[sideskift][side 757]Det saa næsten ud,som om Bestyrelsen i denne det gamle Theaters sidste Saison havde havt til Hensigt at vise, at man aldeles ikke behøvede at spille noget Nyt for at faa Publikum til at fylde Tilskuerpladsen, thi man maa gaa tilbage til den i det kongelige Theaters Historie paa Grund af sin Magerhed enestaaende Saison 1857-58 for at finde et Sidestykke til den Virksomhed, der udfoldedes i 1873-74. I begge disse Saisoner bestod Nyhederne af et originalt [sideskift][side 758]Arbeide, en Oversættelse efter det Franske i en Akt og en Opera — i Sandhed en smuk Virksomhed i et Tidsrum af ni Maaneder!

Den første af disse Nyheder var "Helene", et anonymt Lystspil i to Akter, om hvilket Rygtet forud havde udtalt sig meget gunstig, men som i høi Grad skuffede Tilskuernes Forventninger. Handlingen i dette noget forskruede Arbeide var kortelig følgende: Den unge forældreløse Helene skal af sin Onkel og Tante sendes over til en hende ubekjendt gammel Rigmand i Jylland for at giftes med ham. Efter et meget svagt Forsøg paa at overtale sine Paarørende til at opgive denne Plan beslutter hun at forlade Hjemmet for ude i Livet at tjene for sit Brød. I sin Uerfarenhed søger hun først Raad hos en Slægtning, den mislykkede "Digternatur" Holm, men da han viser sig at være altfor dum, henvender hun sig — meget sent paa Aftenen — til Grosserer Blok, en af Familiens Bekjendte, om hvem hun har Grund til at tro, at han paa en Reise i Italien engang tidligere har hjulpet en ung Pige i et lignende Tilfælde. Hun faaer imidlertid at vide af Grossereren, at den Hjælp, han har ydet den italienske Pige, reducerer sig til, at han har forført hende, og Helene seer saaledes, at hun kun har sig selv at stole paa. Samtidig faa dog Onklen og Tanten at vide, at Grosserer Blok aldeles ikke bryder sig om deres Datter, hvilket de havde haabet, og de sende derfor Datteren over til den jydske Rigmand istedetfor Helene, som nu er fri. Heltinden afslaaer derefter "Digterens" Haand og gaaer efter tillige at have vist Grossereren, at hun Heller ikke kan skjænke ham sit Hjerte, og han, hos hvem Kjærligheden til den unge Pige efterhaanden er vaagnet, faaer nu at føle, hvorledes Skjæbnen hævner sig paa ham for den Uret, han i sin Tid har begaaet. [sideskift][side 759]At en Handling som denne, der ikke understøttedes ved nogen heldig Udarbeidelse af Detaillerne, ikke kunde tilfredsstille, er let at forudse, og selv den gjennemgaaende gode Udførelse kunde ikke frelse Stykket. Frøken Schnell spillede den unge Pige saa naturlig og yndefuldt, at det næsten lykkedes hende at skjule al den Unatur og Forskruethed, hvoraf denne Figur var sammensat, over V. Wiehes Fremstilling af Grosserer Blok var der udbredt en mesterlig Ro og Sikkerhed, og hans Spil i anden Akt var aldeles fuldendt, navnlig i Monologen og i den Scene, hvor han fortæller den unge Pige sin Forførelseshistorie, hvilket fra hans Side skete med en Finesse, som gjorde, at man for et Øieblik glemte det Uskjønne i Situationen. Den fra saamange tidligere Stykker bekjendte Theaterfigur, den uheldige Digter, havde E. Poulsen forstaaet at gøre en saadan Form, at denne Persons altfor stærkt markerede Skyggesider mildnedes en Hel Del, ligesom Rosenkilde havde vidst at give sin Onkelrolle en forøget Interesse ved adskillige morsomt opfundne Smaatræk. Hvorledes selv en stor og i sin Fremstilling overordenlig smagfuld Kunstnerinde kunde gribe feil i Valget af de Midler, hvormed hun vilde frembringe Virkning paa Scenen, det viste Fru Sødring i Tantens Rolle, thi hun spillede den med en af hende opfunden Jargon, som hun vel holdt gjennem hele Stykket, men som dels paa flere Steder gjorde hendes Replikfremsigelse utydelig og dels lagde en Hæmsko paa hendes Fremstilling, saa at der manglede Noget af hendes ellers saa uudtømmelige og uimodstaaelige Lune.

Den anden og sidste Skuespilnyhed var en af Molbech besørget Oversættelse af »l'éte de la Saint-Martin«, paa Dansk kaldet "Efteraarssol", af de to franske Forfattere Henry Meilhac og Ludovic Halévy, der havde vundet et mere [sideskift][side 760]bekjendt end anseet Navn ved deres Texter til den Offenbachske Operette-Genre. Det lille Stykke var iøvrigt en pikant, om end ikke ganske fin Situation, forsynet med en Ypperlig Dialog, og det vandt da ogsaa stærkt Bifald ved Rosenkildes og Frk. Schnells Spil, som dog maaske var lidt for meget afpasset efter danske Forhold og ikke tilstrækkelig klart pointerede, hvad Forfatterne havde tænkt sig, men hvorved der rigtignok ogsaa tildels kastedes et Slør over det, der ikke burde træde for stærkt frem.

Den 19de April 1874 var det hundrede Aar siden, at "Iphigenia i Aulis" første Gang opførtes i Paris, og Bestyrelsen, som nok holdt af Mærkedage, fordi disse altid lokkede en Del Tilskuere til Theatret, besluttede derfor paa denne Aften at lade Operaen opføre og faa Dage efter at lade den efterfølge af Glucks anden store Opera "Iphigenia paa Tauris". Da den 19de imidlertid faldt paa en Søndag, og den Gluckske Musik ikke kunde siges at være Noget for et Søndagspublikum, valgte man i Stedet for at feire Jubilæet om Lørdagen, og ti Dage senere bragtes "Iphigenia paa Tauris" frem, ligeledes i den Wagnerske Bearbeidelse. Man maatte i denne Opera, der var en Fortsættelse af "Iphigenia i Aulis", men imellem hvilke der rigtignok maatte tænkes at være forløbet en længere Aarrække, ligesom i Mesterens andre Arbeider beundre den mageløse Evne, hvormed Gluck havde forstaaet i store, simple Træk at male de menneskelige Lidenskaber, og Iphigenias Smerte var skildret ligesaa klart og gribende som Orests Samvittighedsnag over Drabet af Moderen, Skytherkongen Thoas' rasende Vildhed og Vennen Pylades' Trofasthed. De fortræffelige Recitativer vexlede med udmærkede Kor, af hvilke navnlig Eumenidernes var af den mest storartede Virkning, og Udførelsen var saaledes, at den [sideskift][side 761]gjorde vor Opera Ære. Simonsens Udførelse af Orest var ikke alene i vokal Henseende en aldeles fuldendt Præstation, men tillige meget vellykket, hvad den dramatiske Side af Rollen angik, Fru Erhard-Hansen (tidligere Frk. Pfeil) fyldte udmærket i Iphigenias Parti, Jastrau var særlig heldig som Pylades, Erh. Hansen gav Thoas med megen Karakter, og Frk. Rung sang Dianas faa Strofer med megen Smag.

Naar hele Nyheds-Kontoen var opbrugt med de ovennævnte tre Arbeider, var Bestyrelsen selvfølgelig nødt til som sædvanlig at søge Tilflugt til det ældre Repertoire, og Begyndelsen gjordes da med "De Deporterede", hvori E. Poulsen ikke uden Held spillede Toby Wilson, medens Mr. Gray fremstilledes ret kjønt, men noget tørt af Holm-Hansen, og O. Poulsen var en morsom Robertson. — Gjenoptagelsen af "Kammeraterne" var derimod ikke heldig, thi naar Rosenkilde, Fru Eckardt, Hultmann og O. Poulsen undtages, vare de øvrige Roller temmelig uheldig besatte; det var saaledes et stort Misgreb at lade Frk. Schnell spille Zoe, en Rolle, hvortil hele hendes Personlighed ikke passede, ligesaa lidt som Jerndorff og Frk. Jensen formaaede at bibringe Tilskuerne nogen rigtig Interesse for Elskerparret. Heller ikke med de nye Ombesætninger i "Kjøbmanden i Venedig" havde Theatret noget Held, thi hverken Frk. Dehn eller Frk. Schnell kunde fylde i de dem tildelte Roller, henholdsvis som Portia og Jessica. Men derimod handlede Theatret ganske rigtig ved at gjenoptage "Kjærlighed ved Hoffet", der snart havde hvilet i Arkivet i henved fyrgetyve Aar. Det romantiske Fantasispil var blevet lidt forkortet og enkelte Scener omlagte af Forfatteren med Bistand af Molbech, og vandt Stykket end ikke ved de første Opførelser noget stærkt Bifald, saa udøvede det dog en saa stor Tiltrækningskraft paa Publikum, at [sideskift][side 762]Bestyrelsen kunde lade det opføre elleve Gange i denne Saison, ligesom den Omstændighed, at Bifaldet ikke var stærkere og mere larmende, maaske ikke uden Grund kunde tilskrives "den Harmoni, der ved den nøie Forening af Ord og Spil blev udbredt over hele Forestillingen, thi harmoniske Indtryk fremkalde vel Tilfredsstillelse, men ikke Bifald". Det var nemlig Tilfældet, at Skuespillerne bidrog Deres til at give Stykket Interesse ved at spille det i den rette Aand og Tone. Kong Pandorus kunde ikke godt spilles bedre, end V. Wiehe gjorde det, over Frk. Dehns Spil som Championetta var der udbredt en velgjørende romantisk Duft, Fru Eckardts Fremstilling af Prindsesse Mathilde var ligesaa fin og elegant, som E. Poulsens af Prindsen af Godthaab var karakteristisk og aandfuld, Rosenkilde var en glimrende Baron Pelikan, og de øvrige Roller fik næsten alle en tilfredsstillende Udførelse. — Af Holberg opførtes i dette Theateraar "Pernilles korte Frøkenstand", hvori Fru Jacobson spillede Pernille net, elskværdigt og ganske lunefuldt, men manglende lidt Saft og Kraft, og "Den politiske Kandestøber" med Cetti i Titelrollen og O. Poulsen som Kandestøberdrengen. Der var Forstand og god Opfattelse i Begges Spil, men medens den Førstnævnte havde den Feil ikke at være rigtig morsom, havde den Anden det Fortrin at kunne udfolde hele sit sprudlende Lune, der kulminerede i Oplæsningen af Klageskriftet, en Oplæsning, der paa sine Steder næsten var for rig paa komiske Smaaindfald. — Frk. Schnell, hvem der var blevet tildelt et Par mindre heldige Roller, tog i "Seer Jer i Speil" Opreisning herfor, og skjøndt Fruen laa udenfor det naive Fag, spillede hun dog denne Rolle med sand Humor og en elskværdig, Malende Friskhed. — Saisonens vigtigste Reprise var imidlertid "Romeo og Julie" i en ny, noget lempet og forkortet Oversættelse af [sideskift][side 763]Lembcke. Idet man saaledes paa enkelte Steder havde dæmpet af paa den Lidenskab, den Ild, der ulmer hele Stykket igjennem og paa visse Punkter slaaer ud i lyse Flammer, havde man forsaavidt handlet ganske klogt, som man derved var i Stand til at bringe Spillet i noget bedre Harmoni med Stykket. Det var nemlig Svagheden ved Fremstillingen, at den helt igjennem var for mat, lidenskabsløs og pæn. I E. Poulsens Udførelse af Romeo var der mange fortræffelige Momenter, og han gav Alt, hvad hans kunstneriske Evner tillod ham at give, men just fordi han ikke var i Besiddelse af nogen stærkt udpræget lyrisk Inderlighed og Erotik, just derfor var det ham en Umulighed at fylde helt i Rollen, og hvad der var Tilfældet hos ham, var i endnu høiere Grad Tilfældet hos Frk. Dehn. Hendes Spil som Julie var godt gjennemtænkt, men Heltinden blev under hendes Hænder mere til en sværmerisk end til en lidenskabelig Figur, og kun i en Scene syntes hun fuldt at give sig hen i Situationen, nemlig i den Scene, hvor hun tømmer Bægeret med Sovedrikken. Munken skulde oprindelig have været spillet af V. Wiehe, men under Opførelsen af "Brylluppet paa Ulfsbjerg" den 12te December blev han overfalden af det samme Onde som tidligere og var ude af Stand til at gjøre Tjeneste til den 14de Marts n. A. I hans Sygdom spilledes Rollen de fire første Gange af Holm-Hansen, der faa Maaneder i Forveien havde overrasket ved sin i flere Henseender fortræffelige Udførelse af Orlandos meget vanskelige Rolle i det paany gjenoptagne "Livet i Skoven", men som i Sørgespillet dog ikke formaaede at hæve Munken op til den Betydning, han burde have, og først da Wiehe overtog Rollen, blev denne Mangel afhjulpen. Foruden Wiehe var kun Fru Sødring helt paa sin Plads, og naar Heller ikke hun som Ammen spillede saa [sideskift][side 764]bredt og saftigt, som Digteren havde foreskrevet det, saa var det saare naturligt, idet hendes Spil i modsat Tilfælde vilde have faaet et altfor afstikkende Udseende. — Den sidste Reprise var "Kjærligheds Drømme", hvori Fru Nyrop som Ernestine gav Søvngængerscenen meget godt, men det stærkt afblegede Stykke vandt intet Bifald og blev efter fire Opførelser atter henlagt.

Ved Opførelsen i 1837 havde "Postillonen i Lonjumeau" ikke slaaet an hos Publikum, men da Syngestykket nu paany fremdroges i denne Saison, vandt det meget Bifald, og hertil bidrog ikke alene Christophersens meget vellykkede Udførelse af Titelrollen, men tillige Rosenkilde som Kammerherren, Fru Levinsohn som Madelaine og Schram som Biju. Ogsaa "Skatten" morede meget i sin nye Skikkelse med Schram som Geronte og O. Poulsen som Crispin, hvilken sidste Rolle ikke alene spilledes af ham i et meget karakteristisk Kostume og med et spillende Lune, men tillige blev sungen med stor Dygtighed. I "Vilhelm Tell" seirede Simonsen en sand Triumf. Hans Stemmemidler havde efterhaanden udviklet sig i en betydelig Grad, og han sang Partiet saa fuldendt skjønt, at han høstede stormende Bifald for denne i enhver Henseende udmærkede Præstation. Efterat "Bruden" og "Det hemmelige Ægteskab" vare bragte frem i nye Indstuderinger og havde vundet endel Bifald, fik man endelig atter et Syngestykke af en dansk Komponist at høre, idet "Sovedrikken" gjenoptoges i Anledning af Hundredaarsdagen for Weyses Fødsel. Den 5te Marts opførtes da ogsaa det fortræffelige Syngestykke, som vakte stærkt og vedholdende Bifald, mellem Akterne spilledes en Largo af Komponisten, og Festforestillingen sluttedes med et af Bournonville komponeret Efterspil i Tableauer "Weyses Minde" med Musik efter Mesterens [sideskift][side 765]Kompositioner. Det lille, smukt komponerede Efterspil begyndte i Rosenborg Have, hvor man traf de bekjendte Figurer fra Heibergs og Weyses Operette, og herfra forflyttedes Scenen til Herkules-Templet, hvor Weyses Buste bekrandsedes af Muser; derefter saaes i Tableauer Scener af "Festen paa Kenilworth", "Floribella", "Ludlams Hule", "Macbeth" og "Faruk", og til Slutning mindedes man Weyses Kirkemusik ved et Tableau med den hellige Cæcilia ved Orgelet. Man skulde nu have troet, at det i Anledning af Hundredaarsfesten komponerede Leilighedsarbeide var blevet henlagt med det Samme, men saaledes var Bestyrelsen ikke sindet. Den vilde have al den Nytte af Arbeidet, der kunde faaes, og saa havde man da det opbyggelige Særsyn, at Mindefesten blev gjentaget ikke mindre end otte Gange.

Af Balletter fremkom forøvrigt ingen nye i denne Saison, hvorimod "Toreadoren" og "Thrymskviden" bleve opførte i nye Indstuderinger. Til Forestillingen den 1ste Juni til Indtægt for Ballettens private Pensionsfond, der ifølge den paa Interessenternes Generalforsamling i Februar Maaned fremlagte Oversigt nu eiede 23,073 Rdl. 15 Sk., — den sidste Forestilling, der blev givet paa det gamle Theater — havde Bournonville arrangeret en saakaldet Baller-Epilog, der kaldtes "Farvel til det gamle Theater". Bestyrelsen havde ikke havt Sands for, at den Virksomhed, der i langt over hundrede Aar havde fundet Sted i denne Bygning, nok fortjente at mindes nu, da den var afsluttet, og ligesom man havde ladet Balletten være Hovedfaktoren ved Festen for Komponisten Weyse, saaledes fandt man det ogsaa passende at lade denne Kunstart sige det sidste Farvel til det gamle danske Skuespilhus. Forøvrigt havde Bournonville med sædvanlig Dygtighed skilt sig fra sin Opgave. Meningen havde været, at saavel [sideskift][side 766]Skuespillets som Operaens og Ballettens Personale skulde have deltaget i dette Farvel, i hvilket man saa Repræsentanterne for de tre Kunstretninger i deres vigtigste Roller tage Afsked med det gamle Hjem og vandre til den nye Pragtbygning, men saavel af Skuespillere som af Sangere savnedes mange, der enten allerede vare bortreiste eller havde nægtet at medvirke, og herved kunde det ikke undgaaes, at navnlig Skuespillets Personale ved Forbidefileringen tog sig noget kummerligt og tyndt ud.

Den eneste Debut, der fandt Sted i Saisonen, var Frøken Bolette Hagens. Den unge Dame, som var en Datter af den afdøde Skuespiller Carl Hagen, forsøgte sine Kræfter i det komiske Fag og havde til sin første Optræden valgt Frøkenens Rolle i "Intrigerne". Det var klart, at hun ikke i denne Rolle blot tilnærmelsesvis kunde komme i Niveau med den tidligere Fremstillerinde, Fru Sødring, men hendes Spil røbede helt igjennem Forstand og god Opfattelse, og syntes ogsaa hendes Lune i denne og hendes to andre Debutroller som Anneke i "Den politiske Kandestøber" og som Fru le Blanc i det paany indstuderede Syngestykke "Den dybe Sorg" endnu at være noget ringe og at lide af en vis Tørhed, saa gav hun dog Løfte om med Tiden mulig at kunne præstere noget Respektabelt.

Afgangene i dette Theateraar vare ikke mange. I Begyndelsen af Saisonen 1871-72 blev Fru Zinck, hvis hyppige Upasselighed ofte havde forvoldt Afbrydelser i Opera-Repertoiret, alvorlig syg og kunde ikke gjøre Tjeneste hverken i denne eller den paafølgende Saison. Strax efter Sygdommens Begyndelse indgav hun Ansøgning om Afsked, men denne blev hende ikke bevilget, og da hendes Stemme ikke havde taget Skade under hendes Sygdom, tænkte hun ikke [sideskift][side 767]senere paa at søge sin Afsked. I Slutningen af Aaret 1873 var hun imidlertid kommen sig saavidt, at hun kunde tænke paa at gjenoptage sin Tjeneste, i hvilken Anledning hun underrettede Theatrets Intendant derom og udbad sig Tilladelse til, medens hun endnu var sygemeldt, at maatte besøge Aktricelogen for at kunne vænne sit svækkede Nervesystem til Lyset og Larmen i Theatret. Denne Tilladelse fik hun, og nu forberedte hun sig til atter at optræde i "Liden Kirsten", da hun pludselig blev overrasket ved en Meddelelse om, at hun var afskediget i Naade og med Pension. Ved, denne besynderlige Fremgangsmaade af Bestyrelsen, der afskedigede hende, just som hun atter meldte sig til Tjeneste, mistede Theatret sin betydeligste eller rettere sagt eneste Altsangerinde, uden at man havde Nogen til at remplacere hende. — Ved saisonens Udgang tog Holm-Hansen selv sin Afsked, idet det maatte staa klart for ham, at han trods sine umiskjendelige Evner ikke var istand til at bryde sig en Bane som dramatisk Kunstner.

Det vakte en ikke ganske uberettiget Opsigt, da man i "Dagbladet" for den 20de April 1874 under Overskriften "Striken ved det kongelige Theater" læste Følgende: "Vi ynde ikke at indblande Offenligheden i det kongelige Theaters indre Forhold og de smaa Borgerkrige, som saa ofte synes at rase i dette som i andre Kunstens Templer, og som her i Kjøbenhavn i en tidligere Tid, da Theateranliggender vare Velfærdsspørgsmaal og Skuespillerne hørte til de betydningsfuldeste offenlige Personer, lagde saa stærkt Beslag paa den almindelige Interesse. Ingen ønsker mindre end vi atter at bringe Publikums Tankegang ind i Thevandsæsthetikens forladte Spor. Imidlertid forefalder der dog undertiden Begivenheder ved Theatret, som ere af en saadan Natur, at de [sideskift][side 768]ikke kunne holdes udenfor Offenlighedens Kontrol, og hertil hører unægtelig en "Strike", som i denne Tid truer blandt Theatrets overordnede Funktionairer. Efterat Fru Heiberg først, for et Tidsrum af et Aar, har opgivet sin Virksomhed som Scene-Instruktrice for at opholde sig i Udlandet, erfarer man, at en dyb Trang til at skue fremmede Lande og Mennesker ogsaa har grebet Theaterintendanten, Hr. Justitsraad Berner; der forundes ham et Aars Permission, saaledes at under hans Fraværelse Direkteuren, Hr. Konferentsraad Linde vil have alene at styre og lede det kongelige Theater. Endelig erholder Hofballetmester Bournonville "Digter"-Portionen af det Anckerske Legat, der jo viser sig i Besiddelse af en under den nuværende Fattigdom paa Talenter særdeles glædelig Elasticitet. Hr. Bournonville er altsaa forpligtet til ogsaa at reise bort og blive udenlands i mindst sex Maaneder af indeværende Aar. — Denne almindelige Ferie tager man samtidig med, at Skuepladsens Overførelse til det nye kongelige Theater og dettes Aabning synes at maatte gjøre de stærkeste Krav til, hvad Theaterbestyrelsen har at raade over af Talent for scenisk Indretning og Arrangement og administrativ Arbeidsomhed i det Hele taget. Dette er saa paafaldende, at det ikke kan forundre, at Rygtet, ialtfald for to af de Reisendes Vedkommende, angiver en Strid med Kultusministeriet som Forklaring af Bortreisen netop paa dette Tidspunkt, uden dog at kunne give nogen Forklaring af Ministeriets Føielighed med at bevilge Orlov. Vi skulle ikke indlade os videre paa denne Side af Sagen, men kun ganske i Almindelighed udtale, at det dog er i høieste Grad forunderligt, at de høiere Theaterembedsmænd ere i den Grad undværlige, at de kunne forlange og erholde Tilladelse til at reise bort i Flok, naar Installeringen paa det nye Theater forestaaer. Dersom dette [sideskift][side 769]ikke er væsenlig en Affaire for Bybude, og dersom man ved Theatret selv har en Interesse for dette Anliggende, der staaer noget i Forhold til den, som Publikum har og saa beredvillig har lagt for Dagen ved de store Offre, det har bragt til det nye Theater, saa staaer unægtelig deres Bortreisen paa det nuværende Tidspunkt som noget saa Uforklarligt, at det fortjener at blive fremdraget". Bladet havde forsaavidt Ret, som der virkelig var givet de tre Paagjældende Permission, men naar det antydedes, at Permissionen for to af de Reisendes Vedkommende — hvorved der vistnok nærmest var sigtet til Fru Heiberg og Berner — var begrundet i Uenighed med Kultusministeriet, saa var dette ialtfald kun Tilfældet med Berner. Efterat han nemlig som det vigtigste Medlem af Bygningskommissionen havde stræbt af alle Kræfter at forhindre, at det nye Theater blev færdigt, saa at man endnu i en Saison maatte spille paa den gamle Scene, mærkede han med Et, at det alligevel vilde blive opført til den kontraktmæssige Tid og kunde derfor nok finde sig beføiet til foreløbig at ønske at fratræde. Hans Modstand mod allerede til Efteraaret 1874 at spille paa det nye Theater maa hovedsagelig have havt sin Grund i, at han frygtede for, at alt Arbeide ved den stærke Forcering senere skulde vise sig at være uforsvarligt, og derfor var det vel ogsaa for at give denne sin Modstand Vægt, at han undlod i rette Tid at gjøre de nødvendige Bestillinger paa Dekorationer og andet Materiel til det nye Theater, skjøndt alle nødvendige Maal forlængst vare fastslaaede. Fru Heiberg havde derimod allerede i Januar 1874 søgt og erholdt Permission for i et Aarstid at rekreere sig i Syden, og det var saa langt fra, at hun laa i Strid med Theaterbestyrelsen eller Ministeriet, at disse to Myndigheder endogsaa paa en meget tydelig Maade viste, hvilken Pris de satte paa hende. [sideskift][side 770]Fru Heiberg, der efter hver af de to foregaaende Saisoners Slutning havde modtaget 300 Rdl. i Gratiale for sin anstrengende og omfattende Virksomhed som Scene-Instruktrice, havde i sin Ansøgning om Permission erklæret sig villig til at give Afkald paa 1000 Rdl. af sin Gage, men efter Theaterbestyrelsens Indstilling modtog hun af Kultusministeriet et Beløb af samme Størrelse, fordi det var hendes Agt paa Reisen til Italien at gjæste Paris, hvor hun vilde gjøre sig bekjendt med det Nyeste og Bedste paa Skuespillets Omraade, særlig med Hensyn til mis-en-scène, og fordi de Erfaringer, hun her gjorde, senere vilde kunne komme Theatret til Nytte. I Begyndelsen af Februar afreiste hun derpaa til Syden, og for de tilbagestaaende Maaneder af Saisonen overtoges Scene-Instruktionen af E. Poulsen, der ogsaa i denne Retning viste sig at være af ikke almindelig Dygtighed.

Skjøndt Virksomheden i Aaret havde været mere end tarvelig, kunde dette dog ikke mærkes paa Theatrets Pengekasse, og naar Statsrevisorerne i deres Betænkning over Statsregnskabet for 1872-73 havde talt om det Spring, der i hint Aar havde været i Theatrets Indtægter, maatte de i Betænkningen over Statsregnskabet for 1873-74 tilstaa, at Indtægten i dette Aar alligevel havde været henved 11,000 Rdl. høiere end i 1872-73, "og det kan ikke nægtes — udbrød Statsrevisionen ligesom med et Suk —, at den gamle Theaterbygning i finantsiel Henseende efterlader sig gode Minder fra sine sidste Dage". Endnu havde man ikke, siden Theatret begyndte sin Virksomhed, havt en saa stor Indtægt som i denne Saison, der blev det gamle Theaters sidste, nemlig 252,891 Rdl. 12 Sk. mod en budgetteret Indtægt af 195,000 Rdl. Men Udgifterne — navnlig de saakaldte "Udgifter af ubestemt Omfang" — havde ogsaa været betydelige, [sideskift][side 771]og Overskudet blev derfor kun 22,344 Rdl. 16 Sk., som sammenlagt med den tidligere oplagte Sum samt tilskrevne Renter bragte Overskuds — Beholdningen op til den betydelige Sum af 156,041 Rdl. 47½ Sk. Denne Sum fandtes imidlertid kun paa Papiret, thi den største Del deraf var inden Saisonens Slutning medgaaet til Opførelsen og Indretningen af den nye Theaterbygning. Abonnementet havde i 1873-74 udgjort 76,826 Rdl. 64 Sk. eller i Gjennemsnit 384 Rdl. 13 Sk., for 55 Forestillinger uden Abonnement var der indkommet 55,620 Rdl. 32 Sk. eller gjennemsnitlig 1,011 Rdl. pr. Aften, og ved 200 Forestillinger med Abonnement havde Salget af enkelte Billetter indbragt 120,444 Rdl. 12 Sk. eller gjennemsnitlig 602 Rdl. 21 Sk. Merindtægten af Salget af Billetter til forhøiet Pris var 10,656 Rdl. 4 Sk. Oktober gav den høieste Indtægt med 32,087 Rdl. 40 Sk. eller gjennemsnitlig 1,035 Rdl. 7 Sk. pr. Aften, og den laveste Indtægt var som sædvanlig i Mai med 23,145 Rdl. 8 Sk. eller i Gjennemsnit 964 Rdl. 36 Sk. pr. Aften. I Renter til Sorø Akademi udbetaltes som sædvanlig 7,623 Rdl. 31 Sk., og Theatrets Gjæld til Akademiet var ved Theateraarets Udgang uforandret 147,583 Rdl. 6 Sk. og 43,000 Rdl. Som Erstatning for Sædtillæg efter Loven af 26de Marts 1870 udrededes der til det fast ansatte Personale 11,568 Rdl. og til det øvrige Personale 3,582 Rdl. 56 Sk.

I Mai 1874 afvikledes Kor-Pensionsfonden i Henhold til kgl. Resolution af 10de Decbr. 1873, og til Dækning af den forhaandenværende Underbalance udredede Theatret et Beløb af 1,766 Rdl. 94 Sk. til Livsforsikkringsanstalten, som fra nu af overtog Koristernes Pensionering. — Det kongelige Theaters private Pensionsfond, som var stiftet den 13de Mai 1863, blev derimod ifølge kongelig Resolution af [sideskift][side 772]23de Juni 1873 hævet fra 1ste Juli s. A., saaledes at der af Fondets Kapitalformue tilbagebetaltes de Interessenter, som vare kongelig ansatte, eller der som Tilskadekomne vare afskedigede efter Fondens Oprettelse, de af dem til Fonden erlagte Bidrag med Rente og Rentesrente, og at den øvrige Del af Formuen tillagdes den eventuelle Alderdomsforsørgelsesfond for det kongelige Theater og Kapel.

Ikke nok med, at man ved Ansættelsen af Hartmann havde gjort et Skridt til at forrykke Feu'ens Natur ved at indføre en garanteret Feu, etablerede Bestyrelsen tillige i dette Aar et ganske nyt Princip, hvorefter en Skuespiller eller Sanger kunde være i to forskjellige Feu-Klasser. Christophersen og Simonsen rykkede nemlig som Sangere op i 1ste Klasse B, medens de for deres Virksomhed i Skuespillet som hidtil lønnedes med Feu af 2den Klasse, og C. Price, der som Skuespiller var i 3die Feu-Klasse, fik for sine mimiske Roller i Balletten Feu af 2den Klasse. Konsekventsen af dette uheldige Princip var jo den, at naar en Sanger af 1ste Feu-Klasse B med ringe Held blev benyttet i Skuespillet — Noget, hvorpaa man havde seet Exempler —, da burde han for denne sin Virksomhed nedsættes i en lavere Feu-Klasse; men dette skete naturligvis ikke.

Hele den Linde-Bernerske Bestyrelsestid havde i en usædvanlig Grad udmærket sig ved Gratialer, extra Honorarer osv., og hermed vedblev man indtil det Sidste. Da Balletten "Napoli" oplevede sin 100de Opførelse, dekoreredes Bournonville med Danebrogsmændenes Hæderstegn og fik et Gratiale af 100 Rdl.; i denne Saison gik Balletten for 150de Gang over Scenen, og Theaterbestyrelsen fandt sig i den Anledning forpligtet til at udbetale ham et extra Honorar af 300 Rdl. Da den svenske Forfatter Fr. Hedberg i sin Tid solgte [sideskift][side 773]"Brylluppet paa Ulfsbjerg" til det kongelige Theater, fik han strax 150 Rdl. og efter den tiende Opførelse et Tillægshonorar af 100 Rdl., medens der udbetaltes H. P. Holst 200 Rdl. for Oversættelsen. I denne Saison blev Stykket opført for 50de Gang, og Bestyrelsen var da saa gentil yderligere at sende den svenske Forfatter 200 Rdl. Denne Gentilitet ligeover for Balletten og fremmede Digtere tog sig lidt underlig ud i Modsætning til den ringe Opmærksomhed, der vistes Landets egne Digtere.

Den 21de December 1873 havde Theatret et lidt aparte Udseende. Arbeiderne paa Kjøbenhavns Gasværk havde nemlig nedlagt Arbeidet for at tiltvinge sig høiere Løn, og som Følge deraf var det umuligt at forsyne Hovedstaden med tilstrækkelig Gas. Derfor var ogsaa Theatret paa denne Aften indvendig overalt belyst med Olielamper, medens der udenfor anbragtes Begfakler.

Paa den nye Theaterbygning arbeidedes der rask i Aaret 1873-74, men dog gik det ikke saa hurtig, som man fra først af havde ventet og haabet. I Maanederne Marts til Juni 1873 var Berner eneste Medlem af Kommissionen, hvilket ikke kunde Andet end forhale alle Afgjørelser, og skjøndt Kaptain Müllers Indtræden i Kommissionen bragte nyt Liv, begyndte Ministeriet dog at nære Tvivl om, hvorvidt Bygningen virkelig kunde blive færdig til den i Kontrakten fastsatte Tid. Den 16de September mindede det derfor Bygningskommissionen om Indgivelsen af en Arbeidsplan, som viste, at Arbeidet, naar denne fulgtes, vilde blive færdigt i rette Tid, og da det i den Anledning modtog forskjellige Oplysninger fra Kommissionen, overlod det vel Kommissionen at vælge den Vei, som maatte ansees for den hensigtsmæssigste, men udhævede dog tillige særlig, at Ministeriet derved maatte sættes istand [sideskift][side 774]til at overbevise sig om Muligheden af at naa Maalet i rette Tid, ligesom det i Anledning af en allerede dengang af Kommissionen yttret Tvivl om, hvorvidt Bygningen, selv om den blev færdig i rette Tid, kunde benyttes af Theatret, tillige tilføiede, at det maatte ansees for aldeles nødvendigt at skjelne mellem selve Theaterbygningen og Theatrets Drift i denne. Derefter tilskrev Ministeriet under 9de Oktober Theaterchefen, at Ministeriet maatte arbeide hen til at faa den nye Bygning færdig og det gamle Theater nedrevet, for at det omliggende Terrain kunde reguleres inden Begyndelsen af Saisonen 1874-75, og anmodede ham om, forsaavidt det mod Forventning skulde vise sig, at den nye Bygning ikke kunde tages i Brug, at være forberedt paa, hvorledes denne Eventualitet skulde mødes. Da Ministeriet nu ikke fra Bygningskommissionen modtog de saaledes gjentagne Gange begjærede Oplysninger, forlangte det paany under 19de December 1873 udtømmende og klare Meddelelser om Forholdet i det Hele, og da dette Heller ikke førte til noget Resultat, sammenkaldte Ministeriet den 14de Januar 1874 Bygningskommissionens Medlemmer, Arkitekterne, Entrepreneurerne og Ministeriets Embedsmand for gjennem en mundtlig Diskussion at komme til Klarhed om Sagens forskjellige Punkter. Paa dette Mode erklærede Arkitekterne og Entrepreneurerne, at Bygningen nok skulde blive færdig i rette Tid, saafremt de blot fra Bygningskommissionen kunde faa de Ordrer og Afgjørelser, som vare nødvendige til Arbeidets Fremme, hvorimod Kommissionens Medlemmer tvivlede om Muligheden af at faa Theatret færdigt til kontraktmæssig Tid. Som Følge heraf blev Kommissionen nogle Dage senere opfordret til med al Energi at fremme de endnu tilbagestaaende specielle Sager, for at man kunde komme til en Afslutning. Denne Skrivelse sandt endelig [sideskift][side 775]Kommissionen sig beføiet til at besvare under 24de s. M., idet den bemærkede, at den af Entrepreneurerne forelagte Arbeidsplan nødvendig maatte føre til en saadan Foræring af Arbeidet, at dettes Godhed og Forsvarlighed vilde lide derved, samtidig med at det alligevel var en stærk Tvivl underkastet, hvorvidt det vilde blive muligt at faa Bygningen færdig i rette Tid. Efterhaanden fik nu Ministeren Øinene op for, at der af Berner — Kommissionens vigtigste Medlem — gjordes alt Muligt for at forhale enhver Afgjørelse, hvorved saavel Arkitekter som Entrepreneurer hindredes i deres Virksomhed, og dette maatte navnlig staa klart, da Entrepreneurerne, som forgjæves havde søgt at faa en endelig Besked af Kommissionen angaaende Varme- og Ventilationsapparatet, under 29de Januar nedlagde bestemt Paastand om Fritagelse for at betale den ifølge Kontrakten bestemte meget betydelige Mulkt, hvis Indlægningen af Varme- og Ventilationsapparatet maatte forsinke Arbeidets Fuldførelse i rette Tid. Der blev vel svaret herpaa af Ministeriet, at man ikke uden en nærmere Paavisning af Rigtigheden af Entrepreneuernes Paastand kunde gaa ind paa at fritage dem for den eventuelle Mulkt, men det stod samtidig klart for Ministeriet, at vilde man naa Maalet, maatte der friste Kræfter ind i Kommissionen. Ministeriet var da saa heldigt at træffe et ganske udmærket Valg. Kunstakademiets Direkteur, Etatsraad F. Meldahl indvilgede i at overtage Formandsposten i Kommissionen, og Kontorchef i Kultusministeriet, Justitsraad C. F. Schwartzkopf fik Ordre til ligeledes at indtræde i Kommissionen, hvilken Ministeriet nu i Erkjendelse af, hvor nødvendigt det var at gaa frem med Energi, hvis Maalet skulde naaes, ikke tog i Betænkning at give en ved Omstændighederne paabuden Handlefrihed i alle de Tilfælde, hvori en saadan ansaaes for uundgaaelig [sideskift][side 776]nødvendig til Værkets Fuldførelse. Det var de Rette, til hvem man her havde henvendt sig. I Meldahl havde man faaet en udmærket Akkvisition, hvad Bygningsvæsenet angik, og Schwartzkopf var ved en mangeaarig Syslen i Ministeriet med Theatrets Affairer særlig velskikket til at varetage de Interesser, som det hidtil nærmest havde paahvilet Intendanten at have Vie med, og i en Henseende mødtes begge de to nye Kommissions-Medlemmer: i usædvanlig Arbeidsdygtighed og utrættelig Energi. Neppe kom Berner til Kundskab om, hvem de to nye Medlemmer vare, for han indsaa, at hans Rolle i Kommissionen var udspillet, hvorfor han ogsaa anmodede Ministeriet om at maatte udtræde, hvilket ogsaa blev bevilget ham saavelsom Kaptain Müller, der ønskede at følge Berners Exempel, hvorefter man formaaede Oberst L. A. Petersen til at indtræde i Müllers Sted. Det var, som der var kommet nyt Liv i Alle ved de nye Medlemmers Tiltræden, og allerede inden Udgangen af Marts havde man faaet en endelig Afgjørelse paa samtlige henstaaende Spørgsmaal, alene med Undtagelse af Spørgsmaalet om Underkjørslerne o. l., som ikke berørte Sagens væsenligere Punkter. Den 14de Februar kunde man flytte Theaterkontorerne, der imidlertid havde været i Ministerialbygningen, over i den nye Administrations- og Magasinbygning, den 10de Marts heisedes den med en gylden Krone og Lyre prydede Krands oppe paa den nye Bygnings mægtige Kuppeltag, medens der fra alle Stilladser vaiede Flag, Aftenen efter vare alle ved Bygningen medvirkende Arbeidere, 300 i Tallet, inviterede i Theatret, hvor der opførtes "Pernilles korte Frøkenstand" og "Livjægerne paa Amager", medens Operisterne sang endel firstemmige Sange og V. Wiehe under ustandseligt Bifald deklamerede "Døbeln ved Jutas", og den 1ste September [sideskift][side 777]overleveredes det nye Theater af Entrepreneurerne til den konstituerede Theaterchef, idet Kommissionen ved Overleveringsforretningen erkjendte, at Entrepreneurerne, skjøndt enkelte Arbeider stod tilbage, maatte under saa vanskelige Omstændigheder som de, hvorunder de havde arbeidet, ansees for at have opfyldt deres Forpligtelser efter Kontrakten, og det saameget mere som de tilbagestaaende Arbeider ikke vare af anden Natur, end at de kunde fuldføres, inden Theatret selv var istand til at begynde sin Virksomhed, og uden at deres Fuldførelse saaledes greb forstyrrende ind i denne. Dette viste sig ogsaa at være Tilfaldet, idet den endelige Aflevering til den konstituerede Theaterchef fandt Sted den 1ste Oktober 1874, til hvilken Dag Prøverne vare ansatte at begynde.

Af Komiteen til Theatrets kunstneriske og dekorative Udsmykning blev der den 9de April holdt et Møde, paa hvilket Bille som Ordfører for Forretningsudvalget gav en Oversigt over, hvortil de indkomne Penge vare anvendte. De Summer, der hidtil vare anviste, vare følgende: 1) 12,000 Rdl. til Steins Broncestatue af Holberg med tilhørende Fodstykke og Sokkel samt til Omkostninger ved Flytningen af Bissens Statue af Oehlenschlæger fra St. Annæ Plads til Kongens Nytorv; 2) 8,000 Rdl. til Rings store Gruppe paa Frontespicen; 3) 2,400 Rdl. til de to Muser Euterpe og Terpsikore, som modelleredes af Billedhugger Prior og skulde anbringes paa Façaden ud mod Hôtel du Nord; 4) 11-12,000 Rdl. til en Mangfoldighed af ydre arkitektoniske Prydelser, saasom Sfinxer, Trefødder, Genier, Masker, Guirlander, Indskriftstavlen, Ornamenter o. l.; 5) 25,000 Rdl. til Tilskuerpladsens Udsmykning, der var overtaget af Landskabsmaler Carl Aagaard og Maler Fristrup, og som bestod dels af Loftsdekorationen — de ni Muser i hele [sideskift][side 778]Figurer —, dels af Prosceniets Maling og Forgyldning, dels af Dekorationen af Konge- og Hofdame-Logerne samt Logebrystningerne; 6) 1000 Rdl. til Fortæppet, som med det gamle Fortæppe til Forbillede udførtes af Aagaard og Historiemaler Otto Bache, og 7) 15,000 Rdl. til Udførelsen af de arkitektoniske Hovedlinier som Forberedelse til den senere kunstneriske Udstyrelse af Lokalerne udenom Tilskuerpladsen (Trapperne, Vestibulen, den runde Gang omkring Balkon-Etagen, den store Foyer osv.). Ialt var der disponeret over 74,000 Rdl., medens der foruden Renter hidtil kun var indkommet henved 68,000 Rdl. Da der nu ialt ønskedes et Beløb af 100,000 Rdl., for at Udstyrelsen af Theatret kunde blive nogenlunde saaledes, som Arkitekterne havde tænkt sig den, besluttede Komiteen at udstede en ny Opfordring til Landets Borgere om at skjænke Bidrag, og efterat "Dagbladet" for den 20de Marts havde indeholdt en smuk og varm Henvendelse af Meldahl til Alle, der havde Sands og Smag for dansk Kunst, om at skyde de manglende 30,000 Rdl. til, fremkom den nye Opfordring fra Komiteen den 10de April. Komiteen fik strax enkelte betydelige Bidrag: fra den i 1854 sammentraadte Komite til at reise Holberg en Statue i Kjøbenhavn indbetaltes 2,215 Rdl. 51 Sk., og fra Bestyrerne for "det Holbergske Samfund" fremsendtes 1,529 Rdl. 70 Sk., foruden at saavel Kasino som Folketheatret gav en Forestilling til Indtægt for det nye Theaters Udsmykning. Dog naaede man ikke op til de ønskede 100,000 Rdl., idet det endelige Beløb af frivillige Bidrag ikke løb op til mere end ca. 82,500 Rdl.

Inden Kunstens nye Tempel stod færdigt, var dens gamle Hjem allerede jævnet med Jorden. Den 126aarige Bygning, paa hvilken der i Tidernes Løb var blevet ombygget og omkalfatret saaledes, at denne, der i sin Tid havde været [sideskift][side 779]en arkitektonisk Prydelse for Hovedstaden, nu var en ligefrem Skandale, var den 5te Juni 1874 bleven afleveret til Entrepreneurerne, og nogle Dage senere begyndte Nedbrydningen. Men var det gamle Theaters Udseende end sørgeligt, saa havde denne Bygning dog saa stolte Minder at se tilbage paa, at man næsten med Vemod kunde se den forsvinde fra Jordens Overflade. Det var her, i denne simple, tarvelige Bolig, der først i 1772 stk Prædikat af kongelig Skueplads, at Holberg havde samlet Akteurerne, efterat Frederik den Femte havde givet Tilladelse til, at man paany maatte opføre Skuespil, her havde Wessel slaaet den franske Paryk-Stil ihjel, her gjenfødtes den danske Digtekunst med Ewald, her skabtes Balletten af en Kunstner som Galeotti, her fremstod Oehlenschlæger med sine epokegjørende nordiske Heltespil, hvorved en ny Æra i Theatrets Historie indviedes, her var det, at Heiberg under Spøg og Latter indførte Vaudevillen, og her havde Skuespilforfattere som Hertz, Hauch, Overskou og Hostrup virket, medens Komponister som Schulz, Kunzen og Hartmann den Ældre vare efterfulgte af Kuhlau, Weyse og I. P. E. Hartmann, samtidig med at der af Bournonville var skabt en national Ballet, — Alt dette var i store Træk Minder om det gamle Skuespilhus, der vel var lille og tarveligt, men i hvilket Kunsten dog i mange Aar havde siddet til Høibords, om det gamle Skuespilhus, der nu maatte forsvinde for at give Plads for den nye Pragtbygning, i hvilken Alle haabede, at der vilde røre sig et nyt, frisk Liv til Held for den danske Skuespilkunst, der med Rette tidligere havde havt et Navn, som var gaaet vide ud over Fædrelandets Grændser.

---