[sideskift][side 407]Da Linde og Berner ved Begyndelsen af den foregaaende Saison konstitueredes til at styre Theatret indtil Udgangen af det daværende Theateraar, troede de Fleste, og ikke med Urette, at det vilde være Kultusministerens Agt at gjøre det mest Mulige for i Aarets Løb at udsinde en Chef, der kunde afløse den midlertidige Bestyrelse, som i næsten alle Henseender maatte kaldes uheldig, idet Linde nemlig kun af Navn var Chef — hvortil kom den latterlige Situation, at han som Theaterchef havde at give Indberetninger til sig selv i Egenskab af Departementschef i Kultusministeriet —, medens Berner som Intendant kun havde Blik for den finantsielle Side af Theatrets Drift. Om Ministeren gjorde nogle Anstrengelser eller ikke for at finde en passende Chef, er vanskeligt at afgjøre; vist er det imidlertid, at han ingen fandt, og at Alt for det kommende Aar blev ved det Gamle: Linde konstitueredes paany og vedblev at laane sit Navn til Chefsposten, der faktisk i Stort som i Smaat overtoges af den ligeledes konstituerede Berner. Alle Skrivelser, der udfærdigedes, underskreves vel af Linde, men i Alt, hvad der vedkom Driften og Ledelsen af Skuepladsen, var Intendanten den Eneraadende, til hvem ogsaa hele Personaler stadig henvendte sig i alle Tjenesteanliggender.

Det var forøvrigt heldige Tider for Berner til at staa i Spidsen for Theatret. Vare de Saar, som ved den sidste Krig vare tilføiede Fædrelandet, end ikke lægte, saa var der dog nu kommet Ro i Sindene. Man havde for en Del forsonet sig med de Tab, man havde lidt, alle Erhvervskilder flod rigeligere end forhen, den almindelige Velstand tog til for næsten alle Samfundsklassers Vedkommende, og samtidig hermed steg Trangen til større Luxus og flere Fornøielser end tidligere. Dette viste sig paa alle Omraader, og ikke [sideskift][side 408]mindst maatte Theatrene i Hovedstaden føle den heldige Indskydelse deraf. Forestillinger, der nogle Aar i Forveien saa godt som ikke havde udøvet nogen Tiltrækningskraft, skaffede nu fuldt Hus, og dette kunde ingenlunde tilskrives den Omstændighed, at Udførelsen nu var bedre end dengang; tvertimod, jo flere af de dygtigere Kræfter der faldt fra, og jo tarveligere Sammenspillet blev, desto mere tiltog Lysten til at gaa i Theatret. Det var Velstanden, udelukkende den voxende Velstand, der bevirkede dette; man vilde more sig for sine Penge, og saa gik man i Theatret, hvor man med Nøisomhed og Velvillie tog tiltakke med det Næstbedste, siden man nu engang ikke kunde faa det Bedste. Men for det kongelige Theaters Bestyrelse var dette en stor Behagelighed; den behøvede nu ikke som tidligere at lægge sit Hoved i Blod for at udfinde, hvad der kunde udøve Tiltrækningskraft paa Publikum, thi dette indfandt sig jo af sig selv, paa hvor smal en Kost det end blev indbudt, og lod der Klager over Bestyrelsen, da sloges disse let til Jorden, idet man henpegede paa den blomstrende Tilstand, hvori Theatrets Pengekasse befandt sig. Thi saa utroligt det end lyder, var det i disse Aar den almindelige Mening, at det var Berner, hvem man kunde takke for det stærke Tilløb til Theatrets Forestillinger.

Strax ved Saisonens Begyndelse skete der en Forandring i Theatrets Overbestyrelse, idet Rosenørn-Teilmann den 4de September udnævntes til Justitsminister og fratraadte Kultusministeriet, der overtoges af Bistop over Aalborg Stift, Dr. phil. & Lic. theol. P. C. Kierkegaard. Denne Sidste vilde imidlertid ikke have med Theatrets Anliggender at gjøre, og ved kongelig Resolution af samme Dato bestemtes det, at Rosenørn-Teilmann vedblivende skulde staa i Spidsen for Theatrets Overbestyrelse, der saaledes fra Kultusministeriet [sideskift][side 409]henlagdes under Justitsministeriet. Da Kierkegaard imidlertid afgik den 6te Marts 1868 og den 15de s. M, afløstes af Provst Aleth Hansen, kom Theatret ifølge kongelig Resolution af 27de s. M, atter ind under Kultusministeriet. Denne Forandring var saaledes ikke af nogen Betydning, men af langt større Betydning var derimod den, som foretoges med Scene — Instrukteurens Embede. Fra Saisonens Begyndelse traadte nemlig Fru Heiberg atter i Theatrets Tjeneste, denne Gang dog kun som Scene-Instruktrice med en Gage af 1000 Rdl., medens H. P. Holst fratraadte som "fungerende Sceneinstrukteur", hvorimod det overdroges ham indtil videre at fungere som Medhjælper hos Fru Heiberg, der overtog "den kunstneriske Ledelse af Forestillingerne". Holst blev da Instrukteur for Operaen og de allerede indstuderede Stykker, dog at hans Gage nedsattes med en Trediedel. Grunden til denne nye Ordning laa dels i den Omstændighed, at man i flere Henseender havde været alt Andet end fornøiet med den Maade, hvorpaa Holst ledede Indstuderingen af de nye og ældre Arbeider, og dels deri, at Fru Heiberg var kjed af det Otium, hvortil hun selv havde fordømt sig, og længtes efter atter at komme til at virke ved Theatret. Om hun imidlertid handlede i egen Interesse ved at modtage den Post, der her blev tilbudt hende, er et Spørgsmaal, thi hun fik under sin Virksomhed mere end en Gang Leilighed til at mærke, at hun som Scene-Instruktrice stod paa et andet Standpunkt end som dramatisk Kunstnerinde. Vel vare nemlig hendes eminente Evner som Skuespillerinde og hendes store Kjendskab til Skuepladsens Fordringer hende til stor Nytte i det nye Embede, men i enkelte Retninger skortede det hende paa tilbørlig Dygtighed til at røgte sin Gjerning til Fuldkommenhed. Naar hun satte et Stykke i Scene, gik [sideskift][side 410]hun altid frem efter modent Overlæg og en forud veloverveiet Plan, og som oftest havde hun Held med sig, men af og til kunde det ogsaa hænde, at der ved Siden af de mange geniale Træk, som aabenbarede sig ved hendes Sætten i Scene, fremkom en eller anden Enkelthed, der syntes at robe en mindre klar Forstaaelse af Digtningen.

Efterat Saisonen var aabnet med "Tordenveir", opførtes paa den anden Aften den første, store Nyhed, "Marie Stuart i Skotland", Drama i fem Akter af B. Bjørnson. Som det fremgaaer af Stykkets Titel, omhandlede det kun en Episode af Marie Stuarts Liv, men netop heri laa Dramaets Svaghed, idet den skotske Dronnings Væsen kun i Døden finder sin tragiske Luttring. Derfor var der ogsaa noget Utilfredsstillende ved hele Digtningen, over hvilken der var udbredt et lidenskabeligt, mørkt og stormfuldt Præg, thi af de stridende Parter kunde ingen siges at have Ret, og man savnede en Forsoning af de tragiske Elementer. Selve Skildringen af Livet i Skotland, Rizzios Mord, Darnleys Død og Dronningens Tilslutning til Bothwell, var yderst interessant, og navnlig havde Digteren tegnet et i psykologisk Henseende overordenlig aandfuldt Billede af Marie Stuart, et Billede, som det dog var i høieste Grad vanskeligt for Rollens Fremstillerinde at forme til en Helhed, idet Dronningens Karakter bestod af lutter Modsætninger, som vexelvis traadte for Dagen, uden at nogen af dem syntes at kunne finde Hvile. Hvad Udførelsen angik, da spilledes Titelrollen med overraskende Dygtighed af Mad. Eckardt, thi om det end ikke lykkedes hende at faa alle de stiftende Stemninger i Dronningens Karakter frem, var der dog en saadan Varme og Adel udbredt over hele hendes Præstation, at den med Nette gjorde stor Lykke. Darnleys vanskelige Rolle var tildelt E. Poulsen, [sideskift][side 411]og han skilte sig fortræffelig fra denne Opgave, som gav et nyt Bevis paa, at Skuepladsen i ham havde fundet en ikke almindelig Karakterfremstiller. Til at spille Jarlen af Bothwell havde man valgt J. Wiehe, og der var al Grund til at vare fornøiet med hans Spil. Det var sandt, naar der i en Anmeldelse af Stykket stod om ham, at han var "fjeldfrisk og stærk". Hans høie Skikkelse saa virkelig imponerende og kraftfuld ud i den maleriske Dragt, han havde forsøgt at ligne den valdige Jarl saa godt som mulig, hvorfor han ogsaa optraadte enøiet, og hans stærke Stemme var af meget god Virkning, skjøndt han endnu ikke var fri for paa sine Steder at henfalde til en vis Deklamationsmaner. Men Alt i Alt bar hans Spil Vidne om en ikke ubetydelig Fremgang, og denne Rolle blev for ham Indledningen til et temmelig betydeligt Repertoire i den paafølgende Tid. At John Knox, den dybe Tænker, Præsten, for hvem Pligten er Et og Alt, ikke var en Rolle for V. Wiehe, var indlysende nok, thi hans Evner bestod jo navnlig i at tolke Lidenskaben og Følelsen, men det var ogsaa tildels mod sin Villie, at han var kommen til at spille denne Rolle, som nemlig først var tildelt Mantzius, der imidlertid efter Oplæsningen erklærede ikke at ville spille den. Herom hed det i "Fædrelandet": "Hr. Mantzius er en Mand med stærke og vistnok neppe uretmæssige Sympathier og Antipathier; kun har han det Uheld, at han undertiden selv flammer sine Følelser ud ved lunefulde, exalterede Indfald. Dog har han selv da et stort Fond af fund Forstand, og han er, som alle intellektuell indrettede Mennesker, tilgangelig for Grunde. Bestyrelsen kunde derfor vistnok her have talt sig til Rette med ham og vist ham, at han begik en Feil, som vilde blive til Skade først for Theatret, men mest for ham selv, saavist som det ikke er [sideskift][side 412]Spøg at melde sig fra Tjeneste, netop som det Vigtigste skal gjøres. Men havde Bestyrelsen ikke Talent eller Taalmodighed — og en af Delene kunde man forlange af den — til at tage Sagen paa denne Maade, saa havde den jo i ethvert Tilfælde Theaterjuryen, hvis Dom ikke kunde være tvivlsom, og vilde Hr. Mantzius Heller ikke bøie sig for den, saa havde han havt bedst af at lære, hvad andre store Skuespillere tidligere have lært med Held, at ved et Theater er der ingen enkelt Skuespiller, der er uundværlig. I det Sted gjorde Bestyrelsen Intet, men taalte Alt, det vil sige: den tabte ikke et Slag, men den løb fra Kampen med Skammen og Skaden i Hælene paa sig". — Mantzius var naturligvis ikke den Mand, der vilde lade Sligt sidde paa sig, og han gav derfor i "Berlingske Tidende" et længere Svar, hvori det blandt Andet hed: "Hr. Clemens Petersen har i sin Anmeldelse af Bjørnsons Marie Stuarts Opførelse paa det kongelige Theater "løftet mig høit op i Opmærksomheden" *) i Anledning af, at jeg har ønsket mig fri for og er bleven fri for at spille Knox i samme Stykke. Jeg nødes til at give Publikum Oplysning om Motiverne til mit Ønske, især da Hr. Petersen er saa forekommende mod mig at tilskrive "de Vanskeligheder, Hr. Mantzius forvoldte", "at Virkningen er udebleven". Jeg maa da tilstaa, at jeg "frakjender mig selv Gehør for Begavelse", idet jeg ikke har kunnet indse, at jeg, ved at nægte at spille Knox, "meldte mig fra Tjeneste, netop som det Vigtigste skulde gjøres", ellers havde jeg naturligvis spillet den. Men Hr. Bjørnson har ladet Knox tale i saamange ordret anførte Bibelsprog og navnlig i Scenen med [sideskift][side 413]Darnley været saa nærgaaende i sin Omtale af det Christelige, at min Følelse oprørtes ved at sige fra Theatret Ord, som kun forekom mig at hore Lønkamret til. Og da nu, naar undtages dette, Knox's Rolle slet ikke forekom mig mere mærkelig eller karakteristisk end de mangfoldige andre Erkebisper i andre Tragedier — undtagen at han siger: Kom! istedet for: Kom ind! —saa gjorde jeg mig slet ikke nogen Betænkelighed ved at bede mig fri for den, og jeg takker Bestyrelsen for, at den havde "Talent og Taalmodighed" til at godkjende dette mit Ønske". — Stykket, der var sat i Scene af Fru Heiberg med, megen Smag og Dygtighed, gik i denne Saison ti Gange over Scenen for godt besat Hus og indbragte Digteren ifølge Kontrakt et Honorar af 600 Rdl., foruden at der betaltes 50 Rdl. for den til Stykket komponerede Musik.

Længere end fire Dage varede det ikke, for Theatret kunde mode frem med sin anden Nyhed, der, skjøndt høist forskjellig fra den første, dog ogsaa var af en vis Interesse og var bleven imødeseet med en ikke ringe Spænding, forsaavidt det var første Gang, at Digteren M. Goldschmidt forsøgte sine Kræfter som dramatisk Forfatter. Hvad de Fleste havde ventet, indtraf ogsaa: det viste sig, at "En Skavank" egenlig var en Fortælling, der var bleven iklædt Skuespillets Form. Stykket, der var i tre Akter, havde et Forspil og lignede Fortællingen deri, at Handlingen kun stred langsomt fremad, og at de fleste Situationer i og for sig ikke vare dramatiske, men samtidig hermed havde det alle den Goldschmidtske Digtnings Fortrin: de pikante, træffende Indfald, den aandrige, skarpt pointerede Replik og den netop for denne Digter særegne Blanding af Følelse og Refkexion. Som [sideskift][side 414]dramatisk Arbeide lod saaledes "En Skavank" Adskilligt tilbage at ønske, og det er et Spørgsmaal, om Stykket vilde have holdt sig paa Repertoiret, saafremt det ikke var blevet saa fortræffelig spillet. Digteren havde villet vise, hvorledes et Øiebliks Brøde har Følger, der ikke kunne standses eller gjøres til Intet ved Bestræbelser for at skjule denne Brøde og for skjult at gjøre godt igjen, hvad der er skeet ved den, men at Følgerne maa hvile paa den Brødefulde, indtil Brøden er kommen for Dagens Lys og forsones ved aaben, angrende Vedkjendelse. Mantzius som Prokurator Severin, den "strengt redelige" Forretningsmand med Skavanken, V. Wiehe som den elskværdige Fusentast Hasle, Phister som Mursvenden og Kommissionairen samt Hultmann som den skikkelige Helmut vare hver for sig udmærket paa deres Plads, ligesom Jfr. Nielsens Udførelse af den halvt hysteriske, sygelige Elskerindes lille Rolle var et sandt Mesterværk, men Prisen blandt alle de Spillende tilkom dog Rosenkilde. Han spillede kun en ganske ubetydelig Rolle, Fuldmægtigen hos Severin, men han havde forstaaet at udstyre denne Bagatel med et saa henrivende Lune, at hele Tilskuerpladsen brast i Latter, saasnart han blot viste sig paa Scenen, og med Alt dette bredte han sig dog ikke udenfor det ringe Omraade, der var anvist ham i Stykket. Her var der et af disse talende Beviser paa, hvad en stor Kunstner formaaer at faa ud af en ganske ubetydelig Rolle, thi medens nu alle Theatergængere i lang Tid med inderlig Glæde talte om Rosenkildes guddommelige Fuldmægtig, var der neppe en Eneste, som vilde have lukket Øinene op, saafremt denne Rolle var bleven besat med en af Theatrets øvrige, "brugbare" Komikere.

Forøvrigt, gav det Goldschmidtske Lystspil Anledning til, at man fik afskaffet en Uskik, som havde indsneget sig under [sideskift][side 415]Skin af en saakaldet "Fortolkning" af Forfatter-Regulativer af 23de Juli 1856. Theaterbestyrelsen havde nemlig i Løbet af de foregaaende ti Aar lige mod de tydelige og udtrykkelige Bestemmelser, som indeholdtes i Regulativets §§ 4, 9 og 10, indført den Praxis, at et Stykke, for hvilket der var betalt Antagelseshonorar, kunde henlægges uopført, imod at man blot udbetalte Slutningshonoraret. "En Skavank" var i 1865 antaget af Kranold, men af forskjellige ubekjendte Grunde vilde den paafølgende Bestyrelse ikke opføre Stykket og agtede at henlægge det uden videre imod at udbetale Forfatteren Slutningshonoraret.. Mod en saadan Fortolkning af Regulativs Protesterede Goldschmidt og beklagede sig til Slutning hos Ministeriet, som i en Skrivelse af 17de Januar 1867 udtalte, at efter Forfatter-Regulativets § 4, sammenholdt med § 9, har enhver Forfatter, for hvis Stykke der er udbetalt Antagelseshonorar, Ret til at faa sit Arbeide opført efter dets Anciennetet blandt de antagne originale Stykker, og at Regulativer kun hjemler Ret til Udbetaling af Slutningshonorar for Stykker, der ere komne til Opførelse. Det er ikke let at se, hvad der kunde have bevæget Bestyrelsen til at nægte at opføre "En Skavank", men de danske Forfattere staa i Gjæld til Goldschmidt, fordi han fik en aldeles ugrundet, for Digterne uværdig Praxis omstødt. Og egenlig talt havde alle Parter Grund til at være tilfredse med det Resultat, som Goldschmidts Klage til Ministeriet fik, thi for det Første berigedes Theatrets Repertoire med et interessant originalt Arbeide, som gav flere af Kunstnerne og Kunstnerinderne Leilighed til udmærkede Præstationer, for det Andet havde Forfatteren den Glæde at se sit Arbeide gjøre Lykke, foruden at han ved Opførelsen fik en Indtægt af ialt 1372 Rdl. [sideskift][side 416]3 Sk., medens han ved Stykkets Henlæggelse vilde være bleven afspist med kun 300 Rdl., og for det Tredie og Sidste tjente Theaterkassen en klækkelig Sum ved de 13 Opførelser, i Stedet for at en Henlæggelse kun havde skaffet Kassen en unødvendig Udgift af 300 Rdl.

Havde Bestyrelsen havt Held med sig med de to foregaaende Nyheder, da var dette paa ingen Maade Tilfældet med den tredie, som allerede efter den anden Forestilling maatte henlægges. Denne Nyhed var "Kjærlighed og Politik", originalt Skuespil i tre Akter. Handlingen, som foregik i Frankrig og udgik fra Sammenstødet mellem de Modsætninger, som Titelen antydede, var hverken interessant eller godt anlagt, og de Handlende vare almindelige, karakterløse Theaterfigurer uden nogen eiendommelig Personlighed. Det var kort sagt et fransk Stykke, skrevet paa Dansk, men tungt, ubehændigt, uden videre Aand eller Poesi. Heller ikke Spillet var synderlig godt, naar undtages Rosenkildes ypperlige Præfekt.

Større Lykke gjorde ikke det originale toakts Lystspil "En Udvei", som var meget mat i al sin Anstrengelse for at gjøre Virkning. Handlingen var høist ubetydelig, Personerne havde en mærkelig Mangel paa Originalitet, og skjøndt Stykket første Gang opførtes paa en Søndag Aften, blev det dog efter Tæppets Fald hilset med en uhyggelig Hyssen, hvori der kun var iblandet lidt Bifald fra Galleriet. Og dog fik Lystspillet, der var besat med Theatrets bedste Kræfter, gjennemgaaende en fortræffelig Udførelse, særlig af Mantzius som Kammerherre von Ahlen og af Jfr. Nielsen, der som Kammerherreinden havde lagt sig en mesterlig tydsk Akcent til.

Det var paa en Maade "ifølge Udlæg og Exekution", at Theatret nødsagedes til at opføre "Sent er ikke forsilde", [sideskift][side 417]Lystspil paa rimede Vers i en Akt af H. H. Nyegaard. Ganske vist var dette Arbeide overordenlig svagt saavel i Henseende til Handling som til Motiv, men det var dog alligevel ikke saa slet, at det jo nok under de forhaandenværende Omstændigheder kunde have været spillet uden Ophævelse. Det blev efter den første og eneste Opførelse henlagt af Bestyrelsen, der ligeover for dette Arbeide kun havde spillet en lidet roesværdig Rolle. Til Belysning af, hvorledes Stykkets Skjæbne havde været, forinden det kom frem, udgav Forfatteren i Begyndelsen af 1868 under Titelen "En Stump Theaterhistorie, Nytaarsgave for Skuespilyndere" en lille Piece, der var dediceret til Linde og Berner. Den Adfærd, der ved denne Leilighed var vist af Bestyrelsen, var af den Natur, at den ikke i en Bog som denne tør forbigaaes med Taushed. I en Skrivelse af 31te Mai 1865 havde Theatrets Censor udtalt sig saaledes om Stykket: "Et usigelig tomt og indholdsløst Stykke med en ovenikjøbet aldeles urimelig Plan. En Doktor vil vække en ung Piges Kjærlighed ved Hjælp af en Elskovsdrik, men da han mærker, at det er forgjæves, vender han paa en sentimental Maade tilbage til en gammel Husholderske, som han for har havt Godhed for, og dermed er Stykket ude". Stykket indkom anden Gang til hans Erklæring, og i en Skrivelse af 14de Marts 1866 gjentog han da denne Dom i en noget forstærket Form, men alligevel blev Lystspillet under 24de Mai s. A. antaget til Opførelse af Kranold. I lang Tid hørte Nyegaard nu Intet til sit Stykke og maatte sande, hvad en Indsender i "Fædrelandet" med særligt Hensyn til Linde og Berner havde bemærket: "En Forfatter, der i al Ærbødighed spørger om sit Stykke, der maaske har henligget i flere Aar, synes at betragtes som en paatrængende Tigger, som Theatret i værste Fald maa [sideskift][side 418]se at blive kvit ved at give ham en Almisse i Form af Antagelseshonoraret", og "en Forfatter er i Forhold til Ret og Uretfærdighed stillet ugunstigere end en Forbryder, som dog har Loven for sig". Nyegaard forlangte og fik ogsaa Antagelseshonoraret for sit Stykke udbetalt, men da han ikke fik noget Svar paa sine Spørgsmaal om, naar det kunde blive opført, fordrede han af Theatret en Fortegnelse over de Arbeider, der vare antagne for hans, men endnu ikke opførte. Af denne Fortegnelse, der tilstilledes ham, fremgik det, at to senere antagne originale Arbeider allerede vare opførte, og han forespurgte derfor hos Bestyrelsen, hvorvidt dette ifølge Reglementet kunde ansees for lovligt. Chefens Svar herpaa var karakteristisk nok. Først fandt han det nemlig passende at meddele Nyegaard den ovenanførte Censur, skjøndt denne, efter Stykkets Antagelse, var Forfatteren aldeles uvedkommende, og dernæst sluttede han med, at han "ikke kunde anse sig forpligtet til at lade Nyegaards Stykke opføre, og at han følgelig endnu mindre kunde indlade sig paa nogen Diskussion med Forfatteren om, hvorvidt han (Chefen) havde handlet lovligt i at lade senere antagne Stykker opføre forinden Nyegaards". Dette var dog Forfatteren lidt for stærkt, og under 4de Marts 1867 indgav han en Klage til Kultusministeriet over, at Bestyrelsen havde overtraadt Regulativet af 23de Juli 1856 til Skade for ham. Her fik man nu strax et Bevis paa det Uheldige i, at Linde var bleven Chef for Theatret, thi i Egenskab af Departementschef kunde han jo komme til at afgive Dom over sin egen Adfærd som Theaterchef. Alligevel resolverede Ministeriet under 18de s. M., "at Forfatteren maatte ansees berettiget til at faa sit Stykke opført efter dets Anciennetet". Trods denne Resolution bleve imidlertid Rollerne til "Kjærlighed og Politik" og "En Udvei" [sideskift][side 419]omdelte, skjøndt begge disse Stykker vare antagne senere end Nyegaards. Endelig modtog Forfatteren den 6te September s. A. Underretning fra Chefen om, at der skulde være Oplæsning paa Stykket, og denne Oplæsning fandt da ogsaa Sted den 12te s. M., uden at der dog gaves Forfatteren nogen nærmere Underretning derom, skjøndt han ifølge Regulativets § 8 var berettiget til at overvære Læseprøven, men den 17de s. M. modtog han fra Berner følgende Skrivelse:

"Samtlige Rollehavende i Lystspillet "Sent er ikke forsilde" have efter Oplæsningen skriftlig erklæret: at de ikke ere istand til at udføre de dem tildelte Roller, hvorfor de bede sig fritagne for at spille i Stykket. Efter herom at have underrettet Hr. Overretsprokuratoren forventer jeg at modtage en nærmere Meddelelse fra Dem, forinden der herfra foretages Videre i Sagen".

For Nyegaards Vedkommende kunde der selvfølgelig ikke være Tale om at sende Intendanten nogen "nærmere Meddelelse", hvorimod han tilskrev Linde og klagede over, at de Spillende havde gjort sig skyldige i en regulativstridig Handling ved at nægte at spille, og at Berner ligeledes havde gjort sig skyldig i en saadan Handling ved at modtage Indsigelsen, skjøndt denne efter Tjenesteregulativets A §§ 1 og 2 a var fremkommen altfor sent. Nyegaard forlangte derfor sit Stykke spillet efter Tour, da han i modsat Tilfælde maatte indgive Klage til Ministeriet. To Dage senere besvarede Linde denne Skrivelse saaledes:

"I Skrivelse af Gaars Dato har Hr. Overretsprokuratoren betegnet det som en regulativstridig Handling fra de Spillendes Side, at de i en skriftlig Henvendelse til Theater-Intendanten have motiveret deres Begjæring om Fritagelse for at spille i Stykket. Jeg skal i den Anledning henvise Dem til Theater-[sideskift][side 420]Reglementets 3die Afsnit A § l, sammenholdt med § 2, der udtrykkelig hjemler de Spillende Ret til inden 24 Timer efter Oplæsningen at gjøre Indsigelse mod at spille de dem tildelte Roller i nye Stykker, og jeg maa saaledes paa det Bestemteste forsvare de paagjældende Kunstnere og Kunstnerinder mod den aldeles ubeføiede Maade, hvorpaa De har forment at kunne omtale deres fuldstændig lovlige Fremgangsmaade i denne Sag. Da Bestyrelsen efter Alt, hvad der tidligere er passeret i Sagen, ikke er sindet at paalægge de Spillende at udføre Rollerne og derved sandsynligvis bevirke, at de fordre Antageligheden af deres Indsigelse undersøgt og bedømt af en Jury (§ 3), maa Den ganske overlade til Dem, hvorvidt De maatte finde Anledning til at gjøre yderligere Skridt i Sagen, hvortil De let vil skjønne, at Bestyrelsen for Sit Vedkommende ikke kan føle sig opfordret".

Paa en Skrivelse af denne Natur var der kun et Svar: en Klage til Ministeriet, og en saadan indgav Nyegaard derfor ogsaa den 24de s. M. med Anmodning om, at det maatte blive paalagt Bestyrelsen at adlyde Ministeriets tidligere Resolution og Regulativet. Forfatteren kom imidlertid nogle Dage senere til den Erkjendelse, at han ikke kunde være tjent med at faa sit Stykke opført, efterat der baade offenlig og privat var talt faa meget om hele denne Sag, og den 2den Oktober tilskrev han derfor paany Ministeriet og frafaldt sit Ønske om Stykkets Opførelse, idet han iøvrigt aldeles fastholdt Klagens Indhold, navnlig med Hensyn til Ministeriets Afgjørelse af, hvorvidt han eller Theaterchefen havde havt den rette Opfattelse af Tjeneste-Regulatives Afsnit A §§ 1 og 2. Som Svar paa denne Forespørgsel erholdt nu Forfatteren den 11te November følgende Svar fra Ministeriet:[sideskift][side 421]

"Efterat Hr. Overretsprokuratoren i Skrivelse af 2den f. M. havde underrettet Ministeriet om, at De frafaldt Deres i en tidligere Skrivelse af 24de September d. A. fremførte Begjæring om Ministeriets Medvirkning til, at Opførelsen paa det kongelige Theater af Deres i 1866 antagne originale Lystspil "Sent er ikke forsilde" maatte blive fremmet, og efterat den konstituerede Theaterchef havde underrettet Ministeriet om, at De havde gjort Skridt til ad Rettens Vei at erholde den Opreisning og Erstatning, hvorpaa De formener at have Krav i Anledning af den af Theaterbestyrelsen imod Dem som Forfatter brugte Fremgangsmaade, fandt jeg ingen Anledning til at indlade mig videre paa den af Dem for et andet Forum indbragte Sag. Da De imidlertid i en Skrivelse af 25de f. M. har gjentaget Deres Ønske om at erfare Ministeriets Anskuelse om, hvorvidt den af Theaterbestyrelsen, i Anledning af Skuespillernes udtalte Ønske om at fritages for at spille i det nævnte Lystspil, anvendte Fremgangsmaade kan ansees for at være i streng Overensstemmelse med de reglementariske Bestemmelser, vil jeg ikke undlade at udtale, at dette efter min Opfattelse af de paagjældende Bestemmelser og de oplyste faktiske Forhold ikke er Tilfældet; men da den konstituerede Theaterchef tillige har meddelt Ministeriet, at Stykket nu vil blive opført, finder jeg saameget mindre Anledning til at foretage Videre, som jeg ikke nærer den ringeste Tvivl om, at Theaterbestyrelsen i dette Tilfælde har troet at handle i Alles velforstaaede Interesse.

Th. Rosenørn-Teilmann".

Ministeren havde altsaa nu for anden Gang paa den mest kategoriske Maade desavoueret Lindes og Berners Adfærd, men neppe havde Bestyrelsen faaet at vide, at Nyegaard havde i Sinde at anlægge et Erstatningssøgsmaal mod den [sideskift][side 422]ved Hof- og Stadsretten, for den skyndsomst under 6te Oktober sendte ham følgende mærkelige Skrivelse:

"Efterat Bestyrelsen under 19de f. M. efter at have meddelt Dem, hvad der var passeret ved Oplæsningen af Lystspillet: "Sent er ikke forsilde", tillige havde underrettet Dem om, at den ikke for sit Vedkommende fandt sig opfordret til at foretage Videre i Sagen, modtog den under 2den s. M. en Meddelelse fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet om, at De paa Grund heraf er sindet at anlægge Erstatnings-Søgsmaal mod det kongelige Theater. Ved Alt, hvad der foreligger i denne Sag, har Bestyrelsen saa tilstrækkelig godtgjort, hvor meget den lader det være sig magtpaaliggende at værne om den Kunstanstalts Rang og Anseelse, hvis Ledelse er den betroet, at den ikke længere behøver at frygte nogen Mistydning ved at overgive Sagen til Publikums Bedømmelse. Stykket vil derfor nu blive opført, saasnart Omstændighederne tillade det, uanseet at Opførelsen af flere originale Arbeider af ældre Antagelsesdatum derved bliver fat noget tilbage. Hvilket man ikke undlader herved at meddele Dem til Underretning."

Mærkelig fortjener denne Skrivelse virkelig at kaldes, thi efter at Bestyrelsen gjentagne Gange havde maattet hore , af sin Overordnede, Ministeren, at den handlede mod de bestaaende Regulativer, talte de« alligevel rask væk om, at den "tilstrækkelig" havde godtgjort, hvor meget den lod sig det være magtpaaliggende at værne om Theatrets "Anseelse og Ære", og efterat den tidligere bestemt havde erklæret, at den ikke var tilsinds at paalægge de Spillende at udføre deres Roller, fik den nu pludselig travlt med at opføre Stykket, saa travlt, at den endogsaa paany syndede mod Regulativer ved at tilsidesætte Arbeider, der vare antagne for NyeNye-gaards [sideskift][side 423]gaards Lystspil. Og naar det i Skrivelsen hed, at Bestyrelsen "ikke længere behøvede at frygte nogen Mistydning ved at overgive Sagen til Publikums Bedømmelse", saa var Sandheden vel egenlig nærmest den, at Bestyrelsen frygtede for den eventuelle Proces, hvis Udfald ikke kunde være vanskeligt at forudse. Intendanten — dette erklærede Nyegaard — sendte et Cirkulaire rundt til Skuespillerne og bad dem nu venligst om at spille i Stykket, og saa spillede de samme Skuespillere, der havde erklæret Stykket for uspilleligt, deri efter kun fire Dages Prøver. Efter den første og eneste Opførelse henlagde Bestyrelsen derpaa Stykket, hvortil den jo juridisk, om end ikke moralsk, var berettiget, og saa skulde man altsaa have antaget, at Historien hermed havde været til Ende, men dette var dog ikke Tilfældet, idet Skjæbnen vilde, at Bestyrelsen lige til det Sidste skulde optræde paa en formløs og regulativstridig Maade. Da Bestyrelsen nemlig underrettede Forfatteren om, at hans Stykke var henlagt, meddelte den ham tillige, at Slutningshonoraret skulde blive ham udbetalt "efter Saisonens Slutning", men ifølge Regulativet skulde han strax have sit Tilgodehavende, og han indstævnede i den Anledning Theaterchefen for Gjældskommissionen. Skjæbnen vilde saa, at Linde kom for sent op i Gjældskommisstonen med Pengene, og ved Rettens Dom af 13de Februar 1868 dømtes Theatret til at betale Forfatteren Slutningshonorar med Rente og Omkostninger.

Nyegaards Piece vakte, som man kan tænke sig, ikke ringe Opsigt, og Hovedstadspressen udtalte sig med en sjelden Enstemmighed til Fordel for ham, thi om han end som dramatisk Forfatter kun var af saare underordnet Betydning, og om hans Stykke end ikke var alle de Ord værd, som vare spildte paa det, saa stod det dog klart for Alle, at SaSa-gen [sideskift][side 424]gen ikke var af underordnet Betydning, og med Rette hed det i "Dagbladet": "Det er ikke alene den paagjældende Forfatter og hans ubetydelige Stykke, der er krænket, men selve den formelle og reelle Ret, og hvis det gamle Ordsprog har nogen Sandhed i sig, der siger, at det gjælder mig, naar min Naboes Hus brænder, saa angaaer denne Sag alle danske Forfattere, der skrive eller ville skrive for Nationaltheatret. Den foreliggende Sag er kun et Exempel blandt flere paa den Hensynsløshed, hvormed Theatret troer at kunne behandle de Digtere, der arbeide for det, ret som om ikke Theatret ligefrem havde den Forpligtelse at gjøre Alt for at give Forfatterne Lyst til at arbeide for Scenen ved at komme dem lettende og hjælpende imøde istedetfor at fortrædige dem. Denne Forpligtelse idetmindste kan enhver Bestyrelse opfylde, selv den, der som den nuværende og de nærmest foregaaende ikke blot selv savner æsthetisk og kunstnerisk Indsigt, men ogsaa vrager den Hjælp, som Theatrets æsthetiske Konsulent kan yde, og i det Hele taget reducerer sine egne Fordringer til det Kunstneriske og derved Publikums Dom derom til et Minimum, der staaer i en paafaldende Modsætning til den Omhyggelighed i Valget af Repertoiret, Rollebesætningen og Indstuderingen, som for har udmærket den nationale Scene." — For Theaterbestyrelsen maatte hele denne Affaire jo være meget ubehagelig, og man feiler neppe ved at antage, at det var den, der havde formaaet Overretsprokurator C. M. Winther til at gjøre et Forsøg paa at vadske den ren igjen i Folks Omdomme. I tre lange Artikler i "Berlingske Tidende", i hvilke Prokuratoren citerede flere Aktstykker, som han vanskelig kunde være kommen i Besiddelse af uden ved Velvillie fra Theaterbestyrelsens Side, prøvede han paa at godtgjøre, at Linde og Berner havde [sideskift][side 425]handlet aldeles korrekt, men trods alle subtile Deduktioner og Fif lykkedes det ham kun yderst slet; det var en daarlig Sag, han havde faaet at føre, og hans Ord bleve ikke mere overbevisende, fordi han spækkede Artiklerne med en overvældende Masse mere eller mindre mislykkede Forsøg paa Vittigheder og personlige Udfald mod Nyegaard.

Det var ligesom en Ironi af Skjæbnen, at det næste Stykke, som den om Kunstanstaltens Ære og Anseelse saa ømt værnende Bestyrelse lod komme frem, netop var af den Natur, at det fra flere Sider hed om denne Nyhed, at den helst burde være fremkommen paa et af Hovedstadens private Theatre. Dog kunde Bestyrelsen i saa Henseende alligevel vadske sine Hænder, thi Hauch havde som Censor antaget Stykket. Dette Arbeide var "Marie Antoinette", Skuespil i fem Akter "efter franske Kilder" af M. V. Brun. Man kunde ikke nægte, at dette Stykke til en vis Grad var ganske underholdende, forsaavidt som den ene ret pikante Scene afløste den anden, det ene effektfulde Tableau det andet, og derfor morede ogsaa Stykket under selve Opførelsen, hvorimod man ved Tæppets Fald fad noget flau. Hovedaarsagen hertil var, at Skuespillet manglede Afslutning, thi vel var det antydet, at Hoffet vandrede paa en Vulkan, der truede med at bryde løs over de kongelige Hoveder, men denne Antydning var i og for sig ikke nok, og den blev ikke bedre motiveret ved, at Forfatteren som Stykkets egenlige Drivhjul havde benyttet den bekjendte Historie om "Dronningens Halsbaand", thi hele denne Historie var vel et Led i Marie Antoinettes Skjæbne, men dog langtfra det, der styrtede hende i Ulykke. Forfatteren var imidlertid, som "Dagbladet" bemærkede, "en habil Theaterskrædder, der ganske godt forstod, ikke selv at frembringe, men at tilskjære et Stof efter et givet Mønster, [sideskift][side 426]saaledes at det tog sig ud", og hans Skuespil godtgjorde ogsaa Rigtigheden af dette Udsagn. Stykket tog sig under Opførelsen godt ud, paa scenisk Effekt var der ikke sparet, Dialogen var paa sine Steder ret spillende og let, men trods Alt dette fik man dog strax ved Tæppets Fald et fyldigt Indtryk af, at det, der her var præsenteret, ikke var noget Værk af en Digter. Forøvrigt gik Stykket, der var sat smukt, i Scene, med et i det Hele taget godt Sammenspil, og navnlig bares det oppe af Mad. Eckardt som Dronningen, V. Wiehe som Grev d'Estaing, Hultmann som Greven af Artois, Mantzius som Politichefen, Jfr. Lange som Mlle. de la Motte og Rosenkilde som Smædeskriveren. For sit Arbeide blev Brun ikke honoreret efter Regulativet, men ifølge Overenskomst med en Sum af 800 Rdl, engang for alle.

Alfred de Mussets treakts Lystspil "Man skal Ingenting forsværge", der fremkom i en Oversættelse eller maaske rettere Bearbeidelse af H. P. Holst, var en virkelig Berigelse af Repertoiret, forsaavidt Stykket var et fortræffeligt, i høieste Grad fint og aandrigt Proverbe med en ypperlig, elegant Dialog. Og dog vakte dette Stykke ikke ublandet Bifald, hvilket nærmest havde sin Grund i, at det, som let vil sees, i og for sig var vel fransk og ikke spilledes med den Lethed, som det skulde. En rig og lidt plump, forhenværende Kræmmer vil have sin Neveu Valentin til at gifte sig, men denne, der fra sit Ungkarleliv har faaet Kjendskab til adskillige Ægteskaber i Paris, nægter først at gjøre det, men indvilger dog deri, efterat han har forlangt af sin Onkel en Frist af otte Dage for at "prøve" den unge Pige. Han ankommer til Slottet, hvor den unge Pige boer, og beder hende om et Stævnemøde i Haven, Onkelen bliver bange og [sideskift][side 427]aabenbarer Planen for den unge Piges Moder, der viser begge Kavalererne Døren, men Pigen indvilger i Stævnemødet og viser her en saa rørende Renhed og Uskyldighed, at Valentin seer sin Kjærlighed vaagne og frier til hende. Af de Spillende fyldte egenlig kun Mad. Sødring fuldstændig som Baronesse de Mantes, og efter fire Opførelser maatte Stykket henlægges.

Hauchs Lystspil i to Akter, "Kvindehævn", blev vel modtaget med Bifald og med alt det Hensyn, man skyldte Digteren, men det kunde alligevel ikke holde sig Repertoiret. Af den Maade, hvorpaa Stykket var anlagt, og af hele Intrigens Beskaffenhed fremgik det temmelig tydelig, at Digteren maatte have hentet sit Stof fra en eller anden østerlandsk Fortælling, men der var adskillige morsomme Scener i Arbeidet, over hvilket der var udbredt en vel vedligeholdt poetisk Lokalfarve, og det hævedes yderligere ved det gode Spil, navnlig af Phister som Kadien og Mad. Eckardt som Zuleima.

Fra Edmond Abouts »Les mariages de Paris« havde H. P. Holst hentet Stoffet til sit lille enakts Lystspil "De har en Datter", der blev modtaget med meget Bifald. En ung Mand har ved et Badested forelsket sig i en ung Pige, der imidlertid reiser bort, uden at han faaer hendes Navn at vide. Forgjæves søger han efter hende, bliver heftig syg, og da han endelig kommer sig, spørger han Enhver, hvem han moder: "De har en Datter?" Af Onkelen føres han til en Sindssygelæge, Onkelen falder her i Søvn, og Neveuen udgiver da denne for at være Patienten, medens han selv gjør Lægen det sædvanlige Spørgsmaal: "De har en Datter"? Nu er den unge Pige netop Lægens Datter, og paa denne Maade klares Alt. Stykket, der fremkom anonymt, var behandlet med Lethed og Smag og fik en meget god Udførelse; [sideskift][side 428]navnlig vandt E. Poulsens ypperlige og fint gjennemtænkte Spil megen Anerkjendelse.

Saisonens sidste Nyhed paa Skuespillets Omraade var "Engelskmænd i Indien", Skuespil i to Akter, frit efter det Engelske. Som dramatisk Arbeide var dette Stykke kun af meget underordnet Betydning, og at det modtoges med temmelig stærkt Bifald, var vel derfor nærmest begrundet deri, dels at der var noget vist Romanagtigt udbredt over Handlingen, og dels at Spillet hjalp godt til. Paa en Militairstation, der tillige er Sommer-Opholdssted for en Del af "Selskabet", lever der en ung og rig Enke, hvis Haand og Formue attraaes af den energiske, men temmelig uhæderlige Major Stonihurst, som endog for at naa sit Maal truer hende med nogle Breve, som hun har været saa uforsigtig at skrive for sit Ægteskab. Hun frelses imidlertid af en kløgtig Oberstinde, der faaer en indisk Pige, som elsker Majoren, til at stjæle Skrinet med de kompromitterende Breve, Majoren nodes til at drage bort, og Enken bliver gift med en hæderlig Advokat. Dette er med faa Ord Indholdet af Lystspillet, som spilledes fortræffelig af Md. Sødring som Oberstinden, Md. Eckardt som den unge Enke, I. Wiehe som Majoren og Jfr. Lange som den indiske Pige.

Hvad Virksomheden angik i denne Saison paa det musikalske Omraade, fortjener den for saa vidt Paaskjønnelse, som der i dette Theateraar bragtes to nye Musikværker frem, af hvilke det ene ovenikjøbet var af en dansk Komponist. Den første Nyhed var "De lystige Koner i Windsor", Syngestykke i tre Akter med Musik af Otto Nicolai. Shakspeares humoristiske Lystspil var her blevet til et med Routine sammensat, jævngodt Syngestykke, men dette var udstyret med en saavel livlig som dramatisk og iørefaldende Musik, der, [sideskift][side 429]om den end ikke vidnede om stor Genialitet, dog røbede den smagfulde og dygtige Musiker, hvorfor det ogsaa godt kunde forsvares, at man paa Repertoiret optog et Værk af den her hidtil ukjendte Komponist. Under selve Opførelsen syntes Syngestykket at more, men efter Tæppets Fald var der kun faa Hænder, der rørte sig til Fordel for det. Og dog fik det i det Hele en meget god Udførelse: Schram var en fortræffelig Falstaff, og Madamerne Ford og Page vare i gode Hænder hos Md. Liebe og Md. Zinck, af hvilke navnlig den Førstnævnte udfoldede en smittende Lystighed.

Den anden Nyhed paa Syngespilrepertoiret havde endel Vanskeligheder med at komme frem, og som sædvanlig kostede det en Uendelighed af Tid, forinden Direktionen naaede saavidt, at Operaen kunde opføres. Denne Nyhed var treakts Operaen "Elverpigen" med Text af Overskou og Musik af Emil Hartmann. Allerede under Kranold var Stykket antaget, og paa den aarlige Fortegnelse over Nyheder forinden Logeauktionen for 1866-67 figurerede "Elverpigen" blandt de meget faa Stykker, der anvendtes som Lokkemad for Abonnenterne, men desuagtet naaede Bestyrelsen ikke at faa Operaen opført i denne Saison, skjøndt Stykket efter sin Anciennetet blandt de antagne originale Stykker var berettiget dertil, og skjøndt der allerede var gjort en Hel Del Forberedelser dertil. Med Et blev det befalet af Chefen at stille Opførelsen i Bero, og forgjæves søgte Forfatteren at formaa ham til atter at lade Indstuderingen begynde. I Anledning af denne Standsning opkastede "Flyveposten" det Spørgsmaal: "Skulde der, dog ikke i den anførte Direktionsbeslutning indeholdes en Berettigelse for de i den senere Tid faa hyppige Klager over, at det kongelige Theater behandler danske Forfattere og Komponister med en det høist uværdig og krænkende HensynsHensyns-løshed [sideskift][side 430]løshed"? og til Besvarelse af dette Spørgsmaal offenliggjorde Overskou i samme Blad for den 9de Januar 1867 følgende Brevvexling med Chefen for Theatret:

"Deres Høivelbaarenhed!

Jeg har ladet Maaneder hengaa siden vor sidste Samtale om min Opera "Elverpigen". At jeg skulde have følt mig tilfredsstillet ved, at De paa alle mine Grunde for, at De som Skuepladsens Direkteur burde sørge for dens Indstudering og snare Opførelse, idelig svarede, "at De ikke kunde gjøre det, men Heller ikke anføre Aarsagen", at jeg dermed antog Sagen for afgjort saaledes, al De ikke mere behøvede at bekymre Dem om den, kan vel saameget mindre være blevet Deres Mening, som jeg ved min Bortgang erklærede, at jeg paa ingen Maade vilde anse saadanne Yttringer som fyldestgjørende Svar af en Theaterchef, der dog vel bor erindre, at han har Pligter imod dem, der for antagne Stykker søge Ære og Indtægt ved den Kunstanstalt, hvilken han hædres med at være Bestyrer af, saavelsom imod dens Personale og Publikum. Jeg har villet lade Deres Høivelbaarenhed god Tid til tilfulde at erfare, hvad jeg allerede efter lang Erfaring havde søgt at overtyde Dem om, at De, uden at det vilde lykkes Dem derved at bringe en ny Opera paa Scenen, kun, idet De lod udsætte den allerede begyndte og meget fremmede Forberedelse til Opførelsen af "Elverpigen", bevirkede, at Heller ikke den kunde i denne Saison bringes paa Scenen, som De dog, idetmindste i vore første Samtaler, forsikkrede, at De tilsigtede. Jeg haaber, at De nu vil være kommen til fuld Erkjendelse af, at dersom det paa nogen Maade skal kunne ske, endog i en for Forfatter og Komponist ugunstig Tid af Saisonen, da maa der ufortøvet skrides til en bestemt og kraftig Virksomhed derfor, og jeg skal desaarsag [sideskift][side 431]ikke forsømme herved gjentagende og skriftlig at lægge Dem alvorlig paa Hjerte de Grunde, hvoraf jeg er overbevist om, at De maa føle Dem forpligtet til at befale en saadan Virksomhed, hvis De ikke imod min Formodning skulde være af den Formening, at Tid og Maade med Hensyn til Opførelsen af de for det af Staten understøttede Nationaltheater regulativmæssig antagne Stykker ene ere at bestemme af dets Bestyrers Godtbefindende, hvilken Kaldelse han end maatte have til det Embede, som han har tiltroet sig Evne til at kunne modtage og bære Ansvar for.

1) Operaen er.baade i Text og Musik formelig antagen ved Direktionsskrivelse, og det er klart, at et Stykkes Antagelse forudsætter saavel Bestyrelsens Overveielse af, om den kan give det, som dens Beslutning at ville give det.

2) Operaen har længe havt for sig den i Regulativer berørte Anciennetet iblandt de antagne originale Stykker.

3) Antagelseshonoraret er udbetalt, og Direktionen har derved ei alene gjort en Udgift for Theaterkassen, men endydermere erkjendt sig forpligtet til Stykkets Opførelse.

4) Operaen har været bestemt til Opførelse i foregaaende Saison, og der begyndtes da Forberedelser saaledes, at der ved indeværende Saisons Begyndelse var tilveiebragt det meste af Dekorationsmaterialet, anlagt og for endel færdiggjort det Fornødne fra Theatermaleren, med Komponisten gjennemgaaet Solopartierne saaledes, at der kun behøvedes kort Tid til at saa dem fuldstændig lærte udenad, og holdt flere Korstoler paa første Akt. Endnu ind i Saisonen fortsattes Forberedelserne, og Theatret havde saaledes gjort den største Del af Bekostningen og anvendt en for Tjenesten i en Saisons Begyndelse ikke ringe Tid, da Deres Høivelbaarenhed, uden at kunne anføre nogen Grund, befalede Alt [sideskift][side 432]sat i Bero, hvilket var saameget besynderligere, da Korpersonalet, der vilde faa Mest at gjøre, for at bringe Stykket paa Scenen, derved kun kom til at gjennemløbe de allerede velbekjendte Sager, som var saa hurtig gjort, at det i mere end en Maanedstid, der kunde have været benyttet til stor Fremme for Operaens Opførelse, ikke havde Synderligt at bestille, hvad Korskolens Journal vil kunne bevise. Jeg forestillede Dem klart alle disse Omstændigheder, men kunde ikke opnaa andet Svar, end "at jeg ikke begreb, hvilke Forhold der gjorde Dem umuligt at fremme Sagen, men at Operaen jo nok skulde komme til at gaa hen i Saisonen". Det er sandt, jeg begreb ikke det Første, som vel Heller ikke er begribeligt; men jeg sagde Dem aabent, at det Sidste var for mig, som nøie kjender Theatrets Forretningsvæsen, kun en aldeles indholdsløs og derfor mig ganske ligegyldig Yttring.

5) Da De blandt de meget faa Stykker, som De saa Dem istand til at anmelde i Bladene, for efter Sædvane at virke fordelagtig paa Abonnements-Auktionen, anførte den originale Opera "Elverpigen", skulde man tro, at De vilde have anseet Dem forpligtet imod Publikum saavelsom imod Komponist og Forfatter til at give den, men ikke ment Dem berettiget til, efter at Titelen havde gjort sin Virkning paa Udhængsskiltet, vilkaarlig at springe den over i Forestillingen.

6) Efter at jeg ikke i et Par Samtaler havde kunnet opnaa Anførelse af en Grund til Udsættelsen af Indstuderingen, berørte De, at Operaens Opførelse vilde blive "meget dyr", da Bekostningen vilde løbe op til 3000 Rdl. Om det end var saa, kunde Udstyret af en ny original Opera, der af Sagkyndige som kjendte den, ansaaes for et baade i Henseende til Text og Musik særdeles vellykket Theaterstykke, kaldes "meget dyrt", naar man anvender mere end denne [sideskift][side 433]Sum paa Gjenoptagelsen af en Ballet? Og under enhver Omstændighed maa Direktionen, ved Bistand af sine Embedsmænd og det Kjendskab, som den selv, hvis den ikke skal være aldeles uduelig til at varetage Theatrets Interesse, bør have til dets Økonomi, fornuftigvis være kommen til et Skjøn om Bekostningen ved et Stykkes Udstyr, inden den ved Antagelse forpligter sig til dets Opførelse. Medens saaledes denne Grund i og for sig er uden mindste Hold, førte den mig til at paavise Dem en Grund til, at De netop burde fortsætte at fremme Opførelsen. Jeg gjorde Dem nemlig klart: at Udskrivningen af Musiken er gjort og allerede betalt, at Elverpigedragterne, for hvilke der jo er en Norm, allerede forefindes i Garderoben, at Ridderdragterne maa være dennes rigeste Fag, saa at de, maaske paa to til tre Hovedpersoner nær, vist haves saa gode, som Publikum, Forfatter, Komponist og de Spillende kunne ønske, hvad der endmere maa være blevet Tilfældet efter Monteringen af "Valdemar", hvis der er nogen Sandhed i den idelige Paastand, at Balletten kan lade Opera og Skuespil tage Godt af, hvad der saa villig og rigelig gives til dens Glands af Nyt, og at vedkommende Embedsmand kun har opgivet omtrent 700 Rdl. til Bekostning for Dekorationsmaterialet, der desuden næsten fuldstændig er anskaffet og jo ogsaa, ligesom Ballettens, vil være brugeligt i andre Stykker. Ved hvad der kan staa tilbage at gjøre Udgift for, vil hele Udstyret da neppe overstige 1200 Rdl., og da mere end Halvdelen deraf er anvendt, kan ikke let noget betydeligt nyt theatralsk Arbeide endnu foranledige færre Udgifter end netop "Elverpigen".

7) Endelig blev mig efter Hr. Nyrops Bortreise anført som Grund til at udsætte Indstuderingen, at han var nødvendig til det ene Hovedparties Udførelse. Jeg vil ikke tale [sideskift][side 434]om, at Deres Høivelbaarenhed ikke ligesaa lidt som jeg vidste at sige Noget om, naar eller endog om Hr. Nyrop kommer til at gjenoptræde, eller om, at jeg, med al Agtelse for Hr. Nyrops Talent, aldrig er faldet paa at finde det saa prægnant, at jeg skulde skrive en Rolle, for hvis Udførelse det maatte blive en Betingelse; men det var mig meget overraskende, at Direktionen, som for Øieblikket netop ofte kaldes til Erkjendelse af, at den er saare uheldig med Rollebesætninger, som den maa bestemme, i den Grad tiltroer sig dybere Indsigt i den rette Fremstilling af en med Scenen nøie bekjendt Forfatters Arbeide end ham selv, at den anseer det magtpaaliggende at antage sig hans Interesse imod det, som han foreslaaer. Jeg maa meget beklage Følgerne af, at Direktionen saaledes paa engang har faaet bestemt Forvisning om, at den forstaaer sig bedre paa denne Rolle, baade fra Spillets og Sangens Side, end Komponisten og jeg; thi uagtet vi efter Hr. Nyrops Bortreise først have ønsket den givet til Hr. Jastrau og, da Direktionen ikke troede at kunne gaa ind derpaa, vare enige om at finde os fuldkommen tilfredse med, at den overdroges til Hr. Christoffersen, har Direktionen i sin Bedreforstaaen ikke været til at bevæge til at modtage denne Imødekommen. At det maa være særligt Hensyn til os, ikke til Publikum, hvoraf den har følt sig forpligtet til denne Ubevægelighed, skal jeg ganske vist ikke omtvivle, naar jeg betænker, at den — aabenbart af altfor overdreven Respekt for det Mimiske — har afslaaet Fru Zinck at maatte optræde som Zigeunerinden i "Troubadouren", da det dog sikkert vilde være Publikum behageligt at høre Partiet sunget af den Eneste, som kan og derfor burde synge det, og at den, uden at have Sikkerhed for Hr. Jastraus Evne til tilfredsstillende Behandling af Konversationsdialog [sideskift][side 435]har besluttet at fremføre ham for Publikum i "Fra Diavolos" vanskelige Rolle.

"Den Færd, der er vist imod mig i denne Sag, burde Theatret ikke lade sig komme til Skyld mod nogen Forfatter; men — dog maa jeg sikkert være berettiget til den Mening, at den mindst burde vises imod mig og af Dem. De har flere Gange, allerede inden De blev Theatrets Chef, omtalt, at jeg havde betydelige Fortjenester af Skuepladsen og har, istedetfor at finde Paaskjønnelse deraf hos dens Bestyrere, kun høstet Krænkelser. Jeg tør vel sige, at Deres gunstige Yttringer ere begrundede; thi om end ikke hensees til min dramatiske Forfattervirksomhed og ikke lidet Andet, hvorved jeg har været Skuepladsen til Gavn, er det vist, saavel at baade den Bog, hvilken Bestyrerne i mange Aar have havt til Veiledning i Repertoiret og kunnet takke for, at de vide, hvor ofte de ældre Stykker ere givne, og Theatrets Historie, hvis Savn man saa tidt og høilig beklagede, inden jeg, efter 40 Aars Samlen og Arbeiden, fik den bragt tilveie, ikke kunde have været til uden mig, som ogsaa, at jeg ved Theatret har lidt stor Uret, men aldrig af dets Ledere modtaget det allerringeste Opmærksomhedsbevis for Dette, som vel kan sammenstilles med Meget, der baade har fundet rigelig Løn og Udmærkelse. Jeg har nu ligesaa lidet Forlængsel, som jeg hidtil har yttret mindste Attraa efter fra Theatrets Side at finde Erkjendelse af disse mig af Dem indrømmede Fortjenester; men jeg vil ikke nægte, at jeg har følt mig oprørt ved, at de ikke hos Dem have kunnet beskytte mig imod en langt større Tilsidesættelse af mit billige Krav som Skuespilforfatter, end der er tilføiet mig af nogen tidligere Direkteur.

"Jeg indseer meget vel, at dette Brev ikke kan være Deres Høivelbaarenhed behageligt; men det har Heller ingenlunde [sideskift][side 436]været mig behageligt at komme i den Nødvendighed at maatte strive det. Skylden for det os fælles Ubehagelige ligger ikke hos mig: De har sat Dem i den Stilling, hvoraf det er Følgen; jeg har maattet finde mig i at se Dem i den. Deres Handlen eller, om De vil, Ikkehandlen i denne Sag har allerede, som let begribeligt, virket meget skadeligt for mig og min Medarbeider, naar Stykket, under eller efter Deres Direktorat, kommer for Publikum; for Tiden vil jeg idetmindste fordre den Beroligelse at vide, om der skal eller ikke skal træffes kraftig Forberedelse til, at det skeer, og anmoder derfor om desangaaende at faa et afgjørende skriftligt Svar.

Kjøbenhavn, den 18de December 1866.

Allerærbødigst
Th. Overskou.

Til
Høivelbaarne Hr. Etatsraad Linde,
Ridder af Dbrg, og Dbmd.,
Direkteur for det kgl. Theater og Kapel".

"Chefen for det kgl. Theater og Kapel.

Kjøbenhavn, den 28de December 1866.

"I Skrivelse af 18de d. M, har Hr. Professoren rettet den Forespørgsel til mig, om der skal eller ikke skal træffes kraftig Forberedelse til, at Operaen "Elverpigen" bringes til Opførelse.

"Uden nærmere at indlade mig paa denne Forespørgsels Præmisser, der, forsaavidt de angaa det ommeldte Stykkes Opførelse, ikke indeholde noget for Theaterbestyrelsen Nyt eller Ubekjendt og, forsaavidt de benyttes til at indskyde endel Sagen selv uvedkommende og i en Tjenesteskrivelse vistnok ganske upassende belærende Bemærkninger, Intet relevere med [sideskift][side 437]Hensyn til den om Stykket tagne Beslutning, skal jeg her gjentage, hvad jeg ved vor sidste Sammenkomst allerede bestemt har udtalt mundtlig for Dem, nemlig, at det er Theaterbestyrelsens fulde Agt at bringe Stykket frem og træffe alle dertil sigtende Forberedelser, men at selve Opførelsen først vil kunne ske i Saisonen 1867-68, saa tidlig som Omstændighederne maatte tillade det.

"Til denne Gjentagelse skal jeg her indskrænke mig, idet jeg kun tilføier, at uagtet jeg hverken miskjender de Grunde, som bevæge Hr. Professoren til at trænge paa Stykkets Opførelse, eller overseer Komponistens berettigede Fordring i samme Henseende, kan jeg dog i dette Tilfælde ikke afvise de Hensyn, der, uden at Nogens lovlige Ret derved krænkes, gjøre den beskyttede Udsættelse til en Nødvendighed i Theatrets Interesse, som det ikke mindre paahviler Bestyrelsen at varetage end Komponistens eller Forfatterens. Skulde der findes Føie til yderligere officiel Forhandling om denne Sag, maa jeg, saaledes som Hr. Professoren oprindelig ved Stykkets Antagelse har stillet Dem ligeoverfor Theaterbestyrelsen, forbeholde mig, at denne føres udelukkende imellem Komponisten og Bestyrelsen.

A. Linde.

Til
Hr. Professor Overskou".

Til dette Brev, der var et nyt og talende Bevis paa, hvilket Uheld der fulgte Linde, hver Gang han var nødsaget til at gribe Pennen, knyttede Overskou følgende rigtige Bemærkninger :

"Jeg skal ved denne Svarskrivelse tillade mig at bemærke: At Chefen ikke i mit Brev finder noget ham Nyt eller Ubekjendt, viser, at jeg betimelig har for ham anført de i det [sideskift][side 438]fremsatte Grunde, hvilket, da han ikke har kunnet mode dem med Modgrunde, men ligesom nu blot med "Jeg kan ikke", kun gjør hans Fremfærd endnu mere besynderlig og hensynsløs, end om han kunde sige, at Noget i det Fremsatte havde været ham nyt og ubekjendt. — Mit Brev er vistnok blevet et "Tjenestebrev" for Chefen, der modtog det angaaende Noget, som han har at tage under tjenstlig Behandling; men det er, det ikke for mig, da jeg er udenfor ethvertsomhelst Tjeneste- eller Forbindtlighedsforhold til det kongelige Theater. Jeg har kun rettet en Forespørgsel til ham om en Sag, som jeg vel er berettiget til at tro mig vedkommende, og de "belærende" Bemærkninger ere blot anførte til Bestyrkelse af mine Grunde; udenfor denne Sag at ville oplyse eller belære den nærværende Theaterbestyrelse skal vist aldrig falde mig ind. Chefen har hverken holdt det mig inden Saisonens Begyndelse eller det igjennem den i mit Brev ommeldte Anmeldelse i August baade Publikum og mig givne Løfte om Operaens Opførelse i denne Saison, endskjøndt han kunde holde det og hans Forgænger i fuld Maade havde beredet ham Veien dertil; hvad Værd skal jeg da tillægge et Løfte, som han slet ikke kan give, da han kun er konstitueret for et Aar, og der er mere end Rimelighed for, at Bestyrelsen ikke kan blive den samme i næste Saison? — Det er saare bekvemt at paaskyde Varetagelsen af Theatrets Interesser som Grund for Direkteurkaprice, thi disse kunne betragtes saa høist forskjellig, at det endog kan gjøres til Theatrets Interesse at spare Honorar til originale Forfattere og Komponister ved kun at give Oversættelser; men det vil være ligesaa vanskeligt for Chefen at paavise Noget, som han endog blot i denne Henseende har udrettet i Theatrets Interesse, som det er let at bevise, at han ved at fortrædige og krænke originale [sideskift][side 439]Forfattere og Komponister Handler imod den af Staten understøttede Skuepladses nationale Interesse og Betydning. — At der ikke hverken for Komponisten eller mig kan være "yderligere Forhandlinger" at føre med den nærværende Chef, naar han ikke kan eller vil holde sit Løfte om Operaens Opførelse i denne Saison, er let at indse".

Endelig naaede Bestyrelsen i November 1867 at saa Operaen frem. Den var sat i Scene med megen Pragt og vandt ublandet, men ikke stærkt Bifald. Man sandt med Rette i den melodieuse Musik meget Smukt, men dadlede den med endel Uret for Mangel paa Originalitet og kjæk, dristig Flugt — det maatte da være efter det mangfoldigt Forskjellige, som man sandt for godt at forlange givet i en Operamusik, og som Alt tilsammen hverken gives eller kan gives i en enkelt Opera. Texten, der indeholdt mange ypperlige Motiver for Komponisten, vandt enkelte Blades Bifald, men blev af andre kaldt "gyselig", idet man ikke vilde bemærke Handlingens Indhold og Gang, ikke det musikalske Anlæg og Maal, men kun i Versene søgte at finde baade Feil og Trivialiteter. I "Fædrelandet" hed det ret betegnende: "Saa hellere en Libretto som de Verdiske, der ikke gjøre Krav paa Poesi, Mening eller Illusion, men aabenhjertig give sig ud for Røverhistorier, jo værre jo bedre. En Text som "Elverpigen" vilde være udmærket for en Meyerbeer, der baade har et kolossalt Talent, og som er utrættelig i at skakre dermed; men den er en Fordærvelse for en Mand som Hartmann, der baade er for god og ikke stor nok til at gjøre saadan "Geschäft" med sit Pund". En saa haard og ubillig Kritik var Publikum dog ikke med til at godkjende, og Stykket vandt som sagt endel Bifald, hvortil ogsaa Udførelsen bidrog Sit. Christophersen skilte sig overraskende godt fra Asgars  [sideskift][side 440]Rolle, over Mad. Liebes Spil som Ella var der udbredt megen Poesi, V. Wiehe deklamerede Elverkongens Strofer meget smukt, og Jfr. Andersen, Schram og Steenberg fyldte udmærket i de øvrige Roller.

Kurieust nok var det store Trækplaster, hvormed Bestyrelsen i denne Saison mødte frem, henhørende til den Kunstart, hvis Vedbliven eller Ikke-Vedbliven den nedsatte Theaterkommission netop var beskjæftiget med at drøfte. Det var Bournonville, som atter her havde leveret et nyt Indlæg til Fordel for den Kunstretning, hvis Skaber og Opretholder han var, og som sædvanlig havde han Held med sig, skjøndt næsten Alle vantro rystede paa Hovedet, forinden hans nye Balletdigtning var gaaet over Scenen. Lang Tid for den kom frem, var der talrige Rygter i Omløb om de fabelagtige Summer, som denne Ballet vilde koste at sætte i Scene, og medens Ballettens Venner frygtsomt nævnede en Sum af 8000 Rdl., var 16 til 18000 Rdl. det Beløb, der med Skadefryd omtaltes af Ballettens Fjender. Og samtidig med at Rygtet talte om disse efter vore Forhold betydelige Summer, blev der just i flere forskjellige Blade anket over Bestyrelsens Adfærd imod de originale Forfattere, hvilke idelige Anker bevægede Berner til i "Dagbladet" for den 16de Januar 1868 under Overskriften "Forfatterhonorarerne ved det kgl. Theater" at indrykke Følgende:

"Hr. Redakteur! Maaske tør jeg udbede mig en Plads i Deres ærede Blad for følgende Linier. Der tales og skrives i den sidste Tid ikke saa Lidet om den Karrighed, der formentlig fra det kongelige Theaters Side udvises imod dramatiske Forfattere, idet Theatret for at undgaa Honorar for nye Stykker idelig "vender Bunken", det vil sige opsøger Stykker af det ældre Repertoire, der ikke berettige til Honorar, [sideskift][side 441]ved hvilken Fremgangsmaade det søger at tækkes Rigsdagen ved at kunne henvise til sine mange Besparelser og sin fyldte Pengekasse, saa at et æret Blad har troet i en anden Anledning at burde erindre Theatret om, at det er af Forfatterne, at det væsenlig skal leve. Da Paastande, der idelig gjentages, som bekjendt hurtig stemples som sandfærdige og paalidelige, skal jeg — idet jeg forøvrigt ganske vedkjender mig den Overbevisning, at Theatret bør tage et passende Hensyn til den Statsmyndighed, i hvis Haand dets endelige Skjæbne dog væsenlig er lagt — tillade mig at meddele følgende faktiske Oplysninger:

"Paa det kongelige Theaters aarlige Budget findes under Konto: Literaire og artistiske Arbeider (Forfatter- og Komponist- samt Oversætter-Honorar) opført et Beløb af 6000 Rdl., der ikke hidtil er overskredet. I de fire første Maaneder af indeværende Theater-Saison (de 4/9 af Saisonen) er der opført følgende honorarberettigede Stykker, nemlig: "Tordenveir", "Marie Stuart i Skotland", "En Skavank", "En nyttig Onkel", "Kjærlighed og Politik", "Den Yngste", "En Udvei", "Sent er ikke forsilde" (hvis Antagelseshonorar dog er udbetalt i forrige Theateraar) og "Elverpigen". Honoraret for disse Stykker har, paa en Ubetydelighed nær, netop udgjort 3000 Rdl. Der haves altsaa for de tilbageværende fem Maaneder af indeværende Saison et Beløb af 3000 Rdl. disponibel, hvoraf blandt meget Andet skal udredes Honorar til Komponisten af Balletten "Thrymskviden".

Ærbødigst F. Berner".

Denne Artikel kunde naturligvis ikke undgaa at blive imødegaaet, og i "Dags-Telegrafen" blev der da ogsaa gjort opmærksom paa, hvor urimelig lille den Sum af 6000 Rdl. var, der aarlig maatte udredes til Forfattere og Komponister, [sideskift][side 442]medens der kunde anvendes Beløb af meget betydeligere Størrelse paa Udstyrelsen af et enkelt Arbeide, der ovenikjøbet hørte ind under Balletten. Det kunde nu ogsaa nok siges at være et Vovestykke just under de forhaandenværende Omstændigheder at koste saa betydelige Summer paa en Ballet, men Bournonville var Mand for at rydde enhver Hindring af Veien og at formaa Bestyrelsen til at gaa ind paa alle hans Forslag, der ikke altid vare saa billige. Til Maskineriet stilledes der Fordringer, som Wedén med sin bedste Villie ikke kunde opfylde, og Christensen maatte ogsaa have Assistance, da han ikke kunde overkomme at male alle Dekorationer, men enhver saadan Hindring vidste Balletmesteren at overvinde, idet han gav Anvisning paa Stockholm, hvor man kunde finde de Kræfter, man her havde Brug for. Med sædvanlig Ihærdighed satte Bournonville Alt i Bevægelse for at faa sin nye Komposition frem, og endelig naaede man saa vidt, at Balletten den 21 de Februar kom til Opførelse. Allerede Titelen "Thrymskviden" — ie: Kvadet om Thrym — fortalte Publikum, at den geniale Mester denne Gang havde hentet sit Stof fra selve Eddaen, og at han ikke havde frygtet for at bringe Nordens Guder indenfor Balletdigtningens Ramme. Mange lo over det Vanvittige i dette Forsøg, de Fleste trak paa Skuldrene og mente, at det var halsløs Gjerning, og de rigtig ægte Pæredanske vare dydig indignerede over, at Balletten turde vove at profanere vor Oldtids mægtige Skikkelser, som hverken Digteren med sin Pen, Maleren med sin Pensel eller Billedhuggeren med sin Meisel havde formaaet at udforme helt og holdent. Bournonville kjendte imidlertid sit kjøbenhavnske Publikum altfor godt til ikke at være forberedt paa al mulig Modstand og Forsøg paa Latterliggjøren, og han forsøgte derfor i et Forord til BalletBallet-programmet [sideskift][side 443]programmet at imødegaa de Indvendinger, der kunde reises mod Valget af hans Sujet. "Den første Tanke, — skrev han — der paatvinger sig endog de varmeste Venner af den sceniske Kunst, er: Hvorledes tor Digteren vove sig ud paa en saa speilglat Isflade som Eddaen, og ville dens storslaaede Figurer lade sig indfatte i en saa snæver Ramme som en Ballet? Hertil vil jeg svare: at naar et Emne ikke vil lade os i Ro, hverken ved Nat eller Dag, ender det sædvanlig med at antage den Form, der er Kunstnerens Natur eiendommelig; saaledes fremstod Oehlenschlægers store Epos Nordens Guder og derefter Freunds Ragnaroksfrise". . . . "Det vil synes Mange forunderligt, at der, hvor de lyriske og dramatiske Midler hidtil have været utilstrækkelige, vil Balletten tiltro sig Evne og Kraft; men næstefter den uvurderlige Bistand, som Mimiken og den karakteristiske Dands laane af Instrumentalmusiken, hvorved de med større Lethed end baade Sangen og Recitationen føre os over i Stemningernes Rige, maa det bemærkes, at Nordens Guder med samt deres gigantiske Modstandere, saaledes som Eddaen har overleveret os dem, ere Handlings-Væsner, der overhovedet ikke give sig af med Deklamation, og hvis Ursprog — naar de stundom tale indbyrdes — er af en Rod, der er høist forskjellig fra det Tungemaal, hvormed vi paa Scenen stræbe at gjøre os forstaaelige. Hovedopgaven ved dette vistnok dristige, men ikke vovelige Foretagende er altsaa ikke blot at blive anskuelig og tydelig, men tillige at bringe et dramatisk Sammenhæng i disse Fragmenter af et storartet episk Digt". Forfatterens Bemærkninger vare dog ikke af den Natur, at de kunde overbevise et skeptisk og strengt kritiserende Publikum, og naar han alligevel i dette Indlæg til Forsvar for Ballettens Bestaaen fik det store Publikum med [sideskift][side 444]sig, da var Forordet ikke Skyld deri, men først og fremmest selve Balletten, der i Pragt og Udstyr overgik Alt, hvad der hidtil var seet paa Scenen, og dernæst den storartede Musik, hvormed I. P. E. Hartmann havde udstyret Bournonvilles Komposition. Handlingen var i store Træk følgende: i første Akt sees Thor miste sin Hammer, Loke mødes med Sigyn, Jætten Thrym forelskes i Freia, der viser sig for ham i Drømme omgiven af Diser og Lysalfer, og Skirner kommer forgjæves til Jotunheim for at fordre Hammeren af Thrym, der kun vil udlevere den mod at faa Freia til Ægte; i anden Akt sees Ægirs Gjæstebud paa Hlesey, hvor Freirs og Gerdas Bryllupsfest feires, Loke forstyrrer Freden, haaner Guderne og forvandler sig til en Slange, da Thor truer med at dræbe ham; i tredie Akt vender Skirner tilbage og meddeler Udfaldet af sin Sendelse, Freia Harmes over Thryms Forlangende, og den listige Loke, der beder om Tilgivelse, giver det Raad, at Thor forklædt som Freia skal age til Jotunheim, hvortil Thor endelig giver sit Samtykke; fjerde Akt foregaaer i Thryms hvælvede Hal, hvor Alt forberedes til at modtage Freia; den forklædte Thor ankommer, sættes til Høibords, faaer Hammeren lagt i sit Skjød og dræber Jætterne, hvorpaa hele Hallen styrter sammen. Tykke Skyer bedække Forgrunden, og et musikalsk Mellemspil indleder derpaa Ragnarok, idet man seer Gudernes Kamp, Surturs Seir, Asernes Undergang og tilsidst Lokes Straf, hvorefter Slutningstableauet viser Gjenfødelsen i Gimle; de salige Guder modtages i Morgenrøden af Baldur og indvies til Udødelighed i Glandsen af den opgaaende Sol, Alfaders Øie. — Havde Bournonville nu ogsaa her valgt et Emne, som i mange Maader maatte siges at ligge over eller udenfor Ballettens Omraade, saa kunde det dog ikke nægtes, at han med virkelig Genialitet [sideskift][side 445]havde vidst at behandle dette Emne saaledes, at det tog sig ud og formaaede at vedligeholde Tilskuernes Interesse en Hel Aften igjennem, og han havde ikke til bedre Forstaaelse af Balletten behøvet det Forspil, som han havde opfordret H. P. Holst til at skrive. I dette skildrer en ung Søkonge sin Hustru, hvorledes han i fjerne Lande er bleven omvendt til Christendommen, og da hun forfærdes over hans Ord, aabnes Fjeldet bag hende, og Nornerne varsle Valhals Undergang, hvorpaa hun følger sin Husbond til det Land, hvor Frelseren levede og lærte. Forspillet fik en udmærket Udførelse af V. Wiehe og Jfr. Lange, og det Samme var Tilfældet med Balletten, som gik over Scenen med den mageløse Præcision, som Bournonville var en Mester i at skaffe tilveie. Trods alle de vanskelige Opgaver, der vare givne Maskinvæsenet, gik Alt fortræffeligt, og navnlig var det af virkelig imponerende Virkning, da Jætterne sank for Thors Hammer og Thryms Hal styrtede sammen. Paa Udstyrelsen var der ikke sparet i nogen Retning. Christensen havde malet et deiligt Foraarslandskab, og den unge, talentfulde Theatermaler Frits Ahlgrensson, der var kaldet herned fra Stockholm, havde udført to Dekorationer, der vakte stormende Bifald ved den Genialitet og Fantasi, som aabenbarede sig i dem. Den ene af disse Dekorationer var Ægirs Hal, den anden Jætten Thryms hvælvede Bolig, og den fortræffelige Kunstner, der fra nu af tog Ophold i Kjøbenhavn og efterhaanden berigede Skuepladsen med mange ypperlige Dekorationer, var ogsaa i høi Grad medvirkende ved Arrangements af det indviklede Maskineri, i hvilken Henseende han understøttedes udmærket af en Landsmand, Mekanikus Lindström, der ligeledes var kommen fra Sverigs Hovedstad for at assistere ved Iscenesættelsen. Da Tæppet den første Aften [sideskift][side 446]var faldet for det pragtfulde Slutningstableau, lod der et kraftigt og vedholdende Bifald, der dog ikke alene gjaldt Bournonville, men tillige Alle dem, der havde medvirket ved Forestillingen. Blandt disse stod Hartmann allerøverst. Han, der som Ingen forstod at skildre Hedenold, havde her — saavel til Balletten som til Forspillet — givet et storslaaet Maleri i Toner, hvor hver enkelt Situation var klart og karakteristisk gjengivet, hvad enten han til Dandsepartierne havde maattet benytte Rhytmer, der egenlig laa Oldtiden fjernt, eller han havde udmalet den vældige Kamp mellem Aser og Jætter. Størst viste hans Mesterskab sig naturligvis, hvor han skulde skildre den nordiske Kraft, og derfor var ogsaa Musiken til fjerde Akt den mest virkningsfulde, idet der her gaves Komponisten Leilighed til at udmale Thors rasende Kamp i Thryms Hal og Volas store Syner, hvorpaa Musiken efter den vældige Strid mellem Mørkets og Lysets Magter gik over til milde, opløftende Harmonier, der dannede Indledningen til Slutningstableauet. — I den første Tid gik Balletten i flere paa Hinanden følgende Aftener, fordi det var forbundet med endel Vanskeligheder at ordne Maskineriet fra Morgen til Aften, og for hver Aften var der fuldt Hus i Theatret, der her havde faaet et Trækplaster af første Rang. Alle Hovedstadens Beboere talte i Uger og Dage kun om Balletten og om den udmærkede Udførelse, den havde faaet, navnlig af Scharff, der spillede den af Bournonville saa ypperlig tegnede Loke med overraskende Dygtighed, af Jfr. Schnell, der var yndig som Sigyn, og af Gide som Jætten Thrym, hvortil kom den fortrinlige Assistance, der ydedes af en Del af Skuespilpersonalet, og Bladene strømmede over af Artikler om "Thrymskviden", Artikler, der i det Hele ydede Balletkomponisten stor Anerkjendelse. Men skjøndt Balletten [sideskift][side 447]vedblivende gjennem hele Saisonen skaffede fuldt Hus, rystede dog de Fleste tvivlende paa Hovedet, naar der taltes om dette Arbeides Rentabilitet for Theatret, og fra denne Vantro var det umuligt at bringe Folk. "Thrymskviden" opførtes i dette Theateraar ikke mindre end 25 Gange, den sidste Gang til Indtægt for det private Pensionsfond, og de 24 Forestillinger gav en saa stor Brutto-Indtægt, som intet andet dramatisk Arbeide hidtil havde formaaet at skaffe, nemlig 26,910 Rdl. 52 Sk., men skjøndt dette glimrende Resultat meddeltes af "Berlingske Tidende", paastod man dog baade i Aviserne og privat, at det alligevel var et Spørgsmaal, om ikke de umaadelige Udgifter ved Iscenesættelsen og de betydelige aftenlige Omkostninger vilde sluge hele denne Brutto-Indtægt. Dette var imidlertid langtfra Tilfældet. Omkostningerne ved Balletten havde ganske vist været betydelige, nemlig 2,132 Rdl. 43 Sk. til Dragter og Kostumer, 3,833 Rdl. 7 Sk. til Dekorationer, 1705 Rdl. 89 Sk. til Maskineri og 1,650 Rdl. til Forfatterhonorarer (300 Rdl. i Antagelseshonorar og 20 Rdl. for hver af de 25 første Opførelser til Bournonville ifølge Overenskomst, 650 Rdl. til Hartmann ifølge Regulativet, 100 Rdl. ifølge Kontrakt til H. P. Holst for Forspillet og 100 Rdl. for Hartmanns Musik dertil), men da de aftenlige Udgifter dog gjennemsnitlig ikke androg mere end 117 Rdl. 95 Sk., saa at de 24 første Opførelser gav Theatret en Netto — Indtægt af 24,078 Rdl. 76 Sk. eller gjennemsnitlig 1,003 Rdl. 27 Sk. pr. Aften, medens der kun var kalkuleret en Indtægt af 700 Rdl., kunde Balletten godt bære de betydelige Omkostninger og endda give et klækkeligt Overskud.

Den forholdsvis betydelige Virksomhed, Bestyrelsen i denne Saison havde udfoldet med at bringe Nyheder til Opførelse, havde den naturlige Følge, at der ikke blev indstuderet [sideskift][side 448]saamange ældre Arbeider, som Tilfældet ellers pleiede at være. "Debatten i Politivennen" blev med Held gjenoptaget efter otte Aars Hvile og fik en fortræffelig Udførelse af Phister, Md. Sødring, Rosenkilde og Mantzius i Hovedrollerne. At "Den Yngste" gjenoptoges, var nærmest for at give Carl Wulff Leilighed til at debutere i en større Rolle. Allerede paa Saisonens anden Aften var denne unge Skuespiller, der hidtil havde virket i Provindserne og Norge, optraadt som William Taylor i "Marie Stuart i Skotland", uden at man dog af denne Rolle havde kunnet danne sig nogen Mening om hans Talent og Brugbarhed, og først i "Den Yngste" gaves der ham en ordenlig Opgave. Det var i og for sig en mislig Sag at optræde i en Rolle, i hvilken Michael Wiehe havde feiret en glimrende Triumf, men da Bestyrelsen netop ønskede at faa en Skuespiller, der kunde gaa ind i den Afdødes Fag som Elsker, maatte Debutanten finde sig i det trufne Valg. Han kom ogsaa efter Omstændighederne godt fra det vovelige Forsøg. I hele sin Spillemaade, ja selv i sit Udvortes, mindede Wulff paa Scenen i en vis Grad om sin store Forgænger; der var Forstand i hans Spil, og dette savnede Heller ikke Følelse, men derimod syntes det at skorte ham lidt paa Poesi, ligesom der Hørtes. Klager over hans Organ, som, navnlig naar han kom i Affekt, lød lidt tykt. Det maatte imidlertid for de fleste Kunstforstandige staa klart, at Debutanten var Mere end en blot og bar Brugbarhed, naar han kun anvendtes i det Rollefag, der laa hans Evner nærmest, men da Bestyrelsen vedblev at forcere ham ind i M. Wiehes Repertoire og ikke vilde give ham Noget at bestille i Konversationsstykket, blev det ham ikke muligt at at gjøre sig gjældende. Jfr. Lange, der havde afløst Fru Heiberg som Fiorella, skilte sig overrastende godt ved enkelte [sideskift][side 449]Parlier af sin Rolle, men maatte paany høre den gamle Bebreidelse, at der hverken over hendes Diktion eller hendes Spil i det Hele taget var den fornødne Ro. At spille Eibæk i "Eventyr paa Fodreisen" efter M. Wiehe var en Opgave, der var ganske ualmindelig vanskelig, og det geraadede derfor Wulff til Ære, at hans Spil, om det end var noget mat, af Kritiken omtaltes som "i sig selv ret smukt og stemmende med Rollens Karakter", men som tredie Debutrolle at spille en saa flau Figur som Sebastian i "Viola" uden at blive til Latter, hvilket næsten havde varet Tilfældet med alle Rollens tidligere Fremstillere, det var en endnu vanskeligere Opgave, som dog lykkedes ham.

Hertz's Lystspil "Indkvarteringen" — der fik en udmærket Udførelse af V. Wiehe og Mad. Eckardt, og hvori Dorph-Petersen havde en ganske heldig Rolle som Adolf Hermonsen — blev atter gjenoptaget paa Repertoiret, for at Jfr. Agnes Nathalie Dehn kunde prøve sine Kræfter som Skuespillerinde. Den unge Pige, som ved sin Debut kun var i en Alder af sexten Aar, havde gjort Tjeneste i Theatrets Dandseskole allerede fra det niende Aar og var tidligere optraadt i Skuespillet, forsaavidt hun kun kort Tid efter sin Indtræden i Balletkorpset havde spillet den lille Marie i Heibergs "Alferne". Ved sin Debut som Hanne viste den unge Pige, der havde et meget heldigt Udvortes, sig i Besiddelse af et rent og tydeligt Organ, en dannet Udtale, god Diktion og smukke, naturlige Bevægelser, ligesom der over hele hendes Præstation var udbredt en egen, tiltrækkende Blyhed, men noget egenligt Talent aabenbarede hun dog ikke i denne Rolle, saa at det efter den var meget vanskeligt at stille hendes kunstneriske Horoskop. Heller ikke hendes to paafølgende Roller — Regisse i "Svend Dyrings [sideskift][side 450]Hus" og Marguerite de Maison-Rouge i "Marie Antoinette" — bar Vidne om betydeligere Fremstillingsevner, men efterhaanden som Aarene modnede hende, udfoldede ogsaa hendes Talent sig, og hun fik, navnlig i det høiere Drama, et temmeligt betydeligt Repertoire, som gjorde hende til en yndet Skuespillerinde.

Oehlenschlægers Fødselsdag blev dette Aar mindet ved Opførelsen af "Palnatoke", der ikke i 27 Aar var gaaet over Scenen. Den begavede yngre Komponist, cand. phil. Peter Heise havde ved denne Leilighed komponeret en Musik, der ganske var i Sørgespillets Aand og den mægtige Digtning værdig. Stykket indlededes med en karakterfuld Ouverture, i anden Akt var der en smuk Sang, og i sidste Akt fandtes der foruden den høitidelige og gribende Introduktion til Kong Haralds Gravøl et melodramatisk Akkompagnement til den første Scene og til Palnatokes Død. Forøvrigt var Forestillingen i det Hele til Ære for Theatret. Vel formaaede J. Wiehe ikke helt at udfylde Palnatokes mægtige Skikkelse, og i Begyndelsen faldt han vel stærkt hen i en tom Deklamationsmaner, men senere løftede hans Spil sig en Hel Del, og han fandt en god Støtte i sit udmærkede Udseende. Derimod var hans Broders Spil som Svend Tveskjæg aldeles fuldendt, og E. Poulsen frapperede ved sin karakteristiske Fremstilling af Biskop Popo, hvis listige, forsigtige Kløgt og dristig trodsende Ondskab han vidste at give et fyldigt og træffende Udtryk. Ogsaa Mantzius som Harald Blaatand og Holst som Bue gjorde ypperlig Fyldest i Sørgespillet, ligesom Scharff, der paany prøvede sine Kræfter som Skuespiller, ikke uden en vis tiltalende Kjækhed og Friskhed spillede Vagn Akisøns Rolle.[sideskift][side 451]

En for Theatret ærefuld Forestilling var ogsaa "Fruentimmerskolen" i den Skikkelse, hvori Stykket nu opførtes. Mad. Eckardt spillede Rose med megen Finhed og elskværdigt Skjælmeri, og med Rette havde hun anlagt sit Spil efter Fru Heibergs Mønster uden dog at blive nogen slavisk Kopi af hende. E. Poulsen spillede Leander med Liv, ædel Naturlighed og Følelse, Nielsen tiltrak sig megen Opmærksomhed ved sin ypperlige og joviale Gjengivelse af Jeronimus' Rolle, Mantzius vidste ligesom ved de tidligere Opførelser at give et fyldigt og slaaende Billede af den forelskede Corfix, hvis Skinsyge han forstod at gjengive med Liv og stigende Effekt i Udtrykket. Imidlertid vakte hans Spil som Corfix en Opsigt, der ikke skyldtes hans store Evner, idet man fra flere Sider paastod, at han paa Scenen gjorde et Forsøg paa at latterliggjøre en Kollega. Det hed i "Dagbladet" om hans Spil: "Kun en Scene mislykkedes totalt, den, hvori Corfix spiller en lille Extrakomedie med sine Tjenestefolk og tiltaler dem i Leanders Navn for at prøve, hvordan de ville svare den bedende Elsker. Motivet forekommer ofte hos Holberg og kan naturligvis exploiteres paa forskjellig Maade i Forhold til den Spillendes Virtuositet. Men en saa ukunstnerisk Overdrivelse i Efterligningen, som Hr. Mantzius i denne Scene gav tilbedste, er absolut forkastelig, især naar man ikke besidder mere Efterligningstalent end han. Denne Overdrivelse gik saa vidt, at man næsten ikke kunde værge sig imod den Forestilling, at det var hans Hensigt at latterliggjøre, ikke Leander, men denne Rolles Fremstiller. Vi tro det naturligvis ikke, men ville dog for hans egen Skyld gjøre ham opmærksom paa, at man, for ikke at udsætte sig for Mistydning i Kunsten som i Livet, gjør rigtigst i at undgaa endogsaa Skinnet af det Usømmelige". Endnu stærkere blev [sideskift][side 452]dette udtalt i "Fædrelandet", hvor det hed: "Det Forsøg, han forleden Aften gjorde paa at bringe nogen Afvexling tilveie, var ikke heldigt. I Scenen i fjerde Akt, hvor han instruerer Tjenestefolkene, havde han fundet paa at parodiere Hr. Emil Poulsen, der spiller Horaces (Leanders) Rolle. Stykket giver ingen Anledning hertil, men det kunde alligevel i og for sig være et ganske godt coup de théâtre, og Hr. Poulsens Spil er præget af en saa fin Kunstsands og en saa skjøn Naturlighed, at han uden mindste Risiko kan udlevere det til at parodieres af en af hans Kammerater, naar denne trænger til slige Midler. Publikum lavede sig ogsaa til at more sig derover; men Sligt skal gjøres fint og elskværdigt, det skal springe frem som en Inspiration af Lunet, det maa ingen Bismag have af Raahed eller Malice, thi saa bliver Publikum, som forleden Aften, dog stumt i Forundring over slige Optøier". Hver Aften sad Publikum dog ikke stumt, thi under Opførelsen af "Fruentimmerskolen" den 28de December faldt der t. Ex. lydelige Mishagsyttringer mod Mantzius. Det var forøvrigt ikke blot i Pressen, at denne Anke fremkom, ogsaa blandt Skuespillerne herskede den Anskuelse, at Mantzius havde villet forsøge paa at latterliggjøre E. Poulsen, men mod denne Opfattelse nedlagde Mantzius en bestemt Indsigelse, og i "Dags-Telegrafen" fik han indrykket følgende Svar:

"Til Hr. Clemens Petersen,
Theaterkritikus i "Fædrelandet".

Til en dansk Kritikus, der, som De, Hr. Clemens Petersen, i Anmeldelsen af "Fruentimmerskolen" i "Fædrelandet" for i Tirsdags, har skrevet Følgende om Ludvig Holberg: "Der var blankt og klart og blændende oplyst i hans Hoved som i en Festsal, naar Gjæsterne ventes, men der var en inderlig Stilhed i hans Hjerte som [sideskift][side 453]i et Voxkabinet. — Forsaavidt det (Feilagtige i Menneskenes Færd) Hang sammen med selve Menneskenaturens Vilkaar, forstod han det ikke; og det er kun enkelte af hans Skikkelser, de gamle Fruentimmer, der have noget af denne saftige Livsfylde — — men han frem stille de ikke Karakterer, i hvilke Menneskets Indre blev tvunget til at gaa til Bekjendelse. Hans Lune var det tørre Lune, og skjøndt han har Aplomb og Gratie trods Wessel og Baggesen og Hertz og Erik Bøgh, saa maa man dog, for ret at føle det, kjende Forskjellen mellem den Aplomb og den Gratie, der voxer ud i et Par vældige, veløvede Smedearme, som hamre paa Ambolten, og den Aplomb og den Gratie, som exerceres ind i et Par Dandserindearme, der strø Roser ned i Løvegaarden, thi Holberg levede i en plump, drøi og dump Tid; hans Opgave var at hamre", etc. — som sagt, til en dansk Kritikus, der taler saaledes om Holberg, kunde det naturligvis ikke falde mig ind under almindelige Omstændigheder at henvende et alvorligt Ord, — han er hjemfalden enten til Latteren eller til Galehuset. Men naar en saadan Kritikus udsiger en vitterlig Usandhed og derpaa grunder en hadefuld Insinuation mod mig, saa nødes jeg til at sige ham et alvorligt Ord. — De veed jo meget godt, Hr. Clemens Petersen, at det er en vitterlig Usandhed, at "i Scenen i fjerde Akt, hvor Corfix instruerer Tjenestefolkene, Stykket ingen Anledning giver til at parodiere Leander", De veed jo meget godt, at Corfix ligefrem "agerer" Leander for Ole og Kristine, og at den igjennem fire Akter af Leander næsten "til Vanvid" Pinte Corfix naturligvis saa stærkt som mulig parodierer ham, da det er den eneste Revanche, den arme Mand faaer. De veed ligesaa godt, at Hr. Phister som Henrik over hundrede Gange har gjort det Samme i [sideskift][side 454]Maskeraden, hvor han parodierer Jeronimus og Leonard, og naturligvis har vexlet sin Parodi, eftersom dr. Ryge, Rosenkilde eller Kragh og jeg har spillet vedkommende Roller, — og ligeledes gjort det Samme i Scapin, hvor han parodierer Argante. Det er altsaa en hadefuld Insinuation, naar De siger, at jeg "parodierer en af mine Kammerater (sic!)". Nei, det er naturligvis ikke Mantzius, der parodierer Hr. Poulsen, men det er Corfix, der parodierer Leander, og det vil han blive ved med, saalænge jeg spiller Corfix.

Ærbødigst
K. Mantzius".

O. Poulsen kom i denne Saison til at prove sine Kræfter som Peter Ravn i "En Spurv i Tranedands". Han behagede i det Hele i Rollen, som han spillede med meget Liv, og som bar Vidne om en ikke almindelig Naturbegavelse, men hvad man savnede hos ham, var mærkelig nok Studiet, hvorfor ogsaa Peter Ravn lignede enhversomhelst anden Svend næsten lige saa meget som en Skrædersvend, thi senere, da Aarene havde udviklet ham, viste han ved mange Leiligheder, netop sin sjeldne Evne til at individualisere og til at give de Personer, han fremstillede, et frappant Særpræg af den Stilling, de indtog i Samfundet. "Ringen Nr. 2", der opførtes i en ny Oversættelse af H. P. Holst under Benævnelsen "Ringen", gjorde ingen rigtig Lykke og maatte efter fem Opførelser atter henlægges. "Gjenboerne", der som sædvanlig var paa Repertoiret i denne Saison, fik denne Gang en ny Interesse derved, at V. Wiehe efter eget Ønske spillede Christen Madsens Rolle. Smedesvenden blev under hans Behandling langt fra en saa saftfuld Figur som tidligere og tabte en Del i slaaende Natursandhed, men til Gjengjæld [sideskift][side 455]blev Christen Madsen en blød, næsten rørende Person, idet Wiehe særlig pointerede, at Smedesvenden i Grunden holdt af Mesterens Datter. Imidlertid følte Wiehe vistnok selv, at Rollen dog ikke laa for hans Talent, thi længe varede det ikke, inden han atter afgav den.

Med "Kjøbmanden i Venedig", der i Slutningen af Saisonen opførtes nogle enkelte Gange, var der foretaget flere heldige Forandringer. Dels spilledes nu de Aaret i Forveien aldeles vilkaarlig strøgne Scener med Prindserne af Marokko og Arragonien, dels var hele Sceneriet, hvor Beilerne vælge mellem de tre Skrin, nu langt mindre komisk end tidligere, endskjøndt man ikke var naaet vidt nok til ogsaa at blive af med Englehovederne, og dels havde Jfr. Lange overtaget Portia, som var afgivet af Md. Eckardt, for hvem denne Rolle aldrig rigtig havde passet. Den nye Fremstillerinde formaaede vel Heller ikke at give alle de mange skiftende og voldsomme Stemninger hos denne mesterlig tegnede Figur et fuldstændig fyldigt Udtryk, men alligevel kom hun dog Maalet nærmere end sin Forgængerinde og spillede navnlig smukt, hvor Bassanio vælger, og i Retsscenerne.

Heller ikke Operaen mødte med mange Repriser; man havde drevet det til to Nyheder i denne Saison og lod sig for Resten nøies med det staaende Repertoire. Nyrop, der efter at have været fraværende hele den forrige Saison var vendt tilbage fra Paris den 26de Januar 1868, optraadte atter den 5te Februar som Masaniello og modtoges ved sin Fremtræden med Blomster og vedholdende Bifald. Som sædvanlig beundrede man hans fortrinlige Spil, men selve hans Stemmemidler syntes ikke at have vundet i nogen videre Grad ved Undervisningen i Paris. Han sang endnu i denne Saison et nyt Parti, nemlig Joseph i "Joseph og hans [sideskift][side 456]Brødre", og med Rette høstede han stærkt Bifald for sin smukke Sang, der var præget saavel af Adel som af Varme og dyb Følelse. For at give Chr. Hansen en Art Opreisning i Anledning af hans Klager over aldrig at blive benyttet fandt Bestyrelsen paa den Ide at lade ham synge Vilhelm Tells Parti afvexlende med Døcker, men den opnaaede naturligvis herved ikke Andet, end at hverken Hansen eller Døcker vare fornøiede med en saadan Bestemmelse. Forøvrigt fik man i denne Saison en Ypperlig fremmed Sangerinde at høre, idet Fru Stenhammar, der var bleven uenig med Theaterbestyrelsen i Stockholm, i December Maaned mod et Honorar af 500 Rdl. optraadte som Gjæst ved fem Forestillinger som Mathilde i "Vilhelm Tell", Valentine i "Hugenotterne" og Leonora i "Troubadouren". Ved Gjenoptagelsen af denne sidste Opera havde Bestyrelsen endelig fundet det rettest at tage Hensyn til de talrige Klager i Pressen over, at Jfr. Bournonville sang Azucenas Parti, og overdraget Rollen til Mad. Zinck, som ogsaa vidste ganske anderledes end tidligere at lade Sangpartiet komme til sin Ret, hvorimod hendes Spil lod Adskilligt tilbage at ønske. Den svenske Sangerinde vakte stærkt Bifald, idet hun med en smuk, klangfuld og livlig Sopran forenede et smagfuldt, inderligt Foredrag og et vakkert Spil. — Af Balletter blev kun "Et Folkesagn" opført i ny Indstudering, og Jfr. Schnell, der nu havde overtaget Hildas Rolle, skilte sig ualmindelig smukt fra Partiet saavel i mimisk som i koreografisk Henseende.

Foruden de to tidligere nævnte Debutanter betraadte ogsaa cand. phil. Severin Abrahams i denne Saison for første Gang Scenen. Hans Debut som Albert Ebbesen i "Elverhøi" maatte i det Hele kaldes ret heldig. Han havde et smukt Udvortes, en god Holdning, et tydeligt og ganske [sideskift][side 457]velklingende Organ, som dog af og til kunde lyde lidt tykt, og en ren, dannet Udtale. Men medens saaledes alle de ydre Betingelser vare tilstede, var det, som om der manglede Noget i det Indre; der var ingen Erotik udbredt over ham, og skjøndt han var Begynder, gjorde hans Spil mere Indtrykket af at være Routinearbeide end af at være præget af Inderlighed og Varme.

Afgangene i denne Saison vare mange, men for de Flestes Vedkommende af mindre Betydning. Saavel Kragh som Pätges og Jfr. Müller havde et saa ringe Repertoire, at deres Afskedigelse ikke mærkedes i videre Grad, og Mad. Sahlgreen var efterhaanden traadt saaledes tilbage for de yngre Kræfter, at Heller ikke hendes Bortgang var noget Tab for Operaen. Derimod var det ubilligt af Direktionen at afskedige O. Zinck, thi som ved flere andre Leiligheder tog den aldeles intet Hensyn til de Løfter, der vare givne af af dens Forgængere i Bestyrelsen, og den kunde ikke med Ret paaberaabe sig, at Zinck som Kunstner ikke havde holdt, hvad han ved sin Debut tegnede til, eftersom det netop var de forskjellige Bestyrelsers Skyld, at hans Repertoire var saa ringe. Der var flere forskjellige Gange givet Zinck mundtligt Tilsagn om fast Ansættelse, men da han trods disse Tilsagn ikke indstilledes, indgav han i 1865 Ansøgning om Afsked. Efter Bemyndigelse af Kultusministeriet meddelte Kranold ham derpaa skriftlig, at han, naar der blev Spørgsmaal om at gjøre Indstilling til kongelig Ansættelse blandt Theaterpersonalet, dertil vilde komme i Betragtning. Som Følge af dette Løfte tog Zinck nu sin Afskedsansøgning tilbage, og i Saisonen 1866-67 bleve flere af Personalet efter Lindes Indstilling fast ansatte, men han blev forbigaaet, og endelig fik han i Mai Maaned 1867 fra Linde et privat Brev med [sideskift][side 458]Underretning om, at han trods sin lange og tilfredsstillende Virksomhed ved Theatret vilde blive afskediget ved Kalenderaarets Slutning. Det var altsaa saaledes, at Bestyrelsen opfyldte de Løfter, der vare givne af den med Ministeriets Bemyndigelse! I Januar 1868 henvendte Zinck sig da til Rosenørn-Teilmann med Anmodning om, at der maatte udbetales ham en Sum i Skadeserstatning en Gang for alle, eller at der idetmindste maatte anvises ham Gage Theateraaret ud, men begge Dele afsloges. Hermed lod han sig dog ikke nøie, men henvendte sig til Finantsudvalget med Besværing over den ham tilføiede Uret; dette hjalp, thi i Juli s. A. fik han fra den nye Kultusminister, Aleth Hansen, en Skrivelse: "at man efter nærmere Overveielse af Sagens Omstændigheder ikke længere fandt Noget at erindre imod, at der udbetaltes ham et Beløb af 250 Rdl. af Theatrets Kasse". Mærkeligt nok, i Ministeriets Skrivelse af 21 de Februar "fandt man ikke Anledning" til at gaa ind paa Andragendet, og i samme Øvrigheds Skrivelse i Juli hed det, at man "ikke længere fandt Noget at erindre imod" Andragendet. Efter sin Afsked fik han Engagement ved Folketheatret, hvor hans komiske Talent strax skaffede ham et stort Publikum. Et Tab for Theatret var det, at Nielsen i Sommerens Løb afgik ved Døden. Han havde netop i de sidste Par Aar ved flere Leiligheder vist sin Dygtighed i komiske Roller og i Gammelmandsfaget, og han vilde uden Tvivl være bleven en Kunstner af Betydning, hvis ikke forskjellige ugunstige Omstændigheder havde lagt ham en Hindring i Veien for at komme rigtig ind i Repertoiret. At Jfr. Kruse ligeledes afgik ved Saisonens Slutning, var intet Tab for Scenen. Efter eget Ønske opgav ogsaa H. P. [sideskift][side 459]Holst ved Theateraarets Udgang sin Virksomhed ved Sceneinstruktionen.

Den 29de Oktober 1867 var det halvhundrede Aar siden, at Bournonville første Gang betraadte Scenen, nemlig som Adonia i "Salomons Dom", og næsten samtlige Theatrets Kunstnere, Kunstnerinder og Funktionairer arrangerede i den Anledning et Festmaaltid til Ære for ham, ligesom Kongen hædrede Jubilaren ved at tildele ham Fortjenstmedaillen i Guld. Mantzius feirede den 27de September s. A. sit 25-aarige Jubilæum som Skuespiller og spillede for den Aften istedetfor E. Poulsen Titelrollen i "Erasmus Montanus", der opførtes tilligemed "Den bogstavelige Udtydning". Ved sin Indtræden paa Scenen modtoges han med stærkt Bifald, der ogsaa gjentog sig, da han i det sidstnævnte Stykke viste sig som Mr. Robinson. Hultmann feirede ligeledes i denne Saison sit 25aarige Jubilæum som scenisk Kunstner, og da han den 22de April 1868 i den Anledning viste sig i "Et Reiseeventyr", hvori han spillede Julius Smith med samme Liv og Ungdommelighed som ved sin Debut i 1843, modtoges han med Blomster og et kraftigt, vedholdende Bifald, der kulminerede, idet Phister tog en af Bouketterne op, rakte ham den og bød ham Velkommen. Det var forøvrigt ikke den eneste Anerkjendelse, der vistes ham i denne Saison. Lørdagen den 7de Marts var Alt udsolgt til "Gjenboerne", og da Hultmann traadte ind paa Scenen som Klint, modtoges han med Blomster og stærkt Bifald. De Færreste blandt Tilskuerne vidste, hvad denne lidt usædvanlige Ovation skulde betyde, men senere fik de det at vide. Kunstneren var nemlig efter Forestillingens Slutning indbudt af Regentsens ældre og yngre Befolkning til en lille Festlighed i Regentsens Læsestue, som en Tak for og Anerkjendelse af hans vakkre, livlige [sideskift][side 460]Udførelse af flere af de Hostrupske Studenterskikkelser, navnlig Klint.

Af Fremmede optraadte i denne Saison foruden Fru Stenhammar kun en eneste, den norske Pianist Edmund Neupert. Denne, der havde været første Lærer ved Sterns Musikkonservatorium i Berlin, var, en ypperlig Klaverspiller og høstede stærkt Bifald ved de to Koncerter, ved hvilke han medvirkede.

I Januar 1868, begyndte Lorini atter paa Kasino at give italienske Operaforestillinger. Foruden Signora Bennati bestod Selskabet af lutter nye Kræfter: Anna Vita, en blod og behagelig Sopran, Gaetano Verati en kraftfuld Tenor, Barytonen Pantaleoni og Bassisten Giovanni Cornago samt den ypperlige Altistinde Luisa Cari, hvortil senere kom Signor Bentami med en lille, men meget smuk Tenorstemme og Sopranen Signora Calisto, men Direkteuren gjorde kun daarlige Forretninger, hvorfor han ogsaa fra St. Petersborg tilkaldte Kate Morensi i Haab om, at hun vilde udøve samme Tiltrækningskraft som tidligere. Dette blev dog ikke Tilfældet, og i Begyndelsen af Marts Maaned opløste hele Selskabet sig.

Med det finantsielle Udbytte af denne Saison havde Theatret al mulig Grund til at være tilfreds, thi Indtægten var den største, der hidtil var naaet. Abonnementet androg 61,686 Rdl. 64 Sk., Forestillinger uden Abonnement 44,756 Rdl. 64 Sk. og Forestillinger med Abonnement 97,564 Rdl. 80 Sk., ialt 204,008 Rdl. 16 Sk. eller 16,544 Rdl. 32 Sk. mere end det foregaaende Aar. Gjennemsnitsindtægten pr. Aften var 806 Rdl. 34 Sk. mod 743 Rdl. 87 Sk. i 1866-67. Men samtidig med Indtægterne vare naturligvis ogsaa Udgifterne stegne i en betydelig [sideskift][side 461]Grad. Med den fra det foregaaende Aar værende Kassebeholdning af 8,376 Rdl. 11 Sk. var der efter de paa Budgettet opførte Summer en Merindtægt af 37,584 Rdl. 27 Sk., men da Kassebeholdningen ved Saisonens Slutning kun udgjorde 21,981 Rdl. 33 Sk., havde der altsaa fundet et større Forbrug Sted af 15,692 Rdl. 90 Sk.

Theaterkommissionen, som konstituerede sig i Efteraaret 1867, udsatte derpaa sine Møder i længere Tid, efterat de forberedende Arbeider vare fordelte mellem Medlemmerne, og traadte derpaa atter sammen i Begyndelsen af December s. A. Om dens Virksomhed kom der aldeles Intet ud blandt Publikum, idet Medlemmerne havde forpligtet sig til absolut Taushed om, hvad der foregik i Møderne.

Ved Behandlingen af Finantsloven for 1868-69 lod der atter i dette Aar i Folkethinget Røster mod Theatret, og et Mindretal i Finantsudvalget foreslog endog, at Staten kun skulde tilskyde 40,000 Rdl. til Theatret, og at der stilledes som Betingelse, at Kjøbenhavns Kommune tilskjød 10,000 Rdl., men da man i den kommende Rigsdagssession kunde vente at se Resultatet af Theaterkommissionens Arbeide, blev man enig om foreløbig at lade Alt blive ved det Gamle, saa at Finantsloven for 1868-69 for Theatrets Vedkommende var aldeles ligelydende med Finantsloven for 1867-68. Ved Tillægsbevillingsloven bleve imidlertid Renter og Afdrag af Gjælden til Sorø Akademi for Finantsaaret 1868-69 eftergivne Theatret.

---

Note til side 412

*) Alt, hvad der i denne Artikel forekommer med Gaaseøine, er af Clemens Petersen.