Peder Rosenstand-Goiskes egne noter

*) [note side 3] At jeg heller ikke har talt om de faa Tragoedier, vort Fædreneland har frembragt, vil let kunne undskyldes, naar man henseer til dem selv. De ere hverken saa mange, eller saa gode, at vort Fædreland kan giøre nogen anden poleret Nation Rangen stridig i denne Art af Poesier.

*) [note side 7] At man i saadanne Smaating vilde forandre Holberg, vilde vel ingen Kiender tage ilde op, saa nødig han ellers vilde see, at man befattede sig med at maculere en stor og afdød Mands Arbeider.

*) [note side 16] Jeg taler ikke om den Tid da Zaire selv skal have været klædt med høi Frisure, som Chevrier melder, til liden Ære for Troupens Smag og Casse; da jeg ikke selv har været Øievidne til dette.

*) [note side 24] Jeg maatte være en Barbar om jeg kunde foragte Musikken, denne ædle og Mennesket ellers saa værdige Konst. Men jeg troer, at de Grunde, jeg har anført, fuldkommen bevise: at Scenen er ikke det Sted, hvor den skal herske; og skal den endelig være der, lad den da bliver i Operaen. Det støder overalt mindre, at høre Musik fra Begyndelsen til Enden, end at høre den blandet med Prosa; ligesom Spectator i en anden Henseende paastaaer: at Naturen selv og dens Efterlignelse ikke kunne taales samlede paa eengang.

*) [note side 28-29] Jeg bør fra ovenstaaende Dom undtage Hr. Wessels Oversættelse af Grovsmeden; thi endog i denne gienkiender man det ypperlige komiske Genie.

*) [note side 32] Efter at dette er skrevet have vi dog i forrige Vinter (14de Jan. 1779) ved en særdeles Hændelse seet et nyt originalt Lystspil: "De nysgierrige Mandfolk", som har Secretair Wibe til Forfatter. Dette Skuespil, som er en Parodie paa Goldinis "Nysgierrige Fruentimmer", har mange gode Egenskaber, og vilde i en Tid, hvor man ikke var forfalden til Syngestykker, giort lige saa megen Lykke hos Publicum, som det haver havt hos Kiendere. Det har en fortræffelig Dialog, meget gode theatralske Situationer, og Drømmerens Characteer er ligesaa original og underholdende paa Scenen, som Smededrengens Rolle, hvilken i mine Tanker er saa god, at den allene var nok til at giøre en Begynders Lykke.
Forfatteren har i Almindelighed forstaaet den Konst, at imitere paa en Maade, som giør ham til original; dette kan bevises ved at sammenligne Scenen mellem Drømmeren og Lisimon i anden Act med den 10de Scene i tredie Act af Molieres "Depit Amoureux". Med alt dette var der rummelig Plads i Parterret den sidste Aften, da dette Stykke blev spillet; i det mindste kan Tilløbet ikke sammenlignes med det Bifald, som endogsaa de middelmaadigste Syngestykker her have havt. Det strider imod mit Skrifts Plan, at indlade mig paa en vidtløftigere Critik over dette Stykke; jeg maae dog erindre, at man mærker at Forfatteren undertiden har været noget generet med sin Plan. Man seer at han har skrevet en Parodie; saa er heller ikke den første Act aldeles fri for at ennuyere.

*) [note side 35] I forrige Vinter (ie: 1779, 30 Jan.) er dette Stykke derimod opført med en Musik af Hartmann, som jeg ikke er Kiender nok til at kunne bedømme. Saa meget tør jeg kun sige: at denne Musik ikke synes mig overalt, igiennem mit Øre, at have bibragt mig de samme Følelser, som Digteren har villet udtrykke; og det især i Slutnings-Choret, hvilket indeholder for liden Majestæt, og ligner mere en Liigpsalme over et simpelt Menneske, end et tragisk Chor ved en Halvguds Død.

*) [note side 37] Hr. Etatsraad T. Rothe i hans Bog om Indfødsretten S. 98 og 99.

*) [note side 39] Dette er skrevet paa den Tid, da den gamle Direction endnu bestod. Forandringen med Skuepladsens nærværende Bestyrelse skal blive i det Følgende omtalt i en Anmærkning.

**) [note side 39] Mine Læsere maae tilgive mig at jeg her, ligesom overalt, nævner enhver Ting ved sit rette Navn. Jeg troer ikke at Sandheden bør forties, om den er nok saa bitter, naar den kun er Sandhed. Intet er vissere, end at Publicum, (jeg tager Ordet i den samme Bemærkelse, jeg har givet det før, nemlig for den Deel og Mængde, som besøge Skuepladsen) intet er vissere, siger jeg, end at dette Publicum i vore Dage er raat og udannet; Intet er vissere, end at Enhver vil lege Kunstdommer i det Skiønne, og især i Theatret; og intet er tillige vissere, end at den mindste Deel af dette Publicum kiender, ei engang til de skiønne Videnskabers Theorie — og endnu mindre til deres Kilder. Men hvad jeg er ligesaa vis paa, er dette: at disse mange smaa Konstdommere i vort Fædrelands Hovedstad ikke engang have den naturlige og sunde Smag, og endnu langt mindre ordentlige Principer i Dramaturgien. I det høieste tale og dømme de enten efter Moden, eller Indfald, eller efter det de have hørt af en og anden; de rose eller laste Skuespillere for Spillet i Roller, som de ikke engang have læst igiennem og mindre studeret, førend de saae dem paa Scenen; eller ogsaa Venskab og Fiendskab er Rettesnoren for dens Domme.

*) [note side 44] Jeg mener her især de Skuespillere, som ere antagne efter den Tid, at Publicum fik den overdrevne Smag paa Syngestykker; og fornemmelig dem af det andet Kiøn.

*) [note side 47] Den Følge, jeg har draget af ovenanførte almindelige Grundsætning, maa jeg noget nøiere forklare. Man vil formodentlig kalde Erfarenhed til Vidne om, at Skuespillere i Syngestykker ved deres Spil have beviist, at de have været i Passion. Man vil maaskee f. Ex. anføre Fru Walter i "Deserteuren" og i "Venskab paa Prøve." Men hvor let at indsee, at det Øiebliks Illusion, Skuespilleren kan komme i ved en interessant Situation, upaatvivlelig vil tabe sig, ligesaavel hos Skuespilleren, som har Tilskueren, saasnart Musiken indfalder. I dette Øieblik maa Skuespilleren erindre sig om: at han ikke er den Person, han forestiller, og i samme Øieblik bliver altsaa Actionen unaturlig; thi Ingen vil negte, at det er imod Naturen at udsynge sine Lidenskaber; heraf maae nødvendigen følge, at ogsaa den varmeste Skuespiller, ved en saa pludselig Overgang maa blive afkølet og selv komme ud af al Illusion, om han havde nogen.

*) [note side 48] Besynderligt er det, at Clementin ogsaa sagde Theatret Farvel i dette Stykke. Man skulde næsten troe at disse to store Mænd havde overlagt at giøre deres Testamente i eet og det samme Stykke.

**) [note side 48] "Hvo ibland os havde vel en Siæl, saa raa og saa haard, at han ikke blev bevæget over Roscius' Død? Thi vel døde han som Olding; men han var saa fortræffelig, saa indtagende i sin Konst, at Enhver meente, en saadan Mand maatte aldrig døe."

*) [note side 51] Jeg maa, for at undgaae Misforstand igientage: at jeg her ved Ordet Publicum mener den i sin Dom usikkre, eller principløst og uden Kritik dømmende Mængde; og især den Mængde, som i Dommen over det Skiønne sætter den sunde Fornuft og uforfalskede Natur tilbage for en falsk Vittighed. Det er kun dette Publicum, som jeg, om muligt, vilde søge at belære og oplyse om nogle af dets Vildfarelser.

*) [note side 57] Jeg forstaaer ved det Ord: ædel eller fornem om Stemmen: det som Qvintilian kaldte: os urbanum (Quintiliani Institut: Orat. lib. II Cap. 3).

**) [note side 57] Jeg troer ikke at det kan være af Veien, her nøiere at nævne og betegne Ansigtsdelene, da det undertiden i det følgende vil blive nødvendigt, at omtale de enkelte Partier; og jeg da kan undgaae at beskrive og betegne hver enkelt Gang hvilken Deel af Ansigtet jeg mener. Anatomikerne benævne, foruden Panden, Øinene, Næsen, Munden, Ørene, Kindbenene og Hagen, følgende Dele saaledes: 1) I Midten af Panden: Rynkerne, som gaae tvært over samme (Rugæ eller lineæ planetarum). 2) Partiet imellem Øienbrynene, som hedder Glabella eller Mesophryon. 3) Rynkerne paa Glabella, langs med Næsen. (Episcenium eller Supratentorium). 4) Partiet imellem Næsen og Overlæben. (Philtrum eller Lacuna). 5) De to Sidefolder under Næsen, over Munden, (Mystaces) hvilke gaae i en skraa Linie henimod Kindbenene, og af hvis Navn de Franskes Ord paa Knebelsbarter (moustaches) har sin Oprindelse. Desuden findes ogsaa hos Nogle et Hul i Hagen, som kaldes Galacinum, og hos fede Folk en dobbelt Hage (leucania). Hertil kommer endelig Supercilia, eller Øienbrynene.

*) [note side 58] Jeg haaber, at man let vil tilgive mig at jeg taler saa meget om Ansigter; ligesom og at jeg ogsaa i Fremtiden af og til bruger Cicero og Quintilian til Auctoritet, i hvorvel disse have skrevet nærmest for Talere, og ikke for Skuespillere; thi man ville erindre sig, at de gamle Skuespillere brugte Masker (Personæ), der vare malede, forskielligt paa hver Side, efter de forskiellige Affecter man ved den vilde udtrykke; og man brugte dem da saaledes, at man vendte den Side frem mod Tilskuerne, som svarede til den Situation, der efter Rollen udfordredes. Quintilianus taler just om dette i samme Capitel og Bog, hvoraf forestaaende Anmærkninger ere tagne.

*) [note side 61] Den her dadlede Helden med Hovedet er saa meget mere anstødelig, som den efter Quintilians Ord, 11te Bog 3 Cap giver en Dorskhed (languor) i Siælen tilkiende.

*) [note side 67] Efterat dette er skrevet, er denne fortiente Skuespiller afgaaet med Pension.

*) [note side 69] Isærdeleshed er hans Figur uskiøn i en Dragt, som er i gammeldags Costume.

*) [note side 78] Qvintilian laster denne Gebærde hos Taleren og lægger til: at han ikke engang har seet den hos Bønder. ("Ne in rusticis quidem vidi."). Hvor meget mere uædel er denne da ikke hos en Skuespillerinde i Tragoedien?

*) [note side 123] Et Par Feil, som hun har, tillade man mig her at anføre: hun kaster ofte uden Aarsag Øinene for meget op ad, en Gebærde, som kun bør bruges, naar Himlen kræves til Vidne, ligesom Øinene kun med Rette nedslaaes, naar Undseelse eller Skamfuldhed skal udtrykkes. Den naturlige Direction, Øinene bør være i, er den paralelle; og naar ingen af de anførte Aarsager nøde Skuespilleren til at kaste dem op eller ned, da det er en unegtelig Sag, at al Direction af Øinene, modsat den paralelle, er unaturlig, og naar den, uden anførte Aarsager, skeer ned ad, kun udtrykker en ond Samvittighed eller uanstændig Skamfuldhed, som kommer af denne. Ved den paralelle Direction forstaaes her den, som skeer i lige Linie med den Persons Øine, Talen addresseres til. — Endnu een Anmærkning, som jeg vil have tillagt de øvrige, jeg har givet om hende. Jeg vilde nemlig, at hun iagttog den Hovedregel om Armenes Bevægelse, at det er ikke enhver Tanke, som skal have en Gebærde saa at sige til et Ledebaand, men kun de vigtigste; ligesom og, at hun ikke bør lade Armene skiftes til at giøre en Bevægelse, da den venstre har lidt eller intet med Gesticulation af bestille.

*) [note side 129] Omne Ens est unum

*) [note side 134] I Afskriften staaer virkelig: Biørne-Ballet.

Noter af udgiveren, C. Molbech

1) [udgivers note side 8] Af K. L. Rahbek. De vare først indrykkede i det anførte Tidsskrift, Aarg. 1778 og 79. En forøget og omarbeidet Udgave (endnu dog uden Forfatternavn) udkom 1782.

2) [udgivers note side 11] Forfatterens Navn er Chastiron. Bogen er trykt i Paris 1749, og siden i: Recueil des pièces de l'Acad. de La Rochelle 1763. Tome 3.

3) [udgivers note side 12] Denne Forfatters, i sin Tid meget læste: "Reflexions historiques & critiques sur les differens théatres de l'Europe," udkom første Gang i Paris 1738. Han var en af de første, som i sine "Pensées sur la declamation" ivrede mod den falske og overdrevne, og viste Veien til den skiønne og naturlige Declamation paa Scenen.

4) [udgivers note side 12] Dette Skrift, som Forfatteren ikke uden Grund roser, indeholder en temmelig fuldstændig theoretisk-practisk Veiledning til Skuespillerens Konst. Efter anden udgave har man endnu aftrykt Skriftet i 1ste Deel af den 1825 i Paris udkomne "Collection des Memoires sur l'art dramatique."

5) [udgivers note side 15] Christoffer Pauli Rose, berømt som alvorlig og tragisk Skuespiller, f. i Kiøbenhavn den 10de Oct. 1723, Student 1743, Skuespiller i Thilos Selskab ved Theatrets Aabning 1747; Instructeur 1772 da Theatret blev kongeligt; død den 30de Oct. 1784; høitidelig begravet den 4de November. — Ved den tilligemed Rose omtalte Bøtger, kan ikke menes Andre end Skuespillerinden Mad. Bøtger.

6) [udgivers note side 15] Geert Londemann, komisk Skuespiller, f. den 21de April 1718, hørte til Thilos Selskab, og betraadte formodentlig først Skuepladsen i "Bergs Huus" i Læderstrædet. Paa det Kgl. Theater spillede han sidstee Gang Crispin i "det gavmilde Testamente", den 18de Februar 1773 [ie: 10-2-1773]; og døde den 3die Marts 1773.

7) [udgivers note side 15] Niels Clementin, f. den 1ste Dec. 1720, gik over fra det Selskab, der under von Quotens Direction spillede paa Tydsk og Dansk i Store Kongensgade; indtraadte blandt de danske Acteurer 1747; spillede sidste Gang Gerontes Rolle i "det gavmilde Testamente" den 4de Dec. 1775, og døde den 4de Jan. 1776.

8) [udgivers note side 15] Marcus Ulsøe Hortulan, bekiendt og yndet som Komiker, gik ind i Thilos Selskab 1747, forlod Skuepladsen for Svagheds Skyld 1779, og døde den 11te Julius 1783.

9) [udgivers note side 15] Hun spillede sidste Gang den 30te April 1770 i "den coquette Enke."

10) [udgivers note side 15] Christoffer Ørsted, Komiker, født den 2den Februar 1721, var ogsaa af Thilos, efter Holbergs Raad og Veiledning oprettede Selskab, som aabnede den danske Skueplads paa ny den 14de April 1747. Han spillede sidste Gang Bondens Rolle i "Melampe," den 14de Mai 1787, og døde den 29de October samme Aar.

11) [udgivers note side 23] F. A. Chevrier, en fransk Dramatiker og Polygraph (død 1762) udgav i Paris 1755: "Observations sur le théatre", som formodentlig er det Skrift, her sigtes til.

12) [udgivers note side 26] C. S. Favart, fød i Paris 1710, død 12te Mai 1792, var under Ludvig XV, den frugtbarste og en af de mest yndede dramatiske Forfattere i Operetten, Parodien og det versificerede Lystspil. Han begyndte at skrive for Theatret omtrent 1739 og endte sin Forfatterbane henved 1770; men enkelte af hans Syngestykker (hvoraf flere ere opførte paa det danske Theater, f. Ex. Venskab paa Prøve, Feen Urgel, Rosenbruden fra Salenci, Soliman den Anden, m. fl.) have holdt sig paa Opera comique i Paris langt ind i det 18de Aarhundrede; ja enkelte ere endog med Forandringer paa ny bragte paa Scenen saa sildigt, som 1819 og 1822. Hans Kone skrev ogsaa for Theatret, bl. a. den længe yndede Vaudeville "Annette & Lubin" (1753), hvorover Favart selv skrev en Parodie, som dog først blev trykt længe efter hans Død, i et Udvalg af hans Arbeider, der udkom i 3 Bind, Paris 1810; og en lignende Samling, med Forfatterens Levnet af Auger, Paris 1813. — At Rosenstands Dom over Favart overhovedet neppe kan gielde for retfærdig, have vi temmelig Grund til at antage. Hans Had til Syngestykker gik noget for vidt; og hvor dybt han endogsaa vil nedsætte dem og Favart, saa har han dog maattet erkiende, at dennes Operetter undertiden var meget nyttige for Theatercassen. "Soliman den Anden" f. Ex., som (fra 1770 til 1818) oplevede 50 Forestillinger, og "Venskab paa Prøve", der (1775-1801) er spillet 45 Gange, kunne vel ei høre til de sletteste i sit Slags. (Det førstnævnte Stykke er her opført som Syngespil til Musik af Sarti; s. Overskous Fortegnelse S. 81. Men at der ogsaa maa give et Lystspil under denne Titel af Favart, seer man af Lessings ingenlunde ufordeelagtige Dom over samme. Hamburg. Dramaturgie I. Br. 33-36.

13) [bemærke nr 13 er anvendt to gange, udgivers note side 30] Den ældre von Quoten var Entrepreneur og Bestyrer af en tydsk Troupe, der under Frederik IV. (formodentlig imellem 1710-1730) opførte Skuespil i Kiøbenhavn, baade med Marionetter og med levende Personer. Den havde sit Theater paa Skræddernes Laugshuus i Brolæggerstrædet, og er jævnligen bleven Gienstand for Holbergs Spot og Satire i hans Comedier; ja han gik endog saa vidt i aristophanisk Frihed, at han i "Hexeri eller blind Allarm" bragte Entrepreneuren selv (maaskee dog først efter hans Død) paa Scenen. Denne von Quoten menes at være den samme Dan. Paulsen v. Quoten, som den 31te Jan. 1716 fik Kongel. Privilegium som "Oculist, Steen- og Broksnider, samt Tandbrækker" i Kiøbenhavn; og hans Søn var uden al Tvivl den Jul. Henr. v. Quoten, der ligeledes kaldes "Kgl. privilegeret Operateur, Oculist, Brokskærer, Saar- og Tandlæge", og med Kongel. Privilegium begyndte den 20de Novb. 1747 at lade opføre tydske og danske Comedier paa det allerede 1720-21 opførte Theater i lille Grønnegade, hvor von Quotens Entreprise dog ikke bestod længere end et Halvaar. (Jvf. Rahbeks Bidr. til den danske Skuepl. Hist. 1822, S. 77. Werlauffs Antegnelser til Holbergs Lystspil. I. S. 201, 209 o. f. Schwarzs Lommebog, 1785, S. 227, 246-49).

13) [bemærk nr 13 er anvendt to gange, udgivers note side 33] Wibes "Nysgierrige Mandfolk", et Lystspil, der ikke sielden er blevet roest af Rahbek, ligesom her af Rosenstand, faldt derimod ikke meget i det Publicums Smag, der var vant til Holberg, Moliere og Wessel. Det er fra 1779 til 1815 kun opført 18 Gange, og deraf 7 Gange af den dramatiske Skole.

14) [udgivers note side 33] Den i vor Literatur, fortrinligen ved sin Oversættelse af Don Quixote og af Servantes's Novelas exemplares bekiendte Jomfru Charl. Dor. Biehl (f. 1731, d. 1788), i det 18de Aarhundrede næsten vor eneste, men tillige meget frugtbare Forfatterinde, skrev ogsaa (fra 1764 lige til 1787) et ikke ringe Antal originale Lystspil, hvori Lystigheden reent manglede, 3 eller 4 Syngespil (hvoriblandt den saa stærkt anfegtede Opera "Orpheus og Euridice," som hun dog egentlig kun omarbeidede), og een Tragoedie, (Euphemia, 1775), der ikke blev opført. Den Dom, Forfatteren fælder over Jomfru Biehls dramatiske Arbeider, er ikke meer end retfærdig; thi hos det læsende Publicum giorde de ligesaa ringe Lykke, som hos Kritikerne; og den Skiebne, hendes 9 opførte Comoedier havde paa Scenen, lægger tydelig nok for Dagen, at hun uden Tvivl kun ved Hielp af de Beskyttere og Venner, hendes øvrige Talenter og literaire Fortienester skaffede hende, har kunnet bringe saa mange mislykkede Forsøg i det alvorlige Skuespil (eller de Franskes og vor Forfatters saakaldte "larmoyante Comedie") paa Skuepladsen. Med Undtagelse af hendes allertidligste Skuespil "den kiærlige Mand," der fra 1764 til 1772 opførtes 12 Gange, har intet andet Stykke af Jomfru Biehl kunnet opnaae over 2, 3, eller 4 Forestillinger (Orpheus undtaget, som Musiken bragte til at gaae 26 Gange over Scenen). Dette kan virkelig gielde for et Beviis mere paa, at Theatersmagen i Kiøbenhavn, umiddelbart efterat den ved Moliére og Holberg havde faaet en Retning mod det ægte Comiske, dog ikke var ganske saa slet, som vor Forf., i sin bittre Harme over Syngestykkerne, vil giøre den. Sammenholde vi f. Ex. den Lykke, Molieres Comedier have giort paa det danske Theater i det 18de Aarh. med den Skiebne, Jomfru Biehl havde, da finde vi f. Ex. at "Don Juan, eller den Ugudelige" er opført 78, "den Gierrige" 77, "Tartuffe" 54, "det tvungne Giftermaal" 50, "den indbildte Syge" 38, "De latterilge Følsomme" (precieuces redicules) 37, "Mændenes Skole" 32 Gange o. s. v.

15) [udgivers note side 34] Det er ufornødent at fremhæve, hvor lidt denne Forfatterens Sammenligning afgiør noget til at bestemme Værdien af Wessels "Lykken bedre end Forstanden", som Lystspil betragtet. Enhver Parallele imellem et saadant dramatisk Arbeide, og Texten til et Syngespil, maa blive meer eller mindre skiæv. Det er egentlig ogsaa kun Forf.'s Ugunst mod Syngespillet, her taler; thi man mærker vel, at han har følt, hvad der manglede dette Wessels Arbeide, hvori Digteren, ved at forlade den ægte Comedies Bane, som han tre Aar tidligere i "Kiærlighed uden Strømper" med glimrende Held havde betraadt, gav sig ud i en anden, mindre poetisk, for hans komiske Natur ulige mindre passende Sphære: Charakteer-Comediens og det halvt alvorlige Lystspils. Den store Yndelst, Wessel stod i hos det danske Publicum, hialp her ikke. Lystspillet forsvandt i et Aar eller to fra Scenen, og opnaaede (1776-78) kun 4 Forestillinger; "Kiærlighed uden Strømper" er givet 63 Gange.

16) [udgivers note side 36] Det er ikke saa let at afgiøre, hvad Forf. paa dette Sted mener. Formodentlig dog, at det Overnaturlige, det Mythologiske ikke kunde taales i Tragedien; men derimod vel i en Opera, eller i et Syngespil; uagtet Syngespillet eller Operetten dog just ikke hiemlede Brugen af et saadant Stof, selv i Forfatterens Tid. Hos Evald har neppe noget saadant Motiv for Sangene i "Balders Død" fundet Sted; men disse skyldes vel egentlig den overhovedet lyriske Charakteer i Evalds Poesie, som allerede fremtraadte i "Adam og Eva." (Jvf. Evalds Levnet af C. Molbech. S. 153.)

17) [ikke anvendt]

18) [udgivers note side 40] Det danske Theater under Kong Frederik V, som under 29de Decbr. 1747 erholdt denne Konges Privilegium, for det daværende Thiloske Skuespillerselskab, og aabnede den 18de Decbr. 1748 i dets endnu tilværende Bygning, blev d. 28de Marts 1750 af Kongen skienket og overdraget til Staden Kiøbenhavn, og Comediehuset skiødet til Magistraten d. 23de Mai, samt nye Privilegier udstedte for Theatret under 11te Septb. s. A. Theatret var i 20 Aar under Magistraten; og det var endnu i denne Periode (1768) at italienske Operasangere indkaldtes, og en italiensk Opera, under Scalabrinis musicalske Bestyrelse, blev forenet med det danske Skuespil. (1ste Forestilling 3 Octbr. 1768). Men da Magistraten ikke længere kunde bestyre Theatret, og det var nær ved at gaae til Grunde, overtog Kongen det i Begyndelsen af 1770, og overlod det paa 10 Aar, fra 1 Mai 1770 til 1 Mai 1780, tilligemed de Theatret meddeelte Privilegier, til Capelmester Joseph Sarti, (der var indkaldt i denne Engenskab 1760, forlod Danmark igien 1761, men kom tilbage fra Italien 1766) for i det danske Skuespilhuus at lade opføre saavel danske Skuespil, som italienske Operaer med Balletter, og give offentlige Maskerader; imod et aarligt Tilskud af 10,000 Rdlr. d. Cour. og en Sum af 6000 Rdlr. naar Theatret efter disse Aars Forløb afleveredes. Sarti var i sin Tid en god Capelmester; men hans Bestyrelse af Skuepladsen kalder Schwarz "dens uheldigste Periode." — "Det var under den (tilføier han) at Syngestykkerne først bleve indførte hos os. Alting skulde synge under denne musicalske Entrepreneur; skiøndt alle hans Underhavende snarere vare stemte til at græde. Hvor ofte maatte ikke Skuespillerne og de øvrige Betiente vente 5 til 6 Uger over den bestemte Tid efter deres Sold? — Denne Entreprise, under Sartis uordentlige og ukyndige Bestyrelse, kostede Kongen (i 2 Aar) henimod 30,000 Rdlr. (egentlig over 39,000 Rdlr.) og aldrig var større Nød paa Færde ved den danske Skueplads." (s. Schwarz'es Lommebog for Skuespilyndere. 1785, S. 267, 68). Desuden kostede den franske Comedie, der to Gange om Ugen blev givet frit paa Hoftheatret, med smaa Balletter og Entréer, allene i eet Aar fra Paaske 1771 til Paaske 1772 henimod 67,000 Rdlr. (s. J. Collin for Historie og Statistik. II D. S. 175). Sarti kunde ikke holde sin Contract, og allerede d. 12de Mai 1772 nedsattes en Kongelig Commission af 5 Medlemmer, (General Køller-Banner, Hofmarskal Bielke, Conferentsraaderne Castens og Nielsen og Hof-Intendant Wegener), for at undersøge Theatrets Tilstand og indrette det paa en bedre Fod. Denne Commission (som dog flere Gange skiftede enkelte Medlemmer) blev til en staaende Theater-Direction, indtil den under 9de Marts 1778 ophævedes, og en ny Theaterbestyrelse, bestaaende af en bestandig Commission (der vedvarede til 1784) og en bestandig Direction blev anordnet. Det er egentlig hiin første Kongelige Commission, som Forf. ovenfor, hvor Talen er om "den gamle Direction" og nedenfor, hvor der handles om Syngespillenes Begunstigelse, har for Øie.

19) [udgivers note side 42] Ved en Directionsbeslutning af 10de Marts 1756 (da Theatret var under Magistratens Bestyrelse) bestemtes, med Henhold til hvad der i det Væsentlige tidligere havde fundet Sted, at Theaterpersonalets Sager skulde deles i tre Classer. Den første Classe (hvortil hørte Rose, Londemann, Clementin, Als, Mad. Lund, og Mad. Linkewitz) erholdt 6 Rdlr. ugentlig, saalænge Skuespillene opførtes; den anden Classe (Ørsted, Hortulan, Jomfru Bøttger og flere) 4 Rdlr.; og den tredie Classe 2 Rdlr. ugentlig. Vacance-Lønningen, for de 19-20 Uger, fra Slutningen af Mai til Slutningen af September, vare for Rose, Londemann, og Mad. Lund 4 Rdlr. om Ugen; for de øvrige 3, 2 og 1 Rdlr. ugentlig. Desuden havde hele Truppen om Vinteren 2 Beneficer, hvoraf Indtægten fordeeltes i Forhold til Gagernes Størrelse; om Sommeren sex, hvis Beløb deeltes lige imellem alle Spillende.

20) [udgivers note side 43] Efterat (ved Kongl. Resolution af 20. Jul. 1772) den franske Comedie var bleven forenet med den danske, saaledes at Skuespillene af begge Trupper herefter skulde opføres paa det danske Theater, og den frie Entree i de franske Comedier ophørte: vare i Foraaret 1773 Udgifterne, som behøvedes i Tilskud af den kongelige Casse: til det franske Skuespil 47,700 Rdlr.; til det danske 13,500 Rd. uberegnet Indtægten af betalende Tilskuere, som man anslog for hiint til omtrent 3000, for dette til 9000 Rdlr. Hele Lønningssummen for de danske Skuespillere og Skuespillerinder (iberegnet 800 Rdlr., bestemte til "Debutans," eller Elever) udgiorde 6847 Rdlr. og var saaledes fordeelt: a) Skuespillere: Rose, 700 Rdlr. (hvorfor det tillige var paalagt ham at instruere yngre Skuespillere); Londemann 600 Rdlr., Clementin 550 Rdlr., Ørsted 500 Rdlr., Hortulan 500; Musted 343 (foruden hans Løn som Hof- eller Kammersanger), Beck 240 Rdlr., Irgens 129 Rdlr., Hansen 124 Rdlr. b) Skuespillerinder: Jomfru Bøttger, 600 Rdlr., Mad. Hallensen 377 Rdlr., Mad. Knudsen 500 Rdlr., Jomfru Halle 450 Rd., Jomfru Fogh 300 Rdlr., Jomfru Conradi 434 Rdlr., Regisseuer Soelberg (en Dandser) havde 430 Rdlr.; Theaterskriver og Garderobemester Printzlau 300 Rdlr.; Theaterskrædderen Fougère 575 Rd.; Theatermaler Cramer 500 Rdlr.; Maskinmester Nielsen 350 Rdlr., Souffleuren Knudsen 200 Rdlr.; Lysepudseren 32 Rdlr. o. s. v. I Foraaret 1773, eller med Saisonens Ophør, afgik den franske Theater, hvorefter betydelige Forøgelser af Udgiften til det danske Theaters Skuespillerpersonale, Ballet, Decorationer, Garderobe o. s. v. bleve bragte i Forslag og bevilgede. Dog var endnu kun Lønningen for Skuespillerpersonalet 9300 Rdlr., for Dandsepersonalet 8123 Rdlr. Man beholdt 4 italienske Sangere og Sangerinder til at synge Operetter; og Tilskuddet af den Kongel. Kasse udgiorde omtrent 36,400 Rdlr. Den italienske Opera afskaffedes 1778, og Reglementet for Lønninger og Pensioner ved Theatret var i dette Aar steget til 34,820 Rdlr. Efter Reglementet 1778-79 havde f. Ex. Musted aarlig 800 Rdlr., Rose i Alt 1000 Rdlr., (hvoraf 300 Rdlr. som Instructeur), Schwarz 800 Rdlr., (hvoraf 200 som Instructeur), 8 andre Skuespillere, hver 450 Rdlr.; Mad. Walther 675 Rdlr., Mad. Rose 600 Rdlr., Mad. Rosing og 5 andre Skuespillerinder 370 Rdlr., Jomfru Astrup 300 Rdlr., Mad. Knudsen 550 Rdlr. o. s. v. Det er dette Tidspunkt af Theatrets Tilværelse, som Forfatteren overfor har for Øie.

21) [udgivers note side 44] Potenza, en italiensk Sanger, blev 1773 antaget til Syngemester ogsaa for de danske Skuespillere og flere, der skulde oplæres til at danne et indenlandsk Sangerpersonale, for at udføre de nylig indbragte og begyndte danske Syngestykker. Hans Løn bestemtes i bemeldte Aar til 800 Rdlr.

22) [udgivers note side 49] "Vil Du, jeg skal græde, da maa Du først vise mig virkelig Sorg."

23) [udgivers note side 51-53] Forfatteren sigter her til den i sin Tid saa bekiendte "dramatiske Journal," som han begyndte med Theater-Saisonens Aabning i October 1771, og med sin bekiendte skarpe og bidende Kritik over Borgemester N. K. Bredals Syngestykke til Sarti's Musik: "Thronfølgen i Sidon". Ligesom Bredal var den første, der bragte originale Syngespil (skiøndt med saa ringe Fortieneste, som muligt, fra Forfatterens Side) paa det danske Theater; saaledes var ogsaa det den 7de Octbr. 1771 udkommende No 1 af den dramatiske Journal det første Forsøg paa egentlig dramaturgisk Kritik, vor Literatur har at fremvise. Rosenstand, der virkelig, som han ovenfor siger, i sit 18de Aar (han var født d 23de August 1753) vovede i en skaanselløs Kritik, ikke blot at angribe Stykket som "et elendigt Misfoster" og Forfatteren som en Mand, "der røbede den tykkeste Uvidenhed i dramatisk Konst"; men ogsaa Skuespillerne og Theaterstyrelsen i Anledning af Stykkets smagløse Arrangment og Udstyring; vakte ved denne hidtil uhørte Dristighed et Uveir mod sig i den kiøbenhavnske Theaterverden, af hvis Storm og Torden han dog ikke lod sig skræmme. At Bredal, der selv nylig var bleven Theaterdirecteur, (i Octbr. 1771; jvf. Dram. Journal I. S. 45), vilde tage en lav og utilladelig Hævn over sin Recensent, ved at fremstille ham personlig i en paa Theatret opført dramatisk Pasqvil ("den dramatiske Journal"), der gav megen Scandal i Skuespilhuset og anledning til Evalds polemisk-satiriske Drama: "de brutale Klappere"; (jvf. bl. a. Dram. Journal I. 169 o. f. S. 200 o. f., min Biogr. af Evald, S. 138-41, og min danske Anthologie I. S. 314) giorde kun Bredals Sag endnu værre. Rosenstand fortsatte, med stigende Bifald og Fremgang, sin dramatiske Journal, der, uagtet megen Umodenhed, ungdommelig Selvtillid og en næsten utilgivelig Skiødesløshed i Formen, dog øiensynligen røber hvormeget Anlæg Forf. i saa ung en Alder besad for Scenens Kritik og hvormeget han i at bedømme Skuespillet, som Konst betragtet og Skuespillerne som Artister, i det mindste stod høier end Alle eller de allerfleste af hans Samtidige, der havde meer eller mindre Indflydelse paa Theatret og dets Præstationer. Den dramatiske Journal, hvilken man vistnok ei tør nævne ved Siden af Lessings "Hamburgische Dramaturgie", (hvis udødelige Forfatters Aand og store Fortienester, i det mindste som dramatisk Digter og Kritiker, den 18aarige danske Student dog ikke manglede Evne til at fatte og paaskiønne; s. bl. a. den dram. Journ. I. S. 28, og ovenfor S. 3), fortsattes giennem to Theater-Aar med lige uforfærdet Kiækhed og lige ubøielig og uskaansom Strenghed i Kritiken — og havde upaatvivlelig en meget gavnende Indflydelse, baade paa Theatrets Personale og paa dets Publicum. Den dramat. Journal gik mindst ud paa æsthetisk Kritk, (som overhovedet er Forf.s. svagere Side); men især paa speciel og detailleret Bedømmelse af Spillet i enhver enkelt Rolle og i enhver Forestilling; men ved Siden deraf griber Forf. tillige enhver Leilighed til at kriticere Theatrets slette Organisation, Skuespillernes usle Lønninger, Mangel paa Skole og Instruction, Decorationsvæsenets og Garderobens bedrøvelige Tilstand, Uvidenhed og Smagløshed i Costumeringen, m. m. — Alt Mangler, som man i den umiddelbart paafølgende Tid, og vist ikke uden betydelig Indflydelse af Rosenstands Journal, efterhaanden søgte at rette og forbedre. Forf.s Selvstændighed og Consequents, der aldrig spurgte om herskende Mening og Mode, og kun fulgte de Overbeviisninger, som flittigt Studium og Eftertanke havde dannet hos ham: hørte til hans Hovedfortienester. De bittre og bidende Sandheder, han, uden Persons Anseelse, sagde med en Haardhed og Strenghed, der ikke engang skaanede Publicums afgiorte Yndlinger, skaffede den unge Dramaturg rigeligt Had og Fiendskab hos Mange; men ogsaa hans dramaturgiske Blad (som jævnligen synes at have været antaget for fleres Arbeide) en Navnkundighed og Anseelse, hvorom hiin Tids offentlige Bedømmelser give Vinesbyrd. (S. f. Ex. Fortegnelsen over de siden Trykkefriheden udk. Skrifter. Anden Aarg. S. 321-324. J. Badens kritiske Journal 1771, S. 361-364).

24) [udgivers note side 56] Rose omtales i Journalen meget hyppigen, og ikke uden jævnlig og høi Berømmelse. Saaledes f. Ex. I. S. 16 om hans Udførelse af en Elsker-Rolle: "Hvo kiender ei denne gamle Acteurs Fortienester endog i dette Fag? Foruden et smukt Legeme, har Naturen givet ham Øine, der selv tale, og den behageligste Stemme, to Egenskaber, som Elskeren ei maa fattes". (Jvf. ogsaa S. 115). I. S. 34, om hans ypperlige Declamation, Mimik og Gesticulation i affectfulde Roller. I. S. 92-94 om hans Fortrinlighed som tragisk Skuespiller, i Anledning af Beverleis Rolle; og II. 163, 164 om hans "uforlignelige Spil" i denne Rolle; II. 146, om hans fortræffelige Udførelse af Orosmans Roller i Voltaires "Zaire"; II. 174, om hans ikke mindre ypperlige Spil, som Apicius i "den Vægelsindede" af Holberg, o. s. fr. Men den dramatiske Journals Forfatter staaner Rose ligesaa lidt som nogen Anden, hvor han finder Grund til at dadle. Man sammenligne f. Ex. Roses Angreb paa Rosenstand i Adr. Compt. Efterr. 1771 No 181, med dennes Svar, i den dram. Journ. I Bd. S. 125; og hans kort derpaa følgende skarpe Kritik over Roses Udførelse af Polifonts Rolle, i Voltaires "Merope", sammest. S. 133, 34. Her bebreides ham baade en feilagtig Declamation, og en Mangel paa Naturlighed: "Vi saae kun den opblæste, unaturlige Skuespiller; ikke den stolte Tyran Polyfontes. Hans Gang var affecteret og ikke ædel; den lignede mere en Harlequins, der vil skiemte med en ædel og heroisk Gang, end en Tyrans; han gik med stærke og stødende Skridt, saa hans hele Legeme og hans Hielm rystede, og hans Slæb dandsede." o. s. v. Saameget han ellers berømmede Roses Declamation, saa dadler han den dog i enkelte Roller, og II. S. 22, 23 han "slette og lidet anstændige" Recitation af en Prolog. [Om Rose jvf. ogsaa nogle Ord om hans Levnetsomstændigheder, om hans høitidelige Begravelse d. 4de Novbr. 1784, og Sørgefesten over ham paa Theatret, med Thaarups dramatiske Prolog: i Schwarz's Lommebog for Skuespilyndere 1785. S. 271-83. En anden, ikke fremsagt Prolog over Rose af Thaarup, s. Rahbeks Lommebog for Skuespilyndere. 1778. S. 3-6 "Roses Minde", en Elegie af Rahbek (med en Anmærkning om dennes personlige Forhold til Rose) sammest. S. 105-12. Jvf. ogsaa Rahbeks Erindringer. I. S. 283. 323. II. 189. 354.].

25) [udgivers note side 60] Denne Skuespiller debuterede paa Hoftheatret den 9de Februar 1774, og er saaledes sildigere end Forfatterens dramatiske Journal. Man finder hans varme, livlige Spil roest af Tode. (Dramatiske Tillæg til Hertha og Kritik og Antikritik. 1789. S. 122.) Fra tragiske og Elsker-Roller, som han spillede da ovenstaaende Kritik er skrevet, seer man, at han er gaaet over til joviale Roller og til ædle Fædre. (Rahbeks Dramaturg. Samlinger. 5te Hefte. 1791. S. 193). Sidste Gang spillede han d. 17de Mai 1802, som Silkeborg i "Ægteskabsskolen" af Pram.

26) [udgivers note side 62] Michael Rosing var født i Trondheim den 19de Februar 1756, gik i Trondhiems latinske Skole, og blev Student 1775. Han debuterede som Orosman i Zaire den 6te October 1777, og hævede sig i det tragiske og høiere Elsker-Fag, i fornemme og Cavaleer-Roller, baade i Skuespillet og Syngespillet til en Yndest hos Theatrets Publicum og Kritikere, (særdeles Rahbek, hvis ubetingede Bifalden af Rosing Tode dog i sin Tid ansaae for noget partisk, skiøndt Rahbek endog vilde "engang for alle giøre sig til Lov, ikke at bedømme Rosing," for ei at bedømme ham med Venskab. (Dramaturg. Saml. I. 214), der staaer i en mærkelig Contrast til vor Forfatters strenge og ikke meget lovende Dom om den siden, ogsaa som Tragiker berømte Skuespiller. Han giorde i Sommeren 1788 en Udenlandsreise til Tydskland og Frankrig; og Udtog af hans Dagbog paa denne indrykkede Rahbek i sine dramaturg. Samlinger II. S. 15-70. (Jvf. Minerva 1788. II. S. 384). Samme Aar i Januar var han bleven ansat som Instructeur ved Theatret. Han spillede sidste Gang som Nelcour i Alexis, d. 13de Febr. 1808, og døde d. 1ste Octbr. 1818. (s. Tilskueren, af Rahbek 1818, No 80, 81. Kiøbenh. Skild. 1818, No 83). Som tragisk Skuespiller charakteriseres han 1791 af Pram med stor Berømmelse, og paa en Maade, der er ganske det Modsatte af Rosenstands Dom 1780. Hans Spil i enkelte Roller findes kort omtalt af Rahbek i Minervas Theater-Artikler. (f. Ex. St. Phar i Aline 1789. I. 244. Carl Dakly, i den skinsyge Kone. 1789. II. 417. Peter Czar, i Pigen fra Marienborg. 1794. I. 375. Vandby, i Gulddaasen. 1795. I. 251. m. fl.); af Rahbek, i hans dramat. Tillæg til Morgenposten, 1792. S. 34 og 52. (Meinau), S. 83 (om hans fornemme Roller). S. 106-109 (Marinelli), S. 125, 126, 185, 209, 237. (Balder); og af P. H. Haste i dennes Theaterblad: Thalia. 1795 og 96; S. 10, 82, 123, 142, 192. Men forgieves søger man fra nogen sildigere Tid en giennemført Charakteristik af Rosing som Skuespiller, eller af hans Hovedroller i de forskiellige Fag, som hans Konst efterhaanden omfattede; hvilket overhovedet er et almindelige Savn i vor dramaturgiske Literatur i den Rahbekske Periode (omtr. fra 1785-1810; med Indbegreb af Tode, Haste, Høst o. fl.), hvilken Periodes Theaterkritik sielden hæver sig over et Detail, der (med nogle Undtagelser af Minerva tidligere Aargange) alt for ofte bliver smaaligt og ufrugtbart for det Varige i den sceniske Konst.

27) [udgivers note side 65] Frederik Schwarz var født i Kiøbenhavn d. 15. Junius 1753, og begyndte sin Bane ved Theatret allerede 1766 som Dandse-Elev og Figurant ved det franske Selskab, der spillede paa Hoftheatret. (Han omtales som Dandser med Berømmelse i den dramat. Journal. 2. Aarg. p. 40. 128, og fl. St.). Den 19de Marts 1773 debuterede han ved Skuespillet som Henrik i "den uformodentlige Hiemkomst" af Regnard. 1775 giorde han en Reise til Paris; og blev i Marts 1778 ansat som Instructeur ved Theatret. I sildigere Aar (1793) besøgte han ogsaa England. Da han havde tient 37 Aar som Skuespiller, tog han Afsked med Publicum d. 21. Marts 1810, (Theone, af Rahbek og Foersom 2 H. S. 1.), efterat have til sin Benefice spillet Sir Peter Teazles Rolle i "Bagtalelsens Skole;" hvorefter han nød den Udmærkelse, 1812 at  blive udnævnt til Danebrogsridder. (En Fortegnelse over de af ham fra 1773-1808 udførte 234 Roller findes i Theone. 2. H. S. 4-16). Dog optraadte han endnu efter den Tid enkelte Gange paa Scenen, indtil han, som Præsidenten i Ifflands "Hververe" den 26. Decbr. 1816 sagde Publicum sit andet og sidste Farvel. Han levede endnu over 20 Aar efter den Tid, tilsidst i en physisk og aandelig ganske udtømt Tilstand; og døde i sit 85de Aar 1838. Over endeel af hans Roller findes Bemærkninger og Charakteristiker i Minervas Theaterartikler; (f. Ex. Overførsteren i "Jægeren", 1788, I. 413. Grev Klingsberg i "Ringen", 1789. I. 244. D'Orbesson i Diderots "Huusfader", 1789. II. 157. Faderen i "Fætteren fra Lissabon," 1790. II. 427. Major Plump i "Armod og Høimodighed", af Kotzebue, 1799. I. 232. Niels Ebbesen i Sanders Tragoedie, 1797. I. 188. og a. fl.). Pram charakteriserer hans Talenter for Lystspillet i Almindelighed sammest. 1791. I. 145. Ligeledes skildres Schwarz som Skuespiller i Hastes "Efterretning om Personalet ved den Kongl. dansk Skueplads;" i Maanedsskr. Nordia, 1795, I. Bd. S 155-75. Her faaer Schwarz Navn af "vor første dramatiske Konstner", som af høist forskiellige Roller "fra de meest tragiske, til de meest komiske, fra den unge Mands, indtil Oldingens, giver ingen slet, mange godt og nogle fortræffeligt." Sandhed og Simpelhed tillægges hans Spil som Hovedegenskaber. Haste omtalte og bedømte (eller berømte) ligeledes enkelte af Schwarzes vigtigere Roller i sit Theaterblad "Thalia" (1795/96). Rahbek har i Theone 2 H. meddeelt hans hele Repertoire fra 1773-1808 (234 Roller), og S. 17-41 sagt et og andet om Schwarz, som Tillæg og Anmærkninger til de Uddrag, han der meddeler af Rosenstands utrykte Skrift, med hensyn til denne berømte Skuespiller, der i sin Tid ogsaa i Theaterliteraturen havde et Navn som Oversætter af en stor Mængde Skuespil, og som Udgiver af den bekeindte "Lommebog for Skuespilyndere." Heraf udkom 3 Aargange for 1784, 85 og 86, der endnu, ved Bevaring af adskillige, skiøndt noget magre historiske Noticer om Theatret og om enkelte Skuespillere, have Brugbarhed; og tillige i de meddeelte Prologer, Ærevers til Skuespillere, Sørgedigte, m. m., (endog fra 1764) give os Bidrag til et Billede af Tidens Smag og Tone. Schwarz skal desuden have efterladt andre, maaskee mere indholdsrige Papirer og Samlinger til Theatrets Historie, som nu ere i Hr. Skuespiller Overskous Besiddelse.

28) [udgivers note side 67] Om Hortulan (der paa samme Tid, som Clementin, gik over fra det von Quotenske Selskab til det danske Skuespillerselskab, der siden blev kongeligt) s. ovenfor S. 15. Rahbek gav (i et Slags Barde-Vers, efter den Tids Smag) en lang poetisk Charakteristik af Hortulan, efterat denne i Febr. 1779 havde taget Afsked med Theatret; og lod den trykke i Schwarz's Lommebog 1786. S. 37-50. Han er af de Skuespillere, der hyppigt, og med endeel Berømmelse omtales i Forf.s dram. Journal. (Saaledes f. Ex. 1ste Aarg., S. 58, 86, 120, 134. (Narbas i Merope; hans ypperlige Declamation af Versene roses). S. 165, 231, (Orgon i "Crispin, som Fader") 262, (Jeppe paa Bierget). 270, (Arv i Julestuen). 2den Aarg. S. 101, 132, (Don Ranudo. Han dadles for at han selv ikke ret kunde tvinge sin Latter). 148, 196, (Arv i Maskeraden) o. fl. St. Hvor lidt Rosenstand dog skaanede nogen, selv af dem, hvis Værd han paaskiønnede, see vi ogsaa flere Exempler paa hos Hortulan; f. Ex. i Critiken af hans Spil som Mag. Rosiflengius (II. S. 46) og i den skarpe og bidende Dadel af hans yderlige Skiødesløshed i Stukeleys Rolle, (Beverley). 1771, S. 95, 96. "Det vilde smerte ham," slutter han her, "om det skulde blive en Roes hos Hr. Hortulan, at han kunde sin Rolle; noget, man med Billighed fordrer, endog af den usleste Acteur."

30) [udgivers note side 69] Han skal have debuteret allerede den 10de Febr. 1756 som Valerius i Molieres "Tartuffe." Imidlertid omtales han i den dramat. Journal. (s. Ex. 1771, S. 403), som en Skuespiller, der kunde behøve at forbedre sig, og var paa Veie dertil. Han berømmes bl.a. i fornemme og Anstands-Roller (s. Ex. Dr. J. I. 380, II. Bd. S. 87, 96), men spillede ogsaa paa den Tid hyppigen i Syngestykker. "I Barselstuen" gav man ham 1772 Barselkonens Rolle, som han udførte godt. Dram. Journ. I. 376.

31) [udgivers note side 71] Caroline Amalia Böttger, født i Sept. 1738 i Kiøbenhavn, hvor hendes Fader var Guldsmed, debuterede som Leonore i "Kildereisen" den 28. Jan. 1752, og var formodentlig den ældste Skuespillerinde ved Theatret, da ovenstaaende blev nedskrevet. (I Dram. Jour. II. S. 215 kaldes hun: "denne gamle, og, som nogle siger, store Actrice." Det maa have været tidligere, end den 28. Jul. 1779; da Forf. her endnu omtaler hende som ugift, og hun paa den Dag blev gift med Instructeur Rose i hans 56de Aar. Han havde været gift en Gang tilforn; (om en Datter af ham, der var Actrice, (s. nedenfor S. 96), og 1795 i sit 18de Aar blev bortført af Grev Laurvig, s. mit Nord. Tidsskrift. IV. Bd. S. 340 og Bibl. der schönen Wissensch. 12. Bd. 1765. p. 355. 56). Hans anden Kone overlevede ham endeel Aar, og døde d. 23. Febr. 1793. — Jomfru Böttger var en Skuespillerinde, i hvis Bedømmelse den dram. Journals Forfatter synes at være i temmelig Modsigelse med sig selv — en Modsigelse, som dog neppe allene kan reise sig af den skiødesløse Form, den ofte desultoriske, paa den øieblikkelige Opfatning grundede Behandling af endeel enkelte Gienstande for hans Kritik. Hyppigen omtaler han Jomfru Böttger med den skarpeste Daddel; særdeles for hendes Affectation og kolde Spil; (f. Ex. I. S. 133. 300. II. S. 70. 164.) ligesom for hendes Monotonie i Dialogen, og hendes "iiskolde, flæbende Declamation og unaturlige Bevægelser." (I. S. 35. 41. 132. 160. 266. 343. S. 423: "Hun skreg, i Stedet for at declamere; i den 6te Sc. i 5te Act (i Zarine) hørte man næsten et gemeent Klammeri; ingen Scene kunde gives slettere." II. S. 28. S. 97, (hvor hendes Spil omtales som "et sandt Ideal paa den sletteste Action," og hendes Declamation som reent utaalelig) II. S. 114. 120 og fl. St. Paa andre Steder berømmer han i næsten lige saa stærke udtryk hendes Spil; endog der, hvor hun, "uagtet hendes Alder og hendes Legemes Storhed og Ubeqvemhed til en femtenaars Piges Rolle" (I. S. 15 og 114) spillede slige Roller "med saamegen Natur og Naivetet, som det ved den blotte Konst var muligt." Saaledes berømmes ogsaa hendes særdeles gode Fremstilling af "den Vægelsindede" (II. 174) og hendes "mesterlige Spil" i Destouches "gifte Philosoph." I øvrigt fandt hun en anonym Forsvarer imod adskillige af Rosenstands Ankeposter (bl. a. i Dram. Journ. 2 Aarg. No. 17, mod hvilket Jomfru Böttger ogsaa selv tog til Gienmæle i Adresse-Avisen 1772. Jvf. "Tanker, til hvilke den dramat. Journals anden Aargang har givet Anledning." Kbh. 1773. 32 S. 8vo. Ligeledes havde hun i Rahbek altid en ivrig Lovtaler. (S. endnu dramaturg. Saml. III 1ste H. 1791. S. 139 hvor Talen er om en Benefice, hun i dette Aar erholdt for 40 Aars Tieneste). Hendes Portrait, stukket af Mad. Clemens, findes i Schwarz' Lommeb. for 1784.

32) [udgivers note side 72] Johanne Sophie Knudsen, f. Bergmann, f. i Frederiksborg 1742, debuterede som Leonore i den Stundesløse d. 2den Octbr. 1765; spillede derefter ædle og tragiske Elskerinder (jvf. dramat. Journ. I. 23, 64, 97, 135, 369, 391 og 421 (Zarine) II. 63, og 143, hvor hun i Anledning af hendes Udførelse af Zaire kaldes "den bedste Actrice, som vor Skueplads eier." (1772). Siden spillede hun borgerlige Hustruer og Mødre i Lystspillet, og Magdelone, Geeske m. fl. Holbergske Roller; døde d. 31. Marts 1796. (Jvf. P. H. Hastes Thalia, 1795, 96, S. 175, 76). Man finder, hvad just ei er almindeligt, baade Rosenstand og Rahbek fuldkommen enige i at bedømme og berømme denne Skuespillerinde, hvem den første tillæger baade Naturlighed i Spillet (I. 55) og en stor Gave til rigtig af charakterisere og individualisere de forskiellige Slags Roller, hun udførte; ligesom en fortræffelig Declamation og Gesticulation. Dr. J. II. 72. 77. 84. 94. 104. 156. 162. (Saaledes ogsaa, hvor ypperlig hun forstod at chargere sine komiske Roller, uden at gaae ud af det naturlige. II. 68 i Précieuses ridicules). Rahbek charakteriserer med lige stor og mangesidig Berømmelse hendes Fortienester af forskiellige Rollefag; men særdeles af de meer eller mindre komiske; og heriblandt ogsaa den Egenskab af "en vis Godmodighed i komiske Charakterers Behandling, der er af større Betydenhed, end man nuomstunder synes at erkiender. (Jvf. S. Knudsens Minde, i M. C. Bruuns Svada. 1796. No 18).

33) [udgivers note side 74] Fra det danske Theaters fornyede Skabelse under Frederik V. indtil vor Tid, eller — for at tale mere bestemt — indtil det 19de Aarhundredes tredie og fierde Decennium, har ingen anden Skuespillerinde naaet en saa afgiort Celebritet, et saa almindelig erkiendt og hyldet Navn, som Caroline Frederike Halle, siden bekeindt hos os under Navn af Fru Walther, og paa det Stockholmske Theater som Fru Möller. Født i Kiøbenhavn d. 5te Februar 1755, betraadte hun Scenen allerede som Barn, omtrent i hendes 12te eller 13de Aar; Laidronnette i "Esopus ved Hoffet" var hendes første Rolle. 1769, da hun havde fyldt det 14de Aar, spillede hun Louison i "den indbildte Syge", Eugenia i "Don Ranudo", Babet i "Landsbypoeten", og fl. ungdommelige Roller, fra hvilke hunførst gik over til de holbergske Perniller, (f. Ex. i "den Stundesløse", s. dram. Journ. I. 412), siden til de franske Soubretter. Allerede i Begyndelsen da hun fremtraadte i disse Fag, var den Lykke, hun giorde hos Publicum saa stor og afgiort, at hun "mødte alle de Forfølgelser og Undertrykkelser, som det fremspirende Genie paa Scenen saa sikkert kan vente sig af Ældres skinsyge Hovmod." (Rahbeks Lommebog for Skuespilyndere, 1788. S. 255). Men "hendes lette Sind overvandt Alt"; og hendes Fremskridt — hvori hun, efter Rahbeks Angivelse, anf. St. skal have havt nogen Veiledning af Jomfru Böttger — som, efter Rosenstands Bedømmelse, synes at maatte have været lidet skikket dertil — og (efter Suhm, Saml. Skr. X. p. 37) af Jomfru Biehl, i Declamation — vare saa hurtige og sikkre, at hendes Repertoire udvidede sig, og snart fra Soubretterollerne gik over til de muntre Elskerinders; snart ogsaa fra Comedien over i Syngespillet. Roxelanes Rolle i Soliman den Anden med Sarti's Musik (første G. opf. den 8. Octbr. 1770) var hendes Debut som Sangerinde, i hendes 16de Aar; men synes, hvad den musicalske Udførelse angaaer, ikke at have været meget heldig. (S. bl. a. Dram. Jour. I. 64. 229). Rosenstand, der var ikke fuldt to Aar ældre, behandlede hende imidlertid i den dramatiske Journals 1ste Aargang, ikke blot nu og da med ubarmhjertig Strenghed (som imidlertid neppe har været uden god Virkning paa den "Skiødesløshed", og flere slemme Unoder paa Scenen, som dadles hos Caroline Halle); men undertiden endog med en ungdommelig, maaskee ogsaa ved Modstand opirret Kritikers insolente Overmod; (f. Ex. "at Smiger, Parterrets Bifald og gal Anførsel, reent har fordømt hende til Pernille-Rollen". Dram. Journ. I. S. 12; [uvilkaarligen kommer man til, ved at læse dette, der blev en reent falsk Spaadom hos Fru Walther, at tænke paa Anvendelsen af disse Ord paa Øieblikkets Forhold] og at "hvormeget hun endog har forbedret sig, neppe vil blive andet end en god Pernille;" sammst. I. S. 195. — Yttringer, der jævnligen modsiges af hans egne paafølgende eller samtidige Berømmelser; (f. Ex. 1771. S. 35-37. 2. Aarg. 1772. S. 155. 56. 162. 180. 188 og fl. St.); men endnu langt mere af den glimrende, og man kan være vis paa, ikke smigrende Charakteristik, som ovenfor gives af Fru Walther. Alt hvad hun i sine tidligere Roller havde præsterete, fordunklede hun imidlertid, efter Rahbeks Dom, ved hendes "uforlignelige Colombine", i "det talende Skilderi;" og ved Coraly i "Venskab paa Prøve." Rosenstand selv, en indgroet Hader af Syngestykkerne, roser — og det endog i "Thronfølgen i Sidon," hvor han laster hendes "affecterede Action" og tvungne Armbevægelser — hendes "fortræffelige Stemme og den store Ømhed, hvormed hun synger sine Arier." (Dram. Journ. 1771. S. 12). Publicum havde hun vundet i en saadan Grad, at man 1771 i Adresse-Avisen foreslog at giøre en Sammenskud, for at give hende og Londemann, som de meest fortiente blandt Theaterpersonalet, en Belønning; hvilken begge offentlig med Beskedenhed frabade sig. Fra 1772 til 1780 steg med hvert Aar Omfanget af hendes Repertoire og den Yndest, hun havde vundet og forstod af bevare hos alle Classer af Publicum; maaskee dog fortrinligen de dannede. Der var vel især i Syngespillet, at hendes Sang (efter Rahbeks Ord) "alt mere og mere vandt hende Publici Tilbedelse"; men Thalia forlod ikke sin Yndling; Celianthe, Angelique i Landsbypoeten, Lenore i Florentinerinden, Rosine i Barberen i Sevilla, og fl. a. nævnes blandt hendes Triumph-Roller i Lystspillet. Endelig gik hun ogsaa over i Tragedien, hvor Grevinde Orsina i Emilia Galotti var hendes Debut, og hvor man siden bl. a. saae hende som Zaire, Ines de Castro og Nanna; men selv en meget galant, ja varm og, om mueligt, lidt enthusiastisk Kritik, (Rahbeks) fandt: "at "Thalias Caroline" (dette hende af Evald givne Tilnavn blev næsten til et staaende) "vel kunde ynde Myrthelundens Skumring; men Melpomenes Cypresser vare hende for mørke." Rosenstand fandt, (i Nord. Bruns Zarine), at hun manglede, "en naturlig Stemme til det Pathetiske"; og at "hendes Stemme tabte sig reent, naar hun skulde røre." (Dram. J. I. 370). Man fandt tillige, at det næsten var hende umuligt, selv i trafiske Roller, reent at bortlægge det Smiil og den smilende Ynde, hvorved hun henrev og fortryllede paa Scenen, og udenfor den. At hun maa have besiddet denne Egenskab i ualmindelig Grad, kunde bevises endog blot deraf, at selv den koldeste Kritik ikke kunde modstaae hende. Et Blad, alvorlig-tørt som "den Critiske Tilskuer" forlod sin Stiil og Tone ved at omtale "Deserteuren"; (1773. S. 407) og berettede: "at der i dette Stykke er en Louise, som vel kan fortiene, at man deserterer for hendes Skyld." Hvorledes hun selv af "Nationens første Hoveder" blev hædret, viser ikke blot (s. Rahbeks Lommebog for Skuespilyndere, 1788. S. 55-89) en heel Samling af Vers og Sange til hendes Hæder, (hvoriblandt to Digte af Ewald, af hvilke det ene hører til det uheldigste, han har skrevet; det andet i det mindste viser, hvor begeistret han var for Caroline; men ogsaa de Ord af Suhm, der sielden eller aldrig omtalte Theatret: "at Fru Walther hos os har taget Palmen fra alle Andre." (Saml. Skrifter X. p. 38). Hendes sidste nye Rolle var Birthe i Evalds "Fiskere," som hun fik efter Digterens eget Forlangende; og Theatret mistede 1780 dets meest glimrende Stierne. Der havde, af forskiellige lave, private Grunde, reist sig et Slags Forfølgelse imod Caroline Walther, hvori man "efter sædvanlig Uklogskab havde faaet Hoffet til at tage Parti;" (Rahbeks Erindringer I. S. 318) og hvori man heller ikke undsaae sig ved at bruge og lade sig bruge til "det infame Haandværk", at leie kiøbte Pibere imod hende, (anf. St. S. 320. 21). Imidlertid kunde man med denne Cabale, der (under det Guldbergske Ministerium) havde "skilt hende ved Hoffets Bevaagenhed" (Rahbek. Lommeb. 1788. S. 267), aldrig trænge igiennem hos Publicium. "Sandhedens og Folkets Stemme var høi og fri til hendes Fordeel; og to Gange fik hun betydelige Summer til Foræring, som vare frivilligen sammenskudte i denne Hensigt." (Rahbek. sammest. S. 268). Ikke desmindre fandt hun sin Stilling trykkende; og der var besuden andre Baand, hun længtes efter at løse. Hun søgte sin Afsked, som "hendes Forfølgere negtede hende;" men "med det betydende Tillæg af en da høistbetydende Mand, at hvis hun vilde flygte, vilde man ei sætte efter hende." (Rahbeks Erindr. I. 322). Hun svarede herpaa: at naar hun vilde, skulde hun nok selv sørge for at komme bort; og deri holdt hun Ord; i det hun efterat hun om Aftenen d. 28. April 1780 havde spillet i "Deserteuren", samme Nat selv deserterede, eller hemmelig forlod Byen, og reiste til Sverrige, "for at gifte sig med Virtuosen Møller;" (Rahbek.), efterat have her i nogle Aar været gift med Theater-Inspecteuren, Secretair Walther. Hun blev ansat ved det Stockholmske Theater, hvor hun giorde, ikke mindre Lykke, end i Kiøbenhavn, og hvor Møller var eller blev Capelmestere. Siden saae hun aldrig sit Fædreland mere, undtagen paa en Giennemreise til Tydskland 1783, da hun fik Tilladelse til at opholde sig nogle Timer paa Vesterbro; men ikke til at komme ind i Staden. Naar vi historisk have bemærket, at Rahbek, i hvem Caroline Walther have en mærkværdig enthusiastisk Beundrer og ivrig Forsvarer, (s. endnu hans Digte til hendes omtr. fra 1785 eller 86, Foersoms Nytaarsgave 1805. S. 142) selv beretter, at han "ikke havde talt 20 Ord med hende"; kunne vi tillige ikke oversee: at det endnu i vore Dage, ved et og andet Træk af ovenstaaende, vel kan falde os ind at tænke, skiøndt under forandrede Forhold og Situationer: de te historia narratur.

34) [udgivers note side 80] Jomfru Joh. Cathrine Olsen var født i Kiøbenhavn d. 2. Jun. 1756. Hun debuterede d. 3die Nov. 1773 paa Hoftheatret, som Nanine i Skuespillet af samme Navn; og blev 1777 gift med Skuespiller M. Rosing, strax efter dennes Ansættelse. (Rahbeks Erindringer. I. S. 240). Hun opnaaede den for Skuespillerinder sieldne Lod, at udfylde et halvt Aarhundrede i Theatrets Tieneste, og afgik fra samme 1824, efterat hun den 31 Mai 1823 i en Theaterforestilling sidste Gang havde spillet Claudia's Rolle i "Emilia Galotti"; og derefter endnu til den hende i Anledning af hendes 50aarige Tjeneste tildeelte Beneficeforestilling d. 23. Nov. 1773 havde udført Juttas Rolle i Sanders Niels Ebbesen. (S. Thortsens Thalia, et Fierdingsaarssk. 1823. S. 490. 91). At vor Forfatters Dom over denne hæderværdige og fortiente Skuespillerinde, ligesom den, han har fældet over flere, endnu ikke udviklede eller modnede Subjecter blandt hans Tids Theaterpersonale, er grundet paa eensidige Præmisser: ville uden Tvivl de, hvis Erindringer fra Skuepladsen kunne med Liv og Sikkerhed naae 25-30 Aar tilbage i Tiden, bekræfte. At man heller ikke af de sildigere Theaterkritiker (Rahbeks, Prams, Haste's o. s. v.) vil faae noget klart og nøiagtigt Billede af Mad. Rosings Egenskaber og Præstationer som Skuespillerinde, er vel ikke mindre vist. Rahbek, der som bekiendt, stod i et meget venskabeligt Forhold til Rosing, hans Hustru og Familie, har imidlertid med Forkiærlighed og nogen Omhyggelighed charakteriseret endeel af hendes vigtigere Roller, (i hans dramturg. Samlinger og i Minerva). At ogsaa yngre og competente Theaterbedømmere i sildigere Tider erkiendte "den herlige Konstnerindes" Fortienester af Scenen, lære vi bl. a. af det ovenfor anførte dramaturgiske Skrift af Thortsen, som hører til det bedre i denne Deel af vor Literatur.

35) [udgivers note side 82] Mette Marie Astrup, hvis Fader var Portner eller Schweitzer ved Theatret, blev født d. 25. April 1760, og debuterede den 2. Jun. 1773 paa Hoftheatret som Leonora i "den Studensløse." Denne Skuespillerinde opnaaede paa hendes lange theatralske Bane et meget høiere og mere agtet Navn, end man efter vor Forfatters Bedømmelse af hendes tidligere Aars Præstationer og Egenskaber kunde have ventet sig. Hendes betydelige og rige Repertoire omfattede ikke allene de høiere og tragiske Elskerinde-Roller, hvori Rosenstand her omtaler hende saa lidt til hendes Fordeel, og hvori hun vel ogsaa altid beholdt noget af den Kulde, som her hentydes paa; men en Afvexling af flere betydende Rollefag, blandt hvilke hun vel især udmærkede sig i fornemme og Verdensdamers Partier; men hvori hun bl. a. ogsaa berømtes for den udmærkede Sandhed, hvormed "denne fine, tænksomme Konstnerinde gav sine høiere komiske Roller," og saaledes ogsaa den Tids moderne unge Coquetter (f. Ex. Amalia, i Ifflands "gamle og nye Sæder." Minerva. 1795. IV. S. 209). Men ikke mindre ophøies hendes Fremstilling af ædle og sentimentale Roller i det rørende Drama, f. Ex. Sophies i "Fætteren fra Lissabon" af Schröder (Min. 1790. II. 437) og Sophies i Diderots "Huusfader," som Rahbek kaldte "hendes høieste Triumph", og hvori han tillægger hendes Recitation "Sandhedens uimodstaaelige Styrke," og hendes "legemlige Veltalenhed" en ikke ringere Berømmelse. (Minerva. 1789. IV. S. 158). Man finder hendes Roller hyppig omtalte i den Tids dramaturgiske Skrifter; og (som det i en vis Periode, efter Rosenstands Tid, blev almindelig Skik, hvor Talen er om de fornemste Subjecter) næsten udelukkende med Roes og Lovtale. (S. f. Ex. Todes dram. Tillæg. (1778) S. 122. 166. Rahbeks dramaturg. Saml. I. 209. 218. Hastes Thalia. (1796) S. 78. 104. 125). Hun spillede (tilligemed Mad. Rosing som Claudia) sidste Gang Grevinde Orsinas Rolle i "Emilia Galotti" til hendes 50de Aars Jubilæum ved Theatret d. 31. Mai 1823; gik derpaa af, med Pension og fri Bolig i Theaterhuset, og døde d. 16de Febr. 1834.

36) [udgivers note side 83] Denne Skuespiller debuterede paa Hoftheatret den 9de Febr. 1774, som Lisidor i "den nye Prøve", og spillede sidste Gang d. 17. Mai 1802, som Silkeborg i "Ægteskabsskolen." — Iver Hesselberg Urberg, f. den 11. August 1744, debuterede d. 27 Octbr. 1773 paa Hoftheatret som Dorante i "Silphen", et Syngestykke af Jomfru Biehl. Ingen af disse to Skuespillere forekommer i de Pramske og Rahbekske Theater-Artikler i Minerva; og begge ere sildigere, end den dramatiske Journal.

37) [udgivers note side 87] Joh. Dan. Preisler, Søn af den bekiendte Kobberstikker, Justitsraad J. M. Preisler, var født i Kiøbenhavn den 16de Novbr. 1755, og blev Student 1772. Da han havde forelsket sig i en ung Skuespillerinde (Jomfru M. C. Devegge), som han vilde gifte sig med, hvilket "giorde stor Opsigt i den fine og fornemme Verden, hvortil han hidtil havde hørt, og hvor han, som et Menneske af Dannelse, af et behageligt Udvortes, og mange Talenter, havde været vel antaget" (Rahbeks Erindringer I. S. 286); gav dette Anledning til, at han selv blev Skuespiller. Han debuterede paa Hoftheatret, som Leander i "det unge Menneske paa Prøve", af Destouches, d. 26. Jan. 1779; og spillede siden efterhaanden Elskere i Lystspillet, Cavaleerroller, Verdensmænd, Hofmænd, endelig ogsaa ældre og alvorlige Roller m. m. I Rahbeks Skuespil-Anmeldelser i Minerva omtales han ikke ofte (dog charakteriseres og berømmes bl. a. hans Spil som Dalton i P. A. Heibergs Heckinborn. Min. 1788. IV. 254.) og Pram (i hans før anførte superlativ-panegyriske og ubetydende Characteristik af Theatret, i A. 1791) nævner han ikke allene som "mesterlig" Skuespiller i alle Arter af Lystspil; men mener endog: at ogsaa i Tragoedien "behøver han kun at sees ofte nok, for at erkiendes for stor." (Min. 1791. I. 145). Af Tode omtales han med Roes (1788, 89) i dramat. Tillæg. S. 14 og 168. 1788 giorde han en Udenlandsreise i Selskab med Rosing og Saabye, (Minerva. 1788. II. 384). Det  var dem paalagt at reise i Selskab, og de erholdt til denne Reise tilsammen 1200 Rdlr. af Theatercassen; ligesom det var Preisler paalagt, at føre en Journal over Reisen, og efter Hiemkomsten at fremlægge den for Theaterdirectionen. Denne Journal udgav han 1789 i to Bind; og som en Sieldenhed i vor Literatur (hvilket den endnu er, som den eneste Beskrivelse over en Konstreise, nogen dansk Skuespiller har udgivet) fandt den i sin Tid en meget god Modtagelse. (S. Todes Anm. i Krit. og Antikr. 1789. No 27. Lærde Eft. 1789. No 83. 34. 1790. No. 44). Preislers Ægteskab var ikke heldigt; hvilket maaskee har bidraget til at bringe ham paa Afveie. Han maatte "formedelst uordentligt Levnet" forlade Skuespladsen 1792, og forlod da tillige sit Fædreland. Efterat hans Kone (som heller ikke kunde rose sig af et ordentligt Levnet) var død 1797, kom Preisler tilbage 1799, og blev (1800) en kort Tid ansat som Souffleur ved Theatret; men maatte snart ogsaa opgive denne Bestilling, levede siden i sørgelige Omstændigheder, og døde 1808.

38) [udgivers note side 94] Vor Forf. har her indladt sig paa, men kun alt for løseligt berørt det meget omtvistede Spørgsmaal: om gamle Comoedier i Dialog, Tone, Costume o. besl. kunne underkastes Tillempning efter Tidernes forskiellige Forhold? — At Spørgsmaalet, efter de allerfleste Erfaringer maa besvares med Nei, (naar Talen ei er om en fuldstændig organisk Forandring, eller Omarbeidelse) ville de fleste Kiendere af Skuespillets Natur og Scenens Forhold, uden Tvivl være enige om. Gamle Skuespil og gamle Bygninger af en vis Art er det gierne voveligt at røre for meget ved; og hvad angaaer en slig organisk Forandring, da veed man vel, at jo bedre Skuespiller er, jo mindre er der at tænke paa nogen saadan. Hvorledes vilde man vel omarbeide Molieres eller Holbergs Comedier?

39) [udgivers note side 95] Forfatterens Bemærkning paa dette Sted om Alderens Indflydelse paa Illusionen, synes vel særdeles at være indskrænket til den ydre Illusion, der er et af de Hovedpunkter, hvorom hans Fordringer til Skuespilleren dreier sig; og man maa uden Tvivl, efter alle Erfaringers Resultat, give ham Ret i, at Elskerindens Rolle i Almindelighed ikke let taaler at spilles paa hiin Side af et vist Punkt paa Alderens Scala. Men det maa dog undre os, at en upaatvivleligen god Kiender af de Hovedmidler, den sceniske Konst raader over, her ganske forbigaaer Virkningen, der udgaaer fra det indre Liv, og dets Afpræg i Spillets Varme, Friskhed og Ynde. Hvorledes herved næsten det Utrolige kan frembringes, selv i den ydre Illusion, har man, endog mange Aar sildigere, end Udg. (1819/20) med Forbauselse kunnet overbevise sig om, hos den i sin uforgængelige Ungdom med Føie beundrede Hippolyte Mars; Forfatteren, der i Fru Walther kiendte en uden Tvivl beslægtet Natur, (som dog dengang endnu straalede i Ungdommens Glands), synes i øvrigt ikke at have været fremmed for den vel stærke Fordring paa en blot physisk Ungdom hos Skuespillerinden, som maaskee alt i hans Tid giorde sig gieldende hos vort Theaterpublicum, og som endnu i betydelig Grad bestemmer dets Yndest og Bifald i mange Tilfælde.

40) [udgivers note side 96] Jomfru Mette Marie Rose, en Datter af Instructeur Rose (s. ovenfor S. 71) skal have været en ikke allene meget smuk, men meget lovende Actrice. (jvf. Bibl. der sch. Wiss. XII. S. 355, hvor Begivenheden med hendes Bortførelse ved Grev Danneskiold-Laurvig omstændelig fortælles; og Æreverset til hende, da hun d. 29. Febr. 1764 havde spillet Cenies Rolle. Schwarz's Lommebog. 1784. S. 41). Hun afgik formodentlig imellem 1765 og 1770 fra Theatret; og blev gift med den af sin Choralbog og andre musicalske Arbeider bekiendte Kammermusicus N. Schiørring, som døde 1798. (S. Worms lærde Lex. III. S. 984).

41) [udgivers note side 98] Caroline Marie Devegge debuterede som Pyrrha i "Deucalion og Pyrrha" (et Syngestykke med Musik af Sarti) den 27. Februar 1778, "med det Bifald, en saa ung og smuk Begynderinde, er (eller dengang var) saa temmelig vis paa;" (Rahbeks Erindringer. I. p. 287.), men maatte, efter denne Forfatters Udtryk "snart, som man siger, gaae for Lud og koldt Vand; eller blev synligen tilsidesat, hvori maaskee hendes den Tid skiødesløse Udvortes, og ikke meget store Flid, ligesom og den Opsigt hendes Elskovshandel giorde, havde nogen Deel." Den sidste bestod deri, at da den unge Preisler, som var bleven kiendt paa Laugshuusconcerterne med en anden smuk ung Sangerinde, søgte Leilighed til om Formiddagen at følge hende hiem fra Syngeskolen, traf han nogle Gange, i Stedet for hende, paa Jomfru Devegge; hvoraf Følgen blev en ny og stærkere Forlibelse, som endtes med Giftermaal, da Preisler var bleven Skuespiller, og havde faaet sine, med den fornemme og dannede Verden levende Forældres Tilgivelse. I denne Verden, og i Svigerforældrenes Huus paa Charlottenborg, følte Skuespillerinden dog, "at hun ikke hørte hiemme, eller var der ret i sin Esse." (Rahbek S. 289). Man finder dette begribeligt nok, efter vor Forfatters ovenstaaende Skildring af hendes Maneer, at spille Soubrette-Rollerne. Mad. Preisler hævede sig imidlertid efter faa Aar, og efter Caroline Walthers Bortgang, til et høiere Trin og et ikke lidet glimrende Navn i Theaterverdenen; og vandt, især som finere komisk Actrice og i Verdensdamers Roller, ved et liveligt, udtryksfuldt Spil, meget talende Øine, en god Mimik og en Recitation, "fuld af Aand, Ynde og Sandhed", Publicums og Dramaturgernes Bifald. Rahbek, (som, i dette og flere tilfælde, reent synes at have glemt sine yngre Aars catoniske Grundsætninger fra "den gamle Skuespillers Breve") er uudtømmelig i at beundre og berømme Mad. Preislers Talenter; uagtet hun var langt fra at lade sig af lignende Grundsætninger genere i at anvende dem udenfor Scenen. Blandt andet lagde han stor Berømmelse paa hendes Recitation, hvis "Aand, Ynde og Sandhed understøttes af hendes veltalende Øine og Ansigt." (Dramaturg. Saml. I. 104). Et andet Sted (1789) hedder det om Mad. Preisler: "Disse italiensk-listige Elskerinder, med Uskyldigheds og Enfoldigheds Maske, ere hendes sande Triumph; og hos hende har Kritiken overhovedet ingen Fordringer, som hun jo opfylder". Dramaturg. Saml. I. 216. 17. (Lady Teazle). s. ogsaa S. 209. og II. Bd. S. 215. (Jenny, i "den bogstavel. Udtydning." S. 229. (Baronesse Schönhelm i "Ringen)." Minerva 1788. IV. 255. (Mis Dalton i "Heckingborn)." 1789. I. 128. (Trine i "Feiltagelserne.") 1791. I. 311. (Grevinde Orsina) m. fl. Hun doublerede endnu i 1796 Mad. Rosing i Sigbriths Rolle; men, som det synes, ikke til Alles Behag; (Min. 1796. I. 367.) og det lader til, at hendes Stierne var noget dalet inden hendes tidlige Død (den 28de Mai 1797, i hendes 35de Aar). P. A. Heiberg klagede endog offentlig over (1795), at hun var bleven nedtrykt og tilsidesat i fire Aar; men M. C. Bruun skrev herimod: "Om den Opdigtelse af Hr. Translateur Heiberg, at Mad. Preisler skulde være nedtrykt." (Svada. S. 219-24). Dette hedder i en Anmeldelse af Mad. Preislers Dødsfald: "Hendes sidste, mindre glimrende Dage ville ei kunne udslette Erindringen om hvad hun i bedre Tider var for Skuepladsen i saa mange Fag; men især i Lystspillet, hvor hendes Vid, hendes Aand, hendes Ynde, hendes elskværdige Munterhed oplivede det hele; hvor hun ret kunde nytte sin sonore Talestemme, sine veltalende Øine, og alle de Talenter, hvormed Naturen havde været saa gavmild imod hende." (Min. 1797. II. p. 369. Ikke af Rahbek). Hendes Portrait (efter Paulsen) findes i Rahbeks Lommebog 1788, og viser et regelmæssigt smukt Ansigt, der lover indvortes Liv, Vid og Fiinhed.

42) [udgivers note side 100] Ved det, som ovenfor S. 15 (efter en Angivelse af Hr. Overskou) er meddeelt om Clementin, (der var født i Horsløv i Jylland, hvor hans Fader var Præst og Provst) bør følgende tilføies. Som theologisk Student, eller maaskee Candidat, (han havde i det mindste ofte prædiket) meldte han sig 1747 til det da organiserede danske Skuespillerselskab; men blev ved Prøven befunden ubeqvem til Theatret. Han blev derimod antaget i von Quotens tydske Truppe; hvorfra han dog allerede 1748 gik over i det danske Selskab. Han blev endog af Fremmede (efter Schwarz'es Ord) "agtet for den største Skuespiller i sit Fag, som nogen Skueplads i de sidste 100 Aar har kunnet fremvise". Hans sidste Rolle skal, efter Schwarz, have været "den indbildte Syge," som opførtes den 30. Octbr. 1775, og hvori Clementin følte sig saa svag, at han forudsagde sin kort efter (4. Jan. 1776) paafølgende Død. (s. Schwarzes Lommeb. 1784. S. 165); efter Overskou's Optegnelser derimod Geronte i "det gavmilde Testamente," som opførtes 4. Decbr. 1775. (s. ovenfor S. 15). At det sidste er det rigtige, bekræftes ved Rosenstands Note ovenfor S. 48. Jvf. dram. Journ. I. S. 40, hvor hans Spil i de komiske Gamles Roller charakteriseres.

43) [udgivers note side 101] Denne Skuespiller debuterede som Cleantes i "Tartuffe," den anden Octbr. 1775.

44) [udgivers note side 104] Pilloi var en med Holberg samtidig Skuespiller fra Frederik IV. Tid, (han forekommer blandt Personerne i en Prolog paa Dronningens Fødselsdag, d. 16. April 1728. s. Schwarz's Lommebog. 1785 S. 3), der endnu levede, da Theatret paa ny blev aabnet efter Christian VI. Død; og som "da hans daværende Haandtering ikke tillod ham, selv igien at blive Skuespiller," dog bevarede en stor Kiærlighed for Theatret, og vedblev at være yngre Skuespilleres Ven og Raadgiver, besøgte deres Prøver og gav dem mangen nyttig Veiledning. Rahbek, som beretter dette, har tilføiet en Anecdote om Pilloi og Rose, i Anledning af Leanders Rolle i "Maskeraden" (hvilken Rolle Pilloi selv allerførst havde bragt paa Scenen). Dramaturg. Saml. I. S. 148.

45) [udgivers note side 105] Adam Gottlob Gielstrup f. i Kiøbenhavn d. 11te Octbr. 1753, debuterede som Henrik i "Henrik og Pernille" den 10de Octbr. 1777. Denne fortrinlige og meget yndede Komiker var en af de Skuespillere, der udviklede et betydeligt Naturtalent ved eiendommelig Kraft, og ved et fortsat, alvorligt Studium, hvilket ogsaa i de komiske Characteerroller gav ham en fiin og rigtig Tact for at holde sig lige saa langt fra Carricatur, Buffovæsen og Plathed, som fra den prosaiske og tvungne Correcthed. Hans Characteer som Komiker var tillige individuel-humoristisk; og det er, efter Alt hvad man finder optegnet om ham og hans Kones forskiellige komiske Rollefag, vist ikke overdrevet, naar Rahbek har kaldt dem "to af de mesterligste Fremstillere, Holberg nogensinde paa vor Skueplads har havt; hun smagfuld, correct, fiin som Fruentimmer; han kraftfuld og dristig som Mand." Som enkelte af hans Mester-Roller nævnes t. Ex. Arv, Jeppe og Studenstrup hos Holberg, Verten i P. A. Heibergs "Forvandlinger;" Forvalteren i "Gulddaasen;" Oldfux i Todes "Bussemand;" Junkeren i "den skinsyge Kone;" Brid'oison i Beaumarchais "Figaro," o. s. v. Hans (allerede af Rosenstand omtalte) Færdighed i at kunne maskere sit Ansigt og sin Person, saaledes at han, "som en sand Proteus, sees at omskabe sig i hvad Skikkelse, han vil, og snart spiller en indtørret gammel Hecticus, snart en frodigt opvoxende engelsk Dreng, eller en plump Gaardskarl, og altid med lige Sandhed:" derømmes af Pram i Minerva 1791. I. 146. Den stod i Forbindelse med hans ikke almindelige Talent som Maler, hvilket fulgte ham, endog som udøvende Konstner, indtil hans sildige Alderdomsdage. Midt i hans fulde Kraft, forlod han Skuepladsen; eller blev (efter Rahbeks Udtryk) "for tidligt bortkaldt fra Scenen af Skuespladsens onde Genius;" som der sagdes, fordi han ikke kunde enes med en daværende høi Embedsmand ved Theatret og en af denne privat begunstiget Skuespillerinde. I sit 50de Aar spillede han sidste Gang d. 1ste Decbr. 1803 Constants Rolle i "Adolf og Luise", og afgik ved Aarets Slutning paa Pension. 1799 havde han mistet sin Kone, i tidligere Aar yndet Syngestykker, (Jomfru Morell) og siden erkiendt for hendes ypperlige Talent som Skuespillerinde, i Soubretternes, Pernillernes og lignende komiske Roller, hvori hendes "fine, udtryksfulde Recitaiton, hendes Ansigts og talende Øines Mimik, hendes frie og charakteristiske Armbevægelser" fremhæve som Fuldkommenheder, der, i Forening med indvortes Liv og Jovialitet, gav hende en betydelig høi Rang. (jvf. bl. a. Minerva. 1787. I. S. 264. 395). Hendes Portrait i Rahbeks Lommebog 1788 viser os Træk, der svare til hendes Charakteristik. Det samme kan siges om Gielstrups Ansigt i et Kobberstik af Clemens efter Lorentzen. Schwarzes Lommeb. 1786. Denne, ligeledes ved Dannelse og Charakteer udmærkede Skuespiller, vedblev ogsaa efter sin Afgang fra Theatret, at leve for Konsten; i det han endnu mere uddannede sit Talent for Landskabsmaleriet, hvilket han virkelig drev til den Grad i Technisk og artistisk Fuldkommenhed, at hans ikke talrige Arbeider selv i den udenlandske Konsthandel altid fandt fordeelagtig Afgang. Hvorledes han overhovedet (paa et Familieuheld nær, en sindssvag Datters, for den kiærlige Fader smertelige og byrdefulde Tilværelse) i 27 Aar efterat have forladt Scenen, oplevede en agtet, lykkelig og glad Alderdom: finder man skildret tilligemed hans Characteer og Værd som Maler og som Menneske, i et smukt Mindeskrift, som F. H. Guldberg helligede sin afdøde Ven, og hvortil Rahbek leverede en kort Artikel over Skuespilleren, som maaskee er noget af det sidste, der kom fra hans Pen. (Kiøbenhavnsposten. 1830. No. 80-83). Gielstrup døde i sit 77de Aar paa Frederiks Hospital, den 10de Februar 1830; Rahbek d. 22de April. Det er bemærket, at ikke faa Venner, men ingen Skuespiller og ingen Maler, fulgte hans Liig til Jorden.

46) [udgivers note side 112] Debuterede paa Hoftheatret d. 2. Novbr. 1773 som Frontin i "de tre Friere;" og spillede sidste Gang d. 16. Jan. 1792 som Lars i "de Vonner og Vanner" af P. A. Heiberg. Strax efter maatte han afgaae fra Theatret, i Anledning af misligt Forhold.

47) [udgivers note side 112] Et Portrait af Londemann efter Juel, som findes i Schwarzes Lommebog for 1784, bestyrker hvad her er sagt om hans, af Naturen stærkt udprægede komiske Ansigt. Om denne berømte Comikers Levnet findes nogle faa biographiske Træk meddeelte sammesteds S. 155-60. Han var, ligesom Clementin, en Jyde og Præstesøn, født (efter Schwarz) d. 22. Apr. 1718 i Smidstrup, i Ribe Stift, blev Student 1739, var bestemt til Præst og havde endog Løfte paa Faderens Kald, da han 1747, gik ind i det danske Skuespillerselskab, som aabnede Theatret i Læderstræde med den politiske Kandestøber", hvori Londemann spillede Henrik "saa ypperligt, som om han havde været en længe øvet Skuespiller." Hans aarlige Løn, som Acteur, da han døde var 300 Rdlr. Om den sidste Rolle, som han, allerede angreben af dødelig Sygdom, udførte d. 10. Febr. 1773, (Crispin i "det gavmilde Testamente" efter Regnard); det samme Lystspil, hvori ogsaa Clementin spillede sin sidste Rolle) og hvorefter han, da han forlod Huset, ligesom Clementin, forudsagde sin Død: s. dram. Journal. II. p. 178 Om hans Død p. 216.

48) [udgivers note side 114] Bernh. Henr. Beck var født 1748, blev Student 1768, og debuterede som Henrik i "den honnette Ambition," d. 27de Novbr. 1769. Han var en af de Skuespillere, som Forf. i sin dramatiske Journal dadlede skarpest og revsede mest ubarmhiertigt; f. Ex. II. S. 87-90, hvor en temmelig fuldstændig Charakteristik gives af hans slette Spil, i Anledning af en Rolle i Regnards "Den uformodentlige Hiemkomst." Han fremstilles her ikke allene som den sletteste Skuespiller; men som een, der, "ved Siden af alle sine Sottiser paa Theatret, tydeligt viser den dummeste Stolthed og Selvtillid, og derfor ikke i nogen Maade vil stræbe efter at forbedre sig." Ligeledes II. S. 47, om hans under al Kritik slette og "afskyelige" Spil, som Gotfred i "det lykkelige Skibbrud;" og saaledes oftere. Imidlertid vilde han, formodentlig som en Følge af de angivne Egenskaber, ikke taalmodigen finde sig i Kritikens Revselse; men greb til Pennen og søgte i tre smaa Stridsskrifter (1772) at forsvare sig mod den frygtelige "dramatiske Journal." Men dette kom ham kun slet fra. Jac. Badens kritiske Journal dømte, i Anledning af en af disse Piecer: "at dersom den endog var et ordentligt og grundigt Forsvar, i Stedet for det forvirrede og intetsigende Vaas, som den indeholder, vilde den aldrig kunne giøre Hr. Becks Sag til en god Sag, eller faae Publicum til at troe, at han er en god Skuespiller, eller den dramat. Journal et slet Skrift." (Krit. Journ. 1773. No. 8. p. 64). Det lykkedes derimod Skuespiller Beck, hvad man mindst skulde have troet, at opnaae et Slags Navn som dramatisk Forfatter. Han skrev, foruden ældre Stykker, der ikke kom paa Scenen, i Aarene 1779-96 fem eller sex Lystspil, som bleve opførte, og hvoraf et Par Eenactsstykker holdt sig længe nok paa Repertoiret. ("Det unge Menneske efter Moden," der opnaaede 15 Forestillinger, 1786-1805, og overflødig Berømmelse af Rahbek — dengang en begyndende Dramaturg og Æsthetiker; s. Lærde Efterretn. 1786. S. 317; og "Ja eller Nei," der fra 1793-1810 opførtes 14 Gange). Becks Comedie i 5 Acter ("Den lykkelige Feiltagelse" fra 1779, og "Qvaternen" 1787) havde derimod meget tynd Lykke; Kritiken underkiendte dem [Krit. Tilskuer 1779. No. 16 D. Litteraturjournal (af Abrahamson) 1779 S. 350-58. Lærde Efter. 1788. No. 24] og de maatte efter et Par Forestillinger henlægges. Forfatteren var ikke uden et Slags Talent for Dialog og Charakterer; men fattedes Dannelse, renset Smag og Poesie; hvorpaa han troede at kunne bøde ved practisk Kiendskab til Theatret, og store Tanker om sig selv, som han i Prologer og ved andre Leiligheder lagde for Dagen. (jvf. L. Efter. 1788. S. 375.) Hans Lystspil, især de større, hørte til det ulykkelige "genre ennuyeux", som hverken i Bøger eller paa Scenen finder Naade, og til det Slags dramatiske Arbeider, som undertiden kunne vinde nogen temporair Fremgang; men forsvinde som Skygger, naar deres svage indre Livsvarighed er udtømt, tilligemed Nyhedens Tillokkelse. — Forfatteren holdt sig ogsaa ved Skuepladsen, (selv da Rosenstand blev Theater-Directeur) henved 30 Aar, og spillede fremdeles den holbergske Henrik, andre Tiener-Roller, og lave komiske Partier. Hans sidste Rolle var David i "den døve Elsker", som han spillede d. 26. Octbr. 1797, og døde d. 7. Novbr. s. Aar. (Jvf. "Iris og Hebe." 1797. IV. S. 360-61).

49) [udgivers note side 116] Forf. vilde, om han havde levet i vore Dage, ikke have manglet Anledning til at anvende sine her fremsatte Yttringer om Skadeligheden af den for vidt drevne Carricatur paa Scenen. Han besad upaatvivlelig tilstrækkelig dramaturgisk Indsigt for at giøre sig det tydeligt, hvorledes uheldigviis netop den talentfulde og begavede komiske Skuespiller er ofte udsat og meest maa vogte sig for en Feil, hvorom man kan sige, at den ikke saameget skader mangen enkelt Rolles Fremstilling, som den efterhaanden tærer paa Skuespillerens Konst-Evne i det Hele, og bringer denne ned til en routineret Færdighed i Carricaturens og Farcens Ophævelser; men det er allermeest hos den geniale Skuespiller af denne Classe, vi have Leilighed til at mærke Forskiellen imellem en saadan komisk Fremstilling, der er et egentligt Product af Konsten, og den, der kun er et Værk af Buffo-Spillets Lune eller Routine.

50) [udgivers note side 117] Niels Hansen debuterede som Henrik i "Maskeraden" d. 14de Febr. 1771, gik af som Skuespiller omtrent 1780, men var derefter i endeel Aar Regisseur ved Theatret, og afgik derfra ved Saisonens Slutning 1799. Han var theoretisk Musicus, gav sig ogsaa af med at være Forfatter, skrev bl. a. "Jævne Tanker," i fire Hefter, som udkom 1790-92. (Jvf. Lærde Eftr. 1792. No. 32).

51) [udgivers note side 117] Madame Gielstrup, forhen Jomfru Morell, debuterede paa Hoftheatret den 3die Novbr. 1773, som Pernille i "det aftvungne Samtrykke;" spillede sidste Gang Lisettes Rolle i "Stregen i Regningen", d. 1. Marts 1792; og døde 1799. (s. ovenfor S. 105-106).

52) [udgivers note side 118] Hun debuterede som Dorine i "Tartuffe" den 19de Jan. 1776; blev gift med Capelmusicus, siden Concertmester og Professor Schall, og døde efter ham i en høi Alder 1838.

53) [udgivers note side 119] Hun debuterede som Finette i "Franskmanden i London", den 12te Febr. 1773.

54) [udgivers note side 119] Formodentlig menes Jomfru Aaslew, der siden blev gift med Skuespiller og Regisseur Clausen. Hun debuterede som Lisette i "Kiærlighedsbrevene" d. 3die Marts 1778; og spillede sidste Gang d. 10de Mai 1828 Thereses Rolle i "den unge, hidsige Kone;" hvorefter hun gik af fra Theatret, efter 50 Aars Tieneste.

55) [udgivers note side 119] Vor Forf. berører her en hos Elever, og yngre Skuespillerinder især, temmelig hyppig og skadelig Feil. Det maa undre os, at han, der jævnlig beraader sig paa Quintilian, ingensteds videre og nøiere omtaler Uundværligheden af daglige og alvorlige Declamations- eller Tale-Øvelser for begyndende og yngre Skuespillere; da ikke allene enhver let indseer, hvor uundværlige disse ere, siden det, at høres, er den allerførste Fordring, man har til en talende skuespiller; men da tillige ingen Sagkyndig er uvidende om, til hvilken overordentlig Grad, endog er ufuldkommen menneskelig Røst eller Talestemme kan uddannes. At visse nationale Egenheder ved det danske Talesprog eller den danske Accent maae giøre det dobbelt nødvendigt og tilraadeligt, ved et dansk Nationaltheater at bearbeide Talestemmen hos unge Skuespillere: beviser Erfaring kun alt for vel. Skuespillere maatte i al Fald paamindre sig om, hvilke betydelige og vedholdende daglige Anstrengelser, Sangerens og Balletdandserens Konst fordrer, og hvad Øvelse i disse Tilfælde udrette.

56) [udgivers note side 120] I Comedien.

57) [udgivers note side 123] Hun debuterede som Hertha i "den prøvede Troskab, den 31. Januar 1774.

58) [udgivers note side 123] Hun debuterede den 1. Decbr. 1777, som Marine i "Skovbyggeren," og vandt efterhaanden ved sin Stemmes Omfang og Styrke et glimrende Navn som Sangerinde, hvilket hun til en for en Sangerinde betydelig høi Alder var i Stand til at bevare. I 44 Aar var hun i Theatrets Tieneste, og spillede sidste Gang d. 2. Marts 1821 Marcellines Rolle i Syngestykket "Figaros Giftermaal." Hun var førstegang gift med Capelmusicus Berthelsen; anden Gang (1797) med vor Scenes savnede og uerstattede Prydelse: Instructeur og Skuespiller J. P. Frydendahl, der debuterede 1786 d. 12de Decbr. (som Belcour i "Vestindianerne") spillede sidste Gang Officeren i "Barselstuen", 4de Act, d. 2. Octbr. 1835; og døde d. 20de Febr. 1836.

59) [udgivers note side 124] Ja, hvad vil man sige om os, og om Forfatteren, som er lidet heldig Spaamand, nu, da snart et Par Generationer ere henrundne, siden han beskrev den danske Skueplads? — Man vilde fortælle ham, hvis det lod sig giøre, at den, tilligemed det gamle Theaterhuus staaer endnu, med sine Mangler og sine gode Egenskaber, som for 60 Aar siden; uagtet den Smag, hvis transitoriske Beskaffenhed Forfatteren trøstede sig ved, regierer med en mere udstrakt, og fuldt saa despotisk Magt, som i den Tid, forfatteren skildrer, da den egentlig først havde begyndt at slaae Rødder. — Man vilde ogsaa kunne giøre det gieldende, at denne "Sangens Magt" endnu hverken har kunnet tilintetgiøre vort Skuespil, eller vor dramatiske Litteratur, som tvertimod begge have hævet sig langt over den Tilstand, Forfatterens Skildring af Theatret fremviser. Men hvad vilde man svare den gamle bidske Censor, dersom han stod op og spurgte: "Er det Syngespillet eller Skuespillet, hvorpaa Gunst og Opmærksomhed endnu fortrinligst anvendes ved vort Theater? — Har det første vundet eller tabt ved, at næsten enhver Skuespiller, som en Proteus, snart maa være i Melpomenes og Thalias, snart i Polyhymnias, ja endelig endog i Terpsichores Tieneste? — Og hvad tilsidst det væsentligste er: have vi med alt dette en virkelig dansk Opera, som kunde siges at illustrere Theatret og Nationen?"

60) [udgivers note side 126] Vincenzo Tomaselli, kaldet Galeotti var en af de fortrinligste Konstnere i sit Fag, som Europa har kiendt, i det han hævede det antike mimiske Element, det plastiske og dramatiske Princip for Balletten, til en Høide og Betydenhed, hvorved han forædlede dette Slags sceniske Forestillinger til Værker af virkelig dramatisk Dandsekonst. Han giorde saaledes i endnu høiere Grad, end Noverre, Balletten poetisk og artistisk; imedens han tillige mere underordnede den blotte Dandsefærdighed, (hvad Rosenstand kalder "Dandsen med Fødderne") det mimiske Dramas høiere æsthetiske Grundsætninger. Hans Compositioner for det danske Theater have endog paa en Maade giort Epoke i Ballettens Historie; og dog ere vi ganske forladte af Materialier til at kunne berette noget om denne mærkelige Mands Levnet. Han skal være født den 5te Marts 1733, i Florentz; og kom til Danmark 8. Aug. 1774. Man feirede d. 5te Marts 1816 hans 83de Fødselsdag (s. Tübing. Morgenblatt 1816. Nr. 138) og han døde 1817. Da Galeotti først 1775 (allerede i en Alder af 42 Aar) blev engageret som Balletmester med en Løn af 1175 Rdlr., der 1776 forhøiedes for ham og hans Kone, dere var Eleve af Noverre, og havde været Solodandserinde i Milano, til 2200 Rdlr. (s. Collins "For Historie og Statistik" II. 207. 208) forekommer han saaledes ikke i den dramatiske Journal; hvorimod her, i Slutningen af 1771 omtales den i nærværende Skrift oftere nævnte "Hr. Vincentius Piattoli" som Balletmester, og dennes komiske Ballet "Cosakkerne og de ungerske Husarer," som "een af de bedste vi have havt siden vor berømte Hs. Saccos Balletter, hvilke altid vare fulde af den interressanteste Composition." (Dram. Journ. I. S. 238. 39. Man seer ogsaa af dette Sted, at ikke blot denne Piattoli, men 4 eller 5 andre italienske Dandsere og Dandserinder, dengang nyligen vare indkaldte af Capelmester Sarti, som Bestyrer af Theatret). Jvf. S. 306. 405. 406. 430. II. S. 37. 38, hvor flere nævnes. Om Ballettens Usselhed før Piattolis Tid, s. 1ste Bd. S. 25. 26. Denne Usselhed var vel tildeels en Følge af Saccos Afgang ved Paasketid 1771, da der skeete nogle Indskrænkninger ved Theatret, og bl. a. denne Balletmester blev afskediget, og hans Fordring paa en ham tilsagt Pension afkiøbtes ham for 4200 Rdlr. (Hans aarlige Løn var 1600 Rdlr.). Man har fiorten Aar senere, 1785-86, opført 3 Balletter af Sacco, som i det mindste paa den Tid har været her i Landet; (s. Overskous Fortegnelse, S. 106); og en af disse, "Generalen til de tre Stierner," hvori Sacco, efter Protocollerne, selv udførte Generalens Partie, findes beskreven og omtalt med megen Berømmelse af Rahbek. Minerva. 1786. I. S. 680-95. Han omtales ogsaa med megen Roes i en 1764 i Sorøe udkommen anonym Kritik over Jomfru C. D. Biehls Comedie "den kiærlige Mand." — Galeottis tidligste Arbeide for Theatret var "Kongen paa Jagt," der første Gang opførtes den 20 Oct. 1775 (sidste Gang, efter 63 Forestillinger, den 16 December 1797). Han har, foruden Prologer o. d., i Alt componeret 48 alvorlige og komiske Balletter, hvoraf Macbeth var den sidste (1816-20). De 3 hyppigst opførte ere: "Zigeunernes Leir," 123 Gange (1776-1821); "Amors og Balletmesterens Luner," 132 Gange (1786-1838) og "Vaskerpigerne og Kiedelflikkeren," 118 Gange (1788-1835). At Rosenstand vil tillægge Galeotti ringere Talent for den komiske Balletcomposition, end for den alvorlige, er uden al Grund. (Jvf. ogsaa "Theatret," af L. Kruse, 1ste Bd. 1819. 176-79, hvor "Biergbøndernes Børn og Speilet," "Fanden er løs," og "Vaskerpigerne" nævnes som noget af det fortrinligste i sin Art, noget Theater kan fremvise. Formodentlig nævnes dog kun disse komiske Balletter især, fordi de paa den Tid oftest og heldigst bragtes paa Scenen. Om Galeottis Charakteer og Fortieneste som Balletcompositeur findes nogle almindelige Bemærkninger (af Schütz) i Ersch og Grubers Allg. Encyklopädie VII. Th. (1821) S. 257-59. Jvf. ogsaa Zeit. für die elegante Welt. Nr. 169. 70. 71. Bemærkninger over endeel af hans nyere Balletter finder man i Minerva.

61) [udgivers note side 135] Denne, af vor hvasse, strenge, fra sine Meninger og Overbeviisninger ubøielige Dramaturg ikke allene med næsten uindskrænket Berømmelse, men med et Slags Begeistring skildrede Dandserinde, synes, efter de faa historiske Erindringer, som endnu i Traditionen leve om hende, og efter de Ærevers, man har over hende, virkelig ved sit mimiske Talent, sin fuldendte Skiønhed og Ynde, at have henrevet og fortryllet sin Tids Publicum i ligesaa høi Grad, som hun har tilfredsstillet vor skarpe Kritikers Fordringer til en mimisk Konstnerinde. Anine Frölich, som 1784 forgudedes i Vers og Prosa (s. bl. a. Schwarz'es Lommebøger 1784, S. 53. 61. 1785. S. 67. 1786, S. 56; i Anledning af hendes Død; og Adresseaviserne fra den Tid) finder jeg i Udkastet til et Budget for Udgiverne ved det franske Theater og Balletterne, i Saisonen 1772-73, anført som den første blandt de 11 Elever ved Laurents Dandseskole, med 80 Rdlr. aarlig Lønning. 1776 var hun allerede steget saa høit i Yndest hos Publicum, at en her engageret fransk Solo-Dandserinde, Mad^le Dutilliet (der havde 1500 Rdlrs. aarlig Løn) satte Himmel og Jord i Bevægelse, for at hindre hende fra at komme til at dandse i Solo-Partier, hvilke Mad^le Dutilliet allene vilde tilegne sig. Dette gik endog saa vidt, at Geheimeraad Carstens, dengang Medlem af Theaterdirectionen, maatte correspondere med Directeuren og Balletmestrene ved den franske Opera i Paris, og af dem erholde Erklæringer og Kiendelser, hvorved den franske Dandserindes Paastand kunde tilbagevises. (s. ogsaa Collin's Bidrag, S. 208). Galeotti var det upaatvivlelig, som erkiendte, uddannede og benyttede Jomfru Frölichs store Talent for sine orginale, mimiske Compositioner; og hvorvidt hun havde bragt det i sin Konst 1778 eller 79, see vi af vor Forfatters Skildring. Hendes glimrende Bane var dog kun kort; og hendes Skiebne skal have været høist ulykkelig. Sørgeligt er det, at efter endnu existerende Traditioner, skal den Mand, hun skyldte saa meget af sin Dannelse for Konsten, ogsaa have været den, som blev Ophavsmand til, at den deilige Anine, der ofte havde henrevet Tilskuerne ved at vise dem Didos Fortvivlelse og Undergang, selv maatte friste en tragisk Skiebne og tidlig Død, efterat have tabt en stor Deel af sin Skiønhed og Evne til at udøve sin Konst, og at være hensiunken i den dybeste Melancholie. Hendes Død synes at være indtruffen 1784 eller 85, (s. Schwarzes Lommebog 1785 p. 67 og 1786 p. 56) og blev med mere Følelse, end Konst, beklaget i den Tids Poesie, hvor det bl. a. hedder om denne Dandserinde:

(Schwarz'es Lommeb. 1786. S. 57)