[sideskift][side 588]Dengang Hall atter overtog Ledelsen af Kultusministeriet, var det en almindelig Tro blandt Publikum, at den sidste Time snart vilde være slaaet for den daværende Theaterbestyrelse. Og der var virkelig Grund til at nære en saadan Tro, thi naar Hall i sin Tid havde været saa bange for Theatrets Skjæbne, at han havde gjort Sit til at faa en Mand som Heiberg fjernet fra Direkteurposten, syntes der dog at være nogen Anledning til at vente, at Systemet Linde-Berner maatte forekomme netop ham mindre velskikket til at staa i Spidsen for den nationale Scene. Om der fra den nye Kultusministers Side blev gjort Noget eller ikke for at finde en passende Afløser for den konstituerede Bestyrelse, er vanskeligt at afgjøre; sikkert er det, at der ikke skete nogen Forandring, og at Alt ogsaa under Halls Overledelse vedblev at gaa som tidligere, og Ministerskiftet viste ikke sine synlige Følger for Theatret undtagen i den Omstændighed, at det fra Begyndelsen af Saisonen 1870-71 efter Theaterbestyrelsens Indstilling til Ministeriet blev indført at kalde Skuespillerinderne henholdsvis Frøken og Frue paa Plakater og i alle officielle Skrivelser.

Denne Saison kom til at afgive et overordenlig fyldigt Bevis paa, i hvor høi Grad Lysten til at gaa i Theatret var stegen i Hovedstaden i de sidste Aar, thi uagtet der kun ganske kort Tid for Saisonens Begyndelse indtraf en saa storartet Verdensbegivenhed som den fransk-tydske Krigs Udbrud, og skjøndt Ingen herhjemme med nogensomhelst Sikkerhed kunde forudsige, hvorvidt Danmark vilde komme til at spille en Rolle med i det Drama, for hvilket Fortæppet neppe nok endnu var oprullet, eller om Landet vilde bevare en streng Neutralitet, saa kunde dog hverken denne Kæmpekrig eller Uvisheden om Fædrelandets egen Skjæbne [sideskift][side 589]afholde Folk fra ved den aarlige Auktion i August Maaned at vise den største Begjærlighed efter at abonnere Loger, og Grunden til denne Begjærlighed kunde ikke med Rette søges i det kort forinden offenliggjorte Program, da dette kun havde en eneste Nyhed paa Skuespillets og en eneste paa Syugespillets Omraade at fremvise.

Denne ene Skuespilnyhed krævede ganske vist et temmelig betydeligt Arbeide, men Vanskelighederne ved at faa den frem vare dog ikke saa store, at man, som Tilfældet nu var, behøvede langt over fire Maaneder for at bringe den over Scenen. Denne Nyhed var "Kongs-Emnerne", Historisk Skuespil i fem Akter af H. Ibsen. Det var et storartet, mægtigt og gribende Billede af Norges Middelalder, som Digteren her oprullede, og den, der tidligere kun havde kjendt ham som Forfatter til "De Unges Forbund", vilde i Begyndelsen have lidt ondt ved at forstaa, at de høie, mægtige Tanker og den svulmende, rige Pathos i "Kongs-Emnerne" skyldtes den Samme, der tidligere saa ubarmhjertig havde svunget Satirens krasse og skaanselløse Svøbe. Det var som sagt Norge i Middelalderen, Digteren skildrede, det var Tiden med dens forskjellige Tron-Prætendenter eller Kongs-Emner, som gjensidig bekrigede Hinanden og lammede Landets Kraft. I Skuespillet her fandtes nu to eller egenlig rettere Tre Kongs-Emner, Haakon Haakonssøn, Skule Jarl og Bisp Nikolas Arnessøn. Af disse Tre er Haakon det rette Emne, thi han har den sande, store Kongetanke at ville samle Folket, ligesom Harald Haarfager samlede Riget, og derfor maa Alle vige for ham, i hvis Fodspor Lykken følger paa hans uforfærdede Vandring henimod Maalet. Men idet det forud var givet, at han var det rette Emne, vendte Hovedinteressen sig fra ham til det andet Emne, Skule [sideskift][side 590]Jarl, der ogsaa er Stykkets vigtigste Person, ligesom Dramaet egenlig kan siges at være hans. Jarlen er i Besiddelse af en aldeles umættelig Ærgjerrighed, men jævnsides denne boer der i hans Sind en saa indgroet Ærbødighed for Retten, at han ikke betænker sig paa at tjene Haakon, saafremt denne virkelig er det sande Kongs-Emne. Inga af Varteig har baaret glødende Jern for at bevise sin Søn Haakons Adkomst til Tronen, men trods dette har den snedige Oslo-Bisp vakt en Tvivl i Skules Hjerte. Der er en Mulighed for, at Haakon kun er en Fattigmandssøn, og at Skule er den, som har den bedste Ret til at bære Kongekronen, men denne Mulighed kan aldrig blive opklaret, thi Bisp Nikolas har kastet Thrond Præsts Brev paa Ilden. Det er denne Tvivl, der hviler som en Forbandelse over Jarlen og fortærer ikke blot hans Sjæl, men ogsaa hans Legeme, og han, der, som Haakon rigtig bemærker, er skabt til at være Kongens første Mand, men ikke til selv at være Konge, finder først Fred og Forsoning i det Øieblik, hvor han, ene og forladt, offrer sig for Haakons store Kongetanke. Bisp Nikolas er paa en Maade det tredie Kongs-Emne. Han har i sine Ynglingsaar seet, at hans Feighed hindrede ham fra at kunne tilkæmpe sig Magten med Sværdet i Haanden, og derfor har han valgt den geistlige Vei, som var den eneste, ad hvilken han kunde naa i Veiret. Selv kan han ikke naa Kongekronen, men ingen Anden maa naa den, og derfor Hader han Enhver, der rager op over Mængden, idet han, Tidsalderens onde Dæmon, uophørlig Puster til Ilden for at holde Striden mellem de forskjellige Kongs-Emner i fuld Gang. ? Det var Kampen mellem disse Tre, Ibsen havde skildret, og han havde gjort det med en saa overraskende Genialitet, en saa mægtig og gribende [sideskift][side 591]Pathos, en saa fin psykologisk Sands, en saa klar og fyldig Udvikling, at Tilskuerne med ualmindelig Interesse fulgte det lange og paa sine Steder vel brede Sørgespil lige til Slutningen. Den store og virkelig fortjenstfulde Opgave, Theatret her havde stillet sig, blev løst paa en i det Hele taget ganske tilfredsstillende Maade, skjøndt naturligvis langtfra Alle i deres Spil formaaede at komme i Niveau med Digtningen. Navnlig gjaldt dette om Nyrop, der endnu manglede tilstrækkelig Udvikling som Skuespiller til at kunne spille Haakon Haakonssøn, det af Lykken udkaarne Kongs-Emne med den store Kongetanke, men til Gjengjæld havde Skule Jarl i V. Wiehe en Fremstiller, der til den høieste Grad af Fuldkommenhed forstod at gjengive de forskjellige Sindsstemninger i alle deres Afskygninger, den altfortærende Ærgjerrighed og den ikke mindre tilintetgjørende Tvivl; saa fuldendt var Wiehes Spil, at alene dette havde været nok til at holde det mægtige Drama oppe. Endnu en Præstation tiltrak sig en ganske usædvanlig Opmærksomhed, og det var E. Poulsens. I og for sig er det stedse overordenlig vanskeligt for en ung Skuespiller at skulle spille en Olding i Firserne, men her var Vanskeligheden yderligere forøget ved, at man saa Oldingen dø i en Scene, som var af en aldeles overvældende Brede. Alligevel lykkedes det den unge Kunstner at beseire disse Vanskeligheder. En fortræffelig Maste skjulte hans Ungdom, hans Repliker førte ligesom en Understrøm af kold Beregning og nagende Had med sig, og den saa usædvanlig lange Dødsscene blev ved hans virkelig mesterlige Spil af en ualmindelig gribende Virkning. Det var kort sagt en Præstation af sand Betydning for Kunsten, og samtidig var det for alle Kunstforstandige et Fingerpeg om, at en fornuftig Theaterbestyrelse burde gjøre Alt for at udvikle [sideskift][side 592]saa ypperlige Evner til Karakterfremstilling, i Stedet for at den nuværende Bestyrelse lod Poulsen spille alt Muligt, Stort som Smaat, blot for i Øieblikket at kunne drage det størst mulige Udbytte af ham. Dramaet vor i det Hele sat overordenlig smukt og virkningsfuldt i Scene af Fru Heiberg, men der fremkom dog netop ved dette Arbeide et Par Exempler paa, at Scene-Instruktricen, som tidligere omtalt, af og til kunde gribe feil. Herover blev der ogsaa ført offenlig Anke, idet en Indsender i "Dagens Nyheder" først paatalte, at Stuen i Oslo Bispegaard var mørk som en Grav og intet Lys tændt, skjøndt Bispen, idet han ledes ind fra Soveværelset, strax udbryder: "Tænd flere Lys" og senere tilføier: "Lys, siger jeg, her er saa mørkt herinde", og faaer det Svar af Sira Viljam: "Her er tændt", hvilken sidste Replik dog ikke blev sagt. Indsenderen skrev dernæst: "Den anden Scene, jeg sigter til, er Slutningsscenen. Skule fældes af Byesmændene, og han ligger tværs for Porten: "Herind, Kong Haakon!" raaber Dagfinn Bonde. "Liget ligger mig i Veien", siger Kongen, idet han standser. "Vil Haakon Haakonssøn frem, saa faaer han gaa over Skule Gaardsøns Lig", lyder Svaret, og Kongen gjør, som der tilraades ham. Der vexles endnu et Par Repliker mellem Kongen og Dagfinn, og den Første siger endelig sagte til Dagfinn, idet han griber ham om Armen: "Skule Baardsson var Guds Stedbarn paa Jorden, det var Gaaden ved Ham", hvorpaa Tæppet falder. Under Læsningen af dette storslaaede Skuespil forøges Virkningen af denne gribende Scene netop derved, at Skules Lig tænkes liggende udenfor Porten, medens den seirrige Konge staaer indenfor, og Ibsen har da Heller ikke med et Ord antydet, at Situationen skulde være anderledes. Tvertimod, Dagfinn [sideskift][side 593]Bonde siger end yderligere: "Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros ringes Freden ind i Landet, og derude ligger han, som var Jer værst af Alle." Men hvad gjør Scene-Instruktricen her? Skules afsjælede Legeme lægges paa en Baare og slæbes ind foran Kongen, der peger ned paa det, medens han siger de sidste Ord." ? Dekorationerne, der vare malede af den talentfulde Kunstner Valdemar Güllich, som efter at have arbeidet i flere Aar under Wiens første Theatermalere havde faaet Ansættelse ved det kongelige Theater for denne Saison, røbede megen Dygtighed og Smag, og til Stykkets Sukces, bidrog ogsaa Heises ypperlige Musik, dels den malmfulde Ouverture og Mellemaktsmusiken, dels de melodramatiske Satser og den smukke Vuggevise i tredie Akt.

Skjøndt det ogsaa var en Normand, der var Forfatter til Saisonens anden Skuespilnyhed, var denne Nyhed dog den mest fuldstændige Antipode til Forgængeren. Thi medens Ibsens "Kongs-Emnerne" var et mægtigt, fjeldfrisk og kjærnesundt Sørgespil, var A. Munchs "Moder og Søn" et noget sentimentalt Familiedrama i tre Akter, hvor Dyden til Slutning belønnes. Hubert Lucy, der er opdraget som den rige Lord Egremont og forlovet med en fornem Lady, faaer pludselig at vide, at hans Gods ifølge et opdaget Testamente egenlig burde være tilfaldet en anden Gren af hans Familie, og uden at betænke sig offenliggjør han Testamentet, hvorved han mister ikke alene sit Gods, men ogsaa sin Brud. Moderen, som et Øieblik har været fristet til at tilintetgjøre Testamentet, drager til London tilligemed sin Søn, der her er saa heldig at finde en Forlægger til sine Digte og kort efter sin Brud, som har opgivet sin Fornemhed for kun at følge sit Hjertes Tilskyndelser. Der aandede vel en varm og ren Følelse gjennem hele dette [sideskift][side 594]Stykke, som var skrevet i et smukt Sprog, men netop ovenpaa Ibsens svære Kost smagte denne Ret lidt fersk og flau, og det var kun Frk. Nielsens og V. Wiehes smukke Spil, som Forfatteren kunde takke for, at Stykket oplevede forholdsvis mange Opførelser i denne og den paafølgende Saison.

Det originale enakts Lystspil "De lykkeligste Børn" var den tredie og sidste Nyhed, som Skuespillet drev det til i dette Theateraar. Det livlige anonyme Arbeide gav en Skildring af den Kjærlighedens Egoisme, som saa jævnlig forvexles med selve Kjærligheden. Den sære, men rigtig gode gamle Frøken Hartmann har et Par Pleiebørn, som hun holder overordenlig meget af, men hun har nu engang faaet den Tro, at Børnene.og hun selv ville føle sig mest tilfredse og lykkelige, naar de leve ene og alene, og derfor stænger hun Verden ude og Børnene inde. Dette gaaer imidlertid kun til en Tid; der kommer det Øieblik, da Drengen søger ud i Verden ved at springe over Havegjærdet, og da Verden søger ind til de Indelukkede i Skikkelse af en Ingenieurkaptain, der elsker Drengens Søster. Saa staaer den gamle Frøken forstenet overfor Valget mellem enten at offre sit eget Ideal eller sine Pleiebørns virkelige Lykke, og hun offrer da det Første. Stykket vandt ikke ringe Bifald og blev godt spillet navnlig af Fru Sødring som den gamle Frøken og af Rosenkilde, der var aldeles mesterlig som Huskorset, Søren med den lamme Arm.

To nye Arbeider havde Theatret endvidere paatænkt at opføre i denne Saison, nemlig "Knud den Store", anonymt Historisk Skuespil i tre Akter, og "Søsterlig Kjærlighed", en af Hertz efterladt Vaudeville, der var fuldført med Undtagelse af nogle enkelte Sange, men intet af disse Stykker [sideskift][side 595]naaede at komme frem, og begge maatte dele Skjæbne med saamange andre, der i Aarenes Løb vare antagne og honorerede for derefter at stedes til evig Hvile i Theaterarkivet, uden at Forfatterne alvorlig paatalte deres Ret.

Var det kun faa nye Arbeider, Skuespillet havde at opvise, saa kunde Operaen ikke rose sig af nogen større Virksomhed, thi alt det Nye bestod i "Villars Dragoner", Syngestykke i tre Akter af Lockcoy og Cormon, med Musik af Maillart. Texten til dette Arbeide var ganske livlig, og Musiken var gjennemgaaende let og melodiens, indeholdende ikke alene ganske fortræffelige Partier i den overgivne Genre, men tillige smukke alvorlige Satser, saa at den Hyssen, hvormed Bifaldet var iblandet, egenlig var ganske uberettiget, saameget mere som Udførelsen i Et og Alt var god og for Frøken A. Andersens Vedkommende som Rose Friquet endog fortræffelig.

I "Livjægerne paa Amager" bragte Bournonville ? der for den øverste Ledelse af Balletten oppebar et Beløb af 500 Rdl., medens Gade som Balletdirigent samtidig var lønnet med 500 Rdl. ? et Arbeide paa Scenen, der maatte kaldes overordenlig heldigt, forsaavidt det ikke paa noget Punkt gik ud over de for Balletten afstukne Grændser. Handlingen var ikke stor, men gav en livlig Skildring af Livet paa Amager ved Begyndelsen af Aarhundredet, da Edouard Du Puy med sine Livjægere laa i Kantonnement der under Kjøbenhavns Beleiring, og det Billede, Bournonville oprullede for Tilskuerne, var fuldt af Lystighed og Løier med ypperlige Dandse og smukke Grupperinger. Güllich havde malet en fortræffelig Bondestue-Dekoration, Musiken var med megen Smag arrangeret af V. Holm, og Udførelsen var udmærket, særlig af V. Price som Musikeren, Fru [sideskift][side 596] Stillmann som hans Frue og C. Price som Overjægeren, hvilken Rolle han med faa Dages Varsel havde indstuderet under Gades Sygdom.

Et saa tarveligt Resultat, hvad Nyheder angik, maatte Bestyrelsen naturligvis søge at bøde lidt paa, og dette skete da som sædvanlig ved at fremdrage det ene Arbeide efter det an det af det ældre Repertoire. Man begyndte Saisonen med "Henrik og Pernille", hvori Titelrollerne vare tildelte O. Poulsen og Frk. Schmidt, men kun for Henriks Vekommende kunde denne Ombesætning kaldes heldig. Den nye Henrik kunde ikke gjøre Andet end spille Rollen i samme Aand som sin store Forgænger, men der var dog over O. Poulsens Spil udbredt en saadan Selvstændighed, en saadan Iver for at spille udaf sit eget Jeg, at hans Præstation ikke med Rette kunde kaldes nogen Kopi. Derimod var det et Feilgreb at tildele Frk. Schmidt Pernilles Rolle, thi uagtet hun hverken savnede Liv eller Lune, kunde hun dog aldeles ikke faa Hold paa det specifik Karakteristiske ved Figuren, saa at Totalvirkningen derved gik tilgrunde.

Allerede den paafølgende Aften kunde Direktionen præsentere den nye Debutant, Harald Kolling, som havde forladt Folketheatret for at modtage det treaarige Engagement, det kongelige Theater havde tilbudt ham. H. Kolling, der ved sin Debut paa Nationaltheatret var i en Alder af fem og tredive Aar, var lille af Væxt, men i Besiddelse af et fortræffeligt Theateransigt, som han forstod at maskere til Fuldkommenhed, og en omfangsrig, sonor Talestemme. Bestemmelsen var, at han første Gang skulde have vist sig for Publikum i Titelrollen i "Michel Perrin", men Udbruddet af den fransk-tydske Krig bevirkede, at man fandt det mindre passende just i Øieblikket at gjenoptage dette Arbeide paa [sideskift][side 597]Repertoiret, og derfor kom han til at debutere som Griffet i "Coliche", en saa ubetydelig Rolle, at det ikke i den var muligt for ham at give nogen Prøve paa sit Talent. Den anden Debutrolle, som det faldt i hans Lod at udføre, var af den Natur, at det saa ud, som om Bestyrelsen hellere vilde gjøre Sit til at lægge ham Vanskeligheder i Veien end til virkelig at hjælpe ham frem blandt de ham uvante sceniske Forhold, thi i "Aprilsnarrene" at spille Zierlich efter Carl Winsløw og Phister var i Sandhed en overordenlig vanskelig Opgave. Alligevel kom H. Kolling efter Omstændighederne meget godt fra det vovelige Experiment og morede meget. Han havde udstyret Rollen med adskillige vellykkede Smaatræk, og blev det ogsaa af Enkelte udtalt, at han paa sine Steder chargerede vel stærkt, saa var dette ikke til at undres over, da der naturligvis ved hans Spillemaade fra tidligere Tid maatte klæbe enkelte Kanter, som trængte til at slibes af. Han var forøvrigt ikke den Eneste, som bidrog til at give "Aprilsnarrene" Interesse ved den nye Opførelse. Heiberg havde i sin Tid udtalt, at hele Stykkets Anlæg indeholdt som Betingelse, at Hovedpersonens Rolle udførtes af en Fremstillerinde i den virkelige, ikke efterlignede barnlige Alder, samt at Trines Rolle hørte til dem, der ikke fordrede Kunst, men kun en lykkelig Natur, og denne Udtalelse maatte vel være den nærmeste Grund til, at man lod den lille Augusta Andkjær forsøge sig i Trine Rars Rolle. Debutantinden, der saa ud til i det Høieste at kunne være ti Aar gammel, bar Vidne om en ikke almindelig dramatisk Begavelse, spillede kvikt, sang "Der er i Himlen en Dreng saa smuk" med stor Virkning og gjorde overordenlig god Fyldest i hele Examinationsscenen, men et Spørgsmaal var det alligevel, om man ikke burde have opsat hendes Debut et Par Aar, [sideskift][side 598]indtil hun var bleven lidt mere udviklet. Nu optraadte hun, foruden i denne Rolle, kun i "Alferne", hvor hun ligeledes gjorde sig bemærket ved sin smukke Deklamation, og trak sig derefter tilbage fra Scenen. Samtidig med at Trine var bleven tildelt Debutantinden, havde O. Poulsen faaet hans Mortensens Rolle, som han spillede med stor Virtuositet, men paa sine Punkter lidt vel støiende og overdrevent. Efter at have afgivet Zierlich spillede Phister nu Tennemann, og den svenske Dandsemester blev under hans Behandling en Figur af stor komisk Virkning.

Gjenoptagelsen af "Axel og Valborg" var til alt Andet end til Forherligelse af Digteren, thi som Helhed betragtet maatte Forestillingen kaldes for temmelig mager og mislykket. Skjøndt der ganske vist var en vis Varme og Inderlighed udbredt over Nyrops Spil som Axel, savnede han dog altfor mange Betingelser til med Held at kunne fremstille den elskovsfulde nordiske Helt. Ikke alene skortede det ham i høi Grad paa Herredømme over sit Organ, men hans Diktion lod ogsaa overordenlig Meget tilbage at ønske, ligesom Plastiken ofte var meget tarvelig, og hans Spil faldt derfor fra Hinanden i Stumper og Stykker. Heller ikke Frk. Dehn var heldig som Valborg, thi skjøndt hendes Spil vel maatte kaldes net og smagfuldt, var det dog saa koldt og lidenskabsløst, at det ingen Virkning formaaede at gjøre. Hertil kom en Fremstilling af Hakon Hardebred, der var af den Natur, at Holm-Hansen blev leet ud, og ligeover for Alt dette kunde det kun lidet nytte, at Mantzius som Bjørn Gamle spillede fuldstændig i Oehlenschlægers Aand.

Idet Bestyrelsen atter optog "Søstrene paa Kinnakullen" paa Repertoiret, gav den Frk. Nielsen Leilighed til at vise, ikke alene hvor inderlig hun havde forstaaet Ulrikas Rolle, [sideskift][side 599]men tillige hvor fortræffelig hun var i Stand til at gjengive den. Hendes Spil var helt igjennem overordenlig smukt og sandt, men dog navnlig i de to sidste Akter af en mægtig gribende Virkning. ? En anden Præstation, der fortjener særlig Omtale, var Phisters som Sganarel i "Doktoren mod sin Villie", forsaavidt han spillede denne glimrende Molièreske Figur med aldeles fuldendt Mesterskab, saa mesterligt, at selve Mønterscenen i Paris ikke var i Stand til at opvise noget Sidestykke dertil. ? Siden N. P. Nielsens Død havde "Statsmand og Borger" hvilet, og først i denne Saison blev Stykket atter optaget og Aldobrandinis Rolle tildelt Mantzius, der ganske vist i hele sin Person manglede Noget for at kunne fremstille den slebne, fine Hofmand, men som til Gjengjæld udmærkede sig ved en overordenlig god Replikbehandling og et godt, gjennemtænkt Spil. ? Ved Gjenoptagelsen af "Capriciosa" hed det atter i et Par Blade, at der ingen Grund var til paany at opføre denne saa afblegede Folkekomedie, men det gik som altid, Stykket udøvede igjen sin gamle Tiltrækningskraft og opførtes i Saisonens sidste Dage sex Gange for stærkt besat Hus samt ni Gange i den paafølgende Saison. E. Poulsen, der efter Bestyrelsens Mening jo helst maatte benyttes i alle mulige Stykker, havde naturligvis faaet Peter Kaninstoks Rolle, som han vel spillede med Varme og Følelse, men uden nogen rigtig Karakteristik af, at Søen var Peters Element. Heller ikke Ole Kaninstok kunde siges at blive spillet rigtig godt af Phister, ved hvis Gjengivelse af de rørende og djærve Partier i Rollen der var ligesom noget Uægte, men til Gjengjæld var Rosenkildes Kakadue en saa meget mere klassisk Præstation, som den ogsaa var til ustandselig Morskab for Publikum.[sideskift][side 600]

Den 17de December, Hundredaarsdagen for Beethovens Fødsel, feirede Theatret ved at gjenopføre "Fidelio", hvori Frk. Pfeil sang Titelrollen med stor Bravour, og efter denne i det Hele meget heldige Forestilling prøvede Bestyrelsen sin Lykke med at gjenoptage Syngestykket "Prindsen af Kina", der fra nu af, formodenlig for at faa mere Interesse, blev kaldt "Broncehesten". Men nu vilde det Auberske Syngestykke aldeles ikke slaa an, og selv ikke Phisters fra gamle Dage med Rette saa berømte Fremstilling af Mandarinen Tsing-Sing formaaede at holde det flere end tre Aftener paa Repertoiret. "Tempelherren og Jødinden" optoges efter over tredive Aars Hvile og gjorde i sin nye Skikkelse med Recitativer, der vare oversatte af A. Hertz, megen Lykke. Simonsen sang sit Parti med Varme og Inderlighed, men formaaede dog ikke at fylde som den lidenskabelige Tempelherre, der fordrede baade en ualmindelig dramatisk Begavelse og en stor Bevægelighed i Sang som i Spil. Derimod var Schram en aldeles fortræffelig Broder Tuck. Ogsaa "De to Dage" vandt i den nye Indstudering megen Lykke. Præsidenten og hans Hustru vare i gode Hænder hos Nyrop og Fru Liebe, og Chr. Hansen sang Michelli med samme Liv og Lyst som i gamle Dage.

Af ældre Balletter opførtes i denne Saison to. I "Conservatoriet" havde Frk. Scholl som Dandserinden Victorine et stort Parti, som hun skilte sig fra med megen Bravour, og Alexis' Rolle blev udført af en af Ballettens yngre Kræfter, Daniel Krum, der viste sig i Besiddelse af ikke almindelige Evner som Dandser. Men Perlen blandt alle Personerne var dog Hoppensach som den grundkomiske Inspekteur. Frøken M. Price, der i "Et Folkesagn" udførte Hildas [sideskift][side 601]Parti, stille sig ganske vel derfra, men hævede sig dog ikke over det Almindelige.

Til Forestillingen efter Saisonens Slutning til Indtægt for Ballettens private Pensionsfond havde Bournonville komponeret et smukt apotheotisk Tableau "Mozartiana". Man saa Komponisten ved sit Klaver, bekrandset af sin Muse og omgivet af sine Operaers mest bekjendte Figurer. Forrest sad Personerne fra "Figaros Bryllup" ved Taffelet, tilhøire saaes en Scene af "Tryllefløiten", tilvenstre af "Titus" og bagest Kirkegaardsscenen af "Don Juan", medens de "himmelske Harmonier" svævede over hele Billedet. Og dernæst havde Balletmesteren foran "Livjægerne paa Amager", der endte Forestillingen, arrangeret et andet kvikt Tableau "Udfaldet i Classens Have 1807", hvortil han havde hentet Motivet fra C. V. Eckersbergs bekjendte Billede.

Foruden de to tidligere nævnte Debuter fandt endnu to andre Sted i denne Saison. Frøken Schnell forsøgte saaledes i dette Theateraar sine Kræfter i Skuespillet, og hendes Forsøg kronedes med et saa afgjort Held, at hun opgav Balletten, der i Henseende til fysisk Kraft stillede større Fordringer til hende, end hun kunde opfylde. Hendes første Optræden var som Rose i "Fruentimmerskolen", og Høedt havde som hendes Instrukteur her valgt en Rolle, der i Et og Alt syntes som skreven for hende. Skjøndt hun var temmelig lille, saa hun dog fortræffelig ud paa Scenen med sit uskyldige, men dog saa opvakte Ansigt, og skjøndt hendes Organ ikke var synderlig kraftigt, var det dog i Besiddelse af en saadan Intensitet, at man tydelig kunde høre enhver af hendes Repliker, selv om de kom frem med halv Stemme. Der var en fortryllende Friskhed udbredt over hele hendes Spil, saa at Instruktionen ikke traadte [sideskift][side 602]synlig frem, og den unge Pige, hos hvem en lykkelig Natur syntes at være forenet med tænksom Kunst, vandt stærkt Bifald. Dette fulgte hende ogsaa ved hendes to andre Debutroller, Nancy Hardcastle i "Feiltagelserne" og Valgerda i "Valgerda", Roller, i hvilke hun vel kunde finde Anledning til at udvikle al sin Ynde og alt sit Skjælmeri, men som rigtignok Heller ikke gav Publikum Leilighed til at se, om hendes Evner naaede videre end til at spille Ingenue.

Ved forskjellige Studenterkomedier havde cand. med. Peter Jerndorff vist sig som en flink Privatskuespiller, og derfor var det saa naturligt, at han kunde have Lyst til at prøve sine Kræfter paa det kongelige Theater. Ved sin Debut som Aage i "Mester og Lærling" vandt han Bifald, navnlig for sit overordenlig sympathetiske Foredrag af Sangnumrene, ligesom det overhovedet lykkedes ham at sprede det rette romantiske Lys ud over Ellefolkenes Barn. Hans Spil tydede paa en forstandig Opfattelse, og hans Organ var klart og tydeligt, men hans Udvortes var lidt ubetydeligt og ikke rigtig egnet for Vaudevillen, der nærmest syntes at skulle blive hans Fag. En tredie Debutant, der rigtignok kun fik Lov til at optræde som Gjæst, var Frantz Hartmann. Han havde i flere Aar sunget rundt om i Tydskland ved forskjellige Operaselskaber og havde under sin Ferie Aaret i Forveien forgjæves anmodet Theaterdirektionen om i Saisonens sidste Dage at maatte optræde som Gjæst i en af de Operaer, der vare paa Repertoiret. Nu tillodes det ham imidlertid den 31te Mai, og som Sarastro i "Tryllefløiten" satte han Publikum i Forbauselse ved sin mægtige og overordenlig dybe Basstemme, der navnlig i et Parti som Ypperstepræstens var af meget stor Virkning. Nu fandt [sideskift][side 603]Direktionen denne Gjæsteoptræden saa heldig, at den skyndte sig at engagere ham for den paafølgende Saison.

Afgangene i denne Saison vare baade mange og af Betydning. Dandseren G. Brodersen og Solodandserinden, Frk. P. Fredstrup afskedigedes den 25de April 1871 fra Theateraarets Udgang at regne, men vedbleve dog deres betydelige Lærervirksomhed ved Balletten, Em. Hansen opgav helt at spille Komedie, og H. Kolling søgte ved Saisonens Slutning om Tilladelse til at maatte hæve sin treaarige Kontrakt med Theatret, hvilket ogsaa blev ham tilladt. Ved sin tredie Debut som Geronte i "Scapins Skalkestykker" havde han overrasket ved sin ypperlige Diktion og fortræffelige Maske, men fra dette Øieblik af havde han været hensat i en Uvirksomhedstilstand, hvortil hans aktive Natur ikke kunde vænne sig, og det var derfor ikke saa underligt, at han kunde ønske at komme bort fra et Theater, hvor hans Tjeneste i lang Tid kun havde bestaaet i som Gartnersvenden i "Valgerda" at flytte en Stige fra den ene Side af Scenen til den anden. Og mærkeligt var det, at Bestyrelsen ikke fordrede, at han skulde blive, saameget mere som der netop i den kommende Saison vilde, være udmærket Brug for ham i et stort Repertoire, som blev ledigt. Hermed forholdt det sig saaledes.

Den 7de Marts fandtes der i "Berlingske Tidende" indrykket Følgende:

"Hr. Redakteur!

Tilgiv, at jeg igjen idag besværer Dem med en Erklæring, ? jeg haaber, det vil vare længe, inden jeg atter behøver det. I et andet herværende Blad har Anmelderen af "Feiltagelserne" i en Anmærkning gjort følgende Bemærkninger om "Fruentimmerskolen": "Det (Fruentimmerskolen) [sideskift][side 604]har været ansat og atter ansat, men bestandig er det blevet ombyttet med andre Sager, og nu synes Direktionen slet ikke at turde røre ved det mere. Denne Fremgangsmaade er høist ubillig mod den unge Debutantinde, hensynsløs mod Publikum og skadelig for Kassen. ? ? ? ? Skulde Aarsagen være at søge i en enkelt Skuespillers Indfald, saa tilraade vi meget alvorlig de to Herrer, der forestaa det kgl. Theater, at skaffe sig noget Ben i Næsen ligeoverfor Personer, der tro at kunne tillade sig Alt". ? Det kan kun være møntet paa mig, da "Fruentimmerskolen" de tre sidste Gange er forandret for min Skyld. Jeg skal da i den Anledning tillade mig at erklære, for det Første: at jeg endnu aldrig i mit Theaterliv fra 1842 til Dato ved "Indfald" (maa vel betyde ukunstneriske og uærlige Hensigter) har forstyrret eller forhindret nogen Forestilling. For det Andet: Min Rolle i "Fruentimmerskolen" Hører til mine kjæreste Roller. For det Tredie: Det har varet mig en særlig Glæde at spille med den elskværdige og dygtige Fremstillerinde af "Rose". For det Fjerde (hvad vel in argumentum  ad hominem): Min "Kasse" taaler virkelig Heller ikke at miste den gode Feu, som den Rolle indbringer. Men Sagen er den, at Corfitz's Rolle er en af de største og mest anstrengende Roller, som existere, en Rolle, som fordrer uindskrænket Benyttelse af Organets hele Kraft. Jeg har nu i flere Maaneder lidt af en Forkjølelse, der afvexlende har forbedret og forværret sig, og enhver Sagkyndig vil indse, at man med en saadan Forkjølelse meget godt kan komme igjennem endog temmelig store Roller, uden alligevel at turde binde an med en saa overordenlig anstrengende Opgave som Corfitz. Dette haaber jeg, den ærede Anmelder vil [sideskift][side 605]tro og saaledes erkjende at have gjort mig Uret; ? til Gjengjæld vil jeg give ham Ret i, at det var "tilraadeligt, at de to Herrer, der forestaa det kgl. Theater, vilde skaffe sig noget Ben i Næsen ligeoverfor Personer, der tro at kunne tillade sig Alt".

K. Mantzius."

"Berlingske Tidende" kom ud Kl. Sex om Aftenen. Klokken Otte samme Aften fik Mantzius følgende Brev fra Chefen:

"Chefen for det kgl. Theater og Kapel.
Kjøbenhavn, d. 7de Marts 1871.

Indtil Ministeriets Resolution kan indhentes i Anledning af en af Dem iaften i Berlingske Tidende indrykket Artikel betræffende Deres Forhold til Opførelsen af "Fruentimmerskolen", suspenderes De herved, i Medhold af Theater-Reglementets 5te Afsnit § 3, fra Deres Tjeneste ved det kongelige Theater. Med Suspensionen mister De Rettighed til at indfinde Dem i nogetsomhelst af Theatrets Lokaler, ligesom De eiheller kan benytte nogen Friplads i Auditoriet.

A. Linde.

Til
Hr. kgl. Skuespiller Mantzius."

Denne Skrivelse fulgtes otte Dage senere af følgende:

"Chefen for det kgl. Theater og Kapel.
Kjøbenhavn, d. 15de Marts 1871.

Efter at jeg under 7de d. M. havde tilkjendegivet Dem, at De, indtil Kirke- og Undervisningsministeriets [sideskift][side 606]Resolution i Sagen var indhentet, var suspenderet fra Deres Tjeneste ved det kgl. Theater, ? har Ministeriet nu under Dags Dato tilskrevet mig saaledes:

"I Skrivelse af 8de d. M. har Hr. Konferentsraaden indberettet, at kgl. Skuespiller Mantzius, efter i en længere Tid, ved forskjellige Leiligheder at have givet Anledning til Anstød i Forhold baade til Bestyrelsen og det øvrige Theaterpersonale, nu har tilladt sig i en af ham i "Berlingske Tidende" for Tirsdagen d. 7de d. M. indrykket Erklæring offenlig at gjøre til sin en efter hans Stilling som kgl. Skuespiller meget upassende, raillerende Yttring om Theatrets Bestyrelse, og at Bestyrelsen derfor har fundet sig foranlediget til i Henhold til Theatrets Tjenestereglement § 3 at suspendere ham, indtil Sagen har været forelagt Ministeriet.

I denne Anledning tilbagemeldes herved tjenstligst, at Ministeriet efter det Oplyste finder, at Theaterbestyrelsen har havt Grund til at sætte Ministeriet i Kundskab om Skuespiller Mantzius' Forhold, ligesom ogsaa til ved en foreløbig Suspension at tilkjendegive sin Dom om den af ham viste Adfærd. Da Ministeriet imidlertid antager, at der herved er givet Skuespiller Mantzius en tilstrækkelig alvorlig Advarsel, og at han for Fremtiden vil vide at indordne sig under Theatrets Tjenestereglement og i sin ydre Optræden at iagttage de Hensyn, som han skylder saavel sine Foresatte som sine Kunstfæller, skal Ministeriet herved anmode Bestyrelsen om fra Dags Dato at ophæve den ham dekreterede Suspension. Skulde derimod den Forudsætning, hvorfra Ministeriet saaledes er gaaet ud, ikke gaa i [sideskift][side 607]Opfyldelse, forventer Ministeriet at modtage Theaterbestyrelsens Indberetning for derefter at tage nærmere Beslutning".

I Henhold til ovenanførte Skrivelse ophæves herved Deres Suspension fra Dags Dato, hvorefter De atter vil have at tiltræde Deres Tjeneste ved Theatret.

A. Linde.

Til
Hr. kgl. Skuespiller Mantzius".

Mantzius besvarede denne Skrivelse to Dage senere og udtalte sin Forbauselse over, at medens Chefen i sin Skrivelse til ham havde udtalt, at Suspensionen ene og alene var en Følge af den i "Berlingske Tidende" indrykkede Erklæring, fremgik det af Ministeriets Skrivelse, at Linde i sin Indberetning til det havde begrundet Suspensionen paa, at Mantzius i længere Tid ved forskjellige Leiligheder havde givet Anledning til Anstød baade i Forhold til Bestyrelsen og det øvrige Theaterpersonale. Da Mantzius nu hverken skriftlig eller mundtlig havde modtaget Tilkjendegivelse om noget Saadant og Heller ikke var sig det bevidst, udbad han sig en nærmere Underretning om, hvilke disse hans "Tjenesteforseelser" vare, idet han forinden ikke turde vove at betræde Theatrets Lokaler af Frygt for at give Anledning til "Anstød". Den 22de s. M. fik Mantzius Anmodning om den paafølgende Formiddag at give Møde i Direktionslokalet. Han mødte, og her erklærede Linde ham, at Sagen var afsluttet med Ministeriets Kjendelse, hvorfor Mantzius altsaa blot havde at tiltræde sin Tjeneste. Dette bad Mantzius om at maatte faa skriftlig, hvilket Linde dog nægtede ham, idet Chefen, hvad Oplysningerne om Klagerne til Ministeriet [sideskift][side 608]over Mantzius angik, henviste ham til Berner, der vilde kunne meddele ham alle Detailler. Hertil svarede imidlertid Mantzius: "Nei, mange Tak", da han af flere Grunde ikke ønskede at forhandle med Intendanten, og selvsamme Dag tilskrev han Chefen og meddelte ham, at han fremdeles fastholdt sin tilligere fremsatte Begjæring om, forinden han atter kunde optage sin Virksomhed i Theatrets Tjeneste, at blive sat i Kundskab om de af ham begaaede Tjenesteforseelser. To Dage senere, den 25de Marts, vexledes der flere Skrivelser mellem Chefen og Mantzius, af hvilke den Forstnævnte ubetinget fordrede, at Mantzius skulde møde og spille sin Rolle i det til den paafølgende Dag ansatte Stykke, medens den Sidstnævnte udtrykkelig erklærede, at han ikke mødte til Tjeneste Dagen efter. ? Indtil da havde der ikke været skjellig Grund til at anke over Bestyrelsens Fremgangsmaade i denne Sag, men nu foretog den ? eller rettere Berner ? et Skridt, der tog sig høist uheldigt ud, fordi det derved virkelig fik Udseende af, hvad der almindelig blev omtalt, at Intendanten vilde sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at blive af ved Theatret med Mantzius. Skjøndt denne Sidste i fem forskjellige Breve bestemt havde erklæret, at han ikke vilde møde til Tjeneste paa Theatret, for hans Begjæring var opfyldt, stod han alligevel paa Plakaten for Søndagen den 26de Marts anført som spillende John i "Søstrene paa Kinnakullen". Berner maatte kjende ham altfor godt til at vide, at han ikke kom, men alligevel underrettedes hverken Publikum eller de øvrige Spillende i Stykket om, at Mantzius vilde udeblive. Derimod havde Berner formaaet Schram til i al Hemmelighed at indstudere Johns Rolle, og først da Foyer-Klokken ringede en halv Time for Stykkets Begyndelse, meddeltes det Skuespillerne, at Mantzius [sideskift][side 609]ikke var kommen, men at Schram vilde være saa god at spille Johns Rolle uden Prøve. "Dagbladet", der ligesom "Fædrelandet" ikke kunde siges at være fri for at være Mantzius endel paa Nakken i hele denne Affaire, mødte den paafølgende Dag med følgende stærkt farvede Referat: "Til igaar Aftes var ansat "Søstrene paa Kinnakullen", i hvilket Hr. Mantzius har en Rolle som den gamle Bonde John. Skjøndt Bestyrelsen havde gjort særlige Skridt for at sikkre sig, at Hr. Mantzius vilde gjøre Tjeneste, havde den tillige anmodet Hr. Schram om at lære Johns Rolle, og denne Forsigtighed lønnede sig. Det behagede ikke Hr. Mantzius at indfinde sig, og hans Rolle spilledes derfor af Hr. Schram, som ved saaledes uden særlig Prøve at udføre et ikke ubetydeligt Parti erhvervede sig et Krav paa Paaskjønnelse saavel af Publikum som af Theatret." Det Vrange ved hele denne Fremstilling falder let i Øinene. Som det i og for sig var en Usømmelighed uden Prøve at lade en Skuespiller udføre en større Rolle, saaledes var det Høist mærkeligt, at Schram ved denne Leilighed vilde lade sig benytte paa denne Maade af Berner, thi det behøvede han ikke, idet han lod sig forlede til i al Hemmelighed at indstudere en Rolle, som han med frelst Samvittighed kunde have indstuderet, lært og prøvet for sine Medspillendes Øine. Men "Dagbladet" havde Ret, naar det sagde, at Schram ved at spille havde erhvervet sig et Krav paa Paaskjønnelse af Theatret, eller i dette Tilfælde Berner, thi denne havde ved Schrams Assistance opnaaet at faa Knuden strammet saa fast, at en mindelig Afgjørelse af hele Stridsspørgsmaalet nu var en Umulighed. Et Par Dage senere tilstilledes der da ogsaa Mantzius følgende Skrivelse:[sideskift][side 610]

"Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.

Under 25de d. M. har Ministeriet fra Chefen for det kongelige Theater og Kapel modtaget Indberetning om, hvad der er passeret imellem Dem og Bestyrelsen i de nærmeste Dage, efter at den Dem af Bestyrelsen dekreterede foreløbige Suspension ved Ministeriets, Dem in extenso kommnnicerede, Resolution af 15de d. M. er bleven hævet, hvorhos Chefen efter Deres Begjæring har forelagt Ministeriet Deres Skrivelse af 23de d. M. ligesom en tidligere af 17de s. M.

Foranlediget herved skal Ministeriet oplyse Dem om, at det ikke kan anerkjende nogen Ret for Dem til at fordre skriftlig meddelt Oplysning om de enkelte Fakta, der i Forening have bibragt Bestyrelsen den Overbevisning, at der var Anledning til at benytte den Samme ved Tjenestereglementet for Theatret af 23de Juli 1856 i V Afsnit § 3, 2det Stykke givne aldeles diskretionaire Myndighed til foreløbig og indenfor et bestemt kort Tidsrum at fjerne en Skuespiller fra Scenen.

Denne foreløbige Suspension blev ikke stadfæstet af Ministeriet, i hvilket Tilfælde den som Straf for pligtstridig Handlemaade vilde ifølge Reglementets V § 3 1ste Stykke have medført Tab af den halve Lønning. Ministeriet indskrænkede sig til i sin Skrivelse af 15de d. M. at udtale den Forventning, at De efter den i det Stedfundne indeholdte Advarsel vilde vide at indordne Dem under Theatrets Tjenestereglement og i Deres ydre Optræden at iagttage de Hensyn, som De skylder saavel Deres Foresatte som Deres Kunstfæller. En Nægtelse af at gjenoptage Deres Virksomhed ved [sideskift][side 611]Theatret savner derfor al Grund, og en Vægring for at udføre de Roller, der ere Dem tildelte af Bestyrelsen, vil saaledes indeholde den groveste Tilsidesættelse af Deres Embedspligt.

Ministeriet vil dog ikke opgive Haabet om, at De efter Modtagelsen af nærværende Skrivelse selv vil komme til Erkjendelse heraf og som Følge deraf uopholdelig vil melde Dem til Tjeneste hos Theaterbestyrelsen, hvem Man Dags Dato har tilstillet Gjenpart af denne Skrivelse.

I modsat Fald vil Ministeriet til sin Beklagelse se sig sat i den Nødvendighed at indstille Dem til Entledigelse, der selvfølgelig i dette Tilfælde ikke vil kunne give Dem Adkomst til Pension.

Kjøbenhavn den 28de Marts 1871.

C. Hall.

Schwartzkopf.

Til
Herr Kongelig Skuespiller Mantzius."

Da denne Skrivelse ikke blev besvaret eller taget til Følge af Mantzius, fik han yderligere følgende Brev:

"Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.

Da De, uagtet den til Dem skete Opfordring om at gjenoptage Deres Virksomhed ved det kongelige Theater, endnu intet Skridt i saa Henseende har foretaget, og det er uforeneligt med Theatrets Tarv, at Sagen længere henstaaer uafgjort, maa Ministeriet herved underrette Dem om, at det, saafremt De ikke inden Lørdagen den 8de April Kl. 12 har meldt Dem for [sideskift][side 612]Theaterbestyrelsen til Overtagelsen af Deres Tjeneste, vil se sig i den beklagelige Nødvendighed, at maatte foretage de fornødne Skridt til Deres Entledigelse af Theatrets Tjeneste.

Kjøbenhavn den 3die April 1871.

C. Hall.

Schwartzkopf.

Til
Herr Kongelig Skuespiller Mantzius."

Og efterat Bladene allerede i et Par Dage havde fortalt, at Mantzius havde faaet sin Afsked, og Dagen efter, at hans Roller vare ham affordrede, modtog han endelig følgende Skrivelse fra Theatret:

"Den 21de April 1871.

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har under Dags Dato tilskrevet mig saaledes:

Til behagelig Efterretning og videre Bekjendtgjørelse meldes det herved Hr. Konferentsraaden, at det har behaget hans Majestæt Kongen under 17de d. M. allernaadigst at bifalde Ministeriets allerunderdanigste Indstilling om, at Kongelig Skuespiller K. Mantzius entlediges.

Hvilket herved tjenstlig meddeles Dem til behørig Underretning.

A. Linde.

Til
Forhenværende Kongelig Skuespiller Hr. K. Mantzius."

Inden Sagen var skredet saa vidt frem, at den havde ført til Mantzius' Afskedigelse, bragte han den frem for et [sideskift][side 613]andet Forum, idet han nemlig fik "det forenede Venstres" Førstemand, Assurancebestyrer J. A. Hansen til i Folkethinget at rette følgende Forespørgsel til Kultusministeren: "Har en Embedsmand under Kultusministeriet ikke Ret til, naar han af sine Overordnede suspenderes fra sit Embede, at blive underrettet om samtlige de Fakta, hvorpaa Suspensionen er støttet? Naar Suspensionen hæves paa Betingelse af, at en Gjentagelse ikke vil finde Sted, har da Embedsmanden ikke Ret til, inden han tilpligtes til atter at overtage sine Funktioner, at blive bekjendt med, hvilket det Forhold er, der ikke bør gjentages?" Den 28de Marts fandt Forespørgslen Sted i Folkethinget, hvis Tilhørerplads i den Anledning var propfuld, og i en høitravende Tale søgte J. A. Hansen at godtgjøre, hvilken Uretfærdighed der var begaaet mod den vedkommende Embedsmand, ved at man ikke havde underrettet ham om, hvad der havde bevirket hans Suspension, og hvilke de Forseelser vare, som han maatte vogte sig for oftere at gjøre sig skyldig i. Hall imødegik Forespørgeren i et klart og besindigt Foredrag og erklærede, at efter hans Mening havde virkelig en Embedsmand Ret til at blive underrettet om samtlige de Fakta, hvorpaa hans Suspension var støttet. Men i det foreliggende Tilfælde kunde Mantzius ikke rettelig siges at være suspenderet, idet Suspensionen først indtraadte, naar den stadfæstedes af Ministeriet, og først da gik over til at blive en egenlig Straf, og dernæst var der virkelig givet ham Leilighed til at blive bekjendt med samtlige Fakta, om hvilke han, hvis han havde ønsket det, kunde have faaet mundtlige Forklaringer og Udtalelser dels fra sine Kunstfæller, dels fra Bestyrelsen. Med saadanne Forklaringer vilde Mantzius dog ikke lade sig nøie, men fordrede Alt skriftligt, og hertil [sideskift][side 614]savnede han enhver Berettigelse, saameget mere som særlig det foreliggende Tilfælde ikke var egnet til nogen skriftlig Korrespondance. Hvad den sidste Del af Forespørgslen angik, udtalte Hall, at der her forelaa en Misforstaaelse fra J. A. Hansens Side. Efterat Chefen havde suspenderet Mantzius og indberettet det Forefaldne til Ministeriet, resolverede Ministeren, at Suspensionen skulde standses og Sagen hermed være forbi, og det var virkelig Hall ufatteligt, hvorledes man kunde tænke sig, at en Sag kunde afgjøres mildere. Men naar Skuespilleren desuagtet fordrede skriftlige Oplysninger, for han atter vilde paabegynde sine Funktioner, da var der intet Andet for Ministeren at gjøre end at indstille ham til Afsked. Og hermed endte denne Forespørgsel, der ikke førte til Andet end at godtgjøre, at Mantzius i hele denne Sag langtfra stod saa rent og klart ligeover for Bestyrelsen, som da han i 1858 tog sin Afsted paa Grund af en Irettesættelse, der tildeltes ham af Justitsraad Christensen. Det var den usalige Bladartikel, der skilte Theatret af med denne betydelige Kunstner, men naturligvis var det ikke alene de i den indeholdte Udtryk, der foranledigede Suspensionen; Artiklen var kun Draaben, der bragte Bægeret til at flyde over, thi Mantzius havde ved sine uforbeholdne Udtalelser gjort sig ilde lidt ikke blot af Bestyrelsen, men ogsaa af enkelte af Personaler, og i den af ham om Sagen udgivne Brochure "Berner-Linde-Hall kontra Mantzius" sigtede han ogsaa navnlig Phister for at have været medvirkende i hele Affairen og pustet til Ilden. Dette fik tillige en yderligere Bekræftelse i "Fædrelandet", som ved at imødegaa en Korrespondance til "Lolland-Falsters Stiftstidende" om den saa meget omtalte Sag yttrede: "at Hr. Phister har spillet en Hovedrolle i hele den Mantzius'ske Tragikomedie, er der vist [sideskift][side 615]Ingen, der betvivler, men paa Plakaten har han i hvert Fald ikke staaet."

Det var for Skuepladsen et stort Tab at miste Mantzius, men til Gjengjæld havde man i dette Theateraar den Glæde at gjenvinde en af Theatrets allerførste Kunstnere, idet Rosenkilde, hvis langvarige Sygdom havde været af en saa alvorlig Beskaffenhed, at man endog tvivlede om Muligheden af oftere at faa ham at se paa Scenen, kom sig og den 2den November 1870 atter kunde optræde som Assessor Svale i "Eventyr paa Fodreisen". Da han lige i Slutningen af Stykkets første Akt viste sig i Havedøren med Eibæk og Herløv, modtoges han med en Jubel, der maatte vise ham, baade hvor høit han stod i Publikums Gunst, og hvor dybt han havde været savnet under sin lange Fraværelse. Det var forøvrigt ikke langt fra, at Theatret i denne Saison tillige havde mistet den fortrinligste af sine yngre Kræfter. I Oktober Maaned 1870 erklærede nemlig O. Poulsen til Bestyrelsen, at han ikke kunde tjene for en saa lurvet Gage som 400 Rdl. om Aaret, og at han for at leve maatte have et aarligt Tillæg af 200 Rdl. Bestyrelsen svarede, at den ikke midt i en Saison kunde forhøie hans Gage, men hertil bemærkede O. Poulsen meget rolig, at saa maatte Theatret og han stilles ad. Han var ikke ved nogensomhelst Kontrakt bunden til at blive ved Theatret længere end Maaneden ud, og fik han ikke Tillægget, tog han strax Engagement ved et af de private Theatre. For denne Trudsel af en "Skuespil-Aspirant" maatte Bestyrelsen nu bøie sig, idet Berner dog fik Leilighed til at vise sit stærkt udprægede økonomiske Talent ved at indgaa paa et Kompromis med Poulsen, hvorefter denne lod sig nøie med et Tillæg af [sideskift][side 616]15 Rdl. om Maaneden, saa at Theatret slap med at udrede 120 istedetfor 200 Rdl. til ham.

Ved Saisonens Slutning nedlagde Hauch, der stod i Begreb med at reise til Italien, sit Embede som Censor ved Theatret, og under 28de August 1871 blev Professor C. K. F. Molbech udnævnt til at varetage Censorforretningerne ved Theatret.

Af fremmede Kunstnere optraadte ingen i denne Saison, men sidst paa Theateraaret medvirkede Jfr. Thora Sanne ved en Forestilling og viste sig som en dygtig Pianistinde, men dog ikke af større Betydning, end at det maatte forundre lidt, at Bestyrelsen havde givet hende Lov til at optræde.

Det finantsielle Udbytte af Saisonen 1870-71 var meget tilfredsstillende. Indtægterne havde været: for Abonnementet 65,295 Rdl. 80 Sk., for Forestillinger uden Abonnement 47,231 Rdl. 72 Sk. og for Forestillinger med Abonnement 95,870 Rdl. 88 Sk., eller ialt 208,398 Rdl. 48 Sk., hvilket var henved 28,400 Rdl, mere end paaregnet og 3,900 Rdl, mere end i 1869-70, skjøndt Forestillingsindtægterne ? meget imod Bestyrelsens Ønske, men efter Kultusministeriets Ordre ? for 1870-71 vare budgetterede til 180,000 Rdl. imod 175,000 Rdl. de foregaaende Aar. Gjennemsnitsbeløbet for samtlige Forestillinger var 820 Rdl. 45 Sk., for Abonnement 326 Rdl. 46 Sk., for Billetsalg ved Forestillinger med Abonnement 479 Rdl. 34 Sk. og for Forestillinger uden Abonnement 874 Rdl. 64 Sk. Høiest Indtægt gav Marts Maaned med 26,426 Rdl. 4 Sk., lavest Indtægt Mai med 20,262 Rdl. 4 Sk. Der blev i dette Theateraar anlagt en Kapital-Konto, hvorpaa opførtes det i 1869-70 indkjøbte Obligationsbeløb af 36,200 Rdl., hvilket [sideskift][side 617]med de for Renterne indkjøbte Obligationer udgjorde den 30te Juni 1871 i Obligationer 37,700 Rdl. og kontant 39,692 Rdl. 5½ Sk., nemlig 19,341 Rdl. 5½ Sk. i Overskud for 1869-70 og 20,351 Rdl. i Overskud for 1870-71.

I Forslag til Lov om det kongelige Theaters økonomiske Forhold, saaledes som dette fremlagdes i Rigsdagssessionen 1868, var man i Overensstemmelse med Theaterkommissionens Betænkning gaaet ud fra, at den kongelige Ansættelse skulde falde bort, og i dens Sted skulde der træde Antagelse efter Kontrakt paa Aaremaal. For de sceniske Kunstnere indførtes tillige Antagelse paa et Aaremaal af 5 til 10 Aar. Der tillagdes da dem, som traadte i Kontraktsforhold til Theatret paa længere Aaremaal, særlige Fordele, navnlig den, at der af Theatrets egne Midler blev for den Paagjældende oplagt et vist Beløb, som ved hans Udtræden af Kontraktsforholdet enten udbetaltes som en opsparet Kapital eller som en for den Paagjældende indkjøbt Livrente. De nærmere Regler herom fandtes i §§ 1-18 (se Side 494-501). De her foreslaaede Bestemmelser undergik en Forandring i det Lovforslag, som fremlagdes i Sessionen 1869, hvilket vil fremgaa af den nedenfor trykte Text til Lovforslagets §§ 9-14 og de fig dertil sluttende Motiver. Forslaget lød saaledes:

"§ 9. For enhver Person, som saaledes træder i Kontraktsforhold til Theatret paa 5 Aar, skal Theaterbestyrelsen af Theatrets egne Midler indsætte til Forrentning i et af vedkommende Ministerium bestemt offenligt Pengeinstitut, som mindst svarer 1 Skilling daglig i Rente af 100 Rdl., et Beløb, som svarer til 1/10 af den den Paagjældende for hvert Aar tillagte Lønning. Beløbet indbetales første Gang i den nærmest paafølgende 11te December Termin, efterat Kontrakten er traadt i Kraft, og derefter i hver paafølgende [sideskift][side 618]halvaarlige Termin, saalænge Kontraktsforholdet varer, hver Gang med Halvdelen. Naar efterhaanden tilstrækkelige kontante Midler ere tilstede, omsættes Beløbet i danske, svenske eller norske mindst 4 pCt. rentebærende Stats- eller af Staten garanterede Fonds eller i saadanne Fonds, i hvilke Umyndiges Midler maa anbringes. For de danske kongelige Obligationer erhverves Indskrivningsbevis i Statsgjældens Bøger. De fremmede Obligationer deponeres i Nationalbanken, og Recipissen forsynes med vedkommende Ministeriums Prohibitivpaategning. Paa samme Maade forholdes der fremdeles, hver Gang en Kontrakt fornyes. Er den Paagjældende scenisk Kunstner, indbetales ved Udgangen af hver Theatersaison ligeledes af Theatrets egne Midler 1/3 af den ham i sidste Saison tilfaldne Feu i Livrente- og Forsørgelsesanstalten, og for Beløbet erhverves for ham Livrenter opsatte i ubestemt Tid. § 10. Udtræder den Paagjældende af Kontraktsforhold til Theatret umiddelbart ved Udløbet af den første Kontrakt, hjemfalder Renten af den for hans Vedkommende af Theatrets egne Midler henlagte Kapital til Deling efter § 14. Hvis han er scenisk Kunstner, bliver den for ham tegnede Livrente aktuel. Fornyes Kontrakten en eller flere Gange, indsættes første Gang i den nærmestpaafølgende 11te December Termin, efterat Kontrakten er fornyet, og senere hvert Aar ved samme Tid i Livrente- og Forsørgelsesanstalten det efter hver Kontraktforholds Udløb den Paagjældende tilkommende Rentebeløb til Erhvervelse for ham af Livrenter opsatte i ubestemt Tid. Udtræder han herefter af Kontraktsforhold til Theatret, bliver den for ham erhvervede Livrente aktuel, og Renten af den for hans Vedkommende henlagte Kapital udbetales ham. Indtræder han, efter at have for en Tid forladt Theatret, paany i KontraktsKontrakts-forhold [sideskift][side 619]forhold paa 5 Aar til dette, da ophører Udbetalingen af Rentebeløbet, ligesom den allerede erhvervede Livrente ophører at være aktuel og gaaer over til en i ubestemt Tid opsat Livrente, der voxer ved Indbetalingen af det ham tilkommende hele Rentebeløb. § 11. Naar den tegnede Livrente har naaet en saadan Størrelse, at den ? i Forbindelse med Renten af den for den Paagjældendes Vedkommende henlagte Kapital ? er lig med 2/3 af den høieste Aarslønning, der har været sikkret den Paagjældende ved Kontrakt, da ophører Theaterbestyrelsens Forpligtelse til for ham at gjøre Indbetaling i Livrente- og Forsørgelsesanstalten. De Indskud, som Theatret skulde have gjort for ham i Livrenteanstalten, betales da ham selv, og Livrenten kan, efter en Erklæring af ham, blive aktuel. Skulde ved en ny Kontrakt hans Lønning forhøies saameget, at den for ham tegnede Livrente i Forbindelse med Renten af den for ham henlagte Kapital ikke mere udgjør 2/3 af Lønningen, da ophører Livrenten at være aktuel, og Theatrets sædvanlige Forpligtelse til at gjøre aarlige Indskud for ham, indtræder da atter, indtil hans Livrente naaer ovennævnte Beløb. Det Ministerium, hvorunder Theatret Hører, bemyndiges til under særegne Omstændigheder at tillade, at Livrenten bliver aktuel paa et tidligere Tidspunkt. § 12. Den, der har indgaaet Kontrakt med Theatret paa 5 Aar, skal være berettiget til at træde tilbage fra samme inden Kontraktens Udløb ved Slutningen af et Theateraar, efter et halvt Aars forudgaaende Opsigelse; men der kan da fra den Dag, Opsigelsen har fundet Sted, Intet indbetales til hans Fordel i Livrente- og Forsørgelsesanstalten, og han er pligtig til at finde sig i den Bøde, som i dette Tilfælde er fastsat i den med ham indgaaede Kontrakt, hvori ogsaa kan bestemmes, at den for ham tegnede [sideskift][side 620]Livrente i dette Tilfælde tilfalder Understøttelsesfonden i en bestemt Tid. Omvendt kun Theaterbestyrelsen med et halvt Aars Barsel opsige et af den paa Aaremaal indgaaet Kontraktsforhold til at ophøre ved Theateraarets Udgang, men ved dets Ophør skal der da komme den Paagjældende et saa stort Beløb tilgode, som 1/10 af hans Lønning og 1/3 af hans Feu, beregnet efter Gjennemsnitsbeløbet af, hvad denne har udgjort i de forløbne Aar af den da bestaaende Kontrakt, vilde udgjøre i de Aar, som endnu ere tilbage af Kontrakten. § 13. Bliver den Paagjældende i Løbet af Kontraktsperioden angreben af en Sygdom, der varer over et halvt Aar, eller lider han af en saadan legemlig Beskadigelse, at han derved bliver ude af Stand til at udføre sin Tjeneste ved Theatret, da kan Theaterbestyrelsen uden det nævnte Varsel opsige ham til det løbende Theateraars Udgang. Har han bevislig paadraget sig Beskadigelsen ved selve Udførelsen af sin Tjeneste, skal der ved hans Udtrædelse af Theatrets Tjeneste dog komme ham saa stort et Beløb tilgode, som efter Slutningen af § 12. Gjør den Paagjældende sig skyldig i et saadant Forhold, der for en Embedsmand vilde medføre Afskedigelse uden Pension, skal han fratræde sin Tjeneste ved Theatret strax. § 14. Foruden den i §§ 9 og 10 omhandlede Ret til Rentenydelse og Livrente tilkommer der Enhver, som mindst en Gang har faaet fornyet ovenomhandlede Kontraktsforhold til Theatret, Adgang til, naar Nogen af dem, for hvem der efter §§ 9 og 10 henlægges Kapital af Theatret, afgaaer, uden at faa Kontrakten fornyet, eller døer, at nyde Andel i den saaledes ledigblevne Renteportion efter nedenstaaende Regler. Ved hvert Femaars Udløb efter 1ste Juli 1870, første Gang den 30te Juni 1875, afsluttes en Klasse. Enhver saadan Klasse omfatter [sideskift][side 621]alle de Personer, som i dette Femaar ere traadte i Kontraktsforhold paa 5 Aar til Theatret. I hver saadan Klasse tager hvert Medlem, som mindst en Gang har faaet sin 5aarige Kontrakt fornyet, lige Del i det eller de efter Klassens Slutning ledigblivende Rentebeløb, uden Hensyn til om det paa den Tid staaer i Kontraktsforhold til Theatret eller ikke. Naar derimod Nogen døer eller forlader Theatrets Tjeneste inden Femaarets Udløb, falder Renteportionen til lige Deling mellem dem, som fra Femaarets Begyndelse og indtil Begyndelsen af det Theateraar, i hvilket Renteportionen bliver ledig, have været Medlemmer af Klassen. Det saaledes de Paagjældende tilkommende høiere Rentebeløb udbetales eller anvendes til Livrente eller dennes Fremvæxt ganske som det oprindelige Rentebeløb. Naar den Sidste i Klassen døer, hjemfalder Kapitalen til Theatret." ? I Motiverne hed det: "ad §§ 9-14. Blandt de Opgaver, som vare stillede Theaterkommissionen af 1867, var en af de vanskeligste den at ordne Alderdomsforsørgelsen for Theatrets Personale paa en saadan Maade, at der, til hvilken Tid Theatret maatte ophøre at existere, ikke overførtes nogen Byrde i saa Henseende paa Statskassen. Kommissionen løste Opgaven ved et Forslag om af Theatrets egne Midler at henlægge visse Procent af Engagementsbeløbet til Indkjøb af Livrenter for de Paagjældende, der havde staaet i Kontraktsforhold paa Aaremaal med Theatret.

Lovforslagets §§ 9-18 begge inkl. Allerede det i Folkethinget nedsatte Udvalg kom i dets Betænkning til, at det maatte være hensigtsmæssigere at anvende Beløbet til Indkjøb af Livrenter i ubestemt Tid, og herpaa gik man under 2den Behandling af Lovforslaget ogsaa ind. Naar Ministeriet nu i sit Forslag noget har modificeret de herhenhørende [sideskift][side 622]Paragrafer, saa skyldes derfor en nærmere Motivering. Hovedbetragtningen forekommer Ministeriet at maatte være, hvorvidt de Vilkaar, som efter den nu foreliggende Plan kunne bydes dem, der træde i Kontraktsforhold paa 5 Aar, ere af den Beskaffenhed, at de skikkre de paagjældende en Alderdomsforsørgelse, som staaer i passende Forhold til deres Talenter, deres i Theatrets Tjeneste anvendte Arbeide og Tid, og den Forsørgelse, Staten gjennem Pensioner yder sine Tjenere. Idet bemærkes, at det , da den i Betænkningen til den almindelige Lønningslov i forrige Session fremlagte Tabel for Udregningen af Livrenter opsatte i ubestemt Tid kun angaaer Mandspersoner, ikke har været muligt at gjøre nogen nøiagtig Beregning for Kunstnerinder, skal man exempelvis anføre Følgende:

A. En scenisk Kunstner, antaget i det 40de Aar med 1,000 Rdl. og med en kalkuleret Feu af 450 Rdl.,

	kan afgaa i sit	45de	Aar med c.	55	Rdl.
	-	50de	-	200	-
	-	55de	-	400	-
	-	60de	-	700	-
	-	65de	-	1,300	-
B.	antaget i det	25	Aar med	500	Rdl + Feu	150 Rdl.
	-	40	-	800	-   +  -	240
	-	45	-	1,000	-   +  -	300
	vil kunne afgaa	i sit	50 Aar med	364	Rdl.
	-	-	55	608	-
	-	-	60	1,020	-
C.	antaget i det	20	Aar med	600	Rdl. + Feu	210 Rdl.
	-	30		1,000	-   +  -	300
	vil kunne afgaa	i sit	35 Aar med	169	Rdl.
	-	-	40	286	-

[sideskift][side 623]

	vil kunne afgaa	i sit	45	454	Rdl.
	-	-	50	706	-
	-	-	55	1,112	-
D.	antaget i det	20	Aar med	1,000	Rdl. + Feu	600 Rdl.
	vil kunne afgaa	i sit	35 Aar med	352	Rdl.
	-	-	40	567	-
	-	-	45	876	-
	-	-	50	1,344	-
	-	-	55	2,099	-
E.	antaget	15	Aar gl. med	500	Rdl. uden Feu
	-	20	-	500	- + 150 Rdl.
	-	25	-	800	- + 240   -
	vil kunne afgaa	i sit	30 Aar med	102	Rdl.
	-	-	35	181	-
	-	-	40	291	-
	-	-	45	449	-
F.	antaget	15	Aar gl. med	500	Rdl. uden Feu
	-	20	-	700	- + 210 Rdl.
	-	25	-	1,00	- + 300 Rdl.
	vil kunne afgaa	i sit	30 Aar med	127	Rdl.
	-	-	35	227	-
	-	-	40	363	-
	-	-	45	561	-

G. En Skuespiller, som antages i sit 20 Aar med 500 Rdl. og Feu 150 Rdl., og som 5 Gange faaer sin Kontrakt fornyet med 100 Rdl. Tillæg og 6te Gang med 200 Rdl., og hvis Feu forøges til 210, 300, 330, 360, 450 og 600 Rdl.,
vil i sit 60de Aar kunne forlade Theatret med 1,860 Rdl.

Ved siden af disse Beløb vil den Afgaaede have Adgang til at faa Rentebeløbet forøget ved Arv af deres Rentebeløb, [sideskift][side 624]som, hørende til samme Klasse som han, afgaa uden at faa Kontrakten fornyet eller dø førend han (jfr. § 14).

Det maa her bemærkes, at man i alle disse Beregninger er gaaet ud fra, at Renten af den for en paa 1000 Rdl. antaget Kunstner i hvert Femaar henlagte Kapital kun bliver 25 Rdl., medens den ved Indkjøb af kgl. 4 pCt. Obligationer til Kours 83 Rdl. og 5 pCt. til Kours 100 Rdl. vil i Virkeligheden blive resp. 26 og 27 Rdl. aarlig, og, naar man kjøber 5 pCt. svenske Statsobligationer, c. 30 Rdl., ligesom der heller ikke har kunnet tages nogen Hensyn til den ikke ganske ubetydelige Stigning, Rentebeløbet ved Arv efter § 14 kan faa og som Følge deraf ogsaa Livsrenten. De anførte Exempler ere saaledes alle Minimum af Forsørgelsen.

Hvad der for Theatret maa tilstræbes, er dels, at Kunstnere søge dertil i en ung Alder, og hvilken de endnu, uberørt af mindre heldige Paavirkninger, ville kunne tilegne sig det Gode og Følgværdige, Theatrets ædle Kunstnere besidde, og saaledes bevare den Tradition, som udgjør en af Theatrets Hovedstøtter, dels at binde dets Kunstnere til sig, ikke blot hvor der er Spørgsmaal om Talenter af første Rang, men ogsaa hvor det gjælder Kunstnere af 2den og 3die Rang, i saa lang en Aarrække som mulig. Med andre Ord, Ministeriet har stræbt af forene Kunstnernes og Theatrets særlige Interesser. Et Blik paa de ovenstaaende Exempler vil overbevise, om hvor stor Betydning begge disse Momenter have i den Alderdomsforsørgelse, Theatret efter det foreliggende Forslag kan byde sine Kunstnere. Ministeriet holder sig overbevist om, at det vil erkjendes, at Vilkaarene ere saadanne, at de i Almindelighed ville skaffe Theatret ikke blot gode, men de bedste Kræfter fremfor Sekondtheatrene. [sideskift][side 625]Men heller ikke for den Kunstner, som i en modnere Alder træder i Theatrets Tjeneste, kunne Vilkaarene, naar han forbliver der i en længere Aarrække, siges at være andet end gode. Herpaa giver Exemplet A. det nødvendige Bevis.

Endnu skal Ministeriet tilføie følgende Oversigt, som viser, hvortil Forsørgelsen kan stige for dem, som, antagne med laveste Engagementsbeløb 500 Rdl. uden Feu, tænkes staaende paa samme Lønning bestandig.

		Med det 15de Aar	Med det 20de Aar	Med det 25de Aar
vil Forsørgelsen blive i det	20 Aar	12,5
-	25   -	29	12,5
-	30   -	50	29	12,5
-	35   -	78,5	51	29
-	40   -	118,5	80	51
-	45   -	175	122,5	83
-	50   -	259	186	129,5
-	55   -	393	285	203
-	60   -	620,5	435	327

hvortil endnu kommer Forøgelsen dels ved de ovenfor nævnte Obligations-Indkjøb til billigere Pris eller med høiere Rente, dels ved Arv efter § 14 og den deraf flydende Stigning af Livrenten.

Tør det først antages, at disse Forsørgelsesvilkaar maa efter de hos os gjældende Forhold ansees anstændige og uden visse Eventualiteter gunstige, saa vil det neppe heller finde Vanskelighed at godtgjøre, at det foreliggende Forslag bør foretrækkes for det tidligere.

Ministeriets Forslag gaaer ud paa, foresaavidt Forsørgelsen af Personalet skeer efter § 9 1ste Stykke ved Henlæggelse af Theatrets egne Midler, at konservere denne [sideskift][side 626]Kapital for Theatret. Herved maa det væsenlig komme an paa, hvad der opnaaes for Personalet ved at opoffre Kapitalen og hvad, naar Kapitalen konserveres. En Sammenligning vil godtgjøre, at den Kunstner, som i sit 25de Aar er engageret med 1,000 Rdl., erholder

		naar Kapitalen indbetales til Livrenteanstalten		naar Kapitalen conserveres
efter Forløb af	5 Aar		31 Rdl.	25 Rdl.
-	10  -		73   -	58   -
-	15  -		132   -	102   -
-	20  -		219   -	166   -
-	25  -		350   -	259   -
-	30  -		562   -	406   -
-	35  -		925   -	654   -

Idet Ministeriet dog maa henvise til, hvad ovenfor alt er antydet, at under visse Omstændigheder næsten det samme Udbytte kan erholdes, naar Kapitalen indbetales i Livrenteanstalten, og naar den omsættes i Obligationer, og at de i sidste Række opførte Beløb kun ere Minima, skal man tilføie, at selv om Konserveringen af Kapitalen virkelig gav nogen Forskjel, vilde det formentlig ikke have nogen Indflydelse paa Engagementsbeløbenes Størrelse, i ethvert Fald ikke i Sammenligning med, hvad Konservationen af Kapitalen i Tiden vil yde Theatret. Naar nemlig først den Tid er forløben, i hvilken de maa antages at uddø, som første Gang have indgaaet Kontrakt paa 5 Aar, eller, hvis de i 1870 antages at være i 25 Aars Alderen, da om 45 Aar, naar alle ere over 70 Aar, vil der gjennemsnitlig hvert Femaar indflyde i Theatrets Kasse Alt, hvad der i Femaaret 1870-75 er henlagt.

Efterhaanden naar Engagementssystemet helt er indført, [sideskift][side 627]vil med 5aarige Engagementer falde 17,000 Rdl. aarlig til Fornyelse, og den Sum, der i et Femaar bliver Gjenstand for ny Kontrakt, bliver da 85,000 Rdl., hvoraf Oplæget er 8,500 Rdl. aarlig. Dette vil gjennemsnitlig hvert 5te Aar flyde tilbage til Theatrets Kasse med et Beløb, som efterhaanden omsat i kgl. 4 pCt.'s Obligationer à 83 Rdl. giver c. 56,000 Rdl. eller aarlig Rente 2,240 Rdl. eller i svenske 5 pCt.s Statsobligationer à 95½ Rdl. 48,500 Rdl. med en aarlig Rente af c. 2,400 Rdl., med hvilket Beløb Statskassens Tilskud saaledes fra den Tid efterhaanden hvert Femaar vil kunne nedsættes. ad §§ 11, 12 og 13. Disse stemme i alt Væsenligt med, hvad der ved Sagens 2den Behandling i sidste Rigsdagssession blev vedtaget. ad § 14. Ministeriet har her tilstræbt, ved Siden af at tilveiebringe et saa stort Udbytte som mulig af Kapitalen for Personalet, tillige at skaffe dem af samme, som maatte opnaa en usædvanlig høi Alder en Sikkerhed for, at de til den Tid, hvor deres Stilling rimelig vil kræve større Udgifter, faa en yderligere Forbedring af deres Forsørgelsesvilkaar. Naar Ministeriet har bestemt sig til at dele Arven in capita og ikke efter ? hvad der ved første Øiekast kunde synes det Naturlige ? det Antal 100 Rdl., som hver Enkelt i Klassen repræsenterer, saa har Ministeriet herved taget Hensyn til, at jo bedre En har tjent ved Theatret, desto bedre ere ogsaa hans Afgangsvilkaar, og at der, da de, som ved Siden af Lønning nyde Feu, ere stillede ulige bedre end deres andre Kunstfæller, og blandt disse Skuespillere bedre end Sangere og Dandsere, hvis Brugbarhed for Scenen ophører i en tidligere Alder, her turde være en Anledning til at søge de mindre godt Lønnedes Afgangsvilkaar forbedrede i større Grad."[sideskift][side 628]

Der blev imidlertid efter den Vending, Sagen tog i Rigsdagen, ikke Leilighed til at drøfte Enkelthederne og derunder det i de nysnævnte §§ optagne modificerede Forslag til en Alderdomsforsørgelse, idet Lovforslaget under Forhandlingen i Folkethinget gik over til at blive Lov om Opførelse af en ny Theaterbygning. Derimod blev der i den i samme Session forhandlede Finantslov for 1870-71 § 21 V. C. blandt Mere optaget følgende Bestemmelser vedrørende Alderdomsforsørgelsen: ,,a) derimod kan der fremtidigen indgaaes Kontrakt paa 5 Aar med dem af Personalet, hvis Lønning bliver 500 Rdl. eller derover, men det samlede Beløb af saadanne kontraktmæssige Lønninger maa i Forbindelse med det Beløb, der i reglementeret Lønning tilkommer det pensionsberettigede Personale, ikke overstige 85,000 Rdl.; b) til Alderdomsforsørgelse for der ved Kontrakt paa 5 Aar engagerede Personale maa anvendes 10 pCt. af Engagementsbeløbet efter Regler, som fastsættes ved et af Ministeren udarbeidet Regulativ; c) for de ved Kontrakt paa 5 Aar engagerede Kunstnere maa der af Theatrets Midler anvendes et Beløb = 1/3 af disses Feuindtægt til Alderdomsforsørgelse." Som Følge heraf blev Sagen gjenoptaget til Forhandling i Ministeriet, som af Direktionen for Livrente- og Forsørgelses-Anstalten udbad sig en Betænkning over den paatænkte Ordning af Forholdet. I denne Betænkning blev det efter at være udtalt, at de i Motiverne anførte Exempler angav Forholdet med en for en slig kalkulatorisk Oversigt tilstrækkelig Nøiagtighed, erkjendt, at der med en Rente af 5 pCt. kunde vindes Mere for Personalet ved endnu i et længere Tidsrun: end paatænkt i Ministeriets oprindelige Plan at opspare Midlerne udenfor Livrenteanstalten, og under 28de November 1870 blev der [sideskift][side 629]af Ministeriet approberet et i enkelte Punkter modificeret Regulativ, der under 6te Januar 1871 blev bragt til offenlig Kundskab gjennem en i "Ministerialtidenden" indrykket Bekjendtgjørelse, saalydende:

"§ 1. For enhver Person, som træder i Kontraktsforhold til Theatret paa 5 Aar, skal af Theatrets egne Midler indsættes til Forrentning i et af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet bestemt offenligt Pengeinstitut, som mindst svarer 1 Skilling daglig i Rente af 100 Rdl., et Beløb, som svarer til 1/10 af den den Paagjældende for hvert Aar tillagte Lønning (Lønningsoplæg). Beløbet indbetales første Gang den nærmest paafølgende 2den Januar, efterat Kontrakten er traadt i Kraft, og derefter hver paafølgende 1ste Juli og 2den Januar, saalænge Kontrakten varer, hver Gang med det Halve. Saasnart tilstrækkelige Midler ere tilstede, omsættes Beløbet i danske, svenske eller norske mindst 4 pCt. rentebærende Stats- eller af Staten garanterede Fonds eller i saadanne Fonds, i hvilke Umyndiges Midler maa anbringes. For de danske Obligationer erhverves Indskrivningsbevis i Statsgjældens Bøger, forsaavidt dette kan ske. Andre Stats-Obligationer deponeres i Nationalbanken, og Recipissen forsynes med Ministeriets Prohibitivpaategning. Private Panteobligationer opbevares i Universitets-Kvæsturen efterat være forsynede med lignende Paategning. Paa samme Maade forholdes, hver Gang en Kontrakt fornyes. § 2. Er den Paagjældende scenisk Kunstner, forholdes der ved Udløbet af hvert Theateraar paa samme Maade med et Beløb ligeledes af Theatrets egne Midler, som svarer til en Trediedel af den ham i sidste Saison tilfaldne Feu (Feuoplæg). Hermed fortsættes saalænge, indtil den Paagjældende fylder sit 44de Aar, ved hvilket Tidspunkt hele Feuoplæget [sideskift][side 630]indbetales i Livrente- og Forsørgelsesanstalten, og for Beløbet erhverves for ham Livrenter, opsatte i ubestemt Tid. Er den Paagjældende scenisk Kunstnerinde, indbetales Feuoplæget strax i Livrente- og Forsørgelsesanstalten, og for Beløbet erhverves for hende Livrenter, opsatte i ubestemt Tid. Dog skal fra hendes 36te til hendes 45de Aar intet Indskud gjøres for hende i Livrente- og Forsørgelsesanstalten, men Feuoplæget behandles i dette Tidsrum for hendes Vedkommende paa samme Maade som ovenfor bestemt for Kunstnere, der ikke have fyldt det 43de Aar. Selv om den Paagjældende forlader Theatrets Tjeneste, inden Feuoplæget er anvendt til Indkjøb af Livrente, maa Kapitalen, med hvilken Bestemmelsen er at skabe en virkelig Alderdomsforsørgelse for den Paagjældende, under intet Paaskud udbetales den Paagjældende, og døer den Paagjældende, førend Feuoplæget er anvendt til Indkjøb af Livrente, falder dets Renter til Deling efter Reglerne i § 5. § 3. Udtræder den Paagjældende af Kontraktsforhold til Theatret umiddelbart ved eller endog førend Udløbet af den første Kontrakt, hjemfalder Renten af hans eller hendes Lønningsoplæg til Deling efter § 5, undtagen for det Tilfælde, at Udtrædelsen hidrører fra, at den Paagjældende er kommen til Skade i Theatrets Tjeneste, thi da behandles den Paagjældende, ganske som om han var gaaet af efter at have faaet sin Kontrakt fornyet. Hvis han eller hun er scenisk Kunstner eller Kunstnerinde, udbetales til ham eller hende Feuoplægets Renter, eller de derfor indkjøbte Livrenter blive aktuelle. Fornyes Kontrakten en eller flere Gange, behandles samtlige de, efterat Kontrakten er fornyet, faldende Renter af Lønningsoplæget ganske som ovenfor bestemt med Feuoplæget, eftersom Kontrahenten er Mand eller Kvinde. Udtræder han eller hun herefter af Kontraktsforhold [sideskift][side 631]til Theatret, blive Renterne af Lønningsoplæget og af Feuoplæget ham eller hende at udbetale eller de derfor indkjøbte Livrenter aktuelle. Indtræder han eller hun, efter at have for en Tid forladt Theatret, paany i Kontraktsforhold paa 5 Aar til dette, da ophører Udbetalingen af Rentebeløbet, ligesom den erhvervede Livrente ophører at være aktuel. § 4. Naar den tegnede Livrente i Forbindelse med Lønningsoplægets Renter er naaet til 3/4 af den høieste Aarslønning, der har været den Paagjældende sikkret ved Kontrakt, da kan Livrenten efter en Erklæring af ham blive aktuel, og Renteudbetalingen kan da ogsaa efter hans Begjæring ske til ham selv istedetfor at opsamles yderligere eller indskydes i Livrenteanstalten til Fremvæxt af hans Livrente. Skulde Lønningen ved en ny Kontrakt forhøies saameget, at Livrenten i Forbindelse med Renterne af Lønningsoplæget ikke længere udgjør 3/4 af Lønningen, skal der af Theatrets Midler atter for den Paagjældende opsamles Kapital eller gjøres Indskud i Livrenteanstalten saavel af den ham efter Kontraktens Indgaaelse tilkommende nye Lønning som af den ham efter samme Tidspunkt tilfaldende Feu. § 5. Foruden den i §§ 1-3 omhandlede Ret til Rentenydelse og Livrente tilkommer der Enhver, som mindst en Gang har faaet ovenomhandlede Kontraktsforhold til Theatret fornyet, ligesom ogsaa den, der uden dette har maattet forlade Theatrets Tjeneste i eller ved Udløbet af det første Femaar, fordi han i denne er kommen til Skade, Adgang til, naar Nogen af dem, for hvem der efter § 1 henlægges Kapital af Theatret, afgaaer uden at have erhvervet Ret til Rentenydelse af Lønningsoplæg, eller døer, saavelsom i det i § 2, 3die Stykke in fine omhandlede Tilfælde, at nyde Andel i den saaledes ledigblevne Renteportion efter nedenstaaende Regler. Ved [sideskift][side 632]hvert Fem-Aars Udløb efter 1ste Juli 1870, altsaa første Gang den 30te Juni 1875, afsluttes en Klasse. Enhver saadan Klasse omfatter alle de Personer, som i dette Fem-Aar første Gang ere traadte i Kontraktsforhold paa 5 Aar til Theatret. Paa hvert enkelt Medlems Konto i denne Klasse samles Alt, hvad der i Aarenes Løb tilkommer dette som Lønningsoplæg eller Arv. I hver saadan Klasse tager hvert Medlem, som mindst en Gang har faaet sin 5-aarige Kontrakt fornyet, lige Del saavel i det i Fem-Aarets Løb som efter Klassens Afslutning ledigblivende Rentebeløb af ethvert til Klassen hjemfaldent Lønningsoplæg, uden Hensyn til om Vedkommende paa den Tid staaer i Kontraktsforhold til Theatret eller ikke. Det saaledes de Paagjældende tilkommende høiere Rentebeløb udbetales eller anvendes til Livrente eller dennes Fremvæxt ganske som det oprindelige Rentebeløb. Naar den Sidste i Klassen døer, hjemfalder Kapitalen til Theatret. § 6. Af det hele Beløb, som til enhver Tid findes opført paa den for hvert enkelt Medlem anlagte Konto, tilskrives i hel- eller halvaarlige Renter kun de Beløb, som udgjøre respektive hele eller halve Rigsdaler. Forsaavidt et Overskud maatte udkomme, henlægges dette til en Konto for extraordinaire Udgifter. § 7. Skulde Strid opstaa om Nogens Rettigheder efter dette Regulativ, afgjøres den af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, som tillige fastsætter de nærmere Regler for Bestyrelsen af de deri omhandlede Kapitaler."

Samtidig hermed udfærdigedes der gjennem Ministeriet under 5te December 1870 følgende "Regulativ for Afslutning af Kontrakter paa 5 Aar med det under det kongelige Theater og Kapel hørende Personale": "§ 1. Ved det af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet for ethvert [sideskift][side 633]Theateraar approberede Specialbudget for det kongelige Theater og Kapel fastsættes et samlet Beløb til Lønninger efter Kontrakter, indgaaede paa 5 Aar. Indenfor dette Beløb har Theaterbestyrelsen, efter dertil for hvert enkelt Tilfælde indhentet Samtykke fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, at afslutte Kontrakter under Iagttagelse af de i dette Regulativ indeholdte Forskrifter. Lønningerne efter Kontrakter paa 5 Aar blive under en særskilt Rubrik at optage i det aarlige Lønningsreglement for Theatret og Kapellet, som tilstilles Ministeriet til Approbation. § 2. Ingen Kontrakt paa 5 Aar kan indgaaes med de sceniske Kunstnere (Skuespillere og Skuespillerinder, Sangere og Sangerinder, Dandsere og Dandserinder), Medlemmer af Kapellet samt Funktionairer ved Theatret, medmindre de sceniske Kunstnere eller Funktionairerne have været ansatte i Theatrets Tjeneste i tre fulde Theateraar, Kapelmedlemmerne i to Aar. Har Nogen uden forudgaaet Ansættelse ved Theatret andetsteds godtgjort sin Dygtighed i en saadan Grad, at Theatret maatte ønske at sikkre sig Sammes Tjeneste, kan Kontrakt ogsaa indgaaes, med en Mand, naar han har fyldt sit 22de, og med en Kvinde, naar hun har fyldt sit 18de Aar. Lønningen skal mindst udgjøre 500 Rdl. § 3. I enhver paa 5 Aar indgaaet Kontrakt skal Kontrakternes Aaremaal beregnes efter fulde Theateraar, saaledes at enhver Kontrakt træder i Kraft fra Begyndelsen af et Theateraar. § 4. En Kontrakt indgaaet paa 5 Aar kan dog saavel Theaterbestyrelsen som den, der har indgaaet den med Theatret, opsige med ½ Aars Varsel til at ophøre med et Theateraars Udløb. Skeer dette fra Bestyrelsens Side, tilkommer der den Paagjældende ved Kontraktens Ophør et Beløb ligt 1/10 af hans Lønning og 1/10 af hans Feu, beregnet efter Gjennem Gjennem-snitsbeløbet [sideskift][side 634]snitsbeløbet af, hvad Lønningen og Feuen har udgjort i de forløbne Aar af Kontraktstiden, for hvert Aar, der staaer tilbage af Kontraktstiden. Opsiges Kontrakten af den, som har kontraheret med Theatret, ophører fra den Dag, Opsigelsen har fundet Sted, ethvert Oplæg eller Indbetaling for hans Vedkommende, og han udreder en Bøde lig det Beløb, Bestyrelsen efter det Ovenstaaende skulde have udbetalt ham, dersom den havde opsagt Kontrakten. Indtil Bødens Beløb er erlagt, skeer der ingen Udbetaling af Lønning eller Feu og senere eventuelt af den aktuelle Livrente eller Rente. Bliver den Paagjældende i Løbet af Kontraktstiden angreben af en Sygdom, der varer over et halvt Aar, eller lider han af en saadan legemlig Beskadigelse, at han derved bliver ude af Stand til at udføre sin Tjeneste ved Theatret, skal Theaterbestyrelsen være berettiget til uden det fornævnte Varsel at opsige den Paagjældende til det løbende Theateraars Udgang, og tilkommer der ham da ikke nogensomhelst Godtgjørelse, medmindre Beskadigelsen bevislig er paadraget under Udførelsen af Theatrets Tjeneste. I saa Fald tilkommer der den Paagjældende samme Ret som ovenfor, naar han opsiges af Bestyrelsen med ½ Aars Varsel. Gjør den Paagjældende sig skyldig i et saadant Forhold, der for en Embedsmand vilde medføre Afskedigelse uden Pension, skal han strax fratræde sin Tjeneste ved Theatret. § 5. Der skal ved en saadan Kontrakt for det Aaremaal, som den omfatter, tillægges den Paagjældende en aarlig Lønning, der kan være af forskjellig Størrelse for de forskjellige Aar i Kontraktstiden. Lønningen udbetales med maanedlig forud. Ved Dødsfald eller i andet Fald, naar Kontrakten ophører uden foregaaende Varsel, bortfalder Lønningen ved Udgangen af den Maaned, i hvis Løb Kontrakten er ophørt. [sideskift][side 635]Saafremt Nogen ved Aftjeningen af sin Værnepligt for en Tid sættes ud af Stand til at udføre sin Theatertjeneste, tillægges der ham kun halv Lønning, saalænge han af denne Grund helt er forhindret fra at opfylde sine kontraktmæssige Forpligtelser. § 6. Med Hensyn til Feu og Alderdomsforsørgelse forholdes der efter de til enhver Tid gjældende, enten ved kongelig Resolution allernaadigst approberede eller af Ministeriet givne Bestemmelser. § 7. I alle Tilfælde, hvor der imellem Theaterbestyrelsen og Kontrahenten opstaaer Meningsforskjel om Forstaaelsen eller Anvendelsen af Kontrakten, har den Paagjældende at underkaste sig Kirke- og Undervisningsministeriets Afgjørelse, ved hvilken det da skal have sit Forblivende, uden at der i Anledning af Kontrakten kan anlægges Søgsmaal ved Domstolene." Samtidig med dette Regulativ udfærdigedes der af Ministeriet en Formular til disse Kontrakter, som omtrent ordret fulgte Regulativets Bestemmelser.

Ved denne Foranstaltning var der bødet paa den store Uret, der var skeet det kongelige Theater derved, at den kongelige Ansættelse var borttaget, thi nu var der sikkret navnlig de sceniske Kunstnere og Kunstnerinder en saa god Alderdomsforsørgelse, at den under gunstige Omstændigheder ikke lidet oversteg den tidligere Pension, og de nødvendige Midler dertil vare bevilgede af Rigsdagen.

Ligesom det udtrykkelig i Motiverne til Lovforslaget var udhævet, at der til Grund for samme laa en Bestræbelse for at kalde gode Kræfter i en tidlig Alder til Theatret og at bevare dem saalænge som mulig for Theatret, og ligesom det ved en Række af Exempler var godtgjort, at ikke blot Kunstnere af første Rang, men ogsaa af anden og tredie Rang, ikke blot Kunstnere, som kom til Theatret i en [sideskift][side 636]ung Alder, men ogsaa de, der engageredes i en modnere Alder (t. Ex. med det 40de Aar), kunde se en sorgfri Alderdom imøde, saameget bedre, jo længere de forbleve i Theatrets Tjeneste, og jo ældre de bleve efter at have forladt Tjenesten, saaledes var der ogsaa paa anden Maade taget alle ønskelige Hensyn til Theatrets Tarv. Det var saaledes Feu-Indtægten, hvis Størrelse jo afhænger af den Brug, Theatret gjør af den paagjældende Kunstner, der var den væsenligste Faktor i Beregningen af det Oplæg, Theatret udredede af sine egne Midler, nemlig et Beløb, som svarede til 1/3 af den Feu, Kunstneren havde havt i det forløbne Aar. Regulativet ansporede saaledes til Villighed og Flid, men det ansporede i ikke mindre Grad til et godt og fordrageligt Forhold, idet Engagementets Fornyelse ved Femaarets Udløb jo væsenlig vilde afhænge af de nysnævnte to Faktorer: Brugbarhed og godt Forhold. Men just den Omstændighed, at Feu-Indtægten havde Hovedindskydelsen ved Alderdomsforsørgelsen, medførte et andet og uomtvisteligt Gode, nemlig at Kunstneren ikke behøvede at lægge en saa stor Vægt paa, om hans Lønning, naar han i det Væsenlige kunde komme ud af det, var et Hundrede Rdl. større eller mindre. Regulativer fjernede saaledes til en vis Grad den ellers saa almindelige Jagt efter Lønningens stadige Forøgelse. Vel var Regulativet, forskjelligt fra Theaterkommissionens Forslag, bygget paa, at den Kunstner, som efter det første Femaar ikke fik sin Kontrakt fornyet, intet Krav skulde have paa nogen Understøttelse, Pension eller Livrente, men dette maatte siges at være ganske i sin Orden, da den Kunstner, der ikke havde saa stor Betydning for Theatret, at Chefen ønskede at fornye hans Engagement, eller som selv efter en saa kort Tid løste sit Forhold til Theatret, ikke kunde vente, at [sideskift][side 637]der fra Theatrets Side vistes ham den særlige Interesse, som var Regulativets Øiemed. Det første Femaar var at betragte som en Prøvetid. Fornyedes derimod Kontrakten, ja, saa kom ogsaa disse fem Aar ham tilgode. En meget væsenlig Fordel ved Regulativet var tillige, at hele Alderdomsforsørgelsen afholdtes af Theatrets egne Midler, uden at Kunstnerne ydede nogetsomhelst Bidrag dertil. Følgen deraf var, at Chefen kontraherede med Kunstneren om hans tilkommende Lønning og om hans Feu-Klasse, og naar disse Punkter vare afgjorte til Begges Tilfredshed, tilsikkrede Theatret Kunstneren den Ret, som Regulativet tilsagde, uden nogetsomhelst Tilskud fra hans Side. Kunstneren vidste kun, at jo længere han blev i Theatrets Tjeneste, jo fyldigere og villigere han opfyldte sine Pligter, jo mere han gjorde sig yndet af Publikum, desto bedre vilde hans Afgangsvilkaar blive. Regulativet havde derhos fjernet den i Theaterkommissionens Udkast ligesaa uheldige som uforklarlige Bestemmelse, at Kunstneren ved sin Udtræden af Theatrets Tjeneste kunde tage et kontant Beløb med sig, thi det vil let sees, at en saadan Bestemmelse var det Samme som at sætte en Præmie for at forlade Theatret, ja denne Bestemmelse kunde endogsaa tvinge en Kunstner, som selv ønskede at blive i Theatrets Tjeneste, men hvis økonomiske Forhold vare komne i Uorden, til af Hensyn til sine Kreditier at maatte gjøre dette Skridt mod sin Villie. Ligesom Regulativets Bestemmelser vare simple og letfattelige, hvilende paa rent faktiske Forhold ? Vedkommendes Lønning og det forløbne Aars Feu-Indtægt ?, saaledes var det en Tanke, der fortjener Paaskjønnelse for den praktiske Sands, den røber, at Pengene for en stor Del vendte tilbage til Theatrets Kasse istedetfor enten efter de i Kommissionens Forslag inde inde-holdte [sideskift][side 638]holdte uheldige Bestemmelser at udbetales de Paagjældende eller at gaa ind i Livsforsikkrings-Anstaltens Kasse, en Tanke, der fandt sin fulde Berettigelse dels deri, at det var Theatret, der udredede det Hele, og dels i, at Vilkaarene vare saa særdeles gode, som de efter Regulativet gjennemgaaende vare, hvilket dog i Øieblikket havde mindre at betyde, da den praktiske Virkning heraf først vilde vise sig efter Forløbet af en længere Aarrække. Endelig ydede Regulativer den fuldstændigste Garanti for, hvad det lovede, idet det Hele var baseret paa solide Effekter, der skulde deponeres enten i Nationalbanken eller i Universitets-Kvæsturen, og der var yderligere den store Fordel ved Regulativer, at Kassen kunde opgjøres og hæves ved Udgangen af et hvilketsomhelst Theateraar, hvis Forholdene mulig skulde kræve dette, og Enhver stk da Alt, hvad der ved Regulativet var tilsagt ham, og hvortil han indtil det Tidspunkt havde erhvervet en Ret.

Men jo bedre dette Regulativ saaledes havde varetaget baade Kunstnernes og Theatrets Tarv, desto uforklarligere var det, at baade Personalet og Theaterbestyrelsen kastede Vrag paa det. Der blev gjort ialt 13 af Theatrets Kunstnere og Funktionairer Tilbud om at indgaa Kontrakter paa fem Aar, men kun en Eneste ? Frk. Jensen ? underskrev Kontrakten og sikkrede sig de ved Regulativet tilsagte Fordele. Fra Personales Side grundede denne Vægring sig vistnok paa, at det ikke havde sat sig tilstrækkelig ind i Regulativets Bestemmelser, og at det ikke havde faaet Øie for, hvor store Fordele der sikkredes det; men aldeles uforklarligt var det, at Bestyrelsen Intet gjorde for at føre det igjennem og kunde forblive blind for det Meget, der laa i det. Den maa saaledes ganske have overseet, at Rigsdagen ved i [sideskift][side 639]Finantsloven at optage Bestemmelsen om femaarige Kontrakter og den dertil knyttede Alderdomsforsørgelse havde, hvis Bestyrelsen havde ladet sig det være magtpaaliggende at bringe Regulativer til Gjennemførelse, bundet sig selv til ogsaa fremtidig at bevilge Theatrets Budget for fem Aar ad Gangen. Men hvor lidet Bestyrelsen tilsyneladende brød sig om Regulativet eller overhovedet om at faa det bragt ud i Livet, er let at paavise. Istedetfor at modarbeide den hos Personalet opstaaede Mistillid til Regulativet og fjerne den Misforstaaelse, at Personalet havde en Ret, som man tog fra det, medens det tvertimod var Theatret, der gav Alt, Alderdomsforsørgelsen vedkommende, af sine egne Midler, indskrænkede Bestyrelsen sig til den 20de Januar 1871 blot at sende de Paagjældende af Personalet, der kunde komme ind derunder, Kontrakterne til Underskrift. Heri troede Personalet at se en uberettiget Tvang fra Bestyrelsens Side, og Følgen af dette uheldige Skridt var allerede to Dage senere en Protest fra de Vedkommendes Side. Vel udvalgte Personalet Delegerede til at forhandle med Bestyrelsen, men af denne Forhandling kom der naturligvis Intet ud. Hermed var Regulativets Skjæbne afgjort. Det kunde nu af Bestyrelsen konstateres, at Personalet ikke vilde gaa ind paa den saa omhyggelig udarbeidede Plan til femaarige Engagementer, og den dertil knyttede Alderdomsforsørgelse var saaledes strandet. Efter Indstilling fra Chefen opgaves den, og Sagen ordnedes paa anden Maade, hvorom det Nærmere senere vil blive meddelt.? Blandt de Funktionairer, med hvem Theatret agtede at indgaa Kontrakt, var ogsaa Mandsfriseur Johan Henrik Hoppensach, idet Bestyrelsen ønskede at bevidne denne Mand sin Paaskjønnelse af den udmærkede Maade, paa hvilken han siden Aaret 1833 havde røgtet sit Hverv. [sideskift][side 640]Dette var Heller ikke Mere end Bestyrelsens Pligt, thi Hoppensach var virkelig en i sit Fag genial Kunstner, som navnlig udmærkede sig ved den aldeles fuldendte Maade, paa hvilken han kunde maskere Skuespillerne og give dem en skuffende Portraitlighed med historiske Personligheder.

Allerede flere Gange i Løbet af Saisonen lød der stærke Klager over Bestyrelsen, og saaledes ankede en Indsender under Mærket X i "Dagbladet" for den 26de Januar 1871 over Theatrets mærkelige Økonomi, der viste sig ved at opslide Repertoire og Garderobe og spille alle Nyheder paa uabonnerede Aftener, dog med Undtagelse af Beethovens Mindefest, der jo ikke godt kunde ansættes til nogen Søn- eller Onsdag. Skjøndt Bournonville aldeles ikke var omtalt i denne Artikel, fandt han sig dog foranlediget til under Overskriften "Det kongelige Theaters Virksomhed" at indrykke følgende forunderlige Forsvar for Bestyrelsen i samme Blad for den 29de Januar:

"Hr. Redakteur! Min temporaire Stilling ved det kongelige Theater paalægger mig ligesaa lidt at optræde i Egenskab af Bestyrelsens Forsvarer, som den tillader mig offenlig at blotte de Feil og Mangler, hvorved Tjenesten mulig hæmmes, men der er Noget, som hedder "simpel Retfærdighed", og den maa man lade Enhver vederfares, endog den, der af en ublid Skjæbne er bleven kaldet til at være Direkteur ved et Theater med de Fordringer, der stilles til vort Kunst- og National-Institut. Hr. X, der kun Ord til andet gjentager, hvad der af enkelte Malkontente bestandig mumles om imellem Koulisserne, synes fuldkommen at ignorere den Indskrænkning, der af Staten selv er paalagt Theater-Administrationen ved for hver Udgiftsbranche at bestemme en særskilt Sum, der ikke maa overstrides: dertil er Gjennem Gjennem-snits-[sideskift][side 641]snits-Indtægten beregnet efter en Maalestok, der maa ansees for særdeles høi. Naar der altsaa med Hensyn til Dekorationer og Kostumer ikke til ethvert nyt eller paany indstuderet Stykke kan anvendes fuldstændig nyt Udstyr, maa disse Omstændigheder komme i særlig Betragtning, og da Forholdet til de ugenlige Abonnenter saavelsom til de forskjellige Kunstfag forbyder en vedvarende Række Forestillinger af det selvsamme Kassestykke, kan en Sammenligning med Sekondtheatrenes Opoffrelser i denne Retning slet ikke finde Sted. ? Hvad nu den Anke vedkommer, der reises over, at de fleste første Forestillinger gives uden Abonnement, bør der ikke bortsees fra, at for det Publikum, der ønsker, uhildet af ensidige Domme, at overvære den første Forestilling af et nyt Stykke, lettes derved Adgangen i en betydelig større Udstrækning; endelig indtræffer desværre ofte det Tilfælde, at den med det kongelige Theaters Præstationer lidet overbærende Kritik neppe nok tillader et nyt Arbeide at gaa de fem reglementerede Abonnements-Aftener rundt, hvorfor en klog Beregning tilraader at sikkre Theaterkassen en sjette Aften som en tarvelig Erstatning for de Anstrengelser og Bekostninger, som Indstuderingen og Iscenesætningen have forvoldt. Idet jeg henstiller disse Bemærkninger saavel til Deres egen som til Deres ærede Tidendes talrige Læseres Billighedsfølelse, forbliver jeg o. s. v.

August Bournonville."

Dette Indlæg kunde dog ikke faa Lov til at passere uden at blive imødegaaet, og nogle Dage senere paaviste Indsenderen da ogsaa alt det Uholdbare i de af Balletmesteren anførte Argumenter. Men det kunde jo ogsaa forsaavidt godt forstaaes, at Bournonville følte sig kaldet til at forsvare Theatrets Økonomi med Hensyn til Udstyringen af [sideskift][side 642]Skuespil, som han jo altid formaaede at faa de Kostumer og Dekorationer, som han forlangte, til sine nye og ældre Balletter. Mærkeligst var det dog, at Bournonville kunde beklage sig over Kritiken, der efter hans Udtalelser var lidet overbærende og derved Skyld i, at de færreste Stykker neppe nok kunde gaa Abonnementet rundt, thi var Kritiken Noget, saa var den snarere for mild end for streng, og særlig Balletmesteren havde alt Andet end Grund til at beklage sig over den Maade, hvorpaa Bladene omtalte ham og hans Virksomhed. Efter Saisonens Slutning fremkom der imidlertid i "Dagbladet" for den 15de Juni en længere Artikel om Theatrets Virksomhed, hvori det blandt Andet hed:

"Saisonen 1870-71 har i finantsiel Henseende været glimrende. Vi meddelte forleden, at Gjennemsnits-Indtægten for hver Aften skal have udgjort omtrent 800 Rdl. istedetfor de 700 Rdl., som ere beregnede i Budgettet, og at der altsaa har fundet en Indtægtsforøgelse Sted af henved 25,000 Rdl. Glæden over dette heldige Resultat har imidlertid en saa bitter Bismag, at Theatrets Venner neppe have Grund til i denne Anledning at lovprise den nuværende Bestyrelse; thi samtidig med den økonomiske Fremgang stagnerer Theatret aldeles som Kunstanstalt, og Stagnation forer i Kunsten som i Livet til Opløsning. Bestyrelsen stiller sig af gode Grunde paa et rent finantsielt Standpunkt; det er en Besparelsesdirektion uden andet Maal eller Med end at bringe saa mange Penge som mulig i Kassen ved at knibe paa alle Ledder og Kanter. Enhver fornuftig Bestræbelse for at bringe Theatrets Finantser paafode fortjener ganske vist Anerkjendelse; men det er visselig kun den ene Side af Bestyrelsens Opgave at røgte Kassens Interesser, og netop nu, da der er indtraadt et fleraarigt Havblik efter TheaterTheater-stormen [sideskift][side 643]stormen, vilde det være i urette Tid at se gjennem Fingre med en stadig Tilsidesættelse af Kunstens Tarv, saa meget mere som de finantsielle Seire, nærmere besete, for en stor Del henhøre under Pyrrhusseirenes berygtede Kategori. ? At der ikke staaer en æsthetisk Autoritet i Spidsen for Theatret, føles Haardt i alle mulige Retninger. Fremfor Alt har dog Bestyrelsens Passivitet overfor Repertoiret tildraget sig Opmærksomhed, og man Hører stedse flere Stemmer hæve sig imod den Maade, hvorpaa Theatret omgaaes med sin aandelige Kapital. Der tæres Dag ud og Dag ind paa det Gamle, uden at Nyt føres til, og Stykkerne blive efterhaanden saa udslidte, at tilsidst Ingen gider seet dem. Det er billigere at lade en gammel Frakke vende end at kjøbe en ny, og i Kraft af denne økonomiske Grundsætning vendes Repertoiret hver Sommer, til der ikke er en Trevl igjen. Man pudser Frakken op, giver den nye Knaphuller, varierer Façonen, eller med andre Ord man foretager et Par Rolleforandringer, maler et Bagtæppe, arrangerer en Debut eller døber Stykket om, og saa kjendes det ikke saa let, at det stadig er samme Vise, og naar Stykket derpaa har oplevet et vist Antal Spilleaftener, tager man sig dets Ælde til Indtægt og giver det til Kassens Forherligelse et Jubilæum. Det er Fremgangsmaaden; den er billig, men den fører tidlig eller sent til Repertoirets fuldstændige Ruin. Den sidste Saison afgiver et sørgeligt Vidnesbyrd om denne utilladelige Sugen paa Labben. I den første Halvdel Saisonen blev Skuespillet ikke forøget med et eneste Stykke, og i Resten af Saisonen er der i Et og Alt kommet tre til. Det er et kummerligt, et uforsvarlig kummerligt Resultat. Naar man tager Theaterhistorien for sig og fordyber sig i de stolte Fortidsminder, vil man se, hvorledes det var Sæd [sideskift][side 644]og Skik blandt disse sidste vanartede Saisoners Fædre at sørge ganske anderledes rigelig for Efterkommerne og ikke at gaa i Graven uden at have forøget det betroede Pund." Artiklen paaviste dernæst, hvorledes Bestyrelsen Intet gjorde for at fremelske og fremhjælpe originale Arbeider, hvorledes den aldeles ikke gjorde Brug af Udlandets Literatur, af den simple Grund at den ikke kjendte Noget dertil, og hvorledes den omgikkes det forhaandenværende Repertoire paa en ufornuftig Maade. Der førtes derpaa Anke over den Maade, hvorpaa Bestyrelsen stillede sig ligeover for Tilgangen af friste Kræfter. Man havde engageret H. Kolling paa en Tid, da man frygtede for, at Rosenkilde paa Grund af sin Sygdom maatte søge sin Afsked, og da denne Sidste saa heldigvis kom sig, blev Kollings Virksomhed indstrænket til et saadant Minimum, at han indstændig anmodede Bestyrelsen om at maatte hæve Kontrakten med Theatret; herpaa gik Bestyrelsen ind, netop som der ved Mantzius' Afskedigelse atter viste sig Brug for Kolling. Som et andet Exempel anførtes, at det kongelige Theater aldeles Intet havde foretaget sig for at engagere Frøken Oda Larssen, en ganske ung Pige, som i den forløbne Saison var optraadt med stort Held paa Kasino og havde vist sig i Besiddelse af ikke almindelige kunstneriske Evner. "Hvad det kommer an paa ? hed det ?, er bestandig at have en ung Opvæxt, som fra de Ældre kan modtage Fortidens rige Traditioner og føre dem videre. Men for denne Opgave har Theatrets nuværende Bestyrelse ikke det mindste Blik, ellers havde den ikke ladet Hr. Kolling gaa og forsømt at drage en ung Mulighed fra det andet Sekondtheater til sig." Artiklen sluttede endelig med følgende Ord: "Til Vederlag for, at Kunsten i alle Retninger stagnerer, lægger nu Justitsraad [sideskift][side 645]Berner sine Dalere paa Bordet. Han er Theatrets Intendant og har derfor kun en Intendantsamvittighed. Hans Ære er at skaffe Penge i Kassen; at det i kunstnerisk Henseende er Blodpenge, kommer ham ikke ved, naar det kun ikke er Regnepenge. Men nu er der ovenikjøbet dem, der paastaa, at et Besøg i Theatrets Magasiner og Garderobe vilde vise en Tilbagegang i dette Aktiv, som gjør den forøgede Indtægt aldeles illusorisk, og selv om dette er overdrevent, er det under alle Omstændigheder vist, at den Økonomi, der saaledes som den Bernerske stadig kun tænker paa Øieblikket og sket ikke lægger sig Fremtiden paa Hjerte, ogsaa fra et rent finantsielt Standpunkt betragtet er mislig. Det er klart, at den Kilde, hvorfra Pengene strømme, efterhaanden vil udtørres. Theaterlysten er for Øieblikket meget levende, og den Hungrige sluger mangen gammel Bid uden al Kritik; men Aar for Aar vil Lysten svækkes, naar der ikke bydes Publikum sund og kraftig Kost, og Theatret vil tilsidst dø Hungersdød med en fuld Kasse. Det kan ikke blive saaledes ved. Skal den nuværende Finantsmand blive ved Roret, saa maa der sikkres hver Kunstbranche en ligesaa selvstændig Stilling som den, Balletten for Tiden faktisk indtager under Bournonville. Balletten styres alene med Kunsten som Maal, og derfor er denne haardt forfulgte Kunstart det Eneste, hvoraf Theatret kan være rigtig stolt. En saadan Myndighed, som Bournonville udover i Balletten, bør under en Overbestyrelse som den nuværende af Kapelmesteren udøves i Operaen, for at den kan holdes fri for alle finantsielle Experimenter, og i Skuespillet bør en Æsthetiker ansættes paa en tilsvarende Maade; kun gjennem et saadant Triumvirat vil den nuværende finantsielle Direkteur faa sit nødvendige Supplement og sin nødvendige Begrændsning. Skeer [sideskift][side 646]der ikke en Forandring i de nuværende Tilstande, enten paa den her antydede eller paa anden Maade, kun med Kunstens Tarv for Øie som et Maal, der ikke bør tabes af Sigte, vil Indtoget i den nye Theaterbygning blive et Sørgetog, og det nye Hus vil i kunstnerisk Forstand indvie "den danske Komedies Ligbegængelse.""

I Anledning af denne Artikel gav Berner den 23de s. M. i samme Blad under Overskriften "Nogle Bemærkninger om det kongelige Theaters Virksomhed i de sidste fem Aar" følgende udførlige Svar:

"Den varme Interesse, hvormed Hovedstaden stedse har omfattet det kongelige Theater, har i den nu forløbne Saison og senest i disse Dage givet sig fornyet Vidnesbyrd i en Række Meddelelser i Pressen om det kongelige Theaters Forhold saavel i kunstnerisk som i økonomisk Henseende, hvilke, om de end i Formen tildels ere fremkomne som Anke mod Bestyrelsen, dog i Realiteten maa have til Hensigt igjennem en Drøftelse af forskjellige Enkeltheder at bidrage til at gavne og understøtte det Hele. Idet jeg kun vil betragte de fremkomne Anker fra dette Synspunkt, skal jeg saavidt mulig bestræbe mig for at fremhæve de Vildfarelser og faktiske Urigtigheder, der findes i de nævnte Udtalelser; man udsætter sig jo saare let for at dømme skjævt, naar man alene udpeger de formentlige Mangler ved Theatrets Ledelse, men ikke undersøger, om og hvorvidt der overhovedet under de givne Forhold vil kunne tilveiebringes andre eller væsenlig bedre Resultater.

"Det er en maaske nu halvt forglemt Sag, at det kongelige Theater, da Ministeren og den konstituerede Theaterchef i Slutningen af 1866 opfordrede mig ? der aldrig selv har søgt nogen Stilling i Theatrets Administration, [sideskift][side 647]men to Gange tidligere er opfordret til at overtage en saadan, nemlig i 1849 af Etatsraad Heiberg og i 1859 af Geheimeraad Tillisch og daværende Kultusminister Monrad ? til at overtage en Post som Intendant ved samme, var i en høist mislig Stilling. Det maatte dengang fremfor Alt gjælde om at styrke Lovgivningsmagtens stærkt rystede Tro paa Muligheden af det kongelige Theaters Bestaaen ved Hjælp af det hidtil ydede Tilskud; kun hvis dette kunde gjøres indlysende, turde der være Haab om at faa Tilskudet fremdeles bevilget og de Røster bragte til Taushed, der høit forlangte Theatrets øieblikkelige Nedlæggelse, just fordi man, støttet paa de indvundne Erfaringer, var overbevist om det hidtidige Tilskuds Utilstrækkelighed og dog ingenlunde var tilsinds at bevilge Mere. At Ministeriet under disse Omstændigheder indskærpede Nødvendigheden af Indskrænkninger og Besparelser, kunde vel ikke godt være anderledes. Alt maatte i Øieblikket dreie sig om Balance imellem Indtægt og Udgift. Jeg stillede mig derfor som Opgave for den første Saison af min Virksomhed at søge tilveiebragt den størst mulige Indtægt med den mindst mulige Udgift, saavidt dette paa nogen Maade lod sig forene med Hensynet til Kunstens Tarv, idet jeg dog greb enhver Leilighed til at erklære, at der selvfølgelig senere vilde blive gjort andre Hensyn gjældende ved Valget af Repertoiret, forsaavidt det maatte lykkes mig at skabe en heldig økonomisk Stilling. Jeg vilde da intet Øieblik tage i Betænkning at risikere større Summer paa Arbeider, der vilde gjøre Theatret Ære, om de end i pekuniair Henseende snarere vilde medføre Tab end Fordel.

"Mine Bestræbelser kronedes med et saa uventet Held, at Theaterkassen ved Saisonens Udgang havde en Beholdning [sideskift][side 648]af ca. 8,000 Rdl., hvilket dengang ansaaes for noget Overordenligt. Dette Bevis for, at Theatret virkelig var istand til med streng Orden og Økonomi at fyldestgjøre sine Forpligtelser og endda have Noget tilovers, har efter min Overbevisning været af den største Vægt og Betydning for Spørgsmaalet om Theatrets fremtidige Bestaaen som Statsinstitut og har upaatvivlelig havt Indskydelse saavel paa Ministeriets Beslutning om at nedsætte en Kommission til Ordningen af det kongelige Theaters økonomiske Forhold som paa selve Kommissionsbetænkningen.

"Allerede i Saisonen 1866-67 havde Theatret anvendt Betydeligt bl. A. paa: "Kjøbmanden i Venedig", "Hugenotterne" og "Valdemar". I Saisonen 1867-68, da Theatret, som anført, turde anvende Mere paa det sceniske Udstyr, fremdroges et betydeligt Antal Arbeider, hvoriblandt her kun skal fremhæves: "Maria Stuart i Skotland", "Palnatoke", "Elverpigen" og endelig "Thrymskviden", hvis Udstyr, foruden et anseeligt Forfatter- og Komponist-Honorar, krævede Summer, som næsten aldrig før vare anvendte paa et enkelt Arbeide, medens det pekuniaire Udbytte aldeles ikke forud lod sig beregne. I Saisonen 1868-69 bragtes en stor Mængde Nyheder paa Scenen, tildels med betydelig Udgift, navnlig kan fremhæves: "Et Vinter-Eventyr" og "Tryllefløiten", hvis mis en scène var meget kostbar. I Saisonen 1869-70 har Theatret bl. A. af Nyt opført: "Lord William Russell", "De Unges Forbund", "Grøns Fødselsdag" og "Et rigt Parti", alle honorarberettigede Arbeider, af hvilke navnlig det første kostede betydelig at sætte i Scene og derhos ligesom "De Unges Forbund" medførte store aftenlige Udgifter. Paa Operaen anvendtes der betydelige Summer i denne Saison, navnlig medførte [sideskift][side 649]"Paschaens Datter", "Don Juan" i sit nye Udstyr og "Lohengrin" meget store Udgifter. Den nye fire Akts Ballet: "Cort Adeler i Venedig" krævede naturligvis ogsaa betydelige Udgifter. I afvigte Saison har Theatret i "Kongs-Emnerne" leveret vistnok det omfangsrigeste dramatiske Arbeide, der nogensinde er opført her. Endskjøndt Meget benyttes andetsteds fra, har det dog selvfølgelig kostet overmaade meget at sætte i Scene, og de aftenlige Udgifter overgaa, paa Grund af Arbeidets Længde og det betydelige Antal Personer, som medvirke deri, Alt, hvad hidtil er kjendt hos os. Blandt andre Arbeider, der have medført stor Bekostning, kan fremhæves den nye Ballet: "Livjægerne paa Amager" og "Tempelherren og Jødinden."

"Jeg troer ved disse korte Antydninger af de fem nærmeste Saisoners Virksomhed tilstrækkelig at have godtgjort, at Bestyrelsen paa ingen Maade af smaalig Økonomi har undladt at bringe kostbare dramatiske Arbeider paa Scenen; og da det langt overveiende Antal af disse har oplevet en Række stærkt besøgte Forestillinger, tør det i det Hele antages, at Theatret ogsaa i kunstnerisk Henseende har været heldigt i sit Valg og i det Hele, ialtfald da for disse Arbeiders Vedkommende, har kunnet glæde sig ved Publikums Tilfredshed.

"Hvad nu specielt angaaer Beskaffenheden af det sceniske Udstyr, skal jeg tillade mig at bemærke Følgende: Det kgl. Theater hverken kan eller skal søge at blænde Øiet ved en Glands og Pragt, der ofte har saare lidet med Kunsten at gjøre og ialtfald ligger langt over, hvad det med sine indskrænkede Midler formaaer. Selvfølgelig ere i de store Stykker ikke alle Dragter syede af Nyt, ikke alle Dekorationer nymalede eller alle Rekvisiter nyanskaffede. Men naar [sideskift][side 650]der idelig føres Anke over Garderobens Forfald, fordi der bestandig stides paa det Gamle, da maa det ikke oversees: 1) at de Stoffer i Silke, Fløil og Klæde, hvoraf Kostumerne i tidligere Tid forarbeidedes, ere af en Kvalitet, der nu slet ikke mere kan faaes, og 2) at det store Antal Bipersoner, som nu medvirke i Stykkerne, kræver en langt større Garderobe og følgelig ved Siden af de nye Anskaffelser en hyppigere Benyttelse af det forhaandenværende Forraad. Det maa ikke glemmes, at Tidens Krav medfører, at Koret, tildels ogsaa Balletpersonalet og Komparser, nu benyttes i langt større Omfang end forhen i det reciterende Skuespil, hvad der ikke blot forøger Tjenesten, men tillige medfører betydelig forøgede Udgifter til Kostumer eller Godtgjørelse for egne Klæder, til Opvartning, Belysning af Paaklædningsværelser o. s. v. o. s. v. Vende vi os til Operaen, da er det, som Følge af det store Sangerpersonale, hvorover Theatret for Tiden disponerer, væsenlig den store Opera, som udfylder Repertoiret. Men denne kræver uundgaaelig et stort Apparat af Ballet, Komparser, Extra-Musici, der lønnes for hver Forestilling, stærk Belysning, betydeligt Extra-Mandskab ved Maskineriet o. s. v. o. s. v.

"Hvad endelig angaaer Dekorationerne og Scenens Udstyr med Meubler og desl., da kræver Nutiden, at Alt skal være muligst nøie afpasset efter Situationen. Medens Dekorationen, efter tidligere Begreber, navnlig i Skuespillet, kun skulde virke understøttende, idet hele Vægten lagdes paa den dramatiske Fremstilling ? saa at man t. Ex. kunde benytte de samme Stuedekorationer ved mange forskjellige Leiligheder og derhos betragtede Meublementet som noget saa Uvæsenligt, at de saa Meubler, som eiedes af Theatret, for det Meste kunde gjøre Fyldest ? stilles der [sideskift][side 651]nu ganske andre Fordringer: man lægger nøie Mærke til, hvad der i Stykket tilfældig siges om Dekorationen, og fordrer den indrettet derefter. I Konversationsstykket maa Værelserne være nogenlunde rigt meublerede, hvad der medfører en meget betydelig aarlig Udgift til Leie af moderne Meubler, der tidligere saagodtsom slet ikke fandt Sted. Endelig ere de moderne Dekorationer og da navnlig Landskabs- og de saakaldte fantastiske Dekorationer, der væsenlig bestaa af gjennemskaarne Mellemtæpper og fint udtungede Koulisser og Sætstykker, langtfra saa stærke eller saa lette at opbevare som de ældre Dekorationsgjenstande, men kræve en hyppigere Fornyelse og altsaa større Udgift til Materialets Anskaffelse. Jeg skal her alene som den sidste Saisons Virksomhed paa Theatermaleriets Omraade fremhæve: 3 à 4 Dekorationer til "Kongs-Emnerne", Amagerstuen i "Livjægerne paa Amager", Hulen og Alfehaven i "Alferne", Tourneringspladsen i "Tempelherren og Jødinden" og Pagoden i "Broncehesten", foruden et betydeligt Antal mere eller mindre forandrede ældre Dekorationer, bl. A. i "De to Dage". Jeg troer saaledes at have paavist, at det er saa langt fra, at Theatrets Materiel er forringet, end sige opslidt, at det snarere kan siges at have modtaget en betydelig og værdifuld Forøgelse.

"Jeg har nu søgt at paavise, hvorledes de stigende Fordringer til det sceniske Udstyr dels medføre forøgede Udgifter forinden Stykkernes Opførelse, dels ved selve Forestillingerne. At begrændse disse Udgifter maa derfor være Bestyrelsens stadige Opgave, men Vanskelighederne ved at løse den nogenlunde tilfredsstillende tiltage i samme Grad, som Kommunikationsmidlernes Hurtighed og Billighed lokke Folk til at besøge Europas Hovedstæder og bedømme vort sceniske [sideskift][side 652]Udstyr, efter hvad de have seet paa Udlandets store Scener, hvor Pengespørgsmaalet er af underordnet Betydning, og hvor man har Raad til at anvende paa 3 à 4 Arbeider, hvad der hos os skal slaa til for en Hel Saisons Virksomhed. Ligesom jeg i sin Tid har oplyst, at man hos os har opført Operaen "Faust" for en Trediedel af, hvad den kostede i Stockholm, og en Fjerdedel af, hvad der anvendtes paa den i Berlin, saaledes kan jeg i den nyeste Tid henvise til "Lohengrin", hvis Udførelse som samlet Hele maaske neppe staaer tilbage for nogen anden Scene, og hvis Udstyr vel bør kaldes passende; men den derpaa anvendte Bekostning er for Intet at regne imod, hvad der paa de større Scener i Udlandet er medgaaet dertil. Alt ? de medvirkende vokale og instrumentale Kunstneres Lønninger ikke mindre end Udgiften til det sceniske Udstyr ? udgjør kun Brøkdele af, hvad der andetsteds maa betales for at opføre et saadant Kunstværk, og det er en af vort Nationaltheaters store Fortjenester, som Publikum neppe altid er istand til tilfulde at vurdere, at det endnu formaaer at give store og vanskelige Kunstværker en fyldestgjørende, tildels fortrinlig Udførelse til en Pris, som andetsteds vilde ansees for fabelagtig ringe.

"En Anke, der jævnlig føres imod den nuværende Bestyrelse, angaaer dens Tilbøielighed til stadig at benytte det ældre Repertoire, som derved formenes at blive saa udslidt, at tilsidst Ingen gider seet det. Jeg maa tilstaa, at Erfaringen synes mig at henpege til et helt andet Resultat. Det forekommer mig, at Nationaltheatrets Gjenoptagelse af vore ældre Digteres Arbeider netop har afgivet et glædeligt Bevis paa den tiltagende Sands for god Komedie, idet mange af disse Arbeider nu kunne glæde sig ved en større Interesse og Opmærksomhed fra Publikums Side end i [sideskift][side 653]deres Nyhed. Exempler herpaa kunne anføres i Mængde, og Aarsagen dertil maa efter min Formening søges deri, at der nu skrives langt færre gode Komedier, end f. Ex. i Heibergs og Hertz's Forfatter-Periode. Theatret kan overhovedet ikke noksom paaskjønne, at det i sine hedengangne Digteres Værker besidder en Skat, hvortil fremmede Theatre kun undtagelsesvis kunne opvise Mage; thi derved sættes det istand til i magre Perioder at vedligeholde en passende Afvexling i sit Repertoire uden at nødsages til at tye til Døgnprodukter, der ere fjernt fra dets Formaal. Publikum har paa sin Side kraftig understøttet Theatrets Bestræbelser i saa Henseende ved stadig at fylde Huset ved Gjenoptagelsen af ældre gode Arbeider; og selv om der endnu maatte hengaa længere Tid, forinden den dramatiske Literatur opblomstrer paany, er Theatrets Forraad af saadanne Værker, der til alle Tider ville sees med Interesse, endnu langtfra udtømt. At Theatret beredvillig optager, hvad der af fremmede Literaturer maatte egne sig for det, er en Selvfølge; men at det under Forhold som de nærværende og "med den særegne Forpligtelse at fremme Udviklingen af dansk dramatisk Literatur" (jfr. den daværende Theaterkommissions Betænkning af 17de September 1851) gjør et maadeholdent Brug af sit rige Forraad, der i saa mange Henseender kan tjene yngre Forfattere til Forbillede, synes ikke at kunne bevirke dets Tilbagegang som Kunstanstalt.

"Det indrømmes fra alle Sider, at de sidste fem Saisoner i finantsiel Henseende have været glimrende, uden at man dog vil indrømme Bestyrelsen Ret til at tilegne sig nogensomhelst Fortjeneste af dette i Theatrets Annaler enestaaende Resultat, der altsaa alene maa tilskrives et Sammenstod af heldige Omstændigheder, der ligesaa vel kunde [sideskift][side 654]indtræffe mider enhver anden Bestyrelse; men samtidig klages der over, at Bestyrelsen driver en Theatret uværdig Økonomi. Det er sandt, at Theatret i det sidste Femaar aarlig har havt en Mer-Indtægt imod den paaregnede af over 25,000 Rdl.; men naar det virkelige Overskud dog neppe er over 10,000 Rdl. aarlig, sees det let, at dets Udgifter have været langt større end i Budgettet paaregnede. Sandheden er nemlig den, at Udgifterne i de senere Aar af de ovenfor angivne Aarsager have været betydelig større end tidligere ? men rigtignok ikke saa store, at hele Overskuddet er medgaaet; thi hvad skulde Theatret da tye til i de magre Aar, hvor Landesorg, Epidemi, Krig eller mindre tilfældige Aarsager maatte indvirke skadelig paa Besøget? Hvorledes skulde det kunne samle et Fond til Hjælp og Understøttelse for alle dem, der under de nu indtraadte Forhold blive hjælpe- og brødløse, saasnart Theatret ikke mere har Brug for dem? Jeg er overbevist om, at det talrige, underordnede Personale ikke mindre end de kommende Bestyrelser ville vide den nuværende Bestyrelse Tak, fordi den ikke har ladet sig friste til at benytte Theatrets Overskud yderligere, end skeet er, uagtet den derved let kunde have erhvervet sig en øieblikkelig Tak og Paaskjønnelse, som den nu tildels maa undvære.

"Medens jeg kun ganske i Forbigaaende skal bemærke, at det er en Vildfarelse, naar det forudsættes som givet, at Balletten som Kunstbranche betragtet skulde være stillet mere selvstændig og uafhængig overfor Bestyrelsen end de andre Kunstarter, uden forsaavidt som Balletmesteren er Forfatter til det hele nærværende Ballet-Repertoire og saaledes ganske naturlig, fordi han har et større Ansvar, maa staa i et noget andet Forhold til dette end de Embedsmænd, hvem den kunstneriske Ledelse af Skuespillet og Operaen er betroet,[sideskift][side 655]? skal jeg sluttelig med et Par Ord omtale Skuespiller H. Kollings Bortgang kun et Aar efter hans Antagelse ved det kgl. Theater. Det var forud betydet Hr. Kolling, der efter eget Ønske var engageret paa tre Aar, at han ikke i det første Aar maatte gjøre Regning paa nogen betydelig Virksomhed, da Hensigten med hans Engagement jo ikke var at udfylde et øieblikkeligt Savn, men kun sukcessive at benytte hans Kræfter, naar Leilighed gaves. Der var desaarsag tilsikkret Hr. Kolling en bestemt Feu uden Hensyn til Tjenestens Omfang eller Beskaffenhed. Til sin første Optræden havde han selv udbedt sig en mindre Rolle; til den anden var "Michel Perrin" bestemt, og Prøverne vare alt begyndte, da Tidsforholdene nødvendiggjorde Stykkets Henlæggelse. Senere har han ganske vist indtaget en noget tilbagetrukken Stilling, men det er saa langt fra, at Bestyrelsen havde opgivet Haabet om hans Fremtid ved det kgl. Theater, at den tvertimod stillede ham en betydelig Virksomhed i sikker Udsigt for næste Saison og kun modstræbende og efter hans gjentagne indstændige Opfordring udvirkede Ministeriets Bemyndigelse til at løse ham fra hans Forpligtelser for de næste to Aar.

"Idet jeg endnu til de øvrige Oplysninger skal føie den, at der ikke er knebet paa nogen Oversættelse af "Tartuffe", eftersom der ikke har været tilbudt Theatret en dyrere Oversættelse end den nu antagne, skulde det iøvrigt glæde mig meget, om de her meddelte Oplysninger, der for Fuldstændigheds Skyld ere noget mere detaillerede end paatænkt, maatte bidrage til at kaste et noget andet Lys over det kgl. Theaters Virksomhed end det, som er udgaaet fra en Bedømmelse, der utvivlsomt nærer ligesaa megen Deltagelse for Sagen som jeg selv, men som dog neppe har været i [sideskift][side 656]Besiddelse af tilstrækkeligt Materiale til at underkaste alle de i Betragtning kommende Forhold en moden og omhyggelig Overveielse."

Dette Svar var lige saa lidt som en omtrent samtidig Artikel i "Fædrelandet" og nogle Bemærkninger af Bournonville i "Berlingske Tidende" i Stand til at afkræfte de Anker, der vare reiste mod Bestyrelsen. Mærkeligt var det, at Intendanten kunde erklære aldrig selv at have søgt nogen Stilling i Theatrets Administration, thi da han i det sidste Aar af Kranolds Regimente søgte sin Afsked, skete dette dog kun, fordi man ikke vilde opfylde hans Ønske om at blive en Art Kommitteret hos Chefen. Naar der var klaget over Misbrug af det ældre Repertoire, da var det ikke saa meget med Hensyn til det Omfang, hvori, som med Hensyn til den Maade, hvorpaa Repertoiret benyttedes, idet man stadig og stadig sted paa de selvsamme Stykker, og naar Berner søgte at rense Bestyrelsen for al Skyld i, at H. Kolling havde forladt Theatret, da kunde dette Heller ikke siges at være lykkedes ham, men derimod havde han ved sine udførlige Bemærkninger om Beskaffenheden af det sceniske Udstyr, Dekorationer og Meubler med en saadan Sikkerhed og Udførlighed fremhævet, at Theatrets Materiel maatte siges i de sidste Aar at have modtaget en betydelig og værdifuld Forøgelse, at Ingen ret vel turde vove at imødegaa ham. Et Par Aar efter, da man skulde overføre Materieller fra det gamle til det nye Theater, viste det sig rigtignok, at det Meste af dette Materiel ikke var bedre værd end at sælges ved offenlig Auktion til Marskandisere og private Theaterentrepreneurer.

Det var under Behandlingen af Finantsloven for 1870-71 flere Gange blevet fremhævet i Thingene, at det [sideskift][side 657]Kongelige Theaters Skuespillere neppe vilde slaa sig tiltaals med de paa Finantsloven vedtagne Bestemmelser om Vederlag for Sædtillæg, og det viste sig da ogsaa snart, at Skuespillerne ikke vare tilfredse med det Arrangement, Lovgivningsmagten havde truffet for deres Vedkommende. For at komme paa det Rene med, hvorvidt den paa Finantsloven trufne Afgjørelse var lovmedholdelig eller ikke, indstævnede V. Holst Finantsministeren, og ved Hof- og Stadsrettens Dom af 27de Marts 1871 blev det kjendt for Ret, at Holst burde være berettiget til fra 1ste Juli 1870 at oppebære det ved Lov af 26de Marts 1870, indeholdende almindelige Bestemmelser om Embeds- og Bestillingsmænds Lønningsforhold m. m., § 9 fastsatte Lønningstillæg, indtil dette efter Lovens Bestemmelser bortfaldt. Høiesteret, hvortil Sagen blev appelleret af Finantsministeriet, udtalte i sin Dom af 14de December s. A., at Holst var berettiget til at oppebære Lønningstillægget, da det ikke kunde antages, at denne hans Ret skulde være bortfalden ifølge Bestemmelserne i Finantsloven af 28de Mai 1870 § 21 V. C. 1-8, thi selv om disse Bestemmelser ? hvad der dog ikke kunde statueres ? maatte kunne betragtes lige med en ny Lønningslov for Theatret, maatte dog § 10 i Loven af 26de Marts 1870 medføre, at Holst ogsaa efter 1ste Juli 1870 , beholdt det hele ham ved denne Lovs § 9 allerede tillagte Lønningstillæg, og den Omstændighed, at der ikke ved Finantsloven var meddelt Bevilling til Udredelsen af hele dette Tillæg, kunde ikke bevirke, at den af Holst erhvervede Ret skulde være tabt og han udelukket fra at indtale samme ved Domstolene. Som Følge af denne Dom maatte Theatret i 1871-72 udrede Forskjellen mellem disse Tillæg for Tiden fra 1ste Juli 1870 til 30te Juni 1871 og fuldt Tillæg [sideskift][side 658]efter Loven af 29de Marts 1871 for Theateraaret 1871-72 med ialt 19,434 Rdl. 32 Sk., nemlig for 1870-71 til Theatrets Personale 3,764 Rdl. 48 Sk. og til Kapellet 2,491 Rdl. 48 Sk. og for 1871-72 til Theatrets Personale 8,009 Rdl. 32 Sk. og til Kapellet 5,169 Rdl. ? I 1870-71 blev der af Theatret i Renter til Sorø Akademi betalt ialt 7,623.Rdl. 31 Sk., nemlig 5,903 Rdl. 31 Sk. i Rente af Byggelaanet, paa hvilket der resterede 147,583 Rdl. 6 Sk., og 1,720 Rdl. i Rente paa den løbende Gjæld af 43,000 Rdl.

Finantsloven for 1871-72 var ens med Loven for 1870-71, undtagen at Slutningsbestemmelsen for 1871-72 lød saaledes: "Theatret forrenter den tilbagestaaende Del af sin Byggegjæld til Sorø Akademi. Skulde i Theateraaret indtil 30te Juni 1871 Theatrets Overskud ikke være tilstrækkeligt til at udrede den hele Rente, lægges det manglende Rentebeløb til Kapitalen for tilligemed denne at forrentes i næste Theateraar." Denne Bestemmelse fik ikke nogen praktisk Virkning, da Theatret saavel i dette som i de nærmest paafølgende Aar var i Stand til at udrede det normerede Rentebeløb af 4 pCt.

Skjøndt Loven om Opførelsen af en ny Theaterbygning allerede var udkommen den 18de Juni 1870, bevirkede dog den fransk-tydske Krigs Udbrud, at Borgerrepræsentationen udsatte at tage Bestemmelse om noget Tilskud fra Kommunens Side, og Sagen kom ikke til første Behandling for den 29de August, hvor et Forslag om at nedsætte et Udvalg forkastedes, hvorefter Forsamlingen ved anden Behandling den 5te September med 21 Stemmer mod 9 vedtog at lade Kjøbenhavns Kommune udrede det i Loven betingede Tilskud, idet man dog samtidig udtalte Ønsket om, at den nye Bygning maatte komme til at springe saa lidt som mulig [sideskift][side 659]frem paa Torvet forbi Høiskolen. Samtidig hermed dannedes der under Kronprindsens Protektorat en stor Komie, som under 25de Juni udstedte en Opfordring til den danske dramatiske Kunsts og det danske Nationaltheaters Venner om at skjænke Bidrag til den nye Theaterbygnings kunstneriske Udsmykning, og i Opfordringen gjordes der opmærksom paa, at skjøndt Loven vel bestemte, at den af Private tegnede Sum skulde være "sikkret" inden tre Maaneder, haabede man dog, at Ministeriet ikke vilde have Noget imod, at Bidragene udrededes i Løbet af de fem Aar, som Opførelsen antoges at udkræve. Allerede den første offenliggjorte Liste, hvorpaa der kun fandtes opført Bidrag fra Komitemedlemmer, udviste et samlet Beløb af 17,842 Rdl. Til at bedømme og afgive Skjøn over de indkommende Planer til det nye Theater valgtes ifølge § 3 i Loven af 18de Juni: for Landsthinget Ploug, for Folkethinget Zahle, for Kunstakademiet Etatsraad Herholdt, for Theatret Bournonville, for Kultusministeriet Etatsraad Hummel, for Borgerrepræsentationen Tømmermester Kayser, for Magistraten Borgermester Gammeltoft og for den private Komite Bille samt Kaptain, Brygger J. C. Jacobsen. Den 14de Oktober samledes disse under Bournonville som Aldersformand og valgte Gammeltoft til Formand, hvorefter Kultusministeriet den 6te December udstedte sin "Indbydelse til Konkurrence ved Affattelse af Plan og Overslag til en ny Theaterbygning i Staden Kjøbenhavn." Planerne, der skulde ledsages af detaillerede Overslag over Omkostningerne, maatte uden Navn, men under et selvvalgt Mærke være indsendte til Kultusministeriet inden 6te Juni 1871 og skulde da være offenlig udstillede i fjorten Dage. I Henhold til denne Indbydelse indkom der ialt tolv Planer, af hvilke en var fra Frankrig, en anden fra Italien, og den [sideskift][side 660]13de Juni 1871 bleve Planerne udstillede for Publikum i Kunstforeningens Lokale i det Classenske Bibliotheks tidligere Sale. Udstillingen var i de fjorten Dage besøgt af mange Mennesker, og længe varede det ikke, for ogsaa Pressen begyndte at beskjæftige sig med Planerne. "Berlingske Tidende" aabnede Debatten med særlig at fremhæve en med en Passer og en Vinkel mærket Plan, der samlede hele Theaterkomplexet i en Bygning, hvorved man kunde spare den op til den Schjellerupske Gaard liggende Byggegrund, saa at dette Projekt altsaa blev forholdsvis meget billigt, og i "Fædrelandet" talte en Indsender varmt for den med 6 + 8 mærkede Plan, medens en med P. p. mærket Plan blev rost af flere Indsendere i "Dagbladet." Til foreløbig at bedømme Planerne nedsatte Bedømmelsesudvalget af sine tekniske Kræfter et Underudvalg, bestaaende af Bournonville, Herholdt, Hummel, Kayser og J. C. Jacobsen, og den 7de Juli afgav det samlede Bedømmelsesudvalg ? dog med Undtagelse af Bournonville, der hverken havde deltaget i de sidste Møder eller i Afstemningen ? sin Betænkning til Ministeriet. Dommen gik ud paa, at Udvalget med fem Stemmer mod tre tilkjendte den med P. p. mærkede Plan første Præmie af 2000 Rdlr. De tre Stemmer faldt paa den med 6 + 8 mærkede Plan, hvilken der enstemmig tilkjendtes anden Præmie med 500 Rdl., og tredie Præmie af samme Størrelse blev med fem Stemmer tilkjendt den Plan, der bar det græske Motto: "Gid den være Muserne værdig", medens to Stemmer faldt paa Planen A l'alliance des nations, og en Stemme var for ikke at tilkjende nogen tredie Præmie. At den franske Plan ikke blev belønnet med tredie Præmie, laa i, at den ikke var ledsaget af de fornødne Overslag og Beregninger. At Bournonville ikke deltog [sideskift][side 661]i de sidste Møder eller i Afstemningen, havde væsenlig sin Grund i, at Udvalgets øvrige Medlemmer med Undtagelse af Zahle ikke vare stemte for at følge ham i Anbefalingen af den med Passer og Vinkel mærkede Plan. Den Afgjørelse, som Bedømmelsesudvalget havde truffet, vandt i det Hele Publikums Bifald, thi af alle Udtalelser, der fremkom skriftlig og mundtlig, fremgik det, at Størsteparten af dem, der havde taget de udstillede Planer i Øiesyn, var bedst stemt for den Plan, der var mærket P. p. Ved Aabningen af de indleverede Sedler viste det sig, at den med P. p. mærkede Plan skyldtes Arkitekt Vilhelm Dahlerup og Bygningsinspekteur Ove Petersen, den med 6 + 8 mærkede Plan Arkitekterne P. Fenger og Hans Holm og den med det græske Motto forsynede Plan Arkitekterne P. C. Bønicke og V. H. Friedrichsen. De to sidstnævnte Planer findes afbildede i "Illustreret Tidende" for den 6te og 20de August 1871. ? Efter Indstilling fra Chefen tillod Kultusministeriet, at der af Theaterkassen maatte udbetales Berner et Beløb af 300 Rdl., for at han i Sommerferien 1870 kunde studere fremmede Theatre, navnlig i Berlin, Dresden, Leipzig, Wien og Hanover, og benytte sine Erfaringer, naar han senere paa Theatrets Vegne kom til at forhandle med Arkitekterne angaaende Detaillerne ved Indretningen af det nye Skuespilhus.

I Løbet af Sommeren 1871 udgav Edgar Collin under Titelen "Af Jonas Collins Papirer" en Mængde interessante, tildels hidtil ubekjendte Breve, Censurer og andre Aktstykker, navnlig vedrørende Vaudevillens Historie paa det kongelige Theater.