[sideskift][side 700]Det er vedvarende Guldalderen for det kongelige Theater. Man kan ikke tilnærmelsesvis tilfredsstille det stadig voxende Begjær efter Billetter, Publikum strides formelig om at komme i Theatret til fordoblet Pris, Billetsjouerne gjøre [sideskift][side 701]storartede Forretninger, Theatrets Pengekasse fyldes helt op til Randen, Tilskuerne juble af Henrykkelse over Præstationerne, og Alt trives saaledes ganske udmærket, Alt — undtagen den sande Kunst. For den drages der ingen Omhu, paa den tænker Bestyrelsen ikke, men er glad og fornøiet, naar en Forestilling blot er præsentabel, Resten maa saa de kommende Tider sørge for. Hvad gjør det ogsaa, at de faa store Talenter efterhaanden ældes og tage Afsked, uden at Theatret rekruterer sit Personale med Kræfter, der kunne arbeide i de Ældres Fodspor og holde den Tradition, i hvilken Nationaltheatret har søgt sin Styrke og Storhed, høit i Ære, hvad gjør det ogsaa, naar man bare sørger for at have en stor Overskudsbeholdning? Naar man kun har Penge, kan man jo altid skaffe Kunstnere tilveie, mener Bestyrelsen, og derfor sørger den fremfor Alt for Kassens Tarv, saa veed den, at den er sikker paa at blive paa sin Plads og paa at faa en hæderlig Omtale af Majoriteten i vort Folkething. Penge er Løsenet; som Berner regerer Theatret og Skuespillerne ved Penge, saaledes ere Pengene ogsaa hans kunstneriske Maal, og hvad han vil, det underskriver Linde. Og Regeringen billiger denne Fremgangsmaade. Det er i det Mindste ikke muligt at faa Andet ud, naar man seer Ministeriet vedvarende slaa sig til Ro med denne Bestyrelse og Etatsraaden forfremmes først til Konferentsraad og i dette Theateraar til Kommandeur af Danebroge af anden Grad.

At Theatret trods alle de Opfordringer, der vare fremkomne, ikke havde givet en eneste Forestilling i Sommerens Løb for de mange Fremmede, som Industri- og Kunstudstillingen havde lokket til Hovedstaden, kunde fra et kunstnerisk Standpunkt forsaavidt forsvares, som flere af [sideskift][side 702]Theatrets bedste Kræfter vare nødte til i Sommermaanederne at søge Rekreation ved forskjellige Badesteder, og det saaledes var umuligt at give saa fuldkommen gode Forestillinger, som det var ønskeligt, men at Theaterkassen vilde have staaet sig udmærket, ved at der blev spillet i en Del af Sommeren, det er afgjort, og dette viste sig bedst ved den stærke Tilstrømning, som fandt Sted i September Maaned, i hvilken Udstillingen endnu stod aaben. Forestillingerne begyndte først den 2den September, idet den 1ste var en Søndag, og allerede faa Dage senere bragtes den første Nyhed frem, "En Fortid", Skuespil i to Akter af Thornam. Forfatteren havde varieret det gamle bekjendte Thema, at en Fortid, der ikke er uden Pletter, kaster en Skygge over en Mands hele efterfølgende Liv, og at en Skurk, der af en Hændelse er bleven vidende om denne Fortid, søger at paatvinge sig denne Mand som Svigersøn ved at true ham med at afsløre hans Hemmelighed for Verden. Men skjøndt Ideen ikke saaledes var ny, havde Forfatteren dog skabt en virkelig spændende Handling og skildret et Par af Personerne meget heldig, og Stykket vandt derfor ogsaa Bifald, tilmed da det spilledes godt særlig af E. Poulsen som Amerikaneren James Handerleigh og Rosenkilde som Grosserer Wendler.

Først hen i Januar havde Bestyrelsen drevet det saa vidt, at den anden Nyhed kunde komme frem, en Nyhed, hvorom der i lange Tider havde været talt, og hvoraf man ventede sig overordenlig Meget. Denne Nyhed var "Bertran de Born", lyrisk Drama i tre Akter af Ernst von der Recke med Musik af P. Heise. Den unge Forfatter, der her debuterede med saa afgjort Held, havde benyttet den brogede og livfulde Baggrund, som Troubadourvæsenet frembyder, og tegnet et kjækt Billede af hin berømte Herre til [sideskift][side 703]Autafort, som i det tolvte Aarhundrede uafladelig satte Splid mellem Henrik den Anden af England og hans Sønner. Men Bertran de Born havde sit største Ry som Troubadour, og naar han derfor skulde skildres som Hovedpersonen i et Drama, maatte det stærkt akcentueres, at hans Sange ikke vare lyriske Udbrud, men ildfulde, begeistrede Opraab, som opflammede Tilhørerne og bragte dem i Vaaben mod de Mænd, Troubadouren angreb i sine "Sirventes". Dette havde ogsaa Digteren gjort, navnlig i Stykkets to sidste Akter, som derfor ogsaa vare de mest vellykkede. Saaledes bringer Bertran i anden Akt ved sin Sang de franske Baroner til at opsige Henrik den Anden Huldskab og Troskab, hvad der danner Stykkets egenlige Vendepunkt, og i tredie Akt opnaaer Troubadouren atter ved sine Ords og Toners Magt at vinde den engelske Konge, som han kort i Forveien har været med at beseire paa Valpladsen, for sig. Der var ganske vist i Bygningen af dette Arbeide ikke Lidet, der røbede Begynderen, men alligevel vidnede det om et ikke almindeligt Talent, og vare end adskillige Scener — navnlig i anden Akt — overordenlig brede, saa gav de til Gjengjæld et saa udmærket og stemningsfuldt Billede af hele Tidsalderen, at de ikke kunde Andet end interessere. Hertil kom, at Dialogen vor skreven i et smukt og poetisk Sprog, og at Skildringen af Hovedpersonerne var ualmindelig vellykket. Navnlig var det et usædvanlig fyldigt Billede, der var tegnet af Stykkets Helt, hos hvem den snilde Kløgt vexlede med den hensynsløse Tapperhed, den bittre Hævnfryd med den ridderlige Optræden som Dommer, og efter ham havde Forfatteren med særlig Forkjærlighed dvælet ved Udarbeidelsen af Kongen og af Grevinden af Gray, en fint og yndig skildret Kvindeskikkelse. Heise havde været overordenlig heldig [sideskift][side 704]med den Musik, han havde komponeret til Stykket; ikke alene Ouverturen og Mellemaktsmusiken vare meget stemningsfulde, men Bertrans Romancer, paa hvilke der laa den største Vægt, vare ualmindelig karakteristiske, fulde af Liv og Melodi. De mange Romancer i Stykket gjorde, at V. Wiehe, der ellers vilde have været som skabt til at spille Troubadourens Rolle, maatte frasige sig den og udføre Henrik den Anden, som han spillede med stor Virkning og mægtig Høihed, og Hovedrollen tilfaldt derfor E. Poulsen, som skilte sig overraskende godt fra den vanskelige Opgave, idet han ikke alene ypperlig karakteriserede de vexlende Sindsstemninger hos Bertran, men tillige foredrog Sangene med megen Smag, Følelse og Aand. Ogsaa Frk. Dehn, der som Grevinden af Gray havde den tredie betydelige Rolle i Stykket, løste paa en smuk Maade den Opgave, der her var stillet hende. Der var anvendt ikke Lidet paa at udstyre Dramaet, og det var sat ualmindelig smukt i Scene, men det gjorde da ogsaa en Lykke, som neppe Nogen havde ventet sig saa stor. Skjøndt Stykket først fremkom i Januar, opførtes det ikke mindre end 13 Gange i denne Saison, og da det næste Theateraar var til Ende, havde det allerede oplevet 25 Forestillinger, der alle vare givne for udmærket Hus.

"En Aften paa Giske" var et ældre Arbeide af A. Munch, som i flere Aar havde foreligget trykt. Det var et kjønt lille historisk Stykke, i hvilket Handlingen foregaaer under Olaf den Hellige. Medens Thorberg Arnesøn, Herren til Giske, er borte fra sit Hjem, søger den af Kong Olaf for fredløs erklærede Islænder Stein Skaftessøn Ly paa Gaarden og modtages venlig af Thorbergs Hustru Ragnhild og deres Søn Eystein Ore. Thorberg kommer hjem og vil ikke huse Islænderen, men dog Heller ikke udlevere ham til [sideskift][side 705]Kongen, og da Ragnhild og Eystein mene, at Stein bør blive, true de tilsidst med i Forening med ham at ville forlade Giske, hvis han udvises derfra. Da kommer Olaf den Hellige forklædt som Bonde til Gaarden og overværer Familiestriden, som han bilægger. Stykket, hvis Slutning var lidt mat, behagede i det Hele og blev godt spillet, navnlig af V. Wiehe, der med en Friskhed og Fyldighed uden Lige fremstillede Islænderen, og som især høstede stærkt Bifald for sin vidunderlig deilige Fremsigelse af Visen. Fru Nyrop havde i Ragnhild faaet en Rolle, der laa godt for hende, og Scharff, der atter var kommen sig efter sit uheldige Fald Aaret i Forveien, forsøgte sig paany som Skuespiller i Eystein Ores Rolle, uden at dette Forsøg dog kunde siges at love Noget for Fremtiden. Da hans Karriere som Dandser jo var bleven standset ved hans Fald, havde han søgt og faaet sin Afsked med den høieste Pension, der kunde tillægges ham, som den, der var kommen tilskade i selve Tjenesten, men da der ikke viste sig Udsigt for ham til at kunne bryde sig nogen ordenlig Bane ved Theatret som Skuespiller, trak han sig tilbage ved Saisonens Slutning og modtog et Engagement ved Folketheatret.

Den næste Nyhed paa Repertoiret var "Et Svar", en Bagatel, der paa Plakaten ikke med Urette kaldtes "dramatisk Situation", men den anomyme Forfatter havde paa en saa smuk Maade og tillige med saa stort Lune skildret hele den Skala af Følelser og Stemninger, som en ung Pige gjennemgaaer, idet hun bereder sig til at besvare et Frierbrev, som hun først vil sende et Afslag, men ender med at give sit Ja, at det lille Arbeide virkelig maatte kaldes vellykket. Den unge Pige, der egenlig bærer hele Stykket, blev spillet baade smukt og naturlig af Frk. Schnell, og blandt de øvrige [sideskift][side 706]Rollehavende udmærkede kun O. Poulsen sig ved sin moderate og velberegnede Udførelse af en saa vanskelig lille Rolle som Konditorsvendens.

Ogsaa med den næste Nyhed maatte Theatret siges at have havt Held med sig, idet det originale Lystspil i to Akter "Sandt og Usandt" vandt stærkt Bifald og i Virkeligheden var et med Talent og Livlighed skrevet Skuespil. Stella, en ung uerfaren Pige, er bleven forlovet med en Lieutenant Arnold, og dennes blaserede, usande Væsen træder først klart frem for hende, da hun lærer at kjende den unge Maler Einar Juul, som danner en stærk Modsætning til Lieutenanten ved at være Sandheden og Naturligheden selv i hele sin Færd og Tænkemaade. Herved faaer den unge Pige Øinene op, hun føler, at hun aldrig har elsket Lieutenanten, og at det er Maleren, der eier hele hendes Hjerte; og Arnold maa som Følge deraf fortrække. Handlingens Spinkelhed og den Omstændighed, at den anonyme Forfatter kun ganske løst havde markeret Overgangen hos den unge Pige fra den ene Kjærlighed til den anden, glemte man imidlertid over den kvikke Dialog og de mange pudsige Indfald, hvortil kom, at Stykket fik en ypperlig Udførelse af Frk. Schnell som den unge Pige, E. Poulsen som Maleren, Rosenkilde, der havde skabt et Pragtexemplar af en lidt blødhjernet Etatsraad, og Fru Sødring, der var ikke mindre glimrende som den for sine Pensionairer levende Fru Thrane.

Det lille enakts Lystspil "Jeg er Enke", af den franske Forfatter Edouard Pailleron, var en net lille Bagatel, som gav et ganske fint Billede af Pariserlivet og blev spillet fortræffelig af Fru Eckardt og Hultmann. — Ogsaa en anden af de nyere franske Forfattere præsenteredes i denne [sideskift][side 707]Saison for det danske Publikum, nemlig Edmond Gondinet, hvis fireakts Komedie "Christiane" var et i mange Henseender interessant og dygtigt Arbeide, der vandt stærkt Bifald. Interessen fremkaldtes navnlig ved, at Publikum her endelig engang fik at se et Arbeide af den nyere franske dramatiske Skole, et Arbeide, hvor Alt med sjelden Skarphed og Sikkerhed var tegnet efter Virkeligheden. Der forelaa her en virkelig dramatisk Konflikt, ud af hvilken Stykket var fremgaaet, og omkring hvilken det var formet, og alle Personer i Stykket talte og handlede som lyslevende Mennesker, hvorfor Komedien ogsaa helt igjennem gjorde Indtryk af at være et sanddru og paalideligt Billede af det Liv, det skildrede. Den nye Opgave, der her var stillet Theatrets Kræfter, løste disse meget tilfredsstillende. Grev Robert de Noja var en Rolle, der var som skreven for V. Wiehe, Christiane spilledes med Følelse af Frk. Schnell, Hultmann var fortræffelig som Doktoren og Frk. Nielsen som Baronessen, Adrienne udførtes med stor Elskværdighed af Fru Eckardt, E. Poulsen skabte en meget morsom Figur ud af Achille Beaubriand, og J. Wiehe gjengav ikke uden Held Bankieren Maubrays mørke Sindsstemning.

Den nye Opera, som Emil Hartmann i denne Saison fik opført, vandt ikke videre Bifald og maatte allerede efter fire Opførelser henlægges. Det var den gamle, velbekjendte Text fra "Ludovic", der her i en ny Bearbeidelse af A. Hertz gik igjen under Navnet "Korsikaneren", men skjøndt det overalt i Pressen hed, at Texten frembød heldige Situationer, at Musiken var velklingende, og at den harmonisk-instrumentale Behandling virkelig bar Vidne om Talent, saa var Publikum enigt om at finde Syngestykket saa kjedeligt, at Ingen gik i Theatret for at høre det. Større [sideskift][side 708]Held havde Bestyrelsen ikke med den anden Nyhed, Syngestykket "Duen". Jules Barbier og Michel Carré havde skrevet en Text, der behagede Publikum saa lidt, at man efter Tæppets Fald hørte en kraftig Hyssen, og denne havde end ikke Gounods iørefaldende, lette og virkelig smukke Musik formaaet at holde tilbage. — Et ligesaa magert Udbytte gav det af Bournonville komponerede Balletdivertissement "Mandarinens Døttre", hvis spinkle Handling med de fortærskede kinesiske Figurer aldeles ikke slog an hos Publikum. Kun Et morede man sig over, nemlig over et ypperlig arrangeret Skak-Parti med levende Personer istedetfor Brikker, men trods den gode Udførelse, en smuk Dekoration af Güllich og en kjønt arrangeret Musik af W. Holm var dette ikke i Stand til at bære Balletten oppe, og skjøndt den oplevede ikke saa faa Opførelser, tør man dog langtfra deraf drage den Slutning, at den behagede.

Hvorledes Publikums Smag var foranderlig, derpaa fik man et godt Bevis i denne Saison, da "Syvsoverdag" opførtes efter to og tredive Aars Hvile. I 1840 havde denne henrivende romantiske Komedie ikke kunnet drive det til flere end fem Opførelser, hvilket havde sin Grund dels i den paa et Par Undtagelser nær slette Udførelse, dels i det elendige Maskineri og dels i de usle Dekorationer. Nu var Alt dette forandret. Maskineriet virkede med upaaklagelig Præcision, Dekorationerne vare kunstnerisk udførte, og Udførelsen var i det Hele meget god. Phister som Hummelskou, Rosenkilde og Fru Sødring som Ægteparret Max og O. Poulsen som Balthasar vare udmærket paa deres Plads, hvorimod Frk. Schnell, uden hvis Medvirkning det næsten syntes at være Bestyrelsen en Umulighed at tænke sig noget Stykke opført, i Anna havde faaet en Rolle, der laa udenfor [sideskift][side 709]hendes Evners Omraade. Men fik Stykket en god Udførelse af Nutidens Figurer, da var dette ogsaa i samme Grad Tilfældet med Fortidens, og V. Wiehe som Valdemar Atterdag, Fru Eckardt som Dronning Helvig og E. Poulsen som Skjalden Thorstein vare hver for sig fortræffelige. Stykket oplevede i denne Saison ikke mindre end tolv stærkt besøgte Opførelser. — I "Kjøbmanden af Venedig" havde E. Poulsen efter Mantzius' Afgang overtaget Shylocks Rolle, som han i mange Maader skilte sig godt ved og vandt stærkt Bifald for. Modsat Forgængeren havde han i sit Spil særlig lagt an paa at fremhæve, at Shylock var en Jøde, og frembragte derved i mange Scener stærk Virkning, især da han spillede med megen Lidenskab, men medens Mantzius ved fortrinsvis at lægge an paa det Patriarkalske havde udvisket noget af Virkningen ved Figuren, trak Efterfølgeren den maaske lidt for langt ned ved sin specifike Fremhæven af Jødenaturens Skyggesider. I saa Henseende spillede han sig dog op ved de senere Forestillinger, og hans Skildring i Rettergangsscenen af Shylocks voxende Had og Begjærlighed efter at se Lovens Bogstav opfyldt, indtil han tilintetgjort vakler ud og sønderknust styrter til Jorden for at gribes i Faldet, var af en gribende Virkning. — Efter et mindre heldigt Forsøg paa at lade J. Wiehe erstatte Mantzius i "En Kone, der springer ud af Vinduet", i hvilket Stykke Fru Jacobson nu spillede Madam Shoppen med megen Dygtighed, fik hun en stor Opgave at løse ved efter eget Ønske at spille Lucretia i "Den Vægelsindede". Denne Opgave laa endel over hendes Kræfter; i alle de Aar, det kongelige Theater havde bestaaet, havde kun en Eneste formaaet at spille denne kamæleontiske Figur til Fuldkommenhed, og Fru Heiberg havde endnu ikke fundet sin Lige; Fru [sideskift][side 710] Jacobson havde øiensynlig udarbeidet Rollen med megen Smag og Omhu, og mange Detailler lykkedes hende godt, men hun havde ikke den Fortrøstning til sit Talent, at hun fuldstændig turde hengive sig i alle de Sindsstemninger, der afvexlende regere i Lucretias Hjerte, og hendes Spil blev derfor, hvor forstandigt det end var, lidt farveløst og uden den tilbørlige Virkning.

De musikalske Arbeider, som i denne Saison gjenoptoges, vare "Elskovsdrikken", "Roben af Normandiet" og "Den lille Rødhætte". I den anden af disse Operaer sang Fru Erhard-Hansen — som Frk. Pfeil ved sit Giftermaal i Efteraaret var bleven — Alice med megen Smag, ligesom hun senere frapperede ved sin fuldendte Udførelse af Margrethes Rolle i "Faust", og i "Den lille Rødhætte" vandt Simonsen stærkt Bifald for sin udmærkede Udførelse af Baron Rodolphes Rolle, ligesom Nanette og Grev Roger vare i gode Hænder hos Fru Levinsohn og Christophersen. — Af Balletter gjenopførtes ikke mindre end fem i dette Theateraar, og i de fleste af dem gaves der Frøken Westberg, som fra denne Saisons Begyndelse var bleven engageret ved Theatret, Leilighed til at vise sine ikke almindelige Evner som Dandserinde.

Den forholdsvis betydelige Anstrengelse, som det havde kostet Theatrets Bestyrelse at bringe de ovenomtalte Nyheder frem, belønnedes da ogsaa ved, at Indtægten steg i en betydelig Grad, og i Statsrevisorernes Betænkning over Statsregnskabet for 1872-73 hed det derfor om Theatret: "Indtægterne have i de tre foregaaende Aar været i en rask, men nogenlunde jævn Fremgang. Stigningen i 1872-73 maa derimod kaldes et Spring. Den høieste Indtægt af Forestillingerne, Theatret hidtil havde at opvise, var 212,840 Rdl. [sideskift][side 711] i 1871-72; i det foreliggende Aar har Indtægten været 241,860 Rdl. 28 Sk. eller ca. 29,000 Rdl. udover den hidtil høieste Indtægt." Theatret — hvis Indtægt for 1872-73 var budgetteret til 190,000 Rdl.*) mod 180,000 Rdl. Aaret forud — havde derved et Overskud af 30,231 Rdl. 44 Sk., og dets Kapitalformue var ved Saisonens Slutning 84,000 Rdl. i kgl. Obligationer og 43,067 Rdl. 94½ Sk. i Kontanter samt 3,269 Rdl. 33 Sk. i indvundne Renter. Gjennemsnitsindtægten af samtlige Forestillinger var 941 Rdl. 8½ Sk., hvilket var mere end 100 Rdl. høiere end Indtægten i noget foregaaende Aar. Indtægten af Abonnementet var gjennemsnitlig 355 Rdl., hvilket kun var 14 Rdl. 16 Sk. mere end Aaret i Forveien, Indtægten af enkelte Billetter ved Abonnementsforestillinger var i Gjennemsnit 569 Rdl. 58 Sk., og Indtægten af Forestillinger uden Abonnement løb op til 998 Rdl. 89 Sk. eller noget nær 1000 Rdl. pr. Aften. Hvorledes Begjæret efter Billetter tog til i dette Aar, fremgaaer bedst deraf, at medens Merindtægten ved Salg af Billetter til forhøiet Pris i 1871-72 udgjorde 4,370 Rdl. 56 Sk., beløb den sig derimod i 1872-73 til 12,218 Rdl. 68 Sk. Den høieste Gjennemsnitsindtægt gav September — i hvilken Maaned Industriudstillingen endnu stod aaben — med 1,079 Rdl. 82 Sk. for hver Forestilling. Den høieste samlede Indtægt faldt derimod paa Oktober Maaned med [sideskift][side 712]31,731 Rdl. 72 Sk. eller gjennemsnitlig 1,023 Rdl. 58 Sk. pr. Aften, og den laveste Indtægt gav, ikke som sædvanlig Mai, men December med 21,897 Rdl. 56 Sk. eller i Gjennemsnit for hver Aften 782 Rdl. 5 Sk. Det er en Selvfølge, at der under saa gunstige pekuniaire Forhold betaltes Renter af Gjælden til Sorø Akademi.

Efterat Mantzius var bleven afskediget fra Theatret, havde Bestyrelsen været nødsaget til at se sig omkring efter En eller Anden, der mulig kunde gaa ind i den Afskedigedes betydelige Repertoire, og Bestyrelsens Valg faldt paa Fredrik Adolph Cetti, en Søn af den afdøde Skuespiller og en ung Mand, der i flere Aar med Held havde spillet dels paa Kasino, dels i Provindserne, dels i Norge og Sverig, hvor han senest havde været Direkteur for et omreisende Skuespilselskab. Cetti, der blev engageret for Saisonens Begyndelse, var temmelig lille, med en kraftfuld, sværtbygget Figur, men med et udmærket Theateransigt og et overordenlig sonort Organ. Det var jo ganske vist usædvanlig utaknemligt for en ung Skuespiller strax at skulle afløse Mantzius i endel Roller, i hvilke denne Sidste navnlig havde glimret, og naar Cetti alligevel forholdsvis kom saa godt fra dette Experiment, saa laa deri det bedste Bevis paa hans Brugbarhed. Noget stort, betydeligt Talent fik han vel ikke Leilighed til at aabenbare, men han viste, at han ved sin store Routine og sit tænksomme Spil var anvendelig i en stor Mængde Roller. Efter at have debuteret som Amtmanden i "De Nygifte" havde han sin anden Optræden som Lieutenant von Buddinge i "Gjenboerne", og skjøndt hans Gjengivelse af Rollen naturligvis var lidt farveløs ligeover for Mantzius' saftfulde Spil, maatte den dog i det Hele kaldes ganske respektabel. Ved Gjenoptagelsen af dette Stykke var der [sideskift][side 713]forøvrigt en enkelt af Bifigurerne, der vakte en ganske overordenlig, næsten for stor Interesse. Dette var O. Poulsen, der ved Studium efter Virkeligheden havde lavet Smedesvenden Lars til en Figur af saa uimodstaaelig komisk Virkning, at hele Huset sad i uafbrudt Latter ved Synet af ham. — Frøken Jacobine Andersen, en Søster til Fru Levinsohn, debuterede i denne Saison som Zigeunersken i "Troubadouren" og viste sig at være i Besiddelse af en kraftfuld, omfangsrig Altstemme, for hvilken der var fortræffelig Brug ved Theatret. Hendes Fremstillingsevner syntes imidlertid at være temmelig ubetydelige, og da hendes Stemme endnu trængte en hel Del til Uddannelse, forlod hun atter Theatret for at tage Lektioner i Paris hos en af de berømte Syngelærere.

Der var kun en Afgang i dette Theateraar, men den var til Gjengjæld saa meget betydningsfuldere. Efter i flere Aar at have talt derom indgav Phister nu for Alvor sin Ansøgning om Afsked, og denne Ansøgning kunde man naturligvis ikke Andet end bevilge, hvor nødig man end vilde miste en saa eminent Skuespiller. Da det var blevet bekjendt, at han havde faaet sin Afsked med Saisonens Slutning, indgav Theatrets Personale et Andragende til Kultusministeren om, at det maatte blive tilladt at give en Afskedsforestilling for ham, og Ministeriet bevilgede øieblikkelig Andragendet. Forestillingen, der fandt Sted den 21 de Mai, og hvortil alle Billetter flere Dage i Forveien vare revne bort, bestod af alle tre Kunstarter. For Operaens Vedkommende sang Simonsen og Fru Levinsohn hver en Arie, Balletten var repræsenteret ved en Pas de trois  og Skuespillet af "Henrik og Pernille" hvori Phister nu for sidste Gang spillede Henrik, medens hans Hustru atter for denne Aften viste sig som [sideskift][side 714]Pernille. Idet den feirede Kunstner traadte ind paa Scenen, lød der stærke Bifaldsraab, medens Blomster og Bouketter regnede ned fra alle Sider, og da Tæppet var faldet for den Holbergske Komedie, fortsattes Jubelen med en saadan Vedholdenhed, at Hultmann maatte træde frem og meddele, at Phister — hvad Bestyrelsen i Forveien havde erholdt Ministeriets Tilladelse til — efter hele Forestillingens Slutning vilde vise sig for Publikum. Saa fremsagde Phister den udmærkede Vaudeville-Monolog "Ja", hvorved man fik Leilighed til at tage Afsked med den gamle, elskværdige Klokker Link, og endelig fremsagde han dybt bevæget følgende smukke Epilog, der havde Høedt til Forfatter:

"Paa denne Scene, hvor jeg nys har sluttet
En Virken, som var heftet til Minuttet,
Men dog har været lykkelig og lang —
Staaer jeg iaften nu for sidste Gang

Tillad mig da, mens Tanken gaaer tilbage
Og samler i en Sum de svundne Dage,
At bringe Dem for alt mit lange Held
En dybtfølt Tak, et inderligt Farvel:

Farvel og Tak for Deres Bifaldslatter,
Hvergang De saa Dem i min Musas Speil,
Og dobbelt Tak for, hvad jeg dobbelt skatter,
For Deres Skaansomhed mod mine Feil.
Beskyt, som hidindtil, vor Scenes Hæder
Og skjærm den Kunst, som end er mig saa kjær —
Jeg glemmer aldrig, veed jeg, disse Bræder
Og glemmes, haaber jeg, ei ganske her."[sideskift][side 715]

Under ustandselig Jubel blev han derpaa fremkaldt, og da han for sidste Gang viste sig paa den Scene, ved hvilken han havde virket i over halvhundrede Aar, reiste alle Tilskuerne sig for at bevise ham den sidste Ære. Hele Kongehuset var nærværende ved denne smukke Afskedsforestilling, og efter dens Slutning blev Phister kaldt op til Kongen, der hædrede ham ved at udnævne ham til Professor.

Et af Professor D. Monies malet Portrait af Phister blev i Aarets Løb kjøbt af Theaterbestyrelsen, som i Lighed med, hvad der var skeet med det Theatret tilhørende Portrait af Fru Heiberg, malet af Etatsraad Marstrand, fik det anbragt i den kongelige Malerisamling paa Christiansborg Slot, hvor det skulde hænge, indtil det efter Kunstnerens Død kunde finde sin endelige Plads i Skuespiller-Foyeren.

En Afgang til fandt dog endnu Sted i dette Theateraar, dog ikke blandt Skuespillerne, men blandt Funktionairerne, idet Theaterbudet O. K. Walsøe døde den 29de Mai 1873 efter i fem og tredive Aar at have været Theatret til stor Nytte, været en fortrinlig og paalidelig Støtte for alle de vexlende Direktioner og snarere Skuespillernes Ven end deres Underordnede.

I Theateraaret afgik ligeledes ved Døden Theatrets dygtige og energiske Garderobeforvarerske og Overpaaklæderske, Frøken Ryge, og hendes Plads besattes med Frk. Christensen.

Ved Saisonens Slutning tog Pätges sin Afsked som Økonomi-Inspicient, hvilken Post han i mange Aar havde varetaget med stor Dygtighed og Paapasselighed. Hans Efterfølger i Embedet blev Cetti, der viste sig at være saa flink i denne for Økonomien saa vigtige Plads, at hans foreløbige Ansættelse snart blev fast.[sideskift][side 716]

Der blev forøvrigt i dette Aar endnu givet en Extra-Forestilling, idet Theatrets Personale efter derom indgivet Andragende fik Tilladelse til at give en Forestilling til Indtægt for de Mange, der havde lidt Tab ved den store Stormflod den 13de November 1872. Forestillingen, som fandt Sted den 27de November og bestod af 2den Akt af "Den Stumme i Portici", 2den Akt af "Den Stundesløse", Deklamation (Asgaardsrein) af V. Wiehe, Sang af Fru Levinsohn, 2den Akt af "Barselstuen" og "Livjægerne paa Amager", indbragte den betydelige Sum af 2,342 Rdl. 32 Sk.

Den eneste Fremmede, som optraadte i denne Saison var den svenske Harpespiller Adolf Sjödén, der trods sin Ungdom viste sig som en glimrende Virtuos paa sit Instrument.

Fru Stillmann feirede den 3die December 1872 sit 25aarige Jubilæum ved Theatret og modtoges samme Aften med stor Jubel, da hun optraadte i "Livjægerne paa Amager".

Som ovenfor omtalt Side 638-639 havde Bestyrelsen, istedetfor at bekæmpe den hos Personalet herskende Stemning mod Alderdomsforsørgelses-Regulativet af 1870 og at oplyse Skuespillerne om dets Fordele, benyttet sig af denne Stemning til at kaste Kommissionens Tanke om de femaarige Kontrakter og den dertil knyttede Alderdomsforsørgelse overbord. Hvor uklogt Bestyrelsen handlede herved, er allerede for bemærket, men det var dog den forbeholdt først ved den nye Plan, som approberedes ved kongelig Resolution af 23de Juli 1873, selv at føre Beviset for, hvor letsindig den handlede ikke mindre overfor det Institut, end overfor det Personale, hvis Tarv den var sat til at varetage. Den nye [sideskift][side 717]"Plan for en Alderdomsforsørgelse for det ved det kongelige Theater og Kapel ansatte Personale" lød saaledes:

"I. Der sikkres alle de ved det kongelige Theater og Kapel ansatte Personer, som oppebære Aarslønning af Theatrets Lønnings-Konto i Henhold til de aarlige af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet approberede Lønnings-Regimenter og ikke ere antagne paa et bestemt Aaremaal, en Alderdomsforsørgelse, naar de udtræde af Theatrets Tjeneste og ikke ved Udtrædelsen have Ret til Pension af Statskassen. Til denne Hensigt dannes der et Fond dels ved tvungne aarlige Bidrag af Lønningerne, dels ved aarlige Tilskud af Theatret. Den Del af Forsørgelsen, der kommer i Stand ved de tvungne Bidrag, betragtes som selverhvervet, til hvilken Enhver i Forhold til sine Bidrag har ubetinget Ret, og tillægges ham eller hende som en opsparet Kapital. Den Del af Forsørgelsen, der tilveiebringes ved Theatrets Tilskud, tilstaaes derimod kun under visse Betingelser. Den tillægges de feuberettigede sceniske Kunstnere og undtagelsesvis enkelte med dem i Klasse stillede Funktionairer som Pension af en bestemt Størrelse i Forhold til Lønning og Tjenestetid — og det øvrige Personale som opsparet Kapital. II. Den selverhvervede Forsørgelse. Af enhver Lønning indeholdes 5 pCt., som, saalænge den Paagjældende forbliver i Theatrets Tjeneste, opspares og gjøres frugtbringende med Rente og Rentes Rente for at tilveiebringe en Kapital, der bliver udelukkende dens Eiendom, for hvem den er oplagt. Ved Udtrædelse af Theatrets Tjeneste har den Paagjældende frit Valg imellem enten at bevare den saaledes opsparede Kapital ved kun at oppebære dens Renter eller at faa den anvendt til Erhvervelse af en Livrente; i første Tilfælde tilfalder Kapitalen [sideskift][side 718]Vedkommendes Bo, naar han eller hun døer. Kontant Udbetaling af Kapitalen til den Paagjældende i levende Live kan kun ske undtagelsesvis, naar Theaterbestyrelsen i det enkelte Tilfælde maatte finde, at ganske særlige Grunde tale derfor. Forøvrigt har Enhver, saalænge han eller hun staaer i Theatrets Tjeneste, Ret til at forlange sine Bidrag eller den ved disse til enhver Tid opsparede Kapital anvendt til Erhvervelse af en paa ubestemt Tid opsat Livrente, der bliver aktuel, naar den Paagjældende forlader Theatrets Tjeneste. III. Den ved Theatrets Tilskud tilveiebragte Forsørgelse. 1. Til Alderdomsforsørgelsen bidrager Theatret aarlig: a. et Beløb, der svarer til 5 pCt. af alle de Lønninger, af hvilke der indeholdes tvungne Bidrag til Alderdomsforsørgelse, b. Forskjellen imellem 10 pCt. af Forestillings-Indtægten og den i Theateraaret udbetalte Feu, c. Netto-Indtægten af to til Fordel for Fondet givne Forestillinger. Enhver, for hvis Lønning der saaledes er gjort Tilskud af Theatret, er ved sin Entledigelse berettiget til denne Del af Alderdomsforsørgelsen, dog først efter 15 Aars Tjenestetid ved Theatret, og kun saafremt Entledigelsen skeer paa Grund af Alder, Svagelighed eller anden den Vekommende utilregnelig Aarsag. 2. De feuberettigede sceniske Kunstnere i 1ste, 2den og 3die Feuklasse erholde ved deres Entledigelse en Pension, der ansættes efter 15 Aars Tjeneste til 20/60 af Lønningen og stiger med 1/60 af Lønningen for hvert Aars længere Tjeneste indtil dog saaledes, at, hvad Lønningen maatte overstige 1800 Rdl., ikke kommer i Betragtning ved Pensionsberegningen. Samme Pensionsret kan, naar Fondets Status tillader det, undtagelsesvis efter Bestyrelsens nærmere Bestemmelse tillægges enkelte Embedsmænd i Kunstfagene og en Embedsmand i  [sideskift][side 719]Theatrets Kontor. Pensionen beregnes efter Gjennemsnittet af Lønningen i de sidste 5 Aar. Tjenestetiden regnes for de feuberettigede Kunstnere fra den Tid, da de uden Begrændsning af Aaremaal ere indtraadte i Feuklasse, og for de ovenfor nævnte Funktionairer fra den Tid, da de ere beskikkede i den Stilling ved Theatret, i Kraft af hvilken Pensionen tillægges dem. 3. Enhver af det øvrige Personale bliver der ved Entledigelsen efter mindst 15 Aars Tjeneste at tillægge en saa stor Kapital, som 5 pCt. af den ham eller hende i hvert enkelt Aar tillagte Lønning med Rente og Rentes Rente udgjør. Med Hensyn til denne Kapital gjælde de samme Regler, som ovenfor under II 2det Stykke ere givne for den selverhvervede Del af Alderdomsforsørgelsen. Tjenestetiden regnes fra den Tid, da den Paagjældende uden udtrykkelig Begrændsning med Hensyn til Aaremaal har erholdt Lønning af Lønnings-Kontoen. 4. Kommer Nogen saaledes til Skade under Udførelsen af Theatrets Tjeneste, at Entledigelse af denne Grund bliver nødvendig, kan der efter Omstændighederne i det enkelte Tilfælde, saafremt Fondets Status tillader det, tilstaaes den Paagjældende en midlertidig Understøttelse. IV. 1. I Reglen blive Pensionerne at indkjøbe i Livsforsikkrings- og Forsørgelses-Anstalten af 1871, men Fondet kan selv udrede dem, naar og saalænge dette af Hensyn enten til Fondet eller de paagjældende Livrentenydende ansees fordelagtigst. 2. Fondet bestyres, med Bistand af en Sagkyndig, af Theaterbestyrelsen som en særskilt fra Theatrets egen Regnskabsvæsen udsondret Formuemasse. 3. Fondet for den samlede Alderdomsforsørgelse opgjøres hvert Aar, hvorefter der om Fondets Tilstand afgives en Beretning til Ministeriet [sideskift][side 720]for Kirke- og Undervisningsvæsenet. 4. Disse Bestemmelser træde i Kraft fra 1ste Juli 1873."

Det var ikke forunderligt, at denne Plan ved sin Fremkomst satte Enhver, der var noget nøiere bekjendt med Theatrets Affairer, i den høieste Grad af Forbauselse fra Først til Sidst. Der mødte En strax det Særsyn, at medens Finantsloven for 1870-71 havde bestemt, at Alderdomsforsørgelsen skulde ordnes af Ministeriet, hvilket ogsaa var skeet i 1870, og medens de fornødne Bestemmelser derefter vare optagne i Finantsloven, var Ordningen denne Gang skeet ved kongelig Resolution, Noget, hvortil man forgjæves søgte om enhver rimelig Grund. Ligesaa mærkværdig var Slutningsbestemmelsen: "Disse Bestemmelser træde i Kraft fra 1ste Juli 1873". Bestyrelsen havde havt et saadant Hastværk med at bringe sin nye Plan til Udførelse, at den endogsaa glatvæk havde tilsidesat Finantslovens Bestemmelser. Men mellem disse to Yderpunkter laa, der en Mængde Bestemmelser og fandtes der en saadan Mangel paa Bestemmelser, at Forundringen kun vedblev at stige for hvert Afsnit, man læste. Det bør dog her bemærkes, at man senere fik Forklaring paa endel af de mest uklare Punkter, da man i Betænkningen over Finantslovforslaget for 1874-75 fik at læse Indstillingen af 18de Juni 1873 til Kongen angaaende allerhøieste Approbation af Alderdomsforsørgelses-Planen, og da denne Indstilling er nødvendig til den rette Forstaaelse af, hvorledes Alderdomsforsørgelsen blev indrettet for Theatret, aftrykkes den her. Efterat Indstillingen havde givet en kortfattet Oversigt over det af Theaterkommissionen foreslaaede Understøttelsesfond og det senere i 1870 udstedte Regulativ, hed det videre saaledes:[sideskift][side 721]

"Hos Theatrets Personale viste der sig en afgjort Utilbøielighed til at indgaa Kontrakter efter de af Ministeriet under 5te December d. A. approberede Forskrifter, uagtet der dertil var knyttet den ved det ovenmeldte Regulativ tilsagte Alderdomsforsørgelse, hvis Hensigt tydelig var at binde Personalet for en længere Tid til Theatret. Det er nemlig, paa en enkelt enestaaende Undtagelse nær, hidtil ikke lykkedes at formaa Nogen til at indgaa Kontrakt med Theatret paa den paatænkte Maade. Theaterbestyrelsen ansaa det under disse Omstændigheder for sin Pligt ligeover for Kunstanstalten at tage under Overveielse, om der under en anden Form maatte kunne tilveiebringes en Alderdomsforsørgelse for Personalet, der bedre vilde passe ind i de givne Forhold og i hele Anlæget stemme med det Selvpensioneringssystem, som nu er bragt til Anvendelse for de andre af Statens Embeds- og Bestillingsmænd, der ikke ere pensionsberettigede, og har derpaa, efter til Sagens Behandling at have benyttet forhenværende Direkteur ved Livsforsikkrings- og Forsørgelsesanstalten af 1842, Cand. polyt. Tvermoes' sagkyndige Bistand, udarbeidet og tilstillet Ministeriet det herhos allerunderdanigst vedlagte Planudkast til en Alderdomsforsørgelse for det ved det kongelige Theater og Kapel ansatte Personale. Det saaledes foreliggende Planudkast hviler paa den Forudsætning, at Theatrets Personale som Helhed i Fremtiden ansættes paa samme Maade, som det er skeet, siden de kongelige Beskikkelser ophørte, nemlig saaledes, at Enhver, der er indtraadt paa Lønning af Lønningskontoen og ikke udtrykkelig er antagen paa et bestemt Aaremaal, ansees som ansat og forblivende i Theatrets Tjeneste. Planen gaaer ud paa at skaffe samtlige ved Theatret og Kapellet ansatte Personer, der oppebære Aarslønning og ikke ere antagne paa [sideskift][side 722]et bestemt Aaremaal, en Alderdomsforsørgelse, dels derved, at der indeholdes 5 pCt. af de Paagjældendes Lønning, og dels derved, at Theatret af sine egne Midler tilskyder a) et Beløb, svarende til 5 pCt. af de til de Paagjældende udbetalte Lønninger og b) et Beløb, der er ligt Forskjellen imellem 10 pCt. af Forestillingsindtægten og den i Theateraaret udbetalte Feu. Personalet skal have ubetinget Ret til den ved dets eget Bidrag af Lønningerne erhvervede Del af Forsørgelsen, hvorimod den ved Theatrets Tilskud tilveiebragte Del af denne er betinget dels af mindst 15 Aars Tjenestetid og dels af, at Afskedigelsen af Theatrets Tjeneste skeer af en den Vedkommende utilregnelig Aarsag. Den selverhvervede Del af Forsørgelsen bestaaer i en Kapital, der er samlet ved at opspare Personalets egne Bidrag med Rente og Rentes Rente. Den ved Theatrets Tilskud dannede Del af Forsørgelsen bliver a) for de sceniske Kunstnere af de 3 første Feuklasser og undtagelsesvis for enkelte med dem ligestillede Funktionairer i Kunstnerfagene en Pension i almindelig Forstand og b) for det øvrige Personale en Sparekapital. De ikke Feuberettigede, Klassen b), der nærmest stilles lige med Bestillingsmændene under Regeringsautoriteterne, faa saaledes ved deres Afskedigelse inden 15 Aars Tjeneste den ved deres eget Bidrag dannede Sparekapital, og ved Afskedigelsen efter 15 Aars Tjeneste desuden den ved Theatrets Tilskud opsparede Kapital, altsaa to Sparekapitaler, der i Reglen ville være af samme Størrelse. De feuberettigede Kunstnere, Klassen a), faa ved deres Afskedigelse inden 15 Aars Tjeneste ligeledes den ved Bidraget af deres Lønninger oplagte Kapital og efter 15 Aars Tjeneste dels en Sparekapital, dels en Pension. Ved Udtrædelsen af Theatrets Tjeneste har den Paagjældende [sideskift][side 723]frit Valg imellem enten at bevare den ved Bidragene af Lønningen opsparede Kapital ved kun at oppebære Renterne af den, eller at faa den anvendt til en Livrente, og i første Fald tilfalder. Kapitalen ved Dødsfald den Afdødes Bo. Det Samme gjælder med Hensyn til den ved Theatrets Tilskud opsparede Kapital for det ikke feuberettigede Personale. Udbetaling af selve Kapitalen til den Paagjældende i levende Live kan kun ske, naar ganske særegne Omstændigheder tale for at indrømme en saadan Undtagelse fra den almindelige Regel. Pensionen for den dertil berettigede Del af Personaler bliver efter 15 Aars Tjeneste 20/60 af Lønningen og stiger med 1/60 af Lønningen for hvert Aars længere Tjeneste indtil 40/60, dog saaledes, at hvad Lønningen overstiger 1800 Rdl., ikke kommer i Betragtning ved Pensionsberegningen.

"Med Hensyn til Holdbarheden af Planudkastet har det for den Del af Planen, som angaaer de Pensioner, Theatret skal paatage sig at udrede til de feuberettigede Kunstnere, været en særlig Opgave ved Planens Udarbeidelse at tilveiebringe Betryggelse for, at den eventuelle Pensionsfond ikke blot i Tiden, naar alle Forudsætninger med Hensyn til de kongelig Ansattes Afgang ere indtraadte, kan bære alle sine Forpligtelser, men at ogsaa Fonden til enhver Tid, forinden det er kommet saavidt, kan afvikles og fyldestgjøre, hvad der paahviler den. For den øvrige Del af Planen er Holdbarheden umiddelbart indlysende. For at tilfredsstille hin ueftergivelige Betingelse for Oprettelsen af Pensionsfonden har Theaterbestyrelsens sagkyndige Medhjælper, efterat Planen var udarbeidet, yderligere godtgjort dens Holdbarhed, ved igjennem en Fiktion af Antagelses- og Afgangseventualiteter for en lang Aarrække at udregne, hvad der behøves for til enhver Tid at kunne afvikle Fonden fra 1890 at regne, [sideskift][side 724]saaledes at alle de pensionsberettigede Kunstnere og Kunstnerinder gaa af med den Pension, som i Henhold til Planudkastet tilkommer hver Enkelt efter Lønning og Tjenestetid. Resultatet af denne Beregning har været, at der ved Indtægten af tvende aarlig til Fordel for Fonden givne Theaterforestillinger vil tilveiebringes en fuldkommen tilstrækkelig Beholdning for til enhver Tid at kunne foretage en Afvikling. I Overensstemmelse hermed er der i Planudkastets III. 1. optaget den fornødne Bestemmelse om to saadanne Forestillinger til særlig Indtægt for Fonden. Om dette vigtige Punkt har Ministeriet indhentet Erklæring fra Bestyrelsen for Livsforsikkrings- og Forsørgelsesanstalten af 1871. Denne har overgivet Sagen til Betænkning af de to mathematikkyndige ansatte Medlemmer af Bestyrelsen, hvis Udtalelse gaaer ud paa: at den ved Udregningerne fulgte Fremgangsmaade maa ansees for at være hensigtsmæssig anlagt i enhver Henseende; at den Usikkerhed, som opstaaer derved, at Fonden skal være baseret paa at kunne taale en Afvikling til enhver Tid efter et kortere Antal Aars Forløb, maa antages fjernet ved den Fonden tillagte særlige Indtægt af to Forestillinger; at de ved enkelte Exempler have overtydet sig om, at Beregningsmaaden er rigtig, medens det forekommer dem, at den hele Opstilling er saa let fattelig og naturlig, at man allerede ved Gjennemsynet kan danne sig en Mening om Holdbarheden, forudsat, at Alderen for Antagelse og Afskedigelse tilligemed Lønning og Feu i det Hele er ansat saaledes, som Theatrets Krav fører det med sig; at de, da det vilde være en Betryggelse, hvis Kassen kunde bære sig, selv om Personalet skulde blive afskediget i en noget yngre Alder, end der i Beregningerne er forudsat, herpaa have anstillet en Prøve, som har vist, at der ogsaa i dette [sideskift][side 725]Tilfælde vilde være tilstrækkelige Midler tilstede. Betænkningen skutter med den Erklæring, at, hvis de forudsatte Antagelses- og Afskedigelsesforhold ikke i en meget betydelig Grad ere findende imod, hvad der vil indtræde, er der tillagt Kassen vel rigelige Midler, hvilket dog maa betragtes som en Fordel ligeoverfor den Mulighed, at Forestillingsindtægten skulde synke ned under det Beløb af 200,000 Rdl. aarlig, hvilket der i Beregningerne var anslaaet. Hertil føies endnu den Bemærkning, at der, som Fonden saaledes er stillet, ingen Betænkelighed næres mod Bestemmelserne om undtagelsesvis at, tillægge enkelte Funktionairer udenfor de sceniske Kunstnere samme Pensionsret som disse og Tilskadekomne i Theatrets Tjeneste en midlertidig Understøttelse. Denne Udtalelse af de mathematikkyndige Medlemmer har Livsforsikkrings- og Forsørgelsesanstaltens Bestyrelse tiltraadt. Fra Holdbarhedens Side kan der saaledes efter Ministeriets Overbevisning, i Henhold til denne Erklæring, ikke være Betænkelighed ved Planudkastet.

"Hvad nu angaaer selve den ved Planudkastet foreslaaede Alderdomsforsørgelse, adskiller den sig i 3 Hovedretninger fra den ved Ministeriets ovennævnte Regulativ approberede og antages netop derved paa en baade hensigtsmæssigere og for Theatrets Personale mere tiltalende Maade at ramme Personalets Tarv. For det Første omfatter Planudkastet, som allerede ovenfor bemærket, det hele efter Lønningsreglementet lønnede Personale, medens det approberede Regulativ kun angaaer den paa Kontrakt antagne Del af dette. I det i sin Tid Rigsdagen forelagte Lovforslag blev der i Overensstemmelse med Theaterkommissionens Betænkning optaget en Bestemmelse om Oprettelse af en Understøttelsesfond for det ikke paa Kontrakt antagne Personale, til hvilken der [sideskift][side 726]blandt andre Indtægter skulde henlægges en vis Del af Theatrets eventuelle aarlige Overskud samt Indtægten af to til Fordel for Fonden aarlig givne Forestillinger. I den Betænkning, som blev afgiven af det af Folkethinget til Lovforslagets Behandling nedsatte Udvalg, udtalte man sig særlig om Hensigtsmæssigheden af en saadan Fond. Der vil altsaa ifølge Planudkastet opnaaes, hvad Lovforslaget i dette Punkt tilsigtede, og dette, saaledes som det nærmere nedenfor vil blive paavist, paa en for Theatret mindre bekostelig og for Personalet gunstigere Maade end efter Lovforslaget, der nemlig ikke gik videre end til at tilsige det ikke kontraktmæssig ansatte Personale alternativt enten midlertidige eller livsvarige Understøttelser, medens den nye Plan for alle Tilfælde sikkrer denne Del af Personalet en livsvarig Alderdomsforsørgelse. For det Andet er der ved Planudkastet givet de Paagjældende en Udsigt til at kunne bevare en Sparekapital, der i Tilfælde af Dødsfald tilfalder den Paagjældendes Bo eller Arvinger, medens der efter det af Ministeriet approberede Regulativ under ingen Omstændigheder kan tilfalde Nogen et Kapitalbeløb. Herved aabnes der for Personalet en Mulighed af at kunne efterlade en Enke- eller Børneforsørgelse, hvortil enhver Vei efter det Bemærkede var afskaaren ved Ministeriets Regulativ. Der er af Theaterbestyrelsen lagt særdeles Vægt paa dette Moment, fordi netop den Omstændighed, at Personalet ifølge det approberede Regulativ var berøvet enhver Adgang til at erholde et Kapitalbeløb, turde have været en Hovedaarsag til Personalets Utilbøielighed til at indgaa paa de tilbudne Kontrakter og den dermed forbundne Alderdomsforsørgelse. For det Tredie er Planudkastet, som ovenfor bemærket, anlagt paa, at hele Personalet ansættes, med Opgivelse af det paatænkte KontraktKontrakt-system [sideskift][side 727]system, ligesom hidtil, saaledes at Enhver, der er indtraadt paa Lønning af Lønningskontoen og ikke udtrykkelig er antagen paa et bestemt Aaremaal, ansees som ansat og forblivende i Theatrets Tjeneste. I Bevarelsen af dette Forhold har Theaterbestyrelsen seet en Hovedbetingelse for en varig og tilfredsstillende Ordning af Personalforholdene og derigjennem væsenlig ogsaa for Theatrets kunstneriske Fremtid. Thi derved vil den Kløft, som Forskjellen imellem de kongelig og ikke kongelig Ansatte har dannet, og Indgaaelsen af Kontrakter med en Del af Personalet kun vilde vedligeholde, efterhaanden udjævnes og Theatret desuden faa det i sin Magt at afpasse Lønningerne til enhver Tid efter sine Kræfter. Tillige vil derved Forholdet ved Theatret blive det samme, som gjælder for den stadig voxende Klasse af ikke kongelig ansatte Embeds- og Bestillingsmænd paa det administrative Omraade, hvad der i og for sig synes at være det Naturlige og Passende for Theatret som Statsanstalt og underkastet Ministeriets Overbestyrelse. Spørges der endelig om, hvorledes Størrelsen af Alderdomsforsørgelse for de enkelte Personer stiller sig ved en Sammenligning imellem Planudkastet og det approberede Regulativ, har der, da Størrelsen i de enkelte Tilfælde beroer paa en mangfoldig varierende Kombination af Betingelser med Hensyn til Kjøn, Alder og Tjenestetid, der er benyttet paa en forskjellig Maade ved det approberede Regulativ og ved Planudkastets Beregninger, vel ikke i denne Henseende kunnet anstilles nogen udtømmende Detailberegning. Derimod er der for de i Forbindelse med Planudkastet i et særligt Bilag opstillede Exempler paa den gjennemsnitlige Størrelse af Alderdomsforsørgelsen udregnet, hvormeget Alderdomsforsørgelsen vilde blive i de tilsvarende Tilfælde efter det approberede Regulativ, og som Resultat i [sideskift][side 728]det Hele kan det derefter opstilles, at ved Afskedigelsen i en Alder af omtrent 56 Aar ere begge Systemer omtrent lige gunstige, i yngre Alder er Planudkastet og i ældre Alder det approberede Regulativ gunstigere for Personalet. Dette Forhold synes at tale til Fordel for Planudkastet, naar det erindres, at det efter Beskaffenheden af den Kunst, om hvis Udøvelse der her er Spørgsmaal, i Reglen kun vil være den ringere Del af Personalet, som vil kunne bevares for Tjenesten til de høieste Aldersgrændser, saa at det vil være ikke mindre i Personalets end i Theatrets Interesse, at Alderdomsforsørgelsen bliver forholdsvis større, naar Afskedigelsen skeer i den Alder, hvori den langt overveiende Del af Kunstnerne maa ventes efter Naturens Orden at blive entledigede. Hvad dernæst Sagens økonomiske Side angaaer, har Theaterbestyrelsens sagkyndige Medhjælper gjort følgende Sammenstilling af den Udgift, som Alderdomsforsørgelser efter Regulativet af 28de November 1870 og efter Planudkastet, hver for sig, vil medføre, naar den samlede Lønningssum ansættes til 135,000 Rdl. og Forestillingsindtægten til 200,000 Rdl. og naar alle nu kongelig Ansatte ere afgaaede. Under disse Forudsætninger vilde Theatrets Tilskud blive:

10 pCt. af det til de kontraktmæssige Lønninger henlagte Beløb	8,500	Rdl.
2½ pCt. af Forestillingsindtægten, 200,000 Rdl.	5,000	-
	----------------
Ialt	13,500	Rdl.

For at bestemme Betydningen af den ved Regulativet fastsatte Bevarelse af Kapitalerne for Theatret bliver at udregne, hvor stort et Beløb der skal udtages af det aarlige Bidrag af 8,500 Rdl. for med Rente og Rentes Rente at akkumulere en Kapital af 8,500 Rdl. til det Tidspunkt, da [sideskift][side 729]denne, naar Engagementsklassens Interessenter ere uddøde, skal tilfalde Theatret. Sættes Gjennemsnitslivsvarigheden for en Engagementsklasse til 45 Aar, og tages en Rentefod af 2 pCt. halvaarlig, vil der være at henlægge 1,430 Rdl. aarlig. Theatrets aarlige Bidrag bliver da:

8,500 Rdl. ÷ 1,430 Rdl.	7,070	Rdl.
2½ pCt. af Forestillingsindtægten	5,000	—
	---------------		12,070	Rdl.
Efter Planudkastet bliver Theatrets Tilskud, naar alle kongelig Ansatte ere afgaaede:
5pCt. af Lønningerne 135,000	6,750	Rdl.
2½ pCt. af Forestillingsindtægten	5,000	—
Feu for Roller, der udføres af Debutanter	300	—
	---------------		12,050	Rdl.

eller Udgiften for Theatret bliver efter Regulativer og Planudkastet omtrent den samme.

"Hvorledes dernæst Planudkastets Bestemmelser forholde sig til den ovenomtalte Bevilling ved Finantsloven og det i Overensstemmelse med denne af Ministeriet approberede Regulativ, vise følgende Sammenligningsberegninger, der ligeledes ere opgjorte under den Forudsætning, at Forestillingsindtægten bliver 200,000 Rdl. og det samlede Lønningsbeløb, naar alle kongelig Ansatte ere afgaaede, 135,000 Rdl.

I. For Kvinkvenniet 1870-71 til 1874-75 (eller det Tidsrum, for hvilket det indeværende Tilskud til Theatret af Statskassen er bevilget). A. Det approberede Regulativ:

10 pCt. af Lønningerne til de kontraktmæssig Antagne 25,000 Rdl. (saaledes beregnet i Theaterkommissionens Budget)	2,500	Rdl.
2½ pCt. af Forestillingsindtægten	5,000	—
	-------------		7,500	Rdl.

[sideskift][side 730]

B. Planudkastet: 5 pCt. af Lønningerne for de ikke kongelig Ansatte 47,075 Rdl.	2,353	Rdl. 72 Sk.
2½ pCt. af Forestillingsindtægten	5,000	—  "  —
Feu for Roller, der udføres af Debutanter	300	—  "  —
	---------------------		7,653	Rdl. 72 Sk.
Planudkastet mere:			153	Rdl. 72 Sk.
II. Naar Alderdomsforsørgelsen fuldstændig træder i Kraft, naar alle kongelig Ansatte ere afgaaede:
A. Det approberede Regulativ: 10pCt. af de kontraktmæssig Antagnes Lønningssum 85,000 Rdl.	8,500	Rdl.
2½ pCt. af Forestillingsindtægten	5,000	—
	---------------------		13,500	Rdl.
B. Planudkastet:
5pCt. af Lønningerne 135,000 Rdl.	6,750	Rdl.
2½ pCt. af Forestillingsindtægten	5,000	—
Feu for Roller, der udføres af Debutanter	300	—
	---------------------		12,050	—
Planudkastet mindre:			1,450	Rdl.

Planudkastet mindre: 1,450 Rdl. Medens Tilskudet af Forestillingsindtægten er det samme som ifølge Finantsbevillingen, fremkommer Besparelsen derved, at der ved Planudkastet er henlagt 5pCt. af det samlede Lønningsbeløb af 135,000 Rdl. til Alderdomsforsørgelsen istedetfor efter Finantsloven 10 pCt. af det til de kontraktmæssige Lønninger bestemte Beløb af 85,000 Rdl. Forsaavidt altsaa herved den ved Finantsloven forudsatte Indgaaelse af 5aarige Kontrakter med Personalet vil bortfalde, skal det kun bemærkes, at da der ved Finantsloven alene er givet en Tilladelse til at oprette Kontrakter, som det er [sideskift][side 731]overladt til Theatrets Bestyrelse at benytte i Theatrets Interesse, uden nogen Forpligtelse for Theatret til at være denne Form underkastet ved Personalets Ansættelse, skjønnes Planudkastet i denne Retning ikke at være i Strid med Finantsbevillingen. I Forbindelse med den ovenfor beregnede Mindre-Udgift for Theatret ved Planudkastet i Sammenligning med det approberede Regulativ maa det erindres, at medens Regulativet kun gjælder den paa Kontrakt antagne Del af Personalet, omfatter Planudkastet, som det ovenfor paa sit Sted er bemærket, hele Personalet, altsaa ogsaa den talrige Klasse af Personer, der ved deres Afgang fra Theatret skulde have Hjælp af den ved Lovforslaget paatænkte Understøttelsesfond. Til denne Fond skulde af Theatret selv bidrages, foruden Indtægten af to til Fordel for Fonden givne Forestillinger, Halvdelen af den Beholdning, som maatte være tilstede ved Udgangen af ethvert Theateraar, dog derfra draget a) 10,000 Rdl. til Dækning af det følgende Theateraars Udgifter, og b) Renterne af Theatrets Gjæld til Sorø Akademi for det forløbne Theateraar. Efter en Opgjørelse af, hvad dette Oplæg til Fordel for Fonden vilde have udgjort, hvis hin Bestemmelse var traadt i Kraft fra Udgangen af Theateraaret 1868-69, vilde dette indtil Udgangen af Theateraaret 1871-72 have udgjort omtrent 6,000 Rdl. aarlig. For Theatret vil der saaledes, da denne Udgift ved Planudkastets Iværksættelse bortfalder, i finantsiel Henseende indvindes en anseelig Besparelse efter den nye Plan, foruden at selve Alderdomsforsørgelsen efter denne, som det nys ovenfor er vist, nu bliver mindre bekostelig end efter Regulativet, naar Planen i sin Tid er traadt fuldstændig i Kraft. Den til Fordel for Fonden beregnede Indtægt af to Forestillinger blev, som Indtægt for den ved Lovforslaget [sideskift][side 732]paatænkte Understøttelsesfond, godkjendt i den over Forslaget afgivne Udvalgsbetænkning og synes saaledes ikke at kunne berede Vanskeligheder ved Bevillinger ved Finantsloven. Efter alt det Bemærkede skjønner man saaledes ikke, at der fra Finantslovens Side vil være Hindringer at befrygte for Planudkastet.

"Forsaavidt det ved Planudkastet paalægges Enhver af Personalet, som Forpligtelse, at lade indeholde 5 pCt. af sin Lønning til den selverhvervede Del af Alderdomsforsørgelsen, er det en Selvfølge, at der Intet kan være til Hinder herfor ved alle fremtidige Ansættelser. For de allerede nu Ansattes Vedkommende maa det erindres, at de, som ikke have kongelig Udnævnelse, alt forlængst ifølge det under 13de Mai 1863 allernaadigst approberede Reglement for den private Pensionsfond ere, med Undtagelse af Korpersonalet og Kapellets Medlemmer, forpligtede til af deres Lønninger at afgive 2 pCt. til denne Fond. Der er saaledes for denne Del af Personalet ikke Spørgsmaal om at indføre en ny Forpligtelse, men kun om at forhøie det af Samme hidtil svarede Bidrag til Pensionssonden til ialt 5 pCt. til  Alderdomsforsørgelsesfonden, og denne yderligere Forpligtelse maa paa samme Maade, som det er skeet med Bidraget til Pensionsfonden, kunne paalægges dem ved kongelig Resolution, naar den private Pensionsfond efter Ministeriets anden allerunderdanigste Indstilling af Dags Dato ophæves fra 1ste Juli d. A. Efter denne Indstilling tilsigtes det ved Ophævelsen af Pensionsfonden at udløse de kongelig Ansatte af Fonden ved at tilbagebetale dem de af dem erlagte Bidrag til Fonden med Rente og.Rentes Rente og at lade den øvrige Del af Fondens Formue tilskyde den nye Alderdomsforsørgelsesfond, for herved at sætte denne istand til, [sideskift][side 733]for alle de ikke kongelig Ansatte, der ere Interessenter i Fonden, at give den selverhvervede Del af Alderdomsforsørgelsen tilbagevirkende Kraft fra 1ste Juli 1863, eller fra den Tid, da den private Pensionsfond blev stiftet, og den ved Theatrets Tilskud dannede Del af Forsørgelsen 5 Aars tilbagevirkende Kraft fra 1ste Juli 1868. Herved opnaa de allerede nu i Theatrets Tjeneste Ansatte en saa iøinefaldende Fordel i Sammenligning med, hvad der efter Planudkastet tilbydes dem, der ansættes fremtidig, efterat Reglementet er traadt i Kraft, at efter Ministeriets Skjønnende enhver Betænkelighed maa forsvinde ved at paalægge denne Del af Personalet det forhøiede Bidrag af Lønningerne. Efter det Rigsdagen forelagte Lovforslag skulde der til den ifølge dette paatænkte Understøttelsesfond af Alle, der ikke vare enten kongelig Ansatte eller antagne paa Kontrakt, svares til Fonden 2 pCt. af de første 200 Rdl. af Lønningerne og 4 pCt. af det Beløb, som Lønningerne oversteg 200 Rdl. Bidraget efter Planudkastet er vel saaledes noget større end det ved Lovforslaget tænkte. Men paa den ene Side er dette en umiddelbar Følge af den gunstigere Alderdomsforsørgelse, som Planudkastet fremfor Lovforslaget i det Hele tilbyder, og paa den anden Side kan et forhøiet Bidrag af 3 pCt. af Lønningerne i og for, sig hverken siges at ville blive i den Grad trykkende eller at indeholde nogen Ubillighed, da Enhver for sine Bidrag erholder fuldt Vederlag i den Sparekapital, som deraf oplægges. Under de af Theaterbestyrelsen med et Udvalg af dette Personale førte Forhandlinger har dette ogsaa paa Personalets Vegne udtalt sig enstemmig for at indgaa paa et Bidrag af 5 pCt. af Lønningerne. Med Hensyn til Korpersonalet maa det bemærkes, at dets nuværende Medlemmer ifølge det under 26de Juni 1857 [sideskift][side 734]allernaadigst approberede Reglement for Korpensionsfonden have udredet og endnu udrede 4 pCt. af deres Lønninger til denne Fond, medens de ifølge Bestemmelserne i Reglement af 13de Mai 1863 have været udelukkede fra den private Pensionsfond. Ligesom det ved det ommeldte Lovforslag var forudsat, at Korets Medlemmer ikke skulde bidrage til den almindelige Understøttelsesfond, saalænge de forbleve Interessenter i Korpensionsfonden, saaledes er det en Selvfølge, at det ikke kan paalægges dem at yde Bidrag til den almindelige Alderdomsforsørgelsesfond, saalænge den særlige Korpensionsfond bestaaer. Ved en allerede foreløbig foretagen Undersøgelse og Opgjørelse af Korpensionsfondens Status har det vist sig, at Fonden ikke vil være istand til ved sine egne Midler at kunne fyldestgjøre de den paahvilende Forpligtelser. Det er derfor af Theaterbestyrelsen taget under Overveielse, hvorledes Fonden paa den hensigtsmæssigste Maade vil kunne afvikles, og først naar de herhenhørende Arbeider ere afsluttede, vil endelig Bestemmelse kunne tages om Korpersonalets Stilling til den nye Alderdomsforsørgelse efter Planudkastet. Hvad endelig angaaer den ikke kongelig ansatte Del af Kapellets Medlemmer, have Heller ikke disse, ligesaalidt som Korpersonalet, været optagne i Theatrets private Pensionsfond. De ikke kongelig ansatte Kapelmedlemmer have saaledes ikke hidtil svaret Bidrag af deres Lønninger til nogen Pensionsfond. Med Hensyn hertil har Theaterbestyrelsen forhandlet Spørgsmaalet om deres Optagelse i den nye Alderdomsforsørgelseskasse med Kapelmesteren og tre af de paagjældende Kapelmedlemmer, og disse Sidste have, efter yderligere Samraad med deres Kolleger, derefter erklæret samtlige nuværende, ikke kongelig ansatte Medlemmer af Kapellet villige til at indgaa i den nye AlderdomsforsørgelsesAlderdomsforsørgelses-kasse[sideskift][side 735]kasse under de Betingelser, som Planudkastet indeholder. I Henhold hertil, og da der selvfølgelig Intet er til Hinder for at paalægge de Medlemmer af Kapellet, som fremtidig ansættes, den Forpligtelse at indtræde i Alderdomsforsørgelsen, skjønner Ministeriet ikke, at der er nogen Betænkelighed ved at sætte Planudkastet i Kraft ogsaa for Kapellets Vedkommende. Ifølge Planudkastet III. 2, og 4, forbeholdes det, naar Fondens Status tillader det, undtagelsesvis dels at tillægge enkelte Embedsmænd i Kunstfagene og en Embedsmand i Theatrets Kontor, lige med det feuberettigede Personale, Pension, dels at tilstaa dem, der komme til Skade i Theatrets Tjeneste, en midlertidig Understøttelse. Ihvorvel det forekommer Ministeriet at ville have været ønskeligst, om det havde kunnet undgaaes saaledes for disse Tilfælde at gjøre Bestemmelserne i Reglementet afhængige af visse Eventualiteter, og Ministeriet derfor helst havde seet, at Bestemmelserne herom helt vare udeladte, har man dog troet at burde foreslaa Planudkastet ogsaa i disse Punkter til at approberes, med særligt Hensyn til, at der netop om dem findes en udtrykkelig Udtalelse i den af Livsforsikkringsanstaltens mathematikkyndige Bestyrelsesmedlemmer afgivne Erklæring, der, som det ovenfor allerunderdanigst er bemærket, gaaer ud paa, at Fonden maa ansees for at ville faa de tilstrækkelige Midler til at kunne udrede disse undtagelsesvis bestemte Pensioner og Understøttelser. Med Hensyn til, at Planudkastet indeholder, at det allerede skal træde i Kraft fra 1ste Juli d. A., maa Ministeriet endnu allerunderdanigst bemærke, at Sagens Behandling ikke har ladet sig tilendebringe saa betids, at der i det Rigsdagen forelagte Finantslovforslag for Finantsaaret 1873-74 har kunnet optages det Fornødne om det Tilskud af Theatrets Midler, der fra det nævnte Tidspunkt [sideskift][side 736]bliver at udrede til Alderdomsforsørgelsen. Paa den anden Side er det i høi Grad magtpaaliggende, at de nye Bestemmelser allerede fra hint Tidspunkt sættes i Værk, baade for Personalets Skyld og i Betragtning af den Forbindelse, hvori Planudkastet staaer med Ophævelsen af Theatrets private Pensionsfond, hvorom Ministeriet tillader sig at henvise til sin anden allerunderdanigste Forestilling af Dags Dato. Ministeriet skal derfor allerunderdanigst indstille, at Planudkastet allernaadigst approberes under den Forventning, at de i samme indeholdte Bestemmelser, forsaavidt de vedkomme Bevillingen ved Finantsloven, vinde Rigsdagens Billigelse ved Vedtagelsen af Finantsloven for 1874-75. Efter hvad der ovenfor allerede er forklaret om Planudkastets Forhold til de enten allerede nu i Finantsloven indeholdte eller ved Lovforslaget om Theatrets økonomiske Forhold paatænkte Bestemmelser om en Alderdomsforsørgelse for Theaterpersonalet, skjønner Ministeriet ikke, at der herved kan frembyde sig nogen Betænkelighed, ligesom det i ethvert Fald maa erindres, at det Tilskud af Theatret, hvortil Finantsbevillingen behøves, ikke bliver at udbetale til de Paagjældende, men vil være at oplægge som en Sparekapital, der altsaa, saafremt Bidraget mod Forventning ved Finantsloven skulde blive nægtet, i saa Fald urørt vil kunne refunderes Theatret. I Henhold til alt Foranførte tillader Ministeriet sig i dybeste Underdanighed at indstille: at det allerunderdanigst indbemeldte Planudkast til en Alderdomsforsørgelse for det ved det kongelige Theater og Kapel ansatte Personale maa, under Forventning af Rigsdagens Billigelse af de i dette indeholdte Bestemmelser, som vedkomme Finantsloven, blive allernaadigst approberet."

Det var som sagt kun endel af de mest uklare Punkter, over hvilke man fik Forklaring ved denne Indstilling. Naar [sideskift][side 737]det nemlig ved første Øiekast saa ud, som om en Forandring af Lønnings-Kontoens Omfang eller en Nedgang i den til 200,000 Rdl. kalkulerede Forestillingsindtægt maatte have en betydelig Indvirkning paa hele Planens Holdbarhed, fremgik det nu af de Betænkninger, der vare afgivne over Planen dels af Tvermoes og dels af Bestyrelsen for Livforsikkrings- og Forsørgelsesanstalten af 1871, at dette neppe vilde blive Tilfældet, "forudsat naturligvis at Alderen for Antagelsen og Afskedigelsen tilligemed Lønning og Feu i det Hele var fastsat saaledes, som Theatrets Krav førte det med sig." Det var jo rigtignok kjedeligt, at denne Planens Holdbarhed var betinget af et saadant "forudsat naturligvis", thi det kom da først og fremmest an paa at undersøge, hvorpaa denne Forudsætning var bygget. Her fik man — hvad Rygtet havde fortalt, men hvad Ingen i sin Tid havde villet tro paa — fuld Bekræftelse paa, at hele Planen hvilede paa en af Intendanten supponeret Af- og Tilgang samt paa en Lønnings-Konto, som han havde ment at kunne ansætte til 135,000 Rdl., naar med Tiden al kongelig Udnævnelse var ophørt. Thi at Intendantens Tanker vare den Basis, hvorpaa man havde konstrueret hele Planen, saaes ikke alene klart af de afgivne Betænkninger, men tillige af de disse medfølgende Bilag, der udtrykkelig angav, at alle Beregninger hvilede paa "tænkte" Af- og Tilgange osv. — Af I fremgik det, at Fondet skulde skabes dels ved tvungne aarlige Bidrag af Lønningerne, dels ved aarlige Tilskud af Theatret. Det Første var Noget, hvortil Exemplet var hentet fra Embeds- og Bestillingsmænds Selvpensionering, men Bestyrelsen syntes her rent at have overseet den væsenlige Forskjel, der er imellem en Bestillingsmand og en Skuespiller. Medens det nemlig er Ministeriet, som i Forveien [sideskift][side 738]bestemmer Lønningen for en Bestillingsmand og siger: "Posten lønnes med saa og saa Meget, hvoraf der indeholdes 5 pCt.", maa det vistnok indrømmes, at det i Reglen er Skuespilleren, der nogenlunde selv bestemmer sin Løn, og naar dette var Tilfældet, hvem var det saa, der betalte de 5 pCt.? Bestyrelsen maatte snart komme til den Overbevisning, at det vilde blive Theatrets Kasse, thi Skuespilleren vilde, naar han havde gjort sig bekjendt med den nye Plan, ligefrem lægge 5 pCt. til den Lønning, han ellers vilde have forlangt. I III traadte det klart frem, hvorledes Bestyrelsen troede at burde opfatte sine Pligter mod de sceniske Kræfter, som dog vare Theatrets egenlige Bærere. Istedetfor at det tidligere Regulativ gav Kunstnerne Adgang til Alderdomsforsørgelse efter 5 Aars Tjeneste, gjordes dette nu, til Fordel for hele Personalet, om til 15 Aar, og saa skulde den Vedkommende endda gaa af paa Grund af "en ham utilregnelig Aarsag." Man fristedes virkelig til at spørge, om der kunde tænkes noget værre Bestyrelses-Despoti end det, der her var sat i Scene af Chefen og Intendanten. Medens enhver Kunstner efter det tidligere Regulativ forlod Theatret efter eget Tykke, naar hans Kontraktstid paa 5, 10, 15 Aar var udløben, og tog med sig Rentenydelsen af, hvad Theatret i Mellemtiden havde henlagt for ham, eller en Livrente, saa afhang det nu af Bestyrelsens Naade, om den vilde beholde ham eller afskedige ham med Begyndelsen af det 14de Aar. Ja, det saa næsten ud, som om hans Pensionsret i det Hele skulde afhænge af Bestyrelsens Naade, thi hvis han ogsaa var heldig nok til at have staaet i Theatrets Tjeneste i 15 Aar, men i det 16de kom paa Kant med Bestyrelsen, saaledes at denne afskedigede ham ikke paa Grund af Alder eller Svagelighed, men fordi [sideskift][side 739]der nu engang var kommet en Kurre paa Traaden mellem ham og Bestyrelsen, saa fik han — den Fortolkning af Ordene var i ethvert Tilfælde antagelig — heller ikke Noget, eftersom han jo ikke var afskediget paa Grund af en ham utilregnelig Aarsag. Af III § 2, som handlede om de sceniske Kunstnere, fremgik det, at ingen Skuespiller nogensinde kunde opnaa en større Pension end 1,200 Rdl.; man sammenligne hermed, hvad Regulativet af 1870 sikkrede Skuespillerne, og det vil sees, hvor slet Planen af 1873 sørgede for dem.

Naar det i Indstillingen var fremhævet, at Planudkastet gav de Paagjældende Udsigt til at kunne bevare en Sparekapital, der i Tilfælde af Dødsfald tilfaldt den Paagjældendes Bo eller Arvinger, medens der ifølge Regulativet under ingen Omstændigheder kunde tilfalde Nogen et Kapitalbeløb, og naar det fremdeles hed, at Theaterbestyrelsen havde lagt særlig Vægt paa dette Moment, "fordi netop den Omstændighed, at Personalet ifølge det approberede Regulativ var berøvet enhver Adgang til at erholde et Kapitalbeløb, turde have været en Hovedaarsag til Personalets Utilbøielighed til at indgaa paa de tilbudne Kontrakter og den dermed forbundne Alderdomsforsørgelse", saa havde man rent glemt at tilføie den væsenlige Kjendsgjerning, at Personalet efter den nye Plan jo ikke kunde faa nogen anden Kapital end de Penge, det selv havde tilskudt, med Rente og Rentes Rente, hvorimod det naturligvis Intet kunde faa efter det tidligere Regulativ, fordi det ikke bidrog en eneste Skilling af sin Lønning. Og var dette den eneste Omstændighed, som hindrede Personalet i at gaa ind paa Regulativs af 1870, da kunde dette overmaade let have været ændret, idet det jo stod i Personalets Magt selv at danne [sideskift][side 740]et Sparekassefond, der nemt med Sikkerhed kunde anbringes til 5 pCt. aarlig Rente. Men Hovedsagen var den, at Regulativer med Villie havde udeladt enhver Bestemmelse om, at en Skuespiller ved sin Bortgang kunde tage en Kapital med sig, da dette, som ovenfor paavist, i mange Tilfælde var at sætte en Præmie paa at forlade Theatret. Naar det endvidere fremhævedes, at Planudkastet havde den Fordel at omfatte det hele, efter Lønningsreglementet lønnede Personale, medens Regulativet kun angik de ved Kontrakt Ansatte, da glemte man rent at tilføie, at denne Fordel var opnaaet paa de sceniske Kunstneres Bekostning, idet det var dem, der maatte betale Gildet. Og naar det i Indstillingen hed, at "Udgiften for Theatret bliver efter Regulativet og Planudkastet den samme", da var dette i det Allerhøieste "Sandhed med Modifikation", thi den nøgne Sandhed var den, at medens ifølge Regulativet alle Pengene efter visse Aars Forløb kom tilbage til Theatret, som efter hundrede Aars Forløb vilde eie en Kapital paa henved en Million Rdl., hvorved det vilde være i Stand til at bære sig uden noget Statstilskud, saa vare ifølge Planen alle Pengene tabte, idet de gik ind i Livsforsikkringsselskabets Kasse. Dette maa dog virkelig kaldes en væsenlig Forskjel!

Reglerne i IV angaaende Fondets Bestyrelse vare ogsaa værd at lægge Mærke til. Alt, hvad Personaler — det Personale, som blev tvunget til at afgive 5 pCt. af sin Lønning til Fondet — fik at vide derom, var, at Theaterbestyrelsen med Bistand af en Sagkyndig bestyrede Fondet, der aarlig skulde opgjøres og træde i Kraft fra 1ste Juli 1873. Det var, hvad man kunde kalde en kort og fyndig Besked; ikke et Ord om, hvori Pengene skulde anbringes, hvor de skulde opbevares osv. osv., men til Gjengjæld derder-imod [sideskift][side 741]imod en Sagkyndig, der selvfølgelig blev at lønne af Fondet, som saaledes aarlig maatte udrede 4-600 Rdl., der ifølge det tidligere Regulativ kunde spares. I det Hele taget var denne "Sagkyndige", som Chefen maatte have til sin Bistand i Bestyrelsen, et slaaende Bevis for, at Kassen ikke var, som den burde være. For en Forsørgelseskasse, der stifter Rettigheder og paalægger Forpligtelser, maa Principet, førend den sættes i Virksomhed, være saaledes overveiet og beregnet, at den ikke behøver en Sagkyndig til Bestyrer, om der ogsaa kan være Anledning til efter en vis Aarrækkes Forløb at lade en Beregning, foretage over, hvorvidt de i Mellemtiden vundne Erfaringer mulig kunne gjøre en eller anden Modifikation nødvendig eller tilraadelig. Men den stadige Sagkyndige i Bestyrelsen tyder paa Tvivl og Usikkerhed om Rigtigheden af det Princip, hvorpaa Kassen er bygget. Og hvad enten nu den Sagkyndiges Virksomhed i Bestyrelsen fører til, at Beregningerne have været saadanne, at Kassen ikke kan opfylde sine Forpligtelser, eller det viser sig, at den faaer et betydeligt Overskud, saa er det i begge Tilfælde en Krænkelse af den pligtige Interessents Ret. I første Fald, naar Kassen ikke kan opfylde sin Forpligtelse, er Sagen klar; men i sidste Tilfælde er det ikke mindre en Krænkelse af hans Ret, fordi Theatrets Tilskud er givet for at komme Personalet fuldt — ie: alene med Fradrag af nødvendige Administrationsudgifter — tilgode. Viser det sig nu, at Beregningen er gjort saaledes, at der bliver Overskud, og betydeligt Overskud, saa er dette kun fremkommet derved, at samtlige Interessenter i den Tid, hvori Overskudet er oplagt, have faaet Mindre, end der tilkom dem, og da der her var Tale om Renter og Renters Renter af Kapitalen i en Aarrække eller Fremvæxt som opsat Livrente, kunde [sideskift][side 742]smaa aarlige Beløb være af stor Betydning. Og hvilken Garanti havde faa forøvrigt Personalet for, at det virkelig fik, hvad der var lovet det? Ganske vist gik de Mathematikkyndiges Betænkninger ud paa, at Kassen kunde bestaa, hvis Forudsætningerne vare rigtige, men saafremt nu det Modsatte skulde vise sig at være Tilfældet, hvad da? I Finantslovforslaget for 1874-75 havde Kultusministeren opført Forslaget om Tilskud til den ved kgl. Resolution af 23de Juni 1873 approberede Plan, men Finantsudvalget udtalte i den Anledning, at da Theatrets Forhold i det Hele vilde blive gjorte til Gjenstand for Forhandling i den paafølgende Rigsdagssamling, kunde man ikke tilraade at gaa ind paa de foreslaaede nye Bestemmelser, og disse bleve derfor hverken forhandlede i Udvalget eller i Folkethinget, som indskrænkede sig til glatvæk at stryge dem af Finantsloven. I den paafølgende Session blev Sagen paany bragt frem i Finantslovforslaget, og til yderligere Støtte af Planen indsendte Ministeren til Udvalget følgende Skrivelse, der den 25de November 1874 af 127 Medlemmer af Theatrets og Kapellets Personale var rettet til Chefen:

"Da vi med Paaskjønnelse have seet, at Kirke- og Undervisningsministeriet har optaget det fornødne Forslag i Finantsudkastet for 1870-76, sigtende til at erholde den ved kongelig Resolution af 23de Juni 1873 allernaadigst approberede Plan for en Alderdomsforsørgelse for det samlede Theater- og Kapelpersonale billiget af Rigsdagen, og da vi Alle ere enige i at slutte os til denne Plan, medens i sin Tid kun en Eneste af os (der har medunderskrevel her) har troet at kunne gaa ind paa de ved Regulativer af 5te December 1870 Personalet kun delvis tilbudne kontraktlige Engagements med dertil hørende Alderdomsforsørgelse, tillade [sideskift][side 743]vi os herved at bede Theaterchefen om at bringe denne vor Udtalelse til Ministeriets Kundskab og i Forbindelse dermed at anmode Ministeriet om at ville meddele Finantsudvalget, hvad der saaledes med Hensyn til Alderdomsforsørgelsen er vort enstemmige Haab og Ønske, forinden Finantsloven kommer til anden Behandling i Folkethinget."

Denne Skrivelse gjorde sin Virkning*), og Finantsudvalget indstillede da ogsaa, at man skulde bevilge det forlangte Tilskud af Theatrets Kasse til dette Øiemed, men naar Bestemmelsen i Planens III § 2 maatte forstaaes saaledes, at den der omhandlede Pension skulde garanteres de Vedkommende af Theatret, altsaa af Statskassen, da maatte Udvalget fraraade dette, og ved Finantslovens Vedtagelse sloges da ogsaa Planen om Alderdomsforsørgelsen fast, medens der dog samtidig tilføiedes, at Statskassen aldeles ikke overtog nogen Garanti for, at Fondet opfyldte sine Forpligtelser. — Hvad var da Resultatet af den nye Plan? Kort og godt det, at der var skeet de sceniske Kunstnere, som bar Institutet oppe, en blodig Uret til Fordel for det øvrige Personale baade ved at berøve dem den for dem tilsigtede bedre Alderdomsforsørgelse og ved at udskyde Adgangen dertil fra 5 til 15 Aar, at der var indført det [sideskift][side 744]utaaleligste Bestyrelsesdespoti, at Jagten efter Gageforhøielser nu, da Feu'en ingen Indskydelse stk paa Afgangsvilkaarene, var kaldt til et nyt og fyldigere Liv, at der — vistnok ubevidst fra Bestyrelsens Side — var foregjøglet Personalet Noget, hvorfor der ikke kunde haves Sikkerhed, og endelig at man ved Vedtagelsen af denne Plan for bestandig havde tilintetgjort Muligheden af at kunne gjenoptage et Regulativ i samme Aand som det af 1870, thi den Bemyndigelse, som paa Finantsloven for 1870-71 var givet Theatret til at raade over dets Midler, vilde Folkethinget senere vistnok aldrig være villigt til at give.

Ifølge Indstilling fra Bestyrelsen blev Honorar-Regulativer af 1856 ifølge kongelig Resolution af 1ste December 1872 forandret med Hensyn til Oversættelser, saa at Betalingsvilkaarene nu bleve endel bedre for dem, der gav sig af med at oversætte for Theatret. Efter den nye Bestemmelse vedtoges Følgende: a) for et reciterende Skuespil i Prosa til en hel Aften betaltes en Gang for alle fra 100 til 150 Rdl. (efter det ældre Regulativ fra 80 til 100 Rdl.), b) for et reciterende Skuespil til en Hel Aften i Vers fra 200 til 300 Rdl. (før 150 til 200 Rdl.), c) for Operaer og Syngestykker, hvor Texten underlægges den fremmede Musik, for et Stykke til en Hel Aften fra 200 til 300 Rdl. (før 150 til 200 Rdl.), d) for lignende Stykker, hvortil komponeres ny Musik, fra 150 til 200 Rdl. (før 100 til 150 Rdl.) og e) for oversatte Stykker, som kun udfylde en Del af Forestillingen, et mindre Honorar efter de ovenanførte Forhold.

Kapellets Medlemmer indgav den 4de Januar 1873 et Andragende til Kultusministeriet om en Forbedring i deres Lønningsvilkaar, idet deres Gager nemlig ikke vare blevne forhøiede siden Gagereglementet af 1841. Andragendet blev [sideskift][side 745]imidlertid ikke bevilget, hvorimod der ved Saisonens Slutning udbetaltes hvert Medlem af Kapellet en extraordinair Hjælp af 40 Rdl.

Fredagen den 23de Mai maatte Forestillingen af "Christiane" afbrydes i 3die Akt, idet V. Wiehe fik et heftigt Anfald af Næseblod, en Sygdom, der i de paafølgende Aar jævnlig hjemsøgte ham i en betænkelig Grad, og Hultmann maatte bede Publikum om at have lidt Taalmodighed. Men da Wiehe ikke saa sig i Stand til at fortsætte sit Spil, maatte Hultmann underrette Tilskuerne om, at Stykket ikke kunde tilendebringes, og Forestillingen sluttedes da med "En Caprice".

Det Treschowske Legat blev for dette Aar tildelt Rosenkilde.

Efterat Arbeidet ved den nye Theaterbygning var saa vidt fremskredet, at Murene paa Magasinbygningen vare komne 17 Alen over Jorden og Kjældrene i selve Theatret næsten færdige, blev Grundstenen den 18de Oktober 1872, med stor Høitidelighed lagt af Kongen. Paa det Sted, hvor Tilskuerpladsen skulde være, var der reist et stort Telt for den kongelige Familie og de talrige Honoratiores, der vare indbudte, og fra dette Telt førte en med Tæpper belagt Gang ned til den Pille mellem Scenen og Tilskuerpladsen, hvor Grundstenen skulde nedlægges. Paa Scenen og paa begge Sider af den var der opført Estrader for Skuespilpersonalet og de Indbudte. Efter en kort Tale oplæste Kultusministeren følgende Indskrift paa den Mindeplade, der skulde lægges under Granitblokken:

"Aar 1872 den 18de Oktober nedlagde
     Hans Majestæt Kong
     Christian den Niende
i sit niende Regeringsaar Grundstenen til denne Bygning, der ved Statens, Kjøbenhavns Kommunes og Landets Borgeres Bidrag opføres for den danske Skueplads.[sideskift][side 746]

Den nye nationale Skueplads opføres i Overensstemmelse med Lov af 18de Juni 1870. Efter offenlig skeet Udbud om Indsendelsen af Tegninger tilkjendte det efter Loven nedsatte Udvalg Medlemmerne af Kunstakademiet Jens Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen den første Præmie. Under disses Ledelse er Arbeidets Udførelse efter de af Ministeren for Kirke- og Undervisningsvæsenet Carl Christian Hall bifaldte Tegninger overtaget af Murmestrene Julius og Vilhelm Køhler".

Kongen begav sig derpaa med sit Følge ned til Pillen, hvor Mindepladen nedlagdes, og efterat han havde tilmuret den svære Grundsten, som anbragtes ovenpaa, udtalte Han: "Saa være da denne Grundsten lagt med Ønsket om en smuk og lykkelig Fremtid for den danske nationale Skueplads, som skal reise sig over den". Høitideligheden afsluttedes derpaa med, at det kongelige Theaters Sangere afsang en Kantate af H. P. Holst med dertil komponeret Musik af Paulli. — Imidlertid havde Bygningskommissionen lidt et sørgeligt Tab, idet Formanden, Etatsraad Hummel, afgik ved Døden den 21de August, og Kultusministeriet satte sig strax i Forbindelse med Krigsministeriet for at se hans Plads udfyldt med Kaptain af Ingenieurkorpset Otto Kaalund Larssen, der den 26de September indtraadte i Kommissionen, for hvilken Gammeltoft nu blev Formand. Under 22de November meddelte Ministeriet Approbation paa Kommissionens Indstilling om de endnu tilbagestaaende Punkter derhen, at Underkjørselen paa Forfaçaden opgaves, at der i Underkjørselen mod Hôtel du Nord anbragtes tre Indgange, at der indrettedes en Underkjørsel i Tordenskjoldsgade for Kongelogen og tildels for Publikum, at Loger paa Gulvet frafaldtes og ligeledes Planen med numererede Pladser foran Balkonlogerne. Allerede [sideskift][side 747]den 27deMai havde Ministenet tilskrevet Bygningskommissionen om at foretage de foreløbige Skridt til, at en Forhandling med Bedømmelsesudvalget kunde finde Sted angaaende Anvendelsen af de til Bygningens kunstneriste Udstyrelse samlede Bidrag, for at der i Tide kunde blive gjort Bestilling paa de til den ydre Udsmykning nødvendige Arbeider, og efterat Kommissionens Forslag og Bedømmelseskomiteens Svar vare indkomne den 4de Oktober, approberede Ministeriet ved Skrivelse af 29de November den i Overensstemmelse med Udvalgets Indstilling gjorte Bestilling af Holbergs Statue efter en Model af Professor, Billedhugger Th. Stein, ligesom det ogsaa approberede de øvrige foreslaaede arkitektoniske Prydelser, dog med Forbehold af en nærmere Bestemmelse af Gruppen paa Forfaçaden, Basreliefferne paa Forfaçaden og Busterne i Loggiaen. Den 27de Januar 1873 bifaldt Ministeriet Bygningskommissionens Indstilling om, at Stenbeklædningen i den nye Theaterbygnings Stueetage skulde føres helt rundt paa de tre Hovedfaçader mod Hôtel du Nord, Kongens Nytorv og Tordenskjoldsgade, medens den i de øvrige Etager bortfaldt, undtagen paa det fremspringende Midtparti af Façaden, saaledes at de Mure, som beklædtes med Sten, opførtes i Cement, de øvrige opmuredes i Kalk, pudsedes med Cement og forsynedes med Kapitæler og øvrige fremspringende Forsiringer af Cement eller Beton, Alt dog uden at medføre nogen forøget Udgift. Hovedmotivet til denne Forandring var at skaffe en større Ensartethed i Materialet hele Bygningen rundt istedetfor at have et Materiale paa de to Flader og et andet paa de to andre. Tre Dage senere gaves der Approbation paa det fra Kommissionen modtagne Forslag til Fordelingen af Pladserne i Theatret, hvorved dette kom til at rumme 1700 Pladser, af hvilke ca. 700 kunde bortbort-abonneres [sideskift][side 748]abonneres, saaledes at altsaa Forholdet mellem abonnerede og uabonnerede Pladser i det nye Theater blev 7:17 eller paa en Ubetydelighed nær det samme som tidligere, hvor Forholdet var 11: 27, og under 14de Februar blev det efter Indstilling af Bedømmelsesudvalget, som havde holdt et Kontinuationsmøde den 31te Januar, bifaldet af Ministeriet, at Gruppen paa Forfaçaden maatte udarbeides efter Billedhugger Rings Skitse, forestillende Apollo Musagetes staaende med Pegasus paa Helikon med den komiske og den tragiske Muse hver paa sin Side. — Hidtil var Alt jo gaaet meget godt, Arbeidet var fremmet med en beundringsværdig Hurtighed saavel fra Entrepreneurernes som fra Arkitekternes, Ministeriets, Bygningskommissionens og Bedømmelseskomiteens Side, og det Tab, som Bygningskommissionen havde lidt ved Hummels Død, var paa en udmærket Maade blevet erstattet ved Kaptain Larssen, der ikke alene med stor Ihærdighed fremmede Arbeidet, men ogsaa gjorde Tegninger til næsten samtlige vanskelige Jernkonstruktioner. Da modtog Ministeriet i Marts Maaned Underretning om, at Gammeltoft paa Grund af Sygdom var forhindret i at varetage sine Forretninger i Kommissionen, og faa Dage senere indberettede Larssen, at han af Helbredshensyn nødsagedes til at foretage en Badereise paa sex Uger. Den 20de April døde imidlertid Gammeltoft, og den 6te Juni fulgte Larssen ham i Graven, saa at Kommissionen derved mistede sine to dueligste og mest arbeidsomme Medlemmer. Under disse ligesaa vanskelige som sørgelige Forhold maatte Ministeriet først og fremmest se at faa Assistance af et nyt teknisk Medlem, og det var saa heldigt at finde en dygtig Personlighed i Kaptain af Ingenieurkorpset Müller, der under 28de Juni anmodedes om at indtræde i Kommissionen,[sideskift][side 749]Hvortil han gav sit Samtykke, men efterat Ministeriet forgjæves havde henvendt sig til Forskjellige, bestemte det sig til at lade Formandspladsen henstaa ubesat, thi hvor meget det  end var overbevist om at komme til at savne Hummels og Gammeltofts Dygtighed og Erfaring, maatte det paa den anden Side erkjende Vægten af den Grund, som de Mænd, til hvem man havde henvendt sig, havde anført for deres Vægring, den nemlig, at Arbeidet var rykket for langt frem, til at de turde paatage sig et saa byrdefuldt og ansvarsfuldt Hverv.

---

Note side 711:

*) Mærkelig nok havde Bestyrelsen, som tidligere altid havde opponeret saa stærkt imod, at man satte den budgetterede Indtægt høiere end til de engang fastslaaede 175,000 Rdl., i dette Aar selv foreslaaet, at man skulde forhøie den budgetterede Indtægt fra 180,000 til 190,000 Rdl. Grunden til dette Omslag var simpelthen den, at det uden en saadan Forhøielse vilde være Bestyrelsen umuligt at tilveiebringe Balance i det foreslaaede Aarsregnskab for 1872-73.

Note side 743

*) Det seer storartet nok ud, at ikke mindre end 127 af Theatrets og Kapellets Personale udtalte sig for den nye Plan, medens kun en Eneste havde skuttet sig til Regulativet. Herved maa dog ikke oversees, at der ialt kun var 13 ved Theatret, hvem der var tilbudt Kontrakt efter Regulativet. De Øvrige kom ikke ind under det. For de 114 beviser Erklæringen kun, at de nok vilde tage det, som ved Finantsloven og Regulativer var forbeholdt en bestemt Klasse af Personalet, men som ved den nye Plan var lagt over til hele Personalet, og Erklæringen blev saaledes hovedsagelig et Bevis for Sandheden af den gamle Sætning: Enhver er sig selv nærmest.