[sideskift][side 670]Under 5te Juli 1871 bifaldt Kongen, at den Linde og Berner meddelte Konstitution henholdsvis som Chef og som Intendant maatte forlænges indtil Udgangen af Theateraaret 1871-72. Alt skulde gaa i den gamle Gænge, og der hørtes ingen Opposition mod Bestyrelsen undtagen fra "Dagbladet", som til Meddelelsen om Konstitutionens Forlængelse knyttede følgende Bemærkning: "At den Justitsraad Berner givne Konstitution er forlænget for et Aar, finde vi ganske rimeligt. Men vi kunne ikke tilbageholde vor Forundring over, at man ogsaa har beholdt Konferentsraad Linde som konstitueret Direkteur, da det dog er vitterligt for Alle, og ikke mindst for den paagjældende Embedsmand selv, at denne Stilling er en fuldstændig Sinekure."

Det aarlige Program før Logeauktionen var ret lovende, og det holdt Størsteparten af sine Løfter; kun fik man Intet at se til "Pigen fra Palermo", oversat efter A de Mussets Carmosine af A. Flinch. Det var saaledes atter et af de mange Arbeider, der honoreredes og derefter for bestandig bleve begravede i Theatrets Arkiv.

Saisonens første og betydeligste Nyhed var "Cymbeline", eventyrligt Skuespil i fem Akter af Shakspeare, bearbeidet af Julius Martensen. Om end Bearbeideren paa sine Steder [sideskift][side 671]havde taget sig vel store Friheder ligeover for Shakspeare, maatte man dog sige, at han i det Hele havde været ret heldig med at "indrette" Stykket for Scenen, og det herlige, friste, poesirige Skuespil fandt da ogsaa en glimrende Modtagelse af Publikum, der med stor Interesse fulgte den interessante Handling og de mange, mesterlig skildrede Karakterer. Skuespillet, der var sat i Scene med megen Dygtighed, og hvortil Güllich, som atter for dette Aar var engageret som Theatermaler, havde malet flere fortræffelige Dekorationer, fik i det Hele en ganske god Udførelse. Skjøndt Frøken Dehn ikke helt kunde fylde i en Rolle som Imogens, var der dog saa meget Smukt i hendes Spil, at det saaes med Fornøielse, V. Wiehe var udmærket som Posthumus Leonatus, E. Poulsen gav et ret karakteristisk Billede af Italieneren Jachimo, og J. Wiehe spillede ikke uden en vis Dygtighed som Cloten, skjøndt han ikke fik den komiske Side af Figuren tilstrækkelig frem, men kun pointerede det Dyriske ved Dronningens Søn. Saa megen Lykke gjorde Stykket, at det opførtes ikke færre end 21 Gange i Løbet af Saisonen. — Forøvrigt gav Bearbeidelsen Anledning til en Retssag, der, skjøndt den fik et for Theatret heldigt Udfald, ikke saa videre heldig ud hverken for Bestyrelsen eller for Bearbeideren. Theatrets Censor havde i Januar 1868 underrettet fhv. Konrektor Lembcke om, at hans Bearbeidelse af "Cymbeline" i det Hele havde vundet Theatrets Bifald, og da Lembcke meddelte Censor, at han sket ikke havde indleveret nogen Bearbeidelse, oplystes det, at Censor ved en Feiltagelse havde troet, at Lembcke var Bearbeideren, siden det var hans Oversættelse, der med Rettelser og Forandringer var indsendt til Theatret af den anonyme Bearbeider. Lembcke traadte nu i Forbindelse med Theaterbestyrelsen, og i to Aar taltes der frem og tilbage [sideskift][side 672]om Benyttelsen af hans Oversættelse, indtil han endelig i Januar 1871 fik at vide, at Martensen havde leveret en Hel ny Bearbeidelse efter sin egen Oversættelse af "Cymbeline". For Lembcke maatte det unægtelig være i høi Grad overraskende og se meget mærkværdigt ud, at der pludselig aldeles ikke mere var Tale om hans Oversættelse, som tidligere havde dannet Grundlaget for alle Forhandlinger om Bearbeidelsen, og da han saavel under Opførelsen som senere, da Bearbeidelsen af "Cymbeline" udkom i Trykken, troede — maaske ikke ganske uden Grund — at finde en paafaldende Lighed mellem Versene i den Martensenske Bearbeidelse og i hans egen Oversættelse, sagsøgte han den I4de November 1871 det kongelige Theaters Bestyrelse til at betale ham en Skadeserstatning af 200 Rdl. med Rente 5 pCt. fra Klagens Dato samt en passende Mulkt. Ved Hof- og Stadsrettens Dom af 21 de Januar 1873 frifandtes imidlertid Chefen, og Sagens Omkostninger ophævedes.

Efter et saa stort Arbeide som at bringe "Cymbeline" frem maatte Theatret naturligvis hvile ud i et Par Maaneder og naaede da endelig ved December Maaneds Begyndelse til at saa den anden Nyhed frem, en Bagatel, der lige saa gjerne kunde have været uspillet. Denne Nyhed var "Examensfeber", der paa Plakaten angav sig som "dramatisk Situation" af en her hidtil ukjendt svensk dramatisk Forfatter Edvard Bäckström, og til at bringe en saadan Ubetydelighed paa Benene havde Theatret maattet anvende et Par Maaneders Tid. Efter nogle faa Opførelser skrinlagdes dette svage Arbeide, hvis eneste Fortjeneste var, at det gav Fru Sødring og Phister Leilighed til at skabe et Par ypperlige Smaafigurer som Tante Monika og Akademiadjunkten, og saa drev Bestyrelsen det endelig til i Slutningen af Mai Maaned at [sideskift][side 673]faa opført den tredie og sidste Nyhed paa Skuespillets Omraade, "De hvide Roser", originalt Lystspil i tre Akter. Som Forfattere til dette Arbeide nævnedes to yngre Mænd, der tidligere skulde have skrevet et Par kvikke Smaaarbeider for Folketheatrets Scene, og som en Forfatterdebut paa det kongelige Theater maatte dette Lystspil kaldes ret heldigt. Ganske vist var hverken Stykkets Ide rigtig ny eller Karaktererne særlig originale, men der var til Gjengjæld en vis elskværdig Friskhed udbredt over hele Arbeidet, Dialogen var underholdende uden dog at turde kaldes for vittig, og Forviklingerne vare ganske snildt slyngede. Hvad der navnlig saaledes var godt udført, var Tanken med det gamle Kjærlighedsbrev, der gaaer igjen og ved sit Spøgeri gjør den yngre Generation lykkelig, og derfor vandt ogsaa Stykkets anden Akt, hvori man seer Brevets forunderlige Vandringer, stærkt og vedholdende Bifald. Hvad der forøvrigt ogsaa bidrog til den Lykke, Stykket gjorde, var den Omstændighed, at Rollerne fra Forfatternes Side vare lagte ypperlig tilrette for de Spillende, der som Følge deraf Alle vare fortræffelig paa deres Plads, og at Arbeidet var sat meget smukt i Scene.

Det var Alt, hvad Skuespillet havde at præstere af Nyt i en Hel Saison, og ligesaa tarveligt saa det ud, hvad Opera og Ballet angik. For Operaens Vedkommende bragte man kun et nyt Værk paa Scenen, nemlig "Mestersangerne i Nürnberg", og man kunde ikke siges at have truffet noget heldigt Valg ved netop at foretrække denne af Wagners Operaer. Dels var nemlig Texten saa urimelig bred, at Stykket trods meget betydelige Forkortelser varede fire Timer, og dels var Operaens første Akt med hele det vidtløftige Apparat til Sangerprøven saa trættende og kjedelig, at denne Akt nær havde afgjort hele Stykkets Skjæbne. Imidlertid [sideskift][side 674]hævede Testen sig betydelig i de to sidste Akter, og efter den storartede Finale i anden Akt lød der et stærkt Bifald, som fulgte Operaen gjennem hele tredie Akt. Musiken, der forbandt alle Wagners Fortrin med alle hans Lyder, blev udmærket fortolket navnlig af Schram som hans Sachs og af Frøken Pfeil som Eva, hvorimod Jastrau var lidt for kold og stiv som Walther von Stoltzing. Til Stykket havde Güllich malet en ganske fortræffelig Gadedekoration, og det sceniske Udstyr var meget pragtfuldt, om det end ikke paa alle Punkter stod i Harmoni med, hvad Komponisten havde tænkt sig og foreskrevet. Oversættelsen var besørget af A. Hertz, der havde anvendt saamegen Omhu paa dette Arbeide, at Theatret med Rette forøgede hans Honorar fra 200 til 300 Rdl.

Bournonvilles nye Ballet "Et Eventyr i Billeder" var et af hans svageste Arbeider, hvortil han havde hentet Motivet fra H. C. Andersens "Den standhaftige Tinsoldat". Balletten fik i det Hele en udmærket Udførelse, men den morede ikke Publikum og fristede derfor en meget kort Tilværelse i Modsætning til, hvad Tilfældet ellers var med Komponistens Arbeider.

Naar man en Hel Saison igjennem ikke havde flere Nyheder at byde Tilskuerne, maatte man selvfølgelig tage sin Tilflugt til det ældre Repertoire, hvilket da ogsaa i dette Theateraar maatte holde stærkt for. Saisonen aabnedes med det uopslidelige "Elverhøi", hvori Agnetes Rolle nu var tildelt Frk. Schnell, der vel spillede med Ynde og barnlig Følelse, men som dog ikke helt formaaede at faa Billedet af den drømmende unge Pige frem. Bjørn Olufsen havde faaet en fortræffelig Fremstiller i Rosenkilde, og Jerndorff var ganske flink som Albert Ebbesen, der var hans tredie [sideskift][side 675]Debutrolle. Derimod fyldte Frk. Schnell ganske anderledes godt i "Den eneste Feil", der blev udmærket spillet af hende som Petrine, Frk. Nielsen som Fru Martin og V. Wiehe som Amtmanden. At man efter Mantzius' Afgang tildelte E. Poulsen Grønholts Rolle i "Mester og Lærling", var et nyt Bevis paa den ringe Omsigt, hvormed Theaterbestyrelsen værnede om de yngre Talenter, thi istedetfor at holde lidt igjen paa E. Poulsen og kun anvende ham i de Rollefag, for hvilke han særlig syntes at have Anlæg, tog man den størst mulige øieblikkelige Nytte af, at han allerede havde vundet sig et stort Publikum, og lod ham spille alle optænkelige Slags Roller, uden at det syntes at falde Bestyrelsen ind, at den ved en saadan Fremgangsmaade meget let kunde forkluddre hele hans kunstneriske Udvikling. At dette ikke skete, var ikke Bestyrelsens, men Poulsens egen Skyld, idet han, eftersom han vandt mere og mere Routine, vidste at begrændse sig og sin Virksomhed. Hans Spil som Grønholt viste da ogsaa, hvorledes Forstand og Studium kunde frembringe et korrekt og smagfuldt Resultat, thi paa hans Fremstilling var der ikke Andet at udsætte, end at Figuren nu manglede det Liv, den komiske Kraft, hvormed Mantzius havde udstyret den.

Efter ret heldige Gjenopførelser af "Kamp og Seir" og "Bagtalelse", under hvilket sidste Navn "Badet i Dieppe" nu gik, holdt "Recensenten og Dyret" paany sit Indtog paa Scenen, hvorfra Vaudevillen havde været borte siden gamle Rosenkildes Død. Nu var Sønnen traadt i Faderens Fodspor, og med uendelig Jubel hilsedes Trop, da den gamle kjære Bekjendt atter viste sig. Det var Trop, man igjen fik at se, den rigtig gode gamle Trop fra Heibergs Lid, og dog var det ingen Kopi, men en fri, selvstændig [sideskift][side 676]Udarbeidelse af Rollen, en Samlen af alle de forskjellige Smaatræk og Momenter til et kunstnerisk Hele, af hvilken der fremgik en Trop, der var tænkt og følt, som Forgængeren havde tænkt og følt Figuren; det var kort sagt et nyt Bevis paa, hvilken høi Rang Rosenkilde indtog som Karakterfremstiller.

Det var en Oehlenschlæger værdig Opførelse af "Hakon Jarl", der fandt Sted paa hans Fødselsdag, værdig, fordi Titelrollen nu var lagt i Hænderne paa V. Wiehe, der var den Eneste, som formaaede at spille den mægtige Helt fra Hedenold. Ved de første Forestillinger var der maaske hist og her Et eller Andet ved hans Spil, man kunde have ønsket lidt anderledes, men efterhaanden som han fik udarbeidet Rollen, blev hans Udførelse mere og mere fuldendt, og de, som tidligere havde erklæret, at de Oehlenschlægerske Sørgespils Tid var forbi, maatte nu med Undren se, hvorledes disse Mesterværker atter bleve Kassestykker, saasnart man kun havde Kræfter til at besætte dem med. Blandt den øvrige Rollebesætning stod E. Poulsen øverst som Grib, hvorimod Jerndorff i altfor høi Grad manglede Person til at spille Olaf, og Fru Eckardt ikke var fri for som Thora at falde vel meget hen i Deklamationsmaneren. — "Tartuffe", der havde hvilet siden 1827, blev i dette Theateraar opført i en ny, versificeret, gjennemgaaende ret heldig Oversættelse af A. Flinch, men trods al den Omhu, der var anvendt paa det Molièreske Mesterværk, slog dette dog ikke an. Grunden hertil maatte falde Enhver i Øinene: den i mange Henseender uheldige Rollebesætning. Thi hvor stor en Kunstner Rosenkilde end var, og hvor sindrigt og vel gjennemtænkt hans Spil end maatte forekomme alle Tilskuerne, saa stod det dog strax klart for Alle, at han manglede en væsenlig Betingelse [sideskift][side 677]for at kunne spille Tartuffe. Alt det Sledske, Skinhellige og Hyklerske ved Figuren kunde han faa frem, men Ingen vilde ret tro paa, at hans Hjerte kunde banke varmt og voldsomt for en Kvinde, og naar han skulde tolke Lidenskabens feberhede Sprog, var Publikum mest tilbøieligt til at le ad ham. Saaledes var det ogsaa et Misgreb at lade V. Wiehe spille Orgon, en Rolle, der oprindelig var tiltænkt Mantzius, men som laa langt udenfor den Førstnævntes kunstneriske Omraade. Derimod vare Frk. Nielsen, Fru Eckardt, Phister og Frk. Dehn meget heldige som Fru Pernelle, Elmire, Loyal og Mariane, og Kammerpigen Dorine blev spillet af Fru Jacobson med et saa smittende Lune og en saadan Saft og Kraft, at hun derved tilstrækkelig godtgjorde, at hun fremfor de fleste Andre var kaldet til at afløse Fru Phister i Pernille-Rollerne.

Foruden "Den eneste Feil" bleve ikke mindre end tre andre af Hertz's Arbeider gjenoptagne paa Repertoiret, nemlig: "Sparekassen", "Amanda", hvori Titelrollen blev spillet af Frøken Schnell med en baade rørende og komisk Naivetet, og "En Kurmethode", der gjorde megen Lykke, skjøndt Udførelsen gjennemgaaende stod endel tilbage for den tidligere. Gjenopførelsen af "Correggio", der havde hvilet henved en halv Snes Aar, fandt nærmest Sted af Hensyn til Holm-Hansen, hvem man paany vilde prove i en større Rolle. Hans Spil som Correggio viste ogsaa ikke ringe Fremskridt, forsaavidt hans Fremstilling var baade godt gjennemtænkt og følt, men endnu havde han i sin Person og sit Organ saa Meget at kæmpe imod, at han ikke var i Stand til at bære Stykket oppe. Hvad der behagede mest ved Sørgespillet i dets nuværende Skikkelse, var V. Wiehes udmærkede Spil som den buldrende, opfarende Michelangelo og E. [sideskift][side 678]Poulsens ikke mindre interessante Fremstilling af den fine og slebne Giulio Romano.

Den anden Wagnerske Opera havde lagt saa stærkt Beslag paa Syngespillets Kræfter, at man i denne Saison ikke naaede videre end til at gjenopføre "Figaros Bryllnp" og "Brama og Bayaderen". Det var i det Hele til Held for Mozarts Syngestykke, at det nu blev givet i fire i Stedet for tidligere i to Akter, og i sin nye Skikkelse gik Operaen godt over Scenen. Simonsen var vel en noget massiv Figaro, og Partiet laa ham ogsaa paa sine Steder lidt for dybt, men i det Hele sang han det med stor Dygtighed, og Fru Levinsohn — som Frøken A. Andersen var bleven — var en ypperlig Susanne, ligesom Grevindens Parti var i de bedste ham der hos Frøken Pfeil. Man gjenoptog "Brama og Bayaderen" ikke saameget af Hensyn til Operaen som for at give Frøken Maria Westberg en god tredie Debutrolle. Under den vedvarende Trang paa en Primadonna ved Balletten havde Bournonville tilbudt sig at reise til Stockholm for at engagere en af de derværende yngre Dandserinder, og af Theaterkassen var der i den Anledning bevilget ham en Reiseunderstøttelse af 100 Rdl. Han vendte forsaavidt hjem med uforrettet Sag, som det ikke var lykkedes ham at frigjøre den attenaarige Frøken Westberg fra de Forpligtelser, der bandt hende til det kongelige Theater i Stockholm, men hun opnaaede dog at faa Permission i September og Oktober Maaneder 1871 for i dem at optræde som Gjæst paa det danske Theater, og hun gjorde strax saa megen Lykke, at Theatret sluttede Engagement med hende for den kommende Saison. Vel var den unge svenske Dandserinde ikke noget betydeligt mimisk Talent, men hun dandsede med overordenlig Ynde og Gratie, og da hun [sideskift][side 679]tilmed var i Besiddelse af et ualmindelig heldigt Theaterudvortes, var det saa naturligt, at man søgte at knytte hende til Balletten, hvor hun vilde kunne udfylde en Primadonnas Plads. Saavel i "Sylfiden" som i "Thrymskviden" udøvede hun saa stærk Tiltrækningskraft paa Publikum, at Theatret fandt sig foranlediget til at forhøie det Honorar, der var tilstaaet hende for hendes Optræden som Gjæst. — Hartmann, der efter sin heldige Udførelse af Sarastro i Slutningen af forrige Saison var bleven engageret for dette og de to paafølgende Theateraar, fik som Stormesteren i "Tempelherren og Jødinden" og som Marcel i "Hugenotterne" Leilighed til at imponere med sine mægtige Stemmemidler, men ikke til at vise nogen egen dramatisk Begavelse. Ved hans Ansættelse gaves der ham Feu i 1ste Klasse B, dog saaledes at Feu'en ikke maatte være mindre end 400 Rdl. Her gjorde altsaa Bestyrelsen atter Begyndelsen til at indføre fast Feu, hvilket fuldstændig stred mod Feu'ens Natur og Begreb.

Et sørgeligt Tab for Operaen var det, at Fru Riise, for hvis udmærket uddannede Stemmemidler der i saa mange Henseender var stærk Brug, bortreves ved en pludselig og uventet Død, og ligeledes var det et betydeligt Tab for Balletten, at Scharff maatte opgive sin Virksomhed som Dandser. Han havde i nogen Tid følt Smerter i sit Knæ uden dog at agte videre derpaa, men da han den 9de November medvirkede i et til "Troubadouren" komponeret Dandsedivertissement, styrtede han under Dandsen om, idet Knæskallen paa hans ene Ben var læderet i en saa betydelig Grad, at han øieblikkelig maatte transporteres til Hospitalet. Ogsaa Skuespillernes Rækker fortyndedes, men her var det en af Veteranerne, som efter en lang, hæderfuld Kunstnerbane [sideskift][side 680]trak sig tilbage til Privatlivets Ro. Det var Instrukteur V. Holst, der nu forlod Skuepladsen ved Theateraarets Udgang, og skjøndt hans Virksomhed havde været saa smuk og saa heldbringende for den danske Scene, blev det dog ikke forundt ham at tage Afsked med Publikum paa anden Maade, end at han paa Saisonens sidste Aften maatte doublere J. Wiehes Rolle som Baron Nilus i "Jeppe paa Bjerget". Ved Saisonens Udgang tog ligeledes Frk. Schmidt sin Afsked.

Af Fremmede optraadte kun Wilhelm Junck, Soloviolinist i det kgl. keis. østerrigske Kapel, der trods sin unge Alder udmærkede sig ved et ypperligt Foredrag, en fortrinlig Teknik og en stor, fyldig Tone.

Den 3die Mai oplevede "Den Stundesløse" sin 200de Opførelse, og da det var første Gang, at et Skuespil havde været opført saa mange Gange paa den danske Scene, var der Anledning nok for Bestyrelsen til at sørge for at give Opførelses-Aftenen et festligt Præg ved en Prolog eller Lignende. Der blev nu vel ogsaa af Bestyrelsen gjort et Forsøg paa at saa noget Festligt i Stand, men da dette ikke vilde lykkes den — fordi den naturligvis ikke havde henvendt sig paa de rette Steder, thi saa aandsforladte vare de danske Digtere dog ikke, at de ikke skulde kunne skrive en passende Prolog —, indskrænkede den sig til at bemærke paa Plakaten, hvor mange Gange Stykket var opført, og til med Ministeriets Samtykke i Dagens Anledning at udbetale Phister og Kone et Gratiale af 500 Rdl. som Anerkjendelse af deres Fortjenester af den Holbergske Komedie. Da "Den Stundesløse" gjenoptoges den 4de April 1843 og da gik over Scenen for 112te Gang, var det første Aften, at Phister spillede Oldfux og hans Kone Pernille — samtidig med at gamle Rosenkilde for første Gang spillede Vielgeschrey —, og de havde siden den [sideskift][side 681]Tid spillet de to Roller, ialt altsaa 88 Gange hver, med Undtagelse af et Par Gange, hvor Pernille under Fru Phisters Sygdom var bleven doubleret af en Anden. Til Forestillingen efter Saisonens Slutning til Indtægt for Ballettens private Pensionsfond havde Digteren, Kammerassessor Carl Andersen skrevet et stemningsfuldt Forspil "Dæmring", der indledede Balletten "Valdemar". Forspillet, hvortil Em. Hartmann havde skrevet Musiken, fik en smuk Udførelse af Schram som en gammel Skjald og Frøken Pfeil som en nordisk Kvinde, og Balletten havde Bournonville vidst at skaffe forhøiet Interesse ved at formaa V. Wiehe til at spille Axel Hvide og Frøken Schnell til at udføre sin tidligere Rolle som Astrid.

Skjøndt Bestyrelsen, som det fremgaaer tydelig nok, ikke havde gjort synderlig store Anstrengelser for at drage Publikum til Theatret, havde den dog som sædvanlig atter iaar den Glæde at se Kassen bugne af Penge, faa at Indtægten for 1871-72 var henved 4,400 Rdl. større end for Aaret i Forveien. Bruttoindtægten af 272,134 Rdl. var henved 33,500 Rdl. større end paaregnet, og dette hidrørte faa godt som udelukkende fra Forestillingsindtægterne. Disse havde udgjort 212,840 Rdl., nemlig 68,166 Rdl. for Abonnement, 47,464 Rdl. for 54 Forestillinger uden Abonnement og 97,209 Rdl. for 200 Forestillinger med Abonnement. Gjennemsnitsindtægten af samtlige Forestillinger havde været 837 Rdl. 91½ Sk., for Abonnementet 340 Rdl. 80 Sk., af Billetsalget ved abonnerede Forestillinger 486 Rdl. 5 Sk. og for uabonnerede Forestillinger 878 Rdl. 93 Sk. Den høieste Indtægt gav Oktober med 919 Rdl. 70 Sk. pr. Forestilling og den laveste Mai med 718 Rdl. 22 Sk. I Renter paa Gjælden til Sorø Akademi betaltes som sæd sæd-vanlig [sideskift][side 682]vanlig 7,623 Rdl. Da Lønningsforholdene i Henhold til den under forrige Saison omtalte Høiesteretsdom udgjorde henved 12,000 Rdl. mere end paaregnet, og da samtidig de fleste Udgiftskonti vare en Del overskredne, udgjorde Netto-Overskudet kun 11,429 Rdl. 74 Sk. Ved Udgangen af Theateraaret 1870-71 eiede Theatrets Kapital-Konto 37,700 Rdl. i Obligationer og kontant 39,692 Rdl. 5½ Sk., men i Løbet af det paafølgende Aar indkjøbtes der 23,000 Rdl. i Obligationer for 20,030 Rdl. 40 Sk., saa at Obligationsbeholdningen steg til 60,700 Rdl., medens samtidig den kontante Beholdning sank ned til 19,661 Rdl. 61½ Sk. Af Renterne af Formuen indkjøbtes samtidig for 3,300 Rdl. Obligationer, og idet Overskudet for 1871-72 tilskreves den kontante Beholdning, udgjorde saaledes Kapital-Kontoen den 30te Juni 1872 i Obligationer 64,000 Rdl. og i Kontanter 31,091 Rdl. 39½ Sk.

I Sommeren 1872 aabnedes den nordiske Industri- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn, og i Anledning af de mange Reisende, som kunde ventes til Hovedstaden, skete der i Pressen flere Opfordringer til det kongelige Theater om at give endel Forestillinger i Sommermaanederne, men disse Opfordringer førte dog ikke til noget Resultat, og medens Kasino viste, med hvor stort Udbytte der kunde gives Forestillinger i Sommermaanederne, bleve det kongelige Theaters Døre standhaftig lukkede i den engang lovbestemte Tid. Paa Kasino fik man iøvrigt sidst i Juli Maaned Leilighed til at gjøre Bekjendskab med Christiania Theaters mest fremragende Komiker og Karakterskuespiller, Johannes Brun, der som Bartholo i "Barberen i Sevilla" og Tanne i "Hun skal debutere" gjorde overordenlig Lykke.[sideskift][side 683]

Ved kongelig Resolution af 18de September 1871 blev Kapellets Enkekasse ophævet, efterat Theatret havde indbetalt dets Kapital paa 68,100 Rdl. i kongelige Obligationer til Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1871, imod at denne Anstalt fremtidig overtog Kassens Forpligtelser ligeover for Interessenterne.

Efterat Hauch den 27de Juni 1871 efter eget Ønske var bleven afskediget som Censor, blev Posten, som tidligere omtalt, besat med Professor C. K. F. Molbech, hvem der tillagdes 600 Rdl. i aarlig Gage. Ved denne Udnævnelse havde Kultusministeriet oprindelig tilsigtet at ville tilføre Bestyrelsen det æsthetiske Element, som i saa høi Grad savnedes, men da der saavel fra Lindes som fra Berners Side reistes Modstand mod at faa en tredie Mand ind i Bestyrelsen, endte det med, at Molbech kun blev Censor, og at der for ham udfærdigedes en ny Instrux, som i flere Henseender var yderst uheldig. Ifølge denne Instrux, der havde sit Udspring fra Theatrets Chef, og som mærkværdig nok sanktioneredes af Ministeriet, skulde den nye Censor ikke alene afgive sit Votum over de Arbeider, der indsendtes til ham, men tillige benytte sit Kjendskab til Udlandets dramatiske Literatur til at henlede Theaterbestyrelsens Opmærksomhed paa, hvad der efter hans Anskuelse maatte egne sig til enten i hans egen eller i Andres Bearbeidelse at opføres paa det kongelige Theater, ligesom man ogsaa haabede, at han vilde være villig til efter Chefens Anmodning at foretage de nødvendige Rettelser og Forandringer ved ældre Stykker, der paatænktes gjenoptagne paa Repertoiret. Skjøndt baade Chefen og Ministeriet fra Theatrets tidligere Historie burde have vidst, hvor uheldigt det var at have en fast beskikket Theaterdigter og Oversætter, og skjøndt den allerførste [sideskift][side 684]Paragraf i Molbechs Instrux burde have lydt paa, at al Oversætter- eller Bearbeidervirksomhed var Censor forbudt, betænkte man sig dog ikke paa at udruste ham med en saadan Værdighed, og lang Tid hengik der da Heller ikke, for der Hørtes lydelige Klager over, at den nye Censors Stilling medførte, at ingen Anden end han selv kunde faa en Oversættelse antaget ved det kongelige Theater.

Efter Rungs Død blev Koncertmester C. Helsted, der hidtil hovedsagelig havde sunget med alle Operisterne, medens den Afdødes Virksomhed i de sidste Aar var indskrænket til at synge med de yngre Skuespillere, der medvirkede i Vaudevillen, den 15de August 1872 ansat som Syngemester med en ureglementeret Gage af 1000 Rdl. samt med Forpligtelse til som hidtil, naar det forlangtes, at deltage i Indstuderingen af Operaer og Syngestykker. Under samme Dato blev det overdraget Korsyngemester Gerlach mod en ureglementeret Løn af 500 Rdl. at overtage Sangundervisningen m. M. af Skuespilpersonalets yngre Medlemmer med Forpligtelse til i Syngemesterens Sygdom eller Forfald gratis at udføre dennes Funktioner, dog saaledes at han samtidig bibeholdt sin Stilling som Korsyngemester. Hvad det yngre kvindelige Personale angik, paatog Fru Gerlach sig at synge med det.

Den i 1869 ved Døden afgaaede Geheimekonferentsraad Frederik Vilhelm Treschow havde ved Fundats af 24de December 1861 stiftet et Legat paa 25,000 Rdl. under Navn af "Geheimekonferentsraad Fr. V. Treschows Legat til Opmuntring og til en lille Hjælp for Kunstens Dyrkere". Renterne, 1000 Rdl. aarlig, skulde anvendes saaledes: I de to første Aar, efterat Legatet var traadt i Virksomhed, skulde de 1000 Rdl. aarlig anvendes til en Gratifikation for en [sideskift][side 685]ved det kongelige danske Theater ansat Kunstner eller Kunstnerinde uden Hensyn til Fag. I det tredie Aar skulde den samme Sum tildeles en Maler og i det fjerde Aar en Billedhugger, hvorefter Legatets Renter i samme Orden paany skulde anvendes til Opmuntring for Kunstnere eller Kunstnerinder af de samme Klasser. Fem Medlemmer af det kongelige Theater, der udvalgtes af Theatrets øvrige Personale, havde at bringe to Personer i Forslag, som de i Betragtning af samtlige for disse talende Omstændigheder holdt for de værdigste, hvorefter den, der bestyrede Legatet, bestemte, hvilken af de to Indstillede der for det Aar skulde mide Renten af Legatet. Til Bestyrer udnævnte Testator sin Sem, Kammerherre Frederik Vilhelm Treschow og hans Descendenter af Mandsstammen i Overensstemmelse med de nærmere Forskrifter i den konfirmerede Fundation for det af ham oprettede Treschowske Fideikommis. Som Følge heraf tilkom det alene Bestyreren af Legatet og hans Efterfølgere at bortgive det til en af de indstillede Personer, saafremt han maatte anse denne for værdig dertil. "Det kan nemlig tænkes — hed det i Fundatsen —, at Intrige og Kabale kunde bevirke, at Ingen af de Indstillede fortjente at komme i Betragtning til Legatet, i hvilket Tilfælde samme ikke bliver at bortgive for det Aar, men derimod kommer Reservefonds tilgode. Det Sidste gjælder ogsaa i Tilfælde af, at Komiteen ikke finder Nogen værdig til at indstilles. Skulde Theatret ophøre at existere som kongeligt, har Bestyreren til den Tid gjennem den vedkommende Autoritet at indgaa med Forestilling til Hs. Maj. Kongen om, hvad der er at foretage med Legatet, og hvorledes de samme tillagte Midler mulig alligevel med en forandret Form kunne an an-vendes [sideskift][side 686]vendes til Opnaaelsen af det Øiemed, i hvilket Legatet er stiftet." — I det første Aar tilfaldt Legatet V. Wiehe.

Der blev i Sommerens Løb aldeles undtagelsesvis gjort et Brud paa den ellers saa strengt overholdte Bestemmelse i Tjeneste — Regulativer om, at ingen af Kunstnerne maatte optræde offenlig i Kjøbenhavn udenfor det kongelige Theaters Tjeneste, idet der gaves Erh. Hansen og Frk. Pfeil Tilladelse til i Dagene mellem den 1ste og 14de August at foranstalte en offenlig Koncert, hvoraf Indtægten skulde anvendes til at sætte Bo for i Anledning af deres tilstundende Bryllup.

Det til at bedømme de indsendte Planer til en ny Theaterbygning nedsatte Udvalg meddelte den 7de Juli 1871 Kultusministeriet, at det havde tilkjendt den med P. p. mærkede Plan første Pris, og Ugedagen derefter indsendte det endvidere til Ministeriet en udførlig Skrivelse, hvori det udtalte sig nærmere om sine Motiver ved Præmiernes Fordeling og paaviste endel Ændringer, som vilde være ønskelige eller nødvendige, for Planen bragtes til praktisk Udførelse. Derefter tilskrev Ministeriet den 28de s. M. de to Arkitekter, at Ministeriet, naar de maatte være villige og i Stand til at foretage saavel de af Bedømmelsesudvalget foreslaaede Forandringer som de Modifikationer, der mulig fra Theaterbestyrelsens Side maatte ved en Konference med denne blive ansete for ønskelige eller nødvendige, vilde lade Arbeidet fremme paa Basis af deres Tegning, idet det udhævedes som en ufravigelig Betingelse, at alle med Arbeidets Udførelse forbundne Udgifter holdtes indenfor det ved Lov af 18de Juni 1870 bevilgede Beløb. Samme Dag tilskrev Ministeriet Theaterbestyrelsen, efterat man først havde sikkret denne den fornødne tekniske Assistance i Bedømmelsesudvalgets Medlem, Etatsraad Herholdt, om at konferere med de to [sideskift][side 687]Arkitekter for at bringe en saa hensigtsmæssig Bygning tilveie som mulig, dog med fornyet Udhævelse af, at ingen Overskridelse af den bevilgede Sum maatte finde Sted. Den 30te September 1871 afgav Linde, Berner og Herholdt deres Betænkning, hvori de paaviste, at de Hovedbetænkeligheder, Bedømmelsesudvalget havde havt med Hensyn til Mangel af Underkjørseler, med Hensyn til Trappesystemet, med Hensyn til en Reduktion af Scenerummet og Tilskuerpladsen, med Hensyn til den særlige Koncertsal og forskjellige udhævede Lokaler (Kor-Syngestolen, Dandseskolen, Paaklædningsværelsernes Antals Reduktion), med Hensyn til Varme- og Ventilationsindretningen, i alt Væsenligt lod sig fjerne, og at Arkitekterne havde erklæret sig fuldstændig beredte til at fremlægge detaillerede og muligst dokumenterede Overslag over samtlige Udgifter ved det hele Byggeforetagende paa Grundvold af det med Planerne i sin Tid fremsendte Overslag uden at overskride det bevilgede Beløb og herfor at give Ministeriet al ønskelig Garanti, dog at der til en saadan Omarbeidelse behøvedes en Tid af to til tre Maaneder, naar i saa Tilfælde Arbeidet maatte overdrages til dem. Theaterbestyrelsen, som i saa Henseende havde tilsagt Arkitekterne sin Medvirkning, udtalte dernæst, at med Hensyn til den indre Anordning maatte Opgaven nu i det Hele siges at være løst tilfredsstillende. Alle Lokaler vare særdeles rummelige, vel beliggende, hensigtsmæssig indrettede, og det maatte saaledes erkjendes, at de nu foreliggende Planer vilde afgive en i det Hele god og hensigtsmæssig Bygning, der maatte ansees for vel skikket til at opfylde sin vigtige kunstneriske Bestemmelse. Idet Ministeriet nu støttede sig til disse Udtalelser, bifaldt det den paafølgende 14de Oktober Projektet og tilsagde Arkitekterne eventuelt Udførelsen af Bygnings Bygnings-arbeidet [sideskift][side 688]arbeidet, idet man dog endnu fremhævede ønskeligheden af Underkjørselens Henlæggelse til Forfaçaden og i ethvert Fald Nødvendigheden af at indrette Planen paa en saadan Forandring i den kommende Tid, ligesom Ministeriet forbeholdt sig dels en yderligere Overveielse af enkelte særlige Spørgsmaal (Pladser til Salg i Balkon-Etagen foran Logerne, Loger i Parkettet), dels en med Tilkaldelse af Sagkyndige foretagen Prøvelse af de nye Overslag og Beregninger, hvorhos Ministeriet ved at paavise, at den hele disponible Sum, der ikke maatte overskrides, nøiagtig var 492,445 Rdl. 36 Sk., gjorde opmærksom paa, at der i det oprindelige Overslag savnedes den sædvanlige Post til uforudseelige Udgifter, hvis Optagelse med 10 pCt. af Overslagssummen det maatte gjøre til en uafviselig Betingelse. Til at foretage den ovennævnte Prøvelse af de nye Tegninger og Overslag sikkrede Ministeriet sig Hummels og Herholdts Hjælp, efterat det i Forveien havde tilsagt disse Assistance af en yngre Mand, der havde Erfaring i Henseende til Bygningsarbeide, til at opgjøre Mængden af Materialierne o. desl., og den 20de November gav man Arkitekterne Underretning herom og mindede dem om at fremskynde deres Arbeide, idet man anmodede dem om til denne Hensigt, efterhaanden som Arbeidet skred frem, at sende de færdige Dele til de to ovennævnte Mænd og overhovedet at sætte sig i nærmere Forbindelse med dem og træffe Aftale om, hvad der mulig lod sig foretage til Lettelse for alle Parter ved den endelige Revision af Planen. Allerede den 13de Januar 1872 modtog Ministeriet en Indberetning fra Hummel og Herholdt om, at de i Overensstemmelse med Ministeriets Ønske havde gjennemgaaet de nye Overslag og Planer. Herefter vare alle Lokaliteterne fundne paa Planen i Overensstemmelse med de [sideskift][side 689]opgivne Betingelser, og Overslagene vare omhyggelig udarbeidede. De bemærkede dernæst, at en fuldstændig Gjennemregning hverken i den korte Tid af en halv Snes Dage, hvori de havde havt Overslagene, var mulig eller paa det daværende Stadium kunde være afgjørende, men at Overslagene ved enkeltvis foretagen Efterregning havde vist sig at være rigtige. 

Da der nu til Administrationsudgifter vilde udkræves ca.	26,700	Rdl.
og da der i Overslaget var opført til uforudseelige Udgifter	45,000	-
	--------
vilde der endnu haves af disse til Disposition	18,300	Rdl.
hvortil der turde paaregnes et omtrentligt Rentebeløb af	4,700	-
	--------
ialt	23,000	Rdl.
og da der efter deres Overbevisning behøvedes som Tillæg til Arkitekternes Overslag paa forskjellige Poster ialt 13,996 Rdl. eller med et rundt Tal	14,000	-
saa kunde man beregne.	9,000	Rdl.

som det Beløb, der var tilovers til forhøiet Betaling af Murarbeide, der var afhængig af de tilstedeværende Konjunkturer uden i Øieblikket at kunne bestemt beregnes, samt til andre uforudseelige og uberegnelige Udgifter.

Som Følge af denne Indberetning nedsatte Kultusministeriet den 27de Januar 1872 Bygningskommissionen, bestaaende af Hummel som Formand, Etatsraad, Borgermester Gammeltoft som repræsenterende Kommunen og velbevandret med Bygningsvæsen i Almindelighed og Berner som særlig repræsenterende Theatrets Interesser. I de mellemliggende Dage havde Ministeriet imidlertid konfereret med [sideskift][side 690]Arkitekterne personlig om det hele Arbeides Overdragelse i Entreprise til de enkelte Haandværkere, som havde givet Overslag til de forskjellige Arter af Arbeidet, men foretrak dog, for at skaffe den fornødne Enhed i Arbeidets Fremme, at se en enkelt Mand eller dog nogle enkelte Firmaer i Spidsen for det Hele. Dette lykkedes ogsaa, idet et meget driftigt og vel anseet Firma, Brødrene Julius G. og Vilhelm Køhler, — foruden to andre Konkurrenter — var fremkommet med Tilbud om at tage hele Arbeidet i Entreprise for en Sum af 440,500 Rdl., dog at Maskineriet med det dertil beregnede Beløb af 22,000 Rdl. holdtes udenfor Kontrakten. Ministeriet sendte derfor Bygningskommissionen det af Arkitekterne den 26de Januar udarbeidede Udkast til en Kontrakt med Entrepreneurerne og bad den om snarest mulig at udtale sig om samme, og efterat Ministeriet den 1ste Februar havde modtaget dens Betænkning og sikkret sig en vederhæftig Kautionist for Entrepreneurerne, tilskrev det den 9de s. M. Bygningskommissionen, at der nu Intet var til Hinder for, at Kontrakten endelig blev underskreven i den Form, som Ministeriet den 3die s. M. efter Kommissionens Indstilling nærmere havde bifaldet. Den 10de Februar blev da Kontrakten med Brødrene Køhler udfærdiget og underskrevet af Bygningskommissionen, hvorefter Arkitekterne bleve Tilsynsførende paa Statens Vegne. Umiddelbart efter Kontraktens Underskrift indhegnedes hele Byggepladsen, Gjethuset nedreves, og den ud til det vendende Pavillon paa det gamle Theater bortskares. Paa Pladsen ud mod Torvet opførtes et stort Skur til Koulisser samt en mindre Bygning til Tegnekontorer for Arkitekterne og deres Assistenter, medens der samtidig byggedes et Koulisseskur paa Pladsen udfor Hotel du Nord, et Hus til Cementstøberiet ud mod Torden Torden-skjoldsgade [sideskift][side 691]skjoldsgade og en Bygning til Malersal og Snedkerværksted i Peder Skrams Gade. Theaterkontorerne flyttedes omtrent paa samme Tid op i Ministerialbygningen. Arkitekterne, som havde foretaget en Reise for at studere en Del af Udlandets Theatre, paabegyndte strax Alt, for at Funderingen kunde foretages, og den 8de April kunde man begynde at udgrave Grunden til Bygningen. Den 15de Mai fremlagdes alle Tegninger til Magasinbygningen, som efter stedfunden Forhandling med Kommissionen i enkelte Punkter forandredes, og derpaa approberedes under 23de s. M., den 4de Juni var den sidste Bygning nedreven, og den 12te s. M. begyndte man at ramme Pæle ned til Magasinbygningen. Den 17de Juli var hele Grunden til Theaterbygningen udgravet og ved Maanedens Udgang Magasinbygningens Betonfundament lagt. I August paabegyndtes Murarbeidet, den 13de September havde man tildels ved Hjælp af Dampkraft nedrammet de til Piloteringen nødvendige 6000 Pæle, og den 30te s. M, vare alle Betonfundamenterne færdige. Der blev altsaa, som man seer, saavel af Ministeriet som af Bygningsentrepreneurerne arbeidet med en hertillands usædvanlig Ihærdighed.

I Oktober 1871 forsøgte Direkteur Lorini for sidste Gang sin Lykke i Kjøbenhavn med et italiensk Operaselskab. Da han hverken kunde komme overens med Kasino eller Folketheatret, fik han Hoftheatret overladt af Overhofmarskallatet, men kunde dog Heller ikke nu holde Entreprisen gaaende. Hans Primadonna, Mme de la Grange, var saa stærkt paa Retour, at hun reiste bort efter kun at være optraadt to Gange, og det øvrige Selskab talte vel respektable Kræfter, men Ingen var i nogen særlig Grad fremragende. Zina Ide, gift med en Fyrst Narischkin, havde en ikke [sideskift][side 692]ret stort, men godt uddannet Mezzo-Sopran, hvorimod Altistinden Stella Bonheur havde gode Stemmemidler, men ingen synderlig Skole. Belgieren Harvin var en god Tenor, men hverken den lette Tenor, Signor Reali — hvis rette Navn var Leroy —, eller Barytonerne Storti og Varesi, Buffonen Menini og Bassisten Dérivis udøvede nogen Tiltrækningskraft, og inden Maaneden var forbi, maatte Lorini erklære sig ude af Stand til at betale Gager, saa at Selskabet opløstes.