23.1.1 note 3

(3) En summarisk sammenligning mellem sufflørbog KTS 718 og den trykte udgave viser følgende: 1. akt identisk med den trykte udgave, 2. akt begynder med den trykte udgaves 5.sc., udstregningerne i 4. akt er noget uklare, men der blev foretaget flere forkortelser, 5. akt, 1.sc. = tr.udg.s 5. akt, 3.sc., 5. akt, 2.sc. = 5. akt, 1.sc., 5. akt, 3.sc. = 5. akt, 2.sc., Heiberg slog scenerne 4-10 sammen til en scene (4.sc.), 5. akt, 11. og 12. sc. = 5. akt, 5.sc., derpå fulgte 6, 7, 8, 9, 10, 13, ny sc., 14, 15, 16, 17 samt to nye scener. Den trykte udgave er altså fra før indstuderingen. En redegørelse for Heibergs virksomhed som scenisk dramaturg må overlades til en specialundersøgelse.

23.1.1 note 4

(4) "Fædrelandet" skrev: "Grunden til at "Svend Grathe" ved sin første Opførelse modtoges med nogen Kulde af Publicum, [ligger] formentlig dels .. i Sujettet og dets Behandling, dels i Udførelsen og dels hos Publicum selv. Stoffet for "Svend Grathe" er nemlig saa ofte blevet behandlet af danske Digtere, at det ikke kan have Nyhedens Interesse, det er heldigst behandlet af Ingemann, af Boye og senest af Bournonville i Balletten "Valdemar", som har gjort megen Lykke, og endnu gaaer jevnlig over Scenen, ja Hauchs Behandling deraf har temmelig megen Lighed med den sidstnævnte. Hvorvel det nu maa indrømmes, at Æmnet egner sig meget mere for en Tragoedie end for en Balletcomposition, saa vil det dog heraf være forklarligt, at Publicum ikke kunde see Tæppet rulle op med spændt Forventning, saa meget mindre som Stykket i flere Maaneder har været trykt og vistnok er læst af Mange. Dernæst kunne vi ikke fordølge, at hvor mange skjønne Enkeltheder Hauchs Bearbeidelse end indeholder, hvor fortrinlig den end kan være [sideskift][side 1657]som Charaktertegning og historisk Genremaleri, saa turde den dog vel meget savne dramatisk Effect. Endvidere leed Udførelsen af de samme Mangler, som Tragoedien paa vort Theater i den senere Tid almindelig lider af; bleve end Hovedrollerne upaaklagelig givne - hvilket dog maaskee neppe gjelder om Hr. Kraghs Udførelse af Svends Rolle - saa havde som sædvanlig det talrige Antal af Personer nødt til at besætte en Deel Roller saa maadeligt, at der slet intet Ensemble var, og enkelte Scener snarere frembragte en comisk end tragisk Virkning" (nr.867 4.5.1842). "Intelligensblade" nr.5 15.5.1842 (= Pros.Skr.bd.4 378ff).

23.1.1 note 5

(5) Manuskriptet (Coll. S. 519) indeholder væsentlige rettelser i 5. akt, men de ligger alle før indleveringen til teatret. Kun de mange rettelser i 1. akt (de mange platituder, vittigheder eller udfald mod konge og adel) i Ulfelds replikker kan dateres til efter antagelsen. Heiberg indførte dem i sufflørbogen KTS 126, som derudover indeholder få rettelser af Blyant og ganske få inferiøre af Liebe.

23.1.1 note 6

(6) Anmelderen i "Fædrelandet" var i indledningen overstrømmende: "Dette Stykke maa nødvendigen tilbagekalde i Din Erindring hine hans Ungdoms og Manddoms herlige Værker, hvorover Du har sværmet og grædt, som først have lært Dig Poesien, dens Skjønhed og Kraft at kjende .. [Du] vil .. istemme det Raab, der i Løverdags Aftes rungede i Theatret, Oehlenschläger leve! Men fordi Du yder ham denne velfortjente Hyldning, derfor maa Du ikke ansee det for en ham skyldig Pietet, at undlade nærmere at betragte hans Værks Fortrin og Mangler .. Det er da vistnok aldeles utvivlsom, at Digteren har fuld Frihed til at lempe de historiske Begivenheder efter Kunstartens Fordringer, men det er et Spørgsmaal, hvorvidt han ogsaa har Ret til, at forandre de ham af Historien givne Charakterer, i det mindste naar han stiller dem i Forgrunden som Digtets Bærere, hvorvidt han tør benytte de historiske Navne som blotte Masker for sin egen Phantasies individuelle Skabninger; thi det synes snarere at være hans Opgave at forbinde de overleverede Træk til harmoniske Helheder, at reproducere de historiske Skikkelser i deres høiere ideale Sandhed. Vil man fastholde denne Fordring, saa kan "Dina" neppe kaldes et historisk Drama .. thi ikke blot er hele Catastrophen bygget paa en blot Fiction, men Hovedpersonerne ere andre end dem, vi under disse Navne kjende .. Men om man nu ogsaa vilde indrømme Digteren denne tvivlsomme Ret, at bruge Historien som blot Costume for sin Phantasies frie Værk, saa bliver det dog mærkeligt, at Oehlenschläger har benyttet Ulfeldts Historie paa denne Maade, ikke blot fordi dennes Tidsalder ligger vor Tid saa nær, at Publicum maatte forudsættes at medbringe sine bestemte Forestillinger om hine Personer, hvorved "Dina" altsaa let kunde fremkalde en vis forvirret Overraskelse, og dets fulde Virkning saaledes svækkes, men ogsaa fordi hin Tids Historie, hvilket hans geniale Blik strax maa have seet, indeholder et langt mere storartet, ægte tragisk Stof, end det, han her har valgt til Behandling, nemlig Kampen mellem Aristokratiet og Kongedømmet .. i dette Drama, hvis Udførelse vi iøvrigt tilstaae maaskee vilde have store Vanskeligheder, udgjør Dina og hendes Skjæbne kun en lille Episode .. Dina er en femme libre i Ordets ædlere Betydning, som ved sin Aands trodsige Selvstændighed og ensidige Udvikling er geraadet i Opposition mod den bestaaende Tingenes Orden .. Man kan nu vel indvende Digteren, at en saadan Charakter er altfor modern, til at passe [sideskift][side 1658]i det 17de Aarhundredes Costume, men er den kun psychologisk sand, saa er den poetisk berettiget, og det er ingen Umulighed, at hin Tids Gjæring kan have fedt et saadant aldeles enkeltstaaende Phænomen; det er i saa Henseende intet uvæsenligt Moment at Forfatteren har ladet hende være Katholikinde, uagtet hun lever i et protestantisk Land. En langt væsentligere Anke er det, at der aabner sig en Kløft i Udviklingen af hendes Charakter, hvorover Tilskueren kun kan komme ved et Spring; hendes Anklage mod Ulfeldt fremtræder nemlig umotiveret. Hun er for høihjertet og stolt, til at denne Handling kan forklares af fornærmet Kjærlighed eller Hævngjerrighed, hvilket aabenbart heller ikke er Digterens Mening; men altsaa maatte der opstaae en Kamp hos hende mellem hendes Kjærlighed til Ulfeldt og hendes formentlige Pligt, hvis Resultat bliver, at hun opoffrer hin for dennes Skyld; thi hvis hendes Kjærlighed er sand, kan hun ikke opgive den i øieblikkelig Ubesindighed eller i en pludselig fanatisk Iver. Denne Kamp fremtræder slet ikke, før hun har meddelt Walter sin Beskyldning, og da yttrer den sig paa en Maade, der næsten er urimelig; hun medbringer nemlig et i Forveien skrevet Brev, som hun, efterat have instrueret Walter, afsender til Ulfeldt, for at underrette denne om, at hans Liv er i Fare .. Hvad der imidlertid bidrager væsenlig til at dette Stykke ikke blot har tilfredsstillet, men man kan vel sige henrevet det for den tragiske Pathos noget sløve Publicum, det er Titelrollens fuldendte Udførelse. Fru Heiberg har i en lang Række af høist forskjellige Charakterroller udviklet sit modne og mangesidige Geni; men vi mindes dog ikke nogensinde at have seet den bevidste Konsts saa fuldkomne Triumph som i "Dina"" (nr.1046 1.11.1842). "Intelligensblade" nr.16-17 15.11.1842 (= Pros.Skr.bd.3 365ff).

23.1.2 note 1

(1) Sufflørbogen KTS 344 er uden interesse. Stykket blev anmeldt i "Dagen" nr.223.

23.1.2 note 2

(2) Teksten findes in RA afd. G Ikke antagne stykker uden forfatternavn.

23.1.2 note 3

(3) Skrevet af pseudonymet Chr. Ludv. Nostrat: ikke opløst.

23.2.1 note 1

(1) Sufflørbogen KTS 152 indeholder ganske få og inferiøre udstregninger foretaget af Blæk og Blyant; let modificerende i enkelte udtryk.

23.2.1 note 2

(2) Jf. "Intelligensblade" nr.31 15.6.1843 (= Pros.Skr.bd.5 341f).

23.2.1 note 3

(3) Jf. "Intelligensblade" nr.31 15.6.1843 (= Pros.Skr.bd.5 340f).

23.2.1 note 4

(4) Rindom gav stykket til Collin, "hvem jeg har meddeelt Directionens Bestemmelse" (Coll.BrS. 16.7.1842 adr. Molbech).

23.2.2 note 1

(1) Brevet til Arnesen er at betragte som en koncept til hans censorvotum: der er i de fleste henseender tale om verbaloverensstemmelse.

23.2.2 note 2

(2) Heiberg rettede sufflørbogen KTS 841 igennem med hensyn til det korrekte og tilladelige sproglige udtryk, men hans ændringer er hverken mange eller væsentlige. Eksempler: forføre ændredes til bestikke, prostitueret ændredes til blameret, Kiøretøi ændredes til Equipage.

23.2.2 note 3

(3) Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Intriguen i dette Stykke er saaledes ikke meget forviklet eller interessant, og allerede i første Act seer man tydeligt det Resultat, Forfatteren først kommer til igjennem 5 lange Acter. Som en Følge heraf er det ikke muligt for Tilskueren at vedligeholde nogensomhelst Spænding, da Forviklingen er saa yderst simpel, og [sideskift][side 1659]det Hele forekommer os derfor lidt langtrukkent, og udtværet. Hvad der imidlertid for en Deel vedligeholder Interessen er den fine og livlige Dialog og de i det Hele taget særdeles veltegnede Charakterer. Ikkun Grevindens Charakteer synes os ikke at være aldeles conseqvent gjennemført; thi i første Act, da hun kommer hjem fra Vielsen forekommer hun os baade utilladelig naiv og lidt affecteret, hvorimod vi senere ikke see Spor af disse Egenskaber hos hende, ja hun viser sig endogsaa saa naturlig, at hun af sin Kammerpige maa tage Lection i Koketteri. - Hvad Udførelsen af dette Stykke angaaer, da ville vi vel ikke negte, at den i det Hele taget var ret tilfredsstillende; imidlertid kunde vi nok have ønsket Marquis de Valclos en anden Fremstiller end Hr. Wiehe. der aldeles mangler den Lethed og Elegance i Diction og Manerer, der ene er i Stand til at gjøre en saadan Rolle interessant og naturlig for Tilskuerne" (nr.9 9.1.1842).

23.2.2 note 4

(4) Overskous egne vanskeligheder med rolleafgivelse gør ham (også) i denne sammenhæng til et usikkert vidne.

23.2.2 note 5

(5) Carstensens angreb på (fru) Heiberg i Figaro 26.12.1841, se Borup V 150, hertil Heibergs brev til direktionen (Borup nr.485), hvor han bad fruen fritaget for rollen. Jf. Et Liv I 265-68, Teatret XI 1911 111. - Sufflørbogen KTS 281 udviser få sproglige korrektioner af Overskou samt yngre blyantsrettelser fra genoptagelsen i 1860erne.

23.2.2 note 6

(6) Se Teaterhistorien bd.V 559.

23.2.2 note 7

(7) Heibergs rettelser i sufflørbogen KTS 521 er ganske få; han rettede lidt sprog og indsatte et par replikker (s.45). Rettearbejdet forekommer meget lidt gennemgribende, eksempel: Gigt ændredes til Podagra.

23.2.2 note 8

(8) "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Endeligen har da Theaterdirectionen faaet en Nyhed bragt paa Scenen, og det en Nyhed, som vi ville indestaae for, ikke nogensinde vil blive gammel, vi mene "Marquisens Memoirer". Lystspil i 1 Act af Fournier. Oversætteren maa skamme sig, (vi ville til hans Ære antage, at han allerede har skammet sig og derfor er forbleven anonym) fordi han har anvendt Tid og Uleilighed paa et saadant Makværk, Directionen, især dens æsthetiske og censure[re]nde Element, maa skamme sig over at have tilladt dets Opførelse, og Jfr. Jørgensen maa endelig skamme sig, fordi hun har anseet det for Umagen værd at spille godt i et saa slet Stykke. Lykkeligviis er Stykket saa slet, at alt godt Spil ikke vil kunne redde det fra en brad Død, ellers kunde vi maaskee have risqueret at høre "Marquisens Memoirer" hver Aften i langsommelig Tid. Vi skulle ikke misbruge vore Læseres Taalmodighed ved at spilde flere Ord paa et Fuskerværk, hvis Modtagelse i Mandags Aftes var af den Art, at det skulde undre os meget, om Theaterdirectionen havde Mod til at lade det komme frem blot een Gang endnu; det blev totalt udhysset, uden at eneste Stemme hævede sig til dets Forsvar, og den tilfældige Mangel af Piber, kan vel neppe være nogen Grund for Directionen til ikke at lade dette Stykke anføre i Regisseurernes Protocoller som forkastet af Publikum" (nr.47 16.2.1842).

23.2.2 note 9

(9) Sufflørbogen KTS 352 har været udskrevet efter manuskriptet, inden titlen blev ændret fra "Romanen i Breve". Udstregningerne i 4.sc., som blev trykt efter Overskous original, er ubetydelige. NkS 4509 indeholder en nu helt ulæselig påskrift, signeret M[olbech].

23.2.2 note 10

(10) Eksemplaret fra 1842 kendes ikke, hvorfor rettelsernes omfang en detaille ikke kan vurderes. Sufflørbogen KTS 54 er uden betydning.

[sideskift][side 1660]

23.2.2 note 11

(11) Tidsskriftet haves ikke i Danmark fra den behandlede periode.

23.2.2 note 12

(12) Sufflørbogen KTS 493 er forsynet med blækrettelser af flere hænder end Heibergs; dertil forekommer få blyantsudstregninger af en vis modererende karakter. - Stykket blev ikke anmeldt i "Fædrelandet". "Kjøbenhavnsposten"s anmelder skrev: "Vi kunne ikke dele det Bifald, hvormed dette Stykke i Almindelighed synes at være optaget; thi dertil mangler det for meget Natur og indre Sandhed; mange af de enkelte Scener synes kun at være blevne til, for at gjøre en følgende Scene nødvendig, eller med andre Ord for at tilveiebringe en Knude, der, hvis de handlende Personer havde baaret sig ad paa samme Maade, som fornuftige Mennesker under lignende Omstændigheder vilde have gjort, aldrig var bleven knyttet .. Imidlertid ville vi ikke negte, at Scribe i "en Lænke" paa paa ny har beviist, hvor overordenlig megen Routine, han har som dramatisk Forfatter; thi, uagtet Forviklingen er saa godt som aldeles ingen, har han dog forstaaet at skabe en Mængde ret interessante Hindringer for Catastrophens Tilendebringelse, der unegteligen er i Stand til at sætte Tilskueren i en vis Grad af Spænding .. Stykket vil neppe holde sig ret længe paa Repertoiret, og, naar man har meent, at det vilde gjøre samme Lykke, som i sin Tid "Et Glas Vand", har man vistnok gjort Regning uden Vært" (nr.146 og 147 1.6.1842). Jf. "Intelligensblade" nr.6 1.6.1842 (= Pros.Skr.bd.5 177f).

23.3.1 note 1

(1) Güntelberg blev afskediget den 29.7.1841 og "beordret tiltalt for Kassemangel ved Domstolene" (Erslew Suppl. I 624).

23.4.1 note 1

(1) Udgiverne af Wergelands Samlede Værker (Bd.VI.l 531) oplyser, at UB (Oslo) ejer et eksemplar "sterkt bearbeidet .. Dette ms. er ikke brukt som trykkms. men er gjennemsett af H.W. som har foretatt nogen rettelser, og flere steder er deler af H.W.s originale ms. innklebet". Derpå aftrykkes ændringerne i forhold til den trykte udgave (s.531-33). Udgiverne har ikke: været i stand til at datere den ændrede udgave, men hypotetisk kunne det fremføres, at der har været tale om forskelle mellem 1839- og 1841-versionen. Stykket blev opført på Christiania Theater første gang den 9.4.1855 (2. og sidste gang den 2.5.1855).

23.4.2 note 1

(1) Hverken Overskous manuskript (NkS 2581) eller sufflørbogen KTS 738 udviser udstregninger eller ændringer.

23.4.2 note 2

(2) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "den nye Vaudeville er en fuldkommen dramatisk Ubetydelighed, ja, hvad der er det Allerforunderligste, Hr. Overskou synes, ved at sætte samme i Scene, selv at have glemt, hvad der har bevæget ham hertil. Vi maae nemlig antage, at det er Sujettets Hovedperson, Thomas Ægypter, en Typus for den franske Armee i Keisertiden, der har havt særlig Interesse for Hr. Overskou, idet han ventede, at denne Charakter, med hvis Udførelse hele Stykket staaer eller falder, i en af vore største Skuespilleres Hænder maatte kunne blive til noget Stort. Vi ere selv ikke utilbøielige till at antage det Samme, og naar vi f.Ex. mindes Hr. Phisters Udførelse af den franske Sergeant i "Regimentets Datter", da kunne vi næsten ikke tvivle om, at det vilde være lykkedes denne udmærkede Konstner at afvinde den ovennævnte Character en interessant Side. Men i Stedet for med begge Hænder at gribe denne heldige Omstændighed, har Hr. Overskou ladet sin Hovedperson besætte med een af Theatrets bedste Sangere, der [sideskift][side 1661]vel nu og da har viist sig som en ret brugbar Skuespiller, men i Intet mindre end i den Retning, han her skulde bevæge sig i. Vi maa derfor af Hjertet beklage, den megen Tid og Flid, Hr. Hansen umiskjendeligen har anvendt paa dette Parti, uden at det har kunnet lykkedes ham, at hæve det til et saadant Punct, hvorfra det kunde gjøre den tilsigtede Virkning. Ikke mindre var det et Misgreb at tildele Mad. Stage den fromme, gemytlige, sin Befrier lidenskabeligt hengivne Piccolas Rolle, hvorvel dette først er skeet, efter at Jfr. Bergs Sygdom igjen havde bevirket Stykkets Udsættelse. Hvis disse Vaudevillens tvende Hovedpersoner havde været i Hr. Phisters og Fru Heibergs Hænder, da tvivle vi ikke om, at dette i lang Tid vilde have bevaret den fra at skjules af den Glemsel, hvori dens Mangel paa indre Værd, selv med en saa fortræffelig Udførelse af de øvrige Roller, som Dhrr. Nielsens og Phisters af Generalen og den italienske (?) Barbeer, uundgaaelig vil nedsænke den" (nr.849 15.4.1842).

23.5.0 note 1

(1) Saabye plejede sin elevs interesser ved talrige omtaler i Berlingske Tidende

23.5.0 note 2

(2) Jf. "Intelligensblade" nr.4 1.5.1842 (= Pros.Skr.bd.7 271-79). Bournonvilles udkast til balletten findes.

23.5.0 note 3

(3) Udover de to egentlige balletkompositioner (jf. s.1238 og s.1274) kreerede han dansen til "Moses" (20.9.1843), "Vestalinden" (18.9.1844) og "Aagerkarl og Sanger" (18.11.1845).

23.7.0 note 1

(1) Bræstrup oplyste Levetzau om, at der var varslet uroligheder i anledning af dette stykkes opførelse (UjBr 23.1.1842): Det blev opført på ny den 8.2.1842. - " "De to Dage", der først var ansat til Opførelse, kunde paa Grund af, at Hr. Sahlertz atter er bleven upasselig, ikke gives .. I Stedet for .. gaves som sædvanligt "Coliche" og "De Usynlige paa Sprogø". Det skulde være meget mærkeligt, om det ikke var muligt at bringe en bedre Forestilling istand, end den omtalte, da Placaten kun anmelder en eneste Skuespiller som syg, nemlig Dr. Ryge. Hvori ligger da Grunden til, at man idelig og idelig tracterer Publikum med saa flaue Retter?!", skrev "Kjøbenhavnsposten"s anmelder (nr.47 16.2.1842). - Allerede den 21.1.1842 skrev "Fædrelandet"s anmelder (-9-): "Om Aarsagen hertil maa søges i Directionens Mangel paa Smag, dens grændseløse Indifferentisme, eller dens sørgelige Ubekjendtskab med Theatrets sande Kræfter, hvad eller det er en uheldig Combination af samtlige disse Omstændigheder, der er Skyld i denne for Theater, Publicum og Konstnerne selv lige skadelige Anordning af Forestillingerne, nok er det, at en saadan uimodsigelig har fundet Sted" (nr.768). - Den 28.2.1842 påtalte bladet "den hyppige Gjentagelse af Holbergs "Politiske Kandestøber", der i den seneste Tid endog er forceret til 3 Gange i Løbet af omtrent otte Dage [7., 10. og 25.2.1842]" (nr.805). Direktionen vidste intet om repertoiret før den sad i direktionslogen, mens regissørerne bar skylden. Bladet anbefalede i stedet, at teatret opførte "Den dramatiske Skrædder": "I dette Stykke fremstilles en skikkelig Mand, der, ligesom i "Kandestøberen", giver sig af med Noget, han mindst duer til, og som ved nogle Spøgefugles List bringes til Erkjendelse af sin egen Daarlighed. Men det er sandelig ikke blot hin dramatiske Skrædder, der i vor Tid kan have godt af en saadan Lection. Man kan vistnok være en meget god Skrædder, uden derfor at have Forstand paa Theatervæsenet; men man kan ogsaa være en høist [sideskift][side 1662]elskværdig Hofmand, man kan være i Besiddelse af store selselskabelige Talenter, man kan være en meget flittig Sproggrandsker og Kritiker, ja man kan endogsaa være en ret god Skuespiller, uden at man derfor behøver at forstaae sig det mindste paa det, et Nationaltheater er Konsten og Publicum skyldigt" (l.c.).

23.8.0 note 1

(1) Jf. Schepelern s.102-03.

23.8.0 note 2

(2) Danske Kancelli. 2. Dept. brevsagerne nr.128, 326, 325.

23.8.0 note 3

(3) Jf. Danske Kancelli. 2. Dept. brevsag nr.1368-69. Ifølge brevsag nr.1568 bevilgedes Pettoletti tilladelse til at give forestillinger fra den 17.5.1842.

23.8.0 note 4

(4) Thiele, J.M. (1795-1874), se Sjøqvist Bidrag til en karakteristik af Christian VIII. Historie. Jyske Samlinger Ny række XV,3 1984 s.471.

23.8.0 note 5

(5) Holten, C.H. (1775-1862), se Sjøqvist s.469.

23.8.0 note 6

(6) Falbe, C.T. (1791-1849), se Kong Christian VIIIs Dagbøger og optegnelser, udg. af V. Sjøqvist. Kbh. 1983. bd.III reg.

23.9.0 note 1

(1) Die Perle von Chamounix. Th. in d. Josefstadt 13.8.1842.

23.9.0 note 2

(2) Heiberg opregnede en række urimeligheder og forvanskninger HCp nr.82. Vurderingen er identisk med den til direktionen indsendte.

23.9.0 note 3

(3) Stykket opførtes 1. gang i København hos Pettoletti af et fransk skuespillerselskab den 5.6.1842.

23.9.0 note 4

(4) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Naar .. Moralen skal tilkjendes Borgerret paa Scenen, saa maa den fremgaae af Characterernes Skildring og Udvikling. Dyden maa gaae seirende igjennem Fristelsen ved dens egen Kraft, ved Sjælens Renhed og Charakterens Fasthed, ikke ved et Maskineri af lutter tilfældige Omstændigheder; Lasten maa da slaae sin glimrende Kaabe tilside og vise Tilskuerne sit hule Indre, hvor Nydelsens Blomster ere falmede, Livets rene Lys slukket, og kun Samvittighedens varslende Vægterraab lyder, men den maa ikke blot fremtræde i sin Frækhed og med en vis falsk Berettigelse .. Grevens Forførelsesbestræbelser, der culminerer i 3die Act og fra dennes Slutning ophøre, ere udentvivl det mest utilfredsstillende Parti af Stykket .. Desuden gaaer denne Scene af en Roués Familieliv altfor vidt, til at den ikke skulde saare navnlig det qvindelige Publicums Sædelighedsfølelse .. Hvad der imidlertid maaskee for en Tid vil kunne holde dette Stykke oppe, uagtet dets Mangel paa sandt Værd, er dets fortræffelige Udførelse .. Efter Tæppets Fald lød stærkt Bifald, hvori der blandede sig nogen Hyssen; der herskede saaledes Meningsforskjellighed, paa hvilken Hr. Instructeur Nielsen fandt for godt at gjøre Ende ved at lade Tæppet gaae op og træde frem for at melde, hvad Foreningen for Sommerskuespil agtede at give næste Gang" (nr.899 7.6.1842).

23.9.0 note 5

(5) "Fædrelandet"s diskussion med Hertz og Heiberg er udeladt på grund af sagens indhold: publikums manipulation kontra smagens manipulatorer. "Fædrelandet" anmeldte stykket den 11.6.1842 (nr.903), hvorpå Hertz og Heiberg svarede i "Intelligertsblade" nr.8 (1.7.1842) og nr.9 og 10, hhv. 15.7. og 1.8.1842 i (= Pros.Skr.bd.4 289-306). "Fædrelandet" skrev derudover om stykket den 6.7.1842 (nr.928), den 9.7.1842 (nr.931) og den 19.7.1842 (nr.941).

23.9.0 note 6

(6) "[Sujettet] har megen Lighed med "Dronningen paa 16 Aar"[se s.504] og "et Glas Vand"[se s.1076], men dets Composition er ulige ringere end disse Stykkers. Hovedpersonen .. taber ved [sideskift][side 1663]den ubegribelige Sladderagtighed, hvormed han i første Scene betroer den ham aldeles ubekjendte Potemkin sit Hjertes Hemmelighed, næsten ganske Tilskuernes Interesse; ligesaa ubegribeligt og aldeles udramatisk er det Knuden opløsende Moment, den Lykke, han under selve Handlingens Gang gjør hos Katharina II, som slet ikke optræder i Stykket .. Imidlertid er dette Stykke dog saa livligt, at det, naar det bliver godt spillet, nok kan taale at sees een Gang", skrev "Fædrelandet"s anmelder den 22.6.1842 (nr.914).

23.9.0 note 7

(7) "[Selv om Holberg havde gjort flittig brug af Sganarels doktorpraksis, ville et publikum alligevel] med sund Sands snarere have modtaget det med stormende Jubel, end prostitueret sig selv ved at yttre nok saa svagt et Tegn paa Mishag, saa ægte burlesk en Lystighed aander det fra Ende til anden, saa tilfredsstillende er det behandlet af Oversætteren, og saa ypperlig bliver det spillet", skrev "Fædrelandet"s anmelder den 22.6.1842 (nr.914).

23.9.0 note 8

(8) "Fædrelandet"s anmelder skrev, at stykket var "en reen Farce, hvis Lystighed er mere frivol end burlesk, hvis hele Composition ligger hinsides Sandsynlighedens Grændse, hvis Carrikaturer ere plumpt tegnede, hvis Dialog endelig er livlig og vittig, naar blot Vittighederne ikke fordærvedes ved idelig Gjentagelse .. [Fru Heibergs spil henrev publikum]" (nr.924 2.7.1842).

23.9.0. note 8a

(8a) NkS 2500 er den af Liebe udskrevne sufflørbog med Heibergs påskrift, enslydende med HCp nr.84. Der er ikke foretaget ændringer i dette arrangementseksemplar, jf. note 1 til 24.4.1.

23.9.0 note 9

(9) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Ideen til denne Bagatel er ret moersom, - men denne tilhører ikke Hr. Andersen, da den er laant af en lille Fortælling; derimod tilhører det Hr. Andersen, at hans "Spøg" er grumme lidt moersom .. Imidlertid har han dog ikke forsømt at slutte med den sædvanlige Koketteren med Publicum, hvorover dette blev saa fornøiet, at det strax glemte al den Tid, det havde kjedet sig i, og med Klap og Bravo overdøvede Slutningsomqvædet" (nr.927 5.7.1842).

23.9.0 note 10

(10) Hansens digt "I.C. Ryge" tryktes i Fædrelandet den 5.7.1842.

23.9.0 note 11

(11) "Fædrelandet"s anmelder skrev: "Dette Stykke henhører til den samme Classe af moderne rørende Dramer à la Kotzebue, hvortil vi have henført "Herren seer dine Veie". Dets Særkjende er en uendelig Ædelmodighed hos alle Hovedpersonerne, og det fordrer, for at behage, samme Egenskab hos Tilskuerne [, hvorpå anmelderen ironiserede over stykkets ædelmodighed]" (nr.937 15.7.1842).

23.9.0 note 12

(12) Se Berlingske Tidende juni/juli 1842.