[sideskift][side 780]

Efterskrift.

Man synger Kirkens, Skolens Priis,
Som for det Ædle virke,
Men Scenen ogsaa paa sin Viis
Er Skole selv og Kirke;
Den er en taarnhøi Helligdom
Paa Livets brede Flade,
Hvad herfra spredes Landet om,
Er sande Folkeblade.

J. L. Heiberg.

I Fortalen til første Deel af "Den danske Skueplads", 1854, har jeg viist, at man endnu til den Tid om dens Historie kun havde Rahbeks i 1822 under Titlen "Bidrag til den danske Skuepladses Historie" meddeelte, i Hast sammenbragte, men forøvrigt tildeels værdifulde, Efterretninger om den korte Periode (1722-1728), hvori der paa det ældste staaende Theater, i lille Grønnegade, under mange Afbrydelser, blev givet Forestillinger; og Schwarz's i hans "Lommebog for Skuespilyndere 1785" optagne høist ufuldstændige og meget feilfulde "Historisk Efterretning om den danske Skueplads". Da derhos Theatrets Archiv var blevet aldeles tilintetgjort ved Christiansborg Slots Brand 1794, er det ikke besynderligt, at Rahbek, som dog havde den mest levende Interesse for Scenen og nøie Kjendskab til sin Tids Theaterforhold, allerede i 1817 fandt sig foranlediget til at erklære de Eftersøgelser, som det — uden rimelig Forventning om [sideskift][side 781]Resultat — vilde blive nødvendigt at anstille efter Oplysning om flere af Fortidens vigtige Omstændigheder, for saa langvarige og møisommelige, og Haabet om, at han ved sin Møie vilde være istand til at tilveiebringe en nogenlunde sammenhængende Fremstilling for saa ringe, at han, hvor ondt det end gjorde ham, maatte frafalde sit i mange Aar nærede Forsæt at skrive det danske Theaters pragmatiske Historie. Kunde den ikke ventes fra Rahbek, var den ikke at vente fra Nogen, meente man, og vedblev derfor de mange tidligere Beklagelser over, "at der ikke om en saa national og i artistisk som i literair Henseende berømmelig Skueplads, som vor, fandtes et Værk, der gav en Fremstilling af dens Udviklingsgang og de Kaar, hvorunder denne havde fundet Sted".

I Fortalen til "Den danske Skueplads" anden Deel har jeg gjort Rede for, hvorledes jeg ved min for 44 Aar siden begyndte Forsken efter Oplysninger i Archiver, Tidsskrifter og Privates Antegnelser, saavelsom ved min Omgang med Oldingen Schwarz, der, foruden at have virket i Theatrets Tjeneste i 55 Aar, havde staaet i Berørelse med flere af dets tidligste Personale, samt — fornemmelig — ved nogle lykkelige Tilfældigheder, er naaet til at kunne tilveiebringe det saameget savnede Værk, endog med det i 1748 aabnede Theaters fuldstændige Repertoire.

Da man nu omsider havde faaet den ønskede Historie, da den endelig engang var der, skulde jeg imidlertid ikke nyde det Held at undgaae den saamangen fortjent Forfatter overgaaede Skjæbne. Vel kunde jeg glæde mig ved, at Publikum i Almindelighed udtalte Erkjendelse af den Flid og Kjærlighed til Sagen, hvormed jeg havde behandlet min Opgave, men kun Hr. Dr. Rosenberg fremkom med en [sideskift][side 782]udførlig, paa nøie Kjendskab til Værket grundet Anmeldelse, medens Andre — enten ledede af den vore literaire Kritikere ikke usædvanlige Lyst til at vise sig Forfatterne overlegne i Indsigt, ved ivrigere at søge Udsættelser, end at fremhæve det Anbefalingsværdige i deres Arbeider; eller i Bestræbelse for at forebygge Værkets Fortsættelse til den nyeste Tid, hvis Cliquevæsens Belysning let kunde blive Venner og formaaende Velyndere ubehagelig, — ikke forsømte at give sig Luft i forskjellige, tildeels hverandre modstaaende Anker, der skulde vise Værkets Upaalidelighed, eller hos Een gik ud paa, at Fremstillingen var altfor udførlig, hos en Anden paa, at den ikke var udførlig nok. — Jeg troer, til min Retfærdiggjørelse og Orientering for Publikum, her, ved Værkets Afslutning, at burde gaae nærmere ind paa disse Anker, for at fremsætte mine Bemærkninger imod dem.

Først om Sigtelserne for Upaalidelighed. Afdøde Prof. Peder Hjort siger i "Udvalg af Breve": "Nylig har nu N. M. Petersen i sit udmærkede Værk om dansk Literatur fortalt følgende apokryfiske Anekdot: ""Holberg ønskede, at Kongen og Hoffet vilde beære Indvielsesfesten (for Sorø Academi) med deres Nærværelse. Hans Ønske blev opfyldt. Alt blev paa hans Bekostning indrettet paa det prægtigste til Hoffets Modtagelse og Beværtning. Middagstaflet blev serveret, og den høifortjente Lærde lavede sig til at efterkomme sin Pligt som Vært, da det vigtige Spørgsmaal blev debatteret blandt Hoffets Herrer, om en Mand, der ikke var af høi Adel, kunde spise med hans Majestæt og Hoffet ved eet Bord? Det blev afgjort benegtende. Derpaa levede Hoffet høit paa Stifterens Regning, og den ædle Vært maatte trække sig tilbage til et Sideværelse og spise alene."" Hjort tilføier: "Hvoraf er nu denne saa grundige Lærde bleven forledt til [sideskift][side 783]en saa usand Skildring, ja endogsaa til at besmykke sin Tale med en Overskousk Jaskeplet, idet han kalder Holberg Sorø Academis — Stifter? (Jeg vil inderlig haabe, at der ikke skal findes mere af denne Tønde i hans fortrinlige Værk.)" Men — skulde man troe det? — nu anfører Hjort derpaa selv, at Holberg "i Ligtalen over ham virkelig er som den anden Stifter bleven sammenlignet med Absalon som den første Stifter", og viser dernæst selv Kilden til Petersens Beretning at vare "næsten ordret" udgaaet fra den brunsvigske Oberst Niedmann, som opholdt sig i Kjøbenhavn fra 13de til 19de Januar 1807 og beklagede "daß die Dänen es so wenig verstehen die echteomischen Schauspiele ihres Holbergs wiederzugeben". (Hvilket for Resten vilde have været meget besynderligt paa en Tid, der var en Glandsperiode for holbergsk Comedies Fremstilling, men hvorom Obersten, som Fremmed, vel ogsaa vilde have havt vanskeligt at dømme, dersom der var bleven givet ham Leilighed dertil, hvilket — der ikke var; under hans Ophold gik nemlig ikke noget holbergsk Stykke!) Endelig kommer Hjort selv, igjennem vidtløftig Anførelse af Beretninger om Omstændigheder, som for Størstedelen ikke i mindste Maade vedkomme Sagen, til det Resultat, at, foruden at Holberg anføres som Academiets Stifter, er det urigtigt, at han bekostede Taflet og indbød Kongen og Hoffet dertil, men utvivlsomt, at Holberg blev høist fornærmet over ikke at være indbudt til Kongens Taffel og derfor kjørte bort strax efter Indvielsen, hvorhos Hjort, som altid maatte vide mere om en Sag, end nogen Anden, endydermere kan fortælle, at Holbergs "lille gule Kariol, som han pleiede selv at kjøre, hoppede hen over Byens gammeldags Steenbro i vældige Spring". Mine Ord om denne Sag ere (anden Deel, Side 10): Stifteren blev "ikke anseet [sideskift][side 784]værdig til at spise ved Kongens Bord med Hoffet, men anvistes Plads i et andet Værelse iblandt de simplere Gjæster, hvorover han, med Grund, følte sig saa krænket, at han strax satte sig paa sin Vogn og kjørte hjem". Det er Alt, og hvad ikke alene Petersen fortæller, men Hjort selv veed at berette, ja endog, som man seer, med nogen Udpyntning. Jeg har ikke et Ord, hverken om at Holberg har indbudet til Festen, eller at han har bekostet den. Da Hjort nu selv paaviser, at Holberg er af sin Samtid bleven kaldt "Stifter", da Petersen derfor let kunde foranlediges til at benævne ham saaledes, uden at han behøvede at "forledes" til at hente Udtrykket fra et Par Linier i — en Theaterhistorie, og da Hjort dertil selv har opdaget, at han virkelig har havt en heel anden Kilde, er det aabenbart, at Hjort med sin hele, ved Haarene i hans Beretning indtrukne, Udgydelse og Ophævelsen over, at jeg har kaldt Holberg "Stifter", kun har søgt et Paaskud til at tale om "Overskousk Jask" for at komme til at anfalde sagesløs Mand. — Heller ikke i "Kritiske Bidrag til nyere dansk Tænkemaades og Dannelses Historie" kunde Hjort undlade at forsøge et Udfald imod mig. Han har i den literairhistoriske Afdeling, andet Bind, fortalt den Udpibning af "Betlerpigen", som, strax da Tæppet gik op, sandt Sted ved hans og et Par Medsammensvornes Virksomhed, og derpaa yttret, at min (fjerde Deel, Side 384-86) givne Beskrivelse af denne Udpibning er "ligefra Begyndelsen urigtig, sidenhen urigtigere, tilsidst splittergal", saa at den er "en umaadelig Bommert". Ved at sammenholde hans Relation med min vil man see, at, med Undtagelse af, at jeg ikke, saaledes som han selv, har opgivet ham at have været en af Hovedførerne for en saa skandaløs Handling, som at udpibe et Stykke førend blot Noget af det var hørt af [sideskift][side 785]Publikum, er min Beretning aldeles overeensstemmende med hans hvad Udpibningen angaaer: om Foersoms Opførsel, Forhandlingerne med Direktionen og Voldsmændenes Forhold have vi i det Væsenlige det Samme; han tilføier kun nogle "Leve Foersom!" af de Sammensvorne, hvorved han vel vil antyde den Høisindethed, Upartiskhed og Aandsdannelse, hvormed de udførte det Hverv, de havde givet sig: voldelig at fravende Publikum den betalte anden Forestilling; den første var, hvad enten de nu vare tilstede eller ei, bleven modtaget uden Opposition. Forskjellen imellem vore Beretninger angaaer blot, hvad der foregik efter Udpibningen. Jeg siger, at Kaas lod Tilskuerne udjage af Parterret og selv blev der; han, at de forbleve der i Ro efter Udpibningen, og forlægger Udjagelsen til Opførelsen af "De tre Galninger"; indrømmer altsaa, at en saadan dog har fundet Sted med de af mig berettede Omstændigheder. At jeg har anført den som skeet ved "Betlerpigen", støtter sig til Udsagn af Liebe, Mad. Liebe, Lindgreen og Mad. Schall, og disse maatte vel, som Tilstedeværende, de To endog som Rollehavende i Stykket, staae til Troende. I sin Anke over Urigtighed gjør for Resten Hjort sig selv skyldig i at anføre en Urigtighed om Noget, der var saa almindeligt og kundbart, at han dog vel maatte kunne huske det endnu, da han nedskrev den. Han siger, at Forestillingen "begyndte Kl. 6, da det var en Beneficeaften; ellers begyndte den Kl. 5". Dette er urigtigt: der er aldrig i Hjorts Levetid begyndt nogen Forestilling Kl. 5.

Man vil maaskee spørge, hvad der kunde bevæge Hjort til en saadan Forhippelse paa at opfinde Anker imod mig og at fremsætte dem saa bidende. Han fulgte sin Natur. Oehlenschläger siger i et Brev til ham, hvilket Hjort selv har ladet trykke, at Hauch og han (Oehlenschläger) "oftere [sideskift][side 786]have været enige i, at naar De (Hjort) bliver vred, saa faaer De Lyst til at hævne Dem og holder ikke Maade med Deres Udtryk", Noget, som Hjort selv fuldelig har stadfæstet ved Udgivelsen af "Udvalg af Breve". Heri ligger Forklaringen. Jeg har (fjerde Deel, Side 461-63 og 589 o. flg.) omtalt hans hadefulde Færd mod Baggesen ved Opførelsen af "Trylleharpen" og navnlig, hvorledes Kunzen var bleven fralokket Manuscriptet af den tydske Opera, hvis første Act Hjort lod trykke, for at bevise den falske Paastand, at "Trylleharpen" var Plagiat deraf. I den Anledning kom Hjort til mig, for, efter endeel Udflugter, hvorved han vilde godtgjøre, at Manuscriptet var tilhændekommet ham ganske tilfældigt, at forlange, at jeg skulde tilbagekalde det, som en Misforstaaelse fra min Side, hvilket jeg afslog med den Bemærkning, at Sandheden var mig saa nøie bekjendt, at jeg endog kunde nævne ham den Mand (afdøde Conferentsraad Kirstein), hvis Venskab han havde benyttet for at fralokke Kunzen Manuscriptet "til blot Gjennemlæsning". Om denne Beretning fandt han, som Følge heraf, ikke raadeligt offenlig at begynde Ophævelser; men — han maatte hævne sig, og kastede sig over at udfinde Anker i andre Retninger.

En anden Anke over Upaalidelighed synes at være langt betænkeligere. I Tidsskriftet "For Idee og Virkelighed", Marts 1871 har A. D. Jørgensen i en "Kulturmeddelelse" fundet "i høi Grad at beklage, at jeg ikke har benyttet det overordenlig rige Materiale, der findes til Theaterhistorien i det forhenværende Rentekammerarkiv, nemlig ""Spectakelkassens Regnskaber,"" fra Aaret 1772 lige til 1848", og tilføier, at "ved Aarsregnskaberne findes selvfølgelig Spilleindtægten og derved faaes da atter et paalideligt Repertoire". Det er vistnok, at jeg, hvorvel, jeg har benyttet Rentekammerets Arkiv og [sideskift][side 787]derfra hentet mange meget værdifulde Oplysninger, især om Tiden førend Aabningen af Theatret i lille Grønnegade, ikke har kjendt de af Jørgensen omtalte Regnskaber, fordi den daværende ellers særdeles forekommende Arkivar, Kammerraad Rosenstand-Goiske, besvarede mit Spørgsmaal, om der i Archivet fandtes flere Actstykker, end jeg havde gjennemgaaet, benegtende, hvad enten han, formedelst den just da, 1851, igangværende Aflevering af Arkivalier fra den ene Autoritet til den anden, ikke selv kjendte disse Regnskaber, eller han, efter sin Betragtning af mit Arbeide, ikke troede dem nødvendige til det. Til Repertoirets Tilveiebringelse er det imidlertid ingenlunde "i høi Grad at beklage", at jeg ikke har benyttet dem: selv om jeg havde kjendt dem, vilde jeg ikke have gjort det; thi langtfra, som Jørgensen, at mene, derved at faae et "paalideligt", altsaa fuldstændigt, Repertoire, maatte jeg, ved et flygtigt Blik i Regnskabernes Repertoire for blot en eneste Saison, strax være kommen til Vished om, at de tvertimod vilde have givet et i høi Grad ufuldstændigt, altsaa Upaalideligt Repertoire. — Tidsrummet, hvori Jørgensen har fundet Uovereensstemmelse i det af mig meddeelte Repertoire og Regnskabernes, er 21 April 1773 til 5 Marts 1784. Herved maa jeg gjøre opmærksom paa, at jeg i Fortalen til anden Deel selv har bemærket, at jeg fra Mai 1773 indtil Udgangen af Mai 1782 savnede aldeles tilforladelige Repertoireantegnelser, og derfor maatte samle Adresseavisens Anmeldelser og rette dem efter enkelte spredte paalidelige Optegnelser, saaledes at Antallet af ethvert Stykkes Opførelser nøiagtigt kom til at svare til Clementins, af Jørgensen omtalte, Tabeller over hvor ofte ethvert Stykke var givet. Ved denne Bemærkning har jeg selv gjort klart, at det vel er muligt, at et enkelt Stykke nu og da kan i bemeldte [sideskift][side 788]Tidsrum være blevet henført til en urigtig Forestillingsaften, men at dets Forestillingers Antal ikke destomindre er rigtigt. At jeg for Resten har opnaaet ikke blot at ansætte Stykkerne til det rette Antal af Forestillinger, men ogsaa, ved nøie Overveielse, saa temmelig at henføre dem til deres rette Forestillingsaftner, bevises bedst deraf, at af de 1247 Forestillinger, som ere givne i de af Jørgensen omhandlede 12 Saisoner, har han kun fundet — rettere troet at finde — 59 af Regnskabernes afvigende fra mine i tredie Deel anførte. Disse 59 ere:

	Regnskaberne have:	Jeg har:
1773.
21 April	Honnette Ambition; Tronfølgen i Sidon.	Honette Ambition.
22   "	Ingen Forest.	Tronfølgen i Sidon.
20 Decbr.	Modens Sæder; Tredobbelte Giftermaal.	Ingen Forest.
1774.
19 Jan.	Den Sandsesløse.	Den Stundesløse.
18 Marts	Landsbypoeten.	Ingen Forest.
25   "	Scapins Skalkestykker; Myndlingen.	Scapins Skalkestykker; Gjenstridige Sindelag.
30 April	Anagilda.	Ingen Forest.
28 Novbr.	Crispin som Fader. Forliebte Autor.	Crispin som Fader.
1775.
27 Marts	Nysgjerrige Fruentimmer; Foregivne Medbeiler.	Nysgjerrige Fruentimmer.
13 Octbr.	Nysgjerrige Fruentimmer.	Nysgjerrige Fruentimmer; Den Aabenmundede.
20   "	Nysgjerrige Fruentimmer.	Kjærlige Forbittrelse.
23   "	Kjærlige Forbittrelse.	Ingen Forest.
25   "	Venskab paa Prøve.	Venskab paa Prøve; Lønlige Kjærlighed.
24 Novbr.	Lykkelige Skibbrud.	Kjærlige Forbittrelse; Myndlingen.
15 Decbr.	Kjærlige Forbittrelse.	Eugenie.
27    "	La locanda.	Ingen Forest.

[sideskift][side 789]

1776.
2 Jan.	Forliebte Autor; Kjøbmanden i Smyrna	Modens Sæder; Kjøbmanden i Smyrna.
23 Febr.	Forliebtes Galenskaber; Foregivne Medbeiler.	Lykken bedre end Forstanden.
27   "	Didrich Menschenskræk; Venskab paa Prøve.	Soliman den Anden.
1 Marts	Eugenie.	Lykken bedre end Forstanden.
8   "	Lykken bedre end Forstanden.	Lykkelige Skibbrud.
11   "	Lykken bedre end Forstanden.	Ingen Forest.
29   "	Lykken bedre end Forstanden.	Taknemmelige Søn; To Gjerrige.
12 April	Kjærligheds listige Paafund; Florentineren.	Kjærligheds listige Paafund; Forliebte Autor.
21 Octbr.	Kjærligheds listige Paafund; Bortløbne Mand.	Nysgjerrige Fruentimmer; Bortløbne Mand.
1 Novbr.	Den Sandsesløse.	Forliebtes Galenskaber.
11   "	Den Sandsesløse.	Barselstuen.
28   "	Honnette Ambition;	La frascatana.
3 Decbr.	Taknemmelige Søn; Oraklet.	Søhavnen; Oraklet.
23 Decbr.	Gjenstridige Sindelag; Bondepigen ved Hoffet.	Bondepigen ved Hoffet.
1777.
16 Jan.	Unge Indianerinde; Aglae.	Unge Indianerinde; Skovbyggeren.
4 Febr.	Taknemmelige Søn; Skovbyggeren.	Bortløbne Mand; Kjøbmanden i Smyrna.
11   "	Bortløbne Mand; Kjøbmanden i Smyrna.	Veddemaalet; Venskab paa Prøve.
1 April	Veddemaalet; To Gjerrige.	Honnette Ambition.
11   "	Honnette Ambition	Honnette Ambition.
22   "	Soliman den Anden.	Taknemmelige Søn; Didrik Menschenskræk; Forliebte Autor.
1778.
15 Decbr.	Grovsmeden.	Grovsmeden; Familien.
23    "	Snorrige Fættere.	Snorrige Fættere; Didrik Menschenskræk; Forliebte Autor.
1779.
5 Marts	Hver Mands Ven; Aglae.	Hver Mands Ven; Grovsmeden.
24 Sepbr.	Indbildt Syge.	Indbildt Syge; Doctorgrad.
27    "	Indbildt Syge.	Indbildt Syge; Doctorgrad.
2 Novbr.	Foregivne Hexeri.	Foregivne Hexeri; Dobbelte Prøve.

[sideskift][side 790]

1780.
11 Jan.	Talende Skilderie; Familien.	Talende Skilderie; Aftvungne Samtykke.
13 Marts	Tavse Pige. (f. Forf.)	Tavse Pige.
15    "	Zemire og Azor.	Ingen Forest.
16 Octbr.	Indbildt Syge.	Indbildt Syge; Doctorgrad.
28 Novbr.	Bødkeren.	Bødkeren; Hver Mands Ven.
29 Decbr.	To Gjerrige.	Den Sandseløse.
1781.
12 Jan.	Den Stundesløse.	Pernilles korte Frøkenstand.
27 Febr.	Forstilte Tvistighed; Familien.	Forstilte Tvistighed;Forliebte Autor.
6 Novbr.	Friskytterne.	Friskytterne; Fornuftige Daare.
1782.
22 Jan.	Fornuftige Daare.	Fornuftige Daare; Forliebte Tvistighed.
7 Febr.	Standsede Bryllup.	Standsede Bryllup; Gjenstridige Sindelag.
28   "	Forliebtes Galenskaber.	Forliebtes Galenskaber; Mødrenes Skole.
4 April	Ny Prøve.	Ny Prøve; Mændenes Skole.
9   "	Bondepigen ved Hoffet.	Landsbypigen.
15   "	Bondepigen af Frascati.	Landsbypigen.
1785.
19 Decbr.	Forstilte Utroskaber; Tre Ønsker.	Familien; Skovhuggeren.
1784.
5 Marts	Landsbypigen.	Kongen og Forpagteren; Gert Westphaler.

Jørgensen beretter selv, at Balletternes Opførelse ikke er anført i Regnskaberne. Allerede deraf følger, at disse ikke kunne afgive noget fuldstændigt Repertoire. Men efter blot et Par Bemærkninger vil han sikkert — vistnok til sin store Forundring — se gaae op for sig, at de Regnskaber, hvormed han troer ufeilbarligt at kunne bevise Upaalideligheden hos mig, ikke alene i anførte Henseende ere ufuldstændige, [sideskift][side 791]men overhovedet saa upaalidelige og vildledende, at der ingenlunde af dem kan udbringes et Repertoire; og at ikke mindre end 25 af de 59 Afvigelser fra Regnskaberne, hvilke han vil have fundet hos mig, ligefrem vise sig at være puur indbildte. Den første Bemærkning er, at han er i stor Vildfarelse angaaende nogle af Stykkernes Titler: saaledes er "Bondepigen fra Frascati" og "Landsbypigen" et og samme Stykke, der paa Italiensk hedder »la fras catana«, hvorfor det i Regnskabernes skjødesløse Anførelse af Stykkerne fremkommer under begge af Theaterpersonalet iflæng brugte Benævnelser. Ligeledes er "Skovhuggeren" og "De tre Ønsker" et og samme Stykke, der paa Plakaterne bærer begge Titler. Naar han har antaget, at disse fire forskjellige Titler betegne fire forskjellige Stykker, da er Feilen hans, ikke min. En anden Bemærkning er den, at det ikke har været Kassererens Hensigt i sit Regnskab at indføre et Repertoire, men kun at antegne hver Aftens Indtægt, hvorfor han ofte af Forestillingernes Indhold blot optog det Stykke, som, formedelst Nyhed eller Yndest, havde Hovedinteressen, men forbigik det For- eller Efterstykke, som gaves til. Dersom Jørgensen, istedetfor uden videre at antage Regnskabernes Opgivelser for utvivlsomt rigtige, havde skaffet sig Kundskab om de omhandlede Stykkers Størrelse (hvilket min "Haandbog for Yndere og Dyrkere af dansk dramatisk Kunst og Literatur" vilde have gjort meget let), da maatte han strax selv være kommen til denne Bemærkning og have opdaget, at med Hensyn til Repertoiret var han i Regnskaberne stødt paa en høist utilforladelig Kilde, thi "Grovsmeden", "Bødkeren", "Friskytterne" og "Foregivne Hexerie" ere Syngestykker i kun 1 Act, "De 2 Gjerrige" i to meget korte Acter, "Ny Prøve" og — "Fornuftige Daare" Comedier i 1 Act, og "Snorrige [sideskift][side 792]Fættere" i to Acter, hvilket maatte gjøre ham begribeligt, at hvor et af disse Stykker i Regnskaberne staaer for en heel Forestilling, der maa til Fuldstændighed mangle et Stykke, hvilket jeg har, og hvis Anførelse han i sin Ukyndighed netop gjør til en Urigtighed! I de af Jørgensen paastaaede Afvigelser fra Regnskaberne afgaaer, ifølge disse to Bemærkninger, saaledes, som puur indbildte, for det Første af de for 1782, 83 og 84 antegnede, de 4, hvori Stykkerne desuden ere nøiagtigt stemmende med officielle Opgivelser i Theatrets Bøger; og dernæst 7, nemlig: 1775, 13 og 15 Octbr.; 1778, 15 og 23 Decbr.; 1779, 2 Novbr.; 1780, 28 Novbr, og 1781, 6 Novbr., altsaa tilsammen 11. Men endvidere: 1) "Tavse Pige", der, 1780, 13 Marts, findes baade i Regnskaberne og hos mig, er af Jørgensen kun anført, fordi jeg ikke har vedføiet "f. Forf." (hvad for Resten ogsaa i Regnskaberne er undladt 1778, 23 Decbr.), men dette vedrører jo aldeles ikke Repertoiret, hvorfor der ikke deri ligger mindste Afvigelse; 2) havde Jørgensen kjendt Molière, vilde han ikke være kommen paa at antage en Urigtighed i, at jeg til "Indbildt Syge" har "Doctorgraden", thi som hørende til Stykket har den stadigt været opført med det indtil 1813, hvorfor Kassereren maatte ansee for overflødigt at antegne den, hvilket har forledet Jørgensen til at finde tre Afvigelser, hvor der slet ingen er; 3) havde han vidst, at "Den honnette Ambition" og "Tronfølgen i Sidon" ere for store Hovedstykker til at kunne gives paa een Aften, og at "Den dramatiske Journal" gjør utvivlsomt, at de ere blevne givne paa to, 1773, 21 og 22 Apr., vilde han ikke have fulgt Regnskaberne og derved have faaet endnu 2 indbildte Afvigelser; 4) andre 2 ere endvidere opstaaede ved, at den Forestilling, som hos mig er anført 1 Apr. 1777, i RegnRegn-skaberne [sideskift][side 793]skaberne er henført til s. A. 11 Apr., og 5) "Anagilda" og »la locanda« bleve givne af Italienerne og vedkomme saaledes ikke det danske Repertoire. Som Følge af disse fem Bemærkninger udgaae endvidere 10 Afvigelser, hvorved, som anført, de blot indbildtes Antal bliver 21. Af de øvrige udpegede Forestillinger have i de 13 Regnskaberne og jeg et og samme Hovedstykke, men enten slet intet eller et forskjelligt For- eller Efterstykke, og kun 22 Forestillinger ere hos mig aldeles afvigende fra Regnskabernes. Betænker man den anførte besværlige Maade, hvorpaa jeg har maattet arbeide hen til at faae Repertoiret fra Mai 1773 til Mai 1782, og tilmed Regnskabernes her beviste Upaalidelighed og Mangler, som ikke blot gjøre umuligt at bringe et nøiagtigt og fuldstændigt Repertoire ud af dem, men tillige antageligt, at Skylden for en Uovereensstemmelse ligesaa godt kan paahvile dem, som mig, da vil man sikkert indrømme, at 22 Afvigelser i 1247 Forestillinger ikke have stort at betyde, men tvertimod vidne om, at jeg i de 12 Saisonner, hvori jeg maatte famle mig frem, fordi Theatret ikke for dem har hverken Journaler eller Regieboger, men kun for de 3 sidste nogle spredte Optegnelser, har søgt med Held at finde de rette Forestillingssammensætninger, og at anføre dem under den rette Datum. Saameget villigere vil man vistnok indrømme det, da Stykkernes Forestillingsantal er rigtigt, uagtet Afvigelserne, og da Jørgensen selv siger, at de ved ham, ud af de i dette Værks fem Dele behandlede 101 Saisonner, fremdragne 12 Saisonner "synes at være de eneste, i hvilke der kan have indsneget sig Feil". — Jørgensen har aabenbart fremført sin Anke i god Tro paa Regnskaberne; hvor vidt personlig Ugunst kan gaae, for at finde Feil og at gjøre Vigtighed af dem, som den troer at have opstøvet, gav derimod i 1864 afdøde [sideskift][side 794]Journalist R. Varberg Exempel paa, idet han fremtraadte med Bebreidelse for "en virkelig Forbigaaelse af noget Vigtigt", idet han bemærkede, at "det nævnes ikke, at H. C. Andersen er Forfatter af Romeo e Giulietta; maaskee har Prof. Overskou ikke vidst det, men det er da hans Feil, eftersom Stykket er optaget i Andersens samlede Skrifter". Skulde man troe, at en med saa stor Overlegenhed fremført Anke kunde, i dobbelt Henseende, være usand? Den er det ikke destomindre: Stykket, der fremkom anonymt og hvis Forfatter dengang var aldeles ubekjendt, findes ikke i Andersens Skrifter og kunde ikke findes den, thi — det er ikke af ham, men af C. A. Warburg.

Nu til den for store Udførlighed. Denne skal især bevises deraf, at jeg i dette Værks fem Bind ikke stal have givet mere reelt Indhold, end der findes i Dahlgrens eet Bind store »Förteckning öfver svenska skådespel uppförda på Stockholms theatrar 1737-1863«. Dette er en stærk Usandhed. Dahlgrens Arbeide er af en heel anden Art, end mit: det er ingen Skuepladsens artistiske og literaire Udvikling beskrivende Historie, hvad det, som allerede Titlen viser, Heller ikke giver sig ud for at være; det er en, aldeles til min ovennævnte "Haandbog" svarende, med megen Kyndighed og Flid, men for en meget stor Deel blot fra upaalidelige Avisanmeldelser, samlet alfabetisk Fortegnelse over alle — ikke blot, som hos mig, paa de kongelige, men ogsaa paa de private Theatre, — i Stockholm givne Stykker, vedføiet Opgivelse af Forestillingernes Antal samt den første og sidste Opførelses Datum. Denne Hoveddeel er indledet med en kun 116 Sider stor Historisk Oversigt fra de ældste Skuespilopførelsers Tid, og har til Bilag en, med korte biografiske Antegnelser forsynet og fra 1773 gaaende, Fortegnelse over [sideskift][side 795]Personalet ved de kongelige Theatre og i det kongelige Capel, samt nogle Personalefortegnelser vedkommende to private Theatre og endeel fremmede Trupper. Kun Ufornuft eller Nedsættelseslyst kan falde paa at ville sammenligne disse to Arbeider. Som Hensigten med dem var forskjellig, maatte ogsaa Indhold og Omfang blive det. Man kan sammenligne Dahlgrens 687 Sider store »Förteckning« med min "Haandbog" og da give den Fortrin for denne, fordi hans Værk, om end ikke saa paalideligt, giver Mere; men imellem "Den danske Skueplads" og »Förteckning« kan ikke anstilles Sammenligning, og ethvert Menneske med sund Fornuft vil vist indrømme, at man ikke tilfredsstillende kan meddele først Beretning om de ældste Skuespil og Theatret i lille Grønnegade og dernæst 101 Aars Theaterhistorie paa 687 Sider. — Den altfor store Udførlighed var Noget, som ogsaa Varberg ikke maatte forsømme at føre Klage over. Han berettede, at "jeg oftere gaaer saa vidt, at fortælle Indholdet af Arbeider, som med største Lethed kunne faaes i Boghandelen, saaledes Ørkenens Søn, Romeo e Giulietta o. s. v." Det er ikke let tænkeligt, at Nogen skulde kunne skrive en Theaterhistorie uden at maatte udtale sig om dens to allervigtigste Gjenstande: de opførte Stykker og deres Fremstilling. Det er ikke engang muligt at forbigaae de Første og kun omhandle den Sidste, da de gjensidigt belyse og forstaaeliggjøre hverandre. Jeg har imidlertid ikke "fortalt Indholdet af Stykkerne", hverken de trykte eller de utrykte, men kun kortelig berørt deres Idee, æsthetiske Værd og Optagelse af Publikum. Det Ubeføiede i Varbergs Klage over at dette er gjort altfor udførligt, vil være klart deraf, at det for det første af de nævnte Stykker (et navnkundigt Femactsdrama) er skeet med halvanden Side, for det sidste med — otte Linier! — [sideskift][side 796]Mærkeligt nok, at disse Værkets angrebne æsthetisk — kritiske Bemærkninger meget ofte ere blevne anførte i baade Boger og Blade og det i Almindelighed bifaldende, ja endog til Støtte for de den anførte Domme; men rigtignok ogsaa undertiden forvanskede paa en høist perfid Maade: saaledes i et Blad, der beretter, at "Overskou i sin Theaterhistorie priser Amanda i høie Toner og fortæller, at dets ublide Skjæbne skyldes ""den rene Kabale."" Dette er fuldstændigt usandt. Langtfra at "Prise Stykket i høie Toner", har jeg tvertimod, efter at have berørt Planens Sindrighed og de romantiske Sceners Skjønhed, hvorom vel alle Aandsdannede maae være enige, fremhævet dets betydelige, den theatralske Virkning skadende, Svagheder og udtrykkelig angivet dem som Aarsag til Publikums Mishag; om Kabale, som Bladet, endog med Anførselstegn, paabyrder mig at have erklæret for Grund til Mishaget, har jeg ikke den mindste, ikke den skjulteste Yttring, end sige om "den rene Kabale". (!)

Endelig: den ikke tilstrækkelige Udførlighed. »Svenska dramat intil slutet af sjuttonde århundradet«, af Prof. Ljunggren og "Den danske Skueplads" ere to Værker, som, formedelst forskjelligt Stof og Tendents og den heraf naturligviis følgende forskjellige Behandlingsmaade, nødvendigt maa være aldeles ueensartede. Hans Værk, hvis hele Indhold jeg, ifølge Hensigten med mit, maatte give i en blot Skizze, som "Indledning", ei alene ender hele 25 Aar førend min egenlige Theaterhistorie begynder, men er en ren literairhistorisk Skildring af et Tidsrum, som var afsluttet 40 Aar inden der i Stockholm blev oprettet en staaende Skueplads; hvorimod det er en Aar for Aar given Fremstilling af en bestemt, staaende Skuepladses literaire, skuespilkunstneriske og administrative Forhold siden 1722, som jeg har havt til [sideskift][side 797]Øiemeed. Alligevel er en Anmelder af »Svenska dramat« i Berlingske Tidende 1865, Nr. 47, kommen til den forunderlige Anskuelse, at "det er naturligviis ikke godt muligt Andet, end at stille nærværende Arbeide i Sammenligning med Overskous", og til at gjøre den Bemærkning, at Ljunggren er i sit Værks "henved 600 gode Octavsider ikke naaet stort længer end Overskou paa omtrent halvandethundrede Sider". Han berømmer derhos Ljunggrens Behandling som aandrig og langt mere talentfuld end min. Min Behandling var foreskrevet mig ved, at jeg skulde give "Aarbøger", hvori det fornemmelig kom an paa at meddele en klar og paalidelig Beretning om Kjendsgjerninger, og det ikke, som i Behandlingen af en kulturhistorisk Opgave, blev muligt at udvikle Talent for at fremsætte Gisninger og Reflexioner over det Omhandlede, eller aabenbare nogen særlig Aandrighed i Anskuelser og Betragtningsmaader. Havde jeg stillet mig samme Opgave som Ljunggren, og behandlet den med samme Udførlighed, vilde det maaskee være lykkedes mig at have ladet Anmelderen noget mindre savne det Talent og den Aandrighed, som han tillægger Ljunggren med en vidtløftig udtrykt Overdrivelse, som temmelig tydeligt forraader, at han, med en aldeles uhjemlet Sammenligning, egenlig har havt til Hensigt at forherlige den svenske Forfatter, for at komme til at lade haant om sin ham maaskee — i 1865 — mindre skandinavisk behagelige Landsmand. Havde jeg for Resten givet mit Arbeide den Udførlighed, hvis Savn han paaanker ved Bemærkningen om, at jeg paa 150 Sider har sammentrængt, hvad Ljunggren har brugt "600 gode Octavsider" til, da vilde "Den danske Skueplads", som han har fundet at være [sideskift][side 798]"en uhyre Samling af Stof", — (det er dog vel ikke saa lidet fortjenstligt at have tilveiebragt en saadan Samling af hidtil for en meget betydelig Deel aldeles ubekjendt Stof, siden det jo i alle Fald maatte blive til stor Nytte for en Anden, der bedre forstaaer at skrive den danske Skuepladses Historie) — være blevet forøget med et tykt Bind af en for det fremmed Tendents. — Som Varberg førte Anke over for stor Udførlighed, maatte han udfinde Aarsag til ogsaa at gjøre det for ikke tilstrækkelig Udførlighed. Og denne Aarsag blev — at jeg "ikke med et Ord havde omtalt den betydelige og ikke uinteressante Polemik, som Stykket Trolddom fremkaldte", Noget, der ikke fik mindste Indskydelse paa Skuepladsen og derfor kun vedkommer Literaturhistorien, saa at han blot af Dadlelyst kan have villet, at jeg dermed skulde forøge, hvad han kalder "et colossalt Opus". Med Hensyn til denne Benævnelse kan bemærkes: »Histoire du Théâtre français depuis son origine«, af Brødrene Parfait, udgjør sytten stærke Bind, endskjøndt den kun gaaer til 1756 og, foruden korte biografiske Efterretninger om Forfattere og Skuespillere samt tørre Anførelser af de vigtigste Administrationsforandringer, ene og alene indeholder chronologisk ordnede Meddelelser om og lange Udtog af de opførte Stykker. Desuagtet er der aldrig blevet ført Anke over dens Udførlighed, men derimod ofte udtalt Roes for denne og lagt Vægt paa det i Sandhed "colossale" Værks store Værd ved dets tilforladelige Meddelelser om en Kunstanstalt, hvoraf Frankrige gjør sig en Ære. — Endelig anførte Varberg, som "en meget betydelig Mangel" i mit Værk, at jeg har omtalt "Cliquen" uden at betegne hvilke Personer jeg sigter til, og meente, at det har Charakteer af en Bagvaskelse, der ikke tør [sideskift][side 799]være sin sande Mening bekjendt. Jeg troer, at der ikke i hele Theaterhistorien skal kunne findes noget virkeligt Beviis paa, at jeg ikke tør være min sande Mening bekjendt; Heller ikke troer jeg, at det, hvor det kun gjaldt om at berette, at der var en Clique, hvad dens Bestræbelser gik ud paa og hvorledes den søgte dem opnaaede, kan være "en meget betydelig Mangel", at jeg ikke har nævnet dem, hvoraf den bestod; og ved, at jeg ikke har nævnet dem kan jo Ingen siges at være bagvasket.

Aarsagen til de fra Varbergs Side fremsatte Anker lader sig for Resten let forklare deraf, at han, der, i Egenskab af Medarbeider ved "Dagbladet", havde været inde i den imod Heiberg reiste Agitation, efter egen Vedgaaelse, baade i Angrebsartiklen imod mig og i sin Udtalelse for en af "Samfundet til den danske Literaturs Fremme" afholdt Generalforsamling, gik ud paa, at sætte Alt i Bevægelse, for at bringe "Samfundet" til at afslaae at overtage Forlaget af mit Arbeides Fortsættelse, hvilket — efter hans Formening— skulde være nok til at kunne hindre Udgivelsen, som maatte formodes at ville føre til Oplysninger, der muligt kunde blive Venner og Velyndere ubehagelige. Som et Argument imod at føre Historien ud over 1849 (altsaa ind paa Heibergs Bestyrelsestid), anførte han, at "Oplysning om den æsthetiske Udvikling og Svingninger og de Elementer, der have indvirket derpaa, er overflødig for Nutidens Vedkommende og kan ikke leveres tilfredsstillende af en Forfatter, der staaer midt i den Tid, han skal skildre og dømme". Denne Paastand, som Journalismen aldeles ikke tager til Følge i sin Skildren og Dommen, der desuden kun altfor ofte inspireres af blotte Rygter og [sideskift][side 800]Cliqueopspind, gjendrives ved saamange værdifulde Værker om de nyeste Kunst- og Literaturfrembringelser, at det er unødvendigt at imødegaae den. Er den med Tildragelserne samtidige Forfatter stillet saaledes, at han nøie kan kjende dem, uden personligt at føle sig interesseret i dem, og han ledes af Upartiskhed, da ville hans Beretninger upaatvivleligt være af stort Værd ei alene for Fremtiden, som Historieskriveren dog vel idetmindste bør meddele sit Materiale, men ogsaa for Nutiden. Og i en saadan Stilling til Skuepladsen havde jeg allerede dengang været i 6 Aar. Men nu betvivlede Varberg alligevel, at jeg kunde være upartisk: det var hans andet Argument. Ved at han ikke havde Andet at retfærdiggjøre sin Tvivl med, end at jeg skulde "have betegnet en Bladanmeldelse af Musiken i en Opera, hvortil jeg havde skrevet Texten, som lumpen", førte han imidlertid selv det kraftigste Beviis for, at han ikke i Værkets hele Indhold havde kunnet finde nogen Grund til Tvivl, thi uden at tale om, at det for enhver af dets Læsere, der maa have bemærket, hvor tilbageholdent jeg har omtalt mine Arbeider, endog de med størst Bifald optagne, vil være latterligt at insinuere, at jeg skulde føle mig saa krænket ved en ubillig Bedømmelse af en Musik, fordi jeg havde skrevet Texten, at jeg derfor betegnede den som "lumpen", havde Varberg atter her gjort sig skyldig i Usandhed, og det igjen i dobbelt Henseende, thi — det er ikke om Bladanmeldelsens Yttring om Musiken til noget Stykke af mig, men til et andet, jeg (femte Deel Side 762) har sagt, at den var lumpen, og det er endvidere ikke Bladanmeldelsens Udtalelse om Qvaliteten af Musiken til dette andet Stykke, men dens Insinuation, at Musiken ikke var af Componisten [sideskift][side 801]selv, jeg har kaldt lumpen, hvori jeg troer, at enhver Retsindig vil give mig fuldkommen Ret. Varbergs Tvivl om min Upartiskhed blev saameget mere odiøs, da det havde ligget ham meget nær al finde sig fast forsikkret om den. Han vidste nemlig, saa godt som Nogen, hvem jeg maatte holde mig for overbeviist om at have været forfulgt af med Intrigue og Bagvaskelse, og han vilde ikke i Theaterhistoriens fjerde og femte Bind have været i Stand til at paapege noget Sted, der lader spore mindste Indskydelse af min Mening om Forfølgernes Personlige Charakteer paa min Dom om deres kunstneriske Charakteer. Skulde jeg desuden have tilladt mig at fremføre noget Usandt eller Uretfærdigt, da vilde der jo være levende Personer tilstede, der, til min Beskæmmelse, kunde fremkomme med Imødegaaelser — og vist ikke vilde forsømme det. Dette vil naturligviis især gjælde de i det Foregaaende omhandlede sidste 25 Aar; men jeg har, ligesom tidligere, kun omtalt Personer med Hensyn til saadanne Forhold og Kjendsgjerninger, som umiddelbart berøre Skuepladsen, og medens jeg har kunnet stadfæste mange af disse med Citater, der ikke ere givne i accomoderende Omskrivninger, men overalt anførte ordret, skal jeg i Henseende til de øvrige være rede til at bevise, at de ere vidnesfaste.

Det er efter grundig Overveielse, at jeg, inden jeg gik til Udførelsen af mit Arbeide, har taget Beslutning om, hvor langt jeg vilde gaae med det, om dets Form og om, hvad jeg i det vilde give. En af mine Grunde til at ville føre det til den nærværende Tid er, at jeg derved vilde skaffe Læserne det af mig for alle Saisonner gjennemførte Repertoire fuldstændiggjort indtil det Øieblik, da den sidste Deel udkommer, for at de, som have Interesse derfor, fra den Tid [sideskift][side 802]selv kunne fortsætte det, og saaledes stedse være à jour med selve Theatret i Henseende baade til Forestillingernes Indhold og til Stykkernes Opførelsesantal. — Med Hensyn til Formen maatte jeg ansee for ubetinget hensigtsmæssigt at tage Saison efter Saison og saaledes tilveiebringe en strengt chronologisk Ordning, der ikke blot er den eneste, hvori Repertoiret kunde optages og alt Mærkeligt i enhver Saison komme til Omtale, men som tillige gjør det let for Læserne at orientere sig og at følge Kunstanstaltens Udviklingsgang. — Hvad jeg vilde give var: En, ved det fortløbende Repertoire sammenholdt, Historisk Fremstilling, der ikke blot kunde skaffe tydelig Anskuelse af den administrative og kunstneriste Virksomheds Charakteer til enhver given Tid, men ogsaa, igjennem sagkyndige Mænds ved Omstændighederne foranledigede Handlemaade og Yttringer, saaledes meddele Kundskab om, hvorledes de mange vigtige Spørgsmaal, der i høist forskjellige Retninger fremkomme ved Theatret med Hensyn til baade Administration og Kunst, ere blevne besvarede, at Læserne kunne komme til klar Indsigt og rigtig Dom angaaende ethvert, som af Tid og Omstændigheder maatte i Fremtiden blive bragt under Omhandling. Jeg troer, at denne Side af Fremstillingen kan være til stor reel Nytte: — for Kunstnerne ved at give dem alsidigt Kjendskab til den Anstalt, som mange af dem ere tilbøielige til kun at offre den Opmærksomhed, deres personlige Stilling leder dem til; — for Theaterbestyrere, hvortil der hos os i Almindelighed udnævnes Mænd, som have opnaaet Anseelse i andre Embeder, men ere uden Sagkyndighed og Erfaring i et ved mange forskjellige Forhold særdeles vanskeligt Fag, og derfor i høi Grad kunne trænge til en Veiledning, der ikke paatvinger dem Afhængighed og [sideskift][side 803]Forbindtlighed ligeoverfor nogen Enkelt i Personalet; — for dem, der, iblandt de Mange, som kaste sig paa at behandle Theatret i Bladartikler, have saamegen Agtelse for det, at de, til det Rettes og Skjønnes Fremme, søge Indsigt i dets kunstneriske og administrative Tarv; — og for Publikum, ved hos det at udvikle en selvstændig Betragtning baade af hvad der bydes det fra Scenen, og af de Theaterforhold, der hyppigt bringes til offenlig Omtale, for at det skal tage Parti for eller imod dem.

Det er saaledes ikke en Morskabsbog, jeg har villet levere, men et Værk, som efter Gjennemlæsningen beholder Værd, fordi det ved ethvert om Theatertilstande opstaaende Spørgsmaal kan, efter de omhyggeligt udarbeidede Registre, slaaes op og give den fornødne Oplysning. Derfor: naar der, hvad Varberg ankede paa, i Værkets anden og tredie Deel findes "Anekdoter om Skuespillernes Privatliv, Forfølgelser af Creditorer, Elskovshandler, Slagsmaal og Viinkjælderbesøg", da hidrører det ingenlunde fra, at jeg derved har søgt at gjøre Værket underholdende, men er en naturlig Følge af, at "Theaterfolket", der blev betragtet som en udenfor Samfundet staaende Kaste, dengang førte et ubundet Levnet, hvilket blot er skildret, hvor det fik Indskydelse paa Skuepladsen, thi kun forsaavidt vedkommer Kunstnerens Privatliv Theaterhistorien.

Da det, saaledes som Vedtægten nu er, maaskee vil blive taget for en vildledende Uefterrettelighed, at Titlerne Jfr., Mad, og Frk., Frue i den her begyndte Periodes første 21 Saisonner ere brugte imellem hverandre, maa jeg bemærke, at Heibergs i Saisonnen 1851-52 trufne meget rigtige Afgjørelse, — hvorefter den officielle Benævnelse for Damer [sideskift][side 804]ved det kongelige Theater kun maatte være Frk. eller Frue, naar Faderen eller Ægtefællen var eller blev Rangsperson, — er fulgt indtil Septbr. 1870, da, ifølge en Directionsbeslutning, alle Damer, uden Forskjel, bleve paa Plakaten at benævne Frøkner eller Fruer.

(Foraaret 1873)

Th. Overskou.