[sideskift][side 470]I to Aar havde man nu havt den konstituerede Bestyrelse for det kongelige Theater og Kapel, og efterhaanden havde man i den Grad vænnet sig til dette for Kunsten saa [sideskift][side 471]mærkelige Interregnum, at der næsten ikke længer var Nogen, der forundrede sig, naar man et Par Maaneder for Saisonens Begyndelse læste i Aviserne, at det efter Indstilling fra Hs. Exc. Kultusministeren havde behaget Hs. Maj. Kongen at konstituere Linde som Theaterchef og Berner som Intendant for det kommende Theateraar. Det blev mere og mere en almindelig Anskuelse blandt det store Publikum, at Theatret maatte og skulde drives saaledes, at det gav det størst mulige Pengeudbytte, og en ganske naturlig Følge af denne Anskuelse var da den, at man lidt efter lidt næsten umærkelig nedstemmede sine Fordringer til Kunsten og med Nøisomhed tog tiltakke med den Kost, der serveredes af Nationaltheatret, skjøndt denne Kost ofte var meget tarvelig og Aar for Aar syntes at tage af, hvad det virkelige Næringsstof angik. Men det faldt som sagt ikke i Øinene paa den store Masse, der besøgte Theatret, og blev det ogsaa offenlig udtalt, saa rystede man paa Hovedet og mente, at Kritiken var altfor ubillig mod den stakkels Direktion og altfor haard mod Skuespillerne. Det var gode Tider, hvad Velstanden angik, og Theatret forstod at høste Nytte af disse gode Tider; man skulde bruge sine Penge, og saa abonnerede man. Derfor gik ogsaa Logeauktionen for Saisonen 1868-69 ganske udmærket, man sloges formelig om Logerne, og mange af disse bleve betalte langt over Opraabspriserne, saa at Abonnementsindtægten løb op til 63,633 Rd. 32 Sk.

Saisonen aabnedes med "Jeppe paa Bjerget", hvori Phister som sædvanlig leverede et fuldendt Mesterstykke af scenisk Kunst, en Præstation, der til den mindste Ubetydelighed var Nationens største Digter værdig, og paa den anden Aften præsenteredes den første Nyhed, det romantiske Skuespil i fire Akter "Et Vinter-Eventyr", indrettet for Scenen af H. P. Holst [sideskift][side 472]efter Shakspeares »Winters tale« og Dingelstedts tydske Bearbeidelse deraf med tilhørende Musik af Flotow. Allerede i Oktober 1864 vare Rollerne blevne uddelte til dette Stykke, men først fire Aar senere naaede man at faa det opført. Dingelstedt havde ved sin Bearbeidelse af Shakspeare ikke opnaaet at faa nogen synderlig god dramatisk Form paa Stykket, men derimod havde han forkortet i høi Grad og næsten strøget Alt, hvad der gav Digtningen Præget af Eventyr, hvorved han i høi Grad havde svækket den poetiske Kraft og Totalindtrykket. Denne Mangel paa det Eventyrlige skulde nu Musiken forsøge at bøde paa, men det laa over Flotows Kræfter, og ihvorvel der var meget Smukt i hans Musik, kunde den langtfra hæve Bearbeidelsen op til det Standpunkt, den burde have indtaget, og ligesaa lidt formaaede man at frembringe det rette Indtryk eller sætte Tilskuernes Fantasi i Bevægelse ved alle de Optog, Dandse osv., hvormed man havde udstyret Stykket. Nogen egenlig Lykke gjorde dette Arbeide ikke, men hertil bidrog ogsaa i en ikke uvæsenlig Grad, at en saa overordenlig vanskelig og omfattende Rolle som Leontes' var tildelt Debutanten J. Holm-Hansen, thi denne unge Mand savnede ved sin Fremtræden alle Betingelser for blot nogenlunde at kunne udfylde sin Plads. Han var ganske vist i Besiddelse af et godt Udvortes for Scenen, men dermed var ogsaa i Øieblikket Alt sagt. Hans Organ var tykt, hans Bevægelser voldsomme og uskjønne, hans Udtale ikke fri for et provindsielt Anstrøg og hans Spil saa forunderlig vildt, at det egenlig ikke kunde siges at være Andet end en fuldstændig Fornægtelse af Alt, hvad man kunde kalde Skole. Under saadanne Omstændigheder var det ikke mærkeligt, at Publikum modtog hans Debut med Mishagsyttringer, og det kun var ganske Faa, der troede i hans [sideskift][side 473]Spil at kunne spore Noget, der lovede Godt for Fremtiden. Der var ganske vist Evner hos den unge Mand, men han havde saa mange Hindringer at overvinde, hvad Fremstillingskunst angik, at han ikke paa sin senere Bane formaaede at bryde igjennem. "Et Vinter-Eventyr" fik forøvrigt, naar man undtager V. Wiehe, som med fuldendt Kunst spillede Polyxenes, ikke nogen saadan Udførelse, at den særlig skulde have hævet Stykket.

I Begyndelsen af December Maaned bragte Bestyrelsen en Nyhed frem, ved hvilken der var den Mærkelighed, at den i Forveien var godt kjendt saavel fra Kasinos som fra Folketheatrets Scene. Hostrup havde i 1852 skrevet sit romantiske femakts Sangspil "Mester og Lærling", der den 8de Mai s. A, var gaaet over Scenen paa Kasino, hvor det den Gang vakte stor Sensation. "Flyvepostens" daværende Redakteur skrev nemlig i sit Blad en Artikel, hvori han paastod, at Digteren i sin Skildring af Grønholt havde forsøgt at bringe ham paa Scenen, og alle de første Opførelser i Kasino vare ledsagede af en heftig Kamp mellem Klappere og Pibere. Senere bragtes Stykket til Opførelse paa Folketheatret i Vinteren 1858-59, da Mantzius havde taget sin Afsked fra det kongelige Theater, og her gjorde Stykket stormende Lykke ved den glimrende Maade, hvorpaa Mantzius spillede Redakteurens Rolle. Her blev der ogsaa talt om, at Grønholt var en Kopi af en Redakteur, dog var det nu ikke Digteren, men Skuespilleren, der skulde være den Skyldige, og den Redakteur, der var Tale om, fandt sig ikke et Øieblik foranlediget til at gjøre offenlig Skandale, hvorimod han morede sig kostelig over Mantzius' fuldendte Spil. "Mester og Lærling" var et Værk af en saadan Betydning, at det godt kunde forklares, at det kongelige Theater ønskede det paa [sideskift][side 474]sit Repertoire, en Ypperlig romantisk Komedie, i hvilken Eventyrets Verden paa en smagfuld, naturlig Maade var bragt i Forbindelse med det virkelige Liv, en Komedie, i hvilken Handlingen, skjøndt hverken stor eller spændende, alligevel vidste at bevare Tilskuernes Interesse lige til det Sidste, og som navnlig udmærkede sig ved de forskjellige Figurer, der vare tegnede med stor Skarphed; blandt disse dannede Redakteur Grønholt, der var Indbegrebet af dum Indbildskhed, storartet Uvidenhed og svækket Moralitet, en Ypperlig Modsætning til Naturbarnet Aage med det aabne, ærlige og friske Blik paa Livet, og med lige saa stor Sands for det Karakteristiske havde Digteren skildret typiske Figurer som den for Verdens Dom saa ængstelige Justitsraad og den mislykkede Digter, der aldrig kan finde sit Ideal. Udførelsen paa det kongelige Theater var overordenlig vellykket. Mantzius gav "Folkevilliens" Redakteur med et overstrømmende Fond af Lune, Rosenkilde og Mad. Sødring vare fortræffelig paa deres Plads som Bjernø og Fru Bøgedal, og Wulff spillede Aage med Forstand og virkelig Følelse, om det end ikke lykkedes ham at frembringe hele den poetiske Illusion, paa hvilken Digteren havde gjort Regning. Chr. Hansen spillede og sang Ellemanden Grims lille Rolle med stor Inderlighed. For Mange saa det forunderligt ud, at Bestyrelsen, der ellers aldrig anvendte ham, havde givet ham en Rolle i dette Sangspil, men det Forunderlige forsvandt, da man fik at vide, at Bestyrelsen kun i Mangel af Andre havde givet ham Rollen, efterat Phister havde vægret sig ved at spille den.

Den Prøve paa tydsk Skuespildigtning, som Bestyrelsen serverede Publikum i "Nøglen til Kassen", et lille Lystspil af den mere frugtbare end talentfulde Forfatter Roderich Benedix, var ikke egnet til at give Folk Lyst til at stifte [sideskift][side 475]Bekjendtskab med Mere fra samme Skole, thi det lille Arbeide var en ren Ubetydelighed med et yderst magert Indhold og en høist udramatisk Opløsning. Kontrasten mellem det og de i de senere Aar opførte franske Proverber traadte meget stærkt frem, og at Stykket kunde holde sig, skyldtes udelukkende Mad. Sødrings, Mad. Eckardts og E. Poulsens ypperlige Spil.

Goldschmidt, der ved sit første Arbeide havde vist, at han ikke havde sin Styrke som dramatisk Forfatter, gav et endnu tydeligere Bevis derpaa ved sit andet Arbeide for Scenen. Toakts Komedien "I den anden Verden" kunde nemlig langt snarere med Rette kaldes et pathologisk Experiment i Dialogform end et virkeligt Skuespil. Handlingen — saafremt der ellers i dette Arbeide kunde være Tale om Handling — var i Korthed følgende: Etatsraad Didriksen, der er svag af Legeme og svag af Karakter, men hvis Sygdom dog snarest er af en sjælelig Natur, har af sin Overordnede, Konferentsraad Andersen, ladet sig afnøde et Samtykke til, at Andersens Søn skal ægte hans Datter. Hun elsker imidlertid en Anden, og idet hun erklærer sin Fader dette, bringer dette i Forening med Frygten for Konferentsraadens Vrede den stakkels Etatsraad i en saadan Affekt, at han synker om og raaber paa sine Draaber. Men i Stedet for at give ham de beroligende Draaber tager man en feil Flaske og giver ham et inciterende Lægemiddel, hvorefter han synker sammen og falder i Afmagt. I anden Akt sees atter Etatsraaden. Hans Hjerne er bleven rystet ved det feilagtige Medikament, og han troer nu at være "i den anden Verden", hvor han gaaer omkring og anstiller allehaande Betragtninger. Af et Brev, som man med Forsæt lægger paa hans Gulv, seer han, at hans Tjenestepige er druknet, og han modtager hende [sideskift][side 476]derfor, da hun kommer til ham i Evigheden, hvor efterhaanden alle Stykkets øvrige Personer ogsaa havne. Blandt disse er altsaa ogsaa Konferentsraaden, og da Didriksen nu ikke mere behøver at frygte hans Vrede, siger han sin Overordnede hele Sandheden, hvorpaa denne trækker sig tilbage og giver Afkald paa Datterens Haand for sin Søn. Da Etatsraaden seer de Andre sætte sig tilbords, hvilket de paastaa er Skik og Brug i den anden Verden, følger han deres Exempel, drikker et Glas og falder i en Søvn, af hvilken Huslægen lover, at han vil vaagne rask. Som man seer, var der saa godt som ingen Handling i dette Stykke, og naar det alligevel trods sine store Mangler kunde fastholde Tilskuernes Interesse, da laa det dels i den morsomme Dialog, dels i den udmærket fint udførte Karaktertegning og dels i den vellykkede Udførelse. Hovedrollen blev et rent Mesterstykke af scenisk Kunst under Rosenkildes Behandling, og om ham grupperede de andre Spillende sig med stor Dygtighed; navnlig var Mad. Sødring uforlignelig som Tjenestepigen Trine, og Jfr. H. Andersen frapperede ved sin fuldendt komiske Udførelse af Kogekonens Rolle.

Atter i denne Saison lod Hertz høre fra sig, og den alderstegne Digter viste paany, at Muser og Gratier ikke havde forladt ham. Scenen i det romantiske treakts Skuespil "Tre Dage i Padua" var henlagt til den italienske Middelalder uden dog at have nogen stærkt udpræget Kolorit, og Handlingen selv var ikke særlig fyldig, men frembød mange skjønne og interessante Momenter. En ædel italiensk Marchese føler baade Sorg og Harme over sin Hustru, hvem han troer at have grebet i Utroskab, medens hun paa sin Side græmmer sig dybt, fordi hun, uden at ane Grunden dertil, seer sig forladt af ham. Hustruens Søster, en yndig [sideskift][side 477]ung Kvindeskikkelse, lover sig selv at opklare den stedfindende Misforstaaelse, og ved Snille og List naaer hun sit Maal, idet hun samtidig vinder den Yngling, hvis Hu til hende lidt efter lidt er vaagnet ved at iagttage saavel hendes Udholdenhed og Kløgt som hendes Blufærdighed og Ynde. Denne Bygning var sammenføiet med hele Hertz's fine, kunstneriske Sands, og over Hovedpersonerne var der udbredt et smukt, romantisk Farveskjær. Lysest og lifligst i hele Billedet stod naturligvis den unge Pige, hos hvem Hjertet er lige saa rigt udviklet som Kraften til at handle, og derfor beroede ogsaa en Del af Stykkets Effekt paa Udførelsen af denne Rolle. Mad. Nyrop — som Jfr. Lange i Sommeren 1868 var bleven ved sit Giftermaal med Nyrop — viste imidlertid, at hun var i Stand til at løse denne Opgave, og det lykkedes hende virkelig paa en i Sandhed smuk og kunstnerisk Maade at faa alle de skiftende Sindsstemninger frem, der komme til Syne hos den unge Pige. Og som hun spillede smukt, var Tilfældet ogsaa med Stykkets øvrige Personer: V. Wiehe som den ædle Marchese, Mad. Eckardt som hans forladte Hustru, E. Poulsen som den unge Mand og Mantzius som Munken Fra Doménico. Stykket vakte stærkt Bifald og holdt sig længe paa Repertoiret. Det var udstyret med megen Smag og i det Hele sat smukt i Scene, om man end kunde have forlangt, at Slutningsscenen, hvori hele Stykkets Pointe saa at sige ligger skjult, havde været lidt heldigere arrangeret.

Var der ved de to første Arbeider, som Goldschmidt bragte paa Scenen, ikke uden Grund ført Anke over, at hans Stykker lod Adskilligt tilbage i egenlig dramatisk Henseende, saa kunde denne Anke ikke lyde over hans tredie Skuespil, der ganske anderledes end de to foregaaende opop-fyldte [sideskift][side 478]fyldte de Fordringer, man kan stille til et for Scenen indrettet dramatisk Arbeide. I treakts Dramaet "Rabbien og Ridderen" havde Goldschmidt ikke alene fundet et ypperligt Stof, men tillige behandlet det paa en i mange Retninger fuldendt Maade. Det var Jødens Stilling i det christne Samfund, han vilde skildre, og for at faa større Relief i sit Billede havde han henlagt Scenen til det trettende Aarhundrede, altsaa til en Tid, da Troeslivet rørte sig anderledes stærkt end nu, en Tid, da Jøden sparkedes og haanedes, da han kun taaltes af Samfundet, fordi han var rig og særlig anlagt til Handelsvirksomhed. Konflikten bringes i Stykket tilveie, idet den christne Ridder Bertrand, der har ægtet en Adelsmands Datter, opdages at være af jødisk Fødsel og i Afgjørelsens Øieblik fornægter sin Religion og sin Fader, hvilken Sidste da udtaler Forbandelsen over sit Barn. Men gjennem Kjærligheden bringes Forsoningen atter tilveie, gjennem Faderens Kjærlighed til Sønnen og Hustruens til Manden. Forsaavidt synes altsaa Konflikten løst, men Et staaer uløst tilbage, og det er det store Spørgsmaal, om Samfundet, det christne Samfund, vil anerkjende Jødens Søn, der har modtaget Ridderslaget, eller ikke. Dette betydningsfulde Spørgsmaal finder ikke sin Afgjørelse, thi Stykket ender med, at Rabbien tilbagekalder den over Sønnen udstødte Forbandelse. Hovedinteressen i dette Arbeide knyttede sig naturligvis til Rabbien, en Figur, som Goldschmidt med hele den fine psykologiske Sands, han var i Besiddelse af, havde udstyret overordenlig rigt. Men havde han ogsaa anvendt overordenlig Omhu paa at tegne denne Figur, saa havde han tillige den Tilfredsstillelse at se den spillet paa en Maade, der i Et og Alt var den værdig. Mantzius var med stor Alvor gaaet til den betydelige Opgave, der her var stillet [sideskift][side 479]ham, Rollen bar paa ethvert Punkt Præget af et omhyggeligt Studium, han forstod at stige i Affekt, eftersom Situationerne førte det med sig, og selv i den store Forbandelsesscene, der var ganske ualmindelig vanskelig ved sin store Brede, frapperede han ved den mægtige Høihed og Kraft, der var udbredt over hans Spil. Ved Siden af dette Kæmpeparti tog de øvrige Roller sig lidt matte ud, men dog fyldte V. Wiehe og Mad. Eckardt godt som den jødiske Ridder og hans Hustru. To af Stykkets Bipersoner fik en fuldendt Udførelse, nemlig Kasper og Ilse, der udførtes af Phister og Jfr. Nielsen. Den Sidstnævntes Spil vakte almindelig Opsigt, og i "Dagbladet" hed det til Exempel om hende: "Hendes Spil som den sørgende Moder var saa rørende sandt, havde i al sin simple Naturlighed en saadan Akcent af dyb Smerte, at ethvert af hendes Ord trængte til Sjælen. Og da hun sagde den Slutningsreplik, der i sig selv er et udmærket smukt Udtryk for den christne Moders Kjærlighed, gik der en sagte, uvilkaarlig Bifaldslyd gjennem Theatret, der vidnede om, hvor stærkt hun ved Digterens Hjælp havde forstaaet at gribe Tilskuerne." Stykket modtoges vel med Bifald, men det vidnede ikke om nogen udviklet Kunstsands hos Publikum, at et Digterværk af denne Natur ikke formaaede i Længden at holde sig paa Repertoiret. Den til Dramaet hørende Musik var yderst karakteristisk og komponeret af Rung, som havde benyttet enkelte gamle jødiske Melodier. — Ved de to første Opførelser af Stykket kunde man paa Theatrets Plakater læse Følgende: "I alle Boglader faaes: M. Goldschmidt, "Rabbi Eliezer", dramatisk Digtning, (hvoraf "Rabbien og Ridderen" er en Omarbeidelse), Bogladepris 1 Rd., nedsat Pris 12 Sk., samt hos O. Wroblewsky, Nytorv Nr. 11." Denne BekjendtBekjendt-gjørelse [sideskift][side 480]gjørelse, som Theatrets Bestyrelse efter Goldschmidts Anmodning gav Bogtrykkeren Ordre til ikke oftere at trykke, skrev sig fra en Kontrovers, som Forfatteren havde med Boghandler O. B. Wroblewsky, der i 1861 havde forlagt Goldschmidts Drama "Rabbi Eliezer", hvoraf "Rabbien og Ridderen" var en Omarbeidelse. Til nærmere Belysning af denne Affaire udgav Forlæggeren under Titlen "Oplysninger om, hvorledes Hr. M. A. Goldschmidt har handlet med "Rabbien og Ridderen"" de mellem de to Parter vexlede Breve og anlagde senere Sag mod Forfatteren for Eftertryk. Den 13de Juni 1870 paakjendte Hof- og Stadsretten denne Sag, der fik det Udfald, at Goldschmidt dømtes til at betale Wroblewsky en saadan Erstatning, som fandtes passende af to af Retten udvalgte Mænd, samt til at erstatte ham Sagens Omkostninger.

Saisonens sidste Nyhed, "Ægteskabspolitik", originalt Lystspil i en Akt, der fremkom anonymt, men hvortil Thornam senere navngav sig som Forfatter, var en Ubetydelighed af et temmelig magert Indhold, men som var lavet godt til for de Spillende, hvorfor ogsaa Mad. Sødring, V. Wiehe og Mad. Eckardt spillede saaledes, at Stykket ved deres Hjælp i lang Tid holdt sig paa Repertoiret.

Hermed var det forbi med Aarets Nyheder, hvoriblandt, som det sees, hverken Opera eller Ballet vare repræsenterede. De ældre Sager, der gjenoptoges, vare af Skuespil hverken mange eller af synderlig Betydning. I "Slottet i Poitou" havde Mantzius taget Marquiens Rolle i Arv efter Professor Nielsen og spillede den med stor Dygtighed og elskværdig Godlidenhed, hvorimod han savnede den Noblesse, der havde været udbredt over Forgængeren, og Hultmann fik som Destournettes ikke den kolde Ironi og fiffige Beregning frem, [sideskift][side 481]som skulde komme tilsyne hos Advokaten. De øvrige Rollehavende vare meget godt paa deres Pladser: V. Wiehe som Bernard, Jfr. Nielsen som Baronesse Vaubert, Mad. Eckardt som Helene og E. Poulsen som Raoul. — Af det Holbergske Repertoire indstuderedes "Maskeraden" paany med O. Poulsen som Henrik. Den unge Mand mindede i denne overordenlig vanskelige Rolle ikke lidet om sin udmærkede Forgænger og Læremester, hvad der var saa saare naturligt, men hans Kopi var saa frisk og gjennemsyret af et saa smittende Lune, at man ikke kunde Andet end være yderst tilfreds med denne Præstation. Leander spilledes nu af E. Poulsen, og ikke i mange Aar havde man seet en saa elskværdig Holbergsk Elsker paa Scenen, som han var. — Oehlenschlægers Fødselsdag mindedes ved Gjenopførelsen af "Dronning Margareta", paa hvilken Dag det var 40 Aar siden, at Holst debuterede. I sin nye Skikkelse modtoges Sørgespillet med meget Bifald og fik ogsaa en gjennemgaaende god Udførelse, navnlig af Jfr. Nielsen som Dronningen, V. Wiehe som Oluf og Mad. Nyrop som Ragnhild Johnsdatter. — "Enkens Mand", der paany optoges efter otte Aars Hvile, gik kun saa Gange over Scenen, og af synderlig mere Betydning var Heller ikke Gjenoptagelsen af "Ude og hjemme", hvori Abrahams som tredie Debut havde faaet Armand Colombets Rolle, uden at det dog i den lykkedes ham at vise større Prøve paa Talent end i de to foregaaende Debutroller, Albert Ebbesen i "Elverhøi" og Herren i "Seer Jer i Speil." — Saisonens interessanteste Reprise, hvad Skuespil angik, var aabenbart "Pottemager Walter", som efter at have henligget i 24 Aar nu paany bragtes paa Scenen, forkortet fra fem til fire Akter og med en noget forandret Scenegang, ligesom det nu paa Plakaten hed "Eventyr-Komedie" istedetfor tidligere "Skuespil". [sideskift][side 432]Men trods alle disse Forkortelser faldt det nu som i gamle Dage strax i Øinene, at dette Stykke ikke oprindelig var skrevet for Scenen, og skjøndt der naturligvis var Enkeltheder, som interesserede, virkede den lange Forestilling dog trættende. Og hertil kom, at Spillet ikke fra Alles Side var saa godt, som det burde. Vel var V. Wiehe fortræffelig som Alfons, Mad. Holst som Grisola og Jfr. Nielsen som Birgitte, men Holm-Hansen havde trods de øiensynlige Fremskridt, han havde gjort, endnu for Meget tilbage at lære, hvad det rent Elementaire ved Skuespilkunsten angik, til at han kunde spille Pottemager Walter, og derfor var hans Fremstilling ofte ligefrem uskjøn og fordreiet. E. Poulsen, der spillede Ulf, havde i altfor ringe Grad saavel i Spil som i Udseende villet pointere det Dæmoniske, men opnaaede kun derved, at Figuren blev temmelig flau og flad, og Schrams Evner slog ikke til til at spille en Rolle som Harlekin. Af Bifigurerne var der to, som vare ualmindelig vellykkede: Walters Vært, hvoraf Phister leverede et lille Mesterstykke, og Christoffer, som Gundersen havde faaet et ypperligt Greb paa.

Var der som sagt ikke en eneste Opera eller Ballet blandt Saisonens Nyheder, saa vare disse to Kunstretninger desto fyldigere repræsenterede ved ældre Sager, som dog, hvad Syngestykkerne angik, vare af høist forskjellig Værdi. Det aarlige Program havde lovet "Tryllefløiten" foruden en ny, original Opera, men det tog saa lang Tid op at indstudere det første Arbeide, at der naturligvis ikke i denne Saison kunde blive Tale om at bringe det sidste frem. Men ogsaa med Opførelsen af den Mozartske Opera trak det i Langdrag, og i Saisonens første Maaneder hed det almindelig, at Operaen neppe vilde komme til Opførelse i dette Theateraar. [sideskift][side 483]Da derfor "Dagbladet" for den 25de November roste Musikforeningen, fordi denne ved sin første Koncert havde opført Ouverturen til "Tryllefløiten", eftersom Theatret sagdes alter at have henlagt denne Opera, svarede Berner den følgende Dag i Bladet:

"I Anledning af det i den senere Tid hyppig nævnte Rygte om, at Mozarts "Tryllefløite" skulde lægges tilside, hvilket Rygte nu idag ogsaa har fundet Veien til "Dagbladets" Spalter, skal jeg tillade mig at oplyse, at det er aldeles ugrundet. Aarsagen til, at "Tryllefløiten" endnu ikke har kunnet opføres, ligger i de meget betydelige Dekorationsarbeider, som ere nødvendige for at udstyre dette Mesterværk saa smukt og værdig, som vore indskrænkede Midler tillade det. Disse Arbeider kunne imidlertid ikke tilendebringes førend i Løbet af Januar Maaned, tildels paa Grund af de idelige Afbrydelser, som det løbende Repertoires Krav foranledige, men til den Tid haaber Bestyrelsen ogsaa, naar ikke uforudseelige Forhindringer skulle indtræffe, at bringe Stykket til Opførelse. Ærbødigst Berner."

Hertil føiede "Dagbladet" følgende Efterskrift: "Det glæder os, at man saaledes dog faaer et bestemt Tidspunkt at knytte sine Forhaabninger til. Men vi maa dog tillade os en beskeden lille Tvivl om, at Dekorationsarbeiderne havde kunnet medtage saa lang Tid, dersom man havde begyndt paa dem i rette Tid, nemlig da "Tryllefløiten" først bestemtes til Optagelse. Der er vistnok baade paa den ene og den anden Maade spildt Tid og Kræfter, f. Ex. først til de saa glimrende forkastede "Kronjuveler", og derpaa til den bebudede "Murmester". Vi se intet andet Motiv til disse Stykker, end at Frk. Bournonville i dem begge kan faa Roller, som ikke passe for hende." Man havde nemlig, saa [sideskift][side 484]naragtigt det end lyder, fundet paa i denne Saison at optage et saa tarveligt Arbeide som "Kronjuvelerne", der efter tre Opførelser atter maatte henlægges, og det var et ikke alene ved Theatret, men ogsaa i Pressen almindeligt Rygte, at Nepotismen her havde havt sin Finger med i Spillet. Derimod kunde der ikke i og for siges Noget imod Gjenoptagelsen af "Murmesteren", som ogsaa slog godt an og fik en heldig Udførelse, navnlig af Jfr. A. Andersen som Henriette og af Jfr. Bournonville som Mad. Bertrand. — "Et Eventyr i Rosenborg Have" gik flinkt over Scenen med den nye Besætning, O. Poulsen som Peter, Jfr. Jensen som Christine, Christophersen som Fellmark og Jfr. A. Andersen som Charlotte, hvorimod Mad. Zinck var meget uheldig som Mad. Sommer, hvilken Rolle hun imidlertid spillede meget imod sit eget Ønske og kun havde overtaget for at vise Theatret en Tjeneste, efterat saavel Mad. Sødring som Mad. Schiemann og Jfr. Bournonville havde nægtet at spille den. Ved Operettens Opførelse den 2den Mai bleve Phister og Hultmann usædvanlig stærkt modtagne, ligesom der lød et kraftigt Bifald efter Tæppets Fald, hvilket navnlig maatte tilregnes, at Bestyrelsen paa Plakaten havde anført, at stykket gik for 100de Gang. Dette var dog en Feiltagelse, thi Operetten manglede paa denne Aften endnu en Gang i at have naaet det runde Tal. — "Tryllefløiten" var som tidligere omtalt det Arbeide, der optog Størsteparten af den Tid, som Operisterne i denne Saison anvendte til Indstudering, og man naaede endelig at faa den opført paa Mozarts 113de Fødselsdag, den 27de Januar. Schikaneders gyselige Text fremtraadte nu i forbedret Skikkelse, idet H. P. Holst havde oversat den franske Textbearbeidelse, som var bleven benyttet ved Operaens Opførelse paa Théâtre-lyrique i Paris.[sideskift][side 485]Bournonville, der fra Saisonens Begyndelse mod et Honorar af 1000 Rd. havde overtaget Sceneinstruktionen for Operaens og Syngestykkets Vedkommende samt Ledelsen af Balletten, havde sat Operaen i Scene med megen Smag, og der var Intet sparet paa Udstyrelsen, ligesom alle de i Operaen Medvirkende opbød alle deres Kræfter, for at Forestillingen kunde være Mozart saa værdig som mulig. Og det lykkedes ogsaa. Operaen gik med et ualmindelig godt Ensemble over Scenen og vandt stærkt Bifald. Mad. Riises ualmindelig høie Stemme var af Ypperlig Virkning i Nattens Dronnings Parti, Ferslev fyldte godt som Sarastro, Tamino og Pamina bleve heldig fremstillede af Jastrau og Mad. Liebe, Schram og Jfr. A. Andersen gjorde megen Lykke som Fuglefængeren og hans Elskede, som Monostatos høstede Erh. Hansen fortjent Bifald, og Bamboloda spilledes meget morsomt først af Rosenkilde og ved de senere Opførelser af Kolling. Saa stærkt Bifald vakte Operaen, at den gik ikke færre end elleve Gange i Saisonen. — "Jægerbruden" blev ogsaa i dette Theateraar opført med en tildels ny Rollebesætning, idet Nyrop havde overtaget Max' Parti, Jfr. A. Andersen Annas og J. Wiehe Samiels; den nye Fremstillerinde af Anna var særdeles heldig, hvorimod Max var en Rolle, der ikke ganske egnede sig for Nyrop, fordi hans dramatiske Begavelse ikke her kunde saa saaledes Leilighed til at vise sig som tidligere og dække de Mangler, der vare ved hans Stemme. — Christophersen viste i denne Saison store Fremskridt ved med megen Smag og Livlighed at synge George Brown i "Den hvide Dame" og Ritmester Rose i "Ungdom og Galskab". I det sidstnævnte Syngestykke havde Døcker afløst O. Zinck som Mikkel Madsen, men kunde langtfra naa sin Forgænger i Morsomhed.[sideskift][side 486]

Balletten havde i Aarets Løb ikke noget Nyt at opvise, men trak Veiret ovenpaa Kraftanstrengelserne fra den foregaaende Saison og nøiedes med at indstudere en stor Del ældre Sager, i hvilke navnlig Jfr. Schnell med Held fremtraadte i adskillige større Partier. Paa Saisonens første Aften debuterede Jfr. Anna Scholl som Dandserinde og viste sig i Besiddelse af en ikke almindelig Færdighed, der lovede godt for Fremtiden, og senere spillede hun med Held den ene af Søkadetterne i "Fjernt fra Danmark".

Paa Jubilæer og andre Mærkedage var denne Saison ualmindelig rig. Den 5te November 1868 var det 25 Aar siden, at Mad. Sødring begyndte sin Virksomhed paa Scenen, og paa denne Aften opførtes derfor "Den sorte Domino." Da den feirede Kunstnerinde viste sig som Jacintha, brød der en sand Bifaldsstorm løs, som truede med aldrig at ville saa Ende, samtidig med at det regnede ned med Blomster paa Scenen, og efter hver af hendes Repliker truede Bifaldet med paany at standse Stykkets Gang, indtil Phister som Gil Perez ved sin Indtræden, hvor han med en festlig Variant hilsede Mad. Sødring som sin 25aarige Forlovede, bragte Bifaldet til Kulminationspunktet. Man saa den Aften Kunstnerinden paa Scenen bruge en ny Sølv-Snustobaksdaase; det var en Gave "til Jacintha fra hendes 25 Aars Forlovede, Gil Perez." Efter Tæppets Fald lød Bifaldet atter med en saadan Voldsomhed, at V. Holst maatte gaa frem og minde Publikum om, at Tjenestereglementet forbød Mad. Sødring at vise sig. Samme Aften blev Mad. Schiemann modtaget med stærkt Bifald og Blomster. Den 29de Oktober havde hun nemlig feiret sit 25aarige Kunstnerjubilæum, men da hun ikke kom til at optræde paa den Aften, modtog hun den 5te November kraftige Beviser [sideskift][side 487]paa Publikums Velvillie. Den 16de November s. A., paa hvilken Dag V. Wiehe i 25 Aar havde spillet Komedie, hilsedes han med stærkt Bifald i "Dronning Margareta", den 8de Januar 1869 feirede Gade ligeledes under stærk Jubel sit Jubilæum i Ballettens Tjeneste, og den 28de Mai s. A. var det 30 Aar siden, at Chr. Hansen for første Gang sang "Don Juans" Parti, paa hvilken Dag da ogsaa Tilskuerpladsen var aldeles opfyldt, saameget mere som man vidste, at han med Saisonens Udgang vilde afgive Rollen til sin Søn. Ogsaa den 27de December 1868 var en Mærkedag i Theatrets Historie, thi paa denne Aften oplevede baade "Maskeraden" og "Nei" deres 150de Opførelse, medens det samtidig var den l50de Gang, at Phister spillede Klokker Link, et i Skuepladsens Annaler enestaaende Tilfælde. Skjøndt det ikke direkte vedrører selve det kongelige Theater, fortjener det dog at anføres, at Studenterforeningen den 20de Februar 1869 arrangerede en festlig Sammenkomst i Anledning af, at det paa den Aften var 25 Aar siden, at "Gjenboerne" opførtes af Studenter paa Hoftheatret. Til Festen vare de Rollehavende fra hin Aften, som alle vare i Live med Undtagelse af Vaudevilleforfatteren Chr. M. Wengel, indbudte tilligemed Stykkets Forfatter og enkelte af det kongelige Theaters Skuespillere, der særlig havde medvirket i dette Arbeide, og her meddelte Hostrup da, hvorledes det egenlig var gaaet til med Tilblivelsen af "Gjenboerne". Efterat han var bleven Kandidat i 1843, vilde han bidrage Sit til at feire Sammensmeltningen af de tidligere existerende to Studentersamfund og tilbød i den Anledning Senioratet at ville skrive en Komedie, uden at han vidste, hvad denne skulde handle om, eller hvorvidt han var i Stand dertil. Saa tog han da fat paa Arbeidet og skrev de to første Akter, der indleveredes til Senioratet og fik den udvalgte Censors [sideskift][side 488]Bifald, og medens Prøverne paa disse to Akter begyndte, skrev han, stærkt paavirket af Munterheden ved Prøverne og alle de der fremkommende lystige Indfald, Stykkets tredie og sidste Akt. Men skjøndt "Gjenboerne" gjorde megen Lykke ved Opførelsen, tænkte han dog ikke paa, at dette Arbeide kunde blive spillet flere end et Par Gange, og at det kom offenlig frem, skyldtes egenlig Mantzius. Denne fik nemlig det Langeske Selskab til at spille Stykket i Odense, og derfra vandrede det i 1846 over til det kongelige Theater, hvor det ved sin overgivne og elskværdige Munterhed sikkrede sig en varig Plads i Repertoiret.

Afgangene i Saisonen vare ikke mange. Schneider, der den 28de December under Opførelsen af "Soldaterløier" fik et Tryk paa Hjernen, saa at Forestillingen blev afbrudt, maatte paa Grund af sin Svagelighed forlade Scenen, Wulff gik til Kasino, da det kongelige Theater hverken bød ham en ordenlig Virksomhed eller ordenlige Kaar, og Abrahams modtog i Saisonens sidste Dage Underretning om, at man ikke mere havde Brug for hans Tjeneste. — Debutanterne vare Heller ikke talrige, men af dem bleve dog et Par af nogen Betydning for Operaen. Jfr. Pfeil, som to Saisoner tidligere havde aflagt en megen umoden Prøve i "Don Juan", optraadte nu, efter at have studeret i Paris, som Bjergdronningen i "Hans Heiling", derpaa som Valentine i "Hugenotterne", og endelig som Rachel i "Jødinden", og efterat den første store Ængstelse hos hende havde faaet Tid til at lægge sig, vandt hun stærkt Bifald for sin Udførelse af disse Roller. Ikke alene var hun i Besiddelse af en meget kraftfuld og omfangsrig Stemme, men der var tillig i hendes Spil mægtige Momenter, som tydede paa, at hun ved fortsat Flid og Uddannelse, navnlig hvad Pronunciationen angik, vilde kunne udfylde den Primadonnaplads, som havde [sideskift][side 489]staaet ledig siden Mad. Gerlachs Afgang. Niels Juel Simonsen, en Søn af den afdøde Sangerinde, havde tidligere været ved Landvæsenet, men hans smukke Stemme havde draget ham hen til Theatret, hvor han i et Par Aar havde gjort Kortjeneste, medens han uddannede sine Midler hos Rung. Han var allerede i den foregaaende Saison optraadt nogle faa Gange, dels som Romancesanger og dels i Smaaroller i Skuespillet, men sin egenlige Debut havde han i denne Saison som "Hans Helling". Med et ret godt Theaterudvortes forenede han en ualmindelig blød og omfangsrig Baryton, der vel ikke var synderlig uddannet, men til Gjengjæld havde en saa henrivende Velklang, at den uvilkaarlig maatte rive Tilhørerne med, saa at de oversaa alle de Mangler, der klæbede ved hans dramatiske Forestilling. Efterhaanden vandt han mere og mere Herredømme saavel over sin Stemme som over sit Spil og blev snart Theatrets betydeligste Sanger.

Af Fremmede optraadte kun en Enkelt, men denne Enkelte var saa meget mærkeligere, som det var en fremmed Skuespillerinde. Fru Laura Gundersen, født Svendsen, havde vakt stor Sensation i Norge, hvor hun siden 1850 havde virket ved Christiania Theater og ikke uden Føie regnedes for den unge Skuepladses betydeligste Talent. Hun var nu efter eget Ønske bleven engageret af Bestyrelsen for det kongelige Theater til mod et Honorar af 500 Rd. at medvirke ved fem Forestillinger, og hendes første Optræden var som Marie Stuart i Bjørnsons Drama. Rygtet var imidlertid gaaet, at hun var en eminent Skuespillerinde — "en Skjønhedsaabenbaring" kaldte de Begeistrede hende —, og dette var maaske Aarsagen til, at hun ikke helt opfyldte de Forventninger, man havde gjort sig. Det var ogsaa blevet sagt som hende, at hendes Spillemaade var en ganske anden end [sideskift][side 490]den danske, men Heller ikke dette viste sig at være Tilfældet. Hun var en rigt begavet Kunstnernatur, hvis Spil var præget af en sjelden Elskværdighed og megen Sjæl, enkelte Repliker sagdes af hende med ligefrem Genialitet, men hun fik ikke noget Totalbillede ud af Marie Stuarts Skikkelse, og Spillemaaden var i Et og Alt den samme, som man havde været vant til i Kjøbenhavn. Hvad der bidrog til at svække Indtrykket af hendes Fremstilling, var ikke saa meget den bergensiske Dialekt, der lød saa blødt, at den paa mange Punkter næsten smeltede sammen med det danske Sprog, men snarere den Omstændighed, at hun manglede Person til at fremstille en saa fuldendt Kvindeskikkelse som den ulykkelige skotske Dronning, og ved sin næste Optræden som Hermione i "Et Vinter-Eventyr" fik hun derfor langt større Anledning til at vinde Bifald, tilmed da denne Rolle ikke krævede et saadant Topmaal af Kunst som den førstnævnte for at spilles fuldendt. — I den foregaaende Saison havde den svenske Tenor Arnoldson skullet optræde et Par Gange som Gjæst paa det kongelige Theater, men erholdt da pludselig Ordre til at reise tilbage til Stockholm, saa at Kjøbenhavnerne ikke fik Leilighed til at høre denne bekjendte Sanger, og da han i September 1868 atter gjæstede Kjøbenhavn og tilbød sig at optræde, saa nægtede Theatret det, skjøndt de Operaer, i hvilke han vilde synge, netop vare paa Repertoiret. Ved Saisonens Slutning drev Bestyrelsen Underhandlinger med Skuespillerne Carl Hagen og Harald Kolling om Engagementer. Den Førstnævnte havde, efter at have forladt Kasino, i et Par Aar dirigeret et omreisende Skuespilselskab og vilde nok ombytte dette Liv med en roligere Tilværelse ved det kongelige Theater, hvor der netop nu ved Rosenkildes langvarige Sygdom syntes at være Brug for en dygtig Komiker, men det blev ikke til Noget med hans EngageEngage-ment [sideskift][side 491]ment, da Betalingsvilkaarerne vare for ringe. Den Anden, der ved Folketheatret havde hævdet sig en Plads som den mest fremragende Karakterfremstiller, vilde nok entrere med Theatret, men ikke gaa ind paa at lade sig engagere for et enkelt Aar, i hvilket det maaske neppe vilde lykkes ham at faa sig et ordenligt Repertoire, og derfor afbrød han Underhandlingerne med Theatret, som fra den følgende Saisons Begyndelse atter engagerede Carl Price.

Det var til stor Skade for Repertoiret, at Rosenkilde i Begyndelsen af Februar Maaned faldt i en alvorlig Sygdom, som hindrede ham i at optræde ikke alene i Resten af denne, men i hele den paafølgende Saison, men alligevel havde Bestyrelsen al Grund til at kunne være fornøiet med det pekuniaire Udbytte. Indtægten var ialt 200,268 Rdl. 52 Sk., hvoraf 63,633 Rdl. 32 Sk. for Abonnement, 41,788 Rdl. for Forestillinger uden Abonnement og 94,847 Rdl. 20 Sk. for Forestillinger med Abonnement. Da Sædomskrivningstillæget ikke var blevet bevilget ved Finantsloven for 1869-70, modtog Theatret i Theateraaret 1868-69 intet Tilskud for April Kvartal 1869. Derimod fik Theatret i Medhold af Tillægsbevillingsloven for 1868-69 tilbagebetalt af Sorø Akademi de for Juni og December Terminer 1868 erlagte Renter af og Afdrag paa Theatrets Gjæld til Akademiet med 13,900 Rdl. samt de af Kvæsturen indvundne Renter heraf, 189 Rdl. 38 Sk., eller ialt 14,089 Rdl. 38 Sk. Theatret modtog herved til Dækning af Sædomskrivningstillæg i dette Aar kun 14,772 Rdl. De 3/4 af 14,089 Rdl. 38 Sk. eller 10,567 Rdl. 4 Sk. kom nemlig Theateraaret 1869-70 tilgode, medens den resterende Fjerdedel eller 3,522 Rdl. 34 Sk., lagt til Tilskudet for de tre første Kvartaler med 11,250 Rdl., gav de ovenstaaende 14,772 Rdl. 34 Sk.

I Marts Maaned 1869 gaves der paa Kasino en [sideskift][side 492]Række Gjæsteforestillinger af et fransk Skuespilselskab, som i sin Midte talte to Notabiliteter, Levassor og Madame Tesseire. Den Førstnævnte, der i mange Aar havde været en af de første Kunstnere ved Palais-Royal Theatret i Paris, var en overordenlig fin Komiker med et omfattende Talent og ganske ualmindelige Fremstillingsevner, og han sekunderedes godt af Madame Tesseire, der tidligere havde virket ved Gymnase, og som navnlig med udsøgt Elegance og sjelden Finesse spillede endel Proverbe-Roller, ligesom hun udmærkede sig ved sit karakteristiske, smagfulde Foredrag af enkelte Smaasange. — Neppe vare de franske Forestillinger, ved hvilke der var ret godt Besøg, til Ende, før det hed, at den utrættelige Lorini alter vilde forsøge sin Lykke som Impressario i Kjøbenhavn, og virkelig ankom han sidst i April Maaned med et Selskab, der talte saa udmærkede, ja verdensberømte Kræfter, at man skulde tro, at Forsøget denne Gang vilde lykkes for ham. Som Numer Et i Selskabet stod Signora Zelia Trebelli-Bettini, hvis Navn var berømt over hele den musikalske Verden paa Grund af hendes skjønne og til Fuldkommenhed udviklede Mezzo-Sopran; hendes Mand, Alessandro Bettini, havde kun ringe Fremstillingstalent, men derimod en ualmindelig blød, velklingende og ypperlig uddannet Tenorstemme, Giovanni Marchisio var en ganske flink Buffone og Pietro Vialetti en god Bassanger, hvortil af ældre Bekjendte kom Barytonen Padilla og Signora Bennati. Kun Altistinden Signora Fiorentini var en temmelig ubetydelig Sangerinde, men skjøndt Selskabet i det Hele var saa fortræffeligt, kunde Udgifterne dog ikke dækkes, og allerede den 13de Mai gaves den sidste Forestilling. Et yderligere Trækplaster havde Selskabet i sin lombardiske Kapelmester Giovanni Bottesini, en verdensberømt Virtuos paa trestrenget Kontrabas, men [sideskift][side 493]Heller ikke kunde holde Forretningen paa Benene, og Lorini maatte trække sig tilbage med et stort Deficit.

Aarets vigtigste Begivenhed var, at Theaterkommissionen blev færdig med sit Arbeide, som den den 5te Oktober 1868 indsendte til Kultusministeren med følgende, af alle Medlemmer undertegnede Skrivelse:

"I Henhold til Ministeriets meget ærede Skrivelse af 7de Juni f. A. ere Undertegnede traadte sammen til Overveielse af det kongelige Theaters økonomiske og administrative Forhold. Efter den i Ministeriets Skrivelse indeholdte Opfordring have vi først anstillet en omfattende og omhyggelig Undersøgelse af Theatrets Økonomi, Gjældsforhold og finantsielle Tilstand overhovedet. Resultatet af disse vore Undersøgelser foreligger i den Beretning om Theatrets økonomiske Forhold i Tidsrummet fra 1ste April 1850 til 30te Juni 1868, som følger hermed. Vi have derefter drøftet de forskjellige Hovedpunkter, over hvilke vi efter Ministeriets Opfordring havde at afgive Betænkning og Forslag. Resultatet af vore Drøftelser og Overveielser tillade vi os at forelægge i det af os udarbeidede Forslag til Lov om Theatrets økonomiske Forhold tilligemed Motiver. Endelig tillade vi os at fremsende nogle Bemærkninger, hvortil vi have fundet os foranledigede med Hensyn til det for Tiden gjældende Regulativ angaaende de til Opførelse paa det kongelige Theater indsendte og antagne Stykker."

Det var et meget omfangsrigt Værk, der her var indsendt til Ministeren, og ved første Øiekast maatte man studse over det uhyre Arbeide, som saaledes var udført. Imidlertid viste det sig, at i den store Bog indeholdt kun de første 80 Sider Lovforslaget med de dertil hørende Motiver, medens de resterende 299 Sider optoges af Oversigter over Theatrets [sideskift][side 494]Virksomhed fra 1850 til 1868 med tilhørende Tabeller og Forklaringer. Kommissionens "Forslag til Lov om det kongelige Theaters økonomiske Forhold" lød i sin Helhed saaledes:

Forslag til Lov
om
det kongelige Theaters økonomiske Forhold.

§ 1.

For Fremtiden kan Ingen ansættes som kongelig Embedsmand ved Theatret uden Rigsdagens særlige Samtykke.

§ 2.

De nu ved Theatret ansatte pensionsberettigede Personers reglementerede Lønninger kunne ikke, uden Rigsdagens særlige Samtykke, forhøies for et Kapelmedlem udover 850 Rdl. og for nogen af de Øvrige udover 1,200 Rdl.; for de sceniske Kunstnere, der ved denne Lovs Træden i Kraft have været kongelig ansatte i 10 Aar, skulle dog de reglementerede Lønninger, naar Beneficekonverteringstillægget for 20 Aars Tjeneste medregnes, uden saadant Samtykke kunne forhøies til 1,400 Rdl. De nævnte Personers reglementerede og ureglementerede Lønninger tilsammen kunne ikke uden saadant Samtykke forhøies for et Kapelmedlem udover 950 Rdl. og for nogen af de Øvrige udover 1,800 Rdl. ialt, Beneficekonverteringstillægget for 20 Aars Tjeneste og Forhøielsen i Henhold til § 23 deri medregnet. Derhos kan kun 1/3 af de efterhaanden ledigblivende reglementerede Lønningsbeløb anvendes til Forhøielse af de tilbageværende Pensionsberettigedes reglementerede Lønninger.

§ 3.

Theaterstyrelsen antages og afskediges ved kongelig Resolution paa de i ethvert enkelt Tilfælde nærmere fastsatte [sideskift][side 495]Vilkaar. Der kan ikke tillægges den eller de Personer, af hvilke den til enhver Tid bestaaer, høiere Aarslønning end ialt 3,000 Rd.

§ 4.

De Personer, som træde i det kongelige Theaters Tjeneste, oppebære enten Aarslønninger, der udbetales med 1/12 maanedlig forud, eller Lønninger beregnede for kortere Tidsdele, efter nærmere truffen Overenskomst, eller Honorarer engang for alle. De, der ikke oppebære Aarslønninger, antages og afskediges af Theaterstyrelsen uden høiere Stadfæstelse.

§ 5.

De sceniske Kunstnere (Skuespillere og Skuespillerinder, Sangere og Sangerinder, Dandsere og Dandserinder), Medlemmer af Kapelpersonalet samt Funktionairer ved Theatret, som oppebære Aarslønning, antages paa et Theateraar ad Gangen med gjensidig Ret til Opsigelse et Fjerdingaar for Theateraarets Udløb, men iøvrigt paa de i ethvert enkelt Tilfælde aftalte nærmere Vilkaar. Deres Antagelse og Afskedigelse skeer af Theaterstyrelsen i Henhold til de af vedkommende Ministerium derom fastsatte Regler.

§ 6.

Naar enten en scenisk Kunstner (§ 5) eller Funktionair har været i Theatrets Tjeneste i tre fulde Theateraar og et Kapelmedlem paa lige Maade i to Theateraar, eller naar en af de nævnte Personer paa anden Maade har godtgjort sin Dygtighed og derhos har fyldt, hvis det er en Mand, det 25de, men, hvis det er en Kvinde, det 21de Aar, kan der af Theaterstyrelsen med Samtykke af vedkommende Ministerium afsluttes Kontrakt med den Paagjældende paa ikke mindre end 5 og ikke mere end 10 Aar. En saadan Kontrakt kan ved dens Udløb fornyes en eller flere Gange ligeledes paa [sideskift][side 496]ikke mindre end 5 og paa ikke mere end 10 Aar ad Gangen paa de samme eller andre Lønningsvilkaar.

De nærmere Regler for Afslutningen af saadanne Kontrakter fastsættes af vedkommende Ministerium; dog skulle de i de følgende Paragrafer indeholdte Bestemmelser herved stedse komme til Anvendelse.

§ 7.

Enhver saadan Kontrakt skal træde i Kraft fra Begyndelsen af det nærmest følgende Theateraar. Der skal ved Kontrakten for det Aaremaal, som den omfatter, tillægges den Paagjældende en aarlig Lønning, der kan være af forskjellig Størrelse for de forskjellige Aar, men som ikke maa være mindre end 500 Rdl., og som uden Rigsdagens særlige Samtykke ikke maa overstige for Kapelmesteren 2,000 Rdl., for andre Funktionairer og for sceniske Kunstnere 1,600 Rdl. og for Kapelmedlemmerne 900 Rdl. aarlig.

§ 8.

Det samlede Beløb af saadanne kontraktmæssige Lønninger skal stedse holdes indenfor en Grændse, der fastsættes i Forbindelse med Bestemmelsen af Statskassens Tilskud til Theatret. I Løbet af de første 10 Aar, efterat denne Lov er traadt i Kraft, maa det nævnte Beløb i Forbindelse med Theaterstyrelsens Lønning (§ 3) og med det Beløb, der i reglementerede Lønninger tilkommer det pensionsberettigede Personale (§ 2), ikke overstige 85,000 Rdl.

§ 9.

For enhver Person, som saaledes indtræder i Kontraktsforhold til Theatret paa et vist Aaremaal, skal Theaterstyrelsen aarlig, saalænge Kontraktsforholdet varer, eller hvis det fornyes en eller flere Gange, da saalænge de forskjellige Kontraktsforhold vare, dog ikke udover 30 Aar i det Hele, til ForFor-rentning [sideskift][side 497]rentning i et af vedkommende Ministerium bestemt offenligt Pengeinstitut, som mindst svarer 1 Sk. daglig i Rente af 100 Rdl., af Theatrets egne Midler indsætte et Beløb, som svarer til 1/10 af den den Paagjældende for hvert Aar tillagte Lønning, samt, forsaavidt det er en scenisk Kunstner, tillige et Beløb, der er saa stort som 1/3 af den denne i den sidstforløbne Theatersaison tilfaldne Feu. Indsættelsen af det forstnævnte Beløb skal ske første Gang til den nærmestfølgende Termin, efter at Kontraktsforholdet er traadt i Kraft, og senere hvert Aar ved samme Tid, Indsættelsen af det sidstnævnte Beløb derimod ved Udløbet af hver Theatersaison.

§ 10.

Naar den Paagjældende udtræder af Theatrets Tjeneste, idet enten hans Kontraktsforhold til Theatret udløber, uden at fornyes, eller, uden at være udløbet, ophæves af ham utilregnelige Grunde, f. Ex. Sygdom, da skal den indtil hans Udtrædelse af Theatrets Tjeneste for ham opsparede Kapital med Rente og Rentes Rente, saafremt Udtrædelsen finder Sted inden 10 Aar, efter at det første Kontraktsforhold er traadt i Kraft, udbetales til ham, men saafremt Udtrædelsen først finder Sted efter 10 Aars Forløb eller derover, anvendes til i Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842 for ham at indkjøbe en aarlig Livrente, som udbetales fjerdingaarsvis. Dog skal vedkommende Ministerium i sidstnævnte Tilfælde kunne bevilge, at Kapitalen med Rente og Rentes Rente undtagelsesvis udbetales til den Paagjældende, eller hvis han er gift, at den anvendes til Indkjøb af Livrente baade til ham og hans Hustru i et saadant nærmere Forhold, som svarer til de foreliggende enkelte Omstændigheder.

Naar Kapitalen paa den i denne Paragraf fastsatte Maade er anvendt til Fordel for den Paagjældende, ere han [sideskift][side 498]og Theaterstyrelsen dermed frie for enhver Forpligtelse overfor Hinanden.

§ 11.

Døer den Paagjældende i Theatrets Tjeneste, da skal den opsparede Kapital med Rente og Rentes Rente, det Beløb iberegnet, som i Løbet af det Theateraar, hvori han døer, i Henhold til § 9 vilde være at indsætte for ham, hvis han er gift, tilfalde hans Ægtefælle, saaledes at den, hvis han maatte have truffet saadan Bestemmelse, eller hun ønsker det, anvendes til i ovennævnte Anstalt for hende at indkjøbe en aarlig Livrente, som udbetales fjerdingaarsvis, men, hvis ikke, udbetales til hende. Efterlader han sig ingen Ægtefælle, da tilfalder Kapitalen hans Livsarvinger. Har han ingen Livsarvinger, og har han eiheller ved Testament overdraget Retten til at erholde Kapitalen udbetalt til nogen Anden, da tilfalder den Theatrets Understøttelsesfond (§ 36).

§ 12.

Enhver af den Paagjældende truffen Disposition, som maatte være til Hinder for, at den opsparede Kapital ved hans Afgang fra Theatrets Tjeneste eller ved hans Død kommer ham eller hans Efterladte tilgode paa den i §§ 10 og 11 fastsatte Maade, er ugyldig. Ei Heller kan Kapitalen, medens den Paagjældende er i Theatrets Tjeneste, belægges med Arrest eller Beslag eller gjøres til Gjenstand for Exekution. Saafremt, den Paagjældende ved sin Afgang fra Theatret eller ved sin Død har Gjæld til dette, stal Theaterstyrelsen dog være berettiget til forlods at indeholde denne i Kapitalen, for den kommer ham eller hans Efterladte tilgode.

§ 13.

Hvis den opsparede Kapital, medens den Paagjældende endnu er i Theatrets Tjeneste, naaer en saadan Størrelse, [sideskift][side 499]at der derfor kan indkjøbes ham en Livrente i Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842, som i Størrelse er lig med 2/3 af den høieste Aarslønning, der har været tilsikkret ham ved Kontrakt, da skal der, selv om de i § 9 nævnte 30 Aar endnu ikke ere forløbne, dog ikke henlægges noget yderligere Beløb til Kapitalens Forøgelse, og ved hans senere Udtrædelse af Theatrets Tjeneste skal der ikke komme ham et større Beløb tilgode, end der vil behøves til Erhvervelse for ham af en Livrente af den omtalte Størrelse, hvorimod Restbeløbet, hvis han er ugift, skal tilfalde Theatrets Understøttelsesfond (§ 36). Døer han i Theatrets Tjeneste, skal ligeledes kun et saadant Beløb, som efter hans Alder paa den Tid vilde have været nødvendigt til at indkjøbe en Livrente for ham af den nævnte Størrelse, komme dem tilgode, der i Henhold til § 11 maatte være berettigede til Kapitalen efter ham, men Restbeløbet skal tilskyde Theatrets Understøttelsesfond.

§ 14.

Saafremt den Paagjældende er gift, skal der derimod fra det Tidspunkt, da Kapitalen naaer den i § 13 angivne Størrelse, aarlig i Resten af de 30 Aar, hvis han saalænge forbliver i Theatrets Tjeneste, henlægges et saa stort Beløb, som i § 9 fastsat, til Fordel for hans Ægtefælle, hvilket tilligemed Restbeløbet af den for ham selv opsparede Kapital, hvis hun overlever ham, med Rente og Rentes Rente paa den i § 11 bestemte Maade skal komme hende tilgode ved hans Død, saafremt denne først indtræder, efterat han er afgaaet fra. Theatret. Døer han, medens han endnu er i Theatrets Tjeneste, skal derimod det nævnte Beløb tilfalde Theatrets Understøttelsesfond (§ 36), idet hans Ægtefælle isaafald skal nøies med det for ham selv opsparede Beløb, der i Henhold til §§ 11 og 13 tilfalder hende. Døer hun [sideskift][side 500]for ham, eller bliver hendes Ægteskab med ham ophævet, tilfalder ligeledes det for hende saaledes opsparede Beløb Theatrets Understøttelsesfond.

§ 15.

Den, der har indgaaet en Kontrakt med Theatret paa et vist Aaremaal, skal være berettiget til at træde tilbage fra samme inden Kontraktens Udløb ved Slutningen af et Theateraar, efter et Halvt Aars forudgaaende Opsigelse, men han mister, hvis dette indtræffer i Løbet af hans første Kontraktsforhold med Theatret, Adkomsten til den for ham opsparede Kapital, og, hvis det indtræffer i Løbet af et følgende Kontraktsforhold, da Adkomsten til den Tilvæxt, som Kapitalen har faaet siden den sidste Kontraktsperiodes Begyndelse. Omvendt kan Theaterstyrelsen med et halvt Aars Varsel opsige et af det paa et vist Aaremaal indgaaet Kontraktsforhold til at ophøre med Theateraarets Udgang, men ved dets Ophør skal der da komme den Paagjældende et saa stort Beløb tilgode (§ 10), som den for ham opsparede Kapital i Henhold til § 9 med Rente og Rentes Rente vilde have kommet til at udgjøre ved Kontraktstidens Udløb, medmindre Parterne ere komne overens om andre Bestemmelser, der ikke ere mere bebyrdende for Theatret.

§ 16.

Bliver den Paagjældende i Løbet af Kontraktsperioden angreben af en Sygdom, der varer over et halvt Aar, eller lider han af en saadan legemlig Beskadigelse, at han derved bliver ude af Stand til at udføre sin Tjeneste ved Theatret, da kan Theaterstyrelsen uden det nævnte Varsel opsige ham til det løbende Theateraars Udgang, til hvilken Tid isaafald Beløbet af den indtil da opsparede Kapital med Rente og Rentes Rente skal komme ham tilgode (§ 10). Har han [sideskift][side 501]bevislig paadraget sig Beskadigelsen ved selve Udførelsen af sin Tjeneste, skal der ved hans Udtrædelse af Theatrets Tjeneste dog komme ham saa stort et Beløb tilgode, som den opsparede Kapital i Henhold til § 9 med Rente og Rentes Rente vilde have udgjort ved hans Kontraktstids Udløb.

Gjør den Paagjældende sig skyldig i et saadant Forhold, der for en Embedsmand vilde medføre Afskedigelse uden Pension, skal han fratræde sin Tjeneste ved Theatret strax og mister derhos Adkomsten til hele den for ham opsparede Kapital.

§ 17.

I de Tilfælde, i hvilke en opsparet Kapital eller en Del af samme ifølge §§ 15 og 16 ikke kommer den Paagjældende tilgode, tilfalder den Theatrets Understøttelsesfond (§ 36).

§ 18.

De i §§ 10-13 og i §§ 15-17 indeholdte Bestemmelser skulle ligeledes finde Anvendelse paa de Kvinder, som maatte indtræde i Theatrets Tjeneste, Bestemmelserne i § 13 ogsaa, selv om de ere gifte. Hvis en gift Kvinde, der har indgaaet Kontrakt paa Aaremaal med Theatret og døer i dets Tjeneste, efterlader sig Livsarvinger, skal den for hende opsparede Kapital dog ikke, i Henhold til § 11, tilfalde hendes Ægtefælle alene, men som hendes Særformue deles imellem ham og hendes Livsarvinger efter Loven.

§ 19.

Til Spillepæmie (Feu) skal der henlægges aarlig 7½ pCt, af Theatrets Bruttoforestillingsindtægt. For de ved Theatret nu ansatte sceniske Kunstnere, som allerede have naaet Feuberettigelse, skal deres Feu dog af Theatrets Midler yderligere forøges med som om hele Feubeløbet endnu udgjorde 10 pCt, af Bruttoforestillingsindtægten.[sideskift][side 502]

For Fremtiden stal Feuberettigelse i Reglen kun tillægges saadanne sceniske Kunstnere, som indgaa Kontrakt med Theatret paa et vist Aaremaal. Dog skal der ogsaa undtagelsesvis kunne tilstaaes Feuberettigelse til sceniske Kunstnere, som oppebære Aarslønning uden at være antagne ved Kontrakt paa Aaremaal, men Antallet af saadanne Feuberettigede maa dog ikke i noget Aar overstige 1/5 af Antallet af samtlige de øvrige Feuberettigede. For de ved Kontrakt paa Aaremaal Antagne skal der ved Kontraktens Afslutning fastsættes, til hvilke Feuklasser de Paagjældende i Kontraktstiden skulle henføres, forsaavidt Afgjørelsen deraf ikke ved Kontrakten forbeholdes Theaterbestyrelsen eller vedkommende Ministerium for et eller flere Aar ad Gangen. De nu ansatte feuberettigede sceniske Kunstnere henføres til de forskjellige Feuklasser i Overensstemmelse med de hidtil derom gjældende Forskrifter.

For Roller, som udføres af ikke Feuberettigede, beregnes Feu, hvis det er en midlertidig engageret Kunstner, som for Feuberettigede af 1ste Feuklasse, men i andre Tilfælde som for Feuberettigede af ringeste Feuklasse. Denne Feu tilfalder Theatrets Understøttelsesfond (§ 36). Udfører en ikke Feuberettiget i Forfaldstilfælde en Rolle, som ellers udføres af en Feuberettiget, oppebærer han dog selv den Feu, som ellers vilde have tilfaldet den Feuberettigede.

Feu udbetales som hidtil maanedsvis. De nærmere Bestemmelser om samme fastsættes iøvrigt ved kongelig Anordning.

§ 20.

Til Saisonsdouceurer kan der aarlig anvendes indtil 2½ pCt. af Theatrets Bruttoforestillingsindtægt. Disse 2½ pCt. fordeles af Theaterstyrelsen imellem Korpersonalet og det øvrige ikke feuberettigede sceniske Personale (§ 19) samt Funktionairer, [sideskift][side 503]der oppebære Aarslønning, i Henhold til de nærmere Bestemmelser, som af vedkommende Ministerium fastsættes om Reglerne for Fordelingen, hvorunder navnlig ogsaa Hører Fastsættelsen af, hvor stor en Del af samme der skal tilfalde de nævnte forskjellige Klasser af Personalet.

§ 21.

Til overordenlige Understøttelser efter Øieblikkets Trang og Tarv kan der ialt anvendes indtil 2 pCt, af Theatrets aarlige Bruttoforestillingsindtægt. De uddeles af Theaterstyrelsen. De nuværende staaende Gratifikationer og Godtgjørelser for Søndags- og Onsdagsforestillinger bortfalde, efterhaanden som de Personer afgaa, der nu oppebære disse, og saadanne faste Understøttelser kunne fremtidig ikke tilstaaes Nogen.

§ 22.

Theatret behandles med Hensyn til Skatter og Afgifter paa samme Maade som andre Staten tilhørende Bygninger.

§ 23.

Loven af 19de Februar 1861 om Lønninger for de under Kongerigets Ministerier hørende Embedsmænd og Bestillingsmænd træder ud af Kraft for det ved Theatret ansatte saavel pensionsberettigede som ikke pensionsberettigede Personales Vedkommende. De Medlemmer af det nu ved Theatret ansatte Personale, som hidtil have oppebaaret Sædtillæg, tilstaaes der en aarlig Lønningsforhøielse, som fastsættes til 1/8 af de første 500 Rdl., 1/12 af de følgende 500Rd. og 1/16 af Resten af deres nuværende Lønning, være sig reglementeret eller ureglementeret, dog kun forsaavidt denne er kommen i Betragtning ved Beregningen af deres Sædtillæg, og saaledes at Forhøielsen afrundes til hele Dalere ved Bortkastelse af det Overskydende. Denne Lønningsforhøielse udbetales ligesom [sideskift][side 504]deres øvrige Lønning med 1/12 maanedlig forud, men den bliver ikke at henføre til den reglementerede Lønning og kommer saaledes for de Pensionsberettigedes Vedkommende ikke i Betragtning ved senere Pensionsberegning.

§ 24.

Theatret fritages i de første 5 Aar for at betale Afdrag paa dets Gjæld til Sorø Akademi og skal derhos i den nævnte Tid i hvert Theateraar kun udrede saa stor en Del af Renten af samme, som kan dækkes ved Halvdelen af det Beløb, som bliver tilbage, efterat der i Overensstemmelse med § 28 er forlods udtaget 10,000 Rdl. af Beholdningen ved Theateraarets Udgang. Efter de omtalte 5 Aars Forløb skal hele Theatrets Gjæld til Sorø Akademi forrentes og afdrages med 5 pCt, aarlig af dens nuværende Beløb (jfr, dog § 29).

§ 25.

For de første 10 Aar fra denne Lovs Træden i Kraft bestemmes Statskassens Tilskud til det kongelige Theater til 50,000 Rdl. aarlig, der udbetales med den ene Halvdel den 1ste Juli og med den anden Halvdel den 1ste Januar i hvert Theateraar.

§ 26.

Theatrets Budget fastsættes, under Iagttagelse af de i denne Lov indeholdte nærmere Bestemmelser, af vedkommende Ministerium efter Theaterstyrelsens Forslag forud for hvert Theateraar, hvilket regnes fra 1ste Juli til 30te Juni.

Antallet af Forestillingsaftener bør ansættes til i det mindste 250 i hver Theatersaison.

§ 27.

Uden særlig Lovbemyndigelse kan Theatret ikke stifte noget Laan eller paadrage sig nogen Gjæld, der ikke kan [sideskift][side 505] fyldestgjøres af Theatrets Indtægter inden den 31te Marts næstefter Slutningen af det Theateraar, hvori Gjælden stiftedes.

§ 28.

Af den Beholdning, som er tilstede ved Udgangen af hvert Theateraar (Theateraaret 1868-69 iberegnet), udtager Theatret forlods 10,000 Rdl. til Dækning af det følgende Aars Udgifter. Er Beholdningen større end 10,000 Rdl., skal af Restbeløbet Halvdelen tilfalde Theatrets Understøttelsesfond (§ 36), Halvdelen henlægges til et Reservefond, som staaer under umiddelbar Bestyrelse af det Ministerium, hvorunder Theatret Hører, og hvorover der ikke kan raades uden Rigsdagens Samtykke. I de første 5 Aar skal dog indtil Halvdelen af det Beløb, hvormed Beholdningen overstiger 10,000 Rdl., anvendes til at udrede Renten af Theatrets Gjæld til Sorø Akademi for det forløbne Theateraar (§ 24), og i de nævnte 5 Aar skal altsaa kun det derefter tilbageblivende Restbeløb paa den ovenfor angivne Maade deles mellem Theatrets Understøttelsesfond og Reservefonds.

Skulde Theatret noget Aar faa Underbalance, skal den søges forlods dækket af det eller de følgende Aars hele Beholdning, førend nogen Del af samme paa anden Maade kan anvendes.

§ 29.

Naar der til en ny Theaterbygnings Opførelse og Udstyr ad anden Vei er skaffet 400,000 Rdl. tilstede, skal Regeringen af Sorø Akademies Midler kunne tilstaa Theatret det til det nævnte Foretagendes Fremme iøvrigt fornødne Beløb, dog ikke udover 100,000 Rdl., enten som Tilskud eller som Laan efter den lovgivende Magts nærmere Bestemmelse, ligesom Regeringen derhos uden Vederlag dertil skal kunne anvende en passende Staten tilhørende Grund [sideskift][side 506]saavelsom raade over den nuværende Theaterbygning med Tilbehør og over den Grund, hvorpaa den staaer. Fra den Dag, da den ovennævnte Sum af 400,000 Rdl. er stillet til Regeringens Raadighed, skal endvidere Restbeløbet paa Theatrets hele nuværende Gjæld til Sorø Akademi være eftergivet.

§ 30.

De ved Theatret bestaaende tvende Hjælpekasser, henholdsvis for Theater- og Kapelpersonalet, sammensmeltes til en fælles Hjælpekasse, der af Theaterstyrelsen anvendes til Udlaan til hele det ved Theatret ansatte Personale paa de af vedkommende Ministerium nærmere fastsatte Vilkaar. Renterne af Udlaanene skulle foreløbig lægges til Kapitalen. Naar denne derved har naaet en Størrelse af 10,000 Rdl., skulle Renterne af Udlaanene fremtidig tilfalde og ved hvert Theateraars Slutning indbetales til Theatrets Understøttelsesfond (§ 36).

§ 31.

De nuværende Interessenter i Theatrets og Kapellets Begravelseskasser vedblive som hidtil at yde Bidrag til de nævnte tvende Kasser, hvis Forpligtelser overfor disse Interessenter forblive uforandrede overensstemmende med de for Kasserne gjældende Love. Derimod skulle de tvende Begravelseskasser ikke optage nye Interessenter, og, naar deres Forpligtelser ligeoverfor de nuværende Interessenter ere fyldestgjorte, skal deres Formue tilfalde Theatrets Understøttelsesfond (§ 36). Indtil dette Tidspunkt indtræder, skal det Overskud, som de tvende Kasser maatte have ved hvert Regnskabsaars Udgang, lægges til deres Formue.[sideskift][side 507]

§ 32.

Korpensionsfondet maa ikke optage nye Interessenter. Dets nuværende Interessenter vedblive, saafremt de ikke maatte ønske at udtræde af Fondet, hvad der skal staa dem frit for, at udrede de fastsatte aarlige Bidrag til samme og beholde isaafald Adgang til Pension af Fondet i Henhold til de for dette gjældende Love. Naar Fondets aarlige Indtægter i noget Aar maatte være utilstrækkelige til at dække de det overensstemmende med dets Love paahvilende Pensioner, skulle alle disse forholdsmæssig afkortes saameget, som fornødent gjøres. Efterat samtlige Fondets Forpligtelser overfor de nuværende Pensionister og Interessenter ere fyldestgjorte, tilfalder dets Formue Theatrets Understøttelsesfond (§ 36). Fra det nævnte Tidspunkt skulle derhos Renterne af den saakaldte Korkasses Udlaan, hvilke indtil da ligesom hidtil indskyde i Korpensionsfondet, tilfalde Korkassen selv.

§ 33.

Theatrets og Kapellets Enkekasser optage ikke nye Interessenter, og af deres nuværende Interessenter betragtes de, der ikke ere gifte, forsaavidt de ikke allerede som Enker oppebære Pension af samme, som udtraadte fra 1ste Januar 1869. De øvrige af Enkekassernes nuværende Interessenter skulle derimod som hidtil aarlig udrede de for de tvende Kasser fastsatte Bidrag, dog at disse Bidrag, selv om Interessenternes Lønninger senere forhøies, kun skulle beregnes i Forhold til de Lønninger, som de nu for Tiden oppebære. Omvendt skulle derimod de herefter indtrædende Enkepensioner ligeledes kun beregnes efter Interessenternes nuværende Lønninger. For Kapellets Enkekasses Vedkommende ophæves derhos den ved kongelig Resolution af 22de Oktober 1850 trufne Bestemmelse, at enhver Enke efter et Kapelmedlem, som har tjent i 30 Aar [sideskift][side 508]eller derover, skal have Pension af Enkekassen efter en Gage af 800 Rdl., selv om den Afdøde ikke har naaet en Gage af denne Størrelse.

Det Ministerium, hvorunder Theatret Hører, har at foranledige Omfanget af de nævnte tvende Kasser paahvilende Forpligtelser saavel overfor de Enker, som allerede nu oppebære Pension af samme, som overfor de mulig senere tilkommende Enker opgjort snarest mulig i Henhold til de for Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842 gjældende Tabeller. Saafremt det ved denne Opgjørelse for den ene eller den anden af de to Enkekassers Vedkommende maatte vise sig, at Omfanget af de dem paahvilende Forpligtelser kapitaliseret overstiger Kassens Kapitalformue, dertil lagt det kapitaliserede Beløb af dens Interessenters nuværende aarlige Bidrag, da skal der af Theatrets Midler i et Tidsrum af 10 Aar kunne tilskydes indtil 2,000 Rdl. aarlig til Dækning af den saaledes tilstedeværende Underbalance, og den Underbalance, der endda maatte være tilbage, skal søges dækket, Halvdelen ved den fornødne Forhøielse af Interessenternes aarlige Bidrag, Halvdelen derimod ved en forholdsmæssig Nedsættelse af saavel de nuværende som de tilkommende Pensioner af Kassen.

Der stal dernæst træffes Overenskomst med Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842 om at overtage Udredelsen af de begge Kasser saavel nu som senere paahvilende Pensioner, imod at den nævnte Anstalt oppebærer saavel Enkekassernes Interessenters aarlige Bidrag som det Bidrag, der i Tilfælde af, at Kasserne maatte vise sig at have Underbalance, som anført stal kunne tilskydes af Theatrets Midler, samt derhos erholder udbetalt de Kasserne tilhørende Kapitalformuer eller, saafremt det ved Opgjørelsen maatte vise sig, at den [sideskift][side 509]ene eller den anden af Kasserne, naar Interessenternes nuværende Bidrag medregnes, har Overskud, da saa stor en Del af den paagjældende Kasses Formue, som tilligemed Interessenternes Bidrag udfordres for at dække dens Forpligtelser.

Er der et saadant Overskud, da skulle de Bidrag, der ere blevne udredede af de Interessenten som paa Grund af, at de ere ugifte, ifølge denne Paragraf skulle udtræde af den paagjældende Kasse, tilbagebetales disse helt eller forholdsvis, dog uden Renter. Forsaavidt der endda maatte være et Restbeløb tilbage, skal det tilfalde Theatrets Understøttelsesfond (§ 36).

Saafremt de Enkerne efter mandlige Interessenter i Enkekasserne tilsikkrede fremtidige Pensioner af disse Kasser ved den i denne Paragraf foreskrevne eventuelle Nedsættelse af samme maatte blive mindre end den Overlevelsesrente, som de paagjældende Interessenter havde været pligtige til i Forhold til deres Gager at sikkre deres Enker i Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842, skulle de nævnte Interessenter dog være fritagne for at tilsikkre deres Hustruer det manglende Beløb i den omtalte Anstalt.

§ 34.

Det i 1863 stiftede saakaldte private Pensionsfond optager herefter ikke nye Interessenter. Af dets nuværende Interessenter skulle de, som ikke ere kongelig ansatte ved Theatret, udtræde af Fondet mod at faa de af dem ydede Bidrag tilbagebetalte, dog uden Renter. De af Fondets Interessenter, som ere kongelig ansatte, kunne ligeledes udtræde, hvis de ønske det, men uden at faa deres Bidrag tilbagebetalte.[sideskift][side 510]

§ 35.

Der oprettes et Understøttelsesfond ved Theatret, hvilket bestyres og anvendes paa den nedenfor i §37 nærmere fastsatte Maade.

§ 36.

Til Dannelse af en Grundkapital for Understøttelsesfondet henlægges aarlig den i § 28 fastsatte Del af Theatrets Overskud samt Feu for Roller, som udføres af ikke Feuberettigede (§19); saa kan der og til Indtægt for Fondet gives 1 à 2 Forestillinger i hvert Theateraar udenfor det i § 26 fastsatte Antal af 250. Til denne Grundkapital henlægges fremdeles, hvad der i det enkelte Aar ikke maatte blive anvendt af Fondets aarlige Indtægter, dernæst hvad der af de Kapitaler, der opspares for de ved Kontrakter paa Aaremaal antagne Personer, ikke maatte komme til Udbetaling til disse selv eller deres Efterladte (§ 11, 13, 14 og 17), endvidere det eventuelle Restbeløb af Theatrets og Kapellets Enkekassers Formuer (§ 33) og det private Pensionsfonds Formue, saafremt en saadan Bestemmelse maatte blive truffen, naar dette Fond ved kongelig Resolution ophæves, samt endelig i sin Tid, som i §§ 31 og 32 fastsat, Theatrets og Kapellets Begravelseskassers Formuer og Korpensionsfondets Formue.

Understøttelsesfondets aarlige Indtægter bestaa af:

1) Bidrag af samtlige dem, der oppebære Aarslønninger ved Theatret uden enten at være kongelig ansatte eller at være antagne ved Kontrakt paa Aaremaal, hvilket Bidrag fastsættes til 2 pCt. aarlig af de første 200 Rdl. af deres Lønninger og 4 pCt. aarlig af det Beløb, hvormed disse maatte overstige 200 Rdl. Dette Bidrag skal dog ikke udredes af de Medlemmer af det nuværende Korpersonale, som vedblive at være Interessenter i Korpensionsfondet (§ 32).[sideskift][side 511]

2) Renterne af den Grundkapital, som efterhaanden bliver dannet for Fonden.

3) Renterne af Theatrets Hjælpekasses Udlaan, naar dens Kapital har naaet en Størrelse af 10,000 Rdl. (§ 30).

4) Bøder, som Personalet maatte ifalde i Henhold til de til enhver Tid bestaaende Regimenter for Theater- og Kapeltjenesten, de Bøder dog fraregnede, som Korpersonalets Medlemmer maatte blive ikjendte, hvilke fremdeles tilfalde den saakaldte Korkasse, saalænge den bestaaer.

§ 37.

Theatrets Understøttelsesfond skal under Tilsyn af det Ministerium, hvorunder Theatret hører, bestyres af en Komite, bestaaende af et af det nævnte Ministerium valgt Medlem som Formand, af et af Finantsministeriet og af et af Theaterstyrelsen i eller udenfor samme valgt Medlem. Komiteens Medlemmer ere ulønnede.

Af Understøttelsesfondets aarlige Indtægter kan der af Komiteen tilstaaes Understøttelser enten engang for alle eller paa et vist Antal Aar eller livsvarige dels til de fra Theatrets Tjeneste afgaaede Personer, som have oppebaaret Aarslønning uden dog at have været antagne ved Kontrakt paa Aaremaal (§ 5), dels undtagelsesvis ogsaa til Enker efter Personer, som have oppebaaret Aarslønning ved Theatret, være sig ifølge Kontrakt paa Aaremaal (§ 6) eller uden saadan. Aldeles undtagelsesvis skal Komiteen endelig ogsaa af Fondets Indtægter kunne tilstaa Understøttelser til selve dem, som have været antagne ved Kontrakt paa Aaremaal, til disse Sidste dog kun engang for alle. Ved Uddelingen af deslige Understøttelser bliver der, foruden til Trang og Værdighed i det Hele, at tage særligt Hensyn til Længden af den Paagjældendes Tjeneste ved Theatret og til Beskaffenheden af den [sideskift][side 512]Grund, som har foranlediget Tjenesteforholdets Ophør, for Enkernes Vedkommende til Længden af deres Mænds Tjenestetid og til den Omstændighed, om disse vare i Theatrets Tjeneste ved deres Død eller ikke. I den første Tid bliver der derhos tillige at tage Hensyn til, hvorvidt de Paagjældende eller deres Mænd, efter i længere Tid at have ydet Bidrag til en af de hidtil ved Theatret bestaaende særlige Kasser, paa Grund af de Forandringer, som indtræde ved disse Kasser (§§ 32, 33 og 34), ganske eller tildels afskæres fra at faa Hjælp fra samme uden at faa nogen Erstatning derfor.

De nærmere Regler for Fondets Bestyrelse skulle fastsættes ved kongelig Anordning, derunder navnlig ogsaa Regler for Størrelsen af de Understøttelser, der kunne ydes af Fondet, være sig aarlig eller engang for alle, dels til de forskjellige Klasser af det afgaaede Personale, dels til Enker efter Personalet.

§ 38.

De i §§ 6 og 7 af Planen for Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842, sammenholdt med kongelig Resolution af 19de Februar 1844 indeholdte Bestemmelser om, at enhver Forsørgelse, som Anstalten paatager sig, skal være delelig med 5 Rdl., at ingen Forsørgelse for en enkelt Person maa overstige 1,000 Rdl. aarlig, samt at Anstalten ikke paatager sig Forsørgelser for Personer, som ere over 70 Aar, skulle ikke komme til Anvendelse i de i denne Lovs §§ 10, 11, 14 og 33 omhandlede Tilfælde.

§ 39.

Der skal i det aarlige Statsregnskab ligesom hidtil meddeles Forklaring over Theatrets Indtægter og Udgifter, hvorved navnlig bliver at give Oplysning om alle saadanne Forhold, som vedrøre denne Lovs Overholdelse.[sideskift][side 513]

§ 40.

Forsaavidt denne Lov ikke udtrykkelig indeholder andre Forskrifter, træder den i Kraft den 1ste Juli 1869. Det Ministerium, hvorunder Theatret Hører, har at træffe alle til dens Gjennemførelse nødvendige Foranstaltninger.

Fem Dage efter, at Betænkningen var indsendt til Kultusministeren, omdeltes den til Rigsdagens Medlemmer og blev herved ogsaa bekjendt for Publikum. Havde man i sin Tid næret Frygt for, at den af Kultusministeren nedsatte Kommission, af hvis. Medlemmer kun et eneste — og det ovenikjøbet kun til en vis Grad — kunde siges at være kjendt med Theatrets Affairer, ikke skulde kunne udarbeide et Lovforslag, som virkelig kunde siges at være til det kongelige Theaters Bedste, saa viste denne Frygt sig desværre fuldstændig begrundet, efterat Betænkningen forelaa trykt. Forslaget var øiensynlig udarbeidet i den Tanke at kunne danne et Kompromis mellem Regeringen, der fordrede et anstændigt Tilskud til Theatret, og den stadig voxende Minoritet i Folkethinget, som helst vilde af med det kongelige Theater som Statsinstitut eller i værste Tilfælde udrede et saa ringe Tilskud som mulig til det. Men netop herved fik Betænkningen et yderst uheldigt Udseende af at være skreven invita Thalia. "Kommissionen — hed det i Lovforslagets Motiver Side 20 — skal ikke her søge nærmere at paavise det kongelige Theaters Vigtighed for hele den nationale Udvikling eller indlade sig paa at godtgjøre, hvorledes dette formentlig kun kan ventes at ville komme til at udøve nogen betydningsfuld Virksomhed i denne Retning, naar det opretholdes som Statsinstitut. Vi antage desuden ialtfald i saa Henseende at kunne henvise til den udførlige Begrundelse af disse Hovedbetragtninger, der blev afgiven af den i 1851 nedsatte [sideskift][side 514]Kommission." Her var altsaa med tydelige og klare Ord udtalt, at Theatret burde bestaa som Statsinstitut, og Spørgsmaalet var dernæst, hvilket Tilskud et saadant Theater vilde udkræve. "Derimod — hed det videre i Betænkningen — have vi anseet det for en Hovedopgave at bringe det til Klarhed, hvilket Tilskud der er nødvendigt, dersom Nationaltheatret skal kunne opretholdes paa en til dets Hensigt og Formaal svarende Maade." Nu skulde man altsaa have troet, at Kommissionen havde undersøgt, hvad det vilde koste Staten at drive et saadant Theater, men i Stedet derfor faldt det strax i Øinene, at Kommissionen maatte have raisonneret omtrent som saa: "Theatret fortjener ganske vist at bestaa, men hertil udfordres, at der er Balance mellem dets Indtægter og dets Udgifter; reducere vi nu alle Udgiftsposter til det mindst Mulige, og paaregne vi høie Indtægter ved Hjælp af de bedste Skuespilkunster, saa komme vi til det Resultat, at Regnskabet vil balancere med et Statstilskud af 50,000 Rdl.; vor Hovedopgave bliver altsaa at konstruere et Nationaltheater, som kan drives med denne Sum i Tilskud." Dette var Hovedfeilen ved Kommissionens Arbeide, og denne Feil hævnede sig, idet den kom tilsyne næsten i hvert Hovedpunkt. Kommissionen havde saaledes ikke taget i Betænkning at foreslaa, at al kongelig Ansættelse ved Theatret for Fremtiden principielt skulde ophøre, skjøndt den nok maatte kunde vide, at man ved at fastslaa en saadan Bestemmelse rokkede ved en af Grundpillerne for Nationaltheatrets Existents, thi netop denne kongelige Ansættelse, netop denne Vished for at kunne gaa af med Pension og vide sine Efterlevende sikkrede mod Nød, netop den var det, der lokkede de bedste Kræfter til den nationale Scene. Uden den vilde man ikke kunne vente i Fremtiden at beholde [sideskift][side 515]de bedste Kræfter, der selvfølgelig vilde søge til Privattheatrene, hvor der bødes dem ganske anderledes gode Kaar, og det Surrogat, hvormed man vilde erstatte Retten til Pension, var saa tarveligt, at det ikke skulde friste Nogen. Ikke nok med, at man ophævede Pensionsretten, ogsaa Gagerne foresloges paa samme Tid nedsatte. Medens Kommissionen mente at kunne bevilge en Gage af indtil 3000 Rdl. til Theaterbestyreren eller Theaterbestyrelsen, foreslog den ganske naivt 1600 Rdl. som den høieste Gage for en scenisk Kunstner og 900 Rdl. for et Medlem af Kapellet, hvilke Gager ikke maatte forhøies, medmindre Rigsdagen gav sit Samtykke. Og af disse Gager skulde saa de Pensioner, som Theatret nu selv overtog, udredes. Af hvilken Art denne lurvede Livrente, som ikke uden Føie blev kaldt en "Fattigforsørgelse", var, derpaa fremførte Kommissionen selv adskillige Exempler i Betænkningens Motiver. En Skuespiller, en Sanger og en Dandser, der havde tjent Theatret i over tyve Aar for en forholdsvis yderst tarvelig Gage, der ikke tillod at lægge Nogetsomhelst op til de gamle Dage, vilde efter Kommissionens Forslag erholde i Pension henholdsvis 418, 460 og 277 Rdl., medens en Skuespillerinde, en Sangerinde og en Dandserinde under de samme Forhold kunde vente at gaa af med henholdsvis 328, 336 og 279 Rdl. Retten til Pension af en saadan Størrelse, en Pension, der neppe var i Stand til at skaffe det tørre Brød, var i Kommissionens Øine et Trækplaster, der nok skulde holde de gode Kræfter ved det kongelige Theater og hindre dem fra at søge til andre Scener. Men selv havde den dog en Følelse af, at denne Pension var mere end tarvelig, thi ellers vilde det neppe i Motiverne Side 36 have heddet: "Det vil derfor ikke kunne undgaas, at det opsparede Beløb meget hyppig vil være utilstrækkeligt til at skaffe dem [sideskift][side 516]deres fulde Livsophold i Resten af deres Levetid, og navnlig vil dette naturligvis hyppigst gjøre sig gjældende med Hensyn til de Klasser af Personalet, som i det Hele have Udsigt til at blive kortest i Theatrets Tjeneste og til at afgaa i en yngre Alder, saaledes navnlig Balletpersonalet, men dette er ligefrem begrundet i Sagens Natur, og ligesom det ialtfald ikke vil kunne nægtes, at Theatret vil have draget samme Omsorg for disse Personer i Forhold til deres Tjenestetid som for alle Andre, saaledes gives der formentlig intet Middel til at afhjælpe det, naar Theatret ikke skal udsættes for at blive overbebyrdet. Det bør iøvrigt erindres, at disse Personer dog ogsaa efter de nugjældende Regler som oftest vilde have faaet mindre Pensioner end Andre ved Theatret og ikke sjelden Pensioner, som vare utilstrækkelige til deres Underhold, samt at netop disse Klasser af Personer ofte ved den Uddannelse, som de have modtaget i Theatrets Tjeneste, ville have faaet forøget Adgang til at skaffe sig anden Fortjeneste (ved Dandse- eller Sangundervisning, Kapelmedlemmerne ved Musikundervisning)." En oprigtigere Falliterklæring var det neppe muligt at give, naar man ikke havde andre Argumenter at fremkomme med, end at det var "ligefrem begrundet i Sagens Natur," og at der "formentlig intet Middel gaves til at afhjælpe det;" thi det eneste Middel, hvormed man kunde afhjælpe denne Kalamitet, var jo at give et rigeligere Bidrag fra Theaterkassen til Pensionskassen, men i saa Tilfælde vilde de 50,000 Rdl. i Tilskud ikke slaa til, og det var netop det, man fremfor Alt maatte sørge for. Skjøndt det i Kommissoriet udtrykkelig stod omtalt, at Kommissionen havde at afgive Betænkning og Forslag om "Bestyrelsens Organisation med dertil hørende Lønningsregler for det administrative Embeds- og Tjenestepersonale," havde [sideskift][side 517]Kommissionen dog næsten rent forbigaaet dette Hovedpunkt, og navnlig fandtes der ikke et Ord om, hvorledes Bestyrelsen burde være ordnet; men det var jo rigtignok ogsaa et kildent Punkt for Kommissionen at røre ved, eftersom baade Linde og Berner havde Sæde i den. Hvad angik det vigtige Spørgsmaal, hvorvidt Theatret skulde omfatte de samme Kunstgrene som hidtil, eller hvorvidt det skulde opgive nogen af dem og da særlig Balletten, da kom Kommissionens Flertal til det Resultat, "at enhver Indskrænkning af Theatrets Omraade efter dets Opfattelse i kunstnerisk Henseende vilde være særdeles uheldig." For det Første vilde det nemlig, hvis Theatret opgav en af de tre Kunstgrene, være tvivlsomt, om man kunde udfylde saa mange Forestillingsaftener som hidtil og saaledes, at de gav en tilstrækkelig Indtægt; dernæst maatte man, naar en enkelt Kunstgren nedlagdes, forøge Personalet i de andre Kunstgrene, og "endelig maatte det ikke forglemmes, at Følgen af, at det kongelige Theater aldeles opgav den ene eller den anden Kunstgren, efter al Sandsynlighed vilde blive, at et af de andre Theatre i Kjøbenhavn optog samme — omend maaske i en mindre Maalestok og ikke uden Fare for Udskeielser i forskjellig Retning —, men det vilde neppe kunne undgaa at gjøre betydeligt Afbræk i det kongelige Theaters Indtægter, uden at der dog selvfølgelig forud lod sig anstille nogen Beregning i saa Henseende." I og for sig var der nu naturligvis Adskilligt, der talte for at bibeholde alle tre Kunstgrene, men de af Kommissionen anførte Grunde derfor vare temmelig kurieuse; det maatte nemlig være en meget slet Theaterbestyrelse, som f. Ex. paa Grund af Ballettens Ophør ikke skulde kunne stille et ordenligt Repertoire paa Benene hele Ugen igjennem, dernæst vilde den forøgede Udgift til et større Personale paa [sideskift][side 518]Grund af Ballettens Ophør nemt kunne veie op mod Besparelsen ved ikke at have nogen Ballet, og endelig var der ingen Fare for, at Privatheatrene skulde bemægtige sig Operaen eller Balletten, saafremt det kongelige Theater opgav en af disse Kunstgrene, thi naar Opera og Ballet ikke kunde bære sig paa Kongens Nytorv, kunde de det vel heller ikke paa Nørregade eller i Amaliegade, hvortil saa til Syvende og sidst kom den Omstændighed, at de vedkommende Privattheatres Privilegier forbød Opførelse af disse to Kunstarter, Noget, hvorom Kommissionen vel burde have været vidende. Hvad endelig de særlige Fonds ved Theatret angik, da havde Kommissionen ogsaa taget sig af dem og slaaet alle Kasserne, der tilsammen eiede omtrent 170,000 Rdl., sammen til en Kasse eller et saakaldet "Understøttelsesfond". Hvorvidt man var juridisk berettiget til at disponere paa denne Maade over de forskjellige Kasser, var et Spørgsmaal, som det vel havde været Umagen værd at faa løst ad Rettens Vei. Naar det saaledes i Betænkningen pag. 67 hed om Theatrets og Kapellets Enkekassers Formue, "at de udelukkende eller væsenlig vare tilveiebragte ved Theatrets tidligere Bidrag," da var dette en betydelig Vildfarelse. Enkekassernes Kapitaler vare i Henhold til den kongelige Resolution af 29de April 1817 opstaaede ved Bidrag fra Interessenterne dels i Penge (Procenter af Lønningerne), dels ved Arbeide (fire aarlige Forestillinger). Men ved kongelig Resolution af 26de August 1820 afskaffedes alle Beneficer, og som Godtgjørelse tilstodes der Theatrets Enkekasse 2 Procent af Theatrets Indtægt og senere 2000 Rdl. aarlig. Denne Godtgjørelse eller rettere Afløsningssum kunde kun meget uegenlig af Kommissionen kaldes "et Tilskud af Statskassen." Kommissionen havde selv havt en Fornemmelse af, at den var gaae [sideskift][side 519]Interessenterne i de forskjellige Kasser altfor nær, idet den udtalte, at "det var Haardt" for Interessenterne, naar den Forsørgelse, de havde ventet for sig selv og deres Hustruer, nu formindskedes eller bortfaldt. Og det var ogsaa en egen Form, man gav de saaledes sammensmeltede Kasser, thi for Fremtiden skulde ingen Interessent have Ret til Understøttelse, endsige til Understøttelse af en vis bestemt Størrelse, men ansøge om at maatte komme i Betragtning, naar der uddeltes Understøttelseshjælp. Det var som sagt ubilligt at behandle Interessenterne i flere af de separate Kasser saaledes, men det Mærkeligste var, at Linde, der var Medbestyrer af de fleste af disse Kasser, ikke paa disses Vegne fandt sig foranlediget til at nedlægge noget dissentierende Votum, thi deres Tarv paasaa han sandelig ikke ved denne Leilighed.

Hvad Spørgsmaalet om en ny Theaterbygning angik, da havde Kommissionen, for dog at have Noget at rette sig efter, henvendt sig til Etatsraad, Bygningsinspekteur Chr. Hansen og anmodet ham om at udardeide de fornødne Tegninger og Overslag til et nyt Skuespilhus. Hansen, der var en af Landets dygtigste Arkitekter, erklærede sig villig hertil, fik af Kultusministeriet et Beløb af 300 Rdl. til Dækning af Udgifter til Tegningerne og forelagde dem tilligemed Planer og Omslag for Kommissionen i Juni Maaned 1868. Arkitekten var gaaet ud fra, at det nye Theater skulde ligge i Fortsættelsen af den saakaldte Schjellerupske Gaard imellem Tordenskjoldsgade, Holmens Kanal og Kongens Nytorv, saaledes at den sprang lidt længere frem end det gamle Theater, men paa intet Punkt berørte dette. Af de to Dele af Bygningen, der vilde komme til at ligge hver paa sin Side af Heibergsgade bagved den gamle Høiskolebygning, skulde den forreste indeholde Forsal mod Torvet, Tilskuerplads, Garde Garde-robe [sideskift][side 520]rober for Publikum, Forfriskningssal og Foyer for Publikum, Scene, 56 Paaklædningsværelser, to Foyerer for Personalet, Synge- og Dandsesale, Kontorer, m. m., og den bageste Koulisserum, Garderobelokaler, Malersal, Kontorer osv, samt i Stuen endel Boutiker til Udleining. De to Hoveddele af Bygningen skulde sættes i Forbindelse med hinanden ved en smallere og lavere Bygning, der førtes paa Buer over Heibergsgade. Hele Bygningen skulde indtage et Fladerum af i det Hele omtrent 12,000 Kvadrat-Alen. Tilskuerpladserne skulde, foruden Hoffets Loger, ialt udgjøre henved 1,550, altsaa 150 flere end i den ældre Bygning, tillige skulde de gjennemgaaende være noget rummeligere end i denne og fordeles i tre Etager, foruden Parketter og Parterre paa Gulvet. Selve Scenen skulde være omtrent af samme Størrelse som den tidligere, men Rummet bag Koulisserne derimod 8 Alen bredere. Samtlige Dekorationer og brugbare Dele af Inventariet og Maskineriet forudsattes overførte fra den gamle Bygning til den nye. Denne skulde efter Arkitektens Plan opføres saaledes, at den egenlige Theaterbygning (den forreste Del) gjordes fuldstændig færdig i Løbet af to Aar til Udgangen af en Theatersaison. I Løbet af den paafølgende Theaterferie skulde dernæst den fornødne Omflytning og Nedrivningen af den gamle Bygning foregaa, og fra den næste Saisons Begyndelse skulde altsaa Forestillingerne, uden nogensomhelst Standsning, fortsættes i den nye Bygning. I den nævnte Saison (det tredie Aar) skulde derhos den bageste Del af Bygningen, ie: Magasinbygningen bag Heibergsgade, ved hvilken en Del af Materialet fra den gamle Bygning tænktes benyttet, gjøres færdig. En saadan Bygning vilde efter Arkitektens meget omhyggelige Omslag koste ialt høist 500,000 Rdl.[sideskift][side 521]

Kommissionen havde jo havt et meget omfattende og ansvarsfuldt Arbeide, men alligevel havde den havt Tid til udenfor det den paalagte Hverv at fremsætte endel Bemærkninger med Hensyn til Forfatter-Regulativet af 23de Juni 1856. Dette kunde nu i og for sig være prisværdigt nok, saafremt Kommissionen blot havde været heldigere her end med sine øvrige Forslag, men dette var langtfra Tilfældet. For det Første blev det foreslaaet, at Anciennetetssystemet blandt de originale antagne Stykker skulde bortfalde, hvad der jo ogsaa var det Behageligste for Theaterbestyrelsen, men ikke for Forfatterne; men for dog at sikkre disse Sidstes Ret, hvortil der var al mulig Anledning, hvad det sidste Aar tilfulde havde godtgjort, skulde Forfatterne have Ret til, naar deres Stykker havde henligget et Aar, at kræve sig Grundene dertil skriftlig meddelte og, hvis der hengik endnu et Aar, at kræve Stykkerne tilbage uden at tilbagebetale det modtagne Antagelseshonorar. Det var sandelig ogsaa en Maade at sikkre Forfatterne paa! I to Aar kunde Theatret holde Forfatteren op med Snak, og al den Erstatning, han saa fik, var Antagelseshonoraret, høist 100, mindst 25 Rdl. Thi Antagelseshonoraret foreslog Kommissionen ogsaa at nedsætte, nemlig for et Helaftenstykke fra 150 til 100 Rdl. og for mindre Stykker fra 100-50 til 50-25 Rdl., "dels fordi der dog virkelig ogsaa skeer Forfatterne en Tjeneste, ved at deres Stykker bringes til Opførelse, dels fordi Theatret ved et nyt Stykkes Opførelse altid løber en Risiko, der undertiden kan være betydelig nok." Denne Passus var Kulminationspunktet for den prosaiske Opfattelse, Kommissionen havde af Alt, hvad der hed Kunst, thi der hørte unægtelig Meget til paa Prent at paastaa, at der vistes Forfatterne en Tjeneste ved at opføre deres Skuespil, som vare Betingelsen for SkuespilSkuespil-kunstens [sideskift][side 522]kunstens og Theatrets Existents, og til at paaberaabe sig, at Theatret altid løb en Risiko ved et nyt Stykkes Opførelse. Derfor var det jo, at man skulde have en kunstforstandig Bestyrelse; den skulde jo kunne bedømme Risikoen og, naar denne viste sig for stor, ikke antage slige risikable Arbeider; men en saadan Fordring mente Kommissionen vel ikke at kunne stille til den daværende Bestyrelse. Men naar Kommissionen foreslog Antagelseshonoraret nedsat, vilde den til Gjengjæld skaffe Digteren og Komponisten en forøget Indtægt ved at udvide Antallet af de Forestillinger, af hvilke Forfatterne havde Tantieme. "Det er nemlig — hed det i Kommissionens Bemærkninger — en naturlig Følge saavel af den dramatiske Produktions Aftagen som af Forestillingsaftenernes Forøgelse — fra 4-5 til 6-7 ugenlig —, at de Stykker, som bevare Evnen til at tiltrække Publikum, nu maa opføres hyppigere, end det sædvanlig skete for nogle Aartier tilbage, og altsaa hyppigere ville komme til at opleve et Antal Opførelser, der tidligere stod som sjeldne Undtagelser. Men naar Theatret saaledes har større Nytte og Indtægt af gode dramatiske Arbeider og Kompositioner end før, er det ogsaa billigt, at der gives disses Forfattere og Komponister et større Udbytte, og at det Misforhold ophæves, som ifølge de af Kommissionen indsamlede Oplysninger ikke sjelden viser sig at have været tilstede mellem Udbyttet af Stykker, der kun en kort Tid — ved 12 til 16 Opførelser — have tiltrukket Publikum, og Udbyttet af saadanne, som en i Aarrække have bevaret deres Yndest og været Theatret til meget stor Fordel. Men naar Kommissionen derfor tillader sig at foreslaa, at det Antal Opførelser, i hvis Indtægt der gives Forfatteren og Komponisten Andel, forøges til det Dobbelte, fra 25 til 50 eller bestemtere fra den 2den til den 51de, saa kan forfor-mentlig [sideskift][side 523]mentlig for det Første Forfatterens og Komponistens Andel sættes noget lavere end i Regulativer af 1856 og dernæst ogsaa dettes noget kunstig vexlende Brøkberegning gjøres simplere. Den aftenlige Indtægt, som Theatret i sin nuværende Tilstand har, er i Gjennemsnit 400 Rdl., og det Udbytte, som Forfatteren eller Komponisten ifølge Regulativet af 1856 kan vente af et Helaftensstykke, der oplever 26 Forestillinger, kan saaledes, Antagelses- og Slutningshonorar medregnede, anslaaes til 2,465 Rdl. Bestemmes Forfatterens eller Komponistens Andel nu fremtidig som hidtil til 1/6 af de første 5 Forestillinger (2den til 6te), men derimod til 1/5 af de næste 20 (7de til 26de) og til 1/10 af de følgende 25 (27de til 51 de), saa vil Udbyttet, Antagelses- og Slutningshonorar, hvert paa 100 Rdl., iberegnede, kunne stige til 3,130 Rdl., hvilket ikke vil findes ubilligt, da det svarer til en aftenlig Indtægt for Theatret af over 20,000 Rdl. Hvad Stykker, der ikke vare en Hel Aften, angaaer, da er deres Forfatteres og Komponisters Andel i Theatrets Indtægt i Regulativet af 1856 bestemt til runde Summer, der vexle baade efter Stykkernes større og mindre Varighed og for hver 5te Opførelse fra den 2den til den 26de. Udvides Forfatterens og Komponistens Ret til at erholde Andel i Indtægten nu fra 26 til 51 Forestillinger, saa kunne disse runde Summer baade nedsættes og indskrænkes i Antal. Kommissionen skal tillade sig at foreslaa, at Udbyttet af Stykker, der kun udfylde en større eller mindre Del af en Forestilling, sættes fra 30 til 15 Rdl. for de første 5 (2den til 6te), fra 40 til 20 Rdl. for de næste 20 (7de til 26de) og fra 13 til 15 Rdl. for de følgende 25 Forestillinger (27de til 51de), hvorved de største af disse Stykker, de, som udfylde 2/3 af en Forestilling, — Antagelses- og Slutningshonorar, hvert paa 50 Rdl., [sideskift][side 524]iberegnede — ville kunne naa et Udbytte af 1800 Rdl. og de mindste — med Antagelses- og Slutningshonorar af 25 Rdl. — et Udbytte af 900 Rdl." Ved første Øiekast saa det jo meget smukt ud, at Kommissionen, hvad der ogsaa var saa rimeligt og naturligt, ønskede at sikkre Forfattere og Komponister en større Indtægt for deres Arbeider ved at forøge Antallet af de Forestillinger, af hvilke der gaves Tantième, men alt det Smukke forsvandt rigtignok, naar man kom til den Passus, at "saa kan formentlig Forfatternes og Komponisternes Andel sættes noget lavere end i Regulativet af 1856", thi denne Nedsættelse af Andelen vilde i Virkeligheden være ensbetydende med, at Theatret i Gjennemsnit erhvervede de dramatiske Arbeider for en billigere Pris end tidligere, eller at Forfattere og Komponister fik mindre Betaling. Kommissionen gav selv det allerbedste Bidrag til at oplyse dette, idet den i sin Betænkning optrykte en Fortegnelse over de originale Stykker, der vare honorerede efter Regulativer af 1856, thi her viste det sig, at i de tolv Aar fra 1856 til 1868 havde af 8 Helaftenstykker kun et eneste, nemlig "Besøget i Kjøbenhavn", naaet flere end 26 Forestillinger, og af 38 Stykker, som ikke udfyldte en Hel Aften, kun to, nemlig "De Fattiges Dyrehave" og "Rosa og Rosita". Heraf kunde man ganske simpelt udlede, at Reglen var den, at et Stykke ikke naaede til flere end 26 Opførelser, og naar man altsaa nedsatte Andelene for den 2den til den 26de Forestilling, forurettede man den langt overveiende Del af Forfatterne og Komponisterne til Fordel for nogle ganske Enkelte. Der var endnu et Punkt, hvorom Kommissionen udtalte sig, nemlig om Honoraret for Text til en Opera eller et Syngespil. Den fandt det nemlig uhensigtsmæssigt, at Regulativet af 1856 Mod at sætte Honorar for og Udbytte af en Operatext lige [sideskift][side 525]med Komponistens eget Honorar, "hvorved Opførelsen af nye Operaer, der i Reglen maatte være baade besværligere og kostbarere end Opførelsen af reciterende Skuespil, blev urimelig dyr for Theatret". Kommissionen mente derfor, at Theatret ene burde have med Komponisten at gjøre, hvem man dog, for at lette ham Anskaffelsen af Texten, burde tilstaa 25 Procent mere i Honorar og Udbytte, end der tilkom Forfattere af reciterende Skuespil. Det var vanskeligt i en høiere Grad at miskjende Betydningen af en original Text til en Opera, end det var skeet ved dette Forslag, som stod i saa stor Modstrid med Bestemmelserne i Regulativerne af 1842 og 1856. Disse, der hovedsagelig vare udarbeidede af kyndige Fagmænd, saavel Digtere som Komponister og Skuespillere, fastslog netop, at der ikke burde gjøres Forskjel paa en Opera og et reciterende Skuespil, og Kommissionen af 1856 udtalte endog i Motiverne, at hvis Theatret vilde drage samme Omsorg for Operaen som for Skuespillet, maatte Komponisten ikke blot stilles paa lige Fod med Forfatteren af et reciterende Skuespil, men der maatte ogsaa sørges for, at det blev muligt for Komponisten at faa en virkelig poetisk og dramatisk Text. Alt dette foreslog nu Kommissionen at forandre, idet den gik ud fra den feilagtige Forudsætning, at Komponisten skulde kunne skaffe sig en ordenlig Text hos en Forfatter for de 25 Procent, der tillagdes Komponisten i Extraudbytte. Hele den smaalige Opfattelse af Kunsten, der udtalte sig i disse Regulativ-Bestemmelser, fik et fyldigt Udtryk i følgende Slutningspassus: "Paa den anden Side vil det formentlig være rigtigt at tage et Forbehold for det Tilfælde, at den saakaldte aftenlige Indtægt skulde stige betydelig ved en ny Theaterbygnings Tilveiebringelse. Vi anse det for rigtigt, at det udtrykkelig bliver fastsat, at de Forfattere og Komponister, hvis Stykker for [sideskift][side 526]Fremtiden antages, skulle være pligtige at underkaste sig de Lempelser i Regulativer, der maatte findes hensigtsmæssige paa Grund af en indtrædende Stigen af den aftenlige Indtægt efter en ny Theaterbygnings Opførelse".

Hovedstadspressen gjorde Betænkningen til Gjenstand for en udførlig Kritik, men denne var gjennemgaaende alt Andet end velvillig, og saavel "Dagbladet" som "Dags-Telegrafen" fremhævede i en Række Artikler alle de Misligheder, der vare forbundne med Kommissionens Lovforslag, medens Erik Bøgh i et Par meget skrappe Feuilletonartikler i "Folkets Avis" drog tilfelts saavel mod hele den Kunstanskuelse, der udtalte sig i Betænkningen, som mod de Resultater, Kommissionen var kommen til. Desuden udkom der en meget velskreven lille Piece af C-f, som under Titelen "Nogle Bemærkninger til Theaterkommissionens Betænkning af 5te Oktober 1868" paaviste adskillige af de vigtigste Feilgreb, hvori Kommissionen havde gjort sig skyldig, og endelig leverede Høedt i Tidsskriftet "For Romantik og Historie" et overordenlig heldigt Indlæg under Overskriften "Den danske Skueplads og Kommissionen", i hvilket han stærkt pointerede, at Vedtagelsen af Lovforslaget vilde være ensbetydende med den danske Skuespilkunsts Ødelæggelse. Kommissionen havde dog ogsaa i Pressen sine Forsvarere, nemlig "Fædrelandet", hvis Redakteur som Medforfatter af Betænkningen jo ikke kunde Andet end tage dette Værk i Forsvar, og "Berlingske Tidende", der i sin officielle Stilling var nødsaget til at træde i Skranken for et Regeringsforslag. I sine Artikler til Forsvar for Kommissionsbetænkningen rettede Ploug et meget stærkt Angreb paa de Blade og Personer, der vare af en anden Mening end han, og Striden endte med en heftig Polemik mellem ham og "Berlingske Tidende" paa den ene Side og "Dagbladet" og [sideskift][side 527]Høedt paa den anden Side, en Polemik, i hvilken alle de gamle Historier fra Høedts Skuespillerperiode oprippedes paany.

Det af Kultusministeren i Folkethinget indbragte Lovforslag om "det kongelige Theaters økonomiske Forhold" var fuldstændig enslydende med Theaterkommissionens Udkast og kom til første Behandling den 18de og 19de November 1868. Der blev, som man kunde vente, rettet stærke Angreb saavel mod Theatret selv som mod Lovforslaget, og medens der fra flere Bondevenners Side udtaltes, at man burde nægte ethvert Tilskud til Theatret, toges Kommissionens Virksomhed og Forslag stærkt i Forsvar blandt Andre af Adler, Brix og Fenger. Den vigtigste Taler var dog Bille, som den første Dag i et meget udførligt, formfuldendt og vel overveiet Foredrag betonede Vigtigheden af at opretholde det kongelige Theater som Statsinstitut, men samtidig rettede et kraftigt og velbegrundet Angreb paa Lovforslaget og Kommissionen, om hvilken han i sit Foredrag blandt Andet yttrede: "Den er bleven nedsat, som vi Alle vide og have i frisk Erindring, fordi vi havde en Minister, der ikke var i Stand til at magte Theaterspørgsmaalet. Han var ude af Stand til at gjennemføre, hvad han ansaa for det Rigtige; hans Indskydelse her i Thinget var ikke stor nok til at kunne føre Flertallet over til hans Anskuelse. For at hjælpe sig greb han da selv ligesom den Druknende efter et Halmstraa, lavede en Kommission, fik derpaa den forlangte Bevilling for et Aar, og saa kom Halmstraaet: Kommissionen. Den blev nedsat, uden at der fra Ministerens Side blev givet den allermindste Anvisning til den praktiske Vei, der skulde følges, og jeg seer kun en ledende Tanke i dens Sammensætning, den nemlig, at tilveiebringe en Kommission, der kunde garantere et senere Flertal i Folkethinget og Landsthinget. Ministeren har ikke [sideskift][side 528]engang været saa liberal at tage alle de politiske Anskuelser med; han har endog rent udeladt den Anskuelse, som maa siges forholdsvis at være den talrigste her, men har dog stillet sig saaledes, at dersom kun Kommissionens Medlemmer kunde enes om noget Positivt, kunde han nogenlunde gjøre Regning paa, at der vilde være saamange Grupper paa Rigsdagen, der fulgte med disse Medlemmer, at et knapt Flertal dermed vilde være naaet for Kommissionens Forslag. Derved er saaledes opnaaet, hvad jeg i dette Øieblik i høieste Grad beklager, nemlig at endel Medlemmer, der i tidligere Aar have været Theatrets faste og varme Forsvarere, nu have faaet deres Hænder bundne ved den Betænkning, der foreligger, og . . . , endelig er der en tredie Vanskelighed, som jeg ikke anseer for den ringeste, den nemlig, at denne Sag bæres ind i Rigsdagen til en Afgjørelse, som vel kaldes midlertidig, men som dog vil blive afgjørende for Theatrets hele Fremtid, — bæres ind, siger jeg, af en Minister, for hvem Spørgsmaal af denne Art ere og maa være aldeles fremmede". Idet Taleren derpaa gik over til en nærmere Paavisning af Skuepladsens Betydning for Nationen, fremkom han med følgende Bemærkninger, der ere saa sande og saa smukke, at de fortjene at reddes fra den Forglemmelse, hvortil de i "Rigsdagstidenden" let ere henviste. Hans Ord lod saaledes: "Jeg kan dog ikke undlade at henlede de ærede Medlemmers Opmærksomhed — og navnlig saadanne Medlemmers Opmærksomhed, for hvem det Folkelige er i den Grad det Overveiende, at de ere tilbøielige til at skyde alt Andet tilside derfor — paa et lille Fænomen i vort hele nationale og literaire Liv, der er ganske slaaende, nemlig den vidunderlig vækkende Indskydelse, som netop Theatret har udøvet paa de Genier, der ere voxede op blandt os fra selve Almuens Midte. [sideskift][side 529]Naar en blivende Historieskriver engang skal skildre, hvad det var, som i det attende og nittende Aarhundrede stærkest vakte de literaire Aander i vort Fædreland og dannede Centralpunktet for dets aandelige Liv, saa maa han sige, at det var Theatret, og navnlig har Theatret stærkest inciteret de aandelige Kræfter fra Samfundets lavere Lag. Det var saaledes Theatret og Begeistringen for Theatret, som først bragte H. C. Andersen til at blive, hvad han senere er bleven. Der er i disse Dage fremkommet en mærkelig Bog, som jeg ret vil anbefale til alle de ærede Medlemmers Opmærksomhed, fordi den viser, i hvilken Grad det ideale Skjønhedsindtryk, der udstraaler fra Theatret, kan tænde i et barnligt Hjerte, siden hjælpe Barnet frem til Mand gjennem en saadan Række af Vanskeligheder og Besværligheder, at man skulde anse det for uoverkommeligt at komme ud derover, og føre det frem til et forholdsvis stort og hæderligt Maal. Denne Bog er Overskous i disse Dage udkomne Memoirer; de fortælle, hvorledes han, den fattige Dreng fra Rullekjælderen, som gik og slæbte for Føden fra Morgen tidlig til Aften silde, kun ved Hjælp af Theatret, ved Theatrets Vækkelse, ved sin egen Higen efter Theatret, ved sin Forbindelse med Theatret blev bragt frem til at være, hvad han nu er — ganske vist ikke noget stort Geni, men dog en Mand, der har ydet saa gode Bidrag til den aandelige Rørelse i vort Fædreland, og som man bør respektere, fordi han ved egne Kræfter uden nogensomhelst Hjælp har vidst at arbeide sig op fra en af de laveste Stillinger til en hæderlig Plads i vor Literatur". I en udførlig Kritik paaviste Bille derpaa Lovforslagets væsenligste Mangler og endte sit ypperlige Foredrag med at gjenkalde i Thingets Erindring de smukke Ord fra Betænkningen af 1851: "Vi have baade Tid og Sjælero til under [sideskift][side 530]vor Fremgang at se os om, ikke alene til Siderne, men ogsaa opad. Hvad der er og boer i Folket af sjælelig Retning imod det Høiere, skal en Stats Lovgivere og Styrere omhyggelig agte paa og værne om; det lader sig yderst vanskelig og undertiden aldeles ikke opbygge igjen, hvis det tabes". Det var rigtigt af ham at minde Lovgiverne og Styrerne om disse Ord, men desværre var det at prædike for døve Øren, thi det var ikke til at tænke paa, at Folkethinget skulde følge Billes Ønsker og bevilge en rundelig Sum, snarere 75,000 end 50,000 Rdl., til Theatret, som da skulde leve uden at være stillet under Rigsdagens Kontrol. Denne Kontrol fandt Zahle yderst hensigtsmæssig og frugtbringende og mente, at man skyldte den, at man nu havde en saa god Direktion, thi — saaledes lod hans mærkelige Postulat — "det er vist, at der i de sidste Aar er gaaet en fornuftig, betænksom og i det Hele anerkjendelsesværdig Luftning igjennem Theatrets Bestyrelse, uden at man derfor kan sige, at den ikke har røgtet sit Hverv som den, der ogsaa skal tage Hensyn til Aandens større Frembringelser!" I to Dage varede Debatten i Folkethinget, hvorpaa Lovforslaget med 50 Stemmer mod 15 gik til anden Behandling, og der nedsattes et Udvalg paa ni Medlemmer. — Imidlertid havde Kultusministeren, da det af ham forelagte Lovudkast med Hensyn til en ny Theaterbygning jo støttede sig til den Forudsætning, at der vilde blive ydet et Bidrag til dens Opførelse fra Kjøbenhavns Kommunes Side, under 22de Oktober 1868 tilskrevet Magistraten angaaende denne Sag og forespurgt, hvorvidt Kommunen vilde være villig til at bære det forlangte Offer. Magistraten tog Sagen under Overveielse og tilstillede den 21de December s. A. Borgerrepræsentationen en Skrivelse, hvori den vel fastholdt den Anskuelse, at de Interesser, det kongelige Theater [sideskift][side 531]virkede for, vare af en aldeles almindelig Karakter og ikke væsenlig havde nogen kommunal Karakter, men tillige udtalte, at det havde en særegen Interesse for Kommunen, at Theatret opretholdtes netop i Kjøbenhavn, og at den Bygning, hvori det virkede, havde et saadant Udseende og var saaledes indrettet, at den indtog en værdig Plads imellem de offenlige Bygninger, som gav Kjøbenhavn Præget af at være Landets Hovedstad. I Henhold hertil havde Magistraten troet, at det vilde være rettest, om Staten og Kommunen enedes om Tilveiebringelsen af Midlerne til den nye Bygning, og foreslog derfor, at Kommnnalbestyrelsen udtalte sig for, at dette skulde ske saaledes:

"at Kjøbenhavns Kommune bidrager Halvdelen af de i Henhold til den forelagte Plan medgaaende Omkostninger til en ny Theaterbygnings Opførelse paa den Staten tilhørende Grund, nord for den nye Theater bygning, dog ikke udover 250,000 Rdl.,

under Betingelse af:

at der fra Statskassens Side, overensstemmende med det forelagte Lovudkast, tilsikkres Theatret et aarligt Tilskud af mindst 50,000 Rdl.,

at den fornødne Grund til en ny Theaterbygning paa det omhandlede Sted overlades, forsaavidt som den tilhører Staten, uden Vederlag,

at den nuværende Theaterbygnings Materiale efter Nedrivelsen anvendes ved den nye Bygnings Opførelse,

at den Grund, hvorpaa den nuværende Theaterbygning er beliggende, efter dens Nedrivelse overlades Kommunen uden Vederlag, samt

at Gjælden til Sorø Akademi i de første fem Aar efter Lovens Vedtagelse, overensstemmende med Kom Kom-missionens [sideskift][side 532]missionens Forslag i saa Henseende, henstaaer uden Afdrag og med Lempelse i Henseende til Rentebetalingen samt eftergives, naar en ny Theaterbygning er opført".

Dette var jo Alt, hvad man kunde ønske sig. I sit Møde den 11te Januar 1869 drøftede Borgerrepræsentationen derpaa Sagen, og det var øiensynligt, at Forsamlingens Flertal var stemt for at bevilge Tilskudet, hvorefter der nedsattes et Udvalg paa fem Medlemmer, hvilket nærmere skulde forhandle om Sagen med tre af Magistraten udvalgte Medlemmer.

Den 22de Januar afgav Folkethingets Udvalg sin Betænkning over Theaterlovforslaget. Udvalgets Flertal fandt, at Lovudkastet i det Hele var et tjenligt Grundlag for en fremtidig Ordning af Statens Forhold til Nationaltheatret, og havde derfor ikke fundet Anledning til at foreslaa indgribende Forandringer i det forelagte Lovforslag. Der var dog to Punkter af mere underordnet Betydning, hvori Udvalgets Flertal tilraadede en Forandring. For det Første tilraadede Udvalget, at man istedetfor en Gang for alle at udbetale en samlet Sum til de Kunstnere, der kun stod kortere Tid i Theatrets Tjeneste, burde anbringe Summerne saaledes, at der for de Kunstnere, som vare antagne ved Kontrakt paa Aaremaal, erhvervedes Livrenter, som vare opsatte paa ubestemt Tid. For det Andet havde Udvalget Betænkeligheder ved at gaa ind paa de Bestemmelser, der vare foreslaaede for de to Enkekasser og de to Pensionsfonds, navnlig fordi man ikke vidste, om disse Bestemmelser stemmede med Interessenternes Ønsker, hvorfor det ogsaa foreslog, at Enkekasserne fremtidig kun skulde optage frivillige Interessenter. — Det var som sagt kun Udvalgets Flertal, der var af denne Mening; 

[sideskift][side 533]Mindretallet nærede en ganske anden Opfattelse af hele Spørgsmaalet. Dette Mindretal, som bestod af de to theologiske Kandidater Høgsbro og Zahle, Major Müllen samt Lærer A. C. Hansen, kunde aldeles ikke gaa ind paa dette Lovforslag, men havde forskaffet sig Oplysninger om, hvorledes Theatrene dreves i andre Lande, navnlig i Belgien, og fremkom saa med sit eget Forslag, der i al sin Radikalisme var saa grundkomisk, at det fortjener en Plads i Theaterhistorien. Det lød saaledes:

"Forslag til Lov om Ordningen af det kongelige Theaters Forhold.

§ 1. De ved det kongelige Theater Ansatte afskediges fra 1ste Juli 1870. Forsaavidt Regeringen skulde finde det ønskeligt at beholde Nogen af dem i sin Tjeneste for at besørge det efter de følgende Bestemmelser fornødne Tilsyn, kan Forholdet ordnes ved Finantsloven. § 2. Regeringen bemyndiges til fra samme Dag ved Kontrakt at overdrage paa Aaremaal, dog ikke ud over 5 Aar ad Gangen, til en Enkeltmand, paa egne eller Fleres Vegne, som Theaterdirekteur Nytten og Brugen af det kongelige Theaters Repertoire, dets Bygninger og Inventarium paa Vilkaar, som Regeringen nærmere maatte bestemme, dog under Iagttagelse af Følgende: 1) Den Kongen forbeholdte Plads i Theatret vedbliver at staa til hans Raadighed, saalænge han ønsker det, og Civillisten derfor yder til Theaterdirekteuren de fastsatte 7,500 Rd. aarlig. 2) Regeringen vedligeholder Bygningerne paa Tag og Fag, men Direkteuren overtager deres hele indre Vedligeholdelse i en til deres Bestemmelser passende Stand. Han afholder alle Skatter og Afgifter og forsikkrer Bygningerne mod Ildsvaade. 3) Direkteuren har at [sideskift][side 534]tilbagelevere alt Inventarium, Arkiv, Musikalier og Dekorationer derunder indbefattede, i den Stand, hvori han har modtaget det, bortseet fra den Forringelse, der er en uundgaaelig Følge af Brugen, og kan han det ikke, erstatter han det med den Værdi, hvortil det blev ansat ved Overleveringen, selv om Tabet er skeet ved Ildsvaade. Dog er han ikke ansvarlig for den Skade, som skeer ved Vold eller Krig. 4) Regeringen har at sørge for, at Theatrets Forestillinger saavidt mulig idetmindste holdes paa samme kunstneriske Trin, hvorpaa de for Tiden staa, og til dette Øiemed i Kontrakten at træffe sikkrende Bestemmelser ligeoverfor Theaterdirekteuren med Hensyn til Antagelsen af nye eller Bearbeidelsen af ældre Stykker, Antagelsen og Antallet af de sceniske Kunstnere og Kapelmedlemmerne, Udstyringen af de opførte Stykker, Antallet af Forestillinger og Betalingen for Theatrets forskjellige Pladser. Dog skal det staa Regeringen frit for at indrømme Lempelser med Hensyn til Operaen og Balletten. 5) Staten maa ikke forpligtes til nogensomhelst Erstatning for Tab, Theaterdirekteuren mulig kan lide ved, at Theatret eller dets Eiendele helt eller delvis ødelægges ved Vold, Ildebrand eller hvilkensomhelst anden Grund, ei Heller ved at Forestillingerne af en eller anden Grund besøges ringe eller ligefrem ophøre, selv ikke paa Grund af paabudt Landesorg. 6) Regeringen skal sikkre sig et fuldstændigt Tilsyn med Alt, hvad der overdrages til Direkteuren, med Opfyldelsen af de paatagne Forpligtelser, med Indtægter og Udgifter, Bogholderi og Regnskab, samt forbeholde sig Ret til at sætte Overdragelsen ud af Kraft, saasnart de paatagne Forpligtelser ikke overholdes, uden nogen Retskjendelse og med Forbehold af de Erstatningskrav, Staten maatte have hos Direkteuren. 7) For Opfyldelsen af de indgaaede ForFor-pligtelser [sideskift][side 535]pligtelser skal Regeringen betinge sig af Theaterdirekteuren en saadan Sikkerhed, som den maatte finde passende".

Dette Forslag var ledsaget af Motiver, som overgik det langt i Morsomhed. Det var saaledes i disse Motiver godtgjort, at den nationale Kunst langt lettere og bedre vilde kunne hævdes af en privat Direkteur, end hvis Theatret vedblev at være Statsinstitut; der var for at styrke Rigtigheden af de anførte Paastande aftrykt en Oversættelse af de Betingelser, paa hvilke Brüssels støre Theater i 1860 var overdraget til privat Entreprise; det var, "for om mulig at løfte de mindre Theatre noget op over deres nuværende Trin", foreslaaet at frigive Udførelsen af de Kunstgrene, der hidtil havde været udelukkende henviste til det kongelige Theater, samt muligvis at give disse Theatre Tilladelse til efter nogen Tids Forløb at bruge det kongelige Theaters Repertoire mod en passende Afgift til det og til vedkommende Forfatter; og idet Mindretallet aabent og ærlig erkjendte, at der kunde forelægges Rigsdagen mere tilfredsstillende Forslag end dette, udtalte det med en sjelden Naivetet følgende Ord: "Der er nemlig saa meget mere Grund til at gaa ind paa vort Forslag, som man ikke ved dette udsætter sig for noget Tab, hvis det imod Forventning ikke skulde kunne gjennemføres". Og Sligt kunde bydes af Folkets Repræsentanten det var saadanne Mænd, i hvis Haand Nationaltheatrets Skjæbne var lagt! — Den anden Behandling af Theaterlovforslaget fandt Sted i Folkethinget i Dagene fra den 28de Januar til den 2den Februar 1869. Man begyndte med at diskutere Mindretallets Forslag, og i hele tre Dage dreiede Debatten sig om dette Monstrum af et Lovudkast, der navnlig blev slemt medtaget af Fenger, Bille, Hall og Konsul Mørk, medens selve dets Forfattere [sideskift][side 536]naturligvis vare dets ivrige Forsvarere. Efterat der endelig var talt langt Mere end tilstrækkeligt om dette Forslag, blev det sat under Afstemning og forkastedes vel med 47 Stemmer, men opnaaede dog, at ikke mindre end 42 Folkethingsmænd stemte for det. Paa Forhandlingens fjerde og sidste Dag kom endelig Flertalsforslaget til Behandling, og efter en ganske kort Diskussion gik man til Afstemning, der paa Forlangende foretoges ved Navneopraab, og som gav det Resultat, at Thinget med 49 Stemmer mod 41 nægte de Sagens Overgang til tredie Behandling. Hermed var altsaa hele Theatersagen skrinlagt for dette Aar, og man maatte vente til kommende Tider med at komme frem med Lovudkastet, der havde kostet Kommissionen saa meget Arbeide og Hovedbrud. Da Borgerrepræsentationen erfarede, hvilken ublid Behandling Loven havde faaet i Folkethinget, besluttede den i sit Møde den 1ste Marts at stille Spørgsmaalet om Kommunens Tilskud til en ny Theaterbygning i Bero, indtil Sagen mulig ad Aare atter kunde komme frem i Rigsdagen.

Under den omfattende Theaterdebat havde Bournonville naturligvis ikke holdt sig tilbage. Han var ikke alene i "Dagens Nyheder" draget stærkt tilfelts mod Theaterkommissionens Pensionsforslag, men havde ogsaa, da Størsteparten af Ballettens Personale efter det nye Lovudkast vilde blive berøvet al Adgang til Pension eller Livrente, taget Initiativet til at sikkre denne Stand en Alderdomsforsørgelse. I Foraaret 1869 udsendte han et Cirkulaire eller — som han selv kaldte det — et Nødraab "til den danske Ballets Velyndere", i hvilket han nærmere udviklede den Plan, han havde undfanget. Af Ballettens 40 lønnede Individer vare kun 12 fast ansatte, medens Resten vilde gaa af uden nogen Pension, og Hensigten var da at sikkre dem af Ballettens Medlemmer,  [sideskift][side 537]der stod paa den ureglementerede Gageliste, "en Bid Brød for de Dage, da de enten ved Alder eller Svagelighed entledigedes fra Theatrets Tjeneste", og da den allertarveligste Forsørgelse for en Person af den nogenlunde dannede Klasse ikke kunde anslaaes til ringere end 300 Rdl. aarlig, vilde Opgaven være at supplere, hvad der fattedes af dette Beløb i den mulige Pension, Livrente eller Understøttelse, som den Paagjældende maatte erholde af Theaterkassen eller en anden Hjælpefond. "Den danske Ballets private Pensionskasse" skulde efter Bournonvilles Udkast ligge fuldstændig udenfor Regeringens og Theaterbestyrelsens Omraade og styres af fem Direkteurer, to Medlemmer af Balletten, to Velyndere udenfor Theatret og en Finantskyndig. Renterne af den opsparede Kapital skulde fordeles i Portioner paa 200, 100 og 50 Rdl., og ingen Dandser under 50 Aar eller Dandserinde under 40 Aar kunde erholde Pension, og da kun, naar Vedkommende ikke selv havde søgt, men faaet Afsked. Balletmesteren bekjendtgjorde nogen Tid efter i Bladene, at der i det ovennævnte Øiemed var sammentraadt en Komite, bestaaende af ham selv som Formand samt Dandserne G. Brodersen, A. Fredstrup, Gade og Scharff, som i Forening med Kunstfællerne ved Theatret vilde virke hen til ved Fester, Forestillinger og andre lignende Foranstaltninger at skaffe en Kapital — som ansloges til 30,000 Rdl. — tilveie til Ballettens Pensionsfond. I Sommerens Løb suppleredes denne Komite med flere Personer udenfor Theatret, og Ordensceremonimester, Kammerherre Løvenskjold traadte i Spidsen for Pensionskassen som Formand. Der blev nu i November 1869 indgivet et Andragende til Kultusministeriet om Tilladelse til i Sommermaanederne at maatte i Løbet af tre Aar give to Forestillinger aarlig til Indtægt for Pensionskassen, men dette Andragende afsloges, [sideskift][side 538]hvorimod det den 20de Januar n. A. bevilgedes, at der efter Saisonens Slutning aarlig maatte gives en Forestilling i det nævnte Øiemed.