[sideskift][side 546]Som sædvanlig tog Saisonen sin Begyndelse med den officielle Bekjendtgjørelse i alle Blade, at Linde og Berner atter efter Ministerens Indstilling vare blevne konstituerede i deres respektive Embeder for Theateraaret 1869-70, og som sædvanlig gik Logeauktionen udmærket fra Haanden, idet der indkom 66,720 Rdl. Det var dog ikke det offenliggjorte Virksomhedsprogram, der kunde have hidført dette Resultat, thi Bestyrelsen havde kun yderst faa Nyheder at møde frem med. At man "ventede" at faa opført en Wagnersk Opera og et fransk Syngestykke, kunde ikke friste Nogen, da en saadan "Venten" i Reglen var ensbetydende med, at man aldrig naaede saa vidt, men mærkelig nok drev man det virkelig til i samme Saison at holde sit Løfte, hvad den store Opera angik. Christensen, der ved Overanstrengelse havde faaet en Svækkelse i den høire Arm og Haandleddet, var ved Saisonnens [sideskift][side 547]Begyndelse efter Ansøgning afgaaet som Theatermaler efter i en Række af Aar at have beriget Skuepladsen med en betydelig Række fortrinlige Dekorationer, navnlig hvad Landskabsmaleriet angik, og som Theatermaler for den kommende Saison havde man engageret Frits Ahlgrensson med et Honorar af 2000 Rdl.

I Sommerens Løb var Kronprindsen bleven formælet, og ved Brudeparrets høitidelige Indtog i Hovedstaden havde Theatret ogsaa maattet pynte sig. I al Hast fik man Façaden malet Graat i Graat, og paa selve Indtogsdagen prangede Bygningen med en Mængde Flag og Vaabenskjolde, medens den grimme, nøgne Gavl var skjult af en mægtig Flagtrofæ. Udvendig var der saaledes Stads nok, men ogsaa indvendig skulde der være Fest i Anledning af den for Landet faa glædelige Begivenhed, og denne Festlighed fandt da Sted paa Saisonens første Aften. Dog med den havde Bestyrelsen intet Held. Efterat en af H. P. Holst forfattet Festsang var afsungen, blev der af det festligklædte Publikum raabt Hurra for de Nyformælede, og saa begyndte selve Forestillingen, der bestod af et "Festspil" af Sangens Forfatter og af Balletten "Valkyrien". I sin Anmeldelse af denne Forestilling bemærkede "Dagbladet" efter en smuk Omtale af Balletten Følgende: "Balletten "Valkyrien" kunde jo imidlertid, hvor smuk og interessant den end er, som en en ældre Frembringelse ikke give Forestillingen den festlige Karakter, som Anledningen krævede, og der opførtes derfor i Forveien et saakaldet "Festspil" i en Akt af Professor H. P. Holst, med den for Stykket selv og dets Forhold til en betydningsfuld Begivenhed meget betegnende Titel "Faerbroer". Dette Stykke, hvis indholdsløse Ubetydelighed lader det smutte ud af Kritikens Hænder, lige fattigt i Tanke og i Udførelse, [sideskift][side 548]rent mekanisk knyttet til den Formæling, det skulde forherlige, uden mindste Spor af den Stemning, der skulde give poetisk Forløsning, fuldt af Smagløsheder, som man undseer sig ved at gjentage paa Prent, skulle vi ikke spilde noget Ord paa. Det er dødt allerede ved Fødselen for det kongelige Theater, og det vil ikke kunne friste noget Liv paa Scener, til hvilke Forfatteren samtidig har afhændet det. Men Theaterbestyrelsen stal idetmindste vide, at der ved denne Leilighed var stillet den en Opgave, og at den har svigtet denne, hvad enten det nu er skeet af Mangel paa Syn for et Nationaltheaters Betydning, for dets Stilling til Alt, hvad der af Glæde og Sorg virkelig bevæger Nationen, eller af et uværdigt Kniberi. Theatret er ikke en privat Institution, der giver Kongefamilien en Fest og inddyder Folk til at se derpaa; Folket er Festgiveren, og det kan fordre af Theatret, som af enhver Institution, der underholdes, at det skal gjøre sit Bedste for at festligholde de nationale Begivenheder paa en Maade, som svarer til Nationens Opfattelse af dem. Naar hvert Hus i Byen smykker sig med et bølgende Flag, har det kongelige Theater ikke Lov til at stikke en saadan Pjalt ud paa Enden af en Stang. Der har været Tid nok, til at Theaterbestyrelsen kunde træffe sine Forberedelser, og saa fattigt er vort Land endnu ikke paa digteriste Kræfter, at man ikke, ved at henvende sig til Flere end En, kunde have bragt et Digt tilveie, som idetmindste nogenlunde var Kunsten og Anledningen værdigt. Thi der er nok i denne til at sætte Fantasi og Følelse i Bevægelse. Fortids og Fremtids Aander have under Brudefærden omsvævet Hagas Slot, og Formælingen er Danmarks første Folkeglæde siden hint tunge Aar, det første lyse Solglimt gjennem et femaarigt, endnu dæmrende Mørke. Der kunde vel være den Digter — de Gamle ere dog ikke rent [sideskift][side 549]uddøde endnu —, som havde forstaaet at forherlige Begivenheden paa den rette Maade, ikke gjennem en kold Symbolik eller en mekanisk Tilknytning, men ved at opfatte dens Glands og Glæde i et poetisk beslægtet Stof, hvorfra den kunde straale tilbage og fremkalde en Stemning beslægtet med den, der for nogle Uger siden løftede og besjælede os Alle. At dette ikke er skeet, derfor bærer Theaterbestyrelsen Skylden". — Den anonyme Anmelder var saameget mere berettiget til at dolere over, at Bestyrelsen ikke havde sørget for et passende Festspil, som han senere selv fik Leilighed til at vise, at han var i Stand til at skrive et smukt og passende Leilighedsarbeide for det kongelige Theater.

Paa Saisonens anden Aften bragtes den første Nyhed frem, nemlig A. Munchs historiske Tragedie "Lord William Russell". For det læsende Publikum var dette Arbeide dog langtfra nogen Nyhed, da det allerede i en halv Snes Aar havde foreligget trykt, ligesom det for flere Aar tilbage var gaaet over Scenen paa Christiania Theater. Som Titlen antydede, skildrede Sørgespillet den bekjendte engelske Lords Opposition mod Kong Carl den Anden, en Opposition, der endte paa Skafottet, og Sujettet var derfor i og for sig interessant nok, om det end led af enkelte Mangler. Den væsenligste Mangel var den, at Russell, Oppositionens Leder, var en Personlighed, der fra Stykkets Begyndelse til dets Ende indtog et og det samme Standpunkt, fra hvilket han ikke lod sig rokke et Haarsbred, hvorved der ikke fremkom tilstrækkeligt dramatisk Liv i Handlingen, og den Interesse, man nærede for ham, fik man hovedsagelig gjennem hans Hustru, der var den omhyggeligst og skjønnest udarbeidede Figur, og som egeulig blev Centrum for hele Sørgespillet. Men trods sin lidt tynde Handling og trods sin Længde [sideskift][side 550]vandt Munchs Arbeide dog meget Bifald, dels paa Grund af den interessante Skildring af Hovedpersonerne, dels paa Grund af det skjønne, digteriske Sprog, der var Udtrykket for en ophøiet Livsanskuelse, og dels paa Grund af Udførelsen. Thi denne var for Hovedpersonernes Vedkommende saa fuldendt som vel mulig. Det laa netop for V. Wiehe at fremstille den aabne, ærlige og ædle Lord, der ikke kjender til at gaa paa Akkord med sine Principer, og de smukke, stolte Ord, Digteren havde lagt ham i Munden, fremsagde han med en Alvor og Kraft, som ikke undlod at gjøre stor Virkning. Og saa blev han saa fortræffelig understøttet af Jfr. Nielsen, der forstod paa ethvert Punkt at lade Lady Rachels ægte Kvindelighed, ophøiede Tankegang og sjeldne Hengivenhed for Husbonden træde frem i det smukkeste Lys. Hertil kom, at de fleste andre Roller gjennemgaaende spilledes godt, og at Stykket var sat meget smukt i Scene, saa at navnlig Rettergangsscenen var af stor Virkning.

"Et Herreselskab" — det sidste Arbeide, hvormed Hertz berigede den danske Scene — var ikke et Lystspil af nogen fremragende Betydning, men godmodigt i sin Satire, livligt og lystigt og fortræffelig afpasset efter de forhaandenværende kunstneriske Tilstande. Det var en i dramatisk Form iklædt Fortælling om, hvorledes Tilfældet hjælper en ung Mand med at blive introduceret i en Familie, hvor en Tante gjør Alt for at holde ham borte, og om hvorledes en Nar bliver klarlig overtydet om, at det undertiden er bedre at være Tretten tilbords end Fjorten, navnlig naar den Fjortende viser sig at være den lykkelige Medbeiler. Det muntre Stykke vandt stærkt Bifald og gav ikke alene Mad. Sødring Leilighed til at spille en kostelig gammel Frøken, men ogsaa E. Poulsen [sideskift][side 551]til at skabe en aldeles superb Figur, sikkert udført, konsekvent holdt og lunefuldt opfunden, ud af Kammerjunkeren.

Hvad der havde bevæget Bestyrelsen, som ved flere Leiligheder høitidelig havde urgeret, at den med Strenghed værnede om Theatrets kunstneriske Ære, til at antage og derefter bringe til Opførelse et saa umodent og i flere Henseender raat Produkt som "Geniets Komedie", var ikke let at se. Treakts Komedien var en Satire over vore Presseforhold, særlig den literaire Kritik og det Koterivæsen, der florerede saa deilig, og Sujettet kunde forsaavidt være godt og berettiget nok, men selve Gjennemførelsen af Ideen var saa mangelfuld, Vittighederne erstattedes med en saadan Mængde "Brandere", at hele Forestillingen var til alt Andet end Ære for det kongelige Theater.

Efterat Theatret sidst i December Maaned havde opført en lille Ubetydelighed, "Det Uopnaaelige", Lystspil i en Akt efter Adolph Wilbrandt, naaede det i den paafølgende Februar Maaned til at spille sin største og bedste Trumf i Saisonen ud, nemlig "De Unges Forbund", Lystspil i fem Akter af Henrik Ibsen. Det var det første dramatiske Arbeide, hvormed den høitbegavede norske Digter debuterede paa den danske Scene, og Opførelsen af det imødesaaes med stor Forventning. I Christiania, hvor Stykket tidligere var spillet, havde det nemlig givet Anledning til stormende Scener i Theatret, idet Mange troede, at Ibsen i Stykkets Hovedperson, den ligesaa floskelrige som holdningsløse Sagfører Stensgaard, havde taget Sigte paa Bjørnstjerne Bjørnson. De, der herhjemme havde ventet at skulle se et Lystspil med en stor Handling og en indviklet Intrige, bleve høilig skuffede, thi Handling var der ikke meget af i denne politisk-satiriske Komedie. Men til Gjengjæld blottede den ubarmhjertig [sideskift][side 552]Samfundets Brøst og vandt Interesse ved at fremvise et med sjeldent Talent tegnet Galleri af Figurer, der vare tagne lige ud af det daglige Liv og placerede paa Scenen, saaledes som de gik og stod, og forrest i Rækken af disse Figurer var naturligvis Stensgaard, Formanden for "De Unges Forbund", Pragtexemplaret af en Mand uden Karakter. Det, der egenlig var Hovedmanglen ved dette Arbeide, var dets Negativitet; Alt blev revet ned, Intet ført op i dets Sted, men disse Mangler dækkedes som sagt ved de ypperlige Karakterskildringer, de skarpe, men ikke ubeføiede Angreb paa de sociale Tilstande og den vittige, underholdende, stærkt pointerede Dialog. Alt dette var nok til at sikkre Stykkets Skjæbne, saameget mere som det for Hovedpersonernes Vedkommende fik en fortrinlig Udførelse. Navnlig var V. Wiehe aldeles mesterlig som Stensgaard. Hans lange Ophold i Christiania kom ham her til Nytte, thi det lykkedes ham særlig at faa det Norske frem ved Figuren, som han tilmed udstyrede med et let Anstrøg af Dialekt. Mantzius var en aldeles glimrende Daniel Heire, hvis skarpe Udfald sved og bed, og Schram havde faaet en meget karakteristisk Figur ud af Bogtrykker Aslaksen, hvorimod Lundestad, Repræsentanten for det "Svedne", var en Rolle, som laa langt over Holm-Hansens Evner. Stykket oplevede ialt tretten Opførelser i denne Saison.

Over det originale treakts Lystspil "Grøns Fødselsdag" var der udbredt en vis Elskværdighed, som gjorde, at man i den anonyme Forfatter troede at gjenkjende en Person, der allerede havde beriget Skuepladsen med flere dygtige Arbeider. Stykket, der vakte stærkt Bifald, vidnede om ikke ringe dramatiske Evner, skjøndt hele første Akt kun var en umaadelig bred Exposition, og enkelte af Personerne vare mindre heldig karakteriserede, men til Gjengjæld fandtes der Scener af [sideskift][side 553]virkelig poetisk Værd, og over et Par af Karaktererne var der udbredt en frisk, tiltalende Poesi. Fotografen Frank, der tilsyneladende er et letsindigt, livsglad Subjekt, men som i Virkeligheden har et stort og ædelt Hjerte, har i sit Hjem en ung Pige, som af ham selv og Andre antages for at være hans Datter. Hun har forlovet sig med en ung Mand, hos hvem hun troede at finde den Poesi, der laa gjemt i de Bøger, han laante hende, og da den formentlige Fader faaer at vide, at Datteren har forlovet sig, gaaer det med Et op for ham, at den unge Pige er ham meget Mere end en Datter. Hun kommer selv til ham, for at bede ham løse det Baand, der knytter hende til den Forlovede, og da hun Hører, at Frank ikke er hendes Fader, faaer ogsaa hun Øinene op for, hvem hun af Hjertet elsker. Fader og Datter vare i dette Arbeide to ualmindelig vellykkede Karakterskildringer, og navnlig spillede V. Wiehe Fotografens Rolle med fuldendt Mesterskab, ligesom Mad. Eckardt udbredte et smukt Skjær af Renhed og Uskyld over den unge Pige. Phister var meget morsom som den elskværdige gamle Hr. Grøn, hvorimod Mad. Sødring ikke fik nogen rigtig Helhed ud af Generalinden, som fra Forfatterens Side var skildret temmelig uklart.

Den næste og sidste Skuespilnyhed fremkom ogsaa anonymt, men længe varede det ikke, for Alverden vidste, at det var Fru Magdalene Thoresen, født Kragh, der var Forfatterinde til "Et rigt Parti", Skuespil i tre Akter. Denne Dame, som var født i Danmark, men hvis hele Udvikling var norsk, var i sin digteriske Virksomhed stærkt paavirket af Bjørnstjerne Bjørnson og havde erhvervet sig et Navn paa Novellens Omraade, hvorimod hun ikke tidligere var optraadt som dramatisk Forfatterinde. Her traadte ogsaa hendes Svagheder stærkest frem, thi Handlingen i det ovenoven-nævnte [sideskift][side 554]nævnte Helaftenstykke var lovlig tynd, og Dialogen var i en aldeles overvældende Grad rig paa Billeder, i hvilke der vel aabenbarede sig en vis Fantasi, men som dog i Længden virkede trættende og hindrende for en rast Udvikling af Stykkets Handling. Stykket, der fra den sjette Forestilling blev lidt forkortet og givet i to Akter, fik en Ypperlig Udførelse, men vandt ikke synderligt Bifald.

I dette Theateraar blev igjen en original dansk Helaftens-Opera opført. Det var næsten en Begivenhed i Theatrets musikalske Historie, men man maatte lade Bestyrelsen eller rettere Bestyrelserne, at Theatret ikke overilet havde givet sig i Lag med det Nye, thi "Paschaens Datter" havde faaet Lov at henligge hele fem Aar, før man endelig drev det til at faa Operaen opført. Og dog syntes der at være al mulig Anledning for en Theaterbestyrelse til at haste med at bringe et saadant Arbeide frem, eftersom Librettoen skyldtes Hertz, og Musiken var af P. Heise, der ikke med Urette regnedes for den genialeste af Landets yngre Komponister. Det var, som Titelen antydede, et østerlandsk Sujet, Hertz havde benyttet til Text, og det var forsaavidt mindre heldigt, som et nordisk Emne upaatvivlelig vilde have ligget bedre for Komponisten, men alligevel viste denne dog en ikke ualmindelig Dygtighed i Behandlingen af sit Stof. Hvad der ogsaa gjorde Heise Arbeidet vanskeligere, var, at der først i Stykkets tredie Akt fra Forfatterens Haand var givet ham virkelig dramatiske Momenter, medens de to første Akter egenlig kun bestod af Exposition, og derfor var det ikke ganske med Uret, naar det hed i et Blad, at Syngespillet helst burde hedde "Lystspil med Sange". Som det var at vente, havde Komponisten særlig vist sin Styrke i Romancerne, men dog var der ogsaa fortræffelige Arier, f. Ex. Lægens Arie og Buffo-[sideskift][side 555]Arien, ligesom de kombinerede Numere, om end paa enkelte Steder lidt tunge, vidnede om megen Formsands og Originalitet. Til Stykket, der nød en meget gunstig Modtagelse, havde Bournonville komponeret et heldigt Dandsedivertissement, og af de Spillende var det særlig Nyrop som Lastdrageren Selim og Jfr. A. Andersen i Titelrollen, der gjorde Lykke.

En anden, endnu større og vigtigere Begivenhed var dog, at Richard Wagner, "Fremtids-Musikens" Apostel, i denne Saison holdt sit Indtog paa den danske Scene. Hvad Gluck havde begyndt, vilde Wagner fuldende. Det var Gluck, som først traadte i Skranken mod alle de Udskeielser og Latterligheder, som den blot og bar virtuosmæssige Sangerkunst paa hans Tid gjorde sig skyldig i. Arien blev under Glucks Behandling til et simpelt og ædelt Udtryk for den Stemning, der fremgik af Ord og Situation, og Sangen skulde løstes op fra at være en kunstmæssig Voltigeren med Struben til at kunne tolke Situationens Lyrik i Overensstemmelse med den Syngendes Karakter. Dog kunde Arien, som atter forgrenede sig ud i de sammensatte Numere, ifølge sin Natur kun undtagelsesvis udtrykke det Dramatiske, Handlingens Bevægelse, thi hvor skjøn den end var, maatte det lyriske Element dog altid blive klagende ved den, og saaledes blev Musiken Maalet i Stedet for Midlet i Operaen. Det var dette, Wagner vilde ændre. Han vragede den Slags Texter, der kun frembyde en vis Mængde Anledninger til Sange, og fordrede en Text, der fra Begyndelsen til Enden var Handling, men vel at mærke en saadan Handling, for hvilken Musiken har et Udtryk. Dog var hans Mening ikke, som hans Antagonister paastod, at Alt, hvad der hed Melodi, skulde være banlyst; han vilde tvertimod, at det musikalske Drama helt igjennem skulde være melodisk — men melodisk [sideskift][side 556]ligesom Fuglenes Sang i Skoven, hvor man ikke glæder sig over den enkelte Sangfugls Arie, men oplives ved Samklangen, idet hver Fugl bidrager dertil med sit Motiv. "Lohengrin", der ansaaes for at være Wagners bedste Arbeide, var henved en Snes Aar gammelt og saavel i Henseende til Texten som til Musiken udarbeidet af ham med stor Sands for scenisk Virkning. Handlingen var rask fremadskridende, og Haand i Haand med den fulgte Musiken, som indeholdt mange ædle og ofte særdeles smukke Motiver, ved Hjælp af hvilke Komponisten karakteriserede de enkelte Personligheder, og som derfor ofte gjentog sig, skjøndt stedse i en lidt forandret Skikkelse. Texten var oversat med megen Dygtighed af Adolf Hertz, som tidligere i Pressen ved flere Leiligheder med stor Varme havde talt Wagners Sag og ivret for, at vort Theater burde opføre en eller flere af dennes Operaer. Der var kostet en Hel Del paa at udstyre "Lohengrin" saa pragtfuldt som mulig. Bournonville havde Aaret i Forveien for Theatrets Regning været i München for at gjøre sig bekjendt med det sceniske Udstyr, som der benyttedes til den Wagnerske Opera, og de saaledes paa Reisen indhøstede Erfaringer kom ham til god Nytte ved Iscenesættelsen. Men uheldigvis kom Operaen ikke, som Bestemmelsen var, til Opførelse i Marts Maaned, og da hans Engagement som Scene-Instrukteur for Operaen var udløbet med den samme Maaneds Udgang, stod man Fare for, at han ikke vilde fuldende hele Iscenesættelsen. Dette kom dog Bestyrelsen heldig ud over ved at bevilge ham et Extrahonorar af 100 Rdl. for at virke i April Maaned, og hvad Udførelsen angik, var det øiensynligt, at alle de Spillende havde fattet Betydningen, af den Opgave, der her var stillet dem, og havde anstrengt sig af al Evne for at magte den. Jastrau var ualmindelig heldig som [sideskift][side 557]Lohengrin og sang ikke alene med megen Dygtighed, men fyldte endogsaa, hvad Spillet angik, ganske anderledes, end Tilfældet pleiede at være. Jfr. Pfeil frapperede Tilskuerne ved sin saavel i dramatisk som vokal Henseende aldeles fuldendte Præstation som Elsa af Brabant, hvor hendes mægtige Stemmemidler kunde udfolde sig i al deres Skjønhed, medens hendes storslaaede, men ædle Plastik harmonerede Ypperlig med Karakteren af Rollen. Mad. Zinck sang Ortruds Parti med stor Kraft og Skjønhed, Schram gjorde, ypperlig Virkning som Henrik Fuglefænger, og Erh. Hansen havde i Fredrik af Telramund faaet en af sine heldigste Roller.

Bournonville forøgede i dette Aar Ballet-Repertoiret med et smukt Arbeide, "Cort Adeler i Venedig", i hvilket han ikke alene med Held havde skildret enkelte Træk af Søheltens Liv, men tillige faaet Leilighed til at virke med fortrinlige Dandse og maleriske Knaldeffekter. Han havde fundet en ypperlig Assistance i Heise, hvem den smukke og karakteristiske Musik skyldtes, og i Ahlgrensson, der havde malet flere fortræffelige Dekorationer til Arbeidet. Publikum modtog det da ogsaa med levende Bifald og paaskjønnede den fortrinlige Udførelse, som afgav et nyt Bevis paa, med hvilken fremragende Dygtighed Bournonville forstod at benytte Ballettens Kræfter og indpuste sin Aand i dem.

Otte Skuespil, to Operaer og en Ballet, det var jo ikke saa ringe en Nyheds-Konto endda, og hertil kom en Del ældre Arbeider, der opførtes i tildels ny Skikkelse. Saaledes blev i Begyndelsen af Saisonen "Jean de France" gjenoptaget med E. Poulsen i Titelrollen. Han havde, som man kunde vente, opfattet Figuren med stor Forstand, og hans Udførelse vidnede næsten ogsaa paa ethvert Punkt om den rette Forstaaelse, men der manglede ham det, som næsten alle tidligere [sideskift][side 558]Fremstillere vare strandede paa: at være morsom. Derimod havde han med stort Held overtaget Guattinaras temmelig utaknemlige Rolle i "Dronning Marguerites Noveller", som var optaget paany, og hvori Mad. Eckardt og V. Wiehe spillede Hovedrollerne med ikke almindelig Dygtighed. — Ogsaa den uopslidelige "Farinelli" kom paa Scenen i denne Saison. Oprindelig havde Bestyrelsen paatænkt at give Stykket med en næsten Hel ny Rollebesætning, og Titelrollen var i den forrige Saison bleven tilbudt først Nyrop, derpaa Simonsen, saa Abrahams og endelig E. Poulsen, men da alle Fire efter nogen Overveielse nægtede at spille Rollen, maatte Berner bide i det sure Æble og lade Chr. Hansen beholde den. Dronningen spilledes nu af Md. Eckardt og Kongen af Holm-Hansen, som her havde en af sine bedste Roller, hvorimod det Samme ikke kunde siges om Mad. Nyrop, hvem Preciosa var bleven tildelt. Men kunde hun end ikke vinde Bifald i denne Rolle, som laa udenfor hendes Talents Rækkevidde, saa fik hun dog en stolt og smuk Opreisning ved paa Oehlenschlægers Fødselsdag at spille Titelrollen i "Dina". Hendes Præstation her blev stærkt modtaget af Publikum, og det var som sædvanlig særlig de pathetiske Scener, der lykkedes hende bedst. Som et Kuriosum fortjener det anføres, at "Dagbladet" fandt det noget ubetimeligt af Bestyrelsen at optage Sørgespillet paa Repertoiret, fordi det kort i Forveien udkomne Skrift "Leonore Kirstines Jammersminde" endnu klarere end tidligere havde godtgjort, hvor uhistorisk Stykket var, idet Leonore Kirstines ædle Personlighed her helt maatte trade i Skygge for en berygtet Kvinde som Dina Vinhofvers. — I "Eventyr paa Fodreisen" doublerede Kolling i Rosenkildes Sygdom Assessor Svales Rolle og kom meget godt fra denne vanskelige Opgave.[sideskift][side 559]

Der var i "Fædrelandet", og ikke med Urette, ført Klage over, at Theatret ikke feirede Holbergs Fødselsdag ligesaa godt som Oehlenschlægers, efterat det nu var konstateret, at Holberg var født den 3die December, og Klagen syntes virkelig at gjøre sin Virkning, thi paa den nævnte Dag bragte Bestyrelsen "Barselstuen" til Opførelse i ny Indstudering. Det var en overordenlig interessant Forestilling, fordi man her fik Mantzius at se som Corfitz, en Rolle, i hvilken gamle Rosenkilde ikke uden Grund var bleven berømt. Efterfølgeren havde nu udarbeidet Hovedfiguren paa sin Maade, der var helt forskjellig fra Forgængerens, og det kunde ikke nægtes, at ogsaa han naaede et ganske udmærket Resultat. Mantzius eiede vel ikke saa rigt et Lune som Rosenkilde, og Figuren blev maaske ikke saa grundkomisk som tidligere, men han fik dog med Alt det et Totalbillede frem, der var overordenlig fyldigt, og som maaske ramte bedre, hvad Holberg havde ment. Ved Rosenkildes Spil var der nemlig noget Ubestemmeligt, som bragte Tilskuerne paa den Tanke, at denne Corfitz, naar Alt kom til Alt, maaske dog kunde have Grund til at føle paa sin Pande, men dette havde Mantzius ikke i ringeste Maade søgt at antyde. Han fremhævede derimod stærkt sin inderlige Kjærlighed til Konen, og af denne Kjærlighed udsprang da atter Skinsygen, som fremtraadte med et let komisk Anstrøg, saaledes at man vel trak paa Smilebaandet, men dog i sit Hjerte havde en vis Medfølelse for ham. Phister havde afgivet Troels til O. Poulsen, og denne spillede Rollen med en Sikkerhed, der var aldeles overraskende. Og skjøndt den nye Troels i det Hele fulgte Traditionen, gjorde der sig dog en lidt anden Opfattelse gjældende hos ham end hos Phister, idet Poulsen, tildels maaske fordi hans Evner her slog bedst til, særlig lagde Akcenten paa det Drillende og [sideskift][side 560]Polidske i Troels' Karakter, hvorved Tossen mulig traadte for stærkt i Skygge for Henrik-Typen. — "Kvindens Vaaben" havde hvilet siden 1861 og blev nu optaget med en Rollebesætning, i hvilken kun Phister hørte til den gamle Stamme, og det kunde ikke nægtes, at Stykket syntes lidt afbleget for dem, der kunde huske dets Opførelse i tidligere Tider. Ingen af de Spillende var daarlig eller endog blot uheldig, men der var gjennemgaaende en Kvalitetsforskjel mellem før og nu, en Forskjel, der ligefrem syntes at trykke de nye Kræfter. Alligevel vilde det være ubilligt at nægte Andet, end at Mad. Nyrops Spil som Grevinde d'Autreval var smukt, saa at man fik et fyldigt, ofte meget træffende Billede af de mange forskjellige Sindsstemninger, der skiftevis fylde den modne Kvindes Sjæl, og at Hultmann gav et meget vellykket Billede af Gustave de Grignon. C. Price spillede Henri de Flavigneul med Forstand, men formaaede ikke at lade Adelsmanden skimte tilstrækkelig frem bag Tjenerfrakken.

Hvad Operaen og Syngestykket angik, gjorde man først i Saisonen et forgjæves Forsøg paa at faa Publikum til at interessere sig for "Johan fra Paris", som trods en ret heldig Udførelse fra Jfr. A. Andersens og Christophersens Side snart atter maatte henlægges, og derpaa gjenoptoges "Iphigenia i Aulis", hvori man uden Grund havde ladet Simonsen afløse Chr. Hansen som Agamemnon. Den nye Fremstiller sang Partiet meget smukt, men paa Grund af det tarvelige Spil gjorde Rollen ikke den Totalvirkning som tidligere. Ogsaa i "Don Juan", der opførtes paa Mozarts Fødselsdag, havde Chr. Hansen faaet en Afløser, idet hans Søn nu sang Titelrollen. Der var Smag og Finesse udbredt over den Maade, hvorpaa Erh. Hansen sang Partiet, men dog gjorde han et lidt mat Indtryk, som om han trykkedes af ForFor-gængeren [sideskift][side 561]gængeren, der jo ogsaa i mange Retninger var som født til denne Rolle.

Af Debutanter havde Aaret ikke mindre end fem at opvise. Axel Grandjean, der debuterede som Arv i "Jean de France", spillede Rollen fuldstændig paa den traditionelle Maade, men maatte dog kaldes for ret flink, ligesom han havde tilegnet sig en meget god Dialekt. Han fik vel nogle andre Smaaroller, men da der ikke syntes ham at være Udsigt til nogen ordenlig Virksomhed, forlod han kort efter Scenen. — Maleren Anton Thorenfeld var i Besiddelse af en ualmindelig dyb,, men ikke meget kraftfuld Basstemme, og ved sin Debut som Sarastro i "Tryllefløiten" høstede han ogsaa Roes for sin rene Intonation og sit gode Foredrag, hvorimod man ikke uden Grund fandt hans Mellemtoner og høiere Toner vel svage. Han vedblev efter sin Debut at virke ved Theatret, men denne hans Virksomhed var ikke af nogen Betydning. — En Debut, der vakte en vis Opsigt, var Jfr. Johanne Schmidts. Den unge Pige, som var en Datter af den afdøde, fra Kasinos Scene saa udmærket bekjendte Skuespiller Christian Schmidt, havde et overordenlig godt Theaterudvortes, et klart, tydeligt Organ og en Ugenerthed i sine Bevægelser, som om hun i mange Aar havde været scenevant. Sin første Debut havde hun som Julie Helmer i "Portraitet", og hun spillede med en Sikkerhed, Frihed og Utvungenhed, der virkelig lovede Noget. Saavel ved sin anden Debut som Rosita i "Rosa og Rosita" som ved sin tredie Optræden som Leonie i "Kvindens Vaaben" vandt hun stærkt Bifald, men efterat hun i længere Tid havde været ved Theatret og seet sin Virksomhed indskrænket til et Minimum af Roller, søgte hun sig en anden og større Virksomhed paa Kasino, hvor hendes kunstneriske Evner ogsaa vare [sideskift][side 562]bedre paa deres Plads. — Af ganske anderledes Betydning for Scenen var Jfr. Sophie Rungs Debut. Den unge Dame, som allerede havde et fordelagtig bekjendt Navn fra Cæcilia-Foreningens Koncerter, havde gaaet en ypperlig Skole igjennem hos sin Fader, Theatrets Syngemester, og kunde ved sin første Optræden som Agathe i "Jægerbruden" allerede siges at være fuldt uddannet som Sangerinde. Hendes Stemme var en Mezzo-Sopran, som fyldte godt og var af et ikke ubetydeligt Omfang, og hendes Optræden var præget af en stor Tækkelighed, hvorimod hendes Anlæg i dramatisk Retning kun syntes at være overordenlig ringe. Routinen hjalp hende imidlertid med Aarene, saa at hun efterhaanden fik en betydelig Anvendelse i Operaen. — Ogsaa Balletten havde en Debutantinde at møde med. Allerede den 8de November 1868 var den unge Ludovica Cetti fremtraadt i et større Dandseparti, i hvilket hun havde vist ikke almindelige Evner, og i denne Saison havde hun sin egenlige Debut som Céleste i "Toreadoren". Den unge Pige dandsede det vanskelige Parti med saamegen Ynde og Dygtighed, at man ikke uden Grund ventede med Tiden at se hende som Ballettens Primadonna, men hendes Kunstbane var saare kort, thi Céleste blev hendes første og sidste Rolle, idet hun ved Saisonens Udgang tog sin Afsked.

Af Fremmede optraadte kun en enkelt, nemlig Sangerinden, Frk. Amanda Holmberg fra Sverig, der var i Besiddelse af en kraftfuld og smuk Mezzo-Sopran, og som sang med et overordenlig sjælfuldt Foredrag. Den norske Skuespillerinde, Fru Lucie Wolff, født Johannesen, der ved Christiania Theater havde et anseet Navn, drev i Begyndelsen af Saisonen Underhandlinger med Direktionen om at optræde i et Par Gjæsteroller, men disse Underhandlinger [sideskift][side 563]førte ikke til noget Resultat, idet Direktionen beklagede ikke at se sig i Stand til at gaa ind paa hendes Tilbud.

Tre Afgange fandt Sted i dette Theateraar, idet nemlig Md. Holst paa Grund af sin fremrykkede Alder og Jfr. S. Price samt Dandseren G. Füssel paa Grund af Svagelighed fik deres Afsked, men Scenen maatte desuden i hele Saisonen undvære Rosenkildes udmærkede Medvirkning. Allerede i Slutningen af det foregaaende Theateraar var han bleven syg, og Sygdommen havde forværret sig i den Grad, at man i lang Tid frygtede for at skulle miste den geniale Kunstner for bestandig, og først efter fjorten Maaneders Sygeleie kunde han i April 1870 komme i frist Luft. I Begyndelsen af Saisonen var Mad. Zinck i nogen Tid fraværende med Permission, idet Bestyrelsen med Ministeriets Samtykke tillod Hende at reise til Leipzig, hvor hun paa N. V. Gades Anbefaling var engageret til at synge ved et Par Gewandhaus-Koncerter. Ved sin Optræden der høstede hun stærkt Bifald, hvilket ogsaa var Tilfældet, da hun paa Tilbagereisen gav en Gjæsteforestilling paa Theatret i Brunswig. Edv. Helsted, hvis Helbred i længere Tid havde været meget svagt, blev efter Ansøgning den 1ste September 1869 afskediget som Koncertmester og Repetiteur. Hele den foregaaende Saison havde hans Forretninger som Koncertmester været besørgede af hans Broder Carl Helsted, medens Repetiteur-Tjenesten var overtaget af Reserve-Repetiteuren, Bratschist V. Holm, og disse to Sidstnævnte bleve i Juni 1870 udnævnte henholdsvis til Koncertmester og Repetiteur, thi en Deling af Embedet var nødvendig, eftersom C. Helsted ikke var Repianist. Den nye Koncertmester fik derpaa samtidig sin Afsked som kongelig Kapelmusikus, og ved Finantsloven for 1870-71 bemyndigedes Ministeriet til at gjøre en Undtagelse og ansætte [sideskift][side 564]ham fast som Koncertmester, da Pensionsbyrden for Statskassen herved ikke vilde blive forøget, eftersom han jo i Forveien var kongelig Embedsmand.

Hvad det finantsielle Udbytte af Saisonen angik, havde Bestyrelsen al mulig Grund til at være tilfreds, idet Indtægten beløb sig til 204,492 Rdl. 52 Sk., hvoraf 66,720 Rdl. for Abonnement, 43,436 Rdl. 80 Sk. for Forestillinger uden Abonnement og 94,335 Rdl. 68 Sk. for Forestillinger med Abonnement. Tilskudet var fra Statens Side det sædvanlige, men til Sædtillæg havde Theatret kun 10,567 Rdl. 4 Sk., som var de tre Fjerdedele af de Aaret i Forveien af Sorø Akademi tilbagebetalte Renter og Afdrag. Bestyrelsen foreslog ved Saisonens Udgang, at der for den tilstedeværende store Kassebeholdning skulde oprettes et Reservefond, men dette modsatte Ministeriet sig af Frygt for, at Tilstedeværelsen af et saadant Fond kun skulde bevirke, at Rigsdagen viste sig uvillig til at give det sædvanlige Tilskud. Derimod bestemte Ministeriet, at der for Overskudsbeholdningen skulde indkjøbes Obligationer, og for en Sum af 30,409 Rdl. 61 Sk. blev der derfor indkjøbt 36,200 Rdl. i kongelige 4 Procents Obligationer, for hvilke Theatret fik et Indskrivningsbevis, idet det samtidig fastsloges, at Theatret kun kunde raade over Summen med Kultusministeriets Samtykke. Den kontante Kassebeholdning var ved Saisonens Udgang 19,341 Rdl. 5½ Sk.

Naar Bournonville tog fat paa en Plan, var han altid meget ihærdig med at sætte den i Gang, og han virkede derfor af alle Kræfter for at skaffe Ballettens private Pensionskasse et Fond. Han havde paatænkt i Juni 1870 med et udvalgt Selskab paa 6 Herrer og 3 Damer af Opera- og Ballet-Personalet at give Gjæsteforestillinger i Jyllands største [sideskift][side 565]Byer, men denne Plan maatte han atter opgive, da der ikke kunde ventes noget Udbytte af den, og et Karneval, som han i Vinterens Løb foranstaltede i Kasino, gav kun et meget tarveligt Resultat, men til Gjengjæld kunde han glæde sig ved at se Theatret udsolgt ved den Forestilling, som han den 2den Juni fik arrangeret paa det kongelige Theater. Efter Ouverturen til "Elverhøi", Deklamation af V. Wiehe og Sang af Jfr. A. Andersen foredrog Christophersen, Chr. Hansen og Schram med Lune og Smag Du Puys fortræffelige komiske Terzet "Agander, Pagander og Winberg", og Aftenen sluttede med Balletten "Napoli", hvori Jfr. Schnell med stor Dygtighed for første Gang udførte Teressinas Rolle.

Ved en Opgjørelse af det kongelige Theaters Enkekasse viste denne sig den 1ste Juli 1869 at have en Underbalance af henved 57,105 Rdl. Paa en af Interessenterne i Begyndelsen af Januar afholdt Generalforsamling traf man derfor den Overenskomst, at der til de for Tiden værende Enker herefter kun skulde udbetales 5/6 og til de eventuelle Enker lidt over 1/3 af Pensionerne. Den manglende Sjettedel haabede man da at erholde af Theatret ved en Forestilling til Indtægt for Kassen, og dette skete ogsaa senere. Forøvrigt blev Theatrets Enkekasse ophævet ved kongelig Resolution af 4de September 1871 og Kapellets ved kongelig Resolution af 18de September s. A., hvorpaa Livsforsikkringsanstalten af 1871 overtog alle Interessenternes eventuelle Forsørgelse mod at erholde de to Enkekassers Midler, henholdsvis ca. 56,000 og 66,000 Rdl.

Det vakte ikke ringe Opsigt, at Theatret ved Henrik Hertz's Død lod, som om denne Begivenhed aldeles ikke vedkom det, og "Dagbladet" for den 23de Marts indeholdt da ogsaa i den Anledning en alvorlig Klage, hvori det hed: "At der spilledes paa hans Døds- og Begravelsesaften — lad [sideskift][side 566]gaa, Tiderne ere knappe, og Theatret har vel ikke som i gamle Dage Raad til at miste en Aftens Indtægt ved at hædre en Afdøds Minde med taus Sorg. Men at der ansattes Prøver netop til den Time, da Vennerne af Digteren og hans Digtning samledes om hans Baare for at sige ham det sidste Farvel, at ingen af de Kunstnere, der skylde Hertz ligesaa Meget, som han skylder dem, kunde være tilstede ved hans Kiste, for at ikke det travle Forretningsliv derovre ved Theatret skulde lide nogen Afbrydelse, at man overlod Studenterne og en anden privat Forening den Ære at bringe Digteren et Farvel i Sang, medens den Scene, hvorfra hans Vers saa ofte have klinget ud til Folket som en listig Musik, ikke havde en Tone tilovers for ham — det er mildest talt en Misforstaaelse af Theatrets Opgave, en altfor fornem Tilbageholdenhed overfor Dagens kunstneriske og nationale Fordringer". Bladet bemærkede dernæst, at det ikke ønskede nogen almindelig Sørgefest, ved hvilken Theatret kunde trække fuldt Hus, men det foreslog, at der gaves en Mindefest til Indtægt for Digterens efterladte Familie. I Anledning af denne Artikel offenliggjorde Bestyrelsen et Par Dage senere følgende Erklæring: "I en Artikel med Overskrift "Det kgl. Theater og Henrik Hertz" anker "Dagbladet" for den 23de ds. over, at der fra det kongelige Theaters Side Intet er gjort for at hædre Digterens Minde, og mener, at det Forsømte tildels endnu kunde oprettes ved en Forestilling, hvis Indtægt da maatte tilfalde hans Efterladte. Det vil ikke betvivles, at Theatrets Bestyrelse alvorlig har overveiet, hvad der fra Theatrets Side kunde gjøres for i Gjerningen at vise sin Erkjendtlighed for de mange fortrinlige Arbeider, hvormed den Afdøde har beriget vor dramatiske Literatur, og i hvilke han har skjænket Nationaltheatret en uforgængelig Skat. [sideskift][side 567]Mindefesternes Tid er for saavidt forbi, som der hverken ved J. L. Heibergs, Rosenkildes eller Michael Wiehes dødelige Afgang er afholdt nogen saadan paa det kongelige Theater. En Mindefest, af hvilken Theatret selv som i tidligere Tid høstede den pekuniaire Fordel, vilde derhos i Nutiden let betragtes som en Penge-Spekulation, ialtfald neppe som et Erkjendtlighedsbevis for Alt, hvad Theatret skylder den hensovede Digter. En Mindefest dernæst, hvis Netto-Udbytte skulde tilfalde Digterens Efterladte, kunde vel tage sig smukt ud og tiltale Følelsen, men ligesom private Forestillinger paa det kongelige Theater forlængst ere afskaffede, saaledes vides det ogsaa tilfulde, at Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet deler den Anskuelse, at saadanne Forestillinger af mange Hensyn ikke bør finde Sted. Derimod fandt Bestyrelsen, at der saavel i Erkjendelse af Henrik Hertz's store Fortjenester af Nationaltheatret som af Hensyn til den Fordel, dette har høstet af hans dramatiske Arbeider, turde være Føie til som et Extra-Honorar en Gang for alle at udbetale en Sum af Theaterkassen af 1000 Rdl. Bestyrelsen opfyldte derfor kun en kjær Pligt ved derom at gjøre Indstilling til Ministeriet, idet denne Maade at vise sin Erkjendtlighed paa efter dens Formening maatte for de Efterlevende som den mindst iøinefaldende tillige være den behageligste. Ministeriet beklagede imidlertid, at det, saaledes som Theatrets økonomiske Status faktisk er, maa anse det for en uafviselig Nødvendighed at iagttage en streng Økonomi, endog i Tilfælde som det foreliggende. Ministeriet troede derfor ikke at burde gaa ind paa Bestyrelsens Forslag, medens det forøvrigt tilføiede, at det i fuldeste Erkjendelse af Professor Hertz's store Fortjeneste af Theatret og Betydning for den danske Literatur var sindet, saavidt det stod i dets Magt, at stille hans Efterladte under [sideskift][side 568]saa gunstige Vilkaar, som Omstændighederne maatte tillade". — Hertil knyttede "Dagbladet" følgende Bemærkninger: "Efter de her givne Oplysninger vilde det være ubilligt at fastholde vor Bebreidelse mod det kongelige Theaters Bestyrelse i dens fulde Omfang. Det vil sees, at der er Punkter, paa hvilke man ikke svarer, og hvis Rigtighed saaledes stiltiende indrømmes, navnlig det, som Alle have fundet saa særdeles stødende, at Theatrets Kunstnere ikke deltog i Digterens Jordefærd, og at de ved en ansat Prøve ligefrem forhindredes deri. Men vi erfare nu, at Theaterbestyrelsen dog ikke har forholdt sig aldeles passiv i Henseende til det, som var Hovedgjenstanden for vor Anke. Skade er det, at dens Forslag havde en saadan Form, at Ministeren maaske ikke kunde samtykke deri, fordi han savner Bemyndigelse til saaledes udenfor alle Regler at bevilge Understøttelser af Theaterkassen, selv om de kaldes Extra-Honorar. Derimod se vi endnu ikke rettere, end at en Forestilling paa en af de fire Onsdage til Indtægt for Digterens Efterladte og alene bestaaende af saadanne blandt hans Arbeider, som ere paa Repertoiret, vilde have været baade passende og forenelig med de forøvrigt gjældende Regler, og vi beklage, at Bestyrelsen og Ministeriet ikke have troet at kunne indvilge i en saadan Forestilling, til hvilken Theatrets Kunstnere sikkert med den beredvilligste Glæde vilde havde ydet deres Medvirkning".

Sidst i 1868 indgav Overskou en Ansøgning til Kultusministeriet om, at hans Lystspil "Pak" maatte blive opført paa det kongelige Theater til Benefice for ham i Anledning af, at det den 29de Oktober s. A, var 50 Aar siden, at han optraadte paa Theatret, ved og for hvilket han siden den Tid kunde siges uafbrudt at have virket dels som Skuespiller og dramatisk Forfatter, dels som Scene-Instrukteur og TheaterTheater-historiker [sideskift][side 569]historiker. Da imidlertid alle Beneficer for bestandig vare afskaffede, kunde Andragendet ikke bevilges, og Theaterbestyrelsen "beklagede", at der iøvrigt ikke var nogen Maade, paa hvilken man kunde vise Overskou sin Erkjendtlighed, idet den ikke lod til at huske, at der af Kontoen "Tilfældige Udgifter" f. Ex. var udbetalt et Gratiale af 200 Rdl. s. A, til Bournonville i Anledning af den l00de Opførelse af "Festen i Albano" og "Bellman", og at der Aaret i Forveien var tilstillet en Forfatters Enke 300 Rdl. i Anledning af et Stykkes 150de Opførelse. Til Gjengjæld havde Overskou den Glæde, at Kongen den 3die April n. A, efter Ministerens Indstilling udnævnte ham til Ridder af Danebroge.

To Gange i denne Saison skete der Forandring i Theatrets Overbestyrelse. Den 22de September 1869 blev Aleth Hansen afløst som Kultusminister af Direkteuren for den kongelige Veterinair- og Landbohøiskole, Kammerherre Ernst Emil Rosenørn til Voergaard, og denne veg atter den 28de Mai det paafølgende Aar Pladsen for Hall.

Den ublide Behandling, Theaterloven havde faaet af Folkethinget i den foregaaende Session, afholdt naturligvis ikke Kultusministeren fra paany i dette Aar at forelægge et Forslag til "Lov om det kongelige Theaters økonomiske Forhold". Ved Forelæggelsen i Folkethinget den 24de Januar 1870 bemærkede Ministeren, at Lovforslaget i det Væsenlige stemmede med det foregaaende Aars Lovforstag, saaledes som dette var blevet modificeret ved 2den Behandling. Man havde udeladt Bestemmelsen, som gik ud paa et Maximum for Lønningerne, fastsat 5Aar som Tidsgrændse for Kontrakterne paa Aaremaal, udarbeidet et helt nyt Pensionerings- eller Alderdomsforsørgelses-System, hvilket senere vil blive omtalt, samt foreslaaet et Alternativ i Anledning af en ny TheaterTheater-bygnings [sideskift][side 570]bygnings Opførelse. Dette Alternativ bestod i, at naar der skaffedes Garant: for et aarligt Tilskud af 16,000 Rdl., saalænge Theatret bestod som Statsinstitution, da skulde dette være berettiget til at laane 400,000 Rdl. af Sorø Akademies Midler. De 16,000 Rdl. skulde da hvert Aar indbetales i Sorø Akademies Kasse, og naar Bygningen var færdig, skulde Theatret aarlig afbetale 4000 Rdl. paa Gjælden til Akademiet. Hvad angik de forskjellige Understøttelseskasser ved Theatret, da foreslog Lovudkastet, at det først senere ved kongelig Resolution skulde afgjøres, hvorvidt Theatrets og Kapellets Enkekasser skulde vedblive at bestaa, idet man dels vilde afvente Interessenternes Udtalelser derom, dels en Opgjørelse af disse Kassers Status. Ministeren havde saameget mere Grund til ikke strax at tage nogen Bestemmelse om de vedkommende Kassers Skjæbne, som Interessenterne allerede i November 1868 havde indgivet to Andragender til Ministeriet om, at de i Theaterkommissionens Lovforslag indeholdte Bestemmelser om de to Kasser ikke maatte faa Lovskraft. Theatrets Bestyrelse anmodedes af Ministeriet om at yttre sig angaaende disse Andragender, og da der her var Tale om, hvorvidt Lovgivningsmagten juridisk var berettiget til at disponere over Kassernes Midler, henvendte Bestyrelsen sig til Høiesteretsadvokat Liebe og udbad sig hans Mening desangaaende. I sit Responsum af 19de December s. A, udtalte han sig da aldeles bestemt derhen, at Eiendomsretten over Kassernes Kapitaler ikke kunde siges at tilkomme Interessenterne, men at der upaatvivlelig forelaa "en juridisk Person", og exempelvis henviste han til, at Domstolene tidligere havde udtalt det Samme. Da Lovgivningsmagten nemlig i 1852 nedsatte den Sum, der udrededes som Godtgjørelse for de bortfaldne Beneficeforestillinger, søgte Interessenterne i Theatrets Enkekasse at gjøre deres Ret [sideskift][side 571]gjældende ved Domstolene, men tabte deres Sag ved Hof- og Stadsrettens Dom af 29de August 1858. Ved Sagens 1ste Behandling i Folkethinget optraadte Bonden Lars Larsen fra Frederiksborg og talte i et smukt og varmt Sprog Theatrets Sag, der ligeledes havde en god Forsvarer i Cand. theol. H. C. D. Müller, medens Zahle, G. Winther og Høgsbro som sædvanlig angreb dets Bestaaen. De to Sidstnævnte gik endog saa vidt, at de opfordrede Thinget til at nægte Sagens Overgang til 2den Behandling, men dette forekom dog Kultusministeren at være for stærkt, og han endte sit Tilsvar med de Ord: "dersom man vil nægte det Lovforslag, jeg har tilladt mig at forelægge, Overgang fra 1ste til 2den Behandling, — ja, mine Herrer, saa vil jeg sige Dem Tak, men saa forhandle vi ikke mere sammen". Ligeover for denne kategoriske Erklæring faldt Oppositionen tilføie, og med 58 Stemmer mod 24 vedtoges Sagens Overgang til 2den Behandling, hvorpaa der nedsattes et Udvalg paa 9 Medlemmer. Dette Udvalg afgav den 22de Marts sin Betænkning over Lovforslaget. Der havde i Udvalget gjort sig to Hovedretninger gjældende; medens nemlig Flertallet gik ud fra, at Theatret burde bevares som Statsinstitut, fastholdt Mindretallet den Opfattelse, at Theaterdriften burde stilles fra Staten, medens et Mindretal (Zahle) af Mindretallet subsidiairt havde sluttet sig til Hovedtanken i Flertalsforslaget, men med flere Afvigelser i Enkelthederne. Flertallet havde først rettet sine Undersøgelser hen paa det Spørgsmaal, om Tidspunktet kunde antages for skikket til at opnaa en fast og varig Ordning af Statens og Theatrets Mellemværende, og om det forelagte Lovudkast egnede sig til at afgive Grundlaget for en saadan Ordning. Dette Spørgsmaal troede Flertallet ikke at kunne besvare bekræftende. Det indbragte Lovforslag var nemlig i [sideskift][side 572]Hovedsagen enslydende med det, som i den foregaaende Samling blev slaaet ihjel, og om end Thingets Sammensætning nu var noget anderledes end dengang, var der dog overveiende Sandsynlighed for, at et Forsøg paa at tilveiebringe en endelig Organisation for det kongelige Theater ved Lov ikke vilde faa et heldigere Udfald end i den foregaaende Session, ligesom Vanskeligheden vilde forøges, naar der samtidig skulde tages Bestemmelse om en ny Theaterbygning. Derfor var Flertallet kommet til det Resultat, at hvis der skulde naaes et praktisk Udbytte, kunde dette alene ske ved at dele Opgaven og udtage en enkelt Side af den til Løsning, idet Resten foreløbig blev skudt tilside. Det, hvortil der for Øieblikket stærkest føltes Trang, var et nyt Lokale for det kongelige Theater, og da Flertallet hverken kunde tilraade en Ombygning af det ældre Theater eller en Fuldendelse af det tolv Aar i Forveien standsede Arbeide, anbefalede det ubetinget Opførelsen af et helt nyt Theater. Som Følge heraf henstillede det, at alle Paragrafer i Ministerens Lovforslag skulde udgaa med Undtagelse af Paragraf 25, som handlede om Opførelsen af et nyt Theater, dog at denne omredigeredes i flere væsenlige Retninger. Naar Kjøbenhavns Kommune saaledes i 5 Aar vilde tilskyde ialt 200,000 Rdl., skulde Regeringen være bemyndiget til for samme Tidsrum at anvende ialt 300,000 Rdl. til den nye Theaterbygning, som skulde rumme 1700 Tilskuere og ikke maatte koste over 500,000 Rdl. Dernæst skulde der indbydes til Konkurrence om Tegninger og Overslag til Bygningen, ved hvis Fuldendelse Theatrets Gjæld til Sorø Akademi skulde eftergives, medens de for det kongelige Theater og Kapel paa Finantsloven for 1870-71 fastsatte Bestemmelser skulde gjælde med Hensyn til Lønningsforholdene indtil Udløbet af Theateraaret 1873-74, og endelig skulde Lovens [sideskift][side 573]Titel forandres til: "Lov om Tilveiebringelsen af en ny Bygning for det kongelige Theater og Kapel". — Udvalgets Mindretal beklagede, at Ministeriet ikke havde taget noget Hensyn til den Anskuelse om en ny Ordning af Statens Forhold til Theatret, som forrige Aar blev tiltraadt af 42 af Folkethingets Medlemmer, og idet det henholdt sig til den af Mindretallet Aaret i Forveien afgivne Betænkning, indstillede det følgende Forslag til Thingets Beslutning: "Idet Folkethinget opfordrer Regeringen til i næste Samling at forelægge Rigsdagen et Lovforslag, hvorefter Statens Styrelse af det kongelige Theater søges hævet, og hvorefter dens mulige Tilskud til dets fortsatte Virksomhed under privat Ledelse i Særdeleshed gjøres afhængigt af den Betydning, den maatte have for det nationale Skuespil, gaaer Thinget over til den næste Sag paa Dagsordenen". For at mægle mellem disse to modstridende Anskuelser sluttede Zahle, der hørte til Mindretallet, sig subsidiairt til Flertalsforslaget, dog med enkelte Modifikationer i Henseende til de anførte Tilskud fra Kommunens og Sorø Akademies Side samt med den Tilføining, at hvis de paaregnede Midler ikke inden 1ste September 1870 vare sikkrede Statskassen, skulde Kultusministeren være bemyndiget til at lade den ældre Theaterbygning fuldføre for en Sum af 220,000 Rdl., hvoraf 75,000 Rdl. skulde udredes af Statskassen og 105,000 Rdl. af Sorø Akademi, medens de resterende 40,000 Rdl. ventedes at ville indkomme ved Salget af nogle Hjørnegrunde paa Gammelholm. Den 28de April kom Theaterloven til 2den Behandling i Folkethinget, hvor Mindretallets Dagsorden forkastedes og Flertalsforslaget vel vedtoges, men blev nægtet Overgang til 3die Behandling med 46 Stemmer mod 43. Nu var man altsaa lige nær. Da indbragte Zahle, to Dage senere sit "Forslag til Lov om [sideskift][side 574]Bygnings- og Lønningsforholdene ved det kongelige Theater og Kapel", hvilket det lykkedes at faa vedtaget i Folkethinget ved 3die Behandling den 17de Mai, idet det dog undergik en Del Forandringer. Alle Lønningsbestemmelser bleve nemlig fjernede, og Loven fik Titelen "Lov om Opførelsen af en ny Theaterbygning". I Landsthinget blev "Byggeloven", som den nu kaldtes, vedtaget efter en kort Forhandling, men med enkelte mindre Ændringer, hvorefter den gik tilbage til Folkethinget, som ved eneste Behandling den 17de Juni vedtog den med 50 Stemmer mod 41. Allerede den paafølgende Dag udkom Loven med kongelig Stadfæstelse og lod i sin endelige Skikkelse saaledes:

§ 1.

"Naar der af Kjøbenhavns Kommune uden nogen til Theatrets fremtidige Stilling eller Statskassens Forpligtelse knyttet Betingelse tilveiebringes et Tilskud af mindst 250,000 Rd., fordelt ligelig paa 5 Aar fra 1ste April 1870 at regne, samt naar Kommunen afstaaer af Kongens Nytorv et Grundstykke af indtil 4,000 Kvadratalen udfor den forrige militaire Høiskole og indvilger i Overbygning eller Omlægning af den tilstødende Del af Heibergsgaden, bemyndiges Regeringen til af Sorø Akademies Midler at anvende enten som Tilskud eller som Laan, efter den lovgivende Magts nærmere Bestemmelse, indtil 220,000 Rd. ligelig fordelte paa 5 Aar fra 1ste April 1870 at regne til Opførelse og Udstyr af en ny Theaterbygning og de sig dertil knyttende Udgifter (jfr. § 2), og kan Regeringen derhos i dette Øiemed raade over tvende Hjørnegrunde paa Gammelholm, der ligge mellem Øster Kvarter Matr.-Nr. 289 & 330 og Heibergsgaden, samt over den forrige militaire Høiskoles Grund.[sideskift][side 575]

Naar den nye Theaterbygning er saavidt færdig, at den kan tages i Brug til 1ste September 1874, nedbrydes efter Udløbet af Spilleaaret 1873-74 den nuværende Theaterbygning, dens Materialier og Inventarier bortfælges, forsaavidt de ikke kunne anvendes i den nye Bygning, og dens Grund overdrages til Kjøbenhavns Kommune, dog med Forbehold af den Regulering, som maatte kræves til den nye Theaterbygning, og paa det Vilkaar, at den ikke maa bebygges. Den nyopførte Bygning med Grund blive udelukkende Statens Eiendom.

§ 2.

Den nye Theaterbygning med alle til Theatrets egen Brug og til dets Tilskueres Bekvemmelighed fornødne Indretninger og Rum bør ikke optage et større Flademaal end omtrent 12,000 Kvadratalen, og dens Opførelse, Indretning, Udstyr og Udsmykning maa, alle Omkostninger iberegnede, (Jfr. § 3), ikke overstige den i § 1 anviste Sum, med Tillæg af hvad den gamle Bygnings Materialier og Inventarier indbringe.

Tilskuerpladsen, foruden de Kongehuset og Hoffet forbeholdte Loger, skal kunne rumme 1,700 Personer, iberegnet Pladser for Staaende.

§ 3.

Saasnart der mellem Regeringen og Kjøbenhavns Kommune er truffet den i 8 1 omtalte Overenskomst, skal Kirke- og Undervisningsministeren indbyde til en fri og almindelig Konkurrence om Tegninger og Overslag til den nye Theaterbygning. I Indbydelsen skal være nøiagtig angivet Bygningens Areal, Scenens Dimensioner, de til Theatrets Brug nødvendige Lokaler, Magasiner, Kontorer osv. Overslagene maa tillige omfatte Opførelsen af midlertidige Lokaler og OverOver-flytningen [sideskift][side 576]flytningen af Materiel m. v., hvorom Indbydelsen ligeledes stal indeholde de fornødne Angivelser. Fristen for Indsendelsen af Planer fastsættes til 6 Maaneder fra Indbydelsens Udstedelse. De indkomne Tegninger skulle umiddelbart efter Fristens Udløb udstilles offenlig i 14 Dage.

Som Belønning for den bedste af de indkomne Besvarelser fastsættes en Sum af 2,000 Rd. For andre Besvarelser, som erkjendes for fortjenstlige, kan der tilstaaes to Belønninger paa indtil 500 Rd.

Til at bedømme de indkomne Tegninger og Overslag dannes et Udvalg, hvortil Kirke- og Undervisningsministeren udnævner et Medlem af hver af Rigsdagens to Afdelinger, et Medlem af Kunstakademiet, en Theaterkyndig og en administrativ Embedsmand, og som tiltrædes af to Medlemmer, der vælges af Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse. Udvalget vælger selv sin Formand.

§ 4.

Saafremt der inden Udløbet af 3 Maaneder fra denne Lovs Stadfæstelse ved Privates Tilskud sikkres en Sum til Theaterbygningens kunstneriske Udstyrelse, er Kirke- og Undervisningsministeren bemyndiget til at modtage og anvende denne Sum efter Samraad med det i § 3 nævnte Bedømmelsesudvalg, der i faa Tilfælde efter Ministerens Bestemmelse kan forstærkes med to Medlemmer som Repræsentanter for de Bidragydende. Der gives da i Indbydelsen til Konkurrence eller i et Tillæg til samme fornøden Veiledning for de Konkurrerende med Hensyn til den sikkrede Sums Anvendelse.

§ 5.

For Theateraaret 1869-70 samt for de 5 følgende Theateraar meddeles der den aarlige Rigsdag en Oversigt [sideskift][side 577]saavel over Theatrets Drift og dets finantsielle Stilling i det Hele som over Bygningsforetagendernes Fremrykning.

§ 6.

Indtil Finantsaaret 1875-76 forrenter Theatret den tilbagestaaende Del af Theatrets Byggegjæld til Sorø Akademi. Skulde i et Theateraar Theatrets Overskud ikke være tilstrækkeligt til at udrede den hele Rente, lægges det manglende Rentebeløb til Kapitalen for tilligemed denne at forrentes i det næste Theateraar. Ved Finantsloven for 1875-76 fastsættes, hvorledes den samlede Byggegjæld til Sorø Akademi fremtidig skal afgjøres."

Efterat Theaterloven var bleven forandret til kun at blive en Lov om Opførelsen af et nyt Skuespilhus, bragtes endel af Bestemmelserne i Ministerens Lovudkast ind i Finantsloven for 1870-71, som altsaa for Theatrets Vedkommende fik et noget forskjelligt Udseende fra de foregaaende Aars Finantslove. Først og fremmest blev der af et femaarigt Tilskud paa 250,000 Rdl. af Sorø Akademies Midler bevilget Theatret og Kapellet 50,000 Rdl. for 1870-71; dernæst hed det i Loven: "Ved Theatret og Kapellet kan i Aarets Løb ingen fast Ansættelse finde Sted, dog maa der gives et Medlem af Kapellet kongelig Ansættelse som Koncertmester uden Forhøielse af hans hidtil havte pensionsberettigede Indtægt. Derimod kan der fremtidig indgaaes Kontrakt paa fem Aar med dem af Personalet, hvis Lønning bliver 500 Rdl. eller derover, men det samlede Beløb af saadanne kontraktmæssige Lønninger maa i Forbindelse med det Beløb, der i reglementerede Lønninger tilkommer det pensionsberettigede Personale, ikke overstige 85,000 Rdl. Til Alderdomsforsørgelse for det ved Kontrakt paa fem Aar engagerede Personale maa [sideskift][side 578]anvendes ti Procent af Engagementsbeløbet efter Regler, som fastsættes ved et af Ministeren udarbeidet Regulativ. Til Feu maa anvendes 7½ Procent af Theatrets Bruttoforestillingsindtægt. De kongelig ansatte, feuberettigede Kunstnere erholde af Theatrets egne Midler deres Feuindtægt forøget med 1/3. For de ved Kontrakt paa fem Aar engagerede Kunstnere maa der af Theatrets egne Midler anvendes et Beløb = 1/3 af disses Feuindtægt til Alderdomsforsørgelse". Derpaa fulgte ligesom tidligere Bestemmelser om Kommuneafgifter og Theaterbygningens Vedligeholdelse samt Forbud mod at stifte Gjæld, hvorefter det hed: "Til Lønningsforøgelse istedetfor Sædomskrivningstillæg, som bortfalder, maa anvendes 12,500 Rdl., saaledes at der tillægges dem af Theatrets Personale, som hidtil have oppebaaret Sædomskrivningstillæg, 1/8 af de første 500 Rdl., 1/12 af de følgende 500 Rdl. og 1/16 af Resten af deres nuværende Lønning, være sig reglementeret eller ureglementeret, dog kun forsaavidt denne hidtil er kommen i Betragtning ved Beregning af deres Sædtillæg, og saaledes at Forhøielsen afrundes til hele Dalere ved Bortkastelse af det Overskydende. Denne Lønningsforhøielse bliver ikke at henføre til den reglementerede Lønning og kommer saaledes for de Pensionsberettigedes Vedkommende ikke i Betragtning ved senere Pensionsberegning. Theatret fritages i fem Aar for Afdrag paa dets Gjæld til Sorø Akademi, og der erlægges kun Renter af samme, forsaavidt det løbende Theateraars Overskud dertil kan naa". — Rigsdagen strøg saaledes raskvæk Sædomskrivningstillægget paa Finantsloven og satte nogle nye Lønningsbestemmelser i Stedet derfor, skjøndt der under Sagens Behandling fra flere Sider i Thinget blev gjort opmærksom paa, at Theatrets Personale neppe vilde slaa sig til Taals [sideskift][side 579]med denne Afgjørelsesmaade, men forlange Lønningsspørgsmaalet afgjort ved Domstolenes Kjendelse. Og dette skete da virkelig ogsaa i den paafølgende Saison.