Side 899-957, noter side 1626-32 + 1743.
[sideskift][side 899]
Kommitteret i Rentekammeret H.L. Evers døde den 10. juli 1838, hvorpå ledelsen i Rentekammeret overvejede, hvem der skulle overtage hans forretninger. Valget faldt på Kirstein, der i en længere årrække havde arbejdet med de samme sager som Evers (først og fremmest kassebedrøvere, jf. Printzlau-sagen). Den 17. aug. 1838 erfarede Molbech, at sagen allerede var afgjort, mens han havde været på rekreationsrejse i Sverige (17. - 29. juli 1838): "først ved Bordet [erfarede jeg] af Collin og Lund [1], at Kirstein vil udgaae af Th[eater]Dir[ectionen] for de forøgede Forretningers Skyld, han ved Et.R. Evers's Død har faaet i Rentekam[meret] - en mig ret ubehagelig Efterretning" (NkS 439). Ikke desto mindre gik der 4 måneder, før en efterfølger blev fundet. Om forhandlingerne og Molbechs strid med Heiberg henvises til s.952.
Den anonymt indleverede tragedie "Sigurd Jorsalafars Korstog" takserede Molbech til "en ganske ungdommelig og raa Forbindelse af sammenplukkede Elementer af den oehlenschlægerske nordiske Tragedie i dens sidste, svageste Periode, løseligt forenede med nogen erotisk Sentimentalitet, og udstafferede med en paa Papiret prægtigt paraderende Theaterpomp .. At der hist og her i den store Masse af Svulst, kiedsommelig Styltegangs=Declamation, og triviel Sentimentalitet findes svage Spor af ungdommelig lyrisk Varme i Dictionen: er, med al mulig Upartiskhed, det eneste Gode jeg har kunnet opdage i denne meget ennuyante, saakaldte Tragedie" (12.6.1838). Hverken Kirsteins læsning eller Holsteins underskrift ses. Den 9. aug. 1838 remitteredes stykket (Kp.nr.122).
Carl Schram indsendte anonymt sin tragedie "Alcibiades" (Kbh.1838). Om den var "et Rodskud .. af "Sokrates" [jf. s.714]" turde Molbech "ikke bestemt have nogen Mening om", men han var sikker på, at den udviste en "Tørhed, Stivhed og upoetisk Livløshed", der på ingen måde var befordrende. "At ville, uden at være, i det mindste wielandsk fortrolig med Grækenlands Liv og Historie, og med den Perikleiske Tidsalders Aand, fremstille et Billede - eller rettere et saa tørt og livløst Skelet, som her, af en saa yppig, ildfuld og livssprudlende historisk Charakteer, som Alcibiades, kan hverken blive Historie, eller Drama" (6.8.1838). Det forekom Kirstein at være "det bedste af de anonyme Tragoedie-Forsøg, der i min Tid er forelagt Directionen"; han ville dog ikke forcere stykket frem "uanseet min øieblikkelige Stilling", fordi "et gammel-græsk [sideskift][side 900]eller romersk Sujet (neppe] endnu vil behage her" (23.9.1838). Direktionen returnerede stykket med følgende særdeles artige begrundelse: "Alcibiades""hvis Stof og Behandling den saameget mindre troer at egne sig for Scenen hos os, som en dramatiseret Historie, hvis Indhold er hentet fra det gamle Grækenland, har viist sig, .. at være et Æmne, som hos vor Tids theatersøgende Publicum høist vanskeligt finder Indgang" (Kp.nr.140 5.10.1838).
M.C. Hansens drama "Hakon Adelsten" afviste Molbech at tage til censur, fordi det var trykt i "Bragi, Nytaarsgave for 1838" (17. 9.1838); Kirstein var "Aldeles enig" (1.10.1838). Forfatterens kommissionær etatsråd Bang meddeltes, at teaterdirektionen kun benyttede "dramatiske Arbeider .. i Manuscript, eller før Stykket enten andetsteds er spillet eller offentlig bekjendtgjort" (Kp.nr.141a 5.10.1838) (1).
J.F. Bruuns "Lady Constance", omhandlende Cromwells regeringstid, fattedes komposition: "Hans Drama er et Aggregat af sammenknyttede Scener og raae Elementer, hvis Forbindelse han bryder sig lidet om, naar de blot hver for sig .. kunne giøre drøi Effect; og denne forstærkes ved en uophørlig broget Afvexling af Roman-Optrin - især som de forekomme i de engelske Sø= og Sørøver=Romaner, som een Tid vare stærk i Mode", konstaterede Molbech (22.9.1838). Kirstein var endnu engang "Aldeles enig" (5.10.1838). Remitteret den 8. okt. 1838 (Kp.nr.143).
Den 8. sept. 1838 tilsendte C.H. Lorenzen Molbech privat sit skuespil "Palormita", idet han udtrykkelig gjorde det klart, at kun hvis Molbech privat fandt det antageligt, ville han fremsende det til teaterdirektionen (Coll.BrS.). Kun under henvisning til dette faktum ville Molbech "ikke undslaae" sig "for at afvige fra" sin "i Almindelighed nøie overholdte Forholdsregel, ikke at afgive nogen saadan særskilt Meningsyttring" (l.c. koncept 15.10.1838). Han gjorde det klart, at stykket var "ganske uskikket til Opførelse paa det Kgl. Theater. En af de væsentligste Hovedgrunde hertil ligger i at dette Stykke ikke saameget er et Drama, som det er en løs Sammenkiædning af dialogiserede Romanscener, en af de saakaldte dramatiserede Noveller .. som for det meste aldeles ikke due for Scenen, da de mangle den dramatiske Eenhed, [eller] en efter den dramatiske Handlings Tone og Fordringer indrettet harmonisk Composition af det episk-lyriske Stof, der i Fabelen, (Sujettet eller Handlingens Stof) Intriguen, eller Stoffets Forvikling, [i] [sideskift][side 901]Charaktererne, eller de Handlingen bevægende Kræfter og psychologiske Motiver, og [i] Dialogen, den dramatiske Digtnings væsentlig betingede Form, smelte sammen til en harmonisk Totalitet, et virkeligt dramatisk og scenisk Heelt" (2). Hos Lorenzen faldt derimod det hele fra hinanden og blev udtværet uden hensyn til scenens fordringer. Molbech dikterede kravene til et drama: "den dramatiske Konsts Hemmelighed" var "at sammentrænge Handlingen og Interessen .. Paa Scenen virker den mest, som virker ved de færreste og kraftigste Midler". Det hele drama vidnede mere om "Bekiendtskab med vor Tids ephemere franske Roman-genre, end .. Fortrolighed med Theatret og med den dramatiske Konsts forskiellige Perioder og fortrinligste, til enhver af disse hørende Forfattere" (l.c.). Molbech lagde til, at han forudså, at der ikke ville komme noget ud af en omarbejdelse, "naar den ikke blev en total Omstøbning ved modnere Evner". Han saluterede denne totale forkastelse med anmodning om, at Lorenzen for fremtiden ville benytte den normale procedure med hensyn til indsendelse af skuespil til den kgl. teaterdirektion. Næsten aldeles ordret overensstemmende indførte Molbech den private kritik i censurprotokollen "for at kunne støtte mig til samme, hvis Forf. mueligen dog kunde faae i Sinde i en følgende Tid at indsende sit Stykke med eller uden Forandringer, til Theatret" (16.10.1838). Skarpheden i Molbechs kritik synes mere udpræget end normalt ved begynderarbejder. Spørgsmålet melder sig naturligvis, om Molbechs spidse, stærkt belærende tone skyldtes (helt uvedkommende?) politiske hensyn til adjunktens politiserende broder i det Slesvig-Holstenske. Ifølge sagens natur kan et sådant spørgsmål ikke besvares. Se s.1249.
Den 4. nov. 1838 modtog Molbech Oehlenschlägers nyeste tragedie "Knud den Store". Denne var "i Maneer og Behandling ikke meget uliig dens seneste Forgængere; dog deri afvigende fra den sidste af disse (Oluf den Hellige) at den ikke sætter saamange materielle Kræfter og Requisiter i Bevægelse, at her ingen Batailler, og næsten ingen Musik eller Sang forekommer; og at der - sammenholdt med Oluf d. Hellige - i dette Dramas Udvikling er noget mere Enkelt, mindre forvirrende, desultorisk og trættende, end hist. Jeg har i det mindste fundet denne Tragedie - om ikke mere poetisk=interessant og virkelig tragisk, end hiin - dog lettere og mindre ennuyant at læse; uagtet den i Realiteten ikke er meget andet, end en Række af løst behandlede historiske Scener af Knud den Stores [sideskift][side 902]Levnet, uden en eneste mægtig og poetisk frapperende Charakteer - Erobreren selv ikke undtagen .. Enkelte af de her fremstillede Scener ville vel ei være uden Virkning paa Skuepladsen" (18.11.1838). Den 8. dec. 1838 uddeltes rollerne (PRFD), men først den 17. febr. 1839 afholdtes oplæsning (Journal): hvornår rettelserne i soufflørbogen indførtes afslører materialet ikke (3). Premieren fandt sted den 18. marts 1839 (opført ialt 3 gange) (4). P. L. Keller åbnede sin ideologisk betingede antiheibergske kritik med anmeldelsen af dette stykke (5).
P.E. Linds sørgespil "Don Rodrigo" fandt Molbech var af den oehlenschlägerske skole, "maaskee med nogen Bi-Virkning af den i øvrigt næsten hendøde og bortglemte Ingemannske?". Da det mest prætentiøse, teatret kunne bydes, var en tragedie i 5 akter, måtte forfatteren også forvente censurens rigorisme, hævdede Molbech. Hans dom var følgelig hård: "uagtet det hverken har Mangel paa Handling, paa lyriske Partier i Dialoger og Monologer, paa Stræben efter Charakteerudvikling, .. ligesom efter dramatisk Effect", kunne han dog hverken antage det til opførelse eller meddele forfatteren den "forlangte specielle og partielle Bedømmelse af Stykkets Egenskaber og Mangler". Ej heller ville han afgøre om evt. forandringer kunne gøre det brugeligt; dertil måtte Heiberg benyttes, hvis Adler fandt det tilrådeligt (19.1.1839). Lind overhængte Molbech for at erfare censorernes afgørelse, hvorefter Molbech tilskrev Adler: "Tillad at jeg fortrinligen anbefaler min ærede Hr. Collega dette dramatiske Products Giennemsyn, over hvis Ubrugelighed for Scenen, i dets næ[r]værende Form i det mindste, jeg neppe troer De vil være uenig med mig" (Adlers arkiv 12.2.1839); hvorledes Adler stillede sig til at lade Heiberg "afgive en Betænkning", vidste Molbech ikke: "Jeg tvivler imidlertid om, at H[eiberg] vil kunne indlade sig paa at bringe noget ud af en slig Tragoedie" (l.c.). - Til forståelse af Adlers votum er dette brev aldeles nødvendigt, thi kabinetssekretæren præsterede intet selvstændigt som censor, men kompilerede Molbechs votum med brevet af 12. febr. 1839. Allerede dagen efter kunne han derfor indføje i protokollen, at han havde fundet "Talent" og "flere skjønne lyriske Partier", men ingen årsag til antagelse, "i det Mindste ikke i dets nærværende Omfang og Skikkelse". "Hvorvidt det ved at forkortes og omarbeides kan blive brugbart for Scenen tør jeg endnu mindre end min Hr Collega indlade mig paa at afgjøre". Adler [sideskift][side 903]tiltrådte "gjerne det Forslag at høre Prf. Heibergs Mening derom" (13.2.1839) (6). Adlers debut som teatercensor synes i den grad styret af Molbech, at hans personlighed i denne sammenhæng overhovedet ikke skimtes. I et påfølgende direktionsmøde blev Molbechs synspunkt efterkommet, idet Heiberg ikke blev anmodet om at levere en betænkning. I svarskrivelsen til Lind resummeredes Molbechs votum til følgende ekstrakt: "Uagtet Directionen i flere Partier af [stykket] har fundet Spor af en Forfatter, der hverken er uden Aand eller uden poetisk Talent, og som har vidst at meddele adskillige af sine Partier Præget af lyrisk Skjønhed i en ikke sjelden udtryksfuld og god Diction, som dog igjen i andre Partier gaaer stærkt over i en altfor bred, oratorisk Tale: har man dog ei kunnet i det Sørgespil finde Form og Udførelse saaledes overeensstemmende med Konstens og Scenens Fordringer til et dramatisk Arbeide af den Art og Betydenhed som det her omhandlede, at man kunde antage det for at være skikket til at bruges paa Skuepladsen" (Kp.nr.33 22.2.1839; konc. Molbech). - Privat leverede Lind stykket til Heiberg, som sendte ham en lang kritik, der i det væsentlige var aldeles sammenfaldende med Molbechs (Borup nr.420 1.3.1839) (7).
Holsts drama "Zumalla" blev indleveret for at opføres "første Gang til Fordeel for de jydske Vandlidte" (jf. s.949). Adler fandt, at det hele var "temmeligt chaotisk blandet; Forbindingen er løs, Scenerne tildeels umotiverede; Dialogen, ved de rimede Vers, paa mange Steder slæbende og langtrukken. Versene flyde undertiden ganske let; til andre Tider ere de høist incorrecte og synes skrevne uden al Kundskab i Metriken". Stykket trængte til "et omhyggeligt Giennemsyn", hvortil "en mere øvet Haand, end Forfatterens" behøvedes (Coll.BrS. 24.2.1839 indført af Molbech i Cp). Det var denne gang Molbechs tur til at skrive af efter Adler: "dets hele umodne, formløse, umotiverede Sammenhæng røber et saadant Hastværks=Arbeide, og en saa skiødesløs Behandling af de enkelt opfattede dramatiske Momenter, at det Hele vilde være end mere utaaleligt, om ikke et og andet lyrisk Partie nu og da oplivede den tomme, kiedsommelige, chaotiske Behandling af ufordøiede dramatiske Elementer. Men ogsaa det Lyriske i Stykket er alt for formløst og ucorrect, vrimlende af Anstød imod Grammatik og Smag" Som den erfarne teatercensor lagde Molbech til: "Det Hele Stykke røber den os bekiendte Forfatters ingenlunde uheldige, men aldeles [sideskift][side 904]udannede Anlæg for visse poetiske Stemninger, og deres dramatiske Udvikling". Molbech mente ikke, det var passabelt til at indlemmes i teatrets repertoire, hvilket dog ikke skulle hindre, "at det ved en privat Forestilling, i det angivne Øiemed - om en saadan kommer i Stand - kunde benyttes" (28.2.1839). Holst, som selv var i komiteen for teaterpersonalets forestilling til fordel for de vandlidte, opgav hurtigt tanken til fordel for opførelsen af "Aladdin", se s.917. "Zumalla" blev aldrig opført på Kgs. Nytorv, men udkom i Christiania i 1840.
Behandlingen af F.J. Hansens lyriske drama "Harpespillerens Familie" blev særdeles bevæget, fordi direktionen udviste en respekt for forfatteren, som kun forplumrede situationen. Molbech vurderede, at stykket led "baade af Mangel, og af Overflødighed": "allerede de sammendyngede Usandsynligheder i dette Stof, giøre det svært at fordøie; og dertil kommer endnu at Stoffet er alt for lidt dramatisk bearbeidet, Charaktererne flade og indholdsløse, og Dialogen enten alt for triviel .. eller alt for sentimental=declamatorisk .. Man skiønner vel, hvorledes Stykket .. er blevet til for Sangenes, og for disses musicalske Compositions Skyld. Sangene ere ogsaa det bedste ved hele Stykket". Molbechs dramaturgiske vurdering af stykket var ikke synderlig positiv, hvilket modsagdes af den afsluttende passus, der viser hvorledes Molbech forstod at tage personlige hensyn: "[Jeg] skulde .. ønske, at Theatret havde Leilighed til at lade Stykket opføre; ja endnu mere, jeg skulde da ønske for Forfatterens Skyld, at jeg ganske maatte tage feil i min Mening: at det umuligen kan giøre Lykke paa Scenen" (8.8.1838). Hansen konfererede med Molbech om stykket, hvorpå han i begyndelsen af sept. 1838 opsøgte Holstein, der læste stykket: "Han yttrede sig paa en smigrende Maade om den poetiske d:e: lyriske Deel af [stykket] .. og mente, at Dialogen i det Hele maatte ansees for let og fyldestgjørende, men meente tillige, idet han henholdt sig til Justitsraadens Dom om Stykket, at der i dramatisk Henseende savnedes Noget, som var nødvendigt, for at sikkre det en heldig Skjæbne paa Scenen. Han lovede imidlertid, for det Godes Skyld,, som han troede at have fundet deri, at tale med Justitsraaden, og bede Dem om, som en Godhed mod Forfatteren, endnu engang at see Stykket igjennem, og, hvis De da fandt, at de væsentligere dramatiske Feil ved een eller anden Forandring kunde rettes, gjøre mig opmærksom paa, hvorledes dette muligt kunde [sideskift][side 905]skee" (NkS 2336 15.9.1838 Hansen til Molbech). Hansens brev vidner om Holsteins arbejdsform og kompetence som teaterleder: han kunne vurdere et stykkes effekt på scenen, men egentlig dramaturgisk indseende ejede han ikke; hertil havde han sine eksperters vejledning. - I stedet for at afvente Molbechs antegnelser fremsendte Hansen selv forslag til en omarbejdelse af stykket, således at de værste usandsynligheder blev fjernet, og den dramatiske bearbejdelse og karaktertegningen blev udbygget (l.c.). Molbechs reaktion herpå i sept. 1838 kendes ikke; i okt. måned nåede Kirstein ikke at beskæftige sig med dette stykke, i nov. var han bortrejst og i dec. gik han af. Adler fik da overdraget at tage stilling til stykket: "En eventyrlig Begivenhed broderet paa et spidsborgerligt Canevas; i hiin Sentimentalitet istedetfor Poesie, i dette Trivialitet, istedetfor Vittighed". I sig selv fandt han det ikke antageligt, men de "cantable Partier" forekom ham "ikke uden Fortjeneste", hvorfor han foreslog at returnere stykket (for at Hansen kunne omarbejde det efter den i brevet af 15. sept. 1838 foreslåede plan) "med Betydning; at det vil afhænge af Musiken, om det kan antages til Opførelse, eller ikke" (Coll.BrS. 24.2.1839 indført af Molbech i Cp). Herimod opponerede Molbech, idet han ikke fandt det tilrådeligt "allene at giøre Stykkets Antagelse afhængig af Musiken" men i stedet opfordre Hansen til "at producere en Bedømmelse af Sagkyndige over den musicalske Composition, deels at foretage med Stykkets Text eller Dialog de Forandringer, han selv" i brevet af 15. sept. 1838 havde angivet (28.2.1839). Den 4. marts 1839 meddelte direktionen Hansen: "[Stykket] forbinder to meget ulige Bestanddele, en jevnligen smuk og cantabel lyrisk i Sangen, med en i sit Indhold meget eventyrlig og usandsynlig dramatisk i Handlingen og Situationerne, hvilke sidste ofte synke ned til en Trivialitet, der ikke er bragt i Harmonie med den første". Hansens omarbejdelsesforslag fra sept. 1838 samt "et omhyggeligt Gjennemsyn af Dialogen" måtte effektueres, før direktionen ville se "sig i Stand til at afgjøre noget om Stykkets Antagelse". Endelig anmodede man Hansen om enten at indsende "den musikalske Composition til Bedømmelse, eller at producere et Vidnedsbyrd om samme fra et Par af vore competente Musikkyndige" (Kp.nr.35). Molbechs grundighed havde gjort udslaget; såvel Holstein som Adler kom til kort over for Molbechs krav om en omarbejdelse. Se s.958.
[sideskift][side 906]Anonymus' "Duellere, eller ei?" afvistes udelukkende på grund af at "russiske og polske Forhold fra den nyeste Tid heelt igiennem komme til Omtale", skrev Molbech. Det var i denne forbindelse ganske underordnet, at stykkets behandling var stiv, udramatisk og fuskeragtig (28.2.1839), thi alene det politiske indhold forbød stykket adgang til scenen. Molbechs udfarenhed imod tilsvining af det franske hof i det 16. og 17. årh. havde et etisk hensyn til royalismen, mens det her gjaldt stormagtsinteresser. Adler kunne kun være "enig med forestaaende" (udat.). Remitteret den 4. marts 1839 (Kp.nr.36).
Også fordi Andersen-forskningen placerer "Mulatten" centralt i forfatterens produktion, skal der her udførligt redegøres for stykkets modtagelse og behandling af teaterdirektionen. Det helt afgørende ved dette stykkes behandling af censorerne var ikke deres indsats, men forfatterens helt moderne udnyttelse af opinionen, som i 1838-39 indskrænkede sig til et lille snævert, bevidst udvalg af hovedstadens smagsdommere: Oehlenschläger, Heiberg, Hertz, Ørsted, Thiele, etc., etc. (i Andersens tilfælde endvidere "den halve Stad"). Andersen forstod at lancere nyheder: hans oplæsninger af nye åndsprodukter har været helt afgørende for at oparbejde en forståelse og accept af de litterære ydelser. Med "Mulatten" beviste Andersen, at han kunne skabe en pression, som var så stærk, at en autoritet som teaterdirektionen måtte bøje sig for den i byen herskende mening, gjaldt det end et stykke, som stødte an mod Molbechs grundsætninger for teaterdrift. - Han præsterede oplæsninger i okt. for Ørsted, i dec. for Abrahams; da han nærmede sig afslutningen i jan. 1839 omgikkes han Rantzau Breitenburg, Ørsteds, Gemard, Brøndsted, Engelstoft, Oehlenschläger, Zahrtmann, Mynster, Wulffs, Thorvaldsen, Weyse, Scholten, Adler, Kock og Collinerne. I febr. 1839 læste han stykket for "Skuespiller Nielsen og Kone .. Imorgen læser jeg Stykket hos Adlers for Adler og Molbech og sidst i Ugen for Fru Heiberg, saa tænker jeg der bliver Interesse for det" (BHH 337 25.2.1839). Eftersom Andersen selv anførte, at brevet var skrevet "som med Hjertet af en Dampvogn, i Gallop, i Gallop!", skal datoen for oplæsningen nok tages med forbehold, men der blev vitterlig tale om en oplæsning for teaterdirektionens censorer. Den 5. marts 1839 skrev Adler til Molbech: "Andersen vil imorgen Aften forelæse mig sin "Mulat" og hvis De ved at høre dette Foredrag enten kunde finde nogen Underholdning [sideskift][side 907]eller forsaavidt en Tidskort, at De siden slap for at gjennemlæse Stykket, vilde De glæde mig og min Kone ved at skjænke os denne Aften" (NkS 2336) (8). Når Andersen havde læst stykket for den halve by, hvad var så naturligere, end at han læste det også for direktionen; men det var immervæk et brud på dansk teatercensurs praksis. Tilhørernes oplevelse den 6. marts 1839 kendes ikke direkte, men af Molbechs votum fremgår det, at han ikke undslog sig for at komme og lytte: Andersen omtaler ingen steder begivenhedens forløb eller resultat. Det skal også understreges, at Molbech først modtog stykket til censur den 15. marts 1839, hvorfor det ikke kan udelukkes, at Andersen foretog ændringer i begyndelsen af marts, efter de mundtlige reaktioner, som oplæsningen givetvis må have afstedkommet fra tilhørerne. Resultatet af Molbechs læsning blev en klar forkastelsesdom, intet mindre! Molbech var ikke i tvivl om, hvorledes stykket skulle vurderes og placeres: "Det ligger temmelig klart for Dagen, at Forf. har hentet sit hele Sujet, eller i det mindste dets Hovedmotiver fra en eller anden fransk Roman af den berygtede nyere Skole, hvor dette Slags Situationer, uden alt Hensyn til Sædelighed, Decents og Moralitet, men kun med Beregning af en stærk raa og cras Effect, paa hundrede Maader varieres - vist nok ikke sielden med langt mere Talent, end her er lagt i den dramatiske Behandling. Denne er nemlig .. saa lidt beregnet paa Konstens sande Fordringer: naturlig, individuelt fremtrædende Substants eller Væsenhed i Charaktererne, (Hr. Andersens Charakterer ere forskruede, ubestemt henflydende, lige affecteret opfattede og fremstillede Skikkelser, som kun med unaturlig Svulst og Bombast, aldrig med ægte Konst ville lade sig repræsentere paa Scenen) poetisk Liv og dramatisk motiveret Phanthasievirkning i Situationernes Opfindelse og Handlingens Udvikling". Molbechs fordringer til dramaet var lutter gentagelse af tidligere forelæsninger og grundsætninger hentet fra Schlegels æstetik. Han fortsatte sin fordømmelse: "Her er Charakterer og Handlingen lige lidt naturlige og rigtigt motiverede .. At forresten Tactløshed og Smagløshed røber sig omtrent ligesaa meget i dette Stykkes dramatiske Composition, som i Forfatterens 5 Aar tidligere Arbeider for Scenen .. kan jeg ikke andet end finde; ja, af to sure Æbler at bide i, troer jeg dog næsten, baade paa Scenen og i Bogen, at ville foretrække "Spanierne i Odense" med sin Fortsættelse, saaledes som de senere noget afpudsede [sideskift][side 908]og forandrede, opførtes, for denne Mulat-Comedie - der upaatvivlelig baade paa enhver dannet Læser og Tilskuer maa giøre et ganske andet, ulige ringere Indtryk, end muligen de samme ville modtage ved at høre Forf. declamere den lyriske Dialog, af hvis Svulst, Bonbast og Affectation meget da glider ubemærket forbi, som ved Læsningen og paa Skuepladsen ei vil blive ubemærket". Molbech gav her et skjult korrektiv til sin opfattelse af stykket ved oplæsningen den 6. marts 1839, men sigtede først og fremmest til Andersens bearbejdelse af "publikum", der var blevet bestormet med de evindelige oplæsninger. - Selv om stykket "vist nok [ikke manglede] eet og andet Smukt, en og anden Yttring af sand og ædel Følelse", kunne/ville Molbech ikke acceptere, at stykket stod "paa et saadant Trin af æsthetisk Modenhed og scenisk Brugbarhed, at" han "- uden at være uretfærdig mod mange andre forkastede Stykker - [kunne] stemme for dets Antagelse til Opførelse, med Hensyn til Stykkets egne, selvstændige Qualiteter" (26.3.1839). Direkte bøje sig for den skabte opinion ville Molbech dog ikke: "Om man vil finde, at det af personlige, eller andre, Stykkets eget dramatiske og sceniske Værd uvedkommende Grunde" skulle antages til Opførelse, overlod Molbech til Holstein og Adlers "ærede Overveielse og Afgiørelse" (l.c.). - Efter direktionsmødet den 30. marts 1839 var Andersen blevet informeret om Molbechs censur. Den 31. marts 1839, påskemorgen, blev Edv. Collin tilskrevet, at nu gjaldt det liv eller død: "Det er overladt til en Holsteins Dom at omstyrte min hele dramatiske, ja maaskee Fremtids Virken. Jeg kan ikke i Blade skrive, "alle sige mit Arbeide, er noget fortrinligt og jeg bliver dog søndertraad af en Tyran!"[Molbech], men siges maa det! - Er De min Ven, som jeg troer, da opfordrer jeg Dem til, blot at fortælle det Factiske, eller, som en Stemme i Publicum opfordre mig til at sige hvad jeg veed om Stykkets Skjæbne .. Mit Stykke maa spilles, eller jeg har spilt min Rolle ud! jeg kan og vil ikke lide denne Uretfærdighed" (BEC 271). Endnu engang fablede Andersen i sin afsindige vrede over Molbechs dom, om at benytte opinionen som instrument for sin velfærd. Han var klar over, at der måtte handles inden næste direktionsmøde den 5. april 1839, dvs. Adler og Holstein måtte bearbejdes. Han skrev til Adler: "jeg vil have mit Stykke opført, jeg forlanger Retfærdighed" (BHH 340), hvilket skal læses på baggrund af Andersens vurdering af Adlers evne til initiativ: "Hvorvidt Adler har Energi [sideskift][side 909]vil vise sig" (l.c.). - Adlers votum er på denne baggrund aldeles afgørende, thi han var dramaturgisk set enig med Molbech, men lod sig åbenbart påvirke af den pression, som Andersen (og måske Edv. Collin, m.fl.) præsterede, idet han lod de personlige hensyn til forfatteren gøre udslaget: "Naar Kritiken [således som Adler læste Molbechs ovenstående dom] ved det foreliggende Stykke med Føie kan dadle, at det ikke har nogen betydelig dramatisk Interesse; at Helten i Stykket er aldeles passiv og i Grunden ikke vækker anden Deeltagelse end den vi føle for enhver der lider uden egen Brøde; at der i flere Caracterer og Forhold er noget forskruet og umotiveret, at vi i Stykkets Slutning savne Beroligelse for en af Hovedpersonernes Skjebne, og at det, skjøndt i en mindre Grad end i Forfatterens tidligere Arbeider, vidner om Mangel paa Smag og Takt; saa maae den - synes mig - paa den anden Side erkjende, at Stykket har nogle interessante og veltegnede Caracterer,/f.E. Palème, Cecilie og La Rebeillère/ spændende Momenter og ret piquante Situationer; at vi i de lyriske Partier ofte finde en sand poetisk verve og beundre en Rigdom af nye og frappante Billeder; at Forf: har vidst at omgive sit Stykke med en varm sydlig Duft, og at nogle af de Steder, hvori han støder an mod Smag og Takt, letteligen kunne lade sig forandre. Naar vi derhos, med Hensyn paa Forfatteren, bemærke, at dette Arbeide har betydelige Fortrin for hans tidligere, og vidner om et Fremskridt, der vel kunde anbefale ham til nogen Opmuntring; og endeligen, med Hensyn til Theatrets Tarv, at der allerede i Publicum har dannet sig en fordeelagtig Mening om dette Stykke, som rimeligviis vil sikre det nogen Tids vogue, saa troer jeg, at jeg, uanseet dets virkelige Mangler, bør stemme for dets Antagelse" (3.4.1839). Om Adler med vilje fejllæste Molbechs votum får stå hen; snarere røber denne "fejllæsning" reminiscenserne af publikums pression og det faktum, at stykket var bedre end Andersens tidligere teaterproduktioner. - Til Henriette Hanck rapporterede Andersen om aftenen den 3. april 1839: "Stykket er nu sendt til Theatrets høieste Ret ie: Exeellensen Holstein der nu skal afgjøre dets Antagelse eller ei. Det er min dramatiske Heder og 800 a 1000 Rdlrs Honorar, som staar paa Spil. For intet Arbeide er jeg blevet hyldet som for dette; de meest forskjellige Individualiteter have været grebne deraf; det var mig og Alle utænkeligt at det kunde forkastes og dog er det skeet. Det er Dagens Conversation i hele Kjøbenhavns æstetiske [sideskift][side 910]Verden. Forbittrelsen mod Molbech udtaler sig saa levende, at jeg alt heri har en Triumph. Theatrets Personale, de, som have Rolle i Mulatten, have paa det meest kraftige bevidnet deres Indignation. Ørsted har hørt Stykket tre Gange og erklærer ikke at kunde finde en tænkelig Grund til dets Forkastelse. Øehlenschlæger siger det er mit bedste Arbeide og et Digterværk han ikke turde, som Directeur, nægte Opførelse. Heiberg undskylder Molbech, der er hans Ven, men siger Stykket maa spilles og vil blive det. Hoffets Damer tage Deel i Stykkets Skjæbne. Thiele, Thorvaldsen, Kocks, - ja, jeg kan ikke regne den halve Stad op, forbauses og indigneres .. Der ere Mange, som have været hos Holstein, saa Resultatet rimeligviis bliver Stykkets Antagelse, men det bliver nu umueligt at faae det frem i denne Saison .. Theatrets Folk haabe paa at mit Stykke skal give Molbech Banesaar; og Nielsen har vædet mod mig om en Flaske Champagne at det gaaer og gjør, siger han, en Furore, som intet Stykke i de sidste 20 Aar" (BHH 340). Beklageligvis findes ingen oplysninger om, hvem ved hoffet, der interesserede sig for Andersen, ejheller hvem der opsøgte Holstein for at lægge pres på ham. Den 4. april føjede Andersen til: "Jeg er idelig i Bevægelse, spadserer hele Formiddagen, er ude om Middagen og i Theatret om Aftenen, fører et ret prindseligt Liv" (BHH 344); men han ventede på afgørelsen om "Mulatten". Fredag den 5. april 1839 holdtes nyt direktionsmøde, hvortil der heller ikke findes referat, men diskussion har der været: Holsteins konklusion blev: "antaget?" (udat.). Hans ærlighed synes bemærkelsesværdig, thi noget har endnu været uafgjort. Andersen sendte en efterskrift til Odense: "I Dag Løverdag hører jeg er Mulatten antaget til Opførelse" (BHH 344). Om denne afgørelse føjede Andersen selv følgende historie om Holstein: "Der var en Mand [Holstein], meget brav, men ikke Æsthetiker, dog, hans Dom over Stykket vilde betydeligt gjøre Udslaget - han sagde mig, at han meente mig det godt, men havde endnu ikke læst mit Stykke, der ere saa Mange, der tale for det, men Molbech har skrevet et heelt Ark imod det - og nu maa jeg ogsaa sige Dem, det er jo skrevet efter en Roman, De skriver selv Romaner, hvorfor opfinder De da ikke selv en Historie til Deres Stykke. Dernæst maa jeg sige, at Eet er at skrive Romaner, et Andet Comedier, i dem maa der være Theater-Effect, er der nogen i Mulatten og nogen, som er ny. Jeg søgte at gaa ind i Mandens Fordringer og Ideer, og svarede, "der er et Bal!" "Ja, det [sideskift][side 911]er meget godt, men det har vi i "Bruden"[jf. s.424], er der noget ganske Nyt?" - "Der er et Slave-Marked!" sagde jeg, "Slave-Marked, det har vi nok ikke! ja det er Noget! jeg skal være retfærdig mod Dem. Det Slave-Marked tiltaler mig!" - og jeg troer, at dette Slave-Marked lagde det sidste nødvendige Ja til Mulattens Antagelse" (MLE I 220f) (9) Andersen bekræftede med denne historie, først offentliggjort efter Holsteins død (1853), at udenomsanliggender måtte gøre udslaget og ikke stykkets æstetiske kvaliteter. Rollerne uddeltes den 27. april 1839, men prøverne begyndte først den 19. nov. 1839: "I Løverdags [30.11.1839] skulde Mulatten opføres, men det blev opsat formedelst Decorationer [10], i Dag var Placaten oppe, og efter Prøven at slutte ventede mig en Triumph, en glæde, saa jeg sov halv febersyg i Nat, imorges stod Folk udenfor Comedie-Huset og da - Klokken 8 1/2 døde Frederik den Sjette; hele Staden er i Bevægelse, Christian den ottende er udraabt, jeg hørte det selv. Underligt, i Løverdagsaftes var jeg hans Gjæst, jeg sad ved den nuværende Dronnings Side og læste Mulatten" (BHH 397 3.12.1839) (jf. BHH 402-404 10.12.1839): Stykket havde opnået kongelig approbation. - Ved teatrets genåbning opførtes "Mulatten" som første stykke den 3. febr. 1840 (opført ialt 21 gange) (11).
Jørgensen Jomtou indsendte anonymt allerede i okt. 1838 til Kirstein sit skuespil "Emil" (I.B.nr.266) og senere en række ændringer, men da forfatteren selv havde fundet "mange Scener for langtrukne .. adskillige anvendte Kraft=Udtryk trukne ved Haarene", etc., remitteredes stykket den 23. okt. 1838 (Kp.nr.147), med opfordring om "at indsende Stykket i den forbedrede Skikkelse" (l.c.). Den 2. marts 1839 indkom stykket på ny, hvorefter Adler fik det til censur. Hans votum afdækker hans opfattelse af den sceniske decens: "Om det end hænder alt for ofte at Forhold og Personer, saa trivielle og prosaiske, som de dagligen møde os i Livet, fremstilles paa Scenen, saa maa de dog for at vinde noget Bifald have en Tilgivt af Vittighed, Lune, comiske Situationer og overhovedet af noget Piquant. Dette er ikke Tilfældet med det foreliggende Skuespil, hvis brede Hverdagsvending blot har et Islæt af Sentimentalitet og som derfor ogsaa er falden ud til et saa flaut Product, at [det er uantageligt]" (3.4.1839). Efter tre måneders virke kunne Adler fremsætte sin opfattelse af teatrets/publikums krav til et skuespil: komisk kraft istænket en pikant, ikke sentimental, skildring. Adlers begreber om dramaturgi synes temmelig overfladisk. [sideskift][side 912]Molbech indtog andencensors plads ved "efter en temmelig let og hastig Undersøgelse" at tiltræde forkastelsesdommen (10.4.1839). Remitteret den 30. april 1839 (Kp.nr.50). Forfatteren fremturede imidlertid om stykkets kvaliteter (I.B.nr.139 udat.), hvorpå direktionen udvekslede følgende komplimenter til Jørgensen Jomtou: "[Stykkets] Umodenhed i Formen og Mangel paa Fortrolighed med Scenens Fordringer" havde forårsaget forkastelsen, men ville forfatteren have afprøvet "Stykkets dramatiske Værd" undlod direktionen ikke at henlede forfatterens opmærksomhed på Sommerforestillingerne, hvor stykkets lykke kunne prøves, hvis skuespillerne ville antage og opføre det. "Skulde De heri være mindre heldig, og De ønsker at erfare, hvad en kunstkyndig Mand, udenfor Directionen, dømmer om Deres Stykke, er Directionen ikke uvillig til at modtage Deres Stykke for at sende det til Prof. Heiberg, og begjere hans Betænkning derover" (Kp.nr.54 11.5.1839). Jørgensen Jomtou var politisk spion for Adler, hvilket forklarer ovenstående særbehandling (12). Se s.959.
A.G.v. Deichmanns anonymt indsendte "Naboerne, eller en Uges Tildragelse i 1819" havde "et trivielt Sujet" og en langstrakthed, der gjorde det til "et totalt mislykket Arbeide; kunde man tillige udøve saamegen Indflydelse paa Forfatteren, at han ogsaa for Fremtiden afholdt sig fra en Syssel, hvortil han aldeles mangler Kald" var alle parter bedst tjent dermed, erklærede Molbech kategorisk (10.4.1839). Adler var imidlertid af en anden mening: "det synes imidlertid at være skrevet af en Forfatter, som i en anden Retning ikke er uden Dannelse, f.E. en Militair; og skulde jeg derfor, idet jeg erkjender Stykkets Uantagelighed, stemme for at give den nødvendige Tilbagesendelse saa mild en Form som mueligt" (29.5.1839). Adlers personlige hensyn var efterhånden slået igennem i teatrets behandling af forfatterne. Den 7. juni 1839 afgik følgende skrivelse fra teaterkontoret: "Uagtet [stykket] ved Sprogets Correcthed og flere Tegn vidner om Læsning og Dannelse hos dets Forfatter, røber det tillige et saa stort Ubekjendtskab med den dramatiske Digtnings Natur og Scenens uomgaaelig nødvendige Fordringer, at Forfatteren upaatvivlelig selv .. ved at sammenligne dets lige vidtløftige Dialog, Handling og Composition med dem, han vil finde [i teatrets repertoire], maa kunde finde det umuligt for Theaterbestyrelsen at [antage stykket]" (Kp.nr.69). Se s.960.
[sideskift][side 913]Molbechs indsats i denne sæson var med hensyn til resultaterne aldeles konsekvent: afvisning af alt, undtagen Oehlenschläger, som tilmed havde en særlig dispensation. De anonyme eller yngre forfattere blev behandlet særdeles vilkårligt, idet Schram blev totalt afvist, Lind blev afvist på grund af rigorisme, mens Lorenzen frakendtes ethvert kendskab til scenens fordringer. F.J. Hansen og H.C. Andersen fik derimod begge en særbehandling. Molbech anførte selv, at grunden til at Hansens lyriske drama ikke straks blev forkastet, skyldtes den egard, direktionen mente at måtte tilskrive Hansen, i virkeligheden var det jo Weyse. Først Heiberg gjorde det af med Hansens prætensioner (aug.1839). Andersen behandledes specielt, fordi hans stykke rent æstetisk-dramaturgisk afvistes, mens Molbech forstod at suspendere sit judicium, når det gjaldt de personlige hensyn til forfatteren. - Kirsteins indsats er yderligt svag i den sidste halve sæson, han endnu virkede. "Alcibiades" kunne han nok have tænkt sig at gøre noget for, var han ikke på vej ud af teaterdirektionen. - Adlers indsats vedr. bedømmelse af originale dramer er aldeles diametral af Molbechs. Adler blev bearbejdet af Molbech med hensyn til Linds stykke; så han lydigt skrev af efter Molbechs diktat, mens han forsøgte at hjælpe Hansen (på grund af Gebauer) og den militære Deichmann. Med hensyn til Andersens stykke fejllæste han Molbechs votum og klistrede en række banaliteter på om stykkets kvaliteter; det afgørende for ham var de personlige hensyn til kredsen om Andersen. - Holsteins virke kendes kun i forbindelse med Hansen og Andersen. Holstein selv gav den tydeligste karakteristik med det over linjen svævende spørgsmålstegn efter "antaget". Såvel som Adler lod han sig diktere af stærkere interesser uden for teaterdirektionen. Overfor Hansen viste han forståelse for scenens krav, men han henviste til dramaturgen. - Opløsningstendenser, der i længere tid havde ulmet, kom nu frem til overfladen. Med tronskiftet blev Holstein udskiftet. Andersens stykke danner dermed i mange henseender et skel i teatercensurens historie: Molbechs kamp imod det romantiske drama blev overvundet af stærkere kræfter uden for direktionen, som delvis blev hjulpet i deres oppositionelle bekæmpelse af Molbechs form for rigorisme, af Adlers velvillighed og Holsteins svaghed.
[sideskift][side 914]
I såvel "Porphyr-Vasen" som "Conditoren" (se s.942) herskede "en saadan Trivialitet i Indholdet, der bestaaer af lutter Familiescener af det norske Hverdagsliv, ligesaa ubetydelige, som i deres Opfatning og Dialogisering næsten utroligt prosaisk behandlede, at jeg for min Deel ikke kan giøre mig nogen Forestilling om et Theaterpublicum i Christiania, som man kunde byde saadant huusligt Væv under Navn af Skuespil, uden at det ved tidlig Anvendelse af Pibefriheden holdt sig fra at falde i Søvn. Noget mere søvndyssende, end disse norske Comedier, har jeg i det mindste ikke længe læst", noterede Molbech (17.9.1838). Kirstein indskrænkede sig til et "Aldeles enig" (1.10.1838). Returneret, via Professor Bang (jf. s.900) den 5. okt. 1838 (Kp.nr.l41a).
Molbechs gamle bekendt J.A. Fibiger (1) tilsendte justitsråden og ikke teatercensoren sit satiriske stykke "Valget" (NkS 2336 23.12.1837). Molbech forhandlede stykket med sønnen, Adolf Fibiger (2), ifølge hvem Molbech havde "yttret tvende Betænkeligheder, nemlig at Stilen ikke allevegne passede for det mundtlige Foredrag paa Scenen, og at Stykket var forfattet i en Maneer, som nuomstunder ikke hører til de yndede" (NkS 2336 1.8.1838 Fibiger til Molbech). Molbechs svar kendes kun i hans eget kortfattede referat: "udviklet min Mening om det mig tilsendte Stykkes Ubrugelighed for Scenen - og meddeelt Scene for Scene specielle Optegnelser om det ved Læsningen modtagne Indtryk - indtil 3die Acts Slutning" (l.c. udat., afsendt 14.9.1838). Kort tid efter takkede Fibiger Molbech for at denne ville "ganske privatim og uden at yttre det mindste om Skriftet, endnu mindre om dets Forfatter .. meddele Prof H[eiberg] Stykket og bede ham om en kort skriftlig Dom over det" (l.c. udat., modtaget 1.10.1838, jf. NkS 439). - Heiberg var aldeles overbevist om stykkets ubrugelighed: "hele Stykket har et dramatisk Tilsnit, saaledes som det var brugeligt for henved 30 Aar siden, nemlig: en tør, vidtløftig, gjerne moraliserende Dialog, uden alt lyrisk Præg, uden poetisk Fylde; fremdeles episodiske Handlinger og Personer, som ikke paa nogen Maade komme til at interessere os .. Forfatteren har aldeles ikke draget Fordeel af den Indflydelse, som de nyere franske Skuespil have havt paa vort Theater. Hermed mener jeg ikke, at denne Genre skal være Mønster for vore originale Digtere; tvertimod, det har længe været paa Tiden at forlade den, men for at gaae videre .. Men tiltrods for alt det Falske og Smagløse, som findes i mange af de nyere franske [sideskift][side 915]Stykker, er der alligevel i Dramatiserings-Maaden Noget, som er blivende, og som følgelig maa gaae over i den høiere Genre, som skal afløse den" (Borup nr.413 7.10.1838). Selv de ubetydeligste stykker gav aktørerne lejlighed til at fremsætte betydende erklæringer. Heibergs opgør med den Kotzebuiske tradition på den ene side og det franske konversationsstykke på den anden - viser ganske klart, at han i slutningen af 1830rne dramaturgisk set var på vej til nye størrelser, i hvert fald i sin kritik allerede havde opstillet nye kriterier.
Vel på grund af Molbechs udfald mod "Capriciosa" indleverede Overskou sit lystspil "En Bryllupsdags Fataliteter" anonymt. Af Molbechs votum fremgår det på ingen måde, at han skulle have luret Overskou. Han var forsåvidt ikke sindet at forkaste stykket, idet han følte sig tiltalt af 2. akt, men ennuyeret af 1. akts langsommelighed, så han foreslog forfatteren en forkortelse af 1. akt og styrkelse af visse personers "dramatiske Interesse". "Ved at lægge hele Stykkets dramatiske Tendents i Forviklingen og de af den udspringende, kun lidet varierede Situationer, er der, især i 1ste Act, kommen en vis temmelig ennuyant Eensformighed og Tørhed i Handlingen - som ved vel megen Snak .. begynder at trætte een betydeligt, mod Enden af 1ste Act. I anden Act derimod er mere Raskhed og mere Variation, og Interessen stiger". Karaktererne karakteriseredes af Molbech som "udmalede i megen Snakken, men ikke udprægede i dygtige, interessante eller komiske Individualiteter". Molbech docerede: "en dramat[isk] Forfatter maa tage sig i Agt for, at han ikke - af Mangel paa Geniets Kraft til at skabe Charakteren i faa, stærke Træk - fremstiller en saadan Charakteer [den gamle bogholder] alt for prosaisk naturlig, bred, og flad; thi da bliver alt for let Stykket og Dialogen, hvad kun Personen skulde være: kiedsommelige". Sammenfattende formulerede Molbech dette punkt: "Charaktererne ere her vel ikke reent forsømte; men overhovedet matte og upoetiske; det Komiske, der skal fremgaae af Charakterernes Conflict med Situationerne, er svagt, og tildeel druknet og døvet ved formegen Snak" (11.11.1838). - Kirstein var sikker på, at stykket hørte "til det Bedste, der i min Tid er bleven tilbudt af anonyme Forfattere"; "selv i sin nærværende Skikkelse", mente han, det "vilde kunne bruges paa Scenen; men da det upaatvivlelig vil vinde saare betydeligt ved at files og fornemmelig ved at beskjæres", tiltrådte han Molbechs forslag om at lade [sideskift][side 916]forfatteren underkaste stykket "et alvorligt Gjennemsyn inden det antages for Theatret" (13.12.1838). Tilbagesendelsesskrivelsen var konciperet af Molbech, der næsten ordret overførte sit votums ordlyd til skrivelsen; hvilket var så meget mere naturligt, som Kirstein på dette tidspunkt var udtrådt af direktionen (Kp.nr.131 24.12.1838). Den 8. febr. 1839 brød Overskou imidlertid anonymiteten, af økonomiske hensyn, "thi i det Tilfælde, at der ikke fra Directionens Side er Noget imod dets Opførelse, vil jeg .. benytte mig af mit venskabelige Forhold til de Kunstnere, som skulle spille i Stykket, for, saa snart som muligt, at faae det bragt paa Scenen" (I.B.nr.49). - Det fik Overskou nu ikke gennemtrumfet. Roller uddeltes den 26. febr. 1839 (PRFD), hvorpå oplæsningen foregik den 5. marts 1839 (Journal), men premieren fandt først sted den 28. sept. 1839 efter at Overskou havde korrigeret teksten (3) (opført ialt 20 gange i den behandlede periode, jf. s.1282).
Dorph, der støttede Kruse - i Danmark, forsøgte i dec. 1838 at få hans "Arlechinos Bryllup" (4) frem på ny, "dog veed jeg ikke, om Du ønsker nogen Forandringer deri" (LA Kruses arkiv 14.12.1838). Om regissørens virksomhed ses intet i det bevarede materiale.
I anledning af J.H. Soelbergs familiestykke "Overraskelsen, eller: Uden Kiærlighed, ingen huuslig Lykke" noterede Molbech: "ved dramatiske Prøveklude af den yderlige Grad af Svaghed i alle et Skuespils Elementer, og med en saa total Mangel paa Digterevne, som her lægges for Dagen, kunne de opbyggeligste moralske Sentiments og Sententser intet hielpe" (16.12.1838). Denne grundsætning kunne de fleste af sæsonens anonyme stykker behandles efter, hvilket Adler da også ganske tilsluttede sig: ""Ogsaa jeg" - siger Prop i Slutningsrepliquen -"er nu ganske kjed af den Passiar". Jeg frygter at Publicum alt for villig vilde tiltræde denne Yttring, hvis man bød det denne Hverdags-Skizze uden Handling Characteer-Tegning eller Situation" (1.1.1839). Adlers debut som teatercensor viser ham som registrator af publikums krav. Stykket remitteredes den 10. jan. 1839 (Kp.nr.6).
"Digteren" var næsten ligeså flovt, idet forfatteren, ifølge Molbech, kun kopierede sig selv og hans "fattige, bornerte Livskreds og Livsanskuelse .. Han har kun glemt de vigtigste Ingredientser: Det poetiske Liv og den dramatiske Interesse" (9.1.1839). ""Dramatiskt" kalder Forfatteren sit Arbeide, men det er i det Høieste dialogiseret; er, som min Collega har bemærket, uden dramatisk Interesse [sideskift][side 917]og uden poetisk Liv" (15.1.1839). Adlers afskrivningsøvelser kendes fra andre vota. Returneret den 19. jan. 1839 (Kp.nr.17). "Hr. Walters Forlovelse" var skrevet af en af disse "aandssvage Dilettanter eller Dilettantinder (her troer jeg snarere det sidste) [som] spilde deres Tid paa at forfatte" skuespil; her var tale om et barnagtigt "Tøi, der røber en total Mangel paa Evne til at bearbeide og dialogisere det, formodentlig af en eller anden tydsk Almanaksfortælling laante Stof" (31.1.1839). Adler føjede til: "[Stykket] kan heller ikke efter min Formening komme i mindste Betragtning til Antagelse" (13.2.1839); han opgav at argumentere for forkastelse. Stykket remitteredes den 16. febr. 1839 (Kp.nr.31).
A.C. Fridschs "Den gjekkede Elsker" returneredes den 16. febr. 1839 (Kp.nr.29) efter at have "været til Eftersyn. - egner sig ikke til at antages. Adler" (udat. på I.B.nr.107).
"Skiebnens Veie" tilhørte samme klasse som "Hr. Walters Forlovelse" . Molbech håbede nu på at vanen ville fortage hans forundring over disse "reent barnagtige og stymperagtige Forsøg" (4.3.1839). Adler var af samme "Formening" (29.3.1839). Returneret den 9. apr. 1839 (Kp.nr.44).
Oehlenschlägers "Aladdin" blev af skuespillerne valgt til forestillingen til fordel for de vandlidte i Jylland. Overskou har i sin teaterhistorie redegjort for arbejdet med Oehlenschlägers tekst, uden direkte at nævne at han selv havde en væsentlig indflydelse på redigeringen af det store stof i stykket (Den danske Skueplads Bd.V 352ff). Til Atterbom skrev Molbech den 31. marts 1839, at en "for Scenen arrangeret, beskaaret, og hist og her epitomeret Aladdin, er tillavet for Theatret, og skal om faa Dage 1ste Gang gives (privat af Skuespillerne, og til dobbelte Theaterpriser) .. Det er et i sit Øiemed ædelt og velgiørende Foretagende, og som muligen ogsaa derefter kan give Theater-Cassen nogen Fordeel, da det siden skal gives for dennes Regning, og mod Honorar til Øhlenschlæger (som ved den Leilighed profiterer 6-700 Rdl.[5]) men som jeg i øvrigt ikke ynder eller interesserer mig for" (Borup Molbech nr.221). Premieren fandt sted den 17. april 1839. - En væsentlig ændring i stykkets slutning, som udvalget af skuespillere ønskede udført efter den første opførelse, nægtede direktionen, ifølge Overskou på grund af økonomiske hensyn (Overskou V 358) (opført ialt 23 gange, jf. s.1141) (6).
[sideskift][side 918]Molbech tromlede frem i sit sædvanlige trav, der var ensbetydende med kanonader imod de sørgelige gråspurve, som indleveredes til censur. Overskous lystspil ville Kirstein nok lade opføre uændret, men da han vidste hans embedstid var omme, gav han efter for Molbechs betingede antagelse. I anledning af Oehlenschlägers "Aladdin" rørte censorerne ikke en finger. - Adler var en ganske anderledes censor end Kirstein, idet han klart lagde for dagen, at han ikke besad indsigt i dramaturgiens højere eller lavere sfærer, men han vidste at gebærde sig på grund af sit store bekendtskab. Hans indtræden i direktionen nødvendiggjorde en ændring i Heibergs forhold til teatercensuren. Eftersom Adler og Heiberg alt fra ungdommen havde haft nær forbindelse med hinanden, kunne disse ikke blive uenige om Heibergs avancement. Helt naturligt kom modstanden fra Molbech, der i koalitionen Adler-Heiberg forudså sin egen undergang. Imidlertid blev det Jonas Collins delikate job at sætte Molbech på porten, ligesom det var ham der havde bragt ham indenfor i 1830.
[sideskift][side 919]
Fr. Halms dramatiske digt "Camoens" (BurgTheater 30.3.1837), oversat af en af teatrets skuespillere, kunne godt fremsagt "vel .. giøre nogen Virkning paa Scenen", men "det egentlig dramatiske Stof" forekom Molbech "saa yderlig svagt", at han ikke ville eksperimentere med en opførelse af stykket. Oversættelsen var "overhovedet maadelig", og han mente egentlig, det var nødvendigt at bringe det "paa rimede Vers, et Arbeide, som let kunne faaes udført" af Sille Beyer eller ham selv (28.12.1838). Men det blev der intet af, vel også fordi Adler ikke fandt stykket egnet "til Opførelse", uden at argumentere (2.1.1839). Remitteret den 10. jan. 1839 (Kp.nr.7) (1).
Af Rougemonts "La fille de Cromwell" (jf. s.853) indkom en ny oversættelse, som sendtes til Heibergs erklæring "saavel med Hensyn til [stykkets] som til [oversættelsens] Brugbarhed for vort Repertoire" (Kp.nr.170 14.12.1838). Heibergs vurdering var ikke synderlig positiv, selv om han foreslog det antaget til opførelse, "thi det episke Præg er kun maadeligt overvundet i den dramatiske Bearbeidelse, saa at denne udentvivl maa forekomme de Tilskuere som ikke allerede iforveien ere indviede i Stykkets Babel, uklar og umotiveret" (Censurer 20.12.1838). Det følgende afsnit citerede Molbech i censurprotokollen: "Det eneste, hvortil dette Stykke , kan bruges, er som Fyldekalk ved andre Forestillinger, især til at begynde Forestillingen, naar en mere tillokkende Bestanddeel er ivente" (l.c.) (2). Stykket var "ret godt oversat, og trænger idethøieste til et Par smaa Rettelser", hvilket Heiberg gerne påtog sig at udføre. Overensstemmende med sandheden noterede Molbech, at de var enige, hvorfor han tilsluttede sig Heibergs forslag om at besætte stykket med nogle af teatrets mindre benyttede "yngre, kun sielden fremtrædende Subjecter" (29.12.1838): Her lagdes ikke skjul på, at teatret gav sig i lag med en ægte B-produktion. Adler var ikke enig med Molbech og Heiberg. Stykket havde "flere piquante Situationer og torde vente større Bifald end Herr Justitsr Molbech og Prof. Heiberg synes at troe, men Cromwell i det Mindste maatte vel spilles af et af de første Subjecter" (3.1.1839). Den 10. jan. 1839 meddeltes oversætteren om stykkets antagelse (Kp.nr.5), hvorpå Adler gav forslag til rollebesætningen (jf. Molbech til Adler 28.1.1839 Adlers arkiv) (PRFD Febr.1839); oplæsningen afholdtes den 25. febr. 1839 (Journal), men prøver eller opførelse ses ikke (3).
[sideskift][side 920]Joh. Engels gamle skuespil "Der Edelknabe" (1775) (4) med titlen "Fyrstedyd" returneredes den 16. febr. 1839 (Kp.nr.30). "Pagen" havde været opført i København i perioden 1776-1815 (ialt 26 gange).
Romands drama "Le bourgeois de Gand, ou le secrétaire du duc d'Albe" (LOD 21.5.1838) mindede Molbech om "en mislykket Efterligning af Maneren i Victor Hugo's monstrueuse historiske Dramer, med endeel af disses Ufuldkommenheder, men uden de Genieglimt, der ikke sielden giennemlyne disse skumle og uhyggelige Compositioner. Her er vel den samme uhistoriske Charakteer - den samme Higen efter umaadelig stærke Theater-Effecter - men ikke Victor Hugos Kraft og dæmoniske Phantasie i Fremstillingen af umenneskelige Uhyrer og infame, af Laster og Forbrydelser giennemdrukne Charakterer. Geniet fornegter sig dog ikke, selv i dets afsindige Forvildelser hos V. Hugo; men her søger man forgieves dets mindste Spor. I Stedet for disse finder man en overlæsset Mængde og Sammendyngen af voldsomme, blodige, revolutionnaire Handlinger og Forhold; man rives fra den ene convulsiviske Scene ind i den anden; og dog hører man, i Stedet for gedigen Tale og virkelig Poesi, kun Svulst, Declamation og affecteret=broutende Phraser i den bestandig opskruede Dialog" (29.1.1839). Molbechs klarhed med hensyn til vurderingen af Hugo og dennes lærlinge er beundringsværdig: alle var de upassende for Det kgl. Teater, men Hugo indrømmedes geni, de andre blot epigoners usselhed. "Om Oversætteren vil anbringe Stykket ved en Sommerforestilling maa staae derhen. Hans Arbeide kun de i intet Tilfælde bruges for Theatret ganske som det er" (l.c.). - Selv om stykket havde været en succes i Paris, tvivlede Adler på, "at det vilde finde Bifald hos os; det passer hverken for vor Skueplads eller vort Publicum og jeg kan ikke stemme for at antage dette Monstre de patriotisme til Opførelse. Oversættelsen er ikke uheldig" (13.2.1839). Rent moralistisk var Adler ganske enig med Molbech. Den 22. febr. 1839 remitteredes oversættelsen med et af Molbech konciperet svar: Uagtet oversættelsens brugbarhed ville direktionen ikke antage stykket, fordi den ikke ville tolerere, "at en i sin Idee saa unaturlig, i sin Udførelse saa outreret og lidet poetisk, og i sin Tendents saa vild og voldsom Efterligning af Manerer i det oprørende, men ulige mere talentfulde Drama af Victor Hugo [kunne] passe for vor Skueplads, eller for det dannede Theater-Publicums Smag, hvilken man dog altid, men fortrinligen ved Stykker af et saa betydeligt Omfang, bør tage Hensyn til" [sideskift][side 921](Kp.nr.32). Gjaldt dette scenens konveniens, undlod man ikke at give også en delvis dramaturgisk betinget forkastelse: "for at vogte sig for, at ikke blot de stærke og voldsomme Theater-Effecter skulle kunne gjøre sig gjeldende ved Opførelse af dramatiske Produkter, der, saaledes som dette, ved Midler af den Art, søge at bøde paa Mangelen af sand poetisk Fortjeneste, og at bringe Læseren og Tilskueren til at glemme baade Stykkets Unaturlighed, og dets Anstød mod og Brud paa alle historiske Forhold og Betingelser" (l.c.), måtte teaterdirektionen afvise Romands drama. Igennem flere sæsoner havde teaterdirektionen blot refuseret Hugos og efterligneres stykker uden begrundelse for deres uegnethed for Kgs. Nytorv. Da nu Nielsen forsøgte at bringe et fransk romantisk drama på scenen, måtte direktionen explicitere hvorfor den ikke ville tillade et sådant eksperiment. Adler har formentlig inspireret til dette forehavende. Skulle dette have været et af resultaterne af Nielsens rejse til Paris (jf. s.892), blev hans repertoirepolitik da klart underkendt af direktionen.
Scribe & Vanderburchs "Clermont, ou une femme d'artiste" (GD 30.3.1838) i H.P. Holsts oversættelse fandt Molbech "af Nogle vil betragtes baade som meget moralsk, meget rørende, og meget effectfuldt paa Scenen .. Hvad mig angaaer, da holder jeg det første for temmelig problematisk (men Udviklingen heraf overskrider langt Grændserne for en Theatercensur;) det andet vil paa mig ingen Anvendelse finde; og det tredie vil jo for en stor Deel beroe paa, hvorledes et i sin Substants tvetydigt, i sin Udførelse med Affectation, med synlig lagt efter overraskende og spændende Contraster, overlæsset Drame larmoyant vil blive spillet af Hovedpersonerne" (6.3.1839). Molbech benyttede sig af barsk ironi i sin formulering af stykkets antagelighed: "Jeg tænker imidlertid, at med alt det Affecterede, Søgte, Trivielle, og mod den gode, naturlige Smag og sunde Sands stridende i en saadan Konstners Forhold, og i hans Tale og Udtryk .. kan Stykket og Oversættelsen vel antages til Opførelse" (l.c.). Adler udtalte sig ikke, men stykket opførtes til Stages Sommerforestilling den 1. juni 1839, se s.955.
På sin rejse til Paris i 1836 (jf. s.808) havde Heiberg i Weimar overværet en opførelse af Charlotte Birch-Pfeiffers skuespil "Johan Guttenberg" (1834): "et daarligt Stykke .. som udførtes overmande godt, og hvori især Elsker og Elskerinde .. vare uden Sammenligning de bedste, jeg har truffet paa Reisen. Her var aldeles [sideskift][side 922]Intet af den affecterede tydske Declamation. Over hele Fremstillingen hvilede en hellig Tradition af Göthes Indflydelse paa dette theater" (Borup nr.348 12.8.1836). Molbech havde selvfølgelig ikke disse linjer i erindring, da han i april 1839 voterede over den anonym bearbejdelse af stykket: "[Det manglede] Poesie og dramatisk Interesse .. i dets Sted er det fuldt af declamatoriske Tirader, som ikke hielpe noget paa Handlingens Tørhed .. den hele Behandling af Motiver, Situationer og Dialog er saameget i den tunge, vidtløftige, kiedsommelige og unaturlige tydske Maneer .. at det ikke staaer til at vente, at noget saadant vilde gaae igiennem paa vor Scene" (28.4.1839). Molbech var ganske konsekvent, når det gjaldt det tyske skuespil (uanset genre), thi deklamationen var ham inderligt imod: han krævede fransk aktion. - Adler derimod indrømmede nok en vis tørhed, "men det har et Par interessante Situationer og kunde, godt spillet, vel finde Interesse. Jeg tør imidlertid ikke paatage mig at indestaae for dets Succes" (29.5.1839), hvorfor det den 7. juni 1839 returneredes (Kp.nr.70).
Molbechs felttog imod Hugo og lærlinge fortsatte, understøttet af Adlers politiske vagtsomhed. De øvrige stykker synes stort set ubetydelige og meningsforskellene var små. Antagelsen af "Cromwells Datter" førte ikke til noget resultat, ihvorvel Adler syntes mere indtaget deri end Molbech og Heiberg. Adlers forsøg på at artikulere dramaturgiske synspunkter faldt ham synligt svært, men han ses dog allerede i løbet af det første halve år at turde sige Molbech imod, omend det blev gjort på en meget forsigtig eller servil måde. Censorerne markerede sig som vanligt stærkest i det negative.
[sideskift][side 923]
Rosiers comedie-vaudeville "A trente ans, ou une femme raisonnable" (TV 25.1.1838) blev valgt af en kreds af skuespillere til oversættelse. Ryges gentagne forslag (1820 jf. s.XVIf og 1834 jf. s.689) om skuespillernes indflydelse på repertoirets sammensætning havde endelig opnået direktionens sanktion - for et skuespils vedkommende! Dette forsøg peger endvidere frem til forhandlingerne i sæsonen 1840/41 om og oprettelsen i efteråret 1841 af den såkaldte "Scene-Committee" (jf. Overskou V 472 og Arnesens og Heibergs store artikler i "Fædrelandet" 1840). Inden den formelle forcensur uddeltes rollerne den 3. sept. 1838 (PRFD), hvorpå oplæsningen fandt sted den 5. sept. 1838 (Journal). Molbech syntes aldeles ikke fyldestgjort ved dette stykke: "Det er af den Slags Stykker, hvor man, i Mangel af at kunne giøre en heel Comedie af sit Sujet, skærer det itu til 3, 4 eller flere saakaldte Tableaux. Til det sidste hører vist nok mindre Konst og Talent, end til det første; man kan lettere anbringe og sammendynge en Mængde Motiver og Situationer, hvis Forbindelser man overspringer eller meget løst antyder. Ogsaa her er der nok af dem; men der er [et] Spørgsmaal, om man paa Scenen vil finde dem mere naturlige og interessante, end de forekomme under Læsningen" (7.9.1838). Kirstein var end mere negativt indstillet end Molbech, idet han "i Theatercassens Interesse" ikke ønskede at hans "Anelse .. maa gaae i Opfyldelse", thi efter læsningen af stykket kunne han ikke andet end antage, at det indtryk, stykket havde gjort på ham, ville "afgive et Argument mod den oftere af Skuespillerne fremsatte Proposition, at det maatte overlades til en af Deres Midte udvalgt Committee at vælge eller bedømme de Stykker der skulle opføres paa det Kongelige Theater" (23.9.1838). Censorernes enighed om stykkets svagheder synes påfaldende, når man betænker, at direktionen fik forelagt stykket, før det blev oversat. Svagheden i direktionen synes da yderligere understreget, thi hvorfor turde man ikke forinden oversættelsen indleveredes meddele skuespillerne, at stykket ikke havde de kvaliteter, som gjorde det egnet til opførelse? Eller spekulerede direktionen ligefrem i at lade initiativet mislykkes? Materialet røber intet om censorernes bevæggrunde. - Prøverne påbegyndtes først den 30. sept. 1838 (Journal), hvorpå "Ægtestand" havde premiere den 9. okt. 1838 (opført ialt 2 gange) (1).
Over Ancelot & Decomberousses "La consigne", med den danske titel "Sauvegarden",(jf. s.896) affattede Molbech ingen ny censur. Stykket [sideskift][side 924]blev oplæst den 9. sept. 1838 (Journal), inden Kirstein erklærede sig enig i Molbechs tidligere bedømmelse (28.9.1838). Stykket blev opført til dronningens fødselsdag, forud for Bournonvilles ballet "Phantasiens Øe" (jf. s.948). Opførelsen fik imidlertid et politisk efterspil, idet "Kjøbenhavns Morgenblad" (Nr.40) angreb direktionen for "ligefrem at have krænket den Ærbødighed man skylder Deres Majestæter" ved at opføre netop dette stykke (2). Molbech fralagde sig straks ethvert ansvar, fordi han kun havde bedømt stykket med henblik på en opførelse ved Sommerforestillingerne, "og Stykket siden den Tid aldeles ikke har været ham forelagt til Bedømmelse. - Herved bemærkede Hans Excellence Theaterchefen, at Indhold og Plan af Lystspillet Sauvegarden, ved Siden af de Par andre Smaastykkers Indhold, i sin Tid af Etatsraad Kirstein havde været mundtlig refereret for Hans Majestæt, der Selv havde billiget Opførelsen af førstnævnte Stykke til d: 28 Octbr.; ligesom Deres Majestæter ogsaa efterat have bivaanet Opførelsen, aldeles ikke have yttret noget Slags Mishag med Stykket" (Dp 9.11.1838). Stykket opførtes imidlertid ikke efter denne dag, hvilket aldeles ikke kan være nogen tilfældighed (opført ialt 5 gange) (3).
Ancelot, P. Duport & R.A. Gautiers comedie-vaudeville "Un mariage sous l'Empire" (TV 20.10.1835) sendtes den 26. marts 1836 til Heibergs betænkning (Kp.nr.46): "Sujettet er ikke uinteressant, men det er altfor grovt behandlet, Characterer og Situationer mangle al Finesse. Den civile Person (Danville), som for at behage sin Elskede, gjør sig til Militair, og siden, for paa nye at behage hende, maa gjøre sig til Civil igjen, er den bedste Ide i det Hele" (UjBr 31.3.1836). Direktionen foretog sig følgelig intet videre, men Delcours selskab opførte stykket den 27. juli og den 6. aug. 1838, hvilket gav Borgaard anledning til at oversætte stykket. Molbech skjulte ikke, at det var "et af de sædvanlige franske Fabrik-Stykker .. hvis dramatiske Fremstilling vedkommende Forfatter just ikke lader sig det falde meget suurt", "Thi, skiøndt jeg heller ikke i Sommer, ved at see Stykket paa Fransk, kunde vinde synderlig Interesse for samme - og lover mig endnu mindre, hvad mig selv angaaer, af den danske Forestilling: kan jeg dog, under den nærværende Fattigdom paa Nyheder for Skuespillet, ikke finde Anledning til at modsætte mig et Stykkes Antagelse, der i det mindste har adskillige Scener, som kunne give vore gode Skuespillere og Skuespillerinder nogen Leilighed til at vise sig, og som er [sideskift][side 925]Indleveret i en overhovedet ret god oversættelse [4]. Om nu i øvrigt det til Rollerne af Overs: foreslaaede personale, og navnligen Fru Heiberg, vil faae mere Interesse for dette Stykke, end Undertegnede, og nok, for at spille det med Lyst og Liv - vil Tiden lære" (1.10.1838). Kirsteins bebudede afsked gav allerede nu Molbech vanskeligheder: "ogsaa her [må jeg] bemærke, at jeg ikke troer at kunne allene afgiøre et Stykkes Antagelse, som dette; men at denne tillige maa afgiøres ved en eller flere Med-Censorers Stemme. Til det første er nemlig Stykket, efter min Mening hverken godt - eller slet nok, til at afgiøre Ikke-Antagelse" (l.c.). Kirstein var ganske på det rene med, at stykket ville tage sig ganske anderledes bedre ud på et fransk teater end her: "Imidlertid skal det dog have gjort megen Lykke ved dets Forestilling af Delcours Selskab i Sommer, og det er derfor rimeligt, at det vil finde sit Publikum hos os, naar det besættes saaledes som vi kan besætte det - upaatvivleligen bedre end de Franske. Med Hensyn hertil i Forbindelse med den af min Hr Collega bemærkede øieblikkelige Mangel paa bedre Nyheder troer jeg derfor at maatte stemme for dets Antagelse; men jeg kan ikke undlade at bemærke at Hovedrollen, som upaatvivlelig Fru Heiberg burde udføre, er en af det Slags, som Fru Heiberg formedelst den hende deri overgaaende Ydmygelse ikke ynder" (5.10.1838). Rollebesætningen fastsattes den 30. nov. (Dp), men fru Heiberg spillede ikke Octavias rolle (i stedet gav Mad. Holst denne). "Et Giftermaal under Keisertiden" havde premiere den 16. febr. 1839 (opført ialt 8 gange).
Dumas & Co.'s "Kean" (jf. s.893) gav i oktober 1838 anledning til en særdeles voldsom meningsudveksling mellem Molbech og Kirstein. Den 18. okt. 1838 tilførte Kirstein censurprotokollen sit votum, med henblik på stykkets optagelse i teatrets repertoire. Da han ikke havde fundet sin "Velanstændigheds-Følelse mere saaret ved det Ene end ved det Andet", og da han indrømmede, at det var "vanskeligt at trække en bestemt Grændse heri, saa" var han "dog af den Formening at naar man ikke ved Opførelsen føler sin Anskuelse om Grændsens Overskridelse forandret, man i dette Hensyn ikke kan finde tilstrækkelig Grund til at udelukke et Stykke fra Repertoiret, der er stædet til en Sommerforestilling; thi det Uanstændige maa Censorerne ligesaavel udelukke fra Sommer- som Vinterforestillingerne" (jf. s.708). Kirstein argumenterede videre imod Molbech: "Jeg maa derfor antage at min Collega ligesaavel som jeg har været [sideskift][side 926]uenig med sig selv om det maatte ansees for at denne Grændse her var overskredet eller ei, og i slige Tilfælde pleie vi at lade Publikum afgjøre Spørgsmaalet". Da dette havde erklæret sig for stykket, og Kirstein ikke kunne "ansee det for at være i æsthetisk Henseende under vore Forestillingers Horizont", ville han ikke modsætte sig optagelse af stykket i teatrets repertoire, fordi det "i økonomisk Henseende maa antages at blive en Vinding for vort Theater". I direktionsmødet den 19. okt. 1838 replicerede Molbech, at "Stykker af grov usædelig Characteer bør Theater=Censorerne vist nok heller ikke taale ved de private Forestillinger; men Indecents og Uanstændighed af den Art, der findes i "Kean", vil vanskeligere altid kunne blive Grund til at nægte et Stykke Adgang til den private Opførelse". Han lagde til, at han om sommeren mere havde taget hensyn til skuespillernes og oversætterens tarv end tænkt på "Theatrets Moralitet og Decents". Endelig undlod han ikke at bemærke, at fru Heiberg havde afgivet rollen, fordi hun, ifølge Molbechs eget referat, havde "følt Forskjellen mellem at overtage den af hende selv for indecent erklærede Rolle; til en enkelt Forestilling til Fordeel for en Skuespiller, og at vedblive at spille denne Rolle" efter stykkets optagelse i repertoiret. Kirstein, der mente sig fejlagtigt eller mangelfuldt refereret af Molbech, tilførte egenhændigt protokollen et "Tilsvar" og korrektiv: Ifølge kgl. resolution nr.39 i protokol 4 (Kgl.Res. af 20.4.1816 (5)) samt den kgl. resolution af 1. febr. 1821 (jf. s.XXf) skulle teatercensorerne "bedømme de indsendte Stykkers moralske Antagelighed", hvorfor det måtte "være Censorernes Pligt .. at afværge umoralske eller indecente Stykker" såvel til sommer som Vinterforestillinger, og, fortsatte Kirstein, "det maa saaledes ansees som en Betingelse for et til Sommerforestilling stædet Stykkes Uantageligehed til Vinterforestillingerne i den Henseende, at en mulig til hin Tid næret Tvivl om den i saa Henseende ikke bestemt afstukne Grændses Overskridelse senere er blevet hævet. Sligt har med Hensyn til "Kean" ikke været Tilfældet med mig; Publikum har heller ikke yttret nogen saadan Betænkelighed ved Stykket; og jeg har derfor heller ikke kunnet finde tilstrækkelig Anledning til at modsætte mig et Stykkes Antagelse for Repertoiret, der syntes at love økonomisk Fordeel. Min Herr Collega har, efter hvad der efter Opførelsen af ham er tilført Censurprotokollen, fundet sin Anskuelse om Stykkets Indecents og Immoralitet endmere bestyrket, [sideskift][side 927]og jeg kan forsaavidt og under den Forudsætning, at han før dets Opførelse ved Sommerforestillingen endnu har havt nogen Tvivl herom - hvilket rigtignok efter hans i Censurprotokollen nedskrevne Votum neppe synes at kunne være Tilfældet, - ikke have noget imod, at han paa den Grund erklærer sig anderledes med Hensyn til Antagelsen til Vinterforestillingerne end til Sommerforestillingerne". Rent logisk havde Kirstein ret og Molbech uret, men spørgsmålet er, om man kunne opretholde samme grænse for indecens, når det gjaldt private sommerforestillinger og kongelige vinterforestillinger. Kirstein havde forsåvidt det nemmeste spil, som han - lige siden det blev aktuelt - havde indtaget det standpunkt, at publikums modtagelse af et stykke også måtte have betydning for direktionen, når det blev aktuelt, om et stykke skulle overføres til vinterforestillingerne. Molbechs forsøg på at graduere viste sig i hvert fald at lide skibbrud, hvis pluraliteten i direktionen anlagde et andet synspunkt. Kirstein fik i dette tilfælde Holsteins støtte, hvorved det uløselige principspørgsmål fik en løsning: teaterchefen havde jo den deciderende stemme, når tingene sattes på spidsen. Kirstein undlod ikke - ej uden malice - at tilbagevise Molbechs argumentation med hensyn til fru Heibergs opfattelse af teatrets decens, thi sandheden var jo, at hun tre gange i sommeren 1838 havde spillet Helenas rolle: "hendes Velanstændighedsfølelse kan neppe blive saaret mere om Vinteren end om Sommeren, og at hendes Rygte skulde lide mindre ved at give en uanstændig Rolle af Villighed mod en Skuespiller end for at opfylde den hende paaliggende Pligt, i Theatrets Tjeneste at udføre tildeelt Rolle, haaber jeg at Fru Heiberg selv ikke antager; og skulde hun mod Formodning nære en saadan Formening, da kan jeg ikke andet end antage at det snarere maatte være Directionens Sag at udrydde den, end at bruge den som Argument eller Exempel" (Dp 19.10.1838). Om aftenen den 19. okt. 1838 opførtes da Kean første gang for teatrets regning (opført ialt 37 gange i den behandlede periode). Publikum, understøttet af Kirstein, havde introduceret det effektladede romantiske drama i dets franske version, som Molbech i over 6 år havde søgt holdt borte fra Det kgl. Teaters scene. To måneder senere trådte Kirstein tilbage som medlem af direktionen. Selv om Kirstein ikke ønskede fastslået, at han han handlede ud fra økonomiske hensyn, blev der ikke desto mindre tale om en betydelig gevinst for teaterkassen. I sandhedens navn skal det [sideskift][side 928]da også anføres, at der ikke var tale om dramaturgiske hensyn kontra økonomiske, dertil oplyser kilderne ganske klart, at der i virkeligheden var tale om to forskellige måder at vurdere sommerforestillinger kontra vinterforestillinger. Molbech bildte sig selv ind, at der var forskel; Kirstein accepterede, at de sidstnævnte var afhængige af de førstnævntes udfald. Publikums optagelse af disse såkaldt private forestillinger, givet på Kongens teater af et kongeligt skuespillerpersonale, var aldeles afgørende for teatrets repertoirepolitik (6).
Sheridans "The School for Scandal" (1777) blev opført i Thoroups gamle oversættelse (1784) lige indtil 1835, hvorefter det var åbenbart, at teatret trængte til en ny oversættelse. P.D. Faber leverede en oversættelse af 1. akt den 22. okt. 1838, idet han var villig til at sende de øvrige "saasnart jeg underrettes om, at Directionen vil benytte en ny, eller maaskee ei allerede har en saadan i Hænde" (I.B.nr.283). I direktionsmødet den 26. okt. 1838 besluttedes at afvise hans oversættelse, fordi direktionen "allerede har modtaget Tilbudet af en dertil skikket og i saadanne Arbeider øvet Videnskabsmand, at giennemsee og forbedre Oversættelsen af "Bagtalelsens Skole" naar dette Stykke igien maatte komme til Opførelse" (Kp.nr.151 27.10.1838). N.V. Dorph havde lovet en revideret oversættelse, men på grund af striden om "Feiltagelserne" (jf. s.819) blev det foreløbig opgivet. Se s.1315.
Scribes komedie "Les indépendants" (TF 20.11.1837) havde Heiberg selv mundtligt ytret sin fordelagtige mening om, hvorefter direktionen tjenstligt bad ham oversætte den (Borup nr.403 18.7.1838). Den 20. okt. 1838 indleverede han da oversættelsen, samtidig med at han gav en kritik af stykket, som delvis er et ukontrollabelt referat af en samtale med direktionen om sommeren: "Stykket var bedre, end meget Andet, som bringes til Opførelse, og .. den politiske Grund-Idee, hvorpaa det hele hviler, var meget heldigt valgt, og meget piquant udført" (Troensegaard I.1). I brevet hævdede han, at han ligeledes om sommeren ikke havde undladt "at bemærke, at den i Stykket skildrede Kjærlighed var uinteressant, og navnlig at Elskerinden, "Esther", der paa en Maade er Hovedperson, var en forskruet og ikke synderlig behagelig Characteer. Lægger man nu hertil, at Stykket (især ved sine skarpt anlagte, alvorlige Characteertegninger, sin meget udførte Dialog, under hvilken Handlingen ofte synes at staae stille) ikke saa meget er et Lystspil, [sideskift][side 929]som en Comedie i den gamle Betydning af Ordet .. og betænker man endelig, at Stykket er vanskeligt at spille, ja at det endog har een stor Hovedrolle [De Rouvray], som ikke passer for en eneste af vore Skuespillere, - saa kunne alle disse Omstændigheder tilsammentagen ikke give mig Haab om, at Stykket vil gjøre synderlig Lykke paa vor Scene, eller holde sig paa Repertoiret" (l.c.). Havde Heiberg virkelig om sommeren sagt alt, hvad han her skrev, har hans argumenter ikke været højt vurderet af direktionen: Og det tør vist nok antages for sikkert, at Heiberg netop i slutningen af 1830rne øgede sin ganske vist indirekte indflydelse på direktionens beslutninger. Sandheden må være, at Heiberg under bearbejdelsen har opdaget en række svagheder, således at han, hvis stykket blev en fiasko, ikke ønskede at tage ansvaret for denne. Molbechs censur former sig for første halvdels vedkommende som et ukommenterende referat af Heibergs indsendelsesskrivelse: "uagtet jeg i øvrigt baade finder, at det ikke er uden interessante Scener og Situationer - skiøndt disse ei ere giennemførte og forenede i en ved sin Totalitet i Handlingen og ved sine Charakterer interessant dramatisk Composition - og at det kan give gode Skuespillere Leilighed til at vise deres Talent i Dialogen, paa en anden Maade, end den hyppigst forekommende: kan jeg dog ikke andet, end tillige finde det meget ønskeligt, at Prof. Heiberg havde anvendt noget af sit heldige og sikre Talent paa at beskære Stykket, og forkorte Dialogen hist og her, hvorved allerede endeel kunde være vundet for denne Comedie". Molbech anførte fejlagtigt, at Heiberg var blevet anmodet om forkortning (2.11.1838 og Borup nr.403). - Roller uddeltes den 4. febr. 1839 (PRFD) (7), men "De Uafhængige" blev først opført første gang den 12. nov. 1840 (opført ialt 5 gange i den behandlede periode).
Til Scribes lille comedie-vaudeville "Estelle, ou le père et la fille" (GD 7.11.1834), oversat og indleveret af N.P. Nielsen, uddeltes rollerne den 1. nov. 1838 (PRED), før censurens gennemlæsning. Molbech indrømmede, at det hvilede "paa en temmelig forskruet og unaturlig Hoved-Idee", men det besad en vis portion "Theater-Effect; og naar Publicum vil lade Handlingen og Opløsningen passere", kunne det vel "give nogen Variation til de muntre Eenactsstykker - hvis Munterhed desværre sielden vil slaae ret an" (9.11.1838). På grund af Kirsteins embedsrejse i hele november måned læste Holstein stykket, som kort tid efter blev antaget. Prøverne [sideskift][side 930]påbegyndtes den 23. nov. 1838 (Journal), hvorpå "Stella" havde premiere den 28. nov. 1839 (opført ialt 5 gange) (8).
Da Andersen måtte opgive at få Raimunds "Der Verschwender" (jf. s.896) opført ved Sommerforestillingerne, indsendte han oversættelsen med henblik på optagelse i teatrets repertoire (I.B.nr.169b 29.6.1838). Molbech var overbevist om, at et stykke "af den Art" lå "uden for det Kongel. Theaters Sphære, naar" det "ikke ved den sande Poesies Kraft hæves til en høiere og ædlere Charakteer .. det høieste man kan gaae til er, at lade Stykket opføres (om Vedkommende ville det) til næste Aars Sommerskuespil, og der oppebie Virkningen deraf - som, efter den Skiebne, Alpekongen [jf. s.895] nylig havde ved Anvendelse til samme Øiemed - neppe tør ventes at blive meget glimrende; endskiøndt jeg antager, at denne "Ødeland" har adskilligt forud for den trivielle og upoetiske "Alpekonge" (14.7.1838). Kirsteins synspunkter om Raimunds folkekomedier kendes ikke, men det må nok på grund af mundtlige forhandlinger mellem censorerne være hans fortjeneste, at stykket sendtes til Heibergs betænkning: Netop direktionens skelnen mellem optagelse i teatrets ordinære repertoire subsidiært optagelse i søndagsrepertoiret leder tanken hen på "Capriciosa"s vej ind i teatrets repertoire, og Kirsteins andel heri (Borup nr.414). Den 31. okt. 1838 afgav Heiberg sit responsum, som mere formede sig som en kritik af den genre, som stykket tilhørte, end af Andersens bearbejdelse. Æstetisk set fandt Heiberg stykket "et høist maadeligt Product" på grund af "det Uklare og tildeels Nonsensicalske i Grundtanken (f.Ex. at Skjæbnens Bog siger, at intet Fatum skal raade for Hovedpersonen), og endnu mere det uendelig Diffuse og Confuse i hele Planen, og allermeest den betydelige Trivialitet i Dialogen, uden at tale om den ofte umusikalske Anbringelse af Musiknummere. Men det er ikke en æsthetisk Critik, den høie Direction har forlangt af mig, men derimod min Mening angaaende Tilraadeligheden af at bringe Stykket paa Scenen, - hvilket jeg forstaaer som et Spørgsmaal om, hvorvidt Stykket kan gjøre Regning paa at vinde Bifald og Tilløb. Forsaavidt som nu et Stykkes æsthetiske Værd altid bliver et vigtigt Moment i denne Sandsynligheds-Regning, maa jeg antage det for utilraadeligt at bringe nærværende Stykke paa Scenen. Vel er Grundtanken eller Ideen af Stykket meget populær, og turde vel gjøre Regning paa at finde Indgang hos Publicum, naar den blot var renset for al Uklarhed, og derhos var bedre concentreret, [sideskift][side 931]istedenfor, som nu, at være opløst og adspredt i en saadan Masse af uinteressante Details, at Tilskueren staaer Fare for at glemme den under Forestillingen, indtil han til allersidst endelig erindres om, hvad der egenlig er Tale om". "Heller ikke bør man forglemme den overordenlige Anvendelse af ydre Theatermidler, som her forlanges, og det mangengang, uden at nogen indre dramatisk Effect gjør dem nødvendige, eller endog blot svarer til dem. Isaafald bliver det tvivlsomt, om det er Umagen og Bekostningen værdt, at forsøge paa at overvinde alle disse Vanskeligheder. - At "Capriciosa" har gjort saa stor Lykke, kan neppe afgive noget heldigt Varsel for det omspurgte Stykke; thi deels har det nationale og locale Element i Capriciosa meget bidraget dertil, deels er der her, baade i Characterer, Situationer og Dialog meget Meer af det Piquante, deels endelig ere Musiknummerne langt heldigere anbragte, uden at tale om andre Fortrin, som det danske Stykke har fremfor det tydske. - Skulde imidlertid den høie Direction ville gjøre et Forsøg med dette Stykke, da troer jeg vistnok, at det var bedst at benytte det til Søndagsforestillinger, inden det optages i Repertoiret; thi et Søndags-Publicum medbringer mindre kræsne Fordringer, og har mindre Respect for det kongelige Theaters Værdighed; det erindrer ikke saa nøie, i hvilket Local det befinder sig, men drømmer sig maaskee hen paa Vesterbroes Morskabs-Theater. Men isaafald maa det da ogsaa finde Morskab i Stykket, og Dette befrygter jeg, at det ikke vil. Under alle Omstændigheder vil man gjøre Sammenligning med Capriciosa, og ved denne Sammenligning maa det nye Stykke nødvendigen tabe. Hermed har jeg besvaret det andet Punkt, hvorom den høie Direction har forlangt min Betænkning" (Borup nr.415). Heibergs detailkritik "af Valget af Melodier til Sangnummerne" synes noget ubillig, når han indrømmede, at "mange af dem ere mig ubekjendte" (l.c.). Han roste dog Andersens bearbejdelse, "da den idetmindste paa de Steder, hvor den skal være i Prosa (og det er de fleste), er bleven til en virkelig naturlig Prosa, medens den i Originalen er reent utaalelig ved sin rhytmiske, fordetmeste jambiske Klang. Meget af den tydske Svulst har han ogsaa heldigen bortskaffet" (l.c.). Heibergs aristokratiske opfattelse af Raimunds komedie falder ganske i tråd med hans tidligere vurderinger af det tyske skuespils standard (jf. s.617), og viser vel netop mere end andet ligheden mellem Molbech og Heiberg i slutningen af 1830rne: ingen folkelige eksperimenter [sideskift][side 932]på den kongelige scene. I direktionsmødet den 2. nov. 1838 blev da sagen afgjort derhen, at Andersens bearbejdelse forkastedes: Udover censorernes enighed, enedes man også om følgende: "da desuden de meget talrige Rollers Besætning næsten uden Undtagelse vilde falde i saadanne Personers Hænder, der skulle have Betaling for at udføre Roller i Søndagsforestillinger, ligesom ogsaa dets Indstudering vil fordre betydelig Tid og Kræfter af Personalet", ville direktionen ikke antage stykket "selv til Brug ved en Søndagsforestilling" (Dp). Allerede den 4. nov. 1838 vidste Andersen besked: "[Heiberg] ynder just ikke Stykket, men erklærer at min Bearbejdelse staaer høit over Originalen og raader til at det maa særdeles godt udstyres; dette siger Directionen Theatret ei har Raad til, det vil koste dem 1500 Rdlr og altsaa - en Ødeland bliver forkastet" (BHH 290) (9). Grunden til direktionens langsommelighed med hensyn til at svare Andersen skyldtes Kirsteins embedsrejse i det meste af nov. 1838. Molbechs despekt for genren markerede han ved ikke at ville motivere afslaget til Andersen. Endelig den 14. dec. 1838 afsendtes svar til Andersen: "Man har imidlertid fundet, at bemeldte Skuespil vel ikke fattes enkelte Partier, der kunde frembringe Theatereffect og muligen behage en Deel af de theatersøgende Publicum; men at Stykket overhovedet, skiøndt med en populair Grundtanke, der maatte finde Indgang, naar den var behandlet paa en mindre uklar og mere concentreret Maade, er udført paa en fra den æsthetiske Side lidet heldig i Planen og dens Udvikling meget diffus og forvirret Maade. Da nu Stykket tillige lider under en Mængde Trivialiteter, og er betynget med endeel, paa en ikke musikalsk Maade anbragte Musiknummere, har Directionen ei kunnet finde det at staae paa en saadan Scala af den hos os i Almindelighed gieldende Smag for dramatiske Arbeider, der bringes paa Scenen, og navnligen endog at staae saa langt under det originale og nationale Folkeskuespil "Capriciosa", med hvilket det strax og nærmest vilde blive sat i Sammenligning, - at Directionen kunde ansee det tilraadeligt, at bringe bemeldte Folkeskuespil "En Ødeland" til Opførelse; og det tillige i Betragtning af dets vidtløftige og complicerede Beskaffenhed, der vilde fordre baade en betydelig Kraftanvendelse hos Personalet ved Indstuderingen, og ei ubetydelige Omkostninger for at sætte et Stykke af den Art i Scenen" (Coll.S.44). Grunden til at svarskrivelsen anføres er at Molbech ikke udnyttede sine egne argumenter fra de to vota, men derimod gav et [sideskift][side 933]referat af Heibergs betænkning: enigheden understreges, men Heiberg var dog vel ikke censorernes autoritet! Arbejdsformen er ikke desto mindre blotlagt. - Efter Jonas Collins genindtræden i direktionen fablede Andersen om at få det frem (BJC 224 5.8.1843), men han opgav det. Se s.1405.
Borgaards oversættelse af Belisson de Rougemonts "Est-ce un rêve?" (PR 4.7.1835) fandt Molbech passende i en henseende, idet det opfyldte "sin Bestemmelse, at komme paa Scenen, spilles af gode Subjecter med Lethed og med en vis Effect, og forsvinde for at give Plads for et nyt ephemert Product" (8.12.1838). I andre henseender nærede han betænkeligheder: 1) det romanagtige i stykket og 2) stykkets sujet, "som i Frankrige uden Betænkelighed taales paa Scenen, men hvorom det vel vil være temmelig tvivlsomt, om vort nærværende Parterre vil lade det gaae hen uden at benytte Leiligheden" (l.c.). Molbech lagde til, at han for sin "Deel, ikke [ville] finde det anstødeligt - uagtet vist nok Maaden, hvorpaa Obersten tilsidst vakler imellem sin Pligt, og Betænkeligheden ved at ægte en ucultiveret Pige, og dog, imod sin Fortieneste, faaer denne Vanskelighed hævet, da den simple Pige ved Omstændighederne er bleven forvandlet til en Dame, er et i flere Henseender svagt Punkt i Stykket" (l.c.). Stykkets reaktionære præg generede ikke Molbech, men han var rigtignok bange for oppositionen, hvorfor han da også foreslog nærmere at overveje stykkets antagelighed med Adler. Denne afviste stykket, fordi dette roullerede "paa et af de Forhold, som en Deel af vort Publicum finder Anstød ved at see fremstillede paa Scenen", selv om stykket i øvrigt var livligt og kunne spilles godt med den af Borgaard angivne rollebesætning (1.1.1839). Stykket returneredes den 10. jan. 1839 (Kp.nr.8). Ængstelsen for publikums reaktioner var den direkte årsag til forkastelse, jf. s.935.
Scribe, Delestre-Poirson & Desnoyers comedie-vaudeville "La vengeance italienne ou le francais à Florence" (GD 23.1.1832) sendtes til Heibergs betænkning den 14. dec. 1838 (Kp.nr.170). Han var ganske positiv, idet stykket var "ulige bedre dramatiseret og har en langt fortrinligere Dialog, hvorfor det ogsaa, for at tage sig ud, maa spilles af Theatrets første Subjecter. Men det er i flere Henseender løst og incohærent, en Omstændighed, som netop her bliver til Skade, da det er stærke Lidenskaber og skarpe Characterer, som fremstilles. I Originalen hielpes lidt herpaa ved den anbragte Musik, [sideskift][side 934]som det her ikke er saa godt at lade falde bort, da Stykket indeholder ikke saa faa musikalske Situationer (dog ikke overalt de samme, som Forfatteren har benyttet til at indflette Couplets) .. Jeg troer .. at man, for at være sikkere paa dette Stykkes gode Modtagelse af Publicum, gjorde vel i at anbringe nogle faa velvalgte eller vel componerede Musiknummers deri, hvorved det (ligesom "Guldkorset" eller "Farinelli") vilde blive til et Lystspil med Sange og Chor". Om stykkets katastrofe erklærede Heiberg, at den måtte mildnes, "Thi i det Alt bebude et forestaaende Drab og en i det Hele meget alvorlig Slutning, men denne nu forvandler sig - ikke til en gunstig Omstændighed, hvorved det sørgelige Udfald forhindres, men til en simpel Mystification, ville Tilskuerne ligesaavel finde sig førte bag Lyset, som Stykkets Hovedperson" (Censurer 20.12.1838). Dialogen i oversættelsen var "ofte .. slæbende og ubehjelpelig" og ikke uden "Misforstaaelser af franske Talemaader". Heiberg tilbød dog at rette også denne oversættelse, blev han anmodet derom af direktionen (l.c.) (9a). Molbech erklærede sig "i det Hele enig med Professor Heiberg", hvorpå han tilføjede, "at Stykket .. vel kunde bringes paa Scenen, forudsat at Prof. Heiberg selv troer at kunne paatage sig at indrette det for Theat[ret]" (29.12.1838). Da Molbech ikke skal beskyldes for skødesløshed, i denne sammenhæng, skal hans censur selvfølgelig forstås som en advarsel. På Heibergs an- og tilsvar kunne stykket gerne opføres. Adler forstod ikke dette, men nøjedes med at erklære sig enig med Molbech, idet han tilføjede, at "De foreslaaede Musiknummere maatte vel være Chor, ellers vilde man være generet ved Stykkets Besætning" (3.1.1839). Af referatet af direktionsmødet den 4. jan. 1839 fremgår det ikke, hvad man besluttede, men senere indførte Molbech, at stykket skulle remitteres. Heibergs andel heri kendes ikke (Kp.nr.5 10.1.1839).
Samme anonyme oversætters bearbejdelse af Scribe & Duveyriers "Le menteur véridique" (jf. s.124) afvistes på grund af den tidligere produktion (Kp.nr.5 10.1.1839).
Georg Carstensens oversættelse af Varin & Chapelles "La demoiselle majeure" (TV 5.4.1838) var en af "de antageligste, som længe" var forekommet Molbech, men stykket havde "det Slags tvetydige Situationer, og deraf udspringende temmelig stærke equivoquer i Dialogen, som man i Frankrige finder morende og piquante, men som man hos os, med en undertiden overdreven moralsk Ængstelighed og [sideskift][side 935]smaalig Strenghed, er bange for paa Scenen .. Endskiøndt nu eet og andet i Stykket er mere indrettet efter den franske Horizont, end efter den Danske, og endskiøndt bl.a. .. Athenais' eller Aurelias Rolle .. for vor Opfatning, nødvendigen maa faae et stærkt Anstrøg af Udelicatesse: finder jeg dog dette Eenactsstykke at høre til de morsomste blandt de mange kiedsommelige, trivielle eller frivole af samme Slags franske Stykker, hvoraf den sidste Tid har bragt meer end nok" (11.1.1839). Rigoristerne havde tilkæmpet sig en position i publikum, som Molbech troede han kunne sidde overhørig, fordi hans egen smag tillod opførelsen af dette stykke. Adler fandt ikke, at situationen (at onklen udgav sin 28-årige niece for sin kone) hørte "til de frivole Forhold som bestemte Censorerne til at fraraade Antagelsen af "Er det en Drøm" [jf. s.933]. Stykket torde vel, naar Aurelias Rolle spilles med Delicatesse gaae over vor Scene uden at vække Anstød eller Forargelse, med mindre det skulde være over den Uforbeholdenhed hvormed A[urelia] udtaler sin Længsel efter at kaldes Frue" (16.1.1839). Langberg leverede rollecopiaturen senest febr. 1839 (TK 1839 1.kv.nr.295 og 370). Oplæsningen fandt sted den 29. april 1839 (Journal), men stykket kom ikke frem i denne sæson: Ifølge Molbech havde "Acteurerne .. fundet "Pigen paa 28 Aar" indecent", således at de "i 3 Maaneder have forstaaet at drive Opførelsen af dette Stykke tilbage, (formodentlig fordi det er oversat af Portefeuillens Udgiver)", hvilket undrede Molbech, fordi stykket i sammenligning med "Onkels Hemmelighed" (jf. s.955) "fra Moralitetens Side [var] at foretrække" (Cp 131 19.5.1839). Da fru Heiberg afgav hovedrollen til Mad. Larcher, og Carstensen selv foreslog andre ændringer i rollebesætningen (I.B.nr.295 22.11.1839), kom stykket endelig frem den 1. april 1840 (opført ialt 4 gange) (10).
Endnu en anonym oversættelse af Scribes "La cameraderie" (jf. s.866) indleveredes den 13. juli 1838; oversætteren oplyste, at han havde overværet Delcours forestilling den 12. juli 1838, hvor stykket blev givet på fransk (I.B.nr.182) (jf. s.897). Efter sammenligning imellem original og oversættelse var Molbech overbevist om, at kun Heiberg kunne oversætte dette stykke på en tilfredsstillende måde ("correct, og udført med Lethed, Elegants og Fortrolighed med den franske sceniske Dialog, men ogsaa hist og her noget afkortet" var hvad Molbech krævede): "Om Borgaard, i Mangel af ham, nogenlunde vil skille sig ved Oversættelsen, maa jeg lade staae [sideskift][side 936]derhen. En af hans Hovedmangler er, at han ikke giver sig Tid, og ikke har studeret det franske Sprog. Kunde man ikke, i Mangel af Heiberg, forsøge om ikke Prof. Abrahams paatog sig denne Oversættelse?" (8.8.1838). Som oftere omtalt blev det ofte Borgaards lod at tage sig af de oversættelser, som Heiberg ikke orkede at udføre: teaterdigteren påtog sig efterhånden kun mere rutineprægede oversættelser, mens andre leverede de vanskeligere. Den 10. aug. 1838 udbad direktionen sig Heibergs betænkning om oversættelsens brugbarhed med henblik på "Opførelse, eller i det mindste [hvorvidt den] .. ved Gjennemsyn af en mere øvet Oversætter [kunne] .. modtage denne Brugbarhed" (Heibergs arkiv A.I.1). Allerede den 16. aug. 1838 leverede Heiberg sit responsum, som klart forkastede oversættelsen, fordi oversætteren hverken kunne fransk, dansk eller "skrive en Dialog". Heiberg nøjedes - efter direktionens opfordring - med at gennemlæse 1. akt, 1. sc., hvor han gav særdeles overbevisende eksempler på oversætterens uduelighed (11) . Afslutningsvis anførte Heiberg, "at selv en god Oversættelse af dette vistnok meget vittige og underholdende Stykke udentvivl kommer for silde, efter at den franske Troup har opført det til almindelig Tilfredshed, thi dersom vi ikke kunne spille det 100 PC bedre, vil Publicum finde, at det er 100 PC slettere. - Et advarende Exempel - i hvis Prognosticon jeg desværre fik Ret - var le Gamin de Paris [jf. s.813]" (I.B.nr.193). Den 24. aug. 1838 returneredes følgelig oversættelsen (Kp.nr.129).
Hvorvidt Abrahams blev anmodet om at levere en oversættelse får stå hen. Borgaard leverede imidlertid før sin rejse en oversættelse/bearbejdelse af stykket (Dp 16.11.1838). Censorernes vurdering af denne oversættelse kendes implicit af direktionens skrivelse til Heiberg den 14. dec. 1838, hvori man bad om hans responsum: "om De finder Oversættels: i det Hele taget brugelig og om De derhos er af den Mening, at den kunde anvendes uden al Forandring eller Forkortning? Skulde dette ei være Deres Mening, vilde Directn tillige anmode Hr Profs: om, under Læsningen at stryge hvad De maatte finde der kunde udelades, samt tilføie en og anden Rettelse i Oversættelsen, uden at herved forudsættes en fuldstændig Sammenligning med Originalen i hver enkelt Scene og Replik" (Kp.nr. 170). Den 14. jan. 1839 indsendte Heiberg det gennemrettede eksemplar af Borgaards oversættelse: "At .. [rettelsernes] Antal er blevet meget større, end jeg selv havde ventet, har sin Grund deri, [sideskift][side 937]at det netop ved dette Stykke, meer end ved de fleste andre, kommer an paa at give Dialogen den størst mulige Fuldkommenhed .. Efter de mange Forandringer, jeg har foretaget, kan det ikke ansees for tilladeligt at nævne Hr. Borgaard som Oversætter af Stykket. Idetmindste maatte han først give sit Samtykke dertil, og da dette, formedelst hans Fraværelse, ikke vel kan indhentes, er det vel rigtigst, at Oversætteren forbliver anonym. Dog vil Dette ikke være til Hinder for, at Hr. Borgaard erholder det stipulerede Oversætter-Honorar, eftersom det dog er hans Arbeide, der har afgivet den oprindelige Grundvold for Stykkets nuværende Form" (Censurer 14.1.1839 (12)). Allerede i febr./marts 1839 udskrev Langberg sufflørbog og roller (TK 1839 1.kv.nr.369 og 588), men først den 20. maj 1839 uddeltes rollerne (PRFD), hvorpå oplæsningen fandt sted den 29. maj 1839 (Journal). Stykket havde premiere den 14. nov. 1839 (opført ialt 23 gange i den behandlede periode, jf. s.1141) (13).
Fabers ukuelighed kendte ingen grænser, thi oversættelser af Jüngers "Jeannot" ("Kulsvieren i Kiøbenhavn") og det efter Müllner bearbejdede "Hiemkomsten fra Amerika" blev atter forlangt taget under censur (jf. s.665). Det første havde den faberske "raae, smagløse, med Tidens Tone og Fordringer til Theatret reent disharmonerende dramatiske" færdighed, hvormed teaterdirektionen ikke kunne "regalere sit nærværende Publicum" (21.1.1839). Med hensyn til det andet forlangte Molbech en læselig afskrift indsendt, tillige med de af Faber opgivne originaler, før man ville indlade sig på nærmere Bedømmelse af bemeldte Lystspil" (l.c.). På grund af Molbechs sidstanførte forlangende remitteredes stykkerne først den 21. marts 1840 (Kp.nr.39) efter Fabers rykkerskrivelse (I.B.nr.52 15.2.1840). Før Kirsteins udtræden af teaterdirektionen leverede Overskou en ny oversættelse af Molieres "L'avare" (1668), hvortil Molbech, ifølge Overskous referat, bemærkede, "at der jo aldrig kunde være Spørgsmaal om Antagelsen af Molieres Mesterstykke, hvorfor han alene vilde gjennemløbe Manuscriptet for Oversættelsens Skyld (UjBr. 26.1.1839): Overskou havde ændret på teksten i 5. akt "for at bortviske Noget af det saa ofte paaankede Eventyrlige i Gienkjendelsen og derhos henlægge Scenen til Kjøbenhavn" (UjBr 1.2.1839). Molbech udskød imidlertid gennemlæsningen af oversættelsen, hvorefter Overskou bekendt med instruksen for teatercensorerne benyttede sig af reglen om de fire uger, der var det længste tidsrum, der måtte hengå, før en afgørelse skulle være truffet (l.c.). - [sideskift][side 938]Direktionen bevilgede Overskou et forskud den 1. febr. 1839 (Dp), men intetsteds bogførtes det, hvorvidt Molbech gennemlæste Overskous oversættelse. Se s.1104 og s.1263.
Oversættelsen (af det franske) "Brevet" havde Molbech og Adler diskuteret mundtligt, før Adler skriftligt erklærede, at han var fyldestgjort, hvis rollerne udførtes af fru Heiberg og Holst: "nogle Sprogbesynderligheder, som forresten tjene min Collegas Hypothese til Bestyrkelse, maatte jeg andrage paa at see forandrede, hvis Stykket antages" (Coll.BrS.I 24.2.1839). Molbech var ikke særlig stemt for stykket (scenen var "for meget udtrukken, og Situationen .. spændes for stærkt", hvorved der tabtes "noget af det naturlige og piquante"), men da der ikke var "stort at hazadere", vilde han ikke modsætte sig en antagelse (28.2.1839). Stykket blev antaget, "dog at Originalen indsendes af Oversætteren" (udat.). Stykket blev imidlertid aldrig opført; remitteret den 24. maj 1841 (MCp).
von Thumb Neuburgs "Ehestandsrepressalien" (Berlin 2.12.1817), oversat af anonymus, erkendte Molbech var aldeles ubrugeligt: "temmelig tyndt og tungt, og lidet heldigt i sin Efterligning af den franske Maneer og Conversation". Han karakteriserede det tyske lystspil i al almindelighed på følgende måde: "yderst triviel, mat og ligesaavel uden Vittighedens og Lunets piquante Skal, som uden ægte komisk Kiærne" (2.3.1839). Denne opfattelse, præget af læsningen af de mange franske stykker, gør det forståeligt, hvorfor teatrets repertoire så aldeles domineredes af franske skuespil, vaudeviller. Adler var aldeles enig i denne vurdering (29.3.1839). Stykket blev remitteret oversætteren den 9. april 1839 (Kp.nr.45).
Da Alboise & Jaimes vaudeville "Rigoletti, ou de dernier de fous" (TV 21.9.1835), bearbejdet som lystspil, ifølge Molbech, ikke engang ejede "det allermindste Comiske eller piquante, og ikke en eneste taalelig tegnet, eller blot marqueret Character - falder det næsten ubegribeligt, hvorledes nogen har kunnet faae i Sinde at spilde Tid paa at oversætte saa yderst ringe Gods" (18.5.1839). Adler motiverede ikke, hvorfor han ikke kunne "stemme for dette Stykkes Antagelse" (29.5.1839). Remitteret oversætteren den 7. juni 1839 (Kp.nr.71).
Behandlingen af disse 18 stykker synes mere end noget andet at bekræfte billedet af en teaterdirektion i opløsning. Netop den kendsgerning at Kirstein var på vej ud af direktionen og en ny [sideskift][side 939]person ind (blev det mon Heiberg eller ej?) tilkendegiver tingenes uholdbare situation. En ting synes sikkert: Molbech opfattede på intet tidspunkt, at knuden måske løstes, hvis han nu forlod direktionen (således som han tidligere enten var blevet opfordret til eller selv havde ønsket (hhv. 1834 og 1836)). - Censorvotaene illustrerer på bedste vis, hvorledes kampen mellem fløjene og de forskellige interesser udkæmpedes. Afgørelsen om "Kean"s optagelse i repertoiret er velsagtens sæsonens hovedbegivenhed: Molbechs urokkelighed blev mødt af Kirsteins entusiasme for dette stykkes yndest hos publikum; det var aldeles afgørende for ham at pointere, at han intet moralsk forkasteligt fandt ved dette stykke, efter at han og publikum med ham havde forstået dette, ved opførelserne om sommeren. Hans henvisninger til juridisk bindende forskrifter skulle blot overbevise Holstein om legitimiteten af hans handlinger: Molbech var umulig at influere. Kirstein, skal det fastslås, forstod at tage afsked med maner! - Heiberg viste sig langt mere indflydelsesrig i denne sæson end tidligere. Hans breve til Holstein betød åbenbart, at direktionen før den officielle omlægning af forretningsgangen af censurforretningerne i langt højere grad benyttede sig af Heibergs dramaturgiske indsigt og format. Netop den langvarige behandling af "La camaraderie" viser Heibergs svaghed og styrke: i 1837 kunne han, havde han orket det, have skabt en sensation ved dette stykkes optagelse i repertoiret, men intet ansporede ham dertil. I 1839 fik han så megen spore, at hans stileretterarbejde førte til, at Borgaards hastværksarbejde blev bragt på scenen med fruens hjælp. Heibergs mange afvisninger af skuespil i de foregående sæsoner følte han selv frustrerende, men netop ved dette stykke afsløredes hans positivitets impotens: kun drevet dertil fik han endelig gjort sig duelig. - Adlers indsats synes svagere, selv om han viste sin forsigtighed ved at afvise "Er det en Drøm?: den publikumsbevidste Adler lod sig ikke narre, men allerede et par måneder senere viste der sig en ny modstander: skuespillerne. Her blev både Adler og Molbech gjort skakmat. - Holsteins svævende position over vandene markeredes kun ved dronningens geburtsdagsstykke, hvor han myndigt afviste dagbladets smøreri ved henvisning til Herskabernes tilfredshed, idet han i øvrigt vendte ryggen til angrebet.
Ikke mindre end elleve stykker blev antaget, men kun de seks fik [sideskift][side 940]en normal vej til scenen. Skuespillere, primært primadonnaen fru Heiberg, forhindrede eller forsinkede i hvert fald fem stykkers adkomst til scenen: Molbech beskyldte skuespillerne for at være rigorister, men deres motiver ses ikke klarlagt, hvad denne sæson angår, men alene den kendsgerning at direktionen lod skuespillerne udvælge et stykke, som censorerne ikke var tilfredse med, viser nok mere i den rigtige retning: at skuespillerne påberåbte sig en rigorisme som dækkede over en almindelig utilfredshed med de af censorerne antagne stykker. Udviklingen var allerede sat i gang i slutningen af 1830rne; skuespillerne forlangte kontrol med repertoiret, et politisk betonet krav, analogt med oppositionens krav om en forfatning.
[sideskift][side 941]
Grisars opera comique "Sarah", med Duveyriers tekst (OC 26.4.1836), bragte Heiberg med hjem fra sit ophold i Paria (jf. s.808), men han havde åbenbart ikke forestillet sig en opførelse deraf, thi i sept. 1836 meddelte han lakonisk direktionen, at stykket var "Temmelig flaut" (Borup nr.350). Derfor foretog direktionen sig intet videre i denne sag. Den unge komponist, baron H. Løvenskjolds fader henvendte sig imidlertid til Heiberg, for at han skulle "udvælge ham en fransk Operatext, som han kunde componere, efterat den var bearbeidet paa Dansk". Af de stykker, Heiberg gav Løvenskjold at vælge imellem, indsendte Heiberg den franske original af "Sarah" for at erfare, "om dette Stykke vil blive antaget til Opførelse, naar der besørges en dansk Bearbeidelse deraf" (I.B.nr. 215 3.10.1837; jf. E.C.F. Løvenskjold til Adler 2.5.1839 Adlers arkiv). Ti dage senere accepterede direktionen arrangementet, idet den dog lagde til, at Løvenskjolds komposition måtte underkastes de musikkyndige censorers bedømmelse: "om den, til denne Hensigt, har Fortrin for Syngestykkets franske Musik" (Kp.nr.135 14.10.1837). Aldeles påfaldende er det, at Molbech den 9. okt. 1837 tilsendte Løvenskjold en dansk tekst til komposition (jf. s.1621), hvilket Løvenskjold snoede sig ud af ved at henvise til Heibergs underretning om, at teaterdirektionen allerede havde fundet "Sarah" passende (Coll.BrS. 23.10.1837). Sept. 1838 indleveredes Borgaards bearbejdelse sammen med Løvenskjolds komposition. Det forekom Molbech, "at denne, i sit Indhold meget simple og enkelte Text ikke desmindre kan være vel skikket til at modtage en musicalsk Composition, af mere lyrisk, end dramatisk Charakteer; hvorhos det imidlertid kan være ønskeligt, at Componisten vil undgaae, baade at gientage sig selv .. eller Andre .. og at udstrække de sammensatte Sangnummere alt for meget i Tidslængde, hvortil maaskee Textens hele Indretning kunde indbyde noget. - Ved Oversættelsen veed jeg intet mærkeligt at erindre" (10.9.1838). De musikkyndiges vurdering kendes kun indirekte fra direktionens anbefalingsskrivelse til Løvenskjold i anledning af hans udenlandsrejse: "die Musik zu einer Oper .. welche, in Folge der von den beikommenden Censoren über diese Musik gefällten vortheilhaften Beurtheilung, zur Aufführung auf dem ebengedechten Theater angenommen ist" (Kp.nr.153 10.11.1838). Den meget ambitiøse familie Løvenskjold anmodede Holstein om at opføre stykket i anledning af dronningens fødselsdag, men med Bournonvilles ballet "Phantasiens Øe" [sideskift][side 942]kunne han afslå andragendet (jf. E.C.F. Løvenskjold til Adler 2.3.1839 Adlers arkiv). - Roller blev først uddelt den 18. april 1839 (PRFD) (på grund af Jfr. Lichtanders sygdom overtog fru Heiberg hovedrollen). Premieren fandt sted den 24. maj 1839 (opført 3 gange i maj 1839). Til Adler skrev Løvenskjolds fader: "Kun veed jeg, at den Bebreidelse [fra Molbech] at der maatte omarbeides noget i Sarah ikke med Grund kan tillægges B[orgaard], da det var en Følge af at Fru Heiberg fik Rollen, der gjorde Forandringer nødvendige, saavel i Text, som Musik, ikke til synderlig Gavn for den sidste" (UjBr. udat.) (1). Se s.1233.
Det norskproducerede syngestykke "Conditoren" er behandlet s.914. Om Harders syngespil "Pigen fra Gothland" var Molbech ikke i tvivl: "man kan virkelig sige om Forfatteren, at han har en poetisk og dramatisk Skrue løs, og skriver baade sine Vers og sin Dialog reent "ins Blaue hinein", og uden at vide, naar han begynder en Scene, hvor han vil ende den" (26.4.1839). Adler var "aldeles enig .. om dette Stykkes Ubrugelighed for vor Scene" (29.5.1839). Remitteret den 16. aug. 1839 (Kp.nr.119).
Løvenskjolds debut som operakomponist blev hjulpet kraftigt på vej af Heiberg, mens fru Heibergs indsats synes mere tvivlsom; teatercensorernes var aldeles underordnet. Molbechs brev til Løvenskjold afslører, at teaterdirektionen ønskede at knytte den unge musicerende baron nærmere til sig. Med Christian VIIIs tronbestigelse skulle hans karriere blive end bedre protegeret. De øvrige stykker var nulliteter, og censorernes behandling fuldkommen konventionel.
[sideskift][side 943]
N.V. Dorph arbejdede en del bag kulisserne. Det vides ikke hvornår han leverede Holstein sin nye oversættelse af Delia Marias syngestykke "L'opéra-comique" (1798) (opført 1802-1821 i Thoroups oversættelse), men den 28. juli 1838 leverede Liebe rollecopiaturen "besørget""Efter Hs. Excell. Chefens Ordre" (TK 1838 3.kv.nr. 112). Om Holstein ville sikre sig et lille nødstykke eller personlige hensyn til Dorph spillede ind - får stå hen (KTS nr.576 er fra 1838; urørt). Se s.1089 og s.1393.
N.P. Nielsen købte partituret til Ambroise Thomas' opera-comique "La double échelle", med Planards tekst (OC 23.8.1837); stykket blev ikke oversat eller censureret af censorerne (TK 1838 4.kv.nr.185). Saabye leverede partituret den 4. juli 1838 (Konc.forest.nr.47).
Holst hjembragte Grisars opera-comique "L'an mil" (OC 23.6.1837) (TK 1839 1.kv.nr.172). Den 25. nov. 1837 tilsendtes Foucher & Duveyriers tekst til Heibergs betænkning (Borup nr.376); han mente, hverken at man kunne "til- eller fraraade dens Antagelse", da det aldeles måtte komme an på musikkens kvalitet. Var den god, kunne stykket "paa Grund af visse romantiske Træk, maaskee fortjene Opmærksomhed, tiltrods for alt det Overfladiske deri. Dog maatte den frivole Slutning udentvivl forandres, hvilket iøvrigt let kan skee" (Borup nr.379 30.11.1837). Hvid fik i sommeren 1838 i opdrag at oversætte stykket, endog med anvisning på at udelade den frivole slutning (jf. Kp.nr.148 23.10.1838). Oversættelsen kunne "vel ikke andet end ansees som antaget", mente Kirstein (18.10.1838). Det var temmelig uheldigt for direktionen, thi Hvid havde ikke fjernet det afsluttende stævnemøde, som, ifølge Molbech, smagte "saameget efter fransk Slibrighed og franske Sæder, at det er mig ubegribeligt, at Oversætteren ikke har udeladt en Frivolitet, som er aldeles overflødig"; endvidere skulle han fjerne ordene "Christus", "Evangelisten St. Johannes" og "Ord af det Nye Testamente": "Det religiøse Decorum er det paa Theatret af høi Vigtighed at respectere", fastslog Molbech. Hans dramaturgiske vurdering var aldeles sammenfaldende med Heibergs: "Her er det Hele .. fattigt og grossier i Behandlingen; men eet og andet kan muligen fremhæves og faae noget Fylde ved Musiken, paa hvis Værdi Stykkets meer eller mindre gunstige Modtagelse allene vil beroe" (15.10.1838). - Kirstein udtalte sig ikke eksplicit om stykkets værd, men tilsluttede sig ganske Molbechs kritik "af de antydede anstødelige Steder og Udtryk" (18.10.1838). Den 23. okt. 1838 meddeltes [sideskift][side 944]Hvid, at stykket var antaget på betingelse af forandring af de af Molbech anførte steder og udtryk (Kp.nr.148) (1). Hvid efterkom selvfølgelig direktionens krav (KTS nr.35), hvorpå roller uddeltes efter den 3. nov. 1839 (PRFD), men først den 13. febr. 1840 havde "Anno Et Tusinde" premiere (opført ialt 2 gange) (2).
Partituret til Aubers opera-comique "Le domino noir" (OC 2.12.1837) blev købt af Nielsen i Paris i sommeren 1838 (TK 1838 4.kv. nr.185). Den 28. dec. 1838 blev den endelige rollebesætning bestemt (Dp), hvorpå Overskou indsendte oversættelsen trykt (Dp 4.1.1839). Vota fattes. Stykket blev givet i anledning af Frederik VIs (sidste) fødselsdag den 29. jan. 1839, med den af Holstein dekreterede indlagte dans og ændrede titel "Eventyret paa Maskeraden" (opført 52 gange i den behandlede periode) (3).
Til Hartmann skrev Marschner, at han snart var færdig med operaen "Der Bæbu" (NkS 3392 14.5.1837), men først den 19. febr. 1838 havde den premiere i Hannover. Den 11. maj 1838 sendte han partituret til København, direkte til Kirstein ("meinen Freund", NkS 3392). Overskou beordredes til at oversætte Wohlbrücks libretto, hvorfor censorvota var overflødige. Den 1. febr. 1839 gav Holstein ordre til, at stykket "ufortøvet [skulle sættes] i Scenen" (Dp). Den 11. april 1839 havde operaen premiere (opført ialt 5 gange) (4).
Nielsen hjemtog også Ambroise Thomas' ungdomsarbejde til Planard & Duports tekst "Le perruquier de la régence" (OC 30.3.1838), som efter direktionens forlangende oversattes af Overskou. Hvorfor dette stykke behandledes af censorerne kan undre, især når deres vota bar præg af overflødighed. Molbech klassificerede stykket som tilhørende "den sædvanlige Smag af de Scribe-Auberske Opera-Texter", således at "hvis Musiken nogenlunde opfylder, hvad man har at fordre og vente sig, vil dette Synge stykke more mig, og uden Tvivl Flere, at see og høre een Gang eller to" (5.3.1839). Adler mente rigtigt, at det ikke kunne være et spørgsmål om dets antagelighed, efterdi det var bestilt oversat af direktionen (29.3.1839). Rollerne blev uddelt den 8. juni 1839 (PRFD), og "Parykmageren" havde premiere den 2. sept. 1839 (opført 3 gange; jf. Adlers arkiv, Holstein 23.8.1839) (5).
Baron E.C.F. Løvenskjold anmodede teaterdirektionen om "en Anbefaling og Attest for, at min Søns musicalske Præstationer, have været fyldestgiørende, saa at han kan anbefales til frie Entree i [sideskift][side 945]de Theatre, hvor fremmede Kunstnere, maatte kunne tilstaaes en saadan Tilladelse" (I.B.nr.292 3.11.1838). Rindom konciperede denne anbefalingsskrivelse, hvoraf kvalifikationerne er opregnet s.941. Hvorledes Løvenskjold var understøttet fra højeste sted, derom vidner Adlers (tabte) skrivelse af 12. marts 1839, thi Løvenskjold fik Adlers (og direktionens?) bemyndigelse til at "fremsende Beretninger over den musicalske Deel af Operaer og Syngespil, som jeg paa min nuværende Reise i Udlandet, efter min svage Anskuelse, maatte finde værdige til den høje Directions Opmærksomhed med Hensyn til Benyttelse for vor Scene" (I.B.nr.130 16.4.1839). Fra München rapporterede han om Lachners nyeste opera "Alidia", hvis uropførelse han og Borgaard havde overværet den 12. april 1839. Lachners arbejde forenede "classiskt Værd i musikalsk Henseende med megen poetisk Fortjeneste, og er efter min Mening i Besiddelse af en større Melodierigdom, end den tydske Operamusik i Almindelighed .. Chorene ere kraftige og effektfulde og de større Solopartier særdeles brillante og taknemlige, ligeledes forekommer i første Akt en smuk Balletmusik" (l.c.). Borgaard fulgte efter med en karakteristik og anbefaling af tekst og komposition, idet han ønskede at oversætte teksten (direktionen havde lovet at levere ham oversættelsesarbejde under rejsen), hvorfor han udbad sig direktionens "Ordre til at forskrive Partituret, tilstillet i Wien, .. hvorhen jeg om faa Dage reiser, hvorpaa jeg strax skal gjøre den færdig og, som jeg haaber, indsende den gjennem det danske Gesandtskab med vedføiede Bemærkninger om Udstyrelse og Udførelse, saavel efter hvad jeg selv har hørt og seet, som efter Underretninger, jeg allerede har inddraget hos Componist, Decorateur og Maskinmester" (I.B.nr.130a 18.4.1839). Den 6. maj 1839 svaredes Borgaard, at direktionen selv først ville anskaffe tekstbogen "for at sættes i Stand til at bedømme hvorvidt den efter dens Indhold og øvrige Beskaffenhed kan ansees egnet til Opførelse paa det kgl. Theater. Erfaring har nemlig lært Direct[ionen] at Stykker, der i Tydskland have været optagne med særdeles Bifald aldeles ikke have behaget vort Publicum" (Kp.nr.53). - Borgaard forstod den skjulte afvisning heraf, hvorfor han tilskrev Løvenskjolds fader, for at denne kunne forsøge at tale hans sag hos Adler, Borgaards foresatte på Musikkonservatoriet. Han beklagede sig over direktionens manglende tillid med hensyn til hans vurdering af Lachners opera, fordi "Texten, der [sideskift][side 946]ikke .. som ved de franske Conversationsstykker, kan bedømmes for sig alleene. Halevis Jødinde og Aubers Stumme ville vist ikke ved det blotte Bekjendtskab til Texten have behaget Nogen. Jeg har her [i Wien] og flere Steder seet en Opera af Kreutzer "Das Nachtlager in Granada" (1834) en ligesaa reen klassisk som henrivende følelsesfuld og forstaaelig Musik, - der ypperligt kunde besættes hos os. - Denne Opera gaaer af alle tydske Operaer oftest paa alle tydske Theatre og altid for fuldt Huus; og ikke af denne, men af Grunde der støtte sig paa mit Bekendtskab til vort Puplicums Smag, er jeg overbeviist om, at den ogsaa hos os vil giøre en betydelig lykke, og opleve mange, velbesatte [velbesøgte] Forestillinger" (UjBr ved Løvenskjold afskrift). For Borgaard gjaldt det om i det mindste at få overdraget oversætterarbejdet af en tysk opera, men ingen af de af Borgaard omtalte operaer blev opført: tysk opera var ikke ønsket efter Kirsteins afgang som teaterdirektør. Se s.989 og s.1041.
N.P. Nielsen stod som hovedleverandør af udenlandske syngestykker, hvorpå direktionen overlod oversættelsesarbejdet til forskellige betroede medhjælpere, ihvorvel disse ikke altid efterkom direktionens ordrer. Siboni var ude af billedet som smagsvejleder, og censorernes virksomhed indskrænkedes til at påtale fejl eller mangler i oversættelserne. Marschners opera står som en enlig tysk svale imellem disse franske syngestykker, mens Løvenskjolds og Borgaards tyske rejse synes uden resultater, når det gjaldt operamusik. Selv om både Kirstein og Adler sad i Musikkonservatoriets bestyrelse havde de tydeligvis hver deres foretrukne favoritter: musiksmagen drejede længere mod syd med Adlers indtræden i direktionen.
[sideskift][side 947]
Heibergs vaudevillemonolog "Ja" blev skrevet til Phister, som første gang udførte rollen ved aftenunderholdningen den 24. febr. 1839. Censorerne kerede sig intet derom. Ved Phisters afskedsforestilling den 21. maj 1873 udførte han Klokker Links rolle for 16. og sidste gang.
Den anonymt indleverede vaudeville "Festmaaltidet" fik en skånselsløs hård medfart af Molbech: "Af den bebudede anti=politiske og conservativ=æsthetiske Polemik findes .. næsten intet Spor i denne, næsten til Yderlighed trivielle Vaudeville, der dreier sig om de flaueste Frieri= og Forlovelses=Scener, som man endogsaa i Ebeltoft og Slangerup vilde finde under al Kritik" (16.4.1839). Adler var "ganske enig" med Molbech om stykkets "Ubrugbarhed" (29.5.1839). Remitteret den 29. juni 1839 (Kp.nr.76).
Det usædvanlige ved denne sæson var vel kun antallet af vaudeviller. At Heiberg formåede at få et stykke på scenen uden om censorerne er før set. Skrivefrækheden blev åbenbart kanaliseret ad andre veje end til teatret.
Oversatte vaudeviller blev ikke antaget i denne sæson, fordi de originale franske vaudeviller blev omarbejdet til lystspil med lidt sang, enten dikteret af økonomiske besparelser eller Zincks ugidelighed. Produktionen af syngestykker var desto større, hvilket måske er et fingerpeg om hvad vej udviklingen i 1840rn ville gå: Den operainteresserede kong Christian VIII bistået af sin vigtigste medarbejder statssekretær Adler.
[sideskift][side 948]
Antallet af balletforestillinger gik drastisk ned (25%), primært på grund af stridighederne mellem Lucile Grahn og Bournonville. Augusta Nielsen og Caroline Fjeldsted remplacerede foreløbig Lucile Grahn i hendes partier.
Trods forskellige vanskeligheder lykkedes det Bournonville at få balletten "Phantasiens Øe eller Chinas Kyst" frem til dronningens fødselsdag den 28. okt. 1838 (opført ialt 9 gange) (1) (jf. I.B.nr.234 samt litteraturen om Lucile Grahn).
Inden Jfr. Grahns definitive brud med det danske teater optrådte hun i diverse balletter samt med størst bravur i "Cachucha" (jf. s.886) og "El Jaleo de Xeres", første gang givet den 29. nov. 1838 (danset af Jfr. Grahn ialt 8 gange). Den 29. jan. 1839 dansede hun (for sidste gang) med Bournonville i "Eventyret paa Maskeraden" (jf. s.944), mens hun den 22. jan. 1839 første gang udførte abbedissens parti i "Robert af Normandiet", hendes sidste rolle på teatret (23.2.1839) (2).
Den 2. - 19. juni 1839 ledede Bournonville et gæstespil i Stockholm, hvor han assisteredes af Hoppe, Augusta Nielsen og Caroline Fjeldsted (jf. Bournonville Mit Theaterliv Kbh. 1878 III.3 s.17ff, Fredericia Bournonville. Kbh. 1979 s.265f).
[sideskift][side 949]
Geburtsdagssangene leveredes begge af Heiberg (Poet.Skr.Bd.IX 286 og 288) - uden censurering.
Ole Bulls koncerter satte København på den anden ende. Litteraturen herom er righoldig og underholdende.
Musikkonservatoriet opnåede ved kgl. reskript efter prins Christian Frederiks andragende, at de forulykkede aftenunderholdninger måtte erstattes af en regulær beneficeforestilling (Orig.Kgl.Res.nr.30 10.7.1838). Den 12. dec. 1838 ønskede Musikkonservatoriets direktion følgelig "Robert af Normandiet" opført understøttet af en pas de deux med Jfr. Grahn (I.B.nr.321): Hun gav "El Jaleo de Xeres". Særarrangementet i anledning af de Stormlidte i Jylland betød indlemmelse af Oehlenschlägers vel berømteste arbejde i teatrets repertoire: "Aladdin" kom frem uden direktionens aktive støtte, med musikarrangement af Bournonville; opført 1. gang den 17. apr.1839.
De øvrige koncerter og aftenunderholdninger betød henholdsvis lignende koncerter ved hove og/eller ekstrafortjenester for skuespillerne. Nielsens aftenunderholdning udgjorde en del af lånet til Parisrejsen i 1838 (jf. s.892).
[sideskift][side 950]
Helt oplagt domineres repriserne af syngestykker i perioden indtil udgangen af 1838, hvor Kirstein ophørte som direktør. Forsøget på at få "Kong Lear" på scenen mislykkedes endnu engang, mens "Kina" kun gik to gange. Efter Kirsteins afgang som direktør faldt indsatsen for genoptagelser markant.
Følgende originale skuespil og syngestykker uddeltes og
opførtes:
(1) Oehlenschlägers "Axel og Valborg", opført 1. gang den
29.1.1810, sidst givet den 17.4.1837, genoptoges den 5.10.1838. Se
s.1294.
(2) Weyse/Heibergs "Et Eventyr i Rosenborg Have" (jf. s.767), sidst givet den 23.3.1835, genoptoges den 2.11.1838. Se s.1282.
(3) Hertz' "Flyttedagen" (jf. s.685), sidst givet den 9.11.1835, genoptoges den 16.10.1838. Se s.1406.
(4) Holbergs "Hekseri eller Blind Allarm", opført 1. gang den 28.10.1750, sidst givet den 18.11.1831, genoptoges den 14.11.1838. Se s.1334.
(5) Heibergs "Nina" (jf. s.141), sidst givet den 1.6.1836 (jf. s.774), blev uddelt på ny den 28.11.1837 og opført den 15.2.1839. Den 2.3.1839 gaves den 6. og sidste forestilling.
(6) Weyse/Oehlenschlägers "Sovedrikken", se s.1192.
Følgende oversatte skuespil uddeltes i denne sæson:
(1) Sheridans "Bagtalelsens Skole" uddeltes på ny den 8.11.1838,
men stykket kom ikke på scenen (jf. s.686).
Se s.1053.
(2) I Rosiers "En Criminalproces" (jf. s.810) ændredes flere roller den 3.9.1838, hvorpå stykket på ny kom i repertoiret den 5.11.1838 (endnu 2 opførelser i den behandlede periode).
(3) Scribe & Varners "Fornuftgiftermaalet" (jf. s.686) opførtes på ny den 5.3.1839 (sidste opførelse).
(4) Scribe & Varners "For evig" (jf. s.585), sidst givet den 23.3.1836, genoptoges i repertoiret den 17.11.1838. Se s.1406.
(5) Shakespeares "Kong Lear", opført 1. gang den 2.9.1816, sidst givet den 31.10.1816, uddeltes på ny den 4.7.1838, men stykket kom ikke på scenen i den behandlede periode.
(6) Scribe & Delavignes vaudeville "Kjærligheds Drømme" (jf. s.292), sidst givet den 29.3.1833, genoptoges i repertoiret den 18.1.1839 (opført endnu 3 gange i den behandlede periode).
(7) Holcrofts "Veien til Ødelæggelse" (jf. s.297) kom frem på ny den 3.9.1838 (opført 2 gange og ikke siden) (1).
Følgende oversatte syngestykker blev uddelt i denne sæson:
[sideskift][side
951] (1) I Mozarts "Don Juan" (jf. s.45)
besattes flere partier på ny den 15.4.1839, hvorpå stykket
atter kom i repertoiret den 28.5.1839. Se s.1186,
s.1235 og s.1242.
(2) Beethovens "Fidelio" (jf. s.374), sidst givet den 2.10.1829, besattes på ny den 17.8.1838, hvorpå operaen atter blev givet den 15.10.1838 (opført 3 gange endnu i den behandlede periode).
(3) I Boyeldieus "Den hvide Dame" (jf. s.767) foretoges rolleforandringer den 26.9.1838, men stykket kom først frem igen den 26.9.1840.
(4) Aubers "Murmesteren" (jf. s.232), sidst givet den 15.2.1837, genoptoges i repertoiret den 22.9.1838 (eneste opførelse). Se s.1375.
(5) Boyeldieus "Den nye Jordegodseier", opført 1. gang den 6.2.1819, sidst givet den 18.2.1831, blev uddelt på ny den 11.4.1839, men genoptoges først efter en senere rolleforandring (udat.) den 28.4.1840 (opført 2 gange). Se s.1243.
(6) Marschners "Tempelherren og Jødinden" (jf. s.602), sidst givet den 30.4.1838, forsøgtes holdt i repertoiret ved rolleforandringer den 9.6.1838 men forgæves. Stykket blev ikke oftere opført i den behandlede periode.
[sideskift][side 952]
Den helt afgørende begivenhed i denne sæson var udskiftningen i direktionen, hvilket blev forberedt allerede fra sommeren 1838 og etapevis afklaret først ved Adlers udnævnelse til direktør i dec. 1838 og derpå ved Heibergs ændrede status ved teatret i aug. 1839. - Prælimenærerne kan der ikke herske tvivl om: Da Heiberg erfarede at Kirsteins kræfter skulle anvendes fuldt ud i Rentekammeret, ville han have indflydelse på teatrets repertoire. Ligeså sikkert ville Molbech forhindre Heibergs forsøg herpå. Problemet for begge var at skjule uoverensstemmelsen i de forskellige officielle skrivelser de producerede i denne sag. Holstein og kongen havde nøglen til løsningen: et kompromis i form af Adler. Emnets fortrolige karakter betød en række mundtlige forhandlinger, hvor et par aktører mere end de ovennævnte synes at have haft andel i arrangementet. - N.V. Dorphs ansøgning til Adler (Adlers arkiv 28.11.1838 (1)) antyder prins Christian Frederiks medvirkning, ligesom Overskous ansøgning om teateroversætterembedet (I.B.nr.315 30.11.1838) viser at Heibergs placering som membre-conseiller de l'administration blev forberedt ved Adlers udnævnelse, selv om den kgl. resolution først faldt i aug. 1839. Adlers skrivelser til Molbech (maj, juni 1839) samt hans udkast til en forestilling til kongen viser vanskelighederne med at bevare tilfredsheden hos alle implicerede parter samtidig med at balancen mellem aktørerne formelt skulle opretholdes (NkS 2336 28.5.[1839] Adler til Molbech, Borup nr.425 2.6.1839, Borup nr.426 3.6.1839, NkS 2336 10.6.1839). Ifølge Adler skulle sagen afgøres i direktionsmødet den 20. juni 1839 (NkS 2336 10.6.1839). Forestillingen, som dog først blev underskrevet den 5. aug. 1839, indstillede, at "Heiberg .. [fritoges] for de ham hidtil paahvilende Forpligtelser som Theater-Oversætter, hvorimod det, uden nogen Forhøielse i hans hidtil havte Gage, paalægges ham, i Forbindelse med hans Functioner som Theater-Digter, at gaae Directionen for de Kongelige Skuespil tilhaande ved Censuren af saadanne indleverede originale Skuespil og Oversættelser, om hvis Brugbarhed for Skuepladsen, Directionen maatte forlange hans Betænkning; at angive de Forandringer i samme, ved hvilke han formener at de kunne vorde antagelige til Opførelse, at veilede vedkommende Forfattere i Udførelsen af saadanne Forandringer; at gjøre Forslag til Oversættelse af fremmede dramatiske Arbeider til Brug for Skuepladsens Repertoire; at bivaane Directionens Censurforhandlinger i dens Møder saa ofte dertil maatte [sideskift][side 953]være Anledning, og endeligen at være tilstede ved og lede Oplæsningen af nye, til Opførelse paa det Kongelige Theater antagne Stykker samt hvis det af Directionen ønskes at overvære en eller flere af Prøverne" (Borup nr.427) (jf. s.971). Den kongelige resolution fulgte den 10. aug. 1839 (Borup V 136), hvorpå Heiberg anlagde sig en privat censurprotokol (NkS 686 (=HCp)) (2). Om forholdet mellem de implicerede parter i den kommende tid handler de følgende sæsoner.
Stage, Ryge, Overskou, Schwartzen, Seemann, Heibergerne, Holsterne, Phister og Nielsenerne, alle havde de valfartet til Paris: teatrets hovedleverandør af skuespil og vaudeviller. - Med Ryge og få andre som undtagelse drog nu firmaet Lövenskjold og Borgaard derimod til tysktalende lande: primaart Wien hvor de opholdt sig henved 2 år 1838-1840, understøttet mere eller mindre af private og/eller Fonden ad usus publicos. Borgaards dagbog og Lövenskjolds utroligt mange breve til familien er ikke inddraget i undersøgelsen (3).
Da Siboni døde (29.3.1839), forestillede man sig, at hans Musikkonservatorium skulle bestå, at ordningen ved teatrets syngeskoler skulle fortsætte, at kongen og dronningen fortsat skulle have en kammersanger, etc. Adler udformede følgelig i april 1839 en tidssvarende stillingsbeskrivelse, specielt møntet på den person, man havde udset til Sibonis efterfølger, syngemesteren ved Stockholms teater Isak Berg (BmD 18.4.1839) (4). Da denne ikke fik eller tog imod stillingen (ganske vist med kun halvdelen af Sibonis løn: 4200 Rbd.), gjorde Rudolph Bay et fremstød, idet han kunne både italiensk sprog, italiensk sangmetode og havde bestyret Konservatoriet i Sibonis fravær, dog altsammen uden at direktionen reagerede (UjBr 28.5.1839). - Manden, direktionen havde udset til stillingen som syngelærer, var Henrik Rung. Allerede den 18. april 1839 havde han ansøgt om Sibonis stilling (Dp 19.5.1839), selv om han endnu ikke havde de nødvendige kvalifikationer. I 1837 var han blevet bevilget to års rejseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos, og i 1839 blev han efter direktionens forestilling af 27.5.1839 forundt endnu et års understøttelse til at uddanne sig i udlandet (Orig.Kgl.Res.nr.23 1.6.1839). I 1840 kom han hjem og blev ansat på prøve, hvorefter han pr. 1. jan. 1842 blev fastansat som syngelærer ved Sibonis syngeskole, men helt uden dennes indflydelse på repertoiret (Orig.Kgl.Res.nr.5 31.3.1842).
[sideskift][side 954]Efter kong Christian VIIIs ændringer i teatrets repertoirepolitik (jf. s.1096) blev magtcentret overdraget til kapelmester Glæser, for så vidt det overhovedet længere var muligt at tale om en egentlig operapolitik på Kgs. Nytorv.
Den 6. april 1839 ansøgte Ryge om orlov i maksimalt 1 år med fuld løn begrundet ved svigtende helbred (in Orig.Kgl.Res.nr.17). Direktionens henstilling formede sig som en anbefaling af det ansøgte, at Ryge "efter indeværende Saisons Slutning [måtte] .. begive sig paa en Reise, og i en Tid af et Aar at være fraværende i Udlandet, for at forsøge ved Opholdet i et mildere Clima at gienvinde Helbred og Kræfter" (l.c. 10.5.1839), hvilket majestæten bifaldt den 18 maj 1839 (l.c.), dog uden at opfylde Ryges pensionskrav (5). Ryge rejste afsted i juni 1839, hvorpå han tilbragte en 40 dage lang brøndkur i Carlsbad. Fra Cassel skrev han direktionen til om sit helbred og sin rejserute i Sydtyskland samt om sin intention at tage "nogle Uger" til Paris, fordi han syntes, han havde det bedre. Ved meddelelsen om sin søns sygdom opgav han rejsen til Paris og ønskede nu "igien at træde ind i mine Functioner ved Theatret" (I.B.nr.235 19.9.1839). Ryge kom hjem den 29. sept. 1839. Den 11. maj 1839 bevilgedes Sahlertz en kunstrejse (Orig.Kgl.Res.nr.15). Intet foreligger om rejsens betydning for repertoiret (Coll.BrS.XXIVa 27.6.1839).
[sideskift][side 955]
Om Varin, Chapeau & Et. Aragos vaudeville "Le secret de mon oncle" (TV 10.1.1837) i Overskous oversættelse voterede Molbech: "dette franske Stof .. hører sandelig hverken til det Morsomme, eller hos os anstændige og delicate"; han sammenlignede det med "Pigen paa 28 Aar" (jf. s.934), som var "mere decent .. mere underholdende .. og mere komisk som Lystspil, og fra Moralitetens Side at foretrække" (19.5.1839). Med hensyn til antagelse anførte Molbech: "Jeg kan ikke finde nogen Grund til Stykkets Antagelse deri, at Acteurerne ville opføre det ved en privat Forestilling; men maa stemme for at man overlader dem, end videre at anvende Stykket ved Sommerforestillingerne" (l.c.). - Adler skrev i protokollen: "Dette Stykke er valgt til Opførelse i en Sommerforestilling og vil efter denne bedre kunne bedømmes" (udat.). Den 4. juni 1839 informerede Molbech Holstein om dette stykke, blot repeterende sine synspunkter, kendt fra censuren (Coll.BrS.). "Onkels Hemmelighed" opførtes første gang den 8. juni 1839. Se s.976.
C.H. Rémys "Il est à Montmartre" (TG 14.2.1836) (også med titlen "Les trois gobe-mouches" (PSM 13.1.1839) med Arnesens titel "En Forseglings-Forretning" opførtes første og eneste gang den 1. juni 1839 - uden at censorernes skriftlige vota ses bevaret.
Om "Clermont" (jf. s.921) se s.971.
Desnoyer & Petitjeans "L'epée de mon pére" (TVR 21.10.1836) i Wiehes oversættelse, "Min Faders Kaarde", opførtes ligeledes den 1. juni 1839 - uden censorernes skriftlige mellemkomst. Se s.976.
Om F. Fabricius' oversættelse af Stéphen Arnoult & Théaulons comedie-vaudeville "Un ange au sixième étage" (GD 21.2.1838) (0) informerede Molbech Holstein: "[Stykket var] i det Hele ubetydeligt og vel ogsaa uskadeligt", men i politisk henseende betænkeligt, fordi det behandlede "Tuileriernes Erobring den 10de August 1792 .. Adskillige saftige Talemaader om Adel, Hofsnoge o.d. krydre og udpynte hist og her Dialogen; men i det Væsentlige gaaer dog Stykket allene ud paa det delicate Forhold, at en ung meget kydsk Syepige .. skiuler hos sig om Natten en flygtende Garde-Officer .. Efterat have meddeelt Deres Excellence dette Stykkets Hoved-Indhold og Beskaffenhed, maa jeg tillade mig at henstille til Dem selv, om De holder det for nødvendigt at giennemlæse det, inden De meddeler Tilladelse til at annoncere det". Molbech fandt det passabelt til en Sommerforestilling, "men det forekommer mig ikke skikket til at indlemmes i Theatrets Repertoire; saameget mindre [sideskift][side 956]som det i sig selv er ubetydeligt, outreret, og staaer og falder med Mariettas Rolle" (Coll.BrS. 4.6.1839). Holsteins reaktion er karakteristisk: "Jeg kan ikke indlade mig paa at læse de Stykker som ikke kan blive i Theaterets Reppertoires, men har heller intet imod dette Stykkes Opførelse, naar Herr Justitsraaden troer [1] der intet i pollitisk Henseende er derimod" (l.c.). Holsteins argumentation synes besynderlig, når netop Molbech havde markeret en politisk betænkelighed. "En Engel paa femte Sal" opførtes første gang den 8. juni 1839. Se s.976.
Den 7. juni 1839 censerede Molbech Carstensens oversættelse af Bavard, Dubois d'Avesnes & H.M.D. Bouffes comedie-vaudeville "Le muet d'Ingouville" (GD 26.11.1836): "[Stykkets skæbne ville aldeles afhænge af udførelsen af den stummes rolle, thi] uden for det stumme Partie, der mere tilhører Mimiken, end Skuespillets Konst indeholder Stykket ikke det mindste interessante. Og da jeg hører til dem, der helst ville see noget reent og selvstændigt paa Theatret, Tragoedie og Comedie, Drama og Ballet, Skuespil og Opera, enhver for sig selv: saa vil jeg vist ikke, for min egen Skyld, blive fristet til at see denne stumme Rolle. For Sommerskuespillet kan dette Arbeide være godt nok; neppe for det Kgl. Theaters Repertoire". "Den Stumme i Ingouville" opførtes første gang den 15. juni 1839. Se s.977.
Fredag morgen den 7. juni 1839 skrev Andersen til Odense: "Paa Torsdag [13.6.1839] skal Den Usynlige paa Sprogø opføres, tænk paa mig og den Klokken 9, da bliver den rimeligviis udpeben, thi er der nogen Slags Grund der til, saa skeer det" (BHH 350) (2). Samme dag indførte Molbech sin nedsablende dom i censurprotokollen: [Sujettet var] meget ægte Andersensk .. og Udførelsen deraf er saa farceagtig, aandløs og triviel, som man af en "dramatisk Spøg" fra den Haand vil forlange det. Jeg veed ikke, hvad det Publikum, der udpeb Hertz's "Flugt til Sprogø" vil giøre ved dens endnu langt ubetydeligere Gienganger; men jeg veed, at om endog Intet skulde hindre Skuespiller Pätges fra at give dette Stykke til sin Sommerforestilling, kan jeg ikke give det min Stemme til videre Opførelse". Lørdag den 15. juni 1839 opførtes vaudevillen første gang. Til Henriette Hanck skrev Andersen: "Min Vaudeville gjorte formeligt furore, neppe vil Mulatten [jf. s.906], der dog er et ganske andet Arbeide tildele mig et sligt Bifald. Folk lo fra Begyndelsen til Enden og klappede næsten i hver Scene. Melodie-Valget [sideskift][side 957]vakte megen Tilfredshed, Foersom var mesterlig og Pätges spilte med Liv og Lune. Jeg venter og forlanger, skjøndt jeg veed Molbech er der imod, at Stykket skal i Theatrets Repertoire og gives næste Vinter" (BHH 354 27.6.1839) (2). Se s.992.
Scribes "Tys!" (jf. s.871) opførtes den 20. juni 1839. Se s.976.
Kotzebues "Das Gespenst" ("Deodata eller Giengangersken") blev givet den 3. juni 1839 for Cetti; stykket kom ikke siden i repertoiret (3).
Larcher arrangerede Galeottis gamle ballet "Hververen" til forestillingen den 8. juni 1839; balletten blev ikke siden givet (4).
Repertoiret er helt i overensstemmelse med traditionen for sommerforestillinger i 1830rne: små ubetydelige stykker, der var praktikable for et indskrænket personale. Ekvivokker og politisk kontroversielle ansatser var grundelementerne, men tåltes modvilligt fordi der var tale om private forestillinger. Besynderligheder som Andersens og Carstensens viste vejen fremad: blandingen af de forskellige kunstarter.
[sideskift][side 1626]
(1) Kristian Lund, kommitteret i Rentekammeret og sekretær for Kammerkancelliets danske sager pr. 1.5.1822.
(1) Jf. Hertz: "En Dag paa Øen Als", s.455 og Blanc, 101.
(2) Ordene i parentes er afvigelser mellem koncept og cencurprotokol.
(3) I sufflørbogen, KTS 421, blev slettet sidste scene i 3. akt fra Knuds replik: "Ræk mig nu, gode Marsk .. [indtil] For Herren, end den Ringeste blandt Jer".
(4) Hertil kommer en strid mellem N.P. Nielsen, Holst og Oehlenschläger om rollebesætningen: hvorvidt Nielsen eller Holst skulle spille Knud den Store (UjBr 17.-28.2.1839), jf. Overskou V 350. Holst spillede Knud; Overskou mente, at besætningen burde have været omvendt.
(5) P.L. Møller karakteriserede Oehlenschlägers værk som romantisk: "For saa vidt som vi her blot see Digteren, maa man kalde Knud den Store et klassisk Værk; men da vi tillige i Hovedpartierne see den christelige Digter, kunne vi tale om dets romantiske Characteer. I Digtets reent-christelige Grundtanke, det Godes, Kierlighedens, Uskyldighedens Seir over alle Verdens Tillokkelser, der som den usynlige, men stedse umiskiendelige Grundbevæger overalt er tilstede, kommer den romantiske Aand os imøde; i det hele Anlæg, Handlingens Giennemførelse, Charakterernes Valg og Holdning, beundre vi det formelt Klassiske, den ægte digteriske Objectivitet. Ved saaledes at overføre en universal Konstform paa et før ubearbeidet Stof, de nordiske Myther og deres Fortsættelse, Nordens historiske Aand, er det Oehlenschlæger har skabt en fuldkommen ny Skole i Poesien, uden noget Forbillede .. O denne Skole vil uden Tvivl engang .. nævnes i Litteratur= og Konstphilosophien med samme verdenshistoriske Berømmelse, som den helleniske, italienske og andre Konstskoler. .. Det er ikke uinteressant at bemærke, hvorledes den store, alsidige Digter undertiden, vistnok uden at det af ham selv er tilsigtet, kan komme til at fyldestgiøre paa en eminent Maade de Fordringer, som findes opstillede af en eensidig Systematiker, der har dannet sine Theorier efter visse isolerede, ofte vilkaarligen valgte Konstværker. Som bekiendt giør nemlig en vis Æstetik det til en Betingelse for Tragedien, at Interessen der maa hvile paa Ideer og ikke paa endelige Personligheder. Dette kan nu tilfulde siges om Knud den Store, som Du vil see af det, jeg ovenfor angav som Digtets Grundtanke, og som bringes til Bevidstheden ved en Conflict af Ideer, der endog medieres til Eenhed igiennem en logisk Triplicitetsform. .. Du vil af denne Fremstilling see, at Oehlenschklæger i sit Stykke ikke har lagt an paa at fyldestgiøre nogen smaalig og snevert afpælet Theorie med ængstelig udspundet Exposition, o.s.v.o.s.v.; men at han som sædvanlig med stor dramatisk Dristighed river os hen "in medias res". Det er ogsaa kun i Anlæggets almindeligste, videste Omrids, han her harmonerer med hiin Tænkers Æsthetik. Dog denne Tragediens høieste Ideekamp, dens sande Midtpunkt, er ikke blot psykologisk tilstede i Hovedpersonens Indre mellem hans Lidenskaber og Frihed, hvorved den dramatiske Virkning vilde have liidt Uberegneligt; men med ægte Genieblik har Digteren givet de stridende Magter "Leib und Blut" i to synlige Repræsentanter, - Skurken Eadrik Streon, der træder selvstændig activ ud som den raa, hensynsløse Egoist, uden Agtelse for noget Helligt, uden Tro paa Gud [sideskift][side 1627]og Udødelighed, - og den unge Chordreng Tym, der mere qvindelig passiv svæver om Knud i snevrere Kredse, som en god Genius, et Symbol paa den elskelige barnlige Uskyld, i sit christelige Klædebon flyvende let hen over alle dogmatiske Klipper mod Salighedshiemmet. Denne Charakter, som vist er en af de yndigste Opfindelser, hvormed nogen Digter har oplivet et Drama, og som af Fru Heiberg fremstilles med et henrivende Tryllerie, skinner frem hele Stykket igiennem paa de betydningsfuldeste Steder som et Stierne fra elysiske Egne, og ofte med en just i dens Barnlighed antik Høitidelighed, som minder om de græske Chor" (Dagen nr.81-82, 5.-6.4.1839). Oehlenschlägers egen anmeldelse (Dagen nr.84 9.4.1839) kan i denne sammenhæng ikke påkalde sig nogen interesse: dens sceniskdramaturgiske betragtninger svarer ikke på Møllers teoretiske.
(6) Molbech havde skrevet: "at Forfatteren hverken er uden Aand, eller uden poetisk Talent", at der var "lyriske Partier i Dialoger og Monologer" og endelig "Om De derimod maatte finde det Umagen værd at lade Prof: Heiberg afgive en Betænkning, om det ved opgivne Forandringer skulde kunne blive brugbart: kan jeg ikke saa lige vide" (Adlers arkiv 12.2.1839).
(7) Falder uden for undersøgelsen; ej anført i HCp.
(8) Intetsteds foreligger der oplysninger om hvem der tog initiativet til denne oplæsning, Adler eller Andersen.
(9) Fabrikeret til denne version af erindringerne; ikke anført i udgaven fra 1847.
(10) Jf. Wallich til Adler (Adlers arkiv 26.11.1839).
(11) Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB). Anmeldelserne i "Fædrelandet" den 16. og 17.2.1840 er kommenteret af Andersen selv og Andersen-forskningen, hvortil der henvises.
(12) Se Poul Jensen: Presse, penge & politik. Kbh. 1971 s.322.
20.1.2.
(1) Se Erslew I 429; jf. Clausens fejlagtige angivelse af stykkets forfatter, se Borup V 132.
(2) Se Borup Biografi II 15.
(3) I sufflørbogen, KTS 83, foretog Overskou rettelser især i 1. akt, altovervejende i Klams rolle. De mange eksempler og karakteristikker hindrede tydeligvis handlingens raske gang. Overskous udstregninger er flere gange blevet overtrumfet af Blyant, der førte formuleringerne tilbage til den oprindelige version. Ændringerne betød ikke forandring i karakteren.
(4) Opført 1. g. den 1.9.1808; 3. og sidste gang den 15.10.1808.
(5) For de første ti forestillinger fik Oehlenschläger 758.85 Sedler.
(6) Udgaven fra 1837 dannede grundlag. Eksemplaret (DKTB) er forsynet med ændringer, tilsætninger og udstregninger. En redegørelse for dette eksemplars indhold vil kræve en specialundersøgelse.
20.2.1.
(1) Ej afgået. Tekst og tilbagesendelsesskrivelse samt indsendelsesskrivelse in RA DKT afd. G Ikke antagne stykker med forfatternavn.
(2) I Molbechs referat: "at den dramatiske Bearbeidelse af det romanagtige Stof .. er maadelig, og at "det eneste, hvortil Stykket kan bruges, er at tiene til Fyldekalk ved andre Forestillinger, især til at begynde en Forestilling, naar mere tillokkende Bestanddele ere i Vente"".
(3) Da oversætteren var ansat ved teatret, har arkivaren ved RA troet, at original brevet ikke afgik (DKT afd. G Ikke afgåede orig. breve vedrørende indsendte stykker). På et koncept (primo juni 1839) anførte Molbech, at stykket "uden Tvivl [var] [sideskift][side 1628]udskrevet, men [det] hører vel til den Legion af antagne Stykker, som man ei kan faae opført af Skuespillerne" (E. koncepter 1836-39). Sufflørbog ses ikke (KB), mens NkS 2602 er næsten ulæseligt på grund af de mange rettelser af flere forskellige hænder. Molbechs ganske få rettelser var alle af sproglig karakter.
(4) "Pagen" opførtes 1. g. den 7.10.1776; 26. og sidste gang den 16.4.1815.
(1) I sufflørbogen KTS 844 er der i fru Heibergs rolle de sædvanlige modificerende ændringer dog af meget moderat omfang og karakter. Stykket ses ikke anmeldt hverken i "Dagen" eller i "Kjøbenhavnsposten".
(2) Anmeldelsen indeholdt angreb på flere instanser ved teatret: "Denne ubegribelige Ligegyldighed for hvad man byder, ikke blot ved slige Leiligheder, bliver endmere paafaldende naar man veed, at Theatret larmer en Oversætter, der selv engang offentlig har erklæret, at han, hvis hans Genie var saa stort, som hans Smag er correct, ikke vilde behøve at staae tilbage for de største Digtere, og hvor let det altsaa maatte være at erholde et idetmindste nogenlunde værdigt Arbeide, hvor et saadant er fornødent. Men hvad der maa være endnu ubegribeligere, er, at uagtet man først har gjennemlæst det til Opførelse bestemte Stykke, - idetmindste antage vi dette - og dernæst seet Prøver og Generalprøve, saa har man dog først efterat Stykket har opfyldt sin egentlige Bestemmelse og paraderet som Festforestilling, fundet det fornødent at bortskjære de værste og meest iørefaldende Platheder førend man bragte det for Publikums Domstol. At dette desuagtet ikke har været af den indgribende Virkning, at det skulde kunne gjøre et saa plumpt Produkt endog blot taaleligt, er en Selvfølge; men desuagtet har den utvetydige eenstemmige Misbilligelse, Publikum ved dets 2den Opførelse lagde for Dagen, ikke afholdt Bestyrelsen fra igjen at ansætte det til Opførelse. Directionen har formodentlig ikke fundet dette Mishag lydeligt nok, skjøndt det var tydeligt nok, og der ligger derfor vistnok i denne Gjentagelse en Opfordring for Publikum til ikke at behandle Grovheder med altfor megen Delicatesse" (Kjøbenhavns Morgenblad nr.40 4.11.1838).
(3) Sufflørbogen KTS 654 er Borgaards autograf, hvor rollebesætningen til den påtænkte sommerforestilling er indført. To helt inferiøre rettelser i 3. og 4.sc. er de eneste mærker i sufflørbogen.
(4) I 2. akt, 7.sc. var Molbech blevet støt af oberstens replik: "hvorles han "giorde sig til en fornem Dames Elsker" allene for derved at lære de finere Manerer, hvorved han haabede at giøre Indtryk paa hans Kone!", hvilket ikke blev ændret i sufflørbogen:"Jeg fik en stor Idee. Jeg indseer, det var mine Manerer, min Tone og mit Sprog, der stødte hende - og for at danne mig efter de fine aristokratiske Former, tog jeg mig for at giøre Cour til en meget fornem og meget coquet Dame" (KTS 274 s.221). I sufflørbogen findes ingen udstregninger eller rettelser.
(5) I anledning af en gruppe skuespilleres ønske om at give Sommerforestillinger i København i 1816 resolverede kongen, "at intet maa fremsiges eller fremstilles, som ikke forinden er' approberet af Directionen, hvilken skal være Os ansvarlig for, at intet upassende opføres paa Vort Theater" (Res.Prot.nr.4 nr.39 20.4.1816). I 1819 resolverede kongen, at en gruppe [sideskift][side 1629]skuespillere måtte opføre skuespil på Hofteatret "paa samme Maade og under samme Vilkaar som dette i senere Aar har været andre af Vort Theaterpersonale tilladt, dog saaledes at de ikke maae opføre noget Stykke være sig gammelt eller nyt, uden dertil i Forveien at have erhvervet sig Direktionens udtrykkelige Tilladelse, samt at ethvert Stykke der ikke allerede er antaget til Brug for Vort Theater, underkastes den sædvanlige Censur" (Res.Prot.nr.5 nr.10 13.4.1819).
(6) Udstregningerne i sufflørbogen KTS 403 er ganske få og inferiøre; dateringen af disse kan ikke afgøres, men det synes mest sandsynligt, at stykket opførtes uden beskæringer, da det blev givet for teaterkassens regning.
(7) Heibergs og Molbechs diskussion om rollebesætningen er udeladt. - NkS 2612 er Heibergs manuskript med egne rettelser, der vel alle kan henføres til tiden før indleveringen (på grund af placeringen i fortløbende skrift), mens kun få kan tænkes dateret til efter Molbechs censurering. Molbechs rettelser er så intetsigende, at de ikke fortjener at nævnes. Sufflørbogen KTS 776 udviser en række rettelser: I.10 Esther og Emilie har byttet replikker, Paarørende rettet til Arvinger, ligesom rettet til et Sidestykke til, kommer tilbage rettet til vender tilbage, jeg lover Dem helligt rettet til Det lover jeg Dem helligt. Det er et de få tilfælde, hvor Heiberg kan følges fra manuskript til sceneudgave: han gav stykket nogle få sproglige korrektioner efter forcensuren, alt sammen af liden vigtighed eller interesse.
(8) Allerede den 11.2.1836 havde Gyldendal leveret teatret et eksemplar af stykket (TK 1837 2.kv.nr.261). Vota fra den tid ses ikke, men censorerne kan gerne have læst det, hvilket så forklarer den hurtige uddeling. Sufflørbogen KTS 697 har lutter inferiøre ændringer. Nielsens autograf er uden rettelser (TM).
(9) Hvis beløbet ikke var Andersens egen opfindelse, ville der rigtignok være tale om en udstyrelse, der lå 2 à 3 gange over det normale.
(9a) NkS 2608: kun på de første 40 sider af 145 er der foretaget rettelser. Hvorvidt Heiberg eller Molbech har understreget og oversætteren siden selv har foretaget rettelser får stå hen. Manuskriptet er uden interesse.
(10) Sufflørbogen KTS 604 indeholder tre blyantsudstregninger, der på ingen måde ændrede indholdet. - Ifølge "Fædrelandet" havde stykket "fortjent den bestemteste Tilbageviisning", men det "blev optaget, om end ikke med levende Bifald, saa dog uden Tilkjendegivelse af Mishag" (nr.119 2.4.1840).
(11)Af Heibergs skrivelse af 16.8.1838 skal nævnes: "Oversætterens Kundskab til det Franske vil kunne bedømmes allerede af følgende to Steder i den allerførste Scene: 1) Originalen S.8; Oversættelsen S.15. "Une femme qui intrigue, qui juge, qui tranche". - "En Kone, som intriguerer, som bagtaler, som saarer". (Skal være: som fører det store Ord), 2) Orig. S.8; Overs. S.16. Om Agathe hedder det her: "Et cependant, elle aurait de quoi être fiera: une grande famille, une grande fortune, un des beaux partis de France". Dette Sidste har Oversætteren kaldet, at hun har "et af de skjønneste Godser i Frankrig", (istedenfor at hun er et af de bedste Partier - Ægteskabspartier - i Frankrig)" (I.B.nr. 193). I dette brev henviste Heiberg til "en Liste paa henved 50 større og mindre Feil, hvilke jeg har noteret mig paa de samme 10 smaa Sider, men som jeg paa Begjæring er rede til at indsende" (= liste over "Ubekjendtskab med det franske Sprog"/"Ubekjendtskab med det danske, Sprogfeil, Ubehjelpelighed og Uklarhed i Dialogen" (Heibergs arkiv. A.I.1 ved breve fra teaterdirektionen 10.8.1838).
[sideskift][side 1630]
(12) Den 19.11.1839 udbetaltes han normalt honorar (50 Rbd.) (TK 1839 4.kv.nr.316). - Vilkårligheden i Borups udvalg fremtræder her særlig uforståelig, thi hvorfor alene bringe behandlingen af oversættelsen fra 1837, når der faktisk blev afkrævet Heiberg responsum to gange senere, - og det da kun ved Heibergs hjælp lykkedes at få stykket opført.
(13) Sufflørbogen KTS 398a indeholder få sproglige korrektioner, vel formentlig indført af hensyn til en lettere, hurtig form, men på ingen måde indholdsændrende. Antallet af rettelser er få, når man betænker, at sufflørbogen fylder ikke mindre end 444 sider. - Anmeldelser ses hverken i "Dagen" eller "Kjøbenhavnsposten"; ganske ligegyldigt omtalt i "Søndagen" nr.44 og 45 17. og 24.11.1839.
(1) Se Overskou V 368f. Borgaards manuskript eksisterer ikke mere, hvorfor sufflørbogen intet ville hjælpe.
(1) At slutningen slettedes før slutningskoret, at "christelig= religiøse Forhold eller hellige Personer" ikke nævnedes, at de to af Hvid tilsatte linjer i 13.sc. "Vor Søn Du naadigen opfylde!/O Gud tilgiv for Christi Skyld" udgik, ligeså evangelisten Johannes (1.sc.), og at citat fra Det nye Testamente skulle rettes til "som Spaadommen lyder" samt endelig at "Capel /un oratoire/Oratorium/Oratorie" skulle ændres (Kp.nr.148). Nodecopiaturen leveredes i løbet af jan.-marts 1839 (TK 1.kv.). Heiberg oplæste stykket den 18.11.1839 (Journal). Sufflørbogen KTS 35 indeholder ingen rettelser, fordi Hvid inden rolleudskrivningen havde foretaget de fornødne rettelser. - Anmelderen i "Kjøbenhavnsposten" skrev: "Heldigere end Forfatteren har derimod Componisten været, som udmærker sig fordeelagtigen fremfor de nyere franske Componister ved Soliditet og Grundighed. Grisar synes til sit Mønster at have valgt Boieldieu, hvis Melodier vi endogsaa flere Gange gjenkjende; da vi imidlertid intet andet Arbeide kjende af Grisar, kunne vi naturligviis ikke have nogen fast begrundet Dom om hans Værd som Componist .. Efter Tæppets Fald lode temmelig stærke og utvetydige Mishagsyttringer sig høre" (nr.44 14.2.1840).
(2) Saabye tilsendte partituret den 4.7.1838 (Konceptforestillinger nr.47 1838).
(3) Se Overskou V 365f. Sufflørbog eksisterer ikke mere (KB, DKTB).
(4) ifølge Overskou V 367 var grunden til den hurtige handel, at stykket var skrevet til Phister. Overskous nedvurdering af Marschners musik kan sammenlignes med Münzers gennemgang heraf i "Heinrich Marschner". Berlin 1901 s.58-60. Sufflørbogen KTS 48 viser intet af interesse.
(5) Sufflørbogen KTS 595 har været brugt, men viser intet om tilføjelser eller ændringer.
(1) Anmelderen i "Kjøbenhavns Morgenblad" skrev: "Den poetiske Armod har her skjult sig under den meest iøinefaldende Luxus, og det Udbytte, "Phantasiens Øe" ikke har kunnet skjænket Hr. Bournonville, har han hentet fra en Himmelegn, vi Danske snart ere bievne fremmede for: "fra Chinas Kyst". Der var en Tid, da den Klimpren paa de patriotiske Strenge, som i denne "romantiske Ballet" er anvendt i saa rigeligt Maal, ikke vilde have forfeilet sin Virkning; men ils sont passès ces jours de fête! - og hvor hæderligt det end kan være at ville forsøge paa at begeistre Nationen for ægte nationale Anliggender saa er dog denne Repetition af forsvundne Herligheder og Melbyske [sideskift][side 1631]Talemaader ikke skikket til at frembringe det, her sigtes til. Det er derfor kun altfor kjendeligt i denne Ballet, at Compositeuren mere har tænkt paa de udvortes Midler, han havde at raade over, til at frembringe Effect, end den indvortes Gehalt, der var nødvendig for virkelig at skabe denne. Havde Balletten vedblevet at udfolde sit Indhold saaledes som Begyndelsen lover det, hvor en smuk, af Folkelivet greben Scene frembringer en Virkning, som al den brogede Flitter siden ikke formaaer at overbyde, saa vilde denne Nyhed kunne ansees som en Berigelse for vor Scene; men dette Moment er kun en lille Funke, der intetsteds har kunne finde et Brændstof, hvori den har kunnet fænge, og ligesom om en Nemesis havde fulgt den poetiske Synd i Hælene, har ogsaa Musikken til denne Ballet maattet gjøre Afkald paa den Eenhed, der udentvivl i høiere Grad vilde være bleven den til Deel, end nu er Tilfældet, hvis dens oprindelige Componist uden Assistence havde kunnet komme til at tilendebringe sit begyndte Arbeide .. Men have vi nu saaledes maattet tilstaae, at Hr. Bournonville ikke har kunnet tilfredsstille de høiere kunstneriske Fordringer, som man er berettiget til at gjøre ved et Kunstværk, der skal indtage en saa betydelig Plads, saa har han ikke desto mindre i smukke Enkeltheder, navnlig med Hensyn til Anvendelsen af Chacteerdandsen, viist sig sit Hverv fuldkommen voxen; og det har ogsaa i Virkningen heraf stadfæstet sig, at det kun er i Forbindelse med virkelig poetiske Motiver, at Dandsen kan faae nogen høiere Betydning. Hvo foretrækker saaledes ikke den smukke russiske pas de deux - uden Hensyn til, om den her er paa sit rette Sted - eller den yndige pas de deux mellem den unge Sømand og hans Elskede, i hvilke begge de skjønneste erotiske Følelser ere udtrykte, for de intetsigende Kunststykker, en, om nok saa vidt dreven, mekanisk Færdighed veed at frembringe? - Ikke lidet havde det hos os i den senere Tid mere og mere opblomstrende Decorationsmaleri bidraget til at forskjønne det iøvrigt saa indholdsløse Produkt, vi i denne Ballet have lært at kjende, og det smukke vandrende Panorama, der slutter samme, vidste at tiltale os med langt behageligere og hjemligere Følelser, end dem, den af Balletmesteren anvendte Bombast formaaede at fremkalde" (nr.40 4.11.1838).
(2) Petrine Fredstrup udførte 1. gang "El Jaleo de Xeres" den 1.6.1839. Jf. Heiberg Pros.Skr.bd.7 261-67.
(1) Ved at sammenligne den trykte udgave (DKTR nr.8 1828) med sufflørbogen KTS 813 fremgår det, at Overskou foretog kraftige korrektioner, primært ved en modernisering af sproget. Ved opførelsen udelod man som tidligere 3. akts 8., 9. og 10. scene.
(1) Dorphs brev til Adler skal ses i forbindelse med hans anonyme angreb på Molbech i anledning af dennes anmeldelse af "Svend Dyrings Huus", jf. kap.18.1.1. note 2. Molbech havde hverken tid til, interesse for eller held med teatersager, hvorfor han implicit måtte være uegnet til direktørjobbet, hævdede Dorph. Adler havde derimod evnerne til at lede teatrets økonomi og dertil smag og overblik med hensyn til teaterbestyrelse; han havde ifølge Dorph næret betænkelighed ved stillingen, fordi han også skulle censurere stykker: "Jeg troer derfor at kunne paatage mig de tidspildende og aandsfortærende Censorforretninger ved det Kongelige Theater, hvorved den oekonomiske Directeurs Tid betydeligen vilde blive forskaanet, dog [sideskift][side 1632]saaledes, at jeg om ethvert Stykke, som maatte synes passende for Scenen, først raadførte mig med ham desangaaende, samt at der i Tilfælde af Dissens imellem de to Censorer, og ved hvilkesomshelst andre Leilighed er denne Directeur selv maatte forlange det, forbeholdes ham fuldgyldigt og i Regelen afgiørende Votum .. [Jeg] kunde .. anvende [min Tid] til ikke allene nøiagtigen at giennemgaae det hele ældre Theater=Repertoire, men ogsaa til stadigen at giennemlæse og giøre mig bekiendt med de nyeste dagligen fremvoxende udenlandske Theater=Arbeider, deres Værd og Skiebne, saa at jeg bestandig kunde giøre Directionen opmærksom paa det Bedste til videre Foranstaltning; hvortil kommer, at jeg staaer i idelig Correspondance ned den udmærkede Dramaturg, Professor L. Kruse, som bestandig og strax vil giøre mig opmærksom paa, hvad der kunde tiene den danske Skueplads: og til at fyldestgiøre dette tredobbelte Krav, at censurere, giennemgaae baade det hele ældre Repertoire og alle de nyeste Theaterarbeider, udfordres vistnok fri Raadighed over sin Tid, Interesse for Theatret, og nogenlunde Indsigt i dets Krav og Betingelser".
(2) Borups udgave er også i denne sammenhæng ufuldstændig, fordi udgaven mangler følgende skrivelser: Molbech til Frederik VI (BHS udat.), Dorph til Adler (Adlers arkiv 28.11.1838), Bournonville til Adler (UjBr 5.1.1839), Adler til Molbech (NkS 2336 28.5.[1839] og 10.6.1839).
(3) Borgaards "Dagbog fra en Udenlandsreise 1838-40" findes på KB, Add.659. - Løvenskjolds breve til faderen/forældrene findes i fam. Løvenskjolds privatarkiv RA nr.5923.
(4) Om Isak Berg se N. Personne Svenska teatern. Stockholm 1919. bd.5 s.152f.
(5) Den 24.5.1839 forsøgte Ryge at presse penge ud af kongen, fordi han ikke var blevet lovet fuld løn i pension, men kongen afviste dette krav den 28.5.1839 (Orig.Kgl.Res.nr.19). Den 1.6.1839 frygtede Ryge for, at kongen ville foretage ændringer i hans hus i Lille Strandstræde, mens han var borte. Den 4.6.1839 fik han kongens tilsagn om, at dette ikke ville blive tilfældet (Orig.Kgl.Res.nr.25).
(0) Stykket var oversat til opførelse i Det dramatisk-litterære Selskab. Oversættelsen er dateret 16.12.1838 (NkS 2618). Rettelserne i KTS 166 følger næsten de ganske få sproglige korrektioner, Fabricius selv foretog.
(1) Orig: troede.
(2) I samme brev oplyste Andersen: "den lille Jomf. Fredstrup dandser "El Jaleo di Xeres", hun er 13 Aar og har gjort megen Opsigt ved sit Talent for Dandsen" (BHH 350f), jf. 20.5.0. note 2. Fra den 4.10.1839 optrådte hun i Andersens stykke.
(3) Opført 1. gang den 2.1.1817; sidst givet den 5.4.1823.
(4) [NJ tilføjelse: noten findes ikke, men kunne være: Opført 1. gang 30.9.1788; sidst givet den 9.10.1826]
Ovenstående web-side er udarbejdet på grundlag af upubliceret manuskript af Jens Peter Keld (1943-2006).
Oprettet 2019 (korrekturlæst 17-01-2020, nogle links mangler). Opdateret af